Brandes, Georg Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

194

        

195

📖 DEN ROMANTISKE SKOLE I TYSKLAND

Forelæsninger, holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Foraarshalvaaret 1873.

(1873)
196

Allen Gewalten
Zum Trutz sich erhalten,
Nimmer sich beugen . . .

Goethe.

At filosofere er at afflegmatisere, at levendegøre.

Novalis.

197

INDLEDNING

Den Opgave at skildre Tysklands romantiske Skole i Sammenhæng er for en Dansk en meget vanskelig og nedslaaende. Dette Stof er for det Første overvældende stort, dernæst mangfoldigt behandlet af tyske Forfattere og tilsidst ved Arbejdets Deling med en saadan Lærdom angaaende alle Enkeltheder, at det er umuligt for en Fremmed, hvem tilmed Kilderne langtfra altid er tilgængelige, i udtømmende Kundskab at hamle op med Landets egne Børn, der fra Barndommen af alt er hjemme i den Literatur, han i en Alder, hvor Massetilegnelsen er langt vanskeligere, skal lære at kende. Han maa da søge sin Styrke dels i den Bestemthed, hvormed han anlægger og bevarer sit personlige Synspunkt, dels i om muligt at udvikle Egenskaber, der er mindre fremtrædende hos Landets egne Forfattere. En saadan Egenskab er her den kunstneriske, jeg mener Evnen til at udvortesgøre. Den tyske Natur er saa inderlig og dyb, at denne Evne ikke er hyppigt forekommende. Endelig er der et Element, som den Fremmede lettere opdager end den Indfødte, det er Racemærket, det i den tyske Forfatter, der betegner ham som Tysker. For den indfødte Betragter bliver det at være tysk og det at være Menneske altfor let Et og det Samme, da han er vant til i Reglen, hvor han behandler et Menneske, at have med en Tysker at gøre. Den Fremmede forekommer meget paafaldende, hvis Ejendommelighed den Indfødte overser, fordi han er vant til at se det, og især fordi han selv har det eller er det.

198

Her er mange Værker at kendetegne, mange Personligheder at skildre. Min Opgave vil være at skildre disse Personligheder og Værker i saa skarp og sikker Profil, som det er mig muligt. Ingen kan medtage Alt. Kraftigt at belyse Helheden saaledes, at Hovedtrækkene springer frem og falder i Øjnene, det er mit Ønske. Jeg vil paa den ene Side stræbe at tage Literaturhistorien saa menneskeligt som muligt, gaa saa dybt ned, som jeg kan, gribe de Sjælerørelser, der længst tilbage, inderst inde forbereder og frembringer den hver Gang foreliggende Literatur. Og jeg vil paa den anden Side forsøge at fremstille Resultatet i saa udvortes og haandgribelig Form som muligt. Kunde det lykkes mig at give den dulgte Følelse og den almene Tanke, der overalt ligger til Grund, l en nøjagtig og anskuelig Silhouet, da var min Opgave løst. Helst drev jeg altid Principet helt ud i Anekdoten.

Først og fremmest fører jeg da overalt Litteraturen tilbage til Livet. Man vil allerede kunne se det deraf, at medens ældre Stridigheder i vor Literatur f. Eks. mellem Heiberg og Hauch, ja selv den berømte mellem Baggesen og Oehlenschläger har holdt sig paa et udelukkende literært Omraade og er blevne til Ordskifte om literære Grundsætninger alene, er Fejden mod det første Bind af dette Værk ikke alene ved Angribernes Uforstand, men lige saa meget ved Skriftets Natur kommen til at berøre en Vrimmel af gudelige, sædelige og sociale Spørgsmaal. Den hjemlige Reaktion, som følte sig nærbeslægtet med den, det er min Agt at skildre og afsløre, har forsøgt at tilintetgøre den Bevægelse, der gik ud paa at byde den Stangen. Der er imidlertid langt fra nogen Udsigt til, at dette vil lykkes. Franskmændene har et Ordsprog, som siger: Nul prince n'a tué son successeur (Ingen Fyrste har dræbt sin Efterfølger).

Men naar Literaturen føres tilbage til Livet, saa kan Fremstillingen og Forklaringen af Mennesker og Bøger ikke blive nogen Salonliteraturhistorie. Jeg griber ned i det virkelige Liv og viser, hvorledes de Følelser, der faar deres Udtryk i Literaturen, opdukker i Menneskehjertet. Men Menneskehjertet er ingen stille Pyt og ingen idyllisk Skovsø. Det er et Ocean med en undersøisk Plantevækst og frygtelige Beboere. Salonliteraturhistorien som Salonpoesien ser i Menneskelivet en Salon, en pudset Balsal, Møbler og Mennesker lige polerede; Belysningen udelukker alle 199 mørke Kroge. Lad den, som har Lyst, tage Tingene fra den Side, det er ikke min Sag. Som den, der vil botanisere, maa gribe om Brændenælder saavel som om Roser, saaledes maa den, der vil studere Literaturen, vænne sig til med Naturforskerens og Lægens uforfærdede Øje at se alle Former af Menneskevæsenet i deres Forskellighed og deres indre Sammenhæng. Om Planten stikker eller dufter, gør den ikke mere eller mindre interessant; men Botanikerens rolige Interesse parrer sig gerne og let med den rent menneskelige Glæde ved Blomsternes Skønhed.

Idet jeg sjælegranskende følger de dybere Bevægelser i Literaturen fra Land til Land, forsøger jeg at sammenpresse det flydende Stof ved en Paavisning af, hvorledes det fra Tid til anden krystalliseres i en eller anden tydelig og fattelig Type. Overfor denne Bestræbelse frembyder dette Tidehverv af tysk Literatur en overordenlig Vanskelighed. Det Typiske lader sig næsten ikke paapege, fordi det netop er denne Poesis Ejendommelighed at være uden faste typiske Former. Den er ikke plastisk, men musikalsk. Den franske Romantik frembringer faste Skikkelser, den tyskes Ideal er ikke en Skikkelse men en Melodi, ingen enkelt Form men en uendelig Higen, og skal den benævne sin Længsels Genstand, vælger den Udtryk som «et hemmeligt Ord», «en blaa Blomst», «Skovensomhedens Trylleri». - Men disse Betegnelser er Stemningsudtryk, og til enhver Stemning svarer en bestemt Sindstilstand. Opgaven er at føre enhver Stemning, Følelse eller Længsel tilbage til den Gruppe af Tilstande, hvortil den hører. Tilsammen danner denne Gruppe en Sjæl. Og med en kraftigt udpræget Ejendommelighed staar en saadan Sjæl i Literaturen som Repræsentant for mange, der levede uden selv at kunne skildre deres Væsen, men som genfandt deres Væsen i Skildringen. Saaledes vil maaske den Paavisning lykkes, at Karaktertypen ikke undslipper os, fordi Digteren giver sig til at male Landskab paa Landskab istedenfor at fremstille kraftige Personligheder, eller fordi han opløser sine Digte i den Grad i Musik, at han tilsidst kun bruger Allegro eller Rondo som Overskrifter, men at disse Landskabers ganske særegne Præg og Naturen af denne Ordmusik er et tydeligt Kendetegn paa en Sjælstilstand, der med tilnærmelsesvis stor Nøjagtighed lader sig bestemme.

I Indledningen til dette Værk er Planen udviklet for det Arbejde, jeg har foresat mig: jeg vil skildre Aarhundredets 200 Literaturbevægelse, den spirende og stigende Reaktion, først i dens Væsen, saa i dens Gang til dens Højdepunkt; jeg vil saa vise, hvorledes den mødes af det fra det forrige Aarhundrede kommende frisindede Pust, der svulmer til en Storm og kaster Modstanden over Ende. Ikke at det nittende Aarhundredes Frisind nogensinde er i fuld Overensstemmelse med det attendes; heller ikke saaledes at forstaa, som om Digtekunstens Former eller Videnskabens Ideer nogensinde bar det foregaaende Aarhundredes Præg; hverken Voltaire, Rousseau eller Diderot, hverken Lessing eller Schiller, hverken Hume eller Godwin fejrer nogen Genopstandelse; men de bliver hævnede paa deres Modstandere.

I det Store og Hele betragtet er den tyske Romantik Reaktion. Som aandelig, poetisk-filosofisk Reaktion indeholder den ligefuldt talrige Spirer til ny Udvikling, utvivlsomme Frembringelser af den Fremskridtets Aand, der omdannende skaber Nyt, flyttende Skranker indvinder Jordsmon.

De ældre Romantikere begynder alle uden Undtagelse som Oplysningens Forkyndere og Talsmænd. De indfører i den tyske Poesi en ny Tone og giver deres Værker en ny Farve, genopvækker desuden Folkevisernes, Folkeæventyrenes og Folkebøgernes Stemninger og Motiver. De virker fra først af befrugtende paa den tyske Videnskab; de germanistiske Studier, de historiske, folkebeskrivende og juridiske Forskninger, den romanske og indiske Filologi, de naturfilosofiske Systemer og Drømmerier faar deres oprindelige Indskydelse fra Romantiken. Poetisk har Romantikerne beriget deres Folks Stemningsliv, om de end hyppigere har givet sygelige end sunde Stemninger Udtryk. Kritisk har de oprindeligt med Held tilstræbt Udvidelse af den aandelige Synskres. I Samfundslivet har de fra først af svoret al død Vedtægt i Forholdet mellem de to Køn et uforgængeligt Had. Religiøst har de bedste iblandt dem i deres første Ungdom arbejdet for Inderliggørelse af det Følelsesliv, som har det Oversanselige til Genstand. Politisk begyndte de, forsaavidt de ikke var ligegyldige, i Reglen som temmelig virkelighedsfjerne Republikanere; dog stræbte de trods deres Alsind efter at løfte og styrke den tyske Nationalfølelse.

Desværre fik deres Forfølgen af alle disse skønne Øjemed en sørgelig Udgang. Hvad der vil blive staaende gennem Tiderne af Tysklands Romantikere er ikke meget: nogle fremragende Oversættelser af A. W. Schlegel, nogle Digtninge af Tieck, en 201 Haandfuld lyriske Poesier af Hardenberg, en anden af Eichendorff, nogle Afhandlinger af Friedrich Schlegel, nogle mindre Arbejder af Arnim og Brentano, en Gruppe Noveller af Hoffmann, endelig nogle geniale Dramer og nogle Fortællinger af højeste Rang, som skyldes den store, dybe Særling Heinrich von Kleist. løvrigt er Romantikernes Livsgerning svunden ud af den nulevende Slægts Erindring. Deres Stræben er, set i denne Afstand, som gaaet op i Røg. Sprogligt har Romantiken ved Billeder uden sanselig Bestemthed, ved Misbrug af Udtryk for det Selsomme, Dæmrende, Hemmelighedsfulde, ved Former og Vendinger af Fortidssproget, ved den Hensigt at være uforstaaelig for de almindelige oplyste Mennesker mindre beriget end forringet og fordærvet de poetiske Kunstmidler og den digteriske Stil. Paa det poetiske Omraade løber Romantiken ud i hysterisk Andagt og blaa Dunst; paa det sociale Omraade har den kun behandlet et eneste Forhold af Privatlivet, det imellem Kønnene, og hyppigst med uordenlig og usund Lidenskabelighed uddelt Slag i Luften. Den har her ikke Menneskeheden, men kun nogle aristokratisk begunstigede Kunstnernaturer for Øje. Hvad det religiøse Forhold angaar, rækker alle de fra først af poetisk og sædeligt saa revolutionære Romantikere Halsen frem, saasnart de øjner Aaget. Og i Politiken er det dem, der leder Wienerkongressen og forfærdiger dens Kundgørelser, afskaffende Folkenes Tænkefrihed mellem en Kirkefest i Stefanskirken og en Østersdiner hos Fanny Elsler.

Jeg vil i det Hele sparsomt og kun kortvarigt berøre den danske Literatur. I det Tæppe, jeg opruller, borer jeg blot nu og da et Hul, hvorigennem de danske Forhold ses. Ikke at jeg glemmer den danske Literatur eller taber den af Sigte. Tvertimod jeg har den uafbrudt for Øje. Idet jeg forsøger at levere de fremmede Literaturers indre Historie, giver jeg paa ethvert Punkt indirekte Bidrag til den danske Literaturhistorie. Jeg maler den Baggrund, som er nødvendig, for at vor Literatur paa den kan springe frem med sin Ejendommelighed. Jeg udarbejder den Underbygning, hvorpaa efter min Overbevisning den moderne danske Literaturs Historie hviler. Er Fremgangsmaaden den indirekte, saa er den derved saa meget mere grundig. Dog vil jeg gerne med faa Ord angive, hvilket det Resultat omtrentlig er, hvortil en Sammenligning mellem dansk og fremmed Literatur i dette samme Tidehverv har ført mig.

Forholdet mellem Tyskland og Danmark her er det: Den 202 tyske Literatur er i dette Tidsrum forholdsvis oprindelig ved sit Sigte og sit Indhold. Den danske fortsætter dels en særligt nordisk Aare, dels bygger den paa Grundlag af den tyske. De danske Forfattere har gennemgaaende læst og tilegnet sig de tyske, hvorimod disse aldrig har læst de danske Skribenter eller modtaget nogen Paavirkning af dem. Steffens, som bibringer os Stødet fra Tyskland, er Schellings afgjorte Lærling. Bevissted er dette Stykke af et Brev fra Steffens til Schelling: «Jeg er Deres Elev, helt igennem Deres Elev. Alt, hvad jeg kan yde, tilhører oprindeligt Dem. Det er ikke en forbigaaende Følelse, det er en fast Overbevisning, jeg har om at det forholder sig saaledes, og jeg skatter mig derfor ikke ringere. Naar jeg da engang har frembragt et i Sandhed betydeligt Værk, som jeg gad kalde mit, og naar det er blevet anerkendt, da vil jeg offenlig træde frem, med Begejstringens Varme nævne min Lærer og række Dem den vundne Laurbærkrans »*).

I dette Forhold til Tyskland ligger flere Følgesætninger: I Tysklands Poesi mere Liv, i Danmarks tilsvarende Poesi mere Kunst. Det er Tyskland, som graver Æmnerne op. Den Literatur, som med Romantiken begynder, lever og aander i inderlige Stemninger, svælger i Følelser, tumler med Spørgsmaal, skaber Former, som den selv uophørligt slaar itu. Den danske Literatur modtager de af Liv sprudlende Stoffer og Tanker, og det lykkes den ofte at give dem en mere sikker Form og et meget klarere Udtryk, end de fik i deres Hjemstavn. (Man tænke f. Eks. paa Heibergs Forhold til Tieck.) Dels anvender og bearbejder den dem, dels fremstiller den beslægtede Tanker i gunstigere og mere plastiske Stoffer som f. Eks. i det Materiale, den nordiske Oldtid afgav.

Saaledes sker det, som jeg engang har skrevet: Paa dansk Grund fik Romantiken større Klarhed og mere Form. Den blev mindre natlig, den vovede sig tilsløret ud i Solen. Den følte, at den var kornmen til et ædrueligt og besindigt Folk, der endnu ikke var blevet ganske enigt med sig selv, om ikke Maanens Skin var unaturligt og sentimentalt. Den steg op af Bjergenes Minegange, hvorfra Novalis i sine Bjergmandssange første Gang havde manet den frem, og slog med Vaulundur paa Bjergets Side, saa det revnede og lagde alle sine Skatte for Dagen i Dagens *

203 eget Lys. Denne følte, at den var kommen til en anden Natur, niere smilende, mild og idyllisk, den rystede det Uhyggelige af sig, dens tykke, uformelige Taager' fortættede sig til slanke Elverpiger, den glemte Harzen og Blocksbjerg, og en smuk St. Hans Aften opslog den sit Fyrstesæde paa Dyrehavsbakken*).

Aladdin er et bedre og mere anskueligt Digterværk end Tiecks Kaiser Octavianus. Men til Gengæld kunde Oehlenschläger ikke nægte Tieck, at Aladdin aldrig var bleven skrevet, ifald Octavianus ikke havde eksisteret. Heibergs Julespøg og Nytaarsløjer er nok saa vittigt et Stykke som Tiecks aristofanisk-stridbare Satirer, men den hele Form, Teatret i Teatret, Literatursatiren, Blandingen af Følsomt og Ironisk er laant fra Tieck, og hvad værre er, kun forstaaelig ud fra Tiecks Grundsætninger. Der er med ét Ord mere Form i Oehlenschläger, Hauch, Heiberg end i Novalis, Tieck, Fr. Schlegel, men der er mindre Indhold, det vil sige mindre Liv, mindre ligefremt Forhold til Livsrørelserne. Den tyske Literatur har altfor tit været Mellemled. Man har hos os for ofte ladet de store Livsspørgsmaal ligge, sat dem tildørs udenfor Literaturen, naar man ikke formaaede at bringe dem i regelret-digterisk Form.

Sjælehistorisk kan dette udtrykkes saaledes: Vore romantiske Forfattere har for det Meste som Kunstnere været mere end de tyske, som Aander mindre. Hos den tyske Forfatter er der i Regelen i hver nok saa lille Frembringelse, den være uplastisk, den være svag eller endog forfejlet, udtalt en hel Livsbetragtning, og en, som ikke er grebet ud af Luften, men en gennem et Livs Erfaring og Overvejelse modnet og udviklet, præget af den hele forbausende mangesidige Dannelse, som udmærker den tyske Aand. Et Digt af Novalis, en Novelle af Tieck eller Hoffmann, et Skuespil af Kleist indeholder et digterisk-tænksomt Grundsyn paa Livet, og dette Grundsyn er en Mands, ikke alene en Digters. En Tragedie af Oehlenschläger, et Æventyr af Andersen, en Vaudeville af Hostrup derimod vil næsten altid udmærke sig ved udpræget digteriske Egenskaber sora Fantasi, Følelse, Lune, Lystighed, ungdommeligt slaaende og friske Træk, men Grundanskuelsen er, naar den er poetisk, altfor tit et Barns. Om en gennem et Forhold til Videnskaben indvunden og under Livets Gang bestandig dybere gaaende Livsbetragtning *

204 er der næsten kun hos Heiberg Tale. Af en egenlig Udvikling findes der ofte kun svage Spor. Digtere som Oehlenschläger, Winther eller Andersen er ligesaa fuldkomne i deres Ungdoms Arbejder som i deres kraftige Alders. Talentet faar undertiden med Aarene en Smule Fedme som hos Oehlenschlåger. Undertiden bliver Idealet stedse mere magert som hos Paludan-Müller. Hvor en Omdannelse finder Sted, bestaar den sjældent i, at man efterhaanden former sig selv et Livssyn; man siaar, efter i nogen Tid at have holdt sig paa Poesiens snevre Sti, ind paa en af de to store Alfarveje, enten paa Spidsborgervejen eller Kirkevejen. Slobrokken eller det sorte Ornat! det er næsten altid det Klædebon, man bærer, naar man aflægger den poetiske Ungdoras Slængkappe.

Gennemgaaende gælder det, at Tysklands romantiske Forfattere næsten overalt, hvor de kan sammenlignes med de Danske, har en originalere Livsbetragtning og er som Personligheder større, hvad de end som Digtere er.

En tredje Side af samme Sag er denne: De danske Forfattere har som Regel det Fortrin at undgaa de Udskejelser af Smag og Fantasi, hvortil de fremmede hyppigt forfalder. De standser itide, de undgaar Paradokset, eller de forfølger det ikke ud i den yderste Følgeslutning; de har den Sikkerhed, som medfødt Ligevægt og medfødt Flegma giver, de er næsten aldrig skamløse, forvovne, gudsbespottende, oprørske, vildt fantastiske, helt følsomme, rent uvirkelige eller rent sanselige; de løber sjældent løbsk, de stormer aldrig Himlen, de falder aldrig i en Brønd. Dette er det, som gør dem saa yndede blandt deres Landsmænd. En sikker Smag og Elegance som den, der udmærker Heibergs Poesi og Gades Musik, en sund og kraftig Naturejendommelighed som den, der stempler Oehlensehlägers og Hartmanns bedste nordiske Frembringelser, vil altid af de Danske skattes som Udtryk for en ædel og behersket Kunst. Hvad indeholder i Modsætning hertil Tysklands romantiske Hospital ikke for overspændte Personligheder! En brystsvag Herrnhuter med Tæringspatientens Sanselighed og Tæringens overjordiske Længsler - Novalis. En ironisk Melankoliker med Synsvildelser og sygelige katolske Tilbøjeligheder. Jeg mener Tieck. Et poetisk-impotent Geni med Geniets Trang til at gøre Oprør og Afmagtens Trang til at underkaste sig et udvortes Magtsprog - Friedrich Schlegel. En forvaaget Fantast med halvt 205 vanvittige Dranker-Fantasier som Hoffmann. En fjantet Mystiker som Werner og en genial Selvmorder som Kleist. Husk paa Hoffmann, fra hvem Andersen udgik, og se, hvor sund, men ogsaa hvor nøgtern og rolig Andersen ser ud ved Siden af sin første Mester!

Altsaa at der er mere Harmoni i de Danske, det er vist. Og at Den, der sætter Harmonien, selv en fattigere, som det Højeste i Kunsten, maa sætte den danske Literatur i vort Aarhundredes første Aartier meget højere end den tyske, er let at fatte. Den har imidlertid for en stor Del vundet sin Harmoni ved Forsigtighed, ved Mangel paa kunstnerisk Mod. De danske Digtere er ikke faldne ned, fordi de ikke er stegne derop, hvorfra der var Fare for at falde. De har overladt det til Andre at bestige Montblanc. De har undgaaet at brække Halsen, men de har ogsaa ladet de Alpeblomster staa, som kun blomstrer paa de højeste Bjergtinder og ved Afgrundens Rand. Hvad det synes mig, at vi ikke har skattet nok i Literaturen, det er Dristigheden, den Dristighed, der er det Samme som Forfatterens Evne til hensynsløst at udtrykke sit bestemte kunstneriske Ideal. Denne Dristighed, hvormed Forfatteren forfølger det for hans Retning Typiske, er ofte det, som i Værket bliver Skønhed. Eller tydeligere: Naar en Retning som Romantiken f. Eks. anslaar den fantastiske Streng, synes den Forfatter mig interessant fremfor alle, som driver Fantasteriet op til den kækkeste Højde - som Hoffmann. Jo mere vildt fantastisk han er, des skønnere er han, ligesom Poplen, jo højere den er og Bøgen, jo bredere og mægtigere. Skønheden ligger i den Dristighed og Kraft, hvormed det Typiske er udtrykt. Den, der opdager et nyt Land, kan under Opdagelsen strande paa et Skær. Det er let at undgaa Skæret og lade være at opdage Landet. Vore Romantikere er aldrig vanvittige som Hoffmann, men heller aldrig dæmoniske som han. De taber i betagende og overvældende Liv og Energi, hvad de vinder i Læselighed og Klarhed. De opnaar forholdsvis flere Læsere og flere Arter af Læsere, men de opnaar ikke at vinde dem saa helt. Den kraftigere Oprindelighed afskrækker Flere og fængsler stærkere. Vi har i vor romantiske Retning ikke Fr. Schlegels dumdristige Usædelighed, men heller ikke hans geniale Modsigelsesaand, og man tager hos os som givet og fast, hvad hans Lidenskab bringer til at smelte, og hvad hans Kækhed støber i nye og sære Former. Vi faar hos os

        

206 heller ikke det katolske Lønsigte. Det vil sige, vi faar protestantisk Rettroenhed i den mest forhærdede Form, vi faar Overjordiskhed og Pietisme, vi faar i Grundtvigianismen en Retning, der glider ned ad det Skraaplan, som fører til Katolicisme; men her som altid gør vi ikke Skridtet fuldt ud. springer tilbage fra de yderste Slutninger. Heraf følger, at Reaktionen hos os er langt mere snigende og skjult. Tilhyllet som Lasten er det, klamrer den sig til Kirkens Altre, der altid afgav et Tilflugtssted for Forbrydere af enhver Art. Man kan aldrig ret komme den paa Klingen, aldrig uden videre overbevise den om, hvortil følgerigtigt dens Grundsætninger fører, nemlig til Samvittighedstvang, Inkvisition og Tvangsherredømme. Kierkegaard er f. Eks. rettroende, i Politiken Enevældens Tilhænger, ved Enden af sin Bane fanatisk. Han undgaar imidlertid hele sit Liv igennem - og dette Træk er ægte romantisk - at drage nogensomhelst ydre eller social Følgeslutning af sin Lære; man skimter kun glimtvis Begejstringen for Inkvisitionen, Hadet til Naturvidenskaberne. Tag i Modsætning hertil en anden Rettroenhedens og Enevældens Ridder, Joseph de Maistre, en ligesaa ædel og oprigtigt troende Mand som Kierkegaard og med et ligesaa menneskekærligt Sind. Han driver alle sine Anskuelser ud i deres klare Konsekvenser, skyer intet Træk, der i lige Linje maa udledes af hans Overbevisning. Som Kierkegaard er han en glimrende begavet, gennemdannet Aand. Men medens Kierkegaard, naar Talen er om Virkeligheden, som en gammel Jomfru viger tilbage for «Udvorteshedens Spektakel», drager han kækt alle praktiske Følgeslutninger.

Det berømte Afsnit om Bøddelen i sjette Samtale af Soirées de Saint-Petersbourg lader i Tydelighed Intet tilbage at ønske. Bøddelen er «det ophøjede Væsen», «Samfundets Hjørnesten»; med ham «forsvinder al Samfundsorden». To Magter udkræves efter de Maistres Anskuelse i den moderne Stat for at styrte de rerolutionære aandelige Kræfter, som den franske Omvæltning har sluppet løs, dem som ikke vil tro, og dem som ikke vil lyde: den ene er Paven, den anden er Bøddelen. Paven paa den ene Side, Bøddelen paa den anden, det er Samfundets tvende Grundpiller: hin rammer den oprørske Tanke med sin Bulle, denne det oprørske Hoved med sin Økse. Det er en Nydelse at læse en saadan Udvikling. Her er Kraft og Besluttethed, et fuldt Udtryk for en klar Tanke, en energisk og uhyklet Reaktion. Og 207 de Maistre er sig lig paa alle Omraader, han er ikke som danske Reaktionære (eller Liberale) politisk frisindet og socialt reaktionær, religiøst reaktionær og politisk liberal eller halvliberal: han hader den politiske Frihed, han spotter (i sine Breve) Kvindens Frigørelse, han forsvarer (i et eget Skrift) med Varme og Fasthed den spanske Inkvisition og ønsker i sit Hjertes Renhed og med al sin mandige Sjæls Alvor Kætterbaalene genindførte, og skammer sig ikke ved at sige det, da han tænker det. Se en saadan genial og fremragende Mand, stor som Minister, stor som Forfatter, der opofrer hele sin Formue hellere end at gøre den ringeste Indrømmelse til Revolutionen, som han hader, eller til Napoleon, hvem han afskyr, en saadan Mand, der uden Vaklen forguder Skarpretteren som Ordenens uundværlige Hævder, planter Galgen midt i sin Lovbog og rækker Kirken Økse og Baal - det er et Fysiognomi, en stolt og kæk Profil, som udtrykker en Aandsretning, og som man ikke glemmer; det er en Type, som man glæder sig over, som Naturforskeren fryder sig ved et udmærket Eksemplar af en Race, hvoraf han hidtil kun har truffet paa forjaskede og uklare Eksemplarer, og det, at den Art Personligheder ikke forekommer i vor Literatur, er en Omstændighed, som man praktisk kan regne os til Lykke, men som i ethvert Tilfælde giver Literaturens Historie en mindre plastisk Karakter.

Man sige længe nok, at det kun er de gode og sunde Elementer af den tyske Romantik, vi har tilegnet os. Man se, hvorledes de tyske Romantikere ender, og begribe, at der i Romantiken fra først af var dulgt et reaktionært Princip, der tvang deres Løbebane ud i den Bue, den beskrev.

Friedrich Schlegel, engang Forfatter af Lucinde, Fichtes fritænkerske Beundrer, der i sit Forsøg angaaende Repablikanismens Begreb havde kaldt den demokratiske Republik, endog med Stemmeret for Kvinderne, den eneste fornuftige Statsform, omvender sig til Katolicismen, bliver Mystiker i Rettroenhedens Tjeneste og stræber i sine senere Skrifter at bane den reaktionære Enevoldsmagt Vej. Novalis og Schleiermacher, der begge oprindeligt udviser en Blanding af Panteisme og Pietisme, af Spinoza og Zinsendorf, fjerner sig stadigt mere fra Spinoza og nærmer sig Rettroenheden stedse mere: Schleiermacher fornegter i sit senere Liv sine af den reneste Begejstring udsprungne Breve om Lucinde, Novalis - der som Yngling i sine Breve kalder sig «i Stand til enhver Art Oplysnings, ønsker at komme 208 til at opleve «en ny Bartholomæusnat for Tvangsvælde og Fængsler, attraar en Fristat og i Anledning af Anklagen mod Fichte for Ateisme bemærker: «den vakre Fichte strider egenlig for os alle» - ender med at prise Kongen som jordisk Fatum, fordømme Protestantismen som revolutionær, prise Pavens verdslige Magt og forherlige Jesuitismens Aand. Fouqué, Ridderen uden Frygt og Dadel, er tilsidst ikke andet end en Heldøre, der Don Quijote-agtigt sværmer for Tilbageførelsen af Lenstidens Tilstande. Giemens Brentano, engang den overgivneste Poet, i Liv som i Digtning altid paa Fejdefod imod al nedarvet Vedtægt, bliver en hysterisk-synsk Nonnes enfoldige Skriver og fylder fem Aar igennem hele Bind med Anna Katherina Emmerichs Betragtninger. Zacharias Werner er en Variant af den samme romantiske Type. Fra først af er han Oplysningens Mand, gaar imidlertid hurtigt over i sædelig Opløsningstilstand; han forherliger først Luther, bliver saa Katolik og tilbagekalder hin Forherligelse, bliver endelig Præst og forener i sit Liv som i sine følsomt-skamløse Digtninge og Prædikener den raaeste Sanselighed med gejstlig Salvelse. - Eller hvad var han, den Steffens, der stormede den romantiske Himmel, bragte Romantikens Ild til Danmark og satte Sindene i saa voldsom Bevægelse, at han blev tvungen til at forlade sit Fædreland? En ærlig og blødagtig Natur med et Hoved fuldt af Begejstring og Forvirring, lutter Følelse og efterfølende Fantasi, uden Skarphed i Tanken og uden Fylde eller Fynd i Stilen. Det er bogstaveligt umuligt at læse hans saakaldte videnskabelige Skrifter fra hans senere Tid; man drukner i tyndt Føleri og kvæles af Kedsommelighed. «Naar han,» siger Julian Schmidt, «foredrog Naturfilosofien fra preussiske Lærestole i sit fejlfulde Tysk, slog hans matematiske Beregninger ikke til og hans fysiske Forsøg uvægerligt fejl, men han henrev sine Tilhørere ved den naivt barnlige Andagt, der lyste ud af hans præstelige Foredrag.» Naivetet fattedes i hine Dage sjældent en Nordbo. I sin gode Tid havde Steffens en uskyldig Morskab af paa naturfilosofisk Vis at genfinde Menneskesjælens Kræfter i Stenene og menneskeliggøre Geologi og Botanik. Men Julirevolutionen bragte ham rent fra Viddet. Pietismen, i hvis Arme han i de sidste tretten Aar havde befundet sig vel, og for hvilken gamle tørre Dame han allerede havde brudt adskillige Lanser, opflammede ham til at slutte sin

        

209 literære Virksomhed med en Række matte Angreb paa det unge efterrevolutionære Tysklands Mænd og deres Skrifter.

Han fulgte her kun den Vej, som hans Lærer Schelling var gaaet. Schelling, der i Modsætning til Fichte og hans rene Jeg-Lære havde krænget Aandens dunkle Naturside ud, og grundet Filosofien ligesom Kunsten og Religionen paa det geniale Syn, den saakaldte intellektuelle Anskuelse, havde den frie Vilkaarlighed i sit Princip, i sin Mangel paa Metode, den Vilkaarlighed, der er Romantikens Kærne. Allerede i sin Bruno (1802) havde han indflettet det senere saa betydningsfulde Stikord «kristelig Filosofi», hvorvel han endnu hævdede, at Biblen ikke paa langt nær i ægte religiøs Værdi kunde sammenlignes med Indernes hellige Bøger, et Standpunkt, som endog Görres i Begyndelsen af sin Forfatterbane forfægter. Da han som Novalis paa Tiecks Foranledning fordybede sig i Jakob Böhme og de øvrige Mystikere, begyndte han mystisk at filosofere over «Naturen i Gud», et Udtryk, som Martensens Spekulative Dogmatik som bekendt senere har taget til Indtægt; men da han kort derefter som Professor i München blev optaget i Adelsstanden, udnævnt til virkelig Geheimeraad og Formand for Videnskabernes Akademi i det inderligt katolske og klerikale Bayern, da begyndte den senere saa meget omtalte «Aabenbaringsfilosofi» at spire i hans Sjæl. Snart var Forvandlingen foregaaet. Ildmanden var bleven til en Hofmand og Forkynderen til en Udraaber, der ved Hemmelighedskræmmeri, ved vidunderlige Programmer om en Videnskab, «man hidtil havde anset for umulig», ved aldrig at ville lade trykke, men blot meddele, og aldrig meddele helt, gjorde sig værdig til nogen Tid efter Hegels Død at blive kaldt fra Bayern til Berlin for at række Statsreligionen i den bestaaende kristelig-germanske Politistat en hjælpende Haand og lære en Statsfilosofi, der efter hans eget Sigende ikke vilde være Andet end Lære om Kristus. Her var det saa, at den unge Slægt, Hegels Lærlinge af Venstre, faldt over ham og rev hans hemmelighedsfulde Spindelvæv i tusinde Stykker.

Dog Schelling er endnu den mindst forstandsfjendske; han selv bliver ivrigt forkætret af den af Kierkegaard beundrede Franz Baader, den genfødte Jakob Böhme, der bebrejder ham, at han stiller Treenigheden paa en logisk Balancerstang, men især at han har gjort sig skyldig i det Fritænkeri at nægte den onde Aand som personlig Djævel. De øvrige romantiske Filosofer 210 udtaler sig i Overensstemmelse hermed. Schubert skriver Drømmens Symbolik, beskæftiger sig for fuldt Alvor med Drømmetydning - Romantikernes hele Poesi havde jo Drømmen til Ideal - og svælger i Maanesyge og Aandeseeri som i de højeste Kilder til Kundskab. Seerinden fra Prevorst, som Strauss betegnende nok begynder sin Virksomhed med at afsløre, spiller i hin Tid en vigtig Rolle. Görres endelig, han, der under den store Revolution havde istemmet sin «Triumfsang over Roms Fald og det hellige romerske Riges Undergang» senere taget stor og ærefuld Del i Vækkelsen af den tyske Folkeaand under Kampen mod Napoleon, bliver Forfatter af Den kristelige Mystik, den Bog, som Kierkegaard læste med hellig Gysen, ruller sig i Martyrernes Blod, nyder Helgenindernes Pinsler og Henrykkelse, skildrer i hvad Orden Glorieudstraaling, Naglegab og Saaret i Siden viser sig paa de Helgener og Helgeninder, som dermed benaades, og kaster sig, han, den fordums Jakobiner, næsegrus ned for den ene saliggørende katolske Kirke, lovsyngende Fyrsternes hellige Alliance. Føj saa hertil Politikerne: Adam Müller, der, som Gottschall træffende har sagt, søger Novalis' blaa Blomst i Politiken og vil sammensmelte Stat, Videnskab, Kirke og Teater til en vidunderlig Enhed; Haller, der skjuler sin Overgang til Katolicismen for at beholde sine Embeder, og som i sin Restauration af Statsvidenskaberne grunder disse Videnskaber paa Præstevælden; Leo, mod hvem Ruge fører sin glimrende Angrebskamp, som i samme Aand ivrer mod Tidsalderens Humanitet og Sky for at udgyde de Radikales Blod; Stahl, der i sin Retsfilosofi sammenligner Ægteskabet med Forholdet mellem Kristus og Menigheden, Familien med Treenigheden og den jordiske Arveret med Retten til den himmelske Arv - man lægge alt dette sammen, og man vil føle, hvorledes Romantiken ender som med en sand Heksesabbat, i hvilken Filosoferne spiller de gamle Kærlingers Rolle, under Oplysningshadernes Tordnen, under Mystikernes vanvittige Hyl og under Politikernes Raaben paa Politistat, Kirkemagt og Præstevælde, mens Teologien og Teosofien kaster sig over Videnskaberne og kvæler dem under deres Kærtegn.

211

I

Den, som ved Hjælp af Rejser og Bøger opnaar et Indtryk af det nuværende Tyskland, kan, naar han ser tilbage til det Tyskland, der eksisterede ved det forrige Aarhundredskifte, ikke noksom forundres over Forskellen. Hvilken Afstand mellem nu og da! Hvem skulde tro, at dette virkélighedselskende Tyskland engang har været et romantisk Tyskland!

Alle offenlige Ytringer, alle private Samtaler, ja selv Byernes Grundtræk bærer i vore Dage Præget af en afgjort Virkelighedssans. Gaar man en Gade ned i Berlin, møder man overalt det stramme, uniformerede, med Hæderstegn bedækkede Militær. I Boghandlervinduerne ligger overvejende Literatur med et praktisk Formaal. Selv Bohave og Smagsgenstande er paavirkede af den nye Aand. Intet kan se mere plumpt og krigerisk ud end en berlinsk Galanteributik. Paa de Taffeluhre, hvor fordum en Ridder i Rustning knælende kyssede sin Dames Fingerspidser, staar nu Uhlaner og Kyradserere i Uniform, Spidskugler hænger ved Lommeuhrene som Nips, og Geværer i Pyramide danner Lysestager. Det Metal, som er paa Mode, er Jernet. Det Ord, som er paa Mode, er ogsaa Jernet. Hint Folk af Tænkere og Digtere er for Øjeblikket sysselsat med alt Andet end at digte og filosofere. Selv højtdannede Tyskere er nutildags uvidende i Filosofi - ikke en af tyve tyske Studenter har i vore Dage læst det Mindste af Hegel - Interessen for Poesi i bunden Form er saa godt som slet ingen, de politiske og sociale Spørgsmaal vækker hundrede Gange mere Opmærksomhed end Dannelses-Opgaverne og Hjertets Gaader. - Og det er dette Folk, som engang fortabte sig i romantiske Grublerier og Drømmerier og saa sin Talsmand i Hamlet. Hamlet og Bismarck! Bismarck og Romantik! Sikkert har den store tyske Statsmand især af den Grund formaaet at rive hele Tyskland med sig, fordi han bragte Folket i sin Person alle de Egenskaber, som det saa længe havde savnet og sukket efter. Med ham har Politiken afløst Æstetiken. Tyskland er blevet Et, Militærmonarkiet har opslugt Smaastaterne og med dem alle deres Lehnstids-Idyller, Prøjsen er bleven Tysklands Piemont og har paatrykt det nye Rige sin regelrette og praktiske Aandsretning, paa samme Tid som Naturvidenskaberne har fortrængt eller omformet Filosofien, og som den nationale Idé har fortrængt eller tillempet Humanitetsidealet. 212 Frihedskrigen 1813 var overvejende et Udslag af Begejstring, Sejrene i 1870 fortrinsvis et Udslag af den forsynligste Beregning.

Den Idé, under hvis Stjerne det nye Tyskland staar, er Ideen om at indordne sig i et Hele. Den gennemtrænger Livet og Literaturen. Udtrykket I Række og Geled (Titlen paa en Roman af Spielhagen) kan i denne Henseende betegnes som det almindelige Løsen. Man vil samle det Spredte og udsprede den paa altfor faa Hænder opsamlede Kultur, man vil grunde en stor Stat og et stort Samfund og fordrer Afkald af den Enkelte til Bedste for Massevirkningen. Massevirkningen! Den finder man overalt i Tidsalderens betydeligste Fremtoninger. Det er Troen paa den, som ligger til Grund for Bismarcks Organisation som for Lassalles Agitation, for Moltkes Krigskunst som for Wagners Musik. Det er Viljen til at opdrage Folket og samle det om fælles Maal, der ligger bagved Prosaskribenternes Forfattervirksomhed. Det at holde sig til Sagen og Genstanden har alle de Frembringelser tilfælles, der sikrest afspejler Tiden. Massevirkningen betinges i Literaturen af Forholdet til historiske Tanker. Den Enkeltes Forhold til Staten, Opofrelsen af den personlige Egenraadighed og Originalitet, idet Jeget spændes for Statsvognen, staar i denne Literatur i skarp Modsætning til Romantikens Forgudelse af det aandrige Individ med alle dets Særheder og til Ligegyldigheden for alt Historisk og Politisk. Romantiken var og blev jo fortrinsvis Salonpoesi og dens Ideal det aandrige Selskab og den æstetiske Te (se f. Eks. Samtalerne i Tiecks Fantasus).

Ti hvor ganske anderledes saa det ikke ud i Livet og i Literaturen tilforn! Overalt ser vi det løsrevne Selv i dets hjemløse Vilkaarlighed. Det frie uhistoriske Selv det er Stjernen her. Hele Riget er delt i en Mangfoldighed af Smaastater under 300 Suveræner og 1500 Halvsuveræner. I disse hersker det attende Aarhundredes saakaldte oplyste Enevælde med sine smaaligt forstenede Samfundsforhold. Adelsmanden er Herre over sine Livegne, Husfaderen Jeronimus overfor sin Familie; paa alle Kanter streng Justits og ingen Retfærdighed. Ingen store Opgaver i Virkeligheden for den Enkelte; derfor ingen Plads for Geniet. Teatret bliver det eneste Sted, hvor den, som ikke er fyrsteligt født, kan gennemleve alle Menneskelivets Optrin. Deraf Literaturens Teatergalskab. Da der intet Samfund er at virke i, faar al Virksomhed nødvendigvis Form enten af Kamp mod 213 Virkeligheden eller af Flugt fra den. Flugten forberedes ved Indflydelsen fra den genopdagede Antik, ved Indtrykkene fra Winckelmanns Skrifter, Kampen ved Paavirkning af Englands følsomt-tungsindige Digtere (Young, Sterne) og af Franskmanden Rousseau, der æres som den Naturens Forkynder, der efter Schillers Udtryk «vil gøre de Kristne til Mennesker».

Først og fremmest gælder det nu for os om at efterspore hin Stjernes Oprindelse, det frie, romantiske Jegs Tilblivelseshistorie. Tysklands største Aander har alle staaet Fadder til dets Fødsel.

Det moderne tyske Aandsliv blev grundlagt af Lessing. Tankeklar, viljesstærk og udrustet med en levende Drift til Virksomhed, som han var, blev han paa alle Omraader, hvor han greb ind, Reformator. Med fuld Bevidsthed om hvad han gjorde oplyste og opdrog han det tyske Samfund. Hans Væsen var mandig Selvstændighed og- rastløs Kamplyst. Hans personlige Ideal, som det aabenbarer sig i hans Liv og hans Værker, er den stolte Uafhængighed og den lyse Menneskekærlighed, der overvinder alle Religionsbekendelsernes Forskelle. Saaledes blev hans Jeg, saa ensom han end stod i sin Tid, til en Lysets Kilde. Han blev «den tyske Prosas Prometheus». Hans Stordaad var den, for alle følgende Tider at udløse den tyske Dannelse af Teologiens Svøb, som Luther havde udløst den af Pavedømmets. Hans Liv og hans Kritik var Handling, og Poesiens Væsen blev for ham ogsaa Handling. Han fremstillede Mennesker, som var bevægede af dramatisk Lidenskab. Han hævdede i Modsætning til den teologiske Lære om Straf og Belønning det at gøre det Gode for det Godes Skyld som den højeste Sædelighed. Og Verdenshistorien blev ham en Menneskeslægtens Opdragelse. Vel er hos ham selve Ordet Opdragelse forsaavidt brugt i Kraft af en Indrømmelse, som han vidste, at Læserne ikke kunde forestille sig en Udvikling uden en guddommelig Opdrager; men ligefuldt er Ideen om den naturlige Udvikling ikke en Idé, med hvilken han er fortrolig. Historien er for ham Oplysningens Historie. Jeget er ham ikke Natur, men ren Aand.

I Grunden er det Bedste i hans Væsen den nu opdukkede Gruppe af Romantikere fuldstændigt fremmed, mere fremmed end hvilkensomhelst anden tysk Storheds Væsen, Schillers end ikke undtaget. Da det imidlertid var hans Lærlinge, Mænd som Nicolai, Engel, Garve, Schütz, der fra Oplysningsstandpunktet 214 var de begyndende Romantikeres arge Fjender og hensynsløse Forfølgere, saa laa den Tanke nær at udskille Lessings store Navn fra Forbundet med dem. Det skete i en Afhandling af Friedrich Schlegel, som fremhæver Lessings store, vide Blik og forøvrigt lægger hele Vægten paa det Uregelmæssige hos ham, det dristigt Revolutionære, det Usystematiske, det Paradokse, betoner hans krigerske Vid og fremsøger Alt, hvad der hos ham kunde udlægges som Gynisme. Paa en blot og bar Forstandens Helt kunde Romantikerne jo ikke beraabe sig som paa en Forgænger; de forsøgte derfor at betegne Næringsstoffet i hans Værker som det rene Krydderi, som Saltet, der bevarer mod Forraadnelse.

Langt mere skyldte Romantikerne Herder. Saavel ved deres Fortsætten af «den stormende Voldsomheds Tidehverv» som ved deres Evne til Forstaaelse og Gengivelse af Verdenspoesien nedstammer de fra ham. I Herders Aand spirede jo det nye Aarhundrede, som Lessings Aand havde afsluttet det gamle. Han sætter Vorden og Voksen over Tænken og Handlen. For ham er det sande Menneske ikke blot et tænkende og sædeligt Væsen, men et Stykke Natur. Han elsker overalt det Oprindelige og vurderer det højest; han foretrækker Anskuelsen for Forstanden og vil overvinde Indskrænketheden ikke ved Forstand men ved Oprindelighed. Det anskuende Menneske er ham det menneskeligste. Hans eget Geni var Modtagelighed. Han udvidede sit Jeg til Forstaaen af alt Oprindeligt, men begreb i Kraft af Følelse og optog paa denne Maade en Fylde af Menneskeliv og Folkeliv i sin Sjæl.

Fra ham faar Romantikerne det, det er værdifuldest ved deres Kritik, den alsidige Modtagelighed, der ytrer sig som Drift til at oversætte og forklare; fra ham faar de den første Tilskyndelse til videnskabelig Udforskning af vesterlandske og østerlandske Sprog, fra ham udgaar deres Kærlighed til det Folkelige i den hjemlige som i den fremmede Skriftverden, til spanske Romancer og til Shakespeareske Dramer. Herder forstod ud fra Helheden som Goethe efter ham. Hans dybtskuende Forstaaelse af Folkeslagenes Ejendommelighed bliver hos Goethe til genialt Snarsyn overfor det Typiske i Naturen for endelig hos Schelling at forherliges som intellektuel Anskuelse. Til ham lader Romantikernes Uvilje mod Formaalsbegrebet sig føre tilbage. Hans historiske Opfattelse medførte, at Begrebet Formaal blev udvist 215 af Historien; det Skete har Aarsager og lyder Love, men lader sig ikke forklare ved noget endnu ikke Indtraadt, et Formaal. Kun at Romantikerne overførte Formaalsløsheden paa det personlige, sjælelige Omraade. For dem er Formaalsløshed et andet Udtryk for den romantiske Genialitet: det geniale Menneske lever uden bevidste Hensigter; Formaalsløshed er Lediggang og Lediggangen de Udkaarnes Kendetegn og Forret. Herder selv var vidt fjernet fra dette Vrængbillede af en Verdensanskuelse. Men fra ham stammer en ny Opfattelse af det geniale Jeg, den, at Geniet er det Umiddelbare *dolgoeO* bestaar i en vis Evne til at fornemme og anskue uden at ty til abstrakte Begreber. Det er denne Opfattelse af det Geniale, der hos Romantikerne bliver til Ringeagt for al Erfarings-Metode i Videnskaben og til Godkendelse af de særeste Luner i Kunsten.

Goethe var Opfyldelsen af alle de Løfter, Herder havde givet. For ham var Mennesket ikke blot teoretisk det sidste Led i Natur-Altet, men i hans Digtning fremstod Menneskene som Naturer, og i sin Forskning opsporede han med sit Geniblik den almindelige Udviklings Love. Hans eget Jeg var en Verden i det Smaa og tog sig ogsaa for de mest skarpsynede blandt hans yngre Samtidige saaledes ud; «Goethe er ét med Livet selv», siger Rahel. Og saa dyb var hans Indsigt i Naturen, saa helt var han en levende Protest mod enhver Overnaturlighedstro, at han efter Evne berøvede Geniet dets Præg af Ufattelighed og Fornuftstridighed, idet han i sit Levned Digtning og Sandhed forklarer sit eget Geni, det dybeste og mest omfattende i Tidsalderen, som et ved Omstændighederne udviklet Naturprodukt, og saaledes skabte den Type af literær Kritik, mod hvilken Romantikerne stræbte.

Fra Goethe modtog den unge Slægt Forestillingen om den store, frie Personligheds Ret og Værd. Han havde altid levet sit eget Liv og altid aandet med fulde Lunger. Han havde uden nogensomhelst Angriben af bestaaende Samfundstilstande omformet de Forhold, i hvilke han befandt sig, efter sin personlige Fornødenhed. Han bliver Sjælen i det ungdommelige og livsglade weimarske Hof, og med Geniets og Ungdommens Overmod river han denne Kres med sig ind i en Hvirvel af Fornøjelser, Fester, Skovture, Skøjteløb og Maskerader under en vild Naturglæde, der snart forklares, snart «formørkes» af mere eller mindre letsindige Kærlighedshistorier. Jean Paul skriver til en 216 Ven, at han kun mundligt kan skildre ham Weimars Sæder. Naar blot det, at man løb paa Skøjter, var Weimars ærbare Filistre en Skandale, kan man ikke undres over den gamle Wielands arrige Udbrud, at det kun syntes at gælde om «at brutalisere den bestialske Natur.» Saa var det, at den blide og fine Kokette, Fru v. Stein, ti Aar i Træk blev Goethes Muse, Originalen til Leonore og Ifigenia. Og stor blev Forargelsen, da Goethe i sit Hus optog Christiane Vulpius, den unge Pige, til hvis Nærhed han trængte, og der trods sine Mangler aldrig forbitrede ham Livet ved at stille Fordringer til ham, og levede atten Aar med hende, inden han kirkeligt stadfæstede sin Forbindelse.

Hvad Tyskerne kalder Lidenskabens Freigeisterei, dens Frihedsfølelse og Oprørsdrift havde været Udgangspunktet i Goethes som i Schillers Ungdomsdigtninge. De bæres af en og samme Grundstemning: Trods. De er revolutionære Udbrud og revolutionære Forsøg. Goethes Die Geschwister tumler med Elskov mellem Søskende. Hans Stella ender i sin oprindelige Form som Forsvar for Dobbelt-Ægteskab, og paa samme Vis skildrer Jean Paul i Siebenkäs Tvegifte som en Sag, Geniet har Lov til at begaa, naar det føler sig trykket af den først indgaaede Forpligtelse. Götz er den geniale Enkeltes tragiske Undergang i Kamp mod en slap og fordærvet Tidsalder. Schillers Die Räuber med sin Vignet Mod Tyrannerne og sit Motto af Hippokrates «Hvad Lægemidler ikke helbreder, det helbreder Jernet, hvad Jernet ikke helbreder, det helbreder Ilden» er en Krigserklæring mod Samfundet. Karl Moor er den højhjertede Idealist, der i Kastrat-Aarhundredet nødvendigvis maa gaa til Grunde som Forbryder. Schillers «Røvere» er ikke Stimænd, men Oprørere. De vil ikke plyndre men straffe; de udskiller sig fra Samfundet for at hævne sig paa det for begaaet Uret. Endnu mere personligt udtalt er Schillers Trods i de Digte fra hans første Tidsrum, som han skrev under Indtryk af sin Forbindelse med Fru von Kalb. De er omarbejdede og aldeles forvanskede i den gængse Udgave. Man maa søge dem i en af de store historisk-kritiske Udgaver. I det Digt, som senere fik Titlen Der Kampf, men som oprindeligt bar Overskriften Freigeisterei der Leidenschaft hedder det:

Woher dies Zittern, dies unnennbare Entsetzen,
Wenn mich dein liebevoller Arm umschlang?
Weil Dich em Eid, den auch nur Wallungen verletzen,
In fremde Fesseln zwang?
217 Weil ein Gebrauch, den die Gesetze heilig prägen,
Des Zufalls schwere Missethat geweiht?
Nein - unerschrocken trotz' ich dem Bund entgegen,
Den die erröthende Natur bereut.
O zittre nicht - Du hast als Sünderin geschworen,
Ein Meineid ist der Reue fromme Pflicht,
Das Herz var mein, das Du vor dem Altar verloren,
Mit Menschenfreuden spielt der Himmel nicht.

Saa pudsig, som denne uskyldige Spidsfindighed kan lyde, saa urimelig som Forsikringen er, at Himlen ikke skulde tillade sig at lege en Smule med Menneskets Glæder, saa utvetydig er her Tendensen, og som Hettner slaaende har hemærket, siger Don Carlos næsten enslydende «Min Elskovs Rettigheder er ældre end Alterets Formler».

Til den unge Dronning Elisabeth var Charlotte von Kalb Forbilledet. Denne unge Dame, som beherskede Schillers første Ungdom, var bleven tvungen til Ægteskab af sine Forældre. I Aaret 1784 lærte Schiller hende at kende, og i 1788 drøftede de endnu den Plan for bestandig at forene deres Skæbne. Kort efter at Schiller havde forladt hende, blev hun Jean Pauls Elskerinde. (Caroline Schlegel kalder hende i Spøg Jeanette Pauline.) Han beskriver hende saaledes: «Hun har to store Egenskaber, store Øjne, som jeg endnu aldrig har set dem, og en stor Sjæl.» Det er efter hans egen Tilstaaelse hende, hvem han i et af sine Hovedværker har skildret som Titaniden Linda. Om Linda hedder det i Titan (118. Zykel), at hun maa skaanes ikke blot af Hensyn til sit Væsens Skrøbelighed, men i sin Sky for Ægteskabet, der gaar meget vidt. Hun kan ikke engang ledsage en Veninde til Alteret; hun kalder dette Retterstedet for den kvindelige Frihed, det Baal, hvorpaa den skønneste og frieste Elskov bliver brændt, og siger, at Kærlighedens Heltedigt dér i det Højeste kan blive til Ægteskabets Hyrdepoesi. Forgæves foreholder hendes forstandige Veninde hende (125. Zykel), at hendes Uvilje mod Ægteskabet umuligt kan have anden Grund end hendes Afsky for Præsterne - at det ægteskabelige Baand jo kun betyder evig Kærlighed, og at enhver sand Kærlighed maa anse sig for evig - at man tæller ligesaa mange ulykkelige Kærlighedsforbindelser som ulykkelige Ægteskaber, om ikke flere o. s. v.

Fru v. Kalb selv skriver til Jean Paul: «Hvorfor angle med det Ord forføre? Jeg beder Dem, skaan de stakkels Tingester 218 og ængst ikke mere Deres Hjerte og Deres Samvittighed. Naturen er saamænd stenet nok. Jeg forandrer aldrig min Tænkemaade om den Sag. Jeg forstaar ikke denne Dyd og kan ikke kalde Nogen salig for dens Skyld. Religionen her paa Jorden er ikke Andet end Udviklingen og Vedligeholdelsen af de Kræfter og Anlæg, som vort Væsen besidder. Vi skal ikke finde os i nogen Tvang, men heller ikke i noget uretfærdigt Afkald. Lad kun altid den kække, kraftige, modne Menneskenatur, der er sig sin Kraft bevidst og bruger sin Kraft, have sin Vilje; men Menneskeheden i vort Slægtled er ussel og jammerlig. Alle vore Love er Følger af den elendigste Ynkelighed og de usleste Behov og sjældent engang af Klogskab. Kærlighed behøver ingen Lov.»

Der taler en kraftig Aand ud af dette Brev. Springet herfra og til Grundtanken i Lucinde er ikke stort, men Faldet herfra og til Lucinde's platte Udførelse er dybt. Dog ret forstaas disse Udbrud først, naar man ser de selskabelige Forhold, fra hvilke de udsprang, og naar man véd, at de ikke er enkelte løsrevne og tilfældige Udfald, men betingede ved de poetiske Naturers gennemgaaende Forhold til Samfundet da.

De tyske Klassikeres Hovedkvarter og Samlingspunkt var dengang Weimar. Aarsagen til, at saa lille en By i et lille Hertugdømme blev det, lader sig uden Vanskelighed paavise. Af Tysklands to store Fyrster var Joseph den Anden altfor optagen af sine Reformbestræbelser, altfor ivrig for Forstandsoplysningen til at have nogen Deltagelse tilovers for den tyske Poesi, og den voltairianske Friedrich af Prøjsen var som bekendt altfor fransk i Smag og Aandsretning til at have nogen Interesse for Tysklands Digtere. Det blev da Smaahofferne, der tog sig af dem; Schiller havde sit Tilhold i Mannheim, Jean Paul sit i Gotha, Goethe var bosat i Weimar. I mange Tider havde Digtervirksomheden i Tyskland intet Arnested havt. Nu blev Weimar et Midtpunkt. Goethe kaldte Herder dertil; Wieland var der allerede fra 1772 af; Schiller var bleven ansat i det nærliggende Jena. Weimar var da det Sted, hvor i Liv som i Lære Lidenskaben mest hensynsløst og fordomsfrit blev forgudet som poetisk overfor Samfundets Vedtægt. «Ak! her er Kvinder!» udbryder Jean Paul, da han kommer til Weimar, «her er Alt revolutionært dristigt, og det at være Hustru betyder Intet.» Wieland tager sin tidligere Elskede, Sophie v. La Roche, i Huset «for at leve 219 op igen». Schiller foreslaar Fru v. Kalb en fælles Rejse til Paris.

Saaledes begriber man, at Jean Paul under Indtrykket af Fru v. Kalbs Personlighed i Weimar kunde udraabe: «Saameget er vist, en aandigere og større Revolution end den politiske og ligesaa morderisk som denne banker i Verdens Hjerte.»

Hvilken Revolution? Følelsens Frigørelse fra Samfundets Sømmelighedregler, Hjertets uærbødige Pukken paa sin Ret til at betragte sin Lovbog som Sædernes nye Lovbog og til at omstøbe Sæderne efter Sædeligheden, undertiden efter Tilbøjeligheden. Ud over dette vilde man Intet, tænkte man ikke paa Noget. Livs- eller Samfunds-Forbedringer havde man ikke for Øje. Det ægte Tyske viser sig her i, at man bestandig udvortes gjorde dybe Buk for enhver Regel, fra hvilken man skulkede eller kneb ud. Ikke blot hævder den ældre Goethe f. Eks. bestandig i ligefremme mundlige Udtalelser de bestaaende Former for Kønnenes Samliv som ubetinget nødvendige for Kulturen. Men gennemgaaende gælder det, at man i Bøgerne udtalte oprørske Tanker, som man selv mere eller mindre bifaldt, og saa ved Slutningen tilbagekaldte dem, idet Helten enten tilstaar sin Uret eller dræber sig selv, eller straffes for sin Trods eller ender med at give Afkald (som Karl Moor, Werther, Tasso, Linda), ganske som de kætterske Forfattere i Middelalderen til Slutning tilføjede en Anmærkning om, at Alt, hvad der stod i Bogen, selvfølgelig burde forstaas i Overensstemmelse med den hellige almindelige Moderkirkes Fordringer.

I denne Kres af Weimars begavede Kvinder er det, at Fru de Staël «Stormen klædt i Skørter», som man har kaldt hende, under sit Besøg i Tyskland træder ind. Hun staar iblandt dem som en vild og fremmed Fugl. Hvilken Forskel paa hendes Bestræbelser og deres Forkærligheder! Hos dem er Alt personligt, hos hende er Alt allerede socialt. Hun er optraadt offenligt, hun slaar drabelige Slag for store Omformninger af Samfundstilstanden. Disse tyske Kvinder fra Humanitetstidehvervet er, selv naar de gaar videst, altfor blidt anlagte dertil. For hende gælder det om at omforme Livet politisk; for dem gælder det om at gøre Livet poetisk. Den Tanke at kaste Handsken til en Napoleon havde aldrig kunnet falde nogen af dem ind. Hvilken Brug af en Kvindehandske, et Kærlighedspant! Ikke Menneskerettighederne, men Hjertets Rettigheder er det, de 220 forstaar, og de bekæmper ikke Livets Uret, men dets Prosa. Forholdet mellem Samfundet og den geniale Enkelte antager ikke her som i Frankrig Form af en Kamp mellem Enkeltmands oprørske Frihed og overleveret Samfunds-Nødvendighed, men Formen af en Kamp imellem den Enkeltes Ønsker som Poesi, og Politik og Samfundsregel som Prosa. Deraf den romantiske Literaturs uafladelige Lovprisen af Evnen og Kraften til at ønske, et Æmne, hvortil især Fr. Schlegel ofte vender tilbage. Det er i Virkeligheden den eneste udadgaaende Kraft, man har, Afmagten selv opfattet som Kraft.

Man finder den samme Beundring for Ønsket i Enten-Eller. «Det er derfor, at Aladdin er saa styrkende, fordi dette Stykke har den geniale, barnlige Dristighed i de mest forfløjne Ønsker. Hvormange er der vel, der i vor Tid i Sandhed tør ønske! osv.» Barnlighed og atter Barnlighed! Men hvem kan undre sig over, at Ønsket, Religionernes Moder og Daadløshedens Udtryk, blev Romantikernes Stikord! Ønsket er da Poesi, Samfundet Prosa. Først ud fra dette Synspunkt forstaas ogsaa Tysklands store Digteres klareste og mest lutrede Værker. Goethes Tasso med sin Kamp mellem Statsmand og Digter, *dolgoeO* mellem Virkelighed og Poesi, sin Skildring af Modsætningen mellem de to, der fuldstændiggør hinanden og kun er ulige, «fordi Naturen ikke for mede én Mand af dem begge», er trods sin krystalklare Form og sin forsagende Grundstemning et Foster af den selvsamme lange Gæring, der afgiver den romantiske Skole alle dens Gæringsstoffer. Wilhelm Meister har ikke andet Æmne. Ogsaa dette Værk fremstiller den langsomme, gradvise Forsoning og Sammensmeltning af det drømte Ideal og den jordiske Virkelighed. Men kun de største Aander formaaede at naa til denne Højde, den store Skare af fremragende, men uklart stræbende Aander blev staaende i indre Usamdrægtighed. Og jo mere Poesien nu blev sig bevidst som Magt, jo mere Digteren følte sig i sin Værdighed, og Literaturen blev til en lille Verden for sig med sine særegne Fag-Interesser, des mere antog Kampen mod Virkeligheden den underordnede Form af Kamp mod Spidsborgerligheden (se f. Eks. Eichendorffs Skuespil Krieg den Philistern), Det bliver da ikke Digtekunstens Sag at hævde det evigt Berettigede i Friheden overfor de ydre Forholds Tyranni, den hævder sig selv som Poesi overfor Livets «Prosa». Dette er den germanske, den 221 tysknordiske, det vil side den literært begrænsede Opfattelse af den Frihedsgerning, hvortil Digtekunsten er i Stand.

«Man maa erindre, siger Kierkegaard (Begrebet Ironi), at Tieck og den hele romantiske Skole traadte eller troede at træde i Forhold til en Tid, i hvilken Menneskene var aldeles ligesom forstenede i de endelige sociale Forhold. Alt var fuldkommet og fuldendt i en guddommelig kinesisk Optimisme, der ingen fornuftig Længsel lod utilfredsstillet og intet fornuftigt Ønske uopfyldt. Skik og Brugs herlige Grundsætninger og Maksimer var Genstand for en from Gudsdyrkelse; Alt var absolut, selv det Absolute; man afholdt sig fra Polygami, man gik med spidspullede Hatte, Alt havde sin Betydning. Enhver følte i Forhold til sin Stilling med nuanceret Værdighed, hvormeget han udrettede, hvor stor Betydning hans utrættelige Stræben havde for ham selv og det Hele. Man levede ikke kvækeragtigt letsindigt uden Agtelse for Timer og Klokkeslet, slig Ugudelighed søgte forgæves at indsnige sig. Alt gik sin rolige, sin afmaalte Gang, selv den, der gik paa Frieri; thi han vidste jo, at han gik i lovligt Ærinde og gjorde et højst alvorligt Skridt. Alt skete paa Klokkeslet. Man sværmede i Naturen St. Hansdag, man var sønderknust store Bededag, man forliebede sig, naar man fyldte sit tyvende Aar, man gik i Seng Kl. 10. Man giftede sig, man levede for Huslighed og for sin Stilling i Staten; man fik Børn, fik Familiesorger; man stod i sin fulde Manddomskraft, blev paa højere Steder bemærket i sin velsignelsesrige Virksomhed, var en Omgangsven af den Præst, under hvis Øjne man episk fuldbyrdede de mange skønne Træk til et hæderligt Eftermæle, som man vidste, han engang med et rørt Hjerte forgæves vilde søge at fremstamme; man var Ven i Ordets sande og oprigtige Betydning, en virkelig Ven, som man var virkelig Kancelliraad.»

Jeg ser ikke, at der i denne Skildring er nogetsomhelst Historisk. Naar jeg undtager, at man nu ikke gaar med spidspullede, men med rundpullede Hatte, ser jeg ikke, hvorfor den mindre godt skulde passe nutildags end paa enhver anden Tid. Den slutter sig ikke bestemtere om én Tidsalder end om en anden. Nej, det Særegne ligger her kun i de bedre udrustede Aanders, Romantikernes Opfattelse af Spidsborgerligheden. Jeg har engang i Anledning af Johan Ludvig Heibergs ældste romantiske Forsøg om dem skrevet: «De opfattede den filosofisk som Endeligheden, intellektuelt som Indskrænketheden, ikke som vi 222 moralsk, naar vi ser den som det Usle. Op imod den holdt de deres egen uendelige Længsel .... Imod dens Prosa satte de deres ungdommelige Poesi. Imod dens Usselhed sætter vi vor Mandsvilje». (Saml. Skr. I, 467.) Som almindelig Regel gælder det da, at de flygtede fra Samfundet og Virkeligheden med deres Længsler og Tanker. Undtagelsesvis forsøgte de, som allerede antydet, dog nu og da, om end ikke at virkeliggøre deres Ideer i Livet, saa dog at skitsere, hvorledes de tænkte sig Gaaden løst, hvorledes Virkeligheden kunde omformes saaledes, at den gik op i Poesien uden Rest.

Ikke at her er Glimt af Harme eller Lyst til at gøre en Begyndelse, som hos franske Forfattere paa dette Omraade f. Eks. hos George Sand, men man morer sig med at udkaste oprørske eller dog forargende Fantasier.

Hvad Goethe havde opnaaet for sig selv, nemlig at tildanne sine Omgivelser efter sin Personligheds Tarv, det blev for det nye Slægtled Udgangspunktet. Man begyndte alt i Ungdommen at se Verden forsaavidt fra Goethes Synspunkt. Og saa gjorde man det Maal af Frihed, som han havde tilkæmpet sig, og de Betingelser, som han havde behøvet for at naa til den fulde Udfoldelse af sine Kræfter og Evner til Gennemsnitsmaalet eller rettere til det Mindstemaal, som enhver nok saa ubetydelig Evne trængte til. Man forvandlede hans Menneskevæsens Fornødenheder til almindelig Regel, oversaa den Forsagelse, han møjsomt havde indøvet sig, og de Ofre, han havde bragt, og opstillede ikke blot en Lære om Lidenskabens ubetingede Ret, men prædikede med tør Liderlighed og pedantisk Letfærdighed Sansernes Frigørelse. Et ganske andet Element end Goethes mægtige Selvhævdelse gjorde desuden sin Indflydelse gældende, og dette Element var Berlinerluften. Goethes frie Menneskelighed fik i Berlin en rigelig Tilsætning af den spotske og kristendomsfjendske Aand, der havde udbredt sig fra Frederik den Stores Hof, og af den Tøjlesløshed, paa hvilken hans Efterfølgers Hof havde givet et Forbillede.

Dog Goethe og Schiller banede Romantiken Vej, ikke blot positivt ved Forkyndelsen af Lidenskabens Frihedsret, men ogsaa negativt ved den bevidste Modsætning, hvori de i deres senere Aar stillede sig til deres egen Tidsalder. Romantikernes Virkelighedssky forefindes i en anden Form allerede hos dem.

Et Par bekendte Anekdoter af Goethes Liv viser, hvor vidt 223 Interesseløsheden for den politiske Virkelighed gik hos Tidsalderens største Digteraand, og hvorledes hos ham den videnskabelige Opmærksomhed var mangefold stærkere end Interessen for Politik. Om sin Deltagelse i Felttoget mod Frankrig under Revolutionen bruger han det Udtryk, at han her benyttede sin Tid til at studere «forskellige Særsyn af Farvelæren og af personligt Mod». Efter Slaget ved Jena skriver Knebel om ham og sig: «Goethe har hele Tiden syslet med Optik. Vi studerer her under hans Vejledning Knokkellære, hvortil Tiden er passende, da alle Marker er bedækkede med Præparater». Hans faldne Landsmænds Lig begejstrede ham ikke til Oder, han skeletterede dem og tilberedte Knoklerne til videnskabeligt Studium.

Sligt gør En den store Fjernhed begribelig, hvori Goethe som Digter holdt sig fra Tidsbegivenhederne. At han ikke skrev patriotiske Krigsdigte under Kampen mod Napoleon, har imidlertid ogsaa sin smukke Side, som man ikke maa overse: «At skrive Krigssange og selv sidde i min Stue, ligner det mig? Ude ved Bivuaken, hvor man om Natten hører de fjendtlige Forposters Heste vrinske, der havde jeg kunnet spore Lyst dertil. Dog det var ikke mit Liv og min Sag, men Theodor Körners. Ham klæder hans Krigssange ogsaa fortrinligt. Hos mig, der ikke har nogen krigerisk Natur eller krigerisk Sans, vilde Krigssangene have været en Maske, der havde klædt mit Ansigt meget stygt. Jeg har i min Poesi aldrig været affekteret». Den stærke Trang til kun at. behandle, hvad han selv havde oplevet, førte Goethe ligesom hans Lærling Heiberg til her at holde sig tilbage, ligesom han jo overhovedet efter sit eget Sigende ansaa alt Historisk for «det utaknemmeligste og farligste Fag».

Den rene Humanitet er hans som den hele Tidsalders Mønster; Privatlivet sluger Alt. Alle det attende Aarhundredes og Oplysningstidens uhyre Kampe rummes overensstemmende med Datids-Tyskernes Virkelighedssky i det enkelte Menneskes Udviklingshistorie. Men den rene Humanitet er ikke blot Bortvendelse fra det Historiske, men overhovedet Interesseløshed for Stoffet som Stof. I et af sine Breve til Goethe bemærker Schiller, at to Ting maa kræves af Digteren og af Kunstneren, først at han skal løfte sig op over det Virkelige og dernæst at han skal blive staaende indenfor det Sanselige. Og dette udvikler nu Schiller nøjere saaledes, at den Kunstner, der staar midt i ugunstige, formløse Forhold og derfor slipper dem I sin Kunst, 224 let tillige slipper Sanseverdenen og bliver uvirkelig, ja, dersom hans Forstand er svag, endog fantastisk; eller hvis han omvendt holder sig til Sanseverdenen, bliver han let staaende ved det, som blot er virkeligt, og dersom hans Fantasi er ringe, efterligner han det slavisk og plumpt. I disse Ord er ligesom det Vandskel angivet, der deler Samtidens tyske Literatur. Paa den ene Side findes den Goethe-Schillerske ufolkelige Kunstpoesi og dens Fortsættelse i Romantikernes Fantasterier, paa den anden Side den blotte Underholdningsliteratur, der staar paa Virkelighedens, men en spidsborgerlig Virkeligheds, Grund, og som faar sit mest bekendte Udtryk i Lafontaines borgerligt-følsomme Romaner og Schröders, Ifflands, Kotzebues jævne, almenfattelige Familieskuespil. At denne Spaltning indtraadte, var en Ulykke for den tyske Literatur. Men kom end den gode Literaturs Løsrivelse fra Virkeligheden først frem i en afskrækkende Form hos Romantikerne, bør man dog ikke glemme, at Spaltningen ligger meget længere tilbage, og at Kotzebue var ligesaa fuldt allerede Schillers og Goethes Modpol som senere Romantikernes. En Anekdote fra den Tid giver et levende Indtryk heraf*):

En Dag i det tidlige Foraar 1802 var den lille By Weimar i største Oprør over en i alle Byens Huse og Gader behandlet og fortolket Begivenhed. Man havde længe vidst, at en særdeles Festlighed var i Gære. Det hed sig, at en meget berømt og anset Mand, Præsident v. Kotzebue under Haanden havde henvendt sig til Borgmesteren for at faa den af Kommunen nys udsmykkede Raadhussal overladt. Byens fornemste Damer havde i en Maaned ikke bestilt Andet end lade sy Kostymer og prøve dem. Man vidste, at Frøken v. Imhof havde givet 50 Guldgylden ud for sin Dragt. Man havde til sin Forbavselse set en Billedskærer og en Forgylder bære en mærkværdig Hjelm og en Fane (Jeanne d'Arc's) midt over Gaden ved højlys Dag. Hvad skulde disse Sager bruges til? Vilde man spille Komedie paa Raadhuset? Man vidste, at en uhyre Klokkeform af Pap, der skulde se ud, som den var muret, var bestilt i Byen. Hvortil skulde den benyttes? Snart var det ingen Hemmelighed mere. Kotzebue, den europæisk berømte Forfatter til Menneskehad og Anger, var, spækket med russiske Rubler og forsynet med et Adelsdiplom, *

225 vendt hjem til sin Fødestad Weimar for at være den tredje i Goethes og Schillers Forbund. Det var lykkedes ham at faa Indpas ved Hoffet. Nu gjaldt det for ham om at faa Adgang til Goethes Kres, et Hof som det andet, og hvortil Adgangen var nok saa vanskelig. Et sluttet Selskab (spøgefuldt betegnet som cour d'amour, Kærlighedshoffet) det, for hvilket Goethe har digtet sine udødelige Selskabssange, kom én Gang ugenlig sammen hos Digteren. Kotzebue lod sig foreslaa af Selskabets Damer, men Goethe havde indsat en Bestemmelse i Selskabets Statuter, der udelukkede den Paatrængende endog som Gæst for en enkelt Gang. Saa besluttede Kotzebue da for at hævne sig at fejre Schiller paa en Maade, der, som han haabede, tilgavns skulde ærgre Goethe. Denne havde netop strøget nogle Udfald mod Brødrene Schlegel i Kotzebues paa Weimars Teater opførte Stykke Die Kleinstädter. Kotzebue vilde da for at kappes med Teatret, give en stor Forestilling til Ære for Schiller paa Raadhuset. Scener af alle hans Stykker skulde opføres, og tilsidst skulde Digtet Klokken fremsiges med levende Billeder. Naar Kotzebue da som Mester med Skødskind ved Digtets Slutning slog Papformen itu med sin Hammer, skulde ikke en Klokke men Schillers Byste findes under Formen. Man havde imidlertid gjort Regning uden Vært, det vil sige uden Goethe. I Weimar fandtes kun én Byste af Schiller. Den stod i Biblioteket. Da man den sidste Dag sendte Bud for at udbede sig den tillaans, fik man til sin Forbavselse Svaret, at da man endnu aldrig i Verdenshistorien havde faaet en Gipsbyste tilbage fra en Fest i samme Stand, hvori den udlaantes, maatte dette Forlangende desværre afslaas. Og hvad lignede den forbundne Hærs Forundring og Raseri, da Tømmermændene, som med Brædder, Pæle og Lægter kom anstigende til Raadhuset, fandt Salen lukket og fik den Besked fra Borgmester og Raad, at da Salen var ganske nyt indrettet og udsmykket, kunde man ikke overlade den til et saa «tumultuarisk» Forehavende.

Dette er kun en Smaastads-Anekdote og Storm i et Vandglas. Men hvad der er mærkværdigt og udgør Kærnen i denne Begivenhed, det er den Kendsgerning, at hele hin Kres af de fineste adelige Damer, Grevinde Henriette v. Egloffstein, den skønne Hofdame og Digterinde Amalie v. Imhof, senere beundret af Gentz, der ved denne Lejlighed havde sin 50 Guldgylden at beklage, og alle de øvrige adelige Damer, der hidtil havde 226 opretholdt Goethes Ry, nu i deres Harme faldt fra, og fra Goetlies Lejr gik over til Kotzebues. Ja, Grevinde Einsiedel, hvem Goethe bestandig havde udmærket, blev fra nu af hans Fjende. Dybere var den klassiske Dannelse endnu ikke trængt ind i disse de højeste, ved Aand og Samfundsstilling fremragende Krese; saa mægtig var endnu den, der i sine literære Frembringelser forholdt sig direkte til det virkelige Liv og greb sine Stoffer ud af Omgivelserne.

Der havde ganske vist været en Tid, da Goethe og Schiller selv var Naturalister. De havde begge begyndt med en uroligt gærende Virkelighedstrang. Begge havde de givet Naturen og Følelsen frit Spillerum i deres første Frembringelser, Goethe i Götz og Werther, Schiller i Røverne. Men da Götz gav Anledning til Ridder- og Røverromanerne, Werther til faktiske og literære Selvmord, Røverne til Frembringelser som Abällino, der grosse Bandit, og da Læseverdenen kun gjorde ringe Forskel paa Originalerne og Efterligningerne, trak de store Digtere sig tilbage fra Væddekampen. Deres Interesse for Stoffet gik op i Interessen for Formen. Studiet af Antiken førte dem begge til at lægge udelukkende Vægt paa den kunstneriske Fuldkommenhed. Et Publikum, der forstod dem, endsige et Folk, der kunde forelægge dem Æmner, stille Krav til dem, saa at sige gøre Bestillinger hos dem, forefandt de ikke. Dertil var det tyske Folk endnu altfor langt tilbage. Da Goethe fra Weimar af forsøgte at gøre Noget for Schiller, mødte han overalt den Opfattelse, at denne med sin bevægede og letfærdige Ungdom i Mannheim, med sin Fortid som politisk Flygtning og navnlig med sin fuldstændige Fattigdom var en Forfatter med meget uheldig Forhistorie. Under Xeniekampen 1797 behandledes de tvende Digtere gennemgaaende som to Literater af tvivlsom Begavelse. Et af Flyveskrifterne imod dem er rettet mod «die zwei Sudelköche (Fuskere) in Weimar und Jena». Det var Napoleons Anerkendelse af Goethe, hans Ønske, at se og tale med Manden, Ordet: Voilà un homme!, som især styrkede dennes Anseelse i Tyskland. En prøjsisk Stabsofficer, som paa samme Tid laa i Indkvartering hos Goethe, havde aldrig hørt hans Navn. Da Udgaven af Goethes samlede Skrifter foretoges, klagede Forlæggeren i sine Breve bittert over den ringe Afsætning. Digterens uægte Svoger Vulpius, Forfatter til Rinaldo Rinaldino glædede sig ved en meget bedre. Ja med et europæisk Yndlingsstykke som Kotzebues Menschenhass 227 und Reue formaaede Tasso og Ifigenia saa lidet at kappes, at de, som Goethe selv fortæller, i Weirnar kun spilledes engang hvert tredje, fjerde Aar. Tydeligt nok har Publikums Uforstand drevet de store Digtere bort fra den uindviede Vej til Hæder, men rigtignok har ogsaa omvendt den antikiserende Retning, de slog ind paa, været stigende Aarsag til at Folkegunst svigtede dem. Af Goethes Værker gjorde egenlig kun to afgjort Lykke: Werther og Herman og Dorothea.

Hvorledes bar da nu de to store Digtere sig ad, da de vendte Omgivelserne Ryggen? Goethe gjorde sine egne Dannelseskampe til Genstand for digterisk Formning og Behandling, Men da han, saalænge han fordybede sig i moderne Mennesker, ikke kunde naa de gamle Grækeres skønne Simpelhed, udrensede han det personligt Særegne, digtede Sindbilleder og Allegorier, skrev Die natürliche Tochter, i hvilken Personerne kun er betegnede efter deres Artsbeskaffenhed som Konge, Gejstlig o. s. v. forfattede de antikiserende Studier Achilleis, Pandora, Palæophron og Neoterpe, Epimenides og anden Del af Faust. Han begyndte at benytte den græske Mytologi omtrent som den benyttedes i den klassiske franske Literatur, nemlig som et almenforstaaeligt Billedsprog. Han behandlede ikke mere som i første Del af sin Faust den Enkelte som Type, men opstillede Typer, der skulde gælde for Enkeltmennesker. Hans egen Ifigenia var ham nu for moderne. Den Retning mod Allegorien, som fjernede Thorvaldsens Kunst fra Livet, greb stedse mere om sig hos ham. Paa samme Maade hævdede han i sine kunsthistoriske Skrifter bestandig, at det ikke er Natursandheden, men Kunstsandheden, hvorom det gælder, og foretrak som Kunstdommer det Virkelighedsfjerne, Forkunstlede som det findes i hans egne Tegninger (i hans Hus i Frankfurt) for kejtet men frisk Naturlighed. Som Teaterdirektør gik han frem efter de samme Grundsætninger: det Højtidelige og Værdige var ham Alt. Han forbandt sig med den vedtagne tragiske Stil hos Galderon og Alfieri, Racine og Voltaire, Hans Skuespillere skulde som de antike opstille sig som levende Statuer; at vende Siden eller Ryggen til, at tale mod Baggrunden var dem forbudt Han lod paa Trods mod den moderne levende Mimik Skuespil opføre med Masker. Han iværksatte trods den offenlige Menings Modstand Opførelsen af Wilhelm Schlegels Ion en unaturlig Bearbejdelse af Euripides's Drama, som skulde udgives for en Art Original og som Ifigenia's Eksempel havde 228 fremkaldt. Ja han gennemførte, at Fr. Schlegels Alarcos, dette elendige Makværk, der synes skrevet af en talentløs Skoledreng og som maatte vække Latter hos Tilskuerne, gik over Scenen i Weimar, blot for at han kunde øve Skuespillerne i Vers-Fremsigelse*). I den Grad ofrede han efterhaanden Alt for den ydre Kunstform.

Men er det nu saaledes end let at se, hvorledes Goethe har forberedt Romantikens Ensidighed ved sin, synes det vanskeligere at efterspore det Samme hos Schiller. Hans Dramer ser jo ud som Spaadomme om virkelige Begivenheder. I Røverne gærer allerede den franske Revolution (Stykket skaffede som bekendt senere «Monsieur Gille» Titel som Æresborger af den franske Republik), og som Gotschall har sagt «i Fiesko foregribes den attende Brumaire, i Posa Girondinernes Veltalenhed, i Wallensteïn den cæsariske Soldateraand og i Jomfruen og Tell Frihedskrigens Opsving». Men i Virkeligheden er det kun Schillers første Dramer, i hvilke han uden Bitanke og Bihensigt lader sig paavirke af sit Stof. Ved alle de senere føler enhver Kender, i hvilken Grad Æmnerne er grebne og valgte ud fra rent formelle Synspunkter. Henrik Ibsen gjorde mig engang i en Samtale opmærksom derpaa for Jomfruen af Orleans' Vedkommende, hævdede, at Stykket Ikke er «oplevet», ikke forfattet ud fra stærke, selvoplevede Indtryk, men konstrueret. Og Hettner har eftervist dette Forhold for alle disse Dramer. Fra Aaret 1798 fører Schillers Beundring for den antike Tragedie ham til overalt at søge Surrogater for den antike Skæbnetro. Nemesisforestillingen behersker Polykrates's Ring, Dykkeren, Wallenstein. Maria Stuart er skrevet efter Forbilledet af Sofokles's Kong Oedipus og Stoffet valgt med det Øjemed at finde et Æmne, i hvilket den tragiske Skæbne som en Dom er fastslaaet forud, saa at Stykket kim lidt efter lidt udvikler det, der fra først af er givet. Jomfruen fra Orleans, der synes saa romantisk, er valgt som Stof, fordi Schiller vilde have et Æmne, i hvilket paa antik Manér et umiddelbart Bud fra Guden greb ind i den menneskelige Sjæl, saa man fik *

229 en ligefrem sanselig Indgriben af Guddommen, og det Menneske, der blev Guddommens Organ, paa ægte Græsk samtidigt kunde bukke under for sin menneskelige Svaghed. Længe havde Schiller, saa lidet musikalsk han var, i Overensstemmelse med denne sin virkelighedssky Retning prist Operaen paa Skuespillets Bekostning og de Gamles Kor som langt mere ærefrygtindgydende end den moderne tragiske Samtalekunst. I Bruden fra Messina gav han saa en Skæbnetragedie, der i Et og Alt var en Studie efter Sofokles. Ja ikke engang i Wilhelm Tell er Synspunktet moderne, tvertimod paa ethvert Punkt rent hellensk. Stoffet er ikke dramatisk, men episk opfattet. Den Enkelte staar ikke med nogen udpræget Ejendommelighed. Det er kun et Tilfælde, der hæver Tell ud af Massen og stiller ham i Spidsen for Bevægelsen. Han er, som Goethe siger, «en Art Demos (Folk)». Det er derfor heller ikke store historiske Modsætninger, som i Stykket brydes med hinanden; der findes ingen Frihedspatos i Rütli-Mændene, og det er ikke Frihedens eller Statens Idé, som fremkalder Oprøret. Det er her Privat-Ideer og Privat-Interesser, Indgreb i Ejendom og Familie, som i de øvrige Dramer personlig Ærgerrighed og dynastiske Formaal, der afgiver Handlingens eller rettere Begivenhedens Drivhjul. Det gælder for Bønderne udtrykkeligt ikke om Erobring af nye Friheder, men, som det siges, om Opretholdelsen af gamle nedarvede Sæder. Jeg kan med Hensyn til dette Punkt henvise til Lassalle, der i sin interessante Fortale til sit Drama Franz v. Sickingen med sædvanlig Genialitet udvikler denne Anskuelse.

Saaledes ser vi da, at selv naar Schiller, den politiske og historiske blandt Tysklands Digte.re, mest synes at indlade sig med Historie og Politik, har han ligefuldt forholdsvis lidet med Virkeligheden at gøre, og saaledes kan det vel betragtes som godtgjort, at Sky for Historien og den ydre Virkelighed er hele Literaturens Karaktermærke paa denne Tid.

Dog Herders, Goethes og Schillers Aand er kun en af Romantikens to Hoved-Drivkræfter. Den anden er Fichtes Filosofi. Det var den Fichte'ske Lære om Jeget, der gav den romantiske Personlighed dens Præg og Sving. Sætningerne: Alt, hvad der er, er for os - Hvad der er for os, kan kun være ved os - I Jegets Virksomhed er al saavel sanselig som oversanselig Tilværelse indesluttet - disse Sætninger fik, idet de fra det metafysiske Omraade overflyttedes til det sjælelige, en ganske ny Udtydning.

230

Det uindskrænkede Jeg forlanger, da det indeholder al Virkelighed, at Ikke-Jeget, som det sætter, skal staa i Overensstemmelse med det, og er kun den uendelige Stræben efter at gennembryde sine Skranker. Dette Resultat af Videnskabslæren var det, som slog ned i Samtidens Ungdom. Ved det uindskrænkede Jeg forstod man, som Fichte selv i Grunden, men paa meget forskellig Vis, ikke Guddommens Idé, men det menneskelige, det tænkende Væsen, og den ny Frihedstrang, Jeg'ets Eneraadighed og Selvglæde, der med en enevældig Monarks Vilkaarlighed lader den hele ny Verden forsvinde i et Intet overfor Selvet, denne Frihedsrus kom til Udbrud i en løjerligt vilkaarlig, ironisk og fantastisk Skare af unge Genier, Halvgenier og Fjerdedelsgenier. Den stormende Voldsomheds Tidehverv, i hvilket den Frihed, man frydede sig over, var det attende Aarhundredes Oplysning, gentog sig i finere og mere virkelighedsfjerne Former, og den Frihed, man glædede sig ved, var det nittende Aarhundredes Vilkaarlighed.

Fichtes Lære om det verdenssættende, verdensskabende Jeg stod i heftig Strid med «den sunde Menneskeforstand». Netop dette var i Romantikernes Øjne et Hovedfortrin. Videnskabslæren var videnskabelig Paradoksi, men Paradokset var for dem Tankelivets Blomst. Endelig var denne Læres Grundtanke ligesaa radikal som paradoks. Den var bleven til under Indtrykket af det Forsøg, som den franske Revolution havde gjort paa at forvandle den hele historisk nedarvede Samfundsorden til en Fornuftstat. Jegets Eneherredømme det var den Verdensforfatning, som Fichte begreb, og derfor fandt Romantiken i Jeglæren den Løftestang, med hvilken den troede at kunne løfte den gamle Verden ud af dens Hængsler.

Allerede hos Fichte begyndte den romantiske Forgudelse af Fantasien. Han forklarede Verden ved en ubevidst, dog for en Tænker begribelig, Handling af det paa en Gang frie og bundne Jeg. Denne Handling er, hedder det, et Udslag af den skabende Indbildningskraft. Først ved den bliver altsaa den Verden, som vi opfatter gennem Sanserne, for os til en virkelig Verden. Fra den skabende Indbildningskraft udgaar da hos ham Menneskeaandens hele Virksomhed; den er den Drift, der af ham betegnes som det stræbende Jegs indre Kraft. Overensstemmelsen med den Fantasivirksomhed, der er mægtig i Kunsten, ligger da nær. Men allerede hos Fichte blev det overset, at Fantasien ingenlunde 231 er en Skaberevne, kun en Evne til at omdanne, omforme, idet dens Virksomhed kun har Forestillingernes Form, ikke deres Indhold, til Genstand.

Fichte siger, at han «ikke behøver Tingene og ikke bruger dem, fordi de ophæver hans Selvstændighed og Uafhængighed af Alt, hvad der er udenfor ham». Nær beslægtet er den Sætning af Fr. Schlegel, at «et ret filosofisk Menneske maatte efter Behag kunne stemme sig selv filosofisk eller filologisk, kritisk eller poetisk, historisk eller retorisk, antikt eller moderne, ganske vilkaarligt, som man stemmer et Instrument, og det til enhver Tid og i enhver Grad.»

Jegets kunstneriske Almagt og Digterens Vilkaarlighed taaler efter den romantiske Lære ingen Lov over sig. I denne Opfattelse ligger Spiren til den berygtede romantiske Ironi i Kunsten, for hvilken Alt paa en Gang er Alvor og Spøg, og der som evig Selvparodi, som forstyrrende Leg med Illusionen, der snart ophæves, snart paany forsøges tilvejebragt, i mange af Romantikernes Yndlingsværker tilintetgør enhver ren Virkning.

Idet nu Romantikernes Lære og Livsanskuelse saaledes bliver til ved en Sammenfletten af Poesi og Filosofi, ved en Parring af Digterdrømme med Tankespind, opstaar den som en Frembringelse af rent aandelige Magter, ikke som Udslag af et Forhold, hvori de stiller sig til det virkelige Liv. Deraf Romantikens overvættes aandige Karakter. Deraf Alt, hvad der i denne Digten om Poesi og Tænken over Filosofi var Selvfordobling og Opløftelse til højere Potenser. Deraf dens Leven og Aanden i en højere Verden, en anden Natur. Og dette er ogsaa Oprindelsen til alt Symbolsk og Allegorisk i disse halvt digteriske, halvt filosofiske Værker. Der opstod en Poesi, som havde Præget af en Religion og tilsidst flød over i Religionen, og som snarere skyldte et Liv i Stemninger end et Liv i aandelig Frembringen sin Tilværelse. Saaledes bliver det forstaaeligt, at, som A. W. Schlegel selv har sagt, det ofte «snarere var Følelsernes luftige Melodi der blev angivet, end Følelserne selv der blev udsungne i deres hele Kraft og Fylde». Man vilde ikke meddele Læseren selve Sagen, men en Anelse om Sagen. Ikke i klart Sollys, men i Dæmringens Halvlys eller i hemmelighedsfuldt skælvende Maanelys, i det Fjerne, langt ude i Synskresen eller i Drømme øjnes derfor de romantiske Skikkelser. Deraf ogsaa den romantiske Fortynden af Udtrykket for det, som iagttages med Sanserne 232 (Blitzeln, Aeugeln, Hinschatten) og Sammenblandingen af Udtrykkene for forskelligartede Sanseudtryk, hvorved alle Billeder bliver udviskede indtil Ubestemthed. I Tiecks Zerbino hedder det om Blomsterne:

Die Farbe klingt, die Form ertönt, jedwede
Hat nach der Form und Farbe Zung' und Rede.
. . . . . . . . . .
Sich Farbe, Duft, Gesang Geschwister nennen.

Det Principielle i denne Digtning var ikke som i den stormende Voldsomheds Tidehverv Lidenskaben, men Indbildningskraftens frie Spil, en Fantasivirksomhed, der ikke var indskrænket af Følelse og Forstand. Den romantiske Fantasi, der nu løftes paa Tronen, har den Ejendommelighed, at den ikke er bunden hverken af Forstandens Love eller af Følelsens Forhold til Virkeligheden. Den højere, poetiske Rækkefølge af Forestillingerne, som nu indføres, erklærer Tankelovene Krig, ja spotter dem som Spidsborgerlighed. Indfald, Griller og Luner træder i Stedet. Men idet Fantasien vil undvære Virkeligheden, hævner den ringeagtede Virkelighed sig ved Fantasiens Ulegemlighed eller Blodfattigdom, og idet Fantasien vil byde Forstanden Trods, opstaar den pinlige Modsigelse, at dette sker med fuld Bevidsthed, saa Forstanden altsaa skal uddrives med Forstand. Sjældent har en poetisk Skole saaledes som denne arbejdet under Trykket af bevidst Grubleri over sit eget Væsen. Fuldtbevidst Hensigt er dens Frembringelsers Kendetegn.

Fra først af tilfaldt der den romantiske Gruppe en altfor stor aandelig Arvelod. Den begyndte, netop som Tyskland havde naaet sin højeste digteriske Blomstring. Derfor er dens Mænd saa tidligt modne; de var Efterslæt; de forefandt banet Vej. De erhvervede sig tidligt saa stor en Grundsum af kunstnerisk Færdighed og literaturhistorisk Viden, at intet andet Slægtled i Tyskland paa langt nær var begyndt med en lignende Kapital. De tilegnede sig Goethes, Schillers, Shakespeares Sprog som det første Klædebon for deres Aand, og idet de fra denne Begyndelse gik videre frem, frembragte de hvad Goethe har kaldt «de fremtvungne (forcerede) Talenters» Tidsalder. Saavel Studiet af virkelige Menneskevæsener som Gennemførelsen af bestemte kunstneriske Tanker erstattedes hos dem af en urolig Fantasis Vilkaarlighed.

233

Fælles for alle Romantikernes saa vidt fra hinanden faldende Bestræbelser og Frembringelser, for Wackenroders Klosterbroder med hans sværmerisk-aandige Begejstring for Kunsten og den ideale Skønhed og for den sanselige Lucinde med dens Forgudelse af Kødet, for Tiecks tungsindige Romaner og Æventyr, i hvilke en uberegnelig Skæbne leger med Mennesket, og for de Dramer af Tieck og de Fortællinger af Hoffmann, der opløser alle faste Former i Lunets Indfald og Arabesker - fælles for det Alt er den vilkaarlige Selvhævdelse eller Hævdelsen af en Grundvilkaarlighed, der har sit Udgangspunkt i Kampen imod en indsnevrende Prosa, i Nødraabet efter Poesi og Frihed.

Selvets frie Vilkaarlighed afsondrer. Ikke desmindre dannede disse Mænd snart en Skole, og efterat den hurtigt havde opløst sig, fandt paa flere Punkter interessante Gruppedannelser Sted.

Det beror paa, at de havde fattet det Forsæt, i Fællesskab at hjælpe den af Tysklands største Aander indvundne Verdensbetragtning til Sejr, tilkæmpe den Herredømmet. De vilde indføre Geniernes Livsanskuelse i Livet selv, give den Udtryk i Kritiken, i Digtningen, i Kunstopfattelsen, i det religiøse Foredrag, i Besvarelsen af Samfunds-, ja af Stats-Spørgsmaal, og foreløbig vilde de især udrette dette ved voldsomme Pennefejder.

Der var heri Noget af store og stærke Naturers Trang til at meddele en hel Skare af Medstræbende én Vilje og én Synsmaade og Noget af stærkt angrebne og omtvistede Talenters Tilbøjelighed til at stille en lille men overlegen Hob overfor det store Antal af Modstandere. Hos de Bedste var Dannelsen af en Skole eller et Parti et Resultat af netop den samme Mangel paa en Statsorganisation, som var den første Betingelse for hin isolerende Vilkaarlighed. Følelsen af at tilhøre et Folk uden Stats-Enhed og uden samlet Kraft avlede en Stræben efter at bibringe de ledende Mænd af Aandsadelen en ny samlende Grundsynsmaade.

II

Udenfor den Gruppe, der danner Overgangen fra Goethes 'Og Schillers Hellenisme til den romantiske Retning, staar uden at tilhøre den romantiske Skole en enkelt Skikkelse, en af Tidsalderens ædleste og fineste Aander, Holderlin. Han staar i et 234 lignende Forløber-Forhold til de tyske Romantikere som en anden Græker, André Chénier, til de franske, og dog er han nøjagtigt deres Samtidige. Han bliver opdraget med den romantiske Skoles senere Filosof, Schelling, og med den store, efterromantiske Tænker Hegel, og slutter Venskab med dem begge. Men af de egenlige Romantikere havde han ikke lært Nogen at kende, da Vanvid rev ham ud af den aandeligt virksomme Verden.

Holderlin blev født i 1770 og bukkede under for Sindssyge i Aaret 1802. Hans Liv som Digter og Forfatter er da kun lidet længere end Hardenbergs og Wackenroders, skønt han i endnu henved fyrretyve Aar overlevede sig selv.

Der laa oprindeligt aldeles ikke i Romantikernes Stræben det afvisende Forhold til Hellenismen, som synes Efterverdenen et af dens Hovedkendemærker. Tværtimod, naar man undtager Tieck, der slet ikke medbragte nogen Sans for det gammelgræske Væsen, er de Alle begejstrede for det gamle Hellas, saaledes især Brødrene Schlegel, Schleiermacher og Schelling. De gik ud paa at føle sig ind i alt Menneskeligt og fandt fra Begyndelsen af det Menneskeliges hele Fylde hos Grækerne. De længtes ud af deres Tidsalders kunstige Samfundsbygning, ud imod Naturen, og fandt fra først af den evige Natur hos Grækerne alene. Det ægte Menneskelige var dem tillige ægte græsk. Fr. Schlegel f. Eks. træder ud i Livet med Haabet om at blive for Literaturen, hvad Winckelmann havde været for Kunsten. I hans Afhandlinger Om Diotima og Om Studiet af den græske Poesi bliver græsk Dannelse og græsk Digtning betegnede som de ubetinget første. Den senere Schlegel aabenbarer sig her især i Stræben efter at bekæmpe den moderne Tids falske Skamfølelse og hævde det Skønnes Selvherlighed overfor Morallove, der er Kunsten fremmede. Schlegelsk er ogsaa Paavisningen af, at det skortede Aristoteles paa Sans for Grækernes egenlige Naturpoesi.

Ganske den samme Begejstring for det gamle Grækenland, kun anderledes varig, udgjorde Holderlins Væsen og opfyldte det helt; og denne Begejstring søgte ikke sit Udtryk i Studier og Afhandlinger, men havde saavel i Prosa som i Vers rent lyrisk Form. Holderlin var en stor Lyriker og var, selv som Dramatiker og Romanforfatter, ikke andet. Meget træffende har Haym sagt om hans Roman: «Svælgen i Idealet, Stranden af Idealet og Sorg over det strandede Ideal: det er det Tema, som Hyperionsbrevene gennemfører med en Svingkraft, som aldrig mattes, 235 og en Inderlighed, der bestandig bliver sig lig .... han lider under det Uoprettelige». Og da Idealet nu legemliggør sig for ham i det græske Liv, saaledes som han drømmer, det har været, saa er hans hele Forfattervirksomhed en eneste lang Længselsklage efter det tabte Hellas. Intet kunde være mindre græsk og mere romantisk end en saadan Længsel; den har ganske samme overstadige Karakter hos Schack Staffeldt, der samtidigt i sine Vers længes efter det Gammelnordiske, og hos "Wackenroder, der sværmer for det Gammeltyske. Som Hölderlins Landskaber er ugræske, saaledes er ogsaa hans moderne Grækere i Hyperion ganske uhistoriske og unationale; de er ædle, af Schiller paavirkede, tyske Sværmere. Han har vist ret godt følt det; men ham forekom de enkelte udkaarne Aanders Lod i Tyskland frygtelig. Skønt han i sine Digte viser sig som varm Fædrelandsven og har besunget det romantiske Heidelberg i antike Strofer, var dog tysk og græsk Væsen for ham Modsætninger som Barbari og Kultur. I et Brev til sin Broder skriver han om sit eget Forhold til Grækerne: «Trods al min gode Vilje kan ogsaa jeg i Alt, hvad jeg gør og tænker, kun usikkert famle i disse enestaaende Menneskers Spor, og er i hvad jeg foretager mig og udtaler ofte kun saarneget des mere kejtet og urimelig, som jeg, ligesom Gæssene, staar med de platte Fødder i det moderne Vand og afmægtigt stræber at løfte mig paa mine Vinger op imod den græske Himmel.» Og i Slutningen af Hyperion hedder det om Tyskerne: «Barbarer er de fra Arildstid af. Ved Flid og Videnskab, ja selv ved Religion er de kun blevne endnu mere barbariske, dybt ude af Stand til nogensomhelst guddommelig Følelse, fordærvede indtil Marv og Ben med Hensyn til Nydelse af de hellige Gratiers Lykke; i deres Overdriven og deres Ynkelighed er de utaalelige for enhver vel artet Sjæl, klangløse og uharmoniske som Skaarene af en ituslaaet Vase.» Om Tysklands Digtere og Kunstnere siger han, at de afgiver et hjerteskærende Skue: «De lever i Verden som Fremmede i deres eget Hus .... de vokser op fulde af Kærlighed, Aand og Haab; ser man dem tyve Aar senere, saa vandrer de om som Skygger, stille og kolde».

Derfor jubler Holderlin over Franskmændenes Sejre, over «Republikanernes Kæmpeskridt», haaner alle «det politiske og gejstlige Württembergs og Tysklands og Europas Pjalterier», spotter Tyskernes «bornerte Huslighed» og klager over deres 236 Følelsesløshed for fælles Ære og fælles Ejendom. «Jeg kan», siger han, «ikke tænke mig noget Folk mere sønderrevet end det tyske. Haandværkere sér Du. men ingen Mennesker, Præster, men ingen Mennesker, Herrer og Trælle, Unge og Satte, men ingen Mennesker».

Ganske stemmende med Tidsalderens Aand og meget fjern fra Hellenisme er ogsaa den Opfattelse af Staten, som gør sig gældende i Hyperion: «Staten tør ikke fordre, hvad den ikke kan tiltvinge sig. Det lade den uantastet, eller man tage dens Lov og opslaa den paa Gabestokken! Ved Himlen! Den Mand véd ikke, hvad Synd han begaar, som vil gøre Staten til en Skole for Moral. Altid er Staten bleven et Helvede, naar Mennesket har villet gøre den til sin Himmel.»

Ganske ugræsk, helt og holdent romantisk er ogsaa den Kærlighed, som Helten i Hyperion nærer til sin Diotima; det er den samme dybe og tragiske Følelse, der bandt Holderlin som fattig Huslærer til sine Elevers Moder, Fru Susette Gontard, og som blev Skæbnen i hans Liv. Aldrig har en Hellener talt om sin Elskede med den religiøse Tilbedelse, som Holderlin ytrer for sin «Grækerinde»: «Kære Ven! der gives paa denne Jord et Væsen, i hvilket min Aand Aartusinder igennem kan og vil hvile og dog endnu se, hvor stymperagtig al vor Tænken og Forstaaen er overfor Naturen» og ganske den samme romantiske, om Petrarcha mindende Tone anslaar Hyperion, naar han taler om Diotima. Diotima er «det Eneste; som Hyperions Sjæl søgte, det Fuldkomne, som vi henlægger til Egne hinsides Stjernerne». Hun er Skønheden, det virkeliggjorte Ideal. Kærligheden er for ham Religion, og hans Religion er Kærlighed til Skønhed. Skønhedsidealet er det Højeste, Ubetingede; som Begreb tilhører det Fornuftverdenen, som Billed Fantasiverdenen. Det skønhedsdyrkende Syn overvinder for Holderlin de Grænser, Kant drog mellem Forstandens og Indbildningskraftens Omraader. Som digterisk grublende Henrykkelse, der paa én Gang er i Slægt med Schillers græske Sindelag og Schellings al Erfaring overskridende Idédyrkelse, er Holderlins Lære allerede forud for Romantikens Tid romantisk.

En spirende Romantik findes endelig i det Skær af kristelig Stemning, der er udbredt over hans halvt moderne Forgudelse af Verdensaltet. Han var fra først af bestemt til Teolog; han havde lidt under en Klosteropdragelses Haardhed. Tiltrods for 237 de mange Vidnesbyrd om et fromt Sindelag, der træder frem i hans Breve, var han imidlertid i sine Digtninge Hedning. Han holdt ikke af Præster og satte sig stadigt mod sine Kæres Ønske, at han skulde blive Gejstlig. I hans Empedokles findes denne betegnende Replik af Helten til Præsten Hermokrates:

Du weisst es ja, ich hab es dir bedeutet,
Ich kenne dich und deine schlimme Zunft.
Und lange war's ein Räthsel mir, wie euch
In ihrem Runde duldet die Natur.
Ach, als ich noch ein Knabe war, da mied
Euch Allverderber schon mein frommes Herz,
Das unbestechbar, innig liebend hing
An Sonn' und Aether und den Boten allen
Der grossen ferngeahndeten Natur;
Denn wohl hab ich's gefühlt in meiner Furcht,
Dass ihr des Herzens freie Götterliebe
Bereden möchtet zu gemeinem Dienst,
Und dass ich's treiben sollte so, wie ihr.
Hinweg! ich kann vor mir den Mann nicht sehn,
Der Göttliches wie ein Gewerbe treibt,
Sein Angesicht ist falsch und kalt und todt,
Wie seine Götter sind.

Af den Fromladenhed, med hvilken de andre Romantikere ender, der begyndte ganske anderledes fritænkersk end Holderlin, findes der hos ham intet Spor. Dog er hans Sværmeri for det gamle Grækenland ikke hedensk som Goethe's og Schiller's. Der gaar igennem det en Inderlighed, som er beslægtet med kristelig Andagt; hans poetiske Bønner til Solen, til Jorden, til «Fader Æter» er en Troendes Bønner, og naar han, som i Empedokles behandler et rent hedensk Æmne, gaar det ham som senere Kleist, da denne skriver sin Amphitryon: den kristelige Legende skinner igennem Bellandlingsmaaden. Empedokles staar overfor sin Tids Farisæere som Jesus overfor sit Lands. Empedokles er som Jesus den store Profet, og den Tilbedelse, hvorfor han er Genstand, saavel som hans frivillige Offerdød, vækker Stemninger, der har en fjern Lighed med de kristeligt religiøse.

I fine, lette Omrids, ligesom udkastede af en ren Aand, forekommer hos Holderlin Sindbilleder og Stemninger, der i den romantiske Skole bliver udviklede, overdrevne, karikerede eller simpelthen tilbagekaldte.

238

III

I Aaret 1797 udgav den trediveaarige August Wilhelm Schlegel det første Bind af sin Shakespeare-Oversættelse. Til nogle af Stykkerne, som denne Udgave bringer, er der blevet fundet flere Udkast, som gør det muligt at forfølge Oversætterens haardnakkede og talentfulde Stræben; og fra disse gulnede og støvede Blade fører, naar de læses opmærksomt, en lige Vej ind til A. W. Schlegels og hans Hustrus Sjæleliv, ja videre helt op til de Meste Højdepunkter, fra hvilke man overskuer Tidsalderens aandelige Liv.*)

Endog tilsyneladende ubetydelige Enkeltheder er lærerige. Arbejdet foreligger ikke altid i A. W. Schlegels Haandskrift. I Vinteren 1795-96 begyndte Schlegel Arbejdet med Romeo og Julie, og vi har fra det første Aar af hans Ægteskab med Caroline Böhmer - Giftermaalet fandt Sted 1796 - en fuldstændig af Schlegel senere gennemset Afskrift af det første Udkast, udført med Carolines Haand Endnu i September 1797 skrev hun, som hendes Breve udviser, Hvad I vil af for ham efter et næsten ulæseligt Haåndskrift. Og hun var mere end blot Afskriverinde. Hun har arbejdet med paa Schlegels Afhandling om Romeo og Julie, der næst Goethes Studier over Hamlet i Wilhelm Meister er det bedste, som til hin Tid var udkommet i Tyskland om Shakespeare. Man genkender hende af og til paa Udbrud af en kvindelig Følelse og paa en større Blødhed i Stilen, end man ellers er vant til at træffe hos Schlegel. Hun forstod ogsaa ganske anderledes end de Samtidige den fulde Betydning af et Arbejde, der gik ud paa at indlemme Shakespeare hel og uforfalsket i den tyske Literatur. Hendes Interesse for Arbejdet og for Oversætteren har dog, som Haandskrifterne lærer, ikke holdt sig udover Samlivets første Aar. I Begyndelsen er hendes Haand fremherskende; i Manuskripterne til de Stykker, sysselsætter Schlegel i Aarene 1797-98, er hendes Medvirkning endnu tydeligt at spore, skønt hendes Skrifttegn viser sig sjældnere ved Siden af de mandlige. For sidste Gang findes Spor af Carolines Pen i Haandskriftet til Købmanden af Venedig *

239 som stammer fra de sidste Maaneder af Aaret 1798. I Oktober dette Aar var Schelling traadt ind i Romantikernes Kres i Jena. Fra da af findes intet Bogstav mere af hendes Haand.

Blandt Manuskripterne er der især to, som aabner et dybere Indblik i Schlegels Udviklingsgang. Det er to forskellige Tekster til En Skærsommernatsdrøm.

Før A. W. Schlegels Tid havde Ingen i Tyskland eller andensteds prøvet paa gennemgaaende at oversætte Shakespeares Vers paa Vers. Der eksisterede kun to ældre tørre Prosa-Oversættelser, Wielands og Eschenburgs. Som ung Student i Gottingen gjorde Schlegel det første Forsøg paa at gengive nogle Brudstykker af Versene i Skærsommernatsdrømmen ved tyske Vers. Han havde fra Barnsben af været «en lidenskabelig Versemager». Dette Talent var øjensynligt nedarvet. Et halvt Aarhundrede før han og hans Broder optraadte, havde ligeledes to Brødre Schlegel havt et Navn i Literaturen, Johan Elias, der længe levede i Kjøbenhavn, sluttede sig til Holberg og i alt, hvad der angik Teatervæsen, var en Forløber for Lessing, og Johan Adolf, August Wilhelms og Friedrichs Fader, der vel var uden synderlig Oprindelighed, men udrustet med afgjorte sproglige og formelle Evner.

Som ung Student, hvis Væsen tidligt ytrede sig i en Blanding af filologisk Bøjelighed og digterisk Selvbestemmelse, nærede Wilhelm en lidenskabelig Længsel efter at gøre Bekendtskab med Burger, der som Professor ved Göttinger Universitetet førte et ulykkeligt og afsondret Liv, idet hans Digter-Ry her, hvor kun Faglærdom gjaldt, ingen Anseelse skaffede ham, medens Agtelsen for hans Karakter havde lidt, altsom hans samtidige Forhold til hans Hustru og dennes Søster blev bekendt. Burger, der i Gottingen følte sig som en Forvist, optog med den inderligste Varme den fine, talentfulde Elev, der forud for ham havde en sikrere Smag og et bedre ordnet Kundskabsforraad. Bürger stod dengang endnu som Tysklands første Lyriker og første Verskunstner. Schlegel lærte ham alle sproglige og metriske Kunstgreb af, alle Midlerne til ved Ordvalg og Ordstilling, ved Behandling af Rytmen og Versemaalene at frembringe en kunstnerisk Virkning, og gik med sin medfødte Gave til at efterdigte saa vidt i Tilegnelsen af Biirgers poetiske Ejendommelighed som det var muligt for hans ganske forskelligartede Naturanlæg. Hans Digt Ariadne klinger som var det skrevet af Burger. I Sonetten, hvis 240 dengang i Tyskland nyopdagede Form det lykkedes Burger at beherske, kom Schlegel ham saa nær, at man, da Schlegels samlede Værker mange Aar senere blev udgivne, ved Uagtsomhed deri har optaget to Sonetter, der er digtede af Burger.

Læreren hyldede da ogsaa den megetlovende Elev i en udmærket Sonet, der begynder:

Junger Aar, dem königlicher Flug
Wird den Druck der Wolken überwinden,
Wird die Bahn zum Sonnentempel finden,
Oder Phöbus' Wort in mir ist Lug

og der slutter med disse beskedentsmukke Linjer:

Dich zum Dienst des Sonnengotts zu krönen
Hielt ich nicht den eignen Kranz zu wert,
Doch - dir ist ein besserer beschert.

Schlegel svarede med en Undersøgelse af Burgers kolde Pragtstykke Das hohe Lied von der Einzigen, der priser dette Digt som et episk Vidunder, og sammen med Burger begyndte han nu en Oversættelse af Skærsommernatsdrømmen saaledes, at han gjorde Hovedarbejdet, Burger kun gik det Skrevne efter. Imidlertid stod han endnu fuldstændigt under den Bürger'ske Tekniks Herredømme, og Haandskrifterne lærer os, at han altid underkastede sig Bürgers Ændringer, særligt dennes Hang til det Fuldttonende, altfor Kraftige. Dog Bürger gjorde sig som Oversætter ikke Ulejlighed med at give saa klart et Spejlbillede, han formaaede, af Shakespeare's Særegenheder; han gav kun Billedet af sin egen Ejendommelighed, idet han med en vis Voldsomhed fremhævede de drøje og kaade Repliker og de Steder, hvor vildfarne Lidenskaber møder hinanden; han forstærkede og overdrev ethvert Træk, der svarede til hans Forkærlighed for en djærv Spøg, og drev den Trolddom ud, der laa over de ømme og fine Partier. Saa stor en Forkærlighed den unge Schlegel end af Naturen havde for Elegance, saa stræbte han dog ogsaa i denne Henseende at vandre i sin Mesters Spor og blev ikke sjældent grov og plump, hvor han troede at være naturlig og frisk.

Bedre end Bürger havde Herder kunnet vejlede den unge Schlegel. I de Brudstykker af Shakespeare'ske Scener, som 241 findes i lians Stimmen der Völker, havde han alt forlængst givet et Mønster paa den rette Fremgangsmaade ved en poetisk Oversættelse fra Engelsk til Tysk. Dersom Schlegel som Shakespeare-Oversætter var gaaet i Skole hos ham, vilde han aldrig være falden paa at gengive den femfodede Jambe ved Alexandrinervers eller paa at forandre Alfesangenes Versemaal. Ingen havde nemlig dybere end Herder følt den Wielandske Oversættelses Utilstrækkelighed. Den Aand, i hvilken han ønskede Shakespeare fortysket, genopstod nu hos Schlegel, der trods alle sit første Forsøgs Mangler tidligt overtraf ham.

Hurtigt gjorde Schlegel sig fri fra Bürgers Indflydelse. For Bürger var Kunstens højeste Opgave den at være folkelig. Efter at Schlegel i 1791 som Huslærer i Amsterdam rumligt var kommen i en Afstand fra Bürger og havde fordybet sig i Schillers Værker, slog han ikke blot i sine digteriske Forsøg ind i Schillers Tone og skrev en følt og anerkendende Kritik af dennes Digt Die Künstler, men han fik ogsaa gennem Schillers Kunstfilosofi et højere Begreb om Kunstens Væsen. I hans metriske Stil foregik der en Forvandling i Retning af det højtideligt Værdige. Schiller kunde imidlertid næsten lige saa lidt som Bürger hos Schlegel udvikle Evnen til fuld Forstaaelse af Shakespeare, han, der i sin Oversættelse af Macbeth forvandlede Heksene til græske Furier og lagde Portneren en opbyggelig Sang i Munden istedenfor den djærvt lystige Enetale. Var Bürgers Naturlighed én Fare, saa var Schillers Højtidelighed en anden.

Dog paa samme Tid som Schillers Lære om Kunstens høje Betydning oplyste Schlegel, ansporede de Samlede Digtninge, der udkom af Goethe, for hvem han nu først fik Øjnene op, hans Drift til at forske, forklare og oversætte paa digterisk Vis. Som alt berørt fik denne første Udgave af Goethes samlede Skrifter en meget kold og daarlig Modtagelse. Hovedaarsagen var, at man stadigt ventede nye Værker i Stil med Werther eller Götz og Ingenting forstod af Goethes Aandsudvikling. For Schlegels kritisk anlagte Forstand gik Goethes hele Mangesidighed op. Han forstod og vurderede hin Evne til foreløbigt som Kunstner at glemme sig selv for at lade Genstandene virke rent og fuldt paa sig, der hos Goethe havde avlet en Form, som aldrig var vilkaarligt valgt, altid fordret af Æmnet. Han forstod, at han som poetisk Oversætter maatte vise en lignende Selvfornægtelse og udfolde en lignende Evne til aandelig Genføden af Sagen. Kvindelig 242 Modtagelighed for de fineste Ejendommeligheder hos den fremmede Original og mandlig Evne til Formning ud fra en Helhedsanskuelse var nødvendig for Oversætteren, og begge disse Evner fandtes hos Goethe; thi hans Væsen var Mangfoldighed, hans Navn Legio, hans Aand Proteus.

Der stod endnu tilbage at overvinde de sprogligt-tekniske Vanskeligheder. Dog netop her havde Goethe som Forbillede sat Tidsskel. Han havde omformet det tyske Sprog. Ved at gaa igennem hans Hænder havde det vundet saa meget i Smidighed og Omfang, vundet en saadan Rigdom i Udtrykket for det Store som for det Yndefulde, at det frembød Schlegel netop det gennemspillede Instrument, han havde behov. I sin Bürger'ske Tid havde han endnu opfattet den tekniske Fuldkommenhed som en udvortes, der lod sig opnaa ved haardnakket Filen; nu begreb han, at den fuldendte Teknik bestemmes indenfra, ikke er andet end Udtrykket for den Stil-Enhed, der er betinget ved Grundstemningen. Og nu begyndte han at se sin Livsopgave som den dobbelte, at genfremstille de fremmede Folkeslags Mesterværker i det tyske Sprog og kritisk at tolke de fortrinligste udenlandske og hjemlige Digterværker for sine Landsmænd.

Nu forstod han ogsaa paa en ny Maade Fichte, den Ven og Vaabenbroder, som Romantikerne saa hurtigt vandt sig. Wilhelm Schlegel indsaa, at Fichtes filosofiske Jeglære i de mest almene Udtryk indeholdt Tanken om Menneskeaandens ubegrænsede Evne til at genfinde sig i Alt og finde Altet i sig. Schlegels smidige Aand slyngede sig om denne stærke Grundtanke hos Fichte.

Her greb den stadigt førte Brevveksling med den yngre Broder ind. Han var som yngre af Wilhelm bleven draget ind i den ny Literaturbevægelses Farvand, og blev, stridbar som han var, saasnart han troede at være kommen til den sande Indsigt, dennes hensynsløseste Forkæmper. Forskellen mellem Brødrene er denne: Den ældre var, til Trods for hans literære Anskuelsers Dristighed, den regelrettere Aand. Skønhedssans og Formsans var tidligt udviklede hos ham. Hans Hovedevne var den at kunne forme, og Maade og Maal, Nøjagtighed og Behændighed var medfødte Egenskaber hos ham. Naar han ikke hidsedes altfor stærkt, viste han ogsaa i videnskabelige og kunstneriske Fejder Maadehold, vidste forholdsvis tidligt, hvad han 243 vilde og kunde, og brød med Fasthed og Udholdenhed de Ideer og Synsmaader Bane, til hvis Talsmand han en Gang havde gjort sig. Han blev den romantiske Skoles Grundlægger og var fuldstændig rustet til denne Gerning, han, hvem hans Broder spøgende kaldte «den guddommelig Skolemester» eller «Universets Skolemester».

Friedrich Schlegel var den uroligere Aand, den ægte Sektstifter: han vilde sit hele Liv igennem, som han siger i et Brev, «ikke blot prædike og ivre som Luther, men ogsaa som Muhamed verdenserobrende underlægge sig Aandernes Rige med Ordets Ildsværd». Det skortede ham hverken paa Drift til at begynde eller paa saa kolossale Planer, at Muligheden til deres Virkeliggørelse stod i et skrigende Misforhold til hans Evner. Evigt vaklende, uden Holdning og Midtpunkt, de hundrede Brudstykkers Mand, men rig paa frugtbare som paa forbløffende Indfald og spidse Aandrigheder var han altid udsat for Fristelsen til at ville bringe Modstanderne til Taushed ved hemmelighedsfulde Kunstord og altid udsat for Fald ned i det Flove og Meningsløse. Langt mere træffende, end Nogen anede, sagde Novalis i et Brev til ham: «Kongen af Thule, kære Schlegel, var din Stamfader, du er i Familie med Undergangen.» Som Kritiker var han lidenskabeligere, mindre upartisk end Wilhelm, som Digter har han kun en eller to Gange i sit Liv truffet Naturtonen og han styrtede i sin Alarcos ned i en Afgrund af Ynkværdighed, i hvilken Broderen med sin fine Sans og sin strenge Korrekthed aldrig havde kunnet synke. Den ældre Broder havde givet den yngre den literære Indvielse, den yngre drev den ældre fremad, men han fordærvede ved sin Uelskværdighed dennes Forhold til Schiller, ja tilsidst endog det Wilhelm saa dyrebare og saa længe opretholdte Forhold til Goethe.

Foreløbigt lod Wilhelm nu Oversættelsen af Shakespeare ligge og kastede sig over de sydlige Landes Digtere. Han forsøgte sig i alle Retninger, oversatte Brudstykker af Homer, græske Elegikere, Lyrikere, Dramatikere, Idyldigtere, næsten alle de latinske Digtere, desuden Italienere, Spaniere, Portugisere, senere endog indisk Poesi, for at gøre Tysklands Sprog til et Panteon for det Guddommelige i alle Tungemaal. Længst dvælede han ved Dante, dog uden at være i Besiddelse af det Herredømme over Formen, som udkrævedes; han rimede i hver Terzin kun to Linjer, saa 244 Versemaalets Særegenhed forvanskedes, og Sammenfletningen af Stroferne faldt bort.

Dernæst tog han Romeo og Julie samt Hamlet for sig. Han sendte Brudstykker af sine Oversættelser til Friedrich, der atter overgav dem til Caroline. Hendes Dom var i Reglen gunstig; men hun udtalte den Dadel, at Sproget havde faaet en altfor gammeldags Farve, og tillagde den forudgaaende Bearbejdelse af Dante Skylden derfor, da Wilhelm efter hendes Opfattelse ved den altfor meget havde vænnet sig til forældede Ord og Vendinger. Han havde netop kort forinden indset, at han maatte vogte sig for den slikkede Elegance, som han havde tilkæmpet sig efter Opgivelsen af den Bürger'ske Stil; nu forfaldt han til den modsatte Yderlighed, til Archaismer, til det Knortede og Haarde.

1797 sendte han de første Prøver af Romeo og Julie til Schiller. De blev trykte i Die Horen. Og straks derefter bragte Tidsskriftet Schlegels Afhandling: Noget om William Shakespeare i Anledning af Wilhelm Meister. I Wilhelm Meister havde jo Goethe fremstilt Stræben efter Forstaaelse af Shakespeare som et betydeligt Element i den tyske Dannelse. Ved Samtalerne om Hamlet havde han gendrevet den dumme Fordom, at Shakespeare havde været et raat Naturgeni uden kunstnerisk Bevidsthed. Dersom det havde forholdt sig saadan, kom det jo i en tysk Oversættelse ikke synderligt an paa Formgivningen. Hos en saa overlegen Kunstner som den Shakespeare derimod, der fremstilles i Wilhelm Meister, var det klart, at Overensstemmelsen mellem Indhold og Form ikke turde brydes. Og dog havde selv Goethe endnu ikke været videre, end at han tiden at føle Anstød havde meddelt, hvad han anførte af Hamlet, i den gamle Prosa-Oversættelse; det havde end ikke for ham været indlysende, hvor ganske her Sag og Kunstform var sammensmeltede.

Langsomt arbejder Schlegel sig fremad. Selv er han endnu saa hildet, at han mener ikke at kunne undvære Aleksandrinerverset; kun «saavidt muligt» beholder han i Romeo den femfodede Jambe; Scenen mellem Munken og Romeo oversætter han i Alexandrinere, idet han undskylder sig med, at den Art Vers skader mindre i Fyndsprog og Skildringer end i den egenlige Samtale. Romeo's hele Lyrik gaar derved tabt.

Han føler det selv, og saa begynder han da med Jernflid og haardnakket Begejstring endnu engang, kaster Alexandrinerne 245 over Bord og tvinger sig til i det vidtløftige tyske Sprog at sige det Samme i ti eller elleve Stavelser, hvortil han tidligere brugte tolv eller tretten. Længe forekommer det ham en uløselig Opgave at gengive Vers ved Vers uden at føje nogen Linje til Originalens. Oversættelsen svulmer under hans Hænder som fordum under Bürgers. Fjorten engelske Vers bliver til nitten eller tyve tyske. Det er, synes det ham, umuligt at fatte sig kortere, indtil han endelig fra Grunden af indser, hvorledes Shakespeare opfører sin Kunstbygning og nu giver Afkald paa al Fylde og alt Fyld, som Shakespeare ikke har. Og hvert Vers gengives ved et enkelt Vers. Han bander og jamrer over Tyskens Vidtløftighed og Utilstrækkelighed; hans Sprog har jo ganske andre Skranker, ganske andre Vendinger end det engelske. Han kan ikke gøre Shakespeare's Arbejde efter; det bliver en Stammen og Hakken uden Klang og Flugt; men han tvinger sig, tvinger Sproget og frembringer sin Efterdigtning.

«Schlegels Shakespeare», siger Scherer uden synderlig Overdrivelse, «stiller sig i den Afstand, hvori genfrembringende Kunst staar fra frembringende men med den Lighed, som det Fuldkomne har med det Fuldkomne, nær op til de Værker, Goethe og Schiller skænkede os paa den Tid, da de virkede i Fællesskab ».

Herredømmet over Formen var ham fra da af sikret, og han høstede nu Frugterne af sin Møje. Han stod som Mester, han aabnede sin Haand, og fra 1797 til 1801 faldt seksten af Shakespeare's Dramer fra denne Haand ned i det tyske Folks Skød, vel af og til noget matte og tvungne i Stilen, men i det Hele udadlelige som var de skrevne af en indfødt Digter af Shakespeare's Rang.

Man overveje ret, hvad dette vil sige. Det betyder i Virkeligheden ikke meget mindre, end om - ved Siden af Goethe og Schiller - i Midten af forrige Aarhundrede ogsaa Shakespeare var kommen til Verden i Tyskland. Han fødtes 1564 i England; genfødt blev han i 1767 i sin tyske Oversætter. 1597 udkom Romeo og Julie i London; Sørgespillet udkom 1797 i Berlin som et nyfødt Værk.

Da Shakespeare saaledes genopstod i Tyskland, virkede han med fuld Kraft paa et Publikum, der vel var langt mindre aandsbeslægtet med ham end hans oprindelige, og for hvem han ikke mere kæmpede Dagens Kamp, men som i flere Henseender endog 246 var modnere til at forstaa ham end det, han skrev for i sin Tid. Han begyndte at give de Millioner, der ikke forstod Engelsk, Næring af sin Aands Brød. Nu først opdagede Mellemog Nord-Europa ham. Nu først blev den hele germansk-gotiske Verden lians Menighed.

Men vi har ogsaa set, hvor meget der udkrævedes for at et tilsyneladende saa fordringsløst Aandsværk af denne høje Rang skulde komme i Stand. Vi kan jo læse et stort Stykke af det tyske Aandslivs Historie en Menneskealder igennem i Udkastene og Haandskrifterne dertil. For at bringe det til Veje, var intet Ringere nødvendigt, end at Lessings Kritik, Wielands og Eschenburgs Forsøg havde forberedt Jordbunden, at dernæst et Geni som Herder havde sammenfattet Alt, hvad der i den tyske Aand var af Modtagsomhed og Anlæg til sindrig Gætning, og at han med sit herriske Sind havde gjort den unge Goethe til sin Lærling. Goethe efterligner dog i sin i Prosa skrevne Götz kun en Prosa-Shakespeare. Saa maatte der fødes et Talent med A. W. Schlegels i sin Art enestaaende Ejendommelighed, et Talent, i hvilket den filologiske Evne og den formelle Smidighed var nedarvede; fremdeles maatte dette Talent komme derhen, hvor det kunde indvinde Tidsalderens højeste tekniske Fuldkommenhed, saa paany befri sig fra den Bürger'ske Forkærlighed for det altfor Drøje. Det maatte modtage Paavirkning af Schillers Kunstbegejstring, styre udenom Schillers Forkærlighed for det Højtidelige og hans Sky for det vildt Lystige, indvinde den fulde Forstaaelse af Goethe, overtage det af ham udviklede Sprog som en Arv, opnaa en endnu finere Indsigt end hans i Nødvendigheden af Overensstemmelse mellem Form og Indhold hos Shakespeare, have et beslægtet Talents ansporende Iver og en Kvindes prøvende Kritik i sin Nærhed: Hundreder af Kilder maatte strømme sammen, hundrede Omstændigheder træffe sammen, Personer lære hinanden at kende, Aander mødes og befrugte hverandre, for at Værket kunde staa der i sin beskedne Ynde; en ringe Ting, Oversættelsen af en for et Par hundrede Aar siden afdød Digter, men den ædleste Næring for Millioner og bestemt til at øve en dyb og varig Indflydelse paa den tyske Poesi.

247

IV

Tungt Blod, der avlede Spøgelsefrygt og Spøgelsesyner, medfødt Tungsindighed indtil Randen af Vanvid, en klar, ædru Forstand, der uophørligt var tilbøjelig til at gøre Lysets Rettigheder gældende, og en ganske usædvanlig Evne til at leve i Stemninger og fremkalde Stemninger, det var Grundegenskaber hos Ludwig Tieck. Han var blandt den romantiske Skoles Digtere den frugtbareste, og han skrev, efter at Skolen var sprængt, en lang Række fine Noveller, der skildrede Samtid og Fortid paa en Maade, der kom Virkeligheden nærmere end Skik var i romantisk Poesi.

Han fødtes 1773 som Søn af en Rebslager i Berlin, modtog allerede i Skolen et dybt Indtryk af saadanne Klassikere som Goethe, Shakespeare og Holberg, og formaaede som Yngling at efterligne Shakespeare's Alfepoesi saavel som Ossian's Vemodstoner, men blev i et Tidsrum af sin tidlige Ungdom ved den Svaghed, hvormed han lod sig benytte og udnytte af ældre Skribenter, foranlediget til et ganske usundt og skødesløst Megetskriveri. Blev nu end saaledes den Aand og Retning, i hvilken han skulde arbejde, ham paanødet, saa kan hans personlige Ejendommelighed dog spores selv i hans første værdiløse Skrifter. Under Ledelse af hans Lærer Rambach udførte eller bearbejdede han i Oplysningstidens Aand følsomme Historier om ædle Røvere eller han forfattede Rædsels-Optrin i Stil med Franz Moors Dødsscene. Men nu og da lod han i vrængende Bemærkninger sin egen, mere udviklede Synsmaade skinne igennem.

Noget senere forfattede han, den tilkommende Romantiker, for Oplysningstidens gamle Kamphane, Nicolai, gammelkloge Almanakhistorier, der gør Nar af Overtroen, og i hvilke der kun stænkvis forekommer Glimt af Ironi, som naar Udtryk af Foragt for «den dumme Middelalder» eller for «det Shakespeare'ske Spøgelsevæsen» lægges en erkedum gammel Mand i Munden. Han skrev vel især disse Ting, fordi han havde solgt sin Pen, imidlertid røber sig ikke desmindre heri Trætheden hos en Tungsindig, der saalænge har udtømt sig i sørgmodige Spørgsmaal og Tvivlsmaal af enhversomhelst Art, at han uden megen Selvovervindelse giver den Stemme det sidste Ord, der tvært imod al Genisyge lovsynger den forstandige, borgerlige Middelvej. Den Raadvildhed, hvori han indadtil var stedt, spejler sig ikke mindre 248 klart i hans paa Bestilling forstandsdyrkende Fortællinger end i det Spøgelseagtige, det Grusomt-Vellystige og det koldt Skam løse i hans Noveller og Skuespil fra Begyndelsen af Halvfems erne, i hvilke der tilsyneladende er nedlagt mere af hans eget Væsen.

Den første betydeligere Frembringelse af Tieck, der møder os, er William Lovell. Denne Romans første Del, forfattet i Tiecks 21de Aar, udkom 1795. Nu og da anslaas allerede her med Hensyn til Kunstsmagen de Strenge, som den romantiske Skole senere spillede paa.

William Lovell kommer til Paris (som Tieck da aldrig havde set) og er naturligvis opfyldt af stor Modbydelighed for Alt, hvad han oplever: «Byen er en grim, uregelret Stenhob. I hele Paris har man Følelsen af at være i et Fængsel .... Man taler og snakker hele Dagen uden en eneste Gang at sige, hvad man tænker .... Jeg er af Kedsomhed gaaet nogle Gange i Teatret. Tragedierne bestaar af Fyndsprog uden Handling eller Følelse og af langstrakte Taler, der tager sig ud, som naar paa gamle Malerier Ordene hænger ud af Munden paa Personerne. Jo mere Skuespilleren fjerner sig fra Naturen, for des større bliver han anset .... I den store verdensberømte Pariser-Opera faldt jeg i Søvn.» Det er de Indtryk, som Lovell, der i Bogen er Englænder, har modtaget af Paris omkring Revolutionstiden - den hele da gængse Foragt for fransk Væsen og fransk Kunst, dobbelt urimelig her, fordi den er lært udenad efter Bøger. I Modsætning hertil udbryder Lovell i Theåtre français: «O Sofokles, o guddommelige Shakespeare!» og meget betegnende siger han: «Jeg hader Menneskene, som med deres eftergjorte lille Sol [skal være Fornuften] lyser op i enhver hyggelig Dæmring og forjager de elskværdige Skyggebilleder, der boede saa trygt under det hvælvede Løvtag. I vor Tidsalder er det blevet en Slags Dag, men den romantiske Nat- og Morgenbelysning var skønnere end dette graa Lys fra en skyet Himmel.»

Undtager man disse enkelte Stænk, synes Bogen ellers ved første Øjekast ikke at have nogen af de Egenskaber, som man plejer at betegne som de romantiske Frembringelsers; men i Virkeligheden viser intet Værk bedre og sikrere end dette, hvori de romantiske Bestræbelser grunder. William Lovell har laant sin Grundtanke og Brevformen fra en fransk Roman af den materialistiske Skribent Rétif de la Brétonne: Le paysan perverti. 249 Det er ikke uden Betydning, at vi straks kan føre et romantisk Arbejde tilbage til den franske Materialisme; det er i Virkeligheden fra den, at den mørke romantiske Skæbnetro stammer. Lovell er en Bog, hvis Læsning i vore Dage er i høj Grad besværlig. Formen er trættende bred, alle de Optrædende staar som i Taager. Bipersoner som den ædle gamle Tjener er kedelige Mindelser om Richardson, og der findes hverken et drastisk Træk eller en plastisk Situation. Bogens Fortrin, der er ligesaa tyske som dens Mangler, bestaar i en udholdende og haardnakket Sjælegranskning. Dens Helt er en Yngling, der lidt efter lidt langsomt og sikkert føres til at opløse alle faste Livsmagter, alle overleverede og godkendte Regler for Livet paa en saadan Maade, at han ender i en ren Forbrydertilværelse med en forhærdet Egenkærlighed til Grundvold. Man har Uret, naar man undrer sig over, at Tieck i saa ung en Alder kunde skildre Sligt. Er det ikke netop i de tidligste Ungdomsaar, at Ynglingen, hvis Blik endnu slet ikke formaar at vende sig udad, men som bestandig er sysselsat med alt det Forunderlige, der viser sig for ham, naar han ser ind i sit eget Hjerte, uafladeligt maa optrævle sig selv, undersøge sine egne Tilstande, se sig i det Spejl, som hans egen Bevidsthed rækker ham? Der gives for mange Sind ingen mere selvkritisk Alder end Tidsrummet omkring det tyvende Aar. Man har endnu saa god Tid i Livet, saa god Tid til at gøre sig Rede for sig selv; man tilbringer sine Dage med at lære det Instrument at kende, hvorpaa man hele Livet igennem skal spille; man stemmer det; man agter paa, hvorledes det er stemt. Den Tid er endnu fjern, hvor man raskvæk overtager sig selv og benytter sig som Instrument, hvad enten det er som Violin eller som Brækjern eller som hvad det nu kan falde. Og byder Omverdenen ved Omstændighedernes Beskaffenhed hverken Opgaver eller Næring, og vedbliver Selvet at leve af sit eget Blod, da maa uundgaaeligt Grubleriet føre til, at Personligheden opplukkes eller udhules.

Det for Digteren, for Retningen, for Tidspunktet Ejendommelige er her det Følelsens Fantasteri, hvori det selvprøvende Grubleri slaar over. Den Enkelte vover for Alvor at gøre sit tilfældige Jeg, som har opløst Alt, hvad der efter Skik og Vedtægt har Krav paa Ærbødighed, til alle Tings Rettesnor og alle Reglers Ophav. Her er Forvridningen af Fichtes Grundtanke utvetydig. 250 Man læse følgende Vers af Lovell og den efterfølgende Betragtning:

Willkommen, erhabenster Gedanke,
Der hoch zum Gotte mich erhebt.
Die Wesen sind, weil wir sie dachten.
In trüber Ferne liegt die Welt,
Es fällt in ihre dunkeln Schachten
Ein Schimmer, den wir mit uns brachten.
Warum sie nicht in wilde Trümmer fällt?
Wir sind das Schicksal, das sie aufrecht halt!
Den bangen Retten froh entronnen
Geh' ich nun kühn durchs Leben hin
Den harten Pflichten abgewonnen,
Von feigen Thoren nur ersonnen.
Die Tugend ist nur, weil ich selber bin,
Ein Wiederschein in meinem innern Sinn.
Wass kümmern mich Gestalten, deren matten
Lichtglanz ich selbst hervorgebracht?
Mag Tugend sich und Laster gatten!
Sie sind nur Dunst und Nebelschatten,
Das Licht aus mir fällt in die finstre Nacht.
Die Tugend ist nur, weil ich sie gedacht.

Saaledes behersker min ydre Sans den legemlige, min indre Sans den aandelige Verden. Alt er underordnet min Vilkaarlighed; enhver Ting, enhver Handling kan jeg kalde, hvad det behager mig; den levende og livløse Verden hænger i Kæder, som min Aand styrer; mit hele Liv er kun en Drøm, hvis mangfoldige Skikkelser forener sig efter min Vilje. Jeg selv er den eneste Lov i den hele Natur, og denne Lov adlyder Alt».

Naar Friedrich Schlegel senere udraaber: «Fichte er ikke tilstrækkelig ubetinget Idealist .... jeg og Hardenberg (Novalis) er det dog mere,» saa har allerede ti Aar i Forvejen, og længe før der blev Tale om Romantik og romantisk Skole, Tieck øjnet den Vej, som den nye Skole vilde slaa ind paa: Den Enkeltes Gaaen op i personlig Vilkaarlighed og denne Vilkaarligheds Ophøjelse til Livets og Kunstens Kilde under Navnet Fantasi. Lovell føres ad denne Bane ud over alle afstukne Grænser. Medens Johannes Forføreren, der i vor Literatur fuldender og afslutter denne Type, bestandig holder sig indenfor et vist Skema, i 251 Afstand fra det Etiske, hvilket han betragter som en kedelig og fortrædelig Magt og som han derfor heller aldrig angriber i Fronten, lader Loveli som den alsidigere, dristigere anlagte, om end slettere udførte Karakter sig hverken skræmme tilbage af Forræderi, Drab eller Giftmord. Han er den i det hele Tidehverv varierede Don-Juan-Faust-Type med en Tilsætning af Schillers Franz Moor. Selvbeskuelsen, der er færdig med Alt, har her ført til grænseløs Menneskeforagt, til hensynsløs Bortfejen af alle Illusioner, og der øjnes ingen anden Trøst end den, at Hykleriet afsløres og den stygge Sandhed ses. I dyb Sammenhæng med meget af hvad Romantikerne siden frembragte staar en Udtalelse som denne: «Visselig er Vellyst vort Væsens store Hemmelighed; selv den reneste og inderligste Elskov vil dukke sig i denne Brønd ... Kun Letsind, kun Indsigt i Illusionen kan frelse os, og derfor er Amalie Intet for mig mere, siden jeg indser, at Poesi, Kunst og selv Andagt kun er forklædt og tilhyllet Vellyst ... Intet uden Sanselighed er det første bevægende Hjul i vort Maskineri ... Sanselighed og Vellyst er Musikens, Maleriets og alle Kunsters Aand; alle Menneskets Ønsker flyver om denne Pol som Myggene om det brændende Lys; ... derfor er Boccaccio og Ariosto de største Digtere, og Tizian og den kaade Gorreggio staar højt over Dominichino og den fromme Raffael. Jeg antager endog Andagten for at være en afledet Kanal for den raa Sansedrift, der bryder sig i tusind mangfoldige Farver.» - Man kunde tro, at denne Lovell, i hvis Overvejelser Sanseligheden optager saa stor en Plads, var skildret som en Natur, hvis Drifter ledede den paa Afveje. Lige omvendt! Han er kold som Is, kold som Kierkegaards Skygge af en Forfører, der endog i dette Træk er foregrebet her. Han begaar ikke sine Udskejelser med Kød og Blod, men med en fantastisk ophidset Hjerne. Han er et purt Hjernemenneske, en Nordtysker af det reneste Vand. Og i et bestemt Punkt er han tilmed allerede paa Forhaand romantisk i en uventet Grad. Da han helt er udbrændt, da hver Gnist af Overbevisning er udslukt hos ham, og alle hans Følelser ligger «døde og slagtede» omkring ham, tyer han til Troen paa det Vidunderlige og sætter sin Lid til hemmelighedsfulde Meddelelser, som en gammel Bedrager har foregøglet ham Udsigten til. Dette Træk, som betegnende nok ikke findes i det franske Forbillede, udfordredes til Fuldstændiggørelse af Figuren.

        

252

Saa udhulet er her Personligheden, saa lidet vejer den i sin egen Haand, at den forekommer sig lige sand og usand paa ethvert Tidspunkt; den er bleven sig. fremmed og har ligesaa liden Tillid til sig selv som til nogen Magt udenfor sig. Den staar udenfor, hvad den selv oplever. Det forekommer den, at den spiller en Rolle, naar den handler. Loveli fortæller, hvorledes han har forført en ung Pige, Emilie Burton: «Jeg kastede mig pludselig ned for hendes Fødder og tilstod hende, at alene en heftig Kærlighed havde bevæget mig til mit Ophold paa Slottet; jeg sagde, at dette skulde være mit sidste Forsøg paa at erfare, om der gaves noget menneskeligt Hjerte, der endnu vilde tage sig af mig, for igen at forsone mig med Livet og Skæbnen. Hun var skøn, og som i et Skuespil spillede jeg min Rolle videre med en forunderlig Begejstring; Alt, hvad jeg sagde, lykkedes mig, jeg talte med Ild og dog uden Affektation,» og senere hedder det: «At hun selv paa nogen Tid har forspildt sin huslige Lykke, er hendes egen Skyld; at hun efter den gængse Synsmaade nu maa skamme sig for mange Mennesker, kan ikke bebrejdes mig. Jeg gav en Rolle overfor hende, hun kom mig i Møde med en anden, vi spillede saaledes med megen Alvor et Stykke af en daarlig Digter, og nu gør det os bagefter ondt, at vi saaledes har spildt Tiden.» Altsaa et Spil, en Rolle var det Hele. Man har her allerede udfoldet i en literær Figur, hvad senere blev til et Livs Virkelighed i Karakterer som Fr. Schlegels og Gentz's, og man har her i et enkelt Menneskes Sjæleliv, hvad kunstnerisk bestemt blev til Romantikernes meget omtalte Ironi. Her i Karakteren den nøgne Egenkærlighed, der tager Livet som en Rolle, i Kunsten Misforstaaelse og Overdrivelse af Schillers Grundtanke, at den æstetiske Virksomhed er «en Leg», et Spil *dolgoeO* en Virken uden ydre Formaal, saa den sande Kunstform bliver den, der hvert Øjeblik itubryder Formen, umuliggør Illusionen og ender i Selvparodien, saaledes som det sker i Tiecks Lystspil. Der er her den allernøjeste Sammenhæng mellem Maaden, paa hvilken Helten handler, og Maaden, paa hvilken Komedien skrives. Ironien er en og den samme. Alt kan føres tilbage til den samme Selviskhed og Uvirkelighed.*)

For ret at forstaa den Sjælstilstand, som er skildret i Lovell, er det ikke nok, at vi ser dens fremtidige Følger, vi maa her *

253 som tidligere ved René se, hvori den grunder, og hvoraf den er betinget. Betinget er den ved den hele Selvraadighed, i hvilken Tiden gærer. Derfor mødes de forskelligste Digteraander i Typens Udformning. Som en Nydelsestræthedens Titan hører Lovell hjemme i en Slægt af Titaner.

Jean Paul, der var ti Aar ældre end Tieck, fire Aar yngre end Schiller, begyndte, to Aar før Lovell blev anlagt, en Skildring af Racen i sin saakaldte Faustiade, Romanen Titan. Jean Paul er i mange Maader Romantikens Forløber; indenfor den romantiske Skole bliver han genkaldt af Hoffmann, ligesom Goethe af Tieck. Han er Romantiker først og sidst ved den grænseløse Vilkaarlighed, hvormed han som Kunstner gaar tilværks. Han har, som Auerbach siger om ham, «Studiehoveder, Stemninger, Karaktertræk, sjælelige Forviklinger, besynderlige Lignelser liggende færdige, som han vilkaarligt overfører paa givne Karakterer og Situationer», han skyder alle mulige nok saa uvedkommende Indfald ind i sine Fortællingers elastiske Ramme. Dernæst er han Romantiker ved sin Selvoptagethed; thi man hører ham og atter ham gennem alle hans Personer, hvad de saa hedder; er det fremdeles ved sin berømte Humor, der behersker Alt hos ham og ikke agter nogensomhelst fast Kunstform, endelig ved sin hele Stilling som den antike Dannelses Modbillede. Men hvad han saa end i Kunsten var, saa var han i Livet ikke Vilkaarlighedens, men Frihedens Mand, dens lidenskabelige Forkæmper, Fichtes Ligemand i begejstret Alvor; han bekæmpede hverken Oplysningen eller Fornuften eller Reformationen eller Revolutionen, han var overbevist om den historiske Værdi og den fulde Gyldighed af de Ideer, som det er det attende Aarhundredes Hæder at have bragt frem og forfægtet. Derfor vendte han sig advarende mod Romantikernes tomme og nedværdigende Fantasteri.

I Titan forekommer den kraftigst udprægede af Jean Pauls Skikkelser i højere Stil, Roquairol. Hans Styrke laa ellers ikke i den høje Stil. Han var først og fremmest en fortrinlig, virkelighedstro Idyldigter.

Roquairol er et Forbillede for den Form, hvori Tiden støber sin Lidenskab og sin Fortvivlelse. Han er den rasende og bevidste Attraa, der bliver til Fantasteri, fordi den er en Kraft, som Forholdene ikke tager i Brug, og som ikke har de Evner i sig, hvormed man tilegner sig eller gennembryder og behersker 254 Virkeligheden. Attraaen bliver saaledes en Sygdom, der slaar ind og som fører til Selvbeskuelse og Selvmord. Man høre Roquairol skildre sig selv i et Brev (Titan, 3dje B. 88 Zykel):

«Se kun paa mig, jeg tager min Maske af, krampagtige Bevægelser gaar over mit Ansigt som paa Folk, der har taget Gift. Jeg har drukket mig fuld i Gift, jeg har slugt Giftkuglen, Jordkuglen. - Jeg er som et udhulet Træ, forkullet af en fantastisk Ild. Naar Jegets Indvoldsorme, Vrede, Henrykkelse, Elskov og andre lignende af og til giver sig til at krybe om i mig og fortære hinanden, saa ser jeg fra mit Jeg ned paa dem, og jeg skærer dem i Stykker som Polyper og stikker dem ind i hinanden, Saa ser jeg atter som Tilskuer paa min Skuen, og da dette gaar for sig i det Uendelige, hvad har man saa af det Alt? Naar Andre har en Tros-Idealisme, saa har jeg en Hjærtets Idealisme, og Enhver, der ofte har gennemlevet alle Følelser, paa Teatret, paa Papiret eller paa Jorden, har den som jeg. Hvad nytter det til? - Ofte ser jeg paa Bjergene og Floderne og Landet rundt om mig, og det er mig, som kunde de hvert Øjeblik flagre fra hverandre og gaa op i Røg, og jeg med ... Der gives en kold, kæk Aand i Mennesket, hvem Intet angaar, ikke engang Dyden, thi han vælger den, hvis han vil, og han er dens Skaber, ikke dens Skabning. Jeg oplevede engang paa Havet en Storm, hvor Vandet rasende og kamtakket og skummende splittedes og kastedes i Bølger, medens den stille Sol saa til foroven - bliv saadan! Hjertet er Stormen, Himlen det er Jeget! ... Tror Du, at Roman- og Tragedieforfatterne, Genierne iblandt dem, der tusinde Gange tilbunds har efterabet Alt, det Guddommelige og det Jordiske, er anderledes end jeg? hvad der i Virkeligheden holder dem og de Øvrige oppe, det er Sulten efter Penge og Ros ... Aberne er Genierne blandt Dyrene; og Genierne er Aber i æstetisk Eftergøren, i Hjerteløshed, Ondskab, Skadefryd, Vellyst og - Lystighed.»

Han fortæller, hvorledes han uden selv at føle Andet end en af Kedsomhed udspringende Drift har besnæret sin Vens Søster:

«Jeg mistede Intet - i mig er ingen Uskyld - jeg vandt Intet - jeg hader Sansernes Lyst - den sorte Skygge, som Nogle kalder Anger, fo'r bred afsted efter Tryllelygtens flygtende, brogede Lystbilleder. Men er det Sorte mindre optisk end det Brogede?»

255

Den, der vil lade Tanken dvæle blot ved dette korte Kildested af Jean Pauls uhyre fire Binds Roman, vil se, hvorledes atter her en Forbindelseslinje imellem Livet og Kunsten er draget. Uvilkaarligt men højst betydningsfuldt bruger Roquairol den frembringende Kunstners Natur som Sindbilled paa sin, og Udtrykkene «udhulet af en fantastisk Ild» og «Hjertets Idealisme» er saa skarpt nøjagtige som videnskabelige Betegnelser. Ja saa bevidst har Digteren været sig, hvad det var, han vilde skildre, at Roquairol efter at have begaaet sin sidste og afskyeligste Forbrydelse, den, forvekslet med Albano, Helten, at besøge dennes Elskede, Linda, om Natten, dør for sin egen Haand paa et Teater, skyder sig under Udførelsen af en Rolle, der ender med Selvmord, endnu til det yderste Øjeblik levende i Skinnets og Spillets Verden, forvekslende eller sammenblandende Virkelighed og Fantasteri. Det at gøre Virkeligheden fantastisk eller poetisk blev jo et Løsen for den følgende Slægt. Det var den Opgave, den satte sig, og som den stræbte at løse i al sin Frembringen; det er en Stræben henimod Opgavens Løsning, som forklarer og undskylder Slægtens Forvildelser, hvor den skitserer en Omformning af Virkeligheden som f. Eks. i Schlegels Lucinde.

Det store Spørgsmaal om Forholdet mellem Poesien og Livet, Fortvivlelsen over deres dybe, bitre Usamdrægtighed, den rastløse Famlen efter en Forsoning, den er det, som ligger bagved den hele store Gruppe af tysk Literatur fra «den stormende Voldsomheds Tidehverv» til Romantikens Ophør. For at forstaa saavel Lucinde som Lovell maa man derfor gaa tilbage. Begge forstaas de bedre gennem Jean Pauls Titan, Lovell gennem Titaniden Roquairol, som Lucinde gennem Titaniden Linda.

V

I Juni 1801 stod en ung Mand paa et Kateder i Jena for at disputere for Doktorgraden. Man drillede og ærgrede ham af alle Kræfter, ja hvad der var uhørt, man paatvang ham Opponenter. Den ene, en ellers flov Person, forsøgte at slaa sig til Ridder paa ham og sagde: «In tractatu tuo erotico Lucinda dixisti o. s. v.», hvorpaa Præses svarede ved tørt at kalde Opponenten en Nar. Der blev Oprør og Skandale, og en af Professorerne erklærede, at i tredive Aar havde et saadant scandalum 256 ikke vanhelliget den filosofiske Skueplads. Præses svarede, at i tredive Aar var Ingen bleven behandlet saaledes. Denne Præses var Friedrich Schlegel, dengang saa frygtet for sine skrækkelige Meninger, at man undertiden ikke tillod ham at overnatte i en By. I et Brudstykke af et Reskript fra det kurfyrstelige Hannoveranske Universitets-Kuratorium til Prorektoren i Gottingen af 26de September 1800 hedder det: «Skulde Broderen til Professoren, den for sine moralsk fordærvelige Skrifter berygtede Friedrich Schlegel indfinde sig for at opholde sig der nogen Tid, saa er dette ikke at tilstede Samme, men man være saa god at betyde ham, at han har at forlade Göttingen.»

Det kalder man streng Justits. - Og al denne Larm for Lucinde!

Det er ikke ved digterisk Kraft, at Lucinde er et af Romantikernes betydeligste Værker; thi hvormeget der end i denne Bog tales om Følelsen for Kødet er der ikke Kød og Blod, ingen sand Legemlighed at finde i den; ikke heller er det ved Tankens Dybde; der er mere Filosofi i de faa paradokse Blade, Schopenhauer har skrevet under Titlen Metaphysik der Liebe, end i den hele fordringsfulde Lucinde; det er ikke engang ved en genial eller bakkantisk Naturjubel: sammenligner man den med Heinses i sydlandsk Livslyst glødende Ardinghello, ser man ret, hvor bleg og doktrinær den er. Men Bogen har sit Værd som Kundgørelse og Program. Dens Hovedtanke er at forkynde Livets Enhed og Harmoni, som den øjensynligst og lettest fattelig aabenbarer sig i den Elskovsbegejstring, der giver den aandige Følelse et sanseligt Udtryk og omvendt aandiggør den sanselige Glæde. Hvad den vil skildre, er Forvandlingen af det virkelige Liv til Poesi, til Kunst, til det frie Schillerske «Spil» af Kræfter, til drømmende, i bestandig tilfredsstillet Længsel opgaaende Fantasiliv, i hvilket Mennesket ikke har Formaal eller handler efter Formaal, men er indviet i Naturens Hemmeligheder og «fatter Nattergalens Klage og de Nyfødtes Smil, og hvad der betydningsfuldt er aabenbaret i Blomsters og Stjerners hemmelige Billedskrift».

Man forstaar Intet af denne Bog, naar man som Kierkegaard med en Række dogmatiske Kasteller i Ryggen kaster sig over den med Udraabet: «Det, den vil, er den nøgne Sanselighed, hvori Aanden er et negeret Moment; det, den modsætter sig, er den Aandelighed, i hvilken Sanseligheden er et indoptaget Moment.» 257 Man begriber neppe den Blindhed, som udfordres til at skrive dette; dog, Rettroenheden giver gode Skyklapper. Og man forstaar ikke denne Bog tilbunds, saalænge man som Gutzkow i den kun ser en Lærebog om den frie Kærligheds Ret eller som Schleiermacher en Indsigelse imod den legemløse Aandighed og en Afvisning af den affekterte Fornægten og Bortfortolken af Kød og Blod. Bogeos Grundtanke er selve den romantiske Lære om Væsensenheden af Liv og Poesi. Dog er denne alvorlige Tanke end Bogens Kærne, saa er dens Form af den Art, at den udtrykkelig er anlagt paa at høste Skandalens Laurbær. Tiltalende virker vel den Kækhed og Trods, hvormed den udæskende Tone er anslaaet, det Mod, hvormed Forfatteren af Overbevisning har udsat sig for alle de Overfald, alle de personlige Forhaanelser og Bagvaskelser af hans Privatliv, som fulgte. Anerkendelsesværdig er ogsaa den Sikkerhed, hvormed her paa et meget lille Rum de Anskuelser og Stikord, som Romantiken udspredte, er forenede, saa man med Lethed i denne Bog kan se alle de Retninger, der ellers er fordelte paa mange Hænder, udbrede sig vifteformigt fra et Midtpunkt. Men modbydelig er den kunstneriske Afmagt, hvorom denne saakaldte Novelle, der i Virkeligheden kun er et Udkast, vidner, de mange Tilløb, der ikke bliver til Noget, og den hele nerveslappe Selvforgudelse, der forsøger at skjule sin Ufrugtbarhed ved at bringe en kunstig og usund Hede tilveje for i den at udruge sine Vindæg. Caroline Schlegel har opbevaret os følgende bidende Fyndsprog, der dengang blev forfattet i mod Bogen:

Der Pedantismus bat die Phantasie
Um einen Kuss, sie wies ihn an die Sünde;
Frech, ohne Kraft, umarmt er die,
Und sie genas mit einem todten Kinde,
Genannt Lucinde.

Naar jeg undtager Ordet Synd, der ikke hører hjemme her - thi Lucinde forsynder sig kun mod god Smag og sand Poesi -, har jeg Intet at indvende mod denne blodige Spot.

Allerdybest i Lucinde ligger atter Selvoptagetheden som den Vilkaarlighed, der kan blive til alt Muligt, til Revolution, til Frækhed, til Dogmetro, til Bagstræv, fordi den fra først af ikke er knyttet til nogen Magt, fordi Jeget ikke arbejder i nogensomhelst Idés Tjeneste, der kunde give dets Stræben Fasthed og 258 Værd, hverken i den borgerlige eller i den aandelige Friheds. Vilkaarligheden, der i Kunsten bliver til den af Fr. Schlegel opfundne «Ironi», Kunstnerens Svæven over sit Stof, hans frie Spil med Stoffet, og særligt i Poesien bliver til Grundsætningen om den rene Form, der bestandig spotter sit eget Indhold og bryder sin egen Illusion - denne Vilkaarlighed bliver paa Virkelighedens Omraade til en Ironi, der er de Højtbegavedes Væremaade, Aandsaristokraternes genialt-forbløffende Maade at leve Livet paa. Denne Ironi er en Gaade for de Uindviede der mangler Organet for den». Den er «den frieste af alle Licenser» (Licens bruges i Reglen om Frihed for Digteren til at sætte sig ud over sproglige Regler), fordi man ved den sætter sig ud af og bort over sig selv; men dog er den den mest lovbundne; thi den er - hedder det - ubetinget og nødvendig. Den er en stadig Selvparodi, uforstaaelig for «de harmonisk Platte» (et Udtryk, som stedse bruges af Romantikerne om dem, der finder sig beroligede i en dagligdags Harmoni); thi disse tager dens Alvor for Spøg og dens Spøg for Alvor.

