↩ Der var udkommet en Forordning angaaende Pressefriheden, som bestemte, at ingen Bog kunde trykkes uden at have været undersøgt af Censorer; derefter var af særligt Hensyn til Fru de Staël fulgt en anden Forordning, som tilstedte, at naar Censorerne havde tilladt Udgivelsen af et Værk, kunde Politiministeren undertrykke det helt og holdent, ifald han fandt for godt, en Lov, der jo ophævede al Lov. Hun fik atter Tilladelse til at nærme sig Paris i en Afstand af 40 Mile for at paase Udgivelsen, rejste til Blois, boede først paa Herregaarden Chaumontsur-Loire, saa paa Godset Fosse, saa endnu paa nogle andre Landsteder hos Venner i Nærheden af Blois; hun flagrede rundt om sit elskede Paris i den foreskrevne Afstand, som et Møl flagrer om Lyset. En Gang vovede hun sig endog derind. Imidlertid gennemsaa Censorerne Værket, rettede og slettede, og gav det lemlæstede Værk deres imprimatur. 10,000 Eksemplarer blev trykte. Men i det Øjeblik, da Værket skulde udkomme, sendte Politiministeren sine Gendarmer ind i Bogladen efter at have sat Skildvagter ved alle Udgange, og udførte nu paa Regeringens Befaling den Heltedaad at sønderhakke de 10,000 Eksemplarer, hvorpaa man æltede Massen til en Dejg og gav Forlæggeren tyve Louisd'orer i Erstatning. Samtidig blev det paabudt Fru de Staël at udlevere sit Haandskrift, seks Aars Studier og Forhaabninger, og forlade Frankrig inden 24 Timers Forløb. I det Brev, Politiministeren i denne Anledning sendte hende, hedder det: «De skal ikke søge Aarsagen til den Befaling, jeg har tilkendegivet Dem, i den Tavshed, De har iagttaget angaaende Kejseren i Deres sidste Værk; det vilde være en Vilfarelse; han kunde ikke finde nogen Plads deri, som var ham værdig. Men Deres Forvisning er en naturlig Følge af den Bane, De stadig har fulgt i de senere Aar.