↩ Hun havde nogle af det 18de Aarhundredes Ejendommeligheder i meget høj Grad: det stærke Hang til Selskabelighed, den overvejende Tilbøjelighed og Evne til Samtale. Medens George Sand, det nittende Aarhundredes store Forfatterinde, sad sluttet og stum i Selskab med Andre og kun aabnede sin Personligheds Kilder, naar hun skrev, var Fru de Staël en livfuld Improvisatrice. Hendes Evne var den at elektrisere, hendes Ord skød sig som Lysstrømme hen over Genstanden, hvorom hun 117 talte. Alle Mennesker, som har kendt hende personlig, har udtalt, at hendes Skrifter var Intet i Sammenligning med hendes Samtalekunst. En af hendes Kritikere ender en Anmeldelse saaledes: «Naar man hører hende, er det umuligt ikke. at bifalde hende; hvis hun havde sagt dette og ikke skrevet det, havde jeg aldrig kunnet kritisere hende» og en stor Dame sagde om hende i Spøg: «Hvis jeg var Dronning, vilde jeg befale Fru de Staël altid at tale til mig.» De utallige mundlige Udsagn, der er opbevarede af hende, giver trods deres døde Sort paa Hvidt en Forestilling om det Oprindelige og Overraskende i hendes Maade at tale paa. En Dag, da hun udlod sig om det Unaturlige i de Ægteskaber, som stiftes af Forældrene, i Modsætning til det ene Rette at lade den unge Pige vælge frit, udbrød hun leende: «Jeg vilde tvinge min Datter til at gifte sig af Kærlighed.» - En Dag da en af Napoleons tjenstvillige Aander meddelte hende, at Kejseren vilde udbetale hende de to Millioner, hendes Fader havde givet den franske Bank i Forvaring, ifald han var sikker paa, at hun holdt af ham, svarede hun: «Jeg vidste nok, at man behøvede en Livsattest for at hæve sine Penge, men ikke, at der udfordredes en Kærlighedserklæring.»