Ikke blot ved Navnet har da denne Ironi en Grundlighed med den Kierkegaardske, der ligeledes aristokratisk «gaar ud paa at misforstaas». Det geniale Jeg er Sandheden, om end ikke som Kierkegaard vil have sin. Sætning, at «Subjektiviteten er Sandheden» forstaaet, dog saaledes, at Jeget har alle udadtil gyldige Bud og Forbud i sin Magt, og til Forargelse og Forbauselse for Verden stedse ytrer sig i Form af Paradokser. Ironien er «den guddommelige Frækhed». Den saaledes opfattede Frækhed er en alsidig Mulighed. Den er Frihed for Fordomme, men den aabner, rent formel som den er, en Synskres for den frækkeste Hævden af alle mulige Fordomme. Den er lettere opnaaelig, siges der, for Kvinden end for Manden. Som den kvindelige Dragt, saaledes har ogsaa den kvindelige Aand det Fortrin for den mandlige, at man med den ved en eneste dristig Bevægelse kan sætte sig ud over alle Kulturens og den borgerlige Vedtægts Fordomme og paa en Gang befinde sig midt i Uskyldighedstilstanden og Naturens Skød! Man hører, hvorledes Toner fra Rousseau gaar igen selv i denne kaade Fanfare. Det lyder, som blæstes Revolutionen ind; i Virkeligheden er det kun Reaktionen, som forkyndes. Rousseau vilde «vende tilbage» til Naturtilstanden, da Menneskene nøgne løb om i de store Skove

        

259 og spiste Agern. Schelling vilde føre Udviklingen tilbage til Urtiden, da Menneskeheden endnu ikke var falden ved Syndefaldet. Schlegel blæser revolutionære Melodier i det store romantiske Underhorn. Men, som der staar i Des Knaben Wunderhorn: «Es blies ein Jager wohl in sein Horn - Und Alles, was er blies, das war verlorn.» Det bliver ikke til Aandsfrihed, det bliver kun til højere Nydelse. Kærlighedens hele Omraade forvandles til Kunst. Som den romantiske Poesi er Poesi i anden Potens, Poesi om Poesi, forfinet og udrenset Poesi, saaledes er Elskoven for Romantikeren forlinet og udrenset Elskov, «Elskovskunst». Den højere Sanseligheds forskellige Grader er her betegnede og satte i System. Jeg henviser til Bogen, der ikke som Ardinghello giver yppige Malerier, men en tør, pedantisk Lære, hvis tomme Rammer det overlades Læserens Erfaring og Fantasi at udfylde. Frækheden er nærmere Dovenskab, den geniale Lediggang. Lediggangen betegnes som «Uskyldighedens og Begejstringens Livsluft». Drevet til sit Højeste er Ørkesløsheden Planteliv. «Det højeste, fuldendteste Liv er intet Andet end ren Vegeteren.» Plantens Liv betragtes da som det højeste Naturliv. Man vender i den Grad tilbage til Naturen, at man vender tilbage til Planten. Den hvilende Nydelse, opfattet som det evigtvarende Øjebliks rene Tankeløshed, vilde være det Højeste. «Jeg tænkte alvorligt, siger Julius til Lucinde, paa Muligheden af en evig Omfavnelse. Jeg pønsede paa Midler til at forlænge vor Samværen.» Men idet nu Genialiteten, der intet Slid og Slæb behøver, og Vellysten, der i sig selv er den hvilende Salighed, Intet har med Formaal eller Handling eller Nytte at gøre, bliver hin søde Ørkesløshed (dolce far niente) det Højeste i Livet, og Hensigten, der fører til planlagt Handling, forfølges som latterlig og filistrøs. Hovedstedet herom i Lucinde er dette: «Flid og Nytte er de Dødsengle med det flammende Sværd, der spærrer Mennesket Tilbagevejen til Paradiset.» Ja det er de visselig! Flid og Nytte spærrer Tilbagevejen til alle de Paradiser, der ligger bag os. Derfor er de hellige for os! Nytten er en af Grundformerne for det Gode, og hvad er Fliden i det Nyttiges Tjeneste Andet end den Forsagen overfor adspredende Nydelser, den Begejstring og den Kraft, hvormed dette Gode tilkæmpes og iværksættes!

Tilbagevejen til Fuldkommenheden er i Kunsten Tilbagesøgen til Kunstnerens geniale Vilkaarlighed, til det Punkt, hvor 260 han kan gøre Et og ogsaa kan gøre noget ganske Andet, lige modsat; i Livet er det Lediggangens Tilbagevej - thi den der gaar ledig, gaar tilbage - Tilbagevejen til den nydende Ørkesløshed; i Videnskaben er den Tilbagevejen til den uvilkaarlige Tro, hvilken Tro af Schlegel atter bestemmes som Religion, hvilken Religion atter føres tilbage til Katolicisme. Hvad Natur og Historie angaar, er den Tilbagevejen til det paradisiske Urfolks Tilstand.*) Saaledes forstaas det ud fra selve Romantikens Grundtanke - Tilbagevejen -, at endog den himmelstormende Lucinde som alle Romantikernes øvrige Himmelstormerier ikke fik det ringeste praktiske Udslag.

VI

Man træffer altsaa i Lucinde som i en Nød alle de Læresætninger, der senere i Romantikens Historie udfoldes og oplyses ved Eksempler. I en Afhandling som den om Vekseldriften af Æstetikeren i Enten-Eller er Lediggangen sat i System: «Man paatage sig aldrig nogen Kaldsforretning. Gør man det, saa bliver man en slet og ret Peter Flere, en lille bitte Tap med i Statslegemets Maskine; man ophører selv at være Drifts-Herren ... Om man end afholder sig fra Kaldsforretninger, bør man dog ikke være uvirksom, man lægge Vægt paa al den Beskæftigelse, der er identisk med Ørkesløshed ... I Vilkaarligheden ligger hele Hemmeligheden. Man tror, det er ingen Kunst at være vilkaarlig, og dog hører der et dybt Studium til at være vilkaarlig saaledes, at man ikke selv løber vild deri, at man selv har Fornøjelse deraf ...»

Ørkesløshed, Vilkaarlighed, Nydelse! det er Trekløveret. Man finder det overalt paa den romantiske Mark. I en Bog som Eichendorffs Das Leben eines Taugenichts er Ørkesløsheden forædlet og forherliget i Heltens Person. Og Formaalsløsheden, det er et Hovedpunkt, som man fremfor Noget ikke maa overse. Formaalsløsheden, det er et andet Udtryk for den romantiske Genialitet. «At have Hensigter, at handle efter Hensigter og kunstigt væve Hensigter sammen med Hensigter til nye Hensigter, denne Uvane er saa dybt indgroet i det gudlignende Menneskes *

261 taabelige Natur, at han ordenlig maa sætte sig det for og gøre sig det til Hensigt, naar han engang vil bevæge sig helt frit, uden al Hensigt, paa den indre Strøm af evigt flydende Billeder og Følelser ... o! det er sandt og vist, min Veninde, Mennesket er af Naturen et alvorligt Bæstie» (Julius til Lucinde).

Selv den strengt kristelige Kierkegaard siger i Anledning af disse Udsagn: «For ikke at gøre Schlegel Uret maa man erindre de mange Forkertheder, der havde indsneget sig i saa mangfoldige Livsforhold og navnlig været utrættelige i at gøre Kærligheden saa tam, saa vel afrettet, saa slæbende, saa dorsk, saa nyttig og brugbar som noget andet Husdyr, kort sagt saa uerotisk som muligt ... Der er en saare indskrænket Alvorlighed, en Hensigtsmæssighed, en ussel Teleologi, hvilken mange Mennesker dyrker som en Afgud, der kræver enhver uendelig Stræben som sit retmæssige Offer. Kærligheden er saaledes Intet i og ved sig selv, men bliver først Noget ved den Hensigt, hvormed den indordnes i den Smaalighed, der gør Furore paa Familiernes Privatteater.» Man tør maaske slutte, at disse Udtryk af Kierkegaard om den tamme, velafrettede, dorske og nyttige Husdyr-Kærlighed har kunnet finde særlig Anvendelse i Tyskland, der paa den Tid sikkert var den gammeldags Kvindeligheds Sæde. Tiecks satiriske Udfald i hans Lystspil sigter undertiden i lignende Retning. Saaledes beklager i hans Tommeliden (Däumling) en Ægtemand sig over sin Kones evindelige Strikkelyst, for hvilken han ikke har Ro, et Motiv, som næsten kun kan forstaas i Tyskland, hvor Damerne den Dag idag indfinder sig med Strikketøj i Haanden endog paa offenlige Steder, som f. Eks. i Dresden ved Koncerterne paa den Brühl'ske Terrasse. Hr. Semmelziege siger hos Tieck:

Huslig Bekymring optog hendes Sind for stærkt,
Rengøring, Porcellænet, smudsigt Tøj til Vask.
Naar jeg om evig Elskovs Ild til hende kvad,
Børstens haarfagre Bræt hun tog udi sin Haand
for Fnug at børste af mit Frakkeskød i Mag.
Dog havde gerne Alt jeg taalt undtagen Et,
at ude, hjemme, hvor hun stod og hvor hun gik,
selv i Concert, naar Tonevrimlen bruste sødt,
262 bestandig rastløs, raslende, daskende, aldrig træt
med flyvende Albuer, klirrende Pinde, evig Larm
hun Strikkestrømpen tumled med ihærdig Kraft.

Pudsigst bliver denne Satire, hvor den frivilligt eller ufrivilligt kommer til at se ud som en Parodi paa den bekendte romerske Elegi, hvor Goethe trommer Heksametret paa sin Elskedes Ryg:

Engang, da Ægtelejet helligt favned os
- paa Himlen skinned Lunas kyske Lys -
attraaende den gyldne Afrodites Gunst
omflettet jeg af sølverhvide Arme laa,
og drømte om, hvad Underbarn af slig en Nat,
hvad for en Helt, kraftpansret, stor, af dette Skød
der vel i Tidens Fylde vilde Lyset se -
Da føler jeg paa Ryggen over mig lette Slag,
indbilder mig, at Kærtegn kildrer Skuldren mig,
og smiler fromt og sindrigt til min søde Brud.
Men Skuffelsen mig ramte med sin Helvedskval;
thi Strikketøjet dansed lystigt paa min Ryg,
ja just i Hælens Bøjning stod Arbejdet, hvor
den Kyndigste endog, af Tællen træt, taer fejl.

Overfor en saadan Dyrkelse af det Nyttige forstaar man, at Formaalsløsheden anbefales.

Men Formaalsløsheden hænger sammen med Lediggangen. «Kun Italienere, hedder det, forstaar at gaa, kun Orientalere forstaar at ligge, men hvor har Menneskeaanden udviklet sig finere og sødere end i Indien! Og i alle Himmelstrøg er det Lediggangen, der adskiller Fornemme og Simple, og som derfor er det egenlige Adelsprincip.»

Denne sidste Ytring er lav, men ved sin Frækhed saa meget mere betegnende. Dette er Maaden, hvorpaa Romantiken stiller sig til Menneskehedens Mængde. Det at have Raad til Intet at bestille, det er for den det sande Adelsbrev. De, som driver de brødløse Kunster og forsørges af Andre, Konger og Riddere som i Fouqués og Ingemanns Romaner, Kunstnere og Poeter som hos Novalis og Tieck, det er dens Helte. Den udskiller sig fra Menneskeheden. Den vil Intet udrette for den, den har kun sine Foretrukne for Øje. Helten og Heltinden i Lucinde, det er den geniale Kunstner og Genikvinden; det er Natur- eller Kunst-Ægteskabet mellem dem alene, som forherliges. Derfor 263 spørger ogsaa Julius straks sin Elskede, om hendes Barn, hvis det bliver en Pige, skal opdrages til Portræt- eller Landskabsmaleriet. Alene som Medlem af Kunstnerlauget har hun for Forældrene Interesse. Kun Digtere og Malere har Lod og Del i Poesien. Man forstaar da let, hvorfor Lucinde ikke kunde bringe noget socialt Resultat

Men havde Bogen end intet praktisk Udslag, og var den end for marvløs til at kunne virke til nogensomhelst Art af Reform, saa laa der dog en Praksis bag den.

Lad os kaste et Blik paa Novellens Figurer.

Paa en Baggrund af den dybeste Foragt for al Virkelighedens Prosa og alle Sarafundets borgerlige Forhold tegner Bogens Hovedpersoner sig som talende Skyggerids. Skriftet skammer sig ikke ved sin erotiske Lære, det føler sig i sin Renhed hævet over Mængdens Dom: «Ikke blot den kongelige Ørn tør foragte Ravnenes Skrig, hedder det; ogsaa Svanen er stolt og bryder sig ikke om dem. Den har ingen anden Bekymring end den, at dens hvide Vinger ikke maa tabe deres Glans. Den tænker kun paa at klynge sig til Ledas Skød uden at lade sig skræmme, og paa at udaande Alt, hvad der er dødeligt i den, i Sang.»

Billedet er smukt og kækt, men er det sandt? Leda og Svanen er blevne behandlede paa saa mange Maader.

Julius er en «sønderrevet» ung Mand, naturligvis Kunstner, om hvem vi i Lehrjahre der Männlichkeit, et Afsnit, der indeholder, hvad Flaubert har kaldt l'éducation sentimentale, erfarer som det mest betegnende Træk, at han kunde spille Farao med den tilsyneladende heftigste Lidenskab og dog være adspredt og fraværende, i et Øjebliks Hede kunde vove Alt og saasnart det var tabt vende sig ligegyldig bort. Kan dette Karaktertræk nu end ikke aflokke os Beundring, saa maler det dog taalelig godt en nydelsessyg og udbrændt Natur, der uden kraftig Drift til Handling søger Pirringsmidler i en slap og koldtfortvivlet Lediggang. Hans Udviklingshistorie betegnes udelukkende af en Række Kvindenavne, saaledes som meget unge Menneskers saa ofte gør. De paagældende Kvinder skitseres flygtigt som med en Blyant i et Album; kun et af disse forberedende Billeder er mere udført, Portrætet af en i østerlandsk Ørkesløshed fuldstændig opgaaet Kameliadame, der som Kameliadamen hæver sig ud af sin Livskres gennem en oprigtig Forelskelse og dør, da hun ikke bliver forstaaet eller troet. Hun gaar ved et Selvmord ud af 264 Livet med en glimrende Afslutning af det Hele og synes, som hun skildres, siddende i sit Boudoir omgivet af store Spejle, indaandende Parfymer, med Hænderne i Skødet at skulle levendegøre Billedet af den æstetiske Bedøvelse og Selvfortabelse og Selvbeskuen, i hvilken Romantiken gik op. Efter at have gennemgaaet en Mangfoldighed af alle lige dybt modbydelige erotiske Tilstande lærer Julius endelig sit kvindelige Modbillede Lucinde at kende, af hvem Indtrykket ikke mere udviskes. «Han traf i hende en ung Kunstnerinde [naturligvis!], der som han lidenskabeligt tilbad det Skønne og syntes at elske Ensomheden og Naturen lige højt. I hendes Lidenskaber følte man altid et frisk levende Pust. Hun drev Malerkunsten ikke som et Erhverv eller en Kunst [ikke Alvor! ikke Nytte!], men kun af Lyst [Dilettanteri og Ironi!]. Hun henkastede kun Vandfarveskitser. Til Oliemaleriet havde hun manglet Taalmodighed og Flid [ingen Flid!]. Lucinde havde et afgjort Hang til det Romantiske [naturligvis! hun er jo lutter Romantik]. Ogsaa hun var af dem, der ikke lever i den almindelige Verden, men i en eget selvdannet ... ogsaa hun havde med kæk Beslutning sønderrevet alle Hensyn og Baand og levede fuldkommen frit og uafhængigt.» Fra det Tidspunkt af, da Julius lærer hende at kende, bliver ogsaa hans Kunst mere varm og besjælet. Han maler det Nøgne «i en Strøm af besjælende Lys». Hans Skikkelser syntes «besjælede Planter i Menneskeskikkelse».

Let og melodisk i stedse vakt og tilfredsstillet Længsel flyder for Julius og Lucinde Livet hen «som en skøn Sang». Handlingen foregaar som i et Atelier, hvor Staffeliet staar nær ved Alkoven. Lucinde bliver Moder, og herved er Naturægteskabet indviet. Det er Barnets Tilblivelse, der grunder det. «Hvad forhen forenede os, var Elskov og Lidenskab. Nu har Naturen forenet os inderligere.» Ved Barnets Fødsel faar Parret «Borgerret i Naturtilstanden», formodenlig Rousseau's, den eneste Borgerret, det synes at have sat Pris paa. Sociale og politiske Rettigheder er ligesaa ligegyldige for Romantikerne som for Kierkegaards Helt hos os, der mener, man bør være glad, at der er Nogen, som gider regere, saa vi Andre kan være fri.

265

VII

Bag dette usikre Skrift laa der imidlertid en Virkelighed med kraftigere Omrids. Heltens Ungdomsliv passede, som Fr. Schlegels Breve udviser, temmelig nøjagtigt til Forfatterens. Berlin var dengang endnu ikke pietistisk, men efter Samtidiges Vidnesbyrd en Art Venusbjerg, som Ingen ustraffet nærmede sig. Tronens Eksempel helligede enhver Frihed i Sæder. Begejstringen for Kunst og skøn Literatur afløste og erstattede den nys saa mægtige officielle Moral, som man gik ud paa at afryste.

I Efteraaret 1799, samme Aar som Lucinde udkom, skriver Fr. Schlegel til Schleiermacher: «Da Folk her driver det saa vidt med deres Uvæsen, har Schelling faaet et nyt Anfald af sit gamle Sværmeri for Irreligionen, hvori jeg da af alle Kræfter styrker ham. Derfor har han udkastet en epikuræisk Troesbekendelse i Hans Sachs Goethes Maner.» Det var Der Widerporst:

Jeg holder saa sandt ikke længer det ud,
jeg maa endnu en Gang værge min Hud,
og Livet med alle Sanser friste,
som jeg var nær ved helt at miste
over den høje, overjordiske Lære,
som jeg med Ruelse nu skal ære.
Derfor vil ogsaa jeg bekende,
hvordan jeg føler det i mig brænde,
hvordan det i alle mine Aarer vælder.
Mit Ord vel saa fuldt som Andres gælder,
da i Medgang og Modgang paa denne Klode
jeg har været ypperligt til Mode,
alt siden jeg kom dermed paa det Rene,
at det Sande Materien er alene.
Jeg kan ikke for det Usynlige svare,
jeg holder mig blot til det Aabenbare,
hvad jeg kan lugte, smage, knuge,
med alle Sanser gramse og sluge.
Min eneste Religion er den:
Af et smukt Knæ er jeg en Ven.
Jeg lider slanke Hofter, fuldt Bryst,
fuld Næring for al Slags Drift og Lyst,
sødt Ja til Alt, hvorom Elskov kan bede,
og Blomsterduft, stærk som Attraaens Hede.
266 Var derfor endnu Religion paabuden
(skønt jeg kan saa dejligt leve foruden)
saa kunde blandt Religionerne alle
kun den katolske min jeg kalde,
som den var i den gode, gamle Tid,
da der hverken var Kiv eller Strid,
Alle var da én Vælling, én Dej,
langt borte søgte de Frelsen ej,
til Himlen Ingen vilde glo eller gabe.
Af Gud havde de en levende Abe.
Jorden for Verdens Midtpunkt de holdt,
og Jordens Midtpunkt var Roma stolt.
Der sad Statholderen, Verdens Zir
og førte sit Verdensherskerspir,
og Lægfolk og Klerke sammenblandet
leved ret som i Slaraffenlandet
eller som i Himlens høje Hus
Herskaberne leved i Sus og Dus
for hver Aften paany sig til Bryllup at samle
mellem Jomfruen og den Gamle.*)

Et saadant Digt fra en saadan Haand er et sandt Vidnesbyrd om Tidsaanden, og meget lærerigt er det at se, at medens Wilhelm Schlegel efter Goethes Raad modsætter sig dette Digts Optagelse i Athenäum, skriver den egenlig Angrebne, Novalis, derom: «Hvorfor Widerporst ikke maa trykkes, forstaar jeg ikke ret. For Ateismens Skyld? Men tænk blot paa Die Götter Griechenlands

Moden var revolutionær, Brystet stærkt blottet, Klæderne orientalsk vide. Tonen blandt de mest fremragende unge Kvinder var yderst fri. Ingen er mere omtalt for sin Skønhed paa hin Tid end den dejlige Pauline Wiesel, gift med en aandrig Mand, hvis skamløse Vid, Spoltelyst og Tvivlsaand gjorde et dybt og forstyrrende Indtryk paa den unge Tieek, hvem han tjente til Model for hans Abdallah og Lovell. Hun var en af den unge og dristige Prins Louis Ferdinands mange Elskerinder; men for hende havde han fattet en sand Lidenskab, der endnu for os blusser i hans Breve. En Samtidig skriver om hende: «Jeg betragter hende aldeles som en Foreteelse af den græske Myteverden.» Alexander v. Humboldt gik 12 Mile tilfods for at se hende. Betegnende for Tidsaanden er det, at det Forhold, hvorved Pauline *

267 Wiesel satte sit Rygte paa Spil, ikke fandt den ringeste Misbilligelse hos hendes mere udviklede Veninder, f. Eks. ikke hos den iøvrigt saa aldeles ulastelige Rahel. Det er ikke langt fra, at denne misunder hende. Hun skriver som ung Pige mismodig: «Lutter Midler til at leve, lutter Anstalter dertil, og aldrig tør man leve, aldrig kommer jeg dertil, og understaar man sig engang dertil, saa har man den elendige Verden, den hele Verden imod sig.»

Men Originalen til Lucinde var dog mere værd end sit digtede Genbillede og større anlagt. Hun hørte til Rahels Kres, til den Kres af unge, a andfuld e Jødinder, der paa den Tid repræsenterede den frieste og højeste Dannelse i Berlin, og hvis historiske Betydning er den, at de dengang endnu udgjorde den eneste Kres, i hvilken Goethes Ry var helt sikret og en sand Dyrkelse af ham fandt Sted.*) Modellen til Lucinde var Moses Mendelssohns kloge, selvstændige Datter Dorothea, som af Føjelighed mod sine Forældre havde givet Bankieren Veit sin Haand, men levede utilfredsstillet i sit Ægteskab med ham. Ikke ved Skønhed, men ved sit Vid og sine lidenskabelige aandelige Interesser fængslede hun Friedrich Schlegel. Han var dengang 25 Aar, hun 32. I hendes Væsen og Optræden var intet Sanseligt eller Letfærdigt, hun havde store, brændende Øjne, og en mandig Haardhed laa over hendes Træk. I sine Breve til Broderen priser han hendes «fuldtlødige Værd«, hun er, siger han, meget ligefrem og har ikke Sans for noget Andet end Elskov, Musik, Vid og Filosofi. I Aaret 1798 skiltes Dorothea fra sin Mand og fulgte Schlegel til Jena. «At forbinde os borgerligt, siger han i et Brev fra den Tid, har egenlig aldrig været vor Agt, skønt jeg allerede længe ikke har anset det for muligt, at noget Andet end Døden kunde skille os. Vel strider det ganske imod min Følelse at ville udjævne og beregne Nutid og Fremtid, men hvis den forhadte Ceremoni blev den eneste Betingelse for Uadskilleligheden, saa vilde jeg handle efter Øjeblikkets Bydende og ofre mine kæreste Ideer.» Ingen Fortrolig hjalp mere til at ordne Forholdet mellem Friedrich og Dorothea enci deres gejstlige Ven Schleiermacher. I ingen af Friedrichs Venner var Lucinde slaaet ned som i ham. Han var dengang Præst ved Charité-Kirken i Berlin. Allerede længe havde han med varm *

268 Samfølelse, ja Beundring fulgt Friedrichs Frigørelsesbestræbelser. I sin Afhandling Diotima, saavelsom i sin hvasse Bedømmelse af Schillers Würde der Frauen havde Friedrich bekæmpet den overleverede Opfattelse af Kvindens Samfundsstilling. Han havde haanet det almindelige Ægteskab, hvor Ægtefællerne lever «i gensidig Foragt for hinanden, hvor han i hende kun ser hendes Køn, hun i ham sin borgerlige Stilling og begge i Børnene deres Makværk og Ejendom». Det galdt for ham om Kvindens sædelige og aandelige Frigørelse. Aand og Dannelse, forenet med Begejstring, var de Egenskaber, der i hans Øjne gjorde en Kvinde elskværdig. De almindelige Forestillinger om Kvindelighed haanede han. Med Forbitrelse talte han om Mændenes Dumhed og Slethed, der af Kvinderne fordrede Uskyld og Mangel paa Dannelse; saaledes blev Kvinderne tvungne til Snerperi, og Snerperi var det, uden Uskyld at lade uskyldig. Sand Uskyld kunde hos det andet Køn godt bestaa med Dannelse. Den var tilstede, hvor Religion, Evne til Begejstring, fandtes. At derfor et skønt og godt Fritænkeri passede sig mindre for Kvinder end for Mænd, det var kun én af de mange almengældende Platheder, der ved Rousseau var komne i Omløb. «Kvindens Trældom» var en af Menneskehedens Kræftskader. Hans højeste literære Ønske var, som han naivt udtrykte det, «at stifte en Moral». Som den første sædelige Rørelse i Mennesket betegnede han «Modstand imod den skrevne Lov og den vedtægtsmæssige Ret».

Schleiermachers Brudstykke i Athenæum Fornuftkatekismus for ædle Kvinder slaar ganske ind paa denne Vej og fordrer af Kvinderne, at de skal frigøre sig for deres Køns Skranker. Ja saa utroligt det end lyder: den ofte anførte Strøtanke af Fr. Schlegel, at man ikke vilde kunne indvende noget Grundigt mod et Ægteskab à quatre, skriver sig (som Haym har paavist) muligvis fra Schleiermachers Pen. Dens Braad er rettet mod de mange lave og usande Ægteskaber, mod «de mislykkede Ægteskabsforsøg», som Staten i sin Uforstand med Magt søger at sammenholde, og hvorved Muligheden til ægte Ægteskaber forhindres. Som det her hedder, at næsten alle Ægteskaber kun er foreløbige og fjerne Tilnærmelser til et virkeligt Ægteskab, saaledes siger Schleiermacher selv, at mange Forsøg er nødvendige og at «naar man tager tre eller fire Par sammen, kunde der opstaa ret gode Ægteskaber, i Fald de maatte bytte».

Den dybeste Aarsag til, at Schleiermacher straks personligt 269 tog sig saa varmt af Friedrich og Dorothea, laa dog i hans egne Livsforhold dengang. Han nærede en stærk og gengældt Kærlighed til Eleonore Grunow, der levede i et barnløst og højst ulykkeligt Ægteskab med en Præst i Berlin.

Han fandt, at der løb megen Udannethed og Plathed, megen Spidsborgerlighed og Selvretfærdighed ind med i Raseriet over Lucinde, som man nedrev paa samme Tid, som man fornøjede sig kosteligt med Wielands og Grébillons lystne Romaner. «Det minder mig om Hekseprocesserne,» siger han, «hvor Ondskab formede Anklagen, og den fromme Enfoldighed fuldbyrdede Dommen.»

Og hvad der især bragte ham til voldsomt at tage det forfulgte Pars Parti, det var, som han siger, at den Klage, der rejstes over krænket Blufærdighed, hos de Fleste kun var et Paaskud for at slaa en Bro over til Schlegels private Personlighed og komme den tillivs.

Dorothea besad en kraftig Sjæl i et svagt Legeme. Uden Vaklen bar hun Alt, hvad hendes Brud med Samfundsmoralen bragte over hende, privat Forkætring, offenlig Beskæmmelse gennem Hentydninger i Angrebene paa Lucinde. Hun viste den mest udholdende Hengivenhed og den mest opofrende Troskab mod den Mand, hun havde valgt. Hun deler ikke alene hans Interesser og Bestræbelser, men taaler hans Urimeligheder og finder sig uden Klage i den lunefuldeste Elskers Luner. Ja endnu mere: En ualmindelig Aandsfrihed og Munterhed spreder alle Mismodets Skyer om hende og Andre. Hendes Latter klinger lystigt ind mellem Schleiermachers altfor spidsfindige Grublerier og Friedrichs overjordiske Ironi. Saa fri hun iøvrigt er for kvindelig Følsomhed, gaar hun helt op i Beundring for sin Elskede, er med rørende Beskedenhed kun stolt af ham. Da hun har forfattet Romanen Florentin, en Bog, hvori der, trods al dens Svaghed, er mere skabende Evne end i nogen poetisk Frembringelse af Friedrich selv, er hun fremfor Alt lykkelig og stolt over, at hans Navn staar paa Titelbladet som Udgiverens. Hun gør selv mange Løjer med sin literære Virksomhed. Med bankende Hjerte og rødmende Kinder sender hun Schleiermacher sin Bogs første Bind til Gennemsyn og smiler over de mange røde Streger i Manuskriptet: «Pokker staar altid i det, dér hvor Akkusativ og Dativ skulde staa.» At ogsaa hun maatte give sig til at skrive og digte paa en Tid (henimod Aar 1800), da alle 270 Romantikerne, selv Schleiermacher og Schelling, begik poetiske Synder, betegner hende som hørende til Romantikernes tysk-literære Kres, og i Virkeligheden er hendes Roman ogsaa et Udtryk for alle de herskende Ideer, Efterligning af Wilhelm Meister og Frantz Sternbald, Forherligelse af de harmonisk Dannede overfor de Gemene, at det frie Vagabondliv, af Lediggangen og det skønne Letsind, af Formaalsløsheden, der midt i Virkelighedens prosaiske Verden ingen Hensigter har.

Helten har Dorothea givet Træk, der øjensynligt svarede til Friedrichs Karakterejendommeligheder, som disse tog sig ud for hendes beundrende Kvindeøjne. Det hedder om ham: «Trods et ganske besynderligt, hyppigt frastødende Væsen forstaar han at gøre sig vel lidt af Alle og drager ethvert Hjerte til sig uden at bekymre sig stort derom. Det hjælper ikke, om man væbner sig med hele sin Stolthed imod ham; man bliver paa en eller anden Maade dog ganske hans. Ofte er det ret ærgerligt, at man ikke kan modstaa ham, da han selv ikke er til at holde fast. Stundom synes det, som forbandt han med sine Ord endnu en anden Mening end den der ligefrem ligger i dem; en anden Gang sætter han et ligegyldigt Ansigt op selv til de mest smigrende Ting, der bliver ham sagt, som var sligt blot hvad der tilkom ham; til andre Tider har han sin største Glæde af et tilfældig henkastet Ord, og forstaar at lægge en ganske særegen Betydning ind deri eller faa den ud deraf... Men De kan tænke Dem, hvor ofte han i Selskab giver Anstød.»

Saaledes minder ogsaa Florentins Bekendelser, især angaaende hans tøjlesløse Liv som Yngling i Venedig, om Friedrichs Ungdomsoplevelser i Leipzig. Skønt Florentin er Italiener, føler han sig tiltrukket af tysk Kunst og tyske Kunstnere; han lærer selv at tegne og male, og ernærer sig snart som genial romantisk Dilettant i Malerkunsten, snart som ikke mindre romantisk Spillemand, der drager om fra Landsby til Landsby. Hans Afstamning er hemmelighedsfuld. Han er, som han selv kalder sig, «den Fattige, den Ensomme, den Udstødte, Tilfældets Barn»: «Mig driver noget Unævneligt fremad, som jeg maa kalde min Skæbne.» Han flyer ethvert inderligt Forhold, der vilde binde ham: «Alene vil jeg bære den Forbandelse, der er udtalt over mig.»*)

* 271

Det er unødvendigt at eftervise i det Enkelte, hvor uskyldige og i hvor høj Grad romantiske disse Betegnelser er. Men ikke desto mindre hæver denne Kvinde sig op over denne Kres. Ikke for Intet var hun den kloge og ædru Mendelssohns Datter.

Hun vilde, siger hun, saare gerne se en Kunstner i Friedrich, men ret kær vilde han dog først blive hende, naar hun saa ham som dygtig Borger i en ægte Stat, ja det synes hende, som om alle hendes revolutionære Venners Væsen og Villen passer til det Literære, til Anmeldelser og al den Slags Tøjeri, som en Kæmpe til en Barneseng; hun siger, at gik det efter hendes Hoved, gjorde de som Götz v. Berlichingen, der kun greb Pennen for at udhvile fra Brugen af Sværdet.*)

Vi ser atter her, hvad der allerede var slaaende ved Fru v. Kalb, hvorledes hos Kvinderne i dette Tidsrum en mandigere og mere udelt Kraft gør sig gældende end hos Mændene, og hvorledes de bestandig vil bringe de Spørgsmaal ind for Samfundets Værneting, som Mændene vil behandle blot literært. De føler dybere Forholdenes Tryk, de er mindre svækkede ved boglig Overkultur, og de har mere praktisk Sans og Blik end Mændene omkring dem.

Den første større Begivenhed, der hænder det nys forenede unge Par, er, at Fichte kommer til det. Man havde anklaget ham for som Professor at lære Ateisme, og hans Stilling var truet. Caroline skriver derom til en Veninde:

«Kun med Kummer kan jeg skrive til Dig om det, hvorom Du spørger mig, om Fichtes Sag. Tro mig, den er meget slem for alle Venner af en ærlig og frimodig Adfærd. Hvad Du skal tænke om den første Anklage, der kom fra en dumfrom Fyrste og hans dels katolske, dels herrnhutiske Raadgivere, vil Du selv kunne indse ... Men saa hidser man Fichte ved allehaande Beretninger fra Weimar om, at hans Sag staar slet o. s. v. til han erklærer, at han vil tage sin Afsked, ifald man giver ham en Irettesættelse og indskrænker hans Lærefrihed ... Alle Hoftjenere og alle Professorerne, som Fichte har overstraalet, skriger nu over hans Dristighed, hans Ubesindighed. Han bliver forladt, formelig skyet.»

I et Brev, som paa én Gang er forfattet af Friedrich, Schleiermacher og Dorothea, siger denne sidste:

* 272

Det gaar meget godt med Fichte her, man lader ham i Fred. Nicolai har ladet sig forlyde med, at man ikke i ringeste Maade vil bekymre sig om ham, kun maa han ikke holde offenlige Forelæsninger; det vilde ikke blive godt optaget. Jeg kommer ganske fortræffeligt ud af det med Fichte, og jeg føler mig overhovedet saa vel tilpas i denne Forsamling af Filosofer, som havde jeg aldrig været vant til noget Ringere. Kun har jeg en vis Angst for Fichte; dog det ligger ikke i ham, men mere i mine Forhold til Verden og til Friedrich - jeg er bange - dog maaske tager jeg fejl. Skrive kan jeg ikke et Ord mere, Kære, thi mine Filosofer løber uophørligt op og ned af Gulvet, saa jeg er nær ved at blive svimmel.»

Dette er da et lille husligt Optrin af Dorotheas Liv i Berlin. Man befandt sig saare vel sammen, og Fichte fattede en Plan til stadigt Samliv. Han arbejdede paa at bevæge Friedrich til at blive i Berlin, og faa Wilhelm med dennes Kone til ligeledes at flytte dertil. «Lykkes dette, saa danner begge Sehlegelerne, Schelling, som ogsaa maatte bringes til at flytte derhen, og vi én Familie, lejer en stor Lejlighed, holder én Kokkepige o. s. v.»*) Det blev ved Planen. Brødrene Schlegels Damer kunde ikke komme ud af det sammen. Men virker det nu ikke som et Pust fra en anden Verden, naar man midt under al denne Omhu for Fichte og Harmen over den Uret, som sker ham, finder Ord som disse i Dorotheas Breve: «Jeg takker din Moder hjerteligt for det kære Helgenbillede. Jeg har det altid liggende for mig. Det synes mig, at jeg selv ikke havde kunnet vælge mig nogen anden Helgen, hun passer ret for mig. Billederne og de katolske Sange har rørt mig saaledes, at jeg er fast besluttet paa, naar jeg bliver Kristen, da at blive Katolik.»**) Ingensteds føler man vel tydeligere end her den romantiske Aandsretnings religiøse Forvirring.

Dog Dorothea er ikke det eneste Kvindeportræt i Lucinde. Under sine Udviklingsaar lærer Julius en udmærket Kvinde at kende, som skildres saaledes: «Denne Sygdom blev helbredet og fordrevet ved det første Syn af en Kvinde, der var enestaaende i sin Art, og som for første Gang ramte hans Aand helt og i Midten ... Hun havde valgt og havde givet sig hen; hendes Ven *

273 var ogsaa hans og levede værdig hendes Kærlighed. Julius var den Fortrolige, han kendte da nøje hvad der gjorde ham ulykkelig og dømte med Strenghed om sit eget Uværd ... Derfor trængte han al Elskov tilbage i sit Inderste og lod Lidenskaben rase, tære og brænde der; men hans Ydre var aldeles forvandlet, og saa godt lykkedes det ham at give sig Skin af den barnligste Ligefremhed og Uerfarenhed og en vis broderlig Haardhed, som han paatog sig for ikke at forfalde til Ømhed, at hun ikke fattede den ringeste Mistanke. Hun var munter og livsglad i sin Lykke, anede Intet og skyede altsaa Intet, men gav sit Vid og sit Lune frit Spil, naar hun fandt ham uelskværdig. Overhovedet rummede hendes Væsen enhver Højhed og enhver Finhed, alt Guddommeligt og alt Uopdragent, men det var formbestemt og kvindeligt altsammen. Frit og kraftigt udviklede hun hver enkelt Særegenhed, som var den kun til for sig alene, og dog var den rige dristige Blanding af saa uensartede Ting ikke forvirret; thi én Aand besjælede den, et levende Pust af Harmoni og Kærlighed. Hun kunde i samme Time efterligne en eller anden komisk Taabelighed med en dannet Skuespillerindes Overgivenhed og Finhed, og forelæse et storstilet Digt med den Værdighed, der henriver i en ukunstlet Sang. Snart morede det hende at glimre og skemte i Selskab, snart var hun helt Begejstring, og snart hjalp hun med Raad og Daad, alvorlig, beskeden og venlig som en øm Moder. En ringe Begivenhed blev, ved hendes Maade at fortælle den paa, saa underholdende som et skønt Æyentyr. Alt udstyrede hun med Følelse og Vid, hun havde Sans for Alt, og Alt kom forædlet fra hendes formende Haand og hendes sødt talende Læber. Intet Godt og Stort var for helligt eller for almindeligt for hendes lidenskabeligste Deltagelse. Hun forstod enhver Antydning og besvarede endog det Spørgsmaal, som ikke blev gjort. Det var ikke muligt at holde Taler overfor hende, det blev af sig selv til Samtaler, og under den stigende Interesse spillede paa hendes fine Ansigt en altid ny Musik af aandfulde Blik og elskelige Miner. Ja Blik og Miner troede man endog at se, naar man læste hendes Breve, saa gennemsigtigt og sjælfuldt skrev hun, hvad hun havde tænkt som Samtale. Hvem der blot kendte hende fra denne Side havde kunnet tro, at hun kun var elskværdig, at hun maatte fortrylle som Skuespillerinde, og at der kun fattedes hendes vingede Ord Versemaal og Rim for at blive til en fin Poesi. Og dog viste den samme Kvinde

        

274 ved enhver Lejlighed, hvor det gjaldt, paa den mest forbausende Maade Mod og Kraft, og dette (Forholdet til Modet og Kraften) var ogsaa det høje Synspunkt, ud fra hvilket hun dømte om Menneskers Værd.»

Der er mere Ros end Malerkunst i dette Portræt. Sainte-Beuve vilde have grebet det anderledes an. Men Originalen til dette Billede er den Kvinde, der efter Udgivelsen af hendes Brevsamling med Titel Caroline næsten som en Dronning kun gaar under dette sit Fornavn, og som man lettest kalder saaledes, fordi hun har havt saa mange Efternavne, at man ikke ret véd, hvorledes man skal betegne hende. Hun var Datter af den bekendte tyske Filolog Michaelis, blev først gift med en Dr. med. Böhmer, efter hans Død med A. W. Schlegel og endelig tilsidst med Schelling. Hun staar ved sine to sidste Forbindelser i Midtpunktet af den hele romantiske Kres, der let ordner sig om hende. Hun var dens egenlige Muse. Calderons og Ariosto's udmærkede Oversætter Gries kalder hende den aandrigste Kvinde, han har kendt, Steffens og Wilhelm v. Humboldt bruger lignende Betegnelser. Om flere af sine Afhandlinger skriver A. W. Schlegel, at de tildels skriver sig fra en aandfuld Dames Haand, der besad alle Talenter til at glimre som Skribentinde, men hvis Ærgerrighed ikke var rettet derpaa. Schelling skriver ved hendes Død: «Havde hun end ikke været det for mig, som hun var, saa maatte jeg dog som Menneske begræde hende, sørge over at dette Mesterværk af Aand ikke mere er til, denne sjældne Kvinde med mandig Sjælsstyrke, med det skarpeste Vid, forenet med det blødeste, ømmeste, elskovsfuldeste Hjerte. Noget saadant kommer ikke igen.» - Hendes Portræt er vidunderligt: indtagende, fint, skalkagtigt og dog smeltende. Hun er ganske i Leonardos Stil. Dorothea er langt mere af ét Stykke.

Caroline var født 1763 og var 21 Aar gammel, da hun første Gang blev gift. A. W. Schlegel lærte hende at kende under sin Studietid i Göttingen, og blev forelsket i hende; hun afslog at ægte ham. Forbindelsen blev snart afbrudt, men fortsat gennem Brevveksling, da A. W. Schlegel 1791 overtog en Huslærerplads i Amsterdam, hvor adskillige galante Forbindelser, deriblandt én alvorligere Kærlighedshistorie bragte Forholdet til Caroline til at træde i Skygge for ham. Imidlertid havde denne indviklet sig i et Net af de besynderligste Forhold. 1792 havde hun begivet sig til Mainz og levede i Georg Försters Hus. Da denne 275 beundringsværdige og geniale, men altfor sangvinske Mand, Humboldts Lærer, lige udmærket som Naturforsker og Skribent, indlod sig paa revolutionære Foretagender og søgte at udbrede den franske Frihed i Rhinegnene, delte Caroline med Iver hans Sympatier og Bestræbelser og indlod sig med de republikanske Klubmedlemmer i Mainz. Hun mistænktes tilmed særligt, om end med Urette, for igennem sin Svoger, Gustines Sekretær, at have staaet i Forbindelse med Fjenden. Da Mainz tilbageerobredes af de tyske Tropper, blev hun arresteret og tilbragte flere Maaneder i et barbarisk Fængsel, delende Stue med syv andre. Fra sit Fængsel skrev hun til Schlegel om Bistand.

Hendes Stilling var endnu værre og vanskeligere end den syntes. I Mainz havde hun i Fortvivlelse over, at hendes hedeste Ønsker var slaaede fejl (hun havde haabet, at den mandige og energiske Tatter skulde tilbyde hende sin Haand) kastet sig hen til en tilfældig Tilbeder, en Franskmand, og Følgerne af denne Forbindelse vilde uundgaaeligt beskæmme hende for bestandigt, ifald hun ikke i rette Tid befriedes fra Fængslet. Ved Wilhelms Forbindelser og hendes egen Broders Iver lykkedes det at faa en Løsladelsesordre udstedt, og med en vis rolig Ridderlighed, stillede Wilhelm nu den af Alle forladte Caroline under sin yngre Broder Friedrichs Beskyttelse. Det var under disse saa lidet fordelagtige Omstændigheder, at Friedrich lærte hende at kende. Han var ikke forudindtaget for hende, han var ikke langt fra at føle Ringeagt. Og under saadanne Forhold er det, at han skriver: «Denne Enfold og denne formeligt guddommelige Sans for Sandhed havde jeg aldeles ikke ventet ... Hun gjorde et meget levende Indtryk paa mig; jeg ønskede heftigt at turde stræbe efter Fortrolighed og Venskab fra hendes Side, men da hun syntes at ytre nogen Deltagelse, saa jeg meget bestemt, at det blotte Forsøg vilde føre til de heftigste Kampe, og at et Venskab, dersom det var muligt mellem os, kun kunde være den sildige Frugt af mange urigtige Bestræbelser ..... ethvert egennyttigt Ønske blev da opgivet. Jeg stillede mig i det simpleste, enfoldigste Forhold til hende, en Søns Ærefrygt, en Broders Aabenhed, et Barns Ligefremhed, en Fremmeds Fordringsløshed.»*)

1796 giftede A. W. Schlegel sig saa med sin stærkt kompromitterede Veninde. Hendes Kres dannedes af alle Samtidens *

276 bedste Mænd. Hun stod i stadig Forbindelse med Goethe, Herder, Fichte, Schelling, Hegel, Tieck, Schleiermacher og Hardenberg. Goethe var netop da i intim Forbindelse med den unge Skole. Den var lige ved at dannes, og de forskellige Medlemmer af den havde deres første Stævnemøder i Jena. Hun spiser Frokost med Goethe, til Middag med Fichte og er snart kun alt for uadskillelig fra Schelling.

Et Eksempel paa Styrken og Finheden af Carolines Dømmekraft afgiver følgende Brudstykke af et Brev fra hende til Schelling (1ste Marts 1801): «Du vil dog vel ikke, allerkæreste Ven, af mig have Noget at vide om, hvorvidt Fichtes Aand rækker, skønt Du synes at ville høre min Mening derom. Mig har det altid forekommet, som om han med al sin uforlignelige Tænkekraft, sin faste Slutningsmaade, sin Klarhed og Nøjagtighed, sin umiddelbare Anskuelse af Jeget og sin Opdager-Begejstring dog var begrænset; kun tænkte jeg, det kom af, at den guddommelige Indgivelse fattedes ham - og naar Du har gennembrudt en Kres, ud af hvilken han ikke kunde komme, saa skulde jeg tro, at Du ikke saameget har gjort dette som Filosof - dersom Benævnelsen her skulde være urigtig brugt, maa Du ikke skænde paa mig derfor - men snarere fordi der i Dig er Poesi og ingen i ham. Poesien ledede Dig umiddelbart til en Frugtbarhedstilstand, medens det var Iagttagelsens Skarphed, der førte ham til Bevidsthed. Han har Lyset i dets klareste Klarhed, men Du ogsaa Varmen, og Lyset kan kun lyse, Varmen frembringer. Er dette nu ikke fint set af mig? som man gennem et Nøglehul ser et umaadeligt Landskab.»

Om Hegel findes der etsteds den morsomme Ytring, der lidet svarer til den almindelige Forestilling om Filosofen: «Hegel spiller her den Galante og er den almindelige Cicisbeo» (Caroline II. 239).

Med Lidenskab deltager Caroline i alle den romantiske Skoles Bestræbelser, forfatter, korrigerer, anmelder anonymt, snart selv skrivende, snart virksom paa anden, tredje, fjerde Haand. Den politisk-revolutionære Lidenskab, der udmærker hende fremfor Mændene, gaar nu nødtvungen med til literære Skærmydsler og Intriger. Vi ser hende saaledes anmelde Schlegels Ion anonymt, men temmelig drillende, ser Schlegel ligeledes anonymt besvare og imødegaa denne Recension, og saa endelig Caroline kalde Schelling til Hjælp, der i en tredje anonym Recension som 277 Carolines Ridder under en Form af udsøgt Finhed lader det gaa endnu værre ud over Schlegel, mens han skriver ham til, at han haaber, det ikke vil blive taget ilde op. Det er ogsaa Caroline, som fordærver Forholdet mellem Schiller og Schlegel, bevirker Bruddet imellem dem, og ved sine utallige, ofte yderst vittige, men ubillige Løjer med den Schillerske Poesi, bestandig hidser Brødrene mod Schiller, der paa sin Side ikke kan frikendes for med en vel fornem Oldermandsmine at have afvist dem, da de begyndte deres Forfatterbane. Schiller kalder bestandig Caroline «Dame Lucifer». Hendes svageste Side kommer frem i hendes smaalige Had til den stakkels Dorothea Veit, hvem hun formelig forfulgte, og dette Had forstyrrede det ellers saa smukke Forhold mellem de to Brødre, der tillige var de fortroligste Venner, og havde nær skilt dem fra hinanden. Man høre i hvilken Tone hun taler om Dorothea? «Friedrich har nu selv set Alarcos og har umiddelbart derefter sat sig paa en Vogn for at ile til Frankrig, hvor han har i Sinde at lade sig vie republikansk. At blive druknet i Loire kaldtes under Robespierre noces républicaines, og Halvdelen af dette Par undte jeg gerne et saadant Bryllup.»

Hendes bedste Egenskaber kom frem overfor hendes Datter, det mærkværdige Barn, Augusta Böhmer, hvis Navn staar indskrevet i Tysklands Literaturhistorie, skønt hun kun var femten Aar gammel, da hun døde. Men læse dette Barns Domme over Friedrich, over Dorothea, hendes Rimbreve til Tieck eller Schleiermacher, og man vil forbauses over en saa tidlig Udvikling. Hendes Død fremkaldte en Vending i Carolines Liv. Schelling, der maaske havde været noget indtaget i Augusta, traadte ved dennes pludselige og sørgelige Bortgang Moderen nærmere. Han var dengang ganske ung, i sine første Arbejders Hede, blussende af Lidenskab, straalende af Geni, Goethes Yndling. Caroline og han havde en dyb fælles Sorg og gensidig Trøst behov. Forholdet antog Karakter af den mest glødende Kærlighed. At lavtsindede Modstandere af Romantikerne lod forfatte et Stridsskrift, hvori det paastodes, at Schelling med sin forrykte Naturfilosofi og de Kure, han havde foreskrevet, var den, som havde taget Barnet af Dage, kunde kun forene dem yderligere. Paastanden beroede paa et ganske løgnagtigt Opspind. Det er i Svaret paa dette Skrift, at Schelling bruger de voldsomme Udtryk om sine Modstandere, der citeres i Indledningen til Lassalles Capital und 278 Arbeit. Carolines Forhold til Schlegel havde længe været koldt, han og hun levede i forskellige Byer. Havde Caroline været skinsyg, vilde hun have havt adskillig Aarsag til Klage. Efter Adskillelsen fra hende indlod Schlegel sig i et Kærlighedsforhold til Tiecks Søster, Sophie Bernhardi, der for hans Skyld lod sig skille fra sin Mand. Hans sidste Ægteskabsforsøg med en Datter af Rationalisten Paulus mislykkedes som bekendt og endte med Skilsmisse.

Da Schelling og Caroline var blevne hinanden saa uundværlige, at Baandet mellem hende og hendes Mand maatte løses, gav Schlegel med fuldkommen Ridderlighed sit Samtykke. Det kom til Skilsmisse; som Caroline siger: «Vi løste et Baand, som vi altid havde betragtet os selv som Herre over»*) og et nyt Ægteskab, der fra begge Sider var fuldstændig lykkeligt, blev indgaaet.

Højst interessant for Skolens Lærdomme og disses Overensstemmelse med Førernes Liv er det at se, hvorledes Schlegel tager denne Carolines Beslutning. Han ikke blot giver sin Indvilligelse, men han vedbliver at staa i aldeles venskabelig Brevveksling med Schelling, og de to Mænd understøtter gensidigt hinanden i Literaturen med Raad og Daad. Ja Caroline vedbliver at staa i den venskabeligste Forbindelse med Schlegel, længe efter at hendes Forhold til Schelling ikke mere er nogen Hemmelighed for ham. Hun skriver f. Eks. i Maj 1801 til Schlegel: «Afgør engang følgende Trætte mellem Schelling og mig. Duer disse Heksametre [af Schelling] Noget? Jeg finder de sidste Linjer kejtede, men han forfægter, at de er gode.» Med Fru de Staël besøgte Schlegel endog senere Parret i München.

Saaledes formaaede nok saa stærke personlige Brydninger og Spaltninger ikke at skille dem, der var forbundne ved et Fællesskab i Ideer og en fælles Kamp for disse. Man betragtede den personlige Frihed som uafhændelig og agtede den som saadan hos Andre, ligesom man fordrede den for sig selv.

Men endnu en anden Lære lader sig uddrage heraf, end den om Romantikernes omskiftelige Tilbøjeligheder og fuldkomne Aandsfrihed overfor sociale Baand, nemlig den: at deres Kvinder i alt Andet end Talent stod over dem, og at de kun har formaaet at drage dem ned til sig. Vi ser den kraftige, energiske *

279 Dorothea, som saa stærkt føler Smaaligheden af Romantikernes blot literære Bestræbelser, langsomt forvandles, ser hende modstræbende beundre Lucinde, saa selv forfatte Romaner i den almindelige Skure, saa endelig følge Friedrich til Wien og blive katolsk med ham. Eller se den fine, letbegejstrede, staalhaarde Caroline, der som ganske ung Enke paa nogle og tyve Aar forsøger at revolutionere Rhinlandene; hun er da saa besluttet, at hun allierer sig næsten med hvemsomhelst og udsætter sine Kærestes Liv og Velfærd med den yderste Hensynsløshed. Friedrich skriver dengang med Forfærdelse til Wilhelm: «Det vil jeg aldrig kunne tilgive hendes Hjerte, at hun var i Stand til at lokke Dig, hendes Ven, ind i denne Hvirvel af elendige Farer og usle Mennesker.» Og se hende saa nogle Aar efter forvandlet, anmeldende, skrivende anonymt for og imod sin egen Mands slette Dramer, helt gaaet op i literære Intriger. Saa kommer igen i Øjeblikke ligesom et Pust fra den gamle Tid ind i hendes Sjæl. Og man føler, hvorledes hun er omdannet. Hun skriver i Oktober 1799 til sin Datter først en Masse Familiebegivenheder. Gengivelsen af disse ender saaledes: «Hofraad Hufeland er kommen tilbage med Kone og Børn.» Saa følger: «Luseri er det Alt! Buonaparte er i Paris. O, Barn, betænk, det gaar Alt atter godt. Russerne er blevne fordrevne fra Schweiz - Russerne og Englænderne maa i Holland kapitulere med Skamme.

- Franskmændene trænger frem i Schwaben. Og nu kommer ovenikøbet Buonaparte. Glæd Dig dog med mig, ellers tror jeg, at Du blot forstaar Fjas og slet ingen alvorlige Tanker har.»

- Straks i samme Aandedræt literære Nyheder: «Tieck er her, og vi er meget sammen. Hvad de Mennesker dog Alt hitter paa, det tror Du ikke. Jeg skal sende Dig en Sonet mod Merkel: han har rendt rundt i Berlin og fortalt, at Hertugen havde givet Schlegelerne en Irettesættelse paa Grund af Tidsskriftet o. s. v Saa satte Wilhelm og Tieck sig forleden Aften ned og lavede en gudsforgaaen Sonet til ham. Det var en Fest at se paa, hvordan de fire brune Øjne sprudede Gnister mod hinanden, og med hvilken vild og gal Lystighed dette retfærdige Skelmsstykke blev begaaet. Jeg og Dorothea laa næsten paa Gulvet af Latter. Hun forstaar rigtigt at le, hvad vist vil være hende en Anbefaling hos Dig. Merkel kan sige, at han er et leveret Uhyre. Deraf kommer han sig aldrig mere. Et morderligt Spektakel vil det blive fra alle Sider ... Schelling rykker nu frem i Literaturtidenden med 280 sit fulde Skyts. - Dog disse Stridigheder angaar ikke Dig, men Russerne og Buonaparte angaar Dig meget.» Det er som bestræbte hun sig for at holde de store Interesser vaagne hos Datteren, netop da de var ifærd med at dø bort hos hende selv. Saa er det, hun bliver gift med Schelling og filtret ind med alt det Bestaaende i den store klerikale Rede Bayern.

Mange betydelige Mænd har forgæves stræbt at bringe de Kvinder, de elskede, til at dele deres Interesser. Men jeg ved ingen værre Anklage mod begavede Mænd og kender intet kraftigere Tegn paa deres Svaghed end det, at de langtfra at hæve de Kvinder, som har hengivet sig til dem og fulgt dem, har draget dem nedad, har berøvet dem deres højeste Interesser og bedste Sympatier, og givet dem smaa og smaalige derfor. Denne Anklage rammer og maatte ramme Romantikerne. De har behandlet de store Kvinder, gode Guder skænkede dem, som de store Ideer, de modtog i Arv, de har berøvet dem det store frisindede, sociale og politiske Præg og gjort dem først romantiske og literære, saa angerfulde og saa katolske.

VIII

Det var meget langt fra, at de forbundne Romantikere med Tilfredshed saa Lucinde komme frem. Novalis er endda den af dem, som forholder sig mest anerkendende. Han finder, at der gives faa saa personlige Bøger, mener, at man i den kan iagttage Bevægelserne i Forfatterens Indre saa nøje, som de kemiske Kræfters Spil ved et Stykke Sukkers Opløsning i et Glas Vand. Det foruroliger ham noget, at der i Lucinde hersker en Svimmelhed, som gør det tænkende Menneske til Drift og Naturkraft alene og som betager Læseren saaledes, at han maa interessere sig for et blot vellystigt Instinkt. Han finder endvidere det Hele hverken let og simpelt nok eller tilstrækkeligt rent for Skolestøv. Men han roser, at der ikke mangler «romantiske Akkorder», og det er ikke saa meget Indholdet som Formen, han har imod.

Straks efter den første Gennemlæsning skriver han til Caroline Schlegel: «Paa Ideerne er der Intet at udsætte; men der er ligefuldt adskilligt i Udtryksmaaden, som synes mig laant fra Krates [Cynikeren]. Dog det Krav: Vær cynisk! er jo endnu 281 kke gængse - og meget inderligt udviklede Kvinder turde ville dadle den skønne Athenienserinde for at hun har taget Torvet til Brudekammer.»*)

Sandt nok! Kun havde den stakkels Dorothea ingen Skyld i denne Vanhelligelse, om hun end ikke følte sig oprørt, som vi paa hendes Vegne, over at hun saaledes blev stillet til Skue; Dadelen træffer alene den ædle Athenienser.

Vi har set, hvorledes Caroline snart lod sit satiriske Lune spille imod Bogen, og A. W. Schlegel, Schelling, Steffens og de Andre betragtede den mellem sig som et altfor aabenmundet Barn, hvorledes saa end officielt deres Udtalelser lød. A. W. Schlegel siger selv i en Sonet til Friedrich:

Dig bragte Elskovs Andagt til at digte.
Du til et Tempel Livet om vil danne,
hvor Guddomsret befrir og sletter Brøden.
Og for at Ofret ej skal Altret svigte,
bortførte du fra Himlens Slettelande
den lysende Lucindes høje Gløden.

og han svarede, da Kotzebue i Anledning af Bogen imod Friedrich skrev sit Lystspil Den Hyperboreiske Æsel, med den vittige Satire Æreport for Præsident v. Kotzebue, men privat kaldte han Bogen for «en taabelig Rhapsodi». Tieck benævnede den et besynderligt Hjernespind, og selv Schleiermacher søgte at fragaa sit Forfatterskab til Brevene om Lucinde, da senere den protestantiskrationalistiske Retning hos ham fik Overvægt over den sanseligt-mystiske. Ikke desmindre eller rettere saa meget mere er det af Vigtighed for os at kaste et Blik paa disse Breves Natur, hvis Formaal det er at fremstille Lucinde ikke blot som en uskyldig, men som en god og hellig Bog, der retfærdiggøres ved ædle Kvinders Sysselsættelse med den og Begejstring for den. Den ene af disse Kvinder, hvis Breve laa til Grund, var Schleiermachers Søster Ernestine, den anden hans Veninde, Eleonore Grunow.

At gennemgaa Brevene enkeltvis har nutildags ikke mere nogen Interesse. Vi vil kun fastholde de mest fremspringende Punkter. Da Lucinde er Romantikernes eneste Forsøg i social Retning, og da Belysningen af Ægteskabet overhovedet næsten *

282 er den eneste sociale Opgave, hvormed Skønliteraturen i dette Aarhundredes Begyndelse sysselsætter sig - kun Goethes Wanderjahre tager, som Rousseaus Romaner, men i endnu større Omfang, Samfundsspørgsmaalene under Behandling - saa har det sin Betydning at sammenligne de forskellige europæiske Hovedliteraturers Udtalelser om dette Punkt.

Schleiermachers Skrift er rettet mod Snerperiet. Straks i Begyndelsen hedder det: «Nær havde jeg troet, at Du nylig var bleven en Snerpe. I saa Tilfælde vilde jeg bede Dig ved næste Lejlighed at indskibe Dig til England, hvorhen jeg havde Lyst til at forvise hele Racen.» Og et Afsnit af Bogen er rettet mod den falske Skamfølelse, der udelukker den rette Blu og afstedkommer saamange unyttige Ulykker.

«Den ængstelige og indskrænkede Blufærdighed, der nu er Samfundets Karaktermærke, har sin Grund i Bevidstheden om en stor og almindelig Bagvendthed og om en dyb Fordærvelse. Hvad skal det tilsidst blive til? Det maa bestandig gribe videre om sig. Naar man i den Grad gør Jagt paa det Ublufærdige, vil man til Slutning indbilde sig at finde noget Saadant i enhver Tankekres, og al Tale og al Selskabelighed maa høre op ... Den fuldkomne Fordærvelse og den fuldendte Dannelse, ved hvilken man vender tilbage til Uskyldigheden, gør begge Ende paa Undseelsen; hin dræber saavel den sande som den falske, for denne ophører Undseelsen at være Noget, hvorpaa der maa anvendes særlig Opmærksomhed og lægges særlig Vægt.»*)

«Overvej kun, kære Barn, om ikke alt Aandigt i Mennesket begynder med en instinktagtig ubestemt indre Drift og først lidt efter lidt ved Selvvirksomhed og Øvelse udarbejdes til en bestemt Vilje og Bevidsthed og til en i sig fuldendt Sag. Førend det kommer saavidt, kan der jo slet ikke være Tale om et blivende Forhold mellem disse indre Bevægelser og bestemte Genstande. Hvorfor skulde det være anderledes med Kærligheden end med alt det Øvrige? Skulde maaske den, der er det Højeste i Mennesket, straks ved det første Forsøg være fuldkommen? skulde det at elske være lettere end den simple Kunst at spise og drikke? Ogsaa i Kærligheden maa der gives «foreløbige Forsøg», af hvilke der ikke fremgaar noget Blivende, men af hvilke ethvert bidrager til at gøre Følelsen bestemtere og herligere. *

283 Ved disse Forsøg kan Forholdet til en bestemt Genstand kun være noget Tilfældigt, i Begyndelsen ofte blot en Indbildning, og altid noget højst Forgængeligt - ligesaa forgængeligt som Følelsen selv, der snart viger for en klarere og inderligere. Saaledes finder Du det ganske vist hos de modneste og mest dannede Mennesker, der smiler over deres første Forelskelser som over en barnlig og løjerlig Begyndelse og ofte lever ganske ligegyldige hen ved Siden af den formentlige Genstand. Efter Sagens Natur maa det ogsaa være saaledes, og her at fordre Troskab og ville stifte et varigt Forhold er en ligesaa skadelig som tom Indbildning.»

Schleiermacher advarer derfor mod hvad han kalder Hjernespindet om den første Kærligheds Hellighed. «Tro blot ikke, at Alt beror paa, om den bliver til Noget. De Romaner, der forfægter dette, og lader Kærligheden mellem de samme to Mennesker udvikle sig fra den første raa Begyndelse til den højeste Fuldkommenhed i ét Træk, er ligesaa fordærvelige, som de er slette, og de, der skriver dem, forstaar sig i Almindelighed ligesaa daarligt paa Kærlighed som paa Kunst ..... Naar den mere eller mindre ubestemte Længsel efter Kærlighed retter sig mod en bestemt Genstand, opstaar derved nødvendigvis et bestemt Forhold, idet der gives et Punkt, paa hvilket den størst mulige Tilnærmelse finder Sted. Naar I har naaet dette og følt, at det ikke er det rette, paa hvilket I kan blive, hvad er der da Andet at gøre for Jer, end atter at fjerne Jer fra hinanden? Kun efter at et saadant Forsøg er fuldendt som Forsøg, det vil sige afbrudt, kan Erindringen derom og Overvejelsen derover virke til nærmere Bestemmelse af Længselen og Følelsen og saaledes forberede et andet, bedre Forsøg. Skulde heri vel ligge en Forpligtelse til atter at anstille dette Forsøg med den samme Person? Hvorpaa skulde den Pligt vel bero? Jeg for min Del finder dette mere naturstridigt end Kærlighed imellem Broder og Søster. Und Dig altsaa heri uindskrænket Frihed, og sørg kun for at fastholde en ren Sans og en fin Følelse for, hvad der er et blot Forsøg, for at Du ikke skal fastholde og stadfæste et saadant, der ikke er eller skal blive til mere, ved Hengivelsen, der efter sin Natur burde indlede en sand og varig Kærlighed. Et saadant Misgreb, der er Følge af og Aarsag til de usaligste Skuffelser, er det Skrækkeligste, der kan hænde Dig, og vid, at dette egenlig er at lade sig forføre. Dog naar Du har grebet 284 den sande Kærlighed og føler dig paa det Punkt, ud fra hvilket du kan fuldkommengøre dit Sindelag og forme dit Liv skønt og værdigt, saa vil af sig selv enhver Tilbageholdenhed og enhver Sky for Foreningens sidste og skønneste Segl synes dig Affektation og Snerperi. Det farlige er blot, at ethvert Forsøg efter sin Natur tilstræber dette Punkt. Mættelsespunktet er kun at finde ved Overmættelse. Men har du sunde Sanser og en sund Følelse, vil du sikkert, saa ofte Forsøget paa at elske nærmer sig dette Punkt, føle en hellig Sky, der er noget meget Højere end et fremmed Magtbud, eller hvad man almindeligt kalder Blu og Tugt.»

Sunde og forstandige Overvejelser ganske vist, men hverken udtømmende eller overvindendede de egenlige Vanskeligheder. Schleiermacher advarer mod Misgreb, men kan ikke afhjælpe Misgrebet uden at træde Ægteskabets Hellighed, som han ikke vil anfægte, for nær. Thi hvad skal ske, naar Misgrebet allerede har fundet Sted? Og hvad skal ske, naar Misgrebet kun fandt Sted paa den ene Side, naar den Enes Kærlighed er udslukt, medens den Andens endnu varer ved? Og overhovedet ikke et Ord og ikke en Tanke tilovers for den Kendsgerning, at Ægteskabet som Samfundsindretning ikke er til for de Eiskendes Skyld, men oprindeligt havde det Øjemed, at sikre Børnene Faderens Formue, dernæst har bestaaet, fordi det forekom Samfundet det eneste Middel til at sikre de opvoksende Slægtled! Schleiermacher søger virkelighedsfjernt efter en ny sædelig Grundvold; men de sande, de praktiske Vanskeligheder overser han helt. Og hvor betegnende er hele dette Grubleri overfor Følelsen ikke for den Nation, Forfatteren tilhører. En Italiener sagde engang til mig: Hvad der mest forbauser os i de germanske Nationers Følelsesliv, det er dog Maaden, hvorpaa de opfatter og dyrker Kærligheden. Hos dem er Kærligheden en Religion, Noget, hvorpaa et godt Menneske bør tro. Og denne Religion har sin Teologi, sin Metafysik, hvad véd jeg! Vi elsker simpelthen». Denne Ytring faldt mig ind ved Læsningen af Schleiermacher. Hvormegen Skarpsindighed er her ikke udfoldet, for at bevise, at Menneskene, naar de elsker, ikke bør lade sig forstyrre af falske Lærdomme, og hvilken klippefast Tro paa den Kærlighed, der skal «fuldkommengøre og fuldende Sindelaget», ligger ikke til Grund! Det er lærerigt til Sammenligning at hiddrage be

        

285 slægtede Udtalelser af andre Nationers store Forfattere; Nationalpræget springer da stærkere frem.

George Sand, hvis første Romaner er Udtryk for den samme Bevægelse i Frankrig, som Lucinde indleder i Tyskland, siger i Jacques og Lucretia Floriani gennem Hovedpersonerne som gennem en Maske følgende:

«Paul og Virginie kunde stadigt og uforstyrret elske hinanden. Thi de var to Børn, som var opdragne af samme Moder. Vi kommer fra altfor forskellige Egne ... For at to Væsener altid skulde forstaa hinanden og forblive forenede ved en uforanderlig Kærlighed, maatte en ensartet Opdragelse have dannet dem som Børn, og de samme Troslærdomme, de samme sjælelige Vaner, ja det samme ydre Væsen findes hos dem begge. Men vi forpinte Affødninger af et stormfuldt og fordærvet Samfund, der staar som en Stedmoder overfor sine splittede Børn og til sine Vildhedstider er mere grusomt end de virkeligt Vilde, med hvilken Ret undrer vi os efter saa store offenlige Spaltninger over Hjerternes uafbrudte Skilsmisse og Umuligheden af inderlig Samdrægtighed?»

George Sand er tydeligt nok langt mindre sikker end Schleiermacher paa Sandsynligheden eller Muligheden af, at den Enkelte træffer den saakaldte «Rette», til hvem Kærligheden fuldkommengør. Jacques siger: «Ægteskabet er nu og for alle Tider efter min Mening en af de afskyeligste Indretninger. Jeg tvivler ikke paa, at det vil blive afskaffet, hvis Menneskeslægten gør noget Fremskridt henimod Retfærdighed og Fornuft; et mere menneskeligt og ikke mindre helligt Baand vil da erstatte dette og vil forniaa at sikre Børnenes Vel uden for bestandig at lænkebinde Forældrenes Frihed. Men Mændene er altfor raa og Kvinderne altfor fejge til at forlange en mere ædel Lov end den Jernlov, som behersker dem. For Væsener uden Samvittighed og uden Sjælsstyrke passer tunge Lænker. De Forbedringer, som nogle ædle Aander drømmer om, er det umuligt at virkeliggøre i dette Aarhundrede; disse Aander glemmer, at de er hundrede Aar forud for deres Samtidige, og at førend man forandrer Loven, maa man forandre Mennesket.» - Paa Bryllupsdagen siger Jacques til sin Brud: «Samfundet vil nu diktere Dig en Edsformular. Du maa sværge at være mig tro og at være mig lydig, det vil sige aldrig at ville elske nogen Anden end mig, og at ville lyde 286 mig i Alt. Den første af disse Eder er en Taabelighed, den anden er en Lavhed.»

George Sands Tankegang i alle disse Bøger er den, at det, efterat Kærligheden er ophørt, vedblivende at opretholde dens ydre Skin gennem Kærtegn o. s. v. er den egenlige Usædelighed i Elskov. Jacques siger: «Jeg har aldrig bearbejdet min Indbildningskraft for paany at tænde eller genoplive en Følelse i min Sjæl, som ikke mere fandtes der; jeg har aldrig paalagt mig selv Elskov som en Pligt, Bestandighed som en Rolle. Naar jeg har følt Elskoven slukkes i min Sjæl, har jeg sagt det uden at skamme mig derover og uden Samvittighedsnag.» Og endnu mere indtrængende udbryder Lucretia Floriani: «Af alle disse Forelskelser, som jeg barnligt og blindt havde givet efter for, syntes ingen og ingen Forbindelse mig saa dadelværdig som den, jeg tiltrods for mig selv forsøgte at lade vare udover dens Tid.»

Den franske Forfatterinde ser saaledes den stadige Kærlighed til En og Samme som en kun paa visse Betingelser eksisterende Mulighed, og hendes Opfattelse af Elskoven er ikke som Schleiermachers den, at den er den højeste Dannelsesmagt, men den, at den som uimodstaaelig Naturmagt, som hele Sjælen fyldende Lidenskab er skøn, ja det Skønneste i Menneskelivet Institutionerne bør rette sig efter dens Natur, da den ikke kan forandre sin Natur efter Institutionerne. Som Discipel af Rousseau taler hun Naturens Sag.

Kaster vi endelig et Blik i et Skrift af en samtidig engelsk Forfatter af samme Aandsretning: Shelley's Queen Mab, og agter paa de Anmærkninger, hvormed han har forsynet Digtet, saa møder vi en tredje Afskygning af Modstanden mod den herskende Tankegang. Shelley siger: «Den Samfundstilstand, i hvilken vi befinder os, er en Blanding af middelalderlig Vildhed og ufuldstændig Kultur. Kristendommens snevre og uoplyste Moral har forværret disse Onder. Først nylig har Menneskeheden indrømmet, at Lyksalighed er Etikens eneste Maal, som alle andre Videnskabers, og forkastet den fanatiske Ide at ville korsfæste Kødet af Kærlighed til Gud.» Man ser, han gaar som ægte Englænder ud fra Nytte- eller Lykke-Principet som det højeste. «Kærlighed, siger han, er en uundgaaelig Følge af Iagttagelse af Elskværdighed. Kærlighed visner under Tvang; dens ejendommelige Væsen er Frihed; den kan hverken trives sammen med Lydighed eller med Skinsyge eller med Frygt; den er renest, 287 fuldkomnest og grænseløsest, hvor dens Dyrkere lever i Tillid, Lighed og aabenhjertig Hengivelse ... Mand og Kvinde burde saalænge vedblive at være forenede, som de elsker hinanden; enhver Lov, der forpligtede dem til Samliv endog blot et Øjeblik efter, at deres Tilbøjelighed var udslukt, burde anses for el; utaaleligt og højst uværdigt Tyranni. I hvilken Grad vilde man ikke se et afskyeligt Formynderskab over den Enkeltes Frihed i en Lov, der gjorde Venskabets Baand uopløselige trods den menneskelige Aands Luner, Ubestandighed, Evne til at fejle og Evne til at blive fuldkomnere. Og hvor meget tungere og utaaleligere er da ikke Lænker paa Elskoven end paa Venskabet, da Elskov er heftigere og lunefuldere, mere afhængig af Indbildningskraftens fineste Særegenheder og mindre i Stand til at tilfredsstilles ved sin Genstands øjensynlige Fortrin.... Elskoven er fri. At afgive det Løfte evigt at ville elske den samme Kvinde er ikke mindre taabeligt end at love evigt at ville hænge ved den samme Tro ... Det nuværende Tvangssystem har i de fleste Tilfælde kun den Virkning at skabe Hyklere eller aabenlyse Fjender. Mennesker med Finfølelse og Hjertensgodhed, der ulykkeligvis er forbundne med En, som de umuligt kan elske, tilbringer deres Livs skønneste Tid med ufrugtbare Bestræbelser efter at synes anderledes end de er, enten for at skaane den anden Parts Følelser eller af Omhu for deres Afkoms Vel. Den Overbevisning, at Ægteskabet er uopløseligt, fører de Slette i den stærkeste Fristelse; de overlader sig hensynsløst til Bitterhed og alle det huslige Livs smaa Tyrannier, da de véd, at deres Offer ikke kan appellere til Nogen ... Prostitutionen er den nødvendige Affødning af Ægteskabet og de Vildfarelser, der følger deraf. Kvinder udelukkes med Raseri fra Samfundets Velvilje og Fordele uden anden Grund end den, at de har lydt en naturlig Tilbøjeligheds Bud. Deres Forseelse anses for mindre tilgivelig end Mord ... Har en Kvinde adlydt en Drift, der følger af den aldrig fejlende Natur (sic!), erklærer Samfundet hende Krig, evig og skaanselløs Krig; hun maa være den føjelige Slavinde, hun tør ikke gribe til Gengæld. Samfundet har Retten til Forfølgelse, hun den Pligt at taale den. Hun lever et Skammens Liv; den høje og bitre Haanlatter spærrer hende enhver Tilbagevenden. Hun dør som af en langvarig Sygdom; men hun har fejlet, hun er Forbrydersken - og Samfundet er den rene og dydige Matrone, der slynger hende som et Misfoster bort fra sin Barm. Den 288 fanatiske Kyskhedsidé, der udelukker unge Mænd fra Samkvem med fine Kvinder for at kaste dem i lastefulde Fruentimmers Arme ... er en munkeagtig og evangelisk Overtro, ja en større Fjende af det naturlige Maadehold end selv den aandløse Sanselighed. Den nager ved Roden af al Lykke og fordømmer mere end Halvdelen af Menneskeslægten til Elendighed, for at nogle Faa kan glæde sig ved en lovlig Eneret. Man havde ikke kunnet udtænke et System, der optraadte med mere raffineret Fjendskhed imod den menneskelige Lykke end Ægteskabet, om man var gaaet ud derpaa. Jeg tror, at af Ægteskabets Afskaffelse vil det rigtige og naturlige Forhold mellem Kønnene fremgaa. Jeg siger ingenlunde, at dette Forhold vilde blive et hyppigt vekslende; det synes mig tvertimod at fremgaa af Forholdet mellem Forældre og Børn, at en saadan Forbindelse i Regelen vilde være af lang Varighed og udmærke sig fremfor alle andre ved Højmod og Hengivenhed ... I Virkeligheden danner Religion og Moral, som de nuomstunder er beskafne, en praktisk Elendighedens og Trældommens Lovbog; den menneskelige Lykkes Genius maa rive ethvert Blad ud af den forrykte Gudsbog, før Mennesket kan læse Skriften i sit Hjerte. Hvor vilde den i Snørliv og Flitter oppudsede Moral skrækkes for sit eget modbydelige Billede, naar den saa ind i Naturens Spejl!»

Atter her altsaa Paaberaabelse af Naturen, men Synspunktet er dog ganske forskelligt. Shelley ser som begejstret og lidenskabelig Ateist Samfundets Grundulykke i den overleverede Religion; den «aldrig fejlende «Natur er den Guddom, han sætter i Bibelgudens Sted. Han betragter Krav paa Lykke som Menneskets Ret, og som Englænder hævder han uden megen Sjælegranskning den Enkeltes Frihed overfor ydre Loves Tvang. Schleiermacher advarer mod det Ufornuftige, fordi det binder, naar det er begaaet; men han, den protestantiske Præst, hidser kun ad Omveje til Modstand imod det. George Sand oprøres over det Uværdige; i hendes, den franske Digterindes, Moral, spiller Æren den samme Rolle som Fornuften i Schleiermachers, og det er hendes Ideal af mandig Æresfølelse, Jacques, hvem hun lægger en Indsigelse i den menneskelige Æres Navn i Munden. Shelley endelig rejser sig som den personlige Friheds Talsmand og Ridder. Han vil have Trældommen bort. Den snart landflygtige engelske Frihedsforkynder gaar uden Tøven løs paa Samfundsindretningerne. George Sand har aldrig ligefrem angrebet Ægteskabet. 289 I Fortalen til Mauprat siger hun endog: «Det er mod Ægtemændene, jeg har udtalt mig, og spørger man mig, hvad jeg da vil sætte i Stedet for dem, svarer jeg simpelthen: Ægteskabet.» Shelley derimod, der straks opfatter enhver Ulykke politisk og socialt, vil forbedre Menneskene ad den ydre Lovgivnings Vej, i Kraft af Overbevisningen om, at Staten i saa udstrakt Omfang som muligt bør sikre den Enkelte fuld Udøvelse af hans Frihed som Borger.

Det er indlysende, at af disse tre Repræsentanter for en og samme Sag er Schleiermacher den dybest tænkende og mest tilbageholdne. For ham er Sindelaget og dets Inderlighed det Højeste, som Hjertet er det for George Sand og Lyksaligheden er det for Shelley. Hver af de tre store Skribenter er Talsmand for sit Folk, og man forstaar ved Sammenligningen bedre denne hele Bevægelse, som i Aarhundredets Begyndelse tog sine første Tilløb, men som hverken kan vinde Ro eller Form eller hidføre gode og beroligende Resultater, førend Kvindens Frigørelse i aandelig og social Henseende er naaet saa vidt, at hun staar selvstændig overfor Samfundsfordommene, kender sit eget Tarv og er i Stand til at varetage det.

