↩ Og med endnu bestemtere Træk er den Tieckske Naturopfattelse knyttet til hans personlige Naturindtryk i Beskrivelsen af en Aften, der fulgte paa en anstrængende Fodvandring, som 320 Tieck og Wackenroder i Fællesskab foretog i Fichtelgebirge: «Wackenroder, der var uvant med saadanne Strabadser, kastede sig straks paa Sengen. Men Tieck var for bevæget; han kunde efter Alt, hvad han paa den Dag havde oplevet, ikke sove. Naturaanderne vaagnede op. Han aabnede Vinduet. Det var den mildeste, herligste Sommernat. Maanelyset flød i fulde Straaler ned over ham. Der laa den for ham, den maanebeskinnede Tryllenat, Naturen med sine ældgamle og evigt unge Æventyr og Vidundere. Atter svulmede hans Hjærte helt. Til hvilket fjernt, ukendt Maal drog det ham med uimodstaaelig Kraft? Mildt og beroligende klang et Skovhorns svævende Toner igennem Natten. Han følte sig vemodigt bevæget og dog uendeligt lykkelig.»*)