↩ Da et genialt Menneske af den Art som René trods dets religiøse Talemaader aldrig gaar op i nogen højere Magt, bliver Melankolien her i sit inderste Væsen kun Egenkærlighedens utilfredsstillede Nydelsessyge. René véd som genial Personlighed, at Guden er med ham og i ham, og han kan neppe skelne imellem sig selv og Guden. Han føler jo, at hans Tanke og hans Tale er beaandet, og hvor er Grænsen imellem det, som er af ham, og det, som ikke er af ham? For sig selv kræver han Alt, Folkets Yndest, Kvindernes Kærlighed, alle Livets Laurbær og Roser, og det falder ham ikke ind, at han skulde være forpligtet til at vise Gengæld. Han lader sig elske uden at elske igen. Er han ikke en Natur med Særret, en Forkynder, der farer som en Flygtning igennem Livet, en flyvende Ild, som oplyser, fortærer og forsvinder!