↩ Sophies Hjem, hendes Forældres muntre, gæstfri Hus stod i den stærkeste Modsætning til det, fra hvilket den unge Hardenberg var udgaaet; den hele Familie virkede fortryllende paa ham som senere paa hans ældre Broder. Saaledes blev den endnu uudviklede unge Pige, der maaske ved et længere Samliv vilde have skuffet ham som for verdslig eller for ubetydelig, hans Muse, hans Beatrice, hans Ideal. Og da næsten samtidigt med hendes Død hans Broder Erasmus, med hvem et smukt, aabent Venskab forbandt ham, blev revet bort af Brystsyge, er det naturligt nok, at det var ham, som havde Livet tabt al Tiltrækning for ham. Døden forekom ham ikke blot som Forløsning; men med sit Anlæg til Mystik talte han som alt berørt om den som «et frivilligt Offer». l sin Dagbog skrev han paa dette Tidspunkt: «Min Død skal være Beviset paa min Følelse for det Højeste; ægte Opofrelse, ikke Flugt eller Nødhjælp.»