↩ Det er derfor unægteligt en fin og slaaende Dom af Goethe, som vi gennem et af Carolines Breve erfarer: Goethe har sagt, at man egenlig heller burde kalde Bogen musikalske Vandringer paa Grund af de mange musikalske Fornemmelser og Stemninger; der var alt Muligt i Bogen undtagen en Maler. Skulde det være 312 en Kunstnerroman, saa maatte dog overmaade meget Andet end Kunst komme paa Tale i Bogen .... Goethe savnede et vægtigt Indhold i den, og det Kunstneriske kom til at tage sig ud som en mislykket Bestræbelse .... der var imidlertid mange smukke Solnedgange deri.» Endnu langt skarpere og niere gennemtrængende er dog Carolines egen Dom. Hun skriver: «Om første Del kun saa meget, at jeg bestandig er tvivlraadig, om Tieck ikke i Sternbald med Forsæt har villet skildre Kærligheden til Kunst som noget ganske Ufrugtbart hos Helten ligesom den er det hos Wilhelm Meister, men i saa Fald findes aabenbart en anden Mangel - der turde da være for lidet Menneskeligt i Bogen. Den anden Del har ikke givet mig noget Lys desangaaende. Der er samme Ubestemthed, samme Mangel paa gennemgribende Kraft - man haaber bestandig paa noget Afgørende, paa at man et eller andet Sted vil se Frants gøre et betydeligt Fremskridt. Gør han det? Her er atter mange smukke Solopgange og Foraarsstemninger; Dag og Nat veksler flittigt, Sol, Maane og Stjerner stiger op, Fuglene synger; alt dette er meget nydeligt, men dog tomt, og hvilken smaalig Vekslen af Stemninger og Følelser i Sternbald, smaaligt fremstillet! Af Vers er der næsten altfor mange, og de farer saa løst ind og ud af hinanden som de sammenknyttede Historier og Begivenheder, i hvilke der tilmed findes mange svage Spor af al Slags Efterligning.»