↩ «Himlen véd, min kære, fortræffelige Veninde, hvilke besynderlige Følelser, halvt vemodige, halvt overgivne, der bevæger os til i denne Time, da vore Sjæle som to muntre Luftskippere hæver sig over Verden, at skrive Dem til. Vi var dog ellers, 441 maa De vide, bestemte paa ikke at afgive noget Kort p. p. c. hos vore Venner og Bekendte. Grunden er vel den, at vi i tusind lykkelige Øjeblikke har tænkt paa Dem, og at vi tusind Gange har forestilt os, hvorledes De i Deres Godmodighed vilde have lét, hvis De havde set os sammen i den grønne eller røde Stue. Ja, Verden er en underlig Ting! - Det har sin Rigtighed, at vi to, Jette og jeg, som to tungsindige, sørgmodige Mennesker, der altid har anklaget hinanden for deres Kulde, har faaet hinanden af Hjertet kær, og det bedste Bevis derfor er vel, at vi nu dør med hinanden.