↩ Foreløbig blev imidlertid denne Plan skudt tilside for Sternbald. Den moderne Haandværker maatte vige Pladsen for Kunstneren fra Dürers romantiske Tid. I denne Bog er Gemyttet sat paa Tronen, men som purt Gemyt skilt fra Fornuft og Klarhed. Derfor er hele Bogen lutter Attraa og Smægten. Saaledes hedder det her f. Eks. om Reformationen, at den istedenfor en guddommelig Religionsfylde kun har avlet en fornuftig Tomhed, i hvilken alle Hjerter smægter. Og saaledes bliver den milde Sanselighed i Goethes Roman her til en brutal William Lovellsk Attraa. Naar Helten ser ind i sig selv, ser han som Lovell «en uudgrundelig Hvirvel, en henbrusende, larmende Gaade». I anden Udgave følte Tieck sig foranlediget til at bortskære en Del af de altfor hyppige, lystne Bade- og Drikkescener, mellem hvilke Helten i sin urolige Higen tumles.