↩ Det var hendes Plan at rejse til Konstantinopel og Grækenland for at faa de rette Lokalfarver til et Digt Richard Løvehjerte, som foresvævede hende og som Byrons Optræden synes at have givet hende Ideen til; det skulde, sagde hun, blive en Lara, hvori Byrons ikke vilde være til at genkende. Men Frygten for, at hendes unge Datter og Rocca ikke skulde kunne udholde Rejsens Strabadser bevægede hende til at ty til Stockholm. Der fornyede hun sit Venskab med Bernadotte; der traf hun Schlegel, hvem Bernadotte havde adlet og udnævnt til sin Privatsekretær. Gennem Schlegel gjorde Carl Johan ogsaa Constants Bekendtskab, søgte - iøvrigt uden Held - at vinde ham for sine ærgerrige Planer med Hensyn til den franske Trone og udnævnte ham foreløbig til Ridder af Nordstjernen. Fru de Staël var mindre klarsynet overfor Bernadottes Karakter end Constant; hun omtaler ham altid med Varme; det fælles Had til Napoleon var vel her et forenende Element. Dette Had forstummede dog hos hende fra det Øjeblik af, da de forenede Hære rykkede imod Frankrig; hun jamrer over at være nødsaget til at ønske Napoleon Held, men hun kan ikke mere skille hans Sag fra Frankrigs. Mere karakterfast end Constant afslog hun i de hundrede Dage de Tilnærmelsesforsøg, Napoleon gjorde overfor hende. Hun oplevede hans endelige Fald; hun saa med Sorg Bourbonerne vende tilbage som værre Frihedsfjender end Selvherskeren, de fulgte; hun samledes endnu engang med Constant i Paris i Aaret 1816 og udaandede Aaret efter.