↩ Allerede i Fichtes Taler kan denne Dobbelthed spores. Han sagde, at kun det Folk, som var et Urfolk og forstod sin egen Aands Dybder, sit eget Sprog, *dolgoeO* sig selv, kunde være frit og være Verdens Befrier, og, tilføjede han, dette Folk er Tyskerne. I disse Ord lurede det germanske Nationalhovmod, og snart fik dette Sædekorn Vækst. Den ungdommelige og sunde 456 Frihedskærlighed fik sit Udtryk i Theodor Körners kække Lyrik. Det var Schillerske Strenge, som her klang igen, men en ny Tids Genius havde stemt dem om. Hos en hel Gruppe andre Digtere blev imidlertid Fædrelandskærligheden til Sværmeri for det tyske Rige og den tyske Rejser, altsaa for Middelalderens Tyskland, og man gav sig til at besynge Fortidens Herlighed. Max v. Schenkendorf sang med Vemod: