Brandes, Georg Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

📖 EMIGRANTLITERATUREN

Forelæsninger, holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Efteraarshalvaaret 1871. Første Foredrag (ovenstaaende Indledning) holdt 3. November 1871.

(1872)
16
17

Overgangen fra det 18de til det 19de Aarhundrede skete i Frankrig under gentagne sociale og politiske Sprængninger af forhen uset Omfang og Kraft. Den nye Sæd, som Revolutionens store Tanker og store Begivenheder havde udsaaet, fik imidlertid ikke straks nogen Vækst i Literaturen. Den kunde ikke skyde op. Thi med kort Mellemrum gik to Gange et for al personlig Frihed tilintetgørende Tyranni som en Tromle over Frankrig: først Konventets saa Kejserdømmets Diktatur. Den første Terrorisme skræmmede, guillotinerede, landsforviste Enhver, hvis politiske Farve ikke paa det Nøjeste stemmede overens med den herskende Folkeaands netop da regerende Afskygning - Aristokratiet, Kongehuset, Gejstligheden, Girondinerne knustes under Tromlen - og man tyede til de stille Villaer i Schweiz eller til de ensomme Stepper i Nordamerika for at undgaa den Skæbne, som havde ramt Ens Nærmeste og truede En selv. Den anden Terrorisme plagede, fængslede, skød, landsforviste, knuste Alt, hvad der ikke anderledes lod sig bringe til Tavshed (en Tavshed, som kun Leveraab for Kejseren turde afbryde) og Legitimister og Republikanere, Konstitutionelle og Liberale, Filosofer og Digtere knustes under den Alt jævnende Tromle, hvis de ikke foretrak, spredte og forsprængte til alle Sider, at søge et Tilflugtssted udenfor Kejserdømmet, hvad ikke var let, thi det fulgte dem i Hælene, saa hurtigt udvidede det sig, det slugte Italien og Tyskland i store Mundfulde; intetsteds var man tryg for ikke at blive overrasket af dets Hære; det indhentede de Flygtende selv i Moskvá.

18

Under begge disse to store Tyrannier var det alene udenfor Paris, paa ensomme Steder i Provinserne eller paa Landet, hvor Beboeren da holdt sig saa stille som en Afdød, eller hyppigere udenfor Frankrigs Grænser, i Schweiz, i Nordamerika, i Tyskland og England, at der af Franske blev arbejdet literært. Thi kun der kunde de selvstændige Aander blandt Franskmændene eksistere, og kun af selvstændige Aander grundlægges og fremmes en Literatur. Den første franske Literaturgruppe i dette Aarhundrede, der udspringer fra saa mange spredte Punkter, har da til fælles Grundtræk det, at den er oppositionel. Meningen hermed er ikke den, at Skribenterne er enige om visse Grundprinciper - de er ofte i høj Grad uenige indbyrdes - men Hadet til Rædselsherredømmet og til Napoleons Reguleringsbestræbelser forener dem alle. Hvad de end oprindeligt er og hvad de end senere udvikler sig til, da Kongedømmet genoprettes, til literære Fornyere, tilbagestræbende Legitimister eller frisindet Opposition: saa har de ved Aarhundredskiftet som Modstandere af det Herskende og Givne et første fælles Præg. Og hertil kommer som det næste afgørende Træk deres fælles vanskelige Stilling som Arvtagere efter det 18de Aarhundrede, der netop senest havde testamenteret dem Kejserdømmet, hvorimod de protesterer; enkelte af dem vilde helst helt gaa fra Arv og Gæld, andre vilde overtage Arven, hvis de kunde tilegne sig den uden Skylden. Alle føler de, at det nye Aarhundredes aandelige Bevægelse maa ske ud fra andre Forudsætninger end dem, hvorpaa det gamle har bygget. Da Fløjdørene for det 19de Aarhundrede aabnes, staar de alle med spejdende Blikke og stirrer derind. De aner det Nyes Omrids, tror at skimte dem, og alt efter deres Evner og Ønsker former det Kommende sig for dem og tolkes dets Væsen af dem. Saaledes faar de i Forening et Præg af at være noget Indvarslende, noget Indledende, Bringere og Bærere af en ny Tids Aand.

Der var et videre Felt for literære Fornyelsesforsøg i Frankrig end i noget andet europæisk Hovedland. Thi det forrige Aarhundredes Literatur var dér udmundet i Formalisme. Selskabsdannelsen og den akademiske Dannelse i Forening havde snørt den i visse, engang givne, stive og magre Former. Den var indsnevret i den saakaldte gode Smags Jernkorset. Frankrig har længe frembudt Modsætningen af at være et Land, der paa samme Tid som det i alle ydre Forhold har en feberagtig Trang 19 til Forandring og, naar det giver denne sin Tilbøjelighed Luft, sjældent forstaar at holde Maal eller Grænse, i literær Henseende er i høj Grad stabilt, anerkender Myndigheder, underholder et Akademi, sætter Maal og Grænse over Alt. Man havde indført Republiken og afskaffet Kristendommen, før man faldt paa at røre ved Boileau's Autoritet. Voltaire, der vender op og ned paa hele Overleveringen og bruger Tragedien som et Angrebsvaaben imod de Magter, hvis bedste Støtte den havde været, Enevælden og Kirken, vover ikke at lade Handlingen vare mere end 24 Timer eller lade Begivenheden foregaa paa to forskelligt benævnte Steder i et og samme Stykke. Han, som ikke har Ærefrygt for meget imellem Himmel og Jord, agter og bevarer Aleksandrinerversets ensformige Indsnit.

Det blev et andet Folk end det franske, det Folk, hvilket Voltaire haanligt havde ønsket mere Vid og færre Konsonanter, som medens Frankrig kuldkastede de politiske Tilstande og Sæderne, omformede Literaturen og skabte en ny Poesi. Det var Datidens Tyskere - om hvilke man i Frankrig neppe vidste mere, end at de i dyb og partriarkalsk Underkastelse under Smaafyrster og Foresatte drak deres Øl, røg deres Pibe og spiste deres Surkaal i Kakkelovnskrogen - som i Ideernes Verden gjorde større Erobringer end Franskmændene foretog paa Jorden. Af alle Europas Folk havde intet i det 18de Aarhundrede havt sin literære Blomstringstid undtagen det tyske: Aarhundredets sidste Halvdel havde jo indbefattet Poesiens rige Udvikling fra Lessing til Goethe og Metafysikens kraftige Udfoldning fra Kant til Schelling. Thi i Tyskland havde intet Andet været frit end Tanken alene.

Af Tyskland bliver derfor efterhaanden den Literatur stærkt paavirket, som ved Aarhundredskiftet opstaar paa Fransk, ligesom Folkene først nu ret begynder at træde i uafbrudt aandelig Forbindelse med hinanden. De store Omvæltninger, Republikens og Kejserdømmets Krige, der tumlede alle Europas Folkeslag mellem hverandre, lærte dem paa samme Tid at kende hverandre. Men grundigst paavirket af de fremmede Omgivelser blev dog den Klasse af Mennesker, der ved alle hine store Begivenheder saa sig henvist til et langvarigt, undertiden fast Opholdssted udenfor Fædrelandet. Den Indflydelse af en fremmed Aand, som var flygtig og forbigaaende paa Soldaten, blev varig og betydningsfuld paa Emigranten. Den udvandrede Franskmand nødtes 20 til at lære det fremmede Sprog paa en mere end overfladisk Maade, om ikke af anden Aarsag saa for i det fremmede Land at kunne give Undervisning i sit eget Sprog. Af forstandige franske Emigranter udbredtes da Kundskab til fremmede Landes Natur og Kultur i Frankrig, og heri ligger det, at naar man søger en fælles Benævnelse for den franske Literaturs nu opdukkende Fremtoninger, finder man neppe nogen bedre end den, jeg herved forsøger paa at fastslaa: Emigrantliteraturen.

Dette Navn maa dog ikke tages for mere end hvad det er: et Navn, thi det vilde være urimeligt ikke hertil at henføre enkelte aldeles beslægtede Skrifter af Forfattere, som har levet udenfor Paris eller udenfor Frankrig uden dog at udvandre, og paa den anden Side hører enkelte af Emigranter forfattede Værker efter deres hele Aand ikke til denne fornyende og befrugtende literære Bevægelse men til den frihedsrædde Literatur, som ledsager Bourbon'ernes Tilbagevenden.

Ligefuldt passer Navnet godt for den første Aarhundredet indvarslende Gruppe af franske Bøger. Emigranten er, som alt antydet, efter sit Væsen en Modsiger. Men hans genstridige Forhold har en forskellig Ejendommelighed, eftersom det er Rædselsherredømmet eller Kejserdømmet, mod hvilket han gør Indsigelse og hvis Magt han har undflyet. Meget ofte har han undflyet dem begge og hans Bevæggrunde til Modstand er da af blandet Natur; han har f. Eks. Samhu med Revolutionen i dens første Skikkelse som indskrænkende Kongemagten eller for den maadeholdne Republik og en heftigere Uvilje mod Kejserdømmet end mod den gamle Rædselsregering; men af hvad Natur end Blandingen er, vil man allerede paa dette Punkt kunne ane den dobbelte Strømning i Emigrantliteraturens Frembringelser.

Umiddelbart er den Tilbageslaget mod det 18de Aarhundredes Aandsdannelse, mod dens tørre Rationalisme, dens Banlysning af Drømme- og Følelseslivet, dens Uforstand overfor det Historiske, dens Overseen af de berettigede nationale Ejendommeligheder, dens farveløse Syn paa Naturen, dens Fejlsyn paa Religionerne som bevidste Bedrag. Men ligefuldt er der i Frembringelserne uundgaaeligt en Understrøm I Retning af Hovedstrømningen fra det 18de Aarhundrede; de Skrivende fortsætter alle Befrielseskrigen mod stivnet Overlevering, enkelte alene paa det digteriske, andre paa samtlige Aandens Omraader; de er alle vovende Naturer, Opdageraander, og Ordet Frihed har for Ingen af dem endnu 21 tabt sin elektriserende Klang. Selv Chateaubriand, som politisk og religiøst danner Gruppens yderste Højre og som med en Part af sine Skrifter tilhører den egenlige Reaktion, betegner bestandig «Frihed og Ære» som sit Valgsprog og kan derfor ogsaa ende som politisk oppositionel. Dobbeltstrømningen spores overalt: hos ham, hos Sénancour, hos Constant, hos Fru de Staël, hos Barante, Nodier o. s. v., og det er paa dette fine Vekselforhold mellem Reaktion og Fremskridt, at jeg fra Begyndelsen af vil gøre opmærksom.

Naar man taler om det 18de Aarhundredes Aand er det almindelig Voltaires Navn, der kommer En paa Læben; det er ham, der sammenfatter og i det almindelige Omdømme forestiller den hele Tidsalder: forsaavidt Emigranterne fører et Tilbageslag imod ham, kan de ubetinget siges at betegne Reaktion mod det foregaaende Aarhundrede. Selv de iblandt dem, der i Aandsanlæg er nær beslægtede med ham, virker nødtvungent, det vil sige: tvungne af Tidsaanden, imod ham, som Constant i sin Bog Om Religionen. Men der var jo blandt det 18de Aarhundredes Forfattere en, der stod som Medbejler overfor Voltaire, og der i Storhed næsten er ham lig, hvis Værker fremdeles i langt højere Grad end hans peger ud over den Tidsalder, i hvilken de saa Lyset; ham er det, som paa mange Punkter beaander Emigrantliteraturen, og forsaavidt den nedstammer fra Rousseau og tildels fortsætter Rousseau, kan den siges at fortsætte det foregaaende Aarhundrede og Revolutionen. Til Rousseau viser i en overraskende Grad det begyndende 19de Aarhundredes store literære Bevægelser i alle Hovedlandene tilbage. Fra ham var allerede i det forrige Hundredaar i Frankrig saa forskelligartede Aander som Saint-Pierre, Diderot og Robespierre udgaaede, i Tyskland saa fremragende Genier og Talenter som Herder, Kant, Fichte, Jacobi, Goethe, Schiller og Jean Paul; i den nu oprindende Tidsalder paavirker han bl. A. i Frankrig Chateaubriand, Fru de Staël og senere George Sand, i Tyskland Tieck, i England Byron. Medens Voltaire især virker paa Aanderne i Almindelighed, er Rousseau's Indflydelse aldeles overvejende paa de frembringende Talenter, paa Forfatterne. Skiftevis har efter deres Død hine to store Mænd paavirket Eftertiden, omtrent indtil vore Dage, da de begge er fortrængte af Diderot. Voltaire afgav ved forrige Aarhundredes Slutning Scepteret til Rousseau; et halvhundrede Aar efter kommer hans Navn paany til Ære i Frankrig, og i 22 enkelte af dette Lands mest fremragende Skribenter som Ernest Renan finder man nu den dobbelte Aandsretning forenet, noget af Rousseau's Aand sammensmeltet med noget af Voltaires. Men i Rousseau's Skrifter alene er det, at de store fra Udlandet kommende Strømninger, som ved Aarhundredets Begyndelse bryder ind over Frankrig, har deres Kildespring, og Rousseau er det, hvem det skyldes, at den Literatur, som af Franske frembragtes udenfor Landets Hovedstad eller Grænser, under al sin Modstand mod den Aand, af hvilken det uindskrænkede Kejserdømme udgik og båres oppe, bevarede et Forhold til det 18de Aarhundrede og havde oprindeligt franske Forudsætninger at støtte sig til.

I

Aaret 1800 bragte det første Digterværk, som bærer den nye Tidsalders poetiske Præg. Dets Omfang var lille, men dets Betydning stor og Indtrykket mægtigt. Atala vakte en Opsigt og gjorde en Lykke, som siden Paul et Virginie udkom ikke havde været nogen fransk Digtning forundt. Det var en Novelle fra Nordamerikas Heder og vildsomme Skove, den havde en stærk, besynderlig Krydderduft af den uberørte Jordbund, paa hvilken Ideen til den var opstaaet; den havde en fremmed Naturs glødende Farver og en endnu heftigere Gløden i Lidenskabens Udtryk. Fortællingen gav et Billede af de vilde Indianeres Liv som Baggrund for Udmalingen af en tilbagetrængt, men netop derved overvældende og dræbende Elskovslidenskab. Det Hele fremhævet ved en Fernis af katolsk Religiøsitet.

Denne Historie om en ung kristen Indianerpiges Kærlighed og Død blev saa yndet, at dens Hovedpersoner snart efter paa kolorerede Træsnit bedækkede de franske Værtshuses Vægge, og at Voksdukker af dem solgtes ved Paris's Seine-Bolværker som man ellers der solgte Voksbilleder af Madonna og Kristus. Paa et af Forstadsteatrene optraadte Heltinden kostymeret som Vild med Hanefjer i Haaret, og Varietés-Teatret gav en Farce, i hvilken en Skoledreng og en Skolepige, som løb bort for at gifte sig sammen, kun snakkede om Krokodiller, Storke og Urskove i Atala's Stil. Der udkom en Parodi, betitlet Ah, là, là!, i hvilken Novellens lange pragtfulde Beskrivelse af Missisippi-flodens Bredder var erstattet af en ligesaa udførlig og vidtløftig 23 Beskrivelse af en Kartoffelmark: saa paafaldende syntes det da, at en Forfatter vilde spilde nogle Sider paa Naturomgivelserne. Men medens Parodier, Drillerier og Karikaturer saaledes regnede ned over Digteren, var han ikke derfor at beklage; thi slige Ting er Navnkundighedens Forbud, og med' ét Slag var han fra en Ubekendt bleven en Berømthed af første Rang. Hans Navn var paa Alles Læber, og det lød François René de Chateaiibriand.

Han var født som det yngste af ti Børn i et gammeladeligt Hus i St. Malo i Bretagne. Faderen var streng og tør, uselskabelig og tavs, havde kun én Lidenskab, sit Adelshovmod. Moderen var lille og styg, urolig og misfornøjet, men i høj Grad guds-frygtig, Kirkegængerske og Præstebeskytterinde. Sønnen arvede en Blanding af begges Natur.

Haardt blev han opdraget i et Hjem, hvor efter hans eget Udtryk Faderen var Tyendets Skræk, Moderen dets Svøbe, og voksede da op indesluttet og sky, tidligt fortrolig med Havets Bølgegang og Blæstens Musik, men aldrig forsonet med Hjemmets Uhygge og Kulde, et stædigt, tungsindigt og overspændt Barn. Den ham i Alder nærmeste Søster Lucile, der følte sig tilsidesat som han, blev hans eneste Ven og Fortrolige; hun var som han en syg og lidenskabelig Sjæl, Aar for Aar mere tilbøjelig til som Rousseau at ane Sammensværgelser imod sig overalt og anse sig for forfulgt af Alle; i sin Barndom tyede hun til Broderen, senere til Religionen som Beskytter mod disse Farer og Trængsler. Hun var først som Broderen uskøn og sky, blev senere meget smuk, bleg med mørkt Haar, skøn som en Dødens Engel; hun tilbragte en stor Del af sit Liv i Klostre, var lidenskabelig i sin Søsterkærlighed og lidenskabelig katolsk. Hun havde digteriske Anlæg og synes saavel i Skyhed som i Overspændthed at have været Broderens kvindelige Sidestykke. En anden Søster Julie, der i sin Ungdom levede udelukkende som Verdensdame, endte som Hellig i gudelig Forsagelse, saa at Retningen mod Katolicismen synes at have ligget den hele Slægt i Blodet.

Den stærke Tvang, hvori den unge Chateaiibriand holdtes, avlede hos ham en vild Trang til at være fri og sin egen Herre; den bestandige Opsigt, hvorunder han sukkede, avlede en alt-beherskende Drift til menneskesky Ensomhed. Ilede han ene ned ad Herregaardens Trapper eller gik han med sin Bøsse ensom paa Jagt, følte han alle Lidenskaber koge og bruse i sit 24 Indre i vild Henrykkelse over uforstyrret at kunne drømme og længes. Ulykkelig som han i Andres Selskab følte sig, beruste han sig, naar han var ene, i Drømme om Lykke, ærgerrige Drømme, Digterdrømme. I halvt aandige, halvt sanselige Drømmerier og Længsler formede han sig da Billedet af en overmenneskeligt dejlig Kvinde, en ung Dronning, prydet med Diamanter og Blomster, hvem han elskede og af hvem han blev elsket i Neapels eller Siciliens duftende Maaneskinsnætter. Og naar han da vaagnede af disse Drømme og genfandt sig selv som den lille ubetydelige Bretagner han var, kejtet, uberømt, fattig og maaske talentløs, da fortvivlede han. Misforholdet mellem hvad han attraaede og hvad han var trykkede ham til Jorden.

Han var først bestemt til Søofficer, men en uovervindelig Afsky for Disciplinen kom ham her i Vejen, saa bestemtes han til den gejstlige Stand, men Følelsen af hans Uskikkethed til et Liv i Afkald bragte ham til at springe tilbage herfra. I sit dybe Mismod foretog han et Selvmordsforsøg. Endelig blev han ved et Familiemagtsprog, der gjorde Ende paa Uvisheden, Underløjtnant og fandt sig ret vel heri; som Medlem af en højtanset Slægt blev han indført ved Hoffet, forestillet for Ludvig den 16de, og saa de sidste Glimt af Kongemagtens gamle Pragt og Formvæsen. To Aar efter brød Revolutionen ud og i 1790 blev Adelen afskaffet. Han tog sin Afsked som Officer, og da ingen Opgaver viste sig for ham i Fædrelandet under den ny Tingenes Orden eller Uorden, besluttede han, selv at bane sig en Vej, og fattede den fantastiske Plan at rejse til Amerika for at opdage Nordvestpassagen. Det er en Selvfølge, at han uden Kundskaber i den Retning, uden Forbindelser og pengeløs som han var, meget hurtigt saa sig nødsaget til at lade dette Paafund fare. Men fandt han ikke Nordvestpassagen, saa fandt han en anden Menneskerace, nye Forhold og en ny Natur. Meget tidligt havde havde han efter Læsning af Rousseau tumlet med den Tanke at skrive Naturmenneskets Epos, en Skildring af de Vildes Sæder, hvilke han ikke kendte Noget til. Nu stod han paa deres Grund og Jord. Var de end ikke ganske saa uberørte af Civilisationen, som han havde tænkt sig dem, saa var det ham dog ikke vanskeligt i Fantasien at genfremstille sig deres oprindelige Tilstand. Det første Indtryk, han modtog, var unegtelig selsomt. Da han paa Vejen fra Albany til Niagara med sin Fører for første Gang 25 kom ind i Skove, som aldrig var blevne huggede, blev han greben af en Art Glædesrus over sin Uafhængighed omtrent som den, han i sin tidligste Ungdom havde følt naar han gik paa Jagt i Bretagne. Han gik fra Træ til Træ tilhøjre og tilvenstre, sigende til sig selv: Her er ingen Veje mere, ingen Byer, intet Kejserdømme, ingen Republik, ingen Mennesker; han indbildte sig at være ene i Skoven, da han pludselig stødte paa en Snes halvnøgne, tatoverede Vilde med Ravnefjer i Haaret og Ringe i Næsen, som - o Under! - dansede Kvadrille efter en Violin, der spilledes af en lille pudret og friseret Franskmand med Musselinsmansketter, en forhenværende Kokkedreng hos en fransk General, som de mod en Betaling, der gaves i Bæverskind og Bjørneskinker, havde hvervet til Danselærer. Det var for en Lærling af Rousseau en ydmygende Indledning til de Vildes Liv: at blive Vidne til denne Dans af Irokesere efter en fordums Kokkedrengs Musik. De senere Indtryk var heldigvis renere og skønnere end dette. Chateaubriand købte Klæder og Vaaben af Indianerne og levede idetmindste nogle Uger samme Liv som de. Han lod sig forestille for Onondagernes Sachem eller Høvding (som Byron senere lod sig forestille for Ali Pascha), red gennem Landet, hvor undertiden et ganske europæisk lille Hus med Klaver og Spejle laa lige i Nærheden af en Irokesers Hytte, saa Niagaravandfaldet og fik i to smukke Florida-Piger af Musco-gulgernes Stamme Modellerne til sine berømte Skikkelser Atala og Celuta.

I Amerika undfangede Chateaubriand Planen til sine to glimrende, korte Fortællinger Atala og René og til det vidtløftige og stilløse Arbejde, til hvilket de begge hører, det meget senere udgivne Les Natchez, en stor Roman om en Indianerstammes Undergang i Kampen mod de Hvide. Atala var det Skrift, han først stræbte at give afrundet Form. Efter et kort Ophold i Frankrig, hvortil Efterretningen om Kongedømmets Fald og Ludvig den 16des truede Stilling kaldte ham tilbage, og hvor han ankom Januar 1792, udvandrede han atter, kom til London, udkastede Atala og René siddende under Træerne i Kensington Park og stødte saa til Emigranthæren ved Rhinen med sit Tornyster mere tungt af Haandskrifter end af Linned. Atala blev gennemrettet under Ophold paa Marchen, ved Opbrud pakket i Tornystret paany, og Kammeraterne drillede ham med at rive de Blade af, som stak ud imellem Aabningerne foroven. Men da en Dag 26 under en Træfning en Granatstump havde saaret ham i Laaret, viste det sig, at Atala havde frelst hans Liv, idet to matte Kugler var prellede tilbage fra Tornystret. Saaret, febersyg, udtæret ankom han efter Emigranthærens Tilintetgørelse til Bruxelles; imidlertid var hans Broder, dennes Hustru og Svigerfader døde paa Skafottet i Paris, hans Moder og to af hans Søstre, deriblandt Lucile, nogen Tid kastede i Fængsel i Anledning af hans Udvandring. I London udgav han 1797 sin Bog, Essafs historique sur les Revolutions i forholdsvis frisindet og utvivlsomt fritænkersk Aand. Men hans Moders Død omvendte ham, siger han, til Kristendommen; et Omslag i Tidsaanden bidrog maaske nok saa meget til at forandre hans Stemning overfor den, og da han i Aaret 1800, efter at Bonaparte havde afsluttet Revolutionen, vendte tilbage til Frankrig, medførte han sit store Skrift Kristendommens Aand, i hvilket René blev optaget som Indskud, og hvis Udgivelse, faldt sammen med Bonapartes Genindførelse af den kristelige Gudsdyrkelse i Frankrig. Bogen stemmede altfor vel overens med Førstekonsulens Planer til at den ikke skulde have bragt sin Forfatter i Yndest hos Herskeren. Chateaubriand skilte sig dog atter fra hans Begering efter Betsmordet paa Hertugen af Enghien 1804.

Dette er Hovedtrækkene af den Mands Historie som Yngling, der i Aaret 1800 opnaaede Digterry som Forfatter til Atala. Hans Karakter var endnu mere særegen end hans Historie. Han var ærekær og æresyg, forfængelig og forlegen, altid vaklende i Tilliden til sine Evner og dog ikke blot udstyret med Geniets Selvfølelse, men med en Egenkærlighed, som stødte Alt ned i Ligegyldighedens Afgrund, der ikke umiddelbart tjente ham selv. Han var kommen for sent til Verden og opdraget under for særegne Omstændigheder til at kunne have Tro til Bevolutionen og det Sæt af det 18de Aarhundredes Tanker, den indfattede. Han var kommen for tidligt til Verden til at opleve det nittende Aarhundredes Videnskabelighed og gennem den vinde en ny Tro og et nyt Holdepunkt. Han blev da en Art Nihilist i Fortidens Tjeneste, en Aand, der, som han atter og atter gentager det, troede paa Intet; han tilføjer vel altid, naar han ikke glemmer det: «(undtagen i. Religionen)»; men et Menneske er efter sit Væsen Troende eller Tvivler, og det er kun en Indbildning, som Halvdannelsen fremmer, at man kan være troende i Religionen alene, naar man i alt Andet er uden enhver Tro. 27 Chateaubriands Erindringer er fulde af den Art Udbrud om et Navns og et Rys Forgængelighed og Intethed, som senere er saa hyppige hos Byron. Der er uden Tvivl en god Del Affektation i disse Udbrud, men en virkelig Livslede og et stadigt Tungsind røber sig alligevel i dem. «Da jeg ikke tror paa Noget, undtagen i Religionen, er jeg mistænksom overfor Alt . . . Den smaalige og latterlige Side af Tingene viser sig altid først for mig; i mine Øjne gives der i Grunden hverken store Genier eller store Genstande ... I Politik har min Overbevisnings Varme aldrig varet længere end min Tale eller mit Flyveskrift til Ende . . . Jeg kender ikke i hele Verdenshistorien et Ry, som kunde friste mig; skulde jeg bukke mig for at tage den største Hæder i Verden op, naar den laa for mine Fødder og jeg ved saa lidt kunde tilegne mig den, saa vilde jeg ikke gøre mig den Ulejlighed. Havde jeg selv kunnet skabe mig, saa havde jeg maaske gjort mig til Kvinde af Lidenskab for Kvinderne; eller hvis jeg havde gjort mig til Mand, havde jeg først skænket mig Skønhed, dernæst, for at tage mine Forholdsregler mod Kedsomhed, min værste Fjende, havde jeg nok villet være en stor Kunstner, men ukendt og alene brugende mit Talent for mig selv. Fører man Livet tilbage til dets sande Værd, og frigør man det for al Humbug, finder man kun to Ting af Værdi, Religion i Forening med rige Evner og Elskov i Forening med Ungdom, det vil sige Fremtid og Nutid; Resten er det ikke Umagen værd at tænke paa .... Udenfor Religionen har jeg ingen Tro. Hvis jeg havde været Hyrde eller Konge, hvad skulde jeg da have gjort med mit Scepter eller min Stav? Jeg var bleven lige træt af Hæder og Geni, Arbejde og Fritid, Medgang og Modgang. Alt trætter mig: jeg slæber med Møje min Kedsomhed med mig, altsom Dagene gaar, og saaledes bortgaber jeg overalt mit Liv (et je vais partout bâillant ma vie)»*). Hvormegen Lidenskab var ikke bleven bort-ødslet paa Fantasterier og poetiske Drømme, før Ghateaubriand naaede til denne kedsommelige Kedsomhed! I Atala sprudler Lidenskaben endnu som en varm Kilde, men dens Stænk er som af en svidende, fortærende Vædske:

Den gamle Indianer Chactas fortæller en ung Franskmand, hvem Chateaubriand har givet sit andet Fornavn René, sin Ung-domshistorie. Han er bleven fangen af en fjendtlig Indianer * 28 stamme og dømt til Døden paa Baalet; da fatter Datteren af Stammens Høvding, Atala, Godhed for ham og nærmer sig Stedet, hvor han staar bunden; han anser hende først for den Jomfru, som førtes til Krigsfangen i de sidste Timer før Dødsdommens Fuldbyrdelse, dog hendes Hensigt er ikke den at trøste ham, men om muligt at befri ham. Han gribes af Elskov til hende, opfordrer hende til at fly med ham og blive hans, men hun vil det ikke, og han bliver, forsinket ved hendes Modstand, anden Gang Fange. Allerede er han kranset med Blomster, malet blaa og rød i Ansigtet, smykket med Perler i Ørene for at brændes, da Atala anden Gang flygter med ham. Bogens Hovedindhold er Fremstillingen af denne Flugt, af Chactas' Attraa og Atala's forunderlige Blanding af Lidenskab og Tilbageholdenhed, som bringer hende til afvekslende at være lutter Hengivelse og lutter Modstand. Hendes Væsen opklares, da hun meddeler Chactas, at hendes Moder, som blev forført af en Hvid, har ladet hende kristne og har taget det Løfte af hende at forblive ugift til sin Død. I sin Fortvivlelse over dette Løfte og i sin Angst for ikke at kunne holde det, tager Atala hemmeligt Gift og udaander i sin Elskers Arme understøttet af en gammel Missionær, som optager det unge Par i sin Hytte.

Man maa selvfølgelig søge til Fortællingen selv for at faa det fulde Indtryk af, hvilken brændende Lidenskab og hvilken lyrisk Flugt den har. Man kan ligesaa lidt gennem Indholds-gengivelse og Citater give en Forestilling om den Styrke, hvormed de selsomme Naturomgivelser er malte. Men det er let at paavise, hvorledes Chateaubriand fortrinsvis og uvilkaarligt anvender en Blanding af det Rædselsfulde og det Erotiske som Virkemiddel. I den egenlige Elskovsscene er der ikke blot ødslet med Larm af Klapperslanger, Hyl af Ulve, Brøl af Bjørne og smaa Tigre som ledsagende Musik, men anvendt en Storm, der bringer Skovene til at knage, og et uigennemtrængeligt Mørke, nu og da sønderrevet af Lyn i Lyn, der antænder en Skovbrand. Rundt om de Elskende brænder allerede Granerne som Fakler ved deres Bryllup, Atalas Modstand er ved at knækkes, da et advarende Lyn slaar ned lige for hendes Fødder. Herefter er det, at hun tager Gift, og i hendes sidste Ord til Chactas synes Lidenskabens Skovbrand at fortsætte Branden i Naturen:

«Hvilken Kval, uophørligt at se dig ved min Side, fjernt fra alle Mennesker i den dybe Ensomhed, og at føle en uovervindelig 29 Skranke mellem dig og mig! At tilbringe mit Liv ved dine Fødder, at tjene dig som Slavinde, at berede dit Maaltid i en eller anden ukendt Krog af Verden, det havde været min højeste Lykke; denne Lykke var jeg saa nær, at jeg kunde røre ved den, og kunde dog ikke nyde den. Hvilke Planer og Drømme har jeg ikke undfanget! Der var Øjeblikke, hvor jeg ønskede at være den eneste levende Skabning paa Jorden foruden dig, andre, hvori jeg følte en Guddom stanse mig i min skrækkelige Attraa og ønskede Tilintetgørelse over denne Guddom, hvis blot jeg, knuget til dit Bryst, da havde kunnet rulle med dig fra Afgrund til Afgrund mellem Ruinerne af Gud og Verden!»

Saa overraskende disse Udbrud af hensynsløs Lidenskab er, og saa nyt som Sceneriet var, der fremhæver dem, saa føler man dog, at disse Toner og disse Malerier var lige umulige, hvis Rousseau ikke var gaaet forud og hvis hans digteriske Forsøg ikke var blevne fortsatte af en anden større Aand udenfor Frankrig.

II

Det betydeligste Værk, Rousseau som Digter har frembragt, er La nouvelle Héloïse.

Det Nye i denne Bog bestaar for det Første deri, at det er den, som tager Livet af Galanteriet og dermed af det tidligere fransk-klassiske Tidsrums Grundsyn paa Følelserne. Dette Grundsyn var det, at alle ædle og fine Følelser var Civilisations-Frem-bringelser, Elskov fremfor alle. Det er klart nok, at en vis Kultur er fornøden, før en Følelse som Kærlighed kan opstaa. Før den kvindelige Kjole var til, var der ikke Kvinder, men kun Hunner, og før der var Kvinder, var der ingen Kærlighed. Ud fra denne i sig selv rigtige Tanke var den forud for Rousseau gaaende Tidsalder kommen til det Resultat, at Alt, hvad der tilhyllede den nøgne Lidenskab, ret egenlig adlede den og gav den sit Værd. Jo mere tilsløret og omskrevet, jo mere forberedt og antydet den var, des mindre raa. Hin Tids Sæder og hin Tids Literatur var jo et Udslag af selskabelig Dannelse, og denne Dannelse var kun de højeste Kreses. Vil man have et literært Eksempel paa i hvor høj Grad man foretrak en sleben Form og forædlede Følelser for Natur og Lidenskab, da læse man 30 Marivaux's Teater. De Elskende hos Marivaux er to Væsener af samme Opdragelse og vel at mærke af samme Stand. Vi finder ikke her som i vort Aarhundredes Skuespil en fornem Dame, der elsker en Mand af simpel Afstamning, eller Skikkelser som Lakajen Ruy Blas, der vinder en Dronnings Yndest. Forklæder hos Marivaux en enkelt Gang Herren sig som Tjener eller Frøkenen sig som Kammerterne, opdager de straks hinanden gennem Forklædningen. Deres Samtale er en stadig Søgen og Und-flyen, Fremrykken og Tilbagevigen, lutter Hentydninger og Halvheder, tusinde Omveje, maskerede Tilstaaelser og undertrykte Suk i en behagesyg men klædelig Maniererthed. For Rousseau er denne Maniererthed imidlertid latterlig som unaturlig. Som han i Alt foretrækker Naturtilstanden, saaledes ogsaa i det Erotiske, og Elskov i Naturtilstanden er for ham en Lidenskab, uimod-staaelig og voldsom. Hos ham er vi langt fra hine Scener hos Marivaux, i hvilke den Knælende selv under Knæfaldet ikke glemte en ulastelig Holdning, medens han trykkede Spidsen af en Handske til sine Læber. Hans Helt Saint-Preux er med al sin Ridderlighed og Moral en Elektrisermaskine, ladet med Lidenskab, deklamerende, voldsom, selvforglemmende, og hint første Kys i Lunden ved Clarens fremkalder en Skælven, en Tilstand i Ild, som var Lynet slaaet ned; idet Julie bøjer sig mod Saint-Preux og kysser ham, daaner hun paa Stedet og falder i en Afmagt, der ikke som Paryktidens er et Koketteri, men en Følge af Lidenskabens overvældende Magt hos det unge sunde Naturbarn.

Det andet nye Træk hos Rousseau er det, at Saint-Preux og Julie ikke er Jævnlige. Hun er en fornem Mands Datter, han en fattig Huslærer, en Plebejer. Som senere i Werther's Lidelser er her med Elskovslidenskaben forbunden den lighedselskende Plebejers Vilje til at kæmpe sig i Vejret; og dette er ingen Tilfældighed; thi Lidenskaben selv skaber Lighed, det fornemme Selskabs Erotik udvikler sig altid let til Galanteri.

Det tredje betydningsfulde Træk i denne Bog er det, at som Lidenskaben træder istedenfor Galanteriet og Standforskelligheden istedenfor den aristokratiske Kaste-Lighed, saaledes træder den moralske Følelse, en af Overbevisning udsprungen Hævden af Ægteskabet istedenfor den Ærbarhed, hvis eneste Aarsag var aristokratisk Stolthed, den Selvagtelse, der i den fornemme Literatur tjente som Dyd, naar der ellers var nogen Dyd.

31

Dette Ord havde hidtil ikke havt nogen Kurs; det blev et Løsen for Rousseau og hans Skole, et Løsen som ikke staar i nogen Strid med det andet Feltraab: Natur, siden Dyden netop for Rousseau er en Naturtilstand. Den umiddelbart forudgaaende franske Literatur havde efter det højere Selskabs Mønster gjort sig lystig over Ægteskabet. Rousseau bød da Tidsaanden Spidsen ved at skrive en Bog til dets Forherligelse. Bogens Heltinde giver vel efter for sin Elskers Lidenskab; men hun gifter sig med en Anden, hvem hun forbliver tro, saa at her, som senere i Werther, den egenlige Elsker gaar glip af Pigen, idet Heltinden forenes med en Hr. Wolmer, der (som Albert i Werther, Eduard i Forførerens Dagbog) er ligesaa ulastelig som uinteressant. Det moralske Element, der hos Rousseau hævdes og prises som «Dyden», er det samme, der senere under den religiøse Reaktions Indflydelse hos Chateaubriand optræder som det religiøst bindende Løfte.

Og saa endnu et Træk, det sidse: Løsenet «Natur» maa opfattes aldeles bogstaveligt. For første Gang fremtræder udenfor England den egenlige Naturfølelse i Romanen og afløser Kærligheden i Saloner og Haver. Under Ludvig den 15des Tid og Regentskabet opholdt man sig (i Bøgerne som i Livet) i Boudoirs, i hvilke den lette Samtale og Letfærdigheden fandt sig lige vel tilpas. I Værelserne ligesom paa Prent i Voltaires Poésies fugitives forekom uendeligt mange Amorer og Gratier. I Haverne omfavnede den bukkefodede Pan slanke, hvide Nymfer ved det kunstige Vandspring. Den fortræffelige Maler Watteau og de ringere Malere Boucher og Låneret har opbevaret os Billeder af hin Tids landlige Fester, af disse Haver med skyggefulde Gange og stille Skjul, hvor de pyntelige, fornemme Herrer og Damer, forklædte som Pierrot'er og Colombiner, med deres erotiske Leg, deres Leflen og Hvisken følte sig hjemme som iblandt de rette Kulisser for den fri og frivole Maskespøg. Men kast nu herfra Blikket paa Sceneriet i La nouvelle Héloïse!

Rousseaus Statue staar den Dag idag paa en lille Ø, der ligger i Genfersøen, hvor dens Sydspids borer sig ind i Genéve. Denne Egn er en af de dejligste i Verden. Gaar man lidt forbi Øen over endnu en Bro, ser man tydeligt Rhonen styrte sig brusende og skumhvid som et Trollhättafald ud i Søen. Nogle Skridt endnu og man ser den hvide Strøm løbe sammen med Arves graalige Snevand. Floderne løber ved Siden af hinanden, be 32 varende hver sin Farve. Langt borte øjner man Montblancs hvide Snespids mellem to mægtige Alperygge. Henad Aften bliver disse Bjergrygge mørke, og over dem ses Sneen paa Montblanc glødende som blege Roser. Det er som om Naturen havde samlet alle sine Modsætninger her. Selv i den mildeste Aarstid mærker man, naar man nærmer sig de brusende, hvidgraa Bjergstrømme, en isnende Kulde. Paa en eneste Spaseretur føler man i Læ hed Sommer, faa Skridt videre barsk Efteraar med bidende Vind. Man gør sig intet Begreb om Luftens kolde Friskhed og Styrke her. Kun Solen minder om Syden og Stjernernes stærke Tindren ved Nat. De ligner ikke som i Norden lyse Punkter paa Himmelhvælvingen, det ser ud som hang de løse i Luften. Og Luften selv er som var den et stærkt massivt Legeme, man indaandede.

Sejl da op ad Søen til Vevey! Bag Vevey Alpeskrænterne med de sydlandske friske Træer og Vinhaver. Hinsides Søen de mørkeblaa uhyre Klippemure, der lukker Udsigten ogsaa til Søens Sider, alvorlige, truende, mens Solen leger med Lys og Skygge ned ad Bjergskrænterne. Ingen Sø er blaa som Genfersøen. Sejler man paa en smuk Sommerdag ned ad den, ligner den blaat Atlask, som skiftende Farve spiller i Guld. Dette Land er et Feland, et Drømmeland, hvori mægtige Bjerge kaster deres sorte-blaa Skygger ned i et himmelblaat Vand, under en tindrende, straalende Sol, der mætter Luften med sine Farver. Sejl saa lidt længere op ad Søen til Montreux! Klippefæstningen Chillon, et Fængsel, i hvilket Middelalderens barbariske Grusomhed har samlet alle sine Pinselsredskaber, er opført ude i Vandet. Dette Vidnesbyrd om vilde, frygtelige Lidenskaber ligger her i en Natur, som kan kaldes fortryllet. Her er Søen aaben, Skuet mindre særegent, Klimaet mere sydlandsk end ved Vevey. Man ser som et hemmelighedsfuldt Blaalys, i hvilket Himlen, Alperne og Leman-søen smelter sammen. Gaa saa nogle Skridt videre til Clarens og stands i hin Kastanielund, som den Dag idag kaldes Bosquet de Julie! Den ligger højt oppe paa en Udpynt; fra den ser man Montreux ligge inde i Bugten lunt og gemt; og kaster man et Blik omkring sig, vil man forstaa, det var fra dette Sted, at Naturfølelsen udbredte sig over Europa. Man staar her i Rous-seaus Fødeegn og paa Skuepladsen for hans Nouvelle Héloïse. Det var dette Sceneri, der fortrængte Regentskabstidens.

Dersom vi sammenfatter, kan vi nu med Lethed forfølge, hvor 33 ledes Chateaubriands første Digtning forholder sig til Rousseau's berømteste Roman. Først og fremmest arver Chateaubriand Kærligheden til Naturen. De stærkt farvede Malerier af Nordamerikas Natur, som den var paa Ludvig den 14des Tid, har Skildringerne af Schweizernaturen til Forgængere. Men der er den Forskel paa Rousseaus og Chateaubriands Landskaber, at disse sidste er ganske anderledes afhængige af Helts og Heltindes Sindsstemning. Er der Uvejr i deres Hjerter, raser Uvejret ogsaa uden om dem. Personligheden, det enkelte Menneske, smelter her ganske anderledes end i det 18de Aarhundredes Literatur sammen med Naturomgivelserne og gennemtrænger dem med sin Lidenskab og sin Stemning.

Hvad Helt og Heltinde selv angaar, da er de som Vilde endnu langt fjernere fra Galanteriet, endnu langt mere Naturmennesker end de Forelskede hos Rousseau. Og forekommer der end atter og atter en Vending, som det var umuligt at den røde Mand kunde sige, saa har ogsaa mange af de erotiske Ytringer et Skær af de Vildes Folkepoesi, som i det 18de Aar-hundrede var aldeles ukendt i Frankrig. Man læse f. Eks. Krigerens Kærlighedssang, der begynder med de Ord: «Jeg vil ile saa stærkt, at jeg, før Dagen naaer Bjergenes Toppe, kan komme til min hvide Due mellem Skovens Ege. Jeg har bundet et Halsbaand af Porcelæn om hendes Hals; dets tre røde Kugler taler om min Elskov, dets tre violette om min Frygt, dets tre blaa om mit Haab o. s. v.»

Til Standsforskellem mellem de Elskende hos Rousseau, der saa godt stemmer med hin revolutionære Tid, svarer her Reli-gionsforskellen, som i det nye Aarhundrede ved Reaktionen mod Voltaire faar en ny Vigtighed, og hermed staar det, som alt antydet, i Forbindelse, at et katolsk Løfte om at forblive ugift her spiller samme Rolle som hos Rousseau det rent sædelige Bud. Her er altsaa Fremgang i Kolorit, i Personlighedens Udvikling, i Forstaaelse af en Folkeaand og Race-Ejendommelighed, der ligger Civilisationen fjernt, men forsætlig Tilbagegang i Moralens Afløsning ved katolsk Klosterreligiøsitet og naturfjendsk Forsagen. Lidenskaben hvæsses saa at sige paa Katolicismens Alter, og den faar, idet den naturstridigt kues, hin unaturlige Vildhed og Glød, som bringer Atala, den yndefulde unge Indianerpige, der saalænge havde holdt sin hedenske Elskers Attraa i 34 Tømme, til at udaande med et Ønske om Guds og Verdens Tilintetgørelse paa Læben, naar hun blot for den Pris kunde opnaa evigt at knuges til hans Bryst.

III

La nouvelle Héloïse udkom 1761. Tretten Aar efter forfattede i et andet Land, i meget forskellige Omgivelser, et ungt Geni, som kun havde lidet tilfælles med Rousseau, paavirket af hans Roman og hans Ideer, en lille Bog, som besad alle La nouvelle Héloïse's Fortrin og mange flere og ingen af dens Mangler, en Bog, som satte Tusinder og atter Tusinder af Hjerter i Bevægelse, meddelte hele Slægtled en levende Begejstring og en sygelig Længsel efter Døden, drev et ikke ringe Antal Mennesker til Følesyge, til Ørkesløshed, til Fortvivlelse og til Selvmord, og som havde den Ære at blive forbudt som ugudelig af den landsfaderlige danske Regering. Denne Bog er Werther. Saint-Preux skiftede Kostyme og iklædte sig den berømte Werther-dragt, den blaa Kjole og den gule Vest, og Rousseau's belle âme gik over i den tyske Literatur som die schöne Seele.

Hvad er Werther? Begrebsbestemmelser udtømmer ikke et digterisk Mesterværks uendelige Rigdom, men man kan sige med et Par Ord, at denne en lidenskabelig og ulykkelig Elskovs Historie har sin Betydning derved at den ikke blot fremstiller en enkelt Persons tilfældige Lidenskab og tilfældige Ulykker, men er behandlet saaledes, at en hel Tidsalders Lidenskaber, Længsler og Kvaler har fundet deres Udtryk deri. Fortællingens Helt er en ung Mand af borgerlig Æt, der er anlagt til Maler og dyrker Malerkunsten af Tilbøjelighed, men som af ydre Stilling er Gesandt-skabssekretær. Denne Yngling har Goethe imidlertid uvilkaar-ligt udrustet med sin egen hele Maade at se, føle og tænke paa som ung, med sin rige og sprudlende Genialitet, og saaledes forandrer Werther sig til et stort Sindbillede; han er mere end en ny Tids Aand, han er en ny Tids Geni. Han er næsten for rig og stor for sin Skæbne. Der er maaske endog en vis Uoverensstemmelse mellem Bogens første Del, hvor Werthers Aand aabenbarer sig i sin energiske Sundhed og Ungdomskraft, og anden Del, i hvilken han bukker under; i den første Halvdel har Werther mere af Goethe selv, der jo heller ikke dræbte sig, 35 i den anden Halvdel mere af den unge Jerusalem, hvis ulykkelige Død gav Anledning til Bogen. Men som Werther er, er han ligefuldt en Type. Werther er ikke blot et Naturvæsen ved sin Lidenskabelighed, han er Natur i den fremragende Forstand, hvori Geniet er det. Idet han taber sig i Naturen, føler han Naturens hele uendelige Liv indeni sig og sig som «forgudet» derved. Man opslaa f. Eks. Werthers beundringsværdige Dagbogsoptegnelse fra den 18de August 1771. Den er mægtig og genial som en Monolog af Faust. Man læse denne Skildring af hvorledes «Naturens indre, glødende, hellige Liv» aabner sig for ham, hvorledes han ser alle «de uudgrundelige Kræfter virke og skabe i Jordens Dybder, hvorledes han smægter efter «at drikke svulmende Livsglæde af det Uendeliges skummende Bæger for med sit Væsens indskrænkede Kraft at føle om saa kun en Draabe af det Væsens Salighed, som frembringer Alt i og ved sig selv», da vil man forstaa, hvorledes han, da han begynder at føle sig som en Indespærret, der ingen Udvej øjner, kan gribes af en brændende, saa at sige panteistisk Attraa efter at kaste sin Mennesketilværelse fra sig for «med Stormvinden at sønderrive Skyerne og gribe Bølgerne» - og da vil man føle det Berettigede i det Udbrud, hvormed han dør: «Natur! din Søn, din Ven, din Elsker nærmer sig sin Ende».

Det er uundgaaeligt, at en Sjæl, der kræver saa megen Plads, maa støde an i det snevre Samfund, særligt som dette havde ordnet sig efter faste Regler henimod Slutningen af det selskabeligste af alle Aarhundreder. Werther afskyr Reglen paa alle Omraader. I hin Tid, da Poesien var omspændt af Regler, fører han alle disse Regler for Digtekunsten tilbage til «at indse det Fortræffelige og vove at udtale det.» Og Kunstner som han er, har han lige saa kætterske Meninger om Malerkunsten som om Poesien. Han træffer en ung Kaldsfælle, der kommer lige fra Akademiet og som slaar ham om Ørene med Navnene paa alle de bekendte Teoretikere, deriblandt Winckel-mann og Sulzer. Denne Fyr er ham en Rædsel. «Naturen alene, skriver han, danner den store Kunstner. Man kan sige meget til Fordel for Reglerne, omtrent lige saa meget som til Ros for det borgerlige Samfund. Et Menneske, der danner sig efter dem, vil aldrig frembringe noget slet eller usselt, ligesom En, der lader sig regulere af Love og Velanstændighed, aldrig kan blive en utaalelig Nabo eller mærkværdig Kæltring; til Gengæld 36 vil enhver Regel, man sige hvad man vil, ødelægge den sande Naturfølelse og det sande Udtryk for den.» I dette Werthers Had til de udenfra givne Regler ligger ogsaa hans Afsky for alle Kunstudtrykkene paa Skønhedens Omraade som paa Samfundets. Derfor skærer Werther Tænder af Forbitrelse, naar Fyrsten, som har lidt Skønhedssans, i Samtale med ham om Kunst, overfor Werthers personlige Udbrud lige med et i den bedste Mening plumper ud med et eller andet stemplet æstetisk Kunstord; derfor oprøres han i Samtalerne med Albert over det færdige Register af Samfundsdomme, denne har til sin Raadighed: «Hvor-for, udraaber han, maa dog I Mennesker, naar I taler om en Sag, straks udbryde: det er dumt, det er klogt, det er godt, det er ondt! Hvad vil det altsammen sige? Har i derved udforsket Handlingens indre Forhold, de Aarsager, hvorfor den skete, hvorfor den maatte ske? Havde I det, saa vilde I ikke være saa hastige med Eders Domme.» Derfor oprøres han over Gesandtens Pedanteri, naar denne retter smaalig Stil i hans Em-bedsbreve; derfor ønsker han al Landsens Ulykke over den teologiske Blaastrømpe, der har ladet de smukke Nøddetræer i Præste-gaardshaven hugge om; derfor saares han med ét Ord dybere end fornuftigt er af al død Lærdoms anmassende Paastande, af alt livløst og højtideligt Formvæsen, alle Samfunds-Rangfølgens Fordringer paa Underordning og Lydighed.

Han tyer da til Børnene, som er «hans Hjerte nærmest paa Jorden» og til de Udannede, hvem sande Følelser og sande Lidenskaber giver en Skønhed, Intet i hans Øjne kan overtræffe. Han behøver da ogsaa kun at sidde og iagttage Pigerne, som henter Vand ved Brønden, for at mindes Patriarkernes Dage, Rebekka og Eliezer, og kun selv at koge sine Sukkerærter for at leve i Minderne om hin homeriske Tid, da Penelopes overmodige Friere selv slagtede og stegte deres Føde. Naturen fortryller og henriver ham. Naar han ikke er kristen; naar han, som han udtrykker sig, ikke hører til dem, som er givne Sønnen, fordi hans Hjerte siger ham, at Faderen vil beholde ham for sig selv, da beror dette paa, at Faderen for ham er Naturen, og Naturen, hans Gud.

Hvorhen han vender sig, støder han i Samfundet an, forstandigt ordnet som det er ved kolde og stivnede Regler. Han udvises paa den mest krænkende Maade af et fornemt Selskab, blot fordi han, intet anende, skønt borgerlig er bleven staaende 37 i Salen hos sin Foresatte, hvor en Kres af Aristokratiet om Aftenen indfinder sig. Han, som selv er brændende og ulykkeligt forelsket, interesserer sig for at frelse en Ulykkelig, hvem en uovervindelig og ikke uigengældt erotisk Lidenskab har drevet til et Voldtægtsforsøg og til Mord af en Medbejler, og bliver ikke alene afvist af den strenge Ordens Repræsentanter, men er endog ved Loven forpligtet til at vidne imod Den, han saa inderligt gerne vilde beskytte og frelse.

Og alt dette er endda kun Biomstændigheder. Den Pige, han elsker og som han, hvis den givne Orden ikke stod imellem dem, med Lethed kunde vinde, er en Andens Brud. I dette sidste Sammenstød brister hans Hjerte.

Saaledes fremstiller denne Bog det fulde Hjertes Ret og Uret overfor Hverdagslivets Regler, dets Uendelighedstrang, dets Frihedstrang, der føler Livet som et Fængsel og alle Samfundets Skillemure som Fængselsvægge. Alt, hvad Samfundet byder, er, siger Werther, at male Fængselsvæggene for hver Enkelt, at male dem perspektivisk med lyse Udsigter til en vid Synskres. Men Væggene selv brydes ikke ned. Derfor denne Renden Panden imod Væggen, denne lange Hulken, denne dybe Fortvivlelse, som først lindres ved et Pistolskud i Hjertet. Napoleon bebrejdede den Dag, han havde sit Møde med Goethe, denne, at han havde forbundet Kærlighedshistorien med Misforholdet til det fornemme Selskab; men som man ser med Urette; thi begge disse Forhold griber ind i hinanden og udtrykker Bogens Idé.

Hvad her er fremstillet er ikke som i La nouvelle Héloïse Dydens og den deistiske Religiøsitets Overvinden af Naturdrift og Lidenskab, men Lidenskabens skæbnebestemte Udviklingsgang. Med Nødvendighed gaar i denne Hjertets Tragedie den regel-trodsende Natur og den regelløse Lidenskab til Grunde. Bogens Slutning er iøvrigt ikke opfunden af Goethe; til den er et Haand-skrift, der fremstiller den unge Jerusalems Endeligt, benyttet (det findes i Kestners Bog om Goethe og Lotte). I de sidste Linjer er kun et enkelt Ord forandret som vulgært. I Haandskriftet staar «Barbiergesellen trugen ihn.» Bogen ender saaledes: «Hand-werker trugen ihn, kein Geistlicher hat ihn begleitet.» I sin skærende Korthed udtrykker denne Sætning, at et Liv er endt, der i Strid med sig selv og med Samfundet, dødeligt saaret i sine Sympatier, er bukket under. Haandværkere bar ham; thi det borgerlige Samfund holdt sig farisæisk tilbage; ingen Præst 38 ledsagede ham; thi han var Selvmorder og havde trodset Religionens Bud; men han elskede Menigmand og omgikkes de Udannede, derfor fulgte de ham til Graven.

Det er bekendt, hvilken Strøm af følsom Digtning denne Bog affødte, hvorledes dens Følelsesliv snart blev forplumret til det massiveste Føleri, som hos Tyskerne Clauren og Lafontaine og hos vor Rahbek, snart fortyndet til det spædeste platoniske Sværmeri som i Ingemanns matte Efterligning Varners Vandringer. Men Werther selv er uden Skyld heri; thi Fortabtheden i Følelseslivet er kun Bogens ene Side. Ud fra denne, midt i al denne Fortabthed, fremsprudler en saa sund Naturfølelse og Livsfølelse, saa kraftig og saa revolutionær en Vrede over Samfundets Vedtægtsliv, dets Fordomme, dets Tvangsregler, dets Frygt og Sky for Geniet, hvis Strøm kunde gaa over sine Bredder og overskylle «Tulipanbedene og Køkkenhaverne» paa begge Sider, at Hovedindtrykket af Bogen er og bliver den Trang til Oprindelighed og Poesi, som den udfolder, vækker og tilfredsstiller.

Hvilket Fremskridt er her ikke sket siden La nouvelle Héloïse. Først er her den endnu langt renere og dybere Følelse for Naturen end hos Rousseau. Og hertil kommer i Opfattelsen af Landskabet en ny Synsmaade, som betinges ved den store literære Begivenhed, der i Mellemtiden var forefaldet, Udgivelsen af Ossian, der gjorde et saa overordenligt Indtryk. Den skotske Barde smeltede jo selv Bonapartes haarde Hjerte, saa at han langt foretrak ham for Homer. Dengang troede man endnu paa Ossian's fulde Ægthed, medens man senere i modsat Overdrivelse vendte sig bort fra disse Digte med samme Uvilje, som et Selskab føler, der i en Have har ladet sig henrive til Sværmeri af en Nattergals Toner og saa opdager den Skelm, der havde skjult sig i Buskene og var Nattergalen. Det lykkedes Macpherson i de Samtidiges Hjerter at fortrænge Homer. Han paavirkede ogsaa Goethe. Derfor fortrænges her i Werther den sunde homeriske Naturanskuelse, som raader i Romanens første Del, af de urolige ossianske Taagebilleder, der i dens anden Del svarer til den stigende Sygelighed, til Lidenskabens Uro og Lyrik.

Kun usikkert var i Rousseau's Roman den kvindelige Hovedfigur tegnet. Her, som næsten overalt, mangler i den franske Poesi Kvindeligheden Naivetet. Uendeligt staar Heltinden tilbage for sin Navne, den virkelige Héloïse, i Lidenskabens Sandhed og 39 Ægthed; hvert Ord hos denne er følt, men Julies sammensatte Sætninger er kolde. Hvert Øjeblik forfalder hun til Foredrag om Dyden og om det højeste Væsen. Hun har Vendinger som denne: «I den Grad er alle menneskelige Anliggender et Intet, at naar det Væsen undtages, der eksisterer ved sig selv, gives der intet Skønt undtagen det, som ikke er» hun mener vore Illusioner. Julie udfolder Følelser og Fornuftgrunde i højtravende Stil. Hvor naiv og naturlig tager ikke den kraftige Charlotte sig ud i Modsætning til hende, f. Eks. i hin berømte Situation, da hun skærer Brødet til sine Søskende. Naar der hos hende er Noget, som ikke er Læseren ret tilpas, da synder hun ikke ved Deklamation men ved et Stænk af følsomt Sværmeri, som i den Scene, hvor hendes og Werthers Tanker mødes, idet hun under Regnvejret ser ud gennem den fugtige Rude og udbryder i Ordet «Klopstock!»

Og fra Saint-Preux til Werther er Fremskridtet lige saa stort. I Saint-Preux var der, som Navnet allerede antyder, endnu nogle Mindelser om det ridderlige Ideal. Det er Goethe, den moderne Tids Digter, som gør det af med dette Ideal. I hans Helte er Fremstillingen af det fysiske Mod, som aldrig forfejler sin Virkning paa barnlige Læsere, skudt næsten mere end tilbørligt til Side. Saaledes i Wilhelm Meisler og i Faust. Derfor er da Werther heller ikke en Ridder, men en tænkende og følende Verden i det Smaa: Han omfatter fra sit begrænsede Punkt i Rummet" den hele Tilværelse, og Uroen i hans Sjæl er den Uro, som bebuder og ledsager en ny Tidsalders Fødsel. Hans Grundstemning er uindskrænket Længsel; han tilhører en Tid, som forudføler og indvarsler, ikke en Tid, som opgiver og fortvivler. Vi vil faa at se et Modstykke til ham i Chateaubriands René. Grundkilden til Werthers Ulykke er Misforholdet mellem Hjertets Uendelighed og Samfundets Skranker. Tidligst var Heltene i Literaturen Fyrster og Konger; deres Kaar stod i Overensstemmelse med deres sjælelige Højhed; Modsætningen mellem Attraa og Magt var ukendt. Og selv da Literaturen udvidede Kresen af sine Foretrukne, holdt den sig til dem, som fornem Fødsel og Rigdom havde stillet højt over Livets lave Møje og Besvær. Goethe har i Wilhelm Meister angivet Aarsagen: «O trefold Lykkelige, siger han, er de, som deres Fødsel straks stiller paa Menneskehedens Højder og som aldrig har beboet, aldrig engang gennemrejst den ydmyge Dal, hvori saa mange retskafne Sjæle tilbringer et ynkværdigt Liv. Neppe er de til, før de stiger ombord 40 paa Skibet for at foretage den fælles store Rejse. De benytter sig af hvert gunstigt Vindpust, medens de Andre, som er nødt til at bære sig selv, svømmer møjsommelig bagefter, drager liden Fordel af gunstig Bør og titnok, naar deres Kræfter er udtømte, finder en rædselsfuld Død i Bølgerne.» I veltalende Ord er her en enkelt af Livets Fordele, Rigdommen, prist, og hvad der gælder om dette, det mest underordnede af Livets udvortes Goder, det gælder med endnu mere Styrke om alle de andre ydre Former af Lykke og Magt.

Det er nu ved Aarhundredskiftet, at vi første Gang støder paa denne Modsigelse: en Personlighed, der i Aandens Verden staar som en Gud og en Hersker, som føler for Alt, gennem Følelsen optager det hele Alliv i sig, og i hvis Hjertes Fordringer der ligger Kravet paa en Almagt; thi en Almagt maatte han have for at kunne omdanne den kolde, haarde Verden til en Verden efter sit Hjerte, og som paa samme Tid er - hvad? er f. Eks. som Werther en Legations-Sekretær med nogle Hundreder om Aaret, der maa være glad, naar Arveprinsen forærer ham 25 Dukater, indespærret Halvdelen af Dagen i sit Kontor, det vil sige i sin lille Samfundsrubrik, udespærret endog af det højere Selskab, og sættende Livets hele Salighed og Fylde i Besiddelsen af et enkelt Pigebarn, hvem saa den første, den bedste Filister snapper bort for hans Næse. Overalt hvor han har en Evne, mødes den af en Skranke, overalt hvor han har en Attraa, mødes den af en Tvangsform, og hvor han har en brændende Drift, en nagende sjælelig Tørst, hvor han udstrækker sine Hænder i Lidenskab, svarer Samfundsforholdene ham et uafviseligt Nej. Det er da som var der et stort, et grueligt Misforhold mellem den Enkelte og den almindelige Tilstand, Hjertet og Forstandsordenen, Lidenskabens Love og Samfundets Love - og dette Indtryk laa dybt i Slægten. Det stod for denne Slægt, som var der noget Galt etsteds i Tilværelsens store Maskineri og som var det ved at gaa ud af sine Fuger. Snart hørte man det knage og briste, da hin Tid kom, da alle Mure nedbrødes og alle Former sprængtes, da alt Bestaaende styrtede overende og alle Standsforskelle med ét Slag forsvandt, da Luften fyldtes med Krudtrøg og med Marseillaisens første Toner, da Rigers hundredaarige Grænser flyttedes og omflyttedes, Konger halshuggedes og afsattes, en tusindaarig Religion afskaffedes, en korsikansk Artilleri-Løjtnant udraabte sig selv til Revolutionens Arving, 41 erklærede alle Baner aabne for Talentet, og da man saa en fransk Værtshusholders Søn bestige Neapels Trone og en forhenværende Grenader gribe Sverigs Scepter og bemægtige sig Norges.

IV

Ghateaubriand hører ikke som Goethe til Fredens Mænd. Der stod en Tilintetgørelsens Stjerne over hans Vugge; der er intet Aar imellem hans Fødsel og Napoleon Bonapartes, og hin Sværdtids mørke og grusomme Aand fornemmes i hans Skrifter og har meddelt dem en egen vild Poesi.

Men, kunde man indvende, har han da virkelig noget tilfælles med Roussean og Goethe, har han virkelig lært Noget af dem? Jeg anser det for godtgjort, at ikke blot han men hele hin Tidsalder var dannet af de Bøger, vi nys har gennemgaaet kritisk. Der lader sig føre en Art Bevis herfor: Etsteds, hvor

Der er Bebudelsens og den uklare Uros Higen i Werther. Uhyre Omvæltninger ligger mellem ham og den næste store franske Type, René. I René er Bebudelsens Poesi afløst af Skuffelsens. Istedenfor Utilfredsheden før de store Sammenbrud er traadt Utilfredsstillelsen efter. Alle hine Kæmpe-Omvæltninger havde ikke formaaet at bringe Menneskeaandens Krav og de ydre Forhold i Samklang med hinanden. Kampen for den Enkeltes Menneskeret syntes kun at ville føre til nye Magthaveres Voldsherredømme. Saa møder vi da paany i Literaturen Tidsalderens unge Mand. Hvor er han forandret! Al Friskhed er veget fra hans Lød, al Barnlighed veget fra hans Sind; hans Pande er rynket, hans Liv er ørkesløst, hans Haand er knyttet. Udstødt af et Samfund, som han forbander, fordi han ikke i det kan finde sin Plads, ser vi ham flakke om i den nye Verden, i Urskovene blandt vilde Folkestammer. Et nyt Element er indtraadt i hans Sjæl, som ikke fandtes i Werthers: Melankolien. Atter og atter kommer Werther netop tilbage til, at Intet er ham en saadan Pest som ondt Lune og Mismod; Werther er ulykkelig, men ikke melankolsk. Réné derimod er fortabt i en ørkesløs Kval, hvorover han ikke kan blive Herre. Han er tungsindig og Menneskehader. Han danner Overgangen fra Goethes Werther til Byron's Giaur og Korsar.

42

Chateaubriand bebrejder Byron aldrig at have nævnt hans Navn og at have fortiet hvad Childe Harold skylder René, fremhæver han, at han ikke selv bærer sig saaledes ad og ikke vil fortie at Ossian, Werther, Saint-Pierre har virket paa Dannelsen af hans Ideer. Et andet Sted, hvor han skildrer Bonapartes Tog til Ægypten, siger han: «Den Bogsamling, han førte med sig, rummede Ossian, Werther, La nouvelle Héloïse og det gamle Testamente, et tilstrækkeligt Vidnesbyrd om det Kaos, der fandtes i Napoleons Hoved. Han blandede virkelighedstro Tanker og romantiske Følelser, Systemer og Drømmerier, alvorlige Stadier og Fantasifostre, Visdom og Galskab sammen. Af disse Aarhundredets usammenhængende Frembringelser var det, at han formede Kejserdømmet.»*) Jeg lader dette Udsagn staa ved sit Værd, men saa meget er klart: laa Rousseaus's Héloïse. Goethes Werther og Ossians Digte saaledes i Luften, at det kunde staa for en Samtidig som havde de været medindgribende i Kejserdømmets Tilblivelse, da maatte de endnu uundgaaeligere have Lod og Del i de Tidsskel sættende Bøger, der paa samme Tidspunkt saa Lyset.

Sammenstiller man Chateaubriands Talent med Bonapartes ganske samtidige Geni, da er det, som om det nye Aarhundrede havde samlet og udslynget sin hele Handlekraft og Foretagelsesaand i den store Feltherre og Erobrer, saa at der ligesom ikke var noget tilovers for dem iblandt den jævnaldrende Slægt af unge Mænd, der ikke fulgte ham paa hans krigeriske Baner. De Handlendes og Kæmpen des Tog farer dem forbi og lader dem staa ubesluttede og misfornøjede tilbage.

René digtes at leve i Ludvig den 15des Tid, men hvad der siges om Tidsalderen da, viser sig at kune overføres paa Chateaubriands Ungdom. Det er, siger René, en Tid, da Folket fra den Ærefrygt for Religionen og den Strenghed i Sæder, der tidligere havde hersket, var sunket til Ugudelighed og Fordærvelse, fra Geniets Højder til det blot smidige Vid, og hvori derfor en alvorlig og retsindig Aand følte sig ulykkelig og ensom. Men netop dette passer paa Slutningen af det 18de Aarhundrede, som den opfattedes af Ghateaubriand.

René fortæller Chactas, Atalas Elsker, sit Livs Historie til Gengæld for, at Chactas i Atala har fortalt ham sin. Han skildrer sin Barndom paa Herregaarden i den afsides Provins, fortæller, * 43 hvorledes han overfor sin Fader altid følte sig tvungen og hæmmet og kun var tilfreds i Selskab med sin Søster Amélie. Begge var sørgmodige af Naturen, begge poetisk anlagte, snart forældreløse og tvungne til at forlade deres Hjem. René længes mest efter Klosterlivets Stilhed, men den ustadige Længsel slaar om og skifter Væsen, han beslutter at rejse, finder iblandt Roms og Grækenlands Ruiner Næring for sit Tungsind og opdager blandt de levende Folkeslag samme Glemsel af de Afdøde som paa de undergaaede Nationers Jordbund. I London véd de Arbejdere, han paa Gaden spørger, Intet om Karl den 2den, ved hvis Statues Fodstykke de staar. Hvad er da Ry og Storhed værd! Han rejser til Skotland, lever i Minderne om Morvens Helte; men hvor Ossian sang og Fingal sejrede, der græsser nu Kvæghjorde. Han søger atter til Italien, studerer Kunstens Mindesmærker, men finder, at han med al sin Møje endnu Intet har lært. Fortid og Nutid er to ufuldstændige Billedstøtter, den ene er bleven gravet lemlæstet op af Jorden, den anden staar ufærdig og kan først fuldendes af Fremtiden. Og Naturen beroliger saa lidt som Historien hans syge Sjæl. En Gang besteg han Etna, saa paa den ene Side Solen staa op i Horisonten, saa under sig hele Sicilien omgivet af det uhyre Hav tage sig saa lille ud, at Floderne lignede geografiske Linjer paa et Kort, og saa paa den anden Side ned i Vulkanens Krater med dens glødende Indre og sorte Dampe. Han finder i sin Stilling da det sande Billede paa sin Karakter og sin Eksistens: «Saaledes, siger han, har jeg hele mit Liv igennem havt en paa engang uhyre udstrakt og umærkeligt lille Verden for mine Øjne og en aaben Afgrund ved Siden af mig.»

Selvfølgelig er denne vulkanske og fordringsfulde Natur overalt tilovers i sit Fædreland. Forgæves søger han at bringe sine Ytringsformer i Overensstemmelse med det Samfund, over hvilket han mener, at hans Indre hæver ham saa højt; han bliver overalt behandlet og betegnet som «en romantisk Aand», (esprit romanesque), for hvem der ingen Brug er i Livet. For første Gang møder os her en Antydning af det Begreb, der senere i en lidt forandret Form skulde blive Kunstudtryk i Frankrig, da den romantiske Skole kom op. (Det danske Sprog gør ikke nogen Forskel).

Der er virkelig noget, som tyder paa en Romantiker før Romantiken, i denne hemmelighedsfulde Lidelse, som føler, at 44 den er «interessant». Af alle hine halvglemte Minder om en Storhed, som svandt, hine Indtryk af et Navns og et Rys Forgængelighed, hine harmfulde Stemninger ved Menneskenes Smaalighed og Slethed har René nemlig uddestilleret sig en haardnakket Overtydning om, at der ikke gives nogen Lykke, samt en dyb Livslede og en stadig Følelse af Tomhed og Kedsomhed, paa samme Tid som han føler en overstrømmende Livskraft i sine Aarer. Hans Yndlingsord er: la folie de croire au bonheur - dégôut de la vie - profond sentiment d'ennui o. s. v. I al denne Jammer tyer han i sine Tanker bestandig til Søsteren som sin eneste Trøst, indtil han til sin Overraskelse og Sorg mærker, at hun undgaar ham, gentagne Gange ved hans Tilbagekomst til Frankrig erklærer sig ude af Stand til at træffe sammen med ham, synes at have glemt hans Ømhed for hende. Kun én Gang, da hun aner, han staar i Begreb med at begaa Selvmord, nærmer hun sig ham et Øjeblik paany. Han har allerede føjet denne sin elskede Søsters Kulde til Kæden af sine bitre Erfaringer om Menneskenes Troløshed, da Efterretningen om hendes Hensigt at lade sig optage som Nonne i et Kloster, kalder ham til hendes Opholdssted. Han ankommer netop tidsnok til at faa en Plads ved den uhyggelige Højtidelighed, til at se Amélies Haar falde under Saksen, og til at knæle ned ved hendes Side, medens hun, som Ceremoniellet fordrer, udstrækkes paa Kirkens Marmor som et Lig, da han hører sin Søster fremmumle en Bøn om Tilgivelse for «den forbryderske Lidenskab, hun har næret for sin Brodér». Paa én Gang begriber han Søsterens Øpførsel imod sig og falder afmægtig om. Saasnart han har fattet sig, beslutter han at forlade Europa og rejse til den nye Verden. Den Nat, han forlader Frankrigs Kyst, bryder et frygteligt Uvejr løs. «Vilde, siger han, Himlen underrette mig om, at Uvejret altid skulde ledsage mine Skridt?» Det Visse er, at Chateaubriand saa lidet kan undvære denne Ledsagelse af Lyn og Torden til Renes Levnedsløb som til Atalas Elskov.

Det er, som man ser, ualmindelige Skæbner, der her møder en ualmindeligt anlagt Karakter. Og fra denne Karakter er det, at Sørgmodigheden og Menneskeforagten i den nyere Literatur kan siges at skrive sig. Dette Tungsind og dette Menneskehad er af en ganske anden Art end det nogensinde før havde vist sig. Moliéres Alceste, den dybeste og skønneste af hans mandlige Personer, er f. Eks. kun Menneskehader i den Forstand, at han 45 til sit Væsens Grund er oprørt over den Lavhed, den fejge Hensyntagen, den letfærdige eller af Frygten udsprungne Falskhed, som hersker ved et verdsligt og fordærvet Hof, men han er ikke tungsindig, hans Sindelag er ikke sygt og han bærer intet Kainsmærke paa sin Pande.

Den ved det 19de Aarhundredes Begyndelse optrædende Form af Melankoli har derimod Præget af en egenlig Sygdom; den er ikke blot personlig hos en Enkelt, ikke en Gang blot national, det er en Farsot, der udbreder sig fra Folk til Folk, som saadan beslægtet med de religiøse Sygelighedsformer, der i Middelalderen saa ofte skred hen over Europa, og René er kun den Skikkelse, som først og kraftigst fremstiller Sygdommens Kendetegn hos de mægtigst begavede Aander.

René bærer hint Kainsmærke, jeg nævnte; men dette Mærke er tillige Herskerseglet. Usynligt for ham selv er dette Geniets Segl blevet sat paa hans Pande. Bag de tungsindige Selvanklager, hvoraf René's Bekendelse bestå ar, ligger den stolte Overlegenhedsfølelse, som fyldte Digterens eget Bryst. Naar man omhyggeligt læser Chateaubriands Erindringer, kan man ikke værge sig mod den Tanke, at der selv bag Forholdet til Amélic ligger en Art Skriftemaal, en Tilstaaelse af den lidenskabelige Kærlighed, Søsteren Lucile nærede til sin beundrede Broder. Hvor meget af en Bekendelse rummer da ikke Fortællingens øvrige Indhold!

René's Kval er Geniets Fødselsveer i den moderne Personligheds Sjæl. René er Øjeblikket, i hvilket den udkaarne Natur som den hebraiske Oldtids Profet første Gang hører Stemmen, der kalder ham, og angst trækker sig tilbage, fortvivlet krymper sig overfor Opgaven og ser sig om efter en Udvej til Flugt, svarende ligesom Profeten: «Herre, tag ikke mig, men en Anden, min Broder, jeg er for ringe; jeg er en Mand, der ikke forstaar at belægge sine Ord.» René er dette første Stade, Uroens og Udvælgelsens. Den Udkaarne venter at se en Anden følge Kaldet; han ser omkring sig, men Ingen opstaar, og Stemmen vedbliver at tale til ham. Overalt ser han det sejre, som han afskyr og foragter, og det ligge under, for hvilket han vilde ofre Alt, ifald blot en Anden vilde føre ham til Ofret, men med Undren og Rædsel opdager han, at ingen Anden føler som han, han flakker rundt for at finde sin Overmand, men han finder ham ikke, og da griber den Tanke ham, at naar ingen Anden opstaar, naar 46 han ingen Støtte og Fører finder, da ligger det i, at det er ham, som er Manden, og dannet til Fører og Støtte for andre svagere Aander. Saa følger han Kaldet; han ser, at Tiden til at drømme og til at tvivle er forbi og Tiden til at handle kommen. Han gaar ud af Krisen ikke som Werther ved et Selvmord, men ved en Beslutning og med en forhøjet Følelse af sig selv. Dog Geniet er altid en Forbandelse paa samme Tid som en Velsignelse. Selv de største, de mest harmonisk anlagte Naturer har i hele Tidsrum af deres Liv følt Forbandelsen, det rummer og medfører. I René har Chateaubriand kun fremstilt hin Forbandelse; hans egen Organisation og hans Forhold til sin Tids Ideer foraarsagede i Forening, at Genialiteten, som han kendte den, kun stod for ham som en Kilde til ensom Kval og til vild egenkærlig Nydelse, der altid medførte Følelsen af sin Tomhed og Intethed.

Chateaubriand, som indleder det 19de Aarhundredes religiøse Reaktion, havde ingen Tro, ingen Grebethed, ingen Selvhengivelse til en Idé. Det forrige Aarhundredes Tanker begyndte netop da at fordunkles, at tage sig ud som Vildfarelser; det nittende Aarhundredes store Ideer var endnu ikke indvundne ad videnskabelig Vej, og Chateaubriand formaaede ikke, anlagt som han var og stillet som han var, at foregribe dem med et Seerblik. Saaledes blev han Reaktionens Fører, Katolicismens og Bourbonernes Ridder. Med den i Genialiteten liggende Drift til at gribe Tidsalderens historiske Tanke, men uden Geniets sikre Anelse om dens Væsen og Tro paa dens Sejr, greb han de Tanker, som det foreløbige Omslag i Sympatier og Stemninger bragte for Lyset og hævdede dem med Stædighed, med pragtfuld, men ogsaa ofte hul Veltalenhed, med store Evner, men uden Varme og uden den Art Overbevisning, der gennemtrænger Personligheden og gør den til Ideens begejstrede og utrættelige Organ. Medens Voltaire med al sin Uro og alle sine Fejl førte sit Livs Kamp frisk, usvækket og uovervindelig til det Sidste, fordi han intet Øjeblik vaklede i Troen paa Sandheden af sine Ideer, fortæredes Chateaubriand af en uafbrudt Livslede, Vantro og Menneskeforagt. Kun paa ét Punkt brød han en ny Bane: som Digter, særlig som Kolorist, og derfor har han ogsaa kun i sin Ungdoms digteriske Stræben følt sig tilfreds og indadtil lønnet. Men for ham som Digter er atter ingen Skikkelse lykkedes som René's, *dolgoeO* som Fremstillingen af den aandelige Type, hvortil han selv hørte.

47

Da et genialt Menneske af den Art som René trods dets religiøse Talemaader aldrig gaar op i nogen højere Magt, bliver Melankolien her i sit inderste Væsen kun Egenkærlighedens utilfredsstillede Nydelsessyge. René véd som genial Personlighed, at Guden er med ham og i ham, og han kan neppe skelne imellem sig selv og Guden. Han føler jo, at hans Tanke og hans Tale er beaandet, og hvor er Grænsen imellem det, som er af ham, og det, som ikke er af ham? For sig selv kræver han Alt, Folkets Yndest, Kvindernes Kærlighed, alle Livets Laurbær og Roser, og det falder ham ikke ind, at han skulde være forpligtet til at vise Gengæld. Han lader sig elske uden at elske igen. Er han ikke en Natur med Særret, en Forkynder, der farer som en Flygtning igennem Livet, en flyvende Ild, som oplyser, fortærer og forsvinder!

I disse Træk har Digteren kun malet sit eget Spejlbillede. Ghateaubriands Erindringer indeholder, især ved hvad de fortier, Vidnesbyrd nok om den kunstige Kulde, hvormed han modtog Ømhed og Beundring. Enkelte fortrolige Breve fra ham, som Sainte-Beuve har havt mellem Hænder, viser, med hvilken iskold Selvfølelse han undertiden stræbte at besnære ved Løfter om en fortærende Lidenskab. Endnu 64 Aar gammel skriver han til en ung Dame, hvem han opfordrer til at give sig et Stævnemøde i Schweiz: «Mit Liv er kun en Hændelse, tag af denne Hændelse Lidenskaben, Hvirvlen og Ulykken, jeg skal give Dem mere deraf paa én Dag end Andre i lange Aar.» Man se tilbage i Tiden; man mindes f. Eks. den rørende Ømhed, Voltaire udviser mod sin Emilie, selv da han har faaet Vished om, at han er plumpt bedragen af hende, og man vil finde hin det forrige Aarhundredes saakaldte Lucifer uskyldig som et Barn i Sammenligning.

Chateaubriand afsluttede ikke sin Skildring af René med den berømte Episode der bærer dette Navn. René indtager en stor Plads i den samtidigt skrevne, men først nogle Aar senere udgivne Roman Les Natchez, og hans Væsen her fuldstændiggør Billedet af Karakteren.

René har for at føje sig efter Indianernes Sæder taget sig en Hustru, Geluta, der gaar ganske op i Kærlighed til ham. Men det forstaar sig af sig selv, at Samlivet med hende ikke kan læge hans Hjertes Saar, «René,» hedder det, «havde attraaet en ubeboet Egn, en Kvinde og Friheden: han besad alt dette, og 48 dog fordærvede Noget denne Besiddelse for ham. Han vilde have velsignet den Haand, som med ét Slag havde befriet ham fra hans fordums Ulykke og hans nærværende Lykke, hvis det ellers var nogen Lykke. Han forsøgte at virkeliggøre sine gamle Drømme: hvilken Kvinde var ogsaa skønnere end Geluta! Han førte hende ind i Skovenes Dyb og stræbte at forstærke Indtrykket af sin Uafhængighed ved at ombytte ét ensomt Opholdssted med et andet; men naar han havde trykket sin unge Hustru til sit Bryst dybt nede i Afgrundene, eller naar han havde ført hende op paa skyhøje Bjerge, saa følte han dog ikke den Nydelse, han havde haabet Det tomme Rum, der havde dannet sig dybt nede i hans Sjæl, kunde ikke udfyldes. René var bleven ramt af en Himlens Straffedom, der paa én Gang udgjorde hans Lidelse og hans Geni. Han forstyrrede Alt ved sin Nærværelse: Lidenskaberne gik ud fra ham og kunde ikke trænge ind i ham; han tyngede paa den Jord, som han med Utaalmodighed vandrede paa og som bar ham mod sin Vilje.» I disse Udtryk skildrer Fortælleren Renes Væsen som Ægtemand.

Saare betegnende er denne Heltens Anstillen af Forsøg med hans unge Brud, denne hans Stræben efter ved ualmindelige Naturomgivelsers Kryderi at give hendes Kærlighed større Tiltrækning for ham. Forgæves! den unaturlige Lidenskab, han engang har indgydt og der netop som unaturlig og efter menneskelige Love forbryderisk havde en Magt og en Flamme, der stemmede med hans eget Væsens flammende Magt, har halvvejs smittet ham og i ethvert Tilfælde umuliggjort ham at elske mere. Han skriver selv i sit højst mærkværdige Afskedsbrev til Celuta, at hin Ulykke har gjort ham til den han er, han har været elsket, altfor højt elsket, og hin hemmelighedsfulde Kærlighed har lukket hans Livskilder, skønt den ikke udtørrede dem. «Al Kærlighed,» siger han, «blev mig en Rædsel: jeg havde et Mønster af en Kvinde for Øje, som Intet kunde komme nær. Skønt i mit Indre fortæret af Lidenskaber, er jeg paa .en uforklarlig Maade bleven isnet af Ulykkens Haand.» «Der gives,» fortsætter han, «saa ulykkelige Eksistenser, at de ligesom anklager Forsynet og skulde synes at kunne helbrede for den Mani at ville være til.»

Selve den medfødte Drift til at leve, den saa dybt naturlige Kærlighed til Livet, forhaaner han, halvt affekteret og halvt blaseret, som Mani, og i dens Sted træder en vild, satanisk 49 Tilintetgørelseslyst: «Jeg antager», hedder det videre til Celuta, «at Renes Hjerte nu ligger aabent for dig. Ser du den forunderlige Verden, som det indeholder? Der udgaar fra dette Hjerte Flammer, som mangler Næring og som kunde fortære Skabningen uden at mættes, ja fortære dig selv.»

Og i samme Aandedræt er han atter religiøs, atter ydmyg, atter skælvende for Guds Vrede. Han hører den Almægtige raabe til sig i Ensomheden som til Kain: «René, René! hvad har du gjort af din Søster?» Den eneste Uret, han bebrejder sig mod Celuta, er den, overhovedet at have knyttet hendes Skæbne til sin. Den dybeste Sorg, dette Forhold har voldt ham, er den, at Geluta har gjort ham til Fader, thi med en Art Rædsel har han set, at hans Liv saaledes forlænges ud over dets Grænse. Han opfordrer hende til at brænde alle hans Papirer, brænde Hytten, han har bygget, og hvori de har boet, og vende hjem til hendes Broder. Han ønsker ikke at efterlade noget Spor paa Jorden af sin Tilværelse. Helst vilde han øjensynligt befale Geluta, at hun selv, som de indiske Enker, skulde brænde med paa Baalet. Den Nidkærhed, der besjæler ham, er af samme Art som den, der i Middelalderen bragte saa mangen Ridder til at dræbe sin Yndlingshest. («Den Hest, som mig har baaret, skal Ingen sidde paa».) Han slutter sin Afskedsepistel til sin Hustru med et typisk Farvel:

«Hvis jeg, Celuta, nu maa dø, da kan du efter min Død formæle dig med en roligere Aand end min. Men tro dog ikke nogensinde ustraffet at kunne modtage en anden Mands Kærtegn; tro ikke at svage Omfavnelser i din Erindring kan udslette René's. Jeg har trykket dig til mit Hjerte midt i Ørkenen, under Uvejrets Storme, den Gang, da jeg bar dig over paa den anden Side af Strømmen og da jeg tænkte paa at dræbe dig med et Dolkestød for at fæstne Lykken i din Barm og straffe mig for at have skænket dig denne Lykke. - Det er dig, du højeste Væsen, du Kilde til Kærlighed og Skønhed, det er dig alene, som har skabt mig saaledes som jeg er, og ene dig, som kan forstaa mig! O hvorfor har jeg ikke styrtet mig ned i Vandfaldene, midt ned i deres skummende Vande! jeg vilde da være vendt tilbage til Naturens Skød med hele min Energi.»

«Ja, Celuta, hvis du mister mig, saa vil du vedblive at være Enke. Hvem kunde omgive dig med den Flamme, jeg bærer i mig, selv naar jeg ikke elsker? De ensomme Steder, som jeg 50 gav Livets Varme, vilde forekomme dig isnende kolde ved en anden Ægtefælles Side. Hvad vilde du da søge i Skovenes Skygge? Der gives for dig intet Sansebedrag, ingen Rus, intet Raseri niere, jeg har ranet det Alt, idet jeg gav dig det Alt eller rettere idet jeg Intet gav, thi et ulægeligt Saar brændte inderst i min Sjæl ... Jeg er ked af mit Liv; Livslede har altid fortæret mig; det som opfylder andre Mennesker, rører mig ikke. Havde jeg været Hyrde eller Konge, hvad skulde jeg da have gjort med min Hyrdestav eller min Krone! jeg var bleven lige træt af Hæder og Geni, Arbejde og Fritid, Lykke og Ulykke. I Europa, i Amerika har Samfundet og Naturen trættet mig. Jeg er dydig uden at have nogen Glæde heraf; hvis jeg var forbryderisk, vilde jeg ikke føle nogen Anger derover. Jeg vilde ønske, jeg ikke var født eller at jeg var glemt for bestandig».*)

Saa kraftigt blev fra først af den Mislyd anslaaet, som den «sataniske» Skole senere varierede saa rigt. Ikke alene Selvforgudelsen indtil Randen af Højhedsvanvid er fremstillet her i en sjældent stor og sikker Stil, men end ikke den mørke Baggrund fattes, som Søsterens brødefulde Kærlighed til Broderen giver. Saa forførerisk, saa uimodstaaelig føler Chateaubriand Trang til at gøre sin René, at han end ikke raster, før han har indgydt Renes egen Søster en unaturlig Elskov til ham. Brødefuld Søskendekærlighed var i hin Tid overhovedet en Sag, som sysselsatte Slægten. Som bekendt havde Goethe ikke mange Aar før i sin Wilhelm Meister ladet Mignon nedstamme fra en uhyggelig Forbindelse mellem en Broder og en Søster, og som bekendt tumlede baade Shelley og Byron med dette besynderlige Æmne (Rosalind and Helen, Revolt of Islam, Cain, Manfred). Det blev et af den unge revolutionære Skoles poetiske Yndlingstemaer, at Afskyen for Blodskam mellem Broder og Søster kun beroede paa Fordom.

Dog René's Melankoli er saa dyb, saa medfødt, at den ikke kan være foraarsaget alene ved Amélies ulykkelige Lidenskab. Læseren har bestandig Følelsen af, at denne Lidenskab kun har været den tilfældige Anledning til Sørgmodighedens Udbrud. René's * 51 Tungsind, hans Selvsyge, hans ydre Kulde og tilbagetrængte indre Brand genfindes uden denne ydre Foranledning hos en hel Skare af Aarhundredets betydelige Aander og i en lang Række af fremragende digteriske Karakterer (Tiecks William Lovell, Friedrich Schlegels Julius, Byrons Korsaren, Kierkegaards Johannes Forføreren, Lermontovs Vor Tids Helt). Disse Træk udgør det fælles europæiske Stempel, som Begyndelsen af det 19de Aarhundrede paatrykker sine poetiske Helte.

Men hvad der præger René særligt som et Værk af den begyndende Reaktion, det er det Sigte, hvorimod Fortællingen er rettet og som den kun har tilfælles med én af de nævnte Frembringelser, Kierkegaards Johannes Forføreren: den er Led i et større Hele af udpræget moralsk og religiøs Beskaffenhed; den angives at være skrevet udelukkende for at advare mod den Sjælstilstand, den skildrer, og for at vise Kristendommens Herlighed og Uundværlighed som de syge Sjæles Tilflugt. Den erklærede Hensigt med René er nemlig, med Amélies Eksempel for Øje, at godtgøre Nødvendigheden af Nonneklostrenes Genoprettelse, da der kun i Klostret findes Frelse for visse Forvildelser. Rigtignok strider den udtalte fromme Tendens og det højst ufromme Indhold paa en lidet opbyggelig Maade imod hinanden. Men ogsaa dette Træk er typisk for Reaktionen og genfindes f. Eks. i de første Dele af Kierkegaards Enten-Eller og Stadier. Grundstemningen er overalt en vildt genial Nydelsestrang, som tilfredsstilles ved at blande Tanken om Død og Ødelæggelse, et vist satanisk Raseri ind i den ellers saa blide og saa naturlige Følelse af Lyst og Lykke. Det nytter da lidet, at der her som i Atala paa rent udvortes Maade underlægges Værket en afgjort katolsk, ja endog præstelig Tendens; Understrømmen deri er en alt andet end kristelig, ja alt andet end religiøs.

Men denne Understrøm, saa uren eller blandet den hos den enkelte store Forfatter kan være, udspringer fra en sjælelig Tilstand, der er givet med Menneskeaandens store Revolution. Alle de Sjælssygdomme, som udbryder under denne, kan opfattes som Udslag af to store Begivenheder: Individets Løsgivelse og Tankens Frigørelse.

Individet løsgives. Ikke længer tilfreds med at blive paa det Sted, der er den Enkelte anvist, ikke nøjet med at drage sin Fure paa sin Faders Mark, men løst af alle Stavnsbaand og udfriet fra ethvert Vornedskab føler Manden nu for første Gang 52 den hele Verden ligge aaben for sig. Det synes paa én Gang som om Alt var blevet muligt og Ordet Umulighed havde tabt sin Mening, som om f. Eks. Trommestikken i Soldatens Haand ved en Række hurtige Forvandlinger kunde blive til en Marskalkstav eller til et Scepter. Men paa samme Tid som Muligheden saaledes er taget til, er Kraften ikke vokset i tilsvarende Grad; af de Hundredetusinder, hvem Banen paa en Gang er bleven aabnet, kan kun én naa det forønskede Maal - og hvem sikrer Individet at blive denne ene! Den ubændige Attraa har naturnødvendigt det ubændige Tungsind i sit Følge. Og til det store rasende Væddeløb har jo heller ikke Enhver uden Undtagelse Adgang; alle de, som af en eller anden Grund føler sig knyttede til den ældre Tingenes Orden, og de finere, mindre haardhudede Naturer, der hellere drømmer end handler, linder sig udespærrede, viger tilside eller udvandrer, og idet de bøjes tilbage i sig selv, vaagner med Selvbetragtningen en stærkere Selvfølelse og med den en forøget Evne til at lide. Den højest udviklede Organisme lider jo mest.

Hertil kommer, at idet hint gamle Samfund sprænges, viger det gavnlige Tryk fra den Enkelte, der holdt ham indenfor visse sociale Skranker og hindrede ham i at tillægge sig et ubegrænset Værd og en ubegrænset Betydning. Saaledes bliver Selvtilbedelsen mulig overalt hvor Selvbeherskelsens Kraft ikke er saa stærk som tidligere Samfundets ordnende Magt. Og paa samme Tid som Alt er blevet muligt, synes det som om Alt var blevet tilladt. Al den Magt som den Enkelte tidligere havde afhændet, som han frivillig havde overdraget sine Guder og sine Konger, tager han nu tilbage. Ligesom han ikke niere tager Hatten af for den forgyldte Vogn, hvis Forgyldning han selv har betalt, saaledes bøjer han sig ikke mere for noget Forbud, hvis rent menneskelige Oprindelse han kan gennemskue. Paa ethvert Forbud har han et Svar beredt, et Svar, som er et Spørgsmaal, et frygteligt Spørgsmaal, Begyndelsen til al menneskelig Kundskab og al menneskelig Frihed, Spørgsmaalet «Hvorfor». Saaledes er selv hine Forvildelser af Fantasien, ved hvilke vi har dvælet, den megen Syslen med unaturlige Lidenskaber og unaturlig Brøde, kun et Træk, kun en Forvildelse af Individets saa mægtige og saa betydningsfulde Hævden af sig selv.

Og Tanken frigøres. Den enkelte myndigblevne Personlighed føler sig ikke som Led eller Del af et større Hele, men som 53 en lille Verden, der i formindsket Maalestok afspejler hele den store. Lige saa mange Individer, lige saa mange Spejle, i hvilke Verdensaltet opfanges. Men paa samme Tid som Tanken saaledes har faaet Mod til at forstaa, ikke stykkevis men paa en Alt omfattende Maade, er Evnen ikke vokset med Modet, og nu som før raver Menneskeheden i det uendelige Mørke. Paa de gamle Spørgsmaal, hvorfor Mennesket fødes, hvorfor det lever, hvad det Hele fører til, synes Svaret, forsaavidt man skelner det, utilfredsstillende og nedslaaende, et pessimistisk Svar. Tidligere fødtes Mennesket ind i en bestemt uanfægtet Trosbekendelse, der dikterede ham sikre, ad overnaturlig Vej erhvervede, trøstende og forjættende Svar. I det attende Aarhundrede, da Trosbekendelserne var opgivne, fødtes Aanderne ind i en næsten ligesaa dogmatisk og i ethvert Tilfælde ligesaa begejstrende Tro paa Civilisationens da herskende Tanker, paa Oplysningens frelsende Magt, og man levede i Forjættelserne om den Lykke og Harmoni, der vilde udbrede sig over Jorden, naar Filosofernes Overbevisning først var trængt igennem. Nu ved Begyndelsen af det 19de Aarhundrede var ogsaa denne Tillid undergravet; Historiens Lære syntes den, at ogsaa denne Vej førte til Intet, og Forvirringen i Sindene var ligesaa stor som i en Hær, der midt under et Slag faar pludselig Gontraordre. De Aander, der leder Bevægelsen ind i de gamle religiøse Spor, staar ikke en Gang selv mere paa de gamle Trossamfunds Standpunkt; de har selv faa Aar forud været Voltairianere eller Tilhængere af Rousseaus Deisme; hos dem alle er den nye Religiøsitet tilkæmpet eller tilræsonneret. Deri ligger det, at den aandelige Bevægelse hos de Skribenter, der indleder det nye Aarhundrede, er saa hæmmet og saa stækket. Alfred de Musset har gengivet det Indtryk, de gør, ved et træffende Billede: Evigheden, siger han, ligner en stor Ørnerede, ud fra hvilken Aarhundrederne som Ørneunger flyver for hvert efter sin Tur at gennemfare Altet. Nu er det vort, som er kommet til Redens Rand; det stirrer ud, men man har klippet dets Vinger, og det venter Døden, skuende ud i det uendelige Rum, ud i hvilket det ikke formaar at svinge sig.

54

V

I skarp Modsætning til den under sin Livslede saa egenkærlige og bydende René staar den næste mærkelige Variant af Tidsalderens Type, Obermann.

Obermann, et Værk, der blev forfattet nøjagtigt samme Aar som René, er ligeledes undfanget i Landflygtighed. Dets Forfatter Étienne Pierre de Sénancour fødtes i Paris 1770, men udvandrede under Revolutionens første Dage til Schweiz, hvor langvarig Sygdom og forskellige Livsforhold tvang ham til at blive. I sin Egenskab af Emigrant blev han landsforvist fra Frankrig, over hvis Grænser han kun nu og da hemmeligt vovede sig for at se sin Moder. Under Konsulatet vendte han, dog uden Tilladelse, tilbage og levede de tre første Aar et fuldstændigt Eremitliv i Paris for ikke at henlede Myndighedernes Opmærksomhed paa sig. Han søgte senere et sparsomt Erhverv som Medarbejder ved frisindede Blade og som Udgiver af historiske Haandbøger. Hans Liv var ensomt og uden Glans - en dybtfølende Stoikers Levned.

Sénancours første Skrift Drømmerier angaaende Menneskets oprindelige Natur, hvis Titel allerede forraader en Lærling af Rousseau, udkom 1799. I Begyndelsen af 1804 offenliggjordes hans sjæleskildrende Roman Obermann, der ved sin Fremkomst ikke gjorde nogen synderlig Opsigt. Ikke desmindre er denne Bog senere bleven udgiven i en Række af Oplag; en følgende Slægt har atter og atter søgt tilbage til den, og dens Navn er i Frankrig længe blevet nævnet sammen med Ossians og Werthers. Den blev tidlig studeret af Nodier og Ballanche. Den blev Sainte-Beuves Yndlingsbog, og han og George Sand har bidraget meget til at henlede Opmærksomheden paa den.

Obermann har i Frankrig, ligesom Werther i Tyskland, været i mangen Selvmorders Hænder; den læstes jævnligt af den ulykkelige Rabbe, Victor Hugos Ven, kendt af dennes Levned og Digte, den dyrkedes formelig af en Kres af unge Mænd (Sautelet, Bastide, Ampere, Stapfer), blandt hvilke den førstnævnte selv gjorde Ende paa sit Liv. Som René er den Udkaarne, saaledes er Obermann den Forbigaaede. I René genkendte en Del af Aarhundredets Herskernaturer sig selv, Obermann forstodes og paaskønnedes af de dybt bevægede og veludrustede Personligheder, der danner de 55 udkaarne Aanders Kor. Bogen begynder: «Man vil i disse Breve finde Udtalelser af en Aand, som føler, ikke af en Aand, som arbejder.» Alt ligger heri. Hvorfor arbejder han ikke? Fordi han er ulykkelig. Hvorfor er han ulykkelig? Fordi han er altfor ømtaalig, altfor modtagelig for Stemninger og Indtryk. Han er lutter Hjerte, og Hjertet arbejder ikke.

Det var Regelens, Mandstugtens, Militærdespotiets Tid. Det var den Epoke, i hvilken blandt Videnskaberne Matematiken stod i højest Anseelse, blandt Dyderne Handlekraften forenet med Evnen til ubetinget Underkastelse. Obermann tilhører ikke med en eneste Fiber i sit Hjerte denne Tid; thi han afskyr baade Disciplinen og Matematiken saa kraftigt som nogen senere Romantiker kunde gøre det. Han spotter de Filistre, der daglig gaar den samme afmaalte Spaseretur og daglig vender om paa samme Sted. Han holder ikke af forud at vide, hvorledes hans Følelse vil blive paavirket. Lad Aanden, siger han, stræbe at give sine Frembringelser en vis Symmetri, Hjertet arbejder ikke og kan kun frembringe, naar man forskaaner det for al Tildannen. Man føler dette forstandsfjendtlige Princip i hans Breve: de udgør en tung, bred, alvorlig, slet skreven Bog, der tager sig ud som en Række Improvisationer, hvilke Forfatteren i Følelsen af, at de var hans Hjertes Børn, ikke har villet eller kunnet give nogen vindende eller tiltalende Form, Ganske vist er der Guldkorn skjulte rundt omkring i Værkets tunge Malm; men disse Guldkorn maa opsøges med pinlig Møje, medens et literært Talent vilde have formaaet at forgylde den hele Masse dermed.

Bogens Helt hører til den Klasse af Ulykkelige, som synes skabte for Livets Skyggeside og aldrig kommer til at bo i dets Sol. Der er, som Hamlet siger, foruden mange fortrinlige Egenkaber en egen «Last» i deres Natur, som standser Delenes Sammenspil. I Uhrets saa fint sammensatte Indre brister nu en ille Fjeder, nu et lille Hjul, og Værket staar for lange Tider tilte. Obermann har ingen fast Sysselsættelse, ingen Virkekres, utet Fag og havner først paa Bogens sidste Sider i det Forsæt t ville optræde som Forfatter; men Læseren faar ingen ret Tro til at der paa denne Bane venter ham Held. Hvem der har ragt et nok saa lille Værk for Lyset og som husker tilbage, éd, hvilken næsten utrolig Mængde af gunstige Omstændigheder er har maattet indtræde, hvilket overordenligt Antal af smaa g store Hindringer han har maattet overvinde, hvor nøje han 56 har maattet passe paa Tiden, hvor ivrigt han har maattet benytte Lejligheden og Øjeblikket, hvor mange Gange han har staaet i Begreb med at opgive det Hele, hvor mange Anfald af Haabløshed og Modløshed han har besejret, blot for at naa dette ringe Maal; det ringeste levendefødte Værk indbefatter titusinde Triumfer. Og hvilken Sammenknytning af Omstændigheder udfordres ikke for at det saa ikke dør lige efter Fødselen! Ligesaa mange som for en levende Organisme. Værket maa finde ligesom et aabent Sted, i hvilket det passer ind, Interessen derfor maa ikke krydses af andre stærkere Interesser, Strømmen maa ikke gaa i modsat Retning, Talentet maa ikke overstraales af et større Talent. Det maa ikke minde om noget Tidligere, det maa end ikke ved et Tilfælde ligne noget Andet, og det maa dog paa en eller anden Maade knytte sig til noget allerede Bekendt og følge en Vej, der allerede er banet. Det maa endelig komme i den rette Belysning. Der er Værker, som uden at være blødagtige bliver blødagtige i Belysning af en samtidig Begivenhed eller samtidig Frembringelse. Der er Værker, som bliver gammeldags, Værker, som bliver fattige og ligesom blege.

Obermann vil som Forfatter neppe komme til at henhøre til en anden Klasse af Skribenter end Sénancour, dem, for hvem Hemmeligheden ved at trænge igennem er som en Art Trolddom.

Hans Breve indeholder en alsidig Fremstilling af hans Sjæleliv og Sjælehistorie. Den sidste er sammentrængt i disse Ord: «Ak, hvor Mennesket er stort saalænge det er uerfarent, hvor det vilde være rigt og frugtbart, hvis ikke Næstens kolde Blik og Uretfærdighedens kolde Vindpust udtørrede vort Hjerte. Jeg trængte til Lykke. Jeg var skabt til at lide. Hvem kender ikke de mørke Dage henimod Vinterens Komme, paa hvilke selve Morgenen bringer en Fortætning af Taagerne og kun begynder at sprede Lys ved nogle mørke Linier af en brændende Farve paa de sammenhobede Skyer. Tænk paa hint Taageslør, hine orkanagtige Vindstød, hint blege Skær, denne Piben gennem Træerne, der giver efter og skælver, hin lange Tuden, hvis sønderrivende Lyd ligner rædsomme Klager: det var mit Livs Morgen, Ved Middagstid koldere og stadigere Storme, henimoc Aften tættere Mørke, og Menneskets Dag er tilende.»

For en Natur med saa tungt et Sind er hele det ordned Liv utaaleligt. Det vanskeligste og pinligste Tidsskel i enhve ung Mands Liv, Tidspunktet, paa hvilket han skal vælge et 57 Livsstilling, vil være et, hvorover han ikke kan komme. Thi Valget af en Livsstilling vil sige Afkald paa den uendelige Frihed, paa den fuldstændige Menneskelighed, og Indsnevring i en Baas som Dyrets. Det er Friheden for alt Standspræg, som Kvinderne skylder en Del af deres Skønhed og af deres Køns Poesi. Standspræget er en Indskrænkning, en Latterlighed, en Endelighed. Hvorledes skulde da en Natur som Obermanns kunne vælge en Stand! Han, som paa én Gang er for dyb og for svag for det virkelige Liv, hader Intet mere end Afhængighed. Han skræmmes tilbage af Samfundsordenen: «Saa meget er vist; jeg vil ikke slæbe mig opefter fra Trappetrin til Trappetrin, indtage en Stilling i Samfundet, have Foresatte, jeg maa vise Ærbødighed, for til Gengæld at have Underordnede, jeg tør ringeagte. Intet synes mig saa latterlig dumt som denne Trinstige af Ringeagt, der strækker sig gennem hele Samfundet lige fra Fyrsten, der, som han siger, kun er Gud underordnet, til den fattigste Kludesamler, der maa vise det Fruentimmer Agtelse, som lejer ham en Straamadras for Natten.»

Han ønsker ikke at købe Retten til at befale med Pligten til at lystre. Indbegrebet af al jordisk Pine er for ham sammentrængt i Uhret. At skære sine Stemninger i Stykker efter Klokkeslet som Arbejderen, som Forretningsmanden, som Embedsmanden maa, det er ham at berøve sig selv det eneste Gode, som Livet med al dets Genvordighed byder: Uafhængigheden.

Han staar fremmed blandt sine Medmennesker, de føler ikke som han og han tror ikke som de. De forekommer ham i den Grad befængte med Overtro, Fordomme, Hykleri og selskabelig Usandfærdighed, at han gyser tilbage for at træde i Forhold til dem. Det 18de Aarhundrede var ikke udmundet i Rettroenhed, men det havde i Frankrig ikke frigjort sig fra en deistisk Gudelighed med Tro paa Menneskelivets Fortsættelse i en anden Verden. Sénancour deler ikke dets Tro, han er en rent moderne Aand; det 19de Aarhundredes videnskabelige Verdensanskuelse findes allevegne hos ham; han er en varmtfølende og overbevist Humanist og ligesaa fjern fra Troen paa en bedre Tilstand efter Døden som fra Troen paa en Gudepersonlighed.

Det religiøse Spørgsmaal drøftes i hans Breve fra mange Sider. Man vil her allerede finde den harmfulde Imødegaaen af Læren om at Ateismen udspringer af Ondskab eller slette Lidenskaber, som senere varieres i det oprindende Aarhundredes 58 Literatur. Med samme Ret, siger han, som den, hvormed den Bibeltroende paastaar, at kun Lidenskaberne forhindrer i at være Kristen, med samme Ret kunde Ateisten paastaa, at kun den Onde er Kristen, eftersom kun han behøver at holde sig Gøglebilleder for Øje for ikke at stjæle, lyve eller myrde, og eftersom kun han kan finde den Slutning fyldestgørende, at var der intet Helvede til. saa var det ikke Umagen værd at leve som retskaffent Menneske. Han forsøger at forklare den sjælelige Oprindelse til Troen paa den Enkeltes Udødelighed. Urolige og ulykkelige som de fleste Mennesker er, haaber de bestandig paa, at den næste Time, den næste Dag, tilsidst ogsaa et følgende Liv, skal bringe den Lykke, den Salighed, de attraar. Men, tænker han sig indvendt, denne Tro er dog altid en Trøst. Hvis den, svarer han, er en Trøst for den Ulykkelige, saa er dette mig netop en Grund mere til at anse dens Sandhed for højst mistænkelig. Menneskene tror saa gerne hvad de ønsker. Hvis en Sofist i Oldtiden havde indbildt et Menneske, at det ved i ti Dage at følge hans Lære kunde blive usaarligt, evigt ungt og deslige, saa vilde denne Tanke ogsaa smigre den Paagældendes Indbildningskraft, men ikke være sandere for det. Man indvender: Men hvor bliver Bevægelsen, Aanden, Sjælen af, som dog ikke kan raadne? Han svarer: Naar Ilden i din Kamin gaar ud, saa forlader dens Lys, dens Varme, dens Bevægelse den, og den gaar ind i en anden Verden, hvor den bliver evigt belønnet, hvis den har varmet dine Fødder, og evigt straffet, hvis den har brændt dine Tøfler.

Sluttelig kommer han ind paa den ligeledes i senere Tider saa ofte behandlede Indvending, at den som ikke tror paa Religionens Dogmer bør tie for ikke at berøve de Andre deres Tilhold i Livet. Med Varme og Lidenskab svarer han herpaa, at hvad de dannede Klasser og Byerne angaar, findes der ikke mere Nogen, som tror paa Dogmer (man erindre, at han skriver 1801-1802), og for de lavere Klassers Vedkommende indskrænker han Spørgsmaalet paa denne Maade: Selv om det var givet, at Masserne aldrig burde og kunde rives ud af deres Vildfarelser, saa maatte det først afgøres, om Hensynet til Offenligheden giver Ret til at bedrage og om det er en Forbrydelse at sige Sandhed eller dog et Onde at Sandheden siges. Men nu viser der sig ovenikøbet allevegne i Masserne en Drift til at lære Virkeligheden at kende; det bliver tydeligt, at Troen overalt er undergravet; hvad det 59 gælder om, er da hurtigst muligt at godtgøre Menneskene, hvor uafhængig Forpligtelsen til at gøre det Rette er af Troen paa et følgende Liv.

Obermann hævder da, at de sædelige Love overhovedet er naturlige og ikke overnaturlige Bud, følgelig uanfægtede af Troens Sammenstyrtning. Han fremhæver paa mangfoldige Steder de fordærvelige praktiske Virkninger af Tavshedssystemet i det religiøse Anliggende, idet kun Fortielse gør det muligt, at Kvindens Opdragelse vedblivende ledes i de gamle Spor, saa hun gennemgaaende holdes i en Uvidenhed, der gør hende til Udviklingens Fjende og altfor hyppigt giver hende baade legemligt og aandeligt i hendes Skriftefaders Vold. En Sammenligning mellem Elskoven som lykkebringende Magt og den Rolle, som den spiller i Ægteskabet, bringer ham endelig til at udtale meget vidtgaaende Meninger om den i Kønssager herskende offenlige Mening og om den Rettesnor, hvorefter Godkendelse og Misbilligelse af en Kvindes Færd bliver uddelt i det civiliserede Samfund.

I disse Punkter er Obermann ganske moderne; ad den lige Vej følger han her de Tankespor, det forrige Aarhundrede havde angivet. I sit Følelsesliv derimod staar han den moderne Aandsretning fjernere, skønt han ogsaa her bebuder noget Kommende og Nyt; i sit Følelsesliv er han ganske romantisk. Ja han er sysselsat med det Romantiskes Begreb. Et Afsnit i Bogen bærer den betegnende Overskrift: «Om det romantiske Udtryk og om Schweizernes Kuhreigen [Alpehornsmelodi].» Han opfatter Begrebet omtrent som de tyske Romantikere samtidigt bestemte det, skønt han langt fra har bragt sine Anskuelser derom i System som de. Det Romantiske er for ham «det Eneste, der passer for dybe Sjæle og stemmer med den sande Følsomhed.» Naturen er fuld af Romantik i alle af Kulturen uberørte Landstrækninger som Schweiz; men Romantiken fortrænges, hvor Menneskehaanden allevegne spores. De romantiske Virkninger er som løsrevne Ord af Menneskets oprindelige Sprog, som ikke alle mere husker etc. Naturen er mere romantisk i sine Lyd og Toner end i sine Skuespil; det Romantiske henvender sig mere til Ørets end til Øjets Sans; den elskede Kvindes Stemme virker mere romantisk end hendes Aasyn, Melodierne fra Alpehornet giver et kraftigere Indtryk af Alpernes Romantik end noget Maleri; thi man beundrer hvad man ser, men man føler hvad man hører.

Det er interessant at iagttage, hvorledes Sénancour 60 uvilkaarligt træffer sammen med de tyske Romantikere, som han aldrig havde læst. Ogsaa disse priser bestandig Musiken som Kunsternes Kunst. Etsteds udbryder Sénancour endog, at han holder fuldt saa meget af de Sange, hvis Tekst han ikke forstaar, som af dem, ved hvilke han kan følge baade Ord og Melodi. Han siger dette med Hensyn til de tyske Sange, han hører i Schweiz, og tilføjer naivt «desuden har den tyske Betoning noget mere romantisk.» Det er forbavsende, at selv dette Træk: Sproget opfattet udelukkende som Lydmusik, et Træk, der blev saa fremherskende i Tysklands romantiske Skole, allerede er antydet hos Sénancour. Han har imidlertid en altfor forfinet Sanseevne til at blive staaende ved Musiken som den bedste Budbærer mellem det enkelte Menneske og den uendelige Natur. Paa to forskellige Steder i sin Bog fremhæver han, at en Rækkefølge af forskellig Art Vellugt indeholder en ligesaa rig Melodi, som nogen Rækkefølge af Toner kan, og ligesom Musiken fremkalder Billeder af usædvanlige Egne og Genstande*). Man maa sikkert i den franske Efterromantik gaa til Baudelaire før man finder en saa forfinet Lugtesans. Men medens denne Forfinelse hos Baudelaire er Kendetegn paa en overudviklet Sanselighed, er den hos Obermann kun den rene romantiske Jegdyrkelses Symptom; den er et Element i Følelsessvælgeriet, thi gennem Lugten som gennem Høresansen mener Sénancour at kunne opfatte Tilværelsens skjulte Harmonier; den betegner fremdeles Virkelighedsskyen og den dertil svarende forhøjede Selvfølelse; thi gennem Vellugtsansninger som gennem Toner indaandes kun en flygtiggjort Virkelighed, Tilværelsens Essens og Duft.

I sin Virkelighedssky kan Obermann ikke leve ensomt nok, han bor ene, skyr baade Byer og Landsbyer. Der er i ham den forunderligste Blanding af almen Menneskekærlighed og fuldstændig Ligegyldighed for alle det virkelige Livs Forhold. Han er saa ømtaalig, at han, der ret betegnende har Teen til Yndlingsdrik, gør sig uendelige Skrupler over sin Forfalden til Tedrikken som Stemningsmiddel. Han har følt, at Teen beroliger hans Mismod (le thé est d'un grand secours pour s'ennuyer d'une manière calme), men han ringeagter enhver udvortes Pirring og Ophidselse. Han véd selv, at han i dette Punkt er meget lidt fransk; thi Franskmændene vilde, siger han træffende, hvis de * 61 besad Neapel, bygge en Balsal i Krateret paa Vesuv. Kun naar han er ganske ene, ganske uophidset, i taageslørede Skove, hvor han mindes den i dette Tidsrum uundgaaelige Ossian, eller i Nattens Mørke f. Eks. ved en stille Schweizersø, lever han helt. Han føler ligesom samtidig Novalis, at Mørket, idet det skjuler den synlige Natur for Mennesket, driver Jeget tilbage i sig selv.

Han fortæller om en Nat, han har tilbragt ene i Naturen. «I den ene Nat,» siger han, «har jeg følt og gennemlevet Alt, hvad et dødeligt Hjerte kan indeholde af dybe Savn og dybe Sorger. Jeg har i den fortæret ti Aar af mit Liv.» Dog endnu dybere end i Mørket bliver han sig bevidst i Isverdenen oppe paa Alperne, hvor Livet udenom ham ikke blot er tilsløret som om Natten, men hvor det er stivnet og synes at staa stille,

Ret sig selv er han først, naar han fra den Schweizerdal, i hvilken han bor, stiger op paa de højeste Bjerge i den ødeste Udørk, «paa Vidderne»! med en ubeskrivelig næsten drengeagtig Glæde ser han sin Førers Skikkelse forsvinde langt borte, og nyder sin Ensomhed, medens han glemmer Menneskene og Tiden. Man se ham i disse Omgivelser:

«Dagen var hed, Synskresen taaget, Dalene fulde af Damp. Gletschernes Skær fyldte de lavere Luftlag med deres lysende Genskin; men en ukendt Renhed syntes ejendommelig for den Luft, jeg indaandede. I denne Højde ingen Uddunstning fra de lave Steder, intet jordisk Lyspunkt som forstyrrede eller delte Himlens uendelige og mørke Dybde. Dens tilsyneladende Farve var ikke mere det blege og klare Blaa, Sletternes blide Hvælving, nej Æteren tillod Synet at tabe sig i en Uendelighed uden Grænse og midt under Solens og Gletschernes Glans at søge andre Verdener og andre Sole som om Natten. Umærkeligt hævede Gletschernes Dampe sig og dannede Skyer under mine Fødder. Sneens Glans trættede ikke mere mine Øjne og Himlen blev mere mørk og mere dyb. Montblancs Sne-Kuppel hævede sin urokkelige Masse over dette graa og ubevægelige Hav, over disse sammendyngede Taager, i hvilke Vinden borede sig ind og som den løftede i umaadelige Bølger. Et sort Punkt viste sig i denne Afgrund; det hævede sig hurtigt og kom lige imod mig. Det var Alpernes mægtige Ørn. Dens Vinger var fugtige og dens Øje vildt; den søgte et Bytte, men ved Synet af et Menneske gav den sig til at flygte med et uhyggeligt Skrig og styrtede sig ind i Skyerne. Dette Skrig blev tyve Gange gentaget, men med 62 tørre Lyd uden nogen Efterdønnen; de lignede ligesaa mange isolerede Skrig i den almindelige Tavshed. Saa sank Alt tilbage i den fuldstændige Stilhed, som om Lyden selv havde ophørt at eksistere, og som om den Egenskab ved Legemerne at de lyder og klinger var afskaffet i Altet. Aldrig kendes Tavsheden i de larmende Dale; det er kun paa de kolde Højder, at Ubevægeligheden hersker, denne stadige Højtidelighed, som ingen Tunge kan udtrykke og som Indbildningskraften ikke naaer. Uden de Erindringer, Mennesket medbringer fra Sletterne, vilde han heroppe ikke kunne tro, at der udenfor ham gaves nogen Bevægelse i Naturen; selve Skyernes Bevægelse synes ham uforklarlig; ja lige indtil Taagernes Forandringer synes de ham blivende selv under Forandringen. Da ethvert nærværende Øjeblik forekommer ham fæstnet, har han kun Visheden om, at Minutterne følger paa hinanden, men ingenlunde Følelsen deraf. Alt synes ham evigt stivnet. Jeg vilde ønske, jeg havde bevaret sikrere Erindringer om mine Sansninger i hine stumme Egne; Indbildningskraften kan i det daglige Liv neppe genkalde sig en Rækkefølge af Tanker, som alle Omgivelser synes at fornegte og bortstøde. Men i saadanne energiske Øjeblikke er man ikke i Stand til at sysle med den Tid, som kommer, eller med andre Mennesker, kan ikke nedskrive Notitser for den og for dem. Man tænker da ikke med Henblik paa en kunstig Vedtægt eller paa den Ære, man vil høset for sine Tanker, ja ikke engang med Henblik paa det almene Vel. Man er mere naturlig, man grubler ikke for at benytte det nærværende Øjeblik, man kommanderer ikke sine Ideer, man kræver ikke af sin Aand, at den skal fordybe sig i et Stof, opdage skjulte Ting, sige Noget, som ikke før har været sagt. Tanken er ikke mere aktiv og regelbunden, men passiv og fri. Man drømmer, man hengiver sig, man er dyb uden Vid, stor uden Begejstring, energisk uden Vilje.»

Man ser ham, denne Lærling af Jean-Jacques, den energiske uden Vilje, thi Ordet passer paa Obermann, siddende ensom i Jean-Jacques' Natur. René havde udvidet Kresen af Naturindtrykkene. Istedenfor en Sø i Schweizeralperne, nogle Lunde og Skovbuketter, hvormed vi begyndte i La nouvelle Héloïse, gav René og Atala os de kolossale Urskove, Kæmpefloden Missisippi og dens Bifloder, den tropiske Natur i dens hele lysende og skrigende Farvepragt, dens blændende og duftende Overdaadighed. Denne Natur svarer til en Figur som René. I denne 63 Natur havde Chateaubriand landflygtig flakket om, og dens Præg tog han med sig. I Bjergnaturens øde Tavshed og Stumhed er Obermann paa sin Plads.

Udenfor Livet, der hvor Livet glipper, føler han sig hjemme. Kan han da holde Livet ud? Eller vil det gaa ham som Werther, at han en Dag kaster det fra sig?

Han gør det ikke, han søger sin Styrke i en stor Beslutning; én Gang for alle giver han Afkald paa Nydelse og Lykke. «Lad os,» siger han, «betragte alt det som betydningsløst, der forsvinder og forgaar, lad os i Verdens store Spil søge en bedre Lod. Af vore kraftige Beslutninger alene vil maaske en eller anden Virkning vedvare.» Han vil da vedblive at leve, men naar han beslutter sig til ikke trodsigt at lægge Haand paa sig selv, saa er det ikke af Ydmyghed, men i Kraft af en endnu højere Trods. «Mennesket er forgængeligt,» siger han, «det kan være, men lad os gaa tilgrunde under Modstand, og hvis det store Intet er os forbeholdt, lad os da ikke handle saaledes, at dette kan synes en Retfærdighed.»

Men længe varer det, inden Obermann kommer til denne Ro. Mange lidenskabelige Indlæg leverer han til Fordel for Berettigelsen af Selvmord, og man maa ikke undres over dette, thi Selvmords-Farsoten i Literaturen er endnu et af de Kendetegn, jeg har omtalt paa Individets Løsgivelse. Det er en af Formerne, den fornegtende og den grundigste, for Personlighedens Frigørelse og Løsrivelse fra hele den Samfundsorden, i hvilken den fødtes ind. Man betænke ogsaa, hvad Agtelse for Menneskelivet hine Tider kunde fremkalde, i hvilke Napoleon aarlig ofrede sin Ærgerrighed Blodofre i tusindvis. «Det er en Forbrydelse,» siger Obermann, «det hører jeg overalt, at forlade Livet; men de samme Sofister, der forbyder mig Døden, udsætter mig for den eller sender mig i den. Det er en Hæder at give Afkald paa Livet, naar Livet er godt; det er Retfærdighed at dræbe Den, som vil leve, og den samme Død, som det er Pligt at søge, naar man frygter den, den skulde det være en Forbrydelse at tilføje sig selv, naar man ønsker den. Under tusinde Paaskud, snart spidsfindige, snart latterlige, leger I med min Tilværelse, og jeg alene skulde ingen Rettigheder have over mig selv! Naar jeg elsker Livet, skal jeg foragte det; naar jeg er lykkelig, sender I mig i Døden, og naar jeg vil dø, forbyder I mig det og paabyrder mig et Liv, som jeg afskyr.»

64

«Ifald jeg ikke kan berøve mig Livet, tør jeg heller ikke udsætte mig for en sandsynlig Død, og alle Eders Helte er da kun Forbrydere. Den Befaling, I giver dem, retfærdiggør dem ikke, I har ikke Ret til at sende dem i Døden, hvis de ikke har havt Ret til at give deres Samtykke dertil. Ifald jeg ikke over mig selv har denne Ret til Døden, hvem har da givet den til Samfundet? Har jeg afstaaet, hvad jeg ikke besad? Hvilket vanvittigt Samfundsprincip har I opfundet, som forklarer, at jeg til min Undertrykkelse har afstaaet en Ret, som jeg ikke besad til at undslippe fra Undertrykkelsen?»

Jeg har engang for mange Aar siden i en Afhandling om den tragiske Skæbne lagt lignende Ord i Selvmorderens Mund: «Den, der sukker under Eksistensens Lidelser, kan anklagende vende sig imod sin Skæbne og sige: hvorfor blev jeg født, med hvad Ret, hvorfor spørges vi ikke? Var jeg bleven spurgt, og havde jeg vidst hvad det var at leve, jeg vilde aldrig have givet mit Samtykke dertil. Vi er Alle som Mænd. der mod deres Vilje presses til Matroser, men den Matros, der er bleven presset og uden sit Samtykke ført til Skibet, han betragter sig ikke som forpligtet til at blive derpaa; naar han ser sit Snit vil han desertere. Indvender man, at jeg har nydt det Gode i Livet, og derfor nu maa taale det Onde, da svarer jeg: De Livets Goder, den Barndommens Lykke f. Eks., som jeg nød, og ved hvis Modtagelse jeg siges at skulle have givet mit Minde til at leve, disse Goder modtog jeg, lidet anende at det var Haandpenge; derfor binder disse Haandpenge mig ikke. Jeg vil ikke bryde Skibets Mandstugt, ikke myrde mine Kammerater eller lignende, jeg vil kun det ene jeg har Ret til, Friheden, da jeg aldrig har forpligtet mig til at blive.»

Her er selvfølgelig ingen Anledning til at drøfte Spørgsmaalets Væsen. Hvorvel jeg ikke tror, at man kan anføre Andet mod Berettigelsen af Selvmord end Pligterne mod andre Mennesker, saa betvivler jeg for min Part ingenlunde, at dette Hensyn i mangfoldige Tilfælde er fuldkommen tilstrækkeligt og fyldestgørende. løvrigt overlader jeg ganske Moralisterne dette Spørgsmaals Besvarelse. Jeg skildrer og forklarer kun rent naturhistorisk en Sjælstilstand som faktisk har vist sig og gjort sig gældende i Literaturen. Thi Obermann og Werther er ikke de eneste Bøger fra hin Tid, i hvilke Selvmordet fremstilles eller drøftes. Atala dræber sig selv, René forhindres kun 65 af sin Søster Amélie, der fatter Mistanke, fra at udføre det Selvmord, han har besluttet, og vi saa, at han etsteds med næsten Schopenhauersk Livsforagt forhaaner Kjærligheden til Livet som en Mani. Selvmords-Overvejelserne er da Lighedspunkter mellem de to saa forskellige Skribenter, Chateaubriand og Sénancour, og stempler deres Hovedværker med Tidsalderens Segl.

Forfatteren af Obermann formede sin Helt i sit eget Billede; derfor er det maaske ogsaa, at han lader ham ende med den Beslutning at blive Forfatter. «Hvad Udsigt til Held vil jeg have?» siger Obermann. «Hvis det ikke er nok at sige noget Sandt og stræbe at udvikle det paa en overbevisende Maade, vil jeg ingen Lykke gøre, det er vist. Gaar kun først, I som forlanger Øjeblikkets Hæder, Selskabssalens Hæder, gaar først, alle I som er rige paa Ideer, der varer en Dag, paa Bøger, som tjener et Parti, paa Fif og Midler, som gør Effekt. Gaar først, I forføreriske og forførte Mennesker; det gør mig Intet, I glemmes hurtigt, og det er godt, at I har Eders Tid. Jeg for min Del anser det ikke for nødvendigt at blive paaskønnet i sin Levetid, med mindre man er fordømt til den Ulykke at skulle leve af sin Pen».

Sénancour har i disse Ord givet sin egen literære Trosbekendelse og varslet sin egen Skæbne. Han blev aldeles overset af sin Samtid; han blev ikke paaskønnet, imedens han levede, og det skønt han netop var stedt i den Ulykke at have sin eneste Indtægtskilde i sin Pen. Men da den romantiske Skole opstod i Frankrig, kom han til Ære. Hans simple Markblomster blev af den romantiske Kritik bundne i Buket med Chateaubriands og Fru de Staéls Passionsblomster og Roser. Og han fortjente den Opmærksomhed, han vandt. Thi han er en af Emigrantliteraturens ejendommeligste Aander, Naturdyrker som en ægte Lærling af Rousseau, tungsindig som en ægte Beundrer af Ossian, fuld af Livslede som en ægte Samtidig af Chateaubriand. lian er rent moderne i sine teoretiske Anskuelser om Religionen, Moralen, Opdragelsen og Kvindens Samfundsstilling, han er rent tysk romantisk i sit Følelsessvælgeri, sin Ørkesløshed og i den ubeskrivelige Sky, han nærer for at røre ved Virkeligheden, som skulde han brænde sig paa den; han er endelig fransk romantisk ved selve Blandingen af Frisind og overvættes Ømtaalighed, af Sværmeri og forfinet Sanselighed, en Blanding, man en Snes Aar efter i den franske Literatur 66 genfinder hos Sainte-Beuve under Digtermærket Joseph Delorme. Han er efter hele sit Væsen en Forgænger eller Forløber for den lange Skare af større Aander, der i det Øjeblik, han optræder, begynder deres Tog igennem Aarhundredet, og som han med sin svage Stemme varsler om og bereder Vej.

VI

Ganske samtidigt med Obermann bragte det franske Bogmarked en lille Roman, der er udsprungen af en med Sénancour's beslægtet Aandsretning, og hvis Forfatter ligeledes er en Forgænger for betydeligere Aander end han, men som besad et rigt, i højeste Grad smidigt Talent, et i fransk Poesi højst ualmindeligt Anlæg for det Fantastiske og et Mod til at slaa ind paa nye Veje, der gør, at han som Forgænger tillige er Banebryder. Forfatteren var Charles Nodier; Navnet paa den lille Bog var Maleren fra Salzburg.

Charles Nodier, der kun med et Par af sine Ungdomsskrifter henhører til den Gruppe af Skribenter, vi her behandler, men som forøvrigt har sin særegne Plads som fransk Romantiker lige før den romantiske Skole i Frankrig, fødtes i Besançon 1780. Faderen var en begavet og hæderlig Mand, streng som Øvrighedsperson, kærlig i sit Hjem, en erklæret Tilhænger af det 18de Aarhundredes Filosofi, og han opdrog sin Søn efter Rousseau's Émile's Principer. Denne viste tidligt en forbausende Lærenemhed og mangesidige, overordenlige Evner. Kun sytten Aar gammel var han saa dygtig en Filolog, at han skrev et «Leksikon over de lydefterlignende Ord i Fransk», som af Undervisningsministeriet blev kendt værdigt til at indlemmes i Skolebibliotekerne, og atten Aar gammel var han en saa dygtig Naturkyndig, at han udgav et Værk om Insekternes Følehorn og Høreorgan paa samme Tid som han gav sin første Roman i Trykken.

Hans Barndom og første Ungdom var yderst bevæget. Tretten Aar gammel oplevede han Rædselstiden og saa Rædslerne paa nært Hold, thi hans Fader var Formand for Revolutionsdomstolen i Besançon. I 1793 frelste den lille varmtfølende og ihærdige Dreng en Kvindes Liv. En Dame i Byen havde gjort sig skyldig i at sende Penge til en af sine Slægtninge, der var udvandret til den kongeligsindede Rhinhær. Hendes Brøde var 67 utvivlsom, Lovens Ord utvetydige, ingen Frelse syntes mulig. Men da en Ven af Familien og Damen havde forklaret den unge Charles Nodier Sagen og han forgæves havde bønfaldt sin Fader om den Anklagedes Liv, greb han til den Udvej at true Faderen med at han vilde dræbe sig selv, i Fald Dødsdommen blev fældet Han lagde en saadan Alvor l denne Trusel og viste saa fast en Beslutning, at Faderen i det afgørende Øjeblik gav efter, af Frygt for at miste sit Barn tog sin Romerdyd fangen og kendte den Skyldige fri. Samme Aar som dette hændte, blev han, da den Undervisning han i Besançon kunde modtage ikke var til strækkelig, sendt til Strassburg, og Tilfældet vilde, at han blev anbragt i Huset hos den bekendte og berygtede Eulogius Schneider, Elsass's bøddelagtige Regent, der snart efter udaandede paa Skafottet i Paris. De Scener, han oplevede i Strassburg, var vel skikkede til at befrugte en tilkommende Romanforfatters Indbildningskraft. Som Yngling blev han snart efter i Paris Vidne til Letfærdigheden og Fornøjelsessygen under Direktoriet, og da han i 1799 var vendt tilbage til Besançon, interesserede han sig fremfor Alt for Statsfangerne og de Mistænkte i Byen. Han blev anklaget som samfundsfarlig; en Nat blev hans Dør brudt op og hans Papirer undersøgte; man fandt kun hans Arbejder om Ordrødder og Følehorn. Men det Pirrende i Situationen fristede hans digteriske Æventyrlyst, han holdt nok af at være i Krig med Magthaverne, udsætte sig for Farer, vide sig forfulgt o. s. v. Han havde ikke og fik aldrig senere nogen politisk Overbevisning, men han sværmede for Friheden, og under alle de vekslende Regeringer i Frankrig tilhørte han bestandig Oppositionen, var religiøs under Republiken, frisindet under Kejserdømmet o. s. v. Den første Konsuls Enevælde opbragte ham, og tyve Aar gammel udslyngede han imod den sin Ode La Napoléone. Da man arresterede i Flæng for at finde Forfatteren, og da bl. A. Bogtrykkeren var bleven fængslet, angav Nodier sig selv og blev nu holdt nogle Maaneder i Fængsel i Paris, senere sendt tilbage til sin Fødeby, hvor han sattes tinder Politiets Opsigt.

Fra dette Øjeblik begyndte for Nodier en lang Række af Forfølgelser og Plagerier fra Regeringens Side, som ganske vist mange Gange var den unge Poet i høj Grad pinlige, men som paa den anden Side sikkert ogsaa ofte overdreves af hans livlige, altid virksomme Indbildningskraft. Vist er det i alt Fald, at han for at undgaa Efterstræbelser flygtede fra ét Skjulested i 68 Jurabjergene til et andet, levede og skrev paa ubesøgte, ensomme Steder og aldrig var længe nok paa noget Sted til der at fuldende det der begyndte Haandskrift. Saaledes oplevede han i en meget ung Alder foruden alle de tidligere Indtryk, ban havde modtaget af Tidsalderen, det hele Indbegreb af Landflygtighedsfølelser og Emigrantstemninger. Og det er disse Følelser og Stemninger, der danner Baggrunden for hans første digteriske Forsøg. Maleren fra Salzburg blev skrevet i Bjergene under uophørlig Vekslen af Opholdssted.

Le peintre de Saltzbourg, journal des émotions d'un cæur souffrant, suivi des Méditations da cloître er Titelen paa den oprindelige Udgave, Paris 1803. De Klostertanker, der her er givne i Tilgift til Romanen, har en vis Interesse som Udtryk for raadende Stemninger hos det unge Slægtled. De har samme Formaal som René at lægge et kraftigt Ord ind til Bedste for Klostrenes Genoprettelse. Det hele er en Monolog, holdt af en i egen Mening højst Ulykkelig, der jamrer over intet Kloster at finde, hvor han kunde ty ind, og som ved en lang klagende Ordstrøm naivt synes at ville godtgøre sin Adkomst som fremtidig Trappist: «Jeg, der er saa ung endnu og allerede saa ulykkelig, jeg, der med en altfor tidlig Erfaring har gennemskuet Livet og Samfundet og er fremmed for Menneskene, som har saaret mit Hjerte; jeg, der er berøvet enhver Forhaabning, som før har skuffet mig - jeg har i min Elendighed søgt et Tilflugtssted og intet fundet.» Herefter følger en lang Lovtale over Munke og Nonner, disse «Fredens Engle, der kun bad, trøstede, opdrog og plejede Syge, bragte milde Gaver, fulgte de Dødsdømte til Skafottet og forbandt Heltenes Saar.» Hvorved har dog disse Guds Mænd og Kvinder kunnet paadrage sig den rasende Forfølgelse, der er enestaaende i Fanatismens Aarbøger! Hvor er det muligt, at det 18de Aarhundredes Lovgivere har kendt det menneskelige Hjerte saa slet, at de ikke har forstaaet eller anet et eneste af de Tilfælde, for hvilke Religionen har opfundet Klostrene:

«Her staar et helt Slægtled, hvem de politiske Begivenheder har givet den Opdragelse, der blev Achilles til Del. Vi er blevne nærede med Løvemarv og Løveblod; og nu, da en Regering, som ikke overlader noget til Tilfældigheden og som bestemmer Fremtiden [*dolgoeO* Napoleons Regering, mod hvilken allerede disse Udtryk var dristige], nu da denne Regering har sat Skranker 69 for den farlige Udvikling af Ungdommens Evner og har sagt til den: Hertil og ikke længer! - er man nu klar over, hvad saa megen ubrugt Lidenskab og undertrykt Kraft kan fremkalde for sørgelige Begivenheder, elier over, hvor mange Fristelser til Brøde et stormfuldt Hjerte har, i hvilket Sorg og Livslede raader? Jeg erklærer det med Bitterhed, med Rædsel: Werthers Pistol og Bøddelens Økse har allerede ryddet op iblandt os. Denne Slægt rejser sig og forlanger Klostre af Eder.»

Et ydmygt og følsomt Forlangende ganske vist af en Slægt, der betegner sig som opnæret ved Løvemarv! men man føler Trodsen bag den ydmyge og ikke bogstaveligt mente Fordring. Det utaalmodige Tungsind griber paa Slump efter et Dulmemiddel mod sin Smerte.

I en Fortale, som Nodier i Aaret 1840 føjede til sin Bog, udtaler han sig om de Tidsomstændigheder, der fremkaldte den. Direktoriets Regering, siger han, var alt andet end følsom. Drømmeriets og Lidenskabernes Sprog, som Rousseau tredive Aar tidligere havde skaffet en forbigaaende Yndest, var anset for latterligt ved Aarhundredets Slutning. Anderledes var det i Tyskland «dette vidunderlige Tyskland, det sidste Fædreland for Europas Poesi, den fremtidige Vugge for et tilkommende kraftigt Samfund, hvis der ellers endnu kan skabes et Samfund i Europa, og Tysklands Indflydelse begyndte da at gøre sig gældende hos os .... Vi læste Werther, Goetz von Berlichingen og Karl Moor.»

Helten i Nodiers Bog er støbt over Werthertypen, han er tyve Aar gammel, han er Maler, han er Digter, han er fremfor Alt Tysker. Men rigtignok staar denne matte og udviskede Afstøbning uendeligt tilbage for Originalen. Charles - han bærer Nodiers eget Navn - er Emigrant: af politiske Grunde udvist af Bayern og erklæret fredløs; to Aar har han tilbragt flakkende om i Europa som en rastløs Flygtning, i to Aar har han levet Nodiers eget Liv. Kun én Følelse har opretholdt ham, Kærligheden til en Pige, som bærer det poetiske Navn: Eulalia; han vender tilbage og - hører det I Himmelske! - Eulalia er troløs, Eulalia har ægtet en Anden. Den forraadte Elsker kan ikke modstaa sin Tilbøjelighed til at omkrese hendes Opholdssted. En Dag møder han hende og - o Skæbne! - Eulalia, som i den lange Tid ikke har hørt fra ham og som har modtaget en falsk Efterretning om hans Død, har kun med Taarer, kun af Lydighed mod en Moders Vilje, endelig paa Grund af en 70 svag Lighed, den unge Frier havde med Charles, ægtet denne, en Hr. Spronck, der, som det viser sig, er et af de ædleste Mennesker. Herover Werther-Klager, Werther-Stemninger o. s. v., dog Alt i en i Sammenligning med Werthers højst nedstemt Tonart. Charles hengiver sig til vemodige Erindringer: Her saa han hende første Gang, her følte han de første mørke Anelser om Fremtiden, her glemte han i sin Henrykkelse over at se hende sit Papir, sine Blyanter og sin Ossian, her, hvor Træerne nu er omhuggede, havde han fordum besluttet at. lade sin kære Werther begrave og nu føler han Lyst til her at grave sin egen Grav. Werther har nemlig været Gharles's Ven og man ser, at han har taget ham til Mønster. Kun l et Punkt er Charles kraftigere og mere mandig end Werther, det er i hans Udbrud af Harme over de Hindringer, der stiller sig mellem hans Elskede og ham:

«Hvorfor vovede jeg ikke at slutte hende i mine Arme, at gribe hende som et Bytte, føre hende langt bort fra Menneskene og erklære hende for min Hustru for Himlens Aasyn! Eller hvis selve denne Attraa er en Forbrydelse, hvorfor er den da saa inderligt sammensmeltet med Følelsen af min Tilværelse, at jeg ikke kan opgive den uden at dø? En Forbrydelse, sagde jeg! I Barbariets Tid, i Uvidenhedens og Trældommens Dage har et eller andet Menneske af Hoben fundet paa at skrive sine Fordomme ned og har sagt: Der har I Love, Hvilken Forblindelse af Menneskeheden! hvilket foragteligt Skuespil at se saa mange Slægter styrede af en længst afdød Slægts Fordomme og Luner!»

Højst pudsig tager umiddelbart herefter en lang højtidelig Forherligelse af Messiaden sig ud, øjensynlig foraarsaget af andre, men ganske uligeartede Mindelser om Werther. «O guddommelige Klopstock! udbryder Charles, med hvilken Pragt samler du ikke alle Poesiens Vidundere for vore Øjne, hvad enten du indfører os i den Højestes Raad, hvor de førstefødte blandt Englene lovsynger Himmelens Hemmeligheder eller hvor Kerubinerne i hellig Andagt dækker deres Aasyn med deres Guldvinger.» Springet er stort fra hine oprørske Talemaader til denne fromme Henrykkelse. Men selve denne Blanding af revolutionære Tilbøjeligheder og romantiske Tilløb, som i enhver anden Tidsalder vilde synes forrykt, er i Emigrantliteraturen langt fra at overraske; den genfindes hos alle Forfatterne; den optræder hos 71 Chateaubriand som satanisk Katolicisme, hos Sénancour som følsom og romantisk Ateisme, her som Oprør mod Samfundsordenen, der forenes med Sværmeri for Messiaden; Blandingens Beskaffenhed er forskellig, men Grundtrækket er det samme overalt.

Det viser sig nu i Romanen, at Eulalias Ægtemand ikke er lykkeligere end hendes ulykkelige Elsker. Han har mistet sin Ungdomselskede ved Døden og kan aldrig glemme dette Tab, end ikke ved Eulalias Side; han er Vidne til Charles' og Eulalias Kærlighed, og for ikke at staa dem i Vejen, tager han Gift og dør efter at have bedet de Elskende om Forladelse for den Genvordighed, han ufrivilligt har voldt dem «ved sit usalige Liv». Det er umuligt at forestille sig en føjeligere Ægtemand. De Elskende viser sig imidlertid ikke mindre ædle end han; Eulalia er særlig for højhjertet til at ville benytte sig af et saa sørgeligt Dødsfald. Hun gaar i Kloster og Charles drukner sig i Donaufloden. To Selvmord og en Selv-Indespærring i Nonneklostret er i hin Tid den regulære Afslutning.

VII

Den, der i Literaturens Historie bevæger sig fra en Variant af et vist Tidsrums Type til en anden, bærer sig tilnærmelsesvis ad som Naturforskeren, der forfølger en og samme Grundforms Omdannelse, f. Eks. Armens til Ben, til Pote, til Vinge, til Luf igennem forskellige Arter i Zoologien. Den næste Variation af Grundtypen, der forekommer mig værd at studere, er Benjamin Constant's Adolphe, Helten i den berømte politiske Forfatters eneste poetiske Værk. Adolphe er mindre glimrende end René, mindre forsagende end Obermann, men han fremstiller den samme urolige og utilfredse Slægt. Ogsaa han er i Familie med Werther, men han er Barn af Skuffelsens Tidsalder ligesom René. Adolphe udkom først efter Kejserdømmets Fald, men den

Saa lidet betydende denne Roman nu end er som Aandsværk, saa interessant er den som historisk Vidnesbyrd. Det varede kun kort, før Nodier hævede sig over det Udviklingstrin, hvorpaa han stod som dens Forfatter. Vi vil genfinde ham paa højere Udviklingsstadier af den franske Literatur. Ingen har hyppigere skiftet Ham end han, og Sommerfuglen er skønnere end Larven. 72 blev skreven eller i ethvert Tilfælde anlagt i Aarhundredets allerførste Aar. Bogen staar, ligesom hine andre Bøger, der er i Slægt med Rousseau paa Følelsessiden og har taget Arv efter ham, i den skarpeste Modsætning til Herredømmet i Frankrig Hvad der i Paris regerede, det var Tallet og Sabelen, i Literaturen den klassiske Odestil og den nøjagtige Videnskabelighed; her er det Følelser og Grublerier over et Følelsesliv.

Benjamin Constant de Rebecque fødtes i Lausanne 1767 af protestantiske Forældre. Hans Fødsel kostede Moderen Livet; hans Fader var en kold og verdensklog Mand af samme Art som Faderen i Adolphe. Han var fra Barndommen af aldeles ualmindeligt udrustet. Naar man i Adolphe maaske ikke ganske forstaar den overordenlige Tiltrækning, Helten udøver, ligger det i, at Constant, der benyttede Erindringer af sit eget Liv til Bogens Komposition, synes at have undset sig ved at fremhæve Heltens fængslende Egenskaber for stærkt. Men Adolphe er i den Grad Constant selv, at man saa at sige først fatter denne Types Tilblivelse, idet man studerer Forfatterens Ungdom.

Han havde Ynde og Finhed, tidligt en skemtende Selvironi, og en stormfuldt pulserende Modtagelighed for Indtryk, som var des mærkværdigere, fordi den var forenet med en spirende Blaserthed. En Trang til stærke Sindsbevægelser forenedes hos ham med en Gave til at sætte sig ud over sine Sindsbevægelser. Han udviklede allerede som Yngling Evnen til at halvere, fordoble og spotte sig. Han kunde udbryde: «Jeg morer mig over alle disse Forlegenheder, hvori jeg befinder mig, som om de var en Andens» og naar han var vred havde han Yndlingsvendinger som denne: «Jeg raser, jeg gaar fra Forstanden af Raseri, men i Grunden er det Hele mig ganske ligegyldigt».

Der blev ikke sparet nogen Omhu paa at give den opvakte og aandrige Yngling en Opdragelse, der svarede til hans Anlæg. Han sendtes først til Universitetet i Edinburgh, hvor han knyttede Venskabsforbindelser med en Kres af unge fornemme Englændere og Skotter, der næsten alle senere blev berømte eller bekendte Mænd. Derfra kom han til det stille og fredelige Universitet i Erlangen, hvor Grunden lagdes til hans Indsigt i tyske Forhold og tysk Literatur og hvor hans græsk-romerske Dannelse fuldendtes. De gamle græske Republikers Statsforhold interesserede ham her som i Edinburgh endnu mere end deres Poesi.

Den bedste Kilde til Kundskab om hans Udviklingstrin og 73 Stemninger i den første Ungdom afgiver hans Breve til Fru de Charrière, en fritænkersk, fintbegavet Schweizerforfatterinde, hollandsk af Fødsel, men fuldstændigt forfransket, der var mere end 40 Aar gammel, da Constant i sit tyvende Aar traadte I Forbindelse med hende. Det var i denne Dames Hus at han, siddende ved det samme Bord, hvorved hun skrev, 19 Aar gammel begyndte sit store Værk om Religionen, med hvilket han syslede næsten hele sit Liv og som uophørligt blev omarbejdet eftersom hans Anskuelser vekslede og fik bestemtere Form. Tredive Aar senere fuldendte han det i den Tid, som Talerstolen i Kammeret og Spillehusene i Paris levnede ham til Virksomhed af anden Art. Men hos Fru de Gharriére blev det begyndt; og sindbilledligt og betegnende nok: det første Afsnit skrev han paa Bagsiden af en Pakke Spillekort, og alt som han skrev Kortet fuldt, skød han det over til sin Raadgiverinde. I Breve til denne paalidelige og hengivne Veninde udtaler Constant sig som Yngling med fuldstændig Aabenhed, og man kan her se hans Følelses- og Tankeliv i dets oprindelige Form og med dets tidligste Præg. Dette Præg er det 18de Aarhundredes, kun at dettes Begejstring for visse Tankefostre fattes og en god Del Tvivlsaand er kommen til. Han skriver:

«Jeg føler mere end nogensinde Altings Intethed, hvorledes Alt lover og Intet holder, jeg føler hvormeget vore Kræfter staar over vore Vilkaar, og hvor ulykkelige dette Misforhold maa gøre os. Mon ikke Gud, Ophavsmanden til os og vore Omgivelser, er død før han har faaet endt sit Værk, saa at Altet egenlig er et opus posthumum? Han havde de smukkeste og største Forsætter af Verden og de største Midler til at udføre dem. Han havde allerede sat flere af disse Midler i Bevægelse, ligesom man rejser Stilladser for at bygge, og midt under dette Arbejde er han saa død. Nu er da Alting opført med Hensyn til et Maal, som ikke mere eksisterer, og vi i Særdeleshed; vi føler os bestemte til Noget, hvorom vi ingen Forestilling kan gøre os. Vi er som Uhre uden Skive eller Visere, hvis Hjul, som ikke mangler Forstand, drejer sig til de er opslidte, uden at vide hvorfor og stedse sigende: Jeg drejer, altsaa har jeg et Maal. - Farvel kære og aandfulde Hjul, som har det Uheld at staa saa højt over det Uhrværk, af hvilket De er en Del og som De forstyrrer! Uden Selvros: det er ogsaa mit Tilfælde.»

Et andet Sted siger han: «O hvor Fyrsterne er ædelmodige 74 og højmodige; der har de nu igen udstedt en Straf-Eftergivelse, hvorfra Ingen er udelukket uden alle de, som har gjort Oprør. Det minder mig om en Salme, der forherliger den jødiske Guds Bedrifter. Han har dræbt dem og dem; thi hans guddommelige Godhed varer evigt; han har druknet Farao og hele hans Hær; thi hans guddommelige Godhed varer evigt; han har slaget alle Ægypternes Førstefødte med Døden; thi hans guddommelige Godhed o. s. v. o. s. v.»

«De synes mig ikke demokratisk. Jeg tror som De, at der paa Bunden af Revolutionsmændenes Sjæle er Svig og Raseri. Men jeg holder mere af Svig og Raseri, der omstyrter Fæstninger og afskaffer Titler og andre Dumheder af den Art, og som sætter alle de religiøse Drømmerier paa lige Fod, end af den Art Svig og Raseri, som vil bevare og helligvie hint elendige Misfoster af Jødernes barbariske Dumhed, podet ind paa Vandalernes barbariske Uvidenhed.»

«Jo mere man tænker over det, des mere opgiver man at begribe et cui bono (et til Fordel for hvem?) i denne Taabelighed man kalder Verden. Jeg forstaar hverken Maalet eller Bygmesteren eller Maleren eller Figurerne i denne Laterna magica, af hvilken jeg har den Ære at udgøre en Del. Vil jeg forstaa det bedre, naar jeg engang er forsvunden fra denne trange og mørke Klode, paa hvilken det morer jeg véd ikke hvilken usynlig Magt at lade mig danse med eller imod min Vilje? Det véd jeg ikke. Men jeg er bange for, at det forholder sig med denne Hemmelighed som med Frimurernes, der kun i de Uindviedes Øjne er noget værd.»

Man vil efter at have læst disse Brudstykker ikke undre sig over, at hin Bog om Religionen, der ved Aarhundredskiftet var anlagt og bestemt til fra et protestantisk Standpunkt at udføre samme Bedrift som Chateaubriand samtidigt iværksatte fra et katolsk Udgangspunkt: nemlig at genindføre den religiøse Aand i Frankrig, i sit oprindelige Udkast havde et ganske andet Præg end den senere fik. De første Afsnit af den, der blev skrevne ganske paa det 18de Aarhundredes Vis, vilde, hvis de forelaa trykte, i Constants Liv betegne nøjagtigt det samme Udviklingstrin som Bogen om Revolutionerne betegner i Chateaubriands. Som Værket nu i sin endegyldige Form tilhører den franske Literatur, udmærker det sig ved en rolig, lidenskabsløs Stil, et fordomsfrit Blik og en for Datiden ikke almindelig Lærdom. Men 75 det lider til Gengæld under en fuldstændig Mangel paa Varme og under en gennemgribende Halvhed i sit Princip.

Dets Grundtanke er følgende: Alle de tidligere Opfattelser af Religionens Væsen har været ufuldkomne. En Skole af Forfattere, der betragter Religionen som ad Fornuftens Vej utilgængelig for Mennesket og som meddelt én Gang for alle ved guddommelig Aabenbaring, søger blot at føre Religionen tilbage til dens oprindelige Form. En anden Skole, der med Rette er bleven forfærdet over de Onder, Utaalsomhed og Trosraseri frembringer, har i Religionen kun set en Vildfarelse og har søgt at grunde Sædelæren paa en rent jordisk Grundvold. En tredje har troet at kunne holde en Mellemvej ved Antagelsen af noget, som den betitler den naturlige Religion eller Fornuftreligionen, og som kun bestaar af de reneste Dogmer og de simpleste Grundbegreber. Men ogsaa denne Skole har som de to nysnævnte troet, at Mennesket kunde naa den ubetingede Sandhed og at Sandheden følgelig var en og uforanderlig; hvem der troede mindre end Skolen, stemplede den som ugudelig, hvem der troede mere end den som kirketroende og overtroisk. Constant vil i Modsætning til alle disse tre Skoler betragte Religionen som fremskridende, idet han gaar ud fra, at den religiøse Følelse er en til Grund liggende Kendsgerning i Menneskesjælen og kun dens Former forskellige og modtagelige for stedse større Fuldkommenhed. Man mærker, at han har læst Lessings Menneskeslægtens Opdragelse; men endnu mere beslægtet end med Lessing føler han sig dog med sine Samtidige: Kreuzer og Görres. Han forstaar eller paaskønner øjensynligt ikke Lessings fine og dog saa dybe Ironi; de romantisk-protestantiske Genoprettelsesforsøg betager ham derimod med Samtidighedens hele Magt og han tilegner sig af dem Alt, hvad han som liberal fransk Politiker og omvendt Voltairianer kan bruge. Han vil ikke paa nogen Maade vide af den Utaalsomhed og Forfølgelseslyst, der bryder saa voldsomt frem hos en Lamennais (i Bogen om Ligegyldigheden for det Religiøse), han vil ikke vide af en verdslig Pavemagt eller af nogensomhelst Forening af gejstlig og verdslig Myndighed (som De Maistre eller Chateaubriand), men han indbilder sig i «den religiøse Følelse« at have fundet en Art sjæleligt Grundelement, der ikke paany lader sig opløse, han mener, at den er uforanderlig og almen, *dolgoeO* baade udbredt over hele Jorden og hævet over Forvandling gennem Tiderne - en Anskuelse, der 76 ikke lader sig forene med en dybere Sjælegranskning - og det er paa denne Følelse at han grunder sit hele bibeholdende System. De kildne Spørgsmaal gaar han, saavidt det er ham muligt, uden om; han vil f. Eks. ikke afgøre, om Menneskeheden har begyndt med en vild eller med en paradisisk fuldkommen Tilstand, og hævder udtrykkeligt, at naar han indleder med Skildringen af den laveste Fetisjdyrkelse, gør han kun dette for Ordenens Skyld og vil ikke dermed negte, at dette ufuldkomne Stade kan have været Følgen af et Fald; tvertimod, denne Antagelse forekommer ham sandsynligst. - Faa Bøger er hurtigere blevne forældede end dette Skrift, og det har nu kun en historisk Interesse ved den for Tidsalderen, da det blev udført, typiske Usikkerhed og Halvhed.

I de første Aar af den franske Revolution blev Constant ansat i Brunsvig som den regerende Hertugindes Kammerjunker. Han hørte her Revolutionen omtale med den Blanding af Rædsel og Afsky, der f. Eks. kommer til Orde i Goethes uheldige Skuespil Der Bürgergeneral; men det var ham ikke vanskeligt at danne sig en selvstændig og fordomsfri Anskuelse af Revolutionens Betydning. løvrigt synes hans Tid her som senere at have været stærkt optaget af skiftende Kærlighedsforhold. Han har selv i Spøg betegnet Sola inconstantia constans (kun stadig i Ubestandighed) som sit Valgsprog. Han giftede sig - nok nærmest af Kedsomhed - her i Brunsvig, og lod sig skille efter Hvedebrødsdagene. Derpaa forelskede han sig i en Dame, der laa i Skilsmisseproces med sin Mand og vendte for hendes Skyld senere tilbage til Brunsvig. Hendes Pigenavn var Charlotte v. Hardenberg og hun blev mange Aar senere Constants anden Hustru. I Brevene til Fru de Charriére fra dette Tidsrum viser han sig ligesaa formaalsløs og livstræt som skarpsindig og aandfuld. Han gør sig lystig over sine dumme og smaalige Omgivelser, over sig selv, ja en Tid lang over sin Følelse for sit Hjertes Dame, indtil han en skøn Dag meddeler, at han vil ophøre med Spotterier derover, da han ikke anser en saadan Spot for tilladelig. Et Holdepunkt og Midtpunkt havde hans Liv endnu ikke fundet.

Da indtraadte i Slutningen af 1794 en afgørende Vending i Constants Levned. Han lærte Fru de Staël at kende, og det viste sig, at af disse to Aander var ingen i Stand til at frembringe det Højeste, den formaaede, uden ved den andens Befrugtning. Benjamin Constant var da 27, Fru de Staël 28 Aar 77 gammel. Han var lige ankommen til Paris, hvorhen hans Ærgerrighed længe havde kaldt ham, men som han nu for første Gang saa og hvor han indførtes i adskillige af de første Krese, hos Fru Tallien, Fru de Beauharnais og Fru de Staël. Han gjorde sig bemærket baade ved sin Skønhed og sine overlegne Evner. Med sin friske Hudfarve og sit lange lyse Haar lignede han en ung Nordbo, men hans Vid var klart og ganske fransk og hans Dannelse alment europæisk. Han gjorde et Indtryk paa Frankrigs da mest begavede Kvinde, som aldrig nogensinde blev udslettet, selv da Livsforholdene fjernede dem mest fra hinanden, og snart var det ingen Hemmelighed mere, at Fru de Stëels Beundring var gledet over i lidenskabelig Kærlighed. Hun meddelte den unge tilkommende Statsmand sin Tillid til den politiske Frihed, sin Begejstring for den Enkeltes Rettigheder og en Forfatning, der sikrede dem, og gennem et luende Pust fra hendes Ildhu besjæledes han af hendes Foretagelsesaand og hendes Tro paa Ordets og Handlingens Magt til trods alle Skæbne-Teorier at gribe ind i Virkeligheden og omforme den. Til Gengæld synes Forholdet til ham ved at bringe hende paa Kant med Samfundet at have beriget hende med Hovedsummen af de Lidenskaber, Følelser og stridbare Tanker, der udgør Kærnen i hendes digteriske Frembringelser.

I Fru de Staéls Hus traf Constant en Hærskare af fremmede Diplomater, misfornøjede Bladskrivere og plansmeddende Kvinder, der i første Øjeblik indtog ham mod Konventet. Snart dannede han sig imidlertid sin Overbevisning, han gendrev selv sine første Bladartikler og sluttede sig, mere radikal end sin Veninde, til «Patrioternes» Parti imod de saakaldte Moderate, hos hvem han intet Maadehold fandt. 1795 tilbragte han efter Indbydelse af Fru de Staël paa hendes Gods Goppet i Schweiz; Aaret efter skilte hun sig fra sin Mand.

Da i 1799 Bonaparte som Førstekonsul gav Frankrig en Forfatning, i hvilken en svag Skinfrihed skulde skjule Eneherredømmet, udnævnte han Constant, der tidligere havde været blandt hans varme Beundrere, til Medlem af Tribunatet. I denne Egenskab førte Constant med nogle faa Meningsfæller den hæderfulde Kamp mod Bonapartes Enevolds-Planer, der henledede hele Europas Øjne paa ham og som vakte den heftigste Forbitrelse hos Førstekonsulen. I Aaret 1802 sagde denne om Constant og hans Venner de bekendte Ord om de fem eller seks Metafysikere i 78 Tribunatet, der fortjente at kastes i Vandet, og kort efter lod han dem ved en underdanig Flertalsafstemning fjerne. Da Fru de Staël paa samme Tid begyndte heftigt at bekæmpe Bonapartes Stræben efter Enevælden og da hendes Fader, den berømte Necker, skarpt advarede mod hans Politik, lod han hende udvise af Frankrig. Da Constant fulgte hende til Coppet, forbød han ogsaa ham at vende tilbage. I Maj 1802 var Fru de Staël bleven Enke. I Forening med Constant berejste hun i 1803-4 Tyskland, og det synes som om hun i sin sværmeriske Kærlighed har ventet at Constant vilde ægte hende. Han har imidlertid øjensynligt ikke gengældt hendes Følelser, han skuffede hende af Medynk og Svaghed, skjulte hende, at han stod i bestandig Brevveksling med Charlotte v. Hardenberg og har formodenlig under et Paaskud forladt hende for at rejse til Weimar, hvor han i 1804 bearbejdede Schillers Wallenstein paa Fransk. Det blev ikke Constant, men A. W. Schlegel, der (som Huslærer for hendes Børn) ledsagede Fru de Staël til Italien paa den ved Corinna berømte Rejse, hun foretog dertil i 1805. I Sommeren 1808 lod Constant sig hemmelig vie til sin Charlotte, og saa lidet havde Fru de Staël da opgivet ham, at det kom til de heftigste Scener, da hun uformodet traf det nygifte Par i Nærheden af Genf. Hun gav sin Skinsyge Luft med saadan Hensynsløshed, at Charlotte i sin Fortvivlelse gjorde et - dog mislykket - Forsøg paa at dræbe sig ved Gift. Saa stor var hendes Magt over Constant imidlertid endnu, at han forlod sin Frue og for nogen Tid fulgte Fru de Staël til Coppet.

Nu følger nogle Aar, hvor Benjamin Constant lever i tilbagetrukken Stilhed i Göttingen, sysselsat med nye Forstudier til sit Værk om Religionens Oprindelse og Udviklingshistorie; da bragte Napoleons Nederlag i Aaret 1813 ham til paany i Forbindelse med Fru de Staël at gribe ind i den politiske Tankestrid og, ved Hjælp af sin Venindes Forbindelser ved det russiske, preussiske og svenske Hof, tillige i Handlemaaden mod den slagne Enevoldshersker. I Bernadottes Følge drog han ind i Paris, og skønt han var Talsmand for Kongedømmets Genoprettelse stræbte han ivrigt at redde hvad der af forfatningsbestemte Friheder kunde reddes. Han udgav sine mesterlige Smaaskrifter om Pressefrihed, Ministeransvarlighed o. s. v. og valgtes til Folkerepræsentant. Det er bekendt, hvorledes straks derefter hans blinde Forelskelse i Fru de Récamier bragte ham til at 79 optræde med en Voldsomhed imod Napoleon lige efter dennes Tilbagekomst fra Elba, der gav hans Udnævnelse til Statsraad under de 100 Dage og hans Tilslutning til Kejserens sidste Forsøg paa at give Frankrig en Art Selvstyre, Præg af et Forræderi. Man maa dog ikke dømme Constant som Politiker efter denne uheldige Episode. Under Bourbonernes Kongedømme, ja endog under de første Aar af Julikongedømmet var han, som ikke mindre bekendt, den haardnakkede og i højeste Grad veltalende Fører for den frisindede parlamentariske Opposition. Han udmærkede sig aldrig ved Karakterrenhed, men han havde højhjertede Opsving. Da han i Aaret 1830 fik et Brev fra en af sine Venner, hvori der stod: «Her spilles et frygteligt Spil, vore Hoveder er i Fare, kom og bring os Deres!» vaklede han intet Øjeblik, men kom og tog uforfærdet Julirevolutionens Parti. Faa Maaneder derefter modtog han saa, skønt Fører for Oppositionen - for at dække sin Spillegæld - 100,000 Francs af Louis-Philippe. Constant var en stor Dialektiker; ingen Sandhed, plejede han at sige, er fuldstændig, saalænge man ikke tager dens Modsætning op i den. Det lykkedes ham at fuldstændiggøre mangen Sandhed. Han forvandt aldrig det Stempel, som den Tidsalder, i hvilken hans tidligste Ungdom falder, satte paa ham. Den samme Dobbelthed, der findes hos hele denne Slægt, men som hos andre Medlemmer af den er en Bi-Egenskab, har givet hans Væsen dets gennemgribende og særegne, men splidagtige Grundtræk.

Denne Mands betydningsfuldeste Ungdomsarbejde fortjener at studeres. I Adolphe findes følgende Udvikling: «Hvad der overrasker mig er ikke, at Mennesket trænger til en Religion; hvad der undrer mig er, at det nogensinde tror sig stærkt nok, tilstrækkeligt i Ly for Ulykken, til at vove Forkastelse af nogen; det burde, synes jeg, i sin Svaghed være tilbøjeligt til at paakalde alle; thi er der i det tætte Mørke, som omgiver os, noget Lysskær, som vi kunde ville støde tilbage? er der, midt i den Hvirvel, som river os med sig, nogen Gren, som vi skulde vove at vægre os ved at klamre os til?» Man føler, at Forfatteren er vissere paa at Hvirvlen end paa at Grenen findes. Den Form, hvorunder Religionen her anbefales, er en saadan, hvorunder Religionsløsheden skimtes og bag den et Dyb af Tungsind.

Forklaringen ligger nær. Der laa i hin Tid en Reaktion mod Voltaire i Luften, den som i sit Princip var angivet af 80 Rousseau, den tilbagetrængte, aldrig adspurgte, stedse overhørte Følelses Tilbageslag. Der var en halvt ubevidst Stræben i Sindene efter at genoprette den Ligevægt mellem Menneskesjælens Evner og Magter, som var bleven forstyrret ved den kritiske Forstands Enevælde - og denne halvt ubevidste Tendens sporedes endog som en indre Drivfjeder hos de Naturer, der efter deres hele Anlæg var rene Ætlinge af Voltaire og som, hvis de var komne tredive Aar tidligere til Verden, var blevne hans mest ubetingede Meningsfæller og Værkfæller. Voltaire havde jo ikke blot været kritisk, men var, tvungen af Tidernes Ugunst og behersket af sit ustyrlige Vid, blevet angribende. Det havde for ham gældt om med alle Vaaben, endog med forgiftede, at komme de rent ydre, plumpe Myndigheder tillivs, som paa hans Tid hindrede, ja umuliggjorde menneskeværdige Tilstande. Nu var alle hine Myndigheder faldne og Slægten savnede en Autoritet. Der gives indre Autoriteter. Det Sande, det Rette, det Gode er saadanne. Men de begejstrede Forsøg paa at indføre og befæste saadanne frie Statsindretninger, der uden Paaberaabelse af nogen for Fornuften ikke gennemsigtig Myndighed kun vilde virkeliggøre disse Idealer, var jo havnede i Lovløshedens Raahed. Hvad Under da, at ikke blot mangen Enkelt af Massen famlende greb efter en Planke fra Vraget af de engang saa kraftige politiske og religiøse Systemer, men at ogsaa et Flertal af de bedst Begavede kom til at optræde som Forkæmpere for Autoriteter, dels gejstlige, dels verdslige, som de selv kun støttede for Principets Skyld, men med halv eller ingen Tro og med stedse vaklende Tillid.

Vaklende var Tilliden af den simple Grund, at det for dem som ægte Sønner og virkeligt fremragende Sønner af det unge 19de Aarhundrede var umuligt med oprigtig Tro at støtte sig til en Stamme, som deres Fædre havde oversavet. Deri ligger det, at Chateaubriands Tro paa Legitimiteten er ligesaa løs som Constants Tro paa Religionen i Almindelighed. Man var ilde tilmode. Det gamle Hus var afbrændt. Man havde endnu ikke begyndt at opføre det ny. Historiens Gang førte det med sig, at man istedenfor kækt at forsøge derpaa, tyede ind i den gamle Bygnings Ruiner og begyndte at sammensanke og paany at opmure dens usle og halvforbrændte Materiale. Under dette Foretagende følte man sig da uophørlig fristet til Idrætter, som laa 81 ganske udenfor Planen; thi snart fristedes man til at gribe helt nyt Materiale, som man blandede med det gamle for at give Bygningen Fasthed, snart stod man i Begreb med helt at opgive det utaknemmelige Arbejde, man havde for, og gav da i Fortvivlelse de genopførte skøre Mure et Spark, saa Stenene sprang imellem hverandre. Ingen Gruppe af samfundsbevarende Forfattere har vel nogensinde ført en mere lidenskabelig Polemik mod Samfundet, saaledes som det er ordnet paa det Nedarvedes Grund, end netop Emigrantliteraturens. En Anklage mod Samfundet er da ogsaa det egenlige Livsprincip i Benjamin Constant's Roman Adolphe.

Adolphe er en Kærlighedshistorie, der ved sin Fremstilling af Forholdet mellem Samfundet og Individet danner det fuldstændige Modstykke til Werther. I Werther stiller ydre og derved ogsaa indre Hindringer sig i Vejen for Foreningen af et sammenhørende Par. I Adolphe tvinger ydre og derigennem ogsaa indre Hindringer to Væsener, der er forenede, fra hinanden. Werther fremstiller Samfundets og allerede indgaaede sociale Forpligtelsers Magt til at forhindre en erotisk Forening. Adolphe skildrer Samfundets og den offenlige Menings Magt til at opløse personlige Forpligtelser og splitte et længe bestaaende Kærlighedsforhold. Begge Bøger i Forening giver et dobbeltsidigt Billede af Samfundspavens Magt til at binde og løse. Men medens Werther er typisk for hin førrevolutionære, kraftigt fremstormende Slægt, som dens Digter tilhørte, svarer Adolphe nøje til det nye Aarhundredes første franske Generation.

Adolphe fremstiller ikke, som tidligere Kærlighedshistorier, Elskoven alene i dens første Opvaagnen i skuffende Forhaabningers Morgenrøde, men den leverer dens hele Levnedsløb, skildrer dens Vækst, dens Styrke, dens Hensygnen, dens Død, ja den forfølger den over paa den anden Side af Graven, og viser, til hvilke Følelser den forvandles. Saaledes er Adolphe mere endnu end René Historien om den Enkeltes Udrivelse af en Vildfarelse og Fremstilling af Skuffelsens Kval. Det er selve Livets Blomst, som her bliver berøvet sine Blade, et for et, og paa det Omhyggeligste botaniseret. Ogsaa i denne Henseende danner Bogen den skarpeste Modsætning til Werther. I Sammenligning med den er Werther naiv. Det er den Blomst, hvis Duft bliver en dræbende Gift for Werther, som Adolphe koldblodigt piller fra hinanden. - Kostymet er endnu engang skiftet; den 82 blaa Kjole og den gule Ves viger for vor triste, farveløse sorte Dragt og dens Ligfarver.

