↩ I en Fortale, som Nodier i Aaret 1840 føjede til sin Bog, udtaler han sig om de Tidsomstændigheder, der fremkaldte den. Direktoriets Regering, siger han, var alt andet end følsom. Drømmeriets og Lidenskabernes Sprog, som Rousseau tredive Aar tidligere havde skaffet en forbigaaende Yndest, var anset for latterligt ved Aarhundredets Slutning. Anderledes var det i Tyskland «dette vidunderlige Tyskland, det sidste Fædreland for Europas Poesi, den fremtidige Vugge for et tilkommende kraftigt Samfund, hvis der ellers endnu kan skabes et Samfund i Europa, og Tysklands Indflydelse begyndte da at gøre sig gældende hos os .... Vi læste Werther, Goetz von Berlichingen og Karl Moor.»