Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

Friedrich Schlegel, engang Forfatter af Lucinde, Fichtes fritænkerske Beundrer, der i sit Forsøg angaaende Repablikanismens Begreb havde kaldt den demokratiske Republik, endog med Stemmeret for Kvinderne, den eneste fornuftige Statsform, omvender sig til Katolicismen, bliver Mystiker i Rettroenhedens Tjeneste og stræber i sine senere Skrifter at bane den reaktionære Enevoldsmagt Vej. Novalis og Schleiermacher, der begge oprindeligt udviser en Blanding af Panteisme og Pietisme, af Spinoza og Zinsendorf, fjerner sig stadigt mere fra Spinoza og nærmer sig Rettroenheden stedse mere: Schleiermacher fornegter i sit senere Liv sine af den reneste Begejstring udsprungne Breve om Lucinde, Novalis - der som Yngling i sine Breve kalder sig «i Stand til enhver Art Oplysnings, ønsker at komme 208 til at opleve «en ny Bartholomæusnat for Tvangsvælde og Fængsler, attraar en Fristat og i Anledning af Anklagen mod Fichte for Ateisme bemærker: «den vakre Fichte strider egenlig for os alle» - ender med at prise Kongen som jordisk Fatum, fordømme Protestantismen som revolutionær, prise Pavens verdslige Magt og forherlige Jesuitismens Aand. Fouqué, Ridderen uden Frygt og Dadel, er tilsidst ikke andet end en Heldøre, der Don Quijote-agtigt sværmer for Tilbageførelsen af Lenstidens Tilstande. Giemens Brentano, engang den overgivneste Poet, i Liv som i Digtning altid paa Fejdefod imod al nedarvet Vedtægt, bliver en hysterisk-synsk Nonnes enfoldige Skriver og fylder fem Aar igennem hele Bind med Anna Katherina Emmerichs Betragtninger. Zacharias Werner er en Variant af den samme romantiske Type. Fra først af er han Oplysningens Mand, gaar imidlertid hurtigt over i sædelig Opløsningstilstand; han forherliger først Luther, bliver saa Katolik og tilbagekalder hin Forherligelse, bliver endelig Præst og forener i sit Liv som i sine følsomt-skamløse Digtninge og Prædikener den raaeste Sanselighed med gejstlig Salvelse. - Eller hvad var han, den Steffens, der stormede den romantiske Himmel, bragte Romantikens Ild til Danmark og satte Sindene i saa voldsom Bevægelse, at han blev tvungen til at forlade sit Fædreland? En ærlig og blødagtig Natur med et Hoved fuldt af Begejstring og Forvirring, lutter Følelse og efterfølende Fantasi, uden Skarphed i Tanken og uden Fylde eller Fynd i Stilen. Det er bogstaveligt umuligt at læse hans saakaldte videnskabelige Skrifter fra hans senere Tid; man drukner i tyndt Føleri og kvæles af Kedsommelighed. «Naar han,» siger Julian Schmidt, «foredrog Naturfilosofien fra preussiske Lærestole i sit fejlfulde Tysk, slog hans matematiske Beregninger ikke til og hans fysiske Forsøg uvægerligt fejl, men han henrev sine Tilhørere ved den naivt barnlige Andagt, der lyste ud af hans præstelige Foredrag.» Naivetet fattedes i hine Dage sjældent en Nordbo. I sin gode Tid havde Steffens en uskyldig Morskab af paa naturfilosofisk Vis at genfinde Menneskesjælens Kræfter i Stenene og menneskeliggøre Geologi og Botanik. Men Julirevolutionen bragte ham rent fra Viddet. Pietismen, i hvis Arme han i de sidste tretten Aar havde befundet sig vel, og for hvilken gamle tørre Dame han allerede havde brudt adskillige Lanser, opflammede ham til at slutte sin

        

209 literære Virksomhed med en Række matte Angreb paa det unge efterrevolutionære Tysklands Mænd og deres Skrifter.