Blicher, Steen Steensen Noveller

2
3

ST. ST. BLICHER

Noveller

TEKSTUDGIVELSE OG NOTER VED
Esther Kielberg

EFTERSKRIFT AF
Henrik Ljungberg

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte fra Litteraturrådet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen for Nyt Dansk Litteraturselskab, Hanne Marie Svendsen for Danske Skonlitterære Forfattere, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Mette Winge som tilsynsførende. Tekstgrundlag: Steen Steensen Blicher: Samlede Skrifter. 1-33. 1920-34 og Steen Steensen Blicher: Digte og Noveller. 1-2. 1946. Begge DSL. Nr. 192113.

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1991 · ISBN 87-418-6265-1 Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen på grundlag af I. W. Gertners tegning fra 1845 af St. St. Blicher samt Blichers afskrift af digtet »Slauet ve Kjøvvenhaun« (1832, se s. 357), NkS 3997,4° Tryk: Rounborgs Grafiske Hus, Holstebro · Papir: Book Design -1,3 - 100 g, Svane-mærket, klor- og syrefrit · ISO 9706.
1.udgave, 2. oplag 1999

5
6

Omstående: Et ubeskåret omslag til det nummer af Læsefrugter, hvori Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog første gang stod trykt, er en stor raritet og gengives derfor her trods den medtagne tilstand Bredden er nøjagtig som denne bogs.

7

Brudstykker af
en Landsbydegns Dagbog

Føulum, den 1ste Januar 1708.

Gud skjenke os Alle et glædeligt Nytaar! og bevare vor gode Hr. Søren! han slukkede Lyset iaftes, og Moder siger, han lever ikke til næste Nytaar; men det har vel intet at betyde. - Det var ellers en fornøielig Aften: da Hr. Søren tog sin Hue af efter Maaltidet og sagde, som han pleier: »agamus gratias!« pegte han paa mig istedet for Jens. Det var første Gang jeg læste vor latinske Bordbøn; idag et Aar læste Jens; men jeg gjorde store Øine, for da forstod jeg ikke et Ord, og nu kan jeg det halve af Cornelius. Det bæres mig for, at jeg skal blive Præst i Føulum; ak, hvor vil mine kjære Forældre glæde sig, om de leve den Dag! Og saa Præstens Jens kunde blive Biskop i Viborg - som hans Fader siger - nu hvem kan vide det? Gud raader for Alting; hans Villie skee! amen in nomine Jesu!

Føulum, den 3die September 1708.

Igaar har jeg ved Guds Naade fyldt mit femtende Aar. Nu kan Jens ikke gjøre mig stort i Latinen. Hjemme er jeg flittigere end han: jeg læser, mens han løber i Marken med Peer Skytte. Paa den Maade bliver han vel ikke Bisp. Den stakkels Hr. Søren! han seer det nok; Taarerne staae ham i Øinene, naar han sommetider siger til ham: »mi fili! mi fili! otium est pulvinar diaboli!« - Til Nytaar begynde vi paa græsk, Hr. Søren har givet mig et græsk Testamente: »Er det ikke nogle underlige Kragetæer? det er som en Slibesteen endnu for Dine Øine,« sagde han venlig til mig og kneb mig i Øret, som han altid gjør, naar han er fornøiet. Men Hillemænd! hvor vil han see, naar han hører, at jeg allerede kan læse rask indenad!

Föulum die st. Martini.

Det bliver feil med Jens. - Hr. Søren var saa vred paa ham, at han talte Dansk til ham hele Dagen. Til mig talte han Latin; jeg hørte engang, 8 at han sagde som for sig selv: »vellem hunc esse filium meum!« Det var mig han meente. Hvor Jens ogsaa hakkede jammerlig i sin Cicero! Jeg veed godt, hvoraf det kom, for iforgaars, da hans Fader var til Bryllup i Vinge, var han med Peer Skytte over i Lindum Skov, og - Gud bevare os! - en Vildbasse havde revet hans Buxer istykker. Han løi for sin Moder og sagde, at den Thiele Tyr havde gjort det; men hun gav ham en dygtig Kindhest - habeat!

Föulum, Calendis Januar. 1709.

Proh dolor! Hr. Søren er død! væ me miserum! Da vi havde sat os tilbords Juleaften, lagde han Skeen fra sig, og saae ret længe vemodigen paa Jens -»fregisti cor meum« sagde han sukkende, og gik ind i Sovekammeret Ak! han reiste sig aldrig mere. Jeg har besøgt ham hver Dag siden, og han har givet mig mange gode Formaninger og Lærdomme; men nu seer jeg ham aldrig mere. I Torsdags saae jeg ham sidste Gang: aldrig skal jeg glemme, hvad han sagde, da han havde holdt ret en bevægelig Tale til mig: »Gud! giv min Søn et retskaffent Hjerte!« Han foldede sine magre Hænder, og lagde sig tilbage paa Puden: »pater! in manus tuas committo spiritum meum!« Det var hans sidste Ord. Da jeg saae, at Madamen tog Forklædet op til Øinene, løb jeg ud ret ilde tilmode. Uden for Døren stod Jens og græd: »seras dat poenas turpi poenitentia« tænkte jeg; men han faldt om min Hals og hulkede. Gud forlade ham hans Vildskab! Den har bedrøvet mig meest.

Föulum, Pridie iduum Januarii MDCCIX.

Igaar gik min kjære Fader til Viborg, at han kunde faae Middagsmad til mig, naar jeg skal i Skolen. Hvor længes jeg efter den Tid! Jeg læser vel hele Dagen, men den er saa stakket nu, og Moder siger: at det ei slaaer til at læse ved Lys.- Jeg kan ikke komme tilrette med det Brev til Tuticanus - nei, da var det anderledes, mens den gode Hr. Søren levede! eheu! mortuus est!

Det er en forskrækkelig Vinter! Himmel og Jord staae i eet; der ligger en Sneedrive lige ud med Mønningen af vor Lade. Sidste Nat skjød Jens to Harer i vor Kaalhave - han har snart glemt sin stakkels Fader. Men faaer Peer Skytte det at vide, saa seer det galt ud.

9
Föulum, Idibus Januarii MDCCIX.

Fader er ikke kommen hjem endnu, og Veiret er lige slemt - bare han ikke gaaer vild. Der gaaer Jens oppe paa Laden med sin Bøsse og nogle Fugle i Haanden - han kommer herind. -

- Det var Agerhøns, han havde skudt paa Mads Madsens Mødding. Han vilde havt Moder til at stege dem, men hun torde ikke, for det kunde komme for Herskabet.

Föulum, XVIII Calend.Febr.

Ak! ak! ak! min kjære Fader er frossen ihjel! Manden i Kokholm har fundet ham i en Sneedrive, og kom kjørende med ham - jeg er saa forgrædt, at jeg ikke kan see ud af mine Øine - Moder med - Gud hjelpe os Begge!

Føulum, den 18de Februar.

Det var nær, jeg ikke havde kjendt Jens igjen: En grøn Kjole havde han faaet paa, og en grøn Fjer i Hatten. »Kan Du see, sagde han: nu er jeg en Jæger! hvad er Du? en Skolepebling, en Latiner!« - »Ja Gud hjelpe os! svarte jeg: med Latinen er det forbi! Jeg kan blive Præst der, hvor Du er Bisp! Min Moder skal ikke sulte ihjel, mens jeg synger for Dørre i Viborg: jeg maa blive hjemme, og tjene Brødet til hende. - Ak Jens! havde Din Fader levet.« - »Lad os ikke tale derom! sagde han: Jeg havde saa aldrig i mine Dage lært Latin - Fanden med det dumme Tøi! Nei see Du kunde komme paa Gaarden! der ere gode Dage og en herlig Levemaade!« - »Hvorledes skulde jeg det?« svarte jeg. - »Da vil vi prøve det!« raabte han, og løb sin Vei. Han har dog et godt Gemyt, den Jens; men vild og gal er han. For sex Uger siden begravede de hans salig Fader, og for tre Uger siden fulgte hans Moder efter: men nu er det, som det aldrig var ham. Han kan græde den ene Time, og lee den anden.

Thiele, den 1ste Mai 1709.

Saa er jeg da nu Tjener hos det naadige Herskab! Farvel Præstekald! Farvel Latin! O mine kjære Bøger! valete plurimum! vendidi libertatem for 12 Sletdaler. De 8 skal min stakkels Moder have, og naadig Herren har desforuden lovet hende Udviisning: saa hun skal hverken sulte eller fryse. Jens har rigtig skaffet mig denne Tjeneste. Han har 10 meget at sige her paa Gaarden; det er en Pokkers Jens, eller snarere en Pigernes Jens! Huusholdersken stak et stort Stykke Kage til ham; Meiersken smidskede saa venlig ad ham; Fruerpigen ligesaa - ja selv een af de naadige Frøkener nikkede mildt, da hun gik ham forbi. Det lader til, at han bliver Skytte i Peers Sted Det værste er, at han har vænt sig til at bande værre end nogen Matros.

Thiele, den 12te Mai 1709.

Det gaaer mig ret godt, Gud være lovet! Vi ere sex Tjenere om Herren, Fruen, Junkeren og to Frøkener. Jeg har Tid nok at læse, og jeg forsømmer heller ikke mine kjære Bøger. Vel har jeg ingen Nytte af dem, men jeg kan alligevel ikke lade det være. Igaar bleve salig Hr. Sørens Bøger solgte: jeg kjøbte for to Daler; jeg fik saa mange, jeg kunde bære. Deriblandt en stor Hob af Ovidius; een har til Titel: »ars amoris« en anden: »remedium amoris«: dem skal jeg først læse, for jeg gad dog vide, hvad de handler om. Engang havde jeg faaet fat paa dem i Hr. Sørens Studerekammer, men saa kom han og snappede dem fra mig, og sagde: »abstine manus! Fingrene af Fittefadet! det er ikke for Dig!«

Thiele, den 3die Juni 1709.

Hvem der bare forstod Fransk! Herskabet snakker intet andet, naar de spise, og jeg forstaaer ikke et Ord. Idag talte de om mig, for de saae tit hen paa mig. Engang havde jeg nær tabt Tallerkenen; jeg stod bagved Frøken Sophies Stol, hun vendte sig om og saae mig lige op i Ansigtet - det er en deilig Frøken, den Frøken Sophie! jeg har en stor Glæde af at see paa hende.

Thiele, den 13de Sept. 1709.

Igaar var her ret en urolig Dag. De vare her fra Viskum, og her var stor Jagt Jeg var ogsaa med, og havde faaet en af naadig Herrens Bøsser. I Førstningen gik det godt nok, men saa kom der en Ulv forbi mig. Jeg havde nær tabt Bøssen af Forskrækkelse, og glemte reent at skyde. Jens stod ved Siden af mig, og skjød Ulven. »Du er et Høved! sagde han: men jeg skal ikke røbe Dig.« Strax efter kom naadig Herren forbi mig. »Du est et Fjog, Martæng! raabte han: Du tager Stikkepenge.« - »Jeg beder allerunderdanigst om Forladelse! svarte jeg: jeg er gandske uskyldig, men jeg har vist havt onde Fortalere hos naadig 11 Herren. Jeg skal med Guds Hjelp tjene Dem ærlig og tro!« Da loe han allernaadigst og sagde: »Du est et stort Fjog!« Men dermed var det ikke forbi. Da Herskabet kom tilbords, begyndte de igjen om Ulven, og spurgte mig: hvormeget han gav mig? og saadant mere. Jeg veed ikke ret, hvad de meente; men det kunde jeg begribe, at de gjorde Nar ad mig baade paa Fransk og Dansk. Om det saa var Frøken Sophie, saa loe hun mig lige op i Øinene - det gjorde mig meest ondt. Mon jeg ikke skulle kunne lære dette Snøvlemaal? Det kan vel ikke være tungere end Latin!

Thiele, den 2den October 1709.

Det er ikke umuligt - det seer jeg nok. Fransk er slet ikke andet end galt Latin. Imellem en Kasse med gamle Bøger, som jeg kjøbte, var ogsaa en Metamorphoses paa Fransk - det traf sig ypperligt! Det Latinske forstod jeg i Forveien. Men een Ting er forunderlig: naar jeg hører dem deroppe snakke, tykkes mig ikke, der er et fransk Ord imellem - det er ikke om Ovidius, de discourerer.

Jeg kommer ogsaa til at lægge mig efter at skyde. Naadig Herren vil endelig have mig med paa Jagten, men der kan jeg aldrig gjøre ham det tilpas: enten skjænder han eller ogsaa leer han - sommetider begge Dele paa eengang: »jeg bærer Bøssen galt jeg lader den galt jeg sigter galt og jeg skyder galt.« Jeg maa have Jens til at undervise mig. »See til Jens! siger naadig Herren: Det er en Jæger! Du gaaer med Bøssen, som om det var en Høelee, Du havde paa Nakken, og naar Du sigter, seer det ud, som Du skulde falde bagover.« Frøken Sophie leer ogsaa ad mig - det klæder hende alligevel smukt - hun har nogle deilige Tænder.

Thiele, den 7de November 1709.

Igaar skjød jeg en Ræv; naadig Herren kaldte mig en brav Garsong, og forærede mig et indlagt Krudthorn. Jenses Underviisning har frugtet godt. Det er morsomt nok med det Skytterie. - Med Fransken gaar det nu bedre: jeg begynder at komme efter Udtalen. Forleden lyttede jeg ved Døren, da Mamesellen læste med Frøkenerne. Da de vare færdige, og gik op, listede jeg mig til at see, hvad for en Bog, de vel brugte. Hillemænd! Hvor blev jeg forundret! Det var just en, som jeg ogsaa har, og som kaldes: »L'école du Monde.« Nu staaer jeg hver Dag med min Bog i Haanden udenfor og hører til - det gaaer meget 12 godt an. Det franske Sprog er dog smukkere, end jeg tænkte; det lader Frøken Sophie nu saa nydeligt, naar hun taler det.

Thiele, den 13de December 1709.

Igaar frelste Gud min naadige Herre ved min ringe Haand. Vi havde Klapjagt i Lindum Skov. Da vi fik Graakjær for, kommer der en Vildbasse frem og lige ind mod naadig Herren. Han skjød, og traf ham rigtig nok, men det forslog ikke, og Vildbassen søger ham. Naadig Herren var ikke bange: han trækker sin Hirschfænger, og vil jage den i Bringen paa Svinet, men den gaaer midt over. Nu var gode Raad dyre - det skete ogsaa altsammen i en Haandevending, saa ingen kunde komme til Hjelp. Just i det Øieblik, som jeg vil derhen, seer jeg naadig Herren paa Ryggen af Vildbassen, og den afsted med ham. »Skyd!« raaber han til Ridefogden - som var hans Sidemand paa Venstre - men han torde ikke. »Skyd i Djævels Skind og Been!« raaber han til Jens, idet han farer ham forbi; Jenses Bøsse klikkede. Nu vendte Bassen sig og lige hen forbi mig. »Skyd Morten, ellers rider Bassen med mig til H ......!«skreg han. I Guds Navn! tænkte jeg, holdt ham paa Bagparten, og traf saa heldigt, at jeg knuste begge Baglaarene paa Dyret. Glad blev jeg, og glade bleve vi allesammen, men meest Naadigherren. »Det var et Mesterskud, sagde han: og behold Du nu Bøssen, som Du brugte saa vel! Og hør! sagde han til Ridefogden: I Ærtekjelling! stempl mig den største Bøg i Skoven til hans gamle Moder! Jens kan gaae hjem, og sætte en bedre Steen for hans Bøsse!« Da vi saa kom hjem om Aftenen, blev der en Spørgen og en Fortællen. Naadigherren klappede mig paa Skuldren, og Frøken Sophie smiilte saa venlig til mig, at mit Hjerte sad i min Hals.

Thiele, den 11te Januar 1710.

Et plaisant Veir! Solen staaer op saa rød, som en brændende Glød! det seer ret curieux ud, naar den saadan skinner igjennem de hvide Træer; og alle Træerne see ud, som de vare puddrede, og Grenene hænge rundt omkring ned til Jorden. Det gamle Grand Richard faaer Skam, et Par Grene ere allerede knækkede. Accurat saadant et Veir var det idag otte Dage, da vi kjørte i Kane til Fussingøe, og jeg stod bag paa Frøken Sophies. Hun vilde selv kjøre; men da et Qvarteerstid var gaaen, begyndte hun at fryse om de smaae Fingre: »J'ai froid« sagde hun for sig selv. »Skal jeg da kjøre, naadig Frøken?« sagde jeg. - 13 »Comment! sagde hun: Forstaaer Du Fransk?« - »un peu mademoiselle!« svarte jeg. Da vendte hun sig om, og saae mig stivt i Øinene. Jeg tog en Tømmestreng i hver Haand, og havde begge mine Arme omkring hende. Jeg holdt dem vidt ud, for ei at komme hende for nær; men hvergang Kanen gav et Slæng, og jeg rørte ved hende, var det ligesom jeg havde rørt ved en varm Kakkelovn. Det kom mig for, at jeg fløi i Luften med hende, og inden jeg vidste det, var vi ved Fussingøe. Dersom hun ikke havde raabt: »tenez Martin! arrestez vous!« havde jeg kjørt forbi lige til Randers eller til Verdens Ende. Mon hun ikke vil ud at kjøre idag igjen? Men der kommer Jens med naadig Herrens Bøsse, som han har gjort reen - saa skal vi paa Jagt.

Thiele, den 13de Februar 1710.

Jeg er ikke rigtig frisk. Det er ligesom der laae en tung Steen paa mit Bryst. Maden gaaer fra mig, og om Natten kan jeg ikke sove. Sidste Nat havde jeg en forunderlig Drøm: det bares mig for, at jeg stod bag paa Frøken Sophies Kane, men med et sad jeg inden i Kanen, og hun paa mit Skjød. Jeg havde min høire Arm om hendes Liv, og hun sin venstre om min Hals. Hun bukkede sig og kyste mig; men idet samme vaagnede jeg. Ak! jeg vilde saa gjerne have blevet ved at drømme! - Det var en rar Bog, den hun laante mig; jeg diverterer mig med den hver Aften - hvem der engang kunde blive saa lykkelig, som den tartariske Prinds! - Jo mere Fransk jeg læser, jo bedre synes jeg om det; jeg er nærved at glemme mit Latin derover.

Thiele, den 13de Marts 1710.

Igaar, da vi kom hjem fra Sneppejagt, sagde naadig Herren til mig: »Og jeg hører, at Du forstaaer Fransk?« - »Lidt, naadig Herre!« svarte jeg. - »Saa kan Du ikke heller varte op ved Bordet; vi kan jo ikke lukke Munden op for Dig.« - »Ak! raabte jeg: naadig Herren vil dog ikke forskyde mig?« - »Point de tout, svarte han: Du skal fra nu af være min Valet de chambre! Og naar Junker Kresten reiser til Paris, saa følger Du med - hvad synes Du derom?« Jeg blev saa bevæget, at jeg ikke kunne sige et Ord, men kyste hans Haand. Alligevel jeg nu glæder mig saare meget, saa tykkes mig dog, at jeg nødig ville herfra, og jeg troer virkelig, at mit Helbred er blevet slettere siden.

14
Thiele, den 1ste Mai 1710.

Ak, jeg elendige Menneske! nu veed jeg, hvad det er, jeg feiler; Ovidius har sagt mig det, han har gandske accurat beskrevet mig min Sygdom. Dersom jeg ikke tager feil, saa hedder den Amor, paa Dansk: Kjærlighed eller Elskov, og den jeg er charmeret udi, maa uden al Tvivl være Frøken Sophie. Ak, jeg arme Daare! Hvad skal dette blive til? Jeg maa prøve hans remedia amoris!

- Nu nyssen saae jeg hende staae i Gangen, og tale meget venlig med Jens; - det skar mig som en Kniv i mit Hjerte. Det kom mig for, som jeg skulde skyde ham for Panden, men saa hoppede hun mig forbi med et Smiil; - jeg var tilmode, som naar jeg er paa Klapjagt, og et Stykke Vildt kommer mig paa Skud: mit Hjerte klapper mod mine Ribbeen, jeg kan knap faae min Aande, og mine Øine ere ligesom groede fast til Dyret - ah malheureux queje suis!

Thiele, den 17de Juni 1710.

Hvor dog Gaarden nu tykkes mig øde og keedsommelig. Det naadige Herskab er borte, og kommer først hjem om otte Dage. Hvordan skal jeg faae Ende paa dem? Jeg har ikke Lyst til nogen Ting. Min Bøsse hænger fuld af Støv og Rust, og jeg gider ikke gjort den reen. Jeg kan ikke begribe, hvordan Jens og de Andre kan være saa glade og lystige; de prate og skoggre, saa det giver Echo i Ladegaarden - jeg sukker som en Rørdrum. Ak, Frøken Sophie! Gid Du var en Bondepige, eller jeg en Prinds!

Thiele, den 28de Juni 1710.

Nu er Gaarden for mine Øine, ligesom der nylig var kalket og pyntet. Træerne i Haven har faaet en deilig lysegrøn Couleur, og alle Folk see saa milde ud.- Frøken Sophie er kommen hjem igien: hun kom indad Porten som Solen gjennem en Sky; men alligevel skjælvede jeg som et Espeløv. Det er baade Godt og Ondt, at være forlibt.

Thiele, den 4de October 1710.

En magnifiqve Jagt, vi havde idag! Hvidding Krat var indstillet med over 300 Klappere; for de var her baade fra Viskum og Fussingøe med alle deres Støvere. I Dagbrækningen vare vi fra Thiele der allerede. Det var gandske stille i Luften, og en tyk Taage bedækkede hele Egnen; kun Toppene af Bavnhøiene kunde man see oven over den. 15 Langt borte kunde vi høre de buldrende Fodtrin af Klapperne og enkelte Hundeglam. »Nu kommer de fra Viskum, sagde naadig Herren: jeg kan høre Chasseurs Hals.« - »Da kommer de ogsaa fra Fussingøe, sagde Jens: det er Perdrix, som gjøer.« Endnu kunde vi ingen Ting see for Taage, men alt som de kom nærmere, hørte vi Vognenes Rumlen, Hestenes Pusten, Skytternes Snak og Latter. Nu kom Solen frem, og Taagen lettede. Da blev det levende paa alle Kanter. Skovfogderne begyndte allerede at stille Klapperne i Orden, man hørte dem hviske og tysse paa dem der vilde snakke høit, og Kjeppene kom sommetider i Bevægelse. Fra Vester og Sønder kom Skytterne kjørende, og bagefter Vognene med Hundene: deres Haler viklede over Vognfjelene, og imellem stak der et Hoved op, som ogsaa strax fik Ørefigen af Jægerdrengene. Nu satte naadig Herren selv af langs ned i den lange Dal midt igjennem Krattet. Da han var færdig stødte han i sin Pibe, og med det samme begyndte Hornblæserne et lystigt Stykke. Hundene bleve koblede af, og det varte ikke længe før de slog an, saa een, saa to, saa det hele Kobbel. Harer, Ræve og Dyr smuttede frem og tilbage paa de skovbegroede Bakker. Saa gik af og til et Skud, og Knaldene gav Echo langs ned gjennem Dalen. Klapperne kunde vi ikke see, men vel høre deres Hujen og Skrigen, naar et Dyr eller en Hare vilde bryde igjennem. Jeg forsvarte min Plads, og skjød to Ræve og en Buk inden Frokosten. Mens den varede blev Hundene kaldte sammen og koblede op, og Hornblæserne spilte, og da det var forbi, gik det atter løs. See! da holdt to Vogne oppe for Enden af Dalen med alle de naadige Fruer og Frøkener, og imellem dem Frøken Sophie. Dette frelste en Ræv; mens jeg saae derop, smuttede han mig forbi. Et Par Timer før Aften var Krattet renset for Vildt, og Jagten havde Ende. Vi fik vist henved 30 Stykker, og Junker Kresten, som havde skudt de fleste Ræve, blev beæret med et Stykke paa Valdhorn.

Thiele, den 17de December 1710.

Igaar fulgte jeg min kjære Moder til hendes Hvilested. Den nye Præst - Gud lønne ham for det! - hædrede hendes Henfart med en Liigpræken, som varede i syv Qvarteer. Hun var mig en god og kjærlig Moder - Herren give hende en salig Opstandelse! †††

16
Thiele, den 23de Januar 1711.

En jammerlig Vinter! endnu intet Kaneføre! Derefter har jeg ventet lige siden Mortensdag, men forgjeves. Regn og Blæst, sydlige Vinde og trist Veir. Ifjor ved denne Tid var det vi kjørte til Fussingøe; naar jeg tænker paa den Aften! Maanen skinnede saa blank som en Sølvtallerken paa den blaa Himmel, og kastede vore Skygger ved Siden af Veien paa den hvide Snee. Jeg hældede mig imellem saaledes, at min Skygge trak ind i Frøken Sophies: da kom det mig for, som vi to vare eet. En kold Vind havde vi lige imod, den blæste hendes søde Aande tilbage - jeg slugte den som Viin - ak, jeg Daare! jeg forliebte Daare! hvortil nytte mig alle disse Considerationer? Paa Søndag reiser jeg til Kjøbenhavn med Junker Kresten, og der skal vi blive hele Sommeren. Jeg tænker, jeg er død inden Maidag. - Ah Mademoiselle Sophie adieu! un éternel adieu!

Paa Havet imellem Samsøe og Sjelland
den 3die Febr. 1711.

Solen gaaer ned bag mit kjære Jylland; dens Gjenskin lægger sig langs hen over det rolige Hav som en uendelig Ildvei. Jeg tykkes den hilser mig fra mit Hjem - ak, det er langt borte, og jeg kommer længere og længere derfra Hvad monstroe de nu bestille paa Thiele? Det ringer for mit høire Øre - - mon det er Frøken Sophie, der nu taler om mig? ak nei! jeg er jo kuns en fattig Tjener, hvi skulde hun tænke paa mig? ligesaa lidt, som Skipperen, der traver frem og tilbage paa Dækket med sammenlagte Arme - han kigger saa tit henimod Norden - hvad mon der er at see? En Svensker, siger han; Gud hjelpe os naadelig og vel!

Kallundborg, den 4de Febr. 1711.

Nu veedjeg, hvad Krig er - jeg har været i Bataille, og - den Herre Zebaoth være priset! - vi finge Seier. Det var rigtig, som Skipperen sagde, en svensk Kaper. Imorges, saasnart det dagedes, saae vi ham en halv Miils Vei borte; de sagde, han gjorde Jagt paa os. »Er der nogen af Jer Passenerer, sagde Skipperen: der har Mod og Mands Hjerte, og Lyst til at baxes med den svenske Gast?« - »Jeg har en god Riffel, svarte Junker Kresten: og min Tjener har een; skal vi prøve den Jagt engang, Morten?« - »Som Junkeren befaler!« sagde jeg, løb ned i Kahyten, ladte vore Rifler, bragte dem samt Krudt og Kugler op paa 17 Dækket. Der var to jydske Soldater kommen op fra Rummet, de havde hver sin Bøsse, og Skipperen et spansk Gevær saa langt som han selv, Styrmanden og Matroserne bragte Øxer og Haandspager. »Kan vi ikke seile fra ham, min kjære Skipper?« spurgte jeg. - »Fanden kan vi, svarte han: Du seer jo, han haler ind paa os, alt hvad han kan; Du skal snart faae hans Stykker at høre; men er Du bange, saa gaae hjem og læg Dig i Din Moders Dragkiste.« Idetsamme væltede Røgen ud fra det svenske Skib, og strax derpaa hørte vi et forfærdeligt Rabalder og en Susen over vore Hoveder. Det varte ikke længe, saa kom der nok et Knald, og nok eet, og den sidste Kugle rev en Splint af vor Mast Da blev jeg ret underlig tilmode: mit Hjerte tog til at banke, og det suste og bruste for mine Ører. Men da Svensken kom saa nær, at vi kunde lange med vore Rifler, og jeg havde gjort det første Skud, da var det, som om jeg havde været paa en Klapjagt. Svensken kom bestandig nærmere, og vi stod i Skjul bag Kahyten, og fyrede bag ud paa ham alt hvad vi kunde. Der faldt flere af hans Folk, især for Junkerens og mine Skud »Kan vi skyde en Sneppe, Morten, kan vi vel ogsaa ramme en Svensker, naar han staaer stille!« sagde han. »Raske Gutter! raabte Skipperen: Seer I den svenske Kapitain, ham der gaaer med den store Sabel frem og tilbage? Pil os ham ud, saa har vi Spillet vunden!« Da lagde jeg an paa ham, og trykte til, og som jeg tog min Riffel fra Kinden, saae jeg ham slaae Næsen mod Dækket. »Hurra!« raabte Skipperen, og alle vi andre med; men Kaperen dreiede af og seilede sin Cours. Med det danske Flag paa Toppen fore vi ind ad Kallundborgs Fjord nok saa stolte og nok saa glade, thi ikke en Mand var saaret, skjøndt Kuglerne fløi over og igjennem Skibet. Hovmesteren Monsjeur Hartman var den eneste, som fik sit Blod at see, og det paa en pudsig Façon: Han laae i Skipperens Køje og røgte sin Pibe, da Slaget begyndte. Lidt efter kom jeg ned for at hente Lærred til Kuglerne. »Martine! sagde han: qvid hoc sibi vult?« men før jeg fik svart, foer en Kugle gjennem Kahytvinduet, tog Piben med sig - som han rakte ud af Køjen - og Mundbiddet rev Hul paa hans Gane.

Nu ere vi i Havn og paa tør Land, hvor Hvilen er sød efter saadant et Pust!

Kjøbenhavn, den 2den Juni 1711.

Mit Hoved er gandske fuldt af alle de rare Ting, jeg her har seet og hørt. Jeg kan ikke samle det i mine Tanker, thi det ene forjager det 18 andet, som Skyerne hverandre i Blæst. Men det curiøseste af Alt er dog dette, at jeg er nær ved at blive min Forlibelse qvit. Jo længere jeg bliver her, jo mindre synes mig, at jeg længes efter Frøken Sophie, og jeg kunde næsten troe, at der ere ligesaa smukke Piger i Kjøbenhavn. Skulde jeg skrive Noter til Ovidii remedium amoris, da vilde jeg rekommendere en Tour til Hovedstaden, som et af de bedste Midler mod hiin farlige Maladie.

Til Ankers under Kronborg, den 12te Sept. 1711.

Ak, du naadige Himmel! Hvad har jeg oplevet! Hvilken Jammer og Elendighed har jeg seet med disse mine Øine! Gud har hjemsøgt os for vore Synder, og slaget Folket med Bylder. De faldt som Fluer omkring mig, men jeg Uværdige blev udfriet fra Dødens Strube. Ak, min kjære Junker! Hvad skal jeg sige, naar jeg kommer tilbage foruden ham? Men jeg forlod ham ikke, før han udgav sit sidste Suk; jeg vovede mit Liv for ham, dog Gud sparede det - hans Navn være lovet! Naar jeg tænker paa disse Rædselsdage, er mit Hjerte færdigt at briste. Bange og tause sad vi fra Morgen til Aften i vor eensomme Bolig, saae paa hverandre og sukkede. Kun sjelden kigede vi ned i de tomme Gader, hvor det før vrimlede af Mennesker, kun en og anden triste figure skreed hen over Broestenene, ligesom en Gjenganger; men indenfor Vinduerne saae man Folk sidde som Arrestantere, de fleste ubevægelige, som om de kun havde været malede Portraiter. Hørtes saa den hule Rumlen af Pestdragernes Vogne, hvor foer de da alle fra Vinduerne, for ikke at see det rædselfulde Syn. Jeg saae det kun engang, jeg forlangte det aldrig mere. Der kjørte disse sorte Dødsengle med de lange Vogne fulde af Liig: de laae slængte paa hverandre som Fæe. Bag ud af Vognen hang Hovedet og Armene af et ungt Qvindemenneske; Øinene stirrede fælt ud af det sortgule Ansigt, og det lange Hovedhaar feiede Gaden. Da rystede det Junkeren første Gang; han vaklede ind i sit Sovekammer, og lagde sig paa Dødens Leie; men jeg sukkede i mit Hjerte: »De skal lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem; men Gud skal forløse min Sjel af Gravens Vold, thi han haver antaget mig, Sela

Thiele, den 29de Sept. 1711.

Saa er jeg da nu her igjen. Da jeg gik ind ad Porten bankede mit Hjerte i mig ongefær som den Dag, vi sloges med Svensken. Og da jeg 19 traadte ind til det naadige Herskab, og saae dem Alle i Sort, da græd jeg som et Barn, og de græd med Jeg kunde fast ikke tale for Graad, og før jeg havde endt den affreuse Historie, vendte naadig Herren sig bort, og gik ind i sit Kammer - Gud trøste dem efter sin Barmhjertighed, Amen!

Thiele, den 8de October 1711.

Idag var vi førstegang paa Jagt efter min Hjemkomst. Ak! det var ikke som i forrige Dage, den gav kun liden Satisfaction. »Morten, sagde naadig Herren mange Gange til mig: vi savne Junker Kresten!« og saa sukkede han, saa det skar mig i mit Hjerte. Vi kom hjem længe før Aften med en fattig Hare.

Thiele, den 2den Novbr. 1711.

Det begynder atter at blive levende paa Gaarden; vi vente høifornemme Fremmede: Hans Excellence Hr. Gyldenløve med Suite. Han vil blive her nogle Uger og divertere sig med Jagten. Igaar talte det naadige Herskab herom ved Bordet: »Han er af høikongeligt Blod og en fuldkommen Cavalier,« sagde naadig Fruen, og saae med det samme til Frøken Sophie. Hun blev rød, saae paa sin Tallerken og smiilte, men jeg blev kold som en lis over mit hele Legeme - ak! ak! jeg tænkte, at jeg var cureret for min daarlige Inclination, men jeg føler at Sygdommen er vendt tilbage med større Force. Jeg sprætter som en Agerhøne i Garnet, men det hjelper intet - gid jeg var tusinde Mile herfra!

Thiele, den 14de Novbr. 1711.

Endelig er hans Excellence arriveret hertil, og det med allerstørste Pragt og Herlighed: tvende Løbere med høie sølvbeslagne Huer, kom trippende ind i Gaarden en halv Fjerdingvei foran ham. De stilte sig med deres lange spraglede Stokke paa begge Sider af den store Dør. Naadig Fruen vrikkede ind ad een Dør og ud af en anden; jeg har aldrig før seet hende i saadan Agilité. Frøken Sophie stod i Storstuen, og kigede snart i Speilet, snart ud af Vinduet. Hun saae mig slet ikke, naar jeg gik igjennem Værelset. Endelig kom han selv kjørende med sex gule Heste for sin Vogn, en smuk og magnifiqve Herre! Han saae baade fornem og naadig ud, alligevel syntes mig, at der var noget Modbydeligt hos ham. Han smiilte mig saa vammelsødt og 20 plirede med sine Øine, som om han saae imod Solen. Han bukkede for hver især af Herskabet, men det syntes som han kun bukkede for at reise sig høiere i Veiret. Da han kom til Frøken Sophie, steg lidt Blod op i hans blege Ansigt, og han hvidskede eller læspede en lang fransk Kompliment. Ved Bordet vendte han næsten ikke sine Øine fra hende, ikke engang naar han talte med Andre. Hun skottede imellem over til ham; men jeg brændte min Haand paa Tallerkenerne, saa den idag er fuld af Vabler; gid det var det eneste Sted, jeg havde ondt!

Thiele, den 20de Nov. 1711.

Jo! det er sikkert nok; der bliver en Mariage af Man behøver allene at attendere den naadige Frue. Naar hun seer paa Frøken Sophie, lægger hun Hovedet tilbage som en And, naar den har faaet Kroen fuld, vender Øinene og lukker dem imellem, som om hun vilde ret straxen falde i Søvn, og saa snaddrer hun: »un Cavalier accompli, ma fille! n'est ce pas vrai? et il vous aime, c'est trop clair!« Ja desværre, det er klart nok; og hun elsker ham igjen, det er ogsaa klart. Gid hun maatte blive lykkelig.

Thiele, den 4de Decbr. 1711.

Endnu har hans Excellence ikke profiteret for meget af Jagten: to Gange har vi været ude; men hvergang er han bleven keed af det paa Halvveien. Der er et Stykke Vildt hjemme paa Gaarden, det drager ham til sig som en Magnet. Ak! Gid jeg var blevet i Kjøbenhavn!

Thiele, den 8de December 1711.

Idag blev Mariagen declareret, og idag 8 Dage skal Brylluppet staae. Hvor skal jeg skjule mig saalænge? jeg holder det aldrig ud; naar han lægger sin Arm om hendes Liv, er det som En stak mig i Hjertet med en Kniv - -

Du milde Himmel! Jeg troer, Jens er ligesaadan faren som jeg; da jeg sagde ham det om Mariagen, stødte han sin Bøsse saadan imod Jorden, at Kolben sprang istykker, og derpaa rendte han med Stumpen ud i Heden. Saa er jeg da ikke den eneste Nar i Verden.

Thiele, den 16de December 1711.

Frøken Sophie har faaet Børnekopperne. Ak! hvor skjælver jeg for hendes Liv! Gid jeg maatte døe istedet for hende; men jeg kan jo ikke 21 faae denne Sygdom mere end eengang. Hendes deilige Ansigt er gandske fuldt af Vabler.

Thiele, den 13de Marts 1712.

Saa har jeg atter reist mig fra mit lange Sygeleie. Jeg troede, det skulle blevet det sidste, og sukkede af Hjertet til min Gud om Forløsning. Men jeg skal vandre endnu en Stund i denne Jammerdal - det er hans Villie - den skee! - Det er for mig, som om jeg var opstanden fra de Døde, og jeg tykkes at denne tre Maaneders Sygdom har varet i tre Aar. Igaar saae jeg hende første Gang siden jeg blev lagt ned, og det med en god Contenance; næsten skulde jeg troe, at Sygdommen havde taget min daarlige Forlibelse med sig.

Hun var lidt bleg, og jeg syntes ikke, at hun saae ret fornøiet ud Desværre! hun har nok ikke synderlig Grund dertil. Hans Excellence er vist en stor Libertiner; jeg saae nu nylig igjennem Sprækken paa min Dør, at han tog fat paa Fruens Pige, og det paa en meget indecent Maneer. O den stakkels Frøken! Var jeg Hs. Excellence jeg skulde tilbede hende som en Engel udaf Himmelen.

Thiele, den 1ste Mai 1712.

Hs. Excellence er reist bort, og har ladet sin Kjæreste blive her tilbage. Han var nok allerede keed af hende, og - Gud forlade mig det! - troer jeg ikke ogsaa hun af ham. Hun længes da ikke efter ham; thi hun er ligesaa munter og vive som før, ja næsten mere; men alligevel af og til ligesom lidt hoffærdig. Sommetider taler hun til mig som til en Stodder, og sommetider, som om jeg var hendes Ligemand. Jeg troer hartad hun vil have mig til Bedste - jeg fattige Stakkel! Jeg er ikke bleven klog endnu, for hun kan gjøre mig glad og bedrøvet ligesom hun vil.

Thiele, den 3die Juni 1712.

Mit Helbred faaer jeg aldrig mere; min Ungdoms Munterhed er gandske borte. Jeg er tung og mat i mit hele Væsen, og ingen ret Lyst har jeg til nogen Ting. Jeg gider ikke jage, og jeg gider ei heller læse: min Bøsse og min Ovidius ere begge lige støvede. Fransken, som tilforn var blevet mig saa plaisant, kan jeg hverken lide at læse eller høre - det er et falsk Tungemaal!

22
Thiele, den 24de Juni l712.

Jeg har byttet Kammer med Jens. Han vilde endelig have mit, for han torde ikke ligge ud til Kirkegaarden, den Tosse! Der skal han jo dog engang ligge for bestandig. Jeg er vel fornøiet med Byttet, her kan jeg fra mit Vindue see mine kjære Forældres Grave - de ere vel forvarede - Gud glæde deres Sjele i Himmerige! Hist henne er Hr. Sørens Grav, der groe allerede Tidsler paa den - dem maa jeg dog rydde bort!

Thiele, den 13de Decbr. 1712.

Fruens Pige har bekommet sig en liden Søn. Hun har udlagt en Kniplingskræmmer - men hele Gaarden veed nok, hvem den Skyldige er. Den unge Frøken har selv railleret dermed. Jeg veed ikke, hvordan hun kunde; men hun tager sig Verden let - jeg er ikke af den Natur.

Thiele, den 27de Februar 1713.

Drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Har mine Sandser duperet mig, eller var hun virkelig min? jo! hun var min - jeg har favnet hende med disse mine Arme, hun har hvilet ved mit Bryst, og bedækket mit Ansigt med Kys - med hede Kys - nu vilde jeg gjerne døe, saa lykkelig kan jeg aldrig blive meer. Men nei! Hvorlunde er det fat med mig? hvad har jeg gjort? ah, jeg veed ikke, hvad jeg skriver - jeg frygter, jeg er vanvittig.

Thiele, den 5te Marts 1713.

Lad mig kalde tilbage i min Hukommelse disse douce Øieblikke! Lad mig ret overtænke, hvor lyksalig jeg var; det er først nu, jeg begynder at opvaagne som af en Ruus. - Herren kom hjem fra Jagten, og Jens var bleven i Skoven for at kaste Tax ud, som sad fast i en Grav. Jeg vidste vel, at han ikke kom hjem før Dag, og saa fik jeg isinde at ligge i mit forrige Kammer. Jeg var netop indslumret, da jeg blev vækket ved et Kys. Forskrækket reiste jeg mig og vilde raabe: da følte jeg en blød Haand paa min Mund, og en Arm om min Hals, og en sød hvidskende Stemme - Himmel! det var hendes - hendes, jeg ikke tør nævne. Da - da - o, jeg Synder! jeg forstokkede Synder! jeg har forraadt min Herre! og jeg kan ikke engang ret af Hjertet fortryde det. Hvergang jeg vil gjøre Poenitentse, forhindres jeg af en lønlig Fryd, som spotter min Anger. Jeg føler det: jeg længes efter at 23 repetere den Misgjerning, jeg burde forbande. »Evindelig min!« vare de første Ord, jeg kunde fremføre; men da rev hun sig med et let Skrig af mine Arme, og - jeg var allene. Døren knirkede, og jeg reiste mig overende i Sengen; jeg var i Tvivl om det ikke altsammen var Spøgerie. Ak! hvorfor flygtede hun? hvorfor kom hun da selv ukaldet, ufristet? Har hun elsket mig som jeg hende, taus, inderlig, brændende?

Thiele, den 6te Marts 1713.

O Verden! Verden! hvad er du falsk! Ærlighed er plat forsvunden, Dyd og Ære traadt under Fødder! Dog hvorfor vil jeg beklage mig? er jeg bedre end han? Er min Synd mindre, fordi jeg troer, at min Kjærlighed er større? - Ah, jeg faaer min fortjente Løn, vi ere lige gode, den ene forraader den anden. - Ha! du falske Qvinde! Du Potiphars Hustru! derfor var det, du skreg og flygtede, da du hørte min Røst Det var altsaa gammel Vane - kjendt Vei, da du søgte min Seng - nei, Jenses Seng! Gammel Kjærlighed, gammel Synd! mens jeg tilbad dig, mens jeg beskuede dig med Ærefrygt som en hellig Engel, har du bolet med min Medtjener!

- - Det var Midnat. Drukken af søde Erindringer vankede jeg om i Haven. I en mørk Gang saae jeg noget røre sig - det bares mig for, at det maatte være hende. Med hastige Skridt ilede jeg derhen - det var hende! ja, det var hende, men hvorledes fandt jeg hende? paa Jenses Skjød, med Armene om hans Hals - hurtigen foer de fra hinanden, og jeg stod som om jeg skulde synke i Afgrunden. Solen fandt mig paa samme Sted; jeg frøs - jeg bævede som et Espeløv. O du usle, du falske, du fordærvede Verden!

Thiele, den 9de Marts 1713.

Jeg har seet hende første Gang siden hiin syndefulde Nat En hastig Rødme foer over hendes Ansigt, hun kastede sine Øine rundt omkring i Stuen, for ei at see paa mig. Jeg følte, at jeg blev baade kold og varm. I det Øieblik vi vare allene, gik hun mig hastig forbi og sagde med halvt tillukkede Øine: »Silence!« Hun var ude af Døren, inden jeg ret følte Trykket i min Haand.

24
Thiele, den 13de April 1713.

Alt er opdaget! Herren, Fruen, hele Gaarden veed det, og det er Mamsel Lapouce, som har opdaget og røbet dem. Den unge Frøken vilde gjerne raillere med hende, men det skrev hun bag Øret. Ingen har kundet mærke paa denne listige Qvinde, at hun forstod et Ord Dansk, og derfor har de engang uforsigtigen i hendes Nærværelse sagt Noget, hvoraf hun fik Vinden. Hun har nu gaaet saa længe paa Sporet, indtil hun rigtig har faaet det redet ud, og keget dem i Leiet. Himmel! hvilket Oprør her blev! Naadig Herren løb med sin Bøsse omkring som en Rasende for at skyde Jens; men Jens var allerede paa sin Hest og langt borte. Den unge Frøken blev lukket ind i Hjørnestuen, at Herren ikke skulde forgribe sig paa hende. Ak Himmel! Hvad Ende skal dette faae? Jeg skjælver hvergang jeg hører hans Stemme. Min Samvittighed fordømmer mig, og gjør mig til Cujon. Anger og Frygt har saaledes betaget mig, at Kjærlighed og Jalousie var reent forjaget af mit Bryst Ak! Gid jeg var femten Mile under Jorden!

Thiele, den 14de April 1713.

Jens har været her. Han kom i Nat ind i mit Kammer, for at høre, hvorledes her stod til. Han var som et drukken Menneske, græd og bandte imellem hinanden. »Røb ikke, at jeg har været her, sagde han idet han gik; ellers er Du et dødsens Menneske!« Han skulde vist holde Ord; jeg skal nok vogte mig. Men hvad mon han egentlig vil? han veed det vel ikke selv.

Thiele, den 17de April 1713.

Den unge Frøken er borte! inat er hun echapperet ud af et Vindue. Jens har sikkert været her og hentet hende, for En har ved Midnatstid mødt to Personer paa een Hest, men formedelst Mørket kunde han ikke see, om de Begge vare Mandspersoner. Det var paa Viborgveien, og vi har været ude hver Mand hele Dagen for at lede. Vi ere komne tilbage uden at finde dem. Jeg fik Nys om, at de vare komne over Skiern Broe, men jeg skal vel tage mig vare for at komme dem nær. Ak! ak! den Verden, vi leve i! Min arme Herre! Han tager vist sin Død derover. Han ligger, og intet Menneske maae komme til ham.

25
Thiele, den 20de April 1713.

Idag blev jeg kaldet til naadig Herren. Ak! Du milde Frelser! Hvor bleg og henfalden han var! Han lever ikke, det kunde jeg grandgivelig see. »Morten! sagde han, da jeg traadte ind: er det Dig? Kom hid til mig!« Saasnart jeg hørte hans Stemme, brast jeg i Graad. Før var det, som om han talte ud af en Tønde, og naar han raabte ud af den store Dør: »Morten! Kom med Hundene!« Saa var det som Gaarden skulde falde, og Høns og Ænder fløi forskrækkede omkring. Men nu talte han saa sagte, saa mat, at mit Hjerte var færdigt at briste. »Morten! sagde han: har Du ingen Snepper seet?« - »Nei, naadig Herre! svarte jeg hulkende: Jeg har slet ikke været ude.« - »Naa, har Du ikke? sagde han: Jeg skyder ingen flere!« - »Ak jo! svarte jeg: Gud kan endnu hjelpe!« - »Nei, Morten! sagde han: med mig er det snart ude. Ja, havde jeg endnu havt Kresten!« Her trykkede han to Taarer ind igjen i de hule Øine. »Hvor er Vaillant?« spurgte han. - »Han ligger ved Kaminen,« svarte jeg. - »Kald paa ham,« sagde han. Hunden kom og lagde sit Hoved paa Sengestokken. Herren klappede ham længe og saae vemodig paa ham. »Du har været mig en tro Svend, sagde han: Du har ikke forladt mig. Naar jeg er død, skal Du skyde ham og begrave ham under den store Ask udenfor Kirkegaarden, men skyd ham godt, og lad ham ikke mærke, hvad Du har isinde - lov mig det!« - »Ja, naadig Herre!« svarte jeg. - »Han skal ikke i fremmed Være,« sagde han, idet han sank tilbage paa Puden: »Min Skydehest og Donner (det er hans Livbøsse) og mit Gehæng, skal Du have; min Blis maa Du aldrig skille Dig ved; naar han bliver saa gammel, at han ikke kan æde længer, saa skal Du skyde ham.« - »Ja, kjære Herre!« svarte jeg; jeg kunde neppe for Graad. - »Og der, sagde han: ligger en Tut paa Bordet, den skal Du have for Din tro Tjeneste. - Gaae nu, Morten! og bed til Gud for min syndige Sjel!« - Jeg kyste hans Haand, som han rakte mig, og tumlede ned i mit Kammer - o! Gud skjenke ham en salig Ende! Han var mig en god og naadig Herre!

Thiele, den 3die Mai 1713.

Saa er han da ogsaa hjemfaren! Nu har jeg ingen Ven mere paa Jorden. - Her vil jeg ikke blive; jeg maa ud i Verden, at skille mig ved mine melankoliske Tanker. - Stakkels Vaillant! da jeg tog Bøssen, sprang han saa gladelig omkring, han vidste ikke, at jeg førte ham til 26 Døden. - Nei! saadant et Skud gjør jeg aldrig i mine Dage; da jeg spændte Bøssen, og han hørte Knækket, begyndte han at logre og see sig om, han ventede et Stykke Vildt, og tænkte mindst paa, at det gjaldt ham selv. Da Krudtet tændte, og han krummede sig i Dødens Krampe, var det som om mit Hjerte skulde vælte ud af mit Bryst O! min kjære salige Herre! Det var den sidste, den tungeste Tjeneste jeg viste Dig.

Til Sejls under Thunøe, den 17de Mai 1713.

Andengang - kanskee Sidstegang - siger jeg dig Farvel, mit kjære Fødeland! Farvel du grønne Skov! du brune Hede! Farvel alle mine Ungdoms Glæder! Lettere om Hjertet var jeg, da jeg for tvende Aar siden pløiede disse vilde Bølger: da havde jeg min gode Herre; nu er han i Graven, min Junker ligesaa, og hun - som jeg gjerne vilde glemme - drager om i den vide Verden, Gud veed hvor og hvorledes. Ogsaa jeg skal prøve Lykkens Spil, og æde mit Brød blandt Vildfremmede. Ja! Krigen vil jeg prøve! den gier Brød eller Død! Blis og jeg skal følges ad, han er min sidste Ven paa Jorden.

Sverrig, den 13de Juni 1716.

Her sidder jeg en fangen Mand i fremmed Land. Saalangt har min Kaarde hjulpen. Min Oberst og jeg gjorde lyst mellem Fjenderne; men vi vare kun to mod ti. Ak! min gamle Blis! Du maatte døe - gid vi havde fulgtes ad!

Stockholm, den 14de August 1717.

Saaledes skal det ikke blive ret længe! De har slæbt mig omkring fra en Fæstning til en anden; fristet og truet mig, at jeg skulde tage Tjeneste, men hellere vilde jeg svælte tildøde i et underjordisk Fængsel, end fægte mod min rette Konge og Herre. Endnu hellere vilde jeg have min Frihed Jeg vil forsøge det, og enten finde den eller Døden!

Norkjøping, den 3die Februar 1718.

Saa blev jeg ajligevel svensk Soldat! hvor længe jeg end hyttede mig, og skjulte mig som et jaget Vildt i Skove og Klipper, saa fandt de mig dog. Hvad skulde jeg gjøre? Bedre under Guds frie Himmel mellem Kaarder og Kanoner, end mellem et Fængsels fire Vægge! De har lovet mig, at jeg aldrig skulde stride mod mine Landsmænd, men allene 27 mod Moscoviten - han har maaskee den rette Kugle med Morten Vinges Navn.

Siberien, den 15de Mai 1721.

Herre min Gud! Hvor underlige ere dine Veie! Mange tusinde Mile fra Danmark, færdes jeg her i et raat og sørgeligt Land: jeg gaaer over tilfrosne Floder og vader i Snee til Knæerne; mens der hjemme er Skov og Mark iført sin grønne Sommerdragt Udenfor mit gamle Kammervindue staaer Abilden nu i Bloster, Irisken qviddrer i Stikkelsbærhækken, Stæren sidder paa Kjelen og fløiter sit lystige Stykke, og Lærken synger høit i Sky. Her tuder Ulve og Bjørne, Høge og Ravne skrige i de sorte Skove. Hvor mon er Enden paa denne Udørk? Ak! hvor er Enden paa mit elendige Liv?

Riga, den 2den September 1743.

Skal jeg endnu opleve den Dag, da jeg seer mit Fødeland igjen? I fire og tive lange, sorrigfulde Aar, i fire og tive Vintre har jeg jaget Zobel og Maar i Siberiens Skove! hvor mæt af Livet har jeg alt længe - længe været! men jeg vil taalmodelig bie til min Herre og Frelser kalder mig. Han vil maaskee lægge mine trætte Lemmer til Hvile i min Fædrenejord - ak! hisset seer jeg det danske Flag, Korsets og Frelsens dyrebare Tegn! Min Sjel, lov Herren! alt hvad i mig er hans hellige Navn!

Falster, den 23de October 1743.

Atter nær ved Døden, og atter langt fra den! I Storm og Uveir nærmede jeg mig mit elskede Fødeland. Bølgerne knuste vort Skib og truede at opsluge os; men Herren frelste mig, hans Haand opholdt mig - han vil ei heller drage den fra mig nu, skjøndt fattig og halvnøgen jeg vandrer blandt Fremmede.

Corselidse, den 2den November 1743.

Et Fristed har jeg fundet, et Skjul fra Verdens Storme; en from og ædel Herre, som har taget mig i sit Brød, og lovet at sørge for mig til min Dødedag. Saa skal jeg nu ikke mere skifte Bolig, førend de bære mig hen til den sidste.

28
Corselidse, den 1ste Mai 1744.

Hvilket yndigt Land er dog dette! Alt i sin fulde Flor! Skoven grøn og Marken grøn! Blomster allevegne! I Siberien er det endnu Vinter. Gud skee Lov for saadant et Bytte!

Min Herre holder meget af mig; jeg maae tidt sidde hele Timer og fortælle ham om Krigen og om alle de Lande, jeg har gjennemvandret Og vil han gjerne høre, vil jeg gjerne snakke; det glæder mig at mindes mine mangfoldige udstandne Fataliteter.

Corselidse, den 2den Juli 1744.

O Du Barmhjertighedens Fader! var denne bittre Skaal endnu tilbage! Skulle de gamle Saar oprives paa ny! ja, thi det var Dig saaledes behageligt! - Jeg har seet hende - hende? ak nei! ikke hende! en falden Engel har jeg seet, en Mørkhedens Gestalt - tidt har jeg ønsket mig Døden, men nu - nu ækles jeg ved Livet - jeg kan ikke skrive meer.

Corselidse, den 8de August 1744.

Det er ikke for min Plaiseer, at jeg atter tager Pennen; men dersom Nogen efter min Død skulle faae Øie paa denne Journal, skal han dog see, hvorlunde Synden lønner sine Børn.

Jeg gik hiin bedrøvelige Dag og forlystede mig med en Promenade i vor smukke Have. Som jeg gaaer forbi den aabne Stakitport, staaer der en Mand, hvis Ansigt forekom mig bekjendt, uagtet et sortgraat tykt Skjæg og et skummelt Øiekast næsten forskrækkede mig. »Er Du ogsaa her?« sagde han med et sært Grin. Stokken faldt fra min Haand, og alle mine Lemmer skjælvede - det var Jens! »Herre Du min Gud! sagde jeg: skal jeg finde Dig her? hvor er Frøken Sophie?« Han stødte en høi Eed ud: »Frøkenskabet har S .... taget og Frueskabet med; men vil Du see min hjertelskede Kone, saa ligger hun derhenne og luger. Soffi! skreg han: her er en gammel Bekjendter!« Da vendte hun sig halvt om - hun laae paa Knæerne tre Skridt fra mig - saae et Øieblik paa mig, og gav sig derpaa igjen til at luge. Jeg fornam ikke den mindste Bevægelse i hendes Ansigt - dette Ansigt! dette fordum saa deilige Ansigt! hvor var det forandret! blegguult, rynket, fortrædent saae det ud, som om det aldrig nogensinde havde smilet. En hullet Kyse med lange Laser af sorte Kniplinger, gjorde det endnu mørkere. Skidne Pjalter af Klæder, som engang havde været smukke og fine, hang om hendes tykke ildedannede 29 Krop. Jeg følte, at jeg var nærved at faae ondt, og ingen Taare kom i mine Øine. En Angst, en Vammelhed, som naar man pludselig seer en Hugorm, betog mig. Jeg kunde hverken tale eller røre mig af Stedet. Jens vakte mig igjen af min Bedøvelse. »Nu er hun nok ikke saa smuk, raabte han: som dengang hun krøb i Sengen til Dig?« Jeg gyste. »Forgyldningen er slidt af, blev han ved: men det kjønne Sind har hun endnu, storagtig og malicieusk er hun endnu, og Kneveren kan hun bruge. Hej! Naadig Frue! Snak lidt med os!« Hun taug, og lod som hun ikke hørte det, skjøndt han raabte høit nok. »Nu viller det hende ikke, sagde han: men naar vi komme hjem, saa faaer hun nok Kjeften paa Gang. Har Du ikke til en Pæl, Morten! for gammel Kjendskabs Skyld?« Jeg gav ham noget, og gik som i Søvne op til Gaarden. Ved Havedøren stod min Herre. »Kjender Du disse Mennesker?« spurgte han. - »Ak Du gode Gud! svarte jeg: Ja, jeg har kjendt dem for mange Aar siden.« - »Det er slette Folk, sagde han: hun er arrig og bandsat, og han drikker som en Svamp. De har boet et Par Aar i et Huus nede ved Stranden! Han fisker, og hun gjør Ugedage her i Haven. Hun skal være kommen af skikkelige Folk?« Nu først brød mine Taarer frem og lettede mit beklemte Hjerte. Jeg fortalte ham, hvem hun var, og hans Forfærdelse blev ligesaa stor som min Bedrøvelse.

Corselidse, den 14de September 1744.

Jeg tvivler paa, at jeg her faaer blivende Sted Mit Ophold behager mig ikke længer, siden jeg veed mig i Nærheden af hende, og ofte ikke kan undgaae at see hende. Endnu har jeg ikke talt med hende, for jeg skyer hende som en ond Aand. Jens søger mig med en Paatrængenhed, som hverken behager mig eller min Herre. Naar jeg lugter hans Brændeviinsaande, er det som En bød mig Forgift at drikke. Han har fortalt mig deres Historie - o, hvor er den skrækkelig, væmmelig! I Danmark, i Tydskland har de flakket om fra en Stad til en anden - han spilte paa Valdhorn og hun sang og spilte paa Luth; derved opholdt de Livet, og naar dette ei kunde strække til, drev hun endnu een Næringsvei, som det sønderriver mit Hjerte at tænke paa. Omsider maatte ogsaa denne ophøre, og de skulde have omkommet af Mangel, naar ikke min medlidende Herre havde forbarmet sig over dem. - Gud forlade mig det! Jeg kunde ønske mig tilbage i Siberien.

30
Corselidse, den 1ste Mai 1745.

Gud velsigne min rare, ædelmodige Herre! Han har mærket mit Ønske: at ende mine Dage i min Fødestavn; og derfor har han - mig uafvidende - skaffet mig en god Condition hos det nye Herskab paa Thiele. Paa Tirsdag skal jeg afseile med et Skib fra Stubbekjøbing - Gud lønne ham derfor i Evighed!

Til Sejls mellem Sjelland og Samsøe,
den 4de Juni 1745.

»Frygter ikke for dem, som allene ihjelslaae Legemet! men frygter for dem, som fordærve baade Legem og Sjel tillige!« Jeg føler Kraften af disse Frelserens Ord. Da jeg i min Ungdom paa disse Bølger stod for Svenskens Kugler, var jeg bedre tilmode, end da jeg i Corselidse Have saae min Ungdoms faldne Engel. Kaarder og Kugler, Hug og Stik, Saar og Død ere Intet at regne mod Sjelens Fortabelse, mod en uskyldig Sjels Fordærvelse. Havde jeg dengang seet hendes skjønne Legeme sønderrevet af vilde Dyr, ikke kunde det saaledes have knuget mit Bryst, som nu, da jeg fandt hende forspildt, fordærvet, foragtelig, uden Redning fortabt. Som hun laae der og grov i Jorden, syntes mig, at hun begrov mit sidste Haab, min sidste Levning af Troe paa Ære og Dyd. Men jeg vil sige, som den gamle Tyrk, min Medfange i Siberien, altid sagde midt i de største Elendigheder: »Gud er stor!« ja, og barmhjertig! Han kan og vil gjøre langt over hvad vi arme Mennesker forstaae.

Thiele, den 4de Juli 1745.

Omsider er jeg da indløben i min sidste Vinterhavn! Flere end tredive Aar er jeg omtumlet paa Verdens vilde Hav, for at ende, hvor jeg begyndte. Hvad har jeg udrettet? hvad har jeg vundet? En Grav - et Hvilested hos mine Forfædre. Det er Noget, og endda ikke saa Lidet: jeg har Venner og Bekjendtere her baade over og under Jorden. Der staaer endnu Abilden udenfor mit Vindue, den er ogsaa bleven ældre, der er Kræft i dens Stamme, Stormen har bøiet dens Hoved, og paa dens Grene groer Mosset ligesom graae Haar paa en Oldings Hoved Ved Kirkeveien seer jeg den store Ask, under hvis Rod jeg begrov den stakkels Vaillant. Saaledes gjenkjender jeg mangt et Træe, mangen en lynggroet Høi og selv de døde Stene, der staae her uforanderlige i Aartusinder, og see een Slægt efter den anden opvoxe og 31 forgaae. Den Slægt, jeg kjendte, er nu ogsaa borte. Nyt Herskab, nye Tjenere - jeg er en Fremmed, en Udlænding blandt dem alle.

Thiele, den 2den Septbr. 1749.

Idag er det sex og halvtredsindstyve Aar siden jeg saae Verdens Lys! Herre Gud! hvor ere disse Aar blevne af? disse mange tusinde Dage? Hvor ere mine Ungdoms Glæder? de ere hos mine Ungdoms Venner. - Paa denne Aarsens Tid var det, vi ret nøde Jagtens Fornøielser. Hvor lystigt gik det da til, naar vi om Morgenen droge ud; Jægerne raabte og Hundene gjøede, og Hestene trampede ligesaa utaalmodige som vi selv. Snart hjemsøgte vi Urfuglene paa Heden, snart de vilde Dyr i Skoven - med Spil og Sang fore vi hen og hjem. Nu er her stille som i et Kloster, den naadige Herre bryder sig ikke om Jagten. Taus og ene gaaer Skytten ud, og stille kommer han tilbage. Denne Slægt er traurig som jeg selv.

Thiele, den 12te Januar 1751.

En stille, herlig Vinternat! Alt hvad jeg seer, Blaat eller Hvidt. Maanen har jaget Stjernerne fra sig, den vil lyse allene. Så deiligt skinnede den ogsaa engang for mange - mange Aar siden, da jeg var Kudsk for Frøken Sophie. Min unge Sjel straalede ligesaa blankt og lysteligt som Maanen, og hendes var ogsaa reen, uplettet som denne nysfaldne Snee. Nu er min Sjel mørk som Heden, naar Vintersneen er borttøet, og hendes - om hun endnu lever - maa ligne en siberisk Dal efter Oversvømmelse: mørktfuret af Vandstrømme, trindt bestrøet med Tuer, Stene og nedvæltede Træer. »Ja, Herre! Herre! Tugter Du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør Du, at dens ynkelige Skikkelse hensmelter som et Møl; visselig! Alle Mennesker ere Forfængelighed!«

Føulum, den 12te Mai 1753.

I Søndags forrettede jeg førstegang mit Embede som Degn til Thiele og Vinge. Den naadige Herre kaldte mig paa sin Dødsseng. Her boer jeg nu i min Faders Huus; men jeg boer her allene. Alle mine Ungdomsvenner ere forlængst gangne til Hvile; jeg er endnu tilbage, som et skaldet Træe paa Heden; men om føie Tid skal jeg samles til dem, og være den sidste af min Slægt. Disse Blade skulle være det eneste Mærke om mig. Om Nogen - engang, naar jeg er død og borte - 32 læser dem, da skal han sukke og sige: »Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed.«

33

Røverstuen

1. Hjorterytteren

Danmarks Øer have et saa yndigt, venligt, fredsælt Udseende, at Man, ved i Tankerne at gaae tilbage til deres Oprindelse, aldrig erindres om nogen voldsom Naturbegivenhed; de synes ikke ved noget Jordskjælv at være opkastede, ej heller gjennemfurede af en vældig Vandflod; men snarere at have opdukket sagtelig af det synkende Hav. Sletterne ere jevne og store; Bakkerne faa og smaae, og blidt afrundede. Ingen bratte Skrænter, ingen dybe Huler minde om Jordens Fødselskamp. Skovene hænge ikke vildt paa skyehøje Fjeldrygge; men lejre sig, som et levende Hegn, om de frugtbare Marker. Bækkene styrte sig ikke ned i skummende Fosser, gjennem dybe og mørke Kløvter; men glide stille og klare hen mellem Siv og Krat. Naar Man fra det dejlige Fyens Land sejler over til Jylland, troer Man i Førstningen blot at have passeret en Flod, og kan ikke ret overbevise sig om, at Man nu er paa det faste Land; saa lignende og nær beslægtet med Øerne er her Halvøens Skikkelse. Men jo længere Man nu kommer ind, jo mere forandres Egnen: Dalene blive dybere; Bakkerne brattere; Skovene see ældre og mere affældige ud; mangt sivgroet Kjær, mangen med kort Lyng bevoxet Jordplet; store Stene paa de højryggede Agre - Alt vidner om ringere Cultur og mindre Befolkning. Smale Veje med dybe Hjulspor og høje Balker i Midten hentyde paa mindre Færsel og Samqvem mellem Beboerne. Disses Vaaninger vorde mod Vesten alt slettere og slettere, lavere og lavere, som om de dukkede sig for Vestenvindens voldsomme Anløb. Ligesom Hederne blive hyppigere og større, blive Kirker og Byer færre og længere fra hinanden. Ved Gaardene seer Man istedetfor Hæsse sorte Tørvestakke, istedetfor Frugthaver Kaalgaarde. Store, lynggroede Moser, skjødesløst og ødselt behandlede, sige os: at her er nok af dem. Intet Markhegn, ingen Pileplantning gjør mere Skjæl mellem Mand og Mand; Man skulde troe, at Alt endnu var i Fælledskab. Naaer Man omsider Rygningen af Jylland, udbreder sig for Øjet de 34 uhyre, flade Heder, i Førstningen bestrøede med Gravhøje, hvis Antal dog stedse aftager, saa at Man med Rimelighed kan formode, at denne Strækning aldrig tilforn har været opdyrket Denne høje Landryg forestiller Man sig, ikke uden Grund, at have været det første af Halvøen, der kom tilsyne, lettende sig op af Havet og væltende det til begge Sider, hvor da de nedrullende Bølger sammenskyllede Bakker, og udhulede Dale. Paa Østsiden af denne Lyngslette findes dog hist og her noget kort, purlet Egekrat, der for Vildfarende kan tjene istedetfor Compas; thi Træernes Kroner ere alle bøjede mod Østen. Forresten øjner Man paa de store Lyngbakker kun lidet Grønt: en enkelt Græsplet, eller en ung Bæveresp, som Man da med Forundring adspørger: hvor est Du kommen her? Løber en Bæk eller Aae gjennem Heden, da forkynde ingen Enge, ingen Busk dens Nærværelse; dybt nede mellem udhulede Bakker snoer den sig lønlig og med en Fart, som om den skyndte sig ud af Ørken.

Over en saadan Bæk reed en smuk Høstdag et ungt velklædt Menneske henimod en liden Rugmark, som den fjerne Ejer havde opdyrket ved at brænde den afskrællede Skorpe til Aske. Han selv med Familie vare just ifærd med at afmeje den, da Rytteren nærmede sig og spurgte Vej til Herregaarden Ansbjerg. Efterat Bonden først havde gjengjældet Spørgsmaalet med et andet: nemlig hvor den Rejsende kom fra? fortalte han denne, hvad han allerede vidste, at han var redet vild, kaldte derpaa ad en Dreng, som satte Negene sammen, og befalede ham, at vise den Fremmede paa rette Vej. Men endnu førend Drengen havde begyndt at udføre denne Ordre, viiste sig et Syn, som for en Tid tildrog sig saavel Rytterens som Høstfolkenes hele Opmærksomhed. Oppe fra den nærmeste Lyngbakke foer lige ned mod dem, med Stormens Fart, en Hjort med en Mand paa Ryggen. Denne - en høj, føer Mand, brunklædt fra Top til Taa - sad indeklemt mellem Kronhjortens Takker, hvilke den havde kastet tilbage henad Ryggen, som disse Dyr gjøre naar de ret hale ud Den sælsomme Rytter havde sandsynligviis tabt Hatten ved dette Ridt; thi hans lange sorte Haar fløj bag ud fra hans Nakke, som Manken paa en gallopperende Hest. Hans Haand var i bestandig Bevægelse, for at hugge en Kniv i Hjortens Nakke; men dennes voldsomme Spring hindrede ham i at træffe. Da Hjorteridderen kom nær nok til de forbausede Tilskuere - hvilket ikke varede længe - blev han kjendt af Bonden; thi denne raabte: »hej, Mads! hvor vil Du hen?« »Det maa Hjorten og 35 Satan vide!« svarte Mads; men inden Svaret kom fuldt ud, var han allerede saa langt forbi, at det sidste Ord neppe naaede Spørgerens Øre. Inden faa Minutter forsvandt baade Hjort og Mand fra de Stirrendes Blik. »Hvem var det?« spurgte den Fremmede, uden at vende sine Øjne bort fra den Kant, hvor Centauren var forsvunden. »Saamænd!« svarte Bonden, »det er en sølle Mand, som de kalde Mads Hansen, eller sorte Mads; han har et lille Huus paa den anden Side af Aaen. Det er knapt for ham; han har mange Børn - kan jeg troe - og saa bjerger han sig som han kan: han kommer imellemstunder over paa denne Side og tager sig en Hjort; men idag lader det til, at Hjorten har taget ham - dersom det ellers var en rigtig Hjort?« lagde han betænksom til - »Gud frie os fra Alt det, som ondt er! men den Mads er rigtignok en forvoven Kumpen - alligevel jeg veed ikke Andet, end Ære, Dyd og Godt om ham. Han skyder et Stykke Dyr engang imellem; hvad skal vi sige derom? der er nok af dem - alt for mange, hvem der maatte sige det; der kan I selv see, hvordan de har klippet Vipperne af min Rug! Men - jo min sandten! der har vi Niels Skytte; jo Du skal lure sorte Mads! idag er han bedre ridende, end Du.« Som han sagde dette, saaes en Jæger ilende i langstrakt Trav hen imod dem, fra den samme Kant, hvor de først havde seet Hjorteridderen. »Saae I ikke sorte Mads!« raabte han, endnu før han kom dem nær. »Vi saae rigtignok En paa en Hjort; men vi kunde ikke see enten han var sort eller hvid, eller kjende, hvem det var, for han kom afsted, saa En knap kunde følge ham med Øjnene« svarte Bonden. »Fanden tage ham!« sagde Jægeren, idet han holdt sin Hest an, for at lade den puste lidt; »jeg saae ham oppe i Haverdalen, hvor han gik og luskede efter en Hjort. Jeg holdt mig bag en Høj for ikke at forstyrre ham. Han skjød, Hjorten faldt, Mads løb til, sprang op paa Ryggen af ham, for at give ham Fangst; men da Hjorten følte Kniven, rejste han sig op, klemte Mads ned mellem Takkerne, og hallo! Hans Bøsse fik jeg; men jeg vilde hellere have ham selv.« Med disse Ord satte han sin Hest i Trav, og ilede efter Krybeskytten, med den ene Bøsse foran sig paa Sadelknappen, den anden i en Rem paa Ryggen.

Den Rejsende skulde omtrent samme Vej, og drog med sin Vejviser afsted, saa hastig, som denne kunde smaatrave, efter at have skilt sig ved sine Træskoe. Da de havde tilbagelagt en god Fjerdingmiil, og vare komne op paa Rygningen af en Bakke, der skraanede ned ad mod Aaen, fik de Øje paa begge Rytterne. Den Første havde naaet 36 Enden paa sit forfløjne Ridt: Hjorten var styrtet død ned i Aaen, paa et Sted, hvor der var meget lavt Vande. Dens Banemand stod endnu skrævs over den, og stræbte at gjøre sig løs fra dens Takker, som havde boret sig ind i hans Klæder. Just, som han blev færdig hermed og sprang iland, kom Skytten - som først var redet fejl af ham - farende forbi vor Rejsende, med Tøjlen i den ene og Bøssen i den anden Haand. Et Par Favne fra den uhældige Hjorterytter standsede han Hesten, og med de trøstelige Ord: »nu skal Du døe, din Hund!« lagde han Geværet til Kinden. »Holdt, holdt!« raabte Delinqventen, »giv Dig Stunder, Niels! det jager vel ikke; vi kan jo snakke os tilrette.« »Ingen Snakken længere!« svarte den forbittrede Jæger, »Du skal ligge paa dine Gjerninger!« »Nej bie dog et lille Gran endnu!« raabte hiin igjen: »lad mig først læse mit Fadervor!« »Hvad, vil Du læse?« sagde Niels, idet han lod Bøssen synke lidt fra Kinden, »i Himmerig kommer Du ikke alligevel.« »Saa er det din Skyld, Niels!« svarte den Anden, »naar Du vil undlive mig midt i mine Synder.« »Det har Du fortjent, din Hjortetyv!« raabte Niels, og hældede atter Kinden til Kolben. »Hej, hej!« skreeg Mads igjen, »bie et bitte Korn endnu! Naar Du nu skyder mig, saa - aa tag dog den Bøsse fra Øjet! jeg kan aldrig lide at Man peger ad mig med et ladt Gevær -« Niels løftede atter Hovedet - »skyder Du mig, saa kommer Du selv til at klæde Stejle og Hjul.« »Fanden hvilket!« svarte Skytten med en tvungen Latter, og sigtede paany. »Niels, Niels!« raabte hiin igjen, »her er Vidner; men hør! jeg vil give Dig et andet Raad: nu har Du mig jo vis nok; jeg kan ikke gaae fra Dig; kan Du ikke føre mig til Gaarden (Herregaarden), lad saa Manden (Herremanden) gjøre med mig hvad han vil Saa beholde vi begge To vort Liv, og Du fortjener Dig tilmed en god Drikkeskilling.« Idetsamme kom den Rejsende til, og raabte til Skytten: »For Guds Skyld! kjære Ven! gjør dog ingen Ulykke; men hør hvad Manden siger!« »Manden er en grov Misdæder« sagde Skytten, men spændte dog Hanen ned og lagde Bøssen paa Sadelknappen; »men siden den fremmede Mossiø beder for ham, vil jeg skjænke ham Livet. Du er ellers gal Mads!« sagde han til denne, »for nu kommer Du til at gaae med Skubkarren din Livstid; havde Du ladt mig skyde Dig, var nu Alting forbi - kom da din Kjeltring! og hold Dig ved Siden af mig! Kom nu og tag Skankerne med Dig!« Derpaa satte de sig i Gang, og den Rejsende, der ligeledes skulde til Ansbjerg, gjorde Følgeskab med.

37

Et Stykke gik det fremad, uden at der blev talt et Ord; naar undtages, at Skytten af og til med et »hæ!« et Skjeldsord og en Eed afbrød Tausheden. Endeligen knyttede Krybeskytten en ny og mindre lidenskabelig Samtale. »Tykkes Du ikke, det er Synd« sagde han, »at jeg her skal gaae og vade i det lange Lyng?« »Det er Du vant til, din Hund!« svarte Niels. »Du kunde gjerne« vedblev den Anden med et polidsk Øjekast, men dog i en Tone, som viste, at han ikke ventede at faae sin Bøn opfyldt: »Du kunde gjerne lade mig sidde op bag ved Dig.« »Ho ho!« svarte Skytten med en Skogger: »Du har redet nok i Dag; nu har Du godt af at røre dine lange Been.« »Naa naa! et godt Ord igjen, Niels Skytte!« mumlede hiin, »Du er saa iband contradi* idag.« Niels Skytte svarede Intet hertil; men fløjtede en Visetone, imedens han af Jagttasken fremtog Tabakspung og Pibe. Da denne var stoppet, gav han sig til at slaae Ild; men Tønderet vilde ikke fænge. »Jeg kommer til at hjælpe Dig« sagde Mads, og uden at faae eller vente paa Svar slog han Ild i sin egen Fyrtønde, blæste paa den og rakte den til Skytten; men idet denne tog derimod, greb hiin fat paa Kolben af den ladte Bøsse, som laa over Sadelknappen, rev den med et vældigt Ryk ud af Stroppen, og sprang tre Skridt baglænds ud i Lyngen. - Alt dette skete med en Hurtighed, Man ikke skulde have tiltroet den bredskuldrede, føre og allerede lidt aldrende Krybeskytte. »Nu falder Godtaar mig til« sagde denne. »Tykkes Dig ikke, jeg nu kunde pirre Dig overende, som en Skurrehat, bitte Niels? Men Du var rimelig før; det er din Lykke.« Den arme Skytte stirrede bleeg og skjælvende af Arrighed paa sin Modstander, uden at være istand til at fremføre et eneste Ord. »For lidt siden« vedblev Mads »var Du saa ildvorn,** der kunde Ingen faae et Ord indført; men havde jeg ikke dengang hørt, hvordan du lod din Mund løbe, skulde jeg hartad tænkt, at Du havde glemt den hjemme paa Ansbjerg - tænd din Pibe! ellers brænder Tønderet ud - Du seer saa vis paa min Fyrtønde? Du tykkes vel, det er et maadeligt Bytte, Du har gjort? Denne her er rigtignok bedre;« - han klappede paa Bøssekolben - »men Du skal faae den igjen, naar Du flyer mig min egen.« Niels tog denne strax over Hovedet, rakte den hen til Krybeskytten med den ene Haand og udstrækkede den anden for at modtage sit Gevær. »Bie lidt!« sagde Mads:

* * 38

»Du skal love mig først - aa! det kan endda være det Samme, for Du holder vel ligemeget af det; men skulde Du engang herefter høre et Puf i Heden, saa vær ikke saa hidsig, men tænk paa idag og paa Mikkel Rævehale!« Han vendte sig til den Rejsende: »Staaer hans Hest for Skud?« »Skyd kun!« svarede denne. Mads holdt Skyttens Bøsse, som en Pistol, med den ene Haand op i Luften, og skjød den af »Den giver jo ikke anderledes et Knald« sagde han, »end som naar Man slaaer en Potte mod en Dør.« Derpaa tog han Stenen af Hanen, og gav sin Modstander den, med de Ord: »Der har Du din Skyder! for det første skal den ingen Skade gjøre. - Farvel! og Tak for idag!« Saaledes sigende hængte han sin egen Bøsse over Nakken, og gik tilbage mod den Kant, hvor Hjorten laa.

Skytten, hvis Tunge hidtil syntes at have været bunden ved en magisk Kraft, gav nu sin længe indeklemte Harme Luft i en Strøm af Eder og Forbandelser, hvis Begyndelse lød saaledes: »Nu saa gid da Djævlen inderlig - -« etc. etc. - Det er beklageligt, kjere Læser! ligesaavel for mig som for Dig, at min Muse ikke er af de ægte humoristiske; thi ellers havde jeg her den ønskeligste Lejlighed til at udpynte min Fortælling med de kraftigste Eder, mod hvilke de, der oplive vore genialske Comedier, vilde kun lyde som Fruehundebjæf mod Løvebrøl. Som sagt: min enfoldige Muse har endnu ikke været istand til at fatte den dybe Betydning af Gammelstrandsconversationen; desaarsag faaer du selv ad libitum fylde de mange Huller i Niels Skyttes og andre Kraftgeniers Tale. Jeg beretter nu simpelthen - dog med tilbørlig Reservation af meeromrørte Niels Skyttes lovlige Ret til Djævelen og hans Rige - hvad Passiar, der videre forefaldt mellem ham og den Fremmede paa Vejen til Ansbjerg.

Denne, hvis Medlidenhed havde vendt sig fra den undslupne Frijæger til den hartad fortvivlede Herregaards-Skytte, søgte at trøste saa godt som han formaaede: »Han har jo dog i Grunden Intet tabt,« sagde han tilsidst »uden den usle Glæde, at gjøre en Mand med sin hele Familie ulykkelig -« »Intet tabt?« raabte Jægeren: »Det forstaaer han ikke. Intet tabt? Den Hund har, saa vist som jeg er en Synder, fordærvet mig mit gode Gevær!« »Hvorledes?« sagde den Rejsende: »fordærvet hans Gevær? Lad det, og sæt en anden Steen for!« »Pyt!« svarede Niels, med en ærgerlig Latter; »den skyder hverken Hjort eller Hare meer; den er forgjort, det svarer jeg til; og dersom ikke eet Raad vil hjælpe - trrr! der ligger een og slikker Solskin i Hjulsporet; han skal 39
ikke spise Lærkeunger idag.« Med disse Ord standsede han Hesten, satte hurtig en Steen i Hanen, ladede Geværet og sprang ned. Den Fremmede, som var ganske uindviet i Jagtvidenskaben, og altsaa kjendte hverken dens Terminologie eller Magie, holdt ligeledes stille, for at see hvad Grønkjolen nu vilde foretage sig. Denne trak Hesten ned, gik nogle Skridt frem og pirrede med Bøssepiben til Noget, som laa i Vejen. Nu først opdagede den Fremmede, at det var en Hugorm. »Vil Du herind!« sagde Skytten, stedse stikkende med Bøssen efter Slangen; endelig fik han dens Hoved ind i Piben, holdt nu denne i Vejret og rystede den indtil Ormen var heelt derinde. Derpaa skjød han Bøssen af i Luften, med sin besynderlige Forladning, hvoraf ikke den mindste Stump mere kom tilsyne, og sagde: »vil det ikke hjælpe, saa er der Ingen, der kan curere den, uden Mads eller Mikkel Rævehale.« Den Rejsende smilede lidt vantro, saavel over Trolddommen, som over den snurrige Maade at løse den paa; men da han allerede havde gjort Bekjendtskab med den ene Sortekunstner, ønskede han ogsaa at vide Lidt om den anden, der bar et saa ualmindeligt og betydningsfuldt Navn. Paa hans Efterspørgsel, fortalte Skytten, medens han atter ladede sit Gevær, Følgende: »Mikkel Rævehale - som de kalde ham, fordi han kan lokke alle de Ræve til sig, der ere i Landet - denne Mikkel er ti Gange værre, end sorte Mads; han kan gjøre sig haard, den Hundetamp! der bider hverken Blye eller Sølvknapper paa ham. Engang traf jeg og Herren ham hist nede i hiin Dal, lige saadan ved en Hjort, han nylig havde skudt, og som han var ifærd med at tage Skindet af Vi reed lige hen til ham, og han mærkede os ikke, før vi vare ham paa tyve Skridt nær. Men tænker han, at Mikkel blev bange? Han saae bare om til os, og gav sig derpaa igjen ifærd med Hjorten. »»Saa skal Du da times en lille Ulykke!«« sagde Herren. »»Niels! skyd ham paa Pelsen! jeg svarer for Alt!«« Jeg holdt ham med et Skud Rendekugler lige midt paa hans brede Ryg; men Pyt! han agtede det ikke mere, end om jeg havde skudt paa ham med en Hyldebøsse. Knægten drejede blot Ansigtet et Øjeblik om til os, og blev endnu ved at flaae. Da skjød Herren selv - det var lige kraftigt: han skjar just Skindet fra Hovedet; og først, da han havde svøbt det sammen, tog han sin lille Riffel, som laa paa Jorden, vendte sig om imod os og sagde: »»Nu kommer nok Turen snart til mig; og dersom I ikke seer til at I komme bort, skal jeg dog prøve, om jeg kan faae Hul paa een af Jer.«« Saadan en Karl er Mikkel Rævehale!« Efter denne 40 Fortælling, der er ligesaa utrolig, men mere sandfærdig end mange andre, som vi forskrive fra Udlandet, fortsattes Rejsen til Ansbjerg.

2. Ansbjerg

Naar Du, kjære Læser! giver Dig ifærd med en dansk Bog, som - vel at mærke! ingen Oversættelse er, og Samme finder Naade for dine Øjne: da opkaster Du sikkert det højst billige Spørgsmaal: »Hvo, mons troe, haver været denne Forfatters Mønster og Forbillede?« Thi at en dansk Skribent - in specie en Digter - skulde være saa selvklog og dumdristig, at vove sig uden fremmet Vejledning ud paa Autorbanens Glatiis, det er jo hverken tænkeligt eller tilraadeligt.* Om Du derhos læser critiske Blade - in specie den danske Pasqvino - vil Du vorde end mere overbeviist om Rigtigheden af din Forudsætning; thi i Saadanne vil Du hyppigen støde paa Yttringer, som denne: »Vor Forfatter har aabenbarligen dannet sig efter A*, eller B*, eller C*,« og - om han er en af de stemplede - »vor Digter har hældigen opfattet D*s eller E*s, eller F*s Aand;« eller - om han er blandt de uprivilegerede - »dette Product er en mislykket Efterligning af G*, eller H*, eller I*.« - Nu da: dersom ogsaa mine Smaafortællinger, eller - om Du hellere vil - Noveller, have vundet dit Behag, skulde Du ikke have spurgt Dig selv: »Hvo er vel denne Forfatters Mønster og Forbillede? L .........? Nej! dertil ere hans Helte og Heltinder ikke englelige nok. v .. d .. V ....? Ikke heller! dertil ere de ikke djævlemæssige nok; tilmed begynder han heller ikke sine Capitler ad modum: »I sin storblommede grønne Damaskes Sloprok, med den sneehvide rødtoppede Bomuldsnathue paa det ærværdige Hoved, sad paa sin brandgule Silkevæderskinds Bedstefaderstoel den fem og firesindstiveaarige etc. etc.« eller: »Paa en kastaniebruun vælig Araber, som tyggede det skumbesprængte Sølvbissel, reed igjennem den hvælvede Borgport den underdejlige« etc. etc. »Skulde« spørger Du videre -»vor Forfatter have dannet sig efter H......, R......, A...? Ikke * 41 heller! dertil ere hans Eventyr alt for rimelige, troværdige og dagligdags; dertil har han alt for liden Commerce med Gjengangere, Nisser, Trolde, Varulve, Vampyrer og Djævle.«»Hvo i al Verden kan det da være?« bliver Du ved: »een maa han have! W.....S....? Paa min Ære! der er han!« Ak! kjere, gunstige Læser! det er endnu ikke den rette. Du gjør mig virkelig for megen Ære; thi hans Fuldkommenheder ere hans Ejendom, som hverken jeg eller nogen Anden kan tage fra ham, og hans Fejl - om han har nogen - vil jeg gjerne overlade til C ..... og Andre, der kunde fylde et Ark med at beskrive et Shawl og Maaden at bære det paa, og som ikke kunne føre os ind i en Bondes Røghytte, uden at gjøre os nøje bekjendte med enhver Stoel paa Gulvet, enhver Høne paa Ranen, og enhver Pjalt, de uskyldige Børn have paa; ja som, hvor de end føre os hen, ikke lade os slippe forbi nogen Steen eller Pind ved Vejen, uden at vi først maae lære dens omstændelige Beskrivelse. Overalt kan denne sc....e Maneer bedre betale sig i andre Lande, end her, hvor Man hellere laaner Bøger, end kjøber dem, og hvor Lejebibliotheker og Læseselskaber sørge for, at Forfattere ikke skulde give deres giftefærdige Døttre Manuscripter til Udstyr. Nej, min højstærede Læser! havde dette været Tilfældet - som Man siger - da stode vi endnu nede ved Karup Aae, tabte i Beskuelsen af dens lynggroede Bredder, eller vi med en Landmaalers Nøjagtighed fulgte alle dens Krumninger lige til det Sted, hvor Liimfjorden vilde standse vore Skridt. Havde jeg været en S ......, vare vi vist i dette Øjeblik meget behageligen sysselsatte med at tælle de brune Pletter paa Niels Skyttes forresten hvide Hønsehund (om hvem vi endnu ikke have mældet et eneste Ord), eller Uhrfuglene i hans Jagttaske. Men - det er nu ikke anderledes - jeg gaaer min egen skjæve og ujevne Gang - vil Du følge med, skal det være mig baade en Ære og en Fornøjelse - snart staaer jeg, snart gaaer jeg, snart løber jeg, og snart tager jeg Rend til og gjør et gevaltigt Spring, som for Exempel, fra Karup Aae til Ansbjerg. Og vil Du nu endelig give mig et Mønster, kan Du jo - i Betragtning af denne lange, snaksomme, parenthesiske Indledning - lade det være Forfatteren til Siegfried v. Lindenberg.

Summa Summarum: A* og B* og C* have deres ejendommelige Skjønheder - de være og forblive deres! de ere vel ej heller ganske frie for Fejl - hvad skulde jeg med dem? jeg har nok i mine egne. Nej, førend Du skal sige: »Hænderne ere Esaus, men Stemmen Jacobs!« 42 maa Du hellere udbryde: »det er Esau heel og holden!« Og skulde jeg da sluttelig ikke altid være efter dit Sind; skulde min Pegasus stundom løbe for stærkt, stundom gjøre sig stædig; saa tag i gunstig Betragtning, at den ikke er tilreden af nogen Kunstberider; men har bestandig sine egne Nykker, som det hverken for Dig eller mig vil være muligt at pille ud Sid op, Højstærede! riid med mig ind ad Ansbjerg Port, og lad os see, hvad Eventyr - kort eller langt, troeligt eller utroeligt - vi der monne opleve!

Jeg hører sjelden det Ord »Herregaard«, uden at tænke paa Spøgelser. Disse ærværdige Levninger fra Oldtiden, fordum beboede af mandhaftige Riddere og høviske Fruer, hvilke vi ere vante til at forestille os strænge og alvorlige, stive i Klæder, stive i Væsen, stive i Sind, haarde og barske selv i Kjerlighed: disse favntykke Mure, disse lange, snævre og mørke Gange, disse hvælvede Kjældere synes os ret indbydende for Midnattens Aander; de aabne, vide Kaminer ret beqvemme for hine luftige Væsner, der hellere gaae igjennem Skorstenen, end gjennem Døren. Jeg troer virkelig heller ikke, at der findes nogen gammel Herregaard uden saadant natligt Puslerie; uden i det mindste eet skummelt Værelse, en Hjørnestue, et Taarnkammer, hvor det ikke er ganske rigtigt, og hvor Man ikke gjerne sover alene.

Det glæder mig oprigtigt, at Ansbjerg i denne Henseende er ligesaa complet en Herregaard, som nogen anden i Landet; og haaber jeg snart at opleve den Nat, da jeg kan opvarte Læseren med en ægte phantasmagorisk Forestilling; men Alt til sin Tid! og derfor vil jeg nu i Historien gaae frem med chronologisk Orden.

Da de tvende Ryttere vare komne indenfor Ladegaardsporten, drejede de - Skytten som Vejviser foran - om til Stalddøren, afsadlede her hver sin Hest, og gik derfra op igjennem den Lindeallee, der ledte til Borggaarden. Denne bestod af trende Fløje: Hovedbygningen til Venstre, tvende Stokværk høj, havde en Qvist, som nød Prædicat af Taarn; maaskee fordi Man syntes, at intet ægte Herresæde burde mangle et Saadant; og et Navn er - som Man veed - ofte nok til at fornøje Folk. Saaledes har jeg hørt, at et Værelse, hvori var en Bogreol med en Snees tyktbestøvede Bøger, et Skab med Flasker og Glas, et Bord med Skrivertøj, og en blødtudstoppet Lænestol, er kaldet et Studerekammer. Saaledes har jeg seet en Samling af et Par hundrede forknyttede Træer, som heed Skoven, og en Karudsdam, der heed Søen. I samme Betydning kaldes et Klædeskab Garderobe, et Par 43 Bøndergaarde og en halv Snees Huse et Gods, og Tiendetageren paa disses Marker Forvalter eller Inspecteur. - Den midterste Fløj, ogsaa teglhængt, men kun af eet Stokværk, var bestemt for det talrige Tyende, ligefra Ridefogden til Hundedrengen. Den højre var Forpagterens Bolig. I Krogen mellem begge stod Træhesten; i den Tid ligesaa uundværlig paa en Herregaard, som det adelige Vaaben over Hoveddøren.

I det Øjeblik, da Skytten aabnede Stakitporten ind til Borggaarden, aabnedes et Vindue i nederste Stokværk af Herskabets Fløj, og et Bryststykke kom tilsyne, hvilket jeg troer at burde beskrive, for at lede de Læsere, der have seet lignende afmalede, til rimelige Gisninger over Tiden for nærværende Begivenheder. Den naadige Herre, hvis svære Corpus fyldte Breden af det store Vindue, var iført en mørkegrøn Fløjels Jakke med een Rad Knapper, der sluttede tæt om Halsen, store Opslag og store Lommeknapper; en kulsort Paryk - ikke af de grundmurede, men af dem med een Bukkel eller Valk trindt neden om - skjulte ganske hans Haar. Den Deel af hans Paaklædning, der var at see, bestod følgelig kun af tvende simple Stykker; men da hele Personen siden kommer tilsyne, vil jeg, for at undgaae Gjentagelse, ligesaagodt strax nævne de øvrige tre Dele af hans Dragt, som vare: ovenpaa Parykken en tætsluttende grøn Fløjels Kasket med langt udstaaende Skygge, ganske liig hine sorte Kabudser, som Præster og siden Degne endnu i Mands Minde have baaret; Benene vare bedækkede af et Par lange, vide, besporede Støvler, og sorte Beenklæder af den Slags, som enkelte gamle Bønder endnu i vor Tid have brugt, under Navn af Rullebuxer, fuldendte den synlige Deel af Paaklædningen. »Niels Skytte!« raabte Herren. Den Tiltalte viste sin Medfølger den Dør, han skulde søge, og traadte derpaa, med Sin lille, graa, trekantede Hat i Haanden, hen under Vinduet, hvor den ærlige og velbyrdige Mand ordentligviis gav Audients til Domestiquerne og Godsets Bønder, baade i Vaadt og Tørt. Skytten maatte her underkaste sig det samme Ceremoniel, som alle Andre, hvorvel et mindre tvungent Forhold fandt Sted mellem Herre og Tjener paa Jagten; thi saalænge denne varede, suspenderedes Etiquettens strænge Lov. »Hvem var den?« begyndte Hiin, idet han med Hovedet gav et Sidenik mod den Kant, hvor den Fremmede gik »Den ny Skriverdreng, naadig Herre!« lød Svaret. »Ikke Andet! jeg tænkte det havde været Nogen. Hvad har Du der?« spurgte Herren igjen, nikkende til 44 Jagttasken. »Den gamle Kok* og to Kyllinger, naadig Herre!« (Dette »naadig Herre« ville vi for Fremtiden som oftest udelade; men det skal nødvendig underforstaaes ved Slutningen af enhver Replique.) »Det er lidt for to Dages Jagt;« sagde hiin, »kommer der ingen Hjort bagefter?« »Ikke dennegang;« svarte Niels sukkende: »naar Krybeskytter bruge Hjorte til at ride paa, vanker der ingen til os.« Denne Yttring fordrede naturligviis en nøjere Forklaring; men da Læseren allerede iforvejen har modtaget Samme, ville vi imidlertid henvende Opmærksomheden paa det, der foregik bag Naadigherrens brede Ryg.

Her stod nemlig det unge forlovede Par: Junker Kaj og Frøken Mette. Den Første en smuk Ungersvend paa fem og tyve, og derhos elegant og fuldkommen paa den Tids nyeste Mode. For at vise, med hvilke Vaaben Pigehjerter dengang angrebes og besejredes, bør jeg ikke forbigaae Junkerens Udvortes; men begynder ved Fødderne, for stedse at stige i min Beskrivelse. Disse vare bedækkede af ganske brednæsede, korte Støvler, hvis vide Skafter slubrede i mange Folder nede om Smalbenene. Hvide Silkestrømper omsluttede Læggene, og trak sig netop en Haandsbred op over Knæerne, foroven garnerede med en Strimmel af de fineste Kniplinger. Derefter kom et Par snevre sorte Fløjelsbuxer, af hvilke dog ikkun lidet lod sig tilsyne, formedelst de uhyre Skjød af en ligeledes sort Fløjelsvest. En carmoisinrød Stoffes Kjole, med een Rad store overtrukne Knapper, korte Ærmer, der kun rakte til Haandledene, men Opslag til Albuerne, sammenholdt med en Hægte over Kalvekrydset, fuldendte Paaklædningen. Hele Haaret var strøget glat tilbage, og bundet i en lang stiv Pidsk tæt op i Nakken. Jeg skulde kun fortjene mig liden Tak af mine Læserinder, hvis jeg ikke med samme Nøjagtighed afbildede den velfornemme Frøken; men her kan jeg fatte mig kortere, og betragte hende under trende Hovedstykker: 1) de spidsnæsede, højhælede, sølvbespændte Skoe, 2) den lille, røde, guldgalonerede Hue, som gik ned med en spids Snip i Panden, og skjulte hele det opsmøgede Haar, og 3) den storblommede, i Grunden himmelblaa langlivede Damaskes Kjole, hvis vide Ærmer naaede kun lidt nedenfor Albuerne, lod Skuldrene og Brystet bart, og - vel at mærke - ikke var snørt. - For * 45 dem, som kjende og tilbørligen beundre de nuværende Moders Skjønhed, vil det synes ubegribeligt, hvorledes en saadan udstafferet Dame kunde sætte et Mandfolkehjerte i Brand, da det eneste tækkelige og smagfulde i Pynten var de nøgne Skuldre og Bryster; men jeg maa lægge til, at Frøken Mettes Ansigt virkelig var saa overmaade dejligt, at Man over dette gjerne kunde glemme Klæderne.

Disse tvende vakkre Personer stode da, som sagt, bag ved den gamle Herre, Haand i Haand, og - som det syntes - beskjæftigede med kjælent Gjækkerie. Junkeren rakte hyppigt de tilspidsede Læber frem til Kys, og Frøkenen drejede ligesaatit Ansigtet bort, ikke just med Uvillie, men med et skjelmsk Smiil. Det synderligste var, at hun, hvergang hun bøjede Hovedet tilbage, kikkede ud forbi Faderen i Gaarden, hvor der dog for Øjeblikket ikke var Andet at see (thi Skytten stod for dybt inde under Vinduet), end Træhesten og den ny Skriverdreng, der, saasnart han var kommen ind i Skriverstuen, satte sig ved det aabnede Vindue. At denne - uagtet Prædicatet Skriverdreng - var en overordentlig smuk Karl - vilde dog ikke sige stort; thi for det første havde han et mægtigt Ar over den ene Kind, og for det andet, tredie, fjerde og femte var han klædt ganske og aldeles som Skriverdreng. Hvorledes denne Dragt tog sig ud, finder jeg ikke passende at fortælle, da jeg nu saa nylig har leveret en Beskrivelse over Standspersoners. Ej heller behøver jeg vel at opholde mig længere ved Frøken Mettes Moder, den gode Frue Kirsten, der sad i et andet Vindue, og med velbehageligt Smiil bemærkede de unge Menneskers Elskovspøg. Med saa megen større Føje kunde den gode gamle Dame rigtignok ogsaa glæde sig over dette Partie, da det fra Begyndelse af - var hendes eget Værk. Selv havde hun (som Naadigherren i Jagtsproget skjemtviis udtrykte sig) blandt en heel Rulle Junkere vejret den fedeste, samt først slaaet an paa hans Fod. Da den unge Herre var eneste Søn, Arving til Palstrup og flere Godser; da han ydermere var en ægte Sextenender, blev Mariagen snart besluttet mellem Forældrene og declareret for Børnene. Brudgommen, der just var kommen hjem fra Paris, som Frue Kirsten tog ham paa Kornet, troede godt; hvilket ikke var at takke ham for: Frøken Mette var ung, dejlig, eneste Barn og Arving til Ansbjerg, hvis Hjorte, Vildsviin og Bønder vare ligesaa gode som Palstrups; men som med Hensyn til Uhrhøns og Ænder havde meget forud. Hvad Bruden angaaer, da var hun Forældrenes jernfaste Villie saa ubetinget undergiven, at vi for det første 46 maae lade uafgjort, hvorvidt hendes egen bøjede sig til Junkeren. Man veed jo, at Pigehjertet helst vælger selv, og ofte forkaster en Bejler af ingen anden Grund, end fordi han er valgt af Forældrene; dog, dersom Junker Kaj blot har været den første, tør vi ikke frygte for ham.

Efter denne - ikke aldeles unødvendige - Digression, fortsætte vi Historien. Da Skytten havde fortalt sit hele Uheld, hvilket han ikke turde dølge, saasom baade Skriverdrengen, dennes første Vejviser, og Hjorterytteren maaskee selv alligevel vilde have gjort det bekjendt, udbrød den strænge, haarde, og i sin Vrede tit næsten rasende Herre i de hjerteligste og oprigtigste Forbandelser over Krybeskytten; og under denne Regn af Ønsker dryppede det af og til paa den arme Niels, der af Frygt for Hosbonden maatte nedsluge sine ligesaa velmeente Eder. Saasnart det første Stød af Vredens Storm havde sagtnet sin Voldsomhed, og givet Forstanden Rum, blev foreløbigen udkastet en Plan til hastig og tilstrækkelig Hævn: den frække Forbryder skulde gribes, og, som den, der nu lettelig kunde overbevises om Vildttyverie, overgives i Justitiens Hænder, og derfra, efter behørig Forberedelse, til Bremerholm. Knuden stak i at fange ham vist; thi fik han mindste Nys om Faren, vilde han rimeligviis flygte, og lade Kone og Børn i Stikken. Den paa sit allerømmeste Sted saa haardt saarede Herremand vilde først have været øjeblikkelig afsted: der var saameget tilbage af Dagen, at Man netop ved den indbrydende Nat kunde naae sorte Madses Hytte. Men den naadige Frue, i hvis Hævn altid viste sig sikkrere Plan og modnere Overlæg, forestillede sin fremfusende Ægtefælle: at Mørket ogsaa vilde begunstige Misdæderens Flugt, og - om denne forhindredes - et fortvivlet Forsvar; bedre altsaa, at drage ud lidt efter Midnat, saa at den hele bevæbnede Magt ved Daggrye kunde omringe og erobre Hytten. Dette Forslag blev eenstemmigen antaget, og Junkeren indbudet til at deeltage i Expeditionens Fare og Hæder. Ogsaa Ridefogden, der kom for at rapportere den ny Skriverdrengs Ankomst, og fremvise hans medhavende Anbefalingsskrivelse fra Ridefogden paa Vestervig, blev befalet at holde sig færdig tilligemed Gartner, Ladefoged og Staldkarle, samt at bude en Bondevogn til at følge Toget.

Under de nødvendige Forberedelser til dette, gik Solen ned og Maanen op; og Læseren faaer Tid til at trække sin Aande, inden han begiver sig til næstfølgende indholdsrige Capitel.

47

3. Nissen

Hvo kiender ikke - i det mindste af Navn - dette Væsen, hvis Smaapudserier næsten alle bære Præget af godmodig Overgivenhed? Hvo har ikke hørt tale om hans lille buttede Figur, og hans røde Jacobinerhue - Symbolet paa uindskrænket Frihed? Hvo veed ikke, at det Huus, han vælger til Opholdssted, er fuldkommelig betrygget mod Ildsvaade og anden Ulykke? (For ikke siden at glemme det, vil jeg strax in Parenthesi anmærke: at der ogsaa gives Skibsnisser, hvis Function bestaaer deri, at de om Natten - i Skyggetegning, om jeg saa maa sige - gjøre Udkast til alt det Arbejde, der næste Dag vorder udført: lette Anker eller kaste det, hejse Sejlene eller lade dem falde, beslaae dem, rebe dem - hvilket altsaa betyder Storm; ja han holder sig end ikke for god til en Svabergastes Bestilling; men vasker Dækket nok saa pent. Velunderrettede paastaae: at denne Spiritus navalis ogsaa viser sit nære Slægtskab med Huus- eller Land-Nissen i Skjelmstykker. Undertiden drejer han Fløjet, slukker Lyset i Nathuset, driller Skibshunden, og om der ombord befinder sig en Passagier, som ej kan taale Søen, vil Man see Skjelmen med hjertebrækkende Miner gylpe i Pøsen. Skal Skibet forgaae, springer han Natten før Afrejsen overbord, bestiger et andet Skib, eller svømmer iland Sluttelig maa jeg anmærke: at da det kun er saare Faa givet at see denne luftige Person, kommer hans Advarsler ikkun sjelden tilnytte.) Huusnissen, med hvem vi her i Særdeleshed have at bestille, er en sand Velsignelse for den Vaaning, som han beærer med sin Nærværelse: den er sikker mod Ild, Storm og Tyvehaand. Hvo vilde derfor regne det saa nøje med den lille Fyrs Krumspring? At han imellemstunder rider sig en lille Tour paa Hesten i Spiiltouget, og derved bringer den i Skumsveed, skeer vistnok kun for at skaffe denne en gavnlig Bevægelse; at han malker en Koe førend Pigen, er alene for at bringe hende til at rejse sig lidt før om Morgenen; at han nu og da kniber et Hønseæg, gjør Jav med Mis paa Loftet, eller vælter en Natpotte, hvo vilde tage ham det saa ilde op, eller derfor misunde ham den smule Julegrød, som ingen betænksom Huusmoder undlader at hensætte til ham i en Krog paa Loftet? Kun i Tilfælde af at dette forsømmes, antager hans Characteer et svagt Anstrøg af Hævnelyst; thi da kan Mutter i Huset være temmelig vis paa at faae sin Grød sveden, eller sin Suppe 48 snærret; hendes Øl vil kaste sig, eller Melken vil ikke oste sig, eller og hun maa finde sig i at kjerne en heel Dag, uden at faae Smør.

Nu da: et saadant lille Huusspøgelse havde fra umindelige Tider (og har endnu, kan jeg troe) havt sit Tilhold paa Ansbjerg; skjøndt Man turde antage, at denne Herregaard ikke var hans eneste Bopæl; thi stundom forløb flere Aar, uden at Man mærkede det mindste til ham. Men just i den Tid, paa hvilken vor Historie indfalder, begyndte han atter at drive sit Væsen, eller Uvæsen - om Man saa vil. - Gartneren savnede af og til nogle af sine skjønneste Blomster, eller flere af de største og modneste Ferskener; det mærkeligste var, at begge Dele undertiden om Morgenen bleve fundne i Frøken Mettes Kammer, hvoraf Man med Rimelighed sluttede sig til, at denne Dame stod højt anskreven hos meerbemeldte Nisse. Endvidere fortalte Staldkarlene, at det mangen en Nat ikke var rigtigt mellem Hestene, og om Morgenen befandtes een af dem saa ilde tilrakket, som om den havde været taget i Tjeneste til et langt og heftigt Ridt. De forsikkrede - og hvo vilde tvivle derpaa? - at de ofte havde sprunget ud i Stalden; men saa havde Alt paa Øjeblikket været stille. Kun eengang syntes de at kunne skimte den fatale røde Hue; og siden efter blandede de sig ikke mere i Nissens Affairer; og deri gjorde de meget vel. Hvad der lagde end mere Vægt til disse Beretninger var: at Niels Skytte, da han en Aften kom fra Viborg, og hverken var fuld eller gal, alligevel ikke havde været Mand for at finde Vejen fra Demstrup ned til Gaarden, skjøndt den gik saa lige som en Snor, og det var Maaneskin. Enten han vilde eller ej, maatte han ud i Storhuusellene, hvor den røde Hue flere Gange pippede frem mellem Træstammerne. Da han var Karl for sin Hat, raabte han Spøgelset an; men hvergang han oplod sin Mund, faldt han, og hørte ligesaa ofte en fæl Latter, der lød snart som en Uhrhanes Skoggren, snart som en Horsegjøgs. Da han endelig, tilsølet og forreven, var sluppen ud af den moradsige Tykning, hørte han bag ved sig Raaen blade og Sneppen fløjte, skjøndt det endnu var langt fra Blade- og Sneppe-Tiden. Saa uforkastelige Vidnesbyrd undlod ikke at gjøre et dybt Indtryk paa hele Gaardens Personale, især det kvindelige. Ja Naadigherren selv modtog slige Efterretninger med en betydningsfuld Taushed.

Saaledes stode Sagerne, da Toget mod sorte Mads foretoges; hvilket gjorde Epoche i Ansbjergs Historie, og mange Aar efter brugtes som en Æra, saa at det længe heed: »det var det samme Aar, som vi 49 var paa Jagt efter sorte Mads; det var to, det var tre Aar efter,« o.s.v. Med spændt Forventning ventede de Tilbageblevne hele Dagen paa Executionsarmeen. Det blev Middag, Aften og Midnat; og endnu var Ingen at høre eller see. Man beroligede sig med den Formodning, at Delinqventen maatte være ført fra sit Hjem lige til Viborg; i dette Tilfælde kunde det nok have taget Dagen med sig, og efter en saa udmattende Marsch var det billigt, at Tropperne fik en Aftens Vederqvægelse og en Nats Hvile i Staden. Paa Grund af denne højst rimelige Hypothes gik altsaa baade Herskab og Tyende tilsengs; kun en Tjener blev oppe. Endeligen en Time efter Midnat kom Junker Kaj og hans Rideknegt. Men inden jeg gaaer videre, var det vel passeligst at forklare Aarsagen til disses sildige Hjemkomst, og de Andres fuldkomne Udeblivelse.

Krybeskyttens Hytte, som han selv havde bygget i en meget simpel Stiil, med Vægge af Grøntørv, og Tag af Lyng, der hvilede ubunden paa krumpne, i Form af Sparrer, sammenføjede Egegrene, havde en, som Fæstning betragtet, fordeelagtig Beliggenhed Midt i en Mose, der holdt to stive Miil i Omkreds, hævede sig en lille Forhøjning, som end ikke det voldsomste Tøebrud nogensinde satte under Vand, og hvortil i det mindste ingen Ridende kunde komme, undtagen ad en smal Jordstrimmel, der bugtede sig hen imellem Tørvegrave og Vældgunger; paa denne havde sorte Mads opslaaet sin idylliske Bolig, hvor han med Kone og fire Børn levede af Jagten. Det større Vildt spistes færskt, saltet og røget; det mindre solgtes underhaanden, tilligemed Hjorteskind og Rævebælge, og for de vundne Penge kjøbtes Brød og Suul. Melk tiggede Kone og Børn af de omboende Bønder. Just som det begyndte at grye af Dag naaede Ansbjergmanden og hans Hær Mosen. Niels Skytte, som den der nøje kjendte Terrainet, reed nu forud, og førte lykkelig hele den forenede Magt til det Sted, hvor Hytten skulde ligge. Med Forbauselse stirrede han hen for sig: der var ingen Hytte at opdage; og dog var det allerede saa lyst, at Man nødvendig maatte kunde see den. Det første, han greb til, var - hans sædvanlige Tilflugt i al Nød og Forvirring - en lang og kraftig Eed. Naadigherren, der kom til for at erfare Anledningen til en saa hjertelig Udgydelse, gav sin Skytte en ligesaa hjertelig Morgenhilsen, og paastod, at han var redet vild, og havde ført dem paa en urigtig Vej. Men denne, som var vis i sin Sag, forsikkrede, ja kaldte et Dousin af de sorte Engle til Vidner paa at Hytten laa der; men at Mads maatte 50 have gjort den usynlig, og det vist nok ved Hjælp af sin gode Ven - ham med Hestefoden; thi det var udenfor al Tvivl, at han forstod hvad Almuen kalder »at hverre Syn«. Herren var nær ved at træde over til denne Mening, som den rimeligste, da Junkeren, der var redet længere frem, raabte: »her ligger Ild!« Alle stimlede nu til, og snart opdagede Man, at hele Hytten laa i Aske, hvori Gløder endnu hist og her fremglimtede. Denne Opdagelse ledte Niels Skytte til det Resultat: »at meeromrørte, langhalede Person havde taget ham og den hele Yngel.« Junkeren derimod var af den Formening, at han selv kunde have sviet Hytten af, og derpaa være flygtet. Da det under disse Debatter var blevet klar Dag, undersøgte Man Brandtomten nøjere; men fandt intet Andet, end Aske, Emmer, Kul og forbrændte Been, som Jægerne erkjendte for Hjorteknokler. I Henhold til Junkerens Hypothes, besluttede Man at gjennemsøge de omliggende Heder, da Flygtningen med Familie og Bagage dog umuligt kunde være kommen ret langt bort. Til den Ende deelte Man sig i fire Hobe, for at lede efter alle fire Verdens Hjørner; Junkeren valgte med sin Rideknægt og en anden Karl den østlige - maaskee for at være Ansbjerg og Kjeresten desto nærmere; men spildte vare alle hans Bestræbelser, til ingen Nytte foer han hid og did, og udmattede baade sig selv, sine Folk og Heste. Stundom troede han at øjne noget Bevægeligt i det Fjerne; men ved nærmere Undersøgelse fandt han, at det var Faar eller Stakke af Hedetørv. Engang var han ganske vis paa at see Mennesker paa det Strøg omtrent, hvor nu den tydske Kirke ligger; men efterhaanden, jo mere han nærmede sig, jo utydeligere bleve Skikkelserne, indtil de omsider ganske forsvandt. Rideknægten forklarede dette optiske Bedrag efter et gammelt Sagn: at her i Oldtiden havde staaet et Slag, og at de Faldnes Aander endnu stundom gjentoge den blodige Leeg. Ja, som Hyrdedreng, havde han ofte ved Solens Opgang seet hele Regimenter opmarschere, Officierer til Hest fare op og ned forbi Gelederne, de fjendtlige Hære blandes og brydes, nu den ene vige, og nu den anden. I hans Bedstefaders Tid derimod havde Man tydeligt kunnet høre Anførernes Commandoraab, Trompeternes Skratten, Vaabnenes Klirren, og de Saaredes Klageskrig. Men Junkeren, som havde hørt Noget om fata morgana, og paa Havet været Vidne til lignende Phænomener, udloe sin synske Tjener, og forbandede i sit Hjerte den sorte Krybeskytte, med al hans Afkom, lige til det fjerde Led - Under Dispositionerne til dette formaledidede Strejftog havde 51 Man - hvilket undertiden hænder i vigtigere Krige - glemt at sørge for Proviant, Heltemodets nødvendige Basis. Den tredie Deel af Junkerens Division blev altsaa udsendt, for at oprette det Forsømte; men da Karlen henimod Aften endnu ej var vendt tilbage, besluttede den forhungrede Junker at vende Næsen hjemad. Dog, dette var lettere besluttet, end udført: Hestene vare ligesaa udmattede og forsmægtede som Rytterne. Det gik derfore saare langsomt, og Man var ikke istand til at vinde ud af Heden, førend Mørket faldt paa. Følgen deraf blev, at Man forvildede sig, og først efter Midnat naaede Ansbjerg.

For at undgaae flere Tilbagespring, vil jeg her kortelig berette: at de tre andre Divisioner havde ligesaa tynd en Lykke; de fandt Intet af hvad de søgte. Forgjæves gjennemledte de enhver Tørvemose, forgjæves omkredsede de enhver Dal og Huling, enhver Høj og Bakke; forgjæves forespurgte de ved alle tilgrændsende Byer og Eenstedgaarde: sorte Mads havde Ingen seet eller hørt det allermindste til. Dagen gik med, og der maatte sørges for Natteherberg. Ansbjergmanden selv landede paa Rydhauge, hvorfra han først efter tvende Dages heldige Uhrfuglejagt naaede sit Hjem.

Højstærede Læsere og Læserinder! Saamange, som tage denne sandfærdige Historie i Haanden! for deres egen Skyld vil jeg raade dem: ikke at læse det Efterfølgende i Eenrum og ved Lys; men ere de flere, skader det ikke, at de rykke saa nær sammen som muligt - der kommer en Spøgelsehistorie!

Den trætte Junker havde neppe fyldestgjort Hungeren for sit Krav, før han alvorligen tænkte paa, at betale Søvnen sit. Han befalede derfor Tjeneren at lyse ham op paa hans Soveværelse; men da denne vilde aabne Døren, hændte det sig, at han vred Nøglen istykker, saa at Kammen blev siddende i Laasen. Hvad var her at gjøre? At bande Døren, Laasen, Nøglen, Smeden, Tjeneren og sorte Mads med - for en Fejls Skyld - blev prøvet uden Nytte. Til at faae Laasen fra, udfordredes Brækjern og Hammer, og tilmed vilde den derved foraarsagede Larm vække det hele Huus. Til hvad Ende havde han da hidtil forholdt sig saa stille, ja - for ikke at forstyrre Damernes Ro - ladet sig nøje med et Stykke koldt Steeg, som Tjeneren ad en lønlig Gjenvej havde vidst at forskaffe ham? I saadant Tilfælde ere de første Raad de bedste; ogsaa herfor vidste Tjeneren eet: »Taarnkammeret!« sagde han med halvsagte Røst og et uvist Blik til Junkeren. Ved Nævnelsen af dette velbekjendte, men ildeberygtede Værelse 52 overfoer ham en let Gysen; men han stræbte at dølge Frygten baade for Tjeneren og for sig selv ved et forceret Smiil, og ved det i en ligegyldig Tone henkastede Spørgsmaal: om Sengen der ogsaa var lavet tilrette? Svaret lød bekræftende; thi den naadige Frue havde her altid for Nødstilfælde en opredt Seng, skjøndt den i Mands Minde aldrig havde været brugt. Da hun selv gjemte Nøglerne til de andre Gjæsteværelser, men fandt en saadan Forsigtighed unødvendig med dette, der kun indeholdt en Seng, et Par Stole og et Bord, og desuden ved sin aandelige Salvegarde ansaaes tilstrækkelig betrygget mod Tyvehaand: saa hjalp nu ingen videre Udflugter eller Indvendinger. Junkeren lod sig vise derop, og da Tjeneren havde klædt ham af og sat Lyset paa Bordet, gik han og lukkede efter sig.

Det var en mørkagtig Høstnat. Næet nærmede sig sidste Qvarteer; dets krumme Halvskive stod dybt paa Himlen, og skinnede ind ad Kammerets eneste høje og smalle Buevindue. Det blæste; Smaaskyer dreve - om Man saa kan sige - i hurtig, næsten regelmæssig Takt over Maanen; Skyggerne af dem giede, som Billeder i Camera clara, hen paa den hvide Væg, og forsvandt i Kaminen. Blyvinduet klirrede under Vindstødene; det hvislede og peeb i Ruderne; det dundrede i Skorstenen; Kamindøren klapprede. Junker Kaj var ingen Cujon; hans Hjerte sad vel endog saa temmelig nær paa det rette Sted. Men den Egenskab, som vi kalde Mod, er en ganske relativ Beskaffenhed, ligesaa mangfoldig og forskjellig i sine Yttringer, som i de Betingelser, af hvilke det afhænger. Mangen Kriger, som uden at skjælve gaaer Kugler og Bajonnetter imøde, skal ikke uden Hjertebanken ene og i Mørke træde ind i en Kirke; og den, som frejdigen henter en Fane ud fra fjendtlige Skarer, vil maaskee ikke lade sig overtale til ved Midnatstid at hente Messebogen fra Alteret, eller en Hjerneskal fra Beenhuset. Soldaten, der staaer som en Mand paa Landjorden, bæver maaskee paa det ham uvante frygtelige Hav. Og Sømanden, der smiler ad Storm og Bølger, bliver heel alvorlig mellem Bøsser og Sabler. Den, der commanderer et Regiment, har undertiden ikke Mod til at commandere en Kone; og en Anden, som har Konen under Pidsken, gaaer ræd afvejen for enhver vred Mands Øjekast. Der gives dem, der ikke ere bange for Noget i Verden, undtagen for deres egen Samvittighed; Andre forstaae at kue denne Rebel, skjøndt de i alle øvrige Henseender have Hjerter som Harer. Ikke heller vor Junkers Mod var heelt og fuldkomment: han turde møde sin Mand, ride sin 53 Hestom det saa var en Bucephalus - kort, han frygtede just ikke for nogen levende, eller rettere, legemlig Skabning; men for Aander havde han al mulig Respect. Tid og Omstændigheder, men især Værelsets Vanrygte, satte hans Blod i en hastigere Gang; og alle gamle Spøgelsehistorier fremstillede sig ganske ubudne for hans exalterede Indbildningskraft - Phantasus og Morpheus strede om hans Besiddelse; den Første havde Overmagten. Han vovede ikke at lukke Øjnene, men stirrede uafladelig paa den modstaaende Væg, hvor de uformede Skygger syntes efterhaanden at faae Skikkelse og Betydning. Under saadanne Omstændigheder er det en Trøst at have Ryggen fri, og alle sine Fjender en face. Han rejste sig derfor overende, slog Gardinet ved Hovedgjerdet tilside, og saae sig tilbage. Sengen stod i et Hjørne; ved Fødderne, dog lidt fremad, var Vinduet; midt for Sengen den ene brede Væg, Kaminen og bag denne Døren. Hans Øjne gled forbi denne til Bagvæggen. Der hang et gammelt Skilderie, en mandhaftig Ridder i Staal og Plade, med et Ansigt saa stort som et Græskar, ombølget af tykke sorte Lokker. Ved dette dvælede hans spejdende Blik Det viiste sig og forsvandt, alt som Skyerne gik fra Maanen, eller bedækkede den. I det første Tilfælde syntes Ansigtet at udvide sig til et Smiil; i det sidste at sammenskrumpes i skummel Alvorlighed. Maaskee en fordums Besidder af dette Herresæde, der nu under fremmede Ejermænd, efterat hans Slægt maaskee var uddød, havde faaet Plads i denne Afkrog og ved natlige Besøg hævnede sig over Efterkommernes ligegyldige og foragtelige Behandling. Som Skyggerne paa Væggen, joge Mod og Frygt hinanden i Junkerens Sjæl. Omsider forcerede han Modet, lagde sig ned, og overgav sig ganske i Morphei Magt.

Efter den voldsomste Udmattelse sover Man ikke roligst. Maaskee havde han endnu ikke slumret en halv Time, da han vaagnede ved en Larm, som naar en rustet Dørlaas oplukkes. Han aabnede uvilkaarlig Øjnene; de faldt paa den modstaaende Dør, hvor en hvid Figur viste sig og forsvandt næsten i samme Øjeblik - Døren gik til med en sagte Knirken. En snurrende Kulde løb over hans Hoved, hvilket vi udtrykke ved den Talemaade: Haaret rejser sig. Dog blev han endnu Herre over sin Frygt: Indbildningskraften havde endnu ikke ganske betvunget den kolde Fornuft. »Det kan have været Tjeneren« tænkte han, »som - endskjøndt afklædt - har villet eftersee, om Lyset var slukket.« Nogenlunde beroliget ved denne Hypothes, drog han sit Blik 54 tilbage; men saae nu for Vinduet den øverste mørke Halvdeel af en menneskelig Skikkelse. Omridset af Hoved og Skuldre var ganske tydeligt, og Yderkanterne oplyste af Maanens Skin; den syntes at vende Ryggen til. Skrækken vandt Overhaand, og dæmpede hans Aandedræt. Skikkelsen sukkede, rakte den ene Haand ivejret og skrev paa Ruderne. Da svandt Junkerens Mod; det gik ham som Belzazar: »hans Farve skiftedes, hans Tanker forfærdede ham, hans Lænders Ledebaand slappedes, og hans Knæer stødte sig mod hverandre.« Hvad var her at gjøre? Flugt var ikke at tænke paa; thi søgte han Døren, gjennem hvilken det hvide Væsen var forsvunden, kunde han falde i et Baghold; Vinduet forsvarte sig selv, og flere Udgange havde han ikke bemærket. Rigtignok er der en Tilflugt, som mange i slige Tilfælde skulle gribe til - at krybe under Dynen; men da det er vitterligt nok, at somme Spøgelser ere saa grusomt spøgefulde, at de endog trække Dynen paa Jorden, tør jeg ikke ubetinget tilraade Brugen af dette Middel. Enten kjendte vor Junker det slet ikke, eller og han skammede sig ved at betjene sig deraf Ja hans naturlige Mod rejste sig endnu engang til den Højde, at han anraabte Skikkelsen med et: »Hvem der?« Ved dette Raab syntes den at gjøre en hurtig Vending; men svarte ikke; og efter nogle Øjeblikke sank den ganske langsom ned under Vinduet, og siden var Intet mere at høre eller see. - Ingen forvildet Vandrer kan længes saa inderligt efter Dagens Lys, som den stakkels Junker. Han turde ikke lukke sine Øjne af Frygt for, naar han atter aabnede dem, at faae Noget at see, som han ikke ønskede. Han vedblev meget mere at stirre paa Døren, Kaminen og Vinduet med ængstelig Forventning; han lyttede med stedse spændt Opmærksomhed, men hørte dog intet Andet, end Vindens Pusten, Rudernes Klirren og sit eget Aandedræt. Omsider frembrød Dagen, og saasnart det var blevet lyst nok til at skjælne enhver Gjenstand i Værelset, stod han op og undersøgte dette med største Nøjagtighed. Forgjæves: han fandt intet Spor af de natlige Besøg; Kamindørene vare lukkede; Døren til Kammeret ligesaa; Vinduet havde alle sine Kroge paa, og flere Udgange gaves der ikke. Han havde altsaa Troen ihænde, og skyndte sig at forlade dette urolige Natteherberg, med det oprigtige Forsæt, aldrig mere at betræde det.

Saasnart Herskabet havde forsamlet sig til Frokosten, og Junkeren havde givet Rapport om det mislykkede Tog, gjorde Fruen ham det naturlige Spørgsmaal: hvorledes han havde sovet ovenpaa saamegen 55 Strabads? »Ret godt!« var Svaret. Frøkenen smilede: »Har I ikke lagt paa Taarnkammeret? jeg synes, min Pige talte derom.« Junkeren bejaede det; men da han for Kjeresten vilde skjule sin Frygt, fandt han det nødvendigt, ganske at fornægte sit natlige Bekjendtskab. Frøkenen syntes ligesaa opsat paa at afnøde ham en Bekjendelse; hun forsikkrede: »Man kunde see paa hans Øjne, at han ikke havde sovet, og at han saae overmaade bleg ud.« For at ende dette piinlige Forhør, erklærede han det beskyldte Værelse for aldeles purificeret, og lagde til: at hun gjerne selv kunde sove der, naar hun blot havde Mod »Da troer jeg og« sagde hun leende, »at jeg engang skal forsøge det!« Hermed syntes denne Materie udtømt, og Man gik over til andre.

Efter den gamle Herres Hjemkomst forløb et Par Dage, før Taarnkammeret kom paa Bane; thi først havde Man fuldt op at gjøre med at optænke, fremsætte og bedømme de mange forskjellige Maader, paa hvilke sorte Mads kunde have været fanget, samt med at opfinde de rimeligste Hypotheser angaaende hans nærværende Opholdssted. Og dernæst medtog det en lang Tid, omstændelig og nøjagtig at fortælle de tvende Dages Uhrfuglejagt ved Rydhauge. Da nu ogsaa dette rige Æmne omsider var udtømt - det vil sige: da enhver baade skudt og fejlet Fugls Historie var fortalt, tilfredsstillende Grunde anførte ved ethvert Fejlskud, skarpsindige Sammenligninger anstillede mellem Hunde og Geværer o.s.v., o.s.v. - begyndte Frøkenen at lede Samtalen hen paa det berygtede Værelse, idet hun fortalte sin Fader Kjerestens Natteleje der, og gjorde ham opmærksom paa dennes usædvanlige Alvorlighed. Han havde nu i dette sit andet Forhør tvende Inqvisitorer, af hvilke især den unge Dame gik ham saaledes paa Klingen med sine skjelmske Drillerier, at han omsider fandt for godt at tilbagekalde sin forrige Benægtelse, og tilstaae, at han ikke skjøttede om at ligge der oftere. »Er det for en Cavalier?« sagde Frøkenen, »at være bange for en Skygge? jeg er kun et Fruentimmer, og dog tør jeg prøve at bestaae et saadant Eventyr.« »Det koster min Fux,« svarede Junkeren, »I vover det ikke!« »Jeg sætter min Belle lige imod!« raabte hun. Man troede, det var hendes Spøg; men da hun haardnakket paastod Væddemaalets Holdelse, stræbte baade Kjeresten og Faderen at formaae hende til at afstaae fra saa voveligt et Foretagende. Hun var ubevægelig. Nu ansaae Junkeren det altsaa for nødvendigt, at skrifte Alt reentud Den Gamle rystede paa Hovedet; Frøken Mette loe, og paastod han havde drømt, og, for at overbevise 56 ham derom, fandt hun sig saa meget mere forpligtet til at opfylde sit Løvte. Den gamle Herre, hvis Faderstolthed smigredes ved Datterens Mod, gav hende nu sit Bifald; og Alt, hvad Junker Kaj kunde opnaae, var: at en Klokkestreng blev anbragt ved Sengen, og at hendes Kammerpige maatte ligge paa en Feldtseng i samme Værelse. Frøkenen betingede sig derimod, at alle Mennesker paa Gaarden skulde forblive i deres Senge, at det ikke siden skulde hedde: Man havde bortskræmmet Spøgelset, og at Ingen maatte have Lys efter Klokken elleve. Fader og Kjereste maatte tage Natteqvarteer i det saakaldte forgyldte Gjæstekammer, som kun var adskilt fra Taarnkammeret ved en lang Gang. Hos dem hang den Klokke, med hvilken den unge Dame i Nødsfald kunde ringe Storm. Moderen - ikke mindre heroisk end Datteren - gav villig sit Minde til Eventyret; og næste Nat blev bestemt til dets Udførelse.

4. Bortførelsen

Dersom jeg hos Nogen skulde have vakt Forventninger om et nyt Spøgerie, gjør det mig virkelig ondt; og det saa meget mere, som det første maaskee nu ogsaa tør tage mod en naturlig Forklaring, og ende sig med et: »Pyt! ikke Andet!« Men saa glæder det mig igjen, at jeg til Erstatning for en rigtig Spøgelsehistorie kan opvarte med en saa regulair Bortførelse, som nogensinde fandtes i Romaner: en Bortførelse ikke om Dagen, men om Natten; ikke gjennem Døren, men gjennem Vinduet; ikke tilvogns, men tilhest.

Den vigtige Nat, der skulde afgjøre Fuxens og Isabellens fremtidige Skjæbne, gav Herskab og Tyende kun lidt Søvn: alle laae i spændt Forventning af de Ting, som skulde komme. Kattemjav, Ugleskriig, Hundetuden forjoge Ole Lukøje hvergang han kom listende. Staldkarlene hørte Hestene puste, snorke og sparke; det kom Ladefogden for, at Man slæbte med Sække paa Loftet; det var for Mejersken accurat som om Gyngekjernen var igang; og Huusholdersken fornam tydelig, at det rumsterede i Spisekammeret. Der kom ikke mere Søvn i det forgyldte Kammer: Herren og Junkeren laae tause og skottede imellem til den lille Sølvklokke, som hang imellem dem; men den var og blev stum. Da Taarnuhret slog Eet, begyndte Junkeren at ansee sit Væddemaal for halv tabt; men trøstede sig med, at Tab til sin 57 Kone er dog kun af den ene Haand i den anden. - Kort at fortælle: Natten gik bort og det - hvad Taarnkammeret angaaer - saa roligt, som om der aldrig var Spøgerie til i Verden. Med første kjendelige Dagskjær stode begge de kun halv afklædte Herrer op, og ilede med en Morgenhilsen til den dristige Aandebetvingerinde. De pikkede paa Døren - intet »Entrez« - Begge maatte vel endnu ligge i den søde Søvn. Papa aabnede - Man traadte ind - Peste! Frøkenens Seng var tom, og Overdynen kastet tilside. »Bravo!« raabte Junkeren, »hun er echapperet, og Isabellen er min.« Den gamle Herre sagde ikke et Ord, men vendte sig til Pigens Seng: hun lod sig ej heller tilsyne; men da han lettede Dynen, laa hun der virkelig blussende rød og sveddampende som i den hæftigste Feber. Paa Herrens første ivrige Spørgsmaale svarede hun Intet; men stirrede kun paa dem med et forvildet, vanvittigt Aasyn. Omsider gjenfandt hun sit Mæle, og berettede i en afbrudt og usammenhængende Tale: at hun kort efter Midnat havde seet et frygteligt Spøgelse komme gjennem Væggen. Forfærdet havde hun puttet sig under Dynen, som hun heller ikke siden havde vovet at lette; af hvad der videre var passeret vidste hun Intet. Dog dette viiste sig snart; thi Vinduet var aabent, og nedenunder stod en Stige - Frøken Mette var bortført; men af hvem?

Hvilket Oprør i hele Gaarden! hvilken Larmen, Skrigen og Jamren! Forbandelser uden Gjenstand, Spørgen uden Svar. »Efter dem!« var Faders og Brudgoms næste Tanke; men hvorhen? - Fruen, den besindigste af Alle, foreslog først en almindelig Hærskue (som det hedder paa Dansk), og Herren foretog den i egen Person: han opraabte ethvert levende Væsen ved Navn, og erklærede omsider, at han Ingen savnede. Hele den opstillede Besætning var i samme Vildfarelse, indtil Frue Kirsten spurgte: »hvor er Skriverdrengen?« »Skriverdrengen! Skriverdrengen!« lød det fra Mund til Mund. - Man saae sig omkring, Man saae paa hverandre, Man saae paa sig selv - nej! Skriverdrengen var der virkelig ikke. Ridefogden og et Par Andre foer nu afsted over til Skriverstuen; og Herren raabte til Staldkarlene: »sadl op og for Døren, som Torden og Lynild!« Fogden kom snart tilbage hæsblæsende og angst med den Beretning, at den Savnede virkelig maatte være borte; thi Sengen viste, at Ingen havde lagt der sidste Nat: hans Sporer og Ridepidsk vare ej heller at finde. I samme Øjeblik kom en af Staldkarlene løbende, og fortalte, at Isabel var væk. Alle stod forstenede i indbyrdes taus Beskuelse, indtil Frue 58 Kirsten brød Stilheden. »Vor Frøken Datter,« sagde hun, »kunde ikke bortføres af en Skriverdreng; men han har indsneget sig her som Spion. Det ahner mig, at Røveren er vester fra - seer efter om I ikke kunne spore dem paa Viumvejen; og saa afsted! Det var endnu muligt, at naae dem; thi Isabelle skal ikke løbe ret langt med To.« Hendes Gisning var rigtig: paa den betegnede Vej saaes Sporet af en skarptravende Hest, og til ydermere Beviis fandtes ikke langt fra Gaarden en Sløjfe, og lidt længere borte en Handske, begge tilhørende Frøken Mette.

Bevæbnede med Bøsser, Pistoler og Kaarder bortilede nu Herren, Junkeren, Ridefogden, Skytten og fire andre veludrustede Karle; og efter dem raabte Fruen »bringer dem døde eller levende!« Et Stykke ville vi ledsage Ansbjergmanden paa hans andet Tog. Til Vium stod Sporet tydeligt; men her skulde Man have tabt det, hvis ikke en Bonde, hos hvem Man forespurgte sig, havde berettet: at han et Par Timer før Dag havde hørt Hestetrav vester ud af Byen. Man fulgte dette Vink, og gjenfandt Sporet; det gik i samme Retning forbi Hvam Kroe. Her erfaredes, at Hundene omtrent for to Timer siden havde holdt et slemt Huus. De Flygtendes Fart havde altsaa begyndt at sagtne sig, hvilket Sporet ogsaa tydelig gav tilkjende. Forfølgerne kom til Sjørup. Her havde en Karl, som i et vist Ærinde stod udenfor Gaarden, hørt en Hest gaae forbi, og troede at skimte Tvende paa den. Men nu ophørte Sporet. Her løb adskillige Veje; alle med dybe og snevre Hjulspor - hvilken var den rette? Flygtningerne havde ingen af dem fulgt, formodentlig af Frygt for at Hesten skulde falde; men vare redne ind i Lyngen. Man gjorde Holdt for at raadslaae. Af trende Hovedveje løb een i Nordvest, een i Sydvest, og een midt imellem. Medens disse, den ene efter den anden, toges under Betragtning, faldt Talen ogsaa paa Nattens vigtige Begivenhed, og især paa den mistænkelige Skriverdreng. Een af Karlene fortalte: at det forekom ham, som om han skulde have seet denne etsteds tilforn, da han stod ved Hestfolkene; men hvor, kunde han ikke mindes. En anden havde et Par Dage iforvejen seet en Ubekjendt tale hemmelig med ham i Skoven, og forekom det ham, som om denne et Par Gange havde sagt: Hr. Cornet! Nu opgik der et pludseligt Lys for den gamle Herre. »Ha!« raabte han, »saa følge vi den midterste Vej! den gaaer til Vestervig. Jeg tør sværge paa, at Skriverdrengen er ingen Anden, end Majorens tredie Søn, der stod som Cornet ved 59 Cuirassiererne. Jeg mindes at Frue Kirsten engang har advaret mig for ham, og sagt, at han snusede efter Frøken Mette. Og I -« raabte han til Ridefogden. »Naadigherre!« tog denne Ordet, »I saae jo selv Ridefogdens Skrivelse paa Vestervig; det er ham, som har narret os Alle; eller ogsaa Brevet har været falskt; tilmed var han saa stille, ordentlig og arbejdsom, saa høflig og saa ydmyg, at det aldrig kunde falde mig ind, at han var en adelig Herre.« »Herskabet ligger i Maanen« sagde den Gamle, og satte sin Hest i Trav; »den som først faaer Øje paa Deserteuren, giver jeg tre Kroner.« - Troppen havde vel halvanden Miil at ride, inden den kunde naae det tilsigtede Vadsted gjennem Karup Aae. Imidlertid vil jeg, med Læserens Tilladelse, ile foran derned, og nærme mig de Flygtende, som nu netop berøre den anden Bred.

Den stakkels Isabelle, udmattet af sin dobbelte Byrde, og den første Miils hæftige Løb, gik langsomt og vaklende opad Lyngbakken. Cornetten - thi det var virkelig ham - saae sig ofte tilbage med en bekymret Mine; og hentede sig hvergang et Kys hos sin søde Mette, der i Ridedragt sad bag ved ham, og holdt ham tæt omfavnet. »Seer I endnu Intet?« spurgte hun ængstelig; thi selv turde hun ikke see sig om. »Endnu ikke« svarede han; »men jeg frygter - Solen er allerede et Stykke over Jorden; de maae være paa Vejen efter os - naar kun Hoppen kunde holde det ud.« »Men eders Broders Vogn?« spurgte hun efter et Ophold. »Den skulde have mødt ved Aaen i Dagningen« svarede han; »jeg kan ikke begribe, hvad der opholder den. Vi have endnu to Miil, inden vi komme ud af Heden, og dersom de imidlertid have fundet det rette Spor -« I det han saaledes talede, havde de naaet det Øverste af Banken, og den store vestlige Hede udbredte sig nu, som et Hav, foran dem; men ingen Vogn, intet levende Væsen var at opdage. Cornetten holdt stille, for at lade Hesten puste, og gjorde en halv Vending, for des mageligere at kunne oversee den nu tilbagelagte østlige Alhede. Ogsaa den var bar og ode: Intet at see, uden enkelte Tørvestakke; Intet at høre, uden Uhrhanernes Skoggren, Aaens Susen, Isabellens Pusten og deres egne Sukke. En Stund bleve de saaledes holdende, indtil Frøkenen brød Tausheden med det Spørgsmaal: »er der ikke Noget, som rører sig langt borte?« Hun sagde dette med dæmpet Røst, som om hun frygtede for, at det skulde høres paa den anden Side af Ørken. »Det er ikke Tid at tøve længere« svarede han, »jeg frygter at det er eders Fader, som kommer hisset ude.« Med disse Ord drejede han atter mod Vesten, og sporede 60 Hesten. »Ak min Fader!« sukkede hun, og omsnoede end fastere sin Bortfører. »I Ungern« sagde han, »- det er nu i denne Tid fem Aar siden - laae vi i Natteqvarteer i en Landsbye. Om Morgenen bleve vi overrumplede af Tyrkerne. Da jeg steeg tilhest, var der allerede Ild i et Par Huse; vi maatte retirere, og jeg var een af de sidste. Omtrent en halv Fjerdingvej fra Byen kom en lille Ungarer, en Dreng paa ti, tolv Aar, løbende efter mig, forfulgt af en Trop Janitskarer. Han var halv nøgen. Længe kunde han ikke holde det ud Jeg reed tilbage, og tog ham op paa Hesten; i dette Øjeblik havde den første Janitskar naaet os. Førend han faldt, gav han mig denne Erindring over Ansigtet. Men jeg reddede min lille Ungarer. Han er hos min Broder, og skulde idag være kommen os imøde. Min Dyrebareste! jeg var dengang bedre tilmode, end nu.« Han saae sig atter om: »Det lader til, at de nærme sig - forcerer jeg Hoppen, vil hun styrte.« De rede et Stykke videre frem - han med et beklemt, hun med et ængsteligt bankende Hjerte. »Jeg maa gaae« sagde han, og stod af, »det vil hjælpe den saa meget. See Jer ikke tilbage, kjereste Frøken!« »Ak Gud!« raabte hun, »er det dem?« »Der ere syv eller otte;« svarede han: »saavidt jeg kan skjønne, ere de ridende.« »Hvor langt kan de være borte?« spurgte hun atter. »Lidt over en halv Miil - tre Fjerdingvej« svarede han. Uagtet hans Formaning saae hun atter tilbage. »Jeg seer Ingen« raabte hun. »Jeg ikke heller nu« sagde han; »men de ere vel nede i en Dal der kommer een frem igjen, og nok een - kom, kom! stakkels Belle!« raabte han og trak den efter sig; »du pleier ellers at gjøre krum Hals, og løfte dine Fødder højt nok; nu slæber du dem hen ad Jorden, og strækker dit Hoved lige ud, som en Fisk, Man med Magt maa drage op af Vandet« Efter et Ophold spurgte Frøkenen: »mon de kunne see os?« »De ride lige efter os« svarede Cornetten, »de vinde meer og meer -« »Himmel!« raabte hun, »dersom de naae os! ak! jeg frygter, at min Fader vil dræbe Eder; men jeg vil beskytte Eder med mit svage Legeme, kjereste Holger! jeg kan ikke overleve Eder!«

Under deslige ængstelige afbrudte Samtaler vare de komne omtrent en lille halv Miil fra Aaen ind i Vesterheden. Forfølgerne vare nu tæt ved den østlige Aaebred; de kunde allerede tydeligt skjælnes og tælles. De Flygtendes Angst var nærved at gaae over til Fortvivlelse - intet Glimt af Redning. Cornetten pustede omkaps med Hesten; Frøkenen græd. Da rejste sig pludselig tæt foran dem en stor, bruunklædt Mand op af den høje Lyng, med en Bøsse i den ene Haand og 61 en lavpullet Hat i den anden. De Flygtende standsede. »Hvem der? hvor er Du fra?« raabte Cornetten paa sin militairsk »Derfra« svarede Manden, »hvor Husene staae ude, og Gæssene gaae barfod; og hvor ere I fra, og hvort* vil I? Men hold lidt har vi To ikke seet hverandre fornys? Er I ikke den Person, der bad godt for mig, da Niels Skytte vilde have smækket mig overende?« »Sorte Mads!« raabte Cornetten. »Saaledes kalde de mig« svarede Krybeskytten; »men hvordan kommer det sig, at jeg træffer Jer her, saa tidlig Morgen, med saadan en lille Jomfrue? I har vel ogsaa været ude paa Krybeskytterie? Kan jeg hjælpe Jer i Noget, maa I tale mig til!« »I Nøden« sagde Cornetten »er den nærmeste Ven den bedste. Jeg er Majorens Søn paa Vestervig, og har hentet mig en Kjereste paa Ansbjerg. Hendes Fader med en heel Trop Ryttere er efter os. Kan Du redde os, eller skjule os, vil jeg takke Dig saalænge jeg lever, og belønne Dig saa godt jeg kan; men det maa være snart« lagde han hurtig til, idet han vendte sig om, »for der komme de paa hiin Side Aaen.« Mads holdt sin Hat over Øjnene for Solen: »Saamænd!« sagde han, »der har vi ham selv og alle hans Karle. Frænde er Frænde værst, sagde Ræven, de røde Hunde vare efter ham. Vil I love, at I aldrig røbe, hvor jeg fører Eder hen, saa vil jeg see, at hitte paa Raad!« Frøkenen lovede, og Cornetten svoer. »Hør ikkuns nu Børnlille,« vedblev han, »der ride de just op ad den sidste Banke paa den anden Side af Aaen; inden de vinde op igjen paa denne Side, gaaer et godt Stød** hen, og de kan ikke see, hvad vi tage os for. Imidlertid vil vi rejse dem et Gjærde, som de ikke saa let skulle hoppe over.« Saaledes talende lagde han Bøssen ned, tog sit Fyrtøj frem og slog Ild. Derpaa rev han nogle Haandfulde tørt Mos sammen, satte Fyrtønden derind, pustede indtil han fik Lue, og kastede saa Mossen ned i Lyngen, hvor Ilden øjeblikkelig knistrende og buldrende greb videre om sig. Under denne Beskjæftigelse, hvis Hensigt de Flygtende ikke strax begrebe, vedblev sorte Mads at give sine Tanker Luft i følgende afbrudte Sententser: »Vinden holder med os - og Lyngen er tør - nu kan Niels Skytte snart faae sin Pibe tændt - det er anden Gang han har Gavn af min Fyrtønde - Manden vil sagtens bande og dominere for hans Uhrhøns - fordi jeg steger dem uden Dyppelse - men Nød bryder Lov - og brav Karl hytter sig selv - see saa: nu * * 62 lumrer hun!« Derpaa rejste han sig op, og sagde til Cornetten: »gjør nu som I seer, jeg gjør! riv en Lyngtop op, tænd den, løb saa ti Trin hist hen imod Nord, og stik an! riv saa atter op, løb og stik an, alt Nord paa, indtil I naaer hin Lyngknold, I seer hist et Par Bøsseskud borte! Jeg bærer mig ligesaadan ad imod Sønden; og saa løbe vi ligesaa hurtig her tilbage. Frøkenen faaer imidlertid blive her ved Hesten - Det skal snart være bestilt. Nu begynde vi! Lyst æfor aa mørk æbaag!«* Med denne Formular begyndte Krybeskytten at operere. Cornetten fulgte hans Anviisning, og inden faa Minuter stod en Hedestrækning af en halv Miil i Breden i fuld Brand, og begge Antænderne samledes igjen hos den skjælvende Dame. »Nu er Davren fortjent!« raabte Mads, »vær saa god, følg med, og tag til Takke med fattig Lejlighed! - men, Kronedød! hvad gjør vi ved den?« Han gav Isabelle et Kladsk med den flade Haand: »Kan Du finde ene hjem?« »O!« svarede Frøkenen, »den følger mig, hvor jeg gaaer -« »- Nej det maa den, vor Herrelil! ikke; for saa forraader den os. Døren til mit Huus er den alt for trang, og udenfor tør vi ikke lade den staae. - Du var vel god endnu til at lægge øde« sagde han til Dyret, idet han spændte Sadel og Pakke af; »men Een er sig selv nærest.«. Cornetten, som mærkede hans Hensigt, tog sin Kjereste ved Haanden, og drog hende nogle Skridt tilside, som om han vilde vaere hende for Ilden, der - skjøndt langsomt - dog ogsaa slikkede sig op imod Vinden. Krybeskytten tog sin Bøsse, spændte, gik til Siden af Hesten, holdt den bag Øret, og trykkede til. Frøkenen vendte sig med et Angstskriig, og saae netop den stakkels Isabelle segne ned i Lyngen, uden at give den mindste Lyd. Et Par medlidende Taarer randt ned over Pigens blege Kinder. »Øget er saa dødt som en Sild!« raabte Mads trøstende, »hun hørte ikke engang Knaldet.« Og dermed tog han Bidselet af, lagde Sadel og Pakke paa den ene Skulder, Bøssen paa den anden, og satte sig i Gang. Han opmuntrede de Flygtende til at følge efter, saa saare de kunde, med den glædelige Forsikkring: at der ikke var langt til hans Slot. »Og see Jer kun ikke tilbage« lagde han til, idet han fordoblede og forlængede sine Skridt; »men tænk paa Loths Hustrue!« Ikke ret længe kunde den unge Pige, skjøndt i Ridedragt, udholde at gaae saa fast i den høje Lyng. Hun snublede tit, og hildede sig i Qvistene; hvorfor * 63 Cornetten, uden først at indhente Tilladelse, tog hende paa sine Arme; og uagtet hendes Vægring bar hende afsted. - Skjøndt en smuk Piges specifiqve Tyngde maa være æqval en Hæsligs, saa har jeg dog ladet mig sige: at den Første skal være meget lettere at bære, især for en ung og forelsket Cavalier. Man bør følgelig ikke bære mindste Tvivl om min Sandruehed, naar jeg beretter, at Cornetten uden at hvile bar sin Kjereste henved en halv Fjerdingvej. Vel tilbød sorte Mads et Par Gange, at ville bytte Byrde med ham; men da han med Hovedrysten afslog det, kunne vi nok indsee, at saadant et Skifte ikke havde villet svare Regning. At Frøkenen idelig, med den ene Arm om hans Hals, med en anden Haand løftede hans Hat, og viftede ham, aftørrede ham Sveden og kyste den glødende Pande, maatte jo ogsaa gjøre hende lettere, og ham stærkere.

»Nu ere vi hjemme!« raabte omsider Føreren, idet han slængte Sadel og Bylt ved Foden af en lille lynggroet Bakke. »Hvori« raabte Cornetten, og skilte sig ligeledes ved sin Byrde. Han saae sig omkring, uden at kunne opdage Noget, der lignede menneskelig Vaaning. En Mistanke fløj hurtig op i hans Sjæl, men forsvandt næsten i samme Øjeblik: havde Manden været en mordisk Røver, kunde han jo forlængesiden have fuldført Misgjerningen, uden at frygte for Modværge, saalænge nemlig han selv havde, i egentlig Forstand, begge Hænder fulde. »Her!« svarede hiin, idet han løftede en meget stor og bred Lyngtørv op, og lagde den tilsiden. »For nogle Dage siden boede jeg ovenpaa Jorden: der maatte jeg ikke blive; men det er en fattig Muus, der har kun eet Hul.« Medens han sagde dette, lagde han fire, fem store, dog for en stærk Karl handelige, Steen tilside, og nu viste sig en Aabning, rummelig nok til at krybe ind ad. »Det seer jo ud, som om Man her havde kastet Ræve ud!« sagde Cornetten. »Saaledes skal det see ud!« svarede Mads; »men inden vi gaae ind, ville vi see os omkring - ikke for de Ansbjerg Folk; de kan endnu ikke nær være komne forbi Branden - men der kunde maaske være Andre i Nærheden.« Man spejdede til alle Sider: mod Syden, Vesten og Norden var intet levende Væsen at opdage, og hele den østlige Kant var indhyllet i Røgskyer, saa tykke, at Morgensolens Straaler ikke mægtede at gjennemtrænge dem. »Vær saa god og buk dem!« sagde Mads, idet han paa alle Fire krøb ind, »og følg kun efter mig! Døren er lav; men Stuen kan nok rumme os; eders Pakkenilliker skal jeg strax hente.« Med nogen Besværlighed fulgte de Vejviseren, og befandt sig 64 snart i den underjordiske Vaaning: en rummelig Stue, hvis Vægge vare opsatte af svære Kampesteen, og hvis Loft bestod af tæt til hinanden lagte Bjælker. Ned fra dette hang en Lampe, der med sit matte Skin kun dunkelt oplyste de herværende Gjenstande, som vare: paa den ene Side tvende Senge, en større og en mindre, paa den anden en Bænk, et Bord, et Par Stole, en Kiste og et Par Hængeskabe. I den lille Seng laae tre nøgne Børn, som ved de Fremmedes Ankomst dukkede, som Vildællinger, ned under Dynen. Paa Kanten af den store Seng sad Lisbeth Madame Madses og bandt paa en Strømpe, hvilken hun af Forbauselse lod synke med begge Hænder i Skjødet. For Bordenden stod en lille rødhaaret Mand, klædt i Skind fra Hagen indtil Knæerne, og hvem Værten forestillede sine Gjæster, som sin gode Ven Mikkel Rævehale. »Vi kastede engang her« lagde han smilende til, »efter hans Halvbroer, og saa fandt vi dette Lukaf Mikkel mener, det har været en Røverstue i gamle Dage; men kanskee har det ogsaa været en Kjæmpebegravelse, for her stod et Par sorte Potter med Aske og Been i.« Ved det Ord Røverstue foer en Gysen over den unge Dame. Kjeresten mærkede det, og sagde paa Fransk: »Frygt ikke min Dyrebare! her ere vi sikkre; men det smerter mig, at den første Vaaning, jeg indfører Dem i, skal indjage Dem Skræk og Afskye.« »Jeg vil vise Dem alle mine Herligheder« vedblev Krybeskytten, idet han aabnede en Dør i Baggrunden. »Her er mit Kjøkken, hvor vi kun om Natten tør have Ild paa; her er ogsaa mit Spisekammer« lagde han til, visende paa et Salttrug og nogle Hjortekøller, som hang i Røg over Arnen; »Brød og Kjød har jeg, og en lille Taar Mjød kjøbte jeg i Viborg for det sidste Hjorteskind.« Med disse Ord satte han en Dunk og et Træfad med de omtalte Spisevare paa Bordet: »Æd og drik saameget I lyster af hvad Huset formaaer! og naar I vil afsted, skal I faae en sikker Vejviser.« Cornetten trykkede den ærlige Troglodyts Haand, og sagde: »I dette Øjeblik har jeg ikke Andet at byde Eder, end min hjertelige Tak -« »-Jeg tager ingen« afbrød sorte Mads; »men lov mig blot, at I aldrig vil røbe mig eller min Hule!« Med de helligste Forsikkringer blev dette lette Løvte givet: og de Forelskede nøde nu en Frokost, som Hungeren, og Glæden over deres Redning gjorde dobbelt velsmagende.

Efter Værtens Forslag fattede de den Beslutning at oppebie Aftenen, inden de paany tiltraadte den afbrudte Rejse. Imidlertid tilbød Mikkel, at han vilde gaae ud paa Recognosering, saavel for at iagttage 65 Forfølgerne, som for at indhente Underretning om den fra Vestervig forventede Vogn. Første Gang kom han ikke længere end til Hulens Aabning, og berettede derfra: at hine nu havde omredet Hedebranden, og satte i tvende Afdelinger Vester paa. Nogle Timer derefter vovede han sig et Stykke ud i Heden, og vendte tilbage med den Underretning, at de nu rede mod Nordvest, og at Heden rimeligviis nu vilde vorde sikker for dem, da de ikke kunde formode, at de Flygtende endnu befandt sig i Samme, og de vistnok ved falske Underretninger vare bragte paa Fejlspor. - Lidt over Middag gik baade han og Værten ud - den Første for at bestille en Vogn i een af de mod Vesten liggende Landsbyer. Den Sidste kom efter en halv Times Forløb tilbage, og fortalte: at han derude havde truffet en ung Klør, der forekom ham fordægtig. Paa hans Maal lod det til at være en Tydsker. Han spurgte om Vej til Hvam Kroe, og om der ikke havde færdedes nogen Rejsende derforbi den Dag. Cornetten spurgte nøjere om dette Menneskes Udseende og Klædedragt; og efter Beskrivelsen kunde han ikke længere tvivle paa, at det var hans Ungarer. De gik da Begge ud, og vare saa heldige at indhente ham en Fjerdingvej omtrent fra Hulen. Vi ville ikke længe opholde os ved Ungarerens Beretning om Aarsagen til Vognens Udeblivelse, der var denne: at han og Kudsken havde forvexlet Karup Aae med den, som løber et Par Miil vestligere, ved hvilken altsaa Vognen endnu befandt sig. Ligesaa kortelig ville vi ogsaa bemærke: at han noget før Middag var bleven anholdt og udspurgt af de eftersættende Ryttere, og at han ikke alene snildelig havde redet sig ud af dette Forhør; men endog viist dem paa en Vej, som han vel formodede ikke førte dem paa Spor efter de Flygtende, om hvis Skjæbne han ellers havde svævet i den piinligste Uvished.

Slutteligen finder jeg mig ej heller beføjet til større Vidtløftighed i Catastrophens Udvikling; men vil - som andre Romanskrivere - ile mod Enden: Cornetten og hans Kjereste kom lykkelig den følgende Morgen til Vestervig, bleve der Mand og Kone, og fik for det første af Ejeren, den ældste Broder, en liden Sædegaard i Thye til Beboelse. Junker Kaj fik for det første en lang Næse, og for det andet - et Aars Tid efter - en endnu rigere Frøken i Fyen. Ansbjergmanden og hans Frue sloge reent Haanden af Datteren, og vare - uagtet alle hendes og hendes Mands ydmyge og angerfulde Skrivelser - ikke til at forsone.

66

5. Hestehaven

Henimod den vestlige Ende af Ansbjerg Skov er en aaben Plads, en temmelig stor Grønning, heelt omgivet af gamle højærværdige Bøge. Paa Pintsefestens første Eftermiddag samles her aarlig den største Deel af de omliggende Sognes Beboere. Mange Huse staae paa denne Dag tomme; og flere bevogtes kun af Blinde eller Sengeliggende; thi Halte og Krøblinger - naar de kun ikke mangle Øjets Sands - maae dog een Gang om Aaret forlyste sig i den nys udsprungne Skov, og hjembringe en lysgrøn Bøgeqvist - som Noahs Due fordum - til den mørke Vaaning, ofte en Noahs Ark i det mindre.

Hvilken Glæde! hvilken Vrimmel! Hestehaven - saa hedder dette Forsamlingssted - er da at ligne ved en uhyre Bikube: bestandig Uro, uophørlig Trængen, frem og tilbage, ud og ind, Alle kun sysselsatte med at indsuge Glædens Honning og inddrikke den oplivende Sommerluft. Hvor de ile, hvor de flaggre fra Blomst til Blomst! hilse, berøres, adskilles, fortroligt, let og skyndsomt! Hvormangen Ungersvend har eller finder her sit Hjertes Dronning! hvor troligt følger den forelskede Knøs sin Viser! Selv langt udenfor denne mægtige Kube hører Man uafladelig Surren og Brusen - det er Sværmen, som raaber ud.

Jo nærmere Du kommer, jo højere lyder den muntre Larm. Det dumpe, eensformige Drøn opløser sig i Raab, Sang, Latter, Bladeskrald, Fiolers og Fløjters Klang. Det myrler ud og ind ad Skovens grønne Kanter: Almuen i sin bedste Søndagsstads, Honoratiores i pyntelig Sommerdragt, Cavalierer i Sort, Damer i Hvidt - Er her Dans? Ja! her er Skovbal, Dands paa det elastiske Grønsværgulv. Seer Du ikke hist ved Bøgen hiin Landsbyespillemand højt over den omringende Sværm? seer Du ikke, hvor hurtig hans Bue firmer op og ned mellem blomsterprydede Hatte? Og hisset: en ordentlig Qvadrille, en virkelig Scotsk!

»Er jeg i Dyrehaven? i Charlottenlund?« spørger Du; »see hvilke mange Vogne! smukke Eqvipager! Kudske i Livree, Heste med pletteret Seletøj, Telte med Restaurationer, koldt Kjøkken og Bagværk! Kaffekjedler paa Ilden! Familier lejrede i Græsset omkring den medbragte Madkurv!«

Du er i Hestehaven. Dette er Pintsefestens Aftensang i Lysgaard 67 Herred, den skjønne, evig unge Naturs Hyldingsdag, Skovens Courdag, Sommerens Triumph. Saaledes fejres den nu til Solen daler, og Skoven atter overlades til de forjagede Fugle og Dyr; men tilforn samledes her kun de to eller tre nærmeste Sognes Almue. Dog er denne uskyldige Glædesfest sikkerlig en gammel Skik, og ligealdrende med Skoven selv.

Ti Aar efter den - i forrige Capitel for saavidt endte - Begivenhed var, som sædvanlig, Sommergilde i Hestehaven. En Mand, af hvis Sønnesøn jeg i min Ungdom hørte Historien, har desangaaende fortalt, som følger: »Det var første Aar jeg tjente paa Kjærsholm for Ridefoged. Jeg havde min Kjereste i Vium; hun var lidt i Familie med Præstens. Første Pintsedag satte hun mig Stævne i Hestehaven, hvor vi ogsaa mødtes saa betids, at vi To bleve de første. Vi vandrede nu en Timestid eller to omkring i Skoven, indtil Larmen og Lyden af en Fiolin forkyndte os, at Folk vare samlede. Vi gik derhen, for at see til. Vi satte os, og betragtede de Dandsende. Efter nogen Tids Forløb saae jeg, at der paa Stien, som gik til Ansbjerg, nærmede sig tvende fornemme Herrer, en ung Dame og tvende Smaadrenge. Da jeg var ganske ubekjendt i Egnen, spurgte jeg min Kjereste, hvem det var? »Tys!« svarede hun, »det er Herskabet. Den store, føre Mand, det er den gamle Herre, som for fem Aar siden blev Enkemand. Den unge, med Arret over Kinden, er hans Svigersøn, Fruentimmeret hans Datter, og de to smaae Junkere deres Børn. For ti Aar siden stjal den unge Herre hende ud om Natten. Saalænge den gamle Frue levede, var der intet Forliig at tænke paa; men da hun var død, lod den gamle Herre sig dog bevæge, og tog dem til sig. Naar han falder af, arve de baade Gaard og Gods.« De bleve nogen Tid staaende og fornøjede sig med at see paa Bønderne; og derefter gav de dem Noget at drikke op. Paa en Vindfælde, ikke langt fra min Kjereste og mig, sad tvende gammelagtige Mænd med et Ølkruus imellem sig, og røgte paa deres Piber. Herskabet gik hen til dem, hvorpaa de rejste sig, og toge Piberne af Munden. »Bliv siddende!« hørte jeg den unge Herre sige; »nu kommer I bedre tilrette, end dengang Du slog Ild til Nielses Pibe, ved Karup Aae.« »Ja, naadige Herre!« svarede den Ældste af de Tiltalte, med et Smiil: »der er aldrig saa lidet et Dyr, der jo fægter for sit Liv - ilde gik det og vel var det.« Herskabet loe. »See til« sagde den gamle Herre, idet de gik bort, »at Du ikke kommer ind imellem Takkerne af den Hjort, Du der rider paa!« Da loe de atter ret hjerteligt, og jeg 68 kunde af og til høre Ansbjergmandens Skoggren, der klang huult som en Rørdrummes, langt inde i Skoven. Hvad skulde det betyde? sagde jeg til min Kjereste, og hvem ere disse to gamle Mænd? Den Ene - svarede hun - ham i den grønne Frak, med den graa Hat, det er Skytten. Den Anden i de brune Klæder, er Mads Skovfoged, der boer her tæt ved, og som den unge Herre har ført med sig. Den Snak om Hjorten skal jeg udtyde Dig. Medens hun gjorde dette, og tillige fortalte mig den hele Historie om de Unges hemmelige Forlovelsesmaal, faldt mine Øjne paa et Par Folk, der ganske alene fik sig en Svingom, medens alle de Andre stode og gabede paa dem. Hvem er det? spurgte jeg, de see mig lidt aparte ud, især den unge Karl i de lange gule Skindbuxer, i denne blaa Trøje med de mange Knapper og med den sære Hue paa Hovedet. - Det er ingen Ungkarl, svarede hun; men en gift Mand, og det er hans Kone, som han dandser med - Det er en snurrig Dands! - raabte jeg - han tramper saa stærkt i Jorden, og spanker omkring hende saa prynsk som nogen Pommerkok; det er ingen rigtig polsk Dands. - Det skal ogsaa være ungersk, - svarede hun - for han er derudefra Tyrkiet, og fulgt med den unge Herre herind fra Krigen. Han er Skriver, og han er Gartner, og han er Potte og Pande paa Gaarden. Hans Kone har tjent Fruen i mange Aar for Kammerpige, og Man vil sige, at det var hende, som hjalp hende bort, dengang hun rømte fra Forældrene.«

Og saa er da Historien reent ude. Flere Menneskealdre ligge mellem den og os. Der er ringet og sunget over adskillige Slægter, siden de omskrevne Personer gik til Hvile. Baade den gamle og den unge Herre ere forlængst glemte der i Egnen, og sorte Mads veed nu Ingen mere af at sige. Gaarden har ofte skiftet Ejermænd; Godset er frasolgt og adsplittet. Kun om Røverstuen har et mørkt og forvirret Sagn holdt sig vedlige. I den store Hede, en Halvmiilsvej Vesten for Karup Aae, ligge nogle Lynghøje, som endnu bære og stedse ville bære hiint skumle Navn; men Ingen tænker paa, at der engang har været et Fristed for øm og trofast Kjerlighed.

69

Sildig Opvaagnen
(Orig. Fortælling.)

Jeg mindes ikke noget Dødsfald, der har vakt større Sensation, end min mangeaarige Ven Doctor L*s i R*. Man standsede hverandre paa Gaden, Man foer omkring fra eet Huus til et Andet med de Spørgsmaal: »Har De hørt det? veed De det? hvad mon var Aarsagen? mon han har gjort det i Vildelse?« o.s.v. Han var en meget elskværdig, en almindelig yndet og agtet Mand, en fortræffelig Læge med udbredt Praxis; som det syntes, lykkelig gift; Fader til sex vakkre Børn, af hvilke de to ældste Sønner allerede vare i Vej, den ældste Datter forenet med en brav Embedsmand, den næstefter nylig confirmeret, og de to yngste 10 og 12 Aar gamle. Han var dertil formuende, holdt et gjæstfrit Huus, og var en altid munter og behagelig Selskabsmand. Han havde naaet sit otte og fyrgetivende Aar, og aldrig været syg.

Pludselig lød Rygtet, at han var bleven upasselig. Hans Patienter ventede en heel Dag forgjæves. Man lod spørge til ham, Man kom for at besøge ham - han tog ikke mod Nogen: enten hedte det, at Doctoren sov, eller at han ikke var saa vel, at han kunde see Nogen. Byens anden Læge blev vel - ikke kaldet - men dog indladt. Naar Man spurgte ham om Doctor L*s Befindende, trak han paa Skuldrene, rystede med Hovedet, og erklærede, at han ikke kjendte hans Sygdom. Lægemidler vilde han aldeles ikke bruge. Jeg, hans Præst, var den Eneste, som han havde daglig og længe hos sig. Børnene kunde han ikke lide at see; naar nogen af dem kom ind, vendte han sig om til Væggen. Saaledes laae han i otte Dage; den niende skjød han sig. - Da den anden Læge erklærede, at han havde aflivet sig i et Delirium, blev han hæderligen begravet. Jeg vilde have talt nogle Ord over hans Grav; men Smerten brød strax min Stemme, og jeg kunde for Graad neppe fremsige Jordpaakastelsesformularen.

Jeg erfarede af ham før hans Død den lønlige Aarsag til dette frygtelige Skridt. Dog, hvad dengang var en Hemmelighed, kunde ikke længe blive det, da fem Personer vare deelagtige i Samme; den Ene, 70 dreven af Skinsyge og billig Harme, mægtede ikke at dølge Historien om en Forbrydelse, der hellere maatte have været begraven med dens ulykkelige Offer, og indstillet alene for den evige Retfærdiges Domstol. Hvad i hiin Tidspunct sneg sig skummelt omkring, som blot mundtligt Rygte, kan gjerne nu betroes til Papiret, med Udeladelse af de Paagjældendes Navne; thi af disse ere endnu kun ilive tre af Dr. L*s Børn, som tilmed boe i Udlandet, og hans Enke, - Hovedpersonen i denne Tragoedie. - Men jeg vil begynde min Fortælling noget længere tilbage.

Det var netop fem og tive Aar før denne sørgelige Catastrophe, at jeg som theologisk Candidat antog en Huuslærerplads i R*, hvor Skolen dengang stod i slet Rye. Kort efter min Ankomst gjorde L* og jeg vort første Bekjendtskab, og det just ikke paa den allervenskabeligste Maade. Han havde for kort siden sat sig ned der i Byen, som practiserende Læge. Vi stødte sammen paa et Bal. Jeg var kun et Aar ældre end han, munter og letsindet, en dygtig og lidenskabelig Danser. Blandt Damerne opdagede jeg snart den bedste Danserinde, som tillige ustridigt var den smukkeste. Dog maae jeg tilstaae, at hun i den første Egenskab gjorde størst Indtryk paa mig. Jeg bød hende op til en af Datidens Modedanse, og fik et bejaende Buk. Jeg stod for at føre op, og havde just med Haandklap givet Tegn til at begynde, da L*, hvem jeg aldrig før havde seet, traadte hen til min Dame, bukkede, og erindrede hende om, at hun havde lovet ham denne Dans. Jomfrue W* rødmede, og undskyldte sig med, at hun troede det var den næste, til hvilken hun havde ladet sig engagere; »men dersom min Chapeau tillader,« lagde hun til, »kunne vi jo endnu bytte om.« »Ingenlunde!« svarte L* lidt spydigt, »jeg resignerer, og finder mig i at være No. 2, allerhelst da jeg vist nok er kun en daarlig Danser imod denne Herre.« »Det gjør Intet til Sagen,« sagde jeg »hvem der danser bedst; men er De ikke fornøjet med min Dames Proposition, beder jeg om, at vi nu maae komme til at begynde - hele Qvadrillen venter.« Han stod just imellem os Begge. »Baade begynde og ende,« svarte han end meer spodsk, og traadte fra. Da jeg kom til Enden af Qvadrillen saae jeg ham staae nederst med en af de meest kluntede Figurer, som fandtes paa Ballet; og jeg lagde Mærke til, at han i Kjæden ikke vilde give min Dame sin Haand. Hun smiilte, neppe mærkeligt, til mig, og jeg troede at føle et sagte Tryk paa mine Fingre. Fyren var skinsyg, det var aabenbart. Jeg troede, han maatte have andre 71 Rettigheder, end de, som Ballovene give. Da Dansen var ude, gik jeg derfor hen til ham, og gjorde ham en Undskyldning for mit korte Svar. Denne Tiltale fremkaldte et høfligt Gjensvar, og snart stødte vi paa nærmere Bekjendtskab vore Punseglas sammen.

Jeg danste siden endnu engang med Jfr. W*. Da jeg takkede af, og maaskee med nogen Varme kyste hendes Haand, modtog og besvarede jeg det andet Tryk. Jeg kan forsikkre, at hverken mit Hjerte eller min Sandselighed kom herved i mindste Bevægelse; kun min Forfængelighed fandt sig behagelig smiggret. Jeg havde vel tilforn i Dansens Hede og Glædens Tummel modtaget saadant lønligt Tegn af en smuk Pigehaand; men vidste ogsaa, at en slig ofte uvilkaarlig Yttring af et ømt og glad Hjertes Bevægelse gjerne var ligesaa flygtig som den Hilsen, tvende hinanden forbifarende Vandrere give og glemme i et og samme Øjeblik. Men da jeg et Par Maaneder efter erfarede, at Jfr. W* allerede dengang var L*s hemmelig Forlovede, satte jeg i min Hukommelse et NB. til disse Haandtryk. En fri og ubunden Pige kan vove et saadant - og alligevel vover hun mere, end hun maaskee veed, eller ahner - men naar en Fæstemøe tillader sig Sligt, fremstiller hun sig selv som Coqvette; og er det en gift Kone, vil hun af enhver ikke ganske uerfaren Cavalier ansees for hvad hun enten er eller vil vorde - en Skjøge. - Dog det var første og sidste Gang jeg mærkede noget Mistænkeligt hos Jfr. W*, og da jeg var Vidne til hendes tugtige og sædelige Væsen og Opførsel, baade som Pige og som Kone, begyndte jeg at troe, at jeg havde taget fejl baade af Haandtrykkenes Mening, og den, der muligen ej engang vidste at hun gav dem.

Jeg har en synderlig, ja ofte sørgelig, ved alt for mange Exempler bekræftet Erfaring: at det første Indtryk, et Menneskes Ansigt - eller bedre - Aasyn - frembringer hos mig, er tilforladeligt, er et sikkert Blik ind i Sjælen, et træffende Øjekast paa et saadant Menneskes sande Caracteer. Jeg har ofte harmet mig over hvad jeg selv ansaae for en Grille; jeg har ofte straffet mig selv for mine umotiverte strænge Domme, og lønligt gjort den lønligt Fornærmede Afbigt, naar jeg siden saae en Opførsel, en Handlemaade ganske modsat den, det første Indtryk lod mig formode; og overalt naar jeg saae ej alene en ganske anden Caracteer, men og et ganske andet Ansigt. Og dog - ak! med Smerte maae jeg bekjende, at Fornuftgrunde omsider snarere eller senere have staaet tilskamme for en uvilkaarlig Flyvetanke. Det var ikke saameget Jfr. W*s Haandtryk, som det første Blik paa hendes 72 Ansigt, der tilhvidskede mig: denne dejlige Pige er ikke for een Mand Der var i hendes Øjne hverken dette sødt Hensmægtende, eller det fyrigt Opfordrende, ikke det ømt Tilladende, ej heller det dybt Udforskende; hendes Smiil var hverken sødligt, eller skjelmsk, og endnu langt mindre kjækt; hendes ranke, fuldkommen skjønne Figurs Bevægelser havde intet Yppigt, Intet som forraadede sandselig Vellyst; og dog laae der i dette blide, lidenskabsløse Ansigt noget Forborgent, noget Fordægtigt; det syntes mig at gjemme en dyb, frygtelig Løndom, eller snarere at varsle om en endnu ikke i Tanken undfangen Forbrydelse, som Fremtiden først skulde bringe for Dagen. Efter fem og tive Aars Forløb blev jeg frygteligen erindret om denne saa længe forglemte Ahnelse.

Vare Vampyrer Andet, end Misfostere af en tøjleløs Indbildningskraft, da maatte jeg have seet en af disse Skabninger - udvortes levende, indvortes livløse, Legemer uden Sjæle, Kjødmasser uden Hjerte -. Jeg kjendte hende som attenaars Jomfrue, som Ægtefælle og Moder; jeg saae hende i de Dansendes Rækker, og i de Bedendes; med Kortene i Haanden, og med en Patteglut ved Brystet; ved sin Datters Bryllup og sin Mands Liig; men hun var stedse sig selv liig: blid, rolig, opmærksom og fuldkommen beherskende sig selv. Jeg har seet hende fornylig - hun er nu ikke langt fra de Halvtreds - men hun er næsten uforandret, nyder en blomstrende Sundhed, og en altid lige, altid uforstyrret Munterhed De mørkeste Dage om Aaret (efter denne sørgelige Begivenhed, mens jeg boede i R*) vare for mig de tvende, paa hvilke jeg maatte meddele hende Sacramentet. Jeg har i mine Skriftetaler nogle Gange prøvet at ryste hendes Samvittighed vaagen; men der var Intet at vække. Komme disse Blade hende for Øje, er jeg vis paa, at hun skal kunne læse dem uden at tabe en Maske, eller gjøre et eneste Fejlsting.

Men jeg griber for meget forud i min Historie; jeg vil atter gaae tilbage.

Det mellem L* og mig saa tvert begyndte Bekjendtskab fortsattes flittig, og blev snart til et Venskab, som kun Døden mægtede at opløse. Tre Maaneder efter hiint Bal betroede han mig, at han var, og allerede dengang havde været, hemmelig forlovet med Jfr. W*. Det slog mig; jeg mindedes hendes Haandtryk, og spurgte ham - dog uden at røbe mine Ahnelser - om han havde raadført sig ej alene med sit Hjerte, men ogsaa med sin Forstand? om han kjendte hende? 73 og om han var forsikkret om, at hun baade vilde og kunde gjøre ham lykkelig? Hans Svar vare et elskende Hjertes varme Udgydelser. Han forsikkrede, at hun elskede ligesaa inderligt, ligesaa oprigtigt, som han; men tillige, at hun forstod saa fuldkomment at beherske sig selv, at Ingen engang havde ahnet hendes Tilbøjelighed; hvilket var saa meget mere nødvendigt, som en stræng og haardhjertet Fader uomtvisteligt vilde have afbrudt Forbindelsen med et ungt Menneske uden fast Levebrød. Saasnart han fik et Saadant, vilde han bejle, og mistvivlede ikke om Forældrenes Samtykke.

Et halvt Aar efter døde den i R* ansatte Districtslæge; L* blev hans Eftermand, og snart efter Elise W*s lyksalige Ægtemand Jeg har aldrig seet noget gladere Menneske, end han; han var næsten ellevild af lutter Fryd; han kunde hverken sidde eller staae længe paa eet Sted; den søde Uro jog ham hid og did, og omsider - saasnart det blot blev nogenlunde gjørligt - tilbage i Feens Tryllekreds. Hans Patienter fik i disse Hvedebrødsdage - der bleve til Uger og Maaneder - kun korte Besøg og korte Recepter; men derimod de trøsteligste og gladeste Forhaabninger; thi i denne Periode vare ingen Sygdomme dødelige; han var Mester baade for dem og for Døden. Vist nok er det, jeg mindes det meget vel: hans Cuure vare alle heldige; jeg troer næsten, at han curerte med sit glade Ansigt og lystige Snak. Hans Kone syntes vel ogsaa at være ret lykkelig; men hendes Glæde bar dog Maadeholdenheds Præg; Konen var Kjeresten fuldkommen liig; og Brudesengen havde ingen synlig Forandring bevirket.

Da han engang i ubundne Dithyramber beskrev mig sin Lyksalighed, kunde jeg ikke tilbageholde det Ønske: at hun maatte dele den i lige Grad »Wilhelm!« hvidskede han, »die holde Sitsamkeit bey Tage«

- her standsede han, lagde den ene Haand paa Hjertet, Fingerspidserne af den anden paa Munden, og saae henrykt op imod Himmelen. »Godt, godt!« sagde jeg smilende, og forlangte aldrig nogen videre Forklaring. Dog forekom det mig stedse tvivlsomt, om der under denne rolige, spejlglatte Overflade skulde findes nogen synderlig Bevægelse; var der nogen Varme i dette skjønne Legeme, syntes det mig at maatte være, hvad jeg - naar dette ikke var en Selvmodsigelse

- vilde kalde en kold Ild, eller dog kun en mat Glød, som aldrig kunde opblusse til Lue; maaskee ligesaa lidet udslukkes.

Otte Maaneder efter Brylluppet skjænkede Elise sin glædedrukne Mand den første Søn. Ved Barselgildet gik det højt til. Det var just i 74 hiin Selskabeligheds Periode, da Phoebus og Bacchus vare uadskillelige Gjæster ved ethvert Samqvem, da disse stedse yttrede en mægtig Vexelvirkning paa hverandre, og en uimodstaaelig Indflydelse paa alle deres Tilbedere: Bægeret maatte indvies med Sang, og Sangen besluttes med Skaaler. Min var den sidste; ved Gildets Ende overraktes mig mit Kaldsbrev til Capellaniet i R*. To Aar efter gjorde Sognepræsten Plads for mig; og jeg ægtede nu min Henriette, med hvem jeg fra mine første Studenterdage havde været forlovet. Vi holdt en jevnlig og stedse højst venskabelig Omgang med L*s.

Hans Kone havde født den anden Søn, og min den første, da en tredie Familie indtraadte i vort selskabelige Forbund: Lieutenant H* blev forlagt til det i R* garnisonerende Regiment. Han var en af de elskværdigste og meest dannede Officierer, jeg har kjendt, og gift med en Kone, der var smuk, vittig og Munterheden selv.

Doctorens og Lieutenantens (eller Capitainens; thi han avanceerte hurtigt) boede Huus om Huus med hverandre; jeg ligeoverfor den Første. Med Hensyn hertil kaldte vi mellem os selv vort lille sluttede Selskab Triangelen; L* var den rette Vinkel, H* den spidse Vinkel L. H. C., jeg den anden ditto H. C. L. Vi samledes ordentligviis i een af Vinklerne hver Onsdag Aften; men udenfor Touren gjorde L* og H* ofte større Selskaber, som da hedde Circler; thi Begge vare formuende: den Første arvede betydeligt efter sin Svigerfader, den Anden efter sine egne Forældre.

Vi levede i en Forfatning, der tit syntes mig for lykkelig til at kunne vorde varig. Det Eneste, Capitainen savnede, var Børn; men han havde da til Gjengjæld et større Overmaal af Munterhed

Vi tre Mænd havde uimodsigeligt de tre smukkeste og bedste Koner i R*; dog vare deres Caracterer og Væsen højst forskjellige, og netop denne Uovereensstemmelse - troer jeg - var Grunden til den fuldkomne Harmonie imellem dem. Min Kone var stille, venlig og bly; hun syntes at være de to Andre subordineret, skjøndt hun i Grunden havde den dybeste Følelse og den klareste Forstand Frue H* var altid lystig, fuld af Spøg og Indfald, og førte derfor stedse Ordet. Frue L* var stille, men hendes hele Væsen havde noget Imponerende, Noget som antydede en højere Aandsoverlægenhed, som hun dog aldrig søgte at gjøre gjældende; derfor blev hun af de Andre behandlet som en ældre Søster, hvorvel hun baade var den yngste og mindst dannede.

75

Dersom Lighed i Caracteren skulde være Betingelse for ægteskabelig Lyksalighed, borde vi sex Mennesker have været anderledes parrede; der maatte have skeet en total Omskiftning. Mit jevne Humør, min naturlige Sathed, som ved min Stands Værdighed fik end fastere Holdning, maatte da have forbundet mig med Frue L*. Hendes muntre, aabne, raske og kjække Ægtefælle havde i Frue H* faaet den meest lignende Mage. Og min fromme, bløde, ydmyge Hustrue skulde have været kaaret til Capitainens Ledsagerinde paa Livets Vej.

Capitain H* besad virkelig intet andet Krigersk, end Uniformen; civilklædt saae han ud som en beskeden, undseelig Depositurus. Ikke at han jo var en flink Officier; denne Berømmelse havde han ved hele Regimentet, af Høje og Lave. Ved Mynstringen var hans Compagnie altid det dygtigste, skjøndt Karlene vare bedre bekjendte med hans Pung, end med hans Stok, der blot for et Syns Skyld dinglede ved hans Haandled. Hans Mod, Retskaffenhed og ædle Tænkemaade var erkjendt og paaskjønnet af Alle. Ved Stridigheder valgtes han gjerne til Voldgiftsmand, og i denne Egenskab forhindrede han mangen Duel. Kort sagt: han var en yderst indtagende Mand, og langt farligere for Kvindehjerter, end han selv syntes at vide.

Hvor længtes vi Alle efter Onsdagen! Vi samledes til Thevandstid, opofrede derpaa et Par Timer til Musiken, i hvilken vi Alle - paa Frue L* nær - tog levende og ikke uheldig Andeel. Efter Aftensmaaltidet fik vi tre Herrer os en alvorlig Lombre, og Damerne holdt et Privatissimum, der oplivedes af Frue H*s Indfald og hjertelige Latter. Denne Sidste har meer end eengang foraarsaget en Bete, eller forpurret en reen Codille, og jaget os fra Spillebordet hen til vore lystige Koner.

Et Aarstid eller vel mere randt saaledes hen, uden at Noget forstyrrede den gode Forstaaelse og jevne Munterhed Men paa eengang foregik en kjendelig Forandring med Capitainen: han var ofte adspredt, begik svære Bommerter baade i Concerten og i Lombren; stundom var han mørk og ordknap - stundom overgiven og ualmindelig snaksom, skjøndt hans Passiar tillige var temmelig usammenhængende. Min Kone gjorde mig opmærksom paa denne sælsomme Forvandling, og gav mig Vink om: at hun frygtede, det ikke var rigtig mellem ham og Frue L*. Jeg tyssede paa hende, og stræbte at berolige hende i denne Henseende; men - jeg vidste mere end hun; jeg var 76 imod min Villie blevet Vidne til en Scene, som aldrig udslettes af min Hukommelse, og som i lange Tider gav mig nok at bryde mit Hoved med

Der var længe talt om at faae en Maskerade bragt istand; og jeg troer, at Frue L* var den, som først havde givet Ideen hertil. Endelig blev Alt arrangeret: Masker og Dragter anskaffede, og Aftenen bestemt - den skulde holdes paa Klubben. Da jeg ikke selv kunde tage Deel i denne Fornøjelse, havde jeg aftalt et Spillepartie med tre andre af Byens Lombrister. Hen paa Aftenen blev jeg betaget af en ikke usædvanlig Hovedpine. Jeg fik En til at tage mit Kort; og vilde, som jeg plejede, tage mig en Luur. Jeg bad desaarsag Værten anvise mig et stille og afsides Værelse, hvor en halv Times Hvile forhaabentlig vilde fordrive mit rheumatiske Anfald. - Jeg fik et Saadant saa langt fra Balsalen, at den svage Lyd af Musiken og Støjen blot bidrog til at dysse mig i Slummer. Jeg søgte og fandt denne i en Lænestol, der stod i en Krog ved Vinduet.

Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg vækkedes ved Dørens Knirken. Der kom to ind i Kammeret; det kunde jeg høre; men Ingen saae jeg; thi der var ganske mørkt. Det maatte være et Mandfolk og et Fruentimmer; men Begge maskerede; det mærkede jeg paa Stemmernes Utydelighed »Nu! og hvad vil Du saa, min søde Ven?« sagde han. »Sødeste Mand« læspede en kvindelig Røst, »Du er saa velsignet iaften.« »Men Kone!« sagde han igjen, »hvad tænker Du dog paa? behøve vi at stjæle os til hverandre, som om vi gik paa forbudne Veje?« - Intet Svar - Lyden af et Kys lod mig gjætte; at de havde demaskeret sig. Jeg sad som paa Naale; hvad skulde jeg gjøre? Min Hovedpine, som ved denne pludselige Opvækkelse var bleven endnu hæftigere, tillod mig ej heller at fatte en Resolution. Døren knirkede atter; men om de gik, eller bleve, vidste jeg ikke. Alt blev stille, og et Skjænderie udenfor i Gaarden var Alt hvad jeg hørte. Saaledes sad jeg nogen Tid, og lyttede forgjæves; jeg prøvede atter at falde i Søvn. Men Spectaclen i Gaarden blev værre. En kom ud med en Lygte eller et Lys, der kastede sit Skjær gjennem Vinduet paa den modstaaende Sopha. Selv useet, saae jeg der Capitain H* i Frue L*s Arme. En rædsom Fejltagelse havde altsaa fundet Sted; men om den var forsætlig paa nogen af Siderne, vidste jeg dengang ikke at afgjøre.

Capitainen sprang op med et Angestraab; Frue L* sank tilbage, og skjulte - som i Fortvivlelse og Skamfuldhed - sit Ansigt i begge sine 77 Hænder. Det blev atter mørkt. »Gud forlade os Begge!« sagde han; »evig Taushed, og - om det var muligt - evig Forglemmelse!« Det forekom mig, at hun hulkede. Han udstødte et smerteligt Suk, og gik; lidt efter fulgte hun, og jeg blev alene.

Længe blev jeg endnu tilbage ganske forvirret og bedøvet af det, jeg her saa ufrivillig havde erfaret. Da jeg atter traadte ind i Balsalen, havde Man just demaskeret sig. Doctoren og Capitainen vare ganske eens klædte, nemlig som Don Juan. Fru H* havde Tyrkindedragt; Frue L* havde bestemt baaret samme Dragt, da jeg saae hende paa Sophaen; nu var hun Hyrdinde - det var mig baade paafaldende og mistænkeligt. Doctoren var i et glimrende Lune: han gjækkede Frue H*, og paastod, at hun havde mødt ham ene i Gangen, og omfavnet ham i den Tanke, at han var Capitainen; denne stod hos, og prøvede paa at lee; men Forsøget faldt uheldigt ud og endtes med en tvungen Hoste. Frue L*s Ansigt var uden mindste Forandring; hun smiilte saa roligt, som hun plejede, til alle hendes Veninders spøgefulde Anmærkninger. Jeg begyndte at mistroe mine egne Øjne: havde hun været skyldig, hvor var det da muligt at bevare en slig - jeg kunde sige - Helvedes Rolighed? Tyrkinden i hiint Værelse kunde jo dog have været en Anden, som lignede hende; min Hovedpine havde maaskee betaget mine Sandser deres Skarphed, o.s.v. Kort sagt: jeg havde næsten gjenvundet min Tro paa hendes Uskyldighed, da min Kone - en fim lagttagerinde - nogen Tid efter i Fortroelighed sagde mig, »hun frygtede for, at hendes forhen yttrede Mistanke ikke var ganske ugrundet.« At der siden hiin Maskerade var foregaaet en væsentlig Forandring med den Første, faldt tydeligt i Øjnene: han var ofte adspredt, og hensunken i Tanker; han havde mistet sin forrige jevne Munterhed, og i dens Sted faaet en sælsom Lystighed, der frembrød stødviis, og tidt uden rimelig Foranledning. Aarsagen til denne Forandring - Nag over hans uvitterlige Brøde - var mig jo velbekjendt; men jeg fortaug det for min Kone. Jeg søgte at forsvare Frue L*; men indlod mig ikke paa nogen Forklaring Capitainen angaaende. »Kjere Kone!« sagde jeg, »vogt Dig for at mistænke Nogen! det er jo ellers ganske mod din Natur - veed Du Noget? har Du seet Noget? -« »- Kun et eneste Øjekast« svarede hun; »men det var et Øjekast, som bragte ham til at rødme, og mig til at blegne; vi maae altsaa begge To have forstaaet det. Det var hurtigt, som et fjernt Lynglimt paa en natlig Skye; men klart nok til at give Lys. De vare 78 ene To i Værelset, og jeg saae det med fravendt Ansigt i et Spejl.« Jeg rystede paa Hovedet, som om jeg ikke troede hende, og paabød Taushed om denne Sag: »Vi ville ej engang selv tale med hverandre om denne Materie« sagde jeg; »thi hvor let kan Du ikke tage fejl i dine Formodninger; et Øjekast kan jo have flere Betydninger - hvorfor da antage den værste?« Hun rystede ogsaa paa Hovedet; og nu blev dette Æmne ikke bragt paa Bane i - tive samfulde Aar.

Imidlertid fortsatte min Kone og jeg meget længe vore lønlige og ganske isolerede Iagttagelser; men Intet - ikke det Allermindste - opdagedes. Capitainen gjenvandt efterhaanden - ikke sin forrige aabne Munterhed - men dog en vis Holdning i sit Væsen, der havde et alvorligere - maaskee mattere - Anstrøg. Han blev jo ogsaa med hver Dag ældre, og mere og mere forsvandt jo for ham det søde Haab om Faderglæder. Tiden, som ruller os hen ad vor Bane, afslider alle vore ungdommelige Følelsers skarpe Kanter; og vi opnaae uformærkt enten Fasthed eller Bøjelighed, Styrke eller Sløvhed, indtil omsider alle Lidenskaber forlade os, for at begynde deres Spil med yngre og blødere Hjerter.

Trianglen blev uforstyrret; Circlerne ligesaa. Vi holdt vore Concerter; vi spilte vore Lombre. Vore Børn voxte til, formerede Stemmerne i de Første og løste os af i den Sidste, naar Postnyhederne vilde dele vor Opmærksomhed.

Doctorens to ældste Sønner vare blevne Candidater i Medicin og Chirurgie; min i Theologie; hans ældste Datter gift og min forlovet: da Vulcanen, der saa længe og saa lønlig havde ulmet i Mørket, brød Forborgenhedens Dække, og ved sin uventede Eruption ødelagde tvende Familiers jordiske Lyksalighed.

Jeg var kommen hjem fra en Rejse, der havde medtaget flere Dage, da min Kone tog imod mig med den bedrøvelige Efterretning: at Majoren var meget syg. Jeg kastede Rejseklæderne og ilede derover. Han sov. Fruen stod med bekymret Mine og foldede Hænder ved Hovedgjerdet af hans Seng; et smerteligt Smiil var hendes Hilsen til mig. Jeg nærmede mig sagtelig, og spurgte hvidskende om den kjere Syges Tilstand Hun virrede blot med Hovedet, og vedblev gjennem de frembrydende Taarer at betragte ham. Hans Søvn var urolig: Læber og Fingre vare i idelig Bevægelse, og Øjnene rullede uophørlig under deres Laage.

Jeg satte mig, for at vente paa hans Opvaagnen. Imidlertid fortalte 79 Fruens Tante mig Aarsagen til og Fremgangen af hans Sygdom: »Han havde for tre Dage siden forkjølet sig ved Exerceringen; var bleven heed, og havde drukket koldt Vand; havde kort efter Hjemkomsten befunden sig ilde; maattet søge Sengen; var stedse bleven slettere og slettere, og hver Eftermiddag havt Feberanfald. Vor Ven Doctoren, der besøgte ham flere Gange daglig, trøstede godt nok - som han nu altid plejede; men havde alligevel seet noget betænkelig ud« Frue H* gav hende nu et Vink om at besørge Et eller Andet: hun gik ud.

Kort efter vaagnede Majoren; hans Øjekast var forvildet; Man mærkede strax, at han ikke var sig selv bevidst. Han saae paa sin Kone, og kastede sig forskrækket tilbage i Sengen: »Elise!« begyndte han, (Majorinden hedde Charlotte) »Elise! hvad vil Du mig? det er nok nu - det er alt for meget Dersom Doctoren eller min Kone traf Dig her i Sengen hos mig, hvad vilde de saa sige? Gaae! gaae! og lad mig være!« Han strakte begge Hænderne ud for sig, som for at skyde En tilbage.

Majorindens Øjekast mødte mit - hun skiftede Farve. Den Syge blev ved at phantasere: »Det var et ulykkeligt Indfald med den Tyrkindedragt; jeg vidste bestemt ikke Andet, end at Du var min Kone -.« Frue H* lyttede med ængstelig Opmærksomhed; jeg saae tydeligt, at hun ikke begreb hans Tale - jeg forstod ham kun alt for vel: Maskeradescenen stod levende for min Erindring.

Jeg gik hen til den stakkels Kone, og greb hendes Haand: »Fat Dem, kjere Frue!« sagde jeg, »deres Mands Sygdom torde nu være paa det højeste - han taler vildt.« - Hun svarte kun med et dybt Suk. »Hys! hys!« hvidskede han, »Man kunde høre os her underneden - De veed jo, Elise! at Munderingskammeret er lige ovenover Rullestuen, og tænk engang, om Nogen opdagede den hemmelige Dør i Lysthuset -.« Majorinden greb krampagtig fat om Sengestolpen; hun blegnede - i hendes Ansigt foregik en frygtelig Forandring. »Bedste Frue!« sagde jeg, ladende som jeg kun mærkede den ene Aarsag til hendes Sindsbevægelse, »var det ikke rigtigst at faae Bud efter Doctoren? hans Nærværelse vil maaskee berolige os - denne Crisis er vist ikke saa farlig, som det lader.« Hun svarte med et Nik, og gik hastig ud.

Den Syges Øjne faldt til - han slumrede; men uroligt. Jeg saae ud i Gaarden: Frue H* ilede med hurtige Skridt hen til Rullestuen. Munderingskammeret var virkelig lige over denne, og Lysthuset i Doctorens Have, som var to Stokværk højt og bygt af Planker, stødte 80 umiddelbart dertil - en rædsom Mistanke greb mig, og var ikke langt fra at gaae over til Vished Jeg havde om Sommeren ofte drukket Thee og spilt Lombre i det samme Lysthuus, og mindedes godt, at Man der meget tydeligt kunde høre, naar Nogen var inde paa Munderingskammeret. En sørgelig Sandhed maatte upaatvivlelig ligge til Grund for Patientens Phantasier.

Medens Frue H* var ude - sikkert nok for at anstille Undersøgelser efter de erholdte Vink - kom Doctoren afsig selv. Han gik med bekymret Mine hen til Sengen, betragtede den Syge, følte hans Puls, saae betænkeligt til mig, og rystede paa Hovedet.

Majoren vaagnede - han stirrede stivt og forfærdet paa Doctoren. »Hvad!« udbrød han, »hvad skal det betyde? De bildte mig ind, at deres Mand var rejst til en Syg ude paa Landet, og blev borte inat, og her staaer han lyslevende for mig. Hvorfor vilde De narre mig? hvorfor vilde De give det aftalte Tegn? fæstede De ikke den røde Sløjfe i Lysthuusgardinet? Gaae gaae! og sov hos deres egen Mand! Deres Forvovenhed gaaer alt for vidt, og Krukken kan gaae saalænge tilvands, indtil den gaaer hankeløs hjem.« Jeg stod som paa Gløder. Jeg drog Doctoren med mig hen til Vinduet; jeg vilde forhindre ham fra at høre og lægge Mærke til mere. »Hvad mener De?« spurgte jeg. »Han phantaserer stærkt,« svarede han; »Sygdommen tager ingen god Vending.« »Hans Ideer ere reent forkeerte,« vedblev jeg. »Aa nej!« raabte Majoren, som havde hørt hvad jeg sagde; »jeg veed ret godt, hvad jeg siger; og jeg erklærer Dem eengang for alle, Frue L*! nu skal det være forbi imellem os! Det er Synd baade mod deres Mand og min Kone, og Ingen af dem forskylder det af os.«

Nu begyndte Doctoren at blive opmærksom: han kastede et hurtigt Blik ud til Lysthuset, hvis øverste Vindue Man fra den Syges Værelse kunde see. Jeg fulgte hans Øjne, og - indenfor Vinduet stod Majorinden med opløftede, sammenknugede Hænder; men i samme Øjeblik forsvandt hun ogsaa. Himmel! hun maatte følgelig have fundet den lønlige Gjennemgang, som Febricitanten omtalte. - Denne faldt atter hen.

Doctoren blegnede. Jeg greb hans Haand og hvidskede: »For Guds Skyld! kjere Ven! De lægger dog aldrig Fold til hvad et Menneske taler i Vildelse? I en saadan Feberparoxysme kan jo en Patient indbilde sig de urimeligste Ting af Verden.« Han saae eftertænksom paa mig; men svarede ikke. I hans Øjekast laae Noget, som kunde udtydes: »Du 81 mener ikke det, Du siger.« I det Samme kom Majorinden ind. Hun blussede - hendes Aasyn udtrykte næsten samme Vildhed, som den Syges. Doctoren gik med rolig Fatning hende imøde, trøstede hende, og gjorde nogle Spørgsmaal Patienten angaaende. Hun besvarede dem flygtigt og skjødesløst; hendes urolige Blik deelte sig mellem dem Begge. Dog snart lettede en Taarestrøm hendes beængstede Hjerte: hun foer hen til Sengen, kastede sig paa Knæe, og trykte den Syges Haand til sit Bryst. »O Gud!« bad hun hastigt og sagte »skjænk ham blot denne Gang Livet, at han kan modtage min Tilgivelse, om han er skyldig, og min Afbigt, om jeg gjør ham Uret.« (Jeg hørte vel kun de halve Ord, men jeg supplerede Resten; men de gik alle Doctorens Øren forbi; thi han var ikke lydhør.) »Ja Ulykkelige!« vedblev hun, og trykte sin Pande mod hans Haand, »Du er den Forførte; men hun -« her sprang hun op og vendte sig til Doctoren. Jeg greb hendes Haand, og trykkede den stærkt: »I dette Øjeblik« sagde jeg, »er det til Lægen alene at tale; dæmp deres Frygt og deres Smerte! - saa sandt De har deres Mands Liv kjert!« lagde jeg til saa sagtelig, at han ikke kunde høre det. Hun fattede sig, og tilbageholdt de fordærvelige Ord, som allerede svævede paa hendes Læber. Hun var af de lykkelige Gemytter, som med hæftige Lidenskaber forbinde et hurtigt Omblik og en lys Forstand, som de første aldrig ere istand til heelt at omtaage; hendes Hjerte var ømt, men ingenlunde svagt. Ak! det var dog ikke stærkt nok til at modstaae den langt farligere Prøve, det snart efter blev underkastet.

Der kom Bud efter mig: jeg maatte bort i Embedsforretninger. Hun fulgte mig udenfor; og her søgte jeg af al Magt at berolige hende med Hensyn til hendes Mands forblummede Phantasier. »Da jeg ogsaa,« endte jeg min Formaning, »har været Øjevidne til disse, vil De ikke kunne ansee det for paatrængende Indblanding i ægteskabelige Forhold, at jeg omtaler dem. Jeg kan med roligere og sikkrere Blik betragte det, som let blænder og forvirrer et elskende Øje. Sandsynlighed er ikke altid Sandhed; og der kan gives mange tænkelige Tilfælde foruden det værste. For Himlens Skyld! brug deres ellers altid saa klare Forstand! skaan Dem selv og deres syge Mand! og for alle Ting lad Dem ikke mærke med det allermindste for Doctoren! der kunde ellers skee en dobbelt Ulykke, og det maaskee af en blot Fejltagelse.« Sukkende trykkede hun min Haand, og gik tilbage i Sygeværelset.

82

Jeg fik meget at bestille; min Fraværelse havde opdynget Forretningerne: dette var om Formiddagen og først mod Aften blev jeg fri. Jeg vilde atter over til Majorens; men besluttede dog først at tale med Doctoren i dennes eget Huus, for at høre hans virkelige og rene Mening om vor Vens Sygdom.

Hans Kone var ude paa Landet med den næstældste voxne Datter; de to yngste vare budne i Byen, Pigen sagde mig, at Doctoren var paa sit Arbejdsværelse. Jeg gik derop.

Han stod med Ansigtet mod Døren og Ryggen mod hans Schatol; i sin venstre Haand krammede han nogle Papirer, og den højre klemte han krampagtigt mod Brystet; hans Ansigt var den kolde, stumme Fortvivlelse, hvor Indgangen er tillukt baade for Haab og Frygt. Mit Hjerte isnede; jeg saae strax, at Alt maatte være opdaget, og Mistanken modnet til Vished Han saae flygtigt paa mig, som om han ikke kjendte mig.

Hvorledes skal Trøst kunne finde Indgang i et Hjerte, som Ulykkens Vinterstorm har omgivet med sin Iisskorpe? Jeg opløftede bedende mine Hænder til den Herre, hvis Barmhjertighed begynder der, hvor Haabet ender.

Jeg kjender intet vanskeligere, intet misligere Hværv, end det at trøste dem, som meest have Trøst behov; det vil sige: dem, der ikke kunne trøste sig selv. At sige til Een, hvis hele jordiske Lyksalighed paa eengang er tilintetgjort: »Vær en Mand! Kæmp! tu contra audentius ito!« er det Samme som at raabe til den, der er falden og har brækket Benet: »Kom hid til mig, saa vil jeg rejse Dig!« eller til den, der uden at kunne svømme, er styrtet ned i en rivende Strøm: »Brug dine Kræfter! Du kan nok bjerge Dig, naar Du blot vil.«

Nogle trøste med det Haab, den Ulykkelige har mistet; Andre med Tiden, hvis Piinagtighed han ikke er istand til at udholde; og atter Andre bære sig ad som Jobs Venner - der langt hellere maatte blevet ved med deres tause Medlidenhed og sympathetiske Graad - idet de ymte om Guds Tugtelser, om begangne vitterlige og lønlige Synder: istedet for at gyde Balsom i Saaret, dryppe de Gift deri. Sandelig! den Lidende kan svare dem i sit sønderrevne Hjertes Bitterhed: »Jeg har hørt mange Ting, som disse: I ere Allesammen møjsommelige Trøstere! Er der ingen Ende paa de Ord, som ere kun et Vær? eller hvad hærder Eder til at tale saaledes? Jeg, jeg kunde ogsaa tale som I; 83 gid eders Sjæle vare i min Sjæls Sted! jeg kunde og sammenfoje mange Ord mod Eder, og ryste over Eder med mit Hoved«

Naar Smerten sammenknuger Brystet; naar den ej engang kan faae Luft gjennem Læberne, hvad skal da kunne optøe det stivnede Hjerte, dersom det ikke er en medfølende Vens tause Taarer? Mine randt overflødigen, og vædede hans Haand, som jeg havde draget fra hans egen Barm til min. Da aabnedes ogsaa hos den Ulykkelige de Kilder, gjennem hvilke baade Sorgen og Glæden udtømme sig: han støttede sin Pande mod mit Bryst, og græd som et Barn.

Dog ikke længe: han rev atter sit Hoved i Vejret, og Taarerne vendte tilbage til deres lønlige Huler. »Der! der!« raabte han, idet han med vild Hæftighed trykkede Papirerne i min Haand, »det er Recepter, læseligt skrevne - tydelige at forstaae - specifiqve Midler mod Romangriller, Kjerlighed, Troe paa kvindelig Dyd, paa Venskab -« han kastede sig paa en Stol, skar Tænder, og udstødte nogle Toner, som lignede Latter.

Medens jeg læste Papirerne - Breve, hvis Indhold nedenunder skal meddeles - stirrede han uafladeligt paa mig, jeg kunde sige, med misundelige Blikke, og med et saadant modbydeligt, bittersødt Smiil, som ofte endnu længe efter Døden sees paa Ihjelfrosnes Ansigter.

Det Brev, der laae først for, og ligesom de andre to vel var adresseret til Majoren, men hverken havde Datum eller anden Underskrivt end: »Din **i** (Elise)« var upaatvivleligt det yngste, og lød saaledes:

»Ja, min Elskede! jeg kan ikke, jeg vil ikke skjule for Dig, at jeg under mit alt for svage Hjerte bærer et lønligt Pant- paa vor lønlige Kjerlighed. Min Samvittighed bebrejder mig en Brøde mod min Mand; men Kjerlighed kjender kun een Brøde - Utroskab mod den Elskede; den har kun een Pligt - at gjøre alt for den dyrebare Gjenstand, at hengive den baade Legeme og Sjæl; ja, om det udfordres, at opofre begge Dele. Frans! Du var barnløs, det krænkede mit Hjerte. Har jeg forspildt min Lyksalighed hisset, da gjorde jeg det for at glæde Dig her. Nu, Elskede! har jeg Intet mere at give Dig.«

Det Andet var aabenbar skrevet strax efter hiin ulykkelige Maskerade.

»Skeet er skeet,« skriver hun; »men Skjæbnen, den dunkle Skjæbne selv er det, der mod vor Vidende og Villie har ført os til hverandre. Den har selv forenet os - hvo vil nu adskille os? Jeg føler det, jeg 84 veed det: siden hiin Nat er jeg Deres for evig; jeg har faaet et nyt Hjerte, en ny Sjæl. Jeg er aldeles forandret; mine Tanker, mine Ønsker, mine Længsler have kun eet Maal - Dem, Dem elskede, tilbedede Mand! O! had mig ikke! foragt mig ikke! Det er ikke Sandselighed, som drager mig til Dem; nej! reen skal min Kjerlighed være; men tale med Dem maae jeg, for at udøse mit qvalfulde Hjerte, for at afbede en Brøde, for hvilken Skjæbnen alene maae staae til Ansvar. Jeg veed ikke hvad jeg skriver - Klokken 11 i Aften venter jeg Dem - min Mand er paa Landet - forbarm Dem over
den ulykkelige **i**«

»Hemmelighed« lød det tredie, men i Tiden formodentlig det mellemste »er Livsprincipet i Kjerlighed; uden denne mangler Myrthen baade Rod og Top. Dersom Nogen vidste, at jeg elskede Dig, dersom Du var min ægteviede Mand; ja, jeg troer, at det Umulige, blev virkeligt. Men hvilket Tempel for vore lønlige Glæder! et Pulterkammer, fuldt af Commiskjoler og Blaarlærred! - I Aften rejser Manden til P*. Kl. 11 ere Alle tilsengs undtagen hun, der venter Dig med brændende Hjerte. Solen staaer først op Kl. 7. Ah! der er længe til, inden jeg siger: Frantz! Frantz! Steh auf! der Morgen graut.«

Da jeg var færdig med Læsningen, og det sidste Brev faldt ud af min skjælvende Haand, rejste L* sig, greb mig i Skuldrene, og spurgte med et gjennemborende Blik: »Naa, gode Præstemand?«

»Hvorledes« sagde jeg »ere disse Breve komne i deres Hænder? ere de ogsaa ægte?«

»Saa ægte« raabte han, »som cortex peruviana selecta; men ikke fuldt saa gavnlige for Sundheden, og jeg har dem directe fra Hr. Galanen selv.«

(Den ulykkelige Frue H* fortalte mig siden, hvorledes det var gaaet til. Da Doctoren om Eftermiddagen var kommen igjen, for at see til den Syge, begyndte denne atter at phantasere, og det endnu tydeligere end tilforn; tilsidst havde han befalet hende - som han bestandig antog for Doctorinden - at bringe ham en vis Skuffe af Chatollet; i Skuffen var en dobbelt Bund; ved at trykke paa en Stift var den øverste sprunget op, og Brevene komne tilsyne; han havde flyet hende Samme med de Ord: »Der Elise! har Du dine Breve! riv dem istykker, eller brænd dem!« Hun sønderrev nogle andre Papirer, gik hen bag hans Seng, og læste Biletterne. Ikke længere sig selv mægtig, 85 havde hun leveret Doctoren dem, og nu var Loddet kastet over den grusomt bedragne Mand.)

»Min arme, beklagelsesværdige Ven!« sukkede jeg, »hvilken Bestemmelse tager De nu? hvad vil De gjøre?« Han slap mig, og gik med hurtige Skridt og knyttede Hænder rundt i Værelset. »Hvad jeg vil gjøre?« gjentog han mange Gange.

»For det første,« tog jeg atter til Orde, »torde vel disse fatale Breve tilintetgjøres -?«

»Tilintetgjøres?« skreg han, »disse Breve?« - han rev dem hurtigen til sig - »hvad! disse søde, velsignede Kjerlighedspanter!« han knugede dem med en Elskers Hæftighed til sit Bryst - »Nej, Pastor! ved dem kan jeg ikke skille mig; de skal følge med mig i Graven, og fra Graven didop, hvor alle saadanne Panteforskrivninger engang skulle indløses.«

»O, min Ven! min Ven!« sagde jeg, »ere de ikke allerede der forlængst protocollerede? hvorfor vil De være hendes Anklager? Dem hører hverken Hævnen eller Dommen til; men en Gud, hvis Retfærdighed er ophøjet over vore snart hendøende Lidenskaber.«

Han standsede, saa længe op til Himmelen, og gav mig dem derpaa tilbage. »Der,« sagde han roligen, »behold dem! tilintetgjør dem! men lov mig først: at De, naar jeg er død og borte, vil vise hende dem!«

Jeg lovede det; men lagde til: »hvorfor, kjere Doctor! vil De tale om Døden? deres Stød er haardt, forfærdeligt - De mister en Kone, som De elsker - en uværdig, foragtelig Skabning; men har De ikke endnu deres Børn?«

Han saae stivt paa mig, og skoggrede vildt i Vejret: »Hvis Børn? mine Børn? - nej Majorens Børn -« »- De to ældste,« afbrød jeg, »vare jo fødte inden han kom til Byen, og Ingen kan, ved et blot flygtigt Øjekast, tage fejl af deres Fader.«

»Og de andre?« spurgte han bittert smilende, »hvo af dem, hvor mange af dem ere mine? har De ikke læst Brevet, og synes Dem ikke, at de ligne ham op ad Dage? - o! -« han slog sig med den knyttede Haand for Panden, og gik atter med stærke Skridt omkring i Kammeret.

Jeg taug - jeg vidste i en Hast Intet at svare; thi naar jeg tænkte mig om, fandt jeg, at han ikke havde saa ganske Uret, fornemmelig hvad den gifte Datter angik. Hendes Lighed med Majoren var 86 umiskjendelig. »Phantasier - sagde jeg omsider noget langsom og halv tvivlraadig - kan ogsaa bevirke -« »Ha!« faldt han ind, »her behøve vi ikke at tage Phantasien tilhjælp; Skjøgen tilstaaer det jo selv.«

I det samme kom de to yngste Døttre ind, og ilede hen for at omfavne ham. Men han traadte saa langt tilbage, som han kunde komme, satte Hænderne imod dem, og stirrede paa dem med Forfærdelse og Afskye i alle hans Miner. De arme Smaapiger bleve forskrækkede, skjalv, brast i Graad, og faldt hverandre om Halsen - de frygtede for at have forseet sig i Noget. Jeg tog dem i mine Arme, og mine Taarer faldt paa deres guldlokkede Hoveder. Da opløstes ogsaa hans Forhærdelse i Medynk; den gamle Ømhed vendte tilbage, og jog - for en Tid - Tvivlens Dæmon ud. Han satte sig, tog dem paa sine Knæe, og kjertegnede dem vexelviis: de Smaae græd nu af Glæde.

I denne ønskeligere Sindstemning troede jeg at torde forlade ham, for at tage fat paa mine ufuldendte Forretninger. Jeg overlod ham til hans gode Hjertes mildere Følelser, og den Barmhjertiges mægtige Naadevirkninger.

Da jeg den følgende Morgen besøgte ham, laae han afklædt, men vaagen i Sengen. Den næstyngste, tolvaarige Datter sad hos ham, og vilde paanøde ham en Kop The. Han afslog den, saae mørk, kold og næsten fremmed paa os Begge. Med bønlig Mine pegte jeg paa den Lille, og nu tog han Koppen, satte den til Munden, smagte; men som om det havde været bitter Medicin, lod han den atter hvile paa Dynen. For at faae Glutten bort, bad jeg hende om at skaffe Frokost, og søgte nu ved min venlige Tiltale paany at aabne den arme Mands tilknugede Hjerte.

Han satte Koppen fra sig, og foldede sine Hænder. Enten hørte han mig ikke, eller han forstod mig ikke. »Mit Liv,« sagde han omsider sagte og langsomt, »er hjemfalden til den, som gav det - Giften virker; jeg har udtømt Bægeret til sidste Draabe! og for mig findes ingen anden Modgift, end Døden. Jeg er opvaagnet af en lang og sød Drøm; jeg har - som det ofte hændes de Afsindige - faaet et lyst Øjeblik, den nære Opløsnings sikkre Forbud. O min Gud, min Gud! tag mig dog bort herfra, inden denne Slange kommer tilbage!« Han lukkede sine Øjne, som om han frygtede for Synet af hende. »Jeg elskede saa ømt, saa trofast,« vedblev han efter et Ophold, »af mit ganske Hjerte, Sjæl og Sind; i tive Aar indbildte jeg mig at beboe et jordisk Paradiis, og vandrede paa en Vulcan, der lønligen brændte under 87 mine Fødder - den tynde Skorpe, som adskilte Himmel og Helvede, er bristet nu, og jeg nedsunken i det flammende Svælg - barmhjertige Gud! lad Legemet fortæres, og tag min arme Sjæl!«

Jeg bad med ham, for ham om Styrke og Taalmodighed; jeg trøstede ham med Guds almægtige Godhed, med Tanken om hans tvende haabefulde Sønner, om en taaleligere Fremtid under Adskillelsen fra den Uværdige. Han rystede sagtelig med Hovedet: »Jeg kan ikke leve i den Verden,« sagde han, »hvor hun aander; vi kunne ikke mere have een Sol tilfælleds. Adskillelse fra Bord og Seng og Huus og Fødeland - det er altsammen Intet - Lys og Mørke, Liv og Død, Tid og Evighed maae være imellem os; før ere vi ikke adskilte.«

Den ældste Datter (jeg tør desværre ikke sige hans Datter) kom ind med sit toaars Barn paa Armen. Glutten rækkede efter den formeentlige Bedstefader, og udlallede denne ham forhen saa sode Benævnelse. Med Tegn paa indvortes, sønderslidende Smerter, bortvendte han sit Ansigt. Den bedrøvede Moder satte Barnet ned, og Taarer væltede ud af hendes Øjne. Jeg maatte føre Begge bort, og opbyde al min Kunst og Opfindelseskraft for at berolige den stakkels Kone. Det lykkedes mig kun halvt - hun ahnede en forestaaende Ulykke.

Saavidt min Tid tillod det, forblev jeg hos min ulykkelige Ven, var hans Vogter, Opvarter, Trøster i de følgende syv Dage. Jeg havde en tung Bestilling: baade at passe ham, at afholde alle Besøg og at berolige Børnene.

Den anden Læge kom et Par Gange ubuden; men da han Intet fik at bestille, blev han omsider borte.

Jeg skrev til Sønnerne i Kjøbenhavn; jeg haabede, at deres Nærværelse vilde virke gavnligt paa den arme Lidende - de kom først tidligt nok til at ledsage hans afsjælede Legeme til det længselfuld forønskede, og voldeligt tiltvungne Hvilested

Min Ven blev med hver Dag mere stille, mørk og ordknap; det var mig sandsynligt, at han rugede over een eller anden frygtelig Plan.

Ottende Dagen efter den sørgelige Opdagelse hensov Majoren; han havde bestandig siden lagt som i en Døs, og døde uden at have faaet sin Bevidsthed igjen. Jeg bragte L* denne Tidende; han modtog den ligegyldigen, og sagde blot: »Vi ville snart mødes.«

Dagen efter var Frue L* ventendes tilbage. Jeg spurgte hendes Mand, hvorledes der skulde forholdes ved hendes Ankomst; og om 88 det ikke var bedst, at hun blev bortfjernet? Han svarte, at han var fuldkommen beredt paa hendes Komme, og at Alt vilde nok falde af sig selv jeg fattede Mistanke, og yttrede den. Med et roligt Smiil rakte han mig sin Haand og sagde: »om jeg nu med Vished forudføler min Død, vilde De da misunde mig Opfyldelsen af det eneste Ønske, mit sønderknuste Hjerte endnu har tilbage? De Lænker, der bandt mig til Livet, løse sig Led for Led - der er kun eet tilbage; saasnart jeg seer hende, vil dette springe.«

Der var en dobbelt Mening i disse Ord; jeg borde ikke ligefrem antage den værste. Dog vedblev jeg at henpege derpaa, og anbragte alle Fornuftens og Religionens Grunde. Ak! Fornuften udretter Intet med et fortvivlende Hjerte, og Religionen formaaer kun at trøste den, som den tilforn har vejledet. Og Dr. L* havde været enten for letsindig eller for lykkelig, til at besidde nogen dyb religieus Følelse. Han havde vel havt Troe; men en let Troe, som aldrig var prøvet og styrket ved betydelig Kummer eller Gjenvordighed. Han var en Glædens Søn, og skilt fra denne hans bestandige Ledsager paa Livets Bane, maatte han vorde et let Bytte for Sorgen - for den frygteligste af alle de Lidenskaber, mod hvilke den svage Menneskesjæl her haver at kæmpe.

Jeg blev hos ham til langt ud paa Natten. Da jeg vilde til at gaae, udstrakte han sine Arme efter mig, og trykte Afskedskysset paa mine Læber. Endnu et Par Taarer tindrede i hans matte Øjne, og med næsten bristende Stemme sagde han blot de Ord: »Tak! - Lev vel saalænge!«

Jeg gik hjem og lagde mig halv afklædt, med den Beslutning, tidlig næste Morgen at vende tilbage til ham, deels for at bevogte ham, deels for - om muligt - at forebygge Sammenkomsten mellem ham og den troløse Kone, eller dog i det ringeste at være en vist nok højst nødvendig Trediemand ved Samme.

Men udvaaget, som jeg var, sov jeg over mig, og ingen af Mine nænnede at forstyrre denne Hvile. Jeg vækkedes ved det Skrækkens Bud, at Doctor L* havde skudt sig. Jeg foer derover: han laae endnu i den blodige Seng, med gjennemboret Bryst Ingen af Familien var derinde; men den anden Læge, Borgemesteren og Pigen. Denne Sidste havde været tilstede, da Gjerningen skedte. Hun berettede: at hun med Doctorens Tilladelse havde afløst mig i at vaage hos ham: at hans Kone, som af den ældste Datter var bleven underrettet om sin Mands 89 Sygdom, havde ilet ind til Byen, og traadte i Dagbrækningen uventet ind til ham. Saasnart han saae hende, havde han rejst sig overende i Sengen, sagt nogle Ord i et Sprog, som Pigen ikke forstod, derpaa taget en Pistol frem under Dynen, og trykket den af mod sit Bryst.

Jeg vil ikke tale om den paafølgende Jammer. Jeg har i Begyndelsen af denne Fortælling korteligen antydet, hvorledes en vellystig og samvittighedsløs Kvindes Brøde bragte Fordærvelse over tvende Familier, og mange Andre en Sorg, som længe smertede dybt, og aldrig ganske forglemmes.

90

Ak! hvor forandret!
(Original Fortælling)

Da jeg er et unyttigt Drog, som blot taales, fordi jeg intet Ondt gjør (at sige directe; thi indirecte, ville fornuftige Folk dog paastaae, skal min poetiske Skvalder forvolde baade et og andet Skadeligt), og jeg formedelst mit flygtige Væsen aldrig har kunnet opnaae nogen ret fast Stilling (eengang gjorde jeg mig dog Haab om at blive Branddirectør, en anden Gang aspirerede jeg til et Klokkerembede, tredie Gang tænkte jeg at vorde Graver og Bedemand; men stedse forgjæves); da jeg altsaa nu heller intet vist Bestemt har at bestille, levnes mig god Tid til at see mig om i Verden, og denne benytter jeg saagodtjegkan.

Besøget

Aldrig saasnart var jeg kommen tilbage fra min Kjøbenhavnsrejse i Foraaret (see Nordlysets Junihefte 1828!), hvor jeg havde fornyet mit Ungdomsvenskab med den lykkelige Justitsraad S ....... før jeg besluttede at opsøge en anden gammel Ven, der levede i stille Forborgenhed højt oppe i Jylland. Jeg havde været Vidne til huuslig Lyksalighed i Hovedstaden; jeg ilede nu at opsøge den i en landlig Afkrog. Jeg havde ikke seet den nu velærværdige Pastor Ruricolus i nogle og tive Aar; men han, Justitsraad S ...... og jeg havde fordum udgjort et skjønt Kløverblad Alle tre vare vi fidele Brødre, lystige Fættere, der nød vort Ungdomsliv paa enhver anstændig og tilladelig Maade; men Ruricolus var den fineste af os, saavel i Paaklædning som i Væsen. Jeg kan just ikke sige, at han var nogen egentlig Modejunker (langt mindre Spradebasse); men han var dog stedse klædt paa nyeste Façon, og som min salig Moder sagde om ham: han seer altid ud som et pillet Æg. Han var virkelig en uopnaaelig Mester i at binde sit Halsklæde og Knæbaandene paa sine sorte Silkebuxer, og dog 91 herskede den fuldkomneste Symmetrie i alle hans Klædningsstykker. Naar vi en Sommersøndag spadserede ud i Frederiksberg Hauge, drog han de fleste Dameblikke til sig, uagtet S...... ogsaa var en smuk Karl,

og jeg halvsjette Tomme længere end nogen af dem.

Men for at være oprigtig maae jeg tilstaae: det var ikke ene Længsel efter en Ungdomsven, der drog mig; i den Egn, hvor han nu levede, havde jeg for 19 Aar siden oplevet min tyvende Kjerlighedshistorie; det var der, hvor jeg saae Maren deri anden,* den dejlige, den englelige Maren Lammestrup, Perlen blandt de viniliske Piger. Det var der, hvor jeg tyvende Gang bortskjænkede mit ømme Hjerte, hvor jeg fik det tyvende Gang heelt og holdent tilbage. Tillad mig, skjønne Læserinde! at fortælle mit uskyldige Eventyr! -

Ruricolus og jeg gjorde en Sommerudflugt fra Stadens Volde, for at sprede nogle Lysglimt over Vendelboernes Peninsel. (Vor Søerejse indtil Aalborg fortjener en særskilt Beskrivelse, der med Musernes Hjelp ej heller skal udeblive, naar jeg først ved Gjennemlæsningen af vore store Mønstere i dette Fag har perfectioneret mig lidt i Rejsestilen.) Vi to Kjøbenhavnere - jeg en indfødt, han en naturaliseret gjorde Opsigt ved Vildmosen: vore bredskyggede Hatte, korte Veste og lange Buxer tildrog sig fortjent Beundring. Kun Proprietæren Hr. Mads Lammestrup paa Tyreholm - en raae, udannet og plat Personage - tillod sig at scoptisere over vor Dragt. Det var førstegang man i Vensyssel saae lange gule Nankins Buxer med ditto Gamacher hvis Flipper naaede lige ud til Tæerne: den Tølper sammenlignede os med pojfodede Handuer. Hans Datter Maren, den søde Due, udfandt en skjønnere Lighed, nemlig i vor forlibte Ømhed, og kjælne Kurren; ja jeg tilskrev - og det vist ikke uden god Grund - disse samme gule Gamacher en stor Deel af den Lykke, vi to Cavalierer gjorde hos hende og de øvrige Vinilerinder.

Mit Hjerte er af Svamp - nej! den Lignelse halter; thi vel fænger det hastigt, men forbrænder ikke; Svampen brænder kun eengang, mit Hjerte saa tidt det skal være. - Mit Hjerte er af Krud - dog det passer heller ikke; det tændes vel i et Øjeblik, men ganske blidt og stille, uden Røg og uden Knald - Nu da: saa maae mit Hjerte være af Asbest - hm! det duer ligesaalidet, for Asbesten brænder jo slet ikke. * 92 Velan! saa vil jeg uden Lignelse og uden nogensomhelst Figur sige: at jeg ved første Øjekast blev dødelig forelsket i Maren Lammestrup, den venne Maar og søde Rosensblomme.

Der var Slætgilde (Høehøstgilde) paa Tyreholm, den samme Dag, paa hvilken vi arriverede til Præstegaarden i Kringelborg, hvor min Ruricoli Fader boede. Hans Velærværdighed tog meget kjerligt imod os: »Velkommen Hans Mikkel!« raabte han til sin Søn, »hvad er det for en Svend, Du har med Dig?« Hans Mikkel sagde det. - Den gode Pastor rystede min Haand og sagde: »Velkommen skal De være, min Hr. Kjøbenhavner! hvad maae jeg først opvarte med? en Snaps? - Hej! Barbara! Brød og Brændeviin! - I kommer ret tilpas Børn! for der skal være Lystighed paa Tyreholm iaften - hæ! Hr. Kjøbenhavner! hvad kan vi bruge Dem til? kan De spille Polskpas?« - »Jo.« - »Det var prægtigt! Kan De skyde en Hare?« - »Det troer jeg ikke.« »Fy for en Ufærd! det var slemt - kan De ryge Tobak?« - »Ikke heller, Hr. Pastor!« - »Fy for al Landsens Ulykke! det var ilde; men De maae lære det - kan De drikke en Tærte?« - »Jeg kan spise en Tærte.« - »Haahaa! De forstaaer ikke engang denne Terminus technicus - kan De da taale en Thevandsknægt?« »Hm! - naar han ikke bliver alt for grov - jeg vil see paa ham« (endnu vidste jeg ikke hvad han meente). Den gode Mand loe, saa Sveden stod i Perler paa hans runde rødbrune Ansigt. »Jo jo! bie kun!« blev han leende ved, »naar han kommer til Tyreholm, vil Jomfrue Maren nok gjøre ham bekjendt med de jydske Theknægte; hun forstaaer at brygge!« I det samme kom en stor Jagthund ind. Han vendte sig hurtig fra mig til den, satte begge Næverne i Siden og raabte: »Al Landsens Parykker! hvor kommer du fra? Er du alene, Spion! eller er din Hosbond med? Har I været nede i Gaasemosen? hvad?« Medens han endnu examinerede Hunden, kom dens Ejermand - en Proprietær af Egnen - ind, og frembød sig selv, som Præstens Ledsager til Gildet. Begge de gode Herrer kom strax i en dyb Discours om Jagten; og mindes jeg, at Begge opholdt sig længe ved den Grundsætning: at Roeandrikkens Snildhed kommer Rævens temmelig nær, hvilken Paastand de oplyste med mangfoldige indlysende Exempler. Imidlertid rullede Vognen frem, og alle fem - Spion iberegnet - droge vi nu afsted til Tyreholm.

93

En Landsbyeskjønhed

Det var Synd at sige, at det gik stivt til paa benævnte gamle Herregaard; af den gamle adelige Prunk og Strunkhed var intet Andet tilbage, end de blotte Mure; og den nuværende Ejer havde ej engang en Kammertjeners Air og Anstand. Ikke fordi det brøstede ham paa Hovmod og Forfængelighed; ingenlunde! men det var ikke hiin ædle Stolthed, der grunder sig paa Pergament, Stammetræer, Baand og Stjerner. Hr. Lammestrup var ene og alene pengestolt: han havde en Maalestok af Sølv, efter hvilken han uden Persons Anseelse classificerede Alle og Enhver; en borgerlig Stodder stod i hans Rangforordning i Nummer med en adelig. En god Mand var efter hans og Egnens Sprogbrug synonym med en riig Mand; en fattig Mand var det selvsamme som en Kjeltring. Jeg seer endnu livagtig hans store tykke Corpus, hvorledes han stod og mødte for os i Døren med Hænderne i Kjoleskjøderne. Hans fede glindsende Ansigt griinte selvtilfreds og polidsk ad os; men han rørte sig ikke af Stedet, før vi Alle vare komne af Vognen: da udrakte han langsomt sin brede Næve, gav først Kammerraad Svirum (Spions Jagtcammerat) den hele Haand, og dernæst Hr. Ruricolus to Fingre - vi andre To fik et Nik til Deling. »Har I seet mine Stude?« vare de første Ord jeg hørte af hans Mund; og da dertil blev svaret Nej, vedblev han med et endnu lysere Smiil: »Saa skal I Dæulen tej mæ* see Kram! det er ingen Træskokarle - kom kun! de staae tæt herudenfor Gaarden.« Som han det sagde stak han atter Hænderne i Lommerne og vraltede afsted; Kammerraaden og Præsten fulgte efter i ærefrygtsfuld Forventning; men den unge Ruricolus og jeg bleve tvivlraadige staaende. Hr. Lammestrup vendte sig, da han var kommen midt hen i Borggaarden, halvt om imod os, og raabte: »De unge Fyrer forstaae dem vel ikke paa Saadannoget; de kan gaae ind til Kvindfolkene saalænge.«

Det gjorde vi. - Ilde var det, at een af disse skulde saa ganske tiltrække sig hele min Opmærksomhed, at jeg over hende glemte alle de Andre; men denne Ene var ogsaa et Non plus ultra af landlig Skjønhed: Jeg saae ved første Øjekast, at hun var den Fuldkomneste i sit * 94 Slags. En saadan Skjønhedsfylde, blussende, bovnende, og dog i de skjønneste Former, troede jeg aldrig før at have skuet. Man tænke sig for Alting ikke en trind, buttet, struttende Malkepige! ingen Miss Flamborough! ingen Betty Bouncer, der uden Kniberie lader sig udparcellere i to Frøkener! Nej! Jomfrue Lammestrup var sandeligen et Mønster paa det yndigste Jevnmaal hvad Legeme og Liniamenter angik. Og i Henseende til Sjælen - troe mig, kjere Læser! jeg taler aldeles ikke ironisk: denne jydske Maren besad virkelig en ganske ualmindelig Dannelse, hvilket jeg efter et Par korte Samtaler let opdagede. Hun havde læst og følt sin Lafontaine, og jeg behøvede blot at nævne »Lotte« og »Mariane« for at fremkalde Taarer i hendes himmelklare Øjne. Hertil kom: at hun dansede som en Alfe, sang som en Engel og spillede smagfuldt og færdigt paa sit Pianoforte - vist nok det eneste Instrument af denne Art, som da fandtes i det ganske Vensyssel. I hvilket Drivhuus denne faure Markblomst var bleven saaledes forædlet, skal jeg ikke kunne sige; men vist er det, at Hr. og Madam Lammestrup ingen Skyld havde deri.

Jeg har allerede sagt - og det vil nok Ingen nu finde forunderligt - at jeg strax gav denne fortræffelige Pige mit Hjerte. Jeg vil lægge til: at jeg ikke just plejer at give mit Æble bort, uden at have en Pære i Kikkerten, og at jeg altsaa ligeledes ved denne Lejlighed turde gjøre Regning paa et Mageskifte; thi foruden den Velvillie, der ved det allerførste Blik paa min Person lyste ud af hendes skjønne Øjne, viste sig hos hende efterhaanden flere umiskjendelige Tegn paa en fremspirende Lidenskab, af hvilke jeg blot vil anføre følgende tre, som meest iøjnefaldende. For det Første mærkede jeg: at naar jeg stod i min Yndlingsstilling (krumme Knæer, det venstre et godt Stykke foran det højre, den højre Haand paa Hoften, den venstre Næve i Siden med frembøjet Albue, Skuldrene ligeledes fremad og lidt ivejret, Hovedet ludende, Øjnene vidt opspilede, og Munden trukken op mod Næsen, hvilket giver et stolt Udseende - de Franskes dédaigneux - og Noget som lignede en med Bajonetten stormløbende Soldat) - at naar jeg saaledes stod, da hvidskede hun hemmeligt til En eller Anden af de unge Piger, skottede hen til mig og smilte. - For det Andet: da vi kom ud i Høevangen, og for at fortjene vor Andeel i Gildet skulde formere en Stak, og ved denne Lejlighed overdængede Hverandre med Høe, blev jeg næsten aldeles forskaanet; det gik derimod ud over min Ven Hans Mikkel. Min søde Maren smed ham den 95 første Haandfuld i Hovedet, og alle de andre Smaapiger fulgte hendes Exempel. Han satte sig til Modværge, og jeg tog mig broderlig af ham - forgjæves! de vilde Mandinder stormede ind paa ham alene han snublede, og i et Nu var han begravet under et Bjerg af Høe, og Slaget tabt paa vor Side. Jeg ynkedes virkelig over ham, da jeg saae den Overvundne staae der børstende og pillende Straae og Mos af sine pene Klæder, og de syv Amazoner leende omkring ham; men Ingen loe højere, end min skjelmske Maren. - Det tredie aabenbareste Kjendemærke paa Gluttens Kjerlighed iagttog jeg siden hen under Dansen. De saakaldte »Jukketrin« vare dengang i Mode, og jeg havde virkelig erhværvet mig en Slags Færdighed i Samme. Denne Danses ejendommelige Ynde bestod i lange Hop og kraftige Kast med Benet, samt i at bøje Hovedet sideværts ud over Skulderen og saaledes stangende at bane sig Vej som igjennem en tætstaaende Menneskevrimmel. Heri kjendte jeg ingen Ligemand: jeg gjorde Spring paa to til tre Alen, og Meddanserne vogtede sig vel for at komme mig for nær. Men det forstaaer sig: en saadan Bevægelse var temmelig voldsom, og bidrog meget til at fremme Transpirationen. Det undgik ikke den velsignede Pige, hvor echaufferet jeg var, da jeg takkede af med hende i første Dans. Da jeg derfor bad hende om den anden som skulde være en Valts - undskyldte hun sig, dog i de høfligste og forbindtligste Udtryk - hvorfor? ene og alene af en fiin Skaansomhed imod mig; thi mod Hans Mikkel var hun ikke saa medlidende; af ham lod hun sig strax engagere. Med lønlig Glæde saae jeg hvorlunde den lille Taske holdt ud med ham til allersidste Par, blot og bare for at udmatte ham, og - om muligt - paa een Dag besejre ham paa tvende forskjellige Maader (see Høeslaget). Men det er vel unødvendigt at anføre flere Beviser; Enhver indseer allerede, hvorledes det stod sig med Maren Lammestrups lille uskyldige Hjerte. Jeg ansaae det med Rette som min Ejendom; men jeg udsatte med Villie den gjensidige Tilstaaelses søde Time; det er saa rart at have Noget ivente.

Slætgildet

Jeg har allerede sagt: at jeg gjør svære Spring i Dansen; det kan Ingen have Noget imod; men at springe i Historien - det turde maaskee ikke behage den sindige Læser. Desaarsag vil jeg nu - efter skyldig 96 Afbigt for det lange Jukketrin, mit Hjerte tog med min Pen - vende tilbage, og med Orden og Adstadighed beskrive den landlige Fest paa Tyreholm.

Og er da Theknægtene den første Gjenstand for vor Opmærksomhed (Da denne meget yndede Drik nu ikke længere er nogen Hemmelighed, opholder jeg mig ikke heller ved dens Beskrivelse.) Altsaa: her sad foran den dampende Maskine Festens Dronning Maren Lammestrup, og bryggede og uddeelte saalænge til Værten, til Kammerraaden, til Præsten og fem sex andre Herrer, til disse selv bleve dampende Maskiner, der igjen havde ligesaamange Tobaksmaskiner i Gang. Jeg kunde ikke undslaae mig for at sidde hos; men saasnart jeg havde faaet min Tærte tillivs, skyndte jeg mig at komme ud i det Frie; thi det begyndte at qvalme for mig: Punschen, Røgen af den gemeneste Jomfruetobak, i Forening med Samtalen - der var ganske dyrisk; thi den drejede sig alene om Stude, Heste, Hunde, Roeandrikker og andre vilde Dyr - virkede Alt saa uimodstaaeligt paa mig, at jeg maatte søge Enrum, og sætte Panden mod Tyreholms gamle ærværdige Muur.

Da jeg vel vidste: at ligesaa hæderfuldt det er at kunne drikke Meget, ligesaa foragteligt er det, ej at kunne taale det; saa stræbte jeg ved min Gjenkomst i Dampmaskineriet at antage en rask Holdning; men det lykkedes kun maadeligt; thi min Vært, der maae have fundet min pludselige Bortgang noget mistænkelig, fæstede sine store mælkeblaae Øjne stivt paa mig, tog Piben af Munden - hvor nødig den end vilde - og sagde med et bredt Smiil: »Æ tykkes mi gue Uen sier saa bleg ud; æ er ræd, te Maren haar kommen for mange Humle paa Urten.« Dette Indfald vakte en almindelig Latter, først hos Opfinderen, og dernæst hos det hele Theknægteskab; jeg holdt Miner og stemte i med, hvorhos jeg efter Latterchorets Finale forsikkrede: at min Upasselighed var mere en Følge af Rejsen, end af Punschens Styrke. Flere Gjæsters Ankomst forkortede denne for alle de Andre meget moersomme Scene.

Efterat ogsaa disse havde faaet deres Andeel af den viniliske Nectar, brød hele Selskabet op til Engen. Og her var det da at den Bataille forefaldt, som jeg allerede med Anticipation har beskrevet. Jeg springer derfor lige til Dansen. - Musiken til denne var tarvelig - een Violin; vor Solospiller, mindes jeg, udmærkede sig mere ved et kraftigt Buestrøg, end ved Ynde i Foredraget, og erstattede Mangelen af 97 andre Instrumenter ved et Slags dobbelte Toner, hvis Lige jeg aldrig havde hørt af nogen anden Mester. Derforuden havde han visse ejendommelige Manerer, som under den første Nyhed berøvede Maren - Terpsichore - min halve Opmærksomhed: han slog bestandig Takten baade med Hovedet og med Foden og accompagnerede sit Instrument med et Slags Næsetoner, der lignede meget den dæmpede Snøvlen af en Sørgetrompet. Alligevel dansede Man ret lystigt til denne Musik lige indtil Morgenstunden, da nogle af Selskabet foreslog til en Afvexling at gjøre Julelege, ved hvilke der, som sædvanligt, vankede dygtigt Slikkerie: vi skriftede, gik den polske Kirkegang, stode paa den brede Steen, malte Sennop, hængte og faldt i Brønden indtil Vognene holdt for Døren, og jeg med et Hjerte saa blødt som smeltet Vox tog Afsked fra Tyreholm og dets fortryllende Fee, den dejlige Maren Lammestrup.

Dersom Nogen ønsker at vide, hvormed hendes Hr. Fader, Kammerraaden, Præsten og de andre gamle Herrer fordreve Natten, da kan jeg derom aleneste berette: at jeg fra tvende Spilleborde i Balsalens Hjørner idelig hørte de for Uindviede mystiske Udtryk: »Klør, Ruder, Spar, Hjerter, Pas, Beet. Jeg bliver i dem, tag hjem, Kløer Bondejeg har ham« og flere; og alt imellem forkyndte et Slag i Bordet, en Eed, en brølende Latter eller ogsaa en dyb Pause een eller anden vigtig Begivenhed; to eller tre Gange raabte Pastor Ruricolus overlydt »fy for al Landsens Parykker!« hvoraf jeg sluttede mig til, at hans Velærværdighed hver Gang maae have sat en stor og uforskyldt Beet.

Ved Afskeden indbød Kammerraaden samtlige Cavalierer til en Andejagt i Svirumgaards Søe.

Jeg kan ikke med Rolighed slutte dette Capitel, før jeg har gjort Læseren meddeelagtig i en Betragtning, der ved selvsamme Lejlighed næsten altid har fremstillet sig. Den er rigtignok hverken smuk eller lys; men den er naturlig og svarende til Sjælens Stemning Dagen efter en gjennemvaaget, om just ikke gjennemsviret Nat. Hvilken Forandring - har jeg tænkt - bevirker dog et Tidsrum af nogle faa Timer! Vi blive aldrig opmærksommere paa Tidens Hurtighed, med samt dens hurtige Virkninger paa os selv, der ellers synes os langsomme, gradvise, afmaalte og neppe kjendelige, end netop Morgenen efter et Bal: Hvor er nu hiin livlige Munterhed, hiin barnlige Glæde, hiin søde Forventning, hvormed Man mødtes, hiin formelle 98 Anstand, hvormed Man hilsede hverandre og traadte sammen til den første Dans? Hvor pene, hvor pyntelige vare Damer og Herrer! Ikke et Baand, ikke en Blomst, ikke en Naal sad paa urette Sted; ikke et Støvgran enten paa de hvide eller de sorte Kjoler; ikke en Folde, ikke en Rynke uden dem, der skulde være; hvert Krøs, hver Strimmel havde sit tilbørlige Fald; intet Halsklæde, som jo sluttede snehvidt og net til Hagen; ingen Hanekam, som jo havde sin tilbørlige Rejsning; ingen Haarlok, som jo glat og glindsende bølgede paa sit rette Sted en Snare for hvert uvarsomt Mandshjerte. - Med tindrende Øjne, med mildt rødmende Kinder stod den nydelige Pigerække, ventende med Utaalmodighed efter det første Signal Opmærksomme, hartad højtidelige iagttoge Chapeauerne Fordanserens blinde Figureren alle Hænder behandskes - han træder tilbage - seer til Orchesteret bukker for sin Dame - klapper, og - nu toner Musikken, og Dansen begynder. - Men see nu dette selvsamme Selskab ved Ballets Ende! Det er Dag; Solen kaster sit Skjær paa de beduggede Ruder; Lysene i Salen brænde mat og søvnigt, som mange af de Dansendes kort forhen saa lysttindrende Øjne. Hvor er nu hiin Nethed, hiin Pyntelighed, hiin Anstand fra iaftes? Herrernes Klæder ere bestøvede, Haaret forpjudsket, Krøset krøllet; Halsklædet falder vidt ud fra Hagen, Sløjfen sidder skjævt. Og Damerne! de før saa festligt smykkede, saa elegante Damer! Kjolens Hvidhed er borte, saavelsom Kindernes Rødme. De herlige Haarlokker have tabt deres Elasticitet, og hænge sjudskede ned over den Barm, som iaftes lignede Marmor og Alabast, men idag en Væg, der ikke for nylig er kalket. Her har en Garnering, hist en Halsstrimmel faaet en Rivt; der mangler en Sløjfe, her en Naal. Og nu de søde Ansigter! ak! Øjnenes Glands er forsvundet, ligesaa Smilet fra Læberne, og den fine Rødme fra Kinderne; blege, matte, dorske (om jeg ellers maatte bruge et saadant Udtryk) synes de nu at have nydt indtil Mæthed Ungdommens flygtige Glæder, og paa een Nat at være blevne erfarne, satte, hartad trevne Koner. Men min søde Maren da? var hun ikke undergaaet samme hjertekjølende Forvandling? ja vel, ja vel! Forandring var hun jo, som Menneske, underkastet; men ingen hjertekjølende: den netop synlige Mathed og smule Uorden gav hende kun et mere smægtende Anstrøg; og jeg behøver blot at sige: at det var ved denne Lejlighed, og paa denne selvsamme Formiddag, at jeg i stormende Begejstring forfattede et af mine heldigste Digte: »Til Maren, Morgenen efter Brylluppet

99

Andejagten

Længe stod det paa, inden jeg kunde blive enig med mig selv om Stilen, hvori dette vigtige og indholdsrige Capitel skulde skrives. Den heroiske var Æmnet værdig; men den falder mig - reentud sagt noget besværlig; den blot historiske syntes mig vel tør. Tilmed saae jeg mig forgjæves om efter Forgjængere paa denne sumpige Vej. Rigtignok har een af vore Digtere engang spiist Andesteeg - det er endnu uafgjort, om det har været tamme eller vilde Ænder; jeg antager det sidste - til sin Frokost, samt gaaet med Vandstøvler; men det er Altsammen endnu ingen Andejagt. Kort: alle mine Hjælpekilder bestod i mundtlige Traditioner, samt min egen korte Erfaring; disse faaer jeg da afbenytte saa godt jeg kan.

Middagssolen skinnede allerede paa Svirumgaards Søe, da vi Jægere, alle velbestøvlede og velbevæbnede, forsamledes, og ved en middagsmæssig Frokost (déjeûner dinatoire) stræbte at hærde og styrke os mod Vandets Indflydelse. Maaltidet oplivedes ved hjemmelavet dansk Whisky, og krydredes ved interessante Fortællinger om forrige Bedrivter; under hvilke den ene Jæger søgte at overgaae den anden i dristige Fictioner. Her var jeg, som uerfaren, reent tilovers. Ja, desværre høstede jeg ikke den fuldkomne Nytte af slig læreriig Samtale, da mange Udtryk og Vendinger vare mig dunkle og mystiske, om hvis Betydning jeg siden efter ganske hemmelig - for ej at røbe min Uvidenhed - lod mig undervise af min Ven, den unge Ruricolus.

Nu gik Toget for sig; vor Vært, Kammerraad Svirum, var Anfører, og satte af (hvilket er det samme som at sætte paa Post). - I Søen var næmlig gjennem Siv og Rør fra Landet og lige ud til det aabne Vand udhuggede Gange eller Glimer, for her at kunne see og skyde Ænderne, naar de forfulgtes af Hundene. For Enden af en saadan Gang, og det netop den allersidste, fik jeg mit Stade. Før Chefen her forlod mig, gav han mig adskillige blide og faderlige Formaninger. »Som jeg hører, min unge Ven!« hvidskede han »forstaaer De nok at omgaaes et Gevær; men med Jagten er De endnu lidt uvant. Andejagten, min Kjere! er en farlig Jagt - pas paa, hvor De skyder! ikke undtagen herud i Glimen; og vogt os, som ere i Baaden, naar vi komme lige ud for dem; og, for Himlens Skyld! skyd ingen af Hundene!« Jeg gjorde med fuld Stemme de helligste Løvter. »Hys! hys!« sagde han sagte, men lidt vrippen og slog med Haanden - »ikke tale højt paa 100 deres Post!« Dermed ilede han bort, for at bestige det Knubskib, som laae ved den anden Ende af Søen. Der blev en Taushed af et stivt Qvarteer.

Vejret var skjønt: Solen skinnede varmt, og Luften var klar og stille, Søen var glat som et Spejl. Kun af og til sprang en Fisk, og satte den blanke Flade i kortvarig Bevægelse, hvorved Billedet af Svirumgaards Huse og Træerne i dens Have forplumredes for mit fornøjede Blik, og jeg selv vaktes af mine søde Sværmerier; saaledes - tænkte jeg da - forstyrres ogsaa vore skjønneste Forhaabninger; saaledes forsvinde vore prægtige Luftslotte; saaledes omskiftes den første stille rene Kjerlighed med Lidenskabens Uro. - Men det duer ikke at være sentimentalsk paa Andejagt: jeg stræbte at forjage slige her saa upassende Tanker, og henvende hele min Opmærksomhed paa Dagens Gjerning og de Pligter, jeg nu havde at opfylde - ikke fordi jeg troede dem saa saare vanskelige; thi endnu havde jeg hverken seet eller hørt en eneste And, og var nær ved at ansee den hele Jagt for blot en Manoeuvre, et Spilfægterie. Jeg tog mærkeligen fejl.

Jeg stod just meget incommoderet af Myg og Fluer, hvilke næsvise Gjæster jeg neppe torde fordriste mig til med Haanden at bortjage, saavel formedelst de erholdte Formaninger, som fordi min Sidemand, den gamle Hr. Ruricolus, ved enhver mine Armbevægelser rystede misbilligende med Hovedet og udhvislede et langt, men dæmpet »Hys« gjennem Tænderne - jeg stod saaledes, siger jeg, næsten givet til Priis for mine Fjender, mod hvem jeg nu hartad ikke anderledes kunde forsvare mig end ved at puste og sætte alle mine Ansigtsmuskler i Bevægelse: da - da et Plump i Vandet og et Skrig, det rædsomste jeg i mit Liv har hørt, lød fra hiin Ende af Søen, og gjenlød i Bakkerne og mod Svirumgaards Bygninger og Hauge. Jeg ahnede en Ulykke, og raabte forfærdet: »Hr. Ruricolus! Kammerraaden er sikkerlig styrtet i Søen,« hvorpaa Hans Velærværdighed svarede med en Latter, den han dog, som en Forbrydelse mod Jagtlovene men længe forgjæves - stræbte efter at qvæle; til den omsider hendøde i nogle Knist. Ved et Ryst med Hovedet og et Vink med Haanden paabød han mig Taushed og betog mig tillige min utidige Frygt Da Vejret var saa stille, maae de andre Skyttere ogsaa have hørt mit barnagtige Udraab, men og med mere Selvbeherskelse gottet sig derover. - Det var min første Flause; men det skulde ikke blive den sidste.

Nu da: Skriget eller rettere Vrælet, jeg hørte, kom rigtignok fra 101 Hr. Kammerraad Svirums Hals; men det var et blot Jagtsignal, et Slags Basunstød, som tilkjendegav: at Jagten nu tog sin Begyndelse. Det Plump i Vandet, jeg havde hørt, kom fra Hundene, der, otte i Tallet, alle paa eengang havde styrtet sig i Søen. - Strax efter begyndte de at halse, (ved Aftensbordet kom jeg engang for Skade at sige: de gjøede; men Hr. Ruricolus sagde alvorlig og belærende: »Jagthunde, min gode Ven! gjøe ikke, de halse;« jeg lovede, aldrig mere at gjøre mig skyldig i en saadan Forseelse). Hundene halsede altsaa, snart een, snart flere tillige. Ænderne begyndte at skræppe; nogle lettede over Rørene og faldt igjen, andre satte i Vejret og omfløj Søen i store Kredse. - Jagten drog fremad: Hundene kom nærmere og nærmere; deres Anfører i Baaden ligesaa. Det varede ikke længe, før det første Skud gik af Knaldet gjentoges fra Gaarden, og rullede derpaa, som en Torden, ned over Søen, indtil det hendøde mellem de fjerne Lyngbanker - det var min Sidemand, som havde brændt løs. Snart skjød ogsaa den næste Jæger, og efterhaanden de andre, og en levende Ild vedligeholdtes nu over en heel Time. Imidlertid var Baaden og Hundene passeret mig forbi, og jeg undrede mig højligen over, at intet Skud var bleven mig til Deel, da dog de fleste Ænder maatte over min Glime - denne Gaade fik jeg dog siden opløst.

Alligevel morede jeg mig, skjøndt blot en ledig Tilskuer, over dette ny og usædvanlige Skuespil: Hunde og Jægere, besjælede af lige Lyst og Iver, vare i uafladelig Virksomhed; de Første sprang og pladskede, pustede og halsede omkring i Sivet og Rørene; de Sidste skjød og ladede, sigtede og tog fra Øjet; men Ingen overgik paa denne Dag vor raske Vært: han var i rastløs Activitet, han foer fra et Sted til det andet, hvor hans Nærværelse var meest nødvendig, skjød, raabte til Hundene - thi han alene havde Ordet - og af hans hyppig og ivrigt gjentagne »Apport! hahah! det var ret min Dreng!« sluttede jeg mig ganske rigtig til en betydelig Fangst.

Endelig ansaae han Revieret nu for temmelig vel renset, og raabte af Han gjorde Landgang, og alle vi Jægere forsamledes om vor tappre Admiral, enhver med sit Bytte - kun jeg kom tomhændet. Da han havde mønstret og tildeelt os Alle - især Spion, der havde bedækket sig med Hæder - velfortjent Berømmelse, vendte han sig til mig og sagde: »men De har jo slet ikke havt Ild i Bøssen?« »Jeg har Intet havt at skyde efter« svarede jeg. Han rystede paa Hovedet. »Jeg forsikkrer Dem« gjentog jeg, »at jeg ikke har seet Andet, end nogle Fiske, som 102 have svømmet forbi mig, i Vandskorpen; men ikke en eneste And« Da opstod der en Latter, Hig den i Olympen, da den halte Hephæstos paatog sig en Tjeners Skikkelse og gik for Borde; og da Man havde leet sig mæt, forsikkrede de mig Alle, at det var lutter Roeandrikker, jeg i min Enfoldighed havde antaget for Fiske. - Vi fik os hver et Glas Whisky, og saaledes endtes første Act; Skuepladsen forlagdes nu til en anden Bugt af Søen.

Her vare de udhuggede Glimer saa lange, at de ikke fra Landet af kunde beskydes. Vor Anfører, som forudsaae alle Ting, havde derfor truffet den kloge - for mig desværre saa uheldige - Foranstaltning: at der midt imellem Landet og det aabne Vand vare nedrammede tvende Pæle, og derovenpaa et bredt Bræt befæstet; herfra var nu Skytten istand til at bestryge det hele Terrain. Vi bleve een efter den anden af Kammerraaden selv udført i Baaden, og afsatte hver paa sit respective Stillads. Da jeg havde besteget mit og min Fører forlod mig, sagde han med et skjelmsk Smiil: »Pas nu paa, naar Fiskene komme svømmende forbi Dem, og vogt Dem vel, at De ikke dratter ned!« Den første Glose stak jeg i Lommen; men til den sidste Advarsel svarede jeg med suffisant Mine: »Vær kun ikke bange, Hr. Kammerraad! jeg er ikke hovedsvimmel.« Daarlige Selvtillid! hvor snart skulde du straffes - da Hundene begyndte at allarmere, saae jeg ogsaa her nogle af hine Skabninger, som jeg vilde have til Fiskeslægten, men som de Andre regnede til Fuglene. Min Mening var urokkelig, til een af disse Amphibier sejlede mig saa tæt forbi, eller egentlig under mig, at jeg nu maatte give Sandheden Æren, og erkjende, at det virkelig var en And, der med blot det halve Hoved over Vandskorpen og det Øvrige underneden saaledes listede sig afsted for Hundene. Nu vilde jeg da skyde; men inden jeg blev færdig, ja ved den første Bevægelse jeg gjorde med Geværet, dukkede Anden reent under og forsvandt. Dog det varede ikke længe, før en anden gled ud fra Rørene: jeg spændte da, tog Sigte, trykkede til, og - styrtede baglænds ud i Søen. Der var ikke dybere, end at jeg snart rejste mig op med Hovedet og Skuldrene over Vandet. I samme Øjeblik hørte jeg en velbekjendt Stemme raabe: »Al Landsens Parykker! Hvem var det, der faldt i Vandet?« En Anden svarede: »det var den lange Kjøbenhavner,« og en Tredie: »stag derhen med Skibet! og fisk ham op!« Dette skede, og drivende vaad, slukøret og skamfuld sejlede jeg først til Land, og traskede derpaa uden Ophold hjem til Gaarden. Kammerraaden, der landsatte 103 mig, beklagede - men med indeklemt Latter - mit Uheld, og bød mig henvende mig til hans Kone, som nok vilde skaffe mig tørre Klæder. Min Ven, Hans Mikkel ledsagede mig, og de Øvrige fortsatte efter denne korte Afbrydelse Jagten, der nu for mig havde tabt al sin Tillokkelse.

Endnu en Afkjøling

Ved min Vens Hjælp blev jeg snart omklædt; men ak! hvilken Travestering! Af Kammerraadens Garderobe erholdt jeg en fuldstændig Dragt: en grøn Ryes Frakke eller Jakke, der var baade for viid og for kort, hang som et folderig Gevand om min slanke Krop, og stumpede langt ovenfor Haandledene; en guul Plydses Vest og dito Boxer, der, ved hvert Trin jeg tog, krøb op over Knæerne; blaae uldne Strømper og et Par Støvler, der slubbrede om mine Smalbeen. Jeg kjendte mig ikke mere selv - ak! min Maren ikke heller; nec mirum; thi hvilken afskyelig Modsætning til en moderne sort Kjole, broderet Silkevest, gule Nankins Pantalons og dito Gamascher! Nej, jeg tager ikke Fejl, naar jeg tilskriver denne formaledidede Paaklædning min efterfølgende Ulykke - den totale Forandring i den dejlige Jomfrue Lammestrups forhen saa gunstige Stemning.

Havde jeg endda vidst, at hun, min Sjæls Tilbedte, var paa Gaarden - i Sandhed! jeg var forblevet i mit eensomme Værelse, til mine Klæder vare tørrede; men Skjæbnen, den ubøjelige Skjæbne, der nu i et halvt Seculum har gjort mig til Gjenstand for sine Capricer, havde besluttet anderledes. Med en Spøg paa Læberne over mit eget comiske Udseende, traadte jeg ind i Dagligstuen, hvor jeg alene ventede at forefinde Husets Værtinde; men - Værelset var fuldt af Damer, og mit Indfald var overflødigt; thi Latteren kom af sig selv. Dog deri skulde jeg ikke allene fundet mig, men ogsaa taget hjertelig Deel, hvis ikke hun - hun, for hvem jeg helst viste mig i ædlere Costume, havde været tilstede. Hun traadte først frem, gjorde et dybt Knix, titulerede mig »Hr. Kammerraad!« og spurgte efter mit Befindende ovenpaa den hede Nat og det kolde Bad. Læseren maae for alting ikke troe, at det var hendes Hensigt at raillere mig; ingenlunde; det var snarere en Maske, hun tog, for at skjule sine virkelige Følelser; thi 104 endog gjennem den overgivneste Latter hørte jeg - maaskee ogsaa jeg alene - Hjertets umiskjendelige Stemme.

Da jeg et Qvarteerstid havde tjent til Maal for alle skjelmske Pigers Vittigheds Pile, fik jeg pludselig en Idee, som min onde Genius ufejlbarligen maae have indskudt mig: jeg foreslog nemlig det qvindelige Selskab at profitere af det smukke Vejr, og tillige at være Tilskuere ved Jagten, der endnu - som vi hørte paa de jævnlige Skud - var i fuld Gang. Mit uheldige Forslag blev antaget: vi gik - jeg gik - min Undergang imøde. Nærmere ved Søen og Jagtrevieret og midt ude i Engen var en Høj, som jeg valgte til Standpunkt. For at naae denne maatte vi passere en lille Bæk; over Samme laae et Gangtræe, men uden Rækværk. Jeg (min Ven Hans Mikkel var allerede vendt tilbage, for at varetage sine Pligter i Søen) passerede derover, som Ingenting; men da Damerne skulde afsted, paakom dem alle en Frygt, og Ingen vilde være den første; een lille nysselig Fod efter den anden blev strakt ud paa Træet, og ligesaa hastig trukket tilbage; Man skreg, Man loe, men kom ikke en Fodsbred videre. Da var det at en Dæmon atter hviskede til mig: »bær dem over! saa faaer du med det samme den Elskede i dine Arme!« Mit uskyldige Hjerte hoppede af Glæde, jeg gjorde mit Tilbud - det blev antaget. - Alligevel, da jeg kom over til dem, og udstrakte mine længselsfulde Arme, vilde atter Ingen være den Første, som betroede sig til dem; den Ene vilde hellere end gjerne overlade den Anden Æren. Tilsidst nærmede sig den raske Jomfrue Lammestrup, og sagde med et huldsaligt Smiil: »jeg vil prøve det; men tab mig ikke i Vandet: og husk paa, at De eengang idag har været i Bad« Fuld af daarlig Selvtillid forsikkrede jeg hende, at hun Intet havde at befrygte, løftede hende op og satte hende paa min Arm. Mig randt da i Hu Hakon Jarls Ord: »Hvad tykkes Dig om Sædet?« etc.; men jeg sagde Intet, for jeg føelte alt for meget: hendes Arm laae som en Fjer, eller som et varmt Strygejern, eller som en Electriseermaskine paa min Nakke - jeg var salig; ej aleneste over Vand, men gjennem Vand - tænkte jeg arme Daare - vilde jeg saaledes gaae min ganske Levetid - jo rigtig! Begyndelsen blev gjort, og derved skulde det ogsaa blive. Ha! tifold formaledided være den Skræder, som syede Kammerraad Svirums Boxer! thi det var dem, der strammede over mine Knæer, og gjorde min Gang usikker - Læser! lee ikke! din Latter er ubarmhjertig, syndig - men Du - ømme 105 Læserinde! græd! Peer Spillemand faldt i Bækken med sin skjønne Byrde!!! - Pause! -

Gid denne Bæk havde været Lethe! aldrig skulde da enten Du, min følsomme Læserinde! eller jeg have grædt over min sorte Ulykke - ja sort! thi i Bækken var meer Mudder, end Vand; den var grumset, som selve Styx - ha! endnu engang: hvorfor var det ikke Lethe?

Spørg mig ikke, medlidende Læser! hvorledes vi kom op igjen, hvad jeg sagde, hvad hun sagde, hvor højt hun skreg, hvor højt de Andre skreeg, hvorlunde vi kom hjem, og deslige - jeg veed Intet af det Altsammen. Jeg hørte Intet, saae Intet; jeg var i en Slags drømmende Tilstand, og vaagnede først rigtig op ved det Udraab: »Kammerraad Svirum! da har deres gule Plydses Boxer ogsaa faaet al Landsens Ulykker.« Ved disse Ord stak jeg mekanisk Hovedet frem, og ud af Sengen, hvori jeg laae. Der stod hele Jagtpersonalet! »Fanden med Boxerne!« raabte Hr. Lammestrup, »det er værre med Maren; hvordan tænker I, hun har seet ud?« »Lever hun?« spurgte jeg ængstelig, »er hun uden Fare? og vil hun tilgive mig Ulyksalige?« »Bagefter« svarte han »har vi godt ved at grine. Hun og de andre Tøser sidde nu dernede og skvaldre og gjøre sig lystige over visse Folk, der falde over deres egne Been.« Dette sidste sagde han med et malisjøsk Griin; men jeg vendte mig, Hig en Døende, om til Væggen, og sukkede med Digteren:

»Imellem os er alle Baand opløste;
Med evigt Brændemærke staaer jeg nu,
Og aldrig kan jeg denne Plet aftvætte -
Een Ting jeg kun vil raade Eder til,
Og hver, som sin Forstand, sit Liv har kjær:
Lad ingen Dødelig formaste sig
Til Fod at sætte paa det Helveds Gangtræe!
Lad det jo før jo heller kaste af!
Det er - forpestet! -.«

»Al Landsens Parykker!« hvidskede Hans Velærværdighed, »han snakker over sig; han gjør Vers - bliv Du hos ham Hans Mikkel! og lad vi Andre gaae ned og faae os en lille Knægt! -« Ud listede sig alle Jægerne, og overlode mig til min grændseløse Jammer. 106 Tredie Dagen derefter gyngede min Ven og jeg paa Kattegattets Bølger.

Tyve Aar derefter

Ved Enden af denne min Fortælling vil jeg nu henvise til Begyndelsen, hvor jeg sagde: at jeg efter min Kjøbenhavns Rejse gjorde en Udflugt til Vensyssel; her leveres Resultatet af Samme.

Paa min gule Norbagge skred jeg fra Sundbye henad mod Skuepladsen for hine min Ungdoms mærkelige Eventyr. Mine Been vare endnu ikke blevne kortere, og derfor kunde jeg i de dybe Hjulspor med Støvlenæserne mageligt skumme Duggen af Græsset og stundom understøtte Hestens vaklende Gang. Halvt ridende, halvt spadserende naaede jeg saaledes ved Middagstider det gamle Tyreholm, den dejlige Maren Lammestrups Fødegaard - Jeg reed over den Eng, paa hvilken fordum hiin mærkværdige Bataille forefaldt Høestakkene stode der endnu, som dengang, men de skjønne Amazoner vare borte: »Die hübschen Mädchen die bleiben fern - o Traum der Jugend, o goldener Stern!« Jeg spurgte en Karl, som gik og arbejdede: om Hr. Lammestrup endnu boede paa Gaarden? »Nej« svarede han »han er død for mange Aar siden; her boer nu Peer Madsen.« Jeg vilde ogsaa have spurgt efter min gamle Maren; men skjøndt - om jeg husker ret - een og tyve andre Pigebilleder siden hiin gyldne Tid havde fordunklet hendes, gad jeg dog nødig høre, at ogsaa hun maaskee kunde være død og borte. Jeg reed videre, og kastede i Forbifarten et alvorligt Blik til det Huus, som hendes Nærværelse engang forskjønnede.

Jeg nærmede mig Svirumgaard Den sivkrandste Søe laae foran mig. Mit Øje ledte om Bækken, den forpestede Bæk, der opslugte en af mine skjønneste Forhaabninger. See! min Forbandelse var opfyldt: Gangtræet var ikke at finde, sikkerlig forlængst overgivet til Ilden en alt for lemfældig Straf-; hele Engen var forvandlet til Agerland, og Bækken selv bleven til en vandløs Grøvt. »Boer ikke Kammerraad Svirum her?« spurgte jeg en mødende Fodgænger. »Han er død for mange Aar siden« lød Svaret Saa jubler nu, I Ænder! - tænkte jeg - og sejler med opløftede Hoveder omkring i den fredelige Søe! Ingen 107 Spion vil mere opspore eders lønlige Reder, ej heller mit svære Corpus plumre eders klare Element! - Jeg reed videre fort

Af Statscalenderen vidste jeg, at min Ungdomsven Hans Mikkel var Præst efter sin Fader; thi fra ham selv havde jeg siden han forlod Hovedstaden hverken hørt eller seet en Tøddel - »Aus den Augen, aus dem Herzen!« Om den gamle Ruricolus var forflyttet til et andet Kald, eller om han havde resigneret, eller ogsaa maaskee var død, derom var jeg aldeles uvidende.

Naar Man i et femtedeel Seculum ikke har seet en fordums Ven, naar saa mange Aar - rige paa Begivenheder, frugtbare paa Erfaringer, sørgelige saavelsom glædelige - ere henrundne siden hiint Ungdoms muntre Samliv, da banker Hjertet med en sælsom glad Urolighed Gjensynets Time imøde. Men Man finder saare sjælden hvad Man venter, fordi Man ikke forud belaver sig paa Tidens mægtige Indvirkninger. Man vil have Vennen, som han var, og glemmer, at Intet bliver, som det er. Jeg tænkte mig endnu stedse min kjere Ruricolus, den smukke, moderne, pyntelige Student, Damernes Yndling, sine Cammeraters vakkre, velvillige og altid hjælpsomme Ven, livsglad, men maadeholden og anstændig i alle Nydelser, en dygtig Theolog og dertil en Kjender og Ynder af den skjønne Litteratur; under dette sidste Hensyn havde vi især engang været hinanden uundværlige. Thi higede jeg nu efter at springe af Hesten og kaste mig i hans Arme med det Udraab: »es waren schöne Zeiten, Carlos!« u.s.w. - Men - det kom ganske anderledes.

Det første menneskelige Væsen, jeg ved min Indridelse i Præstegaarden fik Øje paa, var en tyk og rødmusset Mand i en luvslidt graae Frakke, med Træskoe paa Fødderne, og en gammel lavpullet Hat paa Hovedet. Personen - jeg havde antaget ham for Præstens Kudsk eller Avlskarl, dersom ikke et uhyre Merskums Pibehoved i hans Haand havde givet mig Ideen om en Forpagter - Personen stod midt paa Møddingen omringet af Høns, Ænder, Gjæs og Kalkuner, dem han med udstrakt Pegefinger syntes at overtælle. »Er Præsten hjemme?« spurgte jeg, og lettede lidt paa min Hat. »Syv og fiirs, otte og fiirs, ni og fiirs, halvfems; det er mig« lød Svaret. Jeg opspilede begge mine Øjne, og - gjenkjendte nu først min Ungdoms Ven. »Men Hr. Pastor!« sagde jeg, »kjender Du mig virkelig ikke?« - Han gik ned af Møddingen og hen imod mig; men langsom og forsigtig, for ikke at 108 træde paa de smaae velsignede Ællinger. »Hm!« brummede han, med et roligt Smiil, »det kommer mig rigtig nok for -« »Saa Du har ganske glemt Din gamle Pietro?« raabte jeg. »Eja! er det Dig?« svarte han og rækkede mig Haanden. »Naa det maae jeg bekjende! Kom nærmere, min kjere gode Ven! Morten! tag den Fremmedes Hest! - Er den vant til at staae inde, eller vil Du have den paa Græs? Du bliver dog hos os i Nat?« »Jeg har isinde at blive inde« svarte jeg, »og min Hest vil nok helst staae ude.« »Det er en kjøn lille Kat« sagde han og gik rundt om Hesten, idet jeg stod af; »men en Smule fransk paa Forbenene - aa! Morten! den blakkede Kjesten er stærk ousen, glem ikke at trække hende til Tyrs! - Naa velkommen skal Du være! - Læg et Tøjr paa den Pillik, Morten! og sæt ham ud i Svinetoften! og glem ikke at ringe den store Soe! den gaaer og roder i Kartøflerne. Hører Du! - Gaae nu indenfor, (det gjorde jeg) og lad Hvile falde paa Dig! Hvad vil Du først have? en Thevandsknægt? Hvordan har Du saa levet siden sidst? Du er bleven gammel - Maren! giv os Thevand!« Disse sidste Ord raabte han ud af Kjøkkendøren.

Denne Modtagelse jog enhversomhelst poetisk Eruption tilbage i min noget afkjølede Barm, og Omfavnelsen udeblev. Imidlertid stak een Rolling efter den anden Hovedet ind ad Kjøkkendøren, for at see den fremmede Mand, og til samme Tid saae jeg et Par Ansigter paa Vinduesruderne, der forsvandt saa hastig jeg kastede mine Øjne derhen. »Er det Dine Børn alle?« spurgte jeg: »hvormange har Du vel?« »Een for hver Finger« svarede han mørk og treven: »jeg veed ikke hvad jeg skal gjøre med dem. Man har ondt ved at holde Klæderne paa Kroppen af dem; at holde Nogen frem til Studeringer, det er plat umuligt. Hvad skal der blive af dem?« Nu kom hans Kone med Theen; jeg hilste. »Kjender Du ham?« spurgte Ruricolus hende: »det er den Samme, som engang dyppede Dig i Bækken ved Svirumgaard.« - Ja i Sandhed! det var hende; men ak! ogsaa hun hvor forandret, baade af Ansigt, Skabning og Væsen! - »Ej see!« sagde hun med et tvungent Smiil og arrangerede Thebordet: »det glæder mig at see Dem igjen - det er længe siden vi havde den Ære - maae jeg gie' Fløde eller Rum?«

Dog, hvorfor skulde jeg længere trætte Læseren ved Beskrivelsen af et Optrin, der paa mit varme Blod havde en ganske cremortartarisk Virkning? - Saaledes kan Tiden udslette, dæmpe, tilintetgjøre Skjønhed, Vid og Munterhed, og hvad den maaskee kunde levne, det 109 skal sikkerlig nok gaae under i Næringssorg, Tidens trofaste Medarbejder.

I graat Humeur forlod jeg tidlig den følgende Dag min stakkels rustificerede Ven, drøvtyggende paa det lidet opbyggelige, forslidte Æmne: tempora mutantur et nos mutamur in illis - Tiden foranderlig er og forandrer os Alle tillige.

P.Sp.
110

Hosekræmmeren
(Orig. Fort.)

»Den største Sorg i Verden her
»Er dog at miste den, Man har kjer.«

Stundom, naar jeg har vandret ret ude i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring mig og den blaae Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun er Muldvarpeskud, som Tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang jevner med Jorden; naar jeg svævede hjertelet, frihedstolt som Beduinen, hvem intet Huus, ingen snævert begrændset Mark fængsler til Pletten, men som ejer, besidder Alt hvad han seer, som - ikke boer - men lysterer hvor han vil; naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Huus, og saaledes ubehageligen standsedes i sin lette Flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig denne Flyvetanke; thi Andet var det dog ikke - det Ønske, gid denne Menneskevaaning var borte! der boer ogsaa Møje og Kummer; der trættes, der kives ogsaa om Mit og Dit! - Ak! den lykkelige Ørken er baade min og din, er Alles, er Ingens. - En Forstmand skal have foreslaaet at forstyrre hele Colonieanlægget, plante Skov paa Beboernes Marker og i deres sløjfede Byer; mig har stundom den langt umenneskeligere Tanke paatrængt sig: hvad om her endnu havde været lynggroet Hede, den Samme, som for Aartusinder siden, uforstyrret, uomrodet af Menneskehænder! Men, som sagt, jeg meente det ikke alvorligt. Thi naar jeg udmattet, mødig, smægtende af Hede og Tørst med smertelig Længsel tænkte paa Arabernes Telt og Kaffekjedel: da takkede jeg Gud, at et lyngtækt Huus - om end milelangt borte - forjettede mig Skygge og Vederqvægelse.

Og befandt jeg mig saaledes for en Deel Aar siden en stille, varm Septemberdag langt ude i denne samme Hede, som jeg i arabisk Forstand kalder min. Ingen Vind bevægede den rødmende Lyng; Luften 111 var lummer og døsig. De fjerne Bakker, som begrændsede Synskredsen syntes at svømme, liig Skyer, omkring den uhyre Slette; og antoge mange vidunderlige Skikkelser af Huse, Taarne, Slotte, Mennesker og Dyr; men alle af dunkle uformede Omrids, ustadige vexlende som Drømmebilleder: snart forvandledes en Hytte til en Kirke, denne igjen til en Pyramide; hist hævede sig et Spiir, her sank et andet; et Menneske blev til en Hest, og denne igjen til en Elephant; her gyngede en Baad, og der et Skib med udspændte Sejl. - Længe forlystede sig mit Øje ved Beskuelsen af disse phantastiske Figurer - et Panorama, som kun Søemanden og Ørkens Indvaaner har Lejlighed at nyde - da jeg omsider træt og tørstig begyndte at lede om et rigtigt Huus blandt de mange falske; jeg ønskede ret inderligt at bortbytte alle mine prægtige Feeslotte for en eneste menneskelig Hytte. Det lykkedes: jeg opdagede snart en virkelig Gaard uden Spiir og Taarne, hvis Omrids bleve tydeligere og skarpere, jo nærmere jeg kom den, og som, flankeret af Tørvestakke, saae langt større ud, end den virkelig var.

Dens Beboere vare mig ubekjendte. Deres Klædedragt var fattig, deres Huusgeraad tarveligt; men jeg vidste, at Hedeboeren tit gjemmer ædelt Metal, i et umalet Skriin eller i et usselt Hængeskab, og en tyk Tegnebog indenfor en lappet Kofte; da derfor mit Blik ved Indtrædelsen faldt paa en Alkove fuldstoppet med Strømper, formodede jeg ganske rigtigt, at jeg befandt mig hos en velhavende Hosekræmmer. (I Parenthes være det sagt, at jeg ingen fattige kjender.)

En halvgammel, graahærdet, men endnu kraftig Mand rejste sig fra Skiven, og bød mig Haanden med de Ord: »Velkommen! - med Forlov at spørge, hvor er den gode Ven fra?« - Man opholde sig ikke over saa ufiint og ligefremt et Spørgsmaal! Hedebonden er ligesaa gjæstfrie, men lidt mere nysgjerrig, end de skotske Lairder; og i Grunden kan Man ikke fortænke ham i, at han gjerne vil vide, hvem han beværter. Da jeg havde fortalt ham, hvo og hvorfra jeg var, kaldte han paa sin Kone, der strax satte frem, hvad Huset formaaede, og nødte mig med godhjertig Venlighed til at spise og drikke; skjøndt min Hunger og Tørst gjorde al Nøden overflødig.

Jeg var midt i Maaltidet og midt i en politisk Samtale med min Vert, da en ung og overmaade dejlig Bondepige traadte ind, hvem jeg ufejlbarligen vilde have erklæret for en, fra grusomme Forældre og et modbydeligt Ægteskab bortflygtet, forklædt Frøken; hvis ikke 112 hendes rødladne Hænder og uforfalskede Bondemaal havde overbeviist mig om, at ingen Travestering fandt Sted Hun nikkede venligt, kastede et flygtigt Blik hen under Bordet, gik ud, og kom snart igjen med et Fad Melkogbrød, hvilket hun satte paa Gulvet med de Ord: »Deres Hund kan maaskee ogsaa trænge til Noget.« Jeg takkede for hendes Opmærksomhed; men denne var ganske henvendt til den store Hund, hvis Graadighed snart gjorde tomt Fad, og som nu paa sin Viis takkede Giverinden ved at stryge sig ind til hende; og da hun lidt ængstelig løftede Armen i Vejret, misforstod Chasseur denne Bevægelse, gjorde adroit, og trængte den skrigende Pige baglænds hen mod Alkoven - jeg kaldte Hunden af, og udtydede hende hans gode Mening. - Ikke skulde jeg have hendraget Læserens Opmærksomhed til et saa trivielt Optrin, undtagen for at anbringe den Bemærkning: at Alt klæder de Smukke godt; thi virkelig fremviste denne Bondepige, i Alt hvad hun sagde og foretog sig, en vis naturlig Ynde, som ingenlunde kunde skrives paa Coqvetteriets Regning, undtagen Man saaledes vil benævne en medfødt, uvitterlig Instinct.

Da hun havde forladt Stuen, spurgte jeg Forældrene, om det var deres Datter. De bejaede det, med Tillæg, at hun var eneste Barn. »Hende beholde I vist ikke længe,« sagde jeg. »Gud bevare os! hvorledes mener De det?« spurgte Faderen; men et selvbehageligt Smiil viste, at han nok forstod min Mening. »Jeg tænker,« svarede jeg: »at hun neppe vil mangle Bejlere.« »Hm!« brummede han: »Bejlere kan vi faae nok af; men om de due Noget, det var det, vi skulde snakke om. At frie med et Lommeuhr og en sølvbeslagen Pibe, kan ikke gjøre Sagen klar; der vil Mere til at kjøre, end at sige Hyp! - Saamænd!« vedblev han, støttende begge Næver paa Bordet, og bukkende sig, for at kige ud af det lave Vindue: »kommer ikke der Een af dem - en Faaredreng, der nys er kravlet op af Lyngtoppene - hæ! Een af de Kumpener, der rende omkring med et Par Dos Hoser i en Tværsæk - dum Hund! frier til vor Datter med to Stude og halvtredie Koe - jo luur ham! - Stodder!« Al denne Udgydelse var ikke henvendt til mig, men til den Kommende, paa hvem han fæstede sit formørkede Blik, idet denne ad en Lyngvej vandrede ind mod Gaarden. Han var endnu saa langt borte, at jeg fik Tid til at udspørge min Vert om det unge Menneske, og erfare: at han var en Søn af nærmeste Naboe - som notabene dog boede over en halv Miil derfra - at Faderen kun ejede et lidet Boel, hvorpaa han endda skyldte Hosekræmmeren to Hundrede 113 Daler; at Sønnen havde nogle Aar gaaet omkring med uldne Vare, og endelig havde vovet at bejle til den dejlige Cecil; men faaet et reent Afslag. - Medens jeg anhørte denne Beretning, var hun selv kommen ind; og hendes bekymrede Blik, der vexelviis deelte sig imellem Faderen og Vandreren derude, lod mig gjætte, at hun ikke deelte den Gamles Anskuelse af Sagen. - Saasnart den unge Kræmmer traadte ind af den ene Dør, gik hun ud af den anden; dog ikke uden et hurtigt, men ømt og smerteligt Øjekast.

Min Vert vendte sig om mod den Indtrædende, greb med begge Hænder om Bordbladet, som om han fandt et Støttepunkt fornødent, og besvarede det unge Menneskes »Guds Fred! og Goddag!« med et tørt »Velkommen!« - Hiin blev først staaende en Stund, lod sine Øjne løbe omkring i Værelset, udtrak derpaa af Indrelommen en Tobakspibe, af Baglommen en Pung, bankede Piben ud paa Kakelovnen ved sin Side, og stoppede paany. Alt dette skedte langsomt, og ligesom i en afmaalt Tact, og min Vert forblev stedse ubevægelig i sin antagne Stilling.

Den Fremmede var en meget smuk Karl, en ægte Søn af vor nordiske Natur, der driver langsomt, men kraftigt og varigt: lyshaaret, blaaøjet, rødkindet, hvis fiintdunede Hage Ragekniven endnu ikke havde berørt, skjøndt han vist allerede var sine fulde tive Aar. Han var paa Kræmmerviis klædt fornemmere end en almindelig Bonde, end selv den rige Hosekræmmer, i Frakke og vide Beenklæder, rødstribet Vest og blaatblommet Bomuldshalsklæde - han var ingen uværdig Tilbeder af den skjønne Cecilia. Mig behagede han ydermere ved et blidt og aabent Ansigt, der vidnede om Ærlighed, Taalmod og Udholdenhed - et Hovedtræk i den cimbriske Nationalcaracteer.

Det varede en god Stund, inden Nogen af dem vilde bryde Tausheden. Endelig oplod dog Værten først sin Mund, spørgende langsomt, koldt og ligegyldigt: »hvor gjælder Rejsen idag, Esben?« Den Tiltalte svarede, medens han i Mag slog Ild til sin Pibe, og tændte den med lange Drag: »Ikke længere idag; men imorgen vil jeg afsted til Holsteen.« Herpaa blev atter en Pause, under hvilken Esben tog Stolene i Øjesyn, og valgte een, paa hvilken han satte sig. Imidlertid kom Moder og Datter ind; den unge Kræmmer nikkede ad dem med en saa fuldkommen rolig og uforandret Mine, at jeg skulde have troet, den skjønne Cecilia var ham aldeles ligegyldig, hvis jeg ikke havde vidst, at Kjerligheden i et saadant Bryst kan være stærk, hvor stille 114 den end lader; at den ikke er en Lue, som blusser og gnistrer; men en Glød, der varmer jevnt og længe. Cecilia satte sig med et Suk ved den nederste Bordende, og begyndte ivrigen at strikke; hendes Moder nedlod sig med et sagte: »velkommen Esben!« ved Spinderokken.

»Det skal vel være paa Handelens Vegne?« tog Verten nu Ordet. »Som det vil byde sig;« svarte hans Gjæst: »Een faaer at prøve, hvad der kan være at tjene i Sønden. Min Begjæring er ellers, at I ikke vilde jage for stærkt med at gifte Cecil hen, inden jeg kommer tilbage, og vi faae at see, hvordan min Lykke skal blive.« Cecil rødmede; men vedblev at stirre paa sit Arbejde. Moderen standsede Rokkehjulet med den ene Haand, lagde den anden i Skjødet, og saae stivt hen paa den Talende; men Faderen sagde, idet han vendte sig om til mig: »Mens Græsset groer, døer Horsemoer! Hvor kan Du forlange, at Cecil skal bie efter Dig? Du kan blive længe borte - kan hænde sig, Du kommer aldrig meer.« »Saa er det eders Skyld, Michel Krænsen!« faldt Esben ind: »Men det siger jeg Eder: dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor Synd baade mod hende og mig.« Dermed rejste han sig, rakte begge de Gamle Haanden, og sagde dem et but Farvel. Til sin Kjereste sagde han, men i en lidt svagere og blødere Tone: »Farvel Cecil! og Tak for alt Godt! tænk paa mig til det Bedste, om Du ellers maae - Gud være med Dig! - og med Eder Allesammen! Farvel!« - Han vendte sig mod Døren, gjemte Pibe, Pung og Fyrtøj, hver Deel i sin behørige Lomme, tog Kjeppen, og vandrede bort, uden endog en eneste Gang at see sig tilbage. - Den gamle Mand smiilte, som før; hans Kone udstødte et »Aa ja!« og satte Rokken atter igang; men Taare trillede paa Taare ned over Cecilias Kinder.

Jeg havde her den meest indbydende Anledning til at udvikle de Grundsætninger, der bør lede Forældre med Hensyn til deres Børns Giftermaal. Jeg kunde have erindret dem om, at Rigdom ikke er nok til ægteskabelig Lyksalighed, at Hjertet ogsaa maae have sin Stemme: at Klogskab overalt tilraader, at see mere paa Retskaffenhed, Flid og Dygtighed, end paa Penge; jeg kunde have foreholdt Faderen (thi Moderen lod til i det mindste at være neutral) hans Haardhed mod den eneste Datter. Men jeg kjendte Almuen for godt til at spilde unyttige Ord paa denne Materie; jeg vidste, at Formue gaaer for Alt i denne Stand - og - mon det er stort anderledes hos de andre Stænder? Jeg kjendte ydermere Bondens Fasthed, der gaaer lige til 115 Haardnakkenhed, i denne Punkt, og at han i Controverser af denne Art med sine Overmænd ofte firer af, og lader som han gik over til deres Mening; saa Man fristes til at troe ham overbeviist og overvunden, naar han just er urokkeligst bestemt paa at følge sit eget Hoved. - Tilmed er der endnu een Betragtning, som byder mig, ikke ubuden at stikke min Finger imellem Kniv og Væg, mellem Dør og Karm, mellem Hammer og Ambolt, denne nemlig: mon ikke Riigdom alligevel er det reelleste af alle jordiske Goder? dem NB. som efter Epictets Inddeling »ere ikke i vor Magt.« Er Penge ikke tilstrækkelige Surrogater for alle sublunariske Herligheder? uforkastelige Representativer for Mad og Drikke, Klæder og Huuslye, for Agtelse og Venskab, ja for selv en vis Grad af Kjerlighed? Er Formue endelig ikke det, som forskaffer de fleste Nydelser, den største Uafhængighed? som erstatter de allerfleste Mangler? Er Armoden ikke den Klippe, hvorpaa baade Venskab og selve Kjerlighed ofte monne strande? - »Naar Krybben er tom, bides Hestene« siger Bonden; og hvad sige de Andre, naar Elskovsrusen er bortdunstet og Hvedebrødsdagene forbi? Vist nok var det ønskeligt, at Amor og Hymen stedse kunde følges ad; men de ville dog helst have Pluto i Ledtog med sig.

Efter saadan Anskuelse af Verden, som den er - meer fornuftig maaskee, end Nogle vente og Andre ønske hos en Romanforfatter - vil Man finde det conseqvent, at jeg ikke indblandede mig i Esbens og Cecilias Roman, saameget mindre, som Samme fra den Førstes Side torde være en ret fornuftig Speculation, beregnet mindre paa Datterens Skjønhed og Hjerte, end paa Faderens fuldproppede Alkove og tunge Hængeskab. Og skjøndt jeg vel vidste, at reen Kjerlighed ikke er en reen poetisk Opfindelse, erkjendte jeg dog allerede dengang, at den fandtes oftere i Bøger, end udenfor dem. - Da altsaa den skjønne Cecilia var gaaet ud - formodentlig for useet at give Følelserne Afløb i en rigere Taarestrøm - henkastede jeg alene den Yttring: at det var Skade, den unge Knøs ikke sad varmere, eftersom det dog lod til, han var et skikkeligt Menneske, og havde Godhed for Pigen. »Dersom« lagde jeg til, »han engang kunde komme hjem igjen med en Snes gode Sedler -« »- og de saa vare hans egne« lagde gamle Michel polidsk til; »ja det var en anden Sag.«

Jeg gik atter ud i min mennesketomme og sorgløse Hede. Langt borte til Siden saae jeg endnu Esben og Røghvirvlerne af hans Pibe; saaledes - tænkte jeg - uddamper hans Sorg og hans Kjerlighed; men 116 den stakkels Cecilia? Jeg kastede endnu et Blik tilbage paa den rige Hosekræmmers Gaard og sagde ved mig selv, havde denne ikke lagt der, randt saa mange færre Taarer i Verden.

Der gik sex Aar hen, inden jeg igjen kom paa denne Kant af Heden; det var et ligedant stille, varmt September-Vejr som forrige Gang. Tørsten drev mig til Huus, og det traf sig saa, at Hosekræmmerens netop var det nærmeste. Ved at gjenkjende den gode Michel Krænsens eensomme Vaaning, kom jeg først i Tanke om den smukke Cecilia og hendes Kjereste; og Nysgjerrighed efter at vide, hvad Udfald denne Hedeidyl havde faaet, drev ligesaa stærkt som Tørsten. Under slige Omstændigheder er jeg meget tilbøjelig til at anticipere den virkelige Historie; jeg gjør mine Gisninger, jeg forestiller mig hvorledes det kunde og borde være, og prøver hvorvidt mit Bestik vil stemme overeens med Skjæbnens Styrelse. Ak! som oftest ere mine Gjetningers Afdrivt fra Begivenhedernes rette Cours saare stor! Saaledes ogsaa her: Jeg tænkte mig Esben og Cecilia som Mand og Kone; hun med en Glut ved Brystet, Bedstefaderen med en eller to større paa sit Knæe, den unge Kræmmer selv som en drivtig og lykkelig Bestyrer af den nu udvidede Strømpehandel - men, det kom ganske anderledes.

Idet jeg traadte ind i Forstuen, hørte jeg en blød kvindelig Stemme synge, hvad jeg i Førstningen antog for en inddyssende Vuggesang; dog var Tonen saa tungsindig, at min høje Forventning allerede fik et betydeligt Nedfald Jeg blev staaende og lyttede: Visens Indhold var haabløs Elskovs Klage. Udtrykket var simpelt, men sandt og rørende; men min Hukommelse beholdt kun det ved Slutningen af hvert Vers gjenkommende Omqvæd:
»Den største Sorg i Verden her,
Er dog at miste den, Man har kjer.«

Med mørke Ahnelser aabnede jeg Stuedøren.

Et middelaldrende stort og ført Bondekvindfolk, som sad og kartede, faldt mig først i Øjnene; men det var ikke hende, der sang. Den Syngende vendte Ryggen til, hun sad og rokkede hurtigt frem og tilbage, og bevægede Hænderne, som om hun spandt. Den første rejste sig, og bød mig Velkommen; men jeg gik frem for at see den 117 Anden i Ansigtet - Det var Cecilia, bleg, dog smuk endnu; indtil hun hævede sit Blik til mig: ak! da lyste Vanviddet ud af de matglimtende Øjne, af hele Aasynets vammelsøde Smiil. Ogsaa bemærkede jeg, at hun ingen Rok havde for sig; men at den, hun indbildte sig at træde, matte være af samme Stof som Macbeths Dolk. - Hun standsede baade med Sangen og med sit luftige Spind, og spurgte mig ivrigt: »Er I fra Holsteen? Saae I Esben? Kommer han snart?« Jeg fornam, hvorledes jeg var faren; og svarte ligesaa hurtigt: »Jo, nu bier han ikke ret længe, jeg skal hilse Dig fra ham.« »Saa maae jeg ud at møde ham!« raabte hun glad, sprang op fra sin lille Halmstol, og hoppede hen mod Døren. »Tøv lidt, Cecil!« sagde den Anden, og lagde Karterne tilside, »og lad mig komme med!« Dertil blinkede hun ad mig, og virrede med Hovedet - hendes Minespil var overflødigt. »Moer!« raabte hun højt mod Kjøkkendøren, »der er En herinde. Kom ind! for nu gaae vi.« Hun sprang efter den Vanvittige, som allerede var ude i Gaarden.

Den Gamle kom ind; jeg gjenkjendte hende ikke; men formodede dog rigtignok, at hun maatte være den ulykkelige Piges Moder. Sorg og Alderdom havde vel ogsaa taget stærkt paa hende. Ej heller hun erindrede mig fra forrige Gang; men efter et »Velkommen! Sid ned!« gjorde hun det sædvanlige Spørgsmaal: »Med Forlov, hvor er den gode Mand fra?« Jeg sagde dette, og mindede hende tillige om, at jeg havde været der for nogle Aar siden. »Herre Gud!« raabte hun, og slog Hænderne sammen, »er det Dem? Vær saa god og sæt Dem op for Bordenden, mens jeg skjærer et Stykke Smørrebrød - maaskee De ogsaa er tørstig?« Uden at oppebie mit Svar skyndte hun sig ind i et lidet Sideværelse, og kom snart efter tilbage baade med Spise og Drikke.

Vel var jeg begjærlig efter at erfare det Nærmere angaaende den stakkels Cecilia; men en Forudfølelse af noget særdeles Sørgeligt dæmpede min Nysgjerrighed, og afholdt mig fra ligefrem at spørge om det, jeg baade ønskede og frygtede at høre. »Er Manden ikke hjemme?« var min første Tiltale. »Min Mand?« sagde hun, »ham har vor Herre taget for længe siden; ja saamænd! det bliver nu tre Aar til Mikkelsdag, at jeg har siddet Enke - et Stykke endnu! vær saa god! og forsmaae det ikke! det er rigtignok kun Bondekost!« »Mange Tak!« svarte jeg, »jeg er mere tørstig end sulten - saa eders Mand er Eder nu falden fra - det var et stort Tab, en stor Sorg for Eder -« »Ak ja!« sukkede hun med taarefyldte Øjne; »men det var ikke den eneste - 118 Herre Gud! saae De ikke vor Datter?« »Jo!« svarede jeg, »hun forekom mig lidt aparte -« »- Hun er reent afsindig« sagde hun, bristende i Graad, »vi maae holde et Menneske bare for at passe paa hende, og hun kan heller ikke tage sig stort Andet for; hun skulde rigtig nok fare med at spinde og binde lidt, men det har intet Skrid, for hun maae løbe med hende vel de sexten Gange om Dagen, naar hun kommer i Tanker om Esben -« »- Hvor er Esben?« afbrød jeg: »I Guds Rige« svarte hun, »saa De har ikke spurgt det? Ja Gud naade os! han fik en ynkelig Død; saadan en Elendighed har der aldrig Nogen hørt - De maae ikke være storagtig; spiis og drik, mens De lyster! - ja saamænd! jeg har gaaet Noget igjennem, siden De var her sidst. Tiderne ere ogsaa besværlige: med Hoserne er det forbi, og vi skal holde Fremmede til at see efter Alting.« Da jeg mærkede, at hendes Sorg over det Forbigangne, blandet med Omsorg for det Nærværende, ikke var større, end at hun jo vel vilde udholde at fortælle mig hendes Gjenvordigheder, bad jeg hende derom. Hun føjede mig villig i min Begjering, og gav mig en Beretning, som jeg - med Udeladelse af uvedkommende Indblandinger - vil levere saa godt jeg formaaer i Fortællerindens egen simple og enfoldige Stiil.

»Vi og Kjeld Esbensen« - begyndte hun, efter at have trukket en Stol hen til Bordet, sat sig paa Samme, og lavet sit Strikketøj tilrette »har været Naboer, siden jeg kom i Gaarden. Kjelds Esben og vores Cecil bleve gode Venner, inden Nogen vidste det. Vor Mand var ikke meget glad, og jeg ikke heller, for Esben havde ikke stort, og hans Fader slet Intet. Men vi tænkte alligevel, at Tøsen skulde have været klogere, end at lægge sig efter saadan en grøn Dreng. Han løb rigtig nok omkring med lidt Hoser, og tjente et Par Skilling; men hvorlangt skulde det række? Saa kom de og bejlede: vor Mand sagde nej - som ikke sært var - og dermed drog Esben ad Holsteen til. Vi fornam nok, at Cecil blev lidt tungsindig; men det kjerte vi os ikke efter; »»hun glemmer ham vel«« sa'e vor Mand, »»naar den Rette kommer.«« Det varede heller ikke længe inden Mads Egelund - jeg veed ikke, om De kjender ham? han boer ellers et Par Miil herfra, han kom, og bejlede med en gjældfrie Gaard og tre tusind Daler paa Rente. Det kunde nok gaae an. Michel sagde straks Ja; men Cecil - Gud bedre! hun sagde Nej. Saa blev Manden vred, og holdt Huus med hende. Jeg syntes nok, han var for haard; men den salig Mand vilde helst raade sig selv; og derfor gik ogsaa han og Madses Fader til 119 Præsten og lod lyse. Det gik godt to Søndage; men den tredie, da han sagde: »»Haver Nogen Noget derimod at sige,«« rejste Cecil sig i Stolen, og raabte: »»Det har jeg; der er lyst tre Gange for mig og Esben i Paradiis.«« Jeg tyssede paa hende; men det var for silde: ethvert Menneske i Kirken havde hørt det, og saae hen til vor Stol - vi overgik jo en stor Skam! - Endnu tænkte jeg ikke endda paa, at hun var gaaet fra Forstanden; men inden Præsten var kommen ned af Prækestolen, begyndte hun igjen at remse op om Esben og Paradiis, om Brudekjole og Brudeseng, og hist op og her ned, det Første var det Sidste, og det Sidste det Første. - Vi maatte med hende ud af Kirken. Salig Michel skjændte vel paa hende, og sagde: at det var hendes Skjelmstykker; ja Gud hjælpe os for Skjelmstykker! Det var hendes ramme Alvor; taabelig var hun og taabelig blev hun.«

Her lod Fortællerinden Bindehosen synke i Skjødet, tog Uldnøglet fra den venstre Skulder, drejede det nogle Gange og bekikkede det paa alle Sider. Men hendes Tanker vare andensteds henne: efter et Par Minuters Ophold trykkede hun Nøglet ind imod begge Øjnene, hang det atter paa sin Hægte, og satte Strikkepindene i hurtig Bevægelse, idet hun saaledes sammenknyttede den sørgelige Begivenheds afrevne Traad.

»Al hendes Tale gik ud paa, at hun var død og kommen i Paradiis, og der skulde hun giftes med Esben, saasnart han ogsaa var død; og det blev hun ved med baade Nætter og lyse Dage. Salig Michel fornam da, hvordan det hang sammen: »»Det er Guds Gjerning«« sagde han »»hans Villie kan Ingen modstaae;«« men det gik ham nær alligevel, og jeg veed nok, hvormangen god Time jeg har lagt i min Seng og grædt, naar alle de Andre vare til Ro. Sommetider kom det mig for, det havde været bedre, om de to unge Folk vare komne sammen: »»kan hænde sig«« sagde vor Mand; »»men det skulde nu ikke være.««

»I det første Par Maaneder var hun slem uregjerlig og vi døjede Haardhed med hende; siden faldt hun noget til Rolighed, snakkede kun lidt; men sukkede og græd alt imellem. Ingen Ting vilde hun bestille, for »»i Himmerig«« sagde hun »»der er det Helligdag hver Dag.««

»Saadan gik der saavel et halvt Aar hen; og det var for det meste dobbelt saa længe siden Esben var draget ud i Sønden, og Ingen havde spurgt Noget fra ham hverken Godt eller Ondt. Da hændte det sig en Dag allerbedst som vi sad her, salig Michel og Cecil og jeg, at Esben treen ind ad Døren. Han var kommen lige fra Rejsen, havde ikke 120 været ved sit eget Hjem, og vidste ikke heller hvordan her stod til, indtil han kastede sine Øjne paa Pigen: saa kunde han nok see, at det var ikke rigtigt fat »»Du tøver længe«« sagde hun, »»Brudesengen har staaet opredt over Aar og Dag; men siig mig først: er Du død eller levende?«« »»Herre Gud, Cecil!«« sagde han, »»Du kan jo vel see, at jeg er levende!«« »»Det var Skade«« svarte hun »»for saa kan Du ikke komme ind ad Paradisets Dør. Stræb at ligge Dig til at døe saasnart Du kan! thi Mads Egelund gaaer og lurer paa, om han ikke kunde komme først.«« »»Det er en maadelig Tilstand«« sagde han: »»Michel! Michel! I har gjort stor Uskjel imod os. Jeg er Mand nu paa fem Tusinde Daler saavel: Min Morbroer ude i Holsteen er død ugivt, og jeg skal arve ham.«« »»Hvad for Noget?«« sagde vor Mand »»det var Skade, vi ikke vidste det lidt før; men giv Dig Stunder! Pigen kan vel komme sig endnu.«« Esben rystede paa Hovedet, og gik hen til vor Datter, for at give hende Haand: »»Cecil!«« sagde han »»snak nu fornuftig! vi ere jo levende begge To, og naar Du vil være rimelig, saa gier dine Forældre deres Minde til, at vi maae faae hinanden.«« Men hun smed begge Hænderne om paa Ryggen, og raabte: »»Viig bort fra mig! hvad haver jeg med Dig at gjøre? Du er et Menneske, og jeg en Guds Engel.«« Da vendte han sig om, og stak i at græde ret bitterlig: »»Gud forlade Jer, Michel Krænsen!«« sagde han, »»hvad I har gjort imod os to syndige Mennesker!«« »»Giv Dig tilfreds!«« sagde vor Mand, »»det kan blive godt Læg Dig nu her i Nat, og lad os see hvad hun siger i Morgen.««

»Det var Aften, og der trak et strængt Vejr op med Torden og Lynild, det grusseligste jeg nogen Tid har kjendt - ret som Verden skulde forgaae. Saa blev Esben da tilsinds at slaae sig til Ro hos os, og saasnart Vejret linnede, lagde han sig i Overstuen. Vi Andre gik ogsaa tilsengs; men jeg kunde længe høre igjennem Væggen, hvordan han sukkede og græd; jeg troer ogsaa at han bad til Gud i Himlen. Endelig faldt jeg ogsaa hen. Cecil laae og sov i den Alkove ligeoverfor Michels og min her.«

»Det kunde vel være en Timestid eller noget mere over Midnat, da jeg vaagnede. Det var stille udenfor, og Maanen skinnede ind ad Vinduet Jeg laae og tænkte paa den Elendighed, som var overgaaet os; jeg tænkte mindst paa, at det var skeet, som jeg nu skal fortælle Jer. - Det kom mig for, at det var saa roligt henne hos Cecil; jeg kunde slet ikke høre, hun drog sin Aande; ikke heller fornam jeg mere til Esben. 121 Det bares mig for, at det ikke var rigtigt Jeg listede mig ud af min egen Seng og hen til Cecils. Jeg kikkede derind, jeg følte efter hende; men hun var der ikke. Nu blev jeg urolig i mit Sind, sprang ud i Kjøkkenet, og tændte Lys, og dermed gik jeg op i Overstuen. Aa Gud hjælp os naadelig og vel! hvad saae jeg der? Hun sad i Esbens Seng, og havde lagt hans Hoved i sit Skjød; men da jeg saae nøjere til, var han saa bleg som et Liig; hans Ansigt, og Lagnerne vare røde af Blod Jeg gav et Skriig af mig, og segnede om paa Jorden; men Cecil vinkede ad mig med den ene Haand, og klappede hans Kind med den anden. »»Tys! tys!«« sagde hun »»nu sover min Kjereste den søde Søvn. Ligesaa snart som I have begravet hans Legeme, bære Englene hans Sjæl til Paradiis, og der skal saa vort Bryllup staae med stor Herlighed og Glæde.«« - Ak! ak! du milde Gud og Fader! hun havde skaaret Halsen over paa ham - den blodige Ragekniv laae paa Gulvet udenfor Sengen.«

Her skjulte den ulykkelige Enke Ansigtet i sine Hænder, og græd bitterligen, mens Forfærdelse og Smerte sammenknugede mit Bryst. Endelig kom hun til sin vante Fatning, og vedblev som følger:

»Der blev en stor Ynk og Jammer baade her og til Esbens; men gjort Gjerning staaer ikke til at ændre. Da de kom kjørende med ham til hans Forældre - de tænkte, at han var vel forvart ude i Holsteen - ja, da blev der en Skrigen og en Skraalen, som Gaarden skulde have falden. Han var en skikkelig Karl, og nu kommen til saa stort Middel og Riigdom, og maatte alligevel saa ynkelig døe i hans unge Alder, og det for hans Kjerestes Haand - Salig Michel kunde heller aldrig glemme det; han blev ikke Mand siden. Et Par Maaneder efter blev han liggende syg, og saa tog vor Herre ham fra mig.«

»Den selvsamme Dag, som han blev jordet faldt Cecil i en dyb Søvn, og sov hun saamænd tre Ætmaal ud i eet. Da hun vaagnede, var hendes Forstand kommen tilbage. Jeg sad ved hendes Seng, og ventede, at vor Herre skulde løse op for hende. Men allerbedst som hun laae, drog hun et dybt Suk, kastede sine Øjne paa mig, og sagde: »»hvorledes er det fat? hvor har jeg været? jeg har havt en underlig Drøm: det kom mig for, jeg var i Himmerig, og Esben hos mig. - Herre Gud, Moer! hvor er Esben? har I ikke hørt fra ham, siden han drog ad Holsteen?«« - Jeg vidste ikke ret, hvad jeg torde svare. Nej - sagde jeg - vi veed ikke Stort om ham. Hun sukkede! »»Hvor er Faer?«« spurgte hun saa. Din Fader har det godt - svarte jeg - ham har 122 Gud taget til sig - da græd hun. »»Moer! lad mig see ham!«« sagde hun. Det kan Du ikke Barn! - svarte jeg - for han er jo i Jorden. »»Gud bevare os!«« skreeg hun, »»hvorlænge har jeg da sovet?«« - Heraf mærkede jeg, at hun ikke selv vidste, i hvad Tilstand hun havde været. »»Har I vækket mig, Moer!«« sagde hun igjen »»har I ingen Tjeneste gjort mig: jeg sov saa sødt; jeg drømte saa dejligt; Esben kom hver Nat og besøgte mig i skinnende hvide Klæder og med en rød Perlekrands om hans Hals!««

Her faldt den Gamle atter hen i tungsindige Tanker, og først efter nogle dybe Hjertesuk tog hun atter ved.

»Det stakkels Barn havde da faaet sin Forstand tilbage; men Gud veed, om det var bedre for hende. Hun var aldrig glad, men altid stille bedrøvet, talte ikke uden naar hun blev adspurgt, og passede sit Arbejde meget flittigt. Hun var hverken syg eller frisk.«

»Det spurgtes da snart heromkring i Nabolavet, og et Fjerdingaarstid efter kom Mads Egelund, for at bejle til hende anden Gang. Men hun ville ikke vide af ham at sige, hverken for Lidt eller for Meget. Da han nu fornam, at hun slet ikke kunde lide ham, blev han studsig, og fik Ondt isinde. Jeg, og Folkene, og Alle de, der kom her, passede bestandig nøje paa, at vi ikke lod falde det mindste Ord om, hvordan hun selv i hendes Afsindighed havde undlivet den stakkels Esben; og hun tænkte vel ogsaa, at han enten var død eller gift derude i Sønden. - En Dag, som nu Mads er her, og trænger stærkt paa hende, om at give ham Ja, og hun saa svarer, at hun hellere vilde døe, end giftes med ham: siger han reent ud, at han slet ikke var saa hægen for Een, der havde skaaret Halsen over paa sin første Kjereste; og dermed fortæller han hende det Hele, som det var tilgaaet. Jeg staaer ude i Kjøkkenet og hørte det saa halvt om halvt. Jeg slænger hvad jeg har i Haanden, springer ind, og raaber til ham: Mads! Mads! Gud forlade Jer! hvad er det, I gjør? Men det var for silde: hun sad paa Bænken saa bleg som en kalket Væg, og Øjnene stode stivt i hendes Hoved. »»Hvad gjør jeg?«« sagde han, »»jeg siger jo ikke Andet, end hvad sandt er; det er bedre, hun faaer det at vide, end at holde hende for Nar, og lade hende gaae og vente efter en død Mand hendes hele Livstid - Farvel! og Tak for mig!«« - Han gik; men hun var igjen falden tilbage, og faaer vel aldrig hendes Forstand mere i dette Liv. I seer selv, hvorledes hun er: al den Tid, hun ikke sover, synger hun den Vise, hun selv har digtet, dengang Esben drog til Holsteen, og bilder sig ind, at 123 hun spinder paa Brudelagnerne. Ellers er hun dog rolig - Gud skee Lov! og gjør ikke det mindste Kræ Fortred: men vi tør alligevel ikke slippe hende af Sigte. Gud see i Naade til hende, og løse snart op for os Begge to!«

Idet hun talte de sidste Ord, kom den Ulykkelige ind med sin Ledsagerske: »Nej« sagde hun, »idag er han ikke at see; men imorgen har vi ham vist. Jeg maae skynde mig, om jeg skal blive færdig med Lagnerne.« Hun satte sig hurtig ned paa sin lille Halmstol, og med Hænder og Fødder i rask Bevægelse, istemte hun atter sin Klagesang. Et langt, dybthentet Suk gik hvergang forud for Omqvædet: »Den største Sorg i Verden her, er dog at skilles fra den, Man har kjer.« Hendes skjønne blege Ansigt sænkede sig da ned mod Barmen, Hænder og Fødder hvilte et Øjeblik; men snart og skyndsomt rettede hun sig atter i Vejret, istemte et andet Vers, og satte Skyggerokken igang.

I tungsindige Tanker vandrede jeg tilbage; min Sjæl havde antaget Ørkens Farve. Min Phantasie var ene sysselsat med Cecilia og hendes rædsomme Skjæbne. I hvert et fjernt Luftbillede troede jeg at see Hosekræmmerdatteren, hvorlunde hun sad og spandt, og rokkede, og slog ud med Armene. I Hjejlens sørgmodige Fløjten, i den eenlige Hedelærkes eensformige Klagetriller hørte jeg kun de sørgeligsande, af saamange tusinde saarede Hjerter dybtfølte Ord:
»Den største Sorg udi Verden her,
Er dog at skilles fra den, Man har kjer.«

124

Præsten i Vejlbye
En Criminalhistorie
(Af Herredsfoged Erik Sørensens Dagbog,
tilligemed tvende Optegnelser af Præsten i Aalsøe.)

A. Erik Sørensens Dagbog

I Jesu Navn! Saa er jeg nu, efter Guds naadige Raadslutning, og min kjere Herres Foranstaltning, uværdigen forfremmet til Herredsfoged og Dommer over dette Folk. Den store Verdens Dommer give mig Viisdom, Retfærdighed og Velsignelse til at bestyre saadant mit svare Embede! »Hver Mands Dom kommer af Herren.« Ordsp. 29,26.

Det er ikke godt, at Mennesket er ene. Saasom jeg nu er istand til at føde en Kone, borde jeg vel see mig om efter en Medhjelp. Præstens Datter i Vejlbye har en god Berømmelse af alle dem, der kjende hende. Hun har siden hendes salig Moders Død med megen Forstand og Sparsommelighed bestyret Huset. Og da der ikke ere flere Børn, end hende og Studenten, kan hun vente en god Skilling, naar den Gamle engang falder af.

Morten Bruus fra Ingvorstrup var her idag, og vilde forære mig en feed Kalv; men jeg ihukom Mose Ord: »Forbandet være hver den, som tager Gaver.« - Han er et Menneske, som haver Lyst til Rettergang; en stor Pranger og en stor Praler; jeg vil Intet have med ham at skifte, undtagen naar jeg sidder for ham i Dommersædet.

Jeg har nu raadført mig med Gud i Himmelen, og dernæst med mit eget Hjerte; o'g tykkes mig klarligen, at Jomfrue Mette Qvist var det eneste Menneske, med hvem jeg vilde leve og døe. Men dog vil jeg i Stilhed give Agt paa hende endnu nogen Tid. Skjønhed er bedragelig, 125 og Dejlighed er en forfængelig Ting. Ellers er det baade vist og sandt, hun er det faureste Kvindfolk, jeg har seet i alle mine Dage.

Den Morten Bruus er mig ret en modbydelig Person - jeg veed neppe selv hvorfor; men naar jeg seer ham, rinder mig Noget, ligesom en slem Drøm, isinde; men saa dunkelt og utydeligt, at jeg ikke engang kan sige, om jeg nogensinde haver drømt om ham. Kan og være, det er en Slags Ahnelse. Han kom her igjen, for at tilbyde mig et Par Mohrenkopper - herlige Dyr, og for Røverkjøb! Men just dette slog mig: jeg veed, at han har stykket dem sammen for 70 Daler; det samme vilde han lade mig dem for, og magede ere de 100 Daler værd mellem Brødre. Er det ikke ogsaa paa en Maade Bestikkelse? Han har sikkerlig igjen en Proces isigte - jeg vil ikke have hans Mohrenkopper.

Idag var jeg i Besøg hos Præsten i Vejlbye. Det er vist en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende: han taaler ingen Modsigelse; og knap tillige paa Skillingen, det er han. Der var just en Bonde hos ham, og vilde have Afslæt paa sin Tiende. Manden er en Filur; thi hans Avgivt kan ikke være for høj; men Hr. Søren talte ham til, saa en Hund ikke skulde tage et Stykke Brød af ham; og jo mere han skjændte, jo hidsigere blev han selv. Naa, Herre Gud! ethvert Menneske har sin Fejl. Han mener dog intet Ondt dermed; thi strax efter befalede han sin Datter, at give Manden et Stykke Smørrebrød og et Glas godt Øl. - Det er en særdeles beleven og vakker Pige. Hun hilsede mig saa venligt og ærbart, at mit Hjerte ret bevægede sig; og jeg ikke var istand til at sige hende et Ord. - Min Avlskarl har tjent der i tre Aar: jeg skal dog saa listelig udforske ham, hvorledes hun er imod Folkene, samt hvad han ellers monne vide om hende. Af Tyendet faaer Man ofte den sikkreste Underretning.

Hillemænd! Rasmus Avlskarl fortæller mig, at denne Morten Bruus engang for ikke længe siden har bejlet i Vejlbye Præstegaard; men fik Nej. Præsten syntes godt nok derom, for Manden er riig; men Datteren vilde paa ingen Maade. Hr. Søren skal vel have talt hende haardelig til i Begyndelsen; men siden, da han saae, det var hende saa meget imod, fik hun alligevel sin Villie. Af Hovmodighed var det ikke - siger Rasmus - for hun er ligesaa ydmyg, som hun er god; og hun vil 126 meget vel vedgaae, at hendes egen Fader er bondefød, saavelsom Bruusen. -

Nu veed jeg, hvad Ærende de Ingvorstrup Mohrenkopper havde her i Rosmus: de skulde trække Dommeren ud fra Retfærdighedens lige Vej. Ole Andersens Tørveskifte og Eng - den Pære var fuld vel det Æble værd; Nej, nej! min gode Morten! Du kjender ikke Erik Sørensen. »Du skalt ikke bøje den Fattiges Ret.«

Hr. Søren fra Vejlbye var her en liden Visit i Formiddags. Han har bekommet sig en nye Kudsk, Niels Bruus, Broder til Manden paa Ingvorstrup. Den Samme er formeentligen doven og dertil næsviis og kjephøj. Præsten vilde have ham afstraffet og sat i Hullet; men mangler de nødvendige Vidner. Jeg raadede ham, at han skulde see til, at skille sig ved Karlen eller og slide sig igjennem med ham til Flyttedag. I Førstningen svarte han mig noget fuus; men da han hørte mine Grunde, gav han mig Ret; ja takkede endog for mine gode Raad Han er en hidsig Mand, men ikke slem at tale tilrette, naar han faaer Tid at summe sig. Saa skiltes vi ad som gode Venner. Om Jomfrue Mette blev ikke talet et Ord.

Jeg har tilbragt en meget behagelig Dag i Vejlbye Præstegaard Hr. Søren var ikke hjemme, da jeg kom; men Jomfrue Mette tog saare venlig imod mig. Hun sad og spandt, som jeg traadte ind ad Døren; og det forekom mig, at hun blev ganske rød i Ansigtet. Det var artigt nok, hvorlænge det varede inden jeg kunde hitte paa Noget at tale om. Naar jeg sidder i Retten, mangler jeg aldrig hvad jeg skal sige; og naar jeg har en Skjelm i Forhør, leder jeg ikke længe om Qvæstioner; men foran dette fromme, uskyldige Barn stod jeg saa sloten, som en Hønsetyv. Endelig fandt jeg paa at snakke med hende om Ole Andersens Proces, om hans Tørveskifte og hans Eng; men jeg veed ikke, hvorledes det kom sig, at Discoursen gik over fra Engen til Blomster. Og tog saa det ene Ord det andet om Roser og Violer og Tusindfryd, indtil hun fik mig med ud i Haugen, for at besee hendes Blomsterflor. Dermed gik Tiden hen, til Hr. Søren kom hjem; og saa gik hun i Kjøkkenet; og kom ikke igjen, før hun med det samme frembar Aftensmaden. - Just som hun traadte ind ad Døren, siger Præsten til mig: »det var vel heller ikke for tidligt, om I nu ogsaa tænkte paa at 127 indtræde i den hellige Ægtestand.« (Vi havde nemlig siddet og discoureret om det prægtige Bryllup, som nyligen var holdet paa Høgholm.) Da blev Jomfrue Mette atter saa rød som et dryppende Blod Hendes Fader smidskede, og sagde: »Man kan see paa Dig, min Datter! at Du har staaet for Skorstenen.«

Jeg har lagt den gode Mands Formaning paasinde; og skal det ej heller vare længe, inden jeg i Guds Navn vil tage hen og bejle; thi jeg anseer Faderens Ord som et forblommet Vink, at han gjerne vilde have mig til Svigersøn. Og Datteren - hvorfor mon hun blev saa rød? jeg tør jo vel tage det for et godt Tegn?

Saa beholder nu den fattige Mand sit Tørveskifte og sin Eng; men den Rige er visselig bleven mig saare gram. Førend Dommen blev oplæst, stod han og skottede ret saa haanlig hen til den arme Ole Andersen. Ved de Ord »thi kjendes for Ret« saae han sig om til alle Sider, og griinte saa lumskelig, som om han var ganske vis paa Sejren. Og det var han sikkerlig, thi jeg veed, han har ladt sig forlyde med: »det var taabeligt, den Stodder vilde tænke paa at vinde fra ham.« Det skedte dog alligevel. - Da han havde hørt Dommen, kneb han Øjnene og Lipperne sammen, og blev i sit Ansigt som en kalket Væg. Men han tvang sig og sagde, idet han gik ud, til sin Vederpart: »tillykke med Handelen, Ole Andersen! den Tørvepyt skal ikke gjøre mig fattig; de Ingvorstrups Stude faae vel det Høe, de kunne æde.« - Jeg hørte ham udenfor skoggre, og, medens han reed bort, slaae Skrald paa Skrald med sin Pidsk, saa det gav Gjenlyd i Skoven. - Det er tungt nok at være Dommer. For hver Kjendelse, Man afsiger, kan Man regne paa en Fjende mere. Ak ja! naar vi endda kunne beholde Samvittigheden til Ven! »Fordrager Sorg for Samvittighedens Skyld!«

Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard. Min tilkommende Svigerfader talte over de Ord: »Jeg har givet min Pige i din Barm.« 1ste Mos. Bog 16,5. Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig sin kjereste Skat her paa Jorden, og at jeg for alle Ting maatte være god imod hende (Det vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud!) - Ikke havde jeg troet, at den alvorlige, ja moxen barske Mand havde endda været saa blød: Taarerne stode ham tilsidst i Øjnene, og hans Læber bævede, som naar En vil holde sig for at græde. Min Kjereste græd 128 som et Barn, fornemmelig da han kom til at tale om hendes salige Moder. Og da han saa sagde de Ord: »Fader og Moder skal forlade Dig; men Gud skal blive hos Dig,« da brast ogsaa jeg i Graad - jeg tænkte paa mine egne kjere Forældre, dem Gud forlængst har taget til sig i de evige Boliger; men dog siden saa naadigen sørget for mig fattige Barn.

Da Trolovelsen var forbi, fik jeg af min søde Kjereste det allerførste Kys. Gud glæde hendes Sjæl! hun elsker mig overmaade.

Overborde gik det meget lystigt til. Der var indbuden mange af den salig Kones Slægtninge; paa hans Side ingen; thi de ere kun faae og langt ude, og boe heelt oppe ved Skagen. Der blev hverken sparet paa Viin eller Mad, og efter Bordet blev dygtig dandset, hartad til den klare Dag. Præsten fra Lyngbye, han fra Aalsøe og han fra Hyllested vare ogsaa nærværende; denne blev saa besværet, at han maatte ledes tilsengs. Min tilkommende Svigerfader drak ogsaa vældigt; men det var aldrig at kjende paa ham, for han er stærk, som en Kæmpe, og kunde gjerne drikke alle Herredets Præster under Bordet. Jeg mærkede vel, at han også vilde havt sin Piaseer med at faae mig lidt snurrende; men jeg tog mig iagt - over alt dette er jeg slet ingen Elsker af stærk Drik.

Om sex Uger skal vort Bryllup være. Gud give dertil sin rige Velsignelse!

Det var ret slemt, at min tilkommende Svigerfader skulde faae denne Niels Bruus i sit Brød! Det er en studsig Krabat; en værdig Broder til ham paa Ingvorstrup. Han skulde have sin Løn, og saa lad Porten slaae ham! langt hellere end at smøre sine Fingre paa saadan en Æsel. - Men den gode Præst er saa hidsig og paastaaende; og to haarde Stene male ikke godt. Han vil absolut, at Niels skal tjene sin Tjeneste ud; og det er jo dog ikke Andet, end daglig Ærgrelse. - Forleden Dag gav han ham en Kindhest; hvorpaa Karlen truede: »at han nok skulde faae den betalt;« men det var Altsammen under fire Øjne. Jeg har havt ham for mig, og baade formanet og truet ham. Han svarede mig saa godt som slet Intet - der er Ondt i ham. Ogsaa min Kjereste har bønfaldet sin Fader om at skille sig ved ham; men derom vilde han Intet høre. Jeg veed snart ikke, hvorledes det vil gaae, naar hun nu drager til mig; for hun sparer den Gamle megen Fortred, og veed nu paa 129 saadan en god Maade at jevne alle Ting. - Hun vil sikkerlig blive mig en elskelig Hustrue; »et Viintræe trindt omkring mit Huus.«

Ilde gik det, og vel var det: nu er Niels selv løbet sin Vej. Min kjere Svigerfader er saa vred, som en Tydsker; men jeg glæder mig saa stille over, at han saaledes har sluppet dette slette Menneske. Rigtig nok vil Bruusen ved given Lejlighed sagtens see at revangere det; men vi har jo Lov og Ret i Landet, og Retten giver os Alle nok. - Præsten havde sat Niels til at grave et Stykke ude i Haugen. Som han kommer ud og vil see til ham, staaer han ret magelig og hviler sig paa Spaden, og knækker Nødder, som han har plukket derude; men Intet haver han bestilt. Præsten bruger Mund paa ham; han svarer studs, at han ikke er stædt for Podemester. Hvorpaa han faaer et Par Munddaske, og dermed slænger han Spaden, og skjælder grovelig igjen. Den Gamle bliver nu som Ild, griber Spaden, og giver ham dermed nogle Drag - det skulde han ikke have gjort; thi en Spade er et slemt Vaaben at slaae med, allerhelst i Vrede, og for en haandfast Mand Skjelmen lader sig først dumpe, som han var død; men da Præsten bliver bange og rejser ham op, springer han selv ud over Gjerdet, og dermed hen ad Skoven til. Saaledes haver min Svigerfader selv fortalt mig denne ubehagelige Historie. - Min Kjereste er dog herover sær urolig: hun er bange, han skal hævne sig paa een eller anden Maade, gjøre Creaturene Fortred; ja maaskee stikke Ild paa Gaarden. Med Guds Hjælp! det har ingen Nød.

Kun trende Uger til, saa skal jeg føre min søde Kjereste, som Kone, ind udi mit Huus. Hun har allerede været her og taget Alt i Øjesyn, baade ude og inde. Hun var saare vel tilfreds, og roste vor Orden og Penhed. Det Eneste, hun beklagede, var dette, at hun skulde forlade sin Fader; og vist nok vil han savne hende. Dog skal jeg gjøre hvad jeg kan, for at erstatte ham sit Tab: jeg vil bytte med ham, og han skal faae min egen gode Moster Gjertrud igjen. Hun er en dygtig Kvinde i et Huus, og rørig nok endnu for hendes Alder.

Min Kjereste er ret en Engel; det siger ogsaa alle Mennesker - jeg bliver vist en lyksalig Mand - Gud alene Æren!

Underligt nok, hvor den Knegt har forstukket sig! eller om han skulde være rømt ud af Landet? I al Fald er det en fortredelig Historie: 130 der mumles Allehaande blandt Folk. Bagvaskelser kan jeg troe, der har sin Oprindelse fra Ingvorstrup. Imidlertid var det slemt, om de skulle komme min Svigerfader for Øre. Havde han dog hellere fulgt mit Raad! Et Menneskes Vrede udretter ikke det, som godt er for Gud Men jeg er kun læg Mand, og tør ikke fordriste mig til at irettesætte en Guds Ords Tjener; tilmed han er saa meget ældre end jeg. Nu, jeg vil haabe, at den Snak falder hen afsig selv. - Imorgen kommer jeg til Vejlbye, og skal da fornemme, om han har hørt Noget til Sladderen.

De nye Armbaand, jeg har faaet fra Guldsmeden ere meget smukke, og ville vist nok glæde min hjertenskjere Mette; naar de blot kunne passe hende; thi Maalet blev taget saa lønligt og i Hast med et Græsstraae. - Moster vil faae Ære for Sengen; Fryndserne ere særdeles kjønne.

Min kjere Svigerfader var ganske nedslaaen og ilde tilmode - jeg har aldrig seet ham saadan tilforn. Tjenstagtige Aander har desværre forebragt ham det dumme Rygte, som nu er almindelig Folkesnak her i Egnen. Bruusen har yttret sig med: »at Præsten skulde skaffe hans Broder tilveje, om han saa skulde grave ham op af Jorden.« Kan være han ligger i Skjul paa Ingvorstrup - borte er han, og Ingen har siden hørt eller seet Noget til ham. Min stakkels Kjereste græmmer sig alt for meget; hun plages af Ahnelser og svare Drømme.

Gud see i Naade til os Alle! Jeg er saa betagen af Skræk og Bedrøvelse, at jeg neppe er istand til at føre Pennen. Vel Hundrede Gange er den falden mig af Haanden. Mit Hjerte er saa bespændt, og mine Tanker saa tvivlraadige, at jeg hartad ikke veed, hvor jeg skal begynde. Det tykkes mig Altsammen at være kommen i et eneste Øjeblik ligesom et Tordenskrald. Tiden er aflave for mig; Aften og Morgen er eet; den hele gruelige Dag et hurtigt Lynglimt, som haver afbrændt i Grunden mine Ønskers og Forhaabningers stolte Huus. En ærværdig Guds Mand, min Kjerestes Fader i Baand og Fængsel! og det som en Morder og Misdæder! - Kun dette ene Haab har jeg tilbage, at han endda maatte være uskyldig; men desværre! det er kun et Halmstraae for den skibbrudne. En svar Mistanke hviler paa ham - og det at jeg, jeg Elændige skal være hans Dommer! Og Datteren, hans Datter min 131 forlovede Brud! - Herre, min Frelser! forbarme Dig over os! - jeg formaaer ikke mere.

Det var igaar den ulykkelige Dag! - vedpas en halv Time før Solen stod op, at Morten Bruus kom her i Gaarden, og havde med sig Indsidder Jens Larsen af Vejlbye, samt Hyrdens Enke og hendes Datter ibidem. - Morten Bruus sagde til mig: at han havde Præsten i Vejlbye stærkt mistænkt for at have slaget hans Broder ihjel. Jeg svarte ham, at jeg vel havde hørt den samme Snak, men anseet den for en taabelig og ondskabsfuld Opdigtelse, saasom Præsten selv havde forsikkret mig, at Karlen var løbet sin Vej. »Om saa var« sagde han, »at Niels vilde rømme, havde han nok kommet til mig først, og ladet mig det vide; men at det forholder sig ganske anderledes, det kunne disse gode Folk vidne, og derfor beder jeg, at I paa Embedsvegne vil forhøre dem.« - »Betænk Jer vel!« siger jeg »betænk Jer vel, min kjere Bruus! og ligesaa I andre gode Folk! inden I beskylde en hæderlig og uberygtet Præst og Sjælesørger! kunne I intet bevise, hvorpaa jeg storligen tvivler, kan det komme Jer dyrt at staae.« - »Præst eller ikke Præst« raabte Bruusen, »der staaer skrevet: du skal ikke slaae ihjel! der staaer ogsaa skrevet: Øvrigheden bærer ikke Sværdet forgjæves. Vi har jo Lov og Ret i Landet; og en Morder kan ikke undgaae sin Straf, om han saa havde Stiftamtmanden til Svigersøn.« Jeg lod som jeg ikke mærkede Finten, og sagde: »Velan! det skee, som I ville! Hvad veed I, Kirsten Madsdatter! om den Sag, hvorfor Morten Bruus beskylder eders Præst? Siig nu den rene Sandhed, saaledes som I ville forsvare for den Alvidendes Domstoel, og som I det siden ved Lovens Eed skulle bekræfte!« Og gav hun da følgende Forklaring: Den Dag, paa hvilken der sagdes, at Niels Bruus var rømt af Præstegaarden, var hun lidt over Middag med sin Datter Else gaaet forbi Præstens Hauge. Som de komme omtrent midt for Steendiget, der gaaer østen om samme, høre de Een kalde paa Else. Det var Niels Bruus, som stod indenfor Hesselhækken, og som nu bøjede Grenene lidt tilside, og spurgte Else, om hun vilde have nogle Nødder. Hun tog da mod en Haandfuld, og spurgte, hvad han bestilte der. Han svarede, at Præsten havde befalet ham at grave, men den Bestilling havde han ikke isinde at tage sig saanær, han vilde hellere plukke Nødder. I det samme hørte de en Dør lukkes op inde ved Huset, og Niels sagde: 132 »pas paa! nu faae vi en Skjændepræken!« Strax efter havde de hørt - see kunde de Intet, for Diget var for højt og Hækken for tæt - hvorledes de skjændtes, og blev den Ene ikke den Anden noget Ord skyldig. Tilsidst havde de hørt Præsten raabe: »jeg skal slaae din Hund, Du skal ligge død for mine Fødder!« hvorpaa det kladskede, to eller tre Gange, som naar Een faaer Munddaske. Saa havde Niels skjældet Præsten for en Bøddelknegt og en Kjeltring. Dertil havde Præsten slet Intet svaret, men derimod hørte de to dumpe Slag, saae tillige Bladet af en Spade og noget af Skaftet to Gange svinges over Hækken; men den der svingede Spaden kunde de ikke see for Hegnets Højde og Tæthed. Dermed var Alt stille inde i Haven; men de (Hyrdeenken og hendes Datter) vare blevne bange og underlig tilmode, og saa gangne i Marken til Creaturene. Selvsamme Forklaring som Moderen, gav ogsaa Datteren. Jeg spurgte dem, om de ikke havde seet Niels Bruus komme ud af Haugen; hvilket de Begge benægtede, skjøndt de ofte havde seet sig tilbage.

Alt dette stemmede aldeles med Præstens Beretning til mig; og at de ikke havde seet Karlen komme ud af Haugen, var rimeligt nok, da han til den søndre Side havde ligesaa nær til Skoven, hvorhen Præsten sagde, han havde taget Coursen.

Jeg erklærede nu Morten Bruus, at det aflagte Vidnesbyrd Intet beviste om det formeentlige Mord, allerhelst som Præsten havde frivillig fortalt mig hele Sagen, ganske som Kvinderne nu havde fremsat den. Hertil smilte han bittert, og bad mig blot afhøre det tredie Vidne; hvilket jeg nu og gjorde. - Jens Larsen forklarede: at han en Aften meget silde (men saavidt han mindede var det ej samme Aften efter at Niels Bruus var rømt, men den næste) var gaaen hjem fra Tolstrup, og gaaet ad den sædvanlige Gangstie østen om Præstens Hauge. Derinde havde han hørt Lyden af En som grov. I første Øjeblik var han vel bleven noget bange; men da det var klart Maaneskin, besluttede han sig dog til at ville see, hvo det var, som kunde have at bestille i Haven paa saadan Tid Han havde da sat sine Træskoe, var klavret op paa Diget, og med Hænderne gjort sig et lidet Kikhul gjennem Hækken. Her saae han da Præsten i sin daglige Sloprok og med sin hvide Bomulds Nathue paa Hovedet, staae og glatte Jorden efter med en Spade; men andet saae han ikke. Da Præsten i det samme havde vendt sig pludselig om, som om han havde fornummet 133 Nogen, var Vidnet bleven bange, havde ladet sig i en Hast glide ned ad Diget, og var ligesaa hastig løbet hjem.

Skjøndt det rigtignok var mig paafaldende, hvad Præsten kunde foretage sig saa silde i Haugen, fandt jeg dog endnu intet Besynderligt til at vække Mistanke om det imputerede Mord; hvilket jeg og sagde Klageren, med alvorlig Formaning: ej alene at tage Beskyldningen tilbage; men ogsaa offentlig at erklære det omløbende Rygte for ugrundet, og tillige at fralægge sig selv enhver Andeel i Samme. Dertil svarede han: »ikke før jeg seer, hvad Præsten har gravet ned i sin Hauge.« - »Da,« svarede jeg: »turde det være for silde, og I sætter da eders Ære og Velfærd paa farligt Spil.« - »Det skylder jeg min Broder,« svarte han: »og jeg venter af vor lovlige Øvrighed, at den ikke nægter mig Rettens Hjælp og Bistand« - Saadan Opfordring var jeg nødt til at følge.

Jeg drog da, tilligemed Klageren og Vidnerne, til Vejlbye med et saare beknyt Sind, mindre af Frygt for at finde den omhandlede Rømningsmand i Haugen, end af Bekymring over den Skræk og Ærgrelse, Præsten og min Kjereste derved vilde foraarsages. Underveis tænkte jeg blot paa, at lade Bagvaskeren føle Lovens hele Strænghed. Ak! du milde Himmel! der forestod mig den grueligste Opdagelse.

Først vilde jeg have taget Præsten afsides, for at forberede ham, og derved give ham Tid til at fatte sig, og vorde Herre over sit Sind; men Morten Bruus forekom mig; thi, som jeg kjørte ind ad Gaarden, jog han paa sin Hest mig forbi og lige hen for Døren, og, som Præsten aabnede Samme, raabte han: »Folk sige, at I har slaget min Broder ihjel, og gravet ham ned i eders Hauge; her kommer jeg med Herredsfogeden for at lede efter ham!« Præsten blev over denne Tiltale saa forbløffet, at han ikke kunde mæle et Ord, forinden jeg sprang af Vognen, og sagde til ham: »I hører nu Beskyldningen, og det uden Omsvøb; jeg nødes til paa Embeds Vegne, at gjøre denne Mands Begjæring fyldest; og fordrer nu eders egen Ære, at Sandheden kommer for en Dag, og Munden stoppes paa Bagvaskelsen.« - »Det er haardt nok,« sagde han da: »at en Mand i min Stand skal tvinges til at afvælte saadan gruelig Beskyldning; men kom kun! min Hauge og mit hele Huus staaer Eder aabent!« - Vi gik nu ind gjennem Stuehuset og ud i Haugen. Der mødte os min Kjereste, der blev forskrækket 134 ved at see Bruusen. Jeg hvidskede hastelig til hende: »Vær kun rolig, mit Hjerte! gak ind, og ængst Jer ej! eders Fjende iler sin egen Fordærvelse imøde!«

Morten Bruus gik nu foran Øster hen i Haugen til Tornehækken; vi Andre bagefter, tilligemed Præstens Folk, hvem han selv havde ordret at komme med Spader og Grebe. Klageren stod Noget og saae sig omkring, indtil vi havde naaet ham. Da pegte han paa et Sted, og sagde: »her seer ud til at være gravet for ikke længe siden; her maae vi lede!« - »Grav!« raabte Præsten vredt. Folkene grove, og Bruus, som syntes, det gik ikke hurtigt nok, rev Spaden fra een af Folkene, og arbejdede med Ivrighed. Da de vare komne et Par Spadeslag ned, var Grunden saa fast, at Man tydeligen saae, her ikke havde været gravet for nylig - maaskee ikke i mange Aar. Vi glædede os Alle - paa Een nær - og Præsten allermeest; han begyndte allerede at triumphere over sin Anklager, og sagde spottende til ham: »fandt I Noget, I Æreskjænder?« Denne svarte ham ikke; men, efterat have betænkt sig et Øjeblik, raabte han: »Jens Larsen! hvor var det, I saae Præsten staae og grave?« Jens Larsen havde hidtil, medens der blev gravet, staaet med foldede Hænder og seet paa Arbejdet. Ved Bruusens Tiltale vaagnede han op som af en Drøm, saae sig lidt omkring, og pegede derpaa hen til en Krog i Kvarteret, en tre til fire Favne fra det Sted, vi stod. »Der tykkes mig det var!« sagde han. - »Hvad siger Du, Jens?« raabte Præsten vred: »naar har jeg gravet?« Uden at agte herpaa, kaldte Morten Bruus Folkene hen til den angivne Krog. Her laae nogle visne Kaalstokker, Grene og andet Skrupperie, som han først røddede afvejen. Gravningen begyndte atter.

Jeg stod ret rolig og veltilfreds og talede med Præsten om denne Sag, og den Straf, til hvilken Klageren havde gjort sig skyldig, da een af Karlene raabte: »Jesus Kors!« Vi saae derhen - en Hattepul var kommen tilsyne. »Her finde vi nok den, vi lede efter!« skreeg Bruus: »det er Niels's Hat; den kjender jeg.«

Da var det mig, som om alt mit Blod blev til lis; mit hele Haab blev med eet slaget til Jorden. »Grav! grav!« raabte den skrækkelige Blodhævner, idet han selv anstrængede sig af alle Livsens Kræfter. - Jeg saae til Præsten: han var bleg som et Lig; men hans Øjne vidt opspilede og ufravendt hæftede til det rædselfulde Sted - Atter et Skrig; en Haand ligesom strakte sig op af Jorden mod de Gravende. »See!« raabte Bruus: »han rækker efter mig; ja bie lidt, Broder Niels! 135 Hævn skal Du faae!« - Snart var hele Liget udgravet - det var virkelig den Savnede. Hans Ansigt var ikke ganske kjendeligt, da det var begyndt at gaae i Forraadnelse og Næsebenet desforuden knuset og fladtrykt; men alle hans Klæder, lige til Skjorten med hans udsyede Navn, kjendtes strax af alle hans Medtjenere; endogsaa en Blyring i det venstre Øre vedkjendtes alle de Omstaaende som Niels Bruuses, den han i nogle Aar bestandig havde baaret.

»Naa Præst!« raabte Morten Bruus: »kom nu, og læg Haand paa den Døde, om I tør!« - »Almægtige Gud!« sukkede Præsten, og slog sine Øjne ivejret: »Du est mit Vidne, at jeg er uskyldig: slaget ham har jeg; men ikke anderledes, end at han kunde løbe sin Vej; slaget ham har jeg; det maae jeg nu bitterligen angre; men hvo der har begravet ham, det kjender den Alvidende.« - »Jens Larsen kjender det ogsaa!« raabte Bruusen: »og kanskee der findes end flere. - Hr. Herredsfoged! I kommer vel ogsaa til at forhøre hans Tjenestefolk; men først venter jeg, at I ville sætte denne Ulv i Faareklæder i sikker Forvaring.«

Ak, Du Fredsens Gud! jeg turde jo nu ikke længere tvivle; Sagen var alt for aabenbar; men jeg var nærved at synke i Jorden af Skræk og Afskye. Jeg vilde just sige Præsten, at han maatte berede sig paa at gaae i Fængsel, da han selv tiltalte mig - han var bleg og skjælvede som et Espeløv. »Skinnet er imod mig;« sagde han: »thi dette er et Værk af Djævelen og hans Engle. Dog lever endnu Een, som vel skal bringe min Uskyldighed for Dagen - kom, Hr. Herredsfoged! i Baand og Lænker vil jeg vente paa hvad han haver besluttet over mig arme Synder. Trøst min Datter! og tænk paa, at det er eders Fæstemøe!« - Neppe havde han sagt dette, før jeg hørte et Skrig og et Fald bag ved mig - det var min Kjereste; hun laae der daanet paa Jorden - Gud give, vi havde ligget Begge saaledes, og aldrig opvaagnet meer! Jeg løftede hende ivejret, og tog hende paa mine Arme - jeg tænkte, hun var død; men Faderen rev hende fra mig, og bar hende ind; og lige med det samme blev jeg atter kaldt hen til den Dræbte, for at besigtige et Saar i hans Hoved; som vel ikke var dybt; men dog havde knækket Hjerneskallen, og kjendeligen viste sig at være bibragt ved en Spade, eller et saadant sløvt Redskab.

Vi gik derpaa Alle ind i Huset Min Kjereste var da kommen til sig selv igjen. Hun fløj om min Hals, og besvoer mig ved Gud og alt hvad helligt var: at jeg dog maatte frelse hendes Fader af denne store Nød, og bad mig dernæst, for vor Kjerligheds Skyld, at hun maatte 136 følge ham i Fængslet, hvilket jeg ogsaa tilstod hende. Jeg fulgte dem selv til Grennaae; men Herren veed, hvorledes jeg var tilmode. Ingen af os haver talet et Ord paa hele denne sørgelige Rejse. Jeg skiltes fra dem med et sønderknuset Hjerte.

Liget er lagt i en Kiste, som Jens Larsen havde staaende til sig selv; og imorgen vorder det ærligen begravet paa Vejlbye Kirkegaard

Imorgen afholdes det første Tingsvidne. Gud styrke mig elændige Menneske!

Gud give, jeg aldrig havde opnaaet den bedrøvelige Post, jeg Daare saa ivrigt eftertragtede! Det er en tung Bestilling den, at være Dommer - gid jeg kunde bytte med en af Stokkemændene! - Da denne Ordets Tjener fremstilledes for mig paa Thinget, lænket fra Haand til Fod: da tænkte jeg paa vor Herre, som han stædes for Pilati Domstoel. Og bares det mig livagtigen for, som min Kjereste - Gud bedre det! hun ligger syg i Grennaae - som hvidskede hun til mig: »befatte Dig Intet med denne Retfærdige!« Ja, Gud give, han var det! men jeg øjner endnu ikke den fjerneste Mulighed De trende første Vidner bekræftede med oprakte Fingre deres ganske Udsagn i Forhøret, og det Ord for andet; der blev Intet taget fra, og Intet lagt til. Og fremstode ydermere trende nye Vidner, Præstens tvende Karle og Udpigen. De to første havde hiin Dag, da Mordet skedte, siddet i Borgerstuen, og, da Vinduet stod aabent, havde de tydeligen hørt Præsten og den Myrdede hæftigen skjændes, og at den Første havde sagt - ligesom Hyrdeenken og hendes Datter omvandt - »jeg skal slaae din Hund! Du skal ligge død for mine Fødder.« Tilmed havde de to Gange hørt Præsten true og undsige Niels Bruus. De vandt endvidere: at Præsten, naar han blev vred, ikke sparede at slaae til med det første det bedste, der kom ham i Hænderne; og at han saaledes engang havde slaget sin forrige Dreng med en Tøjrekølle. Udpigen forklarede: at hun, den samme Nat, som Jens Larsen saae Præsten i Haugen, havde ligget vaagen, og kunde ikke sove; og havde hun hørt Døren fra Gangen ud til Haugen knærke, og da hun rejste sig, og keeg ud, saae hun Præsten i Sloprok og Nathue gaae ud i Haugen. Hvad han bestilte der, saae hun ikke; men en Timestid efter omtrent, hørte hun atter Lyden af Haugedøren.

Da Vidnerne vare afhørte, og jeg tilspurgte den ulykkelige Mand, 137 om han vilde bekjende Gjerningen, eller hvad han i manglende Fald havde at sige til sit Forsvar, foldede han sine Hænder over sit Bryst, og sagde: »Saa sandt hjelpe mig Gud og hans hellige Ord! jeg vil tale Sandhed, og veed jeg med mig selv intet Andet, end hvad jeg allerede tilforn har bekjendt Jeg har slaget den Afdøde med Spaden; men ikke anderledes, end at han derefter kunde løbe fra mig ud af Haugen; hvad der siden er hændtes ham, eller hvorledes han er kommen til at ligge i min Hauge - det veed jeg ikke. Hvad Jens Larsen og Pigen vidner om at have seet mig i Haugen ved Nattetid, enten lyve de det, eller ogsaa er det et Helvedes Blændeværk. Jeg elændige Menneske haver Ingen til mit Forsvar her paa Jorden; det mærker jeg klarligen. Vil han i Himmelen tie, da maae jeg bøje mig under hans urandsagelige Villie.« Herpaa lod han sit Hoved og sine Hænder synke, og udgav et dybt Suk.

Mange af de Tilstedeværende kunde ikke holde sig for Graad. Der begyndte en sagte Mumlen om, at han dog maaskee kunde være uskyldig; men dette var jo blot en Virkning af Sindets Bevægelse og Medynk. Ogsaa mit Hjerte vilde gjerne frikjende ham; men Følelsen tør jo ingenlunde raade over Dommerens Forstand; hverken Medynk eller Had, hverken Gunst eller Avind skal veje det mindste Gran i Retfærdighedens Skaaler. - Jeg kan efter min Overbeviisning ikke slutte anderledes end som saa: Den Anklagede haver slaget Niels Bruus ihjel; dog neppelig med Forsæt og beraad Hu; vel veed jeg, at han har havt den Vane at true dem, han blev vred paa, »at han nok skulde huske dem det den Dag, de mindst tænkte derpaa«; men det er mig ikke vitterligt, at han haver mod Nogen opfyldt sine Trusler. Nu vil ethvert Menneske jo gjerne bjerge Livet, om det kan, og frelse sin Ære, og derfor vedbliver han sin Benægtelse, saalænge han formaaer.

Morten Bruus - det er en haard Hals - ond tilforn, og værre nu af Harme over Broderens Drab, begyndte at tale om Redskaber, der kunde tvinge en forstokket Synder til Bekjendelse; men det forbyde Gud, at jeg mod saadan Mand skulde tage Pinebænken tilhjelp. Og hvad er vel den andet end en Provcsteen paa legemlig og sandelig Styrke og Svaghed. Den som mægter at udholde Torturen, og den som bukker under for Samme - lyve kunne de Begge. En aftvungen Bekjendelse kan aldrig være paalidelig Sandhed - Nej, før skulde jeg vige mit Dommersæde, og nedlægge mit sure Embede.

138

Ak! min gode fromme Kjereste! Hun er da tabt for mig, hvad denne Verden anbelanger; jeg elskede hende dog saa inderligt.

Jeg har havt et haardt Pust at udholde. Som jeg sad, og overvejede den skrækkelige Sag, i hvilken det forestaaer mig at dømme, farer Døren op, og Præstens Datter - jeg tør vel neppe længere kalde den Kjereste, som maaskee aldrig vil vorde min Hustrue? - hun styrter ind med udslaget Haar, kaster sig for mine Fødder, og omfavner mine Knæe. Jeg løftede hende op i mine Arme, og vi græd Begge en god Stund, inden Nogen af os kunde komme tilorde. - Jeg blev først Herre over min store Bedrøvelse, og sagde: »jeg veed, hvad I ville, mit Hjerte! jeg skulde frelse eders Fader? Ja Gud hjelpe os arme Mennesker! jeg kan jo ikke. Siig mig selv, hjerte Barn! troer I, at eders Fader er uskyldig?« Hun lagde Haanden paa sit Bryst, og sagde: »jeg veed det ikke!« og derpaa stak hun atter i at græde ret bitterligen. »Begravet ham« sagde hun saa igjen, »har han dog neppe; men at Karlen jo er død henne i Skoven af de Slag han fik, det maae vel være saa, Gud bedre det!« - »Kjere Ven!« sagde jeg, »Jens Larsen og Pigen saae ham jo i Gangen den Nat.« Hun virrede langsomt med Hovedet, og svarte: »Den Slemme kan have forblindet deres Øjne.« - »Det forbyde vor Herre Jesus,« sagde jeg, »at han skulde have saadan Magt over christne Mennesker!« Nu græd hun atter. »Siig mig oprigtig« begyndte hun efter et Ophold, »siig mig reent ud, min Fæstemand! dersom Gud ikke sender anden Oplysning i denne Sag, hvad Dom vil I fælde?« Hun saae ængstelig paa mig, og hendes Lipper skjælvede. »Dersom jeg ikke troede« svarte jeg »at enhver Anden vilde være haardere end jeg, da skulde jeg vige mit Sæde, ja med Glæde nedlægge mit Embede. Men det tør jeg nu ikke dølge, siden I spørger mig ad; den mildeste Dom, som baade Gud og Kongen har afsagt, er dog Liv for Liv.« Her sank hun i Knæerne, men rejste sig strax igjen, veeg nogle Trin baglænds hen fra mig, og raabte ligesom forvildet: »vil I da myrde min Fader! vil I da myrde eders Fæstemøe? Seer I denne?« - hun traadte atter fremad, og holdt Haanden med Ringen hen for mine Øjne - »Seer I denne Fæstensring? hvad sagde min ulykkelige Fader, dengang I satte den paa min Finger? Jeg giver min Pige i din Barm! Men I, I gjennemborer min Barm!« - Ak Gud! hvert Ord hun sagde, gjennemborede min. »Sødeste Barn!« sukkede jeg, »siig ikke saaledes! I kniber mit Hjerte med gloende Tænger. Hvad vil I, jeg skal gjøre? 139 frikjende den, som Guds og Menneskenes Lov fordømmer?« Hun taug, og saae til Himmelen. »Eet vil jeg gjøre« blev jeg ved »er det Uret, da tilregne Herren mig ikke den Synd! Hør nu, kjereste Barn! gaaer Sagen her tilende, da er hans Liv forloren; jeg seer ikke nogen Frelse uden i Flugten. Kan I hertil ophitte noget Raad, da skal jeg lukke mine Øjne og tie. Seer I! jeg haver strax, saasnart eders Fader blev fængslet, skrevet til eders Broder i Kjøbenhavn, og vi kunne nu hver Dag forvente ham. Taler saa med ham, og søg at faae Slutteren til Ven! har I ikke Penge nok, saa raader I over alt hvad jeg ejer!« Da jeg havde sagt dette, blev hendes hele Ansigt blussende rødt af Glæde, og hun faldt om min Hals, og raabte: »Gud lønne Eder for dette Raad! havde vi blot min Broder! da blev der vel Raad.« - »Men hvor skulle vi hen?« sagde hun atter og slap mig; »og om vi finde et Fristed i fremmede Lande, saa seer jeg Eder aldrig mere.« Dette sagde hun saa ynkeligt, at mit Hjerte var færdigt at briste. »Allerkjereste Ven!« raabte jeg: »jeg skal finde Eder, hvor langt I end fare hen; og ville vore Midler ikke slaae til vor Underholdning, skulle disse mine Hænder arbejde for os Alle; jeg har lært i min Ungdom at bruge Øxen og Høvlen.« Da blev hun paanye saa sjæleglad, og kyste mig utallige Gange. Vi bade Begge af ganske Hjerte til Gud, at han dog vilde lade vort Forehavende lykkes, og saa skiltes hun fra mig med frejdigt Haab.

Ogsaa jeg begyndte at haabe til det Bedste. Men aldrig saasnart var hun borte, førend tusinde Tvivl opfyldte mit Sind, og alle de Vanskeligheder, som for syntes mig overvindelige, nu forekom mig som uhyre Bjerge, dem min svage Haand aldrig vil mægte at flytte. Nej, nej! af denne Elændigheds Mulm og Mørke veed ikkun han aleneste Vej, for hvem den sorte Nat er lys som Dagen.

Atter to nye Vidner! de føre neppe noget godt i deres Skjold; thi Bruusen anmældte dem med en Mine, der ikke huede mig - han har og et Hjerte saa haardt som Flint, og tilmed fuldt af Gift og Galde. - I Morgen møde de paa Thinget; jeg er tilmode, som om det var imod mig selv, de skulle vidne. - Gud styrke mig dog!

Det er forbi - han har bekjendt Alt.

Retten var sat, og Fangen fremført for at høre de nye tilkomne Vidners Udsagn. De forklarede: »at de den tit omhandlede Nat vare 140 gangne hen ad den Vej, som løber paa tvers midt imellem Skoven og Præstens Hauge; et Menneske var da kommen fra Skoven, med en Sæk paa Axelen, og dermed vandret dem et Stykke forbi ad Haugen til; hans Ansigt kunde de ikke kjende, da det var skjult af Sækken; men da Maanen skinnede paa hans Ryg, havde de tydeligen seet, at han var iført en siid grøn Kjole (hans Sloprok nemlig) og en hvid Nathue; den omvundne Person forsvandt ved Haugegjerdet« Aldrig saasnart havde den Første aflagt dette Vidnesbyrd, før Præsten blev i sit Ansigt som Aske, og det var neppe han med svag Røst kunde fremføre de Ord: »jeg faaer ondt.« Man gav ham en Stoel. Da sagde Bruusen til de omstaaende: »det hjalp paa Præstens Hukommelse.« Denne hørte det ikke; men vinkede ad mig, og sagde: »lad mig føres tilbage i mit Fængsel! der vil jeg tale med Eder.« Det skedte, som han forlangte.

Vi droge afsted til Grennaae; Præsten kjørte med Slutteren og Byesvenden, og jeg reed. Da Fængselsdøren blev aabnet stod min Kjereste og redte sin Faders Seng; paa en Stoel ved Hovedgjerdet hang den ulykkelige grønne Sloprok. - Min Kjereste gav et Glædesskrig, da hun saae mig komme; hun troede at Faderen var frikjendt, og at jeg nu selv vilde udføre ham af Fængslet. Hun kastede hvad hun havde i Hænderne, og hang sig om hans Hals. Den gamle Mand græd, saa den ene Taare ikke kunde bie den anden. Han nænnede ikke at sige hende, hvad nu var passeret paa Thinget; men gav hende nogle Ærinder i Byen, at hun skulde indkjøbe Allehaande. Før hun gik sprang hun hen til mig, trykkede min Haand til sit Bryst, og hvidskede: »godt Budskab?« - For at dølge min Smerte og Forvirring, kyssede jeg hende paa Panden, og sagde: »Kjere! siden skal I høre hvad der er passeret - veed endnu ikke, om det gjør stort fra eller til - men henter os nu hvad eders Fader forlanger.« - Hun gik. Ak! Ak! hvilken jammerlig Forandring paa før, da dette uskyldige Barn levede sorgløs og glad i den muntre Præstebolig, og nu her udi dette skumle Fængsel med Sorrig og Smerte, ja med idelig Angst og Bævelse. -

»Sæt Eder, Kjere!« sagde han, og satte sig selv paa Sengestokken. Han foldede sine Hænder i sit Skjød, og stirrede længe mod Jorden i dybe Tanker. Endelig rettede han sig op, og hæftede sine Øjne paa mig; jeg ventede i ængstelig Taushed, som om jeg skulde høre min egen Dom - o ja, paa en Maade skulde jeg jo ogsaa. - »Jeg er en stor Synder,« tog han tilorde: »hvor stor - det veed Gud; jeg veed det ikke 141 selv. Han vil straffe mig her, at jeg hisset kan faae Naade og Salighed; ham være derfor Priis og Ære!« Her lod han til at vinde mere Rolighed og Styrke, og vedblev som følger:

»Fra min Barndom af, saalænge som jeg kan huske, har jeg altid været trættekjer, iilsindet og stolt; har ingen Modsigelse kunnet taale; men stedse været rede til at slaae til med Sværd Dog har jeg sjælden ladet Solen gaae ned over min Vrede; ej heller baaret Had til noget Menneske. Allerede som halvvoxen Dreng begik jeg i Hidsighed en Gjerning, der ofte inderlig har fortrudt mig, og smerter mig endnu hvergang jeg tænker derpaa: vores Gaardhund, et fromt Dyr, som aldrig gjorde noget Kræ Fortræd, havde taget min Mellemmad, som jeg havde sat fra mig paa en Stoel; i min Arrighed sparkede jeg saaledes med min Træskoe til Hunden, at den døde under ynkelige Skrig og Pinsler. Det var kun et umælende Dyr; men dog et Varsel for at jeg skulde forgribe mig paa Mennesker. - Da jeg som Student rejste udenlands, gav jeg mig i unødig Trætte med en Bursch i Leipzig, fordrede ham ud, og stak ham i Brystet saa farligt, at han med yderste Nød kunde frelses. Allerede herfor havde jeg fortjent, hvad jeg nu saa sildigen maae lide; men Straffen falder nu og med tidobbelt Vægt over mit syndige Hoved - gammel Mand! - Præst, Fredens Sendebud - og Fader! Ak Gud! ak Gud! der er Saaret endnu dybest - -.« Han sprang op, og vreed sine Hænder, saa det knagede i alle Ledemod. Jeg vilde sige Noget til hans Trøst; men vidste Intet.

Da han havde fattet sig lidt, satte han sig atter, og vedblev: »For Eder, tilforn min Ven, og nu min Dommer, skal jeg nu bekjende en Brøde, som jeg uden for al Tvivl har begaaet! men som jeg dog ikke er mig fuldkommen bevidst -« (jeg studsede, og vidste ikke, hvor han vilde hen, eller om han talte med god Samling; thi jeg havde nu belavet mig paa en reen og uforbeholden Tilstaaelse) - »forstaae mig ret! og læg Mærke til min Tale! At jeg har slaget den ulykkelige Karl med Spaden, det veed jeg, og har frit ud tilstaaet - om det var med Fladen eller Eggen, kunde jeg i min hæftige Forbittrelse ikke sandse - at han da faldt, og løb bort - see, det er Alt, hvad jeg veed med sandselig Vished. Resten - Gud bedre det! - har jo fire Vidner seet, nemlig at jeg hentede Liget, og begrov det; og at det i Gjerningen maae være saa, er jeg er nødsaget til at troe; I skal høre mine Grunde!«

»Tre eller fire Gange tilforn i mit Liv er det vederfaret mig, at jeg har været Søvngjænger. Den sidste Gang - det kan nu være ni eller ti 142 Aar siden - skulde jeg den kommende Dag holde en Liigprædiken over en Mand, som paa en pludselig og elændig Maade var kommen af Dage. Jeg var forlegen for en Text, da de Ord af en Viismand hos de gamle Græker: »»priis Ingen lykkelig, før han døer!«« faldt mig ind. At tage en Hednings Sentents til Text i en christelig Tale, vilde ikke gaae an; men det forekom mig og, at den samme Tanke med omtrent de samme Ord skulde findes et Sted i den hellige Skrivt. Jeg ledte og ledte, og kunde ikke hitte Stedet. Det var silde, jeg var af andet Arbejde meget træt; klædte mig derfor af; gik tilsengs, og sov ind Da jeg om Morgnen vaagner, og sætter mig til mit Skriverbord, for at vælge en anden Text, og nedskrive et Udkast til Talen, seer jeg til min store Forundring, foran mig paa Bordet skrevet med store Bogstaver paa et Blad Papiir: »»Priis Ingen lykkelig, før hans Endeligt kommer! Syrach det 11te Capitel, 34te Vers;«« men ikke dette alene, ogsaa en Liigprædiken, kort, dog saa vel udarbejdet som nogen; - og alt Dette med min egen Haand. I Kammeret havde intet Menneske været; thi for Døren havde jeg indvendig trukket en Skodde, da Laasen var forslidt, og kunde springe op af sig selv, naar det blæste; gjennem Vinduet kunde ligesaalidt Nogen være kommen; thi det var om Vinteren, og Rammen frossen fast til Karmen. Nu vidste jeg, hvo der havde skrevet Prækenen, ingen Anden, end mig selv; det var dengang kun et halvt Aars Tid siden jeg i en saadan synderlig Tilstand om Natten var gaaet ind i Kirken, og havde hentet et Lommeklæde, som jeg om Aftenen mindedes bestemt at have ladet ligge i min Stoel bag Alteret. Seer I nu, Kjere! da de tvende Vidner afgave deres Forklaring idag for Retten, randt mig pludselig dette mit Søvngjængerie ihu; og tillige mindedes jeg, at Morgenen efter at Liget var nedgravet havde jeg undret mig over, at finde min Sloprok ligge paa Gulvet indenfor Døren, da jeg dog hver Aften bestandig hang den paa en Stoel udenfor min Seng; hvilket indtil dette Øjeblik igjen var gaaet mig af Glemme. Det ulykkelige Offer for min ustyrlige Vrede maae altsaa være faldet død om i Skoven, og jeg i min drømmende Tilstand have seet dette, og søgt ham der. Ja, Gud være mig naadig! det er - det maae være saa.« Her taug han; holdt Hænderne for Øjnene, og græd bitterlig. Men jeg var yderst forbauset og fuld af Tvivlraadighed Jeg havde stedse troet, at den Myrdede var død paa Stedet, og begravet der, hvor han faldt; ihvorvel det syntes mig sært, om Præsten ved Dagen skulde have fuldført dette Arbejde, uden at Nogen havde mærket det, samt 143 at han dertil skulde havt Aandsnærværelse nok. Dog - tænkte jeg saa igjen - Nøden har tvungen ham; han har kun i en Hast løselig bedækket Liget, og siden om Natten gravet det dybere ned Nu sige de to sidste Vidner: at de have seet ham bære en Sæk fra Skoven; det var mig strax højst paafaldende, og flygtig opstod den Tanke, om ikke dette Vidnesbyrd kunde staae i Modsigelse med de forrige, og Mandens Uskyldighed derved begynde at opklare sig. Ak desværre! nu stemmer det Hele alt for godt, og hans Brøde er udenfor mindste Tvivl. Alene den besynderlige Vending, han giver Sagen, forundrer mig: at han har begaaet hele Gjerningen, er vist; men om den sidste og uvæsentligste Halvdeel er udført i vaagen eller drømmende Tilstand, det er det eneste Uvisse. Præstens Udsagn fra først til sidst, hans ganske Adfærd bærer Sandhedens Præg, ja for dens Skyld opgiver han villig sit Liv; dog noget Lidet af Æren kæmper han maaskee nu for at bjerge? eller - maaskee han ogsaa her er Sandheden tro? Et saadant Nattegængerie er ikke uden Exempel, ligesaalidet som at et Menneske kan løbe saalangt med Ulivs Saar.

Han gik atter nogle Gange hastig op og ned ad Gulvet; derpaa stod han stille foran mig, og sagde: »I har nu her mellem Fængslets Mure annammet min Bekjendelse; jeg veed, at eders Mund skal fordømme mig; men hvad siger eders Hjerte?« - »Mit Hjerte,« svarede jeg - det var knap, jeg for Beklemmelse kunde tale - »mit Hjerte lider usigeligt, og vilde gjerne briste i dette Øjeblik, naar det derved kunde frelse Eder fra en skrækkelig og vanærende Død -« (jeg turde jo ikke nævne det sidste Redningsmiddel, Flugten). - »Det kan I ikke,« faldt han hurtigt ind: »mit Liv er forbrudt, min Død er retfærdig, og et advarende Exempel for alle Efterlevende. Men lov mig, at I ikke vil slaae Haanden af min arme Datter - jeg havde engang tænkt at give hende i din Barm -« (her aftørrede han de atter frembrydende Taarer) - »dette skjønne Haab har jeg selv forstyrret; I kan ikke ægte en Misdæders Barn, men lov mig, at I vil sørge for hende, som en anden Fader!« Med stor Bedrøvelse og under mange Taarer gav jeg ham min Haand. - »I har vel Intet hørt fra min Søn fornyelig?« tog han igjen tilorde: »jeg vil ogsaa haabe, at han bliver uvidende om denne Elændighed til Alt er forbi - jeg kan ikke taale at see ham.« Her skjulte han sit Ansigt i sine Hænder; vendte sig om, og støttede sin Pande mod Væggen - han hulkede som et Barn.

Det varede Noget, inden han blev istand til at tale: »Nu Kjere!« 144 sagde han da, »forlad mig nu! og lad os ikke see hverandre, før i den strænge Retfærdigheds Huus! Og - viis mig dette sidste Venskab! lad det skee snart - endnu imorgen! jeg længes efter Døden; thi jeg haaber, for Jesu Skyld, den skal vorde mig en Indgang til et bedre Liv, end dette nærværende, der nu ikke har Andet at yde mig, end Kval og Forfærdelse - gaae, min kjere, medlidende Dommer! lad mig afhente til Thinget imorgen! og send endnu idag Bud efter Hr. Jens i Aalsøe! han skal berede mig til Døden - Gud være med Eder!« - Han rakte mig sin Haand med bortvendt Aasyn; jeg tumlede ud af Fængslet - jeg var som bedøvet, ja hartad uden Bevidsthed.

Jeg skulde maaskee have redet lige hjem, uden at tale med Datteren, var hun ikke selv tæt udenfor Fængslet kommen mig imøde. Hun maatte kunne læse Dødsdommen i mit Ansigt; thi hun blegnede, og greb fat om begge mine Arme. Hun saae til mig, som om hun skulde tigge sit Liv; spørge kunde hun ikke, eller torde hun ikke. »Flye! flye! og red eders Fader!« var det Eneste, jeg mægtede at fremføre.

Jeg kastede mig paa min Hest, og var her hjemme længe før jeg vidste det - Altsaa - imorgen!

Dommen er afsagt. Han hørte den med større Standhaftighed, end den besad, som oplæste Samme. Alle Nærværende, undtagen hans haardnakne Fjende, udviste ogsaa stor Medlidenhed; nogle hvidskede endog, at den var streng - ja tilvisse streng! den skiller eet Menneske ved Livet, og tre foruden ved Livslykke og Sindsro. Den barmhjertige Gud være mig en naadigere Dommer, end jeg Synder tør være mod mit Medmenneske!

Hun har været her - hun fandt mig paa Sygelejet - der er ingen Redning længere - han vil ikke flygte.

Slutteren var vunden; Fiskeren, et Sødskendebarn til hendes salige Moder, havde lovet at føre dem til Sverrig, og havde sin Sejlsbaad tilrede; men den angergivne Synder var ikke til at overtale. Han vil ikke unddrage sig Retfærdighedens Sværd, forhaabende, at han ved sin og Jesu Død skal vinde sig en bedre Retfærdighed hisset. - Hun forlod mig ligesaa trøstesløs, som hun var kommen; men uden et eneste umildt Ord - Gud naade hende, Stakkel! hvorledes skal hun 145 overvinde den forfærdelige Dag? Og her ligger jeg, syg til Legem og Sjæl - kan hverken trøste eller hjælpe - Sønnen bliver borte.

Farvel! - Farvel mit Hjertes trolovede Brud! farvel for denne usselige Verden, til vi mødes engang i en bedre!

Snart maaskee! thi jeg føler, at Døden har mig fat - maaskee gaaer jeg did, førend den, mit grumme Embede tvang mig til at henskikke.

»Farvel, min Hjerteven!« sagde hun jo: »jeg forlader Eder uden Nag; thi I gjorde kun eders strænge Pligt; men nu farvel! for vi sees aldrig meer.« - Hun gjorde Fredens Tegn over mig - Gud skjænke mig dog snart den evige Fred!

Gud! hvor vil hun hen? hvad har hun isinde? Broderen er ikke komnen - og imorgen - paa Ravnhøj.*

*

B. Aalsøe Præstes Optegnelser

I min Embedstids det syttende Aar tildrog sig her i Nabolauget den Begivenhed, som betog Alle med Skræk og Forfærdelse, og geraadede vor geistlige Stand til stor Tort og Blusel, idet Præsten i Vejlbye, den vellærde Hr. Søren Qvist, udi Vrede slog sin Tjenestekarl død, og begrov ham derpaa om Natten i sin Hauge. Han blev efter foregaaende retlig Undersøgelse overbeviist om denne gruelige Gjerning, saavel ved Manges Vidnesbyrd som og ved egen Bekjendelse, og * 146 derfore dømt til at have sin Hals forgjort Hvilken Dom i mange tusinde Menneskers Overværelse blev exeqveret her paa Aalsøe Mark.

Den Henrettede, hvis Sjælesørger jeg tilforn havde været, forlangte mig til at besøge sig i Fængslet. Og maae jeg med Sanden sige: at jeg aldrig haver meddeelt det hellige Sacramente til Nogen mere vel beredt, angergiven og fuldtroende Christen. Han erkjendte selv med inderlig Ruelse, at han havde vandret i kjødelig Sikkerhed, og været et Vredens Barn, hvisaarsag Gud hengav ham i Synd og Sindsforhærdelse, ydmygede ham dybt, og gjorde ham meget elændig, at han atter kunde oprejses ved Christo. Han beholdt sin Frimodighed lige til det Yderste, og holdt paa Retterstedet til det omstaaende Folk en Tale fuld af Kraft og Salvelse, hvilken han i sine sidste Dage havde udarbejdet i Fængslet, og lært udenad. Den handlede om Vrede og dens skrækkelige Følger, med bevægelig Anvendelse, paa ham selv, og den grumme Misgjerning, hvortil Vrede havde forledt og henrevet ham. Textens Ord vare tagne af Jeremiæ Begrædelses Bog 2 Cap. 6 Vers: »Han har beskæmmet Præsten i sin Vrede«. - Derpaa afklædte han sig, bandt selv for sine Øjne, og knælede med foldede Hænder; og som jeg havde udtalt de Ord: »vær trøstig, kjere Broder! idag skalt Du være med Frelseren i Paradiis!« faldt hans Hoved for Mestermandens Sværd.

Hvad der gjorde ham Døden beedsk, var Tanken om hans tvende Børn, af hvilke den ældste, Sønnen, var fraværende - som Man troede i Kjøbenhafn - men, som vi siden erfarede, i Lund; hvorfor han ogsaa først ankom hertil den samme Aften, som Faderen om Morgenen havde betalt Syndens Sold Datteren, som, sig selv og sin Kjereste til ydermere Hjertesorg, stakket tilforn havde været trogivet til Herredsfogden, tog jeg af Barmhjertighed i mit Huus, hvor hun mere død end levende blev henbragt aarle om Morgenen, da hun havde taget Afsked med Faderen, hvem hun med datterlig Ømhed havde plejet udi Fængselet.

Da jeg kom tilbage fra den tungeste Gang i mit Liv, fandt jeg hende temmelig rolig og sysselsat med at tilberede den Henrettedes Jordeklæder (thi det var tilladt, at han maatte vorde begravet i christen Jord, dog udi al Stilhed). Hun græd ikke mere; men hun talte heller Intet. Jeg taug ogsaa; thi hvad skulde jeg sige hende? og var jeg ikke selv bespændt med mørke Tanker?

En Timestid derefter kom min Vogn med Liget, og kort herpaa 147 foer en ung Mand paa en Hest ind i Gaarden - det var Sønnen. Han kastede sig over Faderens afsjælede Legeme og derpaa i Søsterens Arme; begge Sødskende holdt hverandre længe omfavnede; men ingen af dem kunde faae et Ord frem.

Om Eftermiddagen lod jeg kaste en Grav ligeudenfor Vaabenhuusdøren til Aalsøe Kirke; der nedlagdes i den tause Midnatstund de jordiske Levninger af den forhenværende Præst i Vejlbye. En Sandsteen, hvorpaa er udhugget et Kors, og som jeg først havde ladet forfærdige til mig selv, bedækker Graven, og minder enhver Kirkegænger om den Ulykkeliges dybe Syndefald, og den menneskelige Naturs Fordærvelse, samt om Syndens eneste Frelse ved Christi Kors.*

Næste Morgen vare begge faderløse Sødskende plat forsvundne, og haver intet Menneske siden kunnet høre eller spørge det Mindste til dem. Gud maae vide i hvilken Afkrog de have skjult sig selv for Verden.

Herredsfogden skranter bestandig, og troes ikke at leve. Jeg selv er saare betagen af Sorrig og Kummer, og tykkes mig Døden at maatte være det højeste Gode for os Alle tilhobe.

Gud gjøre imod os efter sin Viisdom og Barmhjertighed!

Herre! hvor urandsagelige ere dine Veje!

I min Embedstids otte og tredivte Aar, og een og tive efter at min Naboepræst, Hr. Søren Qvist i Vejlbye, var bleven sigtet, dømt og henrettet for et Mord paa een hans Tjenestekarl, hændte det sig: at en Stodder kom her i Præstegaarden. Han var en gammelagtig Mand med et graaagtigt Haar, og gik ved en Krykke. Ingen af Tyendet var just tilstede, jeg gik derfor selv ud i Kjøkkenet, for at give ham et Stykke Brød; og spurgte jeg ham da, »hvorfra han var?« Han sukkede og svarte: »ingensteds fra.« Jeg spurgte derpaa om hans Navn; han sukkede atter, saae sig frygtsom omkring, og sagde: »de har kaldt mig Niels Bruus.« Det foer i mig, og jeg sagde: »det er et grimt Navn; saaledes heed ogsaa En, der blev slaget ihjel her omkring, for en Snces Aar siden.« Han sukkede endnu dybere, og svarte: »det var ikke saa godt, jeg havde døet dengang; det har bekommet mig ilde, at jeg rømte ud af Landet.« Haaret rejste sig paa mit Hoved, og jeg tog til at ryste af Forfærdelse; thi nu tyktes mig, at jeg grandgivelig skulde * 148 kjende ham igjen; tilmed var det, som om jeg saae den livagtige Morten Bruus for mig, hvem jeg tre Aar iforvejen kastede Jord paa. Jeg ryggede mig tilbage, og slog et Kors for mig; jeg tænkte det var et Gjenfærd