Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

Saaledes frembyder Beskrivelsen af Rom, Skildringen af Neapels Natur, Billedet af Venedigs tragiske Skønhed sig som af af sig selv. I Rom bliver Corinnas store Lidenskab til, og Rom bliver denne Kærlighedshistories første Ramme; Roms mægtige Alvor og vide Synskres svarer til disse dybe Følelser og betydelige Tanker. I Neapel stiger Corinnas Elskov til sit højeste lyriske Udbrud; Vulkanen og Golfens smilende Pragt danner her Baggrunden for hendes Skikkelse, og Sangen paa Havet ledsager hendes vemodigt-lidenskabelige Improvisation om Kvindekærlighed og Kvindeskæbner. I Venedig endelig, hvor Indtrykket af det Skønnes Forfald og Tilintetgørelse griber En fra alle Sider, forlader Oswald for bestandig Corinna.