↩ Hvad Goethe havde opnaaet for sig selv, nemlig at tildanne sine Omgivelser efter sin Personligheds Tarv, det blev for det nye Slægtled Udgangspunktet. Man begyndte alt i Ungdommen at se Verden forsaavidt fra Goethes Synspunkt. Og saa gjorde man det Maal af Frihed, som han havde tilkæmpet sig, og de Betingelser, som han havde behøvet for at naa til den fulde Udfoldelse af sine Kræfter og Evner til Gennemsnitsmaalet eller rettere til det Mindstemaal, som enhver nok saa ubetydelig Evne trængte til. Man forvandlede hans Menneskevæsens Fornødenheder til almindelig Regel, oversaa den Forsagelse, han møjsomt havde indøvet sig, og de Ofre, han havde bragt, og opstillede ikke blot en Lære om Lidenskabens ubetingede Ret, men prædikede med tør Liderlighed og pedantisk Letfærdighed Sansernes Frigørelse. Et ganske andet Element end Goethes mægtige Selvhævdelse gjorde desuden sin Indflydelse gældende, og dette Element var Berlinerluften. Goethes frie Menneskelighed fik i Berlin en rigelig Tilsætning af den spotske og kristendomsfjendske Aand, der havde udbredt sig fra Frederik den Stores Hof, og af den Tøjlesløshed, paa hvilken hans Efterfølgers Hof havde givet et Forbillede.