↩ Det er i denne ubetinget musikalske Type af Poesien, at det Wackenroderske Kunstideal naaer sin højeste og sandeste Udformning. Den kraftige Naturforgudelse, der hos Goethe er plastisk, og som hos ham ytrer sig i Formningen af «den efesiske Diana», er her bleven musikalsk. Som en stærk samlet Strøm bruser igennem Tiecks Ungdomsskrifter under Fromheden, under Sanseligheden, under Mindelserne fra Wackenroder og Goethe i brede Bølger den romantiske Naturforgudelse. Det hedder f. Eks. i Sternbald: «Ofte lytter og sporer vi begærligt efter vor Fremtid, efter alle de Fremtoninger, der i brogede Trylledragter skal fare os forbi. Da er det, som vilde Skovstrømmen tydeligere udtale sin Melodi, som blev Blomsternes Tunge løst, for at deres Hvisken kunde rinde forbi som forstaaelig Sang. Saa begynder Elskoven at skride frem paa fjerne Fløjtetoner, det bankende Hjerte vil flyve den imøde, det Nærværende er som ved et mægtigt Ord manet fast, og de glimrende Minuter vover ikke at fly. En Kres af Vellyd holder os indesluttet med magiske Kræfter, og en ny forklaret Tilværelse kaster som gaadefuldt Maanelys sit Skær ind 305 i vort virkelige Liv.» Og et andet Sted: «O afmægtige Kunst! Hvor lallende og barnagtige er ikke dine Toner mod den fulde, harmoniske Orgelsang, der vælder op fra de inderste Dybder, fra Bjerg og Dal og Skov og Strømglans i bølgende, stigende Akkorder! Jeg hører, jeg fornemmer, hvorledes den evige Verdensaand med mestrende Fingre griber i den frygtelige Harpe med alle dens Lyd, hvorledes de mangfoldigste Former avles ved hans Spil og udbreder sig over den hele Natur paa aandige Vinger. Mit lille Menneskehjertes Begejstring vil da ogsaa gribe ind og kæmper sig træt og mat i Kampen med den Høje ... Den udødelige Melodi hvirvler sig ivejret, jubler og stormer bort over mig.»