Men den Flamme, som her forlader Manden, næres hos Kvinden. Adolphe er Kvindernes Werther. Den nye Tids Lidenskab og Tungsind har her gjort endnu et Skridt; Melankolien har fra Manden af udbredt sig til det andet Køn. I Werther var Manden den, som elsker, føler, harmes og fortvivler; Kvinden staar der i Sammenligning med ham sund, fast og uanfægtet, til Gengæld en Smule kold og ubetydelig. Nu er det hendes Tur, nu er det hende, som elsker og fortvivler. Hist var det hende, som føjede sig efter den givne Orden, her er det ham. Det er da den selvsamme Kamp, som Werther kæmper i sin Kærligheds Navn, der i Adolphe føres af Eleonore, og med ligesaa tragisk Udgang,

Man overdriver neppe, naar man betegner denne Roman som det første Forbillede for en hel efterfølgende Literatur, de sjæleundersøgende Studier. Det er Behandlingsmaaden af det Erotiske, som her er ny. Langt borte i det Fjerne øjnes her den Tid, da Amor som i Voltaires Poesier fremstilledes i Skikkelse af det elskværdige Barn, vi alle kender fra Thorvaldsens Basreliefer. For Voltaire var Amor Fornøjelsens Gud. Les ris, les jeux et les plaisirs var hans Ledsagere. For Rousseau er han Lidenskabens Gud. Hos Goethe skildres han endnu langt mindre som en velgørende Dæmon; man forstaar vel, naar man læser Goethe, hvad Schopenhauer mente, da han skrev, at Amor, overalt forfølgende sin egen Vilje, intet Hensyn tager til de Enkeltes Ulykker. I Faust, den nye Tids første Digt, er Amor forvandlet fra et skalkagtigt Barn til en stor Forbryder. Faust forfører Margrethe og forlader hende, og Gretchen's Kærlighedshistorie bliver Døden for hendes Moder, hendes Broder, hendes Barn og hende selv. Thi hun, den skyldfri og elskelige Pige, dræber sin Moder ved den Sovedrik, hun indgiver hende for at Faust kan besøge hende om Natten; Faust og Mefistofeles i Forening støder hendes Broder ned, da han vil hævne Søsterens Ære; af Frygt for Skammen dræber Gretchen sit nyfødte Barn; saa kastes hun i Fængsel og saa bliver hun halshugget. Goethes Lidenskab for det Sande har her bragt ham til at give et andet Billede af Amor end det, paa hvilket han ses som Drengen i Gratiernes Rosenkrans. Og ikke blot i sine Følger, men i sit Væsen er Kærligheden hos Goethe skæbnesvanger og skæbnebestemt. I 83 Valgslægtskaberne har han studeret den hemmelighedsfulde og uimodstaaelige Tiltrækning og Frastødning, hvoraf Sjælenes indbyrdes Forhold bestemmes, ligesom Stoffernes i Kemien. Denne Bog indeholder en Slags naturfilosofisk Betragtning af Lidenskaben; Goethe efterviser dens Opstaaen, dens magiske Magt som dunkel Naturkraft, dens Grunden i vor Sjæls ubevidste Dybder.

Der var da gjort et Forsøg paa at forstaa Tiltrækningen som Elskov, idet den var fremstilt jævnsides med Tiltrækningen som den forefindes udenfor Menneskeverdenen; men der var endnu et Skridt at gøre. Man havde indfattet Elskoven i en stor Samstilling; det næste Skridt var at man gav sig til at opløse den selv. Dette Hverv tilfaldt hin grublende og oprevne Slægt. Hvor forskelligt man end hidtil havde opfattet Kærligheden, dens Aarsager og dens Følger, om én Ting havde man været enig, nemlig om at tage Følelsen som noget Givet, noget, man vidste hvad var, det vil sige, som noget Enkelt. Først nu begyndte man at betragte den som noget Sammensat og forsøgsvis at opløse den i sine Elementer. I Adolphe og i hele den Literatur, som slutter sig til denne Bog, er nøje agtet paa hvormange Dele, hvormange Gran af Venskab, af Hengivenhed, af Forfængelighed, af Ærgerrighed, af Beundring, af Agtelse, af sanselig Tiltrækning, af Haab, af Indbildning, af Skuffelse, af Had, af Lede, af Begejstring, af forstandig Beregning o. s. v., der for hver af de to Parters Vedkommende er i det blandede Sammensatte, de benævner deres Kærlighed. Ved en saadan Opløsning af Følelsen tabte den sit overnaturlige Præg og ophørte at forgudes. Istedenfor dens Poesi fik man dens Psykologi. Det gik som naar man retter Kikkerten paa en Stjerne, dens Straaler forsvinder, man ser blot det astronomiske Legeme; men hvor man før i den lysende Fuldmaane kun saa en blank og skinnende Skive med et altid uforandret Aasyn, der øjner man nu en Mangfoldighed af Bjerge og Dale.

I det Øjeblik man virkelig vilde forstaa Følelsen, fæstedes Opmærksomheden nødvendigvis langt mindre paa dens første Opvaagnen, som alle Jordens Digtere fra Arildstid havde besunget og forgudet, end paa, hvad der senere hændte, dens Varighed, dens Ophør. I de Tragedier, som hos de forskellige Folkeslag er ligesom dette Folks Hymner til Kærligheden, følger de Eiskendes Død hurtigt paa Elskovens første Blomstring. Romeo ser Julie, 84 de tilbeder hinanden, og efter nogle Dage og Nætter tilbragte i den syvende Himmel ligger de begge som Lig. Spørgsmaalet om Troskab i Tiden kommer end ikke frem. I vor danske Elskovstragedie Axel og Valborg synes der vel ikke at være Tale om andet end Troskab; dens Forudsætning er jo de Eiskendes lange Forlovelse, en Forudsætning, der er i høj Grad national; men i Axel og Valborg er Troskaben forherliget som Dyd, ikke forklaret som Produkt; thi Dramaet er et lyrisk Sørgespil, ikke nogen sjælehistorisk Undersøgelse.

Det er Spørgsmaalet om Troskabens Betingelser, der i Adolphe er behandlet, Spørgsmaalét om, paa hvilke Betingelser en Lidenskab er varig, paa hvilke ikke. Og her er det, at Svaret er formet som en Anklage mod Samfundet, idet det gaar ud paa, at Samfundet, som igennem den offenlige Mening, det danner, hævder den Tilstand, det har oprettet, samtidigt ved de sletteste Midler arbejder paa at tilintetgøre Betingelserne for Troskab i enhver Forbindelse, det ikke har godkendt, selv om denne er fuldt saa ædel, fuldt saa uegennyttig, og baaret af fuldt saa adelige Naturer, som nogen af de Forbindelser, Samfundet paa alle Maader omgærder og støtter.

Constant har givet dette Svar igennem en Roman, der ikke kunde være fordringsløsere; den har kun to Personer, ikke det ringeste Sceneri og ikke en eneste Tilfældighed i Handlingens Gang. Alt foregaar her efter de nødvendige Love, som er givne ved Personernes Stilling til hinanden og til det omgivende Samfund, og Læseren iagttager den dobbelte Sjælehistorie lige indtil dens Slutning paa samme Maade som Tilskueren ved et naturvidenskabeligt Forsøg iagttager de i et ikke sprængeligt Kar indelukkede Stoffers Gæring og denne Gærings Resultater. Hvem er da hine to Personer?

Først og fremmest hvem er han? Han er endnu meget ung, i den første Ynglingealder, han er (som Romanens Forfatter) efter at have tilendebragt sine Studier ved et lille tysk Universitet bleven ansat ved et af de smaa tyske Hoffer. Han har gennemlevet en Række Adspredelser og gennemgaaet et Kursus af anstrengt og alvorligt aandeligt Arbejde. Forholdet til hans Fader, en i sin ydre Færd kold og ironisk Mand, der staar som en Repræsentant for det 18de Aarhundredes Dannelse, har i hans Sjæl fremmet Ungdommens Forkærlighed for stærke, lidenskabelige Indtryk og dens Tilbøjelighed til at søge det Usædvanlige 85 og Overordenlige. Den Tvang, hvori han af denne Fader holdtes, har givet ham utaalmodig Længsel efter Frihed for de Baand, der trykker ham, og en stor Sky for at paalægge sig nye Baand.

Saaledes udviklet indføres han ved et Hof, hvor Alt er Ensformighed og Tvangsregler. Han lider under alle de Platheder, han maa høre, han som fra sin tidligste Ungdom af har næret en uovervindelig Afsky for alle dogmatiske Sætninger og Formler:

«Naar jeg hørte Middelmaadigheden snakke selvbehageligt om aldeles utvivlsomme, urokkelige Grundsætninger paa Moralens, Vedtægtens eller Religionens Omraader, der for den alle staar i lige Linie, saa følte jeg mig drevet til Modsigelse, ikke saa meget fordi jeg havde en modsat Mening, som fordi jeg tabte Taalmodigheden over at maatte høre paa saa massiv og kluntet en Vished. Uvilkaarligt var jeg paa min Post overfor alle disse almindelige Regler, der skulde gælde uden mindste Indskrænkning, uden ringeste Tillempning. Dumrianerne ælter deres Moral til en fast og udelelig Masse, saa den er ganske ude af Stand til at gennemtrænge deres Handlinger og stiller dem frit i alle enkelte Tilfælde.»

Han hævner sig for den Kedsomhed, han føler, ved at gøre sig lystig over sine Omgivelser og deres Livsregler og faar derved snart Ord for letfærdig Ondskabsfuldhed. Fortælleren billiger ikke selv sin Spottelyst og sin Trods. «Men,» siger han, «jeg kan til min Undskyldning anføre, at man behøver Tid til at vænne sig til Menneskene, som de er, til det, som Egennytte, Affektation, Forfængelighed og Fejghed har gjort dem til. Den Forundring, man i den første Ungdom føler over et saa kunstigt og saa vilkaarlig indrettet Samfund, røber snarere et naturligt Sindelag end en fordærvet Aandsretning. Dette Samfund har desuden Intet at frygte af os: det tynger i den Grad paa os, dets dumpe Indflydelse er i den Grad mægtig, at det ikke behøver lang Tid til at omforme os efter det almindelige Mønster. Vi undrer os da kun over vor første Forundring, ligesom man tilsidst aander frit i et menneskefyldt Rum, hvis Luft i første Øjeblik neppe syntes En til at indaande.»

Disse Skærmydsler med indskrænkede Omgivelser kan imidlertid ikke udfylde den unge evnerige Mand. Han slæber paa sin Utilfredshed som paa en Kugle ved Benet. Ligesom René og Obermann hører han til det Slægtled af Sønner, hvem deres Fædre ikke syntes at have levnet nogen Gerning at udføre. Det 86 Tilkommende har ingen Interesse for ham; thi han har foregrebet det Alt i sin Fantasi, og det Forbigangne har gjort ham gammel, thi han har levet nogle Aarhundreder i sin Tanke. Han har attraaet meget, men intet villet, og jo mere viljeløs han føler sig, des mere udvikles hans Forfængelighed; thi Forfængelighed er altid det Fyld, hvormed de Evne- eller Viljesvage forgæves søger at udstoppe Hullerne i deres Vilje eller deres Naturgaver. Han ønsker at elske og at blive elsket; thi han vil bruge Kærligheden som en Styrkedrik for sin Selvfølelse. Han vil opnaa en kraftigere Fornemmelse af sit Værd, stige l sine egne og Andres Øjne gennem en afgjort Triumf og Skandale. Kærlighedens Lykke staar for ham som den: endelig engang at føle sin Vilje, idet han bøjer en anden Vilje ind under sin. Han er ikke af Naturen mere troløs end andre Mænd. Han vil kunne elske mere ømt, handle mere opofrende end mangen Anden. Men for at han nu skulde kunne elske med Troskab, maatte mange Betingelser være anderledes. Han er for ung til ikke overfor en Kvinde at føle mere Nysgerrighed og Æventyrlyst end Elskov, han er for svag og umandig til, selv om han elskede dybt, at kunne bevare denne Følelse uskadt, ifald den møder enstemmig Misbilligelse hos Omverdenen, og fremfor Alt er han trods al sin Forskellighed fra sin Fader altfor meget hans Søn til uden Selvfordobling eller Selvironi at kunne sætte hele sit Væsen paa ét Kort. Han er forskellig fra og lig med Faderen, som det begyndende 19de Aarhundrede var det 18des Modstander og Barn.

Og hvem er saa hun? Hun er af Digteren med Flid tegnet saaledes, at Adplphe's Kærlighed til hende, hvor stærk den end er, engang maa vige for Forholdene og Samfundet. For det Første er Adolphe ikke den første Mand hun har elsket, og Samfundets Omdømme har allerede mærket hende, før hun lærer ham at kende; hun er ikke hans Jævnlige i Samfundsstilling, skønt nok i Stand. For det Andet er hun betydeligt ældre end han, altsaa heller ikke hans Jævnlige i Aar. For det Tredje har hun en lidenskabelig, magtelskende Karakter, der kun vilde kunne smelte sammen med hans, ifald Samfundet medvirkede til Sammensmeltningen, men som maa gøre baade ham og hende ulykkelige, hvis Samfundet forhærder ham mod hende.

Eleonore er i det Øjeblik, Adolphe lærer hende at kende, ikke nogen ung og uerfaren Pige, hvem en første Elskov griber. 87 Det er en Kvinde, hos hvem enhver opstaaende Følelse tegner sig paa en Baggrund af Erfaring, alvorlig og smertelig Erfaring, som i alle Retninger har gennempløjet Sjælen. Denne Grundsum af Erfaring er det første fremtrædende Træk i hendes Personlighed. Eleonore har givet Afkald paa alle det fredede og betryggede Livs Goder og Glæder. Skønt hun er af fornem Æt og født i Rigdom, har hun forladt Familie og Hjem for at følge Den, hun har foretrukket, som hans Elskerinde. Hun har valgt mellem Verden og ham; hun har adlet sin Opførsel ved fuldstændigt, ubetinget at ofre sig for ham, hun har vist ham de største Tjenester, reddet hans Formue, været fuldt saa trofast som nogen Hustru kunde være. Ved den strengeste Troskab har hun søgt at opretholde sin Stolthed overfor Verdens Misbilligelse og Foragt. Dette Element af Vilje er det andet Grundtræk i Karakteren.

Da er det, at den første Tvivl om hans Bestandighed griber hende, og hendes hele Bygning styrter sammen; elsker han eller handler han kun som Mand af Ære, er han trofast eller er han kun for stolt og velopdragen til at vise sig utaknemmelig og ligegyldig? Det er ikke uden Taarer, at hun stiller sig dette Spørgsmaal; det er ikke uden den dybeste Jamren, at hun selv giver Svaret. I dette Øjeblik er det, at hun møder Adolphe. Han nærmer sig med en Attraa, i hvilken hele Tørsten efter Livet og dets Indhold er samlet; han drages til hende som til den. i hvem han paa hemmelighedsfuld Maade føler, at Skatte af Lidenskab, af Ømhed og Begejstring, af Aand og Erfaring er sammenhobede og ligesom nedgravne. Og hans Længsler og hendes Savn, hans Forfængelighed og hendes Fortvivlelse, hans Ungdom og hendes Skuffelser griber ind i hinanden som to Hjul i samme Uhrværk.

Man forudser let den Ild, med hvilken Lidenskaben i første Øjeblik vil flamme i Vejret, den fulde og mægtige Akkord, som vil klinge, den jublende Symfoni, der vil høres, som var Sejr og Frelse for alle Tider vunden for dem begge. I hendes Følelse findes en ny og ganske ejendommelig Blanding: en Begejstring, som næsten er fanatisk, thi den skal i ethvert Øjeblik kunne dræbe hans altid paany frembrydende, tilbageskuende Skinsyge, en Tro, der næsten er krampagtig, fordi den ikke er grundet paa den sunde, naturlige Tillid, men paa Viljen til at tro trods Alt, trods det allerede én Gang at være sveget, endelig en 88 Troskab, der vaander sig under bestandig at maatte bevise sin Tilværelse, fordi den er fremgaaet af Utroskab mod en Fortid. Hele denne fordoblede Lidenskabelighed er det tredie fremtrædende Karaktertræk hos Eleonore. «Man betragtede hende,» siger Adolphe, «med samme Interesse og Beundring som et skønt Uvejr.»

Men med disse nye Træk er i Virkeligheden en helt ny Kvindetype givet, en Type, som Balzac senere tilegner sig, stempler med Navnet: Kvinden paa tredive Aar og varierer med en saadan Genialitet, at han kan betragtes som dens anden Skaber, en Type, som samtidigt George Sand udprægede og forskønnede i en hel Række af sine Romaner, og som under hans og hendes Behandling viste sig at være en hidtil ukendt Verden, i hvilken alle Følelser, Lidenskaber og Tanker havde et kraftigere Præg end i det ganske unge Hjerte, en Type, som fra Romanen gik over i den dramatiske Poesi og længe beherskede det franske Teater, i hvilken med ét Ord Aarhundredets begyndende Literatur fandt sin Dronning som den fandt sin Konge i René'*).

* 89

Den kraftige, prometheusagtige Slægt, som Goethe selv tilhørte, havde frembragt sin kraftige Type i Faust, den udviklede Mand, den fuldstændigt udstyrede Aand, der efter at have endt sin Skolegang gennem Studierne, efter at have gennempløjet alle Videnskaber, paa Højden af sin Manddomsalder føler en Tomhed i sit Hjerte, en Tørst efter Ungdom, Friskhed og Naivetet, kaster sig ud i Livet og forelsker sig i et Barn. Det er hendes Enfold og Uskyld, som overvinder og beruser ham og som han vil rive til sig.

Den ulykkelige Slægt af Hjemløse og Forviste, paa én Gang Gamle og Unge, Troende og Vantro, som Constant tilhører, afspejler sig i en Type som Adolphe, der forsøgt i Grublerier, men et rent Barn i Alder og Erfaring, i Elskoven søger stærke Sansninger og rystende Indtryk, Kundskab til Livet, til Lidenskaberne og til Kvindehjertet, Kampe og Farer at bestaa, en Overlegenhed med ét Ord hos Kvinden. En saadan Overlegenhed frembyder den helt unge Pige ikke, der er opvokset under sin Moders Øjne i et borgerligt Hus. Den Triumf at vinde hende, tilfredsstiller ikke. Men ved denne Overlegenhed i Aar og Erfaring paa Kvindens Side skifter hele Følelsen og hele Forholdet Karakter. Lidenskaben synes, idet den sammenknytter to hinanden saa ulige Væsener, at være noget mindre Ordnet, mindre Regelret og mindre Lykkeligt men mere Forbigaaende end Elskoven ellers syntes at være som Samfundsmagt. Den lader sig her ikke mere forveksle med Forspillet til et borgerligt Bryllup. Den synes at opstaa under visse Betingelser, naar to, paa en vis bestemt Maade sammensatte Væseners Baner kommer til at * 90 krydse eller overskære hinanden, og den synes ikke at give noget Billede af en stor Tilværelsesharmoni. Ret for Alvor bemægtiger den nye Kvindetype sig vel ikke den franske Literatur før langt senere. Forud maatte der gaa tre store Begivenheder: Saint-Simonismen med sin Lære om Kvindens Frigørelse og om at den sande Menneskelighed først var virkeliggjort i Menneskeparret, ikke i Manden alene; Julirevolutionen, der bragte visse Tvangsformer i Kvindernes Vilkaar og Stilling til at briste, og George Sands historiske Optræden; thi George Sands historiske Rolle er den, at hun næsten ganske alene har ført den samme Frihedskamp for Kvindernes Vedkommende, hvortil den store Revolution for Mændenes Vedkommende havde givet Stødet. Men naar denne Kvindetype og med den Kvindens Kamp mod Samfundsomdømmet her dukker op i Literaturen saalænge før George Sand, saa ligger dette i, at Eleonore er støbt over den kraftigste Kvindeskikkelse i Datiden, ja over en Kvinde, der vovede at optræde som Modstanderinde af selve Napoleon, Fru de Staël.

Denne nye Kvindetype staar i skarp Modsætning til de Kvindeskikkelser, i hvilke den tyske Poesi under Goethe naaede sin højeste Fuldendelse, og i hvilke det ejendommeligt germanske Sjæleliv blev præget med en Renhed, som ikke før var naaet. Skønt Gretchen og Clärchen er Modsætninger (den ene en blidere og frommere Natur, den anden en dristigere og mere ildfuld), er de begge to Børn; de gaar op i en eneste Følelse; deres Væsen er uden al Sammensætning, fuldstændig enkelt, enfoldigt. De elsker begge første Gang og denne eneste Gang. De hengiver sig begge udenfor Ægteskabet med fuldstændig Tillid, uden al Modstandskraft, ja uden den ringeste Vilje til Modstand, den ene af dyb kvindelig Hengivenhed, den anden af høj kvindelig Begejstring. De fatter ikke, at de gør noget Urigtigt, de tænker ikke. Deres hele Væsen, deres Vilje og deres Tanker, strømmer dem af Hænde, de véd ikke selv hvorledes. Deres Hjerte er blødt som Voks til at modtage et Indtryk, men engang modtaget slettes det ikke ud og bliver staaende som præget i Guld. Intet kan sammenlignes med deres Sjæles Uskyldighed, Renhed og Retskaffenhed. De er trofaste af Instinkt, begriber ikke, at man kunde være Andet. De har ingen Moralitet, men alle Dyder; thi man er moralsk med Bevidsthed, men god af Natur. De betragter sig ikke som den Elskedes Lige. De ser op til ham; for dem er det, som om det gamle Sagn var blevet virkeligt, at 91 Gudernes Sønner steg ned til Menneskenes Døtre. Gretchen staar slagen og overvældet af al Faust's Viden, Clärchen knæler som et Barn for Egmont, da han kommer i sin fulde Pragt. De taber sig helt i den Elskede, gaar op og forsvinder i ham. Det er ikke to jævnbyrdige Personligheder, som rækker hinanden Haand og forpligter sig til hinanden; det er et fortumlet og beundrende Barn, som klynger sig til en Mand. Han er hendes Liv, men i hans Liv er hun en Episode. Hans Blik omspænder og overskuer hele hendes Væsen; men hun kan i ingen Retning overskue ham, derfor endnu mindre gennemskue eller bedømme. Hun kan hverken se hans Grænser eller hans Mangler. Hvorhen hun ser, ser hun ham som noget Kæmpestort, der rykker hende imøde fra alle Sider. Derfor i denne Kærlighed ingen Kritik, ingen Frigørelse for Aanden, ingen Brug af Forstanden. Han er den Store, den Herlige i Almindelighed, som Faust, der formaar at tale om Alt og har Svar paa alle Spørgsmaal, som Egmont, hvis Navn, Heltens og Befrierens, er paa Alles Læber og hvem hele Staden kender. At her ikke er nogen Frigørelse for Aanden, beror paa, at denne unge Pige ikke har Aand i Betydning af Forstand; hun er lutter Sjæl. Naar hun udfører Handlinger, der synes at kræve Vilje eller en vis mandig Besluttethed, naar f. Eks. Glärchen - forbavset og harmfuld over, at Bruxelles' Borgere saa koldt og saa fejgt ser deres egen Helt, Egmont, blive ført i Fængsel og maaske til Døden - naar hun træder ud paa Torvet og forgæves søger at opildne disse sløve Sjæle ved flammende Ord, da dannes Baggrunden for denne Handling af den unge Piges naive Tro paa, at hendes Elskers Liv maa være ligesaa vigtigt for de Andre som for hende selv; da hun kun ser ham i Verden, begriber hun neppe, at de Andre kan tænke paa Andet. Disse unge Piger er som ægte Udtryk for deres Race Børn af den samme store Familie, hvortil Ofelia og Desdemona hører.

I afgjort Modsætning til dem staar nu det franske Kuld af Kvinder. Her var Væsenets Kærne Inderlighed, Gemyt, Natur. I den anden Kvindetype er Alt Lidenskab og Vilje, Handlekraft, Bevidsthed og Aand. Det var jo ogsaa Tidens aandfuldeste og dygtigste Kvinde, der havde givet Afkald paa Fædreland, Ro og Velvære hellere end at bøje sig under de Plager, for hvilke Bonapartes Tvangsvælde udsatte de Modstræbende, som gav Constant den nye Kvindetype 92 Kvindens Optræden I Literaturen som Aand, som Bevidsthed, er derfor saa at sige kun det første Skridt til hendes Optræden som genial Personlighed. Allerede ses Fru de Staëls Turban fremglimtende i Horisonten. Den samme Kvinde, som først bliver delagtig i Mandens Lidenskaber og Kampe, bliver snart delagtig i hans Snille og hans Hæder. En kort Stund endnu, og Kampen følges af Triumfen, og den samme Kvinde, der bukker under som Eleonore, krones som Corinna paa Capitol.

Tilbage staar kun at gøre Rede for Finheden af Sjæleforskningen i Adolphe og at vise til hvilket Resultat den fører. Adolphe begynder, som alt antydet, med det Indtryk af Eleonore: dette er en Erobring, som er mig værdig, og han indbilder sig som kold Iagttager at kunne gøre Studiet af Eleonores Karakter for i Ro og Mag at lægge sin Slagplan; men snart kommer han, hvis Modtagelighed netop er ligesaa stor som hans Selvkærlighed, under en Trolddom, der helt betager ham og som i den Grad forøger hans naturlige Undselighed, at han umuligt kan faa Mod til den Elskovserklæring, som han har lovet sin Forfængelighed hurtigt at faa gjort. Han skriver, men Eleonore afviser og flyr ham. Denne hendes Modstand og Kulde fremkalder hos ham en Underkastelse og en Ømhed, der snart gaar over til en Art Dyrkelse. Saaledes var Eleonore aldrig bleven elsket, thi hvormegen sand Hengivenhed hendes Beskytter end havde vist hende, var der dog en Afskygning af Overlegenhed i hans Væsen overfor hende. Han kunde have indgaaet en hæderligere Forbindelse end denne. Han sagde det vel ikke; men det, der ikke siges, har Gyldighed ligefuldt. Derfor er det Ærefrygten hos Adolphe, som fra først af fortryller Eleonore. Hun hengiver sig, og han bliver som svimmel af Henrykkelse og Lykke. Det første Skaar i Henrykkelsen gøres derved, at Eleonore, da Greven har forladt Byen paa nogen Tid, ikke mere kan afse Adolphe, end ikke nogle Timer. Vil han forlade hende, søger hun at holde ham tilbage; gaar han, spørger hun, naar han kommer igen. Først føler han sig smigret og lykkelig ved en saa grænseløs Hengivenhed; men snart er hans Tid saaledes optagen, at han ikke har en Time, hvorover han er Herre. Han maa afslaa ethvert selskabeligt Forslag, der gøres ham, afbryde alle sine Bekendtskaber. Han føler vel ikke dette som et Tab, men han vilde have foretrukket ikke at skulle indfinde sig paa 93 Klokkeslet og at kunne komme efter Tid og Lyst. Hun, som før var et Maal, er nu bleven et Baand.

Hvor er I henne, alle I skønne Romaner, i hvilke Elskeren aldrig havde Andet at bestille end at elske, i hvilke han elskede fra Morgen til Aften, stod op om Morgenen for at elske, elskede hele Dagen og tilbragte en søvnløs Nat af Kærlighed! Det er et kraftigt og virkelighedstro Træk i Adolphe, at Elskeren føler Tabet af sin Tid som et Tab.

Og det nytter ikke, at han tilerobrer sig sin Tid, naar han dog taber sin Sindsro igennem Deltagelsen; thi udebliver han engang imellem, berøver Tanken om hendes Sorg derover ham al den Tid, han vinder, medens han tillige dunkelt føler sig opirret ved i den Grad at være undergiven et andet Menneskes Herredømme. Kommer han saa til hende, ilde tilmode over at være kommen meget hurtigere igen, end det var klogt af Hensyn til hendes Rygte og hans eget Arbejde, finder han hende ulykkelig over at han er udebleven altfor længe. Han har lidt to Timer under Forestillingen om hendes Venten, han maa nu lide to andre Timer, før han kan stille hende tilfreds. Alligevel føler han sig ret lykkelig, vil gerne finde det sødt at blive elsket saaledes, men trøster sig dog egenlig ubevidst med, at U ensartetheden af deres Stilling tidligt eller sent maa gøre Ende paa Forholdet.

Først lider han nu under ikke at kunne være ærlig; thi Greven kommer tilbage og han er nødt til at bedrage ham. Saa lider han den Kval at se Eleonore opofre Alting for hans Skyld og paa én Gang opgive sit Hjem og sin Formue. Og denne Kval er dobbelt, dels egenkærlig, thi han græmmer sig over at se sin Frihed lammet ved det Offer, hun er lykkelig ved at bringe ham, dels medfølende, thi han ser Samfundet kaste sig over hendes Rygte med et hyæneagtigt Raseri. Alt hvad hun ved Aars ulastelige Opførsel har vundet, taber hun paa én Dag. Hendes Stolthed vaander sig, og hans Hengivenhed bliver til Pligt. Der er fra nu af imellem dem en hemmelig Lidelse, som de ikke betror hinanden.

Adolphes Karakter begynder at fordærves. Paa samme Tid som han duellerer med En, der har omtalt Eleonora ilde, skader han selv ufrivilligt hendes Rygte; thi han søger en Art Trøst for den Afhængighed, i hvilken han lever, ved alle Vegne at spotte over Kvinderne og over de Mænd, som staar under 94 Tøflen, og disse Ytringer fortolkes. Han, som ikke kan modstaa en Taare, sætter en Ære i overalt at tale med Haardhed og Foragt om Kvinderne.

Andre har lidt den Ulykke at elske uden at elskes igen; han lider den modsatte, at elskes uden længere at elske. Saameget han bestræber sig for at vise ret megen Glæde hver Gang han ser Eleonore, gennemskuer hun ham dog, og det kommer til en af disse frygtelige Scener, af hvilke Fru de Staël beredte Constant saa mange, i hvilken Eleonores stormfulde Sjæl giver sig Luft med en Bitterhed, som ligner Hadets. Men Omgivelserne stræber at fjerne Eleonore. Adolphes Fader vil ikke, at hans Søn skal spilde sin Ungdom paa dette Forhold, og en simpel Ridderlighedsfølelse bringer da Adolphe til at flygte med hende. De tilbringer nogen Tid i en blid Sindstilstand, som ligner Kærlighed. Eleonore bringer nye Ofre, som det er Adolphe en Pine at modtage. Snart lider hun under det, ikke at blive elsket, som Adolphe under det, ikke at elske, snart beruser hun sig saaledes i sin Kærlighed, at hun ser den dobbelt og antager den for gensidig. De lever begge som i en Slags Erindring om deres fordums Lykke, der er stærk nok til, at Adskillelsen kan synes dem smertelig, ja utænkelig, men for svag til at Samlivet kan være dem til nogen Glæde. De ømme, men dog matte Ord, med hvilke Adolphe nu bevidner Eleonore sin Kærlighed, ligner de blege farveløse Blade, som endnu kan skyde frem paa Grenene af et rodhugget Træ.

Saaledes gør han ikke engang Den lykkelig, der gør ham saa ulykkelig. Hver Gang hun tror at have vundet nye Rettigheder, føler han sig lagt i nye Lænker. Hendes Lidenskabelighed gør deres Samliv til et stadigt Uvejr. I en Biografi af Constant staar disse Ord: «Det Aar havde Constant det godt, Fru de Staël var i Rusland.»

Eleonore arver sin Fader og trænger ikke mere til Adolphes Beskyttelse. Verden mistænker ham nu endog for at drage Fordel af deres Venskab, og man hader ham, fordi han forspilder hendes Rygte ved altid at ses i hendes Nærhed, medens han selvfølgelig ikke kan forklare, at det er hende, som ikke kan leve uden ham.

Hans Liv løber bort mellem hans Fingre; han holder ingen af de Løfter, hans Ungdom har givet; thi som det alle Vegne fra siges til ham, mellem ham og en Fremtid i hvilkensomhelst 95 Retning er der en uoverstigelig Skranke, og denne Skranke er Eleonore. Han beslutter da at bryde; men selv denne Beslutning vender sig imod ham, thi fra det Øjeblik af, da han har fældet den Dødsdom over hende, hvis Udførelse han er for svag til ikke at opsætte, fra dette Øjeblik af taber al Bitterhed sig i hans Sjæl og han nærer Følelser saa blide overfor hende, at hun misforstaar og tror sig frelst.

I en sidste Kraftanstrengelse søger hun at vinde ham ved at vække hans Skinsyge; men Alt er nu forgæves, fra alle Sider trænger Omgivelserne paa og forestiller Adolphe Bruddet som den naturligste Sag af Verden, som en Pligt mod hans Fader, mod hans Fremtid, ja mod den ulykkelige Skabning, til hvem han er kædet og hvem han opriver. Man spiller Eleonore et Brev i Hænde, gennem hvilket hun erfarer Adolphes Hensigter. Hun faar en dræbende Feber og dør, men bevarer sin Kærlighed til den Elskede lige indtil sit sidste Aandedræt.

Fra det Øjeblik af, da Adolphe har sin Frihed, føler han den som lutter Tomhed; han véd ikke mere, hvad han skal gøre med den, længes tilbage efter sine Baand.

Constant har udtrykt Bogens Moral saaledes: «Den mest lidenskabelige Følelse kan ikke kæmpe mod Tingenes Orden; Samfundet er altfor stærkt. Det gør den Kærlighed, som det ikke har godkendt og stemplet, altfor bitter. Ve derfor den Kvinde, der søger sin Støtte i en Følelse, som Alt forener sig om at forgifte og mod hvilken Samfundet, naar det ikke er nødt til at agte den som retsgyldig, væbner sig med Alt, hvad der er slettest i Menneskets Hjerte for at nedslaa alt det, som er godt.»

VIII

Byron siger i et af sine Breve om Adolphe: «Bogen indeholder mørke Sandheder, men efter min Mening er den et altfor sørgeligt Værk til at den nogensinde kan blive almenyndet. Jeg læste den første Gang i Schweiz paa Opfordring af Fru de Staël.» Hun selv siger etsteds om denne Bog: «Jeg tror ikke paa, at alle Mænd skulde være Adolphe, men kun de forfængelige Mænd.» Saa simpel denne Udtalelse er, føler man dog en Kvindes 96 Nødværge deri; thi Adolphe havde ramt Neckers Datter personligt, blottet hendes dybeste Hjertesaar.

Anne Marie Germaine Necker fødtes 1766 i Paris. Hendes Fader, den store Genfer-Finansmand blev som bekendt kort før Revolutionens Udbrud Frankrigs Førsteminister, og hans Navn var dengang det frisindede Frankrigs Løsen. Hendes Moder var et meget begavet, men stivt og tvungent Pligtmenneske, der mente at Opdragelse betød alt, Naturen lidet og som lagde en pedantisk Vægt paa Smaating, da der i moralsk Henseende ikke gaves noget Smaat. Selvfølgelig var Rousseaus Opdragelsesmaade denne Dame i høj Grad imod, og Følgen blev, at Rousseau med sin Tro paa Naturen og paa de medfødte Dyder blev den unge Datters Ideal. Hun voksede op som et muntert, frimodigt Barn, der snart udviklede sig til en livlig, aandfuld Brunette, hvis sorte Øjne glimrede af Vid og straalede af Hjertensgodhed. Medens Moderen priste Fornuften og Selvbetragtningen, førtes Datteren, som led under det bestandige Opsyn i Hjemmet og som ved sine rige Evner vakte Moderens Skinsyge, til at elske alle de Egenskaber og Dyder, som uden kunstig Pleje udspringer fra selve Naturens Sundhed og Rigdom. Allerede som Barn var hun i sin Faders Hus omringet af Datidens berømteste Mænd, hvem hendes hurtige Svar og overraskende Indfald morede og tiltrak. Det sjælfulde og livfulde Underbarn blev Faderens Stolthed, og hun gengældte hans Ømhed med en Kærlighed og Beundring uden Grænser, der fulgte hende hele hendes Liv igennem og som spores i næsten alle hendes Skrifter.

Fra Femtenaarsalderen af skrev hun Afhandlinger, Noveller, Tragedier, hvoriblandt en med Titlen Montmorency, som ved Valget af sit Æmne røber Tidspunktet, da hun begyndte at føle sig tiltrukken til den unge Vicomte Mathieu de Montmorency, der med Ære havde kæmpet i den nordamerikanske Frihedskrig og paa hvis Haand hun nødtvungen maatte give Afkald, da Forældrene var imod hendes Ægteskab med en Katolik. Et trofast Venskab forenede dem imidlertid Livet igennem. Efter Moderens Ønske blev Germaine Necker i Aaret 1786 gift med den svenske Gesandt i Paris, Baron Erik Magnus Staël-Holstein, en Yndling af Gustav den tredje, hvem Kongen for at hjælpe ham til et saa rigt og anset Parti sikrede Gesandtskabsposten i Paris for en lang Aarrække og som paa sin Side afgav Svigerforældrene det Løfte aldrig at ville føre sin Hustru til Sverig imod hendes 97 Ønske. Han synes at have været en at Datidens almindelige nordiske Adelsmænd, yderst enfoldig, halvdannet med gode Manerer, ødsel og spillesyg. Han sympatiserede mærkværdigt nok med Revolutionen. Man sagde om ham, at han aldrig vilde have opfundet Tillavningen af en Ret Kartofler, endsige Krudtet. Han var dobbelt saa gammel som sin Brud.

Umiddelbart før Revolutionens Udbrud udgav Fru de Staël sin første Bog Breve om Rousseaus Skrifter, der er en Lovtale og et Forsvar. I Slutningen af det tredje Brev søger hun at sammenflette Rousseaus Hæder med sin Faders, der lige da var sat i Spidsen for Frankrigs Regering; i Slutningen af det fjerde Brev hilser hun med ungdommelig Varme Indkaldelsen af Stænderne og udtaler det Haab, at det vil lykkes den store franske Nation ad den rolige Oplysnings, ad Fornuftens og Fredens Vej at opnaa de Goder, som andre Folkeslag kun har erhvervet gennem Strømme af Blod. Hun anraaber Folket om at sætte sin Ære i ikke at overskride det Maal, som Alle er enige om at man maa naa, og hun slutter i en Henvendelse til Rousseau med en Klage over, at han ikke oplevede det ærefrygtindgydende Skuespil som forestaar, ikke levede længe nok til med Raad og Daad at opmuntre Necker «der fortjente at have en Dommer, en Beundrer, en Medborger som ham».

Revolutionen brød ud, den lod sig ikke stanse paa Vejen ved hendes Forhaabningers og Ønskers Grænse: en Forfatning efter engelsk Mønster. Snart var Necker fordrevet; men hans Datter blev i Paris og frelste under Rædselsherredømmet, beskyttet af sin Mands Stilling, mangt et uskyldigt Offer. Ved Hjælp af den dristige Tysker Justus Erich Bollmann reddede hun sin daværende Elsker, der var i Livsfare. Det var Narbonne, den tidligere Krigsminister, som Bollmann i September 1792 førte uskadt til London*). Hun lagde endog samtidigt en Plan til den kongelige Families Flugt. De Ledendes Had vendte sig imod hende. Med Nød og neppe undslap hun den hævnlystne Folkemængde. Ledsaget af sin Ven Montmorency, der forfulgtes som Aristokrat og havde forklædt sig som hendes Lakaj, flygtede hun til Coppet. Derefter rejste hun til England og udgav der sit Forsvarsskrift for Marie-Antoinette, hvem hun ikke kendte personligt, men hvis Skæbne rørte hende dybt; det fulgtes kort efter af hendes ved * 98 Tidsforholdene naturligt fremkaldte Skrift Om Lidenskabernes Indflydelse paa de Enkeltes og Folkenes Lykke. Dette Skrift er ren Deklamation og røber kun paa det erotiske Omraade nogen Livserfaring og kun hvor Forfatterinden taler om Revolutionen nogen politisk Indsigt. Hvad hun siger om Ærgerrigheden klinger ganske uvirkeligt og hult. Uden at være udtrykkelig forvist af Direktoriet var Fru de Staël stillet under Politiets Opsyn, var stadigt udspioneret, og vilde, hvis hun uden Tilladelse var gaaet over den franske Grænse være bleven arresteret.

Først da Sverig havde anerkendt den franske Republik, vendte hun tilbage til Paris og udfoldede en politisk Virksomhed, hvis Formaal var en parlamentarisk Forfatning og Fred med Europa. Det var ved hendes Indflydelse, at Talleyrand blev Udenrigsminister. Hendes Hjem var Midtpunktet for det «moderate» Parti, desuden et politisk Samlingssted af første Rang, og her var det, at Benjamin Constant snart blev Hovedpersonen saavel i de politiske Planer, der lagdes, som i Husets Herskerindes Gunst.

Da Bonaparte i Slutningen af 1797 kom tilbage til Paris som Sejerherre i det italienske Felttog, gjorde han et overmægtigt Indtryk paa Fru de Staël. Hun søgte overalt at komme i hans Nærhed, følte sig i lige Grad tiltrukket og overvældet af ham. Saa tidt hun søgte at interessere ham, følte hun sig slagen med Stumhed overfor ham - hun, den ustanseligt talende - og fornam med Smerte hans Utilgængelighed. Uden Tvivl har hun en kort Tid havt den Drøm at blive denne Cæsars sideordnede Veninde, Det var med Sorg, at hun maatte lade Tanken flyve. Fra nu af kastede hun sig ind i Oppositionen imod hans Magt, dog endnu ikke uden en Art Koketteri med hans Person. Først da hun helt blev afvist, slog hendes Følelse over i rent Had. I det Værk, hun nu udgav, findes saavel satiriske Hentydninger til Bonapartes Regering som smigrende Hentydninger til ham selv i ikke ringe Maal. Samtidigt udtalte hun til hvem der vilde høre det Ønsket om, at han, altsaa hendes Fædrelands Hær under ham, maatte lide Nederlag for at derigennem hans Tyranni kunde blive hæmmet.

I Aaret 1800 udgav hun da sit første større Arbejde, Literaturen, betragtet i dens Farhold til Samfundsordenen, et Værk, som efter Hovedmassen af sit Indhold maa henføres til den store Gruppe af Skrifter, der i alle Europas Hovedlande lige 99 siden Renæssancens Tid behandlede det Spørgsmaal om den antike eller moderne Literatur stod højest. Det er samme Problem, der meget kort efter dukkede op i Chateaubriands Bog om Kristendommens Aand. Fru de Staël erklærer sig ligesom senere Chateaubriand for de moderne Literaturer. Men Aarsagen er forskellig: han udleder deres Fortrin fremfor den antike af den Omstændighed, at de behandler kristelige Æmner, som Oldtidens Forfattere Intet kendte til; hun støtter de nyere Literaturers Overlegenhed paa den fremskridende Civilisation. Hun tror paa Menneskehedens Evne til Forbedring, paa Samfundsindretningernes langsomme Fuldkommengørelse, og hun bygger herpaa Forvisningen om, at Literaturerne vil komme til at indeholde en stedse større Skat af Erfaring og Indsigt. Om en grundig og planfølgende Literaturpsykologi er der paa dette Udviklingstrin ikke Tale hos hende; hun undtager f. Eks. uden videre Indbildningskraften fra de Evner, der kan udvikles, fordi hun trods alt sit Sværmeri for Ossian ikke vil negte, at Homer indeholder en langt rigere Poesi end han. Men Bogens Fortjeneste beror heller ikke paa hvad den godtgør, men paa hvad den kæmper for og varsler om, Nødvendigheden af en ny Digtning, en ny Fornuftvidenskab og en ny Religion. Hun henleder Opmærksomheden paa de nordiske Literaturer, den engelske, den tyske, de islandske Sagaer og de gamle skandinaviske Heltedigte. Ossian er hende dog Hovedtypen paa det poetisk Storladne i den nordiske Digtning. Hun elsker dens Alvor og Tungsind; thi, siger hun, «den melankolske Poesi er den Poesi som mest stemmer med Filosofien.»*) Hvad særligt Tyskerne angaar, skriver hun: «Den betydeligste Bog, de Tyske besidder, og den eneste, de kan stille op imod de andre Sprogs Mesterværker, det er Werther. Da man kalder den en Roman, véd mange Mennesker ikke, at den er et helt Værk .... Man har villet bebrejde Werthers Forfatter, at han har ladet Helten lide andre Kvaler end dem, der følger af hans Kærlighed, at han har ladet ham føle en saa levende Smerte over en Ydmygelse og en saa dyb Harme over Stands-Uligheden, der foraarsager denne Ydmygelse; men det er efter min Mening et af de genialeste Træk i dette Værk.»

Hendes egenlige Grundtanke i Bogen er den, at fri * 100 Samfundsforhold nødvendigvis maa føre til literære Nydannelser og at det vilde være en Urimelighed, om det Samfund, i hvilket den politiske Frihed var erobret, hun skulde eje en af Regler lænkebunden Literatur. «Gid vi kunde finde, udraaber hun i sin Ungdoms Hede, et filosofisk System, en Begejstring for det Gode, en kraftig og retfærdig Lovgivning, der for os kunde være hvad den kristelige Religion har været for Fortiden!»

Skinsyg paa hendes begyndende Berømmelse, agtpaagivende som Troens Ridder, var Chateaubriand straks paa Spil og anmeldte hendes Bog. De andre Kritikere havde spottet hendes Sværmeri for alt Sørgmodigt og blandt andet forsøgt at slaa hende med Grækerne, som jo ikke var tungsindige. Chateaubriand benyttede Lejligheden til at slaa et Slag for aabenbaret Religion. «Fru de Staël, siger han, tilskriver Filosofien hvad jeg tilskriver Religionen.» Og henvendende sig til hende fortsætter han: «Deres Talent er kun halvt udviklet, Filosofien kvæler det. De synes ikke at være lykkelig; men hvorledes skulde Filosofien, kunne raade Bod paa Sørgmodigheden i Deres Sjæl? kan man frugtbargøre en Ørken med en anden Ørken?» Og han udtømmer sig i Floskler.

Paa dette Tidspunkt blev den Modstand mod Bonaparte, der for anden Gang skulde gøre hende landflygtig og det for mere end et Aarti, den ledende Tanke i hendes Liv. Hun havde jo efter det italienske Felttog troet i ham at se Frihedens Beskytter, havde tilskrevet ham begejstrede Breve og bevæget ham til at udslette hendes Faders Navn af Emigrantlisten. Men i ham som Førstekonsul saa hun kun «en Robespierre tilhest», og med Rette klagede Bonaparte over, at hun ophidsede Hovederne imod ham.

Hendes tidligere Begejstring var nu blevet et lidenskabeligt Had. Fra sin Dagligstue indlod hun sig paa en formelig Krig imod ham. Hans Omgivelser, hans Person, hans Optræden var den stadige Genstand for hendes og Constants Satire. Hun var uudtømmelig i sine Spottegloser over ham, over hans lille Krop og store Hoved, hans Hovmod og Kejtethed; han var den adelsgale Borger paa Tronen, altid opirret over Kvindernes Salonvid, ude af Stand til at udtrykke sig sammenhængende, kun veltalende, naar han sagde Ukvemsord. Hans Geni var blot Charlatanen. Han var ikke engang en Krigshelt; thi ved Marengo havde han tabt Hovedet og ikke selv fundet nogen Udvej, før Desaix indtraf paa Valpladsen. Der var i ham noget til Grund liggende 101 Simpelt, som selv hans kæmpemæssige Indbildningskraft ikke altid kunde skjule.

Hun indlod sig paa alle Slags Kabaler med de Generaler, der var Bonaparte fjendske enten af principielle Grunde som Moreau eller af pur Misundelse som Bernadotte. Ja saa vidt gik hun i sit Had, at hun var ude af sig selv af Forbitrelse, da hun erfor Englands Ydmygelse ved Freden i Amiens, og undgik Paris for ikke at overvære Festlighederne i Anledning af denne Fred.

De fremmede Diplomater tilbragte efter hendes egne Ord «deres Liv hos hende», hun samtalede daglig med en Mængde indflydelsesrige Personer; thi Samtale var den højeste Nydelse, hun kendte, og Bonaparte skal have sagt, at Enhver, efter at have talt med hende, holdt mindre af ham. Han lod hende spørge, hvad hun egenlig vilde, om hun var tilfreds, naar han udleverede hende de to Millioner, Necker havde givet Statskassen i Forvaring og som med Urette holdtes tilbage; hun svarede kun, at det kom lidet an paa hvad hun vilde, men paa hvad hun tænkte. Fra det Øjeblik af, da Benjamin Constant første Gang i Tribunatet havde talt mod et Forslag af Bonaparte, blev hendes Hus i Paris tomt og alle Indbydelser besvarede med Afslag. Endelig blev hun efter at hendes Fader havde udgivet Bogen Les dernières vues de politique et de finances forvist fra Paris ved udtrykkelig Befaling fra den første Konsul.

Intet Slag kunde ramme hende haardere end dette. Hun sammenligner selv denne Dom med en Dødsdom; hun, som kun levede i Hovedstaden, som saa daarligt kunde undvære sine Venner, lærerig Samtale, Deltagelse i de store Begivenheder, led under Løsrivelsen fra Fædreland og Hjemstavn. «Hvert Skridt, Posthestene gjorde, smertede mig, og naar Postillonerne spurgte mig, om de ikke havde kørt rask, kunde jeg ikke lade være med at sukke over den sørgelige Tjeneste, de havde vist mig.»*) Benjamin Constant ledsagede hende paa Vejen; men da hun modtog Efterretningen om sin Mands Sygdom, rejste hun til ham og plejede ham til hans Død.

I 1803, Aaret efter, udgav hun Delphine, en Fortælling i fem Dele og i Brevform efter La nouvelle Héloïse's Mønster. Man kan uden Vanskelighed paavise de Indtryk og Minder fra hendes * 102 eget Liv, der ligger til Grund for denne Roman. Bogen behandler en Kvindes piigtstrenge Forsagen af et lykkeligt Ægteskab - Erindringen om Forfatterindens ungdommelige Afkald paa Montmorency's Haand, afgav her en Virkeligheds-Baggrund. Men Bogens egenlige Indhold er dog den elskende Kvindes Kamp mod Samfundet for sin Lykke og Samfundsdommens raa Tilintetgørelse af den Enkeltes Fred - og det var de friske Indtryk fra Forfatterindens sidste Leveaar, hendes Forhold til sin Mand og til Benjamin Constant, som her gav Bogen dens Holdning. Skilsmissen fra Baron Staël-Holstein havde skadet hendes Anseelse, Forholdet til Constant var næsten en offenlig Begivenhed og han var utvivlsomt Fader til hendes i Aaret 1797 fødte Datter Albertine, den senere Hertuginde af Broglie. Fru de Staël tvivlede sikkert, da hun skrev Delphine, intet Øjeblik paa, at Constant agtede at lyse denne Datter i Kuld og Køn ved et snarligt Ægteskab, men hvor rig og højtstillet hun end var og hvor meget Hensyn den offenlige Mening end tager til Rigdom og den dermed følgende Uafhængighed, saa følte hun dog bittert baade Klafferens snigende Forfølgelse og Farisæismens veloverlagte Attentater paa Rygtemord.

Delphine bærer det modløse og selvopgivende Motto, der røber sin Forfatterinde, Fru de Staëls Moder: «En Mand bør forstaa at trodse den offenlige Mening, en Kvinde at underordne sig den», et Motto, til hvilket Bogens Indhold svarer, men som dens Aand og selve dens Udgivelse ligefuldt modsiger. Thi den er et Indlæg for Berettigelsen af Skilsmisse og den udkom samme Aar som Napoleon afsluttede Konkordatet med Paven; den angriber det uopløselige Ægteskab og de kirkelige Løfter netop i det Øjeblik, da Lovene om Ægteskabet skærpedes og da Kirken genvandt en Del af sin gamle Magt.

Bogen svarer til sit Motto, forsaavidt som den igennem sin Heltindes Skæbne lærer, at den Kvinde, der selv efter nok saa ædelmodig og nok saa langvarig en Opofren af sit eget Vel, og om det saa blot var for at forhindre sin Elskedes Undergang, kommer udenfor Samfundets Rettesnor, redningsløst maa gaa til Grunde. Den modsiger dette Motto, forsaavidt som den skrigende Uretfærdighed i denne Skæbne taler stærkere end nogen Deklamation mod det Bestaaende om Samfundets Ufuldkommenhed og om Urimeligheden af den Magt til at kue og ulykkeliggøre, som Menneskenes Kortsynethed og Umandighed har tildelt 103 forældede Indretninger, under hvis Tryk Delphine knuses. Hun skildres straks fra Begyndelsen af som et højere Væsen, ren, hjertensgod, livfuld og ved selve sin Renhed hævet over Samfundets farisæiske Moral. Ingen Scene maler smukkere Delphines Karakter end den, hvor en ulykkelig, ilde omtalt Kvinde en Aften træder ind i Tuileries-Salen og alle Damerne øjeblikkeligt rejser sig fra deres Stole for at gaa over paa den anden Side, saa et stort aabent Rum danner sig om den udpegede Stakkel. Delphine alene gaar da tvers over Gulvet og sætter sig ved Siden af den, paa hvem alle de andre Kvinder kappedes om at kaste den første Sten.

Ved en Række af vel sorte Opspind og Rænker lykkes det en af Bogens Hovedpersoner, en kvindelig Talleyrand, at fjerne Delphine fra hendes Elskede og at forene ham med et Delphine stik modsat Væsen, den kolde og kirkefromme Mathilde, der ovenikøbet, uden at Nogen aner det, af den Forraadte modtager den uhyre Medgift, ved Hjælp af hvilken Ægteskabet bringes i Stand. Da Bedraget opdages og alle Rænkerne ligger aabne for Synet, er Mathilde og Léonce forenede og til det unaturligste Par. Omkring dette Par er i Bogen nogle andre ligesaa afskyelige Ægteskaber og ligesaa ulykkelige Kærlighedshistorier grupperede for at fremhæve Hovedtanken tilstrækkelig stærkt. Henri de Lebensei, hvis Skikkelse er et forskønnet Portræt af Constant, kan ikke forenes med sin Elskede før efter hendes Skilsmisse fra en Mand, med hvem hun efter sine egne Ord ikke kunde leve uden at opgive alt Godt og Ædelmodigt i sit Væsen, og Hr. de Serbellane staar i et ligesaa haabløst Forhold til Therese d'Ervins som Delphine til Mathildes Ægtemand.

Som et saa rent og opofrende Væsen er Delphine fremstillet, at Tanken om Muligheden af en Forening med Léonce, der nødvendigvis vilde gøre Indgreb i hans Hustrus Lykke, af hende vises tilbage med en saadan Styrke, at hun aldrig tillader ham endog blot at dvæle ved denne Tanke. Tvertimod hun beroliger ham; hun henviser ham til en dybere Moral og Religion end den, hvori han som Barn af det nylig bortgangne 18de Aarhundrede lever: «Léonce, jeg troede ikke hos dem at finde en saadan Ligegyldighed for religiøse Ideer. Jeg vover at gøre Dem Bebrejdelser derfor. Deres Moral er kun grundet paa Æren; De vilde have været meget lykkeligere, om De havde hyldet de simple og sande Grundsætninger, som underlægger vore 104 Handlinger vor Samvittighed og befrir os fra ethvert andet Aag. De véd, at den Opdragelse, jeg har modtaget, langt fra at trælbinde min Aand, snarere har gjort den altfor uafhængig. Det er muligt, at endog overtroiske Forestillinger passer bedre for Kvindernes Bestemmelse end Aandsfrihed; vi svage og vaklende Væsener trænger i alle Retninger til Støtte, og Kærligheden er en Slags Lettroenhed, der maaske er tilbøjelig til at forene sig med alle de andre Arter af Lettroenhed og Overtro; men den ædle Beskytter af min Ungdom havde Agtelse nok for min Karakter til at ville udvikle min Fornuft, og aldrig har han forlangt af mig, at jeg skulde antage nogen Mening uprøvet. Jeg kan da tale med Dem om den Religion, jeg elsker, som om ethvert andet Æmne, mit Hjerte og min Forstand frit har prøvet, og De kan ikke tilskrive det, jeg vil sige Dem, paabudne Vaner eller Barndommens uovervejede Indtryk . . . Sæt Dem da ikke, Léonce, imod den Trøst, som den naturlige Religion skænker os.» Man hører Efterklangen af Rousseau, Reaktionen mod Voltaire i denne Præken, som Neckers Datter lægger sit andet Jeg i Munden.

Men Handlingen udvikler sig, og snart lader den unaturlige Forbindelse sig ikke mere opretholde, den unaturlige Ulykke sig ikke mere udholde. Henri de Lebensei skriver det Brev for at tilraade Skilsmisse, der blev Romanens Ulykke og der som en Brandfakkel faldt ned i den kirkelige Lejr. Han siger til Delphine: «Den, som De elsker, er Dem bestandig værdig, Frue; men hverken hans eller Deres Følelse formaar Noget mod den Situation, hvori en ulykkelig Skæbne har stillet Dem begge. Der staar kun ét Middel tilbage til at genoprette Deres Rygte og til at genvinde Lykken. Saml for at høre mig alle Deres Kræfter. Léonce er ikke uigenkaldeligt knyttet til Mathilde. Léonce kan endnu blive Deres Ægtefælle; Skilsmisse vil om en Maaned blive vedtaget af den lovgivende Forsamling.» Man erindre, at Bogen fremkom paa en Tid, da det katolske Ægteskab blev genindført i Frankrig.

Her følger endnu nogle Steder af hans Brev: «De, der fordømmer Skilsmisse, hævder, at deres Anskuelse er mest moralsk; var det saa, burde oprigtige Tænkere antage den; thi Tankens første Formaal er at lære os vore Pligter at kende i deres hele Udstrækning; men jeg vil i Forening med Dem undersøge, om de Grundsætninger, der bringer mig til at bifalde Skilsmisse, ikke stemmer overens med Menneskets Natur og med de 105 menneskekærlige Hensigter, vi bør tillægge Guddommen. Uopløseligheden af usamdrægtige Ægteskaber gør Livet til en Række af haabløse Ulykker. Man siger vel, at det her kun gælder om at trænge ungdommelige Tilbøjeligheder tilbage; men man glemmer, at Ungdommens tilbagetrængte Tilbøjeligheder bliver Alderdommens evige Sorger. Jeg negter ikke alle de Ulemper, der er forbundne med Skilsmisse, eller rettere de Ufuldkommenheder i den menneskelige Natur, der gør Skilsmisse nødvendig; men midt i et civiliseret Samfund, som Intet har Imod Ægteskaber, der indgaas af ydre Grunde, eller mod Ægteskaber, der stiftes i en Alder, i hvilken det er umuligt at forudse Fremtiden, et Samfund, hvis Love hverken kan straffe de Forældre, der misbruger deres Myndighed, eller de Ægtefæller, som opfører sig slet imod den anden Part, i et saadant Samfund er Loven, der forbyder Skilsmisse, kun streng imod Ofrene, hvis Baand den paatager sig at snøre fastere til uden dog at kunne indvirke paa de Omstændigheder, der gør dem lette eller frygtelige at bære. Den synes at sige: Jeg kan ikke sikre Eders Lykke, men jeg skal idetmindste indestaa for Varigheden af Eders Ulykke.»

