↩ Ja den nye tyske Aand viste sig endnu mere panteistisk end den antike. Naar den antike Græker stod ved et pragtfuldt Vandfald, som f. Eks. det ved Tibur i Nærheden af Rom, da personliggjorde han hvad han saa. Hans Øje drog Omrids af skønne, nøgne Kvinder, Stedets Nymfer, i Kaskadens faldende Strømme; Skumsløvet var deres flagrende Haar, han hørte deres overgivne Piasken og Latter i Vandets Rislen og i den hvirvlende Lyd af Skummet, der sprøjtede imod Klippen. Med andre Ord: den antike Betragter personliggjorde den upersonlige Natur. Den antike Digter forstod ikke Naturen; hans egen Personlighed var ham altfor stærkt i Vejen; den afspejlede sig overalt for hans Øje. Han saa ikke andet for sig end Personer.