↩ Jeg kom til Sorrent; Vejen gaar langs Havet, hugget ind i Bjergets Side, snart bugter den sig ud i Havet, snart tilbage, og da danner Bugten forneden en mægtig Kløft, fyldt af Oliventræer. Egnen er paa engang stor og smilende, vild og fredelig. De nøgne Klippesider taber deres Strenghed, belyste af en saa blændende Sol, og i alle Kløfter skinner snart Orangetræernes glansgrønne Blade, snart Oliventræernes fine fløjelsgraa Løv rundt om hvide Huse, Villaer og Smaabyer. Paa den anden Side ligger saa de hvide Byer som strøede med en Sukkerske op ad Bjergenes skovbevoksede Sider lige til den allerøverste Rand. Havet var indigoblaat, nogle Steder staalblaat, Himlen uden en Sky. Og overfor, i Havet, laa den henrivende skønne Klippeø Capri. Ingensteds ses et saadant Sammenspil af Linjer og Farver. Andensteds kan man udsætte noget, selv paa det Skønneste: Vesuvs Linjer f. Eks. stiger lidt for blødt, lidt for indsunket i Vejret. Men Capri! Som en Rytmes Musik er der i den takkedes Klippes Konturer. Hvilken Balance i alle Linjér! Hvor er Alt paa engang stolt og fint, kækt og yndefuldt! Dette er den græske Skønhed. Intet Kæmpestort, intet Imponerende for Hoben, men den fuldendte Harmoni i det skarpt Begrænsede. Fra Capri ser man Sirenernes Øer, forbi hvilke Odysseus sejlede. Saaledes saa Homers Ithaka ud, kun var der maaske mindre skønt; thi det af Grækere befolkede Syditalien er det eneste levende Vidnesbyrd om Grækenlands Oltidsklima; Grækenlands egen Natur er nu kun et Lig af hvad den var.