↩ Corinna, som selv er Katolik, lærer den protestantiske Skotte, der elsker hende, at forstaa den italienske Katolicisme: «Da Katolicismen her ikke har havt nogen anden Religion at kæmpe med, har den faaet et Præg af Blidhed og Overbærenhed som intet andet Sted, medens derimod Protestantismen i England for at tilintetgøre Katolicismen dér har maattet væbne sig med den største Strenghed i Grundsætninger og i Moral. Vor Religion formaar ligesom den antike at besjæle Kunstnerne, at beaande Digterne og udgør saa at sige en Del af alle vort Livs Nydelser, medens Eders, der maatte indordne sig i et Land, i hvilket 144 Forstanden spiller en meget større Rolle end Indbildningskraften, har antaget et Præg af sædelig Strenghed, som den for bestandig vil beholde. Vor taler i Kærlighedens Navn, Eders i Pligtens. Skønt vore Dogmer er ubetingede, er vore Grundsætninger frie, og vor rettroende Enevælde lemper sig efter Livets Omstændigheder, medens Eders religiøse Kætteri uden at kende til Undtagelser skaffer sine Love Respekt.» Hun viser, hvorledes man derfor i de protestantiske Lande bestandig nærer en Frygt for Geniet, for Aandens Overlegenhed. «Man gør det med Urette,» siger hun, «thi denne Overlegenhed er efter sit Væsen yderst moralsk. Den, der forstaar Alt, bliver meget overbærende, og den, der føler dybt, bliver god.»