Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Den romantiske skole i Tyskland (1873)

Spot over dette Læseverdenens sædelige Hang finder man rundt omkring hos Tieck. Saaledes f. Eks. i Den bestøvlede Kat: Katten, Hinze, gaar om Aftenen om i vemodige Tanker. Han begynder at synge en Jægersang. En Nattergal slaar i en nærstaaende Busk. «Den synger fortræffeligt, siger han, denne Skovens Sangerske, hvor henrivende maatte den ikke smage! - Jordens Store er dog ret lykkelige, at de kan spise saamange Nattergale og Lærker, de har Lyst til; vi stakkels simple Folk maa nøjes med Sangen, med den skønne Natur, med den ubegribeligt søde Harmoni. - Det er pinligt, at jeg ikke kan høre Noget synge, uden at faa Lyst til at spise det.»