Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

Og dette var overhovedet et Grundtræk hos hende; hun udviklede sig kritisk i det 19de Aarhundredes Aand og Retning. Hun var oprindeligt et rent Pariserbarn uden nogen levende Sans for Naturskønhed. Da man efter hendes første Flugt fra Paris første Gang viste hende Genfersøen, udbrød hun i sin Hjemve: «Hvor meget smukkere var ikke Rendestenen i Rue de Bac!» Og ikke mange Aar efter skildrede hun med de varmeste Farver i Corinna Italiens Natur. Hun var fra først af helt forelsket i Paris, der i hendes Øjne atter var Civilisationen. Og det blev hende, der før nogen Anden gav Franskmændene Blik for de andre europæiske Folkeslags Ejendommeligheder, og Fortrin. Thi hun besad den egenlige kritiske Begavelse, den: uafbrudt at udvide sin Aand, forøge sin Modtagelighed, tilintetgøre sine Fordomme i Væksten og saaledes stadig holde sig redebon til at forstaa.