↩ Rousseaus Statue staar den Dag idag paa en lille Ø, der ligger i Genfersøen, hvor dens Sydspids borer sig ind i Genéve. Denne Egn er en af de dejligste i Verden. Gaar man lidt forbi Øen over endnu en Bro, ser man tydeligt Rhonen styrte sig brusende og skumhvid som et Trollhättafald ud i Søen. Nogle Skridt endnu og man ser den hvide Strøm løbe sammen med Arves graalige Snevand. Floderne løber ved Siden af hinanden, be 32 varende hver sin Farve. Langt borte øjner man Montblancs hvide Snespids mellem to mægtige Alperygge. Henad Aften bliver disse Bjergrygge mørke, og over dem ses Sneen paa Montblanc glødende som blege Roser. Det er som om Naturen havde samlet alle sine Modsætninger her. Selv i den mildeste Aarstid mærker man, naar man nærmer sig de brusende, hvidgraa Bjergstrømme, en isnende Kulde. Paa en eneste Spaseretur føler man i Læ hed Sommer, faa Skridt videre barsk Efteraar med bidende Vind. Man gør sig intet Begreb om Luftens kolde Friskhed og Styrke her. Kun Solen minder om Syden og Stjernernes stærke Tindren ved Nat. De ligner ikke som i Norden lyse Punkter paa Himmelhvælvingen, det ser ud som hang de løse i Luften. Og Luften selv er som var den et stærkt massivt Legeme, man indaandede.