Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

Delphine lader sig imidlertid ikke overtale; Bogens Løsen tro, at en Kvinde maa underkaste sig det almindelige Omdømme, beslutter hun endog at lægge endnu en afgørende Hidring foruden Léonces Ægteskab mellem sig og ham. Da hans Hustru dør, har hun taget Sløret. Den samme Kamp mod et som helligt betragtet Løfte vender da nu paany tilbage, kun i en anden Form. Atter denne Gang er det Henri, som taler Modstandens Sag, men nu til Léonce: «Er De istand til at høre et modigt, gavnligt, energisk Raad, et Raad, som frelser Dem af Ulykkens Afgrund? Skulde De formaa at tage et Parti, der ganske vist saarer Alt, hvad De hidtil i Deres Liv har skaanet, den offenlige Mening og Vedtægten, men der stemmer med Moral, Fornuft og Menneskelighed? Jeg er født Protestant, jeg er - det indrømmer jeg - ikke bleven opdraget i Ærefrygt for de vanvittige og barbariske Samfundsindretninger, der af saa mange uskyldige Skabninger fordrer Opofrelse af alle naturlige Tilbøjeligheder; men bør man have ringere Tillid til min Dom, fordi ingen Forudindtagethed paavirker den? En stolt og højsindet Mand bør kun adlyde den almene Moral. Hvad betyder disse Pligter, som har deres Udspring i tilfældige Omstændigheder, afhænger af Lovenes Luner eller af Præsternes Vilje, Pligter, der underkaster et Menneskes Samvittighed under andre Menneskers Dom og det Menneskers, der allerede længe har trællet under fælles Fordommes og navnlig fælles Egennyttes Aag? Frankrigs Love løser Delphine fra det Løfte, som ulykkelige Omstændigheder har fravristet hende; kom og lev med hende paa den fædrene Jordbund! Hvad skiller Eder? Et Løfte, hun har aflagt til Gud? Tro mig, det højeste Væsen kender for godt vor Natur til nogensinde at ville modtage uigenkaldelige Forpligtelser. Maaske er der Noget i Deres Hjerte, som vægrer sig ved at benytte de franske Love, som er udsprungne af en Revolution, De ikke ynder? Min Ven, denne Revolution, som mangen Voldsdaad ulykkeligvis har besudlet, vil af Eftertiden blive skattet for den Frihed, den har skænket Frankrig; hvis der paa den kun skulde følge forskellige Former af Trældom, da vilde disse Formers Herredømme danne det forsmædeligste Tidsrum i Verdenshistorien; men hvis Frihed udgaar fra den, da er Lykke, Ære, Dyd, Alt, hvad der er ædelt i Menneskeslægten, saa inderligt knyttet til 107 Friheden, at Aarhundrederne, som kommer, altid uden Strenghed vil bedømme de Begivenheder, som hidførte Frihedens nye Tidsalder. »