Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

En Dag i det tidlige Foraar 1802 var den lille By Weimar i største Oprør over en i alle Byens Huse og Gader behandlet og fortolket Begivenhed. Man havde længe vidst, at en særdeles Festlighed var i Gære. Det hed sig, at en meget berømt og anset Mand, Præsident v. Kotzebue under Haanden havde henvendt sig til Borgmesteren for at faa den af Kommunen nys udsmykkede Raadhussal overladt. Byens fornemste Damer havde i en Maaned ikke bestilt Andet end lade sy Kostymer og prøve dem. Man vidste, at Frøken v. Imhof havde givet 50 Guldgylden ud for sin Dragt. Man havde til sin Forbavselse set en Billedskærer og en Forgylder bære en mærkværdig Hjelm og en Fane (Jeanne d'Arc's) midt over Gaden ved højlys Dag. Hvad skulde disse Sager bruges til? Vilde man spille Komedie paa Raadhuset? Man vidste, at en uhyre Klokkeform af Pap, der skulde se ud, som den var muret, var bestilt i Byen. Hvortil skulde den benyttes? Snart var det ingen Hemmelighed mere. Kotzebue, den europæisk berømte Forfatter til Menneskehad og Anger, var, spækket med russiske Rubler og forsynet med et Adelsdiplom, *

225 vendt hjem til sin Fødestad Weimar for at være den tredje i Goethes og Schillers Forbund. Det var lykkedes ham at faa Indpas ved Hoffet. Nu gjaldt det for ham om at faa Adgang til Goethes Kres, et Hof som det andet, og hvortil Adgangen var nok saa vanskelig. Et sluttet Selskab (spøgefuldt betegnet som cour d'amour, Kærlighedshoffet) det, for hvilket Goethe har digtet sine udødelige Selskabssange, kom én Gang ugenlig sammen hos Digteren. Kotzebue lod sig foreslaa af Selskabets Damer, men Goethe havde indsat en Bestemmelse i Selskabets Statuter, der udelukkede den Paatrængende endog som Gæst for en enkelt Gang. Saa besluttede Kotzebue da for at hævne sig at fejre Schiller paa en Maade, der, som han haabede, tilgavns skulde ærgre Goethe. Denne havde netop strøget nogle Udfald mod Brødrene Schlegel i Kotzebues paa Weimars Teater opførte Stykke Die Kleinstädter. Kotzebue vilde da for at kappes med Teatret, give en stor Forestilling til Ære for Schiller paa Raadhuset. Scener af alle hans Stykker skulde opføres, og tilsidst skulde Digtet Klokken fremsiges med levende Billeder. Naar Kotzebue da som Mester med Skødskind ved Digtets Slutning slog Papformen itu med sin Hammer, skulde ikke en Klokke men Schillers Byste findes under Formen. Man havde imidlertid gjort Regning uden Vært, det vil sige uden Goethe. I Weimar fandtes kun én Byste af Schiller. Den stod i Biblioteket. Da man den sidste Dag sendte Bud for at udbede sig den tillaans, fik man til sin Forbavselse Svaret, at da man endnu aldrig i Verdenshistorien havde faaet en Gipsbyste tilbage fra en Fest i samme Stand, hvori den udlaantes, maatte dette Forlangende desværre afslaas. Og hvad lignede den forbundne Hærs Forundring og Raseri, da Tømmermændene, som med Brædder, Pæle og Lægter kom anstigende til Raadhuset, fandt Salen lukket og fik den Besked fra Borgmester og Raad, at da Salen var ganske nyt indrettet og udsmykket, kunde man ikke overlade den til et saa «tumultuarisk» Forehavende.