I saa ubehjælpsomme Sætninger og saa veltalende Udtryk er her formet hvad man da og senere har kaldt Fru de Staëls Angreb paa Ægteskabet. I Virkeligheden er det, som man ser, kun et Angreb paa den bindende og kuende Magt, som Samfundet, der jo fra først af blev tildannet af Gejstligheden paa en Tid, da al aandelig Magt var Kirkemagt, har givet Ungdommens første Følelsesindtryk i de katolske Lande ved Lovgivningen, i de protestantiske Lande ved den almindelige Mening, hvis strenge Justits dér spiller samme Rolle som Ægteskabslovene hist. Indsigelsen gaar ud fra, at Ægteskabet kun da er, hvad det kaldes, et sædeligt Ideal, naar de to Mennesker, der i et givet Øjeblik af deres Liv lover hinanden Troskab og uafbrudt Samliv for Resten af deres Dage, virkeligt kender og elsker hinanden, og den gør Rede for den uhyre Vanskelighed, som det er for Mennesket at lære sig selv og et andet Menneske tilbunds at kende. Naar et Ægteskab maa have den gensidige Forstaaelse til sin Grundvold, saa eksisterer det jo i Virkeligheden ikke, naar denne mangler. Kan et helt Liv bygges snart paa en Rus, snart paa en Løgn, snart paa et af Frygten fremtvunget Ja? I alle de Tilfælde, hvor Ægteskabet ikke hviler paa en bedre Grundvold, er 106 dets Hellighed indbildt og beror paa, at et Ideal er givet ud for en Virkelighed.

Delphine lader sig imidlertid ikke overtale; Bogens Løsen tro, at en Kvinde maa underkaste sig det almindelige Omdømme, beslutter hun endog at lægge endnu en afgørende Hidring foruden Léonces Ægteskab mellem sig og ham. Da hans Hustru dør, har hun taget Sløret. Den samme Kamp mod et som helligt betragtet Løfte vender da nu paany tilbage, kun i en anden Form. Atter denne Gang er det Henri, som taler Modstandens Sag, men nu til Léonce: «Er De istand til at høre et modigt, gavnligt, energisk Raad, et Raad, som frelser Dem af Ulykkens Afgrund? Skulde De formaa at tage et Parti, der ganske vist saarer Alt, hvad De hidtil i Deres Liv har skaanet, den offenlige Mening og Vedtægten, men der stemmer med Moral, Fornuft og Menneskelighed? Jeg er født Protestant, jeg er - det indrømmer jeg - ikke bleven opdraget i Ærefrygt for de vanvittige og barbariske Samfundsindretninger, der af saa mange uskyldige Skabninger fordrer Opofrelse af alle naturlige Tilbøjeligheder; men bør man have ringere Tillid til min Dom, fordi ingen Forudindtagethed paavirker den? En stolt og højsindet Mand bør kun adlyde den almene Moral. Hvad betyder disse Pligter, som har deres Udspring i tilfældige Omstændigheder, afhænger af Lovenes Luner eller af Præsternes Vilje, Pligter, der underkaster et Menneskes Samvittighed under andre Menneskers Dom og det Menneskers, der allerede længe har trællet under fælles Fordommes og navnlig fælles Egennyttes Aag? Frankrigs Love løser Delphine fra det Løfte, som ulykkelige Omstændigheder har fravristet hende; kom og lev med hende paa den fædrene Jordbund! Hvad skiller Eder? Et Løfte, hun har aflagt til Gud? Tro mig, det højeste Væsen kender for godt vor Natur til nogensinde at ville modtage uigenkaldelige Forpligtelser. Maaske er der Noget i Deres Hjerte, som vægrer sig ved at benytte de franske Love, som er udsprungne af en Revolution, De ikke ynder? Min Ven, denne Revolution, som mangen Voldsdaad ulykkeligvis har besudlet, vil af Eftertiden blive skattet for den Frihed, den har skænket Frankrig; hvis der paa den kun skulde følge forskellige Former af Trældom, da vilde disse Formers Herredømme danne det forsmædeligste Tidsrum i Verdenshistorien; men hvis Frihed udgaar fra den, da er Lykke, Ære, Dyd, Alt, hvad der er ædelt i Menneskeslægten, saa inderligt knyttet til 107 Friheden, at Aarhundrederne, som kommer, altid uden Strenghed vil bedømme de Begivenheder, som hidførte Frihedens nye Tidsalder. »

Saavidt kæmper Bogen imod bestemte Samfundsindretninger^ paa hver Side kæmper den desuden imod det hele vidtforgrenede Væv af gængse og faste Meninger, af Fordomme, hvormed de fleste Mennesker er pansrede Lag over Lag, af Anskuelser, som ikke maa røres, fordi de indenfor saa og saa mange Kvadratmiles Omfang anses for hellige. Det kan ikke siges for utvetydigt, at i dette Punkt er denne Bog betydelig og livskraftig som faa af Emigrantliteraturens Frembringelser. Thi dertil har et Folk en Literatur, at det kan faa sin Synskres udvidet og sin Livsanskuelse konfronteret med Livet. Fra sin tidligste Ungdom forefinder i det moderne Samfund Personligheden et yderst sammensat Kostyme af Fordomme, som den skal trække paa. «Hvorledes, spørger Manden, er det nødvendigt, at jeg ifører mig denne hullede Kappe? kan jeg ikke slippe for denne gamle Pjalt? er det uundgaaeligt, at jeg skal sværte mig i Ansigtet eller bære denne fromme Faaremaske? - Skal jeg forpligte mig til at mene, at Polichinel ikke har nogen Pukkel, skal jeg tro, at Pierrot er højærværdig og anse Harlekin for en Alvorsmand? Maa jeg slet ikke kigge nogen af dem op i Ansigtet og ikke skrive i nogen Haand: «Jeg kender dig, smukke Maske!»? Er der slet ingen Naade? Der er ingen Naade, ifald du ikke vil prygles af Polichinel og sparkes af Pierrot og smage Harlekins Briks. Men Literaturen er eller bør være det Sted, hvor alt det officielle Væsen ophører, Vedtægten er afskaffet, Maskerne rives af og det Uhørte, Oprørende: Sandheden siges.

Den Modstand, Delphine vakte, var stærk. Tidens mest bekendte Kritiker skrev: «Man kan ikke tænke sig farligere og mere usædelige Grundsætninger end dem, som udbredes i dette Værk. Forfatterinden synes ikke at mindes de Anskuelser, i hvilke hun som Neckers Datter er opdraget; uden Hensyn til sin Families protestantiske Tro udtaler hun sin Ringeagt for Aabenbaringen, og har i dette slette Arbejde, sorn forøvrigt er forfattet med ikke ringe Evner, skrevet et langt Forsvar for Skilsmisse. Delphine taler om Kærligheden som en Bakkantinde, om Gud som en Kvæker, om Døden som en Grenadér og om Moralen som en Sofist.» - Store Ord, men de samme store Ord, som Fremtiden bestandig maa høre af den tandløse Fortid, hvis svære Skyts 108 altid er ladet til Mundingen med Kirketroens vaade Krudt og Indskrænkethedens Papirkugler.

Medens Bogens Samtid i høje Toner priste dens Form og Forfatterindens digteriske Evne for desbedre at kunne nedsætte Skriftets Livsanskuelse og værdifulde Øjemed, har en moderne Kritiker kun lidet Godt at sige om den løse og brede Kunstform, som Bogen har tilfælles med de allerfleste Romaner i Breve; til Gengæld holder dens Ideer ogsaa nutildags stik, ja er end ikke i alle europæiske Lande trængte fuldt igennem, skønt Aarhundredet har stræbt at virkeliggøre dem i stedse fuldere Omfang.

Den Brydning mellem Individet og Samfundet, som fremstilles i Delphine, er ganske i Emigrantliteraturens Aand. Saavel det dristige Opsving som den Forsagelse, hvormed den Enkeltes Kamp fremstilles som frugtesløs, er gennemgaaende i denne Gruppe af Skrifter. Opsvinget er i dette Tilfælde et begejstret og fortvivlet Forsøg paa at fastholde en af Revolutionens Erobringer i det Øjeblik den bliver den ny Tid fravristet af Reaktionen. Forsagelsen følger, fordi alle Sjæle med Vemod føler, at ingen Indsigelse kan nytte, og at den tilbagegaaende Bevægelse, som begynder, maa naa sit Maal og sit Overmaal, før en bedre Tingenes Tilstand kan ventes. Hvad formaaede en Kvindes Roman mod en Enevoldsherskers Pagt med en Pave!

Den «Kamp mod Samfundet», hun skildrer, er imidlertid langt mindre en Kamp mod den givne Stats- eller Retsorden end mod den Sammenfiltring af Vedtægter og Anskuelser, gamle og nye, forældede og naturlige, urimelige og fornuftige, skadelige og gavnlige imellem hverandre, som sammensmeltede til en sammenhængende og tilsyneladende ensartet Masse udgør det Stof, hvoraf den offenlige Mening bestaar. Ligesom den saakaldte «sunde Menneskeforstand», der gerne rejser sig mod enhver ny Filosofi, til enhver Tid for en stor Del kun er en størknet Rest af tidligere Tiders Filosofi, saaledes er Samfunds regelen og den til denne svarende Samfundsdom, der i enhver Tidsalder møder nye Anskuelser fjendtligt, for en stor Del bygget paa Anskuelser, der i tidligere Tider møjsomt blev hævdede trods den dagældende Samfundsmenings Modstand. Hvad der først var en selverhvervet levende Antagelse stivner efterhaanden til et Tankelig. Samfundsreglen er almen, ens for Alle og som alt Almindeligt fordrer den utallige Ofre. Hvor særegent end den Enkelte er beskaffen, den behandler ham som alle de andre; det geniale Individ er 109 over»for den stillet omtrent som en Skoleduks i en ussel Klasse; han maa atter og atter høre den gamle Lektie om; det er nødvendigt for Fuksens Skyld, som endnu ikke kan den og endnu mindre kan undvære den. Samfundsdommen er fremdeles uansvarlig: medens den Enkeltes Dom som saadan altid til en vis Grad maa være en Naturfrembringelse, er Samfundsdommen i mange Tilfælde et Fabrikat, et Massefabrikat, leveret af dem, hvis Fag det er at lave offenlig Mening, og den Enkelte føler intet Ansvar ved at istemme den. Medens det Naturlige vilde være, at den Enkelte formede sig selv sine Anskuelser og Grundsætninger om de højeste Ting, gav sig selv Love for sin Opførsel og efter Evne søgte Sandheden med sin egen Hjerne, forefinder Individet i det moderne Samfund først en færdig Religion, i ethvert Land en forskellig, dets Forældres, som længe før det selv tænker eller føler religiøst bliver det indpodet; saaledes kvæles i Spiren al religiøs Frembringelsesevne, eller kvæles den ikke, saa ve den Enkelte! det er en Handske kastet til Samfundet. Og paa samme Maade dræbes eller hæmmes ved den færdige offenlige Moral og færdige offenlige Mening i Flertallets Sind den moralske Følelses Oprindelighed. Den Samfundsdom, der er et Udslag af alle disse uselvstændige gudelige, sædelige og selskabelige Indtryk, bliver nødvendigvis højst ufuldkommen, ofte højst indskrænket, hyppigt grusom.

Fru de Staël maatte mere end andre Skribenter møde Fordommene paa sin Vej og blive opmærksom paa dem: hun var Protestant i et katolsk Land; hun nærede Samhu med Katolikerne, skønt opdraget i en protestantisk Families Skød; hun var i Frankrig en Schweizerborgers Datter og følte sig i Schweiz som Pariserinde; hun var som sjælfuld og lidenskabelig Kvinde udsat for Sammenstød med Samfundsomdømmet og som kvindelig Forfatter, kvindeligt Snille allerede forud i Forsvars- og Angrebsstilling mod en Samfundsorden, der henviser Kvinden til Privatlivet. Men at hun mere end nogen anden samtidig Forfatter kom til at gennemskue de Fordomme, af hvilke hun var omgivet, det beroede fortrinsvis paa at hun som politisk Flygtning nødedes til at gennemrejse det ene fremmede Land efter det andet, en Nødvendighed, hvoraf hun med sit aarvaagne og lærelystne Sind tog Anledning til at sammenligne de forskellige Folkeaander og deres forskellige Forbilleder med hverandre.

110

IX

Da den Befaling, ved hvilken Napoleon første Gang udviste Fru de Staël af Paris, var bleven overbragt hende, lod hun ham gennem Joseph Bonaparte, der hørte til hendes Venner, spørge, om hun kunde opnaa et Pas til Prøjsen eller om hun vilde blive fordret tilbage derfra. Efter længere Tids Venten modtog hun Bevillingen af Passet, og foretog da først en Rejse til Weimar. Hun lærte den hertugelige Familie at kjende, havde lange Samtaler med Schiller om Forholdet mellem tysk og fransk Literatur, plagede Goethe med Spørgsmaal om Livet og Døden, Gud og Verden - at underholde sig livligt om ubesvarlige Spørgsmaal, det var, siger han, hendes egenlige Lidenskab -; men mest undrede hun dog ham og de andre tyske Storheder ved at hun ikke alene vilde kendes af dem, men virke, og altid talte, som skulde der nu straks gribes ind, øjeblikkeligt handles. Hun kom til Berlin, lærte Prins Louis Ferdinand at kende, blev optagen i Fichtes, Jacobis, Henriette Herz's Krese og bortførte A. W. Schlegel som Lærer for hendes Børn.

Næste Aar rejste hun til Italien, studerede Oldtidsminderne, Kunsten, Folkets sydlandske Sæder, indsugede med alle Porer Indtrykkene af Italiens Natur og udførte derpaa i Coppet Corinne ou l'Italie.

Men Længslen efter Frankrig lod hende ingen Ro. Hun nærmede sig Paris indtil den Afstand af 40 Mile, det var hende foreskrevet at iagttage. Hun boede i Smaabyerne, først i Auxerre, senere i Rouen, hvis Præfekt, der havde vist hende Velvilje, blev afsat; saa fik hun af Politimesteren Lov til at besørge Udgivelsen af Corinna paa et Landsted, der laa tolv Mile fra Paris. Men neppe var Corinna udgivet, før en ny Regeringsordre udviste hende af Frankrig, Corinna havde gjort den overordenligste Lykke, og Napoleon taalte ikke et Ry, i hvilket han ikke havde nogen Del. Hun vendte da tilbage til Goppet, og ligesom Kejseren udvidede hun uophørligt sit Rige. Det voksede, idet hendes Følelsesliv berigedes, hendes Tanker blev mere omfattende og hendes Venskabsforbindelser stedse flere. Paa Coppet holdt hun et formeligt Hof. Fra mange Lande samledes fremragende Aander omkring hende. Man traf der Statsmænd som Constant, hvem hun i sin Forelskelse kalder «den første Aand i Verden», Historikere 111 som Sismondi, Digtere som Oehlenschläger og Zacharias Werner, prøjsiske Prinser, polske Fyrster og Fyrstinder, Blomsten af Europas Fødsels- og Aandsaristokrati. Siden sit Ophold i Tyskland havde hun ikke ophørt med at studere tysk Sprog og Literatur, men hun trængte til et nyt Ophold i Landet for at kunne fremstille sine Landsmænd et alsidigt Billede af den nye Verden, der havde opladt sig for hende. Hun kendte allerede Nordtyskland, nu tilbragte hun et Aar i Wien, og efter Tilbagekomsten til Schweiz gav hun sig til Udarbejdelsen af sit store tre Binds Værk om Tyskland. Det var færdigt i 1810. Men det gjaldt om at faa det trykt i Paris.

Der var udkommet en Forordning angaaende Pressefriheden, som bestemte, at ingen Bog kunde trykkes uden at have været undersøgt af Censorer; derefter var af særligt Hensyn til Fru de Staël fulgt en anden Forordning, som tilstedte, at naar Censorerne havde tilladt Udgivelsen af et Værk, kunde Politiministeren undertrykke det helt og holdent, ifald han fandt for godt, en Lov, der jo ophævede al Lov. Hun fik atter Tilladelse til at nærme sig Paris i en Afstand af 40 Mile for at paase Udgivelsen, rejste til Blois, boede først paa Herregaarden Chaumontsur-Loire, saa paa Godset Fosse, saa endnu paa nogle andre Landsteder hos Venner i Nærheden af Blois; hun flagrede rundt om sit elskede Paris i den foreskrevne Afstand, som et Møl flagrer om Lyset. En Gang vovede hun sig endog derind. Imidlertid gennemsaa Censorerne Værket, rettede og slettede, og gav det lemlæstede Værk deres imprimatur. 10,000 Eksemplarer blev trykte. Men i det Øjeblik, da Værket skulde udkomme, sendte Politiministeren sine Gendarmer ind i Bogladen efter at have sat Skildvagter ved alle Udgange, og udførte nu paa Regeringens Befaling den Heltedaad at sønderhakke de 10,000 Eksemplarer, hvorpaa man æltede Massen til en Dejg og gav Forlæggeren tyve Louisd'orer i Erstatning. Samtidig blev det paabudt Fru de Staël at udlevere sit Haandskrift, seks Aars Studier og Forhaabninger, og forlade Frankrig inden 24 Timers Forløb. I det Brev, Politiministeren i denne Anledning sendte hende, hedder det: «De skal ikke søge Aarsagen til den Befaling, jeg har tilkendegivet Dem, i den Tavshed, De har iagttaget angaaende Kejseren i Deres sidste Værk; det vilde være en Vilfarelse; han kunde ikke finde nogen Plads deri, som var ham værdig. Men Deres Forvisning er en naturlig Følge af den Bane, De stadig har fulgt i de senere Aar.

112

Det har forekommet mig, som om Luften i dette Land ikke var Dem tilpas, og vi er lykkeligvis endnu ikke indskrænkede til at maatte søge Forbilleder i de Folkeslag, som De beundrer. Deres sidste Værk er ikke fransk.»

Det er Ordet, som fælder hende, ikke fransk. Det var dette Værk, Bogen Om Tyskland, der aabner et Tidehverv i fransk Literatur, idet Værket for første Gang principielt og ikke blot lejlighedsvis bryder med al den forældede Overlevering i Frankrigs Bogavl og paa talrige Punkter peger hen paa nye Livskilder, dette Værk var det som Landets aandelige Politibetjent dristede sig til at kalde ikke fransk. Og nu dette Grusomhedens ironiske Forsøg paa at anslaa galante Toner! «Det har forekommet mig som om Luften i dette Land ikke var Dem tilpas» - behag derfor at rejse! Det er som hørte man selve Frankrigs beruste Nationalforfængelighed tale: Fordi du har vovet al elske Friheden, selv nu da vi andre er lykkelige under Tvang; fordi du, medens vi soler os i Genskinnet af Napoleons Hæder, har vovet i Corinna at skildre Geniets suveræne Uafhængighed, og forvist fra Paris har ladet dit Ideal blive kronet paa Capitol, fordi du endelig, du et svagt Væsen, en Kvinde, paa en Tid da Frankrigs Ørne glimter i Glorien af tusinde Sejre og de fremmede Folkeslag er blevne vore Livegne, har havt den Frækhed at skildre os vort aandelige Liv som nær ved at udtørres og at vise os det dybt foragtede Tyskland som et Land, hvis Poesi langt overstraaler vor egen, det forhadte England, det troløse Albion, som et Land, hvis Frihedskærliglied er anderledes udholdende og ægte end vor, og det døende Italien, den underkuede franske Provins, som et Land, hvis Naturlighed i Sæder og hvis uhyre Overlegenhed i Kunst er Mønstre - derfor skal du stemples som unational, dit Lands Kokarde rives fra din Pande, dine Bøger tilintetgøres, endog dine Haandskrifter sønderrives og du selv med et Kobbel af Angivere og Spioner i dine Hæle jages som et Dyr over Grænsen og være borte inden fire og tyve Timer.

Departementets Præfekt kom til hende for at forlange Haandskriftet til Bogen udleveret. Det lykkedes at redde det ved at give ham en daarlig Kladde. Men Sorgen for Værket var endda i dette Øjeblik den ringeste. Det havde været Fru de Staëls Haab at kunne indskibe sig til England; men i Efterskriften til Politiministerens Brev blev netop for at forhindre dette alle de 113 nordfranske Havne hende forbudne. En Tid lang tumlede hun med den Tanke at gaa ombord paa et fransk Skib, der sejlede til Amerika, da der saa var en Mulighed for, at Skibet paa Vejen kunde blive taget af Englænderne. Men denne Plan var dog for æventyrlig, og hun tyede overvældet og sorgfuld paany til Coppet.

Her ventede nye Forfølgelser af de forskelligste Arter hende. I Kraft af den første Befaling, som Genferpræfekten modtog, betydede han hendes to Sønner, at det var ogsaa dem forbudt nogensinde at vende tilbage til Frankrig, og det blot fordi de havde gjort et frugtesløst Forsøg paa at opnaa en Audiens hos Napoleon til Bedste for deres Moder. Faa Dage efter modtog Fru de Staël et Brev fra Præfekten, i hvilket denne i Politiministerens Navn afkrævede hende Korrekturerne paa Bogen Om Tyskland, da man gennem Spejdere havde erfaret, at en Korrektur maatte være i Behold og det ikke var Meningen at nøjes med den halve Forholdsregel at ødelægge det allerede Trykte, men at tilintetgøre Arbejdet sporløst for at umuliggøre enhver senere Trykning. Forfatterinden svarede, at hin Korrektur allerede var sendt til Udlandet, men at hun gerne vilde forpligte sig til ikke mere at lade Noget trykke paa det europæiske Fastland. «Jeg havde, tilføjer hun i sin Bog Dix années d'exil, ingen stor Fortjeneste af at love det, da naturligvis ingen Regering paa Fastlandet vilde lade en Bog, som var forbudt af Kejseren, udkomme i sit Land.» Kort derefter blev Præfekten i Genf, Barante, Faderen til den bekendte Literærhistoriker, afsat, fordi man fandt, at han var gaaet for lemfældigt tilværks mod Fru de Staël. Hendes Søn blev syg, og hun ledsagede ham efter Lægernes Raad til Badet Aix i Savoien, der vel ligger en Snes Mil fra Coppet. Neppe var hun ankommen dertil før hun blev indhentet af et Ilbud fra Præfekten i Mont-Blanc-Departementet, der ikke blot forbød hende under nogetsomhelst Paaskud at besøge Nabolandene, men endog at rejse i selve Schweiz og overhovedet nogensinde at fjerne sig mere end to Mile fra Coppet. Og ikke nok med, at man forvandlede hendes Ophold paa sit Gods til en Fængsling, man sørgede ogsaa for, at hun skulde komme til at lide ikke blot under Frihedstabet, men under selve Fængselslivets Kval: Ensomheden, dobbelt pinlig for en saa afgiort selskabelig Natur. Schlegel, som i 8 Aar havde boet i hendes Hus som Børnenes Opdrager, fik Befaling til at forlade Coppet, under 114 det taabelige Paaskud, at lian indtog hende mod Frankrig, og paa Spørgsmaalet hvorledes? lød Svaret: at han havde forfattet en Sammenligning mellem Euripides's og Racines Fædra og foretrukket den første. Montmorency blev landsforvist for at have tilbragt nogle Dage paa Coppet; Fru Récamier, hvem det ikke lykkedes Fru de Staël i rette Tid at give Underretning om den Straf, der var sat paa selv nok saa kort et Besøg hos Corinna's Forfatterinde, blev det forbudt at vende tilbage til Frankrig, fordi hun paa Gennemrejse gennem Schweiz havde villet opmuntre sin Veninde ved en Samtale; ja en 78aarig Mand St-Priest, hendes Faders gamle Embedsfælle som Minister, blev landsforvist for en enkelt Høflighedsvisit paa Coppet.

Den Forladthed, som følger med at være Modstander af en overmægtig Kraft, var hende ikke ny. Allerede længe havde ingen Mand af Rang eller Ry, ingen politisk Storhed, der ønskede at staa sig godt med Regeringen, vovet at besøge hende paa Coppet. Enhver var forhindret, saa ved Forretninger, saa ved Sygdom. «Aa, sagde hun dengang, hvor jeg dog er træt af al denne Fejghed, der forklæder sig som Brystsyge.» Men nu var til Sorgen over at se sig opgivet af saa mange fordums Venner kommet den, at se enhver af sine virkelige Venner straffet med Landsforvisning for den ringeste Ytring af Velvilje mod hende. Hun udbredte, klager hun, Ulykke om sig som en Smitte.

Det stod i hendes egen Magt selv nu efter saa mange Aars Forfølgelser, Fangenskab og Forvisning at erhverve sig Frihed og Tilladelse til at skrive og offenliggøre paany; man lod hende underhaanden vide, at et nok saa svagt Omslag i Anskuelse eller Holdning vilde skaffe hende Ret til at vende tilbage til Frankrig; men hun vilde ikke købe sin Frihed for denne Pris, og da man en Gang i bestemtere Udtryk sagde: «Sig blot, skriv blot et lille Ord om Kongen af Rom, og alle Hovedstæder vil aabne sig for Dem» svarede hun kun: «Jeg ønsker ham en god Amme.»

Afsondret og indespærret, som hun var, besluttede hun at gøre Alt for at undslippe fra Coppet. Hun vilde rejse til Amerika, men det var umuligt uden Pas og hvorledes skulde hun faa et Pas? Hun frygtede desuden at blive fængslet paa Vejen til den Havn, hun vilde begive sig til, under Paaskud af at hun vilde rejse til England, paa hvilket der var sat Fængselsstraf. Og hun vidste vel, at naar det første Øjebliks Skandale var overstaaet, vilde Regeringen roligt kunne lade hende blive i Fængslet; 115 hun vilde hurtigt være fuldstændig glemt. Hun tænkte sig Muligheden af at rejse til Sverig gennem Rusland, da hele Nordtyskland var i Franskmændenes Vold. Hun haabede at kunne flygte gennem Tyrol uden at blive udleveret af Østerrig. Men et Pas til Rusland maatte faas fra St. Petersborg; skrev hun fra Goppet dertil om Pas, frygtede hun for at blive angivet til den franske Gesandt i Rusland; hun maatte da se først at komme til Wien for derfra at udvirke et Pas. I et halvt Aar sad hun bøjet over Europas Kort, studerende det for at finde en Vej til Flugt med samme Lidenskab, hvormed Napoleon betragtede det for at undersøge ad hvilke Veje Verdensherredømmet skulde erobres. Da en sidste Ansøgning om Pas til Amerika efter en Maaneds Venten var bleven besvaret med Afslag, skønt Ansøgningen havde indeholdt et Løfte om, at Fru de Staël, hvis den bevilligedes, til Gengæld vilde forpligte sig til Intetsomhelst at lade trykke nogensteds, besluttede den svage og modige Kvinde et afgørende Flugtforsøg. En Dag i 1812 kørte hun med sin Datter uden en eneste Kuffert eller Pakke i Vognen og med en Vifte i Haanden ud af Coppet, kom lykkeligt til Wien og skrev til St. Petersborg om russisk Pas. Saa ængstelig var imidlertid den russiske Regering for at udsætte sig for Ubehageligheder af den franske, at hun paa Galiziens Grænse blev holdt tilbage, gennem hele østerrigsk Polen blev fulgt af Spioner, ja endog da hun paa Rejsen en enkelt Dag gjorde Holdt for at besøge Fyrst Lubomirskis Familie, blev fulgt saa nær af en østerrigsk Politibetjent, at Fyrsten nødtes til at give denne Plads ved sit Bord og Fru de Staëls Søn kun ved Trusler kunde forhindre ham fra at tage Ophold i hendes Sovekammer om Natten. Først da hun var kommen over den russiske Grænse, aandede hun atter frit. Men denne Følelse af Frihed varede kun kort. Neppe havde hun naaet Moskva, før Rygtet om, at de franske Hære nærmede sig Byen, paany tvang hende til Flugt, og det var først i St. Petersborg at hun kunde betragte sig som udenfor Fare.

Aaret før sin Afrejse fra Coppet havde hun indgaaet et hemmeligt Ægteskab; 45 Aar gammel havde hun ægtet en ung 23aarig fransk Officer, Albert de Rocca, der som haardtsaaret og af Blodtab udtømt Invalid var kommen til Schweiz. Fru de Staël viste ham en Medlidenhed, der i den unge Syges Sind fremkaldte heftig Kærlighed, og denne førte til en hemmelig Forening. Med Rocca var Fru de Staël truffet sammen ved den russiske Grænse.

116

Det var hendes Plan at rejse til Konstantinopel og Grækenland for at faa de rette Lokalfarver til et Digt Richard Løvehjerte, som foresvævede hende og som Byrons Optræden synes at have givet hende Ideen til; det skulde, sagde hun, blive en Lara, hvori Byrons ikke vilde være til at genkende. Men Frygten for, at hendes unge Datter og Rocca ikke skulde kunne udholde Rejsens Strabadser bevægede hende til at ty til Stockholm. Der fornyede hun sit Venskab med Bernadotte; der traf hun Schlegel, hvem Bernadotte havde adlet og udnævnt til sin Privatsekretær. Gennem Schlegel gjorde Carl Johan ogsaa Constants Bekendtskab, søgte - iøvrigt uden Held - at vinde ham for sine ærgerrige Planer med Hensyn til den franske Trone og udnævnte ham foreløbig til Ridder af Nordstjernen. Fru de Staël var mindre klarsynet overfor Bernadottes Karakter end Constant; hun omtaler ham altid med Varme; det fælles Had til Napoleon var vel her et forenende Element. Dette Had forstummede dog hos hende fra det Øjeblik af, da de forenede Hære rykkede imod Frankrig; hun jamrer over at være nødsaget til at ønske Napoleon Held, men hun kan ikke mere skille hans Sag fra Frankrigs. Mere karakterfast end Constant afslog hun i de hundrede Dage de Tilnærmelsesforsøg, Napoleon gjorde overfor hende. Hun oplevede hans endelige Fald; hun saa med Sorg Bourbonerne vende tilbage som værre Frihedsfjender end Selvherskeren, de fulgte; hun samledes endnu engang med Constant i Paris i Aaret 1816 og udaandede Aaret efter.

Denne korte Oversigt over den betydelige Kvindes Levned og Livskamp i hendes modnere Tid er et tilstrækkeligt Grundlag til at fuldstændiggøre Forestillingen om hendes Væsen som Menneske og Skribent. Medfødt Hjertelighed og medfødt Vid var hendes oprindelige Gaver; en Hjertelighed, der steg til menneskekærligt Alsind, og et Vid, der udviklede sig til genial Modtagelighed og Fremstillingsevne.

Hun havde nogle af det 18de Aarhundredes Ejendommeligheder i meget høj Grad: det stærke Hang til Selskabelighed, den overvejende Tilbøjelighed og Evne til Samtale. Medens George Sand, det nittende Aarhundredes store Forfatterinde, sad sluttet og stum i Selskab med Andre og kun aabnede sin Personligheds Kilder, naar hun skrev, var Fru de Staël en livfuld Improvisatrice. Hendes Evne var den at elektrisere, hendes Ord skød sig som Lysstrømme hen over Genstanden, hvorom hun 117 talte. Alle Mennesker, som har kendt hende personlig, har udtalt, at hendes Skrifter var Intet i Sammenligning med hendes Samtalekunst. En af hendes Kritikere ender en Anmeldelse saaledes: «Naar man hører hende, er det umuligt ikke. at bifalde hende; hvis hun havde sagt dette og ikke skrevet det, havde jeg aldrig kunnet kritisere hende» og en stor Dame sagde om hende i Spøg: «Hvis jeg var Dronning, vilde jeg befale Fru de Staël altid at tale til mig.» De utallige mundlige Udsagn, der er opbevarede af hende, giver trods deres døde Sort paa Hvidt en Forestilling om det Oprindelige og Overraskende i hendes Maade at tale paa. En Dag, da hun udlod sig om det Unaturlige i de Ægteskaber, som stiftes af Forældrene, i Modsætning til det ene Rette at lade den unge Pige vælge frit, udbrød hun leende: «Jeg vilde tvinge min Datter til at gifte sig af Kærlighed.» - En Dag da en af Napoleons tjenstvillige Aander meddelte hende, at Kejseren vilde udbetale hende de to Millioner, hendes Fader havde givet den franske Bank i Forvaring, ifald han var sikker paa, at hun holdt af ham, svarede hun: «Jeg vidste nok, at man behøvede en Livsattest for at hæve sine Penge, men ikke, at der udfordredes en Kærlighedserklæring.»

Men bag denne Aandsnærværelse og denne Evne til med Lethed at forme og udvortesgøre, som en selskabelig Tidsalder udvikler, laa meget af det Inderlige og Sjælfulde, som det 19de Aarhundrede har vurderet. Den beundrede Borgfrue paa Coppet, den fejrede og indtagende Verdensdame, var en Natur. Misforholdet til Moderen havde, som alt berørt, tidlig avlet Tro paa Menneskenaturen og Kærlighed til den i hendes Sind. En Pligt, der ikke vejledte Naturen men bekæmpede den, var hende en Gru. Allerede i sit Skrift om Lidenskabernes Indflydelse stiller hun Lidenskaberne i Forhold ikke til Begrebet Pligt men til Begrebet Lykke, og undersøger den højere eller ringere Grad, i hvilken de gør Indgreb i vor Lykke. Igennem Corinna som Organ siger hun; «Intet er saa let som at paatage sig en højst moralsk Mine, medens man fordømmer alt Ædelt og Stort. Pligtideen .... kan gøres til et Angrebsvaaben, som de Middelmaadigheder, der er selvtilfredse i deres Middelmaadighed og Indskrænkethed, bruger til at paabyde Begavelsen Taushed og skille sig af med Begejstringen, Geniet, kort sagt alle deres Fjender.»

Den Naturgrund i hende selv, som hun byggede paa, var 118 en ægte kvindelig. Det Ideal, der foresvævede denne til en vis Grad ærgerrige Kvinde var et rent personligt, rent idyllisk: Lykken i Kærlighed; den er det, som begge hendes store Digtninge Delphine og Corinna drejer sig om. Usandsynligheden af at finde den i Ægteskabet, som det moderne Samfund har ordnet dette, Umuligheden af at finde den udenfor det, er faste Grundtanker, og den Kamp som hos hende stadig forekommer mellem den huslige Lykke og den ædle Ærgerrighed eller den frie Lidenskab, er egenlig kun Udtrykket for en stadig Klage: hverken Genialitet eller Lidenskab lader sig forene med den huslige Lykke, som er hendes Hjertes evige Attraa. Ærens Vej søges i hendes Bøger kun af Kvinden, naar hun er bleven skuffet i alle sine bedste Forhaabninger. For Fru de Staël er Hjertet Alt; selv Berømmelsen var hende kun et Middel til at erobre Hjerter. Corinna siger: «Naar jeg attraaede Hæder, haabede jeg altid, at den vilde bringe Folk til at holde af mig», og hun selv udbryder: «Lad os ikke unde vore uretfærdige Fjender og vore utaknemmelige Venner den Triumf at have nedslaaet vore Evner. De indskrænker Den til at søge Ry, der saa gjerne havde nøjedes med Følelserne.»

Det er dette Hjertelige, man kunde sige Moderlige i hendes Aandsretning, der giver Tidsalderens almindelige Tungsind, som ogsaa genfindes hos hende, et særegent Præg. Det er ikke blot det Almenmenneskelige, det, som beror paa, at to Mennesker, der elsker hinanden, altid med fuld Vished kan sige til hinanden: Enten vil jeg opleve den Dag, da Du ligger Lig eller Du den Dag, da jeg ligger Lig. Det er endnu mindre den samme egenkærlige Sørgmodighed, der kommer igen hos saa mange af Tidens mandlige Skribenter. Det er en Nedslaaethed, som har sin Grund i Revolutionstidens Lighedsforestillinger og Frihedsforsætter; det er den reformatoriske Begejstrings Vemod.

Hun var fra sin Ungdom af en saa sværmerisk Tilhængerinde af Lighed, at hun ogsaa i Henseende til Evner ansaa Menneskene for i Grunden lige og kun antog en yderst ringe Forskel mellem det geniale og det almindelige Menneske. Hun havde fra den Tid, da hun sad paa sin Faders Knæ, næret den fasteste Tro paa Frihedens Magt til at lyksaliggøre Menneskene og fremkalde det Bedste hos dem, og hun fastholdt denne Tro, selv da hun under Septemberdagene maatte fly for det Rædselsherredømme, hvortil Ligheden havde forvandlet sig, og da hun under 119 Konsulatet blev landsforvist af det Diktatur, som Friheden var udmundet i. Men det er intet Under, at et Slør, vævet af Vemod og Tungsind, tidligt udbredte sig over hendes livlige Sind. Til Talleyrand, hvis Navn hun i sine Velmagtsdage havde faaet slettet af Forvisningslisten, men som var for utaknemmelig til senere at forsøge paa Gengæld, skriver hun i Slutningen af et Brev: «Farvel, er De lykkelig? trænger De med en saa overlegen Aand ikke ned til Grunden af Alt, det vil sige til Ulykken?» og i Corinna lader hun Heltinden sige, hvad hun selv ofte sagde: «Af alle de Evner, jeg har modtaget af Naturen, er Evnen til at lide den eneste, jeg har udviklet helt.»

Hun naaede imidlertid, aandeligt sund som hun var, i Aarenes Løb til et lysere Livssyn. En kvindelig Slægtning af hende, der har kendt hende nøje, skriver herom: «Maaske var der en Tid, da Livet, Døden, Melankolien, den lidenskabelige Selvopofrelse spillede en altfor stor Rolle i hendes Samtaler. Men da disse Udtryk som en Smitte udbredte sig i hele hendes Kres, ja endog var nær ved at blive Talemaader blandt Tyendet, fik hun en dødelig Lede ved dem.»*) Hun formaaede at arbejde sig ud af det Aandsstade, paa hvilket saa mange af hendes franske Samtidige blev staaende.

Og dette var overhovedet et Grundtræk hos hende; hun udviklede sig kritisk i det 19de Aarhundredes Aand og Retning. Hun var oprindeligt et rent Pariserbarn uden nogen levende Sans for Naturskønhed. Da man efter hendes første Flugt fra Paris første Gang viste hende Genfersøen, udbrød hun i sin Hjemve: «Hvor meget smukkere var ikke Rendestenen i Rue de Bac!» Og ikke mange Aar efter skildrede hun med de varmeste Farver i Corinna Italiens Natur. Hun var fra først af helt forelsket i Paris, der i hendes Øjne atter var Civilisationen. Og det blev hende, der før nogen Anden gav Franskmændene Blik for de andre europæiske Folkeslags Ejendommeligheder, og Fortrin. Thi hun besad den egenlige kritiske Begavelse, den: uafbrudt at udvide sin Aand, forøge sin Modtagelighed, tilintetgøre sine Fordomme i Væksten og saaledes stadig holde sig redebon til at forstaa.

Deri laa den Tiltrækning, hun udøvede, og deri laa det, at * 120 hun, skønt forfulgt og landflygtig, paa Goppet herskede og virkede som en Dronning. Vi har i vor egen Literatur Oehlenschlägers Beskrivelse af hans Besøg hos Fru de Staël i Aaret 1808. Hvorvel Oehlenschläger ikke synes at have havt nogen ret Forestilling om den egenlige Sjælsstorhed hos den Kvinde, hvis Gæst han var, beskriver han dog meget smukt sit Ophold og sin Værtindes Person. «Hvor aandfuld, vittig og elskværdig Fru de Staël var», siger han, «det véd hele Verden; jeg har intet Fruentimmer kendt med saameget Geni som hun, men derfor havde hun ogsaa noget Mandigt i sit Væsen, var temmelig filrskaaren og havde et markeret Ansigt. Smuk var hun ikke, men hendes brillante brune Øjne havde dog noget meget Tiltrækkende, og det kvindelige Talent: at vinde og med Finhed beherske og selskabeligt forene Mænd af de forskelligste Karakterer, besad hun i høj Grad. Ogsaa hendes Hjertes Tilbøjelighed var i høj Grad kvindelig, det har hun bevist i Delphine og Corinna. Rousseau har ikke skildret Forelskelsen med mere Ild. Hvor hun kom, drog hun (de skønne, unge Damers Tilstedeværelse uagtet) alle Mænd af Hoved og Kundskaber i sin Nærhed. Betænker man endnu, at hun var overordenlig rig, gæstfri og næsten hver Dag gjorde prægtige Selskaber, saa undrer vist Ingen sig over, at hun som en Dronning eller Fe drog Mændene til sig i sit Trylleslot. Man skulde næsten tro, at det var for at betegne dette Herredømme, at hun altid sad og legede med en lille Løvkvist i Haanden under Maaltidet. En saadan maatte Tjeneren hver Dag lægge hen ved hendes Tallerken, thi den var hende ligesaa uundværlig som Ske, Kniv og Gaffel.»

Enhver søgte til Coppet, som man et halvt Aarhundrede før havde tyet til det lige i Nærheden liggende Ferney. Thi her var det jo, at Voltaire ligesom Fru de Staël landflygtig, bosat udenfor Frankrigs Grænse, men saa nær denne Grænse som muligt, i sit Livs sidste Tidsrum samlede Europas Ypperste omkring sig. Det har noget Tiltrækkende for Fantasien at sammenligne den Virksomhed, som udstraalede fra Oldingen i Ferney, med den, der udgik fra Coppets Ejerinde. Tiden i Ferney er i enhver Henseende den straalende Periode i Voltaires Liv; fra Ferney af var det, at han som Taalsomheds og Retfærdigheds Forkynder udførte Bedrifter saa store, som de endnu aldrig var blevne udøvede af nogen Privatmand, hvis eneste Vaaben var en Pen.

121

Her var det at han tilbragte tre Aar af sit Liv med Processen for Jean Calas. Denne, en 68 Aar gammel, protestantisk Købmand i Toulouse, hvis yngste Søn var gaaet over til Katolicismen og derved bleven fremmed for sin Familie, havde tilmed havt den Sorg, at hans ældste Søn, et letsindigt og udsvævende ungt Menneske, tog Livet af sig. Snart udspredte den katolske Gejstlighed blandt Pøbelen, at Faderen selv havde kvalt sin Søn af Had til den katolske Religion, som Sønnen sagdes den næste Dag at have villet antage. Hele Familien blev lagt i Lænker, den .Hængtes Lig blev udstillet og gjorde det ene Mirakel efter det andet. Samtidigt indtraf Tohundredaarsdagen for Bartholomæusnatten i Toulouse. I fanatisk Ophidselse dømte tretten Dommere, trods alle Beviser mod Anklagens Sandhed og uden Skygge af Bevis for Brøden, den gamle Mand til at blive levende radbrækket. Det skete, men endnu paa Hjulet forsikrede han om sin Uskyld. Alle Børnene blev under Skin af Benaadning indespærrede i et Kloster og tvungne til at antage den katolske Tro. Da skrev Voltaire i Ferney sit berømte Skrift om Tolerancen og satte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa Rets sagen genoptaget. Han henvendte sig til den offenlige Mening i hele Europa, han tvang Statsraadet i Paris til at fordre Aktstykkerne indsendte fra Parlamentet i Toulouse. Man negtede det, man trak Sagen i Langdrag. Endelig efter tre Aars utrættelige Kampe tvang Voltaire Sagen igennem. Dommen i Toulouse blev erklæret for falsk, den Henrettedes Ære reddet og en Skadeserstatning tilstaaet Familien. Naar man vil vise Retfærdighed mod Voltaire, bør man vel erindre, at det er i dette Tidsrum, Ordene Écrasez l'infâme bliver Formelen under alle hans Breve.

I Ferney var det fremdeles at Voltaire optog Familien Sirven. Faderen var Calvinist, Datteren var med Vold bleven kastet i et Kloster. Da hun blev afsindig, løslod man hende, hvorpaa hun druknede sig i en Brønd i nogen Afstand fra Faderens Hus. Sag lægges derpaa an mod Faderen, Moderen og Døtrene for Mord paa den afdøde Nonne. De bliver Alle dømte til Døden. Denne ulykkelige Familie véd intet andet Fristed i Europa end Voltaires Hus. De flygter til ham; Moderen dør paa Vejen af Græmmelse. Atter her tvinger Voltaire ved den Magt, der laa i hans Veltalenhed og hans Ildhu, skønt landflygtig, de franske Domstole til at tage Sagen op paany, og hele Familien blev frikendt.

122

Tre Aar efter modtog Voltaire paa Ferney Etalonde. To unge Mennesker, de la Barre og Etalonde, blev i 1765 anklagede for at have gaaet forbi et kirkeligt Optog uden at tage Hatten af, og denne Del af Anklagen var sand, samt for at have kastet et Krucifiks i Vandet, og denne Beskyldning var falsk. De la Barre og Etalonde blev begge først forhørte under Pinsler, derpaa blev de la Barre levende radbrækket. Han besteg modig Skafottet og sagde blot: «Jeg havde ikke troet at man vilde dræbe et ungt Menneske for saa ringe en Ting.» Etalonde, som blev dømt til at faa sin højre Haand og sin Tunge afskaaret, flygtede til Ferney, og hos Voltaire vovede Ingen at røre ham.

Endnu engang lykkedes det fra Ferney Voltaire at frelse et Menneskeliv. Paa en falsk Anklage for Mord var et ungt Ægtepar, Montbailli, blevet dømt til Baalet. Manden blev først radbrækket, saa brændt; men Konens Opbrændelse blev udsat, fordi hun var frugtsommelig. I Mellemtiden erfarer Voltaire om Sagen, ser med sit Lynblik dens Skændighed, forfatter en Appel til det franske Ministerium, beviser at Manden er bleven henrettet uskyldig og frelser Konen fra Baalet.

Og som han tog sig af de Anklagedes Liv, saaledes tog han sig af de Dødes Ære. En af de sidste Efterretninger, som Voltaire modtog paa sin Dødsseng, var den, at den Sag, han havde anlagt i Anledning af Justitsmordet paa General Lally, var vunden og den Dræbte frikendt. Og i samme Aarrække var det at Voltaire fik Tid til at forvandle Ferney fra en ussel Flække til en virksom og velhavende By, til at virke lidenskabeligt for Livegenskabets Ophævelse i Frankrig og til at skrive en hel Række af sine Hovedværker, i hvilke han forfulgte det ene Maal at undergrave den kristelige Dogmatik, der forekom ham Roden til Gejstlighedens Magt og alle de Afskyeligheder, denne foranledigede. Imidlertid forsømte han ikke Selskabslivet. Han lod opføre et Husteater og lod de første Skuespillere komme til sig. De dygtigste og evnerigeste Mænd i Europa opsøgte ham i Ferney.

Det Ry, som udgaar fra Goppet, kan vel ikke maale sig med Ferney's; men det har dog sit ikke ringe Værd. Ogsaa for Coppets Vedkommende var det Tørst efter Retfærdighed, Sandheds- og Frihedskærlighed, der gik ud fra Forvisningsstedet. Senere i det 19de Aarhundrede har jo ogsaa hvert af de tre store Hovedlande sendt sin største Forfatter i Landflygtighed, England Lord Byron, Tyskland Heinrich Heine, Frankrig Victor 123 Hugo, og ingen af disse Aander tabte i literær Indflydelse derved.

Men med det 19de Aarhundredes Begyndelse var den Tid forbi, da de Skrivende udgjorde en Stormagt. Selv et Geni af Voltaires Rang vilde neppe i dette Aarhundrede have udøvet en udvortes paaviselig Indflydelse som hans, og Fru de Staël var i ethvert Tilfælde langt fra hans Lige i Genialitet. Men hendes Opgave var desuden af helt forskellig Art. Den udvortes Kirkemagt var foreløbig brudt, og hendes Aandsretning var altfor religiøs til at hun skulde kunne slaa ind paa Voltaires forladte Baner. Enevælden var saa mægtig, at det ikke at nævne den franske Kejsers Navn i en Bog om Tyskland ansaas for en politisk Meningstilkendegivelse og straffedes som saadan. Men der var en Gerning, som ikke var gjort ved Revolutionens udvortes Omvæltninger og som ikke kunde forbydes af Kejserdømmets Forordninger, det var den at undergrave de Bjerge af gudelige, sædelige, selskabelige, nationale, kunstneriske Fordomme, som tyngede paa Europa med endnu stærkere Tryk end Napoleons Verdenskejserdømme, og som ene havde gjort det muligt. I mange af disse Fordomme, især de kunstneriske og de nationale, havde selv Voltaire været hildet. Mod dem alle aabnede Fru de Staël en Krig fra Goppet. løvrigt forsømte hun lige saa lidt som Voltaire derfor Selskabslivet, havde ligeledes sit eget Teater, skrev selv Stykker for det og spillede selv i dem. Sikkert maa da Borgfruen paa Coppet kaldes ligesaa ædel og aandsfri i sine Bestræbelser som Filosofen i Ferney; hun var mindre heldig og mægtig end han, men ved sit Køn og sine Lidelser næsten endnu mere interessant. Han formaaede at udrette meget for Andre, hun havde sin Nød med at værge for sig selv.

X

I sin Bog Essay sur les fictions gør Fru de Staël det første Forsøg paa at fremstille sin Poetik. Denne Poetik har følgende Løsen: Ingen Sagn- eller Sindbilledverden, intet fantastisk eller overnaturligt Feeri; hvad der i Poesien bør raade er den rene Natur. Her synes hun endnu ikke ret at gøre sig Rede for den Grundmodsætning mellem Digtekunst som Sjæleskildring og Digtekunst som Indbildningskraftens frie Spil, over hvilken hun senere 124 blev saa klar, at man kan betegne Forstaaelsen af denne Forskel som en af hendes Forfatterskabs betydeligste Tanker; thi det er en af dem, som mest bidrog til at gøre Franskmændenes nationale Poetik relativ for Nationen. Franskmændene er nemlig vante til at sætte Digtekunstens Væsen i den paa Iagttagelse grundede Menneskekundskab, der aabenbarer sig i Værker som Molière's Misanthrope og Tartuffe. Og som Franskmændene jævnligt grunder Digtekunsten paa Iagttagelsen, grunder Tyskerne den paa Følelsens Inderlighed og Englænderne den paa en alsidig Indbildningskraft, der ikke lader sig tøjle af Regler, men bevæger sig i Spring fra Rædsler til Idealer og fra Alvor til Komik uden at indskrænke sig til Genfremstilling af Naturen, men ogsaa uden at anvende det Overnaturlige anderledes end som dybsindigt Symbol.

En Poesi som den, der udstraaler fra Italiens Natur og Folk, falder helt udenfor disse Opfattelser. Det er i Corinna, Improvisatricen, at Fru de Staël vil legemliggøre den egenlige digteriske Poesi i Modsætning til den, der er Sjælemaleri, *dolgoeO* Poesien, som Aristo forstaar den, i Modsætning til Shakespeare's, Molière's og Goethe's. Ufrivilligt kommer hun imidlertid ligefuldt til at gøre Corinna halv nordisk. Hvem der ikke har kæmpet den møjsomme Kamp for at forstaa en helt fremmed Stammes Synsmaade, véd ikke hvor vanskeligt det er i dette Punkt at løsrive sig fra de medfødte Nationalfordomme. Det er dertil nødvendigt at indaande samme Luft, at leve en Tid lang i de samme Naturomgivelser som den fremmede Stamme. Uden de Rejser, hvortil Fru de Staël ved sin Landsforvisning blev tvungen, vilde det have været hende umuligt saaledes at udvide sin Erkendelsesevne.

Jeg tror i al Beskedenhed at kunne tale med derom af Erfaring. Jeg tør sige, at det først under ensomme Spasereture i Omegnen af Sorrent lykkedes mig at faa Shakespeare paa en saadan Afstand, at jeg kunde overskue ham og virkeligt forstaa ham og derigennem hans Modsætning. Jeg mindes en enkelt, i denne Henseende for mig betydningsfuld Dag. Jeg havde tilbragt tre Døgn i Pompeii. Af Templerne der interesserede Isistemplet mig mest. Her, tænkte jeg, stod det Hoved af Gudinden, der nu er flyttet til Museo nationale, hvis Læber er aabne og i hvis Nakke der findes et Hul. Jeg gik ned i den underjordiske Gang bag Alteret, hvorfra Præsterne gennem et i Hovedet 125 anbragt Rør lod Gudinden give Orakelsvar. Den Betragtning paatrængte sig mig, at det trods al deres Snedighed og trods Mængdens Overtro maa have været saare vanskeligt at give Templet et hemmelighedsfuldt Præg i dette Klima. Thi Templet er et lille smukt Hus, der lyser i en klar Sol: ingen Afgrunde, intet Mørke, ingen Rædsel. Selv om Natten har Templet staaet klart i Maaneeller Stjerneskin. Landskabet i Forening med Romerfolkets ædru Forstand har forhindret Opstaaen af Mystik og Romantik.

Jeg kom til Sorrent; Vejen gaar langs Havet, hugget ind i Bjergets Side, snart bugter den sig ud i Havet, snart tilbage, og da danner Bugten forneden en mægtig Kløft, fyldt af Oliventræer. Egnen er paa engang stor og smilende, vild og fredelig. De nøgne Klippesider taber deres Strenghed, belyste af en saa blændende Sol, og i alle Kløfter skinner snart Orangetræernes glansgrønne Blade, snart Oliventræernes fine fløjelsgraa Løv rundt om hvide Huse, Villaer og Smaabyer. Paa den anden Side ligger saa de hvide Byer som strøede med en Sukkerske op ad Bjergenes skovbevoksede Sider lige til den allerøverste Rand. Havet var indigoblaat, nogle Steder staalblaat, Himlen uden en Sky. Og overfor, i Havet, laa den henrivende skønne Klippeø Capri. Ingensteds ses et saadant Sammenspil af Linjer og Farver. Andensteds kan man udsætte noget, selv paa det Skønneste: Vesuvs Linjer f. Eks. stiger lidt for blødt, lidt for indsunket i Vejret. Men Capri! Som en Rytmes Musik er der i den takkedes Klippes Konturer. Hvilken Balance i alle Linjér! Hvor er Alt paa engang stolt og fint, kækt og yndefuldt! Dette er den græske Skønhed. Intet Kæmpestort, intet Imponerende for Hoben, men den fuldendte Harmoni i det skarpt Begrænsede. Fra Capri ser man Sirenernes Øer, forbi hvilke Odysseus sejlede. Saaledes saa Homers Ithaka ud, kun var der maaske mindre skønt; thi det af Grækere befolkede Syditalien er det eneste levende Vidnesbyrd om Grækenlands Oltidsklima; Grækenlands egen Natur er nu kun et Lig af hvad den var.

Det begyndte at blive mørkt, Venus lyste stærkt og Bjergenes kraftige Sider og Kløfter begyndte at antage de fantastiske Træk, som det hører Mørket til at give. Men Præget blev ikke hvad vi Nordboere kalder romantisk. Igennem det fine Olivenløv blinkede endnu Havet, delt af Blade og Grene, med sin stærke blaa Farve. Da følte jeg, at der er en Verden, den, af hvilken Neapels Golf er et Billede, som Shakespeare ikke kender, 126 fordi den er stor uden Rædsel og dejlig uden romantiske Taager og uden Alfespøgeri. Jeg forstod først nu ret Malere som Claude Lorrain og Poussin, forstod at deres klassiske Kunst svarer til en klassisk Natur, og forstod ved Modsætningen endnu dybere et Værk som Rembrandts Radering De tre Træer, der staar som besjælede Væsener, som nordiske Personligheder i den stride Regn paa den sumpede Mark. Jeg forstod, hvor naturligt det er, at et Land som dette ikke har frembragt en Shakespeare eller trængt til en Shakespeare, fordi Naturen selv her har paataget sig det Hverv, som Digterne maa udfylde i Norden. Poesi af den dybe, sjæleforskende Art er som kunstig Varme en Livsfornødenhed hvor Naturen er umild. Hernede har Poesien, lige fra Homer til Ariosto, kunnet nøjes med at være et Spejl, klart, simpelt og uden Fordobling, af den klare Natur. Den har ikke stræbt ned i Menneskehjertets Afgrunde. Den har ikke stræbt i Dybder og Huler at finde de Ædelstene, som Aladdin søgte, som Shakespeare fandt, men som Solguden her med fulde Hænder kaster ud over Jordens Overflade.

Corinna eller Italien er Fru de Staëls ypperste Fortælling. I denne paradisiske Natur oplodes hendes Øjne for Naturen. Hun foretrak ikke mere sin Rendesten i Paris for Nemisøen. Og her i dette Land, hvor paa saa mangt et Sted, f Eks. paa Forum, en Kvadratalen har en større Historie end hele det russiske Rige, her oplodes hendes moderne, oprørske og tungsindige Sjæl for Historien, for Antiken med dens simple og strenge Ro. Her endelig i Rom, der er som Europas Fremmedherberg, gik de forskellige Nationers Ejendommeligheder og Ensidigheder fuldstændig op for hende. Igennem hende blev hendes Folk sig for første Gang bevidst med dets Særegenhed og dets Begrænsning. Thi i hendes Bog møder England, Frankrig og Italien hinanden og forstaas - ikke indbyrdes, men af Forfatterinden og af hendes Heltinde Corinna, der er halvt Englænderinde og halvt italiensk. Corinna staar i Digtekunstens Verden som et Varsel om hvad Elisabeth Browning blev i den virkelige Verden. Man mindes Corinna, naar man paa det Hus i Florents, hvor Fru Browning boede, læser den italienske Indskrift: Her boede Elisabeth Barrett Browning, der med sine Digte knyttede et gyldent Baand mellem England og Italien.

