↩
Friedrich Schlegel, engang Forfatter af Lucinde,
Fichtes fritænkerske Beundrer, der i sit Forsøg
angaaende Repablikanismens Begreb havde kaldt den demokratiske
Republik, endog med Stemmeret for Kvinderne, den eneste fornuftige
Statsform, omvender sig til Katolicismen, bliver Mystiker i
Rettroenhedens Tjeneste og stræber i sine senere Skrifter at bane den
reaktionære Enevoldsmagt Vej. Novalis og Schleiermacher, der begge
oprindeligt udviser en Blanding af Panteisme og Pietisme, af Spinoza og
Zinsendorf, fjerner sig stadigt mere fra Spinoza og nærmer sig
Rettroenheden stedse mere: Schleiermacher fornegter i sit senere Liv
sine af den reneste Begejstring udsprungne Breve om
Lucinde, Novalis - der som Yngling i sine Breve
kalder sig «i Stand til enhver Art Oplysnings, ønsker at komme 208
til at opleve «en ny Bartholomæusnat
for Tvangsvælde og Fængsler, attraar en Fristat og i Anledning af
Anklagen mod Fichte for Ateisme bemærker: «den vakre Fichte strider
egenlig for os alle» - ender med at prise Kongen som jordisk
Fatum, fordømme Protestantismen som revolutionær, prise Pavens verdslige
Magt og forherlige Jesuitismens Aand. Fouqué, Ridderen uden Frygt og
Dadel, er tilsidst ikke andet end en Heldøre, der Don Quijote-agtigt
sværmer for Tilbageførelsen af Lenstidens Tilstande. Giemens Brentano,
engang den overgivneste Poet, i Liv som i Digtning altid paa Fejdefod
imod al nedarvet Vedtægt, bliver en hysterisk-synsk Nonnes enfoldige
Skriver og fylder fem Aar igennem hele Bind med Anna Katherina Emmerichs
Betragtninger. Zacharias Werner er en Variant af den samme romantiske
Type. Fra først af er han Oplysningens Mand, gaar imidlertid hurtigt
over i sædelig Opløsningstilstand; han forherliger først Luther, bliver
saa Katolik og tilbagekalder hin Forherligelse, bliver endelig Præst og
forener i sit Liv som i sine følsomt-skamløse Digtninge og Prædikener
den raaeste Sanselighed med gejstlig Salvelse. - Eller hvad
var han, den Steffens, der stormede den romantiske Himmel, bragte
Romantikens Ild til Danmark og satte Sindene i saa voldsom Bevægelse, at
han blev tvungen til at forlade sit Fædreland? En ærlig og blødagtig
Natur med et Hoved fuldt af Begejstring og Forvirring, lutter Følelse og
efterfølende Fantasi, uden Skarphed i Tanken og uden Fylde eller Fynd i
Stilen. Det er bogstaveligt umuligt at læse hans saakaldte
videnskabelige Skrifter fra hans senere Tid; man drukner i tyndt Føleri
og kvæles af Kedsommelighed. «Naar han,» siger Julian Schmidt, «foredrog
Naturfilosofien fra preussiske Lærestole i sit fejlfulde Tysk, slog hans
matematiske Beregninger ikke til og hans fysiske Forsøg uvægerligt fejl,
men han henrev sine Tilhørere ved den naivt barnlige Andagt, der lyste
ud af hans præstelige Foredrag.» Naivetet fattedes i hine Dage sjældent
en Nordbo. I sin gode Tid havde Steffens en uskyldig Morskab af paa
naturfilosofisk Vis at genfinde Menneskesjælens Kræfter i Stenene og
menneskeliggøre Geologi og Botanik. Men Julirevolutionen bragte ham rent
fra Viddet. Pietismen, i hvis Arme han i de sidste tretten Aar havde
befundet sig vel, og for hvilken gamle tørre Dame han allerede havde
brudt adskillige Lanser, opflammede ham til at slutte sin 209 literære Virksomhed med en Række matte Angreb
paa det unge efterrevolutionære Tysklands Mænd og deres Skrifter.