↩ Her ventede nye Forfølgelser af de forskelligste Arter hende. I Kraft af den første Befaling, som Genferpræfekten modtog, betydede han hendes to Sønner, at det var ogsaa dem forbudt nogensinde at vende tilbage til Frankrig, og det blot fordi de havde gjort et frugtesløst Forsøg paa at opnaa en Audiens hos Napoleon til Bedste for deres Moder. Faa Dage efter modtog Fru de Staël et Brev fra Præfekten, i hvilket denne i Politiministerens Navn afkrævede hende Korrekturerne paa Bogen Om Tyskland, da man gennem Spejdere havde erfaret, at en Korrektur maatte være i Behold og det ikke var Meningen at nøjes med den halve Forholdsregel at ødelægge det allerede Trykte, men at tilintetgøre Arbejdet sporløst for at umuliggøre enhver senere Trykning. Forfatterinden svarede, at hin Korrektur allerede var sendt til Udlandet, men at hun gerne vilde forpligte sig til ikke mere at lade Noget trykke paa det europæiske Fastland. «Jeg havde, tilføjer hun i sin Bog Dix années d'exil, ingen stor Fortjeneste af at love det, da naturligvis ingen Regering paa Fastlandet vilde lade en Bog, som var forbudt af Kejseren, udkomme i sit Land.» Kort derefter blev Præfekten i Genf, Barante, Faderen til den bekendte Literærhistoriker, afsat, fordi man fandt, at han var gaaet for lemfældigt tilværks mod Fru de Staël. Hendes Søn blev syg, og hun ledsagede ham efter Lægernes Raad til Badet Aix i Savoien, der vel ligger en Snes Mil fra Coppet. Neppe var hun ankommen dertil før hun blev indhentet af et Ilbud fra Præfekten i Mont-Blanc-Departementet, der ikke blot forbød hende under nogetsomhelst Paaskud at besøge Nabolandene, men endog at rejse i selve Schweiz og overhovedet nogensinde at fjerne sig mere end to Mile fra Coppet. Og ikke nok med, at man forvandlede hendes Ophold paa sit Gods til en Fængsling, man sørgede ogsaa for, at hun skulde komme til at lide ikke blot under Frihedstabet, men under selve Fængselslivets Kval: Ensomheden, dobbelt pinlig for en saa afgiort selskabelig Natur. Schlegel, som i 8 Aar havde boet i hendes Hus som Børnenes Opdrager, fik Befaling til at forlade Coppet, under 114 det taabelige Paaskud, at lian indtog hende mod Frankrig, og paa Spørgsmaalet hvorledes? lød Svaret: at han havde forfattet en Sammenligning mellem Euripides's og Racines Fædra og foretrukket den første. Montmorency blev landsforvist for at have tilbragt nogle Dage paa Coppet; Fru Récamier, hvem det ikke lykkedes Fru de Staël i rette Tid at give Underretning om den Straf, der var sat paa selv nok saa kort et Besøg hos Corinna's Forfatterinde, blev det forbudt at vende tilbage til Frankrig, fordi hun paa Gennemrejse gennem Schweiz havde villet opmuntre sin Veninde ved en Samtale; ja en 78aarig Mand St-Priest, hendes Faders gamle Embedsfælle som Minister, blev landsforvist for en enkelt Høflighedsvisit paa Coppet.