Bogens Handling er denne: En ung Englænder, Oswald Lord Nelvil, der lige har mistet sin Fader, hvem han elskede over Alt 127 paa Jorden og hvis Død har forstemt ham saa meget dybere, som han bebrejder sig i de sidste Aar at have voldt Faderen Sorg, rejser til Italien for at søge Adspredelse. Han ankommer til Rom, netop som Digterinden Corinna føres i Triumf til Capitolium, og skønt offenlig Optræden og offenlige Triumfer ikke stemmer overens med hans Ideal af Kvindelighed, bliver han snart heftigt indtagen og efterhaanden lidenskabeligt forelsket i den ligesaa utvungent naturlige som aandfulde Corinna. Men medens Samlivet med hende aabner hans Øjne for alle hendes skønne og sjældne Egenskaber, bevarer han ligefuldt sin Frygt for at hun ikke egner sig til at blive en fornem Englænders Hustru. Han finder ikke i Corinna den svage, frygtsomme Kvinde, der ingen Mening har om Noget undtagen sine Pligter og sine Følelser, som han i England, hvor de huslige Dyder udgør Kvindernes Hæder og Lykke, gerne vilde finde i sin Brud. Han gør sig især sygelige Skrupler med Hensyn til det Spørgsmaal, om hans afdøde Fader vilde have ønsket sig en Svigerdatter som Corinna, et Spørgsmaal, som han stedse mere indser at han maa besvare med Nej.

Corinna, hvis Kærlighed er langt dybere og fuldere end hans, som ængstes ved hans Vaklen og som frygter for at han pludselig skal rejse bort fra Italien, stræber at holde ham tilbage ved at vække hans Interesse for Landets Minder, dets Kunst, Poesi og Musik. Oswald er især urolig over det Gaadefulde i Corinnas Liv; Ingen kender hendes rette Navn eller hendes Afstamning; hun taler mange Sprog; hun har ingen Slægtninge; han frygter, at en eller anden Forseelse har stødt hende ud i Verden alene. Corinna er i Virkeligheden en Englænders og en Romerindes Datter, og da hendes Fader har giftet sig for anden Gang i England, har hun tilbragt sin Opvækst under sin Stedmoders Øjne i en lille spidsborgerlig engelsk Provinsby. Men martret af al den Smaalighed og Tvang, under hvilken hendes Aand blev kuet, har hun efter sin Faders Død forladt England og har i Italien levet et uafhængigt om end aldeles ulasteligt Liv som Digterinde. Hun véd, at hendes og Oswalds Familie har kendt hinanden, at Oswalds Fader har vraget hende som Svigerdatter og at en Forbindelse ønskes tilvejebragt mellem Oswald og hendes egen yngre Søster Lucile. Ved denne just ikke utvungne eller sandsynlige Forvikling vindes et Paaskud til Beskrivelse af Italien. Saa ofte Oswald trænger ind paa hende 128 med Bøn om at lære hendes Historie at kende, søger hun at skyde Tidspunktet for en Forklaring ud, og hertil finder hun intet bedre Middel end det at henlede Oswalds Tanker paa andre Æmner ved at gøre sig til hans Vejviser gennem Ruiner, Gallerier og Kirker og ved at føre ham med sig paa en Rejse gennem Italiens herligste Egne. Som en anden Sjehersad stræber hun at forlænge sit Liv og afvende den truende Fare ved daglig paany at vise ham Herligheder, i Sammenligning med hvilke Tusind og én Nats blegner, og ved at ledsage dem med en fin og dyb Fortolkning.

Saaledes frembyder Beskrivelsen af Rom, Skildringen af Neapels Natur, Billedet af Venedigs tragiske Skønhed sig som af af sig selv. I Rom bliver Corinnas store Lidenskab til, og Rom bliver denne Kærlighedshistories første Ramme; Roms mægtige Alvor og vide Synskres svarer til disse dybe Følelser og betydelige Tanker. I Neapel stiger Corinnas Elskov til sit højeste lyriske Udbrud; Vulkanen og Golfens smilende Pragt danner her Baggrunden for hendes Skikkelse, og Sangen paa Havet ledsager hendes vemodigt-lidenskabelige Improvisation om Kvindekærlighed og Kvindeskæbner. I Venedig endelig, hvor Indtrykket af det Skønnes Forfald og Tilintetgørelse griber En fra alle Sider, forlader Oswald for bestandig Corinna.

Efterretningen om at hans Regiment vil blive udkommanderet til Indien kalder ham pludseligt tilbage til England. Han betragter sig som trolovet med Corinna og iler til dennes Stedmoder for at opnaa Flygtningens Genindsættelse i hendes Familierettigheder. Men hos Lady Edgermond træffer han Corinnas Halvsøster Lucile, og lidt efter lidt fortrænger dennes beskedentkvindelige Skønhed Erindringen om den ældre Søster, hvis glimrende Begavelse ikke synes ham saa tillokkende paa Afstand og hvis selvstændige, dristige Optræden i Livets fulde Sollys ingen ægteskabelig Lykke lover ham i et Land, hvor Hjemmets Halvlys, med hvilket Lucile's dæmpede Væsen stemmer, er det eneste, i hvilket Kvinden med Fordel kan vise sig. Ægteskabet med Corinna vilde udæske hele Samfundet imod ham; det er ham som en Trods mod hans Faders Skygge. Ægteskabet med Lucile derimod vil kunne finde Sted under Samfundets enstemmige Bifald. I Corinna ægter han det Fremmede, det Fjerne, det som i Længden ikke lader sig forene med hans Hjemstavn; i Lucile ægter han saa at sige England selv. Corinna, som i dødelig 129 Angst hemmeligt hår fulgt ham til England, erfarer hans Sindstilstand og sender ham hans Ring tilbage. Oswald anser sig for glemt af hende, gifter sig med Lucile, faar Vished om den Uret han har begaaet, og Romanen ender tragisk med Oswalds Anger og Corinnas Død.

Uden al Tvang lader det sig paavise, hvilke oplevede Begivenheder og Forhold der ligger til Grund for Digtningens Hovedtræk. Den friske Sorg over Neckers Død skinner Igennem Oswalds tungsindige Rugen over Mindet om hans Fader; forsaavidt er en Del af Forfatterindens eget Væsen nedlagt i Oswalds Karakter, og saaledes forklares ogsaa hans kvindelige Frygt for at udføre en Handling, mod hvilken hans Samvittighed kun har det at indvende, at den neppe vilde have vundet den afdøde Faders Bifald. Selv Bekymringen over i de sidste Aar ved sin Opførsel at have voldt ham Sorg har maaske havt et Tilknytningspunkt i Forfatterindens egen Sjælehistorie. løvrigt er Oswalds Væsen øjensynligt en fri Omdigtning af Benjamin Constants Personlighed. Enkelte Smaatræk røber straks, hvor bestemt hun har tænkt paa ham: Oswald er fra Edinburgh, hvor Constant havde tilbragt sin Ungdom, og han er udtrykkelig 18 Maaneder yngre end Corinna; (Fru de Staël fødtes 22de April 1766, Constant 25de Oktober 1767); men langt vægtigere Vidnesbyrd foreligger i Personens hele Støbning, i den Blanding af ridderligt Mod udadtil mod Omverdenen og uridderlig Svaghed overfor den elskende og længe beundrede Kvinde, hvem han for at unddrage sig hendes Overlegenhed forlader. Kun at Fru de Staël har støbt en typisk Englænder af disse og mange tildigtede Elementer.

I Corinna selv har Forfatterinden tegnet sit eget Ideal; fra sin virkelige Personlighed har hun hentet Heltindens Grundegenskaber: Corinna er ikke som Delphine den i Privatlivet indesluttede Kvinde, men Kvinden, der er traadt ud af den hende anviste Kres, Digterinden, hvis Navn er paa Alles Læber. Hun har givet hende sit eget Ydre, kun forskønnet, ja endog sit eget Kostyme, den maleriske Dragt og det om Hovedet vikledeindiske Sjal. Hun har givet hende sin egen klare, handlekraftige Aand; og det gaar Corinna som hende, at fra det Øjeblik af, da Lidenskaben griber hende med sin Glenteklo, nytter Evnerne hende Intet, og hun bliver Lidenskabens værgeløse Bytte. Hun har fremdeles givet Corinna sine egne Landflygtighedstanker og Landflygtighedssorger. I Italien er Corinna jo løsrevet fra 130 sit Fødested, i England landsforvist fra sit Hjertes Fædreland og dets Sol. Derfor besynger Corinna Dante, dvæler med Sorg ved lians Forvisning og udtaler den Tanke, at det egenlige Helvede var Landflygtigheden for ham. Derfor siger Corinna i de Optegnelser om hendes Levned, hun giver Oswald, at Eksilet for livfulde og følelsesfulde Mennesker er en Straf som er værre end Døden, idet Opholdet i Fædrelandet skænker En Tusinder af Glæder, man først paaskønner, naar man har mistet dem. Hun fremhæver de mangfoldige Interesser, man har tilfælles med sine Landsmænd, men som ikke forstaas af Fremmede, og betoner, hvorledes overfor dem Nødvendigheden af at forklare Alt træder istedenfor den lette og hurtige Meddelelse, der med et halvt Ord gør en lang Udvikling overflødig. Ja Gorinna haaber endog som sin Digterinde Tilbagekaldelse til sin Hjemstavn og Genindsættelse i sine Rettigheder af det Ry, hun efterhaanden opnaar ved sine Poesier. Fru de Staël har endelig givet Corinna sin egen Dannelse. Det siges udtrykkeligt, at det er Studiet af de fremmede Literaturer, Indsigten i de fremmede Folkeaanders Væsen, der har givet Corinna saa høj en Rang i hendes Lands Skriftverden; det Tiltrækkende ved hendes Digtning beror paa, at hun har forenet Sydens Farver med Nordens Iagttagelsesevne. Men af alle disse og mange frit opfundne Træk har Forfatterinden formet en kvindelig Type paa den italienske Aand.

Fru de Staëls Forfattervirksomhed falder bestandig ligesom i to Dele, en mandlig og en kvindelig Virksomhed, Udtalelse af Tanker og Dvælen ved Følelser. Ogsaa i Corinna spores denne Dobbelthed. Bogen har sikkert større Værd som Aandsværk i Almindelighed end som et Værk af digterisk Fantasi. En særegen Inderlighed og en vis Blødhed i Følelsens Behandling røber overalt, at Forfatteren er en Kvinde. Naar engang det Øjeblik kommer, da man forsøger paa at skrive Læren om den kvindelige Sjæl og bestemme den kvindelige Aands Ejendommelighed til Forskel fra den mandlige - saa langt staar Sjælelæren tilbage, at der endnu neppe er gjort noget Udkast dertil - vil Fru de Staëls Skrifter blive en af de værdifuldeste Kilder.

Det Kvindelige røber sig maaske stærkest i Maaden, hvorpaa den mandlige Hovedfigur er tegnet. Til enhver af Heltens fremtrædende Egenskaber anfører Forfatterinden dens Aarsager: hans Hæderlighed forklares ved hans fornemme Fødsel; hans Tungsind forklares ved Englænderens «Spleen», og ved hans ulykkelige 131 Forhold til en Fader, hvem han tilbeder, som Fru de Staël tilbad sin, og til hvis Skygge han staar i det samme Afhængighedsforhold, hvori Søren Kierkegaard stod til sin afdøde Faders; kun ét lader Forfatterinden henstaa uforklaret hos en Person, hvis moralske Mod er saa yderst ringe, og det er hans Forvovenhed til at udsætte sit Liv. Kvindelige Romanforfattere udruster næsten ufravigeligt deres Helte med et Mod, der staar ligesom udskilt udenfor Personligheden, paa samme Tid, som det i de moderne Samfund især er Kvinderne, der forhindrer Mændene i at vove og der ligesaa gennemgaaende viser de fejgeste offenlige Personligheder (de Præster, der bringer deres Liv i Sikkerhed under en Farsot, de Krigshelte, der angriber Fjenden paa Papiret) den største, undertiden mest hysteriske Beundring og Hyldest. Forklaringen synes den, at Mandsmodet er en Egenskab, der som den højeste Potens af det Mandlige bliver et Slags Ideal for Kvinden, men et Ideal, som hun ikke forstaar, som hun ikke kender igen i Virkeligheden, og som hun derfor skildrer helst og daarligst.

Det her sagte gælder nærmest om Oswalds heltemodige Adfærd under Ildebranden i Ancona, hvor han under rædselsfulde Omstændigheder bliver hele Byens Frelser. Han alene forsøger med sine Englændere koldblodigt Ildens Slukning og iværksætter den. Han befrier de i Ghettoen indespærrede Jøder, som Befolkningen i sit Trosraseri vil lade brænde som Sonofre. Han vover sig ind i det brændende Galehus, ind i Værelset, hvor de mest rasende Fanger opholder sig, behersker og befrier de af Luer omspændte Vanvittige, løser deres Lænker og lader end ikke en Eneste af de modstræbende tilbage. Scenen er fortræffeligt fortalt; men, som sagt, det er i Sjælegranskningen, at der spores nogen Svaghed. Da det imidlertid gælder om at skildre Indtrykket af denne Handling paa Corinnas kvindelige Hjerte, tager Fru de Staël sin fulde Oprejsning. Oswald havde ved en Bortrejse over Hals og Hoved undflyet al Taksigelse, men da han paa Tilbagevejen atter kommer til Ancona med Corinna, bliver han genkendt, og Corinna vækkes om Morgenen ved Skrigene: «Leve Lord Nelvil, leve vor Velgører!» Hun begiver sig ud paa Pladsen, og som Digterinden, hvis Navn er berømt Italien over, bliver hun hurtigt kendt og modtaget med Jubel af den forsamlede Skare. Mængden anraaber hende om at være dens Ordfører og at tolke dens Taknemmelighedsfølelse for Oswald.

132

Forbauset bliver han staaende, da han træder ud paa Pladsen og ser Corinna i Spidsen for Folkehoben. «Hun takkede Lord Nelvil i Folkets Navn og gjorde det med saa megen Ynde og Adel, at alle Anconas Indbyggere var henrykte derover.» Og, tilføjer Forfatterinden med kvindelig Finhed, hun sagde vi, idet hun talte om dem. «De har frelst os, vi skylder dem Livet.» Dette vi er saa meget mere slaaende, som Forfatterinden tidligere har dvælet ved det Øjeblik, da Corinna og Oswald for første Gang følte sig lykkelige ved at bruge Ordet «vi» med den frygtsomme Kærlighedserklæring der ligger deri, nemlig første Gang de aftalte en Spaseretur i Rom. Nu opløser Corinna dette «vi» for at stille sig paa deres Side, som skylder Oswald Alt. Og, hedder det videre, da hun nærmede sig for i deres Navn at tilbyde Lord Nelvil den Krans af Ege- og Laurbærblade, som de havde flettet til ham, greb en ubeskrivelig Bevægelse hende, hun følte sig næsten frygtsom, idet hun nærmede sig Oswald. I dette Øjeblik kastede den hele Befolkning, der i Italien er saa letbevægelig og saa rede til Andagt, sig paa Knæ idet hun tilbød ham Kransen. Det er i Skildringen af de kvindelige Følelser, at Fru de Staël har sin Styrke, Følelserne hos en fremragende Kvinde, der bøder saare haardt for sine Evner.

Af Alt rører huslig Lykke og kvindelig Renhed hende dybest. Hun, Sibyllen, føler sig greben, da hun læser denne Indskrift paa en romersk Hustrus Sarkofag: «Ingen Plet har besudlet mit Liv fra Brylluppet indtil Baalet, jeg har levet ren mellem Brudefaklen og Baalets Fakkel.» Men denne Ægteskabets Lykke var ikke hende forundt, Corinna saa lidet som Mignon, disse to Længselens Børn, der hver for sig i den franske og i den tyske Literatur udtrykker Sværmeriet for Italien. Hun siger selv, at. vor stakkels menneskelige Natur ikke kender det Uendelige ad anden Vej end igennem Lidelsen, og hun er som skabt til at lide. Men før hun gaar under som det sidste Offer paa den antike Arena, smykkes hun som Ofret og føres i Triumf.

Da vi lærer hende at kende, træffer vi hende under Optoget til Capitol, simpelt men malerisk klædt, med antike Kameer i Haaret, med det fine røde Sjal slynget turbanlignende om sit. Hoved som paa Gérards bekendte Portræt af Fru de Staël. Det er det Kostyme, som svarer til Corinna; hun, de farverige Egnes, Barn, har endnu ikke tabt Farvesansen, har endog i det stive, regelrette England bevaret friske Sanser og Kærligheden til hvad 133 Gautier senere har kaldt Treenigheden af skønne Ting: Guld, Purpur og Marmor.

Og som alle Tidsalderens andre store Typer maa hun ses i de Omgivelser, der svarer til hende og hvori hun hører hjemme som René i Urskovene, Obermann paa Højalperne og Saint-Preux ved Genfersøen. Corinnas Skikkelse er bevaret for Efterverdenen i det bekendte Maleri, efter hvilket Kobberstik er udbredte: Corinna, som improviserer paa Cap Misene.

Hendes vulkanske og straalende Natur hører hjemme i denne straalende og vulkanske Egn. Neapels Golf synes at være ét stort, sunket Krater, omringet af smilende Byer og skovbeklædte Bjerge. Omsluttende sit Hav, der er endnu langt mere blaat end Himlen, ligner den et smaragdgrønt Bæger, fyldt med skummende Vin, hvis Rande og Sider er smykkede med Vinløv og Ranker. Inderst inde ved Landet straaler Havet dybt azurblaat, længere ude er det vinfarvet, som allerede Hom.er kaldte det, og over det lyser en Himmel, der ikke, som det almindelig tros, er mere blaa end vor, men som snarere er mere bleg, kun at dens Blaat har som et Underlag af hvid Ild, der lyser hvidligt og blaaligt glødende. I denne Egn satte de Gamle Helvede. I Averncrsøens Grotte var Nedgangen dertil; dette kaldte de Helvede, dette Paradis. De har ment, at den vulkanske Oprindelse og Omgivelse viste, at Tartaros var nær. Overalt de vulkanske Former. Et stort Bjerg har en Side som var det skaaret igennem med en Kniv. Det halve Bjerg er faldet ned i Jordskælv. Gap Misene, Landets yderste Pynt, der paa den ene Side lukker Golfen med Nisidas lille Klippeø foran sig, Procida og Ischia bag sig, bestod en Gang ikke som nu af to adskilte Højder, men var Et. Vesuvs to Kratere fremkom ved det Udbrud, der slugte Pompeii. Overalt Frugtbarhed og Ild. Faa Skridt fra Solfataras Svovldampe, der stiger op mellem Lavagruset, ligger Marker, som helt bestaar af tindrende røde Valmuer, andre med store blaa Blomster, stærkt duftende lodne Mynter, Urter, der naaer En til midt paa Livet, en Rigdom, en Mylr, en Frugtbarhed og Yppighed, som om denne bugnende Fylde kunde skyde op igen paa en eneste Nat, hvis man fældede det Hele. Og hertil kommer den overvældende Vellugt: et Krydr, som aldrig mærkes i Norden, en uhyre Symfoni af Millioner forskellige Planters Duft.

Det er henad Aften, at Corinnas Selskab drager ud paa Cap Misene. Man ser derfra ind over den store By, man hører 134 ligesom i den dumpe Larm dens Hjertebanken. Overalt for Ens Øje flammer efter Solnedgang Lys, i alle Vejenes Spor ligger de; tvers over Vejen langs op ad Bjergsiderne springer og flyver de klare Flammer i Luften; de, som flyver højere oppe, ligner ganske løsrevne og bevægelige Stjerner. Alle disse Flammer, der bevæger sig i lange Spring og slukkes et Sekund efter hvert Spring, er Sydens lysende Insekter. I Mørket hensætter disse Tusinder af Flammer En i en Æventyr-Stemning. Overfor lyser, set fra Gap Misene, den højrøde Lavastrøm ned ad Vesuvs mørke Side.

Her er det, at man bringer Corinna hendes Lyra, og hun besynger først Pragten af denne Natur, Storheden af de Minder, der knytter sig til den, til Gumæ, hvor Sibyllen levede, til Gaeta, som ligger bagved, hvor Cicero udaandede for Tyrannens Dolk, til Capri og Bajæ, som bevarer Mindet om Tibers og Neros Rædselsgerninger, til Nisida, hvor Brutus og Portia sagde hinanden det sidste Farvel, til Sorrent, hvor Tasso, undsluppen af Galehuset, ussel, forfulgt, med uredt Skæg og sønderrevne Klæder bankede paa sin Søsters Dør, der end ikke straks kunde kende ham igen, og som ikke kunde tale for Taarer. Her er det, hun ender med en Elegi om al Jordelivets Kval og al Jordelivets Lykke.

Man høre Corinna's beaandede Tale i disse Omgivelser, hvor Skønheden er bygget paa Undergangen, hvor Lykken aabenbarer sig som en flyvende, hurtigt slukket Flamme, og hvor Vulkanen bestandig truer Frugtbarheden.

Hun siger: Jesus tillod en svag og maaske angrende Kvinde at bade hans Fødder med de kostbareste Salver; han stødte dem tilbage, der raadede hende til at opbevare denne Vellugt til en nyttigere Brug. «Lad hende kun gøre det, sagde han, thi jeg er kun kort Tid sammen med Jer.» Ak! Alt, hvad der er godt og stort paa denne Jord, er kun kort Tid sammen med os. Alderen, Svagheden, Døden udtørrer snart den Dugdraabe, som falder ned fra Himlen og som hviler paa Blomster. Lad os da blande Alt, Elskov, Religion, Geni og Sol og Vellugt og Musik og Poesi; der gives ingen anden Ugudelighed end Kulde, Egenkærlighed og Lavhed. Det hedder: Naar to eller tre er forsamlede i mit Navn, saa vil jeg være midt iblandt Eder. Men hvad er det, o min Gud, at være forsamlede i dit Navn, hvis det ikke er at nyde din skønne Naturs ophøjede Gaver og ære 135 Dig derfor og takke Dig for Livet og fremfor Alt at takke Dig, naar et Hjerte, der ligeledes er skabt af Dig, møder og svarer vort.

Saaledes taler hun under sin dobbelte Beaandelse paa Højden af sit Liv, hvor hun forsøger paa at forene de store Evners og Kærlighedens Lykke som Myrten og Laurbærgrenen var sammenflettede i den Krans, der raktes hende paa Capitol; det lykkes ikke, de springer tilbage, river sig fra hinanden, og Corinna for. vandles fra den begejstrede Sibylle til endnu en af de mange fortvivlede og sønderbrudte Aander, gennem hvilke Aarhundredets Genius nedlægger Indsigelse mod det Samfund, der, som hine tilsyneladende sikre Byer, er undergravet af vulkanske Flammer, Flammer, som aldrig beroliges, men som giver sig Luft i det ene Udbrud efter det andet hele det urolige og ulykkelige nittende Aarhundrede igennem.

XI

Man kunde kalde Corinna et Digt om Nationalfordomme. Oswald repræsenterer alle Englands, hans Rejsefælle Greven af Erfeuil alle Frankrigs, og det er mod Fordommene hos disse to, paa hin Tid Europa's stærkeste og mest selvtillidsfulde Nationer, at Corinna kæmper af hele sin Sjæl. Denne Kamp er ikke koldblodig, thi Corinna's Fremtid afhænger af, hvorvidt det vil lykkes hende at bringe Oswald til at opgive sine medfødte Fordomme saa vidt, at han kan blive lykkelig med en Kvinde som hende, hvis Liv paa ethvert Punkt staar i Strid med hvad der i England betragtes som det eneste Tilbørlige for Kvinden. Men idet Corinna saaledes søger at udvide Oswalds Blik og smidiggøre hans stive Aand, der bestandig springer tilbage i de tilvante Fuger, iværksætter hun samtidig Læserens Opdragelse. Paa Følelsernes Omraade fortsætter hun den samme Gerning som vi har set hende i Færd med paa Ideernes. Hun skitserer de første Grundrids til en Lære om Folkesjælene endog for de inderligste Følelsers Vedkommende. Hendes Landsmænd forsøgte dengang, omtrent som Tyskerne nutildags, i forfængelig Overbevisning om, at de alene sad inde med Civilisationen, at udslette Nabolandenes Nationalfarve. Dybest inde vil hun derfor vise dem, at deres 136 Livsopfattelse kun er én blandt mange ligeberettigede og stundom mere berettigede Opfattelsesmaader.

Naar man erindrer, hvor mægtig den Fordom er, der i alle Lande uden Undtagelse gør det til en Forbrydelse for den Enkelte at fraskrive sit Folk det Indbegreb af Dyder, som det selv tillægger sig og som saa og saa mange helgenviede Polichineller hver Dag fortæller det, at det besidder - Noget, de staar sig meget vel ved at gøre - saa vil man begribe, hvilken Kækhed Fru de Staël lagde for Dagen ved paa et Tidspunkt som dette at optage Kampen mod den franske Nationalforfængelighed.

Der gives en eneste stor Idé, som er den farligste af alle for den tvingende Magt, som hvert enkelt Samfunds fastslaaede Anskuelser og Vedtægter udøver. Det er ikke det Logiskes Idé. Thi hvorvel man skulde tro, at Logiken, ifald man slap den ind i det hele Magasin af Fordomme, som til en bestemt Tid regerer et bestemt Land, vilde foretage samme Ødelæggelse iblandt dem, som en Tyr i en Glasvarebutik, virker den rene Logik dog aldeles ikke paa Menneskenes Flertal. Nej! mere end noget Andet vækker og forbauser det Mængden, ifald man er i Stand til at gøre det relativt for den, som forekom den ubetinget, det vil sige til at vise den, at det Mønster, som den antager for anerkendt af Alle, kun betragtes som Mønster af saa og saa mange sammenarbejdede Sind, medens andre Folkeslag eller andre Stammer har et helt forskelligt Begreb om det Tilbørlige eller Skønne. Saaledes erfarer Mængden for første Gang, at den Kunst og Poesi, som mishager den, anses for den første af hele Racer, medens dens egen, som den anser for den første i Verden, af andre Folkeslag sættes lavt, og at der endelig ikke er nogen Tilflugt i den Mening, at alle de andre Folkeslag fejler i deres Dom, eftersom netop alle de andre Folkeslag, hvert for sig, mener, at alle de andre Folkeslag fejler i deres Dom. Skulde jeg derfor med et eneste Ord betegne Fru de Staëls Fortjeneste af det franske Samfund, dets Kultur og dets Literatur og dermed af Europas, da vilde jeg udtrykke mig saaledes: Hun gjorde, især i sine to Hovedværker om Italien og Tyskland, Frankrigs, Englands, Tysklands og Italiens menneskelige og boglige Anskuelser og Synsmaader relative for Beboerne af de forskellige Lande.

Greven af Erfeuil er i Corinna en mesterligt udført Type paa fransk Overfladiskhed og Selvtilfredshed, forenet med nogle 137 af de smukkeste og hyppigste franske Dyder. Man vurderer ikke en Skikkelse som denne, før man atter og atter har betænkt, hvilket Mod der udfordredes for ind i en Kres af Udlændige at stille som det franske Folks eneste og afgjorte Repræsentant en Person, hvis Indskrænkethed er saa stor som Erfeuils. Erfeuil er en ung fransk Emigrant, der under Krigen har kæmpet med glimrende Tapperhed, som har baaret Statens Inddragen af hans store Formue ikke blot med Sindsro men med et let og muntert Sind, og som med sjælden Opofrelse har plejet og ernæret sin Opdrager, en gammel Onkel, der udvandrede ligesom han og vilde været hjælpeløs uden ham - kort sagt han har et Grundlag af Ridderlighed og Evne til Selvopofrelse i sit Sind. Naar man ser ham, er man imidlertid næsten ikke i Stand til at tro, at han har oplevet og udstaaet saa meget, thi han synes formelig at have glemt hvad der er hændt ham og taler med et beundringsværdigt Letsind om den Modgang, han har lidt, og med et ligesaa stort men mindre beundringsværdigt Letsind om alle andre Æmner.

Oswald træffer ham i Tyskland, hvor han er nær ved at kede sig til Døde; han har boet der flere Aar, men det er aldrig faldet ham ind at lære et Ord af Sproget. Han agter sig til Italien, men gør sig ingen Forventninger om den Morskab, dette Land kan byde ham; han véd, at enhver fransk Provinsby har et behageligere Selskabsliv og et bedre Teater end Rom. «Er det ikke Deres Agt at lære Italiensk?» spørger Oswald ham. «Nej, svarer han, det ligger ikke i min Studieplan» og hans Mine er ved dette Svar saa alvorlig, som var dette en Beslutning, han af de allervægtigste Bevæggrunde har taget. Han værdiger da heller ikke senere i Italien Naturen et Blik. Hverken Genstande eller Følelser drejer hans Samtale sig om. Den svæver mellem Grubleri og Anskuelse som mellem to Poler, den ikke berører, og, kun de selskabelige Forhold afgiver dens Æmner. Den bevæger sig igennem Anekdoter og Ordspil om en uendelig Mængde Fortælleren bekendte Personer og er i sit inderste Væsen at betegne som det gode Selskabs Bysladder. Erfeuils underlige Blanding af Mod og Overfladiskhed forundrer Oswald. Dennes Ringeagt for Ulykker og Farer vilde have forekommet ham stor, hvis den havde kostet mere Anstrengelse, og heltemodig, hvis den ikke var udsprungen af de samme Egenskaber, der sætter ham 138 ud af Stand til at nære nogensomhelst dyb Følelse. Nu trætter den ham.

Da Erfeuil for første Gang ser Peterskirken i det Fjerne, sammenligner han den med Invalidedomen i Paris - en unægtelig mere fædrelandskærlig end træffende Sammenligning; da han ser Corinna paa Capitolium føler han Lyst til at lære hende at kende, men ingen Ærbødighed. Han undrer sig ikke over, at hendes Hjerte endnu er uberørt i et Land, hvor han ikke finder Mændene noget værd, men kan ikke undlade at smigre sig med det Haab, at hun ikke vil kunne modstaa en ung beleven Franskmands Elskværdighed. Da hun i hans Nærværelse taler Italiensk og Engelsk med Andre, saa han intet Ord kan forstaa af hvad hun siger, nærmer han sig hende med den Vending: «Tal Fransk, De kan det jo, og De er værdig til at tale dette Sprog.»

Han lægger Mærke til, at Corinna elsker Oswald, og tager hende det ikke ilde op, skønt hans Forfængelighed er lidt saaret, og skønt han finder hendes Lidenskab taabelig, da den neppe vil bringe hende Lykke. Men Oswald fraraader han samtidig paa det Bestemteste at slutte en livsvarig Forbindelse med en upræsentabel Kvinde som Corinna. Med al sin Dristighed kender han ingen højere Dommer end Vedtægten. «Hvis De, siger han til Oswald, vil gøre Dumheder, saa gør idetmindste ingen uoprettelige, og til de uoprettelige Dumheder regner han Giftermaal med Corinna. Til denne sociale Synsmaade svarer hans literære. I Corinnas Hus falder Samtalen oftere paa italiensk og engelsk Digtning. Da han gaar ud fra, at de franske Forfattere fra Ludvig den 15des Tid er de ubetingede Mønstre, er han selvfølgelig yderst streng mod alle udenlandske Frembringelser. For ham er Tyskerne Barbarer, Italienerne Stilfordærvere og kun «den franske Stils Smag og Elegance» er lovgivende i Bogverdenen. Vort Teater, siger han, er afgjort det første i Europa, og jeg tænker ikke, at Englænderne selv falder paa at stille Shakespeare op imod os.» De italienske Skuespil indskrænker han i en Kres af Italienere, ikke uden Vid, men uden megen Finfølelse, til kun at bestaa af Balletter, tragiske Smagløsheder og lidet komiske Harlekinader; det græske Teater finder han ufint, Shakespeare uformelig. «Vort Teater, siger han, er Forbilledet paa Finhed og Formskønhed; at ville indføre udenlandske Synsmaader hos os, vilde være at styrte os ud i Barbari.»

139

Erfeuil finder da ogsaa, at der er gaaet et aldeles urimeligt Ry af Roms Ruiner. Han vil ikke underkaste sig det Hoveri at se alle disse gamle Brokker igennem. Han rejser nordpaa, keder sig i Alpenaturen som han kedede sig i Rom, og kommer tilsidst til England, hvor han bliver Corinnas Hjælper I Ulykken; der var jo altid langt mere Alvor i hans Handlinger end i hans Ord. Og dog kan han ikke, da han ser, hvor elendig hendes Kærlighed til Oswald har gjort hende, negte sin Forfængelighed den Tilfredsstillelse bestandig at variere sit «Hvad sagde jeg!», ligesom han anser det for sin Pligt mod sig selv ikke at lade Lejligheden gaa forbi til at tilbyde sig som Oswalds Efterfølger. Han viser med alt dette Corinna en sand og opofrende Hen givenhed, og hun pines selv af ikke at kunne nære nogen ret Taknemmelighed imod ham derfor; men der ligger i hans Blik en saadan Adspredthed, at Corinna uophørligt er fristet til Glemsel af hans ædle Handlinger, ligesom han selv glemmer dem. «Det er,» siger Forfatterinden i den Anledning, «uden Tvivl meget smukt kun at sætte ringe Pris paa sine egne gode Handlinger; men det kan hænde, at den Ligegyldighed, visse Mennesker føler for det Gode, de har gjort, ikke desmindre stammer fra deres Overfladiskhed.» Med en saadan hensynsløs Fasthed udleder hun nogle af sine Landsmænds mest glimrende Egenskaber af Svag heder i deres Natur.

Gennem Erfeuils typiske Karakter paaviser hun, hvorledes alle gode Følelser i Frankrig angribes af én Last, den af Forfængelighed udsprungne Frygt for Samfundet. Det staar for hende, som om i Frankrig alle Følelser og det hele Liv regeres af Viddet, af Lysten til at tage sig ud og af den Frygt, som kan betegnes ved Ordene: «Hvad vil man sige til det?» I dette Punkt samstemmer Fru de Staël med en nær efter hende følgende Forfatter, den skarpsindige og originale Henri Beyle, der plejer at betegne Franskmændene som de livligt Forfængelige (Les vainvifs) og som paastaar, at alle deres Handlinger dikteres af Betragtningen: Qu'en dira-t-on, det vil sige: af Frygten for det Upassende eller Latterlige. Det franske Folk var nemlig da, ligesom det danske endnu er det, meget stolt af sin udviklede Sans for det Komiske; det var navnlig formedelst denne Sans, at Franskmændene beskedent betegnede sig selv som Verdens aandrigste Nation. Corinna paastaar, at denne Sans og den tilsvarende Frygt for det Latterlige i Frankrig dræber al Oprindelighed i Sæder, 140 i Klædedragt, i Sprog, berøver Indbildningskraften al Frihed og Følelsen dens mest naturlige Udtryk. Hun hævder, at al medfødt Følelse og Aand maa forvandle sig til Vid istedenfor til Poesi i det Land, hvor Frygten for at blive Genstand for Viddet eller Spotten bringer Enhver til selv først at gribe dette Vaaben. «Skal man,» indvender hun mod Erfeuil, «da bestandig leve for hvad Samfundet siger om En? Skal da det, man tænker og føler, aldrig være Ens Ledestjerne? Hvis det var saaledes, hvis vi evig og altid burde efterligne hinanden indbyrdes, hvorfor er der da blevet en Sjæl til hver? Forsynet kunde have sparet sig denne Ødselhed.»

Og ligesom Erfeuil nu staar som et Indbegreb af Frankrigs Nationalfordomme, saaledes Oswald som en Type paa alle de Fordomme, der gennem Aarhundreder har udgjort Englands Styrke og Svaghed. Stærke Nationer er altid uretfærdige, og denne Uretfærdighed er paa en Gang et Element i Styrken og dens Begrænsning; men Fru de Staël opfattede det som sin Opgave at stille denne Uretfærdighed i det klareste Lys.

Da Bogens Grundæmne er en Kvindes Forsøg paa gennem en Mands Kærlighed at tilkæmpe sig en anerkendt Plads i det engelske Samfund efter at hun ved offenlig, selvstændig Optræden har forspildt denne Plads, saa kommer Tyngdepunktet i Skildringen af den engelske Aand til at hvile paa det efter Forfatterindens Opfattelse indskrænkede engelske Kvinde-Ideal. Det er dette Ideal, med hvilket Oswald er vokset op og som han gør oprigtige, men frugtesløse Anstrengelser for at kæmpe sig løs fra. Stor er hans første Befippelse, da han ser Corinna, uden nogetsomhelst Hensyn til hendes Køn eller hendes gaadefulde Fortid, i Italien blive elsket og beundret for hendes Evner. Den Art offenlig Eksistens forekommer ham i høj Grad stødende hos en Kvinde. Han er vant til at betragte Kvinden som en Art højere Husdyr, og kan i Begyndelsen ikke ret forsone sig med den Tanke, at Samfundet kunde tilgive en Kvinde den Brøde at have Talent. Han føler sig ligesom ydmyget og opirret derved; han anser det for umuligt, at en Kvinde med saa udviklet og fri en Aand skulde kunne binde sig trofast til en Enkelt og vilde nøjes med at leve for ham. Og da hun nu ligefuldt elsker ham og med en Lidenskab, i Sammenligning med hvilken Alt blegner, hvad han har set eller hørt om, og som er saa uegennyttig, at den bringer hende til at sætte Alting paa Spil for hans 141 Skyld uden at fordre det Mindste, saa glemmer han hende, hendes Evner, hendes Sjæleadel og hendes aandelige Storhed, ligesaa snart han atter staar paa engelsk Grund, paany indaander engelske Taager og Fordomme og træffer et ungt uskyldigt Pigebarn paa 16 Aar, der er som skabt til Hustru efter den engelske Opskrift, tillukket, uvidende, uskyldig, tavs, den legemliggjorte Familiepligt med lyst Haar og blaa Øjne.

Forfatterinden studerer den Fordom, som ligger til Grund for Oswalds Handlemaade, i dens Kilde, og hun fører den tilbage til den engelske Opfattelse af Hjemmet. Oswalds Grundbetænkelighed overfor Corinna er udtrykt i den engelske Sætning, som i Bogen anføres: Hvad skulde man gøre med saadan En i et Hus? «Huset er Alt hos os - for Kvinderne idetmindste», siger en Englænder til Oswald. Og et andet Sted siger Forfatterinden: «Det er forgæves, at en Englænder et Øjeblik opnaar at finde Behag i fremmede Sæder; hans Hjerte vender altid tilbage til hans Barndomsindtryk. Hvis man spørger Englændere, som man træffer paa et Skib i et eller andet fjernt Farvand, hvor de rejser hen, saa svarer de: hjem (home), hvis de overhovedet er paa Tilbagevejen.»*) Og hun udleder nu den Overtro, at de huslige Dyder skulde umuliggøres af Kvindens selvstændige aandelige Udvikling, og det hele Afguderi med disse Dyder af denne engelske Kærlighed til Hjemmet. Saa underligt det ogsaa tager sig ud for os at se den nutildags aandeligt saa udeltagende italienske Kvinde opstillet som Mønster paa Selvstændighed, saa har Fru de Staël sikkert Ret heri. Det Ideal af Velvære, som er knyttet til Begrebet et Hjem, er et ægte nordisk-germansk Begreb, et de romanske Folk oprindeligt saa fremmed, at dets engelske Benævnelse home (som allerede det Anførte viser) er gaaet over som Ord i de romanske Sprog, der selv intet tilsvarende Ord besidder. Til Hjemmet svarer Begrebet «Hyggelighed», et paa romanske Sprog uoversætteligt Ord, som har sit Udspring i Glæden over at kunne sidde lunt og veltilpas inden fire Vægge. Oprindelsen til dette Ideal er ikke vanskeligt at finde: Nordeuropæeren, som lever under raa klimatiske Forhold, i en kold og barsk Natur, finder den samme Glæde i Tanken om at kunne sidde varmt ved Arnestedet, medens Sne og Regn afmægtige pisker mod den veltillukkede Rude, som * 142 Neapolitaneren finder i Tanken om at kunne sove under aaben Himmel, det vil sige under den varme og pragtfulde Stjernehimmel, og kunne tilbringe den svale Nat med Dans, Spil og Sang i det Fri. Men til hvert af disse forskellige Idealer af Velvære og Lykke svarer et forskelligt Indbegreb af Pligter og Dyder, som det Folk, hos hvilke de findes eller fordres, betragter som almengyldige. Det anser sig selv for det første Folk, fordi det overholder disse Pligter og besidder disse Dyder - hvad der er naturligt nok, da de er afledede af dets egne Ejendommeligheder - og det laster desuden alle de Nationer, hos hvilke de fattes.

«Hvoriedes,» siger Oswald til Corinna, da han taler om England, «har De kunnet forlade Kyskhedens og Sædelighedens Hjemstavn og gøre det sunkne Italien til Deres Adoptivfædreland?» Corinna svarer: «I dette Land er vi beskedne, hverken stolte af os selv som Englænderne eller fornøjede med os selv som Franskmændene.» Det tilfredsstiller hende, paa én Gang at beskæmme det nordiske Puritanerhovmod og den franske Forfængeligheds Frygt for at blive latterlig, ved den ligefremme Naturlighed, som det italienske Folk selv i sin Fornedrelse har bevaret. Hun tegner med fme og sande Træk den rørende Troskyldighed, hvormed Følelsen i Italien giver sig til Kende: Ingen stiv Tilbageholdenhed som i England, intet Koketteri som i Frankrig, Kvinden vil her kun behage den, hun elsker, og finder det ligegyldigt, om Alverden faar det at vide. En af Corinnas Venner kommer efter nogen Tids Fraværelse tilbage til Rom og lader sig melde hos en fornem Dame. Tjeneren kommer ud og svarer: «Prinsessen modtager ikke i denne Tid, hun er i daarligt Humør, hun er inamorata (forelsket).» Corinna viser, hvor skaansomt Kvinden bedømmes i Italien og hvor aabent hun er sine Følelser bekendt. En fattig Pige dikterer paa aaben Gade Skriveren et Kærlighedsbrev til sin Elsker, og Manden nedskriver det med største Alvorlighed, dog aldrig uden af sit Eget at tilføje alle de officielle Formler, som det hører til hans Haandværk at kende. Den stakkels Soldat eller Arbejder modtager saaledes et Brev, i hvilket mange ømme Forsikringer befinder sig i en Ramme af «Højstærede Samtidige!» og «Deres med Agtelse ærbødige» o. s. v. Corinna's Skildring er her fuldkomment sand. Jeg har ved et Tilfælde selv set den Slags Breve. Og paa den anden Side synes Lærdom hos Datidens italienske Kvinde ikke at have været noget Usædvanligt. 143 En Franskmand, der kalder en kundskabsrig Kvinde Pedant, faar i Bogen Svaret: «Hvad ondt er der i, at en Kvinde kan Græsk?»

Corinna mangler da heller ikke Blik for, at den officielle Hævden af Pligt og Moral i Norden er grundet paa den største Raahed med Hensyn til alle de Tilfælde, i hvilke Samfundsloven engang er brudt. Hun viser, hvorledes Manden i England ikke agter noget Løfte eller noget Forhold uden det som retsligt er ført til Protokols, og hvorledes der i det strenge England til Helligheden af Ægteskabet, til det ulastelige Liv i Hjemmet svarer den skamløseste og mest bestialske Prostitution, som den personlige Djævel svarer til den personlige Gud. I Modsætning hertil siger hun med kvindelig Forsigtighed og Blufærdighed, men dog med Bestemthed: «De huslige Dyder udgør i England Kvindernes Hæder og Lykke, men hvis der er Lande, i hvilke Kærlighed træffes udenfor Ægteskabets hellige Baand, saa er blandt disse Lande det, hvor der tages mest Hensyn til Kvindens Lykke: Italien. Mændene har der dannet sig en Moral for de Forhold, der falder udenfor Moralen, en Hjertets Domstol.» Det er dette Tribunal, som fik Domskraft ved Middelalderens Kærlighedshoffer; det er dette, som slaar Byron saa stærkt, da han i Italien træffer et det engelske aldeles modsat, men iøvrigt fuldstændigt Moralsystem. Og som altid forsøger hun ogsaa her at føre disse mildere Sæder tilbage til Landets milde klimatiske Forhold. Hun siger: «Hjertets Forvildelser indgyder her mer end andensteds en overbærende Medlidenhed. Jesus har jo sagt om Magdalene: Meget vil blive tilgivet hende, fordi hun har elsket Meget. Disse Ord er blevne udtalte under en ligesaa smuk Himmel som vor; denne samme Himmel anraaber for os om Guddommens Barmhjertighed.»

Corinna, som selv er Katolik, lærer den protestantiske Skotte, der elsker hende, at forstaa den italienske Katolicisme: «Da Katolicismen her ikke har havt nogen anden Religion at kæmpe med, har den faaet et Præg af Blidhed og Overbærenhed som intet andet Sted, medens derimod Protestantismen i England for at tilintetgøre Katolicismen dér har maattet væbne sig med den største Strenghed i Grundsætninger og i Moral. Vor Religion formaar ligesom den antike at besjæle Kunstnerne, at beaande Digterne og udgør saa at sige en Del af alle vort Livs Nydelser, medens Eders, der maatte indordne sig i et Land, i hvilket 144 Forstanden spiller en meget større Rolle end Indbildningskraften, har antaget et Præg af sædelig Strenghed, som den for bestandig vil beholde. Vor taler i Kærlighedens Navn, Eders i Pligtens. Skønt vore Dogmer er ubetingede, er vore Grundsætninger frie, og vor rettroende Enevælde lemper sig efter Livets Omstændigheder, medens Eders religiøse Kætteri uden at kende til Undtagelser skaffer sine Love Respekt.» Hun viser, hvorledes man derfor i de protestantiske Lande bestandig nærer en Frygt for Geniet, for Aandens Overlegenhed. «Man gør det med Urette,» siger hun, «thi denne Overlegenhed er efter sit Væsen yderst moralsk. Den, der forstaar Alt, bliver meget overbærende, og den, der føler dybt, bliver god.»

«Hvorfor er store Evner en Ulykke? Hvorfor har de forhindret mig i at blive elsket? Vil han hos en anden Kvinde finde mere Aand, mere Sjæl, mere Ømhed end hos mig? Nej, han vil finde mindre, og han vil være tilfreds, thi han vil føle sig i Overensstemmelse med Samfundet. Hvilke unaturlige Glæder, hvilke unaturlige Kvaler det skænker! Overfor Solen og Stjernehimlen føler man kun Trang til at elske hinanden og føle sig hinanden værdig, men Samfundet, Samfundet, hvor gør det Hjertet haardt og Aanden letsindig, hvor bringer det En til at leve blot for hvad man vil sige om os! Hvis Menneskene en Dag mødte hverandre, hver for sig befriede fra det Tryk, som Alle udøver paa hver Enkelt, hvilken ren Luft vilde da trænge ind i Sjælen, hvormange nye Ideer, hvormange sande Følelser vilde ikke forfriske! - Modtag da min sidste Hilsen, du mit Fødeland!» udbryder Corinna i sin Svanesang til Ære for Rom - og man føler den Landsforvistes Bitterhed og Selvfølelse overfor Napoleou i disse Ord: «Du har indrømmet mig Hæder, du frisindede Folk, der ikke forviser Kvinderne fra dit Tempel, ikke ofrer det udødelige Talent paa en forbigaaende Skinsyges Alter, men altid har Bifaldsraab for Geniet, naar du ser det stige. Du véd at det er en Sejrherre uden Overvundne, en Erobrer uden Bytte, der øser af Evigheden for at berige Tiden!»

Dette Grundrids af Modsætningen mellem et katolsk og et protestantisk Følelsesliv forbereder Modsætningen mellem den dobbelte Kunstanskuelse. Og paa dette Punkt er Bogens Betydning den, at føre et energisk Slag imod det protestantiske Hovmod og den kunstneriske Uforstand, som betegner Oswald, der 145 fremstiller engelsk Folke-Ejendommelighed i dens skarpeste Begrænsning.

Midt i dette plastiske og musikalske Folk, der er saa godmodigt, saa barnligt, saa ubekymret om sin Værdighed og saa umoralsk i Ordets engelske Forstand, føler han, som er vant til at sætte Livets Betydning i Opfyldelsen af et vist Øbegreb af Pligter og Værdighedsregler, sig ganske ilde stedt. Han mangler Kunstsans; han anlægger snart en boglig, snart en sædelig, snart en gudelig Maalestok paa Kunsten, stødes overalt og kan Ingenting forstaa. Han opdager nogle Reliefer paa Peterskirkens Døre. Hvad ligner hans Forundring, da han ser at de forestiller Scener af Ovids Forvandlinger, Leda med Svanen og lignende! Det er jo det rene Hedenskab. Corinna fører ham hen i Colosseum, og hans eneste Indtryk er, ligesom samtidigt Oehlenschlägers, Følelsen af at staa paa et uhyre Rettersted og sædelig Harme over de Ugerninger, som her udøvedes mod de første Kristne. Han træder ind i det sixtinske Kapel og, ukyndig som han er i Kunstens Historie, bliver han i høj Grad oprørt over, at Michelangelo har dristet sig til at male Gudfader selv i Person med et bestemt begrænset menneskeligt Legeme, som var det en Jupiter eller en Zeus. Han forarges ligeledes ved i Michelangelos Profeter og Sibyller Intet at finde af den ydmyge kristelige Aand, som han venter at træffe i et kristent Kapel.

Ethvert af disse forskellige Punkter har Forfatterinden afluret Livet. Italien forudsætter kunstneriske, eller som vi Danske plejer at sige, æstetiske Anlæg hos den Besøgende. Man plejer at inddele det menneskelige Liv i tre forskellige Krese, den praktiske, den teoretiske og den æstetiske. Den praktiske Betragtning af Skoven er den, om Egnen er sund, eller Ejerens, som anslaar den i Brænde, den teoretiske er Botanikerens, som studerer Planteverdenens Egenskaber videnskabeligt, den æstetiske eller kunstneriske endelig er den, som blot har Øje for, hvorledes Skoven tager sig ud. Det er denne sidste Sans, som mangler Oswald. Han har ingen Øjne; hans Forstand og hans Moral har berøvet hans Sanser deres Friskhed. Derfor formaar han ikke at glemme Indholdet over Formen, derfor vækker Colosseums Arena ingen anden Betragtning hos ham end Erindringen om alt det Blod, som her med Urette blev udgydt. I Corinna's Hævden af den modsatte Betragtningsmaade føler man Indflydelsen fra Tyskland, særlig Paavirkningen fra A. W. Schlegel, det første 146 Pust af den vaagnende romantiske Aand i Tyskland. Thi hvad Romantiken, hvor forskelligt den end opfattes i de forskellige Lande, bestandig hævder er, at det Skønne er sit eget Formaal eller, som det i Tyskland hed, Selbstzweck, en Tanke, man henter fra Kants Kritik der Urtheilskraft, en Bestemmelse ved Skønheden, der nu bliver sat som Opgave for Kunsten. Paa Fransk udtryktes dette i Formlen l'art pour l'art, og paa Dansk fremtræder denne Anskuelse første Gang i Oehlenschlägers Digte, f. Eks, i Poesien forsvarer sig eller Digtet Morgenvandring i Langelandsrejsen.

Men det er ikke blot Kunsten, det er Befolkningen og Livet i Italien, som for at forstaas og vurderes maa ses med Kunstner-Øjne. Intet er almindeligere end i Syden at træffe Englændere eller Tyskere eller Franskmænd, som ud fra deres nationale Synspunkt finder Alt at laste. Tyskerne finder at Kvinderne mangler den sky Blufærdighed, det Jomfruelige, som de er vante til at betragte som Skønhedsideal. Englænderne stødes ved Manglen paa Renlighed og Orden, Franskmændene ved at den selskabelige Underholdning er saa ringe og Prosaen saa slet.

Corinna viser, at Kvindens Skønhed, som i Italien ikke er af moralsk, men af plastisk og malerisk Art fordrer et Øje, som er modtageligt for Farve og Form og ikke sløvet ved Læsning af Sort paa Hvidt. Hun stiller den italienske Improvisation i Modsætning til den franske Konversation og finder, at den ingenlunde har ringere Værd.

Et forstandigt Folk som Englænderne dyrker Forretningslivet og det praktiske Liv, en følelsesfuld Nation som den tyske dyrker Musik, et aandrigt Folkefærd som det franske konverserer, det vil sige: faar sine Indfald gennem Samtaler og Samliv med Andre, et fantasifuldt Folk som Italienerne endelig improviserer, det vil sige, stiger naturligt fra de sædvanlige Følelser til Poesi. Corinna siger: «Jeg føler mig som Digter, saasnart min Aand hæver sig, saasnart den i endnu højere Grad end ellers foragter Egenkærlighed og Lavhed, endelig saasnart jeg mærker, at en skøn Handling nu vilde være mig let; da er det at mine Vers er bedst. Jeg er Digter, naar jeg beundrer, naar jeg foragter, naar jeg hader, ikke af personlige Grunde, men paa hele Menneskehedens Vegne.» Og hun nøjes ikke med at forsvare den lette Nattergalesang, som er hvad Italienerne da i Reglen forstod ved lyrisk Poesi. Hun forklarer den overdrevne Vægt, 147 som den italienske Prosa lægger paa Formen og den hele retoriske Prang. Dels elsker man overhovedet Formen i Syden, dels var det naturligt, at da man levede under et gejstligt Styre, som forbød enhver alvorlig Behandling af noget Æmne, da man altsaa var vis paa ikke at kunne opnaa nogen Indflydelse paa Tingenes Gang igennem sine Skrifter, saa skrev man for at vise sin Færdighed i at skrive, for at glimre med sin smukke Sætningsbygning, og Vejen blev Maalet.

Det andet Punkt, hvorover Oswald stødtes, var Michelangelo's Fremstilling af Guddommen og Profeterne i det sixtinske Kapel.

Han Onder ikke i Jahve's mægtige Mandsskikkelse den usynlige, rent aandelige Magt, til hvilken den nordiske Protestantisme har forvandlet de gamle Asiaters lidenskabelige Nationalgud, og hvor findes vel i alle disse stolte Mands- og Kvindeskikkelser, hvormed Michelangelo har fyldt Loftet i sin «prometheusagtige» Lyst til at forme Mennesker, hvor findes i disse trodsige, begejstrede, fortvivlede og kæmpende Skikkelser den Ydmyghed, det Sagtmod, han ventede at træffe! Corinna giver her sine Landsmænd en Lære, der saamange Aar efter kan gøres nødig ogsaa udenfor Frankrig, især udenfor Frankrig, især i Lande som vort, i hvilket der er. ført saamegen uforstandig Tale om kristelig Kunst og kristelig Æstetik.

Det lidenskabelige og voldsomme Angreb, som af S. Kierkegaard i hans sidste Livsafsnit blev gjort paa den saakaldte kristelige Kunst, var naturligt for en Mand, der, som Kierkegaard, var blottet for al kunstnerisk Dannelse; han underskyder bestandig Renæssancetidens Malere sin protestantiske, ja sin personlige Opfattelse af Religionen og forarges saa over, at de med denne Opfattelse i Baggrunden af deres Bevidsthed kan male som de gør. Oswald bærer sig ad som han. Han véd ikke, at Renæssancetidens Malere staar i et andet Forhold til deres Æmner end vore Dages, at medens vor Tids Maler søger at trænge ind i sit Æmne og studerer det som Oldforsker, Folkeskildrer eller Sjælekyndig, tog Maleren fra Renæssancetiden sit Æmne som det forelaa og gjorde ud af det, hvad han havde Lyst til, det vil sige: hvad der stemmede med hans personlige Ejendommelighed. Heri ligger Forklaringen af, hvad der hos de gamle Mestere undrer og støder den nordiske Beskuer saa stærkt. Thi ganske som et lille Indbegreb af Æmner hentede fra Iliaden og Odysseen forsynede hele den græske Billedhuggerkunst, Malerkunst 148 og teatralske Kunst med deres Genstande (det er altid den samme Historie om Helena og Paris, om Atreus og Thyestes eller om Ifigenia og Orestes), saaledes er det ogsaa en Snes af det gamle og ny Testamente uddragne Æmner (Syndefaldet, Loth og hans Døtre, Kristi Fødsel, Flugten til Ægypten, Lidelseshistorien), som igennem trehundrede Aar sætter alle Italiens Mejsler og Pensler i Bevægelse. Kun disse Æmner bestilles, kun i disse Æmner er længe Studiet af det Nøgne tilladt. Og medens nu Udviklingen foregaar, forbliver Æmnerne de samme. Den gamle Tids fromme og naive Tro afløses af Renæssancetidens begejstrede Humanisme og frodigt opblomstrende Hedenskab; men endnu bestandig er det Madonna og Magdalena, som man maler, kun med den Forskel, at den byzantinske Kunsts stive Himmeldronning forvandles til en forskønnet Bondepige fra Albano, eller at Andrea del Verrocchio's rædselsfuldt udtærede og angergivne Synderinde forvandles til Correggios yppige, sanselige Magdalena; endnu bestandig maler man Apostle og Martyrer, kun at de gamle Tiders korsfæstede og stenede Helgener, der var anlagte paa at vække Medlidenhed og Andagt, forvandles til Figurer som San Sebastian hos Tizian eller Guido Reni, den smukke, af Sundhed og Skønhed straalende Page eller Gicisbeo, hvis blændende Hudfarve yderligere fremhæves ved et Par Blodsdraaber, der drypper ned fra en mellem Ribbenene pynteligt anbragt Pilespids.

