↩ Han hævner sig for den Kedsomhed, han føler, ved at gøre sig lystig over sine Omgivelser og deres Livsregler og faar derved snart Ord for letfærdig Ondskabsfuldhed. Fortælleren billiger ikke selv sin Spottelyst og sin Trods. «Men,» siger han, «jeg kan til min Undskyldning anføre, at man behøver Tid til at vænne sig til Menneskene, som de er, til det, som Egennytte, Affektation, Forfængelighed og Fejghed har gjort dem til. Den Forundring, man i den første Ungdom føler over et saa kunstigt og saa vilkaarlig indrettet Samfund, røber snarere et naturligt Sindelag end en fordærvet Aandsretning. Dette Samfund har desuden Intet at frygte af os: det tynger i den Grad paa os, dets dumpe Indflydelse er i den Grad mægtig, at det ikke behøver lang Tid til at omforme os efter det almindelige Mønster. Vi undrer os da kun over vor første Forundring, ligesom man tilsidst aander frit i et menneskefyldt Rum, hvis Luft i første Øjeblik neppe syntes En til at indaande.»