↩ I denne saa stærkt forædlede Verden, der fra Digterens Haand har modtaget et Skønhedsstempel, er det nu, at Wilhelm flakker om uden Plan, men ikke uden Formaal, han søger efter Idealet: Idealet af en Livsstilling, Idealet af en Kvinde, Idealet af Dannelse. Han er først Købmand, saa Skuespiller, saa Læge. Han elsker Marianne, saa Grevinden, saa Therese, saa Nathalie. Han sætter Dannelsen først i Erfaring, saa i aandelig Finhed, saa i Forsagen, og han ender i anden Del med sociale Reformplaner og Reformforsøg, der i sin Tid gjorde Vandreaarene til et af de Værker, som de socialistiske Revolutionære ivrigst henførte til deres Retning. Men det Særegne ved Bogen er, at Wilhelm bestandig omformer sit Ideal. Han finder det ikke, han taber det saa at sige; ikke som om han blev Spidsborger, men Ordet taber sin Mening for ham.