Oswald maa da af Corinna lære at beundre det Frisind hos den italienske Katolicisme, der under Renæssancen tillod enhver Kunstneraand at udfolde sig i hele dens selvstændige Oprindelighed, selv om Kunstneren kun brugte de kristelige eller jødiske Æmner som Former eller som Paaskud til at fremstille sit eget personlige Menneskeideal. Og saaledes kommer vi da til det tredje Punkt, som stødte Oswald, da han saa Antonio Filaretes Reliefer paa Peterskirkens Døre, til Forargelsen over den italienske Katolicismes Sammenblanding af Kristeligt og Hedensk. Dette Træk er gennemgaaende. Overalt er det hedenske Materiale benyttet og beholdt. De gamle Basiliker og Kirker er byggede af lutter antike Tempelsøjler; et simpelt Kors kristner overfladisk Obeliskerne, Colosseum og det Indre af Pantheon. Menander's og Posidippos's genfundne Statuer tilbedes Middelalderen igennem som Helgene.

Corinna viser Oswald, at det er dette ofte barnlige, men altid fordomsfri Forhold til det Hedenske og det Humane, som 149 Katolicismen skylder den kunstneriske Glans, hvormed den evigt vil straale i Verdenshistorien, en Glans, som Protestantismens kunstneriske Bedrifter ikke vil fordunkle. Protestantismen fejer alle de skønne Albanerinder, der holdt et smilende Barn mod Brystet, ned af sine Altre under det Paaskud, at de er Madonnaer, kalker alle de brogede Billeder over og fejrer de kalkede Vægges Triumf.

Renæssancetidens Italien afklædte Kristendommen dens Forsagen, dens hele jødisk-asiatiske Væsen og omskabte den til en blomstersmykket, røgelseduftende Mytologi. Den italienske Katolicisme forbandt sig med Borgeraanden i Stæderne og, da Kunsten genfødtes, med alle de skønne Kunster. Dens Interesser fremmedes derfor fuldt saa hyppigt af fædrelandskærlige Bevæggrunde som af gudelige: Toscana er Renæssancens Udgangspunkt. Her var det, at Mennesket først genfødtes efter sit Syndefald, Naturfornegtelsen. Her dannedes de første italienske Republiker. Her vilde Mennesket paany, og Husene skød sammen og dannede en lille, stolt, ubetvingeligt frisindet Stat, en By med dens Omegn. Saa steg Taarnene og Spirene i Vejret, ranke som en fri Mands Holdning, Paladserne begyndtes og befæstedes, Kirkerne fuldendtes; men Kirken var en Nationalskat, et Vidnesbyrd om Rigdom, Udholdenhed og Kunstsans, en uhyre Værdi i Kappestriden om Fortrinet mellem Stat og Stat, mellem Staten Siena og Staten Florents, endnu langt mere end en Bolig for «vor allerhelligste Frue». Man gjorde meget mere til Ære for Siena end til Ære for den gode Gud. En Kirke i Toscana er med sine Mosaiker paa Guldgrund som den i Orvieto eller med sin Façade af hvidt, udhugget Marmor, der ligner en ung Skønheds Kniplingsdragt som Kirken i Siena og med sin Rigdom af Kunstskatte i det Indre for os Nutidsmennesker endnu langt mere et Juvelskrin end en Kirke.

Eller man mindes Marcuskirken i Venedig. Første Gang man ser den, studser man et Øjeblik udenfor over dens øster landske Façade, dens lyse Kupler, clens underlige Buer, som hviler paa korte, sammenknippede, over hinanden optaarnede Søjler af rødt og grønt Marmor. Man kaster fra Pladsen af et Blik paa de ydre farverige Mosaiker paa Guldgrund og træder saa ind. Det første Indtryk er: «Hvad er dog dette, det er jo lutter Guld, Guldkupler og Guldvægge.» De fine Guldmosaikstifter, hvoraf alle Billedernes Baggrund bestaar, danner en eneste 150 Guldflade. Falder en Solstraale ned, frembringer den lyse tindrende Guldpletter paa den mørkere Guldgrund og hele Kirken flammer. Det af Ælde bølgeformige Gulv er sammensat i Mosaik af rødt, grønt, hvidt og sort Marmor. De rødlige Marmorsøjler har Kapitæler af forgyldt Bronce. De smaa Buevinduer har hvidt og ikke broget Glas; thi broget Glas vilde ikke klæde til denne Pragt; det er godt for mindre rige Kirker. Søjlerne afløses af uhyre, firkantede, vel seks Alen tykke Piller af grønligt Marmor, der bærer Halvbuer i Guld, og hver Kuppel hviler paa fire slige gyldne Halvbuer. De mindre Søjler, der bærer Altrene, Korene o. s. v., er af grønt og rødspættet Marmor, somme Tider af Alabast, og da gennemsigtige. Alt det lavere beliggende Marmor er for det Meste højrødt, f. Eks. alle de Sæder eller Bænke, der gaar rundt om Pillerne og langs ad Siderne. Den hele Kirke har, som naturligt er i denne By, i hvis Malerskole Formen saa ganske er Farven underkastet, en rent malerisk, ingen arkitektonisk Karakter. Som den ligger der med sine forgyldte Ornamenter, sine indlagte Stole, sine fuldendt skønne Broncer, sine gyldne Statuetter, Kandelabre og Kapitæler ligner San Marco en dejlig, hvilende Byzantinerinde, pragtelskende, tungt belæsset med Guld, Perler og funklende Diamanter, med den rigeste Brokade, der dækker hendes østerlandske Løjbænk.

Oprindeligt har en Kirke som denne visseligt været et Udtryk for religiøst Sværmeri. Men under Høj renæssancen veg den religiøse Følelse, alt som Kirken udsmykkedes rigere og rigere, ganske for Kunstglæden. Meget betegnende er i den Henseende en Indskrift, Kirkens eneste, som findes lige over dens Hovedindgang. Den lyder: Ubi diligenter inspexeris artemque ac laborem Francisci et Valerii Zucati Venetorum fratrum agnoveris tum tandem judicato. («Naar du opmærksomt har betragtet og overvejet al den Kunst og alt det Arbejde, som vi to venezianske Brødre Franciscus og Valerius Zucatus her har udført, da først bedøm os.») Det er en Advarsel fra Kunstnerne mod forhastet Kritik.

Brødrene Zucatus var Mosaikmestre, som i det 16de Aarhundrede udførte en stor Del af Kirkens Mosaiker helt eller delvis efter Tegninger af Tizian. Paa en protestantisk Kirke var selvfølgelig en saadan Indskrift umulig, der istedenfor at være en Opfordring til den Bedende, en Hilsen til den Troende, en Velsignelse eller et Skriftsted, er en Bøn til Betragteren om med 151 værdige Blikke og samlet Sind at beskue det i Religionens Tjeneste udførte kunstneriske Arbejd.

Naar da, som det nutildags sker i Italien, den katolske Tro svinder bort af den katolske Kirke, naar Inkvisition og Fanatisme bliver til Sagn, naar det stygge Dyr i Sneglehuset dør, da staar endnu Skallen dejligt snoet tilbage. Der bliver dog staaende pragtfulde Kirker, Statuer, Malerier i Tusindtal; der bliver dog altid Michelangelo's sixtinske Kapel og Rafaels sixtinske Madonna, og Kirker som Peterskirken eller Domerne i Milano, Siena, Pisa. Protestantismen derimod har vist sig magtesløs til at frembringe en religiøs Arkitektur og har, selv efter at Billedstormeriets Tid er glemt, ene og alene i Rembrandts Geni lagt Evne for Dagen til at give sit religiøse Indhold malerisk Form.

Det er da bestandig Katolicismens Parti, som Corinna, den kunstelskende Digterinde, tager overfor den protestantiske Oswald, og det var nødvendigt at dvæle noget ved dette Punkt, fordi vi her staar ved det andet Hovedpunkt, hvor Paavirkningen paa Fru de Staël af hendes tyske Omgangskres kan spores, og hvor man atter kan fornemme Pustet, men denne Gang stærkere, af den sig nærmende romantiske Aand med dens Lede ved Protestantismen som fantasiløs og kunstløs, tør og kold, og med dens stedse stigende Kærlighed til Katolicismen, hvis Skønhedsside, hvis nære og varme Forhold til Fantasilivet og Kunsten i dette Aarhundredes Begyndelse efter Oplysningstidens Forstandsprosa gav den et ikke ventet Opsving. Man vender her paa den mest iøjnefaldende Maade Braadden mod det 18de Aarhundredes Frankrig, der med Voltaire i Spidsen havde forfulgt og forhaanet Katolicismen, og som uden nogen Kærlighed til den protestantiske Kirketro dog altid havde ytret en tydelig Forkærlighed for Protestantismen med Jens Uafhængighed af Pavemagten, dens gifte Præster og dens Uvilje mod Munkelivets virkelige eller foregivne Afholdenhed.

XII

Der er endnu et Punkt, paa hvilket denne Bog om Italien røber en dyb germansk Paavirkning og hvor Overgangen spores fra den frugtbare Stemning, af hvilken Corinna udgik, til den, som frembragte Bogen Om Tyskland. Det er den kunstneriske 152 Opfattelse af Antiken og af den moderne Kunsts Forhold til den. Betragtninger over dette Æmne frembød sig af sig selv, da Corinna optraadte som Oswalds Fører gennem Rom.

Rom er jo nemlig det eneste Sted paa Jordkloden, paa hvilket Verdenshistorien fremtræder ligesom synlig, idet de hinanden følgende Tidsrum har afsat deres Mindesmærker lagvis over hinanden. Man ser undertiden en enkelt Bygning (f. Eks. et af Husene i Nærheden af Vestatemplet), i hvilken Grundvolden og de forskellige Stokværk tilhører fire forskellige Tidsaldre, den romerske Oldtid, den romerske Kejsertid, Renæssancen og vor egen Tid. Den ældste antike Tidsalder er den, i hvilken Corinna først indfører sin Ven; kun maa det bemærkes, at hun ser paa Ruinerne, han paa hende. Men paa dette Punkt er Bogens Betydning den, at indføre en ny Betragtning af Antiken i den franske Literatur.

Af de to klassiske Hovedfolk var det egenlig kun Romerne, som var blevne forstaaede i Frankrig. Der flyder noget romersk Blod i Franskmændenes Aarer. Der gaar et sandt romersk Pust igennem Corneille's Tragedier. Det var da intet Under, at den store Revolution optog romerske Sædvaner, Benævnelser og Klædedragter. Charlotte Corday, den store Corneille's Ætling, er gennemtrængt af Romeraand. Fru Roland dannede sin Aand ved Læsningen af Tacitus, og Revolutionstidens Kunstner David genfremstillede det gamle Rom i sin Kunst: Brutus, Manlius er hans Helte.

Men paa Forstaaelse af Grækerne havde det altid skortet; Franskmændene selv svævede vel endnu i den Indbildning, at deres klassiske Literatur fortsatte den græske og overgik den; men siden Lessing skrev sin Hamburgische Dramaturgie var det ikke mere nogen Hemmelighed for det øvrige Europa, at Racine's Grækere lignede Ingenting undtagen Franskmænd; man havde endt med i Agamemnon's evige Familie at opdage en Mængde forklædte Marquis'er og Marquiser, og det nyttede ikke Noget, at man paa Théâtre français skiftede Kostyme og siden Talma's Tid lod Grækerne optræde i antike Dragter istedenfor med Paryk, Pudder og Paradekaarde; fra det Øjeblik af, da Kritiken vaagnede i Tyskland, blev den franske Opfattelse af Antiken en Genstand for den europæiske Spot.

Det er Fru de Staël, som har Æren for i sin Bog Om Tyskland at have fortalt Frankrig om den dristige Spotter 153 Lessing, der havde vovet at forsøge sit Vid paa selve den store Spottefugl, hans egen Lærer og Mester, Voltaire, et Vid, hvis Braad et personligt Mellemværende gjorde hvassere end sædvanligt. I Corinna baner hun Vejen herfor, idet hun lader Heltinden i Samtaleform gøre alle de Resultater gældende overfor Oswald, som det nye Studium af Antiken og Laokoons Lærdomme om Forholdet mellem Poesi og Billedkunst havde hidført i Tyskland.

Ogsaa i dette Land havde en rent fransk Opfattelse gjort sig gældende, den Anskuelse af Hellenismen, som lægger sig for Dagen i Wieland's fine og letfærdige Romaner Agathon og Aristippos, og i hans tilsvarende Digte Endymion, Masarion o. s. v., som Fru de Staël i sin Bog Om Tyskland dadler. Men den nye Tid oprandt. Det var en fattig tysk Skolelærer, Winckelmann, som, ledet udelukkende af den reneste og mest oprindelige Begejstring, efter Trængsler og Genvordigheder uden Tal skaffede sig frem til Rom for at kunne studere Antiken. Mod sin Overbevisning og trods sine Venners Uvilje antog han den katolske Religion for at kunne blive der, og faldt endelig som Offer for sin Kærlighed til Kunsten, idet han paa en gruelig Maade blev myrdet af en Skurk, der vilde bemægtige sig hans Samling af kostbare Medaljer og ædle Stene. Ham var det, som i en lang Række af Skrifter, ligefra Sendebrevet til den tyske Adel indtil den store Kunsthistorie, aabnede sine Landsmænds Øjne for den græske Harmoni. Hans hele Forfattervirksomhed er en stor Hymne til den genfundne, genopdagede Antik. De, som kender hans Skrifter, véd imidlertid, at Apollo fra Belvedere og den Mediceiske Venus i Forening med Laokoons-Gruppen kom til at staa for ham som Toppunkter af den græske Kunst, og maatte gøre det, eftersom intet Kunstværk af den store Stil endnu var opdaget paa den Tid. Hele den germanske, antikiserende Kunst falder jo nemlig inden Opdagelsen af Venus fra Milo. Selv Thorwaldsen saa den først som gammel. Men trods denne Grundmangel og en Mangfoldighed af historiske Unøjagtigheder staar Winckelmann som den, fra hvem det store Pust udgik, som besjælede Lessing, Schiller og Goethe. Lessing følger efter ham med sin Kritik. Udrustet med en kritisk Sans, der søger sin Lige, drager dette beundringsværdigt anlagte Menneske de første Rids til en Videnskab om Kunst og Poesi paa Grundlag af den 154 winckelmannske Kunstanskuelse. Enhver, der er hjemme i Goethe's Levned, véd, hvilken uhyre Indflydelse disse to Tvillingaander, Winckelmann og Lessing, havde paa hans kunstneriske Opdragelse, og for første Gang bryder den nye Opfattelse af Antiken, storartet og genial som den er, ud i Goethe's lille sprudlende Mesterværk: Götter, Helden und Wieland. Jeg anfører eksempelvis nogle Repliker; Wielands Skygge staar med Nathuen paa og er lige bleven slaaet flad i Ordstriden med Admet og Alceste, da Hercules træder op.

H. Hvor er Wieland?

A. Der staar han.

H. Han, naa, han er lille nok; saadan havde jeg netop forestillet mig ham. Er I den Mand, som altid fører Hercules i Munden?

W. (vigende tilbage). Jeg har Intet at gøre med Jer, Kolos.

H. Hvad nu, bliv kun!

W. Jeg formodede, at Hercules var en statelig Mand af Middelstørrelse.

H. Af Middelstørrelse, jeg?

W. Naar I er Hercules, saa er det ikke Jer, jeg har ment.

H. Det er mit Navn, og deraf er jeg stolt. Jeg véd vel, at naar et Tossehoved ikke kan finde nogen passende Bjørn eller Grif til at holde Skjoldet paa sit Skilt, saa tager han en Hercules dertil. Jeg ser nok, at min Guddom aldrig har vist sig for dig i Drømme.

W. Jeg tilstaar, at det er den første Drøm af den Art, som jeg har.

H. Saa gaa i dig selv og bed Guderne tilgive dig dine Noter til Homer, hvor vi forekommer dig for store. Det tror jeg, for store.

W. I Sandhed, I er uhyre store. Jeg havde aldrig forestilt mig saadant Noget.

H. Hvad kan jeg for, at Han har saadan en trangbrystig Indbildningskraft. Hvad er det da for en Hercules, om hvilken Han snakker saameget, og hvad kæmper han for? For Dyden? Hvorledes lyder Valgsproget? Har du set Dyden, Wieland? Jeg har dog set mig saa temmelig om i Verden, og mig er aldrig saadant Noget mødt.

W. Dyden, for hvilken min Hercules gør Alt, vover Alt, den kender I ikke.

H. Dyd! Jeg har for første Gang hørt det Ord hernede af et Par flove Karle, der ikke kunde forklare mig det.

W. Dertil er jeg ligesaa lidt i Stand. Dog lad os ikke spilde Ord derpaa. Jeg vilde ønske, I havde læst mine Digte, saa vilde I finde, at jeg i Grunden slet ikke bryder mig videre om Dyden. Den er en tvetydig Ting.

H. En Uting er den som al Fantasi, der ikke kan bestaa med Verdens Gang. Jeres Dyd forekommer mig som en Centaur. Saalænge den traver omkring for Jeres Indbildning, hvor herlig er den da ikke, hvor kraftig, og naar Billedhuggeren udfører Jer den, hvilken overmenneskelig Form viser sig da ikke! - Men skær den op og I finder 4 Lunger, 155 2 Hjerter og 2 Maver; den dør i Fødselen som et andet Misfoster, eller, rettere sagt, den er aldrig bleven til andensteds end i Eders Hjerner*).

W. Men Dyd maa dog være Noget, den maa dog være nogensteds.

H. Ved min Faders evige Skæg, hvem har tvivlet derpaa? Hos os boede den i Halvguder og Helte. Mener du, vi levede som Fæ? Vi havde de braveste Karle imellem os.

W. Hvad kalder I brave Karle?

H. En, som meddeler Andre hvad han har. Og den Rigeste var den Braveste. Havde han Overflødighed paa Muskelstyrke, saa pryglede han en Anden igennem, og det forstaar sig, en ægte Mand giver sig ikke af med de Svagere, kun med sine Lige eller de Stærkere. Og havde han Overflod paa Saft og Kraft, saa skaffede han Kvinderne ligesaa mange Børn, de maatte ønske, saaledes som jeg selv, der paa en eneste Nat blev Fader til 50 Drengebørn. Og havde Himlen givet en tredie Gods og Guld fremfor Tusinder, saa aabnede han sine Døre og bød Tusinde velkommen og lod dem nyde med sig.

W. Det meste deraf bliver i vore Dage regnet for Last.

H. Last, det er atter et dejligt Ord! Netop derved bliver Alting saa halvt hos Jer, at I forestiller Jer Dyd og Last som to Yderligheder, mellem hvilke I vakler, istedenfor at tænke Jer Mellemtilstanden som den givne og den bedste, saadan som Jeres Bønder, Jeres Karle og Piger endnu bestandig gør.

W. Lod I Jer mærke med saadanne Meninger i mit Aarhundrede, saa vilde man stene Jer. Hvor rædsomt har de ikke forkætret mig for mine smaa Angreb paa Dyd og Religion.

H. Hvad er der at angribe? Med Heste, Menneskeædere og Drager, med dem har jeg sloges efter Evne, men aldrig med Skyer, de maatte saa have hvad Skikkelse de vilde. Dem overlader en dygtig Mand det til Vindene, som har ført dem sammen, at feje fra hinanden.

W. I er et Umenneske, en Gudsbespotter.

H. Ingenting kan du forstaa. Din Hercules staar som en glathaget Pjalt mellem Dyden og Lasten. Havde de to Fruentimmer mødt mig paa Vejen, ser du, saa - den ene under den ene Arm, den anden under den anden, og Marche! afsted havde jeg trukket med dem begge to.

Her har man fra Goethe's første Kraftperiode den nye Opfattelse af Antiken stillet op som Modsætning til Wieland's forfranskede, og man har paa samme Tid den Mands poetiske Trosbekendelse, der af de Samtidige blev kaldt den store Hedning. Det er Spinozas Filosofi sat frem som dristig Spøg. Man kan dog ingenlunde sige, at Goethe blev staaende ved denne djærve, naturalistiske Opfattelse af Antiken. Da han først havde ladet sin ungdommelige Lidenskab rase ud i Werther, i Götz og i sin * 156 begejstrede Afhandling om den gotiske Bygningskunst, vendte han selv med et heftigt Omslag Gotiken og Lidenskabeligheden Ryggen, og idet han nu vender tilbage til Grækerne, er det deres Ro og deres Klarhed, Grækenlands simple Harmonier og sunde Fornuft, der betager ham. Hvad der hos Grækerne selv var lidenskabeligt, farverigt eller virkelighedstro, skødes tilside af ham og toges ikke med. Hvad der hos dem var folkeligt, burlesk, effektfuldt, blev kun i hans allegoriske Farcer som Den klassiske Valborgsnat i Faust ikke fjernet. Hvad der hos Grækerne endelig var vildt bakkantisk eller natlig mystisk havde han intet Øje aabent for.

Med en stigende Uvilje mod Kristendommen, der især giver sig Luft i de venezianske Epigrammer, forener sig en saa yderligt gaaende Uvilje mod Gotiken og den hele kristelige Kunst, at Goethe f. Eks. paa et Sted som Assisi, der er saa rigt paa de berømteste kristelige Minder, end ikke besøgte den hellige Francesco's dejlige Kirke, men udelukkende fordybede sig i Beskuelsen af Minervatemplets lidet betydende antike Ruiner. I denne Sindstilstand var det, at han skrev sin Ifigenia, det Værk, der kan betragtes som Typen for hele den germansk-gotiske Stammes Genfødelse af Antiken. I dette Værk, der indtager en saa fremtrædende Plads i dette Aarhundredes Kunstanskuelse, at det baade for den tyske Æstetik under Hegel og for den franske Æstetik under Taine staar som en Art Mønsterkunstværk, i Rang med hvilket Hegel kun sætter Sofokles's Antigone, i dette Værk raader den samme Aand som i alle Schiller's helleniserende Digte Die Götter Griechenlands, Die Künstler, Die Ideale, Das Ideal und das Leben. Man var ikke langt fra at forestille sig Grækernes Liv skildret ved denne Schiller'ske Betegnelse for Gudernes Liv:

Ewig klar und spiegelrein und eben
Fliesst das zephyrleichte Leben
Im Olymp den Seligen dahin.

Det er denne aldeles ensidige Opfattelse af Antiken, som udvikler sig af den i Götter, Helden und Wieland og som førte Goethe til homeriske Digtninge som Achilleïs. Det er endelig denne Aand som genfindes hos Thorvaldsen. Hans Forhold til Antiken, der beherskes af de samme ledende Ideer, frembyder en næsten jævnsides Bevægelse. I nogle af hans ældste Basrelieffer som Achilles og Briseïs f. Eks. findes en lignende djærvere Holdning 157 i Gengivelse af Antiken som den, med hvilken Goethe begyndte, men i alle de senere Fremstillinger af græske Æmner findes ogsaa det samme Ideal af fredelig og dæmpet Harmoni, som afløste den kraftige Retning.

Denne nye, germansk-gotiske Betragtning af Hellas er den, i hvilken mine Læsere allesammen er opdragne og som de har indsuget gennem Samtaler, gennem Aviser, gennem Læsning af tysk og dansk Poesi og gennem Besøg i Thorvaldsens Musæum. Det er den Opfattelse, som hertillands gælder ikke blot for den danske og den tyske, men for den eneste, den ubetinget sande.

Den Anskuelse, som jeg her vilde vove for første Gang at udtale, er imidlertid den, at Winckelmann's, Goethe's og Thorvaldsen's Grækenland er næsten lige saa ugræsk som Racine's og Barthélemy's i Den unge Anacharsis. Thi medens Racine's Stil er for salon- og hofmandsagtig til at være græsk, er Goethe's og Thorvaldsen's, der stemmer med Winckelmann's Kunstsyn, tiltrods for disse to store Mænds hele Samtiden overstraalende Genialitet, for udrenset, for vandklar og for kold til at være græsk.

Den Tid vil komme, tror jeg, da man ikke vil finde Goethe's Ifigenia synderlig mere græsk end Racine's Ifigenia; da man vil opdage, at den tyske Ifigenia's sædelige Værdighed er ligesaa tysk som den franske Ifigenia's gratiøse Finhed er fransk. Og saa staar da kun det Spørgsmaal tilbage, om man er mest græsk, naar man er tysk, eller naar man er fransk. Jeg véd vel, at jeg løber Panden mod en Mur af germansk-gotiske Fordomme ved at helde til den sidste Mening; jeg kender den fastslaaede Overbevisning, at af de to europæiske Kulturstrømme er den ene latinsk, spansk, fransk, den anden græsk, tysk, nordisk, og jeg véd, man lader sig bestikke af, at den tyske Poesi med Goethe i Spidsen er antikiserende og tildels græsk, at Tyskerne har havt Winckelmann, der opdagede Antiken, og at de tyske Filologer har forklaret os Grækenland, medens Frankrig derimod har havt Racine, der gjorde de græske Halvguder og Helte til Hofmænd, og Voltaire, der betragtede-Aristofanes som en Gøgler.

Men dog har jeg, naar jeg i Anledning af de to Ifigenier stillede mig selv det Spørgsmaal: Hvem ligner Grækerne mest, Franskmænd eller Tyske? - dog har jeg svart mig selv: de Franske.

Frankrig har en Folkeaand, der som Grækernes aldrig er 158 plump og som har en udpræget Forkærlighed for Lethed og Elegance, Form og Farve, Lidenskab og dramatisk Liv. Det kunde ikke falde nogen Forstandig ind at sætte Franskmændene i Rang med Grækerne. Afstanden er saa stor, at den visselig neppe er til at maale. Der maa kun hævdes Franskmændene en Æresplads paa Grækernes Omraade, ifald man vil paastaa, at Tyskerne staar dem mere nær.

Den Kres af Personligheder, under hvis Indflydelse Fru de Staël befandt sig, Høvdingerne for Tysklands romantiske Skole, nærede en levende Overbevisning om Ufrugtbarheden af literære og kunstneriske Forsøg paa at genfrembringe Antiken. A. W. Schlegel havde fortsat Lessings Kamp mod Frankrigs saakaldte klassiske Poesi og paa dens Bekostning fremdraget Trubadurpoesien, der ikke søgte nogen Støtte i græsk og latinsk Literatur. Han stillede sig ligeledes køligere til Goethes helleniserende Poesier end til dem, der behandlede mere hjemlige og mere brogede Æmner. Derfor hedder det i Corinna (I, 321), at da Grækernes og Romernes religiøse Følelser og deres aandelige Anlæg i de forskellige Retninger ikke kan være de samme som vore, saa er det os umuligt at frembringe Noget i deres Aand eller saa at sige opfinde Noget paa deres Grund. Man havde ikke behøvet den Henvisning til en Afhandling af Fr. Schlegel i Europa, som er givet i en Anmærkning, for at spore, hvad Indskydelse Forfatterinden her har fulgt. Og man tror næsten at læse en romantisk Kritiker, naar man i Værket Om Tyskland støder paa følgende Udvikling af samme Tanke: «Hvis i vore Dage de skønne Kunstner indskrænkedes til de Gamles Simpelhed, vilde vi dog ikke naa den oprindelige Kraft, der udmærker dem, og vi vilde gaa glip af det inderlige og sammensatte Følelsesliv, der kun findes hos os. Simpelheden i Kunsten vil hos de Moderne let blive til Kulde og Virkelighedsfjernhed, medens den hos de Gamle var fuld af Liv».*)

Jeg tror, at denne Udtalelse rammer det Rette. Som den tyske Genfrembringen af Antiken er tysk, saaledes er den danske Genfødelse af Antiken dansk og ikke græsk *dolgoeO* for dansk til at være egenlig græsk og for græsk til at være ægte dansk og virkeligt moderne. Man føler det aldrig stærkere end naar man ser et Arbejde af Thorvaldsen hænge ved Siden af et antikt * 159 Basrelief, naar man f. Eks. sammenligner Medaillon'erne fra Christiansborg Slot med Parthenons-Metoperne, eller naar man, som i Museet i Neapel, ser et Basrelief fra den friskeste, græske Tid anbragt ved Siden af Thorvaldsens skønneste Basrelief, hans Nat.

Thorvaldsens Nat er kun Natten, hvori der soves, Nattestilheden. Thi Natten, som en Græker vilde tænke sig den, Natten, hvori der elskes, og Natten, hvori der myrdes, Natten, som skjuler alle Vellyster og alle Forbrydelser under sin Kaabe, denne Nat er det ikke. Det er den milde Sommernat paa Landet. Og denne idylliske Aand og lifligt fredelige Stemning er nærmest det ejendommeligt Danske i denne Frembringelse af de nordiske Stammers Genopliven af Antiken. Den særegne landlige Skønhed, der er udbredt over denne yndige Skikkelse er lige saa dansk som den strenge Værdighed og Højhed hos Goethes Ifigenia er tysk.

Thorvaldsens Genfrembringen af Antiken er overhovedet, ligesom Goethes, Udtryk for en Reaktion mod den fransk-italienske Barokstil, men for en trods al dens Berettigelse ikke frugtbar Reaktion. Thi selv hvor Rokoko-Stilen er mest urimelig, har den dog det Fortrin, at den fremfor Alt ikke vil gentage det Gamle, ikke gøre det om, som én Gang er gjort, men at den, ofte grimt og forvredent, men i Reglen heftigt, personligt, ildfuldt, vil hitte paa noget Nyt, hitte paa Noget selv. Derfor er Bernini trods sine Synder mod Sandhed og Skønhed stor i sine bedste Værker som Den hellige Therese i Santa Maria della Vittoria i Rom og i sin San Benedetto i Subiaco, saa stor, at man begriber den Begejstring, han vakte, og at han langt overstraaler mangen moderne Billedhugger, der aldrig frembringer noget Forvredent, men heller aldrig noget Originalt.

Thorvaldsen afbrød med en voldsom Tilbagevenden til det Antike Kunstens hele Udvikling siden Grækernes Tid. Man kan umuligt se paa hans Kunst, at der nogensinde har levet en Billedhugger som hed Michelangelo. Men hvad Thorvaldsen følte sig beslægtet med i Antiken, var det Samme, der tiltrak den ældre Goethe: dens blide Ro og stille Højhed.

Man kan da dele Fru de Staëls og Romantikernes Anskuelse, at den antikiserende Stil i moderne Kunst, (dette Foster af en Utilbøjelighed til at være sig selv, det vil sige moderne, og af en Bestræbelse for at være det Umulige, det vil sige antik) i og 160 for sig er et Misfoster - ganske som Romantikernes egen middelalderligt hieratiske Stil var det - uden at man derfor behøver at indvikle sig i nogen Selvmodsigelse, naar man, som de tyske Romantikere og efter deres Mønster hun, tiltrods for Teorien udtaler sig med Varme om Goethes Ifigenia og Thorvaldsens ypperste Værker. Fru de Staël overser, at overalt hvor det af klassiske Studier udsprungne. Værk har faaet et blivende Værd, der beror det paa, at Kunstnerens eller Digterens Nationalkarakter og personlige Ejendommelighed har brudt sig Vej gennem den forfinede og spinklere Atticisme, der er Stilbestræbelsens Udslag.

Hvad der i Corinna og Bogen Om Tyskland siges mod den uægte Klassicitet, er vel nærmest fremgaaet af Reaktionen mod det 18de Aarhundredes Aand; men det greb for Frankrigs Vedkommende længere tilbage og ramte tillige de berømte Navne fra det 17de Aarhundrede, fra Ludvig den 14des klassiske Tidsalder, som A. W. Schlegel efter Lessings Mønster havde gjort til Skive for sin Kritik. Paa dette Punkt stod Fru de Staël i Fare for at saare Franskmændenes Nationalstolthed, og hun udtrykker sig derfor her kun gengivende, bruger al mulig Forsigtighed og tager Forbehold, hvor hun kan. Hun gør med Rette gældende, at Aanden i denne Kritik ikke kan kaldes ufransk; thi det er den samme, som raader i Rousseau's Brev imod den franske Musik, den samme Beskyldning for at erstatte Følelsens naturlige Udtryk med en vis prunkende Affektation.

Dog naar Tyskerne i hin Tid vilde sanseliggøre den franske Opfattelse af Antiken, saa pegede de hen paa de Malerier, hvor Ludvig den 14de var afmalt snart som Jupiter, snart som Hercules, nøgen eller med et Løveskind over Skuldrene, men med sin store Allongeparyk paa sit Hoved. Naar Fru de Staël i deres Spor fremhæver Tyskernes antike Stil paa den franskes Bekostning, gør hun imidlertid sine Landsmænd nogen Uret. Thi David's Kunst havde allerede vist, at Franskmændene var i Stand til uden fremmed Opfordring at kaste hin Paryk, og hun overvurderede den germanske Genfrembringelse af Antiken. Der er visselig ingen Tvivl om at Tyskerne, hvis Literatur er saa kritisk, ja hvis nyere Poesi er udsprungen af Kritik og Æstetik, har forstaaet Grækerne langt bedre end de franske og efterlignet dem i Kraft af denne Forstaaelse. Men man ligner aldrig i ringere Grad en original Natur end naar man efterligner den. Tyskerne ynder Begrænsning og Maal i alle praktiske 161 Foretagender; derimod ynder de hverken at begrænse Tanken eller Fantasien. Derfor triumferer de, hvor den plastiske Form forsvinder: i Metafysik, i lyrisk Poesi og i Musik, men derfor har de ogsaa Gætninger i deres Videnskab og Formløshed i deres Kunst, derfor er Farverne den svage Side i deres Maleri og Dramaet den svage Side i deres Digtekunst. Dem fattes med andre Ord netop de plastiske Evner, som Grækerne besad i højeste Grad. Er da Frankrig langt fra at være noget Hellas i Kunsten, saa er Tyskland endnu længere derfra; af de græske Guder og Gudinder har det kun formaaet at tilegne sig én, nemlig Pallas Athene, og hende har det givet Briller paa Næsen. Fru de Staël kunde til Schlegel have bemærket, at en Athene med Briller ikke er synderlig smukkere end en Jupiter med Paryk

XIII

Den saa længe undertrykte og saa voldeligt forfulgte Bog om Tyskland er det modneste Værk af Fru de Staëls Dannelse og Forstand. Det er det første af hendes større Skrifter, i hvilket hun fortaber sig saa ganske i Æmnet, at hun tilsyneladende har glemt sin egen Personlighed. Hun skildrer ikke mere sig selv i dette Værk, hun optræder kun forsaavidt hun meddeler om sine Rejser i Tyskland og gengiver sine Samtaler med Landets ypperste Mænd - istedenfor et Selvforsvar eller en Selvforgudelse gav hun her sine Landsmænd Overblikket over en hel ny Verden. Det Sidste, Franskmændene havde erfaret om Tysklands Aandsliv, var at der fandtes en Konge i Berlin, som daglig sad tilbords med franske Tænkere og Digtere, sendte sine middelmaadige franske Vers til Voltaire for at faa dem rettede tilbage, og ikke anerkendte Tilværelsen af nogen tysk Literatur. Nu erfarede de, ikke mange Aar efter, at der i dette Land, som deres sejrrige Hære netop traadte under Fødder, siden da som ved et Trylleord i Løbet af et eneste Slægtleds Levetid var skudt en uhyre stor og lærerig Literatur i Vejret, som man endog vovede at stille ved Siden af deres egen, om ikke over den. Og Bogen gav et fuldstændigt, et alsidigt Billede af dette fremmede Aandsliv og denne fremmede Bogavl. Den begyndte med en Skildring af Landets og Byernes Ydre; den skitserede Modsætningerne mellem Nord- og Sydtysklands Præg, mellem Tonen og Sæderne i Wien 162 og Berlin, den indlod sig paa en Fremstilling af den tyske Universitetsdannelse og det nye Liv, som Pestalozzis Optræden havde meddelt Opdragelsen. Derefter gik den over til at meddele en Oversigt over den samtidige tyske Poesi, som for Franskmændene fik dobbelt Anskuelighed ved de mange oversatte Digte og Dramabrudstykker, og Forfatterinden viger end ikke tilbage for at krone sit Værk med en Udsigt over den tyske Filosofis Udvikling fra Kant til Schelling.

De Forestillinger om Tyskernes Naivetet, Godlidenhed og Ligefremhed, der lige til Aaret 1870 var de herskende i Frankrig, skyldes Fru de Staëls Bog. Hun selv lærte det Folk, som under hele Trediveaarskrigen, ja endnu under Frederik den Stores Regering, havde bragt Europa til at drøne af Genlyden fra dets Vaabenbrag, at kende i et Tidsrum, hvor det netop i politisk og militær Henseende var svækket og fornedret, og sluttede deraf til Folkets fredelige og idylliske Stamme-Ejendommelighed. Det forekom hende som om Kakkelovnsvarmen, Øllet og Tobakken dannede et eget tungt og dumpt Luftlag om dette Folk, og hun søgte dets Styrke udelukkende i dets sædelige Alvor og aandelige Uafhængighed.

Hun bliver ikke træt af at lovprise de tyske Mænds Retskaffenhed og Sanddruhed, og kun nu og da giver hun et Vink om deres jævnlige Mangel paa Finhed og Takt. Man føler, at deres Samtaler tit har trættet hende; men hun giver Selskabslivets og Sprogets Tilstand Skylden: Det er umuligt at udtrykke sig fyndigt i et Sprog, hvor Meningen oftest først bliver tydelig ved Sætningens Slutning, hvor derfor de Afbrydelser, der giver Samtalen Liv, næsten umuliggøres og hvor ovenikøbet Tankebraadden tit ikke lader sig opbevare til Sætningens sidste Ord. Det er, mener hun, naturligt, at mangen Samtale keder den Fremmede i et Selskab, hvor Tilhørerne er saa taalmodige og gør saa faa Fordringer; Ingen nærer her den Frygt for at trætte, der forhindrer Vidtløftigheder og Gentagelser. Selve den Vane, atter og atter at maatte gentage en nok saa ubetydelig og nok saa lang Titel gør endelig nødvendigvis Underholdningen slæbende og formel.

De tyske Kvinder skildrer hun med Varme, men ikke uden Lune paa følgende Maade:

De har en ganske særegen Tiltrækning, en rørende Klang i Stemmen, lyst Haar, en blændende Hudfarve; de er beskedne, 163 men mindre undselige end Englænderinderne; man ser, at de mindre hyppigt har truffet Mænd, der var dem overlegne. De søger at behage ved deres Indbildningskraft, og er fortrolige med Poesiens og de skønne Kunsters Sprog. De koketterer med deres Begejstring som franske Kvinder med deres Vid og deres Aand. Den fuldkomne Redelighed, der udmærker Tyskernes Karakter, gør Elskoven mindre farlig for Kvindernes Lykke, og maaske nærmer de sig denne Følelse med mere Tillid, fordi man har beklædt den med romantiske Farver for dem og fordi Ringeagt og Utroskab der er mindre at frygte end andensteds. Kærligheden er en Religion i Tyskland, men en poetisk Religion, der kun altfor gerne tillader Alt hvad Hjertet kan undskylde.

«Man kan med Grund opholde sig over nogle tyske Kvinders Latterligheder, idet de uophørligt ophidser og overspænder sig indtil det Paatagne, saa at deres sødladne Udtalelser udvisker alt Udpræget og Skarpt. De er ikke frimodige som de franske Kvinder, men de er derfor ikke falske, kun formaar de hverken at se eller at bedømme Noget rigtigt, og mangler al Virkelighedssans, saa de virkelige Begivenheder glider forbi deres Øjne som Drømmebilleder. Naar de nu og da er letsindige, saa bevarer de endnu et Skær af den Følsomhed, som holdes i Ære i deres Land. En tysk Dame sagde til mig med et tungsindigt Udtryk: «Jeg véd ikke hvori det ligger, men de Fraværende svinder ligesom bort af min Erindring.» En fransk Pige vilde have udtrykt denne Tanke mere muntert, men Meningen vilde have været den samme.

«Deres omhyggelige Opdragelse og deres naturlige Sjælerenhed gør det Herredømme, de udøver, let og blidt. Ikke desmindre træffer man sjældent hos tyske Kvinder den aandelige Hurtighed, der besjæler en Samtale og sætter Tanker i Bevægelse.»

Indtrykket af det tyske Aandsliv maatte nødvendigvis gribe Fru de Staël mægtigt. I hendes Fædreland var Alt forstenet i Regler og Vedtægter; der droges en udlevet Poesi og Filosofi med Døden> og her var Alt i Gæring, Alt i ny Bevægelse, livfuldt og haabefuldt.

Den første Modsætning til fransk Aand og Væsen, som slog hende, var denne: I Frankrig var det Herredømme, Samfundet udøvede, ubetinget; det franske Folk var af Naturen saa selskabeligt, at Enhver til enhver Tid følte sig forpligtet til at handle som de andre, tænke som de andre, skrive som de andre, 164 digte som de andre og for de andre; man havde i Frankrig 1789 formaaet at forplante Revolutionen fra Egn til Egn blot ved at sende en Stafet med den Meddelelse, at den nærmeste Landsby havde grebet til Vaaben. I Tyskland derimod var der intet Samfund; der var ingen almindeligt antagne Regler for Opførsel, ingen Tilbøjelighed til at efterligne Næsten, ingen tyranniske Love for Sprogets Behandling eller Poesiens Tilsnit. Enhver skrev som han lystede, for sin egen Tilfredsstillelses Skyld og tænkte kun lidet paa den Læseverden, om hvem alle den franske Skribents Tanker drejede sig; i Tyskland skabte Forfatteren sig sit Publikum, medens i Frankrig Publikum formede Forfatterne efter den herskende Smag. Det Herredømme, som i hendes Fædreland Samfundsmeningen udøvede, formaaede her den Enkeltes Tanke at vinde; thi medens i Frankrig en Filosof var en Selskabsmand, der især lagde Vægt paa en klar og indtagende Sprogform, havde man i Tyskland set en ensom Tænker, som levede helt udenfor Kulturens Baner, oppe i Königsberg, omforme sin Samtids Dannelse med et Par tykke Bøger, skrevne i et med vanskeligt forstaaelige Kunstord gennemtrukket Sprog. En Kvinde, der hele sit Liv igennem havde sukket under en indskrænket Samfundsaands Tryk, kunde ikke andet end føle Henrykkelse over slige Skuespil.

Den anden Modsætning til det franske Aandsliv, som slog Fru de Staël under Studiet af den opblomstrende tyske Literatur, var den fremherskende Idealisme. Den Filosofi, som i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede havde været den alene raadende i Frankrig, var en saadan, der udledede alle de menneskelige Forestillinger og Tanker af Sanseindtryk, altsaa fremstillede den menneskelige Aand som af hængig af og betinget af den omgivende Verden. Til at bedømme denne Læres Væsen og Rækkevidde var Fru de Staël ganske vist ikke i Stand; men som et ægte Barn af det nyfødte Aarhundrede afskyede hun den. Hun bedømte den som Kvinde snarere med Hjertet end med Forstanden og udledede af den al den Materialisme, hun havde fundet i Sæderne, og al den Underkastelse under Magten, hun havde fundet hos Personlighederne, i Frankrig. Hun satte Condillacs Sensualisme i Forbindelse med Helvetius's Fordelsmoral, og hun mente at ingen Lære var mere skikket til at lamme Sjælens begejstrede Opsving end denne, som grundede det Gode paa den velforstaaede Interesse. Med sand Henrykkelse saa hun en modsat 165 Lære almindelig anerkendt i Tyskland; Kants og Fichtes Pligtlære, Schillers Pathos forkyndte jo netop den Aandens Suverænitet, som hun hele sit Liv igennem havde troet paa. Disse store Tænkere beviste den jo, denne begejstrede Digter godtgjorde jo i ethvert af sine Digte Aandens Uafhængighed af Sanseverdenen, dens Evne til at hæve sig over den, beherske den, omforme den. Hvor talte disse Mænd ud af hendes Hjerte! Og i sin Beundring for disse Lærdomme, for Tysklands højtstemte, aandsløftede Væsen var det, at hun gav sig til at skrive sin Bog De l'Allemagne, som Tacitus i sin Tid havde skrevet sin Bog De Germania, for at vise sine Landsmænd et stort Eksempel paa sædelig Renhed og aandelig Friskhed.

Hun havde altid anset Begejstringen for den frelsende Magt. Hun havde i Corinna sagt, at hun kun kendte to virkelig adskilte Klasser af Mennesker, den, som formaar at sværme for Noget, og den, som ringeagter Sværmere. Det har forekommet hende, som havde hun i Datidens Tyskland fundet selve Sværmeriets Fædreland, det Land hvor det var Religion og hvor det fremfor noget andet Sted paa Jorden blev holdt i Ære. Derfor ender hun ogsaa sit Værk med et Afsnit om Entusiasmen. Men denne Tro paa Begejstringen, paa Indbildningskraften og rent aandelige Magters Virke-Evne ledede hende til mange overilede og indskrænkede Domme. I sin Glæde over den filosofiske Idealisme i Tyskland behandler hun den empiriske Naturvidenskab med den mest naive Overlegenhed: Den fører, mener hun, til Intet uden til en mekanisk Opdyngen af Kendsgerninger. Naturfilosofien derimod, der har gjort den Opdagelse, at Menneskeaanden kan udlede alle Videnskaber af sig selv ved Fornuftslutninger, som med andre Ord anser Altet for dannet efter den menneskelige Aand som Forbillede, synes hende salomonisk Visdom. «Det er en skøn Anskuelse, siger hun, der stræber at finde Ligheden mellem den menneskelige Aands Love og Naturens Love og der betragter den legemlige Verden som et Billede paa den aandelige.» I sin Glæde over denne Læres Skønhed har hun manglet Blik for hvor usand den var og hvor ufrugtbar den snart vilde vise sig at være. Hun roser Franz Baader og Steffens paa de største engelske Naturforskeres Bekostning. Hun har efter sine romantiske Venners Mønster et venligt Ord tilovers for synske Tilstande og Stjernetyderiet, kort sagt for enhver 166 Foreteelse, der taler til Fordel for Læren om Aandens overgribende Magt.

Allerede mange Aar før havde et imod hende rettet fransk Flyveskrift havt Titlen L'Antiromantique. Nu var det romantiske Hang blevet stærkere og stærkere udpræget hos hende. Spiritualismen som saadan syntes hende det Gode, det Skønne, det Sande i Kunsten som i Filosofien. Deri ligger det, at hun paa en Gang er altfor overbærende mod den fremstræbende romantiske Skoles Misfostre, særlig hendes Omgangsven Zacharias Werners Dramer, og altfor vildfarende overfor Goethe, hvis Storhed snarere foruroliger end henrykker hende, og hvem hun snart undskylder snart anfører med den Tilføjelse, at hun ikke vil forsvare Aanden i hans Værker. Hun indleder sin Prosa-Oversættelse af Bruden fra Korinth med de Ord: «Jeg vil visselig paa ingen Maade forsvare hverken Øjemedet med dette Digt eller Digtet selv, men det synes mig, at man ikke kan andet end føle sig slaaet af dets fantastiske Kraft,» og hun slutter sin iøvrigt vellykkede Redegørelse for Faust's første Del med disse Ord: «Dramaet Faust er visselig ikke noget Mønster. Hvad enten man betragter det som Frembringelse af et digterisk Raseri eller af en forstandsdyrkende Livstræthed, saa er det at ønske, at slige Frembringelser ikke gentager sig» og hun tilføjer kun som Modvægt en Bemærkning om Goethes Geni og Digtets Tankerigdom. Saa uimodstaaeligt lededes selv en Aand som hendes af Tidsstrømningen i hendes Fædreland og det religiøse Tilbageslag, den førte med sig. Kun for det Virkelighedsfjerne i Tysklands Aandsliv havde hun Blik og Medfølelse, den tyske Forguden af Verdensaltet hverken følte eller forstod hun; den ængstede hende, og den kække Opdageraand, som havde vovet Springet ned i saa mange Dybder, trak sig stejlende og sky tilbage fra den.

Og dog laa her Nøglen til den hele nyere Udvikling i Tyskland. Spinozas Filosofi havde uden at Samtiden forstod det ligget bagved Lessings hele glimrende Fejde mod Kirkelæren; men umiddelbart efter hans Død havde Læseverdenen en dobbelt Overraskelse: af Striden mellem Mendelssohn og Jacobi fremgik det Forfærdelige, at Lessing havde levet og var død som Spinozist, og samtidigt viste det sig, at selv Jacobi var af den Mening, at al gennemført Filosofi nødvendigvis maatte føre til Spinozisme og Panteisme. Han søgte at redde sig selv derfra ved at anvise Erkendelsen en anden Vej end Bevisførelsen, nemlig den 167 umiddelbare Vished gennem Følelsen. Men Panteismen laa fra nu af i Luften, og fra det Øjeblik af, da Goethe efter sin første Læsning af Spinoza, betaget og henrevet, betegner sig som Spinozist, og det for ingensinde mere sit lange Liv igennem at blive Spinoza utro, fra dette Øjeblik af er Panteismen sat paa Tronen i den tyske Literatur, og under et Kor af de skønneste Poesier, under en Illumination af filosofiske Tanker, der i den nyere Tid aldrig før var set saa glimrende og saa rig, fejrer nu denne den ny Tids Aand i Tyskland sin Formæling med Antikens paany tillivekaldte Skønhed, ligesom Faust i Tidsalderens berømteste Digterværk højtideligholder sit Bryllup med Helena, der i Digtet staar som den græske Oldtids Symbol.

Den store hedenske Renæssance, der i Italien var bleven; indvarslet af Aander som Leonardo og Giordano Bruno, i England af Aander som Shakespeare og Bacon, kommer nu til Tyskland, og den nye Aandsretning finder Næring i den af Winckelmann og Lessing fremkaldte Begejstring for den græsk-hedenske Oldtid. Schiller skriver Die Götter Griechenlands, Goethe Die Diana der Epheser og Die Braut von Corinth. Da Grækenland var gaaet tilgrunde, hørte hin Skipper, der en Nat sejlede langs de græske Kyster, det Raab lyde ud fra Strandbreddens Skove: «Den gamle Pan er død.» Men nej, den gamle Pan var ikke død, han slumrede kun. Og han vaagnede op i Italien under Renæssancetiden, han blev anerkendt og hyldet som den levende Gud i Schellings, i Goethes, i Hegels Tyskland.

Ja den nye tyske Aand viste sig endnu mere panteistisk end den antike. Naar den antike Græker stod ved et pragtfuldt Vandfald, som f. Eks. det ved Tibur i Nærheden af Rom, da personliggjorde han hvad han saa. Hans Øje drog Omrids af skønne, nøgne Kvinder, Stedets Nymfer, i Kaskadens faldende Strømme; Skumsløvet var deres flagrende Haar, han hørte deres overgivne Piasken og Latter i Vandets Rislen og i den hvirvlende Lyd af Skummet, der sprøjtede imod Klippen. Med andre Ord: den antike Betragter personliggjorde den upersonlige Natur. Den antike Digter forstod ikke Naturen; hans egen Personlighed var ham altfor stærkt i Vejen; den afspejlede sig overalt for hans Øje. Han saa ikke andet for sig end Personer.

Lige omvendt en stor moderne Digter som Goethe eller Tieck, hos hvem det hele Følelsesliv er panteistisk. Han upersonliggør bestandig sit eget Jeg for at forstaa Naturen. Overfor 168 Vandfaldet sprænger han sit snevre Selv. Han føler sig glide, falde, omhvirvles med disse skummende Vande. Hans Væsen strømmer ud af Jegets snevre Ring og flyder bort med disse Strømme. Hans elastiske Bevidsthed udvider sig, han optager den ubevidste Natur i sit Væsen; han glemmer sig selv over hvad han ser, ligesom den, der hører en Symfoni, gaar op og forsvinder i det, han hører. Og saaledes overalt. Som hans Væsen strømmer med Bølgerne, saaledes flyver og klager det med Vinden, sejler med Maanen over Himlen, føler sig som Et med det formløse Alliv.

Det var denne Panteisme, som Goethe hævdede i det bidende Epigram:

Was soll mir euer Hohn
Ueber das All und Eine?
Der Professor ist eine Person,
Gott ist keine.

Det var denne Panteisme, som han udfoldede i Faust, og som ligger saa dybt i den tyske Natur, at selv den romantiske Skole, der modvirker Antikens Genfødelse, tiltrods for den lønlige Stræben mod Katolicismen er ligesaa panteistisk som Holderlin og Goethe. Forgudelsen af Verdensaltet er her den Understrøm, som bryder sig sin ustanselige Bane midt imellem alle de Diger og Sten, der ophobes paa dens Vej.

Fru de Staël havde ikke ikke Øje for dette. Hun var af sin Omgangskres revet ind med i den Bevægelse, som foregik paa Overfladen, saa og følte kun den. Og denne Bevægelse var den romantiske Reaktion.

Den saa yderligt gaaende og i Virkeligheden for en moderne Germaner saa lidet naturlige Tilbøjelighed til at være antik og klassisk, havde fremkaldt en heftig Modbevægelse. Goethe og Schiller var tilsidst gaaede saa vidt i deres bestandig stærkere og strengere Fastholden ved det antike Kunstideal, at de begge endte med gennem Kærligheden til den strenge, regelrette Kunstform at gøre et Skridt hen imod den Skole, mod hvilken de selv først havde vakt Uvilje, nemlig den klassiske Tragedie i Frankrig. Goethe havde oversat Voltaire's Muhamed, Schiller Racines Fædra, og saaledes var gennem disse to største tyske Digteres Stræben Opfattelserne af det Klassiske i Frankrig og Tyskland gaaede i Ledtog med hinanden. Men dette Forbund 169 maatte nødvendigvis give Signalet til Modstand. Antiken var saa streng; man længtes efter noget Farvet og Broget. Antiken var saa plastisk; man længtes efter noget Inderligt og Musikalsk. Antiken var saa græsk, saa kold, saa fremmed, hvem kunde udholde at læse Gothes Achilleïs eller Schillers Die Braut von Messina med dens højtidelige antike Kor! Havde man da ikke selv en Fortid? Man længtes efter noget Hjemligt, noget Tysk.

Antiken var saa aristokratisk, og man havde drevet sit Sværmen for det Klassiske saa vidt, at man paany havde bragt den gamle Hofpoesi fra Ludvig den 14des Tid til Ære, men burde Kunsten ikke være for alle Klasser, burde den ikke sammensmelte Høje og Ringe? Man vilde have noget Enfoldigt, noget Folkeligt.

Den klassiske Bestræbelse var endelig saa ædru: Lessings lyse Fornuftreligion var i Boghandler Nicolais Hænder bleven til den samme flade Forstandsanvendelse som i Slutningen af det forrige Aarhundrede slog saa godt an her i Danmark. Goethes Panteisme kunde ikke varme Massernes Hjerte, Scliillers Die Sendung Moses maatte jo være enhver Troende en Forargelse, og «poetisk» var jo endelig, naar Alt kom til Alt, ikke det Samme som «ædru». Man vilde sværme, man vilde beruses og begejstres, man vilde paany tro som et Barn, føle en Ridders Sværmeri og en Munks Henrykkelse, man vilde rase digterisk, man vilde drømme melodisk, man vilde bade sig i Maaneskin og mystisk fornemme Aandernes Svæven i Mælkevejen. Man vilde høre Græsset gro og forstaa hvad Fuglene sagde. Dybt ind i Maaneskinsnatten, dybt ind i Skovensomheden vilde man gaa.

Man vilde have noget Enfoldigt; man var træt af Oldtidens Kultur og fordybede sig i Middelalderens rige, saa længe forsømte selsomme Verden. Et levende Hang til det Fantastiske og Vidunderlige bemægtigede sig Sjælene, og Myte og Æventyr bliver fra nu af de foreskrevne Kunstarter. Alle de gamle Folke-Æventyr og Legender samles, friskes op paany og efterdigtes ofte saa fortræffeligt som af den nye Skoles Digter Tieck i Den blonde Ekbert eller i Historien om den skønne Magelone og Grev Peter af Provence, men ogsaa ofte med en barnagtig Forgudelse af det formentlig poetiske Indhold i overtroiske Forestillinger, der kun har et rent videnskabeligt Værd som forvanskede Levninger af Oldtidsmyter. Novalis varslede i et ildfuldt Digt om den Tid, da man ikke mere vilde tro, i 170 Videnskaberne at finde Løsningen af Livets Gaader, men i Æventyr og Digte vilde finde Forklaringen af den evige Verdenshistorie, - da vilde «alt det forkerte Væsen» svinde bort for et hemmeligt Ord. «Alt det forkerte Væsen» - det samme, den franske Revolution med sine dumdristige Tanker havde villet afskaffe gennem blodige Omvæltninger og Krige, det skulde nu svinde som i Drømmen, som i Æventyret, for et Ord, saasnart blot Menneskene blev Børn igen. Man indbildte sig, at man vilde være hjulpen, naar man istedenfor hine Ideer, der lugtede af Krudt og Blod, havde faaet Ideer, der lugtede af Ammestuen.

