Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

Obermann, et Værk, der blev forfattet nøjagtigt samme Aar som René, er ligeledes undfanget i Landflygtighed. Dets Forfatter Étienne Pierre de Sénancour fødtes i Paris 1770, men udvandrede under Revolutionens første Dage til Schweiz, hvor langvarig Sygdom og forskellige Livsforhold tvang ham til at blive. I sin Egenskab af Emigrant blev han landsforvist fra Frankrig, over hvis Grænser han kun nu og da hemmeligt vovede sig for at se sin Moder. Under Konsulatet vendte han, dog uden Tilladelse, tilbage og levede de tre første Aar et fuldstændigt Eremitliv i Paris for ikke at henlede Myndighedernes Opmærksomhed paa sig. Han søgte senere et sparsomt Erhverv som Medarbejder ved frisindede Blade og som Udgiver af historiske Haandbøger. Hans Liv var ensomt og uden Glans - en dybtfølende Stoikers Levned.