↩ Dette er kun en Smaastads-Anekdote og Storm i et Vandglas. Men hvad der er mærkværdigt og udgør Kærnen i denne Begivenhed, det er den Kendsgerning, at hele hin Kres af de fineste adelige Damer, Grevinde Henriette v. Egloffstein, den skønne Hofdame og Digterinde Amalie v. Imhof, senere beundret af Gentz, der ved denne Lejlighed havde sin 50 Guldgylden at beklage, og alle de øvrige adelige Damer, der hidtil havde 226 opretholdt Goethes Ry, nu i deres Harme faldt fra, og fra Goetlies Lejr gik over til Kotzebues. Ja, Grevinde Einsiedel, hvem Goethe bestandig havde udmærket, blev fra nu af hans Fjende. Dybere var den klassiske Dannelse endnu ikke trængt ind i disse de højeste, ved Aand og Samfundsstilling fremragende Krese; saa mægtig var endnu den, der i sine literære Frembringelser forholdt sig direkte til det virkelige Liv og greb sine Stoffer ud af Omgivelserne.