Man vilde fremdeles have noget Folkeligt. Man lagde Spirerne til den folkelige Bevægelse, der hos os f. Eks. gaar ud fra Grundtvig, efter at han som saa mange andre havde modtaget et stærkt Indtryk af den ungdommelige Varme, hvormed Romantiken af Steffens forplantedes hertillands og hvormed den henrev Ungdommen paa en Tid, da der endnu fandtes en Ungdom i Danmark. Med Rette følte man Sorg over den dybe Kløft, Fortroppens altfor raske Fremadskriden og de slettest stillede Klassers Udespærring fra Kulturen har afstedkommet mellem Dannede og Udannede, og med Rette opfordrede man Videnskabsmanden og Kunstneren til at iklæde sine Tanker og Følelser den simpleste, lettest fattelige Form. Men Bevægelsen kom hurtigt paa Afveje, da man indlod sig paa det afsindige Foretagende at vilde kalde første Linje tilbage for ikke at overanstrenge Efternølerne, ja næsten ønskede den hugget ned for at have hele Hæren samlet.

Da man opgav Handlingens Drivfjeder, Troen paa Fremskridtet, opstod i Dramaet Skæbnetragedierne med deres fatalistiske Taabeligheder og fjantede Overtro. I Werners Tragedie Den 24de Februar minder Alt Heltinden om en udtalt Forbandelse og en gammel Brøde, naar det blot sker paa Aarsdagen derfor, den 24de Februar. Det gaar saa vidt, at da paa den Dag en Høne bliver slagtet, udraaber hun: «Den skreg mig imøde, Hønen, som skreg den en Forbandelse; den mindede mig om min Fader, da han laa og rallede i Døden» - og dette Stykke roser den ellers saa smagfulde Forfatterinde af Bogen om Tyskland. De dramatiske Satirer antog af anstrengt Barnlighed Marionetspillenes Tone (endog hos os betegner Heiberg sine første Stykker som Marionetspil); man blev mere og mere naiv; af Frygt for Selskabssalen, der regerede i det 18de Aarhundrede, tyede man til Barnekammeret.

171

Skolens Førere var fødte Protestanter; men deres Retning mod Middelalderen og dens fromme Naivetet medførte nødvendigvis en Bevægelse mod Katolicismen. I den Sammenligning mellem antikiserende og folkelig Kunst, som Friedrich Schlegel havde anstillet i Europa og som Fru de Staël baade i Corinna og i Bogen om Tyskland støtter sig til, hed det efter en Paavisning af, at Geniet umuligt kunde bevare sin Svingkraft under et Arbejde med Æmner, som der udfordredes Hukommelsesværk og Lærdom til at tumle: «Saaledes er det ikke ved de Æmner, der tilhører vor egen Religion. Kunstnerne staar overfor disse Æmner personligt beaandede; de føler, hvad de maler og de maler, hvad de har set. Livet selv tjener dem da til Model, naar de vil fremstille Livet, medens de, naar de forsøger paa at hensætte sig i Oldtiden, maa frembringe deres Værker ikke efter det Liv, de ser om sig, men efter Bøger og Billedstøtter.»

Vrangslutningen skjuler sig i Ordene «vor egen Religion»; thi hvilken var «vor egen Religion»? Protestantismen havde udviklet sig til en idealistisk Filosofi, der længst havde gjort fælles Sag med Revolutionen. I Aaret 1795 var to unge Mennesker, hvis Navne senere skulde blive verdensberømte, gaaede ud paa en ensom Mark og havde i naiv Begejstring over Revolutionen plantet et Frihedstræ. Det var Schelling og Hegel.

Man gik da tilbage til Katolicismen. Men den italienske Katolicisme var endnu altfor klassisk, altfor antikt besjælet. En stor lys Kirke som St. Peter i Rom var altfor lidet hemmelighedsfuld, var, som Lamartine har sagt, ganske egnet til, naar engang al positiv Religion er forsvundet fra Europa, vedblivende at være Menneskehedens Tempel. I Italien følte man sig kun beslægtet med det prærafaeliske Maleri: i Spanien fandt man en beslægtet Digter i Galderon, imod hvis mystiske Andagt den først udbasunede Shakespeares Frisind og Virkelighedssans snart ikke mere kunde staa Prøve. Selv Heiberg sætter Galderon over Shakespeare. Ellers dyrkede man overalt og i alle Kunster Gotiken. Med Forkærlighed vendte man sig til Hjemmets Mindesmærker, til den Stil, som nordiske Barbarer (rigtignok Franskmænd) med deres dybe Følelsesinderlighed og deres udprægede Hang til Overtro og Gru havde avlet. Albrecht Diirer blev med sin folkelige Tyskhed og uskyldige Trohjertethed, men især formedelst sin Mystik, sine Hjorte med Kors mellem Takkerne og 172 alt sit symbolske Krimskrams helgenviet af de tyske Romantikere, og selv hos os paastod Oehlensläger og hans Søster at kunne se meget mere i Albrecht Dürer end andre Mennesker kunde finde. Smitten var saa stærk, at selv Gulnares, Alis og Gulhyndis Digter indbildte sig at sværme for Mystiken. Man havde rigtignok ikke Hjertet fuldt af de gudelige Tiders religiøse Kvaler og Forhaabninger, men de gotiske Formers Selsomhed og den Overspændthed, der gav sig Luft i Gotikens kunstneriske Sindbilleder, svarede til den sygelige Fantasis Unatur og Uro hos disse Moderne. Det er betegnende, at den naive Oehlenschläger, da han første Gang traf sammen med den romantiske Skoles Førere, i hvem han ventede at finde en Gruppe magre og begejstrede Asketer, med Forundring, Ansigt til Ansigt med Hovedmanden Friedrich Schlegel, saa (efter hans egne Ord) «et ironisk fedt Ansigt glinse sig sangvinsk imøde.»

Under den lidenskabelige Stræben bort fra den græsk-romerske Oldtid var imidlertid Fr. Schlegel kommen til at udføre sin eneste sande, men denne Gang ogsaa store, videnskabelige Bedrift; han grundede Sanskritstudiet og aabnede dermed den europæiske Kultur en ganske ny Bane. Han lagde Grundvolden først til én helt ny Sprogvidenskab, der udviklede sig jævnsides med den græsk-romerske som indisk-østerlandsk, dernæst til en anden helt ny Sprogvidenskab, der medomfattede den græsk-romerske: det sammenlignende Sprogstudium, Filologien som Naturvidenskab.

Foreløbigt blev Hinduens Ørkesløshed Idealet: det betragtende Liv, det rene Planteliv. Det er dette Forbillede, som forherliges i Schlegel's Lucinde, ligesom det senere, da det tilegnes af den romantiske Skole i Frankrig, varieres i Théophile Gautier's Fortunio. Det er det, som skimtes i Oehlenschlägers geniale Lediggænger Aladdin, og det er dette Ideal, som bestandig foresvæver Æstetikeren i Enten-Eller, der, som Kierkegaard selv, er opfødt med Læsning af Tysklands romantiske Digtere. Man jævnføre hans Ord: «Min Tid deler jeg saaledes: den halve Tid sover jeg, den anden halve drømmer jeg. Naar jeg sover, drømmer jeg aldrig, thi at sove er den højeste Genialitet.»

Goethe havde som Olding tyet fra Nuets Larm til Østerland og havde skrevet sit Vestøstlige Divan. Romantikerne fulgte kun hans Spor. Men snart fik deres Lære en egenlig filosofik Grundvold ved Schelling, hvem Indtrykket af Franskmændenes 173 religiøse og politiske Udskejelser havde skræmmet og omvendt. Som Goethe var flygtet til det fjerne Asien, saaledes flygtede Schelling fra den forstyrrende Omverden til den fjerneste Fortid og fandt der Sandhedens og Livets Kilder. I Modsætning til Oplysningstidens Mening, at Menneskeheden langsomt havde arbejdet sig fremad og opad fra Barbari til Kultur, fra Drift til Fornuft, erklærede han Menneskeheden for sunken, det vil sige sunken fra en Tilstand af højere Dannelse, i hvilken den nød en Opdragelse, som foretoges af højere Væsener, en Aandeslægt. Saa skete der et Fald, og i Forfaldets Tidsrum viste der sig kun faa saadanne Lærere, højere Væsener, Profeter, Genier som Schelling selv, der arbejdede paa hint fuldkomne Livs Genoprettelse. Vi Nulevende véd, at Videnskabsmændene har givet Revolutionsmændene Ret og Schelling Uret; vi som lever i Charles Darwin's Tidsalder, antager ikke mere Muligheden af en oprindelig paradisisk Tilstand og et Fald. Der er ingen Tvivl om at Darwin's Lære vil slaa Rettroenhedens Moral til Jorden ganske som Copernicus's Lære slog den rettroende Dogmatik til Jorden. Som Copernicus's System berøvede Kirkens Himmerig dets udvortes Sted, saaledes vil engang Darwin's Lære berøve Kirkens Paradis dets.

Men dette var dengang ikke indset, og Schelling viste tilbage til Urverdenen, hvor Sagnene om Guder og Halvguder syntes ham historiske Kendsgerninger, og saaledes kom han da til at prise Mytologien som det største af alle Kunstværker, der var modtageligt for en uendelig Udlægning, og en uendelig Udlægning vil sige en vilkaarlig. Man har her i Spiren den Grundtvigske Mytefortolkning med dens uvidenskabelige og upaalidelige Behandling af de nordiske Gudesagn.

Men Bortvendeisen fra Samfundsinteresserne finder et endnu bestemtere Udtryk i Schellings Fordybelse i Naturen. Ligesom det efter Mystikernes Forestilling var Guds Indbildningskraft, som tænkende skabte Verden, saaledes var det for Schelling alene den tilsvarende Kraft i Mennesket, som formaaede at give Menneskets aandelige Frembringelser ideal Virkelighed.

Det er da denne væsenlig kunstneriske Kraft, den saakaldte intellektuelle Anskuelse, det vil nærmest sige den efter Fornuftlove virkende fuldstændige Fantasi, om hvilken Schelling, der her øjensynligt staar under Indflydelse af Tidens æstetiske Kritik, paastaar og hævder, at den alene baner Vej til Filosofi, Vej til 174 Indsigt i Væsensenheden af det Tænkte og det Virkelige. Ja, selve denne intellektuelle Anskuelse var ikke blot Vejen, den var Maalet. Og denne Sammenblanding af Redskabet og Værket betegner Indtrædelsen af en fuldstændig, almindelig Forvirring i den romantiske Poesi og Videnskab, idet Videnskaben snart drives med Kunstens Midler, saa man fantaserer i Gisninger istenfor at forske, snart omvendt Poesien og Kunsten drives med Filosofiens og Religionens Midler, saa Digterværkerne bliver rimet Tankedrøftning og deres Helte bestøvlede Ideer, medens Kunstværkerne forgæves søger at dække Mangelen paa legemlig Form med den katolske Andagts og Kærligheds Kaabe. Man indbildte sig, at denne nye Naturfilosofi for evigt skulde gøre alt Erfaringsstudium af Naturen overflødigt; men vi, som har set Naturfilosofiens uendelige Afmagt og som lever i en Tidsalder, hvor den empiriske Naturforskning har forvandlet Jordens Udseende og beriget Menneskelivet gennem Opdagelser og Opfindelser uden Mage, véd ret vel, at de reaktionære Bestræbelser ogsaa her førte til Nederlag, og at Livet selv paatog sig at gendrive Vildfarelsen. Men hvad der i denne Lære for os Danske især har Betydning, det er den kraftige Hævden af den guddommelige Fantasi som Skabningens Kilde og af den menneskelige Fantasi som Kilden til al kunstnerisk Frembringen; thi her staar vi ved Modertanken til Aladdin og føler med Haanden det Hjerteslag, som i Aaret 1803 driver Blodet helt ud i det Yderpunkt af det store germansk-gotiske Legeme, som betegnes ved Navnet Kjøbenhavn.

I hvilken Grad alle de nye Anskuelser maatte gribe Oehlenschläger, er let at forstaa. Romantikerne lovpriste Fantasien over Alt i Verden, den var den egenlig guddommelige Gave. Hvem kunde dette gribe som ham, hvis Opfindelsesevne afløste Baggesens og det 18de Aarhundredes Evne til at tumle Omgangssproget. Romantikerne priste Myteverdenen som den højeste, den ægte. Der sad nu netop han med en hel ny Myteverden, den nordiske, som med en Skat, der blot behøvede at hæves. Fr. Schlegel og Novalis havde istemmet: Vi maa finde en ny Mytologi, der for os kan være det samme som den antike for Grækere og Romere. Men de søgte forgæves eller fandt kun Katolieismens gamle Myter. Han alene behøvede ikke at søge; ham faldt Appelsinen ned i hans Turban. Romantikerne troede paa en højere Fortidstilstand, hvorfra Slægten var sunken: og overfor 175 ham stod netop et Folk, hvis Fortid langt overstraalede dets Nutid, som ønskede at glemme deone mørke Nutid, og hvis Trang det var at se sig selv forherliget gennem Forherligelse af dets Barndomsdrømme og Ungdomsbedrifter. Saaledes forklares det, at der kun udfordredes et Ord af Steffens for til Overraskelse for denne og alle Andre at løse Fortryllelsen, som bandt hans Tunge.

En sund, god Side af Skolens Bestræbelser var overhovedet den, som gik ud paa at udvide den snevre Kres af Æmner, som de antike Stoffer afgav, og at aabne Blikket saavel for det Ejendommelige hos de fremmede moderne Folk som for Ens egen Nations Særpræg. Saaledes blev Skolen fædrelandskærlig, og fædrelandskærlig i alle Lande. Men iøvrigt opstod allerede nu i Tyskland den samme Tilbøjelighed til Udflugter ind i fremmede Egne, som senere greb den franske Romantik paa Victor Hugos Tid. Forgængeren var Herder med sin beundringsværdige Sans for de forskellige Folkeaanders Frembringelser. A. W. Schlegels kritiske og oversættende Virksomhed fulgte. Hans berømte Forelæsninger over den dramatiske Literatur, der fremkommer umiddelbart før Magternes Indmarche i Paris, forklarer det græske, engelske og spanske Teater, men indeholder de bitreste og voldsomste Angreb paa den franske Smag og det franske Drama. Han nøjes ikke med at angribe Tragikerne; selv Moliére behandler han med plump og uforstandig Ringeagt. Det er lærerigt at sammenligne denne Bog med dens samtidige Modstykke Fru de Staëls De l'Allemagne. Schlegel er ligesaa misforstaaende og hadefuld overfor Frankrig som hun er samfølende og forstaaende overfor Tyskland. Til Gengæld forklarer han med fin og dyb Sympati saavel Shakespeare som navnlig den af ham selv opdagede Calderon for sine Landsmænd. Hans Opfattelse af disse Digtere har imidlertid en stor Mangel ved Siden af et stort Fortrin.

Fortrinet er det, at Alt kommer til sin Ret, hver mindste Ejendommelighed. Da han senere udfører sine vellykkede Oversættelser af mange Shakespeareske og nogle Calderonske Stykker, føler man hvilke Fremskridt Forstaaelsen af fremmed Digtning har gjort, siden Schiller i sin Oversættelse af Macbeth tilskar Stykket efter antikiseren'de Fordomme og skar alt det Drøje og Djærve bort.

Mangelen er hos Schlegel den samme som hos hele Skolen, den samme, der hos os i Danmark fra Skolen af strækker sig 176 udover den følgende Tid, den, at Opfattelsen af Poesien bestandig som stemplet af germansk Ensidighed er i den Grad oversanselig og almen, at den historiske Opfattelse fortrænges og ikke kan komme til sin Ret: Man har det ene ubetingede Mønster efter det andet. Som Grækerne og Aristoteles havde været ansete for de afgjorte Mønstre i Frankrig, saaledes blev nu f. Eks. Shakespeare det ubetingede Mønster i Poesi eller (som hos os i Kierkegaards Enten-Eller) Mozart det ubetingede Mønster i Musik. Den historisk-paalidelige Opfattelse, der i sin Ædruelighed ingen fuldstændige Mønstre kender, skydes aldeles tilside. Det ypperlige Værk bliver Forbilledet for en Digtart, en legemliggjort Rubrik. Saaledes er f. Eks. hos os for Heiberg St. Hansaften-Spil «den fuldkomneste Realisation af det umiddelbare Drama i lyrisk Form.» Man tegner Systemer hvor Digtarterne og Digterværkerne skyder ud af hinanden som Grenene paa et Træ, istedenfor at studere dem i deres Sammenhæng med Kulturen, med det hele Liv. Man tror f. Eks. at Tragedien har en sammenhængende Historie paa langs, *dolgoeO* at den engelske Tragedie staar i mere end middelbar Slægtskabsforbindelse med den græske, da dog Tragedien ikke avles af andre Folkeslags Tragedier, men fremgaar af de Omgivelser, den Kultur, den hele aandelige Kres, i hvilken den bliver til.

Imidlertid: man fik alle Bomme slaaede ned, hele Verden laa aaben for Digterens Øjne, han havde Lov til at vælge sine Æmner, hvor han havde Lyst. Vi har denne livfulde Trosbekendelse i vor egen Literatur i Oehlenschlägers smukke Digterens Hjem:

Det strækker sig fra Spitzbergs hvide Klipper,
For Syndflods ældste Lig en hellig Grav,
Til hvor den sidste Tange slipper
I Søndrepolens øde Hav.

Det var det frigørende kritiske Løsen, som tonede fra den romantiske Kritik.

Den kortfattede, sammentrængte Udsigt, som her er givet over Bestræbelserne i den Skole, Ansigt til Ansigt med hvilen. Værket Om Tyskland blev til, vil allerede have antydet Læseren, paa hvilke Punkter Fru de Staël følte sig i Overensstemmelse med Skolen og hvorledes og hvorvidt den kan siges at drage Forlængelseslinjer af hendes literære Baner. Dens ihærdige] Kamp mod det 18de Aarhundredes Filosofi tiltalte hendes Hjerte; 177 Schelling kaldte jo selv sit hele System for Reaktion mod Forstandstidsalderens Oplysning og Afklaring. Dens dybe Agtelse for poetisk Ildhu, dens kritiske Frisind stemmede overens med hendes egne Tilbøjeligheder og Fordomme. Den romantiske Lære om Fantasiens Værd og Betydning vakte hendes Bifald, men selve Skolens Opfattelse af Fantasiens Væsen var hende uforstaaelig. Romantikerne gik ud fra at der til Grund for Alt laa en uafbrudt frembringende, ligesom gøglende Indbildningskraft, der med guddommelig Ironi bestandig tilintetgjorde sine egne Frembringelser, ligesom Havet opsluger enhver af sine egne Bølger, og mente at Digteren, denne Skaber i det Smaa, paa lignende Maade burde staa ironisk overfor sine digtede Figurer og sit hele Værk og med Forsæt sønderbryde Illusionen deri. Fru de Staëls Forstand var altfor praktisk til at hun kunde gaa ind paa denne spidsfindige Lære, om hvilken hun havde mangen hed Ordstrid med sine romantiske Venner. Til Gengæld nærmede hun sig Skolen paa et afgørende Punkt:

Som hele det første Hold af de i Reaktionen mod det 18de Aarhundrede indviklede Forfattere blev hun med Aarene mere og mere positivt religiøs. De filosofiske Indtryk fra Revolutionstiden udslettedes efterhaanden og istedenfor dem traadte stedse alvorligere Forsøg paa at tilegne sig Tidsalderens opdukkende gudelige Ideer. Hun, der i sin Ungdom havde staaet stridbar overfor Chateaubriands Hævden af de kristelige Æmners, Overlegenhed i Kunsten, slutter sig nu ganske til hans æstetiske Grundsyn. Han gaar uden Forbehold ind paa Romantikernes Lære om at den moderne Poesi og Kunst maa bygge paa Kristendommen, paa lignende Maade som den antike har støttet sig til de græsk-romerske Gudesagn, og idet hun mere og mere lever, lytter og taler sig ind i Forvisningen om, at det 18de Aarhundrede var fuldstændigt paa Vildvej, og idet hun overalt træffer Aander, som er vendte tilbage til Fortidens gudelige Følelser, mener hun at Idealismen i Erkendelseslæren, der for hende som Kvinde er det gode Princip, og Indgivelsen i Poesien, der for hende som Digterinde er det fra Regeltvangen frelsende Princip, nødvendigvis maa forny den aabenbarede Religions Herredømme, siden Sensualismen, hvis Grundsætninger i Tænkelære og Kunstlære er hende imod, har bekæmpet Religionen som en Fjende. Og saaledes havner hun i sit Værk om Tyskland i den lidenskabelige og uretfærdige, mange Gange pinligt indskrænkede 178 Reaktion imod det 18de Aarhundredes aandelige Frihedsstræben, som samtidigt var kommen til Udbrud hinsides Rhinen og som paa Frankrigs egen Grund skulde naa sin højeste Virkekraft.

XIV

Fru de Staëls Bog om Tyskland var et Blik ind i Fremtiden og ud over Frankrigs Grænser; det var i mange Maader en Spaadom om Beskaffenheden af det 19de Aarhundredes opvoksende Literatur. Men den Gruppe af Aander, hvortil Forfatterinden hører, havde ikke fuldendt sit Hverv, om den ikke havde fuldstændiggjort sine Fremtidsvarsler med et omfattende Tilbageblik over det 18de Aarhundredes Aandsliv.

Dette Tilbageblik gaves aldeles samtidigt (1809) af Barante i hans mærkværdige Bog Om den franske Literatur i det 18de Aarhundrede.

Prosper de Barante, født 1782 i en gammel og fornem Embedsmandsfamilie i Auvergne, er den eneste af denne Gruppes Mænd, der ikke kan betegnes som Emigrant; thi han havde modtaget et kejserligt Embede som Præfekt i Vendée. Men hans Bog har ganske Emigrantliteraturens almindelige Præg, og dette er intet Under; han levede udenfor Paris, han hørte til de Landsforvistes nærmeste Omgangskres, særligt til Fru de Staëls, og han var ilde set af Regeringen paa Grund af sine hyppige Besøg i Coppet. Han delte ogsaa hendes under Kejserdømmet saa kætterske Forkærlighed for fremmed, særlig tysk Literatur, og oversatte senere alle Schillers Skuespil. Efter Kongedømmets Genoprettelse erhvervede han sig politisk Indflydelse som Medlem af det lemfældigt frisindede Parti.

Det Værk om Frankrig i det 18de Aarhundrede, hvormed han 27 Aar gammel første Gang optraadte i Literaturen, røber en Modenhed og et Maadehold, som overrasker hos saa ung en Forfatter, men som forklares dels ved en vis Mangel paa Fyrighed i Naturanlægget, dels ved Forfatterens Værdighed og Holdning som Øvrighedsperson. I alle de Bøger, vi har underkastet et Gennemsyn, laa uudtalt en Dom over det 18de Aarhundrede; i denne fremtræder den første sammenhængende Udsigt derover og Værdsættelse deraf. Oversigten er kortfattet men fortrinlig, Opfattelsen er filosofisk begrundet, Fremstillingen er klar og 179 lidenskabsløs, men selve Værdsættelsen er højst mangelfuld, paa ethvert Punkt betinget og indskrænket af de Grænser, ud over hvilke Emigrantliteraturen ikke formaaede at se. Denne Opgørelse med det forløbne Aarhundrede, i hvilken det nye Slægtled endegyldigt siger sig løs fra det gamle, er ikke selv endegyldig og langtfra saa upartisk som den er lidenskabsløs. Thi vel har Barante den redeligste Vilje til at dømme upartisk, og har, som han fremhæver, den Betingelse derfor, at han ikke tilhører den Slægt, der umiddelbart har deltaget i Revolutionens Begivenheder som Angriber eller Forsvarer af den gamle Samfundsorden, men hans Evne er ikke saa uhildet som hans Vilje; hans hele Udvikling bæres ham selv ubevidst af Tilbageslaget mod det Aarhundrede, hvis Væsen han som Betragter og Tænker vil forklare.

Barantes Grundsynspunkt er frugtbart og var dengang sært. Han hører rundt om sig Paastande, der gaar ud paa at gøre det 18de Aarhundredes Forfattere ansvarlige for de Omvæltninger, der ved Aarhundredets Slutning har rystet Frankrig til dets Grund, og finder disse Paastande grundløse; de gør, synes han, hine Skribenter stor Uret, fordi de tillægger dem altfor stor Betydning. Havde Bygningen ikke været faldefærdig, vilde et Pust fra Literaturen ikke have kunnet kaste den overende. Samtidigt med Nodier og Fru de Staël former og forklarer han da Sætningen: Literaturen er et Udtryk for Samfundstilstanden - og ikke dens Ophav. Syvaarskrigen har efter hans Opfattelse havt en ganske anden Indflydelse paa Myndighedernes Svækkelse i Frankrig end Encyclopædien, og den Ufromhed, der herskede ved den gamle Ludvig den 14des Hof paa samme Tid som Kongen med Grusomhed forfulgte Protestanter og Jansenister, har paa en ganske anden Maade undergravet Ærbødigheden for Religionen end Tænkernes Angreb og Spottérier. Det er langt fra at han vil fremhæve nogen særdeles Fortjeneste ved det forgangne Aarhundredes Liteatur, men han betragter denne kun «som et Kendetegn paa denr almindelige Sygdom». Med historisk Skarpblik søger han Forvarslerne for Kongedømmets Sammenstyrtning. Han finder dem allerede i Efterdønningerne af Frondens Kampe mod Mazarin. Kuede af Richelieu's Jernhaand havde Fyrsterne, Adelen, Embedsmændene, alle de Store skiftevis henvendt sig om Hjælp til den brede Befolkning og derved efterhaanden alle tabt i Værdighed og Anseelse. Kongens Myndighed var den eneste, der blev 180 staaende urørt. Oppositionens Bølger gik da lige til Tronens Fod, men de stansede der, og under den første Halvdel af Ludvig den 14des Regeringstid hævedes Tronen i endnu mere ensom Majestæt over den almindelige Jævnhøjde; Richelieus Værk var fuldbragt: enhver Myndighed i Landet var tilintetgjort med Undtagelse af Kronens. Der udfordredes da kun, at denne ene tilbagestaaende Autoritet blev nedbrudt, for at alle Samfundets Myndigheder skulde staa berøvede den Agtelse, der udgjorde deres Styrke, og det skete tilfulde under Ludvig den 14des ynkværdige Alderdom, Regentskabets frække og Ludvig den 15des letfærdigt taabelige Herredømme.

Det 18de Aarhundredes Filosofi var da efter Barantes Opfattelse ikke Enkeltmands vilkaarlige Værk, men en almindelig Aandsretning i Folket; denne Filosofi blev saa at sige nedskrevet efter Folkets Diktat. Den var dog ikke mere værd for det; det staar for Barante som var dens Gerning den at omstyrte en letfærdig og uretfærdig Samfundsorden paa en letfærdig og uretfærdig Maade. Men hvad der saaledes skete var uundgaaeligt, var nødvendigt. Den fasteste Tro paa historiske Love er Sjælen i Barantes Bog. «Den menneskelige Aand,» siger han, «synes uigenkaldeligt bestemt til at gennemløbe en den foreskreven Bane ligesom Stjernerne gør.» Han véd, at der til alle Tider er en nødvendig Forbindelse mellem Bogverdenen og Samfundstilstanden; men medens Forholdet imellem dem til sine Tider er dunkelt, maa søges med Skarpsindighed og paavises med Omhu for at staa anskueligt og klart, synes dette Forhold ham i hin Tidsalder at være saa øjensynligt, at der ikke behøves nogen fin Iagttagelse for at skelne det.

Aarsagen hertil finder han først i de Skrivendes Forhold til deres Læsekres: l tidligere Tider havde deres Antal været ringe; tyndt spredte over hele Europa havde de skrevet i et dødt Sprog; der gaves dengang ingen Selskabelighed, og Samtalen var endnu ingen Magt. Forfatterne skrev ikke for noget Samfund, men for hinanden, og Samfundet betragtede dem til Gengæld som afskrækkende Pedanter. Men efterhaanden udbredte Dannelse og Oplysning sig i de højeste Klasser, og Skribenterne traadte i Forhold til dem; de skrev for Fyrster, Hofmænd, Fornemme, for den lille Kres, der ikke behøvede at arbejde. Paa Ludvig den 14des Tid søgte Forfatterne at behage denne Kres og følte sig smigrede ved dens Bifald. Dog lidt efter lidt skred 181 Civilisationen saavidt frem, at der dannedes et virkeligt Publikum for Literaturen, et Publikum, som stillede Forfatterne uafhængigt overfor de Mægtige. Frederik den Anden af Prøjsen, der for at give sit Rige Glans havde kaldt Voltaire til sit Hof, behandlede ikke ham med den Overlegenhed, hvormed Ludvig den 14de havde behandlet Moliére; han syntes at stille ham som Ligemand ved sin Side; den højeste politiske Magt og den største aandelige Overlegenhed i Samtiden holdt sig et Øjeblik i Jævnhøjde med hinanden uden at Nogen følte den Tid nærme sig, da disse to Magter skulde erklære hinanden Krig; Og i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede stod de Skrivende og det hele vidtstrakte Samfund i et uafbrudt Vekselforhold.

I Oldtiden havde en Filosof været en streng og systematisk Tænker, der ligegyldig for det Bifald, han vandt, udviklede en sammenhængende Lære. Nu havde Ordet skiftet Betydning: Filosofen var ikke en ensom Tænker, men en Verdensmand, der samtalede endnu langt mere end han skrev og lærte, som bestandig søgte at behage Omgivelserne og vinde deres Bifald, og. som kun kunde gøre det ved at forvandle sig til deres Organ. Hvor mægtigt Tidsaandens Herredømme over de enkelte Skribenter var, ser Barante bevist ved den Omstændighed, at de Forfattere, der som Abbed de Mably f. Eks. havde den mest levende Uvilje mod Filosoferne af den herskende Skole, dog lignede dem, de vilde bekæmpe, og ad andre Veje kom til samme Resultater. Og Forklaringen af at Publikum før Forfatterne kunde give sig til at kaste Vrag paa al historisk Overlevering, paa alle nationale Erindringer for at efterstræbe tilræsonnerede Idealer, finder han i de højere Samfundsklassers unationale, klassiske Opdragelse. I Skolen havde Barnet lært at stave Epaminondas's og Leonidas's Navne længe før det hørte Bayards eller Duguesclins; det stod Drengen frit for at beundre den trojanske Krig; men at beundre Korstogene - det var uhørt. Romerretten og alle dens fra en Enevoldsmagt stammende Grundsætninger havde efterhaanden fortrængt de germanske Retsregler, der var udsprungne af et frit Folks Liv. Hvad Under da, at Forfatterne, naar de søgte deres Stoffer i Oldtiden og sværmede for Hellas og Rom, fandt villigt Øre i det franske Samfund! Hvad Under at ogsaa i Literaturen den nationale Overlevering blev foragtet og afbrudt!

Efter saaledes forud at have givet det hele Samfund Skylden 182 for Literaturens Fejlgreb i det 18de Aarhundrede - og dens Bedrifter synes ham alle Fejlgreb - har Barante sikret sig et Grundlag for rolig Vurdering af de enkelte fremragende Forfattere. Hans Domme samler de i Emigrantliteraturen spredte Synsmaader som i et Brændpunkt.

Voltaire, om hvis Ry der siden hans Død havde været ført en ligesaa hidsig Kamp som den om Patrokles's Lig, særtegner han koldt, men uden Had eller Vrede. Han beundrer Voltaires Naturbegavelse, det letbevægelige, stormfulde Følelsesliv, der frembragte hans Patos, det uimodstaaeligt Henrivende i hans Veltalenhed og i hans Vid, den Ynde som stadigt udvikler sig af hans geniale Lethed til at forme og udtrykke Tanker. Men han ser den Anvendelse, Voltaire gjorde af sit Talent, stadigt styret af Tidens Meninger, af Trangen til at gøre Lykke og behage. Han beklager endelig dybt det Hang til skamløs Spot, der end ikke forlod Voltaire som Olding. Og det er Alt. For det Store, det Berettigede i Voltaires Livskamp har han intet Blik og intet Ord. Han vil forklare Voltaire kritisk og bort-eskamoterer Harmen i hans Sjæl, selve Livsnerven i ham; han skildrer Forfølgelserne imod ham som Dumheder uden nogensinde at stemple dem som slette Handlinger; han undskylder endelig - ikke Pletterne paa Voltaires Storhed, men saa at sige denne Storhed selv, og han mener oprigtigt at vise Upartiskhed, siden han undskylder.

Montesquieu er den eneste af det forrige Aarhundredes Storheder, som aflokker Barante en Anerkendelse, der er levende og varm. Og det er naturligt, thi han fandt noget af sit eget Væsen i hans. Montesquieu var ikke en simpel Skribent, der kunde skrive hvad der faldt ham i Pennen, han var som Barante Embedsmand, en høj Embedsmand, en betydelig Retslærd, som maatte betænke sin Stands Værdighed og det Eksempel, han gav. «Præsidenten de Montesquieu,» siger Barante, «havde ikke den Uafhængighed, Literatorerne skatter saa højt og der maaske skader baade deres Talent og deres Karakter.» Man føler den kejserlige og dog Napoleon fjendske Embedsmands forsigtige Forsøg paa et Selvforsvar i dette velskrevne Paradoks. Men det var i ethvert Tilfælde ikke med Urette, at Barante satte Montesquieu meget højt. Andre af Tidens Forfattere havde mere Geni; men Montesquieu's nøje Kendskab til det praktiske Liv, til Forvaltning og Styrelse, gav ham en Indsigt, som de andre savnede, og et Maadehold, som netop ved Aarhundredets 183 Begyndelse var i højeste Pris. Hos Montesquieu bifalder da ogsaa Barante Adskilligt, som han bittert dadler hos andre. Han opfordrer Læseren til at sammenligne Montesquieu's Værk om Lovenes Aand med et ældre Skrift af Domat om samme Æmne for at se de Fremskridt, Videnskaben hos ham har gjort, idet han uden at tilsidesætte Ærbødigheden for Religionen forstaar at betragte den som underordnet Aarsag*).

Diderot er den af de store Forfattere, som Barante staar mest hildet overfor; hans Dom om Diderot er indtil det Yderste indskrænket. Det Fremfusende og Voldsomme i denne Aand skjuler Genialiteten for hans Blik. Et Geni, hvis Hensynsløshed nu og da minder om en Naturkrafts, kunde saa lidet paaskønnes af Barante som af den hele skræmmede og skuffede Slægt, hvortil han hører. Diderot var mere anlagt til at behage de literært fordomsfri Tyskere end sine dengang saa sippede Landsmænd. Goethe selv oversatte hans Le neveu de Rameau og Hegel behandlede den vidtløftigt i sin Phänomenologie des Geistes; men Barante, der med Lidenskab dadler Diderots uophørlige og alle Grænser overskridende Angreb paa Religionen, samler sin Skildring i disse Ord: «Han havde et ildfuldt og uordenligt Indre. Men hans Aand var en Ild uden Næring, og det Talent, hvoraf han har vist nogle Glimt, har ikke faaet nogen samlet Anvendelse.» Det var kun rimeligt, at den mest naturforstaaende af det 18de Aarhundredes Forfattere blev slettest vurderet af den nu opvoksende Stab af Idealister.

Rousseau, den sidst optrædende af hine for det 19de Aarhundredes Skranke stævnede Aander, havde noget i sit Væsen, som nødvendigvis maatte tiltale Barante. Han var iblandt dem den eneste følsomme, og det nye Aarhundrede var begyndt sentimentalt. Han var endelig den ensomste af dem, og det nye Aarhundrede vurderede Personligheden som enkelt. Han havde staaet Filosofernes og Encyclopædisternes Selskab fjernt. Et sært og ulykkeligt Liv havde formet hans Væsen; han stod ikke i noget Forhold til Samfundet eller den offenlige Mening. Uden Familie, uden Venner, uden Stand, uden Fædreland havde han * 184 flakket om i Verden, og da han optraadte som Forfatter, fordømte han Samfundet istedenfor at smigre det; han stræbte ikke at behage den gældende Samfundsmening, men at fremkalde en ny; det lykkedes ham, og medens andre behagede, vakte han Sværmeri. Alt dette maatte paa Forhaand tiltale Barante. Men man behøver dog blot at sammenligne hans Udtalelser om Rousseau med hans Veninde Fru de Staëls tyve Aar tidligere udgivne Bog om Rousseaus Forfattervirksomhed for at se, hvormange Skridt fremad Reaktionen mod det forrige Aarhundredes Aand havde gjort. At han dvæler vidtløftigt ved det Urene i Rousseau's Levned og de slette Sider af hans Karakter er i og for sig ganske berettiget og hans Skildring danner her kun det naturlige Modstykke til Fru de Staëls varme Forsvarsindlæg. Hans strenge Dom over Rousseaus politiske Lærdomme er endda ganske anderledes kritisk gennemtænkt og moden end Fru de Staëls kvindelige Forsøg paa med en vis Begrænsning at godkende disse. Men i Vurderingen af Rousseau's religiøst reformatoriske Virksomhed staar han langt tilbage for hende. Mod Rousseau's berømte Troesbekendelse, mod Fremstillingen af den saakaldte naturlige Religion, er hans Hovedindvending den, at den er en Religion uden Gudstjeneste, og siger han: at den var det, kan ikke overraske hos Rousseau, thi til en Moral uden Gerning som hans maatte nødvendigvis en Religion uden Gudstjeneste svare. Saaledes fører et Slutningsmageri til Bedste for det Bestaaende den religiøst frisindede Kritiker til endog at tage den nedarvede Kirkeskik i Forsvar mod Rousseau.

Spiren til alt dette Indskrænkede og Uretfærdige hos Barante er den samme, der senere under den hvide og den trefarvede Fanes Kongedømmer afføder saa meget Usandt og Skævt hos andre liberale Skribenter: den spiritualistiske Filosofi, som nu begynder at faa Indpas i Frankrig og som efter mange Kampe blev den herskende Lære, ja under Cousin og hans Skole endog forfremmedes til Statsfilosofi. Havde denne Lære ladet sig nøje med at udvikle sine Grundsætninger og Synsmaader saa klart og saa overbevisende som muligt, da havde den været en Filosofi sora en anden og kunde vække Modsigelse, men aldrig Uvilje eller Afsky. Der viste sig imidlertid hos denne Læres Talsmænd, og det næsten i alle de Lande hvor den optraadte, fra Begyndelsen af uvidenskabelige og ildespaaende Tilbøjeligheder. Man var mindre ivrig for at bevise sine Paastande end for at godtgøre 185 deres sædelige og gudelige Beskaffenhed. Man var langt mindre opsat paa at gendrive sine Modstandere end paa at fraskrive dem Sans for det Ædleste, Opsving mod det Højeste, Pligtfølelse og Varme.

Hos Fru de Staël er Frygten for Sensualismen kun afledet. Den højhjertede Kvinde, der med al sin Sandhedskærlighed er og bliver Dilettant i Filosofien, frygter naivt for, at den sensualistiske Sjælelære bringer Sindene til modstandsløst at underkaste sig Napoleons Tvangsvælde, og af Kærlighed til Friheden søger hun Vaaben imod den. Barante, som er en Mand, har ikke hendes Undskyldning. Ogsaa for ham er Descartes og Leibniz ikke blot store Tænkere, men Indehavere af det gode Princip i Metafysiken, ret som om moralske Begreber kunde finde Anvendelse paa en Metafysik. «Muligvis,» siger han, «tabte de sig undertiden i taagede Egne, men de fulgte idetmindste en ophøjet Retning, deres Lære stemmer overens med de Tanker, der bevæger os, naar vi tænker dybt over os selv, og denne Bane førte nødvendigvis til de ædleste Videnskaber, til Religionen og til Moralen.» Og nu fortæller han, hvorledes man blev træt af at følge dem, hvorledes man begav sig ind paa Locke's og Hume's Baner, og han fremstiller ikke dette som en modsat, ligeberettiget Ensidighed, men som en Fornedrelse af Menneskevæsenet, en «Nedværdigelse» af Videnskaben. Han finder det naturligt at bekæmpe Spinoza (som han slaar sammen med Hobbes) ikke blot med Grunde, men «med Harme»*).

Han fremstiller imod de Erfaringstroende Kants bekendte Lære om at Forstandsformerne er givne med vor Aands Bygning og udvikler, at et Indbegreb af religiøse Anlæg ligeledes findes medfødt til alle Tider og hos alle Folk, Overalt og altid, mener han, finder man Troen paa et Liv efter Døden, Ærefrygt for de Døde, og Jordfæstelse af dem i den Overbevisning, at Livet ikke er tilende for dem, endelig en Tro paa, at Naturen engang er bleven til og engang vil gaa tilgrunde. Dette er for ham omtrent som for Benjamin Constant de sjælelige Elementer som udgør Religionens faste Grundvold. Han forstaar end ikke, at disse kan lade sig føre tilbage til endnu simplere Elementer, der ogsaa forefindes udenfor Religiøsiteten. Thi han forsker ikke frit, han betragter det som en Ære at overtage hvad han kalder * 186 «den hæderfulde Arv fra den ophøjede Filosofi» (le glorieux hériiage de la haute philosophie).

Og paa ganske lignende Maade ivrer han mod Forsøgene paa at lægge et Erfaringsgrundlag under Moralen. «Istedenfor,» siger han, «at gaa ud fra den Følelse af Retfærdighed og Medfølelse, som lever i alle Menneskers Hjerte, søgte man at grunde Sædeligheden paa Hanget til Selvbevarelse og Velvære.» Han forstaar øjensynlig slet ikke den dybt filosofiske Drift, som har ledet Tænkerne af den modsatte Skole til at opløse Retfærdigheds-Tanken i dens Grundelementer og vise hvorledes den opstaar og dannes. Han ivrer kun svulstigt over, at man ad den Vej ikke kunde naa til en aabenbaret Religion; «de guddommelige Beviser for den havde jo Vantroen forkastet»*). Den samme Tænker som roser Montesquieu's Persiske Breve og bifalder at denne Skribent behandler Religionen som Bisag, forfærdes, hildet i Tidsalderens Halvhed, over de erfaringstro Filosofers Forsøg paa at finde de Grundelementer, der samvirker til Retfærdigheds-Ideens Formning. Og hos Barante ser man derfor, som antydet, allerede den uforstandige Spillen med det Dobbelttydige i Ordet Sensualisme, der hele Aarhundredet igennem skulde blive et Vaaben i Hykleriets og Nederdrægtighedens Hænder, idet Sensualisme vekselvis benyttes som Navn paa den bestemte Erkendelseslære, om hvilken det plejer at anvendes, snart som Betegnelse for Sanselighed, sanselige Lyster eller Læren om at sanselig Lyst er Livets Maal. Man finder allerede hos Barante som senere bestandig hos Cousin den overfladiske og uvidenskabelige Spiritualisme, der udvikler sig i Frankrig i Aarhundredets første Aartier, hævdet som den til Dyd og gode Sæder opmuntrende Filosofi.

Fru de Staël forfattede for en af Datidens Aviser, Mercure de France, en Anmeldelse af Barantes Værk, som Censuren dengang forbød at trykke, men som senere er bleven trykt i uforandret Form. Det er kun tre Blade; men en Kritiker vilde ikke have yderligere Vidnesbyrd behov for at skønne Forfatterindens Genialitet. Hun fremhæver først i varme Udtryk Forfatterens tidlige Modenhed og sjældne Maadehold, beklager kun, at han * 187 ikke oftere hengiver sig helt til sine Indtryk, og minder ham om, at Tilbageholdenhed ikke altid røber Styrke. Saa ser hun ligesom ved et Snarsyn det vordende Aarhundredes aandelige Præg bag de tilfældige og personlige Fortrin og Mangler i hans Bog. Hun synes overfor dette Skrift med pludselig Styrke at have følt, hvor dybt hun selv med sit virkeglade, forbedrelystne Sind grundede i det forrige af Fremskridtstroen baarne Aarhundrede; først med denne Bog synes Overgangstiden til det nye Aarhundrede hende at være til Ende, og hun forbavses over den Forsagen under det Givne, den Skæbnetro, den Ærbødighed for enhver fuldendt Kendsgerning, der fra dette Skrift slaar hende imøde. Hun aner, at Forsagen under Omstændighedernes Tryk vil blive et af den ny Tidsalders Kendemærker; hun forudføler, at dens Filosofi for en stor Del vil komme til at bestaa i en Paavisning af, at det Virkelige er fornuftigt, og synes med Geniets Fremsyn at skimte, hvilken Tvetydighed dette Ord «det Virkelige» vil vise sig at indeholde og hvilken ideløs Holden paa det Bestaaende denne Sætning vil kunne afgive Løsen for. Og hun slutter sin Anmeldelse med disse af forudseende Visdom stemplede Ord:

«Det 18de Aarhundrede forkyndte Grundsætninger paa en altfor ubetinget Maade; maaske vil det 19de Aarhundrede forklare Kendsgerningerne med altfor stor Underdanighed under dem. Det første troede paa en Tingenes Natur, det andet vil kun tro paa Omstændighederne. Det første vilde byde over Fremtiden, det andet indskrænker sig til at lære Menneskene at kende. Forfatteren til den Bog, hvorom jeg taler, er maaske den, der tidligst paa en iøjnefaldende Maade har antaget det ny Aarhundredes Farve.»

Denne Udtalelse er ligesaa slaaende formet som indholdstung. Ingen af de øvrige Aander, som stod denne store Kvinde nær, havde saa afgjort fjernet sig fra det foregaaende Aarhundrede, som denne den sidst optrædende, Barante. De andre var en efter en fra Vraget af det synkende 18de Aarhundrede stegne ombord i det 19de Aarhundredes Skib og havde efterhaanden ladet det med de Stoffer og den Sæd, det skulde føre; men det laa endnu Side om Side med Vraget, fast fortøjet til dettes Rand. Barante var den, som huggede Skibstovet over og stødte Baaden ud paa det vide Verdenshav.

188

XV

Den hele Literaturgruppe, hvis Dannelse og Udfoldelse vi har fulgt, staar for os som et sammenvævet Hele. En Mangfoldighed af hinanden krydsende Traade strækker sig fra det ene Værk til det andet, og Fremstillingen har kun gjort den indre Sammenhæng tydelig og klar; det er ikke den, som vilkaarligt har vævet Enkelthederne sammen. Kun maa det bemærkes, at denne Samling af Skrifter, denne Kres af Forfattere blot udgør en Gruppe, ikke nogen Skole. Thi en Gruppe opstaar ved den naturlige, ufrivillige Forbindelse af Aander og Værker, som har Retning tilfælles; men en Skole dannes, naar Forfatterne med Bevidsthed forener sig under Ledelse af en eller anden mere eller mindre bestemt formet Overbevisning.

Emigrantliteraturen udvikler sig, skønt fransk, udenfor Frankrig. Til Forstaaelse af den er det nødvendigt at have det korte og voldsomt gennemagiterede Tidsrum for Øje, i hvilket den gamle Statsorden blev opløst, Legitimiteten sprængt, de herskende Stænder slaaede til Jorden og den positive Religion ryddet til Side af Mænd, der oftere gennem en stridbar Filosofi end gennem en rent videnskabelig Dannelse havde frigjort sig fra dens Aag og som derfor ved en hensynsløs og ikke altid ærlig Angrebskrig havde ægget alle dem, der klarere eller dunklere følte en Uretfærdighed i de Beskyldninger, der rettedes mod den gamle Tilstand, og hvis aandelige og sædelige Trang, hvis hele Følelsesliv ikke fornam nogen Tilfredsstillelse ved den nye. Jo mere virkelighedsfjern og uanvendelig Humanitets- og Fremskridts-Ideen havde vist sig, des nærmere maatte et Omslag i Samhu og Stemninger ligge. Omslaget kom, Reaktionen begyndte. Jeg har skildret, hvorledes den i sin første Optræden altid kun var betinget, hvorledes Revolutionens Ideer uophørligt blandedes med de Tanker, der fører Tilbageslaget mod Voltaire, og vi har set, hvorledes alle de Skribenter, som leder den, har deres aandelige Udgangspunkt i det 18de Aarhundrede og er udsatte for Mindelser og Tilbagefald. De udgaar saa at sige alle fra Rousseau. Det første Træk er kun det at tage Rousseau's Vaaben og rette dem mod hans Modstander Voltaire. Det er alene den yngste af dem alle, Barante, som med Sandhed kan sige sig løs fra ethvert personligt Slægtskabsforhold til Rousseau.

189

Efter disse Skribenter følger i Frankrig et andet Kuld af samfundsbevarende Forfattere, der ligeledes for største Delen er Emigranter og som forfægter den ubetingede, den principielle Reaktion. Disse Mænds Værker udgør i Forening med enkelte Skrifter af allerede optraadte kunstnerisk fremskridende, men i Stat og Kirke tilbagestræbende Forfattere som Chateaubriand og tilligemed enkelte reaktionære Ungdomsarbejder af senere frisindede eller endog radikale Forfattere som Lamartine og Hugo en Gruppe, der ubetinget holder paa det Gamle, og hvis herskende Tanke Autoritetsprincipet er. I dens Midte staar Mænd som Joseph de Maistre, Bonald og Lamennais.

Under Benævnelsen Emigrantliteraturen har jeg derimod her fremdraget og samlet de sundere literære Frembringelser, i hvilke Reaktionen endnu ikke er en Underkastelse under Myndigheder, men den naturlige og berettigede Hævden af Følelse, Sjæl, Lidenskab og Poesi i Modsætning til Forstandskulde, nøjagtig Beregning og en af Regler og døde Overleveringer omspændt Literatur, som den, der under Kejserdømmet førte sit matte og blodløse Liv paa Frankrigs egen Grund. Den følgende Gruppe har med sin fastere Sammenslutning om et enkelt bydende Princip nødvendigvis en skarpere og tørrere Profil. I denne Gruppe er der til Gengæld mere Liv, mere Stemning, mere bølgende Kraft.

Emigrantliteraturens Skribenter og Værker staar ligesom i et skælvende Lys. Det er i Aarhundredets Dæmring, at disse Personligheder staar. De første Straaler af det 19de Aarhundredes Morgensol falder paa dem og spreder langsomt det Slør af Ossianske Taager og Werthersk Tungsind, der indhyller dem. Man føler, at de har en Nat med stygge og blodige Minder bag sig; de ser blege og alvorsfulde ud. Men deres Vemod er poetisk, deres Tungsind vækker Deltagelse, og man føler gærende Kræfter i de lidenskabelige Udbrud, som røber deres Sorg over ikke at kunne begynde deres Dagværk i Fortsættelse af den foregaaende Dags, men maatte staa tvivlende overfor den Grundvold, der Dagen forud blev lagt, og over møjsomt at maatte sammensanke hvad Nattens Ødelæggelser har levnet.

Emigrantliteraturen er da en dybt bevæget Literatur.

Chateaubriand er den første, der bryder igennem med sine Novellers vilde Lidenskabelighed og kraftige, farverige Naturmalerier. Alt gløder og brænder her af katolsk Henrykkelse og satanisk Erotik; men midt i Ilden bliver som en Billedstøtte af 190 Sten den moderne Personlighed staaende, det selvisk ensomme Geni, René.

Sénancour frembringer et Værk, der paa en mærkeligt sjælfuld Maade sammensmelter moderne Frisind med romantiske Længsler, germansk Følsomhed og Virkelighedssky med romansk forfinet Sansetilbøjelighed, det oprørske Hang til at drøfte ethvert Spørgsmaal med Selvopgivelsens Selvmordsdrømmerier.

Nodier blander sin Stemme i dette Kor. Fin, smidig, fantastisk, fuld af Modsigelseslyst angriber han Napoleon og Samfundsordenen, forherliger Klopstock og Klosterlivet; naiv som et Barn og dog lærd som en Olding opsøger han Martyriet for at have den Fornøjelse at vide sig forfulgt og kunne studere uforstyrret i Ensomheden. Bestandig fremskridende gør han Troen paa Fremskridtet til Genstand for sine uophørlige Spotterier.

Constant optræder som Politiker og som en Dilettant i Novellistiken, der gør Mestere tilskamme. Hans Aand svinger som et Pendul imellem to Tidsalderes Ideliv; af Naturanlæg er han det 18de Aarhundredes Barn, ved sin Dannelse og sine Øjemed tilhører han Forfatningernes og de store Sammenstillingers Tidsalder. Han giver i sit eneste digteriske Skrift Samtiden et Mønster paa Sjælemaleri og et Vink om, hvormange gode Følelser og Kræfter der ofres paa den moderne Samfundsordens Alter.

Ret bliver den franske Emigrantliteratur sig dog først sine Bestræbelser og sin gode Aand bevidst gennem Fru de Staël. Det er denne Kvinde, hvis Skikkelse behersker Gruppen. I hendes Skrifter er det Ypperste samlet af det, som er berettiget i Emigranternes Frembringelser. Den Stræben mod Fortiden og den Attraa efter Fremtiden, der hos Gruppens andre Medlemmer splitter deres forskellige Virksomheder og Værker, samles hos hende til en Bestræbelse, der hverken er tilbagevigende eller oprørsk, men omdannende. Som de andre tager hun Fodfæste i Rousseau; som de andre sørger hun over Revolutionens Udskejelser; men højere end nogen af de andre elsker hun den personlige og politiske Frihed. Hun bekæmper Enevoldsmagten i Staten og Skinhelligheden i Samfundet, det nationale Hovmod og de religiøse Fordomme; hun indfører i Frankrig Kundskab til Nabolandenes Folkeaander og deres Literatur; hun nedbryder med sine Hænder den Mur af Selvgodhed, det sejerrige Frankrig havde indesluttet sig i. Barante med sin fjernende Skildring af 191 Frankrig i det 18de Aarhundrede fortsætter og afslutter kun hendes Værk.

Den Literatur, hvortil Fru de Staël i det sidste Tidsrum af sin Virksomhed støtter sig og hvis Tanker ogsaa spores hos Barante, den, hvis Udviklingshistorie naturligt slutter sig til Emigrantliteraturens, er Tysklands romantiske Skriftverden. Den hele Gruppe af Bøger, jeg har givet det fælles Navn: Emigrantliteraturen, kan betegnes som en Art Romantik før Romantiken, særlig før den store romantiske Skole i Frankrig, som den indvarsler og bebuder. Men den staar samtidigt, ofte gennem uvilkaarlig Overensstemmelse, undertiden paa Grund af Paavirkning, i mangfoldig Berøring med den germanske Aand og dens Romantik. Derpaa beror det, at Fru de Staël i sin Bog Om Tyskland kalder Rousseau, Bernardin de Saint-Pierre og Chateaubriand for Tyskere uden at vide det, og derfor træffer man, som vi har set, paa talrige spredte Punkter Tilløb til det Romantiske og Syslen med dette Ord og Begreb hos Emigrantliteraturens Mænd og Kvinder.

Men de varsler ikke blot om de store Aander, der efter dem skal optræde paa Aarhundredets Scene; de danner paa en højst mærkværdig Maade Forbilleder for dem. Chateaubriand foregriber som romantisk Kolorist Victor Hugo, som livstræt Melankoliker Byron. Sénancour anslaar, længe inden den romantiske Skole opstaar, de Strenge, som senere spilles af Sainte-Beuve. Nodier er med sin filologiske og arkæologiske Lærdom, sit strenge og rene Sprog og sine fantastiske og uhyggelige Æmner en Forløber for Mérimée. Constant tegner Balzacs Heltinde længe inden Frankrig faar sin store Romanliteratur; som Politiker har han, skønt frisindet og kirkefjendsk, nogle Lighedspunkter med en udpræget romantisk Politiker, Tyskeren Gentz. Barante forbereder med sin spiritualistiske og dog skæbnedyrkende Literaturfilosofi den Kritik og Æstetik, som indtog Højsædet med Victor Cousin. Fru de Staël endelig synes at forudforkynde Aarhundredets største Forfatterinde, en mindre højtstillet, men langt genialere og langt frugtbarere Aand, Digteren og Tænkeren George Sand.

En Verdensdels Literaturhistorie gennem et halvt Aarhundrede begynder selvfølgeligt ikke paa noget enkelt Punkt. Det Udgangspunkt, Fremstilleren griber, kan altid stemples som tilfældigt og vilkaarligt; han maa betro sig til sit Instinkt og sit kritiske Blik, ellers kommer han aldrig til at begynde. Men 192 Emigrantliteraturen har syntes mig det naturlige, det af Historien selv anviste Udgangspunkt. Denne Gruppe indleder, set fra én Side, den senere religiøse og politiske Reaktion i fransk Literatur, baner, set fra en anden Side, den romantiske Skole i Frankrig Vejen. Den forbereder paa ethvert Punkt til Studiet og Forstaaelsen af den romantiske Skole i Tyskland; ja den har endog enkelte Berøringspunkter med saa fjerne Foreteelser som Byron og Balzac.

Emigrantliteraturen udgør med ét Ord Ouverturen til Aarhundredets store literære Skuespil.

193

INDHOLD

  • Indledning .......................... 1
  • Emigrantliteraturen ...................... 15
  • Chateaubriand, Atala .................... 22
  • Rousseau ......................... 29
  • Werther ........................ 34
  • René ........................... 41
  • Sénancour, Obermann ..................... 54
  • Nodier ...................... ..... 66
  • Constant, Om Religionen, Adolphe ................ 71
  • Fru de Staël, Delphine ..................... 95
  • Landsforvisning ....................... 110
  • Corinna ............................ 123
  • Kamp mod nationale og protestantiske Fordomme ....... 135
  • Ny Betragtning af Antiken ................... 151
  • Om Tyskland ......................... 161
  • Barante ....................... 178
  • Slutning ............................ 188