↩ Jeg ser ikke, at der i denne Skildring er nogetsomhelst Historisk. Naar jeg undtager, at man nu ikke gaar med spidspullede, men med rundpullede Hatte, ser jeg ikke, hvorfor den mindre godt skulde passe nutildags end paa enhver anden Tid. Den slutter sig ikke bestemtere om én Tidsalder end om en anden. Nej, det Særegne ligger her kun i de bedre udrustede Aanders, Romantikernes Opfattelse af Spidsborgerligheden. Jeg har engang i Anledning af Johan Ludvig Heibergs ældste romantiske Forsøg om dem skrevet: «De opfattede den filosofisk som Endeligheden, intellektuelt som Indskrænketheden, ikke som vi 222 moralsk, naar vi ser den som det Usle. Op imod den holdt de deres egen uendelige Længsel .... Imod dens Prosa satte de deres ungdommelige Poesi. Imod dens Usselhed sætter vi vor Mandsvilje». (Saml. Skr. I, 467.) Som almindelig Regel gælder det da, at de flygtede fra Samfundet og Virkeligheden med deres Længsler og Tanker. Undtagelsesvis forsøgte de, som allerede antydet, dog nu og da, om end ikke at virkeliggøre deres Ideer i Livet, saa dog at skitsere, hvorledes de tænkte sig Gaaden løst, hvorledes Virkeligheden kunde omformes saaledes, at den gik op i Poesien uden Rest.