IX

Den fine og redelige Schleiermacher anvendte al sin Skarpsindighed paa at faa noget Helt og Fornuftigt ud af Lucinde i sine Breve om Bogen. Han læste sin personlige Anskuelse ud af den. Men hans egen Stilling var falsk. Han vilde indtage et Forhold til Virkeligheden under Omtalen af en uvirkelig Bog; han vilde bygge en fri og højere Moral paa et Skrift, der istedenfor, som det udgav sig for, at godtgøre Muligheden af Livets Omformning til Poesi, i Virkeligheden kun gav nogle aandrige Personers Fantasterier og Overvejelser over det Poetiske i en forviltret Virkelighed.

Malmen i Lucinde var hul, og Hulheden af denne tomme Idealisme er et for de forskelligste Forgreninger af Romantiken fælles Præg. Goethes Prometheus tilraaber Zeus: «Tror Du, jeg vil fly ud i en Ørken, forlade Livet, fordi ikke alle Blomsterdrømme modnedes?» Saaledes taler en Prometheus, saaledes en Goethe. Men begribeligt nok dannede der sig i denne 290 følelsesfulde Ungdom uden Handlekraft en Gruppe, som netop «fordi ikke alle Blomsterdrømme modnedes» af fortvivlet Misfornøjelse med det Virkelige greb ud i den tomme Luft, jog efter Skyggebilleder og med egensindig Trods vilde legemliggøre dem, en Ungdom, der prædikede, at Kunst og Poesi og disse Magters Organ, Fantasien, var det eneste Væsenlige og Levende, men alt Øvrigt, Liv og Virkelighed, som plat Prosa var uden Betydning for Geniet og overhovedet af det Onde?*)

Og dog var det saare langt fra, at den nye Læres Præster begyndte udæskende eller vildt. Tvertimod, det første Aasyn, der her møder os, er blidt og uskyldigt, et af de reneste og mildeste, der overhovedet forekommer i moderne Literatur. Det er Wackenroder's ædle og blege Ansigt.

Sit første Udtryk fik den romantiske Kunstbegejstring i et fint lille Skrift, forfattet af en sværmerisk Yndling. Med sin brændende Kærlighed til et Liv for Kunsten gik han til Grunde under Trykket af en udvortes Tvang, der med Fadermyndighedens Magt bøjede ham ind under praktiske Interessers Aag. Han døde med udtømte Kræfter i sit 25de Aar. Hans Liv var som det milde, lune Vindpust, der en Foraarsdag opvarmer Luften og lokker de første Blomster frem. Tieck og han var fortrolige Venner. Hans Breve til Tieck, hvem han i højeste Grad beundrer, vidner om en næsten pigeagtig Kærlighed til den mere fremtrædende Ven.

Paa ethvert større Bibliotek finder man en lille, fint trykt, elegant udstyret Bog fra 1797 uden Forfatternavn, men med Titlen Hjerteudgydelser af en kunstelskende Klosterbroder; den har et sværmerisk Hoved af Raffael til Vignet, en Tegning, paa hvilken han med sine store Øjne, sine yppige Læber og sin slanke Hals ser ud som en aandfuld og kristeligt henrykt Venusdyrker, der vil dø af Brystsyge. Under Billedet staar ikke Raffael simpelthen, men Den guddommelige Raffael; det er Romantikens Raffael. Denne lille, pyntelige Bog, den er ligesom Romantikens og det romantiske Vævs allerførste Celle. Omkring den lejrer sig de senere Frembringelser. Dens Spire-Evne har vist sig beundringsværdig stærk, saa lidet den end selv er Foster af en kraftig Opfindsomhed. Det er en Bog, som indeholder lutter vedbendagtigt sig rankende Stemninger, lutter udenfra modtagne Indtryk, *

291 men afbildede i saa klart og rent et Voks, at Præget blev tydeligt og bestemt. Det er, som Titlen siger, Hjerteudgydelser, en Strøm af inderlig og religiøs Begejstring for Kunsten, og Alt er skrevet i en jævn Stil med faa, simple Tanker, uden Kunstlære. Bogen er da ikke nogen Frembringelse af en stor eller betydelig Aand, men den har én Dyd: den er selvstændig. For Klosterbroderen er det eneste sande Forhold til Kunsten Andagt og de store Kunstnere udkaarne og benaadede Helgene. Hans Beundring overfor dem er et tilbedende Barns.

Flere Gange har i dette Skrift Tieck og Wackenroder samarbejdet. Men fra Wackenroders egen Haand skriver sig i Klosterbroderens Hjerteudgydelser den simple Selvbiografi, som tænkes forfattet af en ung Musiker, Joseph Berglinger, en Skikkelse, der i sin Finhed og Blødhed har nogen Lighed med den Joseph Delorme, under hvis Træk Sainte-Beuve som ung, begyndende Romantiker skildrede sig selv. Berglinger er Wackenroder. Som hin kæmper han for at blive Kunstner imod en Faders Vilje, og samtidigt bestaar han en endnu haardere Kamp mod sig selv om sit Forhold til Kunsten. Hvad der piner ham, hvad der mærkværdigt nok her paa Tærskelen møder den begyndende Romantik som Skyggen af dens Skæbne, det er Frygten for ved altfor udelukkende Opgaaen i Kunsten at blive udygtig til Livet. Det er det, som Rückert saa mesterligt har udtrykt i disse Ord:

Børnene, kære Søn, af dem, der sluger Sabler
i Madras, øver sig ej paa Konfekt i Stabler.
Af Bambus lærer de den skarpe Spids at sluge
for voksende i Kunst tilsidst et Sværd at bruge.
Vil du som Mand formaa at taale Videnskaber,
du over Kunstkonfekt som ung forgæves gaber.

Og det er hvad Joseph udtrykker saaledes: Kunsten er en forførerisk, forbuden Frugt; den, der engang har smagt dens inderste, søde Saft, er uigenkaldelig tabt for den virksomme, levende Verden. Overfor Virkeligheden staar den blødagtiggjorte Kunstnersjæl som raadvild. Ud af disse pinlige Sindstilstande rives Joseph kun, hvergang en herlig Musik hæver ham højt over Jordelivets Plager; men han kastes frem og tilbage i Stemninger, og han sammenligner selv ganske træffende sin Sjæl med «den svævende Æolsharpe, i hvis Strenge der aander et fremmed, ubekendt Pust, og hvori vekslende Luftninger tumler 292 sig, som de lyster.» Wackenroder forstod og elskede Musiken mere end de andre Kunster. I sine efterladte Fantasier over Kunst priser han den derfor over alle andre.

Wackenroder var af samme Legemsbeskaffenhed som Novalis, men udrustet med endnu mindre Modstandskraft overfor Livets Storme. Han var godmodig og lettroende til det Yderste, og med sin ægte romantiske Lettroenhed fandt han Mysterier og Vidundere overalt. Denne Tilbøjelighed til det Dybsindige og til det Hemmelighedsfulde gik hos ham saa vidt, at den ofte var Genstand for hans dog ligeledes mere eller mindre mirakeltroende og for Synsvildelser udsatte Kammeraters Spot og Spøg. Der er herom opbevaret en Anekdote af den Art, som kun forekommer i Romantikernes Levnedsløb; thi man forstaar ikke disse Folks Lærdomme, naar man ikke har set dem i deres Dagligstue og ved deres Skrivebord. Wackenroder var en meget ivrig Kollegiegænger og forsømte aldrig uden Nødvendighed nogen Forelæsning. Hans mindre samvittighedsfulde Venner benyttede en Dag en Time, da han var paa Universitetet, til at sætte en Hund, der tilhørte dem, op i hans Værelse. De bandt den i en opretsiddende Stilling paa Stolen foran hans Arbejdsbord. Begge Forpoterne lagde de paa en vældig Foliant, som de havde opslaaet foran Hunden. Det kloge Dyr, der var vant til saadanne Kunststykker, gjorde en ganske overraskende Figur der paa Stolen, De to kaade Venner skjulte sig derpaa i et tilstødende Kammer for at oppebie Følgerne af deres List. Tidligere end sædvanlig vendte Wackenroder tilbage for at hente et Hefte, han havde glemt. Slagen af Overraskelse blev han staaende; hans Blik var faldet paa Hunden og dens dybsindige Stilling. Han kastede endnu et sky Blik paa Dyret og stak saa lydløst de glemte Blade til sig. Frygten for at forsømme sin Pligt og Bekymring for ved et længere Ophold muligt at forstyrre det underfulde Syn drev ham bort. Hurtigt og sagte forlod han Værelset.

Om Aftenen, da ingen Samtale ret vilde komme istand, brød han Tavsheden, og med en meget sigende Mine udbrød han: Venner, jeg maa meddele Jer en hemmelighedsfuld Begivenhed. Vor Stallmeister (det var Hundens Navn) kan læse. (Köpke: Tiecks Leben I. 177.)

Er det ikke, som oplevede man en Scene af Tiecks Den bestøvlede Kat eller af Hoffmanns Fortælling om Hunden Berganza, 293 er det ikke, som om disse Bøger, der synes saa sært uvirkelige, kun oversatte Romantikernes Privatliv? Saaledes siger jo f. Eks. Katten i Kater Murr: «Intet tiltrak mig i min Mesters Værelse mere end Skrivebordet, der var bedækket med Bøger, Skrifter og alle Slags selsomme Instrumenter. Jeg kan sige, at dette Bord var den Tryllekres, ind i hvilken jeg følte mig manet, og dog fornam jeg en vis hellig Sky, der forhindrede mig i ganske at hengive mig til min Drift. Endelig en Dag, da min Mester var fraværende, overvandt jeg min Frygt og sprang op paa Bordet. Hvilken Vellyst, da jeg nu sad midt i Papirerne og Bøgerne og rodede i dem!» - Behændigt opslaar Katten med Poten en temmelig tyk Bog og forsøger at forstaa Skrifttegnene; tilsidst synes den, at en ganske særegen Aand kommer over den. I det Samme overraskes den af sin Mester, der med Udraabet: «Det forbandede Dyr!» løber hen til den med løftet Ris, men farer tilbage med det Udraab: «Kat, Kat, du læser! ja det kan, det vil jeg ikke forbyde dig. Hvilken Dannelsesdrift der dog er dig medfødt!»

Synes dette vel forunderligt i en Æventyrroman, naar man har set, hvad der kunde hænde i Virkeligheden? Det er, som saa man for sine Øjne, hvorledes Fantasteriets Regnbue udspænder sig over hele den romantiske Gruppe lige fra dens første mildt alvorlige Forudforkynder indtil dens sidste uhyggelige Manierist, fra Wackenroder til Føreren for dens Bagtrop Hoffmann. Og finder man nu, at Tiecks Levned vrimler af lignende Fejltagelser og Sansebedrag, saa aner man, at intet nok saa Fantastisk lader sig finde i Romantikernes Skrifter, som deres Febersyner ikke foregøglede dem i det virkelige Liv.

Meget interessant er det nu at se ikke blot den Indflydelse, som de Wackenroderske Stemninger og Følelser udøver paa Tieck, men ogsaa den Del, som denne selv, paavirket af den jævnaldrende Ven, tager i Wackenroders Arbejde. Det første Punkt, der her slaar En, er det, at Tieck, der tilforn kun i Frembringelsens befriede Øjeblikke frit legende med sit skønne Talent havde kunnet hæve sig ud af den mørke Rugen i William Lovellske Stemninger, af Wackenroder lærte at tro paa Fantasi og Kunst som Livsmagter og saaledes opnaaede den eneste faste Støtte for en Verdensanskuelse, som han nogensinde fik. Det andet Hovedpunkt er, at han, som den forholdsvis afhængige, der følger i den andens Spor, stiller alle Wackenroders Bestræbelser 294 paa Spidsen og driver dem ud i højtspændte, men naturlige Følgeslutninger.

Det er i de Partier af Hjerteudgydelserne, hvor Tieck har medarbejdet, at den katolske Retning træder utilhyllet frem. Det er en Tilføjelse af Tieck, naar Maleren Antonio her ikke blot tilbeder Kunsten, men ogsaa «Gudsmoder og de ophøjede Apostle», og naar det hedder, at den sande Kærlighed til Kunsten maa være «en religiøs Kærlighed eller en elsket Religion». Men allermærkværdigst som Aktstykke er dog det Sted i Bogen, der trods Tiecks senere Benægtelse antages at skrive sig fra hans Haand, det hvori en ung Mand, der som Discipel af Durer er kommen til Rom for at studere Kunsten, skildrer sin Omvendelse til Katolicismen. Den sker i Peterskirken: «Den fulde latinske Sang, der stigende og synkende gennemtrængte Musikens svulmende Toner ligesom Skibe, der sejler gennem Havets Bølger, løftede mit Sind stedse højere. Og da Musiken paa denne Maade havde gennemtrængt mit hele Væsen og gennem rislede alle mine Aarer, hævede jeg mit indadvendte Blik og saa mig om - og dette hele Tempel blev levende for mine Øjne, saa drukken havde Musiken gjort mig. I dette Øjeblik ophørte den, en Pater traadte frem foran Højalteret, hævede med en begejstret Haandbevægelse Hostien og viste den til hele Folket - og alt Folket sank i Knæ, og Basunerne og jeg véd ikke hvad for almægtige Toner skingrede og drønede, til en ophøjet Andagt gik En til Marv og Ben - da var det mig, som om alle de Knælende bønfaldt om min Sjæls Frelse alene, og jeg blandede min Bøn med deres.»

Der ligger en ganske særegen Vægt paa dette Sted, fordi det indeholder et afgørende Bevis, som den ellers næsten aldrig fejlende Hettner har overset, for, at Hanget til Katolicisme var dybt rodfæstet i den romantiske Skoles Princip. Hettner ligesom Julian Schmidt tillægger det en altfor stor Betydning, naar A. W. Schlegel som gammel i det bekendte Brev til en fransk Dame udleder den katolske Tendens af en simpel prédilection d'artiste. Thi Sagen er, at denne Kunstnerforkærlighed havde sin dybere Grund i Begyndelsesretningen bort fra det Forstandige.

Bevægelsen over mod Katolicismen er imidlertid ikke den eneste Retning hos Wackenroder, som øjeblikkeligt gribes og føres videre af Tieck og Skolen. I Fantasierne over Kunst priser 295 Wackenroder Musiken som Kunsternes Kunst, som den, der fremfor alle forstaar at fortætte og opbevare Menneskehjertets Følelser, og som den, der lærer os «at føle selve Følelsen». Hvad følte den romantiske Skole Andet! Dette optager Tieck. Naar Wacken roder fremhæver Musikens Overlegenhed over Poesien og Musikens Sprog som det rigeste af de to, i hvem maatte dette da vel slaa ned som i Tieck, hvis Digte snarere var Udtryk for de Stemninger, i hvilke man skriver Poesi, end virkelig Digtning, snarere Kunststemninger end Kunstværker!

Tieck gaar videre end Wackenroder. Af Musiken udskiller han igen Instrumentalmusiken, thi kun i denne er Kunsten virkelig fri, befriet fra alle Yderverdenens Skranker. Derfor betegner ogsaa senere den gennemmusikalske Hoffmann Instrumentalmusiken som den mest romantiske af alle Kunster. Og som et mærkeligt Bevis paa den Sammenhæng, der altid er mellem en Tidsalders store aandelige Foreteelser, som et Vidnesbyrd om, hvorledes Romantikerne med al deres formentlige Vilkaarlighed og virkelige Ubundethed, ubevidst lød en dem beherskende historisk Nødvendighed og fulgte dens Strøm, kan det fremhæves, at det netop er paa denne Tid, Beethoven frigør Instrumentalmusiken og hæver den til dens største Højde.

Idet nu Begejstringen for den musikalske Stemningsinderlighed overføres paa Digtekunsten, bliver for Tieck den i Stemninger og Klingklang opgaaende Poesi den sande, «den rene Poesi». Hans Den skønne Magelones Kærlighedshistorie er et godt Eksempel. Selv i Prosa-Afsnittene af denne Fortælling klinger og toner Alt, Heltens Stemningsliv og de Landskaber, der udgør Baggrunden for det. Greven hører ingen Lyd omkring sig; thi «en indre Musik overdøvede Træernes Hvislen og Vandspringenes rislende Piasken». Dog virkelig, sød Musik overdøver atter den indvortes. «Musiken flød som en mumlende Bæk, og han saa Fyrstindens Ynde komme svømmende paa disse Sølvvande, og saa hvorledes Musikens Bølger kyssede hendes Klædebons Søm ... Musiken var nu den eneste Bevægelse, det eneste Liv i Naturen». Endelig udaander Musikens Klang». «Som en blaa Lysstrøm» synker Tonerne i Dybet, og nu begynder Ridderen selv at synge.

Saaledes synger i den «Poesiens Have», der forekommer i Zerbino, Roserne og Tulipanerne, Fuglene og Himmelblaaet, Kilderne og Stormen, Strømmen og Aandcrne. Saaledes hedder det 296 ogsaa i Rolf Blaaskæg: «Blomster og Toner kysser hinanden». Alt har i denne Poesi sin Musik: Maaneskin, Vellyst, Malerier, og omvendt tales om Musikens Straaler, Duft og Skikkelser: «De sang med søde Struber og holdt bestandig Takt med Maaneskinnets Musik.» Man havde jo vendt den stoflige Virkelighed Ryggen. Legemlig, fast Form, endog blot tydelig Formning af Sjælstilstande er da Romantikerne umulig. De eftertragtede den ikke engang. Det legemligt Formede er dem grovt og plat. Enhver Trækkenes Bestemthed opløser sig for dem i Taagebilleder. De frygter for at tabe i Uendelighed og Dybde, hvad de muligt kunde vinde i Begrænsning og Form.

Paa dette Punkt mødes alle Skolens Mestre. Først og fremmest træffer vi her Novalis. Hans Hymner til Natten og hele hans Lyrik overhovedet er Nattens og Dæmringens Poesi, hvis Halvlys ingen faste Omrids taaler. Hans Menneskeforskning gik, som han sagde, ud paa at udgrunde Sjælens navnløse, ubevidste Kræfter. Derfor hævder hans Æstetik, at vort Sprog atter skal blive musikalsk, atter Sang, og derfor lærer han, at i egenlige Digte gives der ingen anden Enhed end Sindets, altsaa ikke Ideens eller Handlingens. «Man kunde,» siger han, «tænke sig Fortællinger uden Sammenhæng, dog med Forestillingsforbindelser som Drømme; Digte, der blot var velklingende og fulde af skønne Ord, men uden Mening og Sammenhæng, hvori højest enkelte Strofer var forstaaelige som Brudstykker af de mest uensartede Ting. Denne sande Poesi kan da kun have en allegorisk Betydning i det Store, og en indirekte Mening som Musik.»

Og hvor stemmer ikke dette med Fr. Schlegels Lærdomme! Han, hvis Væsen var Brudstykker, hvis Liv gik hen i Luner, hvis Vilje aldrig formaaede at fastholde nogen Plan, og hvis Levnedsløb ligner en Arabesk, der begynder med en Thyrsusstav og ender med et Kors, som bestaar af en Gaffel og en Kniv, han siger: «Arabesken, denne Linjens uskyldigt musikalske Vuggen sig i sig selv, er den menneskelige Fantasis ældste og oprindeligste Form. Dens Omrids er ikke mere bestemte end Aftenhimlens Skyer.»

Ordet er slaaende, ifald det kun ikke forstaas om Fantasien overhovedet, men om Romantikernes Fantasier. Tiecks Lyrik ligner Goethes som Skyer i Horisonten ligner Snebjerge. Overfor den romantiske Lyrik staar Betragteren som Polonius 297 overfor Skyen i Hamlet: «Den ser næsten ud som en Kamel. - Ja paa Ære, den ligner en Kamel. - Jeg synes, den ligner en Væsel. - Bagtil ser den ud som en Væsel. - Eller som en Hval? - Nøjagtigt som en Hval.» Hos Novalis er Kunstformen endnu i Digtene meget solid og bestemt, hos Tieck udviskes og svømmer Alt i Formernes Taage og Damp, der skal svare til det Anelsesfulde og hemmelighedsfuldt Inderlige som Indhold. Kunstværket fastholdes i sin første Fostertilstand som Taagekugle. Fantasien, der frembringer sligt, betegnes som Urpoesi. For at den bestemt begrænsede Digtekunst kan føres tilbage til Urpoesien, maa den faste Kunstform opløses og sammenæltes. Ligesom Tieck hos de store Digtere foretrak, hvad de havde skrevet paa en Tid, da deres Form endnu ikke var udviklet eller hvad de ikke selv havde bragt i afsluttende Form - han tilstaar selv, at intet Shakespearesk Stykke har gjort det Indtryk paa ham som det endda kun delvis af Shakespeare digtede Perikles - saaledes frembragte han selv i Perikles's Spor Værker som Genoveva og Octavian, i hvilke den episke, den lyriske og den dramatiske Kunstform er sammenhakkede til et Miskmask.

Hos os optages denne brogede Blanding af alle Former. Den passer meget godt til Æmnet i Oehlenschlägers St. Hans-Aften Spil og tildels i Aladdin, undertiden fører den ogsaa til et meget ugunstigt Resultat som i Hauchs Hamadryaden.

End ikke til den rene Stemningslyrik er der hos Tieck Form nok tilbage. I den Grad mangler i hans romantiske Tidsrum hans Talent Sammentrængthed. Hvor meget han end taler om Musiken og om Sprogets Musik, er hans rytmiske Begavelse i høj Grad ufuldkommen. Hans Øre synes ikke at have været skarpt. I dette Punkt overgaas han uendeligt af A. W. Schlegel. Se f. Eks. dennes beundringsværdige Oversættelser af de indlagte Sange i Shakespeares Hvad I vil. Men om Tieck som om Romantikerne overhovedet gælder det, at de i Reglen med al deres Pukken paa melodisk Form kun har opnaaet melodisk Virkning, naar de genoptog de sydlandske Versformer, til hvis bestemte Skema de kunde klamre sig. De udfyldte Sonet- og Canzone-Rammerne, som Damer udfylder Grundridset paa et Stykke aabent Tøj med Broderi. De ophobede i den Grad Rimene, strøede dem saa tæt, at Meningen gik tabt i denne Rim-Overflod. Tieck skriver i Magelone:

298

Errungen,
Bezwungen
Von Lieb ist das Glück,
Verschwunden
Die Stunden,
Sie fliehen zurück;
Und seelige Lust
Sie stillet,
Erfüillet
Die trunkene, wonneklopfende Brust.

Baggesen giver i sin Faust følgende noget vrøvlevorne Parodi paa dette romantiske Klingklang:

Mit Ahnsinn Wahnsinn, lächelndweinend,
Einend -
Mit Schiefe Tiefe, dunkelmeinend,
Scheinend -
Der Enge Lang' entflammt in weiten Breiten,
Muss licht der Dichter durch die Zeiten gleiten.

Og ikke blot Verselag tager Romantikerne fra Spanien og Italien, ogsåa alle mulige tekniske Smaafif. Med stor Barnagtighed indlader de sig paa at give et Stemningsmaleri ved Hjælp af Halvrim og tragisk-klingende Vokaler. Afvekslende tager de alle Alfabetets Selvlyde og Medlyde i deres Tjeneste; 40 fuldtklingende A-Lyde efter hinanden anvendes til at sætte Læseren i godt Humør, nogle Snese af mørke, sørgmodige U-Lyde indjager ham en gavnlig Skræk. Saaledes f. Eks. i Tiecks melankolske U-Romance om den gamle Ridder Wulf, hvem Fanden tager. For den tragiske Virknings Skyld bliver her endog «begann» til «begunnte». Naar Læseren saa har faaet sit Nervesystem en halv Times Tid fuldstændig bedøvet af disse Udgange: «Unke - Sturme - hinunter

- begunnte - verdunkeln - verschlungen - Wulfen - Münze gulden - grossen Kluften - rucke Drucke - thuen, Zunften

- lugen - bedunken - erschluge - anhube - mit tiefen Brunsten - vielen Unken, die heulen und wunken - zu dem Requiem des todten Wulfen, den der dunkle Satan mit vielen Wunden - erchluge, naar han ikke mere har Andet i Ørene end u-tu-tu, da er han paa Højdepunktet, Sproget er bleven Musik, og han flyder hen i Stemning. Allermest komisk bliver denne Vokalmusik i Dramaet. I Friedrich Schegels Alarcos, dette Tøjhus af Klangligheder og Bogstavrim, ender Helten undertiden to, tre Sider itræk ethvert Trimeter med samme Vokal.

299

Ihr Männer all, Pilaster dieser alten Burg,
Genossen, Tapfre! die umkränzt mein Ritterthum,
Dess Glorie wir oft neu gefärbt mit hoher Lust
In linsers kühnen Herzens eignem heissem Blut -
Die alte Ehr' in tiefer Brust, der lichte Ruhm,
Dem festen Aug in Nacht der einzig helle Punkt,
So folgten Einem Stern wir all vereint im Bund;
Der Bund ist nun zerschlagen durch den herben Fluch,
Der mich im Strudel fortreisst fremd' und eigner Schuld. -
Mich zwingt, von hier zu eilen, ein geheimer Ruf,
Nach fernen Orten muss ich in drei Tagen, muss
Ein gross Geschäft vollenden, und die Frist ist kurz.

o. s. v. Burg, Lugt, Muth, Schutz, Kund, Brust, Furcht, und, Ruhms, thun, Bund, uns. - Man har ligesaa megen Fornøjelse deraf, naar man faar Halvrimene alene, som naar man faar hele Resten med. Da Alarcos blev opført i Weimar, og man brød ud i en stormende Latter, rejste Goethe sig op fra sin Plads i Parkettet og raadte med tordnende Stemme: «Man lache nicht!», og samtidig gav han Politiet et Vink om, at Enhver der lo, skulde smides ud. Vi Andre, som læser Alarcos, er glade, at der Ingen er, som kan kaste os ud.

Aarsagen, hvorfor Romantikerne nu underkaster sig al denne metriske Tvang, er let at finde. De mange kolde, tvungne Verseformer ligger selvfølgelig bekvemt for den, der med ydre metrisk Virtuositet forener fuldstændig Mangel paa metrisk Opfinder-Evne. Men Sonetterne, Terzinerne og Ottaverimene skjuler kun daarligt Indholdets Formløshed. Naar Taagen er saa tyk, at man kan skære i den med en Kniv, saa skærer Romantikeren den i 14 Stykker og kalder den en Sonet.

I de frie Versformer naaer Formløsheden og Prosaen et Højdepunkt. Hvad skal man f. Eks. sige til disse Vers af Tiecks Romerrejse:

Langt bag os ligger Rom.
Ogsaa min Ven er alvorlig,
der vender hjem til Tyskland med mig,
og af alle Livsens Kræfter
har fordybet sig i ny og gammel Kunst,
den ædle Rumohr,
hvis Venskab jeg i mangen ufrisk Stund
skylder Trøst og Opmuntring.

Hertil har Romantikernes bekendte radikale Kritiker, Arnold Ruge, i sin Tid føjet følgende Tillæg:

300

Højtærede Hr. Hofraad!
Denne umiddelbare Lyrik,
tilgiv det godhedsfuldt, véd jeg
med den bedste Vilje
ikke at stille Noget ved Siden
uden maaske dette
svage Forsøg paa en Efterdigtning.

Dog sin sidste Følgeslutning naaer denne Retning mod at ophæve Sproget til Bedste for Musiken egenlig først, hvor Tieck gaar saa vidt som til at give selve Musiken eller de musikalske Instrumenter Ord. Undertiden bliver dette komisk. Saaledes f. Eks. hvor i Sternbald (første Udgave) Instrumenterne taler, og Fløjten siger:

Himmelblaalig er vor Aand,
fører fjernt dig i det Blaa,
blide Lyde lokke dig,
blandet Klang af mange Toner.
Naar de andre muntert synger,
lifligt da vi taler med,
svagt antyder Bjerge blaa
eller Himlen med dens Skyer
som den sidste lette Baggrund
bagved grønne friske Træer.

Sit klassiske Udtryk fik denne Tankegang i det Digt, der afslutter Phantasus, og hvis Tema efter Calderonsk Mønster varieres i det Uendelige:

Elskov tænker sødt i Toner.
Den er Tanker altfor fjerne.
Kun i Tonerne den gerne
alt forskønner og forsoner.
Derfor evigt bli'r os nær -
naar Musik den gaar tilhaande,
tolkende dens Fryd og Vaande -
allevegne Elskov kær.
Ubevæget Elskov er,
hvis Musik ej skænker Livets Aande.

Denne overjordiske Elskov, der i Modsætning til den jordiske slet ikke kan bruge Sproget som Organ, finder i Tonerne sit fuldstændigt overensstemmende Udtryksmiddel, og Sproget bruges 301 kun til at fordømme sig selv og til at erklære, at det viger for Musiken. I den Grad forfines efterhaanden den romantiske Stemning i et Kraftuddrag.

Det næste Skridt er det, som Tieck gør i sit Lystspil Die verkehrte Welt (Den bagvendte Verden), nemlig at bruge Sproget udelukkende efter dets musikalske Beskaffenhed. Foran Lystspillet findes her en Symfoni som Ouverture, og i sin fuldkomment musikalske Ubestemthed naaer Fremstillingen her en virkelig mønstergyldig Ejendommelighed. Til en saadan Omskriven af Musik ved Ord havde man før den Tid ikke kendt Mage, og Forsøget staar derfor endnu den Dag idag som ubetinget typisk. Thi den, der har Mod til at vove sin Galskab helt ud, han opnaaer netop derved, at denne Galskab, i hvilken der er Metode, faar et kraftigt og levende Præg.

Symfoni.

Andante i D-dur.

Vil man more sig, ligger der ikke saamegen Vægt paa hvordan det sker, som paa, at man i Virkeligheden morer sig. Alvoren søger tilsidst Spøgen, og atter trætter Spøgen og søger Alvoren; dog hvis man iagttager sig selv for nøje og lægger for megen Hensigt ind deri, saa er det let ude med den sande Alvor som med den sande Lystighed.

Piano.

Men hører saadanne Betragtninger hjemme i en Symfoni? Hvorfor skal man begynde saa sat? o nej, alvorlig talt nej! jeg vil hellere straks lade alle Instrumenterne klinge imellem hverandre.

Crescendo.

Jeg behøver jo kun at ville det, dog ganske vist med Forstand; thi ikke straks eller pludseligt rejser Stormen sig, den melder sig, den vokser, saa vækker den Deltagelse, Angst, Frygt og Lyst, medens den ellers kun vilde afstedkomme tom Forbavselse og Skræk. Er det svært at spille fra Bladet, saa er det dog sværere straks at høre fra Bladet. Men nu er vi allerede dybt inde i Tummelen. Slaar, I Pauker! klinger, I Trompeter!

Fortissimo.

Ha, hvilken Tummel, hvilke Stormløb, hvilken Kampvrimmel af Toner? Hvorhen løber I? hvorfra kommer I? De styrter sig som Sejerherrer gennem den tykkeste Trængsel, hine falder, dør hen; de dér kommer saarede, matte tilbage og søger Trøst og Venskab. Der traver det frem som, snøftende Heste, der orgler det dybt som Torden mellem Bjerge, der bruser det, larmer det som et Vandfald, der fortvivlende, søgende sin 302 Tilintetgørelse styrter sig over de nøgne Klipper og raser dybere, stedse dybere ned og ikke finder nogen Stilstand, ikke nogen Ro.

Violino primo solo.

Hvorledes? Det skulde ikke være tilladeligt og muligt at tænke i Toner? og at musicere i Ord og Tanker? o hvor slet stod det da til med os arme Kunstnere! hvilket fattigt Sprog! hvilken endnu fattigere Musik! Tænker I ikke mange Tanker saa fint og aandigt, at disse i Fortvivlelse redder sig over i Musiken for endelig at finde Ro? Hvor ofte efterlader en hengrublet Dag ikke andet end en Summen og Brummen, der først senere bliver ophøjet til Melodi?

Forte.

Alt er færdigt, Dekorationen opstillet, Suffløren tilstede; der kommer heller ikke flere Tilhørere. Forventningen er vakt, Nysgerrigheden spændt; kun faa tænker nu paa Stykkets Ende og paa, at de da vil sige: Hvad var saa det Hele! Pas paa! thi det maa I, for ikke at stille Alt paa Hovedet, men passer heller ikke altfor meget paa, for ikke at se og høre mere, end man har villet vise Jer. - Pas paa! men pas paa den rette Maade paa, hør efter og giv Agt! giv Agt og hør! hør! hør!! hør!!!*)

Man ser, at Kierkegaard med sin bekendte Afhandling om Don Juan, i hvis Slutningskor man tror at kunne genkende Kommandantens Trin - «Hør, hør, hør Mozarts Don Juan!» - kun videre forfølger den af Tieck anlagte Retning, og det er indlysende, i hvor nær en Sammenhæng alle Hoffmanns Omskrivninger af Musik til Stemningsudbrud og Aandesyn i Kreisleriana staar med den første Opfattelse af det romantiske Ideal hos Tieck.

For Hoffmann, der medbragte en saa dyb og ejendommelig musikalsk Begavelse, at han næsten ikke kan opfattes som Digter alene, men maa tages som Digter-Musiker, var det imidlertid ganske anderledes Alvor med denne Musiceren i Ord end for Tieck.

Han levede og aandede i Musik; han var ikke mindre frugtbar som Komponist end som Forfatter, og en meget stor Del af hans Forfatterskab har desuden en fantasifuld Opfattelse af Musiken og de største Komponister til Genstand. I sygelig Tilstand, i Feberfantasier plejede han at forveksle sine Sygevogtere *

303 med Instrumenter. «Idag er jeg ogsaa bleven slemt plaget af Fløjten,» sagde han om En, der talte meget sagte og desuden havde noget Smægtende i sit Tonefald. Om en Anden, der havde en grov Basstemme, brugte han Udtrykket: «Den hele Eftermiddag har den ulidelige Fagot pint mig.»

Hvor han i sine Fantasistykker indfører Gluck, lader han ham tale om Toneforholdene som om Personer:

«Det blev atter Nat. Da traadte to Kolosser i glimrende Kyradser frem imod mig, det var Grundtonen og Kvinten. De rev mig i Vejret, men deres Øjne smilte: jeg véd, hvad der fylder dit Bryst med Længsel; den blide og bløde Yngling Terts vil snart træde ind imellem Kolosserne.* Et andet Sted taler Kreisler om «at give sig Dolkestødet med en umaadelig Kvint», Hvad der hos de øvrige Romantikere kun er følsomt-fantastisk, bliver hos ham oversat paa det Gyseligt-Burleske's Sprog.

I Afhandlingen Kreislers musikalsk-poetiske Klub betegner han nogle Toners Særpræg med Navne paa Farver, og frembringer saaledes et Maleri af en sammenhængende Række Sindstilstande. Han havde enkelte fine og stærkt nervøse Naturers særegent skarpe Sans for det virkeligt og utvivlsomt eksisterende Slægtskab mellem Toner og Farver.

Som en Potensering af alle hine Tieck'ske Forsøg paa at laane den rene Musik Ord, maa et Sted hos ham fremhæves, hvor der, efter at Kreisler har spillet, i Klaveret høres en Brusen af overvættes herlige Tonestrømme og Akkorder. Det hedder ægte romantisk med Sammenblanding af alle Sanse-Indtryk om denne Musik: «Dens Duft glimrede i flammende, hemmelighedsfuldt sammenslyngede Krese.» Og nu følger en vel aldrig tilforn forsøgt Særskildring af de forskellige Tonarter ved Hjælp af stemningsfulde Ord.

A-Mol Akkord (mezzo forte).

Ak! de bærer mig ned i den evige Længsels Land, men idet de griber mig, vaagner Smerten og skaffer sig Udvej, sprængende mit Bryst.

E-Dur Sekst Akkord (ancora piu forte).

Hold dig standhaftigt, mit Hjerte! - brist ikke, berørt af den sviende Straale, der trængte ind i Brystet, - Friskt Mod, min Sjæl! - løft dig op i det Element, som fødte dig og som er dit Hjem!

304

E-Dur Terts Akkord (forte).

De har rakt mig en herlig Krone, men hvad der saaledes lyser og gnistrer i Diamanterne, det er de tusind Taarer, som jeg har fældet, og i Guldet straaler de Flammer, der fortærede mig. - Mod og Magt, Tillid og Kraft tilkommer den, der er kaldet til Hersker i Aandernes Rige.

A-Mol (harpeggiando dolce).

Hvorfor flyer du, hulde Pige? Kan du det, da usynlige Baand dog holder dig fast? Du formaar ikke at sige, ikke at fremklage, hvad det er, der saaledes har taget Bo i dit Sind som en nagende Pine, som dog bringer dig til at skælve i sød Lyst. Men alt skal du faa at vide, naar jeg taler med dig, kæler for dig i det Aandesprog, som jeg er i Stand til at bruge og som du saa godt forstaar!

Es Dur (forte).

Følg efter ham! - følg efter ham! - Grøn er hans Dragt som den mørkegrønne Skov - sød Skovhornsklang er der i hans længselsfulde Ord! - Hører du det rasle bag Buskene - hører du det klinge? - Skovhornstoner, fulde af Vellyst og Vemod - Ham er det - hurtigt! lad os drage ham imøde!

Tilsidst udebliver da Parodien ikke, idet Hoffmann i Kater Murr endog sætter Katteklagerne og Kattemusiken i Vers og glosserer Temaet.

Det er i denne ubetinget musikalske Type af Poesien, at det Wackenroderske Kunstideal naaer sin højeste og sandeste Udformning. Den kraftige Naturforgudelse, der hos Goethe er plastisk, og som hos ham ytrer sig i Formningen af «den efesiske Diana», er her bleven musikalsk. Som en stærk samlet Strøm bruser igennem Tiecks Ungdomsskrifter under Fromheden, under Sanseligheden, under Mindelserne fra Wackenroder og Goethe i brede Bølger den romantiske Naturforgudelse. Det hedder f. Eks. i Sternbald: «Ofte lytter og sporer vi begærligt efter vor Fremtid, efter alle de Fremtoninger, der i brogede Trylledragter skal fare os forbi. Da er det, som vilde Skovstrømmen tydeligere udtale sin Melodi, som blev Blomsternes Tunge løst, for at deres Hvisken kunde rinde forbi som forstaaelig Sang. Saa begynder Elskoven at skride frem paa fjerne Fløjtetoner, det bankende Hjerte vil flyve den imøde, det Nærværende er som ved et mægtigt Ord manet fast, og de glimrende Minuter vover ikke at fly. En Kres af Vellyd holder os indesluttet med magiske Kræfter, og en ny forklaret Tilværelse kaster som gaadefuldt Maanelys sit Skær ind 305 i vort virkelige Liv.» Og et andet Sted: «O afmægtige Kunst! Hvor lallende og barnagtige er ikke dine Toner mod den fulde, harmoniske Orgelsang, der vælder op fra de inderste Dybder, fra Bjerg og Dal og Skov og Strømglans i bølgende, stigende Akkorder! Jeg hører, jeg fornemmer, hvorledes den evige Verdensaand med mestrende Fingre griber i den frygtelige Harpe med alle dens Lyd, hvorledes de mangfoldigste Former avles ved hans Spil og udbreder sig over den hele Natur paa aandige Vinger. Mit lille Menneskehjertes Begejstring vil da ogsaa gribe ind og kæmper sig træt og mat i Kampen med den Høje ... Den udødelige Melodi hvirvler sig ivejret, jubler og stormer bort over mig.»

Livet og Poesien gaar her op i Musik.

Det har til alle Tider i enhver Kunstart været en stor Fristelse for Kunstneren at vise sit Herredømme over Stoffet derved, at han trodsede sit Stof paa samme Tid som han brugte det. Der kom et Punkt i Billedhuggerkunstens Historie, hvor man harmedes over, at Stenen var saa tung, og vilde tvinge den til at udtrykke det Svævende og Lette, eller man efterstræbte det Maleriske som Roccocotidens Manierister. Saaledes stræber Romantikerne her at drive Sproget over til den Side, hvorfra det er beslægtet med Musiken, at bruge Ordene mere af Hensyn til, hvordan de lyder, end med Hensyn til deres Betydning. Ligesom Prosa-Forfatterne i vore Dage med mere eller mindre Held bestræber sig for at male ved Hjælp af Ordet, saaledes vilde Romantikerne musicere. At de netop faldt paa denne Ensidighed er let at forklare. Af deres Fejden mod Hensigten, deres Forguden af Ironien fulgte Ønsket om ikke at staa ved det udtalte Ord eller være bundne af det. De bruger det ironisk saaledes, at de kan tage det i sig igen. De vil ikke have det staaende legemligt udenfor sig, pegende mod en Hensigt og et Maal. Ligesom de ved at opfatte Friheden abstrakt som Vilkaarlighed opnaaede at komme tilbage til et Punkt, hvor de kunde gøre saaledes og anderledes efter Behag, saaledes opnaaede de ved at opfatte Sproget blot som Lyd, at gøre det til det pure Stemningsudtryk uden Tendens, *dolgoeO* uden Retning mod Liv og mod Handling. De undgik ikke derved at have en Retning, det undgaar Ingen, men da de ikke havde Retningen Opad og Fremad, sank de ind under Tyngderetningen Nedad og Tilbage. Og idet de nu den ene Gang efter den anden kun lod Ordet optræde 306 for at takke af og erklære sig udygtigt i Sammenligning med Musiken, forstaas det let, at Komponisterne paa deres Side under Indflydelse af den herskende Tidsaand stræbte at udtrykke det romantiske Kunstideal i deres Kunst ved selve de Midler, hvortil Digterne bestandig under deres egen Afmagt havde henvist.

Tiecks dramatiserede Æventyr, som Blaubart, lignede i Virkeligheden Operatekster. Operaen kan jo ogsaa netop bruge det Fantastiske og Sagnagtige saaledes som Romantikerne frembragte det. Som Digter af Operatekster havde Tieck kunnet have en Fremtid. Han har imidlertid kun skrevet en eneste Tekst, og den blev ikke komponeret. Ikkedestomindre kom det romantiske Ideal til sin Ret i Musiken. E. T. A. Hoffmann udgør Overgangen fra den romantiske Digtning til den romantiske Komposition. Han fortolker som Operakomponist musikalsk ikke blot den af Romantikerne forherligede Fortidsdigter Calderon, men staar desuden broderligt forenet med de samtidige Romantikere. Han komponerer Brentano's De lystige Musikanter, Zacharias Werners Korset ved Østersøen, og behandler med stort Held Fouqués Undine som Opera i tre Akter.

Han er som Operakomponist dog mindre en egenlig Tonedigter end en genial Oversætter af det poetiske Indhold paa Musikens Sprog. Kun hvad der svarede til hans digteriske Ejendommelighed, til Rædselens og Aandefrygtens Omraade, lykkedes ham efter de bedste Kenderes Vidnesbyrd fortræffeligt. Saaledes i Korset ved Østersøen de raa, umenneskelige Oldprøjseres Sange med deres Udtryk for utæmmelige Lidenskaber; saaledes i Undine alle Aandescenerne, det spøgelseagtige Æventyrliv, der fremkalder en sød Gysen.

Ingen ringere end Carl Maria von Weber har prist denne sidste Opera af Hoffmann i varme Ord, og blandt de Komponister, hvem det lykkedes at give det romantiske Kunstideal Form i Musiken, er Weber uden Sammenligning den Betydeligste. Han følger Romantikerne lige i Hælene med Hensyn til Valget af sine Æmner. I Preciosa forherliges det ubundne Vandre- og Flakkeliv, ligesom i Tiecks Frants Sternbald og i Eichendorffs Leben eines Taugenichts. I Oberon føres vi ind i den hele Alfeverden, der stammer fra Shakespeares Skærsommernatsdrøm, det Stykke, der som bekendt afgav Udgangspunktet for alle Tiecks fantastiske Lystspil. I Friskytten endelig griber Weber ligesom Romantikerne i deres senere Perioder til det Folkelige som 307 Kunstmiddel, benytter Folkemelodier, ligesom Romantikerne i Tyskland og Danmark Folkeviser, optager som Romantikerne Folkesagn og Folkeovertro. Den, der overværer en Forestilling af Friskytten paa et tysk Teater, vil, selv om han er døv, intet Øjeblik kunne tvivle paa, at han har en romantisk Opera for sig. Han ser den mørke Kløft mellem Fjeldene, hvor Naturaanderne bor, Spøgelsernes Dans i Maaneskinnet, en Dekoration og et Personale, der minder om den hellige Antonius's Fristelser paa nederlandske Malerier, endelig den vilde Jagt, hvis Skygger ved Hjælp af en Art Laterna magica med en mærkværdig skuffende Effekt farer igennem Luften. Dog, det Interessante fremkommer rigtignok først for den Musikalske, der iagttager, hvorledes Komponisten stiller sig til alle disse Udvortesheder. Thi han vil føle, at Weber med større Genialitet end Romantikerne behandler sit Materiale overensstemmende med den Maade, hvorpaa de behandler deres. Ogsaa Weber driver sin Kunst ud i en af dens Yderligheder. Ligesom Romantikerne er tilbøjelige til at tage Sproget abstrakt som Lyd og Rytme, saaledes er han tilbøjelig til at behandle Musiken abstrakt, det vil sige ligeledes som Rytme. Saadan er f. Eks. Samiels Motiv mere rytmisk end melodisk, og gør derved en grovere, mere udvortes, men mere malende Virkning. Som Romantikerne musicerer i Poesien, saaledes maler da han i Musiken. Medens Beethoven giver et rent Sjælemaleri, intet Ydre fremstiller, kun sin egen Sjæl, giver Weber Karakteristiker. Han støtter sig bestandig overfor sine Æmner til udprægede ydre Fysiognomier, til Noget, man allerede paa Forhaand danner sig en Forestilling om, som f. Eks. Alferne. Naar man undtager Pastoralsymfonien, maler Beethoven kun Indtrykket. Weber maler Tingen selv. Han efterligner Naturlydene. Han lader Violinerne suse for at skildre en Susen i Træerne. Idet Maanen begynder at skinne, betegnes og males dette i en Akkord. Naar han da rytmisk giver dumpe Slag istedenfor Strømme af Toner, altsaa benytter sin Kunsts Midler abstrakt, naar han barnligt eller folkeligt holder sig til Viseformen og den simpleste Harmonisation, altsaa bruger sin Kunsts Midler naivt, naar han for at opnaa en vildt fantastisk eller uhyggelig eller spøgelseagtig Virkning lægger Instrumentet udenfor dets naturlige Leje eller naturlige Omfang (ved f. Eks. at give Klarinetterne dybe Toner) og altsaa bruger sine Midler saa selsomt og sært, som det ikke før var forekommet i Musiken, da er han i Et og Alt 308 en Romantiker, der med sin større Genialitet og sine til Formaalet langt bedre passende Virkemidler udfylder det Savn, som nødvendigt efterlodes af de romantiske Digteres Poesier.*)

X

Wackenroders Bog, der danner Udgangspunktet for Romantikens Forhold til det Musikalske og Musiken, danner paa samme Tid Udgangspunktet for dens Forhold til Kunsten. Som Winckelmanns første kunstbegejstrede Skrifter vakte Lysten til Studiet af den antike Kunstverden, saaledes fremkaldte Wackenroder paa sin Side Kærligheden til den tysk-middelalderlige Kunst og dens Tidsalder.

Med naivt Sværmeri begynder han med at omskrive og oversætte saadanne Brudstykker af Vasaris gamle Kunstnerbiografier, som gaar ud paa at skildre de berømte italienske Mesteres Storhed og sjælelige Højhed. Han forherliger f. Eks. Leonardo, dog ikke saa han træffer hans Ejendommelighed, ikke som denne bestemte Personlighed eller gennem kunstforstandig Kritik, men under Titlen: «Mønsteret paa en kunstrig og tilmed højlærd Maler, fremstillet i Leonardo da Vincis Liv», og Afhandlingen indledes med disse sværmeriske Ord: «Den Tidsalder, da Malerkunsten genopstod i Italien, har bragt Mænd til Verden, til hvem vor Tid med Rette burde se op som til Helgene i Glorien.» Hvor overordenlig lidet helgenagtigt Italiens store Kunstnere under Renæssancen netop efter Vasaris Skildring af deres Levnedsløb i Reglen levede, det overses helt. Lige i sin allerførste Spire er den romantiske Kunstanskuelse forgiftet af Følelsesreaktionen, og idet Kritikeren folder sine Hænder for at tilbede, glemmer han at aabne sine Øjne for at se.

Mellem disse Stykker indfletter Wackenroder nogle Linjer, der bærer Overskriften: Længsel efter Italien, hvori den Opfattelse af Italien første Gang kommer frem, som senere bliver den gennemgaaende, næsten nødtvungne. Det at længes efter Italien og at elske Italien var i Tyskland ikke noget nyt; allerede Goethes Fader, der ikke var nogen Sværmer, havde kendt denne Følelse men nu blev Forgudelsen af et Italien, der ikke lignede det *

309 virkelige, en aldeles bestemt Paragraf i enhver ægte Romantikers Katekismus. I Poesien gav denne Længsel efter Italien sig Luft i Masser af lyriske Digte, som opspædede og udtværede Mignon's guddommelige og ligesaa malende som poetiske Sang (Mignon nøjes med at sige: «Die Myrthe still und hoch der Lorbeer steht», disse Digte udtaler sig i Superlativer) og i Literaturen i det Hele opkom det Italien, som man bedst og kortest kunde kalde Leopold Robert's Italien, - skønt dette Udtryk endnu er for bestemt - et Land, som aldrig har eksisteret paa andet Landkort end det romantiske. Det virkelige Italien med dets kraftige Farver og levende Bevægelse findes ikke her. Farven er erstattet ved idealistiske Former, Bevægelsen forstenet for ikke at bryde et Sammenspil af skønne og bølgende Linjer. Italien blev for Romantiken det Samme som Dulcinea for Don Quijote, Idealet, om hvilket man paa et Par flove, almindelige Betegnelser nær saa at sige ikke vidste Noget. Naar et bestemt, virkeligt Land skal være Længslernes Maal og Skønhedens Hjemstavn, saa taber det ved denne Forfremmelse efterhaanden i Skildringen al sin virkelige og levende Skønhed. Dog, det er jo heller ikke den virkelige levende Skønhed, som den senere Romantiker elsker i Italien, det er Italien som Ruin, det er Katolicismen som Mumie, det er den forkrøblede Folkeaand, der hermetisk indesluttet af en dels uvidende, dels farlig og herskesyg Gejstlighed har holdt sig uoplyst og naiv, det er her som overalt det Forbigangnes matte og ulevedygtige Poesi.

Imidlertid, Forherligelsen af Italien og af de fromme eller for fromme ansete italienske Malere er kun den Stige, ad hvilken Klosterbroderen stiger op til Lovprisningen af sin egenlige Afgud, Albrecht Dürer. Sværmeriet for denne Tysklands Kunstapostel knytter sig til Begejstringen for det gamle Nürnberg. Da Tieck og Wackenroder i Fællesskab i Aaret 1793 havde begivet sig paa Rejse igennem Tyskland, havde Nurnberg været deres Hovedvalfartssted. Jo oftere de saa Byen, med des større Deltagelse, ja Andagt, vendte de tilbage til den. «I sin hele Fylde traadte her det tyske Kunstliv dem imøde. Hvad de hidtil dunkelt havde anet, var her for længe siden blevet til levende Virkelighed. Hvor rig paa Mindesmærker af alle Kunstarter var ikke denne By med St. Sebaldus- og St. Lorents-Kirkerne, med sine Værker af Albrecht Dürer, Visener og Krafft. Her var Haandværket ved Kunstsans og ivrig Flid blevet adlet til Kunst. Her var hvert 310 Hus et Mindesmærke om Fortiden, hver Brønd, hver Bænk et Vidnesbyrd om Fædrenes stille, simple og tankerige Liv. Endnu havde ingen bleg Overkalkning gjort Husene ens. De prangede stateligt med brogede Billeder, der var laante fra Digtninge og Sagn. Ottnit og Siegenot, Dietrich og andre gammeltyske Helte stod udskaarne som Beskyttere og Vogtere over Dørene. Der hvilede over den gamle, ærværdige Rigsstad med dens Vidundere og Underligheder en Duft af Poesi, som Politikens og Oplysningens Trækvind paa andre Steder forlængst havde bortblæst.»*)

Nürnberg er jo i og for sig en herlig By. Men det forstaar sig, at Middelalder, gamle Huse, gamle katolske Kirker, gamle Niebelungenhelte over Dørene, det var Noget for to unge, begyndende Romantikere. Deres Sværmeri for det skønne Nürnbergs Skatte er i og for sig langt naturligere end det attende Aarhundredes lange Blindhed for dem. Som Ordet «gotisk» endnu for Lessing kun havde betydet «barbarisk», saaledes havde den tyske Renæssance været Winckelmann en lukket Bog. Nu blev Nurnbergs Herligheder betragtede med friske Øjne. I en Slags Kunstrus gennemgik Vennerne Kirkerne og Kirkegaardene, de stod ved Albrecht Dürer's og Hans Sachs's Grave, og idet en svunden Verden nu steg op for deres Blik, blev det gamle Nurnbergs Liv af sig selv til en Kunstroman for dem. Det Afsnit i Hjerteudgydelserne, som fører Titlen: Albrecht Dürer's Æresminde, bliver det første Foster af disse Stemninger og samtidigt et Udtryk for den unge Forfatters varme Nationalfølelse. «Da Albrecht førte Penslen, da var Tyskeren endnu en ejendommelig og udpræget Karakter paa Verdensskuepladsen, og hans Billeder gengiver, ikke blot udvortes, men ogsaa inderligt, denne tyske Karakters alvorlige, ligefremme og kraftige Væsen trofast og tydeligt. I vore Dage er dette Præg gaaet tabt i Kunsten som i Livet. Den tyske Kunst, der indenfor Nurnbergs Ringmure var en from, husligt opdraget Yngling, er nu blevet til en Verdensmand, der med det Smaastadsagtige ogsaa har mistet sin Ejendommelighed.»

Og dog er denne Nationalfølelse i Kunsten ikke Grundfølelsen hos Wackenroder; den hviler i en mere omfattende. Først og sidst prækes i den lille Bog imod al Utaalsomhed i Kunst. Udløsningen fra al Regeltvang, begrundet paa den dybe og ægte *

311 Skønhedsglæde, forkyndes i et Sprog, der viser, hvor mimoseagtigt paavirkelig det nye Kunstevangeliums Forkynder var. «Den,» siger han, «hvis fine Nerver overhovedet er bevægelige og modtagelige for den hemmelige Tiltrækning, der ligger skjult i Kunsten, hans Sjæl vil ofte der, hvor en Anden ligegyldig gaar forbi, blive inderlig rørt, han vil blive delagtig i den Lykke: i sit Liv at finde hyppigere Anledning end andre Mennesker til vederkvægende indre Bevægelser og Stemninger.»

Disse indre Bevægelser og Stemninger fremkaldtes, som vi saa, naturligst og lettest ved den musikalske Behandling af Poesien og ved Musiken selv, langt mindre naturligt ved fast bestemte legemlige Kunstformer.

Har vi nu Ret i den Opfattelse, at det er i den helt musikalske Type af Poesi, at det Wackenroderske Kunstideal naaer sin sande og højeste Udformning, saa begriber man let, hvorledes det maatte gaa, da Tieck efter Wackenroders Død med Benyttelse af dennes efterladte Papirer besluttede at skrive en Fortælling, i hvilken Klosterbroderens Længsler og Lærdomme skulde vinde levende Skikkelse og personlig Form. Den tyske Malers Brev fra Rom til Vennen i Nürnberg blev Spiren til den nye Kunstner-Roman, der efter sin Helt, en tysk Maler fra Albrecht Dürers Tid, fik Titlen: Frants Sternbalds Vandringer, en gammel-tysk Fortælling. Karaktertegningen deri er ubestemt og svag, Handlingen gaar aldeles op i Samtale, Begivenhederne leger - frit og fantastisk som Drømme, der da ogsaa atter og atter forekommer - med de matte Konversationsfigurer, der udgør Skriftets Helte og Heltinder, og selv disse Begivenheder afbrydes hvert Øjeblik af de indlagte, pligtskyldigt-improviserede Sange, der bedst betegnes ved den Ytring af Sternbalds Ven Florestan, at man i Ord og Vers maatte kunne fortne sig en hel Samtale af lutter Toner. Hvor Begivenhedernes Traad bliver allertyndest og Versenes Silke spindes allerfinest, udfylder endelig Musiknumre Pauserne. En primitiv Musik, Skovhorn eller Skalmei, foredrages, ja saa hyppigt, at Forfatteren senere i Zerbino selv gør Løjer med sin Overflod paa Skovhornmusik.

Det er derfor unægteligt en fin og slaaende Dom af Goethe, som vi gennem et af Carolines Breve erfarer: Goethe har sagt, at man egenlig heller burde kalde Bogen musikalske Vandringer paa Grund af de mange musikalske Fornemmelser og Stemninger; der var alt Muligt i Bogen undtagen en Maler. Skulde det være 312 en Kunstnerroman, saa maatte dog overmaade meget Andet end Kunst komme paa Tale i Bogen .... Goethe savnede et vægtigt Indhold i den, og det Kunstneriske kom til at tage sig ud som en mislykket Bestræbelse .... der var imidlertid mange smukke Solnedgange deri.» Endnu langt skarpere og niere gennemtrængende er dog Carolines egen Dom. Hun skriver: «Om første Del kun saa meget, at jeg bestandig er tvivlraadig, om Tieck ikke i Sternbald med Forsæt har villet skildre Kærligheden til Kunst som noget ganske Ufrugtbart hos Helten ligesom den er det hos Wilhelm Meister, men i saa Fald findes aabenbart en anden Mangel - der turde da være for lidet Menneskeligt i Bogen. Den anden Del har ikke givet mig noget Lys desangaaende. Der er samme Ubestemthed, samme Mangel paa gennemgribende Kraft - man haaber bestandig paa noget Afgørende, paa at man et eller andet Sted vil se Frants gøre et betydeligt Fremskridt. Gør han det? Her er atter mange smukke Solopgange og Foraarsstemninger; Dag og Nat veksler flittigt, Sol, Maane og Stjerner stiger op, Fuglene synger; alt dette er meget nydeligt, men dog tomt, og hvilken smaalig Vekslen af Stemninger og Følelser i Sternbald, smaaligt fremstillet! Af Vers er der næsten altfor mange, og de farer saa løst ind og ud af hinanden som de sammenknyttede Historier og Begivenheder, i hvilke der tilmed findes mange svage Spor af al Slags Efterligning.»

Men naar der ikke er nogen Handling i denne Bog, hvad handler den da om? Først indeholder den Kunstbetragtning, dernæst Naturbetragtning.

Først møder vi uendelige Grublerier og Læresætninger om Kunst og Poesi, gennemtrukne med udvandede lyriske Digte, der alle ligner hinanden paa et Haar. Et enkelt stort Digt om Arion udmærker sig blandt Bunken og betegner Bogens Aand. Alle de tre romantiske Høvdinge A. W. Schlegel, Tieck og Novalis har forherliget Arion. P. L. Møller forherligede ham senere paa Dansk. Det er forstaaeligt, hvor stærkt Sagnet om Digteren som Naturens Herre, begejstrende selv Havuhyrerne, baaren af Delfiner, uanfægtelig, uovervindelig og tilsidst udødelig i Mindet, maatte røre Romantikernes Hjerter. Arion var jo deres Symbol, deres Helt. Al deres Poesi er i visse Maader kun Forsøg paa at udlægge Sagnet om Arion, og hvad er efter dem vel alle de Ekko- og Efterklangsbøger andet, der forherliger Digtere, Kunstnere, Skuespillere, Trubadurer, heltemodige og ulmodstaaelige 313 Tenorer! Narcissus burde være Titelbilledet for alle den Art Bøger.

Indholdet her er da i Virkeligheden kun forslidte Gendrivelser af den forslidte Indvending mod Kunsten, at den ikke er nyttig; triviel Forklaring af, at Kunsten bør være national, «da vi nu engang ikke er Italienere, og en Italiener aldrig vil føle tysk», endelig Hymner til Albrecht Dürer; det er endog i Beundringen for ham, at de to Elskende første Gang mødes, som Werther og Lotte i Begejstringen for Klopstock. Det er Stemninger som dem, der hos os kommer til Orde i Sibberns første Gabrielis og i Oehlenschlägers Correggio. Visse bestemte Træk af Correggio er endogsaa forud givne her, f. Eks. det Motiv, at Kunstneren i Madonnabilledet fremstiller sin egen Hustru og endydermere hans Sorg over at skulle skilles ved sin Frembringelse. En lang Ordsymfoni til Ære for Strasburger-Dom følges af bitre Sidehug til «de umodne raa Stenmasser i Milano og Pisa og den usammenhængende Bygning, Domen i Lucca». Her er fremdeles Begejstring for Till Uglspil, som i de satiriske Literaturkomedier for Hanst Wurst, fordi disse Herrer menes at repræsentere Fantasi og Ironi, og her er Beundring for den Dürerske Hjort med Korset mellem Takkerne og for den «sande, fromme og rørende» Maade, hvorpaa Ridderen foran den strækker sine Ben. Dette Billede er visseligt dejligt og naivt, men latterligt er det at se det godtgjort, at af alle de Maader, hvorpaa en Knælendes Ben kan anbringes, er denne Maade at strække dem paa dog den aller kristeligste.

Atter og atter kommer den Tanke tilbage, at al sand Kunst maa være allegorisk, det vil sige marvløs og blodløs. De fleste af Digtene er Allegorier, Hoveddigtet er en lang Allegori om Fantasus, uden Gnist af Fantasi i elendige Vers:

Den lunefulde Fantasus,
en underlig Olding,
følger stedse sit taabelige Lune.
Nu har de bundet ham fast
for at han skal lade sine Narrestreger fare,
ikke forstyrre fornuftig Tænkning,
ikke lede arme Mennesker vild o. s. v.

Vi har Mindelser af denne Spot over de prosaiske Menneskers Udfald imod Fantasien rundtomkring i Andersens Æventyr. 314 Dette Digt foredrages i Maaneskin. Som et idealt Æmne for Malerkunsten skildres følgende Billede: En Pilgrim i Maaneskin som Allegori paa Menneskeheden: «Er vi maaske Andet end vandrende vildfarende Pilgrimme? Kan Noget oplyse vor Vej uden Lyset fra oven?» Der findes stærke Spor af denne Aandsretning endnu hos Hauch, i den stadige Henpegen paa det Hinsides, i Forkærligheden for Eremit- og Pilgrimsfigurerne.

Dog paa dette Standpunkt af Romantiken sprudler trods den blodløse Spiritualisme endnu en ubehersket Sanselighed i Vejret. Tizian og Correggio lovprises af Frants, da han er bleven helt udviklet som Maler, langt over andre Kunstnere. Især prises Correggio. Om ham hedder det: «I det Mindste skulde efter ham Ingen understaa sig til at fremstille Elskov eller Vellyst, thi for ingen anden Aand har det Glorrige i Sanseverdenen aabenbaret sig som for ham.»

Snart blev dette Standpunkt som bekendt opgivet og ved Konsekvensens Magt et andet indtaget. Brødrene Sulpice og Melchior Boisserée fra Köln opholdt sig i Paris, da Fr. Schlegel i 1802 studerede der. Schlegel holdt Privatforelæsninger for dem, og de gammeltyske Malerier i Louvre erindrede dem om nogle gamle Malerier i deres Fødeby, som den herskende akademiske Smag havde bragt i Forglemmelse. Napoleons Ranen af Billeder allevegnefra havde desuden til Følge, at en Mængde tyske Kunstskatte nu var samlede i Paris, saa Studiet af dem var meget lettet.

Hvad Tyskerne havde frembragt i Middelalderen lod sig bedst se af de Billedhuggerarbejder og Malerier, som efter Ophævelsen af milde Stiftelser og Klostre massevis blev kastede ud paa Markedet. De kunstneriske Mindesmærker forstodes dengang ikke mere; ligegyldig lod man Kirkerne blive forvandlede til Stenbrud og kastede den kosteligste Billedkunst ud paa Gaden. Man solgte Mesterværker til hvilkensomhelst Pris og nærede endda Medlidenhed med Køberne, til hvem man var blevet disse Marskandiservarer kvit. Af Altertavler blev der ofte gjort Vindvesskodder, Dueslag, Bordplader eller Skraatag; Opsynsmænd og Vægtere i Klosterbygningerne lagde ofte i med saadanne store gamle Malerier paa Træ, thi i Reglen var selv de bedste blandt disse Malerier næsten ukendelige af Kærterøg, Støv og Smuds.*)

* 315

Efterat Fr. Schlegel i sit Tidsskrift Europa først havde gjort opmærksom paa den store Rigdom af gammeltyske Malerier, begyndte Brødrene Boisserée at samle det Adsplittede, at rejse opad og nedad langs Rhinen og især rundt om i Nederlandene for at efterspore de saa længe ringeagtede Værker. Saaledes opstod allerede 1808 en Samling af nederlandske og tyske Mestere, der fik stor Betydning for Kunsthistorien.

Den genopvakte Glæde ved den ældste, oprindelige germanske Kunst bevirkede, at man ogsaa i den romanske Kunst begyndte at foretrække de Primitive. Ære være de Primitive! Med fuldest Ret er de hele Europa over holdte i største Ære ligefra Fiesole og Giotto til Masaccio, Botticelli, Ghirlandajo, Luca Signorelli, Perugino og Pinturrichio. Men i sin Afhandling om Raffael i Europa priser Fr. Schlegel den førraffaeliske Periode paa den følgendes Bekostning saaledes: «Fra denne nyere Skole, der betegnes ved Navnene Raffael, Tizian, Gorreggio, Giulio Romano og Michelangelo, er Kunstens Fordærvelse oprindeligt at udlede.» Dette betragtes som saa indlysende, at Schlegel end ikke finder en Begrundelse nødvendig, ja to Sider derefter tilstaar han endog, at han slet ikke kender Michelangelo af Selvsyn. Man har her den romantiske Frækhed i dens Blomst. Dette Uhyre af en Kunstkritiker, der for desbedre at forgude gamle hellige Klostermalerier, udleder Kunstens Fordærvelse fra Raffael, Gorreggio, Tizian og Michelangelo, tilstaar uden mindste Blu, at han end ikke selv har set det aller Ringeste af denne Kunstens største Aand. Han finder Dommen over ham i sin sædelige Bevidsthed uden smaalig Erfaring.

Dog vi behøver ikke at gaa saavidt frem. Allerede her i Sternbald gaar Klosterbroderfromheden med sin hele andægtige Smægten igen i et Heldøreri uden Mage. Det var dette, som opirrede Goethe. Det Standpunkt at ville gøre Fromheden til Grundlag for den sande Kunstvirksomhed, det Standpunkt, som hele Gruppen af de nytyske nazarenske Malere snart gav sig til at indtage, var en uafbrudt Genstand for hans Spot. Han brugte bestandig det Udtryk om Nazarenerne, at de sternbaldiserede.

Direkte mod Romantikerne retter han da paa denne Tid det Skrift, han udgav til Minde om Winckelmann. Det hedder her:

«Skildringen af det antike Sindelag, der er vendt mod denne Verden og dens Goder, fører os umiddelbart til den Betragtning, 316 at saadanne Fortrin kun er forenelige med et hedensk Sind. Hin Tillid til sig selv, hin Virken i det Nærværende, hin rene Ærefrygt for Guderne som Stamfædre, Beundringen for dem næsten kun som for Kunstværker, Hengivelsen i en overmægtig Skæbne, og den rent jordiske Tro paa en Fremtid i Eftermælet, hvilket der derfor tillægges høj Betydning, alt dette hører saa nødvendigt sammen, danner et saa uadskilleligt Hele, forener sig saaledes til en af selve Naturen tilsigtet Mennesketilværelse, at hos Hedningen en uforstyrrelig Sundhed raader i Nydelsens højeste Øjeblik som i Opofrelsens eller Undergangens smerteligste... Dette hedenske Sindelag lyser frem af alle Winckelmanns Handlinger og Skrifter ... Denne hans Fjernen sig fra enhver kristelig Tænkemaade, ja hans Uvilje imod den maa man have for Øje, naar man vil bedømme hans saakaldte Religionsforandring. Winckelmann følte, at man for i Rom at være en Romer, for inderligt at gro sammen med Livet der, nødvendigvis maatte tilhøre den katolske Menighed, hengive sig til dens Tro, rette sig efter dens Skikke. Hans Beslutning blev lettet ham derved, at den protestantiske Daab ikke havde formaaet at indvie ham som en ægte født Hedning til Kristen ... Ganske vist sætter der sig en Art Plet paa Enhver, der forandrer Religion, fra hvilken det synes umuligt at rense ham. Folk skatter den udholdende Vilje over alt Andet og saameget des mere, jo mere de selv er delte i Partier og bestandig har deres egen Sikkerhed og Ro for Øje. Holde ud skal man der, hvor ikke et Valg, men Skæbnen har stillet os ... Var dette nu den ene, meget alvorlige Side, saa lader Sagen sig ogsaa se fra en anden, fra hvilken man kan tage den lettere og muntrere. Visse Tilstande i Mennesket, visse moralske Pletter, som vi ingenlunde billiger, har en særegen Tiltrækningskraft for vor Fantasi ... Personer, der ellers maaske kun vilde forekomme os mærkværdige eller elskværdige, synes os nu forunderlige, og det lader sig ikke nægte, at Religionsforandringen mærkeligt har forhøjet det Romantiske i Winckelmanns Liv og Væsen for vor Indbildningskraft.»

Man begriber, at disse Ord satte Romantikerne, der dengang alle stod paa Springet til at gaa over til Katolicismen, i den stærkeste Forbitrelse. Fra nu af var det forbi med Goethe-Dyrkelsen, Tieck var i Rom, og det Rygte udbredte sig, at han var ifærd med at antage den katolske Tro, som hans Kone og Datter i ethvert Tilfælde antog. Fr. Schlegel var da lige paa Nippet 317 til at foretage Skridtet. Han opholdt sig i Koln og holdt Forelæsninger, paa samme Tid som han paa alle mulige Steder: i Köln, Paris, Würzburg, München o. s. v. ansøgte om en fast Ansættelse. «Paa ret klækkelige Vilkaar,» skriver han i Juni 1804, «var jeg endog gaaet til Moskva eller Dorpat. Dog,» siger han, «vilde jeg foretrække Rhinen.» Mon fordi Egnen der var katolsk? Nej. «Laksen er her uovertræffelig, ligeledes Krebsen, desuden Vinen.» Da han senere afgjort gik over til Katolicismen, var Metternichs pekuniære Tilbud den afgørende Bevæggrund. Laks, Krebs og Vin lod han sig da bringe til Østerrig. Nu blev han som rasende over Skriftet om Winckelmann; han udtalte sig med grænseløs Foragt derom. Men morsomst er det dog at se, hvorledes dette lille Arbejde faldt som en Bombe ned mellem de rigtige politiske Reaktionære i Wien. Gentz nærmede sig allerede da det Standpunkt, hvorpaa han stod, da han 1814 skrev til Rahel, at han var bleven «uendelig gammel og uendelig slet», og som han karakteriserede saaledes: «Jeg maa skildre Dem den Skikkelse, min Verdensforagt og min Egenkærlighed nu har antaget. Jeg sysler, saasnart jeg blot kan kaste Pennen, aldrig med Andet end med Indretningen af mine Værelser, og studerer uden Afbrydelse paa, hvorledes jeg kan skaffe mig bestandig flere Penge til Møbler, Parfymer og enhver Forfinelse i saakaldt Luksus. Min Appetit til Maden er desværre borte. I dette Fag driver jeg endnu kun Frokosten med nogen Interesse.»

Til sin værdige Ven, Adam Müller, skriver Gentz i 1805 som følger:

«Hvad der har slaaet mig overordenligt i Deres Brev, det er Deres Dom over Goethes to nyeste Produkter. Jeg kender dem begge, men havde ikke vovet at udtale mig saaledes om dem. At jeg tænker om dem som De, kun endnu mindre gunstigt, vil jeg ikke nægte. Noterne til Rameau er kun flove og platte. Endnu den Dag idag at vaase saaledes om Voltaire og d'Alembert, er dog virkelig ikke en Goethe tilladt. Afhandlingerne om Winckelmann er ateistiske. Et saa bittert, lumsk Had til Kristendommen havde jeg aldrig tiltroet Goethe, om jeg end fra denne Side længe ventede mig meget Ondt af ham. Hvilken uanstændig, cynisk, faunagtig Glæde synes han ikke at have følt ved den Opdagelse, at W. egenlig var «en født Hedning», og af den Grund har været saa ligegyldig overfor alle kristelige 318 Religionspartier. Nej! fra disse to Bøger rejser Goethe sig i mit Omdømme ikke saa let igen.»*)

Goethes Afhandling naaede altsaa lige til sin Adresse, og Romantikerne fornam som et Slag i Ansigtet i det Øjeblik, Goethe stillede sig imod deres Kunstbetragtning.

Ved den Naturopfattelse, som svarer til denne Betragtning af Kunsten, maa vi endnu dvæle. Naturskildringen drager, som baade Goethe og Caroline antydede, i Sternbald Interessen bort fra Personer og Handling.

Det er tidligere meddelt, hvorledes Rousseau genopdagede Naturfølelsen. Som Sainte-Beuve etsteds har sagt i Anledning af Roussseaus Par Ord om den Svale, der byggede Rede paa hans første Hjem: «Denne Svale var det, som i Literaturen spaaede Sommerens Komme.» Denne Naturfølelse gaar, som ligeledes paavist, igen i Werther. Den Omdannelse, den nu undergik, var den, at Naturbetragtningen, der hos Rousseau havde været følsom, hos Romantikerne blev fantastisk. Derfor deres Tilbagesøgen til Legender og Æventyr, til Folkeovertroen med alle dens Alfer og Kobolder. Goethe havde sagt:

Naturen har hverken Kærne eller Skal, Ret eller Vrang,
Alt er den paa én Gang.

Romantikerne vilde kun holde sig til Kærnen, til det hemmelighedsfuldt Inderlige, som de søgte at faa frem, efter først at have lagt det ind. Det anelsesfulde Sind spejlede sig i Naturen og saa lutter Anelser. Tieck dannede som bekendt Ordet Waldeinsamkeit (Vennerne paastod, at det maatte hedde Waldeseinsamkeit). Romantiken raabte med skælvende Stemme ind i Skovensomheden, og Ekko bragte den lutter skælvende Genklang tilbage.

Alexander v. Humboldt har vist, hvorledes Oldtidens Mennesker egenlig kun fandt Skønhed i Naturen, forsaavidt den var smilende, venlig og Menneskene nyttig. Omvendt Romantikerne: For dem er Naturen uskøn, forsaavidt den er nyttig, og de finder den skønnest i dens Vildhed, eller naar den indjager uvis Angst Nattens og Bjerggrubernes Mørke, den Ensomhed, i hvilken den paniske Skræk berører Sindet med sin Gysen, er Romantikeren *

319 kær, og den Tieckske Fuldmaane straaler saa uforanderlig over Landskabet, som var den en Teatermaane af oljet Papir med en Lygte i Ryggen. Jeg siger den Tieckske; thi han er blandt alle disse unge Skribenter det uomtvistelige Ophav til det romantiske Maaneskinslandskab, i hvilket man maa tænke sig alle Figurerne fra hans Skrifter anbragte. Det er heller ikke vanskeligt at forklare, hvorfor det netop bliver ham, som opfinder Skovensomheden, den maanebeskinnede Tryllenat og Resten. Tieck er født i Berlin, vel omtrent den af alle større Byer, hvis Omegn afgiver de færreste skønne Naturindtryk. Aldrig ser man et fattigere Landskab end det, der dannes af disse brandenburgske Sandstepper, paa hvilke de tynde lange Grantræer staar stivt i Geledder som prøjsiske Soldater. Som Rousseau i en paradisisk skøn Natur - Egnen omkring Genf og Montblanc - blev direkte, umiddelbart, følsomt betaget af Naturen, saaledes fik Tieck i en naturløs Egn den sygelige Hovedstadslængsel efter Skov og Bjerg, som affødte Fantasteriet overfor Naturen. Det kolde og dagklare Berlin med sin moderne nordtyske Forstandsdyrkelse vakte Urskovslængsler og Tilbøjeligheder til en Urpoesi.

Vil man overbevise sig om Sandheden heraf, da behøver man blot at gaa til Tiecks eget Levned. Man læse i hans Biografi Fremstillingen af Opholdet i Halle 1792: «Hvor meget anderledes, rigere og venligere traadte ikke Naturen ham imøde l den grønne Saaledal end paa de flade Heder om Berlin. Med dobbelt Magt greb en Følelse ham af uendelig Længsel, som indtil den smerteligste Ophidselse fyldte hans Hjærte, naar han om Foraaret strejfede igennem Skoven. Da vendte hin Naturdrukkenskab tilbage, en hemmelighedsfuld Magt syntes at drive ham frem. Intetsteds dvælede han hellere end paa den saakaldte Höltybænk i Nærheden af Giebichenstein. Herfra oversaa han Flod og Dal. Hvor ofte saa han ikke Solen synke bag Aftenskyerne, og Maanen i tusinde gyldne Straaler spejle sig i de blidt bevægede Bølger og drømmerisk blinke gennem Buske og mellem Grene! Her har han hvilet mangen Sommernat og drukket Natur i fulde Drag.»

Man føler den Udespærredes Naturlængsel i Skildringen, et Syn paa Naturen, der til Baggrund har Synet af Brosten.

Og med endnu bestemtere Træk er den Tieckske Naturopfattelse knyttet til hans personlige Naturindtryk i Beskrivelsen af en Aften, der fulgte paa en anstrængende Fodvandring, som 320 Tieck og Wackenroder i Fællesskab foretog i Fichtelgebirge: «Wackenroder, der var uvant med saadanne Strabadser, kastede sig straks paa Sengen. Men Tieck var for bevæget; han kunde efter Alt, hvad han paa den Dag havde oplevet, ikke sove. Naturaanderne vaagnede op. Han aabnede Vinduet. Det var den mildeste, herligste Sommernat. Maanelyset flød i fulde Straaler ned over ham. Der laa den for ham, den maanebeskinnede Tryllenat, Naturen med sine ældgamle og evigt unge Æventyr og Vidundere. Atter svulmede hans Hjærte helt. Til hvilket fjernt, ukendt Maal drog det ham med uimodstaaelig Kraft? Mildt og beroligende klang et Skovhorns svævende Toner igennem Natten. Han følte sig vemodigt bevæget og dog uendeligt lykkelig.»*)

Man ser: end ikke Skovhornet fattes. Hvad der fattes ham er blot et Maal. Saaledes ogsaa i Sternbald, hvor den omflakkende, kun af Længsler og anelsesfuld Begejstring ledede Maler efter egen Tilstaaelse stedse glemmer sit egenlige Formaal. «Man kan,» siger en af Bogens Personer, «ikke glemme sit Maal, fordi det fornuftige Mennenneske allerede forud har indrettet sig saaledes, at han intet Maal har.» Det er umuligt at overse, hvor stærkt denne bestemte Art af Naturfølelse og den Vilkaarlighed, der er det gennemgaaende Træk, staar i Sammenhæng, og hvorledes de gensidigt udvikles af hinanden.

Lad os da se, hvad det er for Landskaber, Frants Sternbald forstaar og maler, og hvorledes det er, han maler og forstaar dem:

Et Sted hedder det: «Frants vilde til at tegne Landskabet, men den virkelige Natur syntes ham tør mod dens Spejlbillede i Vandet.» Alle faste Omrids, alle bestemte Konturer er den tørre Prosa, Spejlbilledet i Vandet derimod, der er Billedet i anden Potens, det er romantisk Forfinelse, Genskin og Afglans. - Et andet Sted siger Frants: «Jeg gad male ensomme, gyselige Egne, møre, itubristede Broer mellem to stejle Klipper over en Afgrund, gennem hvilken en Skovstrøm skummende brød sig Vej: vildfarende Vandringsmænd, hvis Kapper flagrede i den fugtige Vind, frygtelige Røverskikkelser, der sprang frem af Hulvejen, anholdte og plyndrede Vogne, Kamp med de Rejsende.». - Pure Teaterkulisser, mellem hvilke der opføres Melodrama!

