Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

Constant har givet dette Svar igennem en Roman, der ikke kunde være fordringsløsere; den har kun to Personer, ikke det ringeste Sceneri og ikke en eneste Tilfældighed i Handlingens Gang. Alt foregaar her efter de nødvendige Love, som er givne ved Personernes Stilling til hinanden og til det omgivende Samfund, og Læseren iagttager den dobbelte Sjælehistorie lige indtil dens Slutning paa samme Maade som Tilskueren ved et naturvidenskabeligt Forsøg iagttager de i et ikke sprængeligt Kar indelukkede Stoffers Gæring og denne Gærings Resultater. Hvem er da hine to Personer?