↩ Saaledes naaer da Ridderromanen sit Højdepunkt i Adelssjæle-Granskning eller Hestesjæle-Granskning, hvad i dette Tilfælde omtrent kommer ud paa et. I Trylleringen holder, som Gottschall vittigt har sagt, de Afskygninger, som forekommer i Tegningen af Riddere fra alle Verdens Hjørner sig til Menneskehedens Grundtyper og Solens Skyggeblandinger. Man kan netop kende en Morian fra en Finlænder. Og denne Bog følges af en Mængde andre Romaner af samme Art, hvoriblandt Islænderen Tjodulf's Farter er den bekendteste. Den forberedes af den store Trilogi, Fouqué's Hovedværk Nordens Helt, hvis første Del hedder 464 Sigurd Fofnersbane, anden Del Sigurds Hævn, tredje Del Aslaug. Nordens Helt er tilegnet Fichte og øjensynligt udsprunget af den Følelse for tysk Folkepræg og oprindeligt germansk Liv, som han havde pustet Ild i. Det er en Trehed af lyrisk retoriske Læsedramer i Jamber, og hvor Sproget bliver højtideligere eller lidenskabeligere, er Værket skrevet l korte Vers, der ved Rytme og Bogstavrim skal minde om gammelnordiske Versemaal. Indtrykket er omtrent det, vi modtager ved Læsningen af en af Richard Wagners Operatekster, der behandler den gammelnordiske Sagnverden.