* 321

Og i hvad Aand skal Naturen opfattes? «Undertiden,» siger Frants, kæmper min Indbildningskraft og giver sig ikke tilfreds, før den har udtænkt og iværksat noget Uhørt. Yderst selsomme Skikkelser vilde jeg da male i en forvirret, næsten uforstaaelig Forbindelse, Figurer, der var sammensankede af alle Dyrearter og forneden endte i Planter: Insekter og Orme, som jeg vilde paatrykke en vidunderlig Lighed med menneskelige Karakterer, saa at Sindsstemninger og Lidenskaber ytrede sig forunderligt og dog frygteligt.»

Hvilket Landskab, hvilket Miskmask af Rariteter! Hører man ikke allerede her Hoffmann komme anstigende med sin Hær af ti tusind Grimacer: Elefanten staar paa Hovedet paa en Snabel, der ender som en Hornfisk, Katten skriver sine Livserindringer, Dørhammeren er tillige en gammel Sælgekærling o. s. v. Er det ikke her (som i Friskytten) den hellige Antonius's Fristelser, malte af Teniers eller endnu bedre af Höllen-Breughel med den hele Heksesabbat? For den ægte Romantiker tager Naturen med sit Mylr af levende Former og Væsner sig ud som et Legetøjsskab, og dette Legetøj snakker og pludrer som Legetøjet ij Andersens Æventyr.

Man læse endnu denne Skildring af et romantisk Landskab i Novalis's Heinrich v. Ofterdingen: «Fra en Høj saa de et romantisk Land, der var oversaaet nied Byer og Borge, med Templer og Gravsteder, og som forenede al de beboede Sletters Ynde med Ørkenens og stejle Klippeegnes frygtelige Tillokkelser. De skønneste Farver var tilstede i de lykkeligste Blandinger, Bjergspidserne glimrede som Fyrværkeri i deres Is- og Snedække. Sletten smilte med det friskeste Grønt. Synskresen lyste i alle Afskygninger af Blaat, og fra Havets Mørke vajede utallige brogede Vimpler fra talrige Flaader. Her saa man et Skibbrud i Baggrunden, foran det et muntert Gæstebud, hist det skrækkeligt skønne Udbrud af en Vulkan, et Jordskælvs Ødelæggelser og i Forgrunden et elskende Par under skyggende Træer, givende hinanden de sødeste Kærtegn; ved Siden deraf iagttoges et frygteligt Slag og midt i det et Teater fuldt af de latterligste Masker; paa den anden Side i Forgrunden et ungdommeligt Lig paa en Baare, som en utrøstelig Elsker fastholdt, og de grædende Forældre ved Siden af; i Baggrunden en elskelig Moder med sit Barn ved Brystet og Engle hvilende ved hendes Fødder eller kiggende frem mellem Grenene over hendes Hoved. » 322 Hvilket Potpourri! Over alt dette ligger saa det uundgaae lige, lysegule Skær fra alle Eiskendes Ven og Velynder, Beskytter og Røber, Romantikernes højeste Trøst og Guddom: Manden i Maanen. Det er Romantikernes sande Frelsermand. Hans runde Ansigt, hans højre og venstre Profil har al den Tydelighed, som et romantisk Aasyn overhovedet modtager. Det er hans gule Livre, som alle Romantikens Riddere bærer. Og en større Maaneskinsridder end Frants Sternbald skal man søge om.

«Jeg vilde ønske, siger han, «at jeg kunde lade hele Verden gennemstrømmes af Elskovssang, og kunde røre ved Maaneskinnet og Morgenrøden, til de gav Genklang af min Kval og Lykke, saa at Melodien greb Træer, Grene, Blade og Græs, og de alle spillende min Sang maatte gentage den som med Millioner af Tunger. Og derpaa synger han sagte en «Maaneskinssang»:

Bagved Søen en Flimren og Flammen.
Hisset Bjergtoppe, guldskinnende, skønne.
Alvorsfuldt susende bøjer de grønne
Buske de blinkende Hoveder sammen.
Bølge, ruller du Glansen herop,
Maanens rundt venlige Aasyns Fylde?
Træerne strækker Grene og Top
ud, at Maanen dem sødt kan forgylde.
Aander med Et paa Bølgerne springer,
Natblomster aabner sig, dufter og klinger,
Nattergalen i Løvværket øm
digterisk forkynder sin Drøm.
Som lyse blændende Straaler Tonerne flyder,
ved Bjergets Skraaning Velkommen de Ekkoet byder.

Her er Alt! Maanens flimrende Flammer, Buske med blinkende Hoveder, Bølger der ruller Fuldmaaneansigtet, Aander, som springer paa Bølgerne, Nat som hos Novalis, Natblomster, Nattergal, ja en Nattergal, hvis Toner atter flyder som blændende Maanestraaler.

Og aldeles stereotypt vender dette tilbage. Et Sted har Frants en Drøm: «Han malede ubemærket Eremiten, hans Andagt, Skoven med dens Maaneskær, ja det lykkedes ham endog, og han kunde ikke begribe hvorledes, at bringe Nattergalens 323 Toner ind i Maleriet.» O musikalske Malerkunst! Havde Goethe saa ikke Ret i at finde mere Musik end Maleri i Bogen?

Højst betegnende er det nu, at Den, der saaledes har svælget i en fattig og gold Naturs fantastiske Skyggespil, føler sig ganske ilde tilpas, naar han staar overfor et rigt og yppigt Landskab, der sprudler af Sundhedens Saft og Kraft som Syd-Englands. Shakespeare har havt faa saa inderlige og lidenskabelige Beundrere som Tieck. Meget naturligt nærede han Ønsket om engang at staa midt i de Omgivelser, I hvilke hans store Lærer og Mester havde tilbragt sit Liv, og hvorfra han havde indsuget sine første Indtryk. Han ventede sig selvfølgelig meget. Men ak! hvilken Skuffelse! I Shakespeares Natur følte Shakespeares indbildte Aandsbeslægtede sig ilde tilpas. Hvad der udmærker Syd-Englands Landskab, er en næsten utrolig Frodighed og Kraft. Men Grøden er for Romantikeren upoetisk, fordi den er nyttig, fordi den har et Formaal; kun den Blomst er romantisk, der aldrig sætter Frugt. Man fatter da Skuffelsen. Ingensteds ser man saa mægtige, saa bredtskyggende Egetræer, ingensteds saa højt og saftigt Grønsvær. Saa langt Øjet rækker, breder det uendelige grønne Græstæppe sig ud over bølgende Høje og fede Enge, hvor det prægtige Hornkvæg græsser og tygger Drøv. Hvide, gule, blaa Markblomster og Kornblomster afbryder massevis Farvens Ensformighed og udaander en Duft, som Luftens stadige Fugtighed gør saa frisk, at den aldrig bedøver. Hele denne Vegetation er frisk, ikke som Sydens formfuld og plastisk. Den våndrige, vædskerige Plante varer ikke længe, Livet strømmer flygtigt og rask igennem den. Om Træer og Planter ligger den fugtige Luft som en lysende Damp, hvis bløde Flor i Almindelighed fanger og mildner Solstraalerne, og over den lyseblaa Himmel glider som i Danmark bestandig et Skylag. Er Himlen imellem Stunder fuldkommen klar, og lykkes det Solstraalen et Øjeblik uden nogen Gennemfart gennem Taager at naa til Jorden, da lyser Regn- og Dugdraaberne paa det friske saftige Græs og paa de utallige brogede Blomsters silke- og fløjelsagtige Kronblade stærkere end Perler og Guld. Hvad gør det, at dette Græs er bestemt til at fortæres? Hører det ikke netop til dets Skønhed, at det ser saa nærende ud? Hvad gør det, at de frugtbare Agre er dyrkede med alle Agerdyrkningskunstens fortrinligste Redskaber, eller at Kvæget er passet og pudset med den sindrigste Omhu, ser ikke Dyre- og Planteverdenen netop derved saa

        

324 kraftig, nærende og velnæret ud? Det er ganske vist ikke Ørkenens eller Oceanets eller Schweizerlandskabets storladne Skønhed. Men skulde denne Natur ikke have sin Poesi? hvem har en Aftenstund opholdt sig i Parkerne ved Kew med deres uhyre gamle Ege og har ikke følt sig stærkt fristet til at give Alfedansen fra Skærsommernatsdrømmen eller De lystige Kvinder i Windsor disse Omgivelser til Sceneri! Det var i disse Omgivelser, at Shakespeare digtede dem. Man aner, med hvilke Øjne han saa paa dette Landskab. - Med hvilke Øjne betragter Tieck det?

«Endelig ønskede han - fortæller Köpke - at lære England udenfor London at kende. Hvorhen kunde denne Udflugt gaa, om ikke til Shakespeares Fødested? Han tog først til Oxford. Men heller ikke Naturen her kunde Tieck afvinde nogen Smag. Det var et yppigt grønt, et herligt dyrket Land, hvorigennem de kørte; men det var en lavet, tilskaaret Natur [ingen Urpoesi!], Oprindelighedens Karakter havde den tabt. Den manglede Umiddelbarheden, hin Hellighed, som han kaldte det, der tiltaler Gemyttet, og som saa ofte havde rørt ham i Hjemmets fattige Egne. Ved Industrien var den bleven berøvet sin digteriske Duft.»

Det er da altsaa klart, at der i den hjemlige Natur maa have været Noget, der kom hans personlige Aandsretning imøde. Den fantastiske Naturbetragtning vilde ikke have naaet en saadan Højde netop i dette Land, hvis der ikke i selve Naturen her var noget Fantastisk. Tydeligt nok er den tyske Natur kommen den fantastiske Betragter i Møde paa Halvvejen.

I første Bind af dette Værk blev det gennem en Skildring af italiensk Natur paavist, af hvilken uromantisk Art dennes højeste Skønhed er. Trods Schwarzwald og trods Blocksbjerg kan den tyske Naturs Skønhed heller ikke ligefrem kaldes fantastisk; thi som Taine har sagt: alene Kunstens Skønhed er fantastisk, Naturens er mere end fantastisk; det Fantastiske eksisterer ikke udenfor vor menneskelige Hjerne. Men Naturen kan frembyde Tilknytningspunkter for en vis Art Fantasteri. Især maa man mærke, at det ejendonimelige tyske Landskab er uden Berøring med Havet og mangler det vide befriende Pust, som Havet giver. Disse Flod- og Bjerglandskaber har aldrig den aabne frie Synsk res, hvortil vi er vante.

Dog lad mig for ikke at udtrykke mig almindeligt gaa lige løs paa selve den Natur, i hvilken Tieck længst og stadigst levede, Egnen omkring Dresden, det saakaldte sachsiske Schweiz. 325 Jeg kan med faa Ord skildre, hvordan den for mig ser ud, og saa vise, hvorledes den tager sig ud for en romantisk Digter. Jeg behøver ikke her at udtrykke mig ubestemt, thi jeg har kendt flere romantiske Digtere personligt, og jeg har netop gennemrejst denne Egn med en gammel Digter af den romantiske Retning.

Vi havde tilbragt nogle Dage i den klare Bjergluft, skuende ud over Bøhmens Klippeland og Højsletter, der ligner et Hav, af hvilket skarptrandede Bjerge dukker op som Øer, med uoverskuelig Rigdom af Marker og granbevoksede Fjelde. Man gaar gennem Uttenwalder Grund op paa Bastei. Dalen er indesluttet af høje, lagvis optaarnede fantastiske Sandstensfjelde med Graner klyngende sig ind i hver Revne. Tidt ligger den øvre Del af Bjerget truende helt ud over den lavere og synes at ville falde ned. Mange underlige Luner af Naturen forekommer: Porte, endog tredobbelte Porte i Klippen. Naar man stiger op paa Bastei, har man paa venstre Haand det mærkelige Landskab, i hvilket de stejle Klipper ligner uhyre Gravstene som paa en Ruysdalsk Jødekirkegaard, et forfærdende, tragisk Landskab, passende til Dekoration for de døde Nonners Dans i Robert le diable. Fra Bastei har man lige for sig den mægtige Slette med sine stejle Klippeøer - Klippefæstningen Königsstein ligger paa en saadan - med lige, sikre Linjer, haarde, uden ringeste malerisk Skønhed. Kuhstall er en vældig Rundbue, som Klippen danner. Denne Natur tager sig bestandig ud som formet af Menneskehaand, som Kunst, som frembragt af Fantasi. Udsigten deroppe fra var, da jeg sidste Gang saa den, forunderligt imponerende i det skønneste Sollys. Over de vældige Granskove, der bedæk kede de underliggende Højder, og hvis Toppe saa ud som Filt eller Uld, laa et kraftigt blaagrønt Skær tragtformet stigende op langs de omliggende Bjerge. De bøhmiske Landsbyer laa gruppevis fordelte, skinnende som Ruder i Solen; langt borte Basaltbjerge, nærmere pyramideformige, firkantede eller obeliskagtige Klipper. Stod et enkelt Løvtræ nede mellem Granskovene, tindrede dets da i Efteraaret gulige Løv i de mørke Omgivelser som Guldpletter. Ellers var der intet andet Gult end Lavarterne langs nogle Klippesider. Disse Klipper saa ud, som om Kæmper i Tidernes Morger havde sloges med dem, ligesom Børn slaas med Sten, eller havde stablet dem ovenpaa hverandre i Leg.

Fra Vinterbjerget tager Bjergene sig ud som Levninger af 326 Cyclopernes By. Man ser f. Eks. en vældig Bjergside, stejl og glat som en Mur, grandækket midt i et Landskab af umaadelig Vidde. Prebischthor endelig er maaske det skønneste af det Alt. Atter her har Klippen dannet noget Fantastisk, en aaben Port; en uhyre aldeles lige Klippebjælke har lagt sig som Overligger over to Klippetaarne. Man kan sidde oppe under den og har da to Landskaber for sig, et under Buen tilvenstre og et aabent paa højre Haand. Da jeg ved Aftentid sad der, var det første haardt, koldt, strengt; over det andet, i det andet gik Solen ned, rød og glødende. Det første Landskab var som Dur, det andet som Moll; det første havde intet Øje, det andet lyste og straalte.

Saaledes tog denne Natur sig ud, betragtet af en almindelig, ædru Rejsende. Den Romantiker, med hvem jeg gjorde Turen, syntes mig mindre bevæget ved Skuet, end jeg selv. Idetmindste sagde han i Dagens Løb ikke meget derom. Men da vi ud paa Natten skulde til at stige ned af Bjerget, da blev hans Fantasi paa engang levende. Det var helt mørkt, og Mørket virkede stærkt paa hans Nerver. Det forekom ham, jo mere Mørket faldt paa, som om flere og flere af Naturaanderne kom frem. Og da vi nu i det Fjerne opdagede de første oplyste Punkter, Ruder i de Huse, som laa langs Bjergene, men hvis Omrids man paa Grund af Mørket ikke kunde se, var det ham, som om Ruderne sad i selve Klippen, som havde Klippen hævet sig og man kunde se ind, hvis man gik nær nok hen. Disse Ruder var ham som store Øjne, hvormed Bjergaanden saa ud paa os; det var ham, som om disse store Skovskrænter betragtede os. Han var i en uhyggelig og barok, ægte romantisk Stemning, og jeg kunde ikke følge ham. Men jeg fik ved denne Lejlighed praktisk og personligt et levende Indtryk af, hvorledes en tysk Romantiker fra den gode gamle Tid saa paa Naturen, hvorledes den først ved Nattetid blev Natur for ham, hvorledes han ikke saa paa den, men ved Siden af den og om bagved den, og ved at iagttage hvormeget mere og tillige hvormeget mindre min Ledsager følte overfor Landskabet end jeg, begreb jeg Berettigelsen og Ensidigheden, U naturligheden og Poesien i den romantiske Naturbetragtning*).

* 327

XI

Den, der har staaet i et Spejlkabinet og set sig selv og alle Genstande fordoblede i det Uendelige ovenover, nedefter, til alle Sider, har en Forestilling om den Svimmelhed, man undertiden kan føle overfor den romantiske Kunstform.

Enhver husker den pudsige Effekt, det gør, naar i Holbergs Ulysses v. Ithacia Personerne bestandig gør Løjer med, hvad de selv er og forestiller, naar Ulysses foreviser sit lange Skæg, der er groet ud i det Tiaars-Felttog, eller naar der paa en Kulisse staar skrevet: «Dette skal være Troja», eller endelig naar Jøderne tilsidst bryder ind og trækker de Klæder af Skuespilleren, som han har laant til at spille Ulysses i. Skuespilkunstens Virkning beror som bekendt paa Illusion, og Illusion er en for mange Kunster fælles Bestemmelse. Saaledes skuffer en Statue og et Maleri ligesaa fuldt som et Teaterstykke, og Illusionen beror paa, at man et Øjeblik antager Stenen for Menneske og den malte Flade for en Virkelighed, der gaar i Dybden, ligesom man jævnligt glemmer Skuespillerens Person over hans Rolle. Denne Illusion er imidlertid kun fuldstændig i Øjeblikke. Den rent Uudviklede kan vel helt lade sig skuffe: Saaledes skød en indisk Soldat i Calcutta den Skuespiller, der spilte Othello, med det Udraab: «Aldrig skal det siges, at i min Nærværelse en Neger har myrdet en hvid Kvinde!» Men hos den Dannede er Illusionen kun glimtvis tilstede, saa igen en Stund ophævet o. s. v. Den kommer og gaar, kommer i det Øjeblik, Tragedien bringer En Taarer i Øjnene, gaar i det Øjeblik, man trækker sit Lommetørklæde frem og betragter sin Nabo. I dette Sansebedrag er nu Kunstværkets Virkning samlet som i sin allerfineste Spids. Illusionen er Kunstværkets Genskin i Tilskuerens Sind. Illusionen er det Skin, det Spil, hvorved det, som i Sandhed er uvirkeligt, bliver Virkelighed, bliver Alvor for Tilskueren.

I det simple, ligefremme Kunstværk er ingen særlig Opmærksomhed helliget Sansebedraget. Der sigtes ikke til det, Intet er gjort for at styrke det eller give det en særligt pirrende Ejendommelighed, end mindre er der gjort noget for at slaa det itu.

Det forstaas imidlertid let, at Illusionen kan faa noget saadant Pirrende og Pikant i alle Kunster. Naar der f. Eks. paa 328 et antikt Basrelief er fremstillet en Herme eller et andet Gudebillede af Sten, naar et Maleri forestiller et Maleratelier eller et Værelse, hvori der hænger Malerier, saa er det ligesom stærkere antydet, at Basrelief et ikke selv vil gælde for Sten, at Maleriet ikke selv vil være Maleri, og af samme Art er Virkningen, naar i en Komedie en eller anden af Personerne udbryder: «Antager du mig for en Teateronkel?»

Endnu skarpere Lys falder der over Teaterillusionen, eller rettere endnu mere bringes den i Glemme, naar i et Stykke selve de optrædende Personer udfører en Komedie, som i Shakespeares Skærsommernatsdrømmen eller Hamlet. At de, som ikke deltager i dette Skuespil, ogsaa spiller Komedie, synes da besynderligt eller umuligt. Illusionen er her kunstigt forøget og dog samtidigt formindsket, idet Opmærksomheden henledes paa den. Det er tydeligt nok, at denne Leg med Sansebedraget er slaaet stærkt ned i Tieck og maatte gøre det. Da det er Illusionen, som gør Kunsten til Virkelighed og Alvor for Beskueren, er det gennem Brud paa Illusionen, at han ret for Alvor føler Kunsten som frit vilkaarligt Spil.

Tieck driver da ironisk Gæk med alt, hvad man plejer at lade uomtalt for ikke at forstyrre Illusionen. I Den bestøvlede Kat spørger Kongen Prins Nathanael: «Men sig mig, naar De bor saa langt borte, hvorledes gaar det da til, at De kan tale vort Sprog saa flydende?» Nathanael: «Tys!» Kongen: «Hvad?» Nathanael: «Tys, tys - ti dog stille, ellers mærker Publikum dernede dog tilsidst, at det er i høj Grad unaturligt.» - Straks efter bemærker saa en af Tilskuerne: «Hvorfor kan Prinsen dog ikke hellere tale et fremmed Sprog og lade det oversætte af sin Tolk? - det er noget forbandet dumt Tøjeri.» Denne Tilskuerens Bemærkning er naturligvis spydig ment, rettet imod den platte Fordring til Naturlighed i Kunsten, for hvilken Iffland og Kotzebue var Talsmænd. Denne Fordring kom især til Orde i den franske Misforstaaelse af Aristoteles, i Læren om Rummets og Tidens Enhed. Hertil havde Schlegel efter Lessings Eksempel bemærket, at naar man allerede gjorde det store Spring, at anse Brædderne for Verden, kunde man sagtens gøre det mindre med, nu og da at lade Brædderne betyde forskellige Steder. Romantikerne anpriser derfor ogsaa uafladeligt og som et højere Kunsttrin end vort nuværende den gamle Shakespeareske Scene, hvor en Seddel paa Kulissen simpelthen angav Stedets Beliggenhed. De, der 329 forfægtede Naturlighed i Kunsten, ønskede dengang Kulisserne erstattede af faste Vægge; Schlegel mener, at naar man allerede vil have tre Vægge paa Scenen, bør man gøre Skridtet fuldt ud og ogsaa forsyne den med en fjerde Væg ud imod Tilskuerne.

Det er af Trods mod al Spidsborgerlighed i Kunstbetragtningen, at Tieck morer sig med at sætte Tilskuerne op paa Scenen og lade Stykket i Stykket foregaa for deres Øjne, ledsaget af deres kritiske Bemærkninger. De laster, de roser; snart dadles en Scene som overflødig, snart prises Digteren, fordi han har havt det Mod at bringe Heste paa Brædderne. Et andet Sted optræder i det kongelige Slot den Lærde og Hanswurst i en Ordstrid for Kongens Trone. «Min Paastand,» siger den første, er den, at det nylig udkomne Stykke: Den bestøvlede Kat er et godt Stykke.» «Det er det, jeg nægter,» siger Hanswurst - hvortil en forfærdet Tilskuer udbryder: «Hvordan! Stykket selv forekommer i Stykket.»

Ja i Den bagvendte Verden gaar det værre til endnu. Pludselig som Skaramuz rider igennem en Skov paa sit Æsel, bryder et Tordenvejr løs. Man tror maaske, han nu søger Ly. Ingenlunde. «Hvor Pokker,» raaber han, «kommer Uvejret fra, derom staar der jo ikke et Ord i min Rolle. Hvad er det for Dumheder? og jeg og mit Æsel bliver gennemblødte. Maskinmester! Maskinmester! aa, hold dog op i Pokkers Navn!» Maskinmesteren kommer ind og undskylder sig med, at Publikum har ønsket Teatertorden, han har kun imødekommet dets Ønske. Skaramuz bønfalder da Publikum om at forandre sit Forsæt. Det nytter ikke, det vil have Torden. «Hvorledes? i et blidt historisk Skuespil?» Det tordner. «Det er ganske simpelt,» siger Maskinmesteren: «Jeg har her stødt Kolofonium, det puster jeg igennem et Lys, saa lyner det, og i samme Øjeblik bliver der ovenpaa rullet med en Jernkugle.» - Videre kan Spillet med Illusionen ikke drives uden derved, at der paany i det Stykke, som de spillende Tilskuere ser, bliver spillet Komedie for andre Tilskuere. «Tænk hvor vidunderligt,» udbryder Dumrianen Scævola: «Vi her er Tilskuere, og deroppe sidder Folkene nu ogsaa som Tilskuere.» Saaledes stikker Stykkerne inden i hinanden som Æsker.

Endelig løftes Galskaben op i tredje Potens, idet der pludseligt i det nye inderste Skuespil atter forekommer en Scene, hvor der opføres et Skuespil. Det er en Forvirring uden Mage. Man tænke sig Jeppe paa Bjerget skrevet saaledes, at Jeppe 330 sidder og ser Hakon Jarl, men for Hakon og Thora spilles Aprilsnarrene, og for Hans og Trine som Tilskuere opføres atter Hamlet. Det vilde jo, hvis man paa det inderste Teater saa en Scene af det sidste Stykke, næsten være umuligt at have hele Sammenhængen i sin Hukommelse. «Det er for galt,» raaber Scævola. «Se, Kammerater, vi sidder her som Tilskuere og ser et Stykke, og i dette Stykke sidder atter Tilskuere og ser et Stykke, og i dette tredje Stykke bliver et Stykke atter spillet for hin tredje Klasse af Skuespillere,» og forklarende tilføjer han ægte romantisk: «Man drømmer ofte paa lignende Maade, saa det er forskrækkeligt, og mange Tanker spinder sig saaledes bestandig videre og videre ind i det Indre. Begge Dele kan man ogsaa blive gal over.»

Men Musiken mellem Akterne indeholder Digtningens Nøgle. Den muntre Allegro siger: «Véd I ogsaa, hvad I vil, I, som søger Sammenhæng i alle Ting? Naar den gyldne Vin blinker i Glasset, og den gode Aand derfra stiger op i Jer, naar I føler Liv og Sjæl dobbelt fuldt, og alle jert Væsens Sluser er aabne, hvad tænker I da, hvad formaar I da at ordne? I nyder Jer selv og den harmoniske Forvirring.» - Og Rondoen siger: «Saa ofte Filosofen maa undre sig og ikke begriber en Ting, udbryder han: Deri er der ingen Forstand. Ja Forstanden, som ret vil gaa tilbunds i sig selv, siger, naar den har udforsket sit eget inderste Væsen og har iagttaget sig selv: deri er der ingen Forstand ... Dog, hvem der med Fornuft foragter Fornuften, han er atter fornuftig. Mange Vers er en Prosa, som er bleven gal. Megen Prosa er kun gigtlamme Vers. Hvad der ligger mellem Poesi og Prosa, er heller ikke det Bedste - o Musik, hvorhen vil du? I dig er der heller ingen Forstand.»

I sine kritiske Skrifter begrunder Tieck selv sin Fremgangsmaade derved, at han sætter det romantiske Lystspils Formaal i at vugge Tilskueren helt ind i en drømmende Stemning. «Midt i Drømmen,» siger han, «tror Sjælen ofte ikke selv fast paa sine Syner; men sover den Drømmende videre, saa bringer den uendelige Mængde af nye magiske Skikkelser Illusionen tilbage, fastholder os i den fortryllede Verden, bringer os til at tabe Virkelighedens Maalestok og overleverer os tilsidst fuldstændigt til Ubegribelighederne.»

Medens Musiken er det forskelsløse Dyb, til hvilket Romantikerens trætte Fantasi vender tilbage, naar den har beskuet sig 331 selv uendelig fordoblet i sit Spejlkabinet, ligner Kunstværket her en af de udskaarne Elfenbenskugler, som man ser paa Kunstsamlinger, i hvilken atter en udskaaret Kugleskal ligger løst, der indeslutter en ny o. s. v.

I den dramatiske Digtning bliver denne Fremgangsmaade paa meget morsom Maade efterlignet af J. L. Heiberg i hans vittige literært-angribende Lystspil Julespøg og Nytaarsløjer. Mindre fri og selvstændig er den Hoffmann'ske Efterligning Prinsesse Blandina, hvor der er indlagt Optrin, i hvilke Regissøren og Direktøren bag Scenen drøfter Stykket. Regissøren siger: «Hr. Maskinmester, vil De give Klokkesignalet til at det skal blive Nat.» - Direktøren: «Hvad er det? Skal det nu paa en Gang blive Nat? Det forstyrrer Illusionen. Det er jo kun et Par Minutter siden, at Digteren Roderich har spist Frokost i Ørkenen.» - Regissøren: «Men det staar saadan i Tekstbogen.» - Direktøren: «Saa er det Bogen, som er forrykt, og saa er Stykket jo skrevet uden nogetsomhelst Kendskab til Teatret.»

Udenfor den egenlige Digtning genfinder vi Spejlkabinettet med dets Refleksionsfordobling, psykologisk anvendt i vor egen Literatur af S. Kierkegaard. Som den tyske Romantiker ironisk svæver over sit Skuespil med dets kinesiske Æskespil af Scener og Figurer, saaledes fjerner den danske Sjælegransker sig bestandig mere og mere fra sit Stof ved at putte én Forfatter ind i den anden. Man høre ham i Forklaringen til Afsluttende Efterskrift: «Mit Forhold er end yderligere end en Digters, der digter Personerne og selv dog i Forordet er Forfatteren. Jeg er nemlig upersonligt eller personligt i tredje Person en Soufflør, der digterisk har frembragt Forfattere, hvis Forord atter er deres Frembringelse, ja hvis Navne er det. Der er saaledes i de pseudonyme Bøger ikke et eneste Ord af mig selv; jeg har ingen Mening om dem uden som Tredjemand, ingen Viden om deres Betydning uden som Læser, ikke det fjerneste private Forhold til dem, som dette da er umuligt at have til en dobbelt-reflekteret Meddelelse. Et eneste Ord af mig personligt i mit eget Navn vilde være den anmassende Selvforglemmelse, der forskyldte med dette ene Ord, dialektisk set, væsenligen at have tilintetgjort Pseudonymerne. Saalidet som jeg i Enten-Eller er Forføreren eller Assessoren, saalidet er jeg Udgiveren Victor Eremita, netop lige saa lidet; han er en digterisk-virkelig subjektiv Tænker, som man jo genfinder ham i In vino veritas. Jeg er i Frygt og Bæven 332 lige saa lidet Johannes de silentio, som den Troens Ridder, han fremstiller, netop lige saa lidet, og atter netop lige saa lidet Forfatteren af Forordet til Bogen, hvilket er en digterisk-virkelig subjektiv Tænkers Individualitets-Replik. Jeg er i Lidelses-Historien (Skyldig? - Ikke-Skyldigt?) lige saa lidet Eksperimentets Quidam som Eksperimentatoren, netop lige saa lidet, da Eksperimentatoren er en digterisk-virkelig subjektiv Tænker og den Eksperimenterende hans Frembringelse i psykologisk Konsekvens. Jeg er saaledes det Ligegyldige, *dolgoeO* det er ligegyldigt, hvad og hvorledes jeg er ... Jeg har fra Begyndelsen meget godt indset og indser, at min personlige Virkelighed er et Generende, som Pseudonymerne patetisk-selvraadigen maatte ønske bort, jo før jo hellere, eller gjort saa ubetydeligt som muligt, og dog igen ironisk-opmærksomme maatte ønske at have med som den frastødende Modstand; thi mit Forhold er Enheden af at være Sekretæren og, ironisk nok, dialektisk redupliceret Forfatter af Forfatteren eller Forfatterne.»

Saa særegne Aarsagerne til denne Fordobling af Fordoblinger end er, saa er Foreteelsen dog meget beslægtet med den foregaaende. . For at holde sig det store Publikum fra Livet, for ikke at give sit eget Hjerte til Pris, og især for ikke at være tvungen til Talen i eget Navn med det kedsommelige Ansvar, dette medfører, stiller Kierkegaard saa mange Forfattere som muligt mellem Publikum og sig. Jeg tilstaar, at for mig er hans Fremgangsmaade ligefuldt Kunstleri og en Art Mindelse om den romantiske Ironi. Thi skønt Kierkegaard ved sit Indhold paa adskillige Punkter er ude over Romantiken, er han dog bunden til Romantiken ved sin Kunstform. Det er jo naturligt nok, at han ikke selv kan bære Ansvaret eller vil bære det for hvad hans opdigtede Personer, Forføreren og Assessoren, siger; men det er pur Indbildning, at Kierkegaard virkelig skulde have formaaet at frembringe sine Forfattere paa anden Haand, altsaa f. Eks. ikke blot har digtet Helten i Forlovelseshistorien, men digtet ham saaledes, som Frater Taciturnus maatte digte ham. Dette er det rene Spilfægteri. Flere af Kierkegaards ydre Forfatterpseudonymer, som f. Eks. Constantin Constantius og Frater Taciturnus, kan neppe skelnes fra hinanden, og man mærker ikke paa den indre Pseudonym, at han er digtet af netop denne ydre. Tredje Afsnit af Stadierne var, som en Optegnelse af Kierkegaard viser, oprindeligt bestemt for Enten-Eller. Naar 333 det i Afsluttende Efterskrift (S. 216) siges, at neppe den opmærksomste Læser i Stadierne skal finde et eneste Udtryk, et eneste Sving i Tanken eller i Sproget, som det var i Enten-Eller, da røber disse Ord en stor Selvforblændelse. Begge Værker aabenbarer i hver Linje, at de skriver sig fra samme Forfatter, og samme Tanker forekommer tit næsten med samme Ord. Saaledes har Assessoren i Stadierne ganske samme Opfattelse af Aladdin som Æstetikeren i Enten-Eller: «Det, hvorved Aladdin er stor, er hans Ønske, at hans Sjæl har Marv til at begære.»

Til denne Genfordoblingsform svarer nu hos Romantikerne de allervildeste Luner med Hensyn til Fremstillingens Orden. I Den bagvendte Verden begyndes med Epilogen og endes med Prologen; i slige Træk viser Fantasien sin ubundne Frihed. Frater Taciturnus fremstiller, hvad der er hændt ham for et Aar siden og samtidigt, hvad der er hændt ham i dette Aar. Dette nedskriver han saaledes, at han om Formiddagen hver Dag beretter, hvad der er hændt den Dag for et Aar siden (hvilken Hukommelse!) og ved Midnat hvad der er hændt samme Dag, hvilket naturligvis gør det næsten umuligt at rede de to Begivenhedstraade ud fra hinanden. I Hoffmanns Kater Murr skriver Katten sine Erindringer paa et Papir, som tilfældigvis paa den anden Side indeholder Manuskript, nemlig dens Herres, Kapelmester Kreislers Optegnelser. Begge Sider af Papiret aftrykkes nu regelmæssigt, saa vi vekselvis med Afbrydelser midt i Sætninger og Ord faar de to hinanden aldeles uvedkommende Historier, der findes paa For- og Bagsiden af Papiret, imellem hinanden. Videre synes Vilkaarligheden, Lunefuldheden, Legen med det Frembragte ikke godt at kunne gaa. Og dog gaar Opløsningen af den faste Form langt videre. Man bliver i den romantiske Skole ikke staaende ved at opløse Kunstformen; man opløser selve den menneskelige Personlighed, og det paa mangfoldige Maader.

Novalis er den, der gør Begyndelsen, I Heinrich v. Ofterdingen synes Helten bestandig at kende Alt, hvad han erfarer, i Forvejen. «Alt, hvad han saa og hørte, syntes kun at skyde nye Siaaer i ham tilside og aabne nye Vinduer i ham.» Forunderligst gribes han dog, da han i Eneboerens, Greven af Hohenzollerns, Hule finder en hemmelighedsfuld Bog, og i denne Bog, uden endnu at kunne tyde den, opdager sin egen Tilværelses Gaade, som denne Tilværelse har begyndt allerede før hans 334 Fødsel og strækker sig ind i Fremtiden efter hans Død. Da Novalis' Roman er Allegori og Myte, da han vil gøre et enkelt Menneske til Bærer af «Gemyttets» hele evige Historie, bruger han som Middel dertil overensstemmende med et af Menneskehedens ældste Forklaringsforsøg det at fremstille den Enkelte som tilhørende flere Slægtled efter hinanden, saa at Fortid og Fremtid stedse som Erindring og som Anelse spiller ind i hans nuværende Eksistens. Han tænker sig ikke en egenlig Sjælevandring, men Tiden har for ham, Romantikeren, der bestandig kun forholder sig til det Evige, en saa underordnet Betydning, at ligesom han ingen Forskel anerkender mellem en naturlig og en overnaturlig Begivenhed, saaledes kender han ingen mellem Nutid, Fortid og Fremtid. Paa denne Maade strækkes Individualiteten ud i Længden over et helt Spand af Verdenshistorien.

Vi har den romantiske Benyttelse af Forudtilværelsen i vor egen Literatur i Heibergs De Nygifte. Moderen fortæller sin Plejesøn om Sønnens Død:

Den Morgen, da han led sin skrækkelige Dom,
Endnu var det neppe daget -
Traadte Slutteren ind og sagde: «Kom!
Klokken er nu paa Slaget.»
Da sank han for sidste Gang til mit Bryst
Og udbrød: «Et Ord du mig give,
Et kraftigt Ord, som kan være min Trøst
Paa min sidste Gang i Live!»
Og jeg sagde ...
Men, Fredrik, du skræmmer mig! sig ...
Du rejser dig ... hvad har du i Sinde.
Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ...
Fredrik.
O Moder! Moder! hold inde!
Du sagde: «Naar du for din Frelser staar,
Da sig: Min Gud og min Broder,
Tilgiv mig for dine Martyrsaar,
For min Anger og for min Moder.»
Gertrud.
Ha! hvoraf véd du det?
335 Fredrik.
Mig det var,
Først nu mig selv jeg fatter,
Det er din virkelige Søn, du har,
Og nu lever han Livet atter.

Her findes da hos Heiberg en skøn og sindrig Benyttelse af Forudtilværelsen. Men Romantiken bliver ikke staaende derved. Den nøjes saa lidet med at kaste Personligheden tilbage i Fortiden, som med at føje et følgende Livs brede pragtfulde Paafuglehale til den. Snart flækker den Jeget igennem paa langs, snart opløser den det i dets Bestanddele. Den splitter Jeget og fordeler det i Tiden. Den agter jo hverken Rum eller Tid.

Selvbevidsthedens Væsen er Selvfordobling. Men det Selv er sygt, som ikke formaar at overvinde og beherske denne Fordobling. Vi saa det hos Roquairol og Loveli. Ingen Ulykke og Jammer er større end den sygelige Selvbetragtning. Man skiller sig i den ud fra sig selv, ser paa sig selv som Tilskuer og har snart den rædsomme Følelse, som Cellefængslernes Beboere har, naar de ser hen til den lille Glasglug i Døren og opdager Opsynsmandens Øje fæstet paa dem. Ens eget Øje er i denne Tilstand blevet En skrækkeligt som en Andens. Hvad der mest bringer denne Tilstand til at vare, er dels den religiøse og moralske Følelse, at man ikke vil slippe sig selv af Syne, men arbejde med sig selv, forbedre sig selv, dels den naturlige Videbegærlighed overfor det Ubekendte; man betragter sig selv som et Land, hvis Kyster kendes, men hvis Indre først skal opdages.

Denne Opdagelse sker langsomt og umærkeligt i det sunde Menneskes Liv. En skøn Dag ser den stakkels Fange op fra sit Arbejde hen til Gluggen, og han mærker, at Øjet er forsvundet. Han aander, han lever først nu. Hvilken end hans Gerning er, nok saa stor eller nok saa ringe, hvad enten han er guddommelig eller blot nyttig, Michelangelo eller Proppeskærer, fra det Øjeblik af vil han have en Følelse af Ligevægt og Enhed i Sindet. Han føler, at han er én og hel. Hos sygelige, til Handling udygtige Naturer viger Øjet aldrig bort fra Glasset, og vedbliver denne Tilstand, er Mennesket paa Randen af Mani. Men denne Tilstand holder Romantikerne fast. Saaledes opstaar det romantiske synske Dobbeltgængen, hvis Udgangspunkt er givet i Jean Pauls Leibgeber-Schoppe (*dolgoeO* i Grubleriet 336 over Fichtes Jeg), og som strækker sig gennem næsten alle Hoffmanns Fortællinger for at naa sit Højdepunkt i hans Hovedværk Elixire des Teufels. Man finder det overalt hos Romantikerne, hos Kleist i Amphitryon, hos Achim v. Arnim i Die beiden Waldemar, hos Chamisso i Digtet Erscheinung, hos Brentano, spøgende behandlet, i Die mehreren Wehmüller. For E. T. A. Hoffmann er Jeget kun en Maske over en anden Maske, og han morer sig med at skalle disse Masker af. Hvad vi saa antydet hos Roquairol, er udført hos ham.

Hoffmanns Levned giver Nøglen til den særegne Manér, som den romantiske Selvfordobling antog hos ham. Han blev født 1776 i Königsberg som Søn af Forældre, der levede i et usamdrægtigt, snart opløst Ægteskab, Moderen stammede fra en Famile, i hvilken der herskede den pinligste Kærlighed til Orden og den strengeste Sømmelighedsfølelse med Hensyn til alle ydre Former; Faderen var ligesaa uregelmæssig som aandrig og havde uordenlige Tilbøjeligheder, der var hans Svigerforældres Familie en Gru. Tidligt mistede Theodor Hoffmann sin Moder, og en Onkels pedantisk strenge Opdragelse gjorde de kun sjældent mulige Udbrud af den geniale Drengs Luner des mere vilde og gale. Han gav sig Luft i sære musikalske Kompositioner, men fremfor Alt i højst talentfulde Karikaturtegninger. Saa begyndte han at studere Jus som Brødstudium og syslede ved Siden deraf ivrigt med Musiken. Tidligt stod han i et lidenskabeligt Kærlighedsforhold til en ung gift Kone. Han elskede hende med et Sværmeri, der nær havde gjort ham forrykt i Hovedet, og stod i Begreb med at ligge fuldstændigt under for sine Sindsbevægelser, da han, tyve Aar gammel, rev sig løs ved at forlade sin Fædreneby.

Snart derefter blev han ansat i Posen, hvor den Vildskab i Fornøjelser og Udsvævelser, som herskede i Datidens Polen, rev ham ganske med sig og væsenligt forandrede hans Karakter. Fra Posen blev han - betegnende nok fordi han i sine Karikaturer havde givet en af sine højeste Foresatte til Pris for Latteren - forflyttet til Plozk, hvor han atter tog sig noget sammen. Efter faa Aars Forløb fik han (1804) en Ansættelse som Regeringsraad i det dengang prøjsiske Varsjov. Det brogede og rige Liv i Varsjov, der var hovedstadsagtigt og tillige ganske fremmedartet for en Tysker, har givet Hoffmann hans endelige Præg som Skribent. Meget af det Gale og Besynderlige i hans Forfatterskab lader sig føre tilbage til Varsjover Livslysten og 337 Ubundetheden. Her traf han Zacharias Werner, hvem det polske Liv, som det var ved Aarhundredets Begyndelse, heller ikke havde ladet uberørt. Og her levede han, selv en lidenskabelig Dyrker af Musiken, med andre Musikbegejstrede, og fandt, mens han omhyggeligt passede sit Embede, Tid til at udsmykke flere Sale al fresco, forsyne et Biblioteksværelse med Relieffer, som han udførte i Bronce, og til at male et Kabinet i ægyptisk Stil, i hvilket forunderlige Fremstillinger af ægyptiske Guder behændigt var sammenflettede med Vrængbilleder af hans Bekendte, som han havde forsynet med Haler og Vinger. Her i Varsjov dirigerede han ogsaa for første Gang Koncerter.

1806 blev som bekendt den prøjsiske Regering i Varsjov styrtet. Hoffmann saa først den russiske Hærs Fortrav, bestaaende af Tatarer, Kosakker og Basjkirer, fylde Byens Gader. Snart derefter rykkede Murats Ryttere ind i Varsjov. Hele den Folkevandring, som Napoleons Felttog satte i Bevægelse, har han iagttaget, og senere har han set Napoleon selv, i hvem han som god Tysker afskyede Tyrannen. I Dresden var han i 1813 i nærmeste Nærhed Vidne til flere mindre Kampe og til et Slag; han saa en Valplads, oplevede Hungersnød og en Art Pest, som Krigen der medførte; kort sagt alle Tidsalderens Rædsler befrugtede hans Indbildningskraft - ejendommeligt nok fra først af kun paa den Maade, at det ytrede sig i en Række pudsige Karikaturer af de Franske.

Han havde i en ung Alder giftet sig med en smuk polsk Dame, der blev ham en kærlig og taalmodig Hustru; hende har han tilsyneladende havt at takke for, at han med sit saa ophidsede Nervesystem dog levede saa længe, som han gjorde. Hans Ægteskab udelukkede ikke heftige Lidenskaber for andre Kvinder, men alle 'disse Forelskelser synes dog snarere at have havt deres Rod i Indbildningskraften end i en virkelig Følelse. Ogsaa i Erotiken var han Fantast. Tre Dage efter at en ung Frøken, i hvem han var forelsket indtil den yderste Overspændthed, havde forlovet sig med en anden, var han allerede fuldstændig trøstet og ved Selvironi frigjort for sin Lidenskab. Den blotte Vrængen hjalp ham bort over det Værste.

Efter at han havde været Teaterarkitekt i Bamberg og senere Musikdirektør i Dresden, tilbragte han sine sidste Leveaar som Medlem af Kammerretten i Berlin. Her blev den saa forbavsende udrustede Mand, der kunde skrive Bøger, fantasere paa 338 Klaveret, komponere Operaer og tegne Karikaturer, og som sprudlede af Vid, saasnart han var i Stemning, en Løve i det selskabelige Liv og Stamgæst i Vinstuerne. Han satte her største Delen af sin Arbejdskraft og sit poetiske Talent til paa flygtige Iagttagelser under Stemninger, med hvilke han førte skarp Kontrol, og som han Dag for Dag beskrev i en Art Dagbog.

Selve Vinen, i hvilken han kun saa et ophidsende Middel, blev i Virkeligheden langt mere for ham. Den skyldte han for en meget stor Del sin Inspiration, sine Syner, sine først mere usikre, saa stedse bestemtere Sansevildelser. Alkoholismen blev ham Kilden til en ny Art fantastisk Poesi. Under Indtryk af den saa han et fosforescerende Lys udbrede sig i Mørket, eller en Gnom stige op af Gulvet, eller han saa sig omgivet af Spøgelser og urovækkende Skikkelser, der skar Ansigter og skiftevis viste sig i alle Arter af groteske Forklædninger.

Det er næsten en Selvfølge, at denne saa omhyggelige Iagttager af sine egne Stemninger og af andre Menneskers udvortes, især grimace-agtige Ejendommeligheder, kun havde ringe Natursans. Han var ingen Ven af den fri Natur. Naar han om Sommeren gik sig en Spaseretur, var det kun for at komme til et eller andet offenligt Sted, hvor han traf Mennesker. Undervejs fandtes der ikke let et Vinhus eller et Konditori, hvor han ikke faldt ind om saa blot for at se, om der var Folk og hvad Slags Folk det var. Saaledes forklares den paafaldende Mangel paa Sans for Friluftsnaturen i hans Værker. Hans Aand følte sig hjemme i Vinstuen, ikke i Skovensomheden. Dog var hans Sans for Naturskønhed end svag, saa var hans Begejstring for Kunsten des mere heftig, og paa ægte romantisk Vis er Halvdelen af hvad han har frembragt Poesi om Kunst.

I en saaledes anlagt og udviklet Digterindividualitet var den særegent romantiske Opfattelse af den menneskelige Personlighed bestemt ved det altfor modtagelige og altfor spændte Nervesystem saavel som ved uregelmæssig Levemaade. Jeg finder i hans Dagbøger disse Optegnelser:

1804: Fra 4 til 10 biskoppet i den nye Klub. Uhyre Spændthed henad Aften. Alle Nerver ophidsede af den krydrede Vin. Anfægtelser af Dødstanker. Dobbeltgænger.

1809: Besynderligt Indfald paa Ballet den 6te. Jeg tænker mig mit Jeg set gennem et mangfoldiggørende Glas - alle Skikkelser, der bevæger 339 sig om mig, er mine Jeg'er, og jeg ærgrer mig over, hvad de gør og lader o. s. v.

1810: Hvorfor tænker jeg sovende og vaagen saa ofte paa Vanviddet?

Det var en fast Forestilling hos ham, at hvor der vederfares et Menneske noget Godt, dér lurer det Onde i Baggrunden og lammer Virkningen af den gode Vilje. Som han udtrykker det: Djævlen lægger sin Hale paa Alt. Altid forfulgtes han, siger hans Biograf Hitzig, af Anelsen om hemmelighedsfulde Rædsler, der vilde bryde ind i hans Liv: Dobbeltgængere, forfærdende Skikkelser af enhver Art. Naar han beskrev dem, saa han sig ængstelig om, ja naar han arbejdede om Natten, vækkede han ikke sjældent sin Hustru med Bøn om hun vilde holde ham med Selskab, til han var færdig. Han meddelte sine digtede Figurer sin egen Spøgelsefrygt. Han tegnede sine Karakterer, «som han selv var tegnet i Skabningens store Bog». Derfor foretrak han ogsaa selv blandt sine Arbejder dem, der enten giver de gyseligste Skildringer af Vanviddet eller de mest aandeagtige Vrængbilleder, som f. Eks. Brambilla.

Hans kunstneriske Virkemiddel, der snart blev til Manér, er den skærende Modsætning, paa hvilken han bygger sine Optrins snart skrækindjagende, snart komiske Effekter. Fra det platteste Hverdagsliv bliver vi pludseligt hensatte i en Verden af de vildeste Vrænglader og de mest brogede, taskenspilleragtigt skiftende Mirakler, indtil Alt begynder at svimle for os og intet Forhold, ingen Art Liv, ingen Personlighed mere synes os fast og sluttet. Man kommer stadigt i Tvivl om man har at gøre med den virkelige Person eller med dens Spøgelse, dens Spejlbillede, dens Væsen i en anden Skikkelse eller anden Potens eller endelig med dens fantastiske Dobbeltgænger.

I en lettere og mere overfladisk Fortælling fra hans senere Aar Dobbeltgængeren ligner de to unge Hovedpersoner hinanden saa meget, at den ene af dem bestandig bliver taget for den anden; den ene bliver saaret istedenfor den anden; den enes Forlovede kan end ikke se Forskel paa dem o. s. v. Forveksling uden Ende og rigelig Udnytten af Skrækken for Dobbeltgængen er saaledes bleven mulig. Forstandsforklaringen er her (omtrent som i Brentano's Die mehreren Wehmüller) hidtrukket ved Haarene, kun fordi Hoffmann for en Afvekslings Skyld engang vilde gøre det Forsøg at give en Forklaring. Den forklarer Ingenting: 340 Hovedsagen er for Hoffmann den fantastisk gyselige Effekt som for Brentano den fantastisk-lystige. Kunstværdi har Dobbeltgængeren ikke.

Dristigere og vittigere er Opfindelsen i Fortællingen Meddelelse om Hunden Berganzas nyeste Skæbner. Her forbliver det for det Første uafgjort, om Hunden ikke er et forvandlet Menneske; den siger selv: «Naar Alt kommer til Alt, er jeg virkelig Montiel, hvem den Hundemaske, der skulde straffe ham, nu tjener til Glæde og Moro.» For det Andet ser her endog Hunden som Hund sig i dobbelt Skikkelse og føler sit Væsens Enhed opløse sig: «Undertiden saa jeg mig bogstavelig ligge for mig som en anden Berganza, og det var dog ligefuldt mig selv, og jeg var ogsaa den Berganza, der saa den anden lide under Heksenes Næver, og den gøede og knurrede af den, der laa der.»

Endnu større er Dristigheden, endnu vildere Fantasteriet i Fortællingen Der goldene Topf. Her er en grim gammel Ærtekærring i Dresden tillige den smukke Bronce-Dørhammer paa Arkivaren Lindhorsts Dør; Dørhammerens Metalansigt fortrækker sig undertiden til Kærlingens grinende Smil; desuden er hun den fæle Fru Rauerin, Spaakvinde af Profession, og den gamle rare Lise, der har været en kærlig Amme for Fortællingens unge Heltinde; hun kan (ligesom Spaakvinden i Dobbeltgængeren) pludseligt skifte Dragt, Skikkelse, Udseende. Da hendes Afstamning bliver opklaret, erfarer vi, ai hendes Papa ikke er andet end «en lumpen Fjerkost» til at støve af med, taget af en Drages Vinge, og hendes Mama «en elendig Runkelroe».

Den tørre Arkivar Lindhorst, der kun synes at føle sig hjemme i sin blomstrede Slobrok i sit Bibliotek blandt gamle Haandskrifter, er tillige den største Troldmand og fortæller pludseligt midt under en almindelig Samtale de mest forrykte Ting, som var de de naturligste af Verden. Han har, fortæller han f. Eks., engang været usynlig tilstede i et Selskab, ganske simpelt fordi han sad i Punschebollen. En anden Gang tager han sin Slobrok af, stiger uden videre ned i et Bæger fuldt af antændt Arak, forsvinder i Flammerne og lader sig drikke.

Øjensynligt har Hoffmann ved disse dobbelte og tredobbelte Eksistenser, f. Eks. ved Arkivarens Dobbelttilværelse som Registrator om Dagen og Salamander om Natten, tænkt paa den dybe Modsætning, der var mellem hans egen Embedsvirksomhed som Jurist, som omhyggelig Kriminaldommer, der paa det Strengeste 341 holdt sig fra alt Skønaandsvæsen, og saa hans frie Liv ved Nattetid som Konge i den uindskrænkede Indbildningskrafts Rige, for hvilket Virkeligheden som saadan slet ikke var til.

Det betydeligste Indtryk blandt alle Hoffmanns Fortællinger gør dog Die Elixiere des Teufels. Lad os et Øjeblik dvæle ved Helten i denne Roman, Broder Medardus; thi denne Skikkelse er typisk. Det er umuligt i Korthed at gengive denne Bogs hemmelighedsfulde Gru; man maa selv læse den. En mere rædsels- og vellystdrukken Bog har den romantiske Skole, der dog saa tidt har forsøgt sig i denne Retning, ikke frembragt: I et Kloster opbevares en vel tilproppet Flaske med Djævle-Eliksir, der har hørt til den hellige Antonius's Efterladenskaber. Man tillægger dens Indhold magiske Virkninger. En Munk, der har drukket af den, faar derved en Veltalenhed, der i kort Tid gør ham til Klosterets berømteste Prædikant. Dog er denne Veltalenhed ikke from eller sund, men af en verdslig, uhyggeligt betagende og dæmonisk Art. Broder Medardus drikker af Flasken: en dejlig Kvinde, hans Skriftebarn, forelsker sig i ham, og Længslen efter det verdslige Livs Glæder og Henrykkelser driver ham ud af Klosteret. Han træffer en ung Mand, Grev Viktorin, slumrende i en Skov paa Randen af en Afgrund, kommer halvt ved et Tilfælde til at styrte ham ned og bliver nu af Alle antaget for at være ham.

«Mit eget Jeg var blevet til et lunefuldt Tilfældes grusomme Spil og flød hen i fremmedagtige Skikkelser, svømmende uden Hold som paa et Hav af alle de Begivenheder, der brusede ind over mig. Jeg kunde ikke finde mig selv igen! Aabenbart blev Viktorin styrtet i Afgrunden ved det Tilfælde, der ledede min Haand, ikke med min Vilje - jeg træder i hans Sted.» - Og ikke nok med dette Vidunderlige, han tilføjer: «Men Reinhold kender Pater Medardus, Præsten i Capucinerklostret, og saaledes er jeg for ham, hvad jeg er. Ligefuldt kommer det Forhold til Baronessen, hvori Viktorin staar, over mit Hoved, thi jeg er selv Viktorin. Jeg er det, som jeg synes, og synes ikke det, jeg er; som en uudgrundelig Gaade for mig selv ligger jeg i Splid med mit eget Jeg.»

I sin egen Skikkelse træder Medardus nu i Forbindelse med Viktorins Elskerinde Baronessen, der ikke mærker noget til Forvekslingen. Betaget af verdslige Ønsker, som han er, bliver han elsket af alle Kvinder, svælger i Sansenydelser og begaar 342 efterhaanden for at opnaa sine Hensigter en hel Kæde af skrækkelige Forbrydelser og Mord. Rædselsfulde Syner truer ham hvert Øjeblik og jager ham fra Sted til Sted.

Tilsidst bliver han imidlertid angivet og kastet i et Fængsel. Her naaer nu Forvirringen og Fordoblingen sit Højdepunkt. «Jeg kunde ikke sove. I det underlige Genskin, som Lampen kastede paa Vægge og Loft, grinede alle Slags fortrukne Ansigter mig i Møde, jeg slukkede Lampen, skjulte mit Hoved i Straapuden, men græsseligere klang da de andre Fangers dumpe Stønnen og Raslen med deres Lænker.» - Han synes at høre Dødsrallen af dem, han har dræbt. Da opfatter han tydeligt under sig en sagte afmaalt Banken. «Jeg lyttede, men Bankningen vedvarede, og derimellem lo det selsomt op fra Gulvet. Jeg sprang op og kastede mig paa Straalejet, men imidlertid bankede, lo og stønnede det videre.

«Endelig raabte det sagte, sagte men med hæslig, hæs, stammende Stemme i ét væk: Me-dar-dus, Me-dar-dus! En Isstrøm foer gennem mine Lemmer. Jeg mandede mig op og raabte: Hvem der! Hvem der!» - Til Slutning banker og stammer det lige under hans Fødder: «Hihihi - hihihi - lil-le-Broer, lil-le-Broer Me-dar-dus ... jeg er her ... er her ... lu-luk op .. ... op, vi vi-vil gaa i Sko-Sko-ven.» Da tror han til sin Rædsel at kende sin egen Stemme. Tilsidst løftes nogle Fliser i Gulvet i Vejret, og han ser sit eget Ansigt i Munkekutten. Denne anden Medardus er fængslet som han, har tilstaaet, er dømt til Døden. - Nu gaar Alt som i en Drøm; han véd ikke, om han selv er Helten i de Begivenheder, han tror at have oplevet, eller om det kun er en levende Drøm. «Det er mig, som havde jeg drømmende hørt Historien om en Ulykkelig, der som et Legetøj for mørke Magter blev slynget hid og did og drevet fra Forbrydelse til Forbrydelse.«

Han bliver frikendt; hans Livs lykkeligste Tid er oprunden, han skal forenes med sin Elskede. Det er Bryllupsdagen. «I det Øjeblik opstod der en dump Larm paa Gaden, hule Stemmer raabte imellem hverandre, og vi hørte den drønende Raslen af en tung, langsomt rullende Vogn. Jeg ilede til Vinduet. Der stod netop foran Paladset den af Rakkerknegtene trukne Karre, paa hvilken Munken sad baglænds, foran ham en Gapuciner, der højt og ivrigt bad sammen med ham. Han var vansiret af Dødsangstens Bleghed og det strittende Skæg; dog var den 343 græsselige Dobbeltgængers Træk kun altfor kendelige for mig. Ret som Vognen, der et Øjeblik var bleven standset i Trængselen, atter rullede videre, kastede han det stive, forfærdelige Blik fra de gnistrende Øjne op paa mig og lo og hylede op: Brudgom, Brudgom - kom op paa Taget - saa vil vi brydes med hinanden, og den, som støder den anden ned, er Konge og tør drikke Blod. Jeg raabte: Forfærdelige Menneske! hvad vil du mig? - Aurelia omfavnede mig, rev mig med Magt bort fra Vinduet og raabte: For Guds og den hellige Jomfrus Skyld .... De fører Medardus, min Broders Morder, til Døden .... Leonard - Leonard! Da vaktes Helvedsaanderne i mit Indre og stejlede ivejret med den Magt, der var skænket dem over mig brødefulde, forrykte Synder. Jeg greb Aurelia med Raseri, saa hun foer sammen: «Ha, ha, ha - afsindige, taabelige Kvinde - jeg - jeg, din Elsker, din Brudgom er Medardus, er din Broders Morder. Du, Munkens Brud, vil hyle Fordærvelse ned over din Brudgom? Ho, ho, ho - jeg er Konge - jeg drikker dit Blod.»

Han støder hende ned, en Blodstrøm flyder over hans Haand. Han farer ned paa Gaden, befrier Munken, uddeler Knivstik og Slag til højre og venstre, og flyer ind i Skoven. «Kun den Tanke at fly som et hidset Dyr stod fast i min Sjæl. Jeg stod op, men neppe havde jeg gaaet nogle Skridt, før et Menneske sprang op paa min Ryg og slyngede sine Arme om min Hals. Forgæves søgte jeg at ryste ham af, jeg kastede mig ned, jeg trykkede mig ind mod Træerne. Alt forgæves, Mennesket fniste og lo haanligt. Da brød Maanen klart lysende frem gennem de sorte Grantræer, og Munkens dødblege, fæle Ansigt, den formentlige Medardus's, Dobbeltgængerens Ansigt stirrede paa mig med et græsseligt Blik som op fra Vognen. Hihihi - lille Broer - du maa bære mig, nu er jeg altid hos dig, jeg kan ikke løbe, jeg kommer lige fra Galgen, de vilde radbrække mig.» - Denne Situation fortsættes i det Uendelige, men jeg bryder af. Indtil Bogens Slutning er man uklar over Begivenhedernes sande Betydning og Handlingernes moralske Beskaffenhed; saa fuldstændigt har Fantasteriet her opløst Personligheden.

Det er bekendt, i hvilken Grad Ingemann hos os har fulgt Hoffmann paa denne Bane. Han udnytter f. Eks. det Rædselsfulde, der kan ligge i den Forestilling paa en Kirkegaard ved Nattetid at raabe tre Gange paa sit eget Navn. Man 344 sammenligne hans Æventyr Sfinxen og andre i den saakaldte Callot-Hoffmannske Maner. Dog, som allerede sagt, Romantiken nøjes ingenlunde med saaledes at strække og at flække Jeget, at fordele det i Tid og i Rum. Den opløser Jeget i dets Bestanddele, tager Stykker ud af det, føjer Stykker til det, tumler det med fri Fantasi. Dette er et af de Steder, paa hvilke Romantiken er dybest. Her staar vi ved Romantikernes Sjælelære. Den er sand, men ensidig. Romantiken dvæler paa dette Punkt altid ved Tingenes Natside, ved Nødvendigheden, indeholder intet befriende eller opløftende Træk.

I gamle Dage betragtede man Jeget, Sjælen, Personligheden som et Væsen, hvis. Egenskaber var dets saakaldte Evner og Kræfter. Ordene: Evne og Kraft betyder jo imidlertid kun, at jeg har Muligheden til visse Begivenheder, at se, at læse o. s. v. Mit sande Væsen bestaar ikke af Mulighederne, men af disse Begivenheder selv, af mine virkelige Tilstande. Det Virkelige i mig, det er en Rækkefølge af indre Begivenheder. Mit Jeg dannes for mig af en lang Række Billeder og Tanker, der for mig staar som indre. Af dette Jeg taber jeg stadigt og dagligt Noget. Glemselen sluger uhyre Partier deraf. Af alle de Ansigter, jeg igaar og iforgaars saa paa Gaden, af alle disse Sansninger, der var mine, har jeg idag neppe en eller to tilbade. Gaar jeg endnu længere tilbage dukker kun en eller anden særligt kraftig Sansning og Tanke som et fremragende Punkt, en enkelt Klippespids, op af Glemselens Syndflod. De Tanker og Billeder, vi har tilbage af vort foregaaende Liv, sammenholder vi kun ved Hjælp af disse Ideers Association, d. v. s. ved Hjælp af den Ejendommelighed, de har, i Kraft af visse Love at hidkalde hinanden. Hvis vi ikke havde Talrækken, ikke Aarstallene, ikke Almanakken, hvortil vi kan knytte vore forskellige Erindringer, vilde vi kun have en yderst ringe og utydelig Forestilling om vort Jeg. Men saa solid som denne lange indre Kæde kan synes - og den styrkes, den vinder i Sammenhængskraft for hver Gang vi i Erindringen gennemløber den - saa hænder det dog dels, al vi i Rækken indfører Led, som i Virkeligheden ikke hører til den, dels at vi af Rækken udriver Led, som tilhører den, og henfører disse til en anden Række*).

Det Første: at vi indfører nye, fremmede Led i Erindringen, *

345 sker i Drømmen; i Drømmen tror vi at have gjort meget, vi aldrig har gjort. Dernæst sker det overalt, hvor en falsk Erindring opstaar. Den, der har set et Klæde flagre i Mørket og tror at have set et Spøgelse, har en saadan falsk Erindring. Størstedelen af Myter og Legender, især af de religiøse Legender, dannes paa denne Maade.

Det Modsatte finder Sted overalt, hvor vi ikke føjer Led til Jegets Kæde, men omvendt trækker dem fra. Saaledes tillægger under Sansevildelser den Syge en fremmed Stemme de Ord, han hører, eller giver sit indre Syn en ydre Virkelighed, som Luther gjorde, da han paa Wartburg saa Djævelen i Stuen. I Galskab endelig forveksler Personligheden sig som bekendt tit ikke blot delvis men helt med en ganske anden.

Altsaa i fornuftig Tilstand er Jeget et Kunstprodukt, frembragt af Idé-Forbindelser. Jeg er saa sikker paa mit Væsens Enhed, fordi jeg 1) forbinder mit Navn, denne Lyd: Navnet, med Kæden af mine indre Hændelser, og fordi jeg 2) holder alle Leddene i denne Kæde sammen ved den Forestillings-Sammenhæng, i Kraft af hvilken de fremkalder hinanden. Dog da Jeget saaledes ikke er et medfødt, men et erhvervet Begreb, da Jeget beror paa en Sammenhæng, som Søvn, Drømme, Indbildninger, Syner og Sindsforvirring stedse angriber, og da det stedse maa hævde sig i Kamp med alle disse Fjender, saa er det efter sit Væsen udsat for alle mulige Anfægtelser. Som Sygdommen stedse ligger og lurer paa vort Legeme, saaledes staar Vanviddet stedse ved Jegets Dør, og nu og da hører vi det banke paa Døren.

Det er denne sande, fra Hume stammende, psykologiske Betragtning, som Romantikerne vel ikke har hævdet i videnskabelig Form, men som de har forudanet. Drømmen, Alkoholismen, Sansevildelserne, Afsindet, alle de Magter, der splilter Jeget og løser dets Ringe fra hinanden, er deres inderste Fortrolige. Man læse f. Eks. hos Hoffmann Fortællingen Der goldene Topf, og høre, hvorledes Stemmerne klinger ud af Æblekurve, hvorledes Enebærbuskenes Blade og Blomster toner og synger, man se, hvorledes Dørhamren skærer Ansigter o. s. v. Den grelle, besynderlige Virkning fremkommer her især derved, at det er fra en Baggrund af Livets aller platteste Prosa, fra Pakker af juridiske Aktstykker, fra Terriner og Pokaler etc., at Spøgelserne rykker os ind paa Livet. Alle Hoffmanns Personer antages, som 346 Andersens Justitsraad i Lykkens Galosker - en Studie efter Hoffmann - af deres Omgivelser snart for drukne, snart for afsindige, da deres Syner af dem selv bestandig behandles som Virkelighed.

Hoffmann har i sine Hovedpersoner kun skildret Skikkelser efter sit eget Mønster. Hele hans eget Liv opløste sig i Stemninger. Man ser af hans Dagbøger, med hvilken Grundighed og Ængstelighed han holdt Bog over dem: f. Eks. «Stemning til det romantisk Religiøse; eksalteret humoristisk Stemning, spændt indtil Vanvids-Ideer, hvilke ofte trænger sig ind paa mig; humoristisk-ærgerlig, musikalsk-overspændt, romantisk Stemning; højst ærgerlig Stemning, romantisk og lunefuld indtil Overmaal; ganske fremmedartet Forstemning, meget overspændt men poetisk ren, højst komfortabel, stejl, ironisk, spændt, højst gnaven, ganske affældig, besynderlig, men elendig, i hvilken jeg følte dyb Ærefrygt for mig selv og forfaldt til ubændig Selvros; senza entusiasmo, senza esaltazione, slet og ret o. s. v.»

Man ser ligesom for sit Øje Aandslivet udbrede sig og splitte sig vifteformigt i musikalsk Stemning og Forstemning. Man vilde allerede af dette Stemningsregister ane, at Hoffmann som en ægte Nattesværmer først plejede at gaa til Ro henad Morgen, efter at have tilbragt Aften og Nat paa en Vinstue.

Naar Romantiken nu saaledes har opløst Jeget, saa danner den fantastiske Jeger, snart ved Tilføjelse, snart ved Fradragning.

Tag f. Eks. Hoffmanns Klein Zaches, dette lille Utyske, hvem en Fe har skænket den Gave, at «Alt, hvad fortræffeligt en Anden i hans Nærværelse tænker, siger eller gør, det bliver skrevet paa hans Regning, saa at han i Selskab med velskabte, dannede og aandrige Personer ogsaa bliver anset for velskabt, forstandig, og aandrig, ja overhovedet altid gælder for et Mønster paa enhver Art Fuldkommenhed, med hvilken han kommer i Berøring.» Da Studenten oplæser sine smukke Digte, er det ham, som faar Artighederne derfor; da Musikeren spiller, da Professoren gør sine fysiske Forsøg, er det ham, som høster Æren og Takken. Han vokser i Storhed, han bliver en mægtig Mand, bliver Førsteminister, indtil han tilsidst ender sine Dage ved at drukne i en Toiletgenstand. - Den sindbilledligt-satiriske Snært ufortalt har Digteren her moret sig med at paaføre Personligheden Ejendommeligheder, som tilkom Andre, altsaa med at ophæve Individets Form og Begrænsning. I lignende satirisk Øjemed, med 347 sindrigere, men plumpere Benyttelse anvender Hostrup dette Motiv i sit Lystspil En Spurv i Tranedans, hvor der bestandig af Enhver tillægges den pudserlige Skrædersvend de Egenskaber, som den Paagældende personligt skatter højest.

Og som Romantiken nu her morer sig med Tilføjelsen, saaledes har Fradragningen fra Menneskevæsenet nødvendigvis ogsaa sin store Tiltrækning for den. Den berøver Individet Ejendommeligheder, der ellers netop synes at høre mest organisk sammen med det; dem løsriver den og deler saaledes Personligheden, som man deler lavere Organismer, f. Eks. Orme, i større og mindre Halvdele, der begge lever. Den berøver bl. A. Individet dets Skygge. I Peter Schlemihl af Chamisso knæler jo Manden i den graa Frakke ned for Peter og vikler «med beundringsværdig Behændighed» hans Skygge fra Hovedet til Foden løs fra ham og fra Græsset, ruller den sammen og stikker den til sig - og Fortællingen lærer os, hvilke Genvordigheder en Person, der har mistet sin Skygge, maa udstaa.

Peter Schlemihl beviser imidlertid, hvor forskelligartede Personligheder Romantiken som Aandsform formaaede at meddele et ensartet Præg. Thi der lader sig ikke let tænke en Hoffmann mere ulig Natur end Chamisso; Motivet til Chamisso's Æventyr er da ogsaa ligesaa simpelt og gribende som Motiverne hos Hoffmann er sygelige og selsomme.

Adalbert v. Chamisso, en født Franskmand, der mærkværdig hurtigt og fuldstændigt føjede sig efter tysk Væsen, ja udviklede mere end én Egenskab, som man i Reglen anser for ægte germansk, kom til Verden 1781 som Søn af adelige Forældre paa Slottet Boncourt i Champagne. Da han ved Rædselsherredømmet var bleven fordrevet fra Frankrig, blev han Page hos Dronning Luise af Prøjsen, og tyve Aar gammel Løjtnant i den prøjsiske Hær. Han var et gennemalvorligt, fuldtlødigt Menneske, af lutter Alvor noget kejtet, men aandeligt kærnesund, en modig, ærekær Mand, der paa én Gang havde noget af Tyskerens Ubehjælpsomhed og meget af Franskmandens Livlighed.

Stik modsat Hoffmann var han ingen selskabelig Karakter, men des mere en Ynder af Naturen. Han ønskede, at han paa hede Sommerdage turde gaa nøgen omkring i sin Have med sin Pibe i Munden. I den moderne Klædedragt, i moderne Husliv og selskabelige Former saa han kun byrdefulde Lænker. Hans levende Natursans gjorde ham til Verdensomsejler, gjorde visse 348 Punkter i Sydhavet til hans Yndlings-Øer og aabenbarer sig paa talrige Steder i hans Poesier.

Alligevel bliver han som Digter ved den umærkelige aandelige Tvang, som Tidsalderen udøver, tvungen ind i den romantiske Opfatnings- og Behandlingsmaade. Kun med den Ejendommelighed, at naar han i et Digt som Erscheinung behandler det romantiske Dobbeltgængen, saa opfatter han det med en vis energisk Moral og behandler det, saa Læseren faar Indtrykket af en alvorlig Fortvivlelse: Fortælleren kommer ved Nattetid hjem og ser sig selv staa ved sin Pult. «Hvem er du?» spørger han Spøgelset. «Hvem forstyrrer mig?» spørger det andet Jeg.

Og han: «Lad, hvem du er, os da erfare!»
Og jeg: «En Mand jeg er, der altid tragted
det Gode, Skønne, Sande at forsvare,
der aldrig nogen Afgud Ofre slagted,
aldrig var verdslig, daarlig Vedtægts Mand;
miskendt og haanet aldrig Smerten agted.
Jeg foer vel vild og tog vel Røg for Brand
i Drømme, dog saasnart jeg vaagned atter,
forfægted Retten jeg. Du ligedan?»
Han svarte med en vild og hæslig Latter:
«Hvad der du praler af, det er jeg ej,
din Dyd med andet Særpræg jeg erstatter;
jeg er en lumpen Løgner, fæl og fej
Hykler for mig og andre; i mit Hjerte
kun Egennytte boer; krum er min Vej.
Miskendte Ædle du med Dydens Smerte!
Hvem af os gav det rette Kendemærke?
hvem mon sig selv tilgavns at kende lærte?
Træd frem, hvis du dig føler som den Stærke,
jeg viger.» Spøgelset knap havde talt,
før, skamfuld og forfærdet, lavt jeg siger:
«Du er den rette, bliv, jeg Pladsen viger,»
og styrted ud i Natten, taarekvalt.

Den bitre moralske Selverkendelse giver her det hele Spøgeri en overraskende betydningsfuld Mening.

Ved Chamisso's dobbelte Nationalitet, særligt ved den dybe Spaltning mellem det Land, hvor han fødtes, og hans Adoptiv-Fædreland led han i sin Ungdom megen Hjertesorg. I et af hans Breve til Varnhagen fra 1ste December 1805 hedder det: «Intet Folk, intet Fædreland, alene maa vi slaa os igennem! skriver du. - Se det var talt ud af mit Hjerte, saa jeg blev 349 helt forskrækket og maatte tørre de rullende Taarer af Kinderne. - Aa, det maa have staaet at læse i alle, alle mine Breve.»

Da Napoleon 1806, idet han begyndte Krigen mod Prøjsen, udstedte en Befaling, hvorefter enhver Franskmand, der tjente i Fjendens Rækker, saasnart han blev tagen til Fange skulde stilles for en Krigsret og skydes inden fire og tyve Timers Forløb, saa Chamisso, der forgæves havde ansøgt om Afsked, sig truet med en æreløs Død.

Han besøgte i det følgende Aar Frankrig, men i Paris var der Intet, som fængslede ham. «Hvor jeg end er,» klager han, «savner jeg et Fædreland. Landet og Menneskene er mig fremmede, derfor maa jeg stadigt længes.» Han var en af de evnerigeste og tapreste tyske Officerer - hans Adfærd ved Fæstningen Hamelns Overgivelse til de Franske beviser det - men han ønskede som født Franskmand og Beundrer af Napoleon ikke at deltage i Krigen mod Frankrig og Kejseren.

Da Chamisso havde opnaaet sin Afsked fra den prøjsiske Hær, opholdt han sig nogen Tid ved Fru de Staëls Hof og lærte der hendes internationale Kres at kende. Saa satte Aaret 1813, der bragte Prøjsens Krigserklæring mod Frankrig, den stakkels fransk-tyske Mand paa den haardeste Prøve. Hans Hjerte var delt; han ønskede Napoleons Fald, fordi han afskyede Tvangsvælden, men han følte samtidigt enhver Beskæmmelse, der vederfores de fra Rusland tilbagevendende Franskmænd, og enhver Forhaanelse af Kejseren som ramte den ham selv. Og denne saa naturlige Følelse blev ikke engang skaanet af hans tyske Omgivelser. Ofte udraabte han i Fortvivlelse: «Nej, Tiden har intet Sværd for mig.» «At handle og ikke at handle,» siger han i et Brev fra 1815, «var for mig lige smerteligt.»

Af denne Stemning fremgik hans poetiske Hovedværk Peter Schlemihl. De Verdensbegivenheder, der oprev ham, gjorde ham tillige digterisk frugtbar, og saaledes blev Sommeren 1813 den, der gør Tidsskel i hans Liv. Han var jo Manden uden Fædreland - «jeg havde intet Fædreland mere, eller endnu intet Fædreland,» siger han selv - og saa digtede han Æventyret om Manden uden Skygge. Skyggen er trods sin Intethed, ligesom Fædrelandet, Hjemmet, et af Menneskets Naturgoder, en Ejendommelighed, der tilkommer Manden fra Fødselen af og er ligesom sammenvokset med ham. Under almindelige Forhold bliver Fædrelandet opfattet som et saa naturligt Eje, at det neppe anses 350 for et særegent Gode; det bliver, omtrent som Skyggen, betragtet som noget, man selvfølgelig har. Sit hele Vemod, sit Livs største Kval har da Chamisso nedlagt i den dristigt opfundne Fabel. Og mærkværdigt nok: han har her ikke blot givet et Kraftuddrag af det, han hidtil havde oplevet, i et digterisk Sindbilled; men han har anende antydet sin Fremtid, sin Rejse omkring Jorden, sin naturvidenskabelige Virksomhed. Efterat Schlemihl er undsluppen fra Djævelens Fristelser, kommer han ved et Tilfælde i Besiddelse af Syvmilestøvlerne, der bringer ham til alle Jordens Lande og sætter ham i Stand til at drive sit Yndlingsstudium med fuld Kraft. Schlemihl siger selv: «Klart stod pludselig min Fremtid for min Sjæl. Ved tidlig Skyld udelukket af det menneskelige Samfund, blev jeg til Gengæld henvist til Naturen, som jeg stedse havde elsket; Jorden blev givet mig til en rig Have, Studiet mig forundt til at rette og styrke min Livsførelse, og Videnskaben skænket mig til Formaal.»

Ved Opfindelsens Oprindelighed, ligesom ved Formens ejendommelige Klarhed, der er et gennemgaaende Træk i alle Chamisso's Frembringelser og synes at være hans aandelige Arv som Franskmand, gjorde dette Æventyr en overordenlig Lykke og blev oversat paa næsten alle Sprog. Ti Aar efter dets Udgivelse blev de Modelamper, der ikke kastede Skygge, opkaldte: Lamper à la Schlemihl.

Man forstaar da, at Chamisso's Laurbær ikke tillod Hoffmann at sove. I den fine lille Fortælling Historien om det mistede Spejlbillede lader Helten sit Spejlbillede blive i Italien hos den bedaarende Giulietta, der har fortryllet ham, og vender uden det hjem til sin Kone. Da hans lille Søn en Dag pludselig opdager, at Faderen intet Spejlbillede har, taber Barnet det Spejl, det har i Haanden, og farer grædende ud af Stuen. Snart derpaa træder Moderen ind med Forundring og Skræk i alle Miner. «Hvad har dog Rasmus fortalt mig om dig?» siger hun. «At jeg intet Spejlbillede har, ikke sandt, min kære?» svarer Spikher med tvungen Latter og anstrenger sig for at bevise, at hvorvel det er taabeligt at tro, man kan miste sit Spejlbillede, betyder det dog Alt i Alt ikke Stort, da ethvert Spejlbillede er en Illusion. Selvbetragtning fører til Forfængelighed, og et saadant Billede spalter oven i Købet Ens eget Jeg i Sandhed og Drøm.

Her er da Spejlkabinettet saa vidt udviklet, at Spejlbillederne bevæger sig paa egen Haand og ikke retter sig efter Originalen.

351

Dette er meget morsomt, meget ejendommeligt og fantastisk; da det staar En frit for at indskyde, hvilke Værdier man vil, under Spejlbilledet, kan det endog kaldes ganske dybsindigt. Jeg vil heller ikke dømme men særmærke.

Idet Romantikeren med indre Nødvendighed opløser Kunstformen, idet Hoffmann lader Værkets Partier følge hulter til bulter, saa Bladets Forside indeholder én Historie, Bladets Bagside en ganske forskellig; idet Tieck fremdeles danner Lystspil efter Kugleskalsmetoden for ikke at virke alvorligt paa Læseren, og idet Kierkegaard stikker den ene Forfatter ind i den anden efter det kinesiske Æskemønster, i Kvaft af en Teori om, at Sandheden ikke lader sig meddele uden indirekte, en Teori som han selv ender med at træde under Fødder - er Romantikens kunstneriske Standpunkt Antikens stik modsat. Og idet Romantiken, sværmende for det Oversanselige, strækker Manden ud over flere paa hinanden følgende Slægtled og lader ham leve før og efter sin Død, idet den endvidere fremstiller ham som en Drømmer ved højlys Dag, halvt synsk og halvt afsindig, idet den humoristisk tillægger ham andre Menneskers Egenskaber og berøver ham hans egne, fantastisk kniber snart en Skygge, snart et Spejlbillede fra ham - har dens fantastiske Fordobling, dens grublende Fantasteri ogsaa i det Sjælelige indtaget det stik modsatte Standpunkt af det antike; thi i den antike Tid var Kunstværket og Personligheden af én Støbning. Deri er denne Stræben følgerigtig - som den græsk-romerske Verdens Modpol, som Romantik.

Men er Mennesket nu end mangfoldigt ved Naturnødvendighed og af Naturen splittet og delt, saa er det dog som sund, livskraftig Personlighed Et. Stræben, Vilje, Beslutning gør Mennesket helt. Er Mennesket end som Naturfrembringelse kun en Gruppe, der holdes mere eller mindre forsvarligt sammen ved Forestillingskæder, saa er Mennesket som Aand en Enhed, og i Viljen samler alle Aandens Elementer sig og løber ud som i Eggen af et Sværd. Romantiken har da kun skildret og forstaaet Mennesket med Genialitet fra dets Naturside og Natside. Til Aandens Samling, Enhed og Frihed er den saalidet paa dette Punkt, som paa noget andet naaet.

352

XII

Den, der paa Rejser besøger et Bjergværk, lader sig stundom af en Mand med en Lygte hidse ned i en underjordisk Grube, og ser sig ved Lampens usikre Skær om i den. Det er til en lignende Fart, jeg opfordrer min Læser. Den Grube, det gælder om at nedstige i, er det tyske Gemyt, en Mine, saa dybtliggende, saa dunkel, saa ejendommelig, saa rig paa ædelt Metal og paa Slakker, som nogen anden. Vi vil iagttage, hvilket Særpræg dette Gemyt faar paa Romantikernes Tid, og hvilken Form og Beskaffenhed, det antager hos den af Romantikerne, der fremfor alle er Gemyttets Digter - Novalis. Hvad Tyskeren forstaar ved Gemyt, lader sig ikke ligefrem gengive paa noget andet Sprog. Gemyttet, det er Tyskerens Arv og Eje. Det er den indre Arne, den indre Smeltedigel. I de berømte Ord af Vandrerens Stormsang:

Indre Varme,
Sjælevarme,
Middelpunkt!
Glød imøde
Gud Apollon!
Ellers vil hans
Fyrsteblik
Koldt og fjernt forbi dig glide -

i disse Ord har Goethe skildret Gemyttet og dets Betydning for Digterens Liv. Hos den, som har «Gemyt», tager Alt Retningen indefter; Gemyttet er Aandslivets midtpunktsøgende Kraft. Inderlighed bliver Adelsbrevet for den, der sætter Gemyt som det Højeste i Menneskelivet. Som Romantikerne i Alt gaar til Yderligheder, saaledes ogsaa i Opfattelsen af Gemyttet. Alt hvad der i Gemyttet er rugende og hemmelighedsfuldt, dunkelt og uforklaret, drager de frem paa det simpelthen Sjælfuldes Bekostning. Goethe er for dem Digteren fremfor alle, ikke paa Grund af sin plastiske Kraft, men paa Grund af den Stemning, det Dæmonisk-Hemmelighedsfuldes, der omsvæver Skikkelser som Harpespilleren og Mignon, og paa Grund af den frugtbare Inderlighed i hans Smaadigte. Lessing og Schiller er derimod Ikke-Digtere og forfølges med Spot og bidende Kritik, fordi disse lyse Hoveder 353 med skarp Energi forfølger en Retning udefter. Thi et luende Sind, Sjælskraft og slige Egenskaber er ikke Gemyt. Gemyttet bliver inde, naar Begejstringen drager Sværdet og begiver sig ud paa sine Togter. Den største Digter er for Romantiken den, som har det rigeste Gemyt.

Den Forandring, som foregaar med Gemyttet hos Romantikerne er da den, at den Goetheske Sjælevarme bliver til Hede, naaer Koge- eller Smeltepunktet og i sin Gløden fortærer alle faste Former og Skikkelser og Tanker. Digteren sætter sin Ære i den hedeste, den lidenskabeligste Følelse, hvormed han brænder inde. Novalis sætter altid hele sit Væsen ind. Den dybeste, den hensynsløseste Følelse er hans Princip.

Friedrich von Hardenberg blev født i Maj 1772 i Wiederstedt i Grevskabet Mansfeld som Søn af en gammeladelig Familie. Hans Fader, en kraftig, fyrig Natur, havde, 31 Aar gammel efter «et meget verdsligt Levned», da han var rystet ved sin første Hustrus Død, omvendt sig til de engelske Metodisters Tro, og blev senere religiøst paavirket af Herrnhuterne, særligt af Grev Zinzendorf. Faderens ældre Broder, en stiv Aristokrat med ringe Dannelse, der var udpræget pietistisk og legitimistisk sindet, vedblev desuden stadigt at staa som Autoritet for den yngre Broder. I dennes andet Ægteskab herskede den ældres Vilje enevældigt; hans strenge Grundsætninger tilstedede end ikke Familien den ringeste selskabelige Omgang; Børnene maatte omhyggeligt skjule deres barnlige og ungdommelige Fornøjelser. 1787 blev Novalis' Fader ansat som Direktør for Saltværkerne i den lille By Weissenfels.

Indførelsen i den Hardenbergske Familie gjorde i 1799 et dybt Indtryk paa Tieck. Köpke siger: «Et alvorligt stille Liv, en prunkløs, men sand Fromhed herskede her. Familien hyldede Herrnhuternes Lære, og levede og virkede i denne Læres Aand. Den gamle Hardenberg, der tidligere havde været en kraftig Soldat, var nu en høj, ærværdig Skikkelse, og stod som Patriark iblandt talentfulde Sønner og yndefulde Døtre. Forandring og Oplysning var ham i hvilkensomhelst Form forhadt; han elskede og priste den gamle, miskendte Tid, og naar Lejligheden var dertil, kunde han udtale sine Anskuelser djærvt og hensynsløst og lue op i pludselig Vrede.»

Her har man en Scene af denne Families huslige Liv: En Dag hørte Tieck den gamle Herre skælde og smælde ret 354 voldsomt i Værelset ved Siden af. «Hvad er der hændt?» spurgte han urolig en netop indtrædende Tjener. «Ingenting,» svarede denne tørt, «Herren giver Religionstime.» Den gamle Hardenberg plejede at lede Andagtsøvelserne og prøve de yngre Børn i Troessager, og herved gik det undertiden stormfuldt til.

Af dette Hjem udgik Friedrich von Hardenberg. Han var et drømmende, meget svageligt Barn, en opvakt, ærgerrig Dreng. 1791 gik han til Jena for at studere Jus ved Universitetet der; det havde dengang sin Glanstid med Lærere som Reinhold, Fichte og Schiller. Særligt vækkende var for Novalis Schillers Forelæsninger. Schiller blev den unge Mand «det fuldendte Mønster paa Humanitet». Ogsaa med Fichte blev han nærmere bekendt, og kaldte ham begejstret «Opfinderen af Love for det nye Verdenssystem». Man havde da ikke i den unge Hardenberg kunnet ane den tilkommende Forherliger af Lysrædselen.

I denne første Ungdomstid ser vi ham forfalden til lidenskabelige Grublerier over sit eget Jeg og vaklende i alle sine Planer; snart vil han med største Iver drive sine Studier, snart opgive alle videnskabelige Sysselsættelser for at gøre sig til Soldat. Saa underligt det klinger, saa er i dette Tidsrum de Frihedsmænd, der har været afgjorte Forkyndere af Nytte-Evangeliet, de Forbilleder, han priser. Til sin Broder skriver han: «Køb dig Franklins Ungdomslevned og lad denne Bog og dens Genius være din Ledsager!» En Smule ungdommeligt Letsind gør sig i denne Tid af og til gældende hos ham; han kommer nu og da i Forlegenhed ved Gæld, han har gjort, men svarer samtidigt Faderen med overlegen Forstand, naar denne vil tage denne Ungdomsdaarlighed altfor højtideligt.

Ved den franske Revolutions Udbrud, der naturligvis satte saavel Faderen som Onkelen i den yderste Forbitrelse, ser vi Friedrich med hans et Par Aar ældre Broder levende tage Parti for Revolutionen og dens Ideer.

Da de smaa Forhold i Sachsen afskrækkede Friedrich, erklærede hans Slægtning, den daværende Minister, v. Hardenberg, den senere Statskansler, sig beredt til at skaffe ham en Ansættelse i Prøjsen; Planen strandede paa Faderens Betænkeligheder ved at sætte Sønnen i Huset hos den liberale Fætter i Berlin. Saaledes blev Friedrich for sin praktiske Uddannelses Skyld, nærmest for at gøre sig fortrolig med kursachsiske Rets- og 355 Forvaltningsforhold, sendt til Tennstedt ved Erfurt til den fortræffelige Kresamtmand Just.

Novalis's første Ven blandt Romantikerne var Friedrich Schlegel, hvem han allerede lærte at kende paa Universitetet. Vennerne havde mange Berøringspunkter, og Novalis stod fra først af ganske under Schlegels Indflydelse. I et Brev fra hans 25de Aar til Schlegel hedder det: «For mig har du været Ypperstepræsten i Eleusis. Du har lært mig at kende Himmel og Helved; ved din Hjælp har jeg smagt Frugten fra Kundskabens Træ.» Den unge Hardenberg viser sig politisk ganske fordomsfri, han er indtaget i Schlegels Vært paa Grund af denne Mands «ærlige Republikanisme» og skemter med at Schlegel ligefuldt «som Rigorist» tager baade ham og Værten deres Troskab mod Fyrstehuset ilde op. Han skatter Friedrich Schlegel som Kritiker uendelig højt, beundrer Finheden af hans kritiske Net, gennem hvilket ingen nok saa lille Fisk kan slippe, og kalder ham endog «den deflogistiserede [lutrede] Lessing».

Da Schlegel 1797 besøgte Hardenberg i hans Hjem, fandt han Vennen ganske nedbrudt. Denne havde næret en heftig Kærlighed, der fyldte ham helt, til et ganske ungt Pigebarn, Sophie von Kühn, og nu havde Døden berøvet ham den Elskede. Han fortvivlede, en sand Længsel efter Døden betog ham; han troede, at hans Legeme maatte bukke under for denne Længsel efter den Bortgangne og denne Attraa efter Døden. Uden egenlige Selvmordsplaner kaldte han den Drift til Tilintetgørelse, som han følte i sig, «en fast Beslutning, der skulde gøre hans Død til et frivilligt Offer». Og under disse Dødstanker skrev han sine Hymner til Natten.

Det Overmaal af Fortvivlelse, som han hengav sig til, den sære Omstændighed, at Sophie kun var tolv Aar gammel, da han forelskede sig i hende, saa at hans Kærlighed til hende falder i Tiden fra hendes tolvte til hendes femtende Aar, synes at tale for det gennemgaaende Sygelige og Unaturlige i Novalis's Anlæg. Og dertil kommer endnu, at vi et Aar derefter finder ham forlovet paany med en Datter af Bjergværksforstanderen v. Charpentier. Ganske vist staar, som La Rochefoucauld siger, vore Lidenskabers Styrke ikke i noget Forhold til deres Varighed, men ret besynderligt er det dog, saa hurtigt at trøste sig med en anden, naar man et Aar igennem har syslet med Dødstanken som med sin eneste Glæde eller Vellyst, og har talt, som 356 indesluttede Graven Ens Et og Alt. Ikke engang den kummer lige Udflugt fattes, at Julie synes ham den genfødte Sophie, hvad jo rigtignok Romantikernes Dvælen ved Ideen om en Forudtilværelse kunde lægge ret nær. Her som ellers i Hardenbergs Levned er imidlertid det tilsyneladende Unaturlige en let forstaaelig Affødning af Forholdene: Sophie v. Kühn synes omtrent som Auguste Böhmer at have været et Barn, der i Udvikling var langt forud for sine Aar. Hun traadte den 23aarige Yngling imøde paa én Gang med Barnets og Jomfruens Tiltrækning; hendes Træk var ædle; de dybe, mørke Øjne med det store Blik syntes at rumme en Verden. Ogsaa Andre, der har betragtet hende med roligt Blod, kalder hende «en himmelsk Skabning»; hendes Lokkehoved syntes at svæve over den fine Skikkelse.

Sophies Hjem, hendes Forældres muntre, gæstfri Hus stod i den stærkeste Modsætning til det, fra hvilket den unge Hardenberg var udgaaet; den hele Familie virkede fortryllende paa ham som senere paa hans ældre Broder. Saaledes blev den endnu uudviklede unge Pige, der maaske ved et længere Samliv vilde have skuffet ham som for verdslig eller for ubetydelig, hans Muse, hans Beatrice, hans Ideal. Og da næsten samtidigt med hendes Død hans Broder Erasmus, med hvem et smukt, aabent Venskab forbandt ham, blev revet bort af Brystsyge, er det naturligt nok, at det var ham, som havde Livet tabt al Tiltrækning for ham. Døden forekom ham ikke blot som Forløsning; men med sit Anlæg til Mystik talte han som alt berørt om den som «et frivilligt Offer». l sin Dagbog skrev han paa dette Tidspunkt: «Min Død skal være Beviset paa min Følelse for det Højeste; ægte Opofrelse, ikke Flugt eller Nødhjælp.»

Under denne Krise begyndte han at nærme sig den positive Kristendom. Ikke at han egenlig gav sig til at hylde nogensomhelst bestemt Bekendelse, endsige nogen Bogstavtro, men hans hedenske Længsel efter Døden antog en kristelig Farve. Hans Sjæleliv havde inderst inde længe været saaledes beskaffent, at han uden Tidsalderens historiske Strømning, der greb Aanderne, lige saa godt kunde være bleven en afgjort Modstander af enhver Kirkelære. Endnu syntes det at gælde om ham, hvad Friedrich Schlegel - endog et Aar senere - skrev til ham: «Maaske har du Valget mellem at være den sidste Kristne, den gamle Religions Brutus, eller at blive det nye Evangeliums Kristus.» Kort derefter var Afgørelsen truffen.

357

Endnu i December 1798 føler han sig overfor sin bibeltroende Ven Just kun som den rene Inderligheds Forkynder. Han hænger ikke som denne «med barnligt Sind ved en hemmelighedsfuld gammel Teksts uforanderlige Skrifttegn», han bryder sig mindre om Bogstaven, og er mere tilbøjelig til at bane sig sin egen Vej til Urverdenen; han ser i Kristendommens Lærdomme en sindbilledlig Foregriben af den almindelige Verdensreligion. «De vil,» skriver han til Just, «ikke miskende det fortrinligste Element i min Eksistens, Fantasien, i denne Opfattelse af Religionen.» Han betegner med andre Ord med fuld Bevidsthed Fantasien som Kilden til sin religiøse Udvikling.

Samme Aar (1798) sendte han Wilhelm Schlege! til dennes Tidsskrift Athenäum nogle Brudstykker med Bøn om at betegne Forfatteren som Novalis, «der er et gammelt Navn i min Slægt, og ikke helt upassende».

Da Tieck i Sommeren 1799 kom i Besøg til Jena, traf han for første Gang sammen med Hardenberg. Wilhelm Schlegel bragte Bekendtskabet i Stand, der snart udviklede sig til et sværmerisk Venskab. I bevæget Samtale tilbragte de den første Aften; de aabnede deres Hjerter for hinanden og drak Dus. Ved Midnatstid gik de ud i det Fri for at nyde Sommernatten. Fuldmaanen, siger Köpke, laa magisk og glansfuld over Højderne om Jena Henad Morgen ledsagede Vennerne Novalis hjem. Tieck har i Phantasus sat denne Aften et Minde.

Det var Tiecks Indvirkning, der nu begynder, som foranledigede Novalis til Affattelse af dennes Hovedværk Heinrich von Ofterdingen. Under Arbejdet paa denne Bog gjorde Svindsot Ende paa hans unge Liv. Han døde, kun 29 Aar gammel, to Aar efter hint Møde med Tieck og Wilhelm Schlegel. Denne tidlige Død i Forening med hans store Oprindelighed og sjældne Skønhed har lagt et poetisk Skær om hans Skikkelse. Han, den nye Retnings Johannes, lignede ogsaa i sit Ydre den mest aandige blandt Apostlene. Hans Pande var næsten gennemsigtig, hans brune Øjne lyste med usædvanlig Glans. I de tre sidste Aar af hans Liv læste man i hans Ansigt, at han var mærket til en tidlig Død.

Novalis var 17 Aar gammel, da den franske Revolution brød ud. Skulde man kortelig angive denne store Bevægelses Idé, da er det den at omstyrte alt blot Overleveret og ved et Brud med al Historie grunde Mennesketilværelsen paa den rene Fornuft. 358 Revolutionens Tænkere og Helte lader saa at sige den hele udvortes Verden kuldkastes af Fornuften, for at lade den rejse sig ud fra Fornuften igen. Skønt Novalis er døv for alle Tidens politiske og sociale Opraab, skønt han er blind for Tidsalderens Fremskridtsbevægelser, skønt han ender i den uhyggeligste og modbydeligste Reaktion, er han ligefuldt greben af sin Tid, ja uden at vide det helt igennem bestemt af dens Aand. Mellem ham, den stille, indadvendte, kurfyrsteligt-loyale Assessor og hine barbenede Stakler, der ilede fra Paris til Grænsen, syngende Marseillaisen og svingende den trefarvede Fane, er der den Grund-Lighed, at saavel han som de vil lade hele den ydre Verden gaa til Grunde i en indre Verden. Kun er denne indre Verden for dem Fornuften, for ham Gemyttet - for dem Fornuften med dens Fordringer og Formler: Frihed, Lighed, Broderskab, for ham Gemyttet med dets natligtmørke, underfulde Verden, i hvilken han smelter Alt, for paa Kedelens Bund at finde som Nedslag, som Gemyttets Guld: Nat, Sygdom, Mystik og Vellyst.*)

Saaledes tilhører han sin Samtid selv under den lidenskabeligste Fejden imod den og dens Tanker. Saaledes staar han i den mest polære Modsætning til alle lyse og skønne Ideer i den Tid, af hvis Aand han mod sin Vilje er besat.

Hvad der hos Fichte og hos Revolutionsmændene er den klare, Alt prøvende og altomsluttende Forstand, det er hos ham den altopslugende Selvfølelse, der stiger til Vellyst; thi den nye Tid gaar ham saaledes til Hjerte, at den er som sammenvokset med hans Nerver, og han føler den i vellystig Spænding. Hvad der hos dem er den udskilte, Alt forfra begyndende Frihed, det er hos ham det vilkaarlige, Alt forflygtende Fantasteri, der opløser Naturen og Historien i Sindbilleder og Gudesagn, for frit at kunne tumle alt det udenfra Givne og frit at kunne svælge i Selvfornemmelsen. «Lige stærkt fremtræder hos Novalis Mystiken, der er den teoretiske Vellyst, og Vellysten, denne praktiske Mystik.» (A. Ruge.)

Novalis er sig meget vel bevidst, at hans hektiske Indbildningskraft trods al dens paastaaede Aandighed kreser om Vellyst I et Brev til Caroline Schlegel om Lucinde siger han: «Jeg ved, at Fantasien holder mest af det Usædeligste, det mest graadigt Dyriske; imidlertid ved jeg ogsaa, i hvor høj Grad al *

359 Fantasi er som en Drøm, der ynder Natten, Meningsløsheden og Ensomheden.» Han har udtalt om Fantasien i Almindelighed, hvad der gjaldt om hans.

Tieck har talt med Begejstring om Musiken, der lærer os at føle selve Følelsen. Novalis indeholder Udtydningen af disse Ord. Han, hvis Attraa er den hensynsløse Følelse, vil føle sig selv og lægger ikke Dølgsmaal paa, at han søger denne Selvnydelse. Derfor er Sygdom ham kærere end Sundhed. Thi den Syge Mer bestandig sit eget Legeme, medens den Sunde ikke mærker Noget til det. Pascal og efter ham Kierkegaard har nøjedes med at betegne Sygdom som den Kristnes naturlige Tilstand. Novalis gaar langt videre. Sygdom er ham det højeste, det eneste sande Liv: «Leben ist eine Krankheit des Geistes.» Livet er en Aandens Sygdom. Hvorfor? Fordi Verdensaanden kun i levende Enkelte føler, fornemmer sig selv. Og som Novalis priser Sygdom, saaledes priser han Vellyst. Hvorfor? Fordi Vellysten intet Andet er end en ophidset, altsaa for hans Opfattelse sygelig, Selvfølelse og svævende Strid mellem Lyst og Smerte. «I det Øjeblik,» siger han, «da Mennesket vilde begynde at elske Sygdom og Lidelse, laa maaske den mest henrivende Vellyst i dets Arme, og den højeste positive Lyst vilde gennemtrænge det ... Begynder ikke overalt det Bedste som Sygdom? Halv Sygdom er af det Onde. Hel Sygdom er Lyst og det den højeste.» Saaledes taler Novalis ogsaa om en mystisk Kraft, «der synes at være Lystens og Ulystens Kraft, hvis henrykkende Virkninger vi saa udpræget bemærker i de vellystige Fornemmelser.»

Til denne vellystige Sygelighedsfølelse hos Novalis svarer i Pietismen Syndsbevidstheden, denne aandelige Sygdom, der tillige er en Vellyst. Om denne Sammenhæng har Novalis den klareste Bevidsthed. Han siger: «Den kristelige Religion er den egenlige Vellystens Religion. Synden er det mest Pirrende med Hensyn til Kærlighed til Guddommen; jo syndigere et Menneske føler sig, desto kristeligere er det. Ubetinget Forening med Guddommen, det er Syndens og Kærlighedens Formaal» og et andet Sted: «Det er mærkværdigt nok, at ikke for længe siden den Forestillings-Sammenhæng, som finder Sted imellem Vellyst, Religion og Grusomhed, har gjort Menneskene opmærksomme paa disses inderlige Slægtskab og fælles Retning.»

Og som Novalis nu foretrækker Sygdom for Sundhed, 360 saaledes foretrækker han langt Natten for Dagen «med dens frække Lys».

Hadet til Dagen og Dagslyset er gennemgaaende hos Romantikerne. Jeg har paavist det i William Lovell. Novalis gaar kun videre ad denne Vej i sine berømte Hymner til Natten. At han elsker Natten er let at forstaa. Da Natten skjuler Omverdenen for Selvet, driver den Selvet ligesom ind i sig selv. Selvfølelsen og Natfølelsen er da Et og det Samme. Og Natfølelsens Vellyst er Rædselens Stemning: først en Angst, fordi det i Mørket forekommer Mennesket, som mistede det sig selv, idet Alt forsvinder omkring det; saa en sygeligt-behagelig Gysen, fordi Selvfølelsen heftigere dukker frem af denne Angst.

I et af sine Brudstykker kalder Novalis Døden en Brudenat, en Hemmelighed, fuld af søde Mysterier og tilføjer dette Distichon:

Er det ej klogt, ved Nat med en Anden at dele sit Leje?
Klogt er du derfor tilsinds, har du en Hensovet kær.

Og saa dybt er denne Tænkemaade grundet i den roman tiske Livsbetragtning, at i Werners Drama Korsbrødrene Helten kort før sin Død paa Baalet siger:

Misundelsen tilgiver
jeg, ikke Sorgen. Uudsigeligt
jeg svælger i Forvandlingsfryd ved Tanken
paa denne Offerdød, der forestaar.
Ej sandt? Der komme vil en Tid, hvor Alle
erkender Døden - favner den med Glæde,
og Alle føler, dette Liv er kun
en Anelse om Elskov, Døden kun
et Bryllupskys, og Den, der med en Brudgoms
ildfulde Lidenskab i Brudekamret
affører os vor Dragt, Forraadnelsen,
ej andet end den vilde Elskovs Udslag!

Liv og Død er for Novalis kun «relative Begreber». De Døde er halvvejs levende, de Levende halvvejs døde. Først ved denne Betragtning faar Tilværelsen for ham sit rette Krydderi. Det hedder i den første af hans Hymner til Natten: «Bort vender jeg mig til den hellige, uudsigelige, hemmelighedsfulde Nat. Fjernt ligger Verden som sænket i en dyb Grav: øde og ensomt er dens Sted. I Brystets Strenge dirrer dyb Vemod ... Finder 361 du ogsaa Behag i os, mørke Nat? ... Kostelig Balsam drypper fra din Haand, fra Valmueknippet. Gemyttets tunge Vinger slaar du ud ... Hvor fattigt og barnagtigt tykkes Lyset mig nu, hvor glædelig og velsignet Dagens Afsked! ... Mere himmelske end hine blinkende Stjerner synes os de uendelige Øjne, som Natten aabner i os. Videre skuer de end de blegeste blandt hine talløse Hærskarer; uden Trang til Lyset gennemskuer de et elskende Gemyts Dybder, hvad der fylder et højere Rum med usigelig Vellyst. - Priset være Verdensdronningen, den høje Forkynderinde af hellige Verdener, Plejerinden af salig Kærlighed! Hun sender mig dig, du, min søde Elskede, Nattens elskelige Sol. Nu vaager jeg, thi jeg er din og min: Du har forkyndt mig Nattens Livsevangelium, gjort mig til et Menneske. Fortær med aandig Gløden mit Legeme, saa at jeg let og luftig kan blande mig inderligere med dig, og Brudenatten vare evig.»

Man føler den af Svindsot Fortæredes Attraa i dette Udbrud. Saaledes hedder det parallelt i Lucinde: «O evige Længsel! Dog engang vil Dagens frugtesløse Smægten og forfængelige Blænden synke og slukkes, og en stor Kærlighedsnat indtræde og bringe evig Ro.» I Tanken om en ikke kortvarig, men evig Omfavnelse mødes begge de romantiske Natsværmere.

I denne Begejstring for Natten ligger Spiren til den religiøse Mystik. Hos Justinus Kerner, som tidligere hos Jung Stilling, gaar Driften mod det Hemmelighedsfulde over til Aandetro og Spøgelsefrygt. I enkelte af de senere Romantikeres Skrifter, sorn f. Eks. i Achim v. Arnims Den skønne Isabella fra Aegypten er Halvdelen af de optrædende Personer Spøgelser. Hos Giemens Brentano bliver Mystiken, selv hvor den naaer højest, det Grundelement, der gennemtrænger hans hele Ku nstform og giver hvad han fortæller Tiltrækning og Farve.

Mystiken betegner Novalis selv som «et vellystigt Væsen». For ret at forstaa dette Udtryk, maa man studere hans Hymner.

Uopbrændeligt staar Korset,
et Sejersbanner for vor Slægt.
Det vil jeg søge. Hver kvalfuld Lod
Vil da mig blive en Vellystbraad.
En liden Stund end, og jeg er fri,
og ligger drukken i salig Død
Alkærlighed! i dit dybe Skød.

362

Endnu tydeligere fremtræder Sværmeriet, det sanselige Jegs sværmeriske Lidenskab i den syvende Hymne om Nadverens Naademiddel:

«Kun faa véd Kærlighedens Hemmelighed, føler Umættelighed og evig Tørst. Nadverens guddommelige Betydning er de jordiske Sanser en Gaade. Men den, der blot én Gang sugede Livets Aande af hede, elskede Læber, og hvis Hjerte smeltedes ved en hellig Ilds skælvende Flammer, den, hvis Øje oplukkedes, saa at han maalte Himlens uudgrundelige Dybde, han vil æde af hans Legeme og drikke af hans Blod evindelig. Hvem har gættet det jordiske Legemes høje Mening? Hvem kan sige, at han forstaar Blodet? En Gang vil al Legemlighed blive ét Legeme; i himmelsk Blod svømmer da det salige Par. O, at Verdenshavet allerede blev blodrødt, og at Fjældene forvandlede sig til duftende Kød! Aldrig ender da det søde Maaltid, aldrig mættes Kærligheden. Aldrig kan den have den Elskede nær og inderligt nok. Det Nydte tilegnes stedse inderligere og nærmere af bestandig mere ømt elskende Læber. En stedse hedere Vellyst gennembæver Sjælen, tørstigere og mere hungrigt bliver Hjertet. Og saaledes varer Kærlighedens Nydelse fra Evighed til Evighed. Havde de Ædru blot engang smagt den, saa forlod de Alt og satte sig til os ved Længselens Bord, der aldrig bliver tomt. Da vilde de fatte Kærlighedens uendelige Fylde og prise Næringen af Legeme og Blod».

Her har man et glimrende Eksempel paa Mystikens Væsen og Grundpræg. Den beholder alle de religiøse Former, men den føler helt igennem deres Indhold; den taler samme Sprog som Rettroenheden og oversætter for sig selv dette døde Sprog, ombytter det med et levende. Heri ligger Grunden til dens store Betydning i Middelalderen overfor den stive, udvortes Skolastik, som den fortærede i sin Gløden. Og saaledes blev den Reformationens Forløber. Mystikeren behøver intet udvortes Dogme; i sin fromme Henrykkelse er han sin egen Præst. Men da al Stræben i hans Sjæl gaar indefter, tilintetgør han ikke heller noget udvortes Dogme og ender med at tilbede Præsteværdigheden hos Andre.

I mystisk-profetiske Ord forkynder Novalis det hellige Mørkes nye Herredømme:

363

Den nye Verden bryder ind
Og formørker Solens klareste Skin.
Ud fra mosbegroede Ruiner
en underselsom Fremtid triner.
Hvad før var hverdags og gammelkendt
det tykkes et Under, himmelsendt.
Kærlighedsrigets Tid er inde,
Fabelen begynder at spinde.
Hver Sjæl staar i sit første Gry.
Kraftige Ord klinger paany.
Dybt røres det store Verdensgemyt
og blomstrer uendeligt. Alt er nyt.
Verden blir Drøm og Drømmen Verden,
og det man troede, forlængst var omme
det ser man først i det Fjerne komme.
Fri Fantasien for Alt skal svare,
efter Tykke Traadene slynge med Kunst,
her tilsløre meget, hist mangt aabenbare
og tilsidst svæve bort i magisk Dunst.
Vemod og Vellyst, Døden og Livet,
de enes her ved Tilværelsens Under.
Hvem én Gang for alle sig hen har givet
til den højeste Kærlighed,
han kommer sig aldrig af dens Vunder.

Endnu kraftigere er Tankerne: Nat - Død - Vellyst - Salighed vævede ind i hverandre i det Digt, som findes over Kirkegaarden i Novalis's Roman.

De Døde taler:

Midnats hemmelige Glæder,
stille Magters Herskerhæder,
Lyst ved gaadefulde Lege,
Vi kun kender Jer.
Dæmpet Attraas søde Mumlen
hører ikkun vi, og skuer
altid salige Blikkes Luer,
smager ikkun Mund og Kys.
Alt hvad vi blot let berører
bliver hede Balsamfrugter,
bliver fine, bløde Bryster,
Bytte for vor Lyst.
Altid vokser vor Begære,
fast at hænge ved den Kære,
364 ham at favne, ham at bære,
ganske et med ham at være,
intet Krav ham at formene,
sødt hinanden at fortære,
af hinanden sig at nære,
af hinanden helt alene.
Saadan er vi steds nedsunkne
i vor Elskovs Vellystbølger,
siden Jordelivets Funker
for vort Blik sig dølger,
siden Baalets Flamme sluktes,
Højen om vor Aske luktes
og med Gys i Mørkets Rige
vi saa Jordens Syner vige.

Denne Lønlære, der priser de Døde som dem, der svælger i alle Sanselighedens Glæder, er i Livet nødvendigvis Forherligelse af det rent planteagtige Liv, ganske som dette anprises i Lucinde.

«Planterne,» siger Novalis, «er Jordens ligefremme Sprog; ethvert nyt Blad, enhver besynderlig Blomst er en eller anden Hemmelighed, der trænger sig frem, og som, fordi den af lutter Elskov og Lyst ikke kan bevæge sig og ikke komme til Orde, bliver en stum rolig Plante. Finder man i sin Ensomhed en saadan Blomst, er det da ikke, som var Alt omkring En forklaret, og som opholdt de smaa befjædrede Toner sig helst i dens Nærhed? Man kunde græde af Glæde, og udskille sig fra hele Verden for at stikke Hænder og Fødder i Jorden og selv skyde Rødder og aldrig forlade dette herlige Naboskab.»

Hvilket Følelsessvælgeri! Ved at fremkalde Billedet af en saa afsindig, om Ulysses v. Ithacia mindende Situation leverer denne Følsomhed sin egen, hidende Parodi.

«Blomsterne,» hedder det paa et andet Sted i Ofterdingen, «svarer fuldstændigt til Børnene ... Saaledes findes Barndommen dybest nede, nærmest ved Jorden, medens Skyerne derimod maaske er Aabenbaringer af den anden højere Barndom, det genfundne Paradis, og derfor saa velgørende dugger ned paa hine.» Endog om Skyernes Barnlighed bliver der Tale i den romantiske Mundart. Naiveteten gaar tilvejrs og raster ikke, før den har annekteret ogsaa Skyerne. O Polonius! - Disse naive 365 Skyer, de er den romantiske Poesis sande og egenlige Sindbillede.

Dog i Planterne og deres Modbilleder Skyerne er der for det romantiske Gemyt endnu for megen Stræben og Uro. Selv en Vegeteren er dog endnu ikke den rene Rugen, ikke den rene Hvile, men indeholder en Retning opefter i Plantens Stræben mod Lyset. Derfor er Plantelivet ikke heller det højeste, Novalis gaar endnu et Skridt videre end Schlegel:

«Det højeste Liv er Matematik. Uden Ildhu ingen Matematik. Gudernes Liv er Matematik. Ren Matematik er Religion. Til Matematik naaer man kun ved Aabenbaring. Matematikeren véd Alt. Al Virksomhed hører op, naar Viden indtræder. Videns Tilstand er Lyksalighed, Betragtningens henrykte Ro, himmelsk Hensynken.»

Her staar vi ved Toppunktet. Alt Liv er krystalliseret i Matematikens døde Former.

Paa dette Punkt er det rene Gemytsliv saa stærkt sammentrængt, at det staar stille. Det er, som om Sjælens Uhr havde ophørt at slaa. Enhver ædel Stræben, enhver frisindet Retning udadtil er trængt tilbage, kvalt i Gemyttets dumpe Kælder.

Paa dette Punkt er det derfor, at Gemyttets Inderlighed slaar over i den groveste Udvorteshed. Da enhver Evne til at frembringe nye ydre Former er forsmaaet og dræbt, saa er vi naaede til det Vendepunkt, hvor alle faste ydre Former blot som saadanne anerkendes og des varmere, jo fastere de er, jo mere de nærmer sig til hin krystalagtige Forstening, jo bestemtere de drager Spændetrøjen over enhver Stræben, jo vissere det er, at de kun levner Rum for det rent planteagtige Liv. Skridtet gør Novalis i den mærkelige Afhandling Kristenheden i Europa (1799), som Tieck forgæves, ved at stryge i den, søgte at bringe i Forglemmelse og som Friedrich Schlegel senere ved Udeladen af et Hovedsted forfalskede til Udtryk for den rene Pavedyrkelse.

Heri hedder det: «Det var skønne glimrende Tider, da Europa endnu var et kristent Land, da én Kristenhed beboede denne Verdensdel ... Med Rette modsatte Kirkens vise Overhoved sig en fræk Uddannelse af de menneskelige Anlæg paa Bekostning af Sansen for det Hellige, og utidige farlige Opdagelser paa Videnskabens Omraade. Saaledes forbød han Tænkerne offenlig at paastaa, at Jorden var en ubetydelig Vandrestjerne; thi han vidste vel, at Menneskene med Agtelsen for 366 deres Bolig og deres jordiske Fædreland ogsaa taber Agtelsen for deres himmelske Hjem og Slægt, foretrækker den indskrænkede Viden for den uendelige Tro og vænner sig til at foragte alt Stort og Vidunderligt og betragte det som død Lovvirkning.»

Saaledes deklamerede i det attende Aarhundrede Degnene. Men man føler Digterens Følgestrenghed. Poesien, som førte Schiller til Hellas, fører ham til Inkvisitionen og bringer ham, som Joseph de Maistre efter ham, til at tage dens Parti mod Galilæi.

Om Protestantismen siger han: «Denne store indre Spaltning, som ødelæggende Krige ledsagede, var et mærkværdigt Tegn paa Kulturens Skadelighed - idetmindste paa den foreløbige Skadelighed af et vist Kulturtrin ... Oprørerne adskilte det Uadskillelige, delte den udelelige Kirke og rev sig formasteligt ud af den almindelige kirkelige Forening, ved hvilken og i hvilken alene den ægte varige Genfødelse var mulig ... Religionsfreden blev sluttet efter ganske fejlagtige og religionsstridige Grundsætninger, og ved Fortsættelsen af den saakaldte Protestantisme blev noget ubetinget Selvmodsigende: en varig Revolutions-Regering indsat ... Luther behandlede overhovedet Kristendommen vilkaarligt, miskendte dens Aand, og indførte et andet Bogstav og en anden Religion, nemlig Bibelens hellige Almengyldighed, og derved blev desværre en anden, højst fremmed jordisk Videnskab indblandet i Religionsanliggender, Sprogstudiet, hvis udtærende Indflydelse fra den Tid af er umiskendelig ... Nu blev da Bibelens ubetingede Almenfattelighed paastaaet, og nu virkede det tarvelige Indhold, det raa abstrakte Udkast til Religion i de bibelske Bøger end mere trykkende, og vanskeliggjorde uendeligt den hellige Aand den frie Bevægelse, Indtrængen og Aabenbaring ... Med Reformationen var det ude med Kristendommen ... Til Lykke for den gamle Tilstand opstod nu en ny Orden, over hvilken Præstevældens døende Aand syntes at have udgydt sine sidste Gaver, og som med ny Kraft rustede det Gamle, og med vidunderlig Indsigt og Standhaftighed, klogere end det nogensinde fordum var sket, antog sig det pavelige Herredømme og dets mægtige Genoprettelse. Endnu var aldrig noget saadant Selskab blevet set i Verdenshistorien ... Jesuiterne forstod godt, hvormeget Luther havde sine folkeforførende Kunster og sit Studium af Menigmand at takke for ... Af Instinkt er den Lærde fra Arildstid af Gejstlighedens Fjende; den lærde 367 og den gejstlige Stand maa føre Udryddelseskrige, saalænge de er adskilte; thi de strider om én Plads ... Resultatet af den moderne Tænkemaade kaldte man Filosofi og regnede Alt dertil, hvad der var det Gamle imod, især altsaa ethvert Udfald mod Religionen. Hvad der fra Begyndelsen af var Personalhad mod den katolske Tro gik efterhaanden over til Had mod Bibelen, mod den kristelige Tro, ja endog mod Religion overhovedet.»

Man ser, med hvilken Klarhed Novalis har opfattet Fritænkeriet som Følge af Protestantismen. Han fortsætter:

«Ja endnu mere: Religionshadet udstrakte sig naturligt og følgerigtigt til alle Genstande for Begejstring, forkætrede Fantasi og Følelse, Sædelighed og Kærlighed til Kunst, Fremtid og Fortid, stillede Mennesket med Nød og neppe øverst blandt Dyrene °g gjorde Verdensaltets skabende Musik til den ensformige Klapren af en uhyre Mølle, der dreven af Tilfældets Strøm og svømmende paa den, var en Mølle i og for sig uden, Bygmester og Møller og egenlig et ægte perpetuum mobile ... Kun én Begejstring blev højmodigt levnet Menneskene, Begejstringen for denne herlige Filosofi og for dens Præster. Frankrig var saa lykkeligt at blive Skødet og Sædet for denne nye Tro, som var sammenklistret af lutter Viden ... Lyset var paa Grund af dets Lydighed under Matematikens Love og dets Frækhed blevet disse Menneskers Yndling ... Højst mærkværdig er denne den moderne Vantros Historie, og Nøgle til alle uhyggelige Særsyn i den nyere Tid. Først i dette Aarhundrede og især i dets sidste Halvdel begynder den og vokser i kort Tid til uoverskuelig Storhed og Mangfoldighed; en anden Reformation, en mere omfattende og mere ejendommelig var uundgaaelig og maatte først træffe det Land, der var mest moderniseret og længst af Mangel paa Frihed havde ligget i Afmagt ... Under dette Anarki genfødtes Religionen; et sandt Anarki er dens Avlingselement ... Forekommer ikke Statsomvælteren den ægte Betragter som en Sisyfus? Ligesom han har naaet det Toppunkt, hvor der er Ligevægt, ruller den mægtige Byrde ned paa den anden Side. Den vil aldrig blive deroppe, naar ikke en Tiltrækning til Himlen holder den svævende. Alle Eders Støtter er for svage, naar Eders Stat beholder Retningen mod Jorden!»

Med Begejstring spaar han da om den nye Gemyttets Tid, der skal komme:

368

«I Tyskland kan man med fuld Sikkerhed paavise Sporene af en ny Verden ... En Mangesidighed uden Lige, en glimrende Politur, vidtomfattende Kundskaber og en rig, kraftig Fantasi finder man hist og her ofte dristigt parrede. En vældig Anelse om den indre Menneskeheds skabende Vilkaarlighed, Grænseløshed, hellige Ejendommelighed og alsidige Evne synes overalt at vækkes ... Endnu er Alt kun Antydninger, usammenhængende og raa, men de forraader det historiske Øje en almen Individualitet, en ny Historie, en ny Menneskehed, en elskende Guds og en ung overrasket Kirkes sødeste Favntag og den inderlige Undfangelse af en ny Messias paa én Gang i alle denne Kirkes tusinde Medlemmer. Hvem føler sig ikke med sød Undseelse i velsignede Omstændigheder? Det Nyfødte vil blive Faderens udtrykte Billede, en ny gylden Tid med mørke uendelige Øjne, en profetisk undergørende, trøstende Tid, der tænder et evigt Liv - en stor Forsonigstid, en Frelser, der som en ægte Genius, hjemmevant blandt Menneskene, kun vil blive troet, ikke set, og under talløse Skikkelser synlig for de Troende vil blive fortæret som Brød og Vin, omfavnet som den Elskede, indaandet som Luft, hørt som Ord og Sang og optaget med himmelsk Vellyst som Død under Kærlighedens højeste Smerter i det henbrusende Legemes Indre.»

Er det ikke, naar man saalænge sysler med al denne Vellyst, Salighed, Religion, Nat og Død, med dette Mørke, der snart vil bryde ind og fordunkle det klareste Solskin, som om det i Ens Indre raabte: Luft! Lys! - Det er, som skulde man kvæles. Dette Gemyt ligner virkelig en underjordisk Bjergmandsgrube. Novalis's Kærlighed til Bjergmandslivet, i hvilket røde, osende Lygter maa erstatte Dagens Lys, er betegnende nok. Og hvad kom der ud af det Hele, hvilket Foster opstod vel af hin en elskende Guds og en ung overrasket Kirkes Omfavnelser? hvad andet end en nyfødt, genfødt Reaktion, der i Frankrig genindførte Katolicismen og efter Napoleons Fald Bourbonerne, og som i Tyskland førte til hint afskyelige Tyranni, der gav Pietismen den samme Indflydelse som Katolicismen havde i Frankrig, kastede Ungdommen i Fængsler og jog de bedste Skribenter i Landflygtighed.

Novalis havde villet føre Alt tilbage til den indre Verden. Den indre Verden optog Alt, Revolutionens og Kontrarevolutionens Kræfter. I den laa alle Aandens Løver bundne, i den laa alle 369 Historiens titaniske Magter indesluttede, ja bedøvede i en Valmue-Døs. Det blev Nat omkring dem, de følte Mørkets og Dødens Vellyst, de levede endnu kun et Planteliv som Syvsovere, og forstenedes til Slutningen helt. I den indre Verden laa alle Aandens Rigdomme, men som døde Skatte og hvilende Masser, som sindrige efter Matematikens Love formede Krystaller omtrent som Guldet og Sølvet i Jordens og Bjergenes Indre, og Digteren blev til en Bjergmand eller en Bjergtagen, der steg ned under Jorden og frydede sig ved Alt, hvad han saa.

Men medens han opholdt sig dernede, gik Alt paa Jorden i den ydre Verden sin Gang. Den ydre Verden lod sig ikke i mindste Maade anfægte af, at Digteren og Tænkeren opløste den i den indre. Thi han opløste den jo nemlig ikke grovt og udvortes som en Mirabeau eller en Bonaparte, han opløste den kun indvortes i en indre Verden. Da han altsaa paany steg op fra Gruben, da hans Bjergtagning var tilende, da viste det sig, at den ydre, den opløste Verden befandt sig meget vel, aldeles ved det Gamle. Alting stod udvortes koldt og raat, det, som han i sit Hjerte havde smeltet - og da den ydre Verden aldrig havde sysselsat ham, og da den syntes ham næsten ligesaa natlig og mørk og lysfjendsk og søvndysset som hans indre, saa gav han den sin Velsignelse og lod den staa.

Det Profetiske i Novalis's Ydre og Optræden, hans fuldtlødiske lyriske Talent, hans særegne Skønhed og især hans tidlige Død har foranledigt Kritiken til at sammenligne ham med den unge engelske Digter Shelley, der blev født tyve Aar efter ham. Blaze de Bury har i Revue des deux mondes fremdraget denne Overensstemmelse. Han siger: «Shelleys Poesi nærmer sig meget til Novalis's, og det er ikke alene ved fysiognomiske Træk, at disse to sjældne Digtere ligner hinanden. Betragtning af Naturen, Gætning af dens mindste Hemmeligheder, en udsøgt Forening af Følsomhed og Grubien over Tingenes sidste Grunde, og dertil Mangel paa Haandgribelighed, Spejlbilleder og ingen Skikkelser, en Stigen imod det Højeste, som ender i det Blaa, er fælles for dem.»

Disse formelle Ligheder udelukker imidlertid ikke den uhyre, dybtgaaende Ulighed, den polære Modsætning imellem disse to tilsyneladende saa ensartet anlagte Digtere, af hvilke den ene gaar forud for, den anden følger efter det store aandelige Omslag i Aarhundredets første Halvdel.

Man genkalde sig blot Hovedtrækkene af Shelleys Liv. Adeligt 370 født blev han sat i en fornem Skole, hvor straks fra hans Barndom af Drengenes Raahed og Lærernes Grusomhed opflammede ham til Modstand og Vrede. Især vakte her det Hykleri, hvormed man førte Ordene Gud og Kristendom i Munden, medens man hengav sig til sine slette Lidenskaber, hans fulde Afsky. Under det andet Aar af sit Ophold i Oxford forfattede Shelley et lille Skrift Om Ateismens Nødvendighed, som han med naiv Sandhedskærlighed indgav til Kirkens og Universitetets Forstandere. Han blev stævnet for Konsistorium, og da han vægrede sig ved at kalde sine Anskuelser tilbage, paa Grund af sin Ateisme udstødt af Universitetet. Han rejste tilbage til sin Fader, og da denne modtog ham med kold Foragt, forlod han for bestandig sit Hjem. Med saadanne Kampe og saadanne Ulykker var hele hans Liv gennemvævet. En Lungesvindsot, som han i sit tyvende Aar blev angrebet af, og af hvilken han efterhaanden kom sig, efterlod en stor Legemssvaghed og Pirrelighed. Da han efter sin første Hustrus Død ønskede at tage Børnene af Ægteskabet med hende til sig, blev disse ham berøvede af Kanslerretten, fordi han i sin Dronning Mab havde lært «Usædelighed og Irreligiøsitet». Han forlod England for bestandigt og levede fra nu af i frivillig Landflygtighed. Da han var 29 Aar gammel, gjorde saa en pludselig Død Ende paa hans pinte og hjemløse Eksistens, idet han under en Storm kuldsejlede med sin Baad i Golfen ved Spezzia.

I Modsætning til dette Liv er Hardenbergs en sand tysk Smaastadsidyl. Han blev 25 Aar gammel Embedsmand, Auditør som det kaldtes, ved et Saltværk. Senere udnævntes han til Assessor ved de kurfyrstelige Saltsyderier i Weissenfels, og hans Romantik forstyrrede ikke hans borgerlige Liv. Han var som Embedsmand yderst nidkær, pligtopfyldende og ordenlig. Han levede og døde som bosiddende Embedsmand og Borger, der ingen Udskejelse begaar og til Gengæld har Sit paa det Tørre. Hans Republikanisme gik, som alt bemærket, tidligt af ham, og kun hans Barnlighed forhindrer En i at kalde ham underdanig. Friedrich Wilhelm og Luise af Prøjsen benævner han «et klassisk Menneskepar»; i disse «Géniers» Aabenbaring ser han Varslet om en bedre Verden. Friedrich Wilhelm, siger han, er den første Konge af Prøjsen; hver Dag sætter han selv sin Krone paa. Der er sket en sand Væsensforvandling; thi Hoffet er forvandlet til en Familie, Tronen til en Helligdom, en kongelig Formæling 371 til et evigt Forbund mellem Hjerterne. - Republiken, paastaar han, har kun Ungdommens Fordom for sig; den gifte Mand fordrer Orden, Sikkerhed, Ro, ønsker at leve i en Familie, i et regelret Husvæsen og et «ægte Monarki». «For en Forfatning kan man kun interessere sig som for et Bogstav. Hvor ganske anderledes, naar Loven er Udtryk for en elsket, højagtet Persons Vilje. Man tør paa ingen Maade opfatte Monarken som den første Embedsmand. Han er ikke Borger, derfor heller ikke Embedsmand. Kongen er et til jordisk Skæbne ophøjet Menneske.»

Sammenligner man med saadanne Udtalelser de Digte af Shelley, hvortil Tyranniet i hans Fædreland foranledigede ham, ligesom dem, i hvilke han forherliger de italienske Revolutioner og Grækenlands Frihedskrig, saa har man den skarpest tænkelige Modsætning. Og man træffer den udpræget paa næsten alle Punkter: Novalis priser Sygdommen. Shelley siger: Det er vist, at Visdom er uforenelig med Sygdom, og at under Jordklimaternes nuværende Tilstand Sundhed i Ordets sande og omfattende Mening ligger udenfor det civiliserede Menneskes Række-Evne.

Novalis siger: «Vi tænker os Gud personlig, som vi tænker os selv personlige. Gud er netop ligesaa personlig og individuel som vi.» - Shelley siger: «Der gives ingen Gud. Denne Fornægtelse gælder dog kun en skabende Guddom. Formodningen om en Verdensaltet gennemtrængende og ligesom Altet evig Aand er uanfægtet deraf ... Det er umuligt at tro, at den Aand, der gennemtrænger Universet, avlede en Søn med en jødisk Kvinde eller vrededes over Følgerne af en Nødvendighed, der er enstydig med ham selv. Den hele jammerlige Fabel om Djævelen, om Eva og om en Midler tilligemed Jødegudens barnagtige Formummelser er uforenelige med Astronomien. Hans Hænders Værk har aflagt Vidnesbyrd imod ham.»

Novalis priser Præstevælden og lovsynger Jesuiterne. Shelley siger: «Under mange Elendighedens og Mørkets Aarhundreder fandt Bibelens Lære ubetinget Tiltro; men endelig opstod Mænd, som fik Mistanke om, at den var Fabel og Løgn, og at Jesus langt fra at være en Gud kun havde været et Menneske som de selv. Men en talrig Klasse Mennesker, som drog og endnu bestandig drager umaadelig Vinding af hin Mening som herskende Folketro, sagde Mængden, at hvis den ikke troede paa Bibelen, vilde den blive evig fordømt, og gav sig til at brænde, fængsle og forgive alle fordomsfrie og alene staaende Forskere, der nu 372 og da opstod. Denne Klasse undertrykker dem endnu bestandig, forsaavidt Folket, der nu er mere oplyst, vil tilstede det ... De samme Midler, der har støttet enhver anden Tro, har støttet Kristendommen: Krig, Fængsling, Snigmord og Løgn, Gerninger af eksempelløs og utrolig Raahed har gjort den til, hvad den er. Det Blod, som Bekenderne af Barmhjertighedens og Fredens Gud har udøst siden hans Religions Indførelse, vilde sandsynligvis være tilstrækkeligt til at drukne alle de Tilhængere af andre Sekter, som overhovedet bor paa Jorden.»

Man ser af de anførte Citater, som kunde forøges med utallige andre, at der mellem Novalis med hans indadvendte Gemytsliv og Shelley med hans udadvendte Frihedstrang finder den mest fuldstændige Modsætning Sted.

Dette er da de to Digtere, man har villet udgive for Tvillingaander. Som lyriske Digtere staar de begge højt, om end Shelley er en digterisk Genius af mangefold højere Rang. Men selv om Novalis som Digter kom Shelley nærmere end han gør, hvor ringe er ikke det Maal af Sandhed, der findes i hans Værker, i Sammenligning med Indholdsværdien i Shelleys!

For Novalis var Sandheden Digt og Drøm, for Shelley var den Frihed. For Novalis var den en fast og mægtig Kirke, for Shelley var den et kæmpende Kætteri; for Novalis et Væsen, som beklædte Troner og Pavestole, for Shelley et Væsen uden Myndighed.

For ret at gøre Indtryk paa Menneskene, maa Sandheden, hvor ophøjet den end er, blive Menneske, blive Kød og Blod for dem. I ældre Biografier af Defoe, Robinson Crusoes Forfatter, fortælles det, at han i Juli 1703 for et Flyveskrifts Skyld blev dømt til at stilles i Gabestokken, efter at begge hans Øren var blevet skaarne af. I Gabestokken stilledes paa den Tid Forbryderen med Hovedet ud igennem en Aabning, saa han ikke kunde bevæge det - og nu overlodes det til Mængden at være Profos; man bombarderede den Udstillede med raadne Æbler, Kartofler, Appelsiner og deslige. Men da Dagen til Dommens Fuldbyrdelse kom, og da Defoes blege, mishandlede, lemlæstede Ansigt drivende af Blod viste sig i Gabestokken for den forsamlede Pøbelflok, da, saa underligt det lyder, blev der en Dødstavshed. Ingen kastede noget Æble, Ingen raabte et eneste forhaanende Ord. Defoe var altfor yndet af Mængden dertil. Men En af Hoben lod sig hidse i Vejret og satte en Krans om den 373 Lemlæstedes Pande. - Jeg læste det som Dreng, og véd jeg end nu, at Defoe fik Lov at beholde sine Øren, saa Pope tager fejl, naar han skriver:

Earless on high stood unabashed Defoe

(*dolgoeO* øreløs stod Defoe uskræmt deroppe)

og véd jeg end desuden, at Defoe ikke var den rene Karakter, hvorfor jeg dengang holdt ham, ligemeget - dette Billede er stort, og det brændte sig ind i min Sjæl, thi det indeholder en evig Situation. Som den dømte Skribent her saa ud i Gabestokken, saaledes ser i Almindelighed her paa Jorden Sandheden ud. Og jeg husker, jeg tænkte dengang ved mig selv: Hvis et Menneske nogensinde fandt en saadan stakkels forhaanet og mishandlet Sandhed i Gabestokken, da maatte det være et stort Øjeblik i hans Liv, naar han kunde nærme sig og lægge den Kransen om Panden. - Det har Shelley gjort, men Novalis ikke.

XIII

Jeg skildrede det romantiske Gemyt som den dumpe Inderlighed uden Stræben og uden Attraa, som den gloende Ovn, i hvilken Friheden kvaltes, og enhver Retning udefter dræbtes. Dog, dette er ikke den fulde Sandhed. En eneste Attraa udadtil er tilbage, den som man kalder Længsel. Længselen, det er Formen for den romantiske Stræben, Moder til al dens Poesi. Hvad er Længsel? Det er Savn og Begær i Forening uden nogen Vilje eller Beslutning om at opnaa det Savnede og uden Valg af Midler til at faa det i sin Magt. Og hvorpaa gaar denne Længsel ud? Ja paa hvad Andet end paa det, hvorpaa al Længsel og Attraa i Verden gaar ud, med hvor store eller hyklerske Ord den end draperer sig? Paa Nydelse og Lykke. Romantikeren bruger ikke dette Udtryk Lykke, men det er det, han mener. Han siger ikke Lykke, han siger Idealet. Men man lade sig blot ikke narre af Ord. Det for Romantikeren Ejendommelige er nu ikke hans Søgen af denne Lykke, men hans Tro paa, at denne Lykke er til. Han véd, den maa være ham forbeholdt, at den maa findes et Sted, at den vil komme uforvarende over ham. Og da den nu er en Himmelens Gave, og da han ikke 374 selv er dens Skaber, kan han føre sit Liv saa planløst, han vil, ledet alene af sin ubestemte Længsel. Det gælder kun om Fastholden af Troen paa, at denne Længsel vil finde sin Genstand. Og det er saa let at fastholde denne Tro. Thi Alt omkring ham indeholder Varsler og Anelser om den. Det var Novalis, der gav den det berømte og hemmelighedsfulde Navn: Den blaa Blomst. Men Udtrykket maa selvfølgelig ikke forstaas bogstaveligt. Den blaa Blomst, det er et hemmelighedsfuldt Sindbilled, omtrent som ΙΧΘΥΣ, Fisken, for de første Kristne. Det er en Abbreviatur, et forkortet, sammentrængt Udtryk, i hvilket alt det Uendelige er sammenfattet, hvorefter et smægtende Menneskehjerte kan længes. Den blaa Blomst er Billedet paa den fuldkomne Tilfredsstillelse, paa den hele Sjælen udfyldende Lykke. Derfor skimtes den, længe før den mødes. Derfor drømmes der om den, længe før den ses. Derfor anes den saa hist, saa her, og det viser sig, at det var en Skuffelse; den øjnes et Sekund blandt andre Blomster og forsvinder; men Mennesket fornemmer dens Duft, snart svagt, snart stærkere, saa det beruses af Duften. Om det da end som Sommerfuglen flagrer fra Blomst til Blomst og dvæler snart ved Violen, snart ved den tropiske Plante, søger og higer det dog bestandig efter Et, den fuldkomne, ideale Lykke.

Om denne Længsel og dens Genstand er det, at Novalis's Hovedværk drejer sig. Dette Værk maa man studere og, for at forstaa det, se hvorledes det opstaar.

Den første Forudsætning for denne Roman er Goethes Wilhelm Meister, og man kan tydeligt forfølge den aandelige Fremgangsmaade, ved hvilken Wilhelm Meister langsomt omsmeltes til Heinrich v. Ofterdingen. Wilhelm handler ikke, han dannes. Han stræber ikke, han længes. Han jager efter Idealer og søger dem først ved Teatret, saa i Virkeligheden. Ogsaa Wilhelm er et Foster af Gemyt. Det er Gemyttet, som omspænder alle de her op trædende Personer. Ikke blot at disse Personer selv er sjælfulde som i saamangen moderne engelsk Roman, af Dickens f. Eks.; men der er ligesom Sjæl i det særegne dæmpende og fortonende Luftlag udenom Personerne. Intet Træk staar virkelighedstro grovt eller bestemt, Gemyttets Børn har bløde Omrids. Heiberg har engang sammenfattet den Goetheske Verdensanskuelse, hvortil han selv slutter sig, i denne Sætning: Goethe er hverken umoralsk eller irreligiøs, som man siger, men han viser, at der 375 ingen ubetingede Pligtregler gives, og at vi bør indordne vor Religion under vor Poesi og Filosofi. Det Ejendommelige i Wilhelm Meister er da, at den stive skole- eller lærebogsagtige Sædelig hed, de spidsborgerlige Moral- og Retskaffenhedsbegreber her er omformede saaledes, at det Moralske ikke mere udgives for at være den ubetingede Livsmagt, men ses som et betydningsfuldt Princip i Livet, som en af flere berettigede og beherskede Magter, omtrent som for Naturforskeren Hjernen ikke, hvor betydningsfuld den end er, staar som Et og Alt, men udfører sit Hverv i Forening med Hjertet, Leveren og de øvrige Organer. Saaledes er f. Eks. i Wilhelm Meister Sanseligheden ikke udskældt som dyrisk, men fremstillet uden Pedanteri som skøn og lokkende, i Philine. Den harmoniske Dannelse indvindes af Wilhelm igennem mange tvetydige Forhold. Den ædle og sikre Verdenstone, det medfødte Aristokratiske i en skøn Natur forherliges i Kvindeskikkelserne; den Overlegenhed og Frihed i Væsen og Sind, som lykkelige og stærkt begunstigede Forhold giver, fremhæves med varm Sympati i Skildringen af de adelig Fødte. At det Ædle og det Adelige i denne Skildring mange Gange synes at løbe ud paa Et, kan vel i vore Dage støde os, men havde jo da sin Grund i det samtidige Tysklands jammerlige og ufrie Samfundsforhold. Da Bogen ikke er Fantasiens Barn med Virkeligheden, men med Gemyttet, er der i dens hele ydre Præg noget Virkelighedsfjernt. Meget er tilsløret, Meget forfinet, Alt er saaledes forædlet, at den ydre Verden staar i Skyggen af den indre.

For det Første forekommer kun private Begivenheder og Personer. Vi hører vel om Krig og kan nogenlunde slutte os til, at det maa være Revolutionskrigene, hvortil der sigtes; men noget Bestemt siges ikke herom. Stedet angives ligeledes almindeligt; man kan gætte paa Mellemtyskland, dog Lokaliteten holdes ubestemt, og Landskabet gør sig aldrig gældende med noget nøjagtigt Præg, men klinger kun med som en svag musikalsk Ledsagelse af Stemningen. I de Forhold her skildres, hvor Kunsten, bagvendt nok som det da gik til i Tyskland, er Forskolen til Oplevelser, ikke omvendt, er Verdensliv og Byliv kun «en Smule Teaterlarm bag Kulisserne»*). Ingen af Personerne har et udvortes praktisk Øjemed, alle drives afsted af deres Længslers og Luners Strøm, de flakker frit omkring uden *

376 at bekymre sig orn Forholdenes Skranker eller Landenes Grænser, lutter «pasløse» Eksistenser.

Betydningsfuldt vidner om det Midtpunktsøgende i Gemyttet et saadant Træk som det, at Goethe undgaar enhver sjælelig Yderlighed. En saadan Yderlighed er Forbrydelsen, opfattet som kriminel: Selv hvor Goethe berører det Uhyggelige, som f. Eks. Elskov mellem Søskende, Harpespillerens Skæbne, vil han kun, det skal gribe, ikke at det skal dømmes; han stiller det ikke for den moralske Domstol, end mindre for den juridiske. Ja, det Allersmerteligste mister endog sin Braad ved Meddelelsens Form. Harpespillerens Mund er lukket, hans Historie kommer aldrig over hans Læber; først efter hans Død meddeles hans Skæbne af en rolig Fremmed.

I denne saa stærkt forædlede Verden, der fra Digterens Haand har modtaget et Skønhedsstempel, er det nu, at Wilhelm flakker om uden Plan, men ikke uden Formaal, han søger efter Idealet: Idealet af en Livsstilling, Idealet af en Kvinde, Idealet af Dannelse. Han er først Købmand, saa Skuespiller, saa Læge. Han elsker Marianne, saa Grevinden, saa Therese, saa Nathalie. Han sætter Dannelsen først i Erfaring, saa i aandelig Finhed, saa i Forsagen, og han ender i anden Del med sociale Reformplaner og Reformforsøg, der i sin Tid gjorde Vandreaarene til et af de Værker, som de socialistiske Revolutionære ivrigst henførte til deres Retning. Men det Særegne ved Bogen er, at Wilhelm bestandig omformer sit Ideal. Han finder det ikke, han taber det saa at sige; ikke som om han blev Spidsborger, men Ordet taber sin Mening for ham.

Det gaar ham overfor Livet, som det tit gaar den unge Mand overfor Filosofien. Han kaster sig over den, for i den at finde Oplysning om Gud, om Evigheden, om Livets Formaal og om sin Sjæls Udødelighed, men under Studiet taber disse Ord den Mening for ham, hvori han tidligere tog dem, han faar et Svar paa sine Spørgsmaal, men et Svar, som lærer ham, at disse Spørgsmaal maatte stilles anderledes. Saaledes gaar det Wilhelm i Virkeligheden med hans Længsel efter et forudfattet Ideal. Andre har favnet Skyen for Juno, han lader Skyen fare og trykker Juno til sit Hjerte.

Næst efter Klosterbroderens Hjerteudgydelser var det Goethes Meister, der affødte Sternbald. Den er gennemgaaende en Efterklang af dette mægtige Værk. Straks da Meister kom ud, lagde 377 Tieck Planen til den først 41 Aar senere udkomne, højst interessante Novelle Den unge Snedkermester, i hvilken Helten, en i kunstnerisk Henseende næsten altfor fint dannet Snedker gennemgaar én med Meisters fuldkomment beslægtet Udviklingsgang i Forhold til adelige Krese, til Skuespilkunst og Teater og med Teater-Kærlighedshistorier. Han opfører som ægte Romantiker Shakespeareske Lystspil paa et efter Shakespearesk Mønster indrettet Salonteater og er Elsker saavel imellem Kulisserne som paa Scenen.

Foreløbig blev imidlertid denne Plan skudt tilside for Sternbald. Den moderne Haandværker maatte vige Pladsen for Kunstneren fra Dürers romantiske Tid. I denne Bog er Gemyttet sat paa Tronen, men som purt Gemyt skilt fra Fornuft og Klarhed. Derfor er hele Bogen lutter Attraa og Smægten. Saaledes hedder det her f. Eks. om Reformationen, at den istedenfor en guddommelig Religionsfylde kun har avlet en fornuftig Tomhed, i hvilken alle Hjerter smægter. Og saaledes bliver den milde Sanselighed i Goethes Roman her til en brutal William Lovellsk Attraa. Naar Helten ser ind i sig selv, ser han som Lovell «en uudgrundelig Hvirvel, en henbrusende, larmende Gaade». I anden Udgave følte Tieck sig foranlediget til at bortskære en Del af de altfor hyppige, lystne Bade- og Drikkescener, mellem hvilke Helten i sin urolige Higen tumles.

Dog Hovedsagen er, at her paa en ganske anden Maade end hos Goethe Virkeligheden forfines og destilleres. Den fortyndes, til den gaar op i Stemningsduft, til Personligheden drukner i Landskabet og Handlingen i Skovhornmusik. Det er i Sternbald Søndag hver Dag, og der raader her en stadig Andagtsstemning med Ørkesløshed og Klokkeklang. Bogens Livsanskuelse ligger i disse Ord af Helten: «Vi kan i denne Verden kun ville (*dolgoeO* ønske, længes), kun leve i Forsætter, den egenlige Handlen ligger hinsides.» Derfor handles her aldrig, de optrædende Personer farer, uhaandgribelige som Kometer, om som Kometer, deres Liv er Rækken af deres tilfældigt og uforsætligt oplevede Æventyr; de er stadig paa Rejsen efter Idealet, og da dette jo altid antages for bosat i Nærheden af Rom, ender Bogen dèr, forøvrigt uden Slutning, og den blev aldrig senere fortsat.

I samme Grad nu som Sternbald er niere drømmeagtig og usammenhængende end Meister, i samme Grad sætter Novalis den over hin. Thi, siger han, Kærnen i min Filosofi er, at 378 Poesi er det ubetinget Virkelige, og Alt des sandere, jo mere poetisk det er. Digteren skal derfor ikke idealisere, men trylle. Den sande Poesi er Æventyrets Poesi. Et Æventyr er som et Drømmebillede uden Sammenhæng, og Æventyrets Styrke er den at være Sandhedens Verden stik modsat og dog aldeles lig. Den fremtidige Verden er, siger han, det fornuftige Kaos, det Kaos, der kæmper sig igennem. Det ægte Æventyr maa derfor tillige være profetisk Fremstilling, ideal, ubetinget nødvendig Fremstilling. Den ægte Æventyrdigter er Fremtidens Seer. Romanen er derfor ligesom den frie Historie, ligesom Historiens Mytologi. Da Kærlighed er den Form af Sædeligheden, der betinger Muligheden af Magi, er den Romanens Sjæl, Urgrunden i alle Romaner. Thi hvor sand Kærlighed er, dér forekommer Æventyr, magiske Begivenheder.

Ud fra disse Novalis's rigtignok meget dunkle, men dog i en vis Forstand utvetydige Anskuelser om Poesiens og Romanens sande Væsen er det let at forstaa hans Domme om Wilhelm Meister, som han i sin tidligste Ungdom i højeste Grad havde beundret. I Wilhelm Meister bøjes jo netop Poesien ligesom i Tasso tilsidst ind under Virkeligheden. For Novalis er dette det Skændigste af Alt, Synd mod Poesiens Helligaand. Ikke tilintetgøres eller begrænses skal Poesien i Romanen, men forherliges, forklares.

Han beslutter da at skrive en Roman, som skal være det ligefremme Modstykke til Meister. Ja han bestemmer med smaalig Omhu, at endog ved fuldkomment ens Tryk og Format skal Heinrich v. Ofterdingen fremstille sig som Sidestykke til Goethes Bog. Det er jo den, som skal fældes, dens verdslige Livsanskuelse, som skal besejres af Ofterdingens trolddomsagtigt underfulde. Han skriver til Tieck: «Min Roman er i fuld Gang - det Hele skal være en Forgudelse af Poesien. Heinrich v. Ofterdingen bliver i første Del modnet til Digter, i anden Del forklaret som Digter. Den vil have mangehaande Ligheder med din Sternbald, kun ikke Letheden, dog er denne Mangel maaske ikke ugunstig for Indholdet.» Om Goethe og Wilhelm Meister dømmer han saaledes: «Goethe er ganske praktisk Digter. Han er i sine Værker, hvad Englænderen er med Hensyn til sine Varer: højst ligefrem, net, bekvem og varig. - Han har som Englænderne en naturlig økonomisk og en gennem Forstand erhvervet ædel Smag. Wilhelm Meisters Læreaar er paa en vis 379 Maade aldeles prosaisk og moderne. Det Romantiske gaar tilgrunde deri, ogsaa Naturpoesien, det Underfulde. Bogen handler kun om sædvanlige menneskelige Ting; Naturen og Troen paa dens lønlige Kræfter er ganske glemte. Det er en poetiseret borgerlig og huslig Historie, det Underfulde deri bliver udtrykkelig behandlet som Poesi og Sværmeri. Kunstnerisk Ugudelighed er Bogens Aand ... Wilhelm Meister er egenlig en Candide rettet imod Poesien.»

I Modsætning hertil vil da Novalis levere en Roman, i hvilken Alt tilsidst opløser sig i Poesi, eller hvad der i hans Sprog er det Samme, i hvilken Verden til Slutning bliver Gemyt. Thi Alt er Gemyt. «Naturen er for vort Gemyt, hvad et Legeme er for Lyset, hedder det i Bogen. Legemet holder det tilbage, bryder det i ejendommelige Farver o. s. v. Menneskene er Krystaller for vort Gemyt.»

Romanen er da en Allegori, til hvilken det i den indlagte Æventyr indeholder Nøglen. Æventyret skal vise, hvorledes den sande evige Verden bliver til, skildre Tilbagebringelsen af det Elskovens og Poesiens Rige, hvori det store Verdensgemyt «overalt bevæger sig og blomstrer uendeligt». Da, som det hedder i et af Novalis's Brudstykker, den nuværende Himmel og Jord er af prosaisk Natur og vore Dage en Nyttens Tidsalder, maa en poetisk Dommedag gaa forud, en Fortryllelse løses, inden det nye Liv kan blomstre frem: Kong Arctur og hans Datter slumrer indefrosne i deres Ispalads. De udfries af Fabelen, *dolgoeO* Poesien og dens Broder Eros. Eros er Barn af den urolige Fader, Forstanden, og den trofaste Moder, Hjertet. Fabelen . er Foster af en Utroskab fra Forstandens Side, avlet af ham. med Maanens Datter Fantasi. Hun kalder sig en Guddatter af Husaltrets Vogterinde Sophia, den himmelske Visdom.

Mod de gode Magter i denne skeletagtige Allegori foranstalter Skriveren en Sammensværgelse. Skriveren er Prosaens, den indskrænkede Oplysnings Aand; han skildres som bestandig skrivende. Naar Sophia dypper det af ham Skrevne i en Skaal, der staar paa Alteret, bliver stundom en lille Smule af det staaende, stundom udslettes Alt. Rammer nogle Draaber fra Skaalen ham, falder en Mængde Tal og geometriske Figurer ned, som han med megen Iver trækker paa en Traad og binder sig til Prydelse om den magre Hals. Skriveren er Novalis's Nureddin. Ved hans Anslag bliver Faderen og Moderen bundne, Alteret nedbrudt.

380

Men Fabelen er undkommen. Den stiger først ned i det Ondes Rige og udrydder det Onde ved at give de dødbringende Skæbnegudinder Lidenskaberne i Vold. Saa er Tid og Dødelighed ophævet. «Hørret er spundet op, det Livløse er atter besjælet, det Levende vil regere.» I en almindelig Verdensbrand lider Moderen, Hjertet, Flammedøden; i Baalet gaar den tidligere Verdens Stjerne, Solen, tilgrunde og Flammen smelter Isen om Arcturs Palads. Eros og Fabel drager ind deri over en ny lykkelig Jord, der udbreder sig under en ny Himmel. Fabel har fuldendt sin Sendelse; thi hun fører Eros til hans Elskede, Kongens Datter. Poesiens og Kærlighedens Rige er grundfæstet.

Grundfæstet er nu Evighedens Rige,
en kærlig Fred afslutter alle Krige.
Fortidens Kval er nu kun Drøm og Minde,
Sophia evigt Hjerternes Præstinde.

Sophia indtager samme Plads i denne forstandstørre Allegori som Beatrice i Dantes berømte Digtning.

Selve Romanens Forherligelse af en gammel Mestersanger og derigennem af Poesien er kun en Omskrivning af Hardenbergs egne Skæbner og Bestræbelser. Heinrich v. Ofterdingens stille Barndomshjem minder om Hardenbergs eget. En Drøm, der synes dobbelt rig paa Varsler, fordi Faderen engang som Yngling har drømt en lignende, lader ham forudane sit Digterlivs hemmelige Lykke og visor ham i Form af en vidunderlig blaa Blomst hans Maal.

Heinrich rejser med sin Moder og sammen med nogle Købmænd til Augsburg for at lære Verden at kende. Dels Rejsehændelserne, dels hans Rejsekammeraters Fortællinger beriger ham med Indtryk og befrugter de Spirer til digterisk Frembringen, der findes i hans Sjæl. Thi al deres Tale drejer sig om Poesi og Digtere; de fortæller ham Arionssagnet og Folkeæventyr, i hvilke Digtere stilles i Rang med Konger, og filosoferer overhovedet over Poesien og Kunsten, ikke som Købmænd fra Middelalderens mest barbariske Tid, men som Romantikere fra Datiden. En af dem giver f. Eks. følgende panteistiske Forklaring af Menneskets Drift til bildende Kunst: «Naturen vil selv have Nydelse af alt det kunstnerisk Formede i den, og derfor har den forvandlet sig til Mennesker. I Menneskesindet glæder den sig nu selv over sin Herlighed, udskiller det Behagelige og 381 Liflige ved Tingene og frembringer det for sin egen Skyld paa en saadan Maade, at den paa mangfoldig Vis, overalt og altid, kan have og nyde det.»

Paa en Ridderborg træffer Heinrich en fangen østerlandsk Kvinde, hvis inderlige Klagesang det er ganske lærerigt at sammenligne med den fangne Østerlænderindes Klage La captive i Victor Hugos Les Orientales.

I en hemmelighedsfuld Eneboers Bog, der er Forbilledet for Kuliemandens Bog i Ingemanns Valdemar Sejer, finder Heinrich sin egen Livsskæbne optegnet.

De Rejsende ankommer til Augsburg, og Heinrich lærer her en Digter og en henrivende ung Pige at kende. I Klingsohr staar den udviklede Digter for ham, og dennes Udtalelser minder paa mange Maader om Goethes. Næsten Alt, hvad Klingsohr siger, er overraskende fornuftigt og sundt; man begriber neppe, at Novalis selv ikke har kunnet tage sig noget deraf til Hjerte. Saaledes siger han: «Jeg kan ikke noksom tilraade Jer at følge Eders naturlige Lyst til at trænge ind i hvorledes Alt sker efter Aarsagsloven. Intet er Digteren uundværligere end Indsigt i enhver Gernings Art, og Bekendtskab med Midlerne til at naa ethvert Maal .... Begejstring uden Forstand er unyttig og farlig, og Digteren vil kun kunne gøre faa Undere, ifald han selv troende studser over Undere ... Den unge Digter kan ikke være for kold, for betænksom. Til den sande melodiske Veltalenhed hører en omfattende, opmærksom, rolig Forstand.» Dog i ét Punkt er Klingsohr og Novalis aldeles enige, nemlig i, at Alt er og maa være Poesi. «Det er ret slemt, at Poesien har et særskilt Navn, og at Digterne udgør et særegent Laug. Poesien er slet ikke noget Særligt. Det er den for Menneskeaanden ejendommelige Handlemaade. Digter og tragter ikke ethvert Menneske i ethvert Minut?»

Da Heinrich ser Klingsohrs Datter Mathilde, er al hans Elskovslængsel tilfredsstillet. Han er tilmode som ved Drømme-Synet af den blaa Blomst. Da drukner den Elskede. Heinrich mister hende som Novalis selv havde mistet Sophie von Kühn. Ganske nedbrudt forlader han Augsburg. Saa trøster et Syn (som de Syner, Novalis selv havde havt ved Sophies Grav) ham i Sorgen; han ser den Afdøde og hører hendes Stemme.

I et fjernt Kloster, hvis Munke, Præster for Vedligeholdelsen af «den hellige Ild i unge Gemytter», synes at udgøre en Art 382 Aandekoloni, lever han «blandt Afdøde». Han gennemlever de Stemninger, som er udtrykte i Novalis's Hymner til Natten, og vender saa fra Aandeverdenen tilbage til Livet. Han elsker for anden Gang og et ikke mindre underfuldt Væsen end det, der var Genstand for hans første Kærlighed. Gyane erstatter ham Mathilde.

Romanens anden Del er kun udkastet: Hele Verden flakker Heinrich rundt. Efter at have oplevet alt Jordisk skulde han «vende tilbage til sit Gemyt som til sit gamle Hjem». De jordiske Forhold forandrer sig til et rent Aanderige. «Verden bliver Drøm, Drømmen Verden.» Heinrich finder Mathilde igen, men Mathilde er ikke mere forskellig fra Gyane, hans anden Elskede - ganske som Julie i Novalis's eget Liv blev opfattet som den genfødte Sophie. Og nu bliver «Gemyttets Fest» højtideligholdt som Kærlighedens og den evige Troskabs.

Ved denne Fest fejrer Allegorien sine skønneste Triumfer. Det gode og det onde Princip træder op i Væddekamp og synger Vekselsange, ligeledes Videnskaberne, ja endog Matematiken. Indiske Planter bliver besjungne. Formodenlig har Lotusblomsten som mere eller mindre egnet til blaa Blomst skullet spille en Rolle. - Slutningen er kun yderst let antydet. Heinrich finder den blaa Blomst, det er Mathilde ... Heinrich plukker den blaa Blomst og forløser Mathilde fra den Fortryllelse, som har overvældet hende; men hun mistes atter. Han stivner af Smerte og bliver til en Sten. Edda, som tillige er den blaa Blomst, Østerlænderinden og Mathilde [Firdobbeltgængeri!], ofrer sig til Stenen. Han forvandler sig til et klingende Træ. Cyane omhugger Træet og opbrænder sig med det, Heinrich bliver da til en gylden Vædder. Edda-Mathilde maa ofre den, og han bliver atter Menneske. «Under alle disse Forandringer har han alleslags underlige Samtaler.» Man tror det villigt.

Det i den danske Literatur til Heinrich v. Ofterdingen nærmest svarende Digt er Ingemanns af Grundtvig beundrede De sorte Riddere. Hvor beslægtet Ingemanns Stemningsliv under Udarbejdelsen var med den tyske Romantikers, kan ses af hans Selvbiografi. «Det store bevægede Verdensliv udenfor mig agtede jeg i hele denne Periode kun lidet paa. Selv Flammerne fra Moskva, den store Armés Undergang og Napoleons Fald var mig transitoriske Fænomener ...; selv i Tysklands Befrielseskamp saa jeg kun det søndersplittede Folkeliv i Tvedragt med sig selv 383 og de ædleste Kræfter uden Enhed og Sammenhold i deres Inderste. Mellem Idélivet og Menneskelivet blev der mig et svælgende Dyb, som kun Kærlighedens og Poesiens himmelske Regnbue kunde lægge Broen over ... Jeg digtede mig ind i en Æventyrverdens Labyrint, hvori Kærligheden var min Ariadnetraad, og hvori jeg med Livspoesiens Verdensharpe, hvis Strenge Genien udspænder imellem Fjælde over Afgrundene, vilde dysse Tilværelsens Uhyrer i Søvn og opløse alle Dissonanser og Gaader i den forstyrrede Verdensharmoni.» Grueligt blev Resultatet.

Det er tydeligt nok, at Novalis i Ofterdingen har naaet sit Øjemed at frembringe Noget, der er Wilhelm Meister saa uligt som muligt. Den blaa Blomst var jo Idealets Sindbillede. Her er Virkeligheden gaaet helt op i Idealet, og Idealet gaaet helt op i Sindbilledet. Poesien er reven fuldstændigt løs fra Livet. Ja Novalis mener, at dette er det Rette. Saaledes siges der i Romanen om Digterne: «Store og mangfoldige Begivenheder vilde blot forstyrre dem. Et simpelt Liv er deres Lod, og kun gennem Fortællinger og Skrifter maa de gøre sig bekendt med Verdens rige Indhold og talløse Særsyn. Kun sjældent tør i deres Levedage en Begivenhed nogen Tid drage dem ind med i sin raske Hvirvel for ved nogle Erfaringer at underrette dem nøjere om handlende Menneskers Stilling og Karakter. Deres modtagelige Sind bliver tilstrækkeligt sysselsat af nære, ubetydelige Begivenheder ... Da de allerede her paa Jorden er i Besiddelse af den himmelske Ro og ikke rives med af jordiske Begærligheder, indaander de kun Duften af de jordiske Frugter og er frie Gæster, hvis gyldne Fod træder let, og hvis Nærværelse uvilkaarligt faar Alle til at slaa Vingerne ud ... Naar man sammenligner Digteren med Helten, finder man, at Digterens Sange ikke sjældent har vakt Heltemodet i ungdommelige Hjerter, men at Heltegerninger vistnok aldrig har kaldt Poesiens Aand tillive i noget Gemyt.»

Grundvildfarelsen lod sig ikke forme skarpere. Ikke for Livet og dets Bedrifter er Poesien efter denne Anskuelse et Udtryk, nej Liv og Daad har Poesien til Udgangspunkt. Den skaber Liv. Upaatvivleligt gives der Poesi, om hvilken dette kan være sandt, men er der en Poesi, om hvilken det aldrig kan gælde, da er det vel denne. Til hvilken Bedrift i al Verden skulde den kunne opflamme? Til at forvandle sig til et syngende Træ eller 384 til en gylden Vædder? Her er jo nemlig slet ikke Tale om Daad, her er kun Tale om Længsel.

Alt det Bedste i Novalis's Poesi er kun et Udtryk for denne Længsel, der strækker sig fra den rene Natur-Attraa til det højeste Sværmeri. Det Skønneste, han har frembragt, er rimeligvis et Digt om unge Pigers sanselige Attraa og et andet om unge Mænds Længsel mod hinanden i ungdommeligt Venskabs Sværmeri.

Henrivende er i Romanen den Sang, i hvilken de unge Piger klager over deres haarde Lod i Livet. Her er den blaa Blomst kun den forbudne Frugt. Men Længselen er udtrykt med sødt Skelmeri.

I en helt anden højtidelig og inderlig Stil er den kommen til Orde i dette Digt til en Ven:

Was passt, das muss sich runden,
Was sich versteht, sich finden,
Was gut ist, sich verbinden,
Was liebt, zusammen sein,
Was hindert, muss entweichen,
Was krumm ist, muss sich gleichen,
Was fern ist, sich erreichen,
Was keimt, das muss gedeihn.
Gieb treulich mir die Hände,
Sei Bruder mir und wende
Den Blick vor deinem Ende
Nicht wieder weg von mir.
Ein Tempel, wo wir knien,
Ein Ort, wohin wir ziehen,
Ein Glück, fur das wir glühen,
Ein Himmel mir und dir!

Her er Længselen omtrent som Korsfarernes, en Søgen ud i det vide Fjerne efter et ophøjet Maal. Den blaa Blomst smelter sammen med den blaa Horisont. Dens Farve antyder jo ogsaa Fjernhed.

Lad os da endnu engang rette vor Opmærksomhed paa den. I Spielhagens Problematiske Naturer siger en af Personerne: «De husker vel den blaa Blomst i Novalis's Fortælling? Det er den Blomst, som endnu ingen Dødeligs Øje har skuet, og hvis Duft dog opfylder Verden. Ikke enhver Skabning er fint nok organiseret til at fornemme dens Vellugt; men Nattergalen er beruset af den, naar den i Maaneskin eller ved Morgengry synger, klager 385 og hulker, og det Samme var og er alle de taabelige Mennesker, som i Prosa og Vers har klaget deres bitre Nød for Himlen, og endda Millioner Andre, hvem ingen Gud har forlenet Evnen til at udtale, hvad de lider, men som i deres stumme Kval ser til Himlen, der ingen Barmhjertighed har med dem. Ak fra denne Sygdom gives der ingen Redning - ingen undtagen Døden. Den, der engang har indaandet Duften af den blaa Blomst, har ikke en rolig Time mere i dette Liv. Som om han var en ryggesløs Morder, som om han havde stødt Herren bort fra sin Dørtærskel, saaledcs drives han frem uden Rist eller Ro, hvormeget hans mødige Lemmer end smerter ham, og hvor inderligt han end længes efter at lægge sit trætte Hoved til Hvile. Vel beder han i en eller anden Hytte om en Lædskedrik, naar Tørsten plager ham, men han giver det tømte Bæger tilbage uden at takke; thi der svømmede et hæsligt Kryb i Vandet, eller Bægeret var ikke rent. I ethvert Tilfælde, Vederkvægelse fandt han ikke. Vederkvægelse! hvor er det Øje, vi engang har skuet ind i for aldrig mere at ville se ind i noget andet, mere ildfuldt, mere straalende! Hvor er det Bryst, vi engang har hvilet ved for aldrig mere at ville høre et andet varmere, mere elskovsglødende Hjertes Banken? Hvor er det, hvor? ...»

«Kærlighed, svares der, er Duften af den blaa Blomst, der, som De nys sagde, fylder den hele Verden, og i ethvert Væsen, som De elsker af hele Deres Hjerte, har De fundet den blaa Blomst.»

«De løser alligevel ikke Gaaden paa den Maade,» svarer Helten sagte og sørgmodigt; «thi netop den Betingelse, at vi skal elske af vort hele Hjerte ... den kan vi ikke fyldestgøre. Hvem af os kan elske med hele sit Hjerte? Vi er Alle saa trætte og udmattede, at vi ikke er i Besiddelse af det Mod og den Kraft, som udfordres til en sand, alvorlig Kærlighed, der ikke finder Ro eller Hvile, før hver en Tanke i vor Sjæl, hver en Følelse i vort Hjerte, hver en Blodsdraabe i vore Aarer tilhører den.»

Denne sidste Fortolkning er fin og smuk, den er ikke usand, men den er ikke udtømmende. Den blaa Blomst er ikke blot i Kærlighed, men i alle Livets Retninger den fuldkomne og forsaavidt ideale, men rent personlige Lykke. Da denne efter sit Væsen ikke kan naaes, er Længselen efter den selve den bestandige, urolige Higen fra Sted til Sted, som alle Romantikerne skildrer.

386

Neppe en af de helt tyske Romantikere er den romantiske Længsels Digter som den tyskfødte, dansk digtende Schack Staffeldt. Men hos ham er Længselen ikke fremstillet, som satte den ogsaa udadtil Mennesket i Uro. Den er hos ham for dyb til at kunne tilfredsstilles ved nogen Forflytning i Rummet. Hos en hel Række af de senere Romantikere derimod træder Længselen frem som den urolige Attraa, der driver Mennesket fra Sted til Sted.

Mest typisk synes Fremstillingen mig i Eichendorffs Roman Af en Døgenigts Liv (1824). Denne Bog er forfattet tyve Aar efter Ofterdingen af en dog kun ti Aar yngre Forfatter, Joseph, Friherre von Eichendorff, Discipel af Tieck, en Ultra Romantiker med et fromt, elskværdigt Sind.

Eichendorff blev født 1788 i det øvre Schlesien som Søn af en højadelig Familie. Hans første Opdragelse blev, da Slægten var katolsk, ledet af en katolsk Gejstlig. Ved Universitetet i Halle, ved hvilket han laa fra 1805 for at studere Jus, hørte han blandt andre Professorer Schleiermacher og Steffens, af hvilke især den sidste tiltrak ham stærkt. Her gjorde han ogsaa det første Bekendtskab med de romantiske Digtninge, og Novalis aabnede ham en ny, anelsesrig Drømmeverden. Straks i sine første Ferier besøgte han i Wandsbeck den gamle Glaudius, hvem han fra sine Drengeaar af nærede en lidenskabelig Kærlighed til, fordi Claudius's Blad Wandsbecker Bote i den Tid, da han af sin Hovmester blev plaget med Børnebøger i Oplysningstidens Stil, havde været hans bedste Trøst. Noget af Claudius's milde Lune findes ogsaa i Eichendorffs Poesi.

1807 drog han til Heidelberg, gjorde Bekendtskab med de der levende Romantikere, blandt hvilke Arnim, Brentano og Görres var de mest fremragende, og blev Medarbejder saavel ved Udgaven af Folkeviserne i Des Knaben Wanderhorn som ved Görres' Skrift om Folkebøgerne. 1809 traf han i Berlin igen sammen med Arnim og Brentano; han blev her ogsaa bekendt med Adam Müller, der gjorde et ikke ringe Indtryk paa ham, og blev desuden stærkt greben af Fichtes Forelæsninger.

Da der ikke aabnede sig Udsigter for ham i det daværende Prøjsen, gik han i 1810 til Wien for at træde ind i østerrigsk Statstjeneste, omgikkes med Friedrich Schlegel, sluttede et hjerteligt Venskab med dennes Stedsøn, Maleren Philip Veit, og skrev sin første altfor romantiske Roman Ahnung und Gegenwart, der 387 er blot Fantasteri og Lyrik. Men allerede her vilde han, som i sine senere Frembringelser, stille «Menneskets indre Sundhed og Friskhed, dets inderlige Samstemmen med Naturen i Skove, Strømme og Bjerge, i lysende Morgener og drømmeriske Stjernenætter i Modsætning til den store Verdens tomme Fornøjelser og Tidsalderens affekterede Snerperi eller virkelige Fordærvethed». Her, som i alle hans Arbejder, er det Æventyrlige fremherskende. Saasnart han forlader det lystige romantiske Flakkelivs Omraade, staar han i Fare for at forfalde til det Spøgelseagtige og Græsselige.

Hans Hensigt at gaa i østerrigsk Tjeneste blev forpurret ved den Beslutning, han fattede, at deltage i Krigen mod Napoleon. Han traadte ind i det Lützowske Frikorps og blev indlemmet i en Landeværnsbataillon. Neppe havde han faaet sin Afsked, før han efter Napoleons Tilbagekomst fra Elba atter meldte sig til Krigstjeneste, og han rykkede med de tyske Tropper ind i Paris.

Da han senere fik Ansættelse i det prøjsiske Kultusministerium, udviklede han sig til en samvittighedsfuld og dygtig Embedsmand, indtil en Uenighed mellem Regeringen og de katolske Biskopper (1840) bragte ham som overbevist Katolik i et spændt Forhold til Ministeren. Man gav ham ikke straks den Afsked, han søgte om, men overdrog ham Affattelsen af en Betænkning om Istandsættelsen af Slottet Marienburg.

Han studerede bl. A. Spansk, oversatte flere Autos sacramentales af Calderen og nærmede sig under disse Studier stedse mere de pavelige Førere. I sine senere Leveaar behandlede han Tysklands nyere Literaturhistorie i katolsk Aand. Han fremstillede især den romantiske Skole og dens Retning mod Romerkirken saaledes som var denne Retning det Betydeligste og Sandeste ved Skolen og skildrede enkelte af Førernes Omslag med Hensyn til disse Bestræbelser som et Frafald fra Sandheden og overhovedet som et Tegn paa literært Forfald. Han saa med Ringeagt ned paa Schillers Helte med deres «retoriske Idealitet» og paa Goethes Smaasange med deres «sindbilledlige Naturpoesi». I Modsætning dertil var, siger han, Romantikens Idé Hjemve, Længselen efter det tabte Hjem, det vil sige den Alle omfattende Kirke. Med disse usunde Anskuelser forenede Eichendorff en sand, stærkt lyrisk Evne som Digter, og Ingen har bedre end han i sammentrængt Form givet Billeder af den romantiske Skoles 388 Længsler og Idealer. I den lille Bog En Døgenigts Liv nynner og synger den hele oprindelige Romantik som indelukket i et Bur. Her er Alt: Skovduft og Fuglesang, Rejselængsel og Rejselyst, særligt til Italien, Søndagsstemning og Maaneskin, det ægte romantiske Landstryger- og Dagdriverliv, en Uvirksomhed, «saa Lemmerne ordenlig af den lange Lediggang gaar af Led», og det er Helten, «som skulde han af Dovenskab falde fra hinanden.»

Døgenigten er en ung, fattig Møllersøn, hvis Livs eneste Lyst er at ligge under Træerne og se op mod Himlen, at sværme rundt med en Citer paa sin Bag, at synge sværmeriske Viser til samme Citer, ubekymret om alle denne Jords Herligheder, men saa skønt, at alle Hjerter længes. «Enhver, siger han, har sin Plads anvist paa denne Jord, har sin varme Kakkelovn, sin Kop Kaffe, sin Kone, sit Glas Vin om Aftenen og er saaledes ret tilfreds. Jeg føler mig aldrig rigtigt tilpas.» Han tilbeder en høj, fornem, dejlig Dame, hvem han har set et Par Gange, og skriver hende fra sit underordnede Stade i Livet (han er Gartner) en smuk og følelsesfuld Vise til:

Hvorhen jeg end kan skue,
i Mark, i Skov, ved Vold,
paa Fjæld saa vel som ved Tue,
o høje, skønne Frue,
jeg hilser dig tusindfold.
Her i min Have finder
jeg yndige Blomster nok. I Kransene, som jeg vinder,
jeg tusinde Tanker binder
og Hilsener med i Flok.
Jeg tør hende ingen give,
hun er for skøn og stor.
Visne Kransene blive.
Kun Elskoven er i Live
og evigt i Hjertet gror.
Med Skovl og Hakke i Dynger
min Jord jeg kaster brav;
om Kval end mit Hjerte tynger,
jeg graver væk, og synger
og graver mig snart min Grav.

Ved hendes Indflydelse forfremmes han til Slottets Rodemester og arver fra sin Forgænger en prægtig rød Slobrok 389 med gule Prikker, et Par grønne Tøfler, en Nathue og nogle Piber med lange Rør. Iført sin nye Herlighed, røgende af den længste Pibe, han kan finde, tilbringer han nogen Tid i stille Ørkesløshed, rykkende alle Kartoflerne og Grøntsagerne op af sin Have og plantende Blomster i Stedet, lyttende med Henrykkelse efter fjerne Jagthorns- og Posthorns-Toner, hver Morgen ydmygt læggende sin Buket paa et Stenbord, hvor hans Dame vil finde den, indtil hun endelig forsvinder fra hans Synskres. Som han en skøn Dag nu sidder alene med sin Regnskabsbog og sin støvede Citer, falder en Morgenstraale fra Vinduet netop blinkende over dens Strenge. «Det gav en rigtig Klang i mit Hjerte. Ja kom kun, du tro Strengeleg, vort Rige er ikke af denne Verden.» Saa forlader han Regnskabsbog, Slobrok, Tøfler og Piber for at vandre ud i den vide, vide Verden, først til Italien.

Døgenigten er nu den mest pudserligt kejtede og barnagtige Mathis, man kan finde; sjæleligt talt er han ti Aar gammel og bliver aldrig ældre. I enkelte vanskelige Forhold, hvor hans Uskyld fristes, er han kysk af Uerfarenhed, som en af H. C. Andersens Helte, Improvisatoren eller O. T. Han aner aldrig, hvad der hænder ham. Alt foregaar med ham uden Indgriben fra hans Side. Omkring ham grupperer sig lutter Personer, der driver ligesaa frie Bestillinger som han, Malere, der rejser til Italien, en Kunstner, der bortfører sin Dame, Musikanter, som drager fra By til By, og Studenter paa Fodvandring, syngende Studenterviser. Overfor dette søgende og flakkende Liv tager det daglige sig selvfølgelig ud som en evindelig Ensformighed. Da Helten kommer tilbage til sin Fødeby, finder han den ny Rodemester i sin Dør, iklædt den samme Slobrok med Prikker, de samme Tøfler o. s. v. Det er Situationen i Heibergs Alferne mellem Grimmemann og Mannegrimm. Efter hele sit Liv igennem at have søgt sin blaa Blomst, finder han hende i sit Hjem, og den første Henrykkelse skildres spøgende, næsten i den Manér, H. C. Andersen senere slaar ind paa, saaledes: «Jeg var saa vel tilmode over, at hun snakkede saa muntert og fortroligt med mig; jeg havde kunnet høre paa hende lige til Morgenstunden. Jeg var saadan rigtig fornøjet i min Sjæl og trak en Haandfuld Krakmandler op af Lommen, som jeg havde bragt med fra Italien; hun tog ogsaa af dem, vi knækkede dem og saa tilfredse ud i den stille Egn.»

Døgenigten er her en Repræsentant for den romantiske Søgen 390 og Higen, omtrent som hos os de unge Elskere er det i Heibergs Ungdomsarbejder Dristigt vovet, halvt er vundet og Pottemager Walter. Han er Talsmand for de brødløse unyttige Kunster og den uendelige Længsel.

Den uendelige Længsel! Man fastholde dette Ord; paa den er det, den romantiske Poesi er bygget. Ogsaa i Danmark træffer man i et vist Tidsrum den frie Vandrelyst og dens Længsel gjort til Livskilden. Først Udvé, saa Hjemvé. Man tænke et Øjeblik paa en Forfatter som Goldschmidt, hvis hele Poesi i Virkeligheden har sin Oprindelse i Længsel, i «sugende Savn» for at bruge et af hans egne Yndlingsudtryk. Eller man gaa tilbage til saadanne Tvillingaander som Poul Møller og Christian Winther, og man vil finde samme Retning og samme Forbillede.

Poul Møllers Type, det er Den krøllede Frits. Bondedrengens Sang:

Farvel! min velsignede Fødeby,
min Moders Gryde ryger i Sky,
min Faders Kvie gumler i Stald,
min Søsters Hane sover paa Hald,
jeg vil løbe min Vej
indeholder lutter Udvé.

Denne Sang vækker Vandrelysten hos den krøllede Frits, og han begiver sig paa Vej for at opsøge «den ubekendte Skønne». Han finder først Marie, saa Sophie, og ægte romantisk ender Fortællingen midti; thi denne Flakken og Søgen kan fortsættes i det Uendelige, saa længe den ungdommelige Længsel holder ud.

Den eneste egenlige Type, Chr. Winther har dannet, det er Folmer Sanger i Hjortens Flugt Denne Skikkelse, i hvilken Winthers Poesi er legemliggjort, er i Et og Alt den romantiske Ubundethed som Person. Grundtemaet er her den romantiske Uro og Søgen, Vilkaarlighed og Længsel, Trangen til at strække sig frit under Trækronerne og lytte efter Kildevældets Tale, til ustadig og rastløs at vandre og flakke om under Sang. Folmers sidste Vise er et sandt Romantikens Program.

En fin elskværdig Sanselighed danner her det nye varierende Element i Modsætning til den grovkornede Sundhed og Drøjhed, som Poul Møller har givet sin Frits med af sit Eget. Men mest betegnende er dette romantiske Træk hos Poul Møller, netop fordi hans Sundhed forøvrigt saa let bringer til at overse det 391 og saa længe har bragt Læseverdenen dertil. Med hans Begejstring for en Fortid, der var højst forskellig fra det Billede, han giver af den:

Der var en Tid, da vort gamle Land
var fuldt af taarnede, røde Paladser

med hans romantiske Kærlighed til denne Uvidenhedens og Trældommens Tid, hænger hans Had til altfor mange frisindede Bestræbelser i Datiden sammen. I hans Biografi hedder det: «Det var en Paastand, som han i sine senere Aar med komisk Alvorlighed forfægtede, at alle liberale Agitatorer af Betydenhed var Jøder.» Og et andet Sted siges der: «Han var overhovedet tilbøjelig til at betragte de Liberales Stræben som et Udtryk af lavere Naturtilskyndelser, saasom af Herskesyge eller Egennytte, hildet i det Materielles Tjeneste, og derfor fjendtlig mod sand Poesi. Kunst og andre af Livets højere Interesser. Man ser dette f. Eks. af den Forbindelse, han, som før omtalt, vilde finde mellem Liberalismen og Judaismen, mod hvilken sidste han ingenlunde var gunstig stemt.» Der ligger, synes mig, en god Klump Indskrænkethed i disse Ord. Føjer man nu hertil hans daarlige Afhandling om Udødeligheden, hans Kunstnerert mellem Oprørerne, hans Ytringer om Kvindens Frigørelse, at for en Kvinde det at skrive er det Samme som at trumfe dygtigt i Bordet eller med en rask mandhaftig Spytten beskrive Buer i Luften, at Fru de Staël og George Sand er aandelige Vanskabninger, at det er uskønt, «ja vederstyggeligt» for en Kvinde at skrive Digte - saa har man Billedet af en i visse Maader mindre fordomsfri Romantiker end de tyske, og man kan ikke undre sig over, at ogsaa for ham den evindelige Higen bliver Poesiens Udgangspunkt.

Hans Student gaar igen i Flostrups Studenter. Ogsaa de flakker om:

Den evige Higen, som aldrig faar Fred,
det er Fodrejsens dybeste Hemmelighed.

Pudsigt sygelige Former antog denne hele Livet gennemtrængende Længsel i mindre sunde romantiske Sjæle. Den bekendte tyske Æstetiker Frants Horn har skrevet en Selvbiografi, i hvilken han fortæller, at allerede i hans tredje eller fjerde Aar 392 var han i Stand til poetisk Smægten og til Anelse om et Liv i det tilsyneladende Døde, samt at blandt verdslige Sange følte han sig først og med uimodstaaeligt Trylleri tiltrukket af et barnligt-hemmelighedsfuldt Folkevers. Han anfører det, og det viser sig, at det er det gode gamle: Oldenborre flyv! flyv!

Maikäfer flieg!
Dein Vater ist im Krieg.
Deine Mutter ist im Pommerland,
und Pommerland ist abgebrannt.
Maikäfer flieg!

De andre Børn var haardhjertede nok til at le af dette Digt. Men ham syntes det saa rørende. Den stakkels Oldenborre var et fader- og moderløst Barn. Faderen var i Krig, og «hvor kunde den ikke føre ham hen!» Og Moderen? om hende «var Efterretningerne endnu ubestemtere». I Pommern! Og Pommern brændt! Hvilket Spillerum for Fantasien, og nu tilmed den gamle Oldenborre, der baaret af sine Savn, søgende, fløj ud i den vide, vide Verden! - Sandelig, man bliver Barn igen.

Dog lad os fastholde Sagens Ide: Personlighedens Længsel efter den uendelige Lykke beror, som alt berørt, paa den Tro, at denne uendelige Lykke maa være at finde for Mennesket. Men denne Tro paa Lykken, den beror paany paa den Enkeltes romantiske Overbevisning om hans egen uendelige Vigtighed. Selve Udødeligheden er jo kun en Følge af denne den Enkeltes Vigtighed for Altet. Og denne Tro paa hvert enkelt Menneskes uendelige Betydning er ægte middelalderlig. Hele Videnskaber, som Astrologien, var dengang grundede paa den. Selve Himlens Stjerner stod i Forhold til den Enkeltes Skæbne, sysselsatte sig formelig med den. Himmel og Jord med Alt, hvad som derudi befandtes, drejede sig om Mennesket. Derfor savner Romantikerne Stjernetyderiet og ønsker det tilbage. Hvad de kalder den blaa Blomst er jo hvad der i Astrologien kaldtes den Enkeltes Stjerne, i Alkymien de Vises Sten (smlgn. Hauchs Guldmageren).

I sine Forelæsninger Über Literatur, Kunst und Geist des Zeitalters (1802) siger A. W. Schlegel: «I den Mening i hvilken man kan kalde Kepler den sidste store Astrolog, maa Astronomien atter blive til Astrologi. - Stjernetyderiet er ved en anmassende Videnskabelighed, som det ikke kunde hævde, kommet i Foragt; men ved den Maade, hvorpaa Sagen er hævdet, kan dens Idé 393 ikke nedværdiges, en Idé, for hvilken uforgængelige Sandheder ligger til Grund. Stjernernes selvkraftige Indvirkning, det, at de er besjælede af Fornuft og omtrent som Underguddomme udøver Skaberkraft i de dem underlagte Krese, det er ubestrideligt en langt højere Forestillingsmaade, end at tænke sig dem som døde, mekanisk-regerede Masser.» Og saaledes siger Heiberg i sit Brev til Buntzen: «Man maa indrømme, at Middelalderen med sin alkymistiske og astrologiske Overtro, som dog var grundet i Troen paa Naturens og Aandens Enhed ... stod ... i sand videnskabelig Aand højt over den nuværende Tid med dens nøgterne Forsagen af det Eneste, som det i sidste Instans kommer an paa.» Og ganske paa samme Maade priser han Astrologien som «grundet paa Middelalderens dybsindige Mystik», i sin Afhandling om Hveen. Naar selv Heiberg kunde forherlige de astrologiske Fordomme hos Tyge Brahe, kan man saa undre sig over, at Grundtvig gav ham Ret i Antagelsen af Jorden som Verdens-Midtpunkt? - Romantik! Romantik!

Romantikerne vilde grunde en Livsanskuelse og en Poesi paa Savnet, det vil sige paa Længsel, en Poesi, som hvilede paa Forestillingen om det enkelte Menneskes uendelige Vigtighed. Den, der vil grunde sin Livsbetragtning paa Savnet, er nu for saa vidt altid forstandigere end den, som vil grunde den paa Glæden, hvad enten det er paa den nuværende eller paa den Vellyst og Salighed, som er ivente. Thi al den Glæde, vi kender, er undermineret af Sorg og Savn, og saa er det dog bedre og vissere at bygge paa Savnet. Dog Romantikerne bygger ikke paa Savnet alene, men paa dets Tilfredsstillelse; de smægter hen, de flakker om i Længsel efter den blaa Blomst, der vinker dem i det Fjerne.

Længsel er imidlertid Uvirksomhed, næres og trives i Uvirksomhed. Den, som har den romantiske Livsanskuelse bag sig, vil ikke grunde sit Liv herpaa.

Længselen avler det afmægtige Ønske, og Romantiken er Ønskets Poesi. Det romantiske Ønske er saa genialt, at dets Opfyldelse er givet i den romantiske Verden. Hvad Ønsket lover, det holder Livet. Den ægte romantiske Helt kommer sovende til Lykken. Denne Poesi vækker derfor hos den troskyldige Læser Forestillingen om en Verden, hvor Alt lykkes den, der kun længes rigtig heftigt og ønsker af al Magt, en Verden, hvor 394 alle Hindringer ryddes af Vejen uden Arbejde, uden Indsigt og uden Møje.

Det er evig sandt, at vi længes. Og det er ikke mindre sandt, at vi maa bygge paa noget Vist. Men under al den Uvished og Utryghed og Tvivl, hvoraf vi er omringede, er der Et, som er vist og ubortdisputerligt, det er Smerten. Og som Smerten er vis, saaledes er ogsaa Lindringens og Befrielsens Gode vist. Det er vist, at det er højst ubehageligt at være lidende, bunden eller fængslet; det er vist, at det er en stor Vederkvægelse at blive helbredet, at faa sine Baand løste, at faa sit Fængsels Dør slaaet op paa vid Gab. Hic Rhodus, hic salta! Her er en Frihedens Gerning at gøre. Man kan gaa med Hovedet fuldt af Vaklen og Tvivl, hverken vide ud eller ind, hvad man skal tro eller hvad man skal gøre: i det Øjeblik man paa sin Gang opdager, at der er En, som har faaet sine Fingre i Klemme, at en eller anden tung Dør er faldet i paa et Medmenneskes Haand, da er der ikke mere Tvivl om, hvad man har at gøre; man maa se at faa Døren op og Haanden ud.

Og nu træffer det sig saa heldigt eller saa uheldigt, at der altid er nok, der har faaet Fingrene i Klemme, nok, der lider, nok, der sidder i alle Arter af Fængsler, Uvidenhedens, Afhængighedens, Dumhedens og Trældommens Fængsler. Dem maa vi have ud, og derpaa maa vort Liv være rettet. Romantikeren jager egenkærligt efter sin personlige Lykke og mener, at han selv er af uendelig Vigtighed. Den nye Tids Barn vil ikke spejde op til Himlen efter sin Stjerne eller ud i Horisonten efter den blaa Blomst. Længsel er Uvirksomhed. Men han vil virke. Han vil forstaa, hvad Goethe mente med at lade Wilhelm Meister ende som Læge.

Og saa lidet som en Livsanskuelse kan grundes paa Længselen, saa lidet en Poesi, der har et Forhold til Livet og der I Tidens Længde kan tilfredsstille. Digtningens Opgave er altid den, i sammentrængt Form at give et Billede af et Folks og en Tidsalders Liv. Romantiken har kastet Vrag paa denne Opgave. Den har, som man mest typisk iagttager det hos Novalis i Tyskland, hos Schack Staffeldt i Danmark, sløjfet den hele ydre Virkelighed for ud af Digterens Indre, af hans poetiske Længsel at skabe et digterisk-filosofisk System. Den fremstiller ikke Menneskeliv i Bredden og Dybden, men nogle aandrige 395 Personers Drømmerier. Skystaden fra Aristofanes's Fugle med dens Luftkasteller er dens Længsels hellige Stad.

XIV

Herders Stimmen der Völker fra 1767 havde kun indeholdt tyve tyske Folkeviser; Herder udtalte dog allerede dengang Ønsket om at komme til at opleve Udgivelsen af en stor Samling ældre tyske Nationalsange, som han kaldte dem. 1806 udgav L. A. von Arnim og Clemens Brentano det første Bind af Des Knaben Wunderhorn, der indeholdt 210 tyske Folkeviser; 1808 blev Værket forøget med endnu to Bind af omtrent samme Omfang. Denne Samling var ikke blot kulturhistorisk af største Interesse, men sætter desuden Tidsskel med Hensyn til Udviklingen af den tyske Lyrik og den tyske Digtning i Almindelighed. Her ansloges den Naturtone, der mange Aar igennem gav den romantiske og efterromantiske Lyrik dens Friskhed og fulde Klang. Selv da hos Heine et rent moderne Indhold afløste det romantiske, blev Rytme og Form og mangen næsten umærkelig Vending i Udtryksmaaden stadigt ved at være befrugtet af Folkevisens naive Ynde. Den tyske Lyriks Overlegenhed over den franske i dette Aarhundrede beror maaske mest paa den Bortvendelse fra al Talekunst, som skyldes Paavirkningen fra Drengens Underhorn.

Mødtes nu end de to Udgivere af denne store Samling i deres Kærlighed til den gamle Folkepoesi og i deres Maade at gengive Versene paa, uden diplomatisk Nøjagtighed, i let moderniseret Skikkelse og omhyggeligt rensede for alt Raat eller blot vel Djærvt, og var de end begge helt og holdent Romantikere i deres Grundsyn, saa var de dog som Karakterer af ganske forskellig Art.

Ludwig Achim von Arnim var født 1781 i Berlin, syslede i Göttingen med Naturvidenskaberne og gjorde saa en Rejse igennem Tyskland for at studere Landet og Menneskene og samle Folkeviser. Senere boede han en Tid lang i Heidelberg, hvor han traf sammen med Clemens Brentano og Görres. I Forening med dem udgav han i 1808 Einsiedlerzeitung, til hvilket literære Organ ogsaa Tieck, Uhland, Hölderlin og Jacob Grimm 396 leverede Bidrag, og han fortsatte senere Bladet under Titlen Tröst-Einsamkeit.

1811 giftede han sig med Brentano's Søster, den senere berømte Bettina, og levede nu afvekslende i Berlin og paa sit Gods Wiepersdorf som brandenburgsk Landadelsmand. Han holdt Romantiken ude af sin private Eksistens. Han var i sit Liv et sundt Menneske, en forstandig Landmand, en ædruelig Protestant og Prøjser. Eichendorff har tegnet ham med de Ord: «Mandigt smuk, høj af Vækst, frimodig, fyrig og mild, brav og paalidelig i Et og Alt, trofast mod sine Venner, selv naar disse blev forladte af alle Andre. Arnim var i Virkeligheden, hvad Andre gerne vilde synes ved middelalderlig Oppudsning: en ridderlig Skikkelse.» Eichendorff bemærker derfor om ham, at der altid for Samtiden vedblev at være noget Besynderligt og Fremmedartet ved ham.

Noget Besynderligt og Fremmedartet maatte der klæbe ved hans Væsen. Thi saa sat og ædruelig, saa rolig og harmonisk som Arnim var i sit Liv, et saa uroligt og blandet Indtryk gør hvad han digterisk har frembragt. Han selv var af én Støbning, hans Værker er det aldrig.

Han har foruden nu ulæselige Skuespil efterladt to store Romaner og en Række Noveller, der aflægger rigeligt Vidnesbyrd om Fantasimennesket i ham. Ordet Fantasimenneske passer imidlertid lige saa godt paa Brentano som paa ham. Den første iøjnefaldende Forskel imellem dem er, at medens Brentano har sin Styrke i det Troskyldigt-Fantastiske, er Fantasteriet hos Arnim uden nogensomhelst Barnlighed, alvorligt selv under dets vildeste Spring. Med al sin Kærlighed til det Folkelige, med al sin Stræben efter at aabne de Dannedes Øjne for det Barnligtsimple, forblev han ogsaa i sin Digtning Aristokrat, holdt altid paa sin Værdighed, gav sig aldrig hen som Brentano. Naar hans Sangmø bliver gal, saa er Galskaben kold, næsten stiv, ikke som Brentano's hed og lystig.

Han havde et stort, men stakaandet Talent til plastisk Fremstilling. Det kommer til sin Ret i enkelte, ganske korte Noveller og i endnu kortere Brudstykker af hans store Romaner; men mellem de Beskrivelser og Skikkelser, der er udførte med fuld digterisk Kraft ligger en Masse Fyld: vidtløftige Udskejelser fra Æmnet, indskudte Fortællinger, der har har lidet eller intet at gøre med Hovedsagen, æventyrlige, umulige Træk, mod hvilke 397 selv den mest uudviklede Virkelighedssans maa nedlægge Indsigelse. Snart bruger han Folke-Overtroens hele Forraad og behandler det med hellig Alvor - Lerfigurer, der er blevne levende ved Trolddom, en Alrune-Rod, der udvikler sig til Feltmarsjallen Cornelius Nepos. Snart tyer han til et fuldstændigt Tilbehør af gammeldags Roman-Virkemidler som: æventyrlig Afstamning, Forklædninger, Forsvinden, Genfindelse af mistede Børn, mærkværdige Sammentræf efter Aartiers Forløb. Endelig anvender han en Masse Romancer, Ballader og Viser, som med meget tarvelig Begrundelse, i Reglen som skrevne af de forekommende Personer, afbryder Handlingen, og let flydende, men lidet melodiøse, som er, kun farer Læseren forbi for straks at glemmes.

Hans største Roman om hans Samtid Armuth, Reichthum, Schuld und Busse der Gräfin Dolores. Eine wahre Geschichte zur lehrreichen Unterhaltung armer Fräulein aufgeschrieben (1810) er som Helhed lige saa slæbende som Titlen er. Ogsaa denne Roman nedstammer fra Wilhelm Meister. Den skildrer stærkt forskelligartede, fornemme og begavede Folks indre Liv under meget afvekslende Kaar. Kun har her, modsat Behandlingen i Meister, Alt et blødagtigt og fromladent Præg.

Romanen aabnes med Skildringen af et paa Grund af Ejerens Fattigdom forfaldent, greveligt Slot. Denne Beskrivelse er gribende og god; den har i den franske Literatur et Sidestykke i Udmalingen af «Elendighedens Slot» i Th. Gautiers Capitaine Fracasse. Den Vemod, der knytter sig til fordums Pragt og nuværende Forladthed, hviler over dette første Kapitel. Med sikker Haand udkastes saa den fattige Frøken, Grevinde Dolores's noget letsindige og egenkærlige Væsen. Hun opnaar at fængsle en fornem og rig ung Mand, Grev Karl, der forelsker sig sværmerisk i hende og gifter sig med hende efter at have overvundet forskellige ydre og indre Vanskeligheder. I denne Greves Skikkelse er det lykkedes Arnim, maaske for første Gang i den tyske Literatur, at fremstille nøjagtigt det, som Englænderne mener med Betegnelsen a perfect gentleman, et Begreb, for hvilket andre Folkeslag ikke har noget tilsvarende Udtryk. En Gentleman er en Mand af Ære, mandig, alvorlig, skabt til at befale; desuden er han en god Kristen, samvittighedsfuld, uegennyttig, Beskytter af sine Omgivelser, ikke blot god af Naturanlæg, men moralsk af Princip. I denne Personlighed synes Arnim at have 398 legemliggjort noget af flet Bedste i hans eget Væsen; desværre har han ikke formaaet at meddele den tilstrækkeligt Liv; der ligger en Drømmetaage om denne Mand, der lever i de fineste Følelser, uafladeligt skriver Vers og stedse taler et romantisk beaandet Sprog.

Romaneris Vendepunkt er den unge Grevindes Forførelse. Hun besnæres af en spansk Hertug, der under et falsk Navn og med en urigtig Titel faar Indpas i Huset og som ikke blot højligt smigrer hendes Forfængelighed, men ved Mesmersk Magnetisme bringer hende under sin Indflydelse og med kun altfor romantisk Mystik indbilder hende, at han staar i hemmelighedsfuld Forbindelse med højere, ja med guddommelige Magter. Det er, som havde Arnim ved Udførelsen af denne Skikkelse tænkt paa Zacharias Werner som Model. Man finder hos ham nøjagtigt samme Blanding af fræk Lystenhed og fromladent Hemmelighedskræmmeri, og det er endogsaa sikkert, at der hos Werners Moder udviklede sig den fikse Idé, at hun var Jomfru Maria og hendes Søn Verdens Frelser, hvad der afgiver en interessant Parallel til det følgende Sted. I Grevinde Dolores skildres Forførelsen - desværre ikke talentfuldt - saaledes:

Markesen saa med et stort Blik i Vejret, løftede sine Hænder og syntes ydmygt at hilse et Væsen over ham. Han sagde noget, men hun hørte ikke, hvad det var, og ængstelig spurgte Grevinden ham, hvad han saa. Han svarte, at han saa Guds Moder, der trykkede hende ind til ham og som holdt en Krans af Roser over hendes Hoved med de Ord: Følg mig efter! Dolores trykkede sig forskrækket op mod ham, og indbildte sig, at hun blev trykket ind til ham; hun mærkede hans Aande, indbildte sig, det var den guddommelige Aande, og udraabte: «Jeg føler hende, jeg føler hendes Aande, den er hed som Østerland og som en Moders Kærlighed.» - Da raabte han: «Og jeg er hendes Søn!» og styrtede sig i krampagtig Skælven hen over Grevinden. Allerede ofte før havde han talt til hende om en underfuld Fornyelse af det hellige Sagn; hun syntes bevidstløs, da hun fremstammede Ordene: «Ja, det er dig, du Vældigste, du Helligste, som er blevet skænket mig iklædt svag, menneskelig Natur!» - «Og du er min evige Brud» sukkede han.

Det synes næsten, som havde Arnim her engang ved Hjælp af opdigtede Figurer villet fremstille sine romantiske Meningsfællers, en Werners eller en Brentano's, mystisk-sanselige 399 Udsvæveiser. Han var jo selv næsten den eneste af Gruppen, der trods al digterisk Forkærlighed for Katolicismen, sit hele Liv igennem forblev en haardnakket Protestant. Og netop den Art Religiøsitet, der blandede sig ind i hans romantiske Samtidiges Tøjlesløshed, synes Arnim at ville oplyse, naar han forklarer den magnetiserende Forførers Sjæleliv i følgende Ord: «Vi vilde gøre Uret i helt at drage denne Hertugens Fromhed i Tvivl, der syntes hans religiøse Frue saa ren. Der var i ham ogsaa et Anlæg til Fromhed, og det var et saadant Anlæg, der havde tiltrukket ham hos Glelia, skønt rigtignok ikke længe ... siden hjemfaldt han til en overtroisk Frygt. Han havde overlevet sine Laster. Nu var det ikke blot Sans for Fromhed, der drev ham til Siciliens Valfartssteder og til alle anselige Gejstlige; han svindlede sig ind i den Fromhed, der hos hans Hustru var oprigtig. Den blev ham et nyt Pirringsmiddel, hvis Styrke han imidlertid stedse maatte forøge. Religionen blev ham en ny Art Opium; hans Natur fordrede stedse mer, saa længe indtil han ikke mere kunde fordre noget.» (Grevinde Dolores II 136 ff.).

Og som Arnim i denne Roman med Fasthed tugter Udskejelserne indenfor den romantiske Kres, saaledes snærter han ogsaa med skarpt Vid en Modstander af Romantikerne, Jens Baggesen. Denne havde netop i Heidelberg, hvor han maa være truffet sammen med Arnim, skrevet en Række satiriske Sonetter mod de romantiske Digtere, Literatur-Sansculotterne paa det tyske Parnas, som han kaldte dem. Han udgav disse Sonetter samme Aar, i hvilket Dolores udkom, under denne Titel: Der Karfunkel- oder Klingklingel-Almanach, ein Taschenbuch für vollendete Romantiker und angehende Mystiker auf das Jahr der Gnade 1810.

Utvivlsomt er det mindre Baggesens Vers end det Holdningsløse i hans Personlighed, som har ægget Arnim til Spot. Denne Fjende af Romantikerne bar sig jo i sit Liv planløsere og lunefuldere ad end nogen Romantiker; det Sære og Selsomme i hans Optræden maatte sysselsætte Arnim, der følte sig draget til Alt, hvad der var selsomt og usandsynligt.

Digteren Waller holder i Arnims Roman sit Indtog paa en højst pudsig Maade. Han rejser tilfods, idet han fører en Hest ved Tøjlen, paa hvilken hans Kone sidder, indpakket i Puder; hans to Sønner rider ved Siden af paa to store langhornede Gedebukke. Om ham selv siges det, at «hans gennemarbejdede, foldede, solbrændte, haarrige Ansigt røbede megen Aand.» Kun 400 Ordet «haarrig», som er føjet til for at dække en Smule over Brugen af Modellen, passer ikke paa Baggesens skægløse Ydre, ellers er alle Betegnelserne træffende nok. Som Wallers Manér bliver det fremstilt «at tage det Alvorlige spøgefuldt, det Spøgefulde alvorligt og bringe i Forvirring ved Besynderligheder». Han har, siger han, giftet sig for ikke at gøre sin Kone ulykkelig; hun har iøvrigt altid været ham fatal. Han rejser en Æreport foran Husdøren, da han venter sin Kone, anbringer poetiske Indskrifter paa den, river saa, da hun bliver forsinket paa Rejsen, Æreporten ned, og modtager hende med heftige Bebrejdelser. Waller har, ligesom Baggesen, en Landejendom, for staar sig imidlertid, saa lidt som han, paa Landvæsen; da hans Kone trods den bedste Vilje heller ikke forstaar sig det ringeste derpaa, maa han gaa fra Gaarden og flytte ind til Byen, Derover «jubler hele hans Hjerte». Han sværger sin Kone til, at han nu vil blive rigtig flittig; men Intet lykkes for ham. Han beskriver sin Ulykke i følgende Ord: «Saa vækkede hun mig altid tidligt om Morgenen, havde allerede lagt i Kakkelovnen i mit Værelse og kogt Kaffe til mig og der skulde jeg nu arbejde; det var til at falde i Søvn over.» Da Greven erkyndiger sig om han virkelig lider Nød og tilbyder ham sin Hjælp, forsikrer Waller ham ganske i Baggesens Aand om at «han lever ret godt af sin Forfattervirksomhed og sin Gæld, ogsaa gerne vil lægge Beslag paa hans Velvilje». Hans Evne til Underholdning viser Arnim Retfærdighed. Det hedder om ham, at han paa én Aften gav et Forraad af Indfald og Historier til Pris, som ellers kunde holde ud i Maaneder. Meget fint og træffende er det Træk, at Waller ikke kan lade være med selv at prise den skønne, afvejede Takt i sine Heksametre og roser sig af at Voss længst har skænket ham sin ubetingede Anerkendelse for dem. Som bekendt var Baggesen gammeldags nok i sin Smag til, selv i det korte Tidsrum, hvor han beundrede og forherligede Goethe, at sætte Voss som Versekunstner over ham, og som Digter i de antike Versemaal dannede han sig ganske efter Voss. Aldeles afluret Baggesen er Wallers Vending, at «i Kraft af tresindstyve destillerede Æggesnapse» er han kommen under Vejr med Fiffet ved de Voss'ske Heksametre; en af Baggesens Yndlingstalemaader (anvendt i Labyrinthen), var jo denne: «paa utallige destillerte Æggesopkeners udtrykkelige Befaling.

Skarp og vittig er trods Vrængbilledet Skildringen af 401 hvorledes Waller om Natten finder sin syge Hustru død, forsøger at vække hende til Live, og da det ikke lykkes, i et forunderligt Raseri strækker sig ud ved hendes Side paa Sengen. Saaledes liggende udbryder han i de skønneste Elegier over den Afdøde og tillader pludseligt hvad han før paa ingen Maade vilde tilstede, nemlig at det afsjælede Legeme bliver lagt ind i et andet Værelse. Liggende modtager han Besøg af en Præst og tre smukke Piger fra Landet, Døtre af en meget rig Amtmand der i Nærheden, der staaende omkring ham med taarefyldte Øjne hører paa hans Sværmerier. Han hilser dem paa Vers som de tre Gratier, der er komne for at trøste ham for Tabet af den Elskede, skildrer dem sin mistede Lykke, beskriver dem sin fremtidige Ensomhed og sine forladte Børns sørgelige Stilling; saa tror han pludselig at høre sin Hustrus Stemme og gentager gysende hendes enkelte, afbrudte Ord, der byder ham at gribe den smukkeste af de tre unge Pigers Haand og slikke sin Vielsesring paa hendes Finger. Han føler sig, siger han, overbevist om, at hun kan og vil trøste ham; han udmaler hende et henrivende Kunstnerliv. Da han imidlertid faar en Kurv, taber han aldeles ikke Fatningen, men siger smilende, at det Hele kun har været et skønt, mildt Sansebedrag.

Tydeligt nok ligger her Baggesens ustadige Væsen i Kærlighedssager til Grund; af det uroligt Elskovssyge i hans Naturel med de pludselige, tilsyneladende ubegrundede Omslag i hans Stemningsliv, som det afstedkom, er der her skabt en lystig og dristigt tegnet Karikatur. Arnims Stræben er imidlertid afgjort rettet paa at fremhæve saadanne typiske Træk, der kunde anskueliggøre det Vilkaarlige og Flanede i et helt Slægtleds Følelsesliv og give det til Pris for Latteren.

Hans syv Aar senere udgivne, iøvrigt ufuldendte, historiske Roman Die Kronenwächter (1817) har, som den tidligere, nogle Skikkelser, der fremtræder med stor Fylde og Skarphed, men ved Siden deraf altfor meget ubehersket Stof af mystisk og lyrisk Art. I Romanens Baggrund rager mangekantet hint hemmelighedsfulde, fortryllede Slot i Vejret, hvis syv Taarne er fuldstændigt gennemsigtige; de synes byggede af Glasstykker, thi ethvert af dem kaster en broget Regnbue paa sorte Klipper, ja paa en fjerntstaaende sort Flaske. I dette Slot har Kronevogterne, der værner om Hohenstaufernes Krone, deres lønlige Tilflugtssted og herfra gaar de handlende og hævnende ud i Livet. Dog denne 402 mystiske Baggrund er ikke Hovedsagen. Hvad man bevarer i sin Erindring af Romanen, det er nogle Hovedfigurer, der er hensatte med en djærv Kraft, som i tysk Literatur sidenhen maaske kun er naaet af Gottfried Keller i hans historiske Noveller.

Der er f. Eks. Heltens Plejemoder, Fru Hildegard, om hvem det straks i Begyndelsen af Romanen saa morsomt hedder: «Den nye Taarnvægter Martin har idag giftet sig med den forriges Enke, fordi hun deroppe i Taarnet er bleven for svær til at kunne komme ned ad den snevre Vindeltrappe. Vi kan dog sandelig ikke for Konens Skyld lade Taarnet bryde ned, og saa maatte hun da bekvemme sig til Giftermaalet; ellers havde hun hellere taget vor Skriver Berthold. Pastoren har maattet splidse dem sammen deroppe.» Det, der her bliver sagt om Enkens Fedme, er ikke sandt, men derfor er det som Indledning til Bogen ikke mindre originalt.

Handlingen foregaar i Luthers Dage, og Luther forekommer som Baggrundsfigur. Paa det Sted, hvor han optræder, hedder det med en hos Romantikerne sjælden Varme om ham: «Som et Bjerg udsender Vandstrømme mod Øst og Vest, saaledes forenede denne Mand Modsætninger, der ellers aldrig findes sammen: Ydmyghed og Stolthed, Bevidsthed om den Bane, han slog ind paa, og villig Agten paa Andres Raad, klar Forstand og blind Tro.»

Livligt indgriber i Handlingen Dr. Faust, Folkebøgernes Faust, den berømte Læge og Alkymist, med svært, ildrødt Ansigt, hvidblond Haar og skaldet Isse, med røde Pludderhoser og ti Æreskæder. Han er halvt et Geni, halvt en Markskriger og optræder her som Udøver af Underkure.

Den finest udførte Figur er en Kvindeskikkelse, Heltens Forlovede, Anna Zähringer, Datter af hans Ungdomselskede Apollonia; hun er den høje tyske Jomfru med kraftig Vækst og ædel Gang, men har tillige den sanselige Tiltrækningskraft, som Gottfried Keller forstaar at meddele sine unge Kvinder.

Ogsaa her svarer Helten, Borgermesteren Berthold, til Arnims personlige Ideal. Han er en Ætling af adelige Stamfædre, men opvokset i smaa Kaar, derfor simpel og jævn i al sin Gøren og Laden, et godt, bravt, stille Menneske, men samtidigt i ingen Henseende borgerligt sindet, helt og holdent Adelsmanden, der længes efter Rustninger og Turneringer og der uden nogen 403 Forskole eller Forberedelse vinder Prisen i det første Dystløb, hvori han deltager.

Naturligvis fattes der ikke mystiske Træk. Kunde Arnim end ikke frigøre sig for dem i sin moderne Roman, hvor f. Eks. en Landsbypræst har den Evne, med et eneste Blik at bringe Koner, der ikke har kunnet faa Børn, i velsignede Omstændigheder - saa forekommer slige Træk i denne Fortælling, som bevæger sig i fjerne Tider, endnu meget hyppigere og langt mere forstyrrende. Berthold er f. Eks. bleven helbredet af Faust ved at faa Blod fra en meget blodrig Dreng overført i sine Aarer. Men det er ham bestandig som om hin Anton derved havde erhvervet sig en Slags Ret til hans Elskede, og virkeligt føler ogsaa Anton sig straks hemmelighedsfuldt draget til Anna.

Romanen falder, som alle Arnims vidtløftigere Forsøg, fra hinanden i Brokker, skønt dette Stykværk har digterisk Værdi. Kun i de smaa Noveller er det lykkedes Arnim at udføre noget Helt. Han har i Philander behændigt og smagfuldt fornyet Moscherosch's Stil fra Trediveaarskrigens Tid. Han har i Fürst Ganzgott und Sänger Halbgott humoristisk begrundet det hos Romantikerne saa yndede Motiv, Dobbeltgængen, ved stærk Lighed mellem Halvbrødre, der ikke kender hinanden, og deraf formet en let Satire over Smaahoffers Stivhed og Tvangsformer. Endelig har han i den fine Novelle Der totte Invalide auf dem Fort Ratonneau leveret sit bedste og tillige for hans Personlighed mest betegnende Arbejde. Denne Novelle opviser alt det Ualmindelige og Uhørte, som er ejendommeligt for Arnims Æmner, uden derfor paa noget Punkt at gaa udenfor det Muliges Grænse. Og den har en Kærne af rørende Menneskelighed.

Begyndelsen er saa fantastisk, saa lunefuldt barok som næsten altid hos Arnim: Den gamle Kommandant i Marseille, Grev Durande, sidder om Aftenen ved sin Kamin, skyder med sit Træben Olietræsgrene ind i Flammerne, og drømmer ved den knitrende Ild om Konstruktionen af nye Arter Fyrværkeri, da han pludseligt bemærker, at hans Træben er kommet i Brand. Saasnart han raaber paa Hjælp, forsøger en fremmed Kone, der netop træder ind i Værelset, at slukke Ilden med sit Forklæde; Træbenets Gløden sætter ogsaa Forklædet i lys Lue, og først da Folk fra Gaden af styrter ind med Vandspande, bliver de begge to frelste. Konen var kommen for at afgive et Bønskrift for hendes Mand, der efter et Saar i Hovedet er bleven 404 højst besynderlig og sær. Han er ellers den braveste og dygtigste Sersjant, men til sine Tider som gal og rent uomgængelig. Dels af Medlidenhed, dels af Interesse overdrager Kommandanten ham Overbefalingen over et Fort, der kun behøver en Besætning af to Mand, og hvor Sersjanten derfor ikke løber stor Fare for at komme i Uenighed med sine Omgivelser.

Neppe er dog hans Indtog i Fortet sket, før han faar et Anfald af fnysende Galskab, forjager sin gode Kone, nægter de to Soldater, som skal lyde ham, at maatte komme ind, erklærer Kommandanten Krig, og fra den høje, utilgængelige Klipperede aabner en Ild med Flinte- og Kanonkugler mod Marseille. Tre Dage igennem holder han hele Byen i Skræk; allerede er Forberedelserne til et nødvendigt Stormløb mod Fortet trufne trods den sikre Udsigt til at sætte ikke faa Menneskeliv til og trods Faren for at den Gale skal sprænge Krudttaarnet i Luften - da hans kække Kone, som elsker ham, hvor syg og gal han end er, tilbyder alene at bestige Fortet og afvæbne sin Mand. Han fyrer, men hun gaar uforsagt, ledet af sin Kærlighed, op ad den snevre Klippevæg, ved hvis Ende to med Kardætsker ladede Kanoner oppebier hende. Under den heftige Sindsbevægelse, som griber den Gale, gaar hans gamle Saar i Hovedet nu op paany, han vakler sin Kone imøde - han og hun og Byen er reddede.

Er nu end denne lille Historie noget skæmmet ved Indførelsen af overnaturlige Magter - en urimelig Forbandelse fra Svigermoderens Side har foraarsaget al Ulykken - saa er det Heles simple Mening dog en Forherligelse af den stærke og smukke Kærlighed, der i sin Almagt uddriver selv Djævelen.

Ogsaa den humane Medfølelse med Menigmand, der klæder den adelskære Romantiker godt, fremtræder her som i andre Fortællinger af Arnim. Det er den samme Forkærlighed for dem, der er enfoldige af Hjerte, som gav sig Udtryk i hans Samlen af Folkeviserne og som i Dolores giver sig tilkende i disse Ord af Helten: «Jeg sværger dig til, at ofte, naar jeg for nogle usle Linjer, der indeholdt en ganske overflødig Formalitet, maatte betale et Par Thaier, sporede jeg en rasende Lyst til med Blækhuset at slaa Tænderne ind paa Justitsembedsmanden. Hvert Øjeblik var jeg forberedt paa, at en Lynstraale vilde fare ned fra Himlen og brænde hele hans Dokumentsmøreri op. Naar ieg føler det saaledes, hvor meget skarpere smerter da ikke en saadan Udgift de Fattige, der maaske maa arbejde en hel Uge 405 fra Morgen til sildig Aften for at skrabe de Penge sammen.» Hermed stemmer hans Bemærkning i Afhandlingen Om Folkeviser, at Folket er kommet til «at betragte Lovene som en Stormvind eller en anden umenneskelig Magt, overfor hvilken man maa væbne sig eller krybe i Skjul eller fortvivle».

Hans adelige Sindelag bryder sig overalt Vej igennem hans romantiske Lunespil.

Ved Siden af ham staar hans Fælle som Samler og Udgiver af de tyske Folkeviser, Clemens Brentano (1778-1842), beslægtet med ham ved sin vilde Husholdning med en rig Fantasi, men ham modsat som ustadig og upaalidelig Person. Brentano er af Naturen mere sprudlende anlagt og smidigere end Arnim; han er en mere glimrende aandelig Fremtoning, der imidlertid ikke som Menneske, kun som sjælehistorisk Tilfælde vækker Interesse. Menneskelig Deltagelse indgyder han kun forsaavidt han ikke, saaledes som hans Aandsfrænde Zacharias Werner, overlader sig til sentimental Gemenhed. Han handler ikke lavt, men han er aldrig i strengeste Forstand sanddru, før han, aandelig sløvet, opgiver enhver Fordring paa at virke som Digter eller overhovedet som Forfatter, og kun levér for sine religiøse Sværmerier. Thi det forholder sig næsten med ham som med Holderlin, der saa ung ramtes af Vanvid; de sidste femogtyve Aar af hans Liv er gaaede tabt for Poesien.

Oprindeligt er han blandt Romantikerne Skalken, den ustadige Skelmsmester og Uglspil, der ikke kan lade være ved egen Skyld at miste de Venner, han vinder, og lige saa lidt lade være, selv at sprænge eller fordærve de Stemninger, han med kyndig Haand fremkalder. Der findes hos ham den ellers hos Romantikerne saa sjældne Evne til Gratie i Kunsten, parret med en vis Inderlighed. Det gik ham som adskillige andre frembringende Aander; med Pennen i Haand blev han dybere, alvorligere og fremfor Alt inderligere end han i Livet var. Derfor virker han ikke sjældent som Kunstner ægte, uden derfor som Menneske at have været sand.

Som aandelig Personlighed havde han ingen Rygrad. Og da han ikke fandt noget Hold i sig selv, kendte han overfor Autoritetstroen kun to Væremaader: et Oprør imod den, der overskred alt Maal, og en Underkastelse, der gjorde det samme. Mellem disse Yderligheder svingede hans Væsen, indtil det slog sig til Ro i Underkastelsen.

406

Af alle menneskelige Anlæg og Evner havde han, Erkeromantikeren, kun stræbt at udvikle Fantasien. Slaaende sand er den følgende Bekendelse, der findes i et af hans Breve: «O mit Barn, vi havde ikke næret andet hos os end Fantasien, og den har spist os halvt op til Tak.» Den Art fri Fantasi, der udfolder sig ganske uden Modvægt, er nu kun altfor beslægtet med den frie Løgn, og saaledes var Brentano i sin Ungdom en uforbederlig Løgnhals, hvis største Morskab det var at røre Damerne til Taarer ved Meddelelser om sine ganske opdigtede Kvaler.

Brentano var som. Vovehals den romantiske Skoles enfant perdu. Men man kunde ogsaa kalde ham Poesiens fortabte Søn. Som den fortabte Søn i det Nye Testamente var han Ødeland, øste de talrige, gode og vittige Indfald, han fik, de frugtbare Situationer, han opfandt, ud i Digtninge og Afhandlinger uden fast Form og derfor uden Modstandskraft overfor Tiden, der saa hurtigt faar Bugt med alt Formløst. Da han endnu ikke var fyrretyve Aar gammel, havde han lagt sin Aand øde, sat Alt over Styr, og begærede, som Bibelens sunkne unge Mand, «at fylde sin Bug med Svineføde», den Svineføde, som kun uvidende og overtroiske Mennesker aad; det vil sige: han lod sig 1817 omvende til Dumfromhed, begyndte paany som i sin tidligste Ungdom at gaa til Skrifte, og trak sig Aaret derefter helt tilbage fra Omgang med Mennesker for at tilbringe de seks næste Aar af sit Liv i tilbedende Dyrkelse af den med Kristi Saarmærker tegnede Nonne Catharina Emmerich, fra hvis Sygeleje han ikke veg. Han ansaa denne fromme og enfoldige, men nervøst ødelagte Piges legemlige Skrøbeligheder for lige saa mange underfulde Naadetegn, troede at finde Sporene af alle Forløserens Saar paa hendes Legeme, saa med ærefrygtsfuld og medlidende Bæven disse Mærker fra Tid til anden bløde, hørte ud af hendes Ord sikre Beviser paa en hemmelighedsfuld, overnaturlig Fjernsynthed og gengav paa det Omhyggeligste hendes Syner og Synsvildelser. Han skrev hendes Livs Historie, nedskrev hendes Betragtninger og forfattede efter hendes Meddelelser Den allersaligste Jomfru Marias Levned. Efter hendes Død (1824) vedblev han at være saa godt som udelukkende sysselsat med Udarbejdelsen af de fjorten Bind Optegnelser, han paa Grundlag af hendes mundtlige Ytringer havde nedskrevet.

I høj Grad har i hans Levnedsløb Mefistofeles's Ord af Goethes Faust bekræftet sig: «Foragt kun Fornuft og Videnskab, 407 lad dig kun hilde i Blændværk og Trolddom af Løgnens Aand, saa har den dig ubetinget.»

Øjenforblændelsen og Trolddomskunsterne skortede det ikke paa i hans Eksistens, og han, som havde begyndt med at spotte Forstandskulturen som flad og gold, forfaldt tilsidst til en Aandløshed, der var endnu langt goldere og fladere end den tommeste Rationalisme. Han var saa lidet en Hykler som den gode Sjæl, Catharina Emmerich, nogensinde var en Bedragerske. Men hans Trang til at finde en fast ydre Støtte for sit vaklende Jeg, der tilmed var knækket og fuldt af Ruelse over en letsindig Ungdom, bragte ham til med al sin Sjæls Sværmeri at klamre sig til Kirkens Mirakelverden, ganske som han tidligere havde klamret sig til en poetisk Æventyr- og Spøgelseverden.

Han endte i en Slags fromt Vanvid, hvis Sværmen kun af og til blev afbrudt ved hans gamle Lyst til at drive Abespil. Han erklærede f. Eks. at han i sine Tegninger efter Catharina Emmerichs Syner havde afbildet Apostlene med den mest samvittighedsfulde Troskab, men havde, som Bettina opdagede, ligefuldt ikke kunnet nægte sig den Spas at hænge om Halsen paa Apostelen Paulus som Rejsetaske en gammel besynderlig og pudsig Tobakspung, som han tidligere havde ejet og om hvilken allehaande lystige Historier var i Omløb iblandt hans Bekendte.

Clemens Brentano var paa fædrene Side af italiensk Afstamning. Hans Bedstefader fra Tremezzo ved Comosøen havde i Frankfurt am Main grundet et Handelshus. Paa mødrene Side nedstammede han fra Forfatterinden Sophie Laroche, Wielands Veninde.

Han saa ud som Mængden forestiller sig en Digter; han var smuk, temmelig bleg og mager og havde sorte Lokker, der hang vildt om Hovedet. Hans Hudfarve var sydlandsk, hans Øjne; der overskyggedes af lange Øjenhaar, var brune og ildfulde; hans Blik var flygtigt. Han sang med en smuk, dyb Stemme gerne sine egne Sange, idet han ledsagede dem paa Guitaren.

Efterat man forgæves havde sat ham i Købmandslære, gik han i 1797 til Jena, hvor han lærte de mest navnkundige Romantikere, Fr. Schlegel, Steffens og andre at kende, der paa Grund af hans gale Streger og «ofte ondskabsfulde Pralerier og Løgne» ikke sjældent truede ham med Ørefigen og undertiden virkelig gav ham Prygl. Men han kunde ikke lade være med blot af ubehersket Lune at krænke Andre. Da han endnu var ganske 408 ung, forelskede han sig i Jena i en begavet Dame, Sophie Mereau, gift med en Professor der, og oplevede med hende alle Slags Æventyr, af hvilke hans første Arbejde Godwi eller Moderens Stenbillede. En forvildet Roman indeholder en Genklang. Da i Aaret 1802 Fr. Tieck udførte hans Byste i Marmor, skildrede Fru Mereau Indtrykket i en smuk Sonet, som en sand Forelskelse har indgivet.*)

Brentano opnaaede Lykke tidligere end Hæder. 1803 blev han gift med sin Elskede, Sophie Mereau, der var bleven skilt fra sin Mand, og levede nu et Par lykkelige Aar med hende, indtil hun i 1806 døde i Barselseng.

I Heidelberg udgav han med Arnim Drengens Underhorn og med Görres Uhrmageren BOGS Historie. Paa egen Haand havde han allerede udgivet en hel Række Digtninge (Ponce de Leon, De lystige Musikanter, En farende Svends Krønike). I Frankfurt indlod han sig paa et Forhold, der danner et særlig tragi-komisk Mellemspil i hans paa den Art Tilfælde ikke fattige Liv. Han bortførte en ung Pige, Auguste Busmann, en Søsterdatter af Bankier'en Bethmann, der havde fattet en Lidenskab for ham, og bragte hende til Cassel, hvor han giftede sig med hende. Det siges, at han allerede paa Vejen til Kirken havde villet løbe fra hende, men at den energiske Brud holdt ham fast. Faa Dage efter Brylluppet kastede hun sin Vielsesring ud af Vinduet. Hun plejede at sprænge igennem Gaderne med Fjer i *

409 Hatten paa en Hest med et stort rødt Dækken, der flagrede bag ud. Hun skal have plaget sin Mand paa mangfoldige Maader. Blandt de Pinsler, han maatte udstaa, nævnes som en af de værste den, som foranledigedes ved «den Færdighed, med hvilken hans Kone forstod at slaa Tromme med Fødderne mod Sengens Fod-Ende - en Hvirvel, der regelmæssigt fulgtes af et med Tæernes Negle mod Lagenet udført Pizzicato»*). Det blev ham saa utaaleligt, at han løb bort. Den tapre Dame satte endnu samme Aar Skilsmissen igennem og giftede sig snart paany.

Brentano bosatte sig i Berlin og blev snart meget hyldet i Selskabskrese der paa Grund af sin Evne til Underholdning, sit vittige Lune og sine raketagtige Indfald. Han skrev der sine Æventyr og de fleste af sine Romancer om Rosenkransen. I Böhmen, hvor hans yngre Broder Christian forvaltede Familiegodset Bukowan, digtede han Skuespillet Prags Grundlæggelse. Efterat han 1816 var vendt tilbage til Berlin, skrev han den berømte Fortælling Geschichte vom braven Kasperl und der schönen Nannerl, videre Die mehreren Wehmüller og Die drei Nüsse. Her omvendte han sig og levede fra nu af ikke mere for Literaturen; han udgav overhovedet fra nu af kun Bøger for at afstaa Indtægten til velgørende Formaal.

Steffens har sagt om Brentano, at han er den eneste af Romantikerne, der synes rigtigt at vide, at han Ingenting vil. Han har kaldt ham en ironisk legende Kronos, der i ren fantastisk Dialektik tilintetgør ethvert bestemt Udsagn med det følgende og saaledes fortærer sine egne Børn. Brentano har imidlertid som Lyriker, som Æventyrdigter og som Novellist frembragt Kunstværker af blivende Værd, om end ikke mange.

Som Digter har han noget Inderligt, Trohjærtet, noget indsmigrende Sødt; han forstaar at fortætte Stemningen, men udsætter sig i Reglen for at udvande og forspilde den ved Gentagelser, ved Omkvæd eller ved Indblanding af uartikulerede Lyd som «Ru ku ku kuh» og lignende. Næsten alle hans Digte indeholder enkelte fortrinlige Strofer, men næsten allesammen er de ogsaa for lange. Han har af Folkevisen tilegnet sig Bredden. Original er han i Vers som disse af Dichters Blumenstrauss:

* 410

Ein verstimmend Fühlgewüchschen,
ein Verlangen abgewandt,
ein erstarrend Zitterhexchen,
Zuckeflämmchen, nie verbrannt.
Offnes Räthsel, nie zu lösen,
steter Wechsel, fest gewöhnt,
Wesen, wie noch keins gewesen,
Leicht versöhnt und schwer verschönt.
Auf dem Kehlchen wiegt das Köpfchen
Blumenglöckchen auf dem Stiel,
Seelchen, selig Thaueströpfchen
das hinein vom Himmel fiel.

Det stærkt Kunstlede i disse Strofer er overordenlig betegnende for Brentano; han er helt igennem kunstlet, som Lyriker ikke mindre end som Fortæller, men hans Maner gør sjældent Indtryk af det Affekterede, den afgiver kun Vidnesbyrd om hans Væsens halvt syge Blødhed.

Simpel og rørende klinger igennem Spinderskens Sang Smerten over den lange Adskillelse fra Sophie Mereau. Digtet begynder:

Tilforn med Toner klare
der sang en Nattergal
i Natteluften sval,
da vi tilsammen vare.
Men ensom nu jeg spinder
den stærke, rene Traad
og synger uden Graad,
saa længe Maanen skinner.
Da vi tilsammen vare,
sang Nattergal hver Nat;
nu maner den mig, at
du kunde fra mig fare.
Og ser jeg Maanen skinne,
jeg mindes ikkun En.
Min Sjæl er stærk og ren.
Gudfader os forbinde!

Med Rette har man prist Brentano for at han i sin Romance Loreley har skabt den Skikkelse, der ved andre Digteres 411 Behandling, især ved Heines berømte Sang er bleven saa levende og folkelig, at man skulde tro, den stammede fra et virkeligt Folkesagn. Med Urette har man (som Griesebach og efter ham Scherer) deri villet se en Forringelse af Heines Ære. Man har kun villet indrømme Heine den større literære Behændighed, men tillagt Brentano den rigere Opfindelsesevne. Dette er især uretfærdigt af den Grund, at Brentano selv har opnaaet sine skønneste lyriske Virkninger netop ved Benyttelse og Bearbejdelse af Folkeviser. Man læse f. Eks. Brentano's skønne Sang: Es ist ein Schnitter, der heisst Tod. Digtet findes som Høstsang i Drengens Underhorn og begynder der saaledes:

Der gives en Høstkarl, han hedder Død.
Han har Magt fra den højeste Gud.
Nu Kniven han griber
og dygtigt den sliber,
at ret den kan bide,
og vi maa det lide.
Vogt dig nu, skøn Blomsterlil!

Hos Brentano er Strofen mere tilfilet. Den lyder hos ham:

Der gives en Høstkarl, han hedder Død,
han mejer Korn, som Gud ham det bød.
Alt hvæsser han Seglen,
den prøver paa Neglen,
at ret den kan bide
og vi maa det lide!
Vogt dig nu, skøn Blomsterlil!

De følgende Strofer er i deres oprindelige Form simplere, end i Brentano's. Det hedder f. Eks i den gamle Vise:

Mangt Hundredtusind, som ej kan tælles,
hvad der blot af hans Segl kan fældes,
I Roser, I Liljer, som Øjet fryde,
Jer vil han udrydde.
Selv Kejserkroner
han ikke skaaner.
Vogt dig nu, skøn Blomsterlil!Hos Brentano:
Mangt Hundredtusind uden Tal
for hans blinkende Le der falde skal.
412 Ve Rose, ve Lilie!
ve kruset Basilie!
Selv Jer Kejserkroner
han ikke skaaner.
I sin Høstkrans han fletter Jer vild.
Vogt dig nu, skøn Blomsterlil!

Ved Opregning af forskellige Plantenavne udspinder han den gamle Kirkesangs seks Strofer til fjorten, som man ikke kommer igennem uden Aandeløshed. Hans store Digtkres Romancerne om Rosenkransen, en romantisk Tillempning af Faust-Æmnet, er rettet mod Kundskabstørsten og Stoltheden af megen Viden. Faustskikkelsen er her forandret til det mefistofelisk onde Princip. Ogsaa i dette Digt, som i Loreley, forbereder Brentano Heinrich Heines Stil. Romancerne er skrevne i firføddede Trokæer, hvis Tonefald og hele Karakter foregriber Stilen i Heines trokæiske Digtninge, især ved den skelmske Modsætning mellem lette Vers paa den ene Side, og lærde Navne, vanskeligt juridisk Stof og Brokker af middelalderlige Lønlærdomme paa den anden.

Som Prosaist havde Brentano med sin Godwi begyndt i Lucindes Stil. Bogen gaar i sin første Del ud paa, at den ægte Sædelighed bestaar i frimodig Sanselighed og Usædeligheden i en Tilbagetrængen eller Fornægten af Sanseligheden. Heltinden prædiker med bakkantisk Vildhed Vellystens gode Budskab og Had til Ægteskabet som til al Dydstvang. I anden Del spottes paa ægte romantisk Vis selve første Del og de der tegnede Skikkelser. Godwi, Helten i første Bind, træder i Baggrunden, og Digteren selv, under Navneskjulet Maria, indtager hans Plads. Vi erfarer, at Digteren, kun i den Hensigt at faa Datteren af en af Personerne i første Del til Ægte, har skaffet sig den Brevveksling, af hvilken første Del bestaar. Han haaber ved Udgivelsen af den at vinde sin Elskedes Haand. Da imidlertid første Bind mishager, rejser han med den til Godwi, Hovedpersonen, for at erfare hvad Kærlighedsæventyr denne videre har havt. Godwi læser forbauset sin egen Historie. Med Bogen i Haanden fører han Forfatteren omkring i sin Have og siger, pegende paa en Dam: «Det er den Dam, i hvilken jeg falder Side 266 i første Bind». Her er da Lidenskabens romantiske Løssluppethed forbundet med den ikke mindre romantiske Ironi og Selvfordobling.

413

Den revolutionære Lidenskabelighed slog hos Brentano endnu mere afgjort end hos Friedrich Schlegel om og blev til Afkald paa Fornuften. Omvendelsen havde desuden hos ham som hos Werner Præget af taaredrivende Syndsbevidsthed. Han fortæller i sit Lebens-Umriss der Anna Catharina Emmerich uden nogensteds endog blot at tænke paa en fysiologisk Forklaring, at hendes Længsel efter den hellige Nadver var uimodstaaelig, saa hun ofte om Natten følte sig draget til den, forlod sin Celle og om Morgenen blev fundet knælende med udbredte Arme udenfor den lukkede Kirkedør; det faldt ham aldrig ind, at hendes Tilstand kunde være sygelig, end ikke da hun, som han selv meddeler, fortalte alle Omstændighederne ved sine Saarmærkers Frembrud saaledes som var det altsammen hændt en anden Klosterdame, der boede ikke langt borte.

Han har alligevel i det midterste Tidsrum af sit literære Liv forfattet nogle Prosa-Arbejder, som har lidt mere end literatur-historisk Interesse. Saaledes f. Eks. Æventyret Gockel, Hinkel und Gackeleia, hvilket han først nedskrev i fast, kortfattet Form, men i sine sidste Leveaar udblødte med Vievand og udvidede stærkt. Æventyret giver en Forestilling om den uudtømmelige Fylde af muntre og barokke Indfald, som maa have givet hans mundtlige Underholdning dens store Tiltrækningskraft. Brentano aabenbarer sig her som sand Virtuos i en med Ord og Begreber legende Prosastil, der vel bringer det indbyrdes Fjerneste i Forbindelse, men med forbavsende Behændighed altid bliver i Billedet og fastholder Idéforbindelsernes Traad. Hvad der ligger til Grund er ofte kun et løst Indfald, en tilfældig Mindelse (som hint i Brentanos Barndom henkastede Ord af Goethes Moder: «Dette er ingen Dukke, kun en smuk Kunstfigur»), men det flygtige Motiv er med en Kontrapunktists urokkelige kunstneriske Strenghed gennemført, varieret og beriget hele Stoffet igennem. Som Prøve paa hans Fremgangsmaade. læse man følgende Afsnit af dette Hønse-Æventyr, i hvilket alle Forestillinger og alle Ord Hundreder af Sider igennem har undergaaet en Omdannelse, der har tilpasset dem til Hønseverdenen:

«Franskmændene havde medtaget Slottet saa slemt, at de efterlod det i en ret afskyelig Tilstand. Deres Konge Hanri havde sagt, at enhver Franskmand om Søndagen skulde have en Høne i sin Gryde, og at naar der ikke var nogen, skulde han stikke en Hanefa'er i Gryden og koge sig en Suppe. Det holdt 414 de strengt paa, og saa sig overalt om efter, hvordan enhver af dem kunde komme til sin Høne. Da de nu i deres Hjem var blevne færdige med Hønerne, saa gjorde de ikke mange Omstændigheder, naar det gjaldt at plukke Fjær*), men havde en Høne at plukke snart med en, snart med en anden af deres Naboer. De betragtede Landkortet som en Spiseseddel, og hvor der stod noget om Høns, Høne eller Hane, der satte de en Streg med rødt Blæk og gik løs derpaa med Køkkenkniv og Bradspid. Saa gik de over Hanebæk, stak Store- og Lille-Høningen i Gryden og kom ogsaa tilsidst til Hanauer-Land. Da de nu fandt Kykel-Ro, Greven af Hanaus herlige Slot, i Skoven, vilde de straffe til Advarsel og lod den røde Hane slaa Vingerne ud fra Taget.»

Der gøres i denne Æventyrstil en saa voldsom Jagt paa Ordspil, at det næsten minder om Maaden, hvorpaa i enkelte af Shakespeares Skuespil de unge Mennesker lægger deres overmodige Lystighed for Dagen.

Langt vægtigere, om end ikke meget mindre kunstlet, er Stilen i Brentanos berømteste Fortælling Geschichte vom braven Kasperl und dem schönen Annerl.

Stoffet er taget fra Des Knaben Wunderhorn. Denne Samling indeholder (II 204) en kort Vise Weltlich Recht om den skønne Nanerl, der bliver ført ud af Skam-Porten for at henrettes og gerne vil dø for at komme til sit Barn:

Fsendriken kom ridende og sin Fane svang:
Holder stille med skøn Nanerl, jeg bringer Pardon!
Kære Fændrik hendes Livslys er jo alt blæst ud.
God Nat, min kønne Nanerl, din Sjæl er hos Gud.

Brentano lader den hele Historie blive fortalt en tidlig Sommernat paa aaben Gade af en simpel Kone, den smukke Anneris eller Nanerls 88aarige Bedstemoder. Det er lykkedes ham at gengive den ældgamle, religiøse og meget overtroiske Kones Maade at tale paa saa træffende, at man hele Tiden igennem har hendes Skikkelse for Øje. Ved den Gamles ulogiske Fortælling, der bevæger sig frem springvis og saa midt imellem indhenter det Oversprungne, har han formaaet med fuldendt *

415 Kunst at holde Læseren i stadig Spænding. Man erfarer under Fremstillingens Gang aldrig nok til at vinde et Overblik, men altid nok til at bevare Deltagelsen og være spændt paa Løsningen af Gaaden, det vil sige paa Forklaringen af Fortællerindens gaadefulde Talemaader. Sjældent er de Slør, der dækker en Række Begivenheder for Læseren, blevne løftede med saa sikker Haand, ét for ét.

Et andet Fortrin ved Kompositionen er den Styrke, med hvilken Grundmotivet Ære (den falske og den sande Ære, Skamfølelsen af Ærekærhed og den virkelige Skændsel, i hvilken Æresygen kan drive En ind) er fastholdt og udviklet gennem begge Hovedpersonernes Oplevelser og Handlinger. Kasperl, den brave, ærekære Uhlan, hos hvem Æresfølelsen er skærpet indtil følsom Ømhed, gaar til Grunde af Sorg over sin Faders og sin Stedbroders æreløse Færd. Kun ved Selvmord bliver han skaanet for den Kval at erfare sin Elskedes, den smukke Anneris Skæbne. Over hendes Liv har en græsselig Tilskikkelse raadet. Digterens mørke Overtro har fundet Behag i at drive hende ind i Ulykke og Død med den uimodstaaelige Magt, som ligger i en hemmelighedsfuld Forudbestemmelse. Hendes Moder har i sin Tid elsket en Jæger, der skal henrettes for et Mord. Da Barnet kommer til Skarpretteren, skælver hans Bøddelsværd inde i Skabet - et ufejlbarligt Tegn paa, at Sværdet tørster efter hendes Blod. Da Jægeren faar Dødshugget, flyver hans Hoved hen til Annerl og bider sig med Tænderne fast til Barnets lille Kjole. Den Vending «Det har med Tænderne trukket hende dertil» bliver stadigt paany brugt om den Magt, der styrter hende i Ulykke. Hun synker i Vanære af Hang til Æren; hun bliver nemlig forført af en fornem Mand under et falsk Ægteskabsløfte; hun kvæler i sin Jammer og Forvildelse sit nyfødte Barn, angiver saa sig selv for Domstolene, og bøder med sit unge Liv, da hendes Forfører, Fændriken, ankommer for sent til Retterstedet med Benaadning.

Denne simple Indholdsangivelse viser, hvorvidt Brentano her har hyldet de romantiske Læresætninger. Varsler, tildels af rent umulig Art, spiller en Hovedrolle; Skæbnetragediernes tyrkiske Skæbnetro leverer Synspunktet for Heltindens Levnedsløb, og ved Siden deraf fremtræder uden nogen Udjævning af Modsigelsen den ægte katolske Betragtningsmaade, at det er en Synd, der straffer sig, det, at Hovedpersonen har foretrukket Ærens 416 rent menneskelige Magt for Naadens kirkelige. Ikke desmindre har Fortællingen foruden kunstnerisk Stil ogsaa folkelig Tone. Aanden i hin simple Folkevise, af hvilken Stoffet er taget, svæver derover. Og hvad der er endnu betydningsfuldere: denne korte Novelle er forsaavidt banebrydende i den tyske Literatur, som den adskilligt før Immermanns Storgaarden aabner Landsbyhistoriernes Tidsalder, og med sin troskyldige om end en Smule kunstlede Tone anslaar den Streng, der saa længe efter endnu klinger igen hos Auerbach og andre.

XV

Der gives en Digtart, i hvilken Mennesket fortrinsvis fremstilles fra den Side, fra hvilken dets Væsen er Frihed og Aand: det er Dramet. I den lyriske Poesi er det Stemningen, som hersker; i den episke trænges Personen tilbage ved den brede Udmaling af de Omstændigheder og Magter, der bestemmer den; men Dramets Genstand er Handlingen, og den menneskelige Karakter som handlende og villende tvinger, fordi den selv er lutter Form og Bestemthed, Digteren til at give sin Frembringelse Bestemthed og Form. Dramet fordrer Klarhed og Aand; Naturmagterne maa her, hvor Alt er begrundet, ses som Aandens Tjenere eller Herrer, men de maa fremfor Alt forstaas, de kan ikke optræde som dunkle og lyssky Tvangsherskere, der ingen Forklaring har at afgive over deres Væsen og Bud. Tiecks to romantiske Dramer, Sørgespillet Leben und Tod der heiligen Genoveva og Tiakts-Lystspillet Kaiser Octavianus, er egenlig kun Dramer af Navn. Shakespeares Perikles og Vinteræventyret, Calderons lyriske og musikalske Indskud, forledede Tieck til en lyriskepisk Formløshed uden Lige i Poesiens Historie. Mere stilløse, mindre komponerede dramatiske Digtninge end disse lindes ikke. Hvad det for Tieck kommer an paa er alene hvad han kalder Begivenhedens «Klima», dens Luft og Duft, dens Tone og Farve, dens Stemning og Afspejling i Gemyttet, dens ejendommelige Belysning, der ufravigeligt er Maaneskinnets. Han lægger den tidlige Middelalders Mennesker den Stemning i Munden, i hvilken Læsningen af de gamle Legender har sat ham selv. Det var en Art religiøs Sindstilstand, der havde bragt ham ind paa denne Vej. Schleiermachers Taler om Religionen havde netop gjort 417 Indtryk paa ham. I den Tro at finde en Guldgrube af Latterligheder havde han slaaet op i Jacob Böhmes Morgenrøde og var fra en Spotter bleven en begejstret Lærling. Endelig havde han lige da truffet sammen med Novalis og stod under hans Indflydelse.

Gennemgaar man imidlertid Genoveva kritisk, finder man snart, hvad Tieck ogsaa tilstaar, at Religionen heri, den Fromhedens Stemning, der skulde afgive den kunstneriske Enhed, ikke er Andet end den romantiske Længsel efter Religion. Netop dette var ogsaa Solgers Dom derom. Denne Længsel har sat sig talrige Vidnesbyrd i Stykket. Den gamle, troende Tid, der oprulles for os, sukker, ganske som Tiecks egen, efter en anden ældre, langt mere troende; ogsaa dens Religion er kun Længsel efter Religion. Golo siger om den gamle Ridder Wolf, der for ham betegner den gode, gamle Tid: «Hvor kunde jeg ville spotte dit barnlige Gemyt!» Genoveva skuer tilbage mod Fortiden; som Tieck selv tilbringer hun alle sine Dage med Læsning i de gamle Legender; ja hun siger endog ægte romantisk:

Ej Andagt er det, der saa stærkt mig driver,
langt mere Attraa til de gamle Tider,
og dybt jeg røres, naar jeg tænker paa,
hvor lidt vi hine Troens Helte ligner.

Den mandlige Hovedperson i dette Stykke, den grædefærdigt klynkende Kæltring Golo, er William Lovell om Igen, der ikke er blevet mere indtagende ved at oppudses til dramatisk Figur i en middelalderlig Tragedie.

Octavianus, som i sin allegoriske Manér er stærkt paavirket af Heinrich v. Ofterdingen, er om muligt endnu mere form- og sammenhængsløst end Genoveva. Stykket kan nærmest betragtes som et storartet Prøvekort over alle mulige nord- og sydeuropæiske Versemaal og er i Virkeligheden kun en trættende Række af omhyggeligt udpenslede Naturindtryk og Naturstemninger.

I Indledningen til Phantasus har Tieck selv skildret, hvorledes alle bestemte Indtryk af Omverdenen for ham flyder sammen i mystisk Naturforgudelse:

Det, som jeg holdt for Grotte og Fjæld
og Skov og Eng og Bakkeheld,
det var et eneste mægtigt Hoved,
af Løv for Haar og Skæg omskovet.
418 Stille smilte han, naar hans Smaa
lykkeligt legende han saa.
Han vinked og anelsesfuld en Brusen
strømmed i Skovens hellige Susen.
Da faldt jeg ned paa mine Knæ,
skælved af Angst som et Espetræ
og sagde til den Lille; Mig lær,
hvad det Store er, som jeg skuer der.
Den Lille sagde: Dig griber Gru,
da uden Varsel du ser ham nu.
Det er vor Fader, der Skræk dig volder
hans Navn er Pan, Alts Opretholder

Men hvad der saaledes gælder om Skov og Bjerg hos Tieck, det gælder ligesaa fuldt om Menneskelivet. Ogsaa i Skildringen af det drukner han al Bestemthed og Karakter i Naturmystikens farvede Bølger. Denne hemmelighedsfulde Naturforgudelse i Skuespillet forbereder det romantiske Dramas kristeligt-mystiske Præg

Som Dramatikere kommer Arnim og Brentano næsten ikke i Betragtning. Den sidste fremtræder i sit gale Lystspil Ponce de Leon, hvis Samtaler bevæger sig i trættende Ordspilsvittigheder, som en Elev af Shakespeare, der kun har tilegnet sig det Skruede i Mesterens Ungdomsstil; i hans store romantiske Drama Prags Grundlæggelse erstatter Trolddomskunster og Mirakler, Syner og Spaadomme, magisk virkende Ringe og Forbandelser virkelige Mennesker og virkelig Handling. Forunderlige Anelser og aldrig fejlende Fjernsynthed bestemmer Begivenhedernes Gang.

Der findes i den Maade, paa hvilken den slaviske Oldtid her er romantisk dramatiseret af Brentano, en Art Overensstemmelse med Behandlingsmaaden af lignende Stoffer hos den polske Romantiker Slowacki (i Lilla Weneda f. Eks.). Brentano har som Slowacki forstaaet ud fra enkelte raa Gudesagn og Overleveringer at forme et Billede af det slaviske Hedenskab, som er udkastet med en vis Synsevne, De romantiske Digtere havde jo i alle Lande skarpere Sans for religiøs Mystik end for dramatisk Sandhed og Virkning. Det hedder sig endogsaa, at dette Skuespil af Brentano har paavirket Brødrene Grimm's samtidige mytologiske Studier.

Arnims store «Sørgespil i to Lystspil», som han selv betegner det, med Titlen Halle og Jerasalem, i hvilket Sagnet om den evige Jøde og Historien om Cardenio og Celinde er 419 sammenvævede, hører til det Utaaleligste, den tyske Romantik har frembragt: et Læsedrama paa 400 Sider i stort Oktav, der begynder som en vild Studenterkomedie i Halle og fortsættes som en Pilegrimsmysterie i Jerusalem. Det drejer sig om den middelalderlige Grundtanke, at den hellige Grav er Verdens Midtpunkt og ender med Aabenbaringen af tre lysende Kors over Hovedpersonernes Grave.

Der forekommer her et Optrin, i hvilket Gelinde om Natten vil skære Hjertet ud af Brystet paa sin døde Elsker for ved Hjælp af de Trolddomskunster, hun dermed kan udføre, at vinde sin levende Elskedes Hjerte; den Døde stiger med blødende Bryst op af Kisten og beklager sig over den Medfart, han lider, i Vers som disse:

Elskte, du gennemborer mit Hjerte,
det er mere bittert end Helvedes Smerte.

Straks derefter afslører Kirketjeneren sig som den skinbarlige Djævel og bortfører Gelindes onde Moder som sin Brud.

I et andet Optrin skal Celinde i en Klippehule føde et Barn. Dette gaar paa Teatret saaledes til: Der kommer en Stork, som bærer et Barn i Næbbet og styrer sin Flugt ind i Hulen; efter den kommer en hel Sky af Storke, som trækker mod Syd og synger:

Har Barnet du maattet slæbe paa,
kan du Moderen nu med Vingerne slaa;
har du maattet flyve og fare saa vide,
med Næbbet nu kan du hende bide.

Barnet er dødfødt og den stakkels Moder fortvivler. Denne Kendsgerning bliver os paany meddelt af en Stork:

I min Vrede,
i Rejsefeberens Hede
har jeg trykket Barnet ihjel o. s. v.

Og nu følger straks herpaa højtidelige Scener, og det af saa modbydeligt græsselig Art som den, der til Overskrift har Fristelserne i Ørkenen, i hvilken Ahasverus kæmper med den Fristelse, af Sult at æde en lille levende Dreng op, der sammen med ham er bleven reddet fra et Skibbrud. Den evige Jøde siger: «Hvilken 420 skrækkelig Lyst jeg dog har til dette Kød, jeg føler det allerede paa Tungen, mærker, hvor saftigt det møder min Gane ...» Han vil rask gribe til; i det Øjeblik raaber Drengen: Fader! Fader! og hurtigt sætter den Gamle sig til sin Bog.

Helt imod Slutningen bliver der midt under den Gudstjeneste, som Ridderne af den hellige Grav afholder, rettet et Udfald mod de Romantikere, som ikke mener det alvorligt med deres Religiøsitet. En Rejsende siger: «Jeg vil befri den hellige Grav fra Tyrkernes Magt.» Herpaa svarer en af Digterens Yndlingsfigurer: «Gør det først, sig det saa!» og derefter følger denne utroligt udramatiske Parentes: «(Den Rejsende vender sig beskæmmet bort og drager ud i den vide Verden og taler om Kristendom med Tusinder af Ord, men hans Ord har ikke det evige Livs Kraft, fordi hans Kærlighed er uden Gerning; fra ham stammer alle de nye poetiske Kristne, jeg taler om dem, der kun er Kristne i deres Digte).» Naar endogsaa Digterens «Jeg» dukker op i en Indskudssætning midt i Skuespillet, saa er den dramatiske Form egenlig ikke at betragte som eksisterende. Saa vidt er selv Tieck og Hoffmann aldrig gaaede.

Den tyske Romantik har kun frembragt to virkelige Dramatikere, Zacharias Werner og Heinrich v. Kleist, og af disse to er atter den sidste den uden al Sammenligning fremragende, ja han er i Besiddelse af saa rige poetiske Evner, at man uden Betænkning kan stille ham øverst blandt alle Skolens Digtere. Han besidder fremfor Nogen en bestemt og plastisk Form og han har en Patos, som man end ikke finder hos Goethe. Det Bedste, han har skrevet, er sjælfuldt, inderligt og brændende sanseligt, og Formen dog i de ypperste Værker fast og uden Udsmykning. Kleist er Tysklands Mérimée, og et Studium af hans Ejendommelighed vil vise os, hvad den tysk-romantiske Aandsretning kunde gøre ud af en Mérimée. Vi vil se, hvorledes den nøjagtigt bestemte Form i hans Geni gennembrydes af det romantisk-poetiske Vanvid.

Tredive Skridt fra Wannsee ved Berlin, halvtresindstyve Skridt fra Kroen ligger en Gravsten med Indskrift: Heinrich von Kleist.

Der skød den 20. November 1811 Tysklands dalevende største Digter af den yngre Slægt, 34 Aar gammel, først en Veninde, saa sig selv med to sikre Pistolskud. Man har tidligere troet, at et roligt Venskab forenede de to. I Aaret 1873 kom imidlertid 421 de mellem dem vekslede Breve for Dagen, hvis usunde Lidenskabelighed tyder paa, at de nærede en fra begge Sider lige overophidset Følelse for hinanden og at begges Forstand var angreben. Kleist tiltaler Veninden, Fru Henriette Vogel, med Udtryk som «min Jette, mit Alt, mine Slotte, Agre, Enge og Vinbjerge, mit Livs Sol, mit Bryllup, mine Børns Daab, mit Sørgespil, mit Ry, min Skytsengel, min Kerub og Seraf!», medens hun svarer: «Mit Værn og Værge, mit Sværd, mit Spyd, mit Panser, mit Skjold» og deslige.

Saavidt var det tilsidst efter mangfoldige og mangeaarige Ulykker kommet med denne udkaarne Aand.

Heinrich v. Kleist var af adelig Slægt, udgaaet fra en gammel prøjsisk Officersfamilie, der i det attende Aarhundrede havde frembragt en Digter, og han havde allerede som ung Fændrik gjort et Felttog med, da den militære Stand blev ham forhadt og den uklare Følelse af hans overordenlige Evner drev ham til at forsøge sig som Videnskabsdyrker. Han begyndte 1799 at studere ved Universitetet i hans Fødeby Frankfurt an der Oder. Her fordybede han sig i Filosofi, Matematik, gamle Sprog, og levede tiltrods for sin Ungdom et Liv i grublende Alvor, ganske indadvendt i stum Lidenskabelighed. Paa kejtet, næsten pedantisk Maade stræbte han at opdrage sin Søster og uddanne sin Forlovede til at forstaa ham. I det følgende Aar forlod han Frankfurt for i Berlin at studere videre. Allerede tidligt udviklede der sig hos ham en skæbnesvanger Drift til i ethvert Anliggende at sætte Alt paa ét Kort; hans Biograf Wilbrandt har træffende sammenlignet hans Karakter med Werthers: som Werther havde han Sjælens mørke Utilfredsstillethed, det tunge Blod, den bitre Indesluttethed, en ligesom med Hænder gribende og befølende Indbildningskraft, Forstandens indædte Grubien, den stadige Dvælen ved alt Kvalfuldt, Følelsens brusende Overstrømmen.

Da Troen paa hans Digterkald vaagnede hos ham, vovede han i lang Tid ikke at røbe sig for sine Nærmeste; han fjernede sig, isolerede sig for at vinde Klarhed over sine Evner. Da for første Gang Planen til en Digtning spirede i ham, forekom det ham, som smilede «noget som jordisk Lykke» ham imøde for Fremtiden. Dristig og voldsom som han var, haabede han straks ved første Forsøg at kunne frembringe et Mesterværk. Forsøget mislykkedes for den umodne Begynder. Da han et Aar senere fattede Planen til det Sørgespil, der skulde sysselsætte ham hele 422 hans Ungdom igennem, nemlig Robert Guiscard, var det i den ganske bestemte Hensigt at overbyde Goethes og Schillers klassiske Poesi «ved et nyt Kunstprincip»; han vilde sammensmelte Æschylos og Shakespeare, Antikens og Renæssancens Fortrin i sin Kunst, forene Dyrkelsen af det Skønne med Trofasthed mod Naturen, udadlelig Form med tragiske Sammenstøds yderste Rædsler.

Han havde endnu ikke Kraft til at frembringe noget Helt og maatte lægge Værket tilside.

I den slappe Stemning, som det mislykkede Forsøg fremkaldte, vendte han sig til Videnskaben. Han vilde kun Et, finde Sandheden, og det Sandheden ganske i Almindelighed. Med den Selvoplærtes naive Tillid kastede han sig over Filosofien i det Haab, i den at finde den hele og fulde Sandhed, efter hvilken han kunde rette sig i Liv og Død.

Det var Kants Filosofi, som han gav sig til at granske, og det Indtryk, den gjorde paa ham, var ubetinget nedslaaende. Han havde ventet i Filosofien at finde en Religion, og Erkendelseslæren beviste ham, at vi overhovedet ikke kan naa Sandheden, aldrig erfare hvad Tingen er i sig selv, men kun formaar at se Genstandene saaledes, som vore Organer viser os dem, det vil sige, at den som har grønne Briller ser Tingene grønne og den som har røde ser lutter Rødt. Det var ham, som om hans eneste og højeste Maal var sunket sammen, da han indsaa, at Sandhedens Erkendelse, som han havde forestilt sig den, ikke var mulig.

I denne sjælelige Opløsningstilstand fattede han som andre Romantikere Tanken om at klamre sig til et System af Dogmer, enten til den protestantiske Rettroenhed eller til den katolske Religion som den myndigst bydende og ældste. Fra Dresden skriver han: «Intet var saa egnet til at føre mig bort fra Videnskabens sørgelige Omraade som de Kunstværker, der er ophobede i denne By ... Dog ingensteds følte jeg mit Hjerte saaledes rørt" som i den katolske Kirke, hvor den mest ophøjede Musik forener sig med de andre Kunster om med Magt at gribe Hjertet. Vor Gudstjeneste er slet ikke nogen. Den taler kun til den kolde Forstand; men til alle Sanser taler den katolske Fest ... Ak kun en Draabe Glemsel, og med Vellyst var jeg bleven Katolik.»

Han overvinder vel disse Griller, men at tvinge sig til Arbejd er ham umuligt, efter at han er kommen til Kundskab 423 om, at Sandhed ikke er at finde her paa Jorden. For at gøre Ende paa denne pinlige Tilstand af Formaalsløshed, griber han til en iøvrigt ganske planløs Rejse til Paris. Brevene fra Paris viser, hvor frugtesløst dette hans Forsøg paa at vinde Klarhed over sit Livskald var. Han bryder med sin Forlovede, fordi hun ikke blindt vil følge ham, da han af hende fordrer, at hun skal rejse til Schweiz med ham og leve ved hans Side som Bondekone. Til sin Fødeby vil han af Stolthed ikke vende tilbage, før han har fuldført Noget, der svarer til hans ærgerrige Forsæt.

Han drager til Weimar, stadigt opfyldt af den Opgave at udføre sit Drama Robert Guiscard. Han omgaas med Wieland og kommer til at bo i hans Hus; den Gamles Godhed, Datterens stille Ømhed for ham fængsler ham der. Han bliver imidlertid ved at være indesluttet og adspredt Endelig tilstaar han den elskværdigt deltagende gamle Mester paa dennes Spørgsmaal, at han arbejder paa et Sørgespil, men har et saa højt Ideal for Øje, at det endnu bestandig har været ham umuligt at bringe sin Digtning paa Papiret.

Da det en Eftermiddag i en heldig Stund lykkedes Wieland at faa sin Gæst til at fremsige nogle Brudstykker af Hovedscenerne efter Hukommelsen, kom Tilhøreren i Fyr og Flamme af Beundring. Wieland fik det Indtryk, at dersom Æschylos's, Sofokles's og Shakespeare's Aander forenede sig om at skabe en Tragedie, saa maatte det blive saadan noget som Robert Guiscard, ifald ellers det Hele svarede til hvad han havde hørt.

Den unge Digters Glæde var stor, men varede ikke længe. Snart drev Forholdene ham atter bort, først til Leipzig, saa til Dresden. Her hører vi ham for første Gang gøre en ung Pige (der var bedrøvet over hendes Forlovedes formentlige Ligegyldighed) det Forslag, som han hyppigt havde paa Læberne overfor senere Venner og Veninder, nemlig, at han skulde tage en Pistol og skyde dem begge ihjel. Allerede kort Tid derefter rettede han et lignende Forslag til sin trofaste, senere berømte Ven, von Pfuel. Pfuel kom til den Overbevisning, at for Kleist og hans Tragedie vilde Intet være bedre end nye Rejser. Kleist greb med Iver denne Tanke. Kort før sin Afrejse fra Dresden til Schweiz fik han et Brev fra Wieland, der indgød ham ny Tillid og lang Tid igennem vedblev at være hans bedste Trøst. Wieland kunde ikke tro, skrev han, at nogen ydre Hindring skulde kunne 424 gøre Kleist Fuldendelsen af hans Mesterværk umulig: «Intet er umuligt for den hellige Muse, der begejstrer Dem. De maa fuld føre Deres Guiscard, laa end det hele Kaukasus trykkende over Dem.»

Paa Kleist's Rejse til Schweiz og Norditalien, der optog Sommeren og Efteraaret 1803, blev der ikke skrevet noget, og i den fortvivlede Følelse af sine Evners Utilstrækkelighed, i den Tro, kun at have «et halvt Talent», opgav han en Tidlang al digterisk Stræben. Han rejste over Lyon til Paris, stedse plaget af Tanker paa Døden. I Paris brændte han sin Guiscard og alle sine Papirer; han besluttede at gaa i Krigstjeneste hos de forhadte Franskmænd og deltage i den store Overfart, som dengang forberedtes fra Boulogne, i den sikre Forventning, at Foretagendet vilde strande og han som den hele Hær finde sin Grav i England, Han vilde melde sig som simpel Soldat, men blev afvist. Ved et tilfældigt Sammentræf med en Bekendt, der tog ham under sin Beskyttelse, blev han sat i Stand til at vende tilbage til Tyskland, hvor han efter mange Genvordigheder og Skuffelser fik et lille Embede i Königsberg.

Kleist havde villet kappes med Goethe. «Jeg vil rive ham Kransen af Panden» havde tidligt været Omkvædet i hans Bekendelser som i hans Drømmerier - det lyder som et Udsagn af en Gal. Og dog, naar man retter Blikket paa det Brudstykke af det aldrig helt udførte Drama Guiscard, der er blevet reddet i en Afskrift, saa forbavses man. Vel kunde denne Digtning, saa lidt som nogen anden, rane en Genius, hvis Aand svæver over to Aarhundreder, dens Hæderskrans; men ikke des mindre staar dette Brudstykke i Højde med meget af det Skønneste, som Goethe har frembragt.

Kleist har i sin Fantasi dannet sig Billedet af en stor Mand, en stor Fører, og han meddeler os straks Indtrykket af hans Storhed ved at vise os, hvor meget der afhænger af ham, af hans Liv, og hvorledes Tusinder og atter Tusinder ser op til ham som til deres Hersker og eneste Redningsmand.

Den store Æventyrer, Robert Guiscard, Søn af Tancred af Hauteville, ligger med sin Hær for Konstantinopel, som han har lovet sig selv at indtage og beholde. Men Skæbnen staar ham imod; Pest er brudt ud i hans Lejr og gaar sin Rædselsgang gennem hans Hær.

Kleist selv havde jo mødt en saadan tilintetgørende Modgang 425 paa den Sejersbane, som hans Indbildningskraft havde udmalt ham, og storladent er det Billede af en Helt, der kæmper mod en overmægtig Skæbne, som han saa længe havde baaret i sin Sjæl. Guiscard har selv Pesten i sig; den raser i hans Indvolde; dens Gift fortærer hans Knogler. Han, som altid før var sejerrig, han, Syditaliens Erobrer, Roms Overvinder, Sejrherren over Venedig og Grækenland, ser nu sin Undergang for Øje, føler den i sig. En Sværm af Normanner bølger om hans Telt for at anraabe ham om at føre Hæren bort fra denne forfærdelige Lejrplads, hvor alle føler Pestens Giftpust i deres Ansigt. Rygtet om, at han er syg, har allerede begyndt at brede sig. Men Ingen maa faa Sandheden at vide endnu, og Guiscard er for stolt til at lade Nogen ane, hvad han lider.

Saa aabner hans Telt sig, og han, i hvis Bryst der luer et Krater, hvis Strube tørster uden nogensinde at kunne slukke sin Tørst, og hvis Haand er saa svag, at han den hele Nat ikke har formaaet blot at bevæge den, han træder høj og værdig ud gennem Teltaabningen og viser sig for den forsamlede Mængde, staar der saa stærk, saa munter i sin Overlegenhed, at selv de, som troede at vide det Værste, ikke mere véd, hvad de skal tro.

Og det er ikke blot stort, det er dybt, dette Kleist's Ideal. Denne Guiscard, der staar oprejst, medens Sygen nager hans Knogler, det er jo Kleist selv, hans hele ulykkelige Liv igennem, indtil han jager sig Pistolkuglen ind i Hjernen; han selv er denne store Genius, hvis Planer mislykkes paa Grund af Pesten udenfor ham og i ham.

Kleist opgav snart sin Embedsvirksomhed og vendte tilbage til Poesien. Særlig fængslende er nu den Maade, paa hvilken denne inderst inde saa energiske Digter kommer til at fremstille dramatiske Karakterer. Studiet af Romantikernes Sjæleliv og Sjælelære har vist os, hvorledes de ved at udstykke Individualiteten kom til at lægge Hovedvægten paa Alt, hvad der sprænger dennes Form: Drøm, Sansevildelse og Afsind. Det, der adskiller Kleist's Karakterer fra Romantikernes øvrige, er at de Intet har af det Udviskede eller Svampede, som betegner dem; men hvad der er fælles for hans og de andre, det er det Sygdomsagtige i Grundpræget. I enhver Lidenskab griber Kleist det Træk, ved hvilket den røber sin Familie-Lighed med den fikse Idé eller det viljeløse Afsind, i enhver nok saa kraftig Aand jager han sin 426 Sonde ned paa det syge Punkt, hvor Aanden taber sit Herredømme over sig selv: Søvngængeri, dyrisk Betagethed, Adspredthed, Fejghed under Dødsangst. Man tænke paa en Lidenskab som Elskov; den er ganske vist ikke af forstandig Natur, men den har en Side, fra hvilken den kan ses i Sammenhæng med Fornuft og Aand. Derfor skildrer Kleist den gennemgaaende og med beundringsværdig Kraft som rent sygdomsagtig, som Mani.

Da Käthchen fra Heilbronn første Gang ser Grev Wetter af Strahl, taber hun i samme Øjeblik Alt, hvad hun har i Hænde, Bakken med Forfriskninger, Vin og Bæger og styrter ligbleg med Hænderne foldede ned for ham paa sit Ansigt, som om Lynet havde ramt hende. Greven siger hende et venligt Ord og bereder sig kort efter til at ride bort; da hun fra sit Vindue ser ham stige til Hest, springer hun, for at følge ham, fra Vinduet tredive Fod ned paa Gadens Stenbro og brækker begge sine Ben. Seks Uger ligger hun i Feber. Neppe helbredet rejser hun sig, samler en Bylt og flygter fra sit Hjem for at opsøge Greven og følge ham i blind Hengivelse fra Sted til Sted, ledet alene «af Straalen fra hans Aasyn, der som et femtraadet Tov har slynget sig om hendes Sjæl» Hun vandrer paa nøgne Fødder, som ridses af enhver Flintesten, med den korte Kjole, der dækker hendes Lænder, flagrende i Vinden, uden anden Skærm end en Hat af Straa mod Solens Stik og Uvejrets Vrede. Hvorhen hendes Fod vender sig, gennem Kløfternes Taage, gennem øde Egne, som Solen svider, gennem sammenvoksede Skoves Mørke, skrider hun som en Hund, der har lugtet sin Herres Sved, bagefter ham. Og hun, som var vant til at hvile paa bløde Puder Og som sporede den mindste Ujævnhed i Lagenets Traade, naar hendes Haand uagtsomt havde spundet den ind deri, hun ligger nu som en Tjenestekvinde i hans Stalde og synker, naar Natten kommer, udmattet ned paa det Straa, der er kastet under hans stolte Heste.

Den djærve Fynd i disse Ord af hendes Fader skildrer sandt. Greven, der véd sig uden Skyld, søger paa alle Maader at fjerne hende. Da han en Nat finder hende i Stalden, sparker han den unge Pige til Side med Foden, mere end én Gang løfter han Hundepisken imod hende; han lader hende opofre sig for hans Trolovede, der jager hende ind i et i lyse Luer brændende Hus for at hente hans Billede, ja endnu engang for at hente Futeralet til dette Billede, og med den højeste Begejstring og 427 den dybeste Ydmyghed finder hun sig i Alt og udfører Alt. Det er efter Kåthchens Mønster, at Hertz i Svend Dyrings Hus har dannet sin smagfuldere og mattere Fremstilling af en Alt betagende, uigengældt Lidenskab. Käthchen von Heilbronn indeholder ved Siden af meget Latterligt og Stødende ogsaa meget Storladent; man vil allerede af det Anførte se, at denne Lidenskab, der indfinder sig med en Pludselighed som et Slagtilfælde, der fremdeles som en fiks Idé fortærer alle andre Forestillinger i Sjælen, og som, selv et. Under, ved en Kerubs Hjælp udfører Undere, er drevet ud over det Natuiiiges og Sundes Grænser. Der er ligefuldt noget Skønt deri. Det har tilfredsstillet Kleist, der nærede en saa brændende Afsky for Frasen, at fremstille en elskende Kvinde, hos hvem alt det var Sandhed og Virkelighed, der hos andre elskende Kvinder kun er Talemaader. Han selv havde jo villet elskes paa denne Maade af sin Wilhelmine. Han havde senere rettet et saa overspændt Forlangende til en ung Pige, hvem han havde lært at kende hos Körners i Dresden og som havde faaet ham kær, at Forholdet mellem dem af den Grund var bleven opløst. Nu tyede han med sit Ideal over i Poesien.

At se ham og elske ham var Et - at følge den Elskede Jorden over - at være ham mere hengiven end en Hund - at gaa i Ilden for ham: det er velgørende at se alle disse Talemaader blive til Virkelighed her. Men dog henhører det Alt under Sygdomslæren. Hertil kommer den romantiske Begrundelse. Kåthchen forfærdes ved Synet af Greven, fordi hun en Nat har set ham i et Drømmesyn. Men medens dette Drømmesyn staar paa, ligger Greven dødssyg af Tyfus, udstrakt som et Lig i sin Seng, og det forekommer ham selv, som om han træder ind i Kåthchens Kammer. Hendes Syn og hans Drøm svarer Punkt for Punkt til hinanden, saa Greven, da han erfarer Sammenhængen, med Angst maa udraabe:

Nu staar mig bi, I Guder! jeg er dobbelt!
En Aand jeg er og vandrer om ved Nat.

Vi ser atter her Dobbeltgængeriet som Romantikernes Yndlingstanke i nær Forbindelse med Søvngængeriet.

En lignende Rolle spiller Søvngængeriet i Kleist's og maaske Romantikens ypperste Drama, Prinsen af Homburg, i hvilket alle de vigtigste Personligheder staar som mejslede ud i Sten. Repliken 428 er kraftig og klar, hvert Ord præget som en Medalje. Stykket er i Danmark især bekendt ved J. L. Heibergs Kritik. Den unge Feltherre bryder Krigstugten og sejrer, efter at have ført Kampen paa en Maade, der er ham forbudt i hans Instruks. Kurfyrsten fælder Dødsdommen. I den Tro, at den aldrig vil blive udført, tager den unge Helt den som en Formsag, men overrumples, da han ser, det er Alvor, saa pludseligt af Dødsangst, at han paa den mest uværdige Maade tigger om sit Liv. Stykkets Værd beror paa den Genialitet, hvormed den indre Bevægelse er skildret, i Kraft af hvilken han bliver sig selv igen og fordrer Dødsstraffen som sin Ret. Atter her er det Aandens Natside, som er greben. Prinsen er nervøs, syg og adspredt. Ved Stykkets Begyndelse gaar han i Søvne. Ved Stykkets Slutning virkeliggøres et Syn, han har havt. Han overtræder Befalingen, ikke som Manlius Torquatus's Søn i Ungdomsovermod og krigerisk Ildhu, men fordi han, som i sin nervøse Adspredthed har Hovedet fuldt af Drømme, da Instruksen bliver dikteret, Intet hører og altsaa slaar til i Blinde.

G. H. v. Schubert's Bog Naturvidenskabens Natside havde levende sysselsat Kleist. Denne Bog, som er forfattet af den da mest yndede blandt Naturfilosoferne, er et af Tidens mest forskruede Skrifter. Natsiden af en Planet er den Side af den, som er bortvendt fra Solen, og som kun lyser svagt i Mørket med et Lys uden Varme, et Lys, i hvilket Genstandene ser mere paafaldende og anderledes ud end i Sollyset. Deraf Navnet. I denne Bog raader Aander, Søvngængere, Spøgelser og Dæmoner som Jordens Eneherskere. Der gives her en fuldstændig Lære om Aanderne. Mellem Aand og Legeme er der tvende Mellemled: Sjælen og Nerveaanden, hvilken sidste, der udskilles efter Døden, har Skikkelse og Farve og saaledes kan ses. Farven retter sig efter Sjælens Beskaffenhed; ganske onde Aander er grønne; naar de forbedrer sig, gaar de efterhaanden over i det Gule o. s. v.

Fra Begyndelsen af har, efter Schuberts Lære, Menneskets Ord havt undergørende Kraft. Ved Synden har det mistet denne Magt over Naturen, og derved er der kommet noget Mørkt og Dæmonisk ind i den mirakelgørende Evne som f. Eks. i de græske Oraklers og den hedenske Trolddoms Tryllemagt. I Kristus fornyedes den gamle naturlige Underkraft. I sin dæmoniske Skikkelse er denne paany opstaaet hos Rosenkreuzere og 429 Frimurere, de hemmelige Selskaber, der spillede saa stor en Rolle i Tidens Forestillinger, og den røber sig fremdeles i Foreteelser som den dyriske Magnetisme, Fjernsynthed o. s. v. Adam Müller siger om dette Skrift: «Schuberts Bog synes mig at være det Bedste, Naturfilosofien har frembragt, og Forfatteren staar ved Følelse, ved Retskaffenhed og i Særdeleshed ved Lærdom, om end ikke ved krigersk og kritisk Talent, højt over Sehelling ... Schubert betegner, ganske vist paa ejendommeligere og mere poetisk storstilet Maade, men dog i alt Væsenligt meget tydeligt et tidligere Tidsrum af min Dannelse, i hvilket jeg ønskede at kunne lade det Menneskelige, det Personlige i min jordiske Handlekraft gaa op i Røg, for at berede den Gud, jeg tilbeder, en sød Lugt, ja hvor jeg ønskede at kunne aflægge mit Navn og min Personlighed for at blive den allerhøjeste Martyr, den mest præstelige Præst»*).

En Bog som denne var da i Alles Hænder, og selv en Aand som Kleist's fordybede sig som sagt med sine klare Tanker i al denne fordringsfulde Daarskab. Mystiken var paa Dagsordenen, og det er selsomt at se, hvorledes det mystiske Element, denne besynderlige Treenighed af Vellyst, Religion og Grusomhed, dukker op overalt i denne Digters Dramer. Saaledes f. Eks. i den mærkværdige Tragedie Penthesilea. Heltinden er Amazonernes vilde Dronning, som fører Krig baade mod Grækere og Trojanere og overalt er sejrrig. Det er en Lov blandt Amazonerne, at de i Krigen maa fange sig de Mænd, hvem de skal tilhøre, og efter Slagets Ende lever de da i Fryd og Gammen med dem. Penthesilea er bleven greben af en ligesaa dødelig Kærlighed til Achilles som Käthchen til Greven af Strahl. Men hos hende faar den det modsatte Udtryk, den antager Skinnet af hadefuld Grusomhed. Hun forfølger Achilles overalt i Slagene, hun vil se hans Blod. Elskede Käthchen som en Hund, saa elsker Penthesilea som en fra et bakkantisk Tog undsluppen Tigerinde.

Tydeligt nok har Kleist meddelt Amazonedronningen sin personlige Følemaade. Hun vil ikke eje andet end Achilles, som han ikke havde villet eller ikke vilde opnaa andet end Hæderskransen. Som hun i vild Hast vil erobre sig den Elskede, saaledes havde han med ét Slag ved Robert Guiscard villet naa Maalet. Som Kleist kan hun kun leve, naar hun tilkæmper sig *

430 Alt, hvad hun attraar. «Rasende maatte jeg kaldes,» siger hun ganske som hendes Digter havde kunnet sige det, «om jeg ikke prøvede mine Kræfter, saa langt Mulighedens Omraade naaer.»

Hun hader Achilles saa stærkt som man kan tænke sig, at Kleist i mørke Timer har forbandet den Skæbne, der formente ham at vinde det højeste Ry. Hun tilintetgør Achilles tilsidst ved sit Had, som Kleist i et Anfald af Fortvivlelse havde tilintetgjort sit elskede Arbejde, sin Guiscard. Men hun elsker ham viljeløst, med glødende Inderlighed*). Da Achilles har saaret hende i Kampen, klager hun (i Dramets tidligste Form) i Udtryk, som hentyder til Digteren selv:

At kunne knuse denne Barm, Prothoe!
et Bryst, saa fuldt af Sang, Asteria!
Hvert Strengegreb deri gav jo en Vellyd.

Da hun endelig er paa Nippet til at opgive Alt, siger hun, næsten som Kleist i mange af Brevene til hans Søster:

Det Yderste, som menneskelig Kraft
kan yde, har jeg gjort; Umuligheder
har jeg forsøgt, sat paa et Tærningkast
mit Alt. Og Tærningen, den ligger, ligger.
Forstaa det maa jeg, og at jeg har tabt.

Saaledes forstaas det ogsaa, at Pfuel, den tro Ven, fandt Kleist grædende, da han lige havde nedskrevet Penthesilea's Død, og saaledes forklares ogsaa hans Ord angaaende Stykket til en Veninde: «Det er sandt, mit inderste Væsen er deri; det har De opfattet som en Seerske: min Sjæls hele Glans og al dens Kval paa én Gang.»

Dog dette personlige Træk udelukker ikke Indholdets alment romantiske Mystik. Penthesileas Elskov ytrer sig i saadanne Ord:

Hids alle Hunde paa ham! Pisk med Brande
løs paa ham Elefanterne, der knuser!
Far med Seglvogne ind paa ham, og mej
hans yppige Lemmer af!

Det sidste modbydelige Ønske, at se Achilles's Lemmer mejede af med Vognenes Leer, er ikke ren Forstillelse. Det viser sig *

431 ved Digtets Slutning: Amazonerne er blevne slagne, og den afmægtige og saarede Dronning er falden i Achilles' Hænder. Han elsker hende, og for ikke at volde hende Sorg og Fortvivlelse, gør han et Forsøg paa at indbilde hende, at hun har sejret og at han er hendes Fange. Men Sandheden opdages snart, og nu udæsker Achilles hende til Enekamp i den Hensigt, at lade sig overvinde af hende og saaledes blive hendes Brudgom. Dog da Penthesilea modtager Udfordringen, forstaar hun ikke dens Mening, men faar en Art Bersærkergang, under hvilken hun kaster sig paa sin Hest og i Spidsen for hele sit Hundekobbel farer imod ham. Langt borte fra ser han hende og ræddes; da bøjer hun sin Bue sammen, «saa at begge dens Ender kysser hinanden», sigter og jager ham en Pil igennem Halsen. Han styrter, men forsøger rallende at rejse sig, saa pudser hun hele sit Kobbel paa ham; alle Hundene slaar deres Tænder i hans Legeme og hun som de, til Blodet drypper af hendes Mund og Hænder:

Dog puds! hun raaber, Tigris! puds, Leaina!
Puds, Sfinks! Melampos! Dirke! puds, Hyrkaion!
og styrter, styrter med det hele Kobbel
sig over ham, og trækker ved hans Hjelmbusk
ham ned - som Tævehund blandt Hundekoblet.
En griber ham i Brystet, en i Nakken,
saa Jorden drøner ved hans Fald og bæver.
Han, som i Blodets Purpurstrøm sig vælter,
rører ved hendes bløde Kind og raaber:
Penthesilea! kære Brud! hvad gør du?
Er det den Rosenfest, du loved mig?
Dog hun - Løvinden vilde hørt paa ham,
den sultne, hylende, der i sin Vildskab
søger sit Rov paa øde, snedækt Slette -
hun river Brynjen fra hans Krop og slaar
sin Tand dybt i hans Bryst, og som hun gør,
saa gør omkap med hende hendes Hunde.
Oxus og Sfinks slaar Tanden i hans højre,
hun i hans venstre Bryst Da jeg kom til,
drev Blodet ned fra hendes Mund og Hænder.

Først længe efter kommer hun til sig selv og erfarer, hvad hun har gjort. Hendes første Indtryk er Fortvivlelse, men saa siger hun:

Hvor mangen En, der hang om Vennens Hals,
har sagt det Ord: hun elsked ham saa saare,
at hun af Elskov kunde ham fortære;
432 og skulde saa bagefter Ordet prøves,
saa var til Væmmelse hun mæt af ham.
Saadan bar ikke jeg mig ad, du Elskte!
Se her! Da jeg mig kasted om din Hals,
har jeg for Alvor gjort det Ord for Ord,
jeg var saa gal ej, som det kunde synes,

Altsaa hun var ikke saa forrykt, som det lod. Her som

Käthchen von Heilbronn: Hvad der hos de Andre var Talemaade,

skal én Gang blive til Virkelighed. Mangen En siger, at hun

kunde spise den Elskede op af Kærlighed, men Penthesilea gør

det. Kysset er beslægtet med Biddet. Hun forklarer:

Küsse, Bisse,
das reimt sich, und wer recht von Herzen liebt,
Kann schon das eine fur das andere greifen.

Og dog er dette endnu ikke den fulde Forklaring. Vi har her endnu kun de to Led: Vellyst og Grusomhed. Men det tredje, Religionen fattes ikke. Den indfinder sig som den fuldstændiggørende Farve naar man ret betragter de to første. Novalis har jo sagt de ovenfor anførte Ord: «Nadverens guddommelige Betydning er de jordiske Sanser en Gaade. Men den, der blot én Gang sugede Livets Aande af hede, elskede Læber, og hvis Hjerte smeltede ved en hellig Ilds skælvende Flammer ... han vil æde af hans Legeme og drikke af hans Blod evindeligt.» Det kristelige Mysterium var paa den Tid en Genstand, der sysselsatte alle Hjerner, blandt mange andre Kleists, til hvis nærmeste Venner Tidens første Mystiker, den sindrige Sofist Adam Müller, hørte. Man kan undres eller stødes ved at se dogmatisk-mystiske Forestillinger klinge igennem i et hedensk Drama om en Amazonedronning; men for at forstaa dette som mange andre beslægtede Forekomster maa man betænke det relativt Sande og Berettigede i denne Mystik. Disse Mænd kunde ikke have de religiøse Begreber i en Skuffe for sig uden Sammenhæng med deres Liv og deres Gerning. De sysselsatte sig ikke med en Forestilling som Nadveren en Formiddagstime to eller tre Gange om Aaret; den gennemtrængte alle deres Tanker, og de forsøgte at se Virkeligheden i Mysteriets Lys. Man finder i Friedrich v. Baaders samlede Værker (fjerde Bind, Antropologi) mellem mange smaa Afhandlinger: Om Ekstasen, eller de i magnetisk Søvn Talendes Henrykkelse, Om Seerinden fra Prevorst, Fyrretyve Sætninger af den 433 religiøse Erotik o. s. v., ogsaa en Afhandling betitlet: At alle Mennesker er i den sjælelige, gode eller daarlige Mening af Ordet Antropofager (det er: Menneskeædere). Denne Afhandling begynder: «Mennesket, nemlig som Hjerte eller, med Skriftens Ord, som indre Menneske i Modsætning til det ydre, lever ikke af udvortes Næring eller af legemligt Brød, men lever, og det ikke i overført men i allervirkeligste Mening, kun af andre indre Mennesker, Hjerter eller personlige Væsener som af dem, der bespiser ham, og af deres Ord som Spise.»

Det religiøse Mysterium ender med at blive Midtpunktstanken selv for Filosoferne. Henrik Steffens kan være et EksempeL Han, om hvem Julian Schmidt træffende bemærker, at man ikke kan benægte «en vis medfødt Servilitet i hans Karakter», udtalte sig paa samme Tid, som han i Breslau ledede Undersøgelser mod Demagogerne, et Hverv, fra hvilket han skilte sig «i høj Grad i Strid med den sunde Menneskeforstand og den naturlige Retsfølelse»*), ogsaa trods sin Ungdoms naturfilosofisk-panteistiske Anskuelser ubetinget reaktionært med Hensyn til det Religiøse. Saaledes hedder det i Skriftet: Hvorledes jeg blev Lutheraner paany: «Nadveren er den højeste individualiserende Proces i Kristendommen; ved Hjælp af den sænker Forløsningens hele Hemmelighed sig i sin rige Fylde ned i den modtagelige Personlighed. Naadens frugtbringende Strøm, der. fra den store Genfødelses Tider bølger igennem den hele Natur og Historie og som modner os til en salig Fremtid, antager her Frelserens Skikkelse, for at det, som er Alt i Alle, kan være helt tilstede ... Hvad den Kristne tilfalde tror, hvad der gennemtrænger hans hele Liv, hvad der overvinder Døden - men tillige trænger ham tilbage til Sanseligheden, det bliver ved Forløserens saliggørende Nærværelse, der finder Sted til Bedste for ham, ganske for ham, her Vished, Nydelse, Næring ... Nadveren er mig den højeste, vigtigste, mest hemmelighedsfulde af alle hellige Handlinger, ja saa vigtig synes den mig, at for mig ved den enhver Lære faar den uudgrundeligste Betydning.»

Herved forstaas ogsaa den uhyre Plads, som dette Sakramente indtager i Datidens kristelige Mystik. Imellem de Hellige og den indviede Hostie finder det inderligste Forhold, næsten et Kærlighedsforhold Sted. Man efterse blot anden Del af Görres' *

434 Mystik. De Troende sporer Hostien i en uhyre Afstand. «For at begynde med det Helligste,» siger Görres, «saa har Alle, der er naaede ind paa det højere aandige Livs Omraade, kunnet fornemme Hostien i en uhyre Afstand.» En Mængde Eksempler anføres herpaa, og man ser af Fortalen, at alle de Kendsgerninger, der anføres, for det Første er bekræftede af Vidner uden Tal, dernæst af de uforkasteligste, som tænkes kan, enten af Gejstlige eller af de frommeste Lægfolk; for det Tredje har disse Vidner været i den gunstigste Stilling til at kunne se og vidne. Saa erfarer vi da ikke blot, hvorledes den Hellige finder Hostien, hvor den saa end er gemt, men hvorledes Hostien føler en Tiltrækning til de Fromme, saa den springer fra Præsten ind i deres Mund. Ja undertiden føler Præsten, at den voldsomt rives ud af hans Hænder, tiltrukken som Jernet af Magneten, og omvendt tiltrækkes den Fromme af de hellige Genstande og føres gennem Luften til dem.

Intetsteds er det dog i Kleist's Drama mærkværdigere at se Mystiken bemægtige sig et aldeles hedensk, tilmed meget letfærdigt, Stof, end i hans Amphitryon, en Bearbejdelse af Molières bekendte Lystspil. Det ikke let behandlelige Æmne var jo dette: I Amfitryons Skikkelse og under hans Fraværelse besøger Zeus hans Hustru Alkmene, der antager Guden for sin Husbond. Den virkelige Amfitryon kommer hjem, og nu opstaar en Række komiske Forvekslinger og pudsige Misforstaaelser mellem den rette og den falske Ægtemand, den rette Slave Sosias og Merkur som Sosias, indtil den virkelige Sammenhæng opklares, og Amfitryon trøstes med, at et Svogerskab med Jupiter ikke indeholder noget Vanærende, en Moral, som det maatte ligge i Ludvig den Fjortendes Interesse at beskytte og udbrede:

Mit Navn, som tilbedt paa alle Læber har hjemme,
døver al mulig Larm og al tænkelig Spot.
En Deling med Verdensaltets Drot
har intetsomhelst, der kan beskæmme.

Paa ægte fransk Manér er Stykkets Hovedpunkt opfattet som et Sammenstød mellem Ægtemand og Elsker, og da Alkmene angriber Jupiter for de haarde Ord, som han (*dolgoeO* Amfitryon) har sagt hende, svarer Guden ved at dække sig bag denne fine Begrebsadskillelse:

435

Din Ægtemand, Alkmene, har begaaet alt det Gale;
det er Ægtemanden, hvem du som skyldig maa betragte,
din Elsker har ej Skyld i den hidsigt plumpe Tale.
Aldrig at saare dig hans Hjerte kunde agte.
Hvor kunde vel hans Hjerte et Ord, der krænked, nænne!
dertil er dets Ømhed for ærbødig og for blød.
Ifald ved dets Svaghed Sligt en Gang skulde hænde,
han gennembored det med hundred Dolkestød.
For Ægtemanden aldrig" den Ærefrygt gjaldt,
som griber hver den dig kommer nær.
Man kender ham straks paa hans raa og haarde Færd;
med sin Bryllupsret tror han, at han har Lov til Alt.

Jupiter udtrykker sig, som man ser, med det mest udsøgte Hof-Galanteri, og da ved Stykkets Ende de Omstaaende lykønsker den stakkels Amfitryon, siger Sosias Slutningsord, som slaar det Hele hen i Spøg og gaar ud paa, at om den Art Sager er det bedst at tale saa lidt som muligt.

Selvfølgeligt maatte Kleist opfatte Æmnet fra en ganske anden Side.

Allerførst har øjensynligt her Dobbeltgængeriet været det Tiltrækkende for et romantisk Gemyt. Dernæst forelaa der her en Mulighed til at spille svagt, men tydeligt, paa et af de vigtigste Mysterier i den kristelige Tro. Alkmene undfanger Herakles, ikke med sin Mand og dog ikke i Ægteskabsbrud, altsaa ubesmittet; det Foster, hun skal føde, er ikke Barn af et Menneske, men af en Gud. Derfor er i det afgørende Optrin mellem Jupiter og Alkmene Jupiter under Forgudelse af Naturen udvidet til Verdensaanden; han er ikke Grækernes letfærdige Olympier, men saa guddommelig og aandig som selve Naturfilosofiens Absolute. Han siger til Alkmene:

Skuer du Verden ej, hans store Værk?
Ser du ham ej i Aftenrødens Skær,
naar gennem Skovens Løvværk taust det falder?
Hører du ikke ham i Vandenes Rislen
og Nattergalens yppigt ømme Slag?
Er det forgæves, Fjældet, himmelhøjt,
dig i dets Stolthed aabenbarer ham,
og styrter, støvsprængt, Fossen ned forgæves?
Naar Solens Straaler falder i hans Tempel
og livnede af Glædens Pulsslag alle
det Skabtes Arter priser ham, formaar
du da at stige ned i Hjertets Grube
og bede til din Afgud?

436

Og derfor tiltaler han da ogsaa Alkmene gentagne Gange med Ordet: Du Hellige!

Du er, du Hellige, med Demantbælte
pansret mod hver en fræk Tilnærmelse,
og selv den Lykkelige, hvem du favner,
forlader dig skyldfri og ren ....

Adam Müller udgav Stykket med en begejstret og mystisk Fortale. I et af sine Breve til Gentz skriver han: «Hartmann har malet et stort, herligt Billede, De tre Marier ved Graven, hvilket tilligemed Amphitryon forkynder mig en ny Tid for Kunsten. Amphitryon handler jo lige saa godt om den hellige Jomfrus ubesmittede Undfangelse som om Kærlighedens Hemmelighed overhovedet.» Ja ogsaa Goethe følte det og sagde: «Stykket indeholder intet Ringere end en Omtydning af Myten i kristelig Retning, Marias Overskyggelse af den hellige Aand.»

Allerede 1806 havde Kleist opgivet sit Embede og forladt Königsberg. Han var, da Krigen brød ud mellem Frankrig og Prøjsen, en Tidlang ved en Misforstaaelse kommen i fransk Fangenskab og var saa 1808 flyttet til Dresden, hvor han kom i Forbindelse med Adam Müller. Som tidligere Fr. Schlegel, havde Müller nu den Ærgerrighed som den romantiske Læres Apostel og Profet at styre Aanderne; han viste Kleist en glødende Beundring, og opnaaede desværre en ikke ringe Indflydelse paa ham. Müller var en Talekunstner, der havde skaffet sig et Indblik i flere Videnskaber og som netop stod i Begreb med at forkynde en ny Filosofi, der skulde overvinde alle tidligere Ensidigheder. Hans Lære var Læren om «Modsætningerne», om den evigt flydende, evigt sig fornyende og ophævende «Modsætning», Punkt og Antipunkt: det attende Aarhundredes Aand og Romantikens var kun Forklædninger af den ene og samme Sandhed, og denne var han i Aaret 1805 formentlig for bestandig bleven Indehaver af, da han var gaaet over til den katolske Kirke.

Efterat Adam Müller var bleven Katolik, gik hans Aandsliv i Begyndelsen ganske op i Mystik. Han studerede Skyernes «hemmelighedsrige Liv», betragtede sin sygelige Skræk for Uvejr som en Naadegave fra Himlen, og indbildte sig, matematisk at kunne udregne Geniernes aandelige Udvikling. Saa hærmede han sig til Gentz og slog ind paa en praktisk-politisk Retning, først 437 som prøjsisk Fremskridtspatriot, senere som Reaktionær i Metternichs Tjeneste.

1808 grundede Müller og Kleist i Dresden Tidsskriftet Phöbus, i hvilket en Række af Kleists bedste Arbejder først blev offenliggjorte.

Det er meget betegnende, at hvad der tiltalte Müller i Amphitryon, det var netop hint Element af hedensk-kristelig Mystik, som f. Eks. aabenbarer sig i den følgende, efter Forkyndelsen af Jesu Fødsel tilpassede Replik:
En Søn vil blive født dig, hvis Navn er Hercules.

Ind i det Personlige i Digterværket trængte han ikke. Det Centrale i Stykket er Alkmenes Karakter, Midtpunktet i hendes Væsen er atter den Kraft, hvormed hun værger sig mod at lade sin Fred forstyrre, sin Følelse forvirre, og Midtpunktet i hendes Skæbne er den Kval, hun lider, da hendes inderste Følelse bliver usikker og vaklende ved hendes Ægtefælles Fremtræden i dobbelt Skikkelse.

Goethe, som uden at forstaa Kærnen i Kleists Væsen, paa sin geniale Maade begreb meget af hans indre Liv, har sagt det dybe Ord om ham, at han gik ud paa «Forvirring af Følelsen». Kleist var, i en Grad som faa Mennesker, anlagt paa Følelsens Sikkerhed; Forvirring af Følelsen var for ham den egenligt tragiske Skæbne, og dog blev hans hele og stærke Følelse atter og atter usikker paany:

I Kraft af en Familie-Vedtægt var Kleist bleven prøjsisk Officer; men Familie-Overleveringen og hans personlige Tilbøjelighed stod i Strid med hinanden; han udholdt ikke den stadige Mandstugt og gik ud af Hæren. Han havde været forelsket og havde bundet sig; hans Følelse for Wilhelmine var stærk, men hans Selvopholdelsesdrift som Kunstner var endnu stærkere, og saaledes kom hans Følelse i Forvirring og han opløste Forholdet. Han havde følt sig som Digter, som Geni; alligevel var alle hans Tilløb endte med en Følelse af Mangel paa Evne, og i fuld Forvirring havde han da tænkt paa at gaa i fransk Krigstjeneste for saaledes at finde Døden. Deraf hans uafladelige Kresen om Følelsens Forvirring som Æmne. I den mønsterværdige lille Novelle Die Marquise von O. er dette Æmne tydeligt. Marquisen véd, saa lidt som Alkmene, hvem det er, der i Mørket har favnet hende; 438 ogsaa hendes Følelse er bleven forvirret; hendes Nærmeste miskender hende, og da den russiske Officer, som hun holder for sin Redningsmand og der afslører sig som den Skyldige, vender angerfuld tilbage, sønderslider afvekslende vildt Had og forsonet Kærlighed hendes skyldfri Sind. Paa lignende Maade bliver i Michael Kohlhaas's Sjæl den oprindeligt saa sikre Retsfølelse gjort usikker og tilsidst helt bragt i Forvirring ved den Uret, han lider.

Kleist selv lod sig af saaret Retsfølelse forlede til at krænke Goethe, ligesom han af saaret Stolthed brød med Venner og Bekendte. Han sendte den af ham i lige Grad beundrede og misundte Goethe sin Penthesilea og oplevede den Skuffelse, at Dramet, som det var at vente, vakte Mesterens Uvilje. Goethe, der desværre kun var skarptseende overfor den frastødende Side af Kleists Væsen, siger om ham: «Hos mig opvakte Kleist tiltrods for min oprigtige Deltagelse og det af den fremgaaende Forsæt at dømme mildt, kun Gysen og Afsky, som et af Naturen smukt anlagt Legeme, der er angrebet af en uhelbredelig Sygdom.» Da Lystspillet Der zerbrochene Krug paa Grund af den vilkaarlige Akt-Inddeling, Goethe havde underkastet det, faldt igennem paa Weimarteatret, «forvirredes» ganske Følelsen hos den Skuffede, og han skrev Epigrammer om den store Mands Privatliv - deriblandt det stygge og lave om det «tidligt modne» Barn, der allerede havde Bryllupsdigtet færdigt til Forældrenes Bryllupsdag.

Derfra stammer det sygelige Træk i alle hans Digtninge. Selv i Kohlhaas, dette Mesterværk af Fortællerkunst, hvor fra først af enhver Skikkelse er tegnet med genial Bestemthed, ender Alt i Drømmeliv. Henimod Slutningen optræder en selsom Zigøjnerske, der bliver betegnet som Kohlhaas's afdøde Hustrus omflakkende Aand; desuden en anden spøgelseagtig Skikkelse, den syge, tilsidst halvt vanvittige Kurfyrste af Sachsen - Figurer, der staar i den skarpeste Modsætning til de friske, dagklare Skikkelser i Fortællingens Begyndelse. Den hellige Cæcilie er en katolsk Legende, hvis Sigte er rettet mod Billedstormeriet. Digteren svælger her med en vis Tilfredsstillelse i overtroiske Forestillinger og lader den hellige Jomfru straffe Fjenderne af den katolske Kirkes Billedpragt med pludseligt Vanvid.

Temmelig tidligt forfaldt Kleist til Nydelsen af Opium. Man mindes her derom.

439

I Aaret 1809 optræder Digteren som lidenskabelig politisk Agitator. Hans Stemme klinger nu en Tidlang rigt og fuldt. Han bebrejder sine Landsmænd, at de ikke har Tillid nok til Hjerternes hemmelighedsfulde Kraft. Han kalder Napoleon en Synder, hvem intet menneskeligt Sprog formaar at stemple tilstrækkeligt. Alt hvad der foretages mod Franskmændene, synes ham mat og elendigt. Fichte's Taler til den tyske Nation er ham en Væmmelse; han haaner Fichte som en Pedant uden Handlekraft. Dyb Foragt nærer han for Medlemmerne af «Tugendbund» med deres frygtsomme Daadløshed. Han skriver sit Sørgespil Hermans-Slaget for at opfordre sine Landsmænd til at behandle Napoleon som Herman behandlede Varus. Mod den handlesvage Ungdom er disse Ord af Dramaet rettede:

Saa skriver de, for Tyskland at befri,
med Cifre, sender dernæst med Livsfare
hinanden Bud, som Romerne la'r hænge,
forsamler sig i Skumring - spiser, drikker
og sover ud hver Nat hos deres Koner.
Det Haab: imorgen dør Augustus, lokker
dem, dækkede med Skam og Skændsel, fra
én Uge til en anden.

Saa lidet har han gjort for at bevare Oldtidsfarven, at han lader Herman tale om en «Veksel» og Varus sammenligne Cheruskerfyrsten med en «Dervisch».

Han vilde have en Krig, som Spanierne førte den, med Mord og Edsbrud, med brændende Landsbyer og forgiftede Brønde.

Saa fandt Slaget ved Wagram Sted, og alle Kleist's Forhaabninger var tilintetgjorte. Han spurgte gysende sig selv, om der da ikke gaves nogen Retfærdighed paa Jorden.

Ingen Trøst i det offenlige Liv, ingen Udsigter i Privatlivet. Ingen Penge, intet Udkomme. Ingen Opmuntring, intet Bifald. Hans Nærmeste og Kæreste skattede ham ikke. Han skriver kort før sin Død til en moderlig Veninde: «Saa vilde jeg dog hellere ti Gange lide Døden end endnu en Gang opleve, hvad jeg nylig følte i Frankfurt ved Middagsbordet mellem mine to Søstre. Den Tanke, at mine Fortjenester, de være nu større eller mindre, slet ikke anerkendes af dem, saa jeg betragtes som 440 et ganske unyttigt Medlem af det menneskelige Samfund, der ikke mere fortjener nogensomhelst Deltagelse, berøver mig ikke blot Fremtiden, men forgifter mig Fortiden.»

Han vidste tilsidst slet ingen anden Udvej til at tjene sit Brød end den, paany at blive Officer, hvad han saa nødigt vilde, og det vilde sige at vende tilbage til en Livsstilling, han tolv Aar tidligere havde opgivet. Han ejede imidlertid ikke engang de til en Officers Udrustning nødvendige Penge. En Ansøgning til Hardenberg om Hjælp forblev ubesvaret. Netop paa dette Tidspunkt var det saa, at Prøjsen saa sig tvunget til den Skam at indgaa Forbundet med Napoleon mod Rusland. Ingen større Forvirring af Fædrelandsvennens Følelse lod sig tænke, end den, som maatte følge deraf. Han, Hermans-Slagets Digter, Napoleons Dødsfjende, tvunget til som prøjsisk Officer at kæmpe for sit Fædrelands Ydmyger!

Under dette sidste Pligtsammenstød brast hans Hjerte. «Min Sjæl er saa træt,» skriver han, «at naar jeg blot stikker Næsen ud af Vinduet, smerter Dagslyset mig, som skinner paa den.»

Han var moden til Afgørelsen. Gennem Adam Müller var han bleven bekendt med Fru Henriette Vogel, en begavet Dame, der ligesom han led af Tungsind og som indbildte sig at have en ulægelig Sygdom. En Dag mindede hun ham om det Løfte, han engang havde givet hende, at vise hende enhver selv den største Venskabstjeneste. Han svarede, at han naarsomhelst var rede dertil. «Godt, saa dræb mig. Mine Lidelser har bragt mig saa vidt, at jeg ikke mere kan udholde Livet. Det er rigtignok ikke sandsynligt, at De gør det, da der jo ikke mere gives Mænd paa Jorden.» Det var nok for Kleist. I November 1811 kørte han og Henriette sammen til Wannsee. De var tilsyneladende lystige og tilbragte under al Slags Skemt Tiden dér til den næste Dags Eftermiddag; saa gik de ind i en Hule ved Søen, og Kleist skød sin Veninde gennem det venstre Bryst, dernæst sig selv igennem Hovedet, efter at de først sammen havde tilskrevet Adam Müllers Hustru et underligt vemodigt-humoristisk Brev. Det lyder saaledes:

«Himlen véd, min kære, fortræffelige Veninde, hvilke besynderlige Følelser, halvt vemodige, halvt overgivne, der bevæger os til i denne Time, da vore Sjæle som to muntre Luftskippere hæver sig over Verden, at skrive Dem til. Vi var dog ellers, 441 maa De vide, bestemte paa ikke at afgive noget Kort p. p. c. hos vore Venner og Bekendte. Grunden er vel den, at vi i tusind lykkelige Øjeblikke har tænkt paa Dem, og at vi tusind Gange har forestilt os, hvorledes De i Deres Godmodighed vilde have lét, hvis De havde set os sammen i den grønne eller røde Stue. Ja, Verden er en underlig Ting! - Det har sin Rigtighed, at vi to, Jette og jeg, som to tungsindige, sørgmodige Mennesker, der altid har anklaget hinanden for deres Kulde, har faaet hinanden af Hjertet kær, og det bedste Bevis derfor er vel, at vi nu dør med hinanden.

Lev De vel, vor kære, kære Veninde, og vær nu ret lykkelig her paa Jorden, som det meget vel er muligt at være det. Vi for vor Del vil ikke vide Noget af denne Verdens Glæder og drømmer om lutter himmelske Egne og Sole, i hvis Skin vi vil vandre om med lange Vinger paa Skuldrene. Adieu! et Kys fra mig, som skriver dette, til Müller; han skal undertiden tænke paa mig og vedblive at være en tapper Guds Stridsmand mod Djævelens Daarskab, som holder Verden i sine Baand.

(Efterskrift med Henriettes Haand.)
Dog hvordan dette er gaaet til,
fortæller en anden Gang jeg i Mag,
da jeg har altfor travlt idag.

Lev da vel! I mine kære Venner! og erindrer i Glæde og Sorg de to underlige Mennesker, der snart tiltræder den store Opdagelsesrejse. Henriette.
(Atter med Kleists Haand.)
Givet i den grønne Stue, den 21de November 1811.
H. v. K.»

Kleist var den stejleste Karakter i Datidens aandelige Verden i Tyskland, og han havde tilmed et overfuldt Hjerte. Han vilde bygge paa Følelsens Grund, efter at han havde opgivet at naa til Sandhedens Erkendelse. Rent digterisk formaaede han at gøre det, som han i Kohlhaas bygger paa Retsfølelsen, i Käthchen von Heilbronn paa den ubetingede Hengivenheds Følelse. Men i den virkelige Verden, hvori han ved sin Fødsel var sat, havde Ingen Brug for hel, stærk Følelse af den Art som hans. Han fandt da ikke denne Følelse hos Andre, og hvor han selv fulgte 442 den, blev han overalt ladt i Stikken. Ak! Intet var helt paa denne Jord, ikke engang hans Kald!

Ingen elskede Helhed som han, og Ingen var ustadigere, sygeligere, mere splittet. Altid var han en Fortvivlende, evigt vaklede han mellem den højeste Stræben og Driften til Selvmord. Derfor ser vi ham, den største af Romantikerne, modtagelig for næsten alle de Vildfarelser, som hans digteriske Samtidige er udsatte for. De fleste Karakterer i hans Værker bliver, omtrent som hans egen skønt og stort anlagte Personlighed, nedbrudte ved mørke og uhyggelige Naturejendommeligheder, der sløver Viljen og tilintetgør Aandens frie Spændkraft. Dog i Literaturen vil Heinrich von Kleist blive staaende, ligesom Alle, der bliver staaende i den, ved den Styrke og Lidenskab, med hvilken han har levet og skrevet*).

I den romantiske Skoles anden navnkundige Dramatiker var der langt mindre at sønderbryde. Han passede fra først af fuldstændigt til den romantiske Type.

Zacharias Werner blev født 1768 i Königsberg som Søn af en Universitetsprofessor, der tillige var Teatercensor. Saaledes fik han allerede som Barn Lejlighed til næsten dagligt at se Skuespil og til i sin tidligste Ungdom at lære Teatervæsenets hele Teknik at kende. Efter en Udtalelse af Hoffmann at dømme var hans Moder «højtbegavet med Aand og Fantasi». Hun hengav sig til et overspændt, mystisk Sværmeri og vandt derved ingen ringe Indflydelse paa sin Søns ildfulde Indbildningskraft, men blev i sine modnere Aar greben af en Sindssygdom, under hvilken den Forestilling udviklede sig hos hende, at hun var Jomfru Maria og Sønnen Verdens Frelser.

Zacharias Werner førte som ung Student et saare letfærdigt Liv; hans Temperament var sangvinsk og hans Sanselighed stærk. I sit tyvende Aar udgav han et Bind lyriske Digte, der ligesom Friedrich Schlegels og andre Romantikeres første Frembringelser ikke er isprængt med nogensomhelst Mystik, men i det attende Aarhundredes Stil ivrer mod «Fromladenhed, hellig Dumhed, Hykleri og Jesuitisme». Endnu forholdsvis ung anslog han dog selv den fromladne Tone. Skønt han vedblev med sine Udsvævelser, kan man ikke uden videre kalde ham en Hykler, thi *

443 han begik og angrede dem afvekslende. Hans Væsen var ustadigt, som han selv har betegnet det i sit sidste Digt Unstäts Morgenpsalm, og allerede i Prologen til Söhne des Thals kalder han sig en «Ustadig», der stedse «vandrer, veklager, advarer».

Af religiøse Grunde traadte Werner ind i Frimurerordenen; han havde den Tro, at ved dens Hjælp vilde en ny, dybere Religiøsitet udbrede sig over Verden. Af økonomiske Grunde tog han mod et Embede som Kammersekretær i den prøjsiske Statstjeneste og blev i denne Egenskab 1795 forflyttet til Varsjov. Han havde netop rettet tre ildfulde Hymner til de i deres Frihedskamp saa ulykkelige Polakker - en Slagsang, et Opraab og en Sørgesang - da han som prøjsisk Stats-Embedsmand holdt sit Indtog i det erobrede Varsjov, hvor han tilbragte ti behagelige Aar. Han giftede sig der tre Gange, de to første Gange saa overilet, at han snart efter Brylluppet lod sig skille; tredje Gang varede Ægteskabet med en i særlig Grad elskværdig Polakinde nogle Aar. Fra hende blev han skilt i 1805. Ved denne Skilsmisse erklærede han sig for den alene skyldige Part. «Jeg er vel,» skriver han i et Brev til Hitzig i den Anledning, «intet slet Menneske, men i mange Henseender en Svækling (Gud styrker mig dog til Gengæld i andre Henseender), ængstelig, lunefuld, gerrig, urenlig; du véd det jo.» Selvportrætet smigrer ikke.

Imidlertid havde først Schleiermachers Taler om Religionen, dernæst Jakob Böhme gjort et ikke overfladisk Indtryk paa ham. Kunst og Religion blev ham Et. «Hvorfor,» skriver han til Hitzig, «har vi dog ikke ét Navn for disse to enstydige Ord?» De betegner for ham fra først af hvad han snart kalder den levende Følelse for den store Natur, snart en ren Sjæls ligefremme, fordringsløse Udstrømmen i Naturens rene Hav. I Poesien føler han, efter sin egen Erklæring, «ganske som Tieck». Om den kirkelige Katolicisme taler han i Varsjov endnu med en vis Kulde; han tager den i Forsvar «ikke som Troessystem, men som en paany opgravet mytologisk Guldgrube».

Paa én Dag, den 24. Februar 1804, berøvede Døden ham hans Moder og hans fortroligste, polske Ven Mnioch. Deraf Titlen paa den ti Aar senere digtede Skæbnetragedie Den 24-de Februar*).

Efter at Werner havde henvendt sig til alle mulige Beskyttere *

444 og Velyndere med Ansøgninger, om de ved deres Forbindelser vilde skaffe ham et Embede, hvorved der var saa lidt som muligt at gøre og saa meget som muligt at tjene, lykkedes det ham endelig, igennem en Minister, der i lige høj Grad interesserede sig for Religion og for Frimureri, at opnaa et mageligt og indbringende Embede i Berlin. Han gav sig først hen til alle Hovedstadens Fornøjelser og Nydelser, men følte efter Prøjsens Nederlag og Napoleons Indtog Drift til et omflakkende Liv. Han stod fri og alene, da alle hans Ægteskaber havde været barnløse, og han havde ved sin Moders Død arvet en Formue. Han gjorde Rejser i Tyskland og i Østerrig, det «gudsvelsignede» Land, som han kalder det, gjorde Fru de Staëls Bekendtskab, opholdt sig i længere Tid hos hende i Goppet, og opnaaede i Weimar af Fyrst-Primas Dalberg en Aarpenge. En Professor Passow, der lærte ham at kende her, skriver om ham til Voss: «Werner har mishaget mig forfærdeligt, fordi jeg ikke to Gange har fundet ham ens, hvad der foranledigedes af hans utaalelige Stræben efter overalt at behage. Det afhang altsaa af Enhver, om han vilde have ham letfærdig indtil den dybeste Gemenhed eller andægtig indtil den mest moderne Aandighed.» En stor Indflydelse fik en Præst ved Navn Christian Mayr paa ham, en Fanatiker, der for at virkeliggøre et Syn af Johannes' Aabenbaring og opnaa en højere Visdom slugte Størstedelen af en Bibel og blev alvorligt syg deraf. Han var i alle Henseender en Særling, skød med Pistoler fra Prædikestolen efter dem af Tilhørerne, der faldt i Søvn, indbildte sig, at han kunde frembringe virkeligt Kød og Blod ved Nadveren. Denne Mand vilde gøre Werner til Medlem af et stort hemmelighedsfuldt Selskab Korsbrødrene i Orienten. Werner gik først med sværmerisk Lidenskab ind derpaa, senere blev han mistroisk, og denne Mistro var medvirkende Aarsag til hans Overgang til Katolicismen.

I November 1809 foretog Werner fra Goppet en Rejse til Rom, hvor han opholdt sig i flere Aar. Her fulgte i Aaret 1810 hans Omvendelse. Han havde under sine Vandreaar ført det afsindigste Liv, dagligt delt mellem lave Udsvævelser og glødende Troes-Sværmeri, mellem dyriske Sansenydelser og Andagt og Bøn. De Brudstykker af hans Dagbøger, der i lo smaa Bind er blevne udgivne af Schütz, røber en Raahed i Sanselivet, en Hundskhed i Følelseslivet og en Frækhed i Udtryksmaaden, der virker saa meget des mpdbydeligere, som Udbrud af jammerlig 445 Sønderknuselse og dyb Selvforagt afbryder den omhyggelige Optegnen af hans sensuelle Oplevelser.

I en testamentarisk Skrivelse til hans Venner (dateret September 1812) nævner han de to Bevæggrunde, der forbyder ham et offenligt Skriftemaal: «Den ene er den, at det at blotte og aabne en Pestgrube er farligt for de Omstaaendes, endnu ikke Smittedes Helbred; den anden den, at der i mine Skrifter, som Gud tilgive mig, blandt en Mængde giftige Svampe og andet Ukrudt dog ogsaa hist og her findes en lægende Urt, for hvilken stakkels syge Mennesker, hvem den maaske kunde være nyttig, sikkert vilde gyse tilbage med Forfærdelse, ifald de kendte den forpestede Agerjord, hvoraf den er spiret frem.»

Efter at Werner, ejendommeligt nok først efter sin Omvendelse, havde begyndt at studere Teologi og i et Præste-Seminarium havde gjort sig bekendt med den katolske Kirketjeneste, lod han sig indvie til Præst og optraadte i Wien 1814 under Kongressen for første Gang som Prædikant. Han gjorde Lykke. Han imponerede Mængden ved sin lange, magre Skikkelse, der lignede en Martyrs, og ved sit lange, magre Ansigt med stor fremspringende Næse og et Par ildfulde, mørkebrune Øjne, der lynede under de svsere Øjenbryn. Under uhyre Tilløb holdt han Prædikener, om hvilke Munkens i Wallenstein's Lejr kan give en svag Forestilling, fulde af overspændt Svulst og de platteste Uanstændigheder, i hvilke Vid og Forstand er parrede med asketisk Nonsens og kedsommeligt Vaas, medens Forbandelser mod Kætterne veksler med Lovprisninger af den hellige Rosenkrans. - Han døde i Wien 1823*).

Werner er Hovedrepræsentanten for den mystiske Poesi. Hans Liv er Nøglen til hans Skrifter, som i saa høj Grad betog de Samtidige, og som nærmest interesserer os som Sygdomstegn.

Han besidder store Egenskaber som Poet. Hans Vers er melodiske og smigrer Øret som sydlandsk Kirkemusik. Personerne er ofte dygtigt anlagte (se f. Eks. Skildringen af Franz af Brienne i første og anden Akt af Tempelherrerne paa Cypern), og Handlingen spænder og interesserer; men det Heles Kærne, den tredobbelte: Vellyst, Religion og Grusomhed, er ildesmagende *

446 og usund. Hans første større Værk Dalens Sønner, der atter falder i to Dele, hver paa seks Akter, behandler Tempelherrernes Orden. Frimureriet, der, som vi saa, sysselsatte Schubert, der endvidere havde spilt en Rolle allerede i Goethes Wilhelm Meister og desuden havde optaget saa stor en Del af Werners private Liv, havde øjensynligt givet ham Ideen.

Den Indkapsling af én Form i en anden, som var yndet af Romantikerne fra Skolens Begyndelse af, har her antaget den Karakter, at Skallerne bestandig ses som Hylstre uden om et Mysterium, der søges, det hemmelige Selskabs Mysterium, til hvilket vi trænger stedse dybere ind, men som samtidigt synes at vige længere og længere tilbage. Tempelherreordenen har sine Hemmeligheder, og vi overværer den omstændelige Indvielse af de Nyoptagne i disse. Her bevæger vi os i underjordiske Grave med kolossale Skeletter, hemmelighedsfulde Bøger og Forhæng, Sværd og Palmer o. s. v. Indholdet af disse Mysterier er: Af Blod og Mørke vælder Forløsning ud. Men Tempelherreordenen er kun en Datterloge; Moderlogen Dalen, som vi i Værkets anden Del lærer at kende, er i Besiddelse af alle de højere Mysterier og den højere Magt. Dennes dybeste Hemmelighed er atter kun Forsagelsens og Opofrelsens rent negative Tanke. Skjulte Stemmer forkynder «i en sanglignende, hul Tone»: