↩ Bevægelsens Norm fandtes i denne store Hovedrytme med Ebbe og Flod: den gradvise Synken og Forsvinden af det foregaaende Aarhundredes Følelses- og Idéliv indtil Autoritetstroens, Arvekongedømmets og Samfundsvedtægtens Triumf, saa Frihedsideernes Tilbagevenden i nye, stedse højere stigende Bølger. Udgangspunktet gav sig da af sig selv i den Gruppe af franske Værker, som blev døbt Emigrantiiteratur, og hvis første indvarslende Skrift bærer Aarstallet 1800. Midtpunktet var ligesaa utvivlsomt. Det var fra det literære Synspunkt Byrons Død, fra det politiske den græske Frihedskrig, i hvilken han fandt Døden. Thi denne Dobbeltbegivenhed sætter Skel i Fastlandets Aandsliv og Literatur. Men saa var ogsaa Slutningspunktet givet, den europæiske Revolution i 1848. Og var Byrons Død Værkets Midtpunkt, saa maatte ogsaa den Gruppe af engelsk Literatur, i hvilken han hører hen, blive Værkets Hængsel, hvorom det drejede sig. Saa stod det hele klart i store Omrids: den spirende Reaktion hos Emigranterne, der dog er saa blandet med revolutionære Strømninger, den stigende Reaktion i det romantiske Tyskland, den Højdepunktet naaende, triumferende Reaktion under de første Aar af Kongedømmets Genoprettelsestid i Frankrig, saa Omslaget i hvad der fik Navn af Engelsk Naturalisme; dernæst Omslaget hos alle Frankrigs store Skribenter kort før Julirevolutionen, deres Sammentræden til den romantiske Skole i Frankrig, og endelig den Gruppe af tysk Literatur, som udmunder i Martsbevægelsen 1848.