↩ Kun usikkert var i Rousseau's Roman den kvindelige Hovedfigur tegnet. Her, som næsten overalt, mangler i den franske Poesi Kvindeligheden Naivetet. Uendeligt staar Heltinden tilbage for sin Navne, den virkelige Héloïse, i Lidenskabens Sandhed og 39 Ægthed; hvert Ord hos denne er følt, men Julies sammensatte Sætninger er kolde. Hvert Øjeblik forfalder hun til Foredrag om Dyden og om det højeste Væsen. Hun har Vendinger som denne: «I den Grad er alle menneskelige Anliggender et Intet, at naar det Væsen undtages, der eksisterer ved sig selv, gives der intet Skønt undtagen det, som ikke er» hun mener vore Illusioner. Julie udfolder Følelser og Fornuftgrunde i højtravende Stil. Hvor naiv og naturlig tager ikke den kraftige Charlotte sig ud i Modsætning til hende, f. Eks. i hin berømte Situation, da hun skærer Brødet til sine Søskende. Naar der hos hende er Noget, som ikke er Læseren ret tilpas, da synder hun ikke ved Deklamation men ved et Stænk af følsomt Sværmeri, som i den Scene, hvor hendes og Werthers Tanker mødes, idet hun under Regnvejret ser ud gennem den fugtige Rude og udbryder i Ordet «Klopstock!»