↩ Man maa ikke misforstaa mig, som ansaa jeg Reaktion som saadan for et med Tilbageskridt. Langtfra! Tvertimod! en sand, udfyldende og irettesættende Reaktion er Fremskridt. Men en saadan Reaktion er kraftig, kort og forsumper ikke. Efter i nogen Tid at have bekæmpet det foregaaende Tidsrums Udskejelser, efter at have fremdraget, hvad det trængte tilbage, optager en følgende Periode den foregaaendes værdifulde Elementer, forsoner sig med den og fortsætter dens Bevægelse. Dette er hvad her ikke er sket. Naar en Stok er bleven bøjet til én Side, gør man den ret ved at bøje den til den anden Side - men man bliver ikke ved dermed. Hin Reaktion mod det 18de Aarhundrede fortsætter sig sendrægtigt, trevent, med Afbrydelser, men den synes ikke at ville tage nogen Ende, og Følgen er, at vor Literatur er sunken sammen i en Døs, der snart begynder at forundre os selv. Det er derfor jeg har følt Lyst til at skildre, hvorledes en Reaktion, ja den samme Reaktion, andensteds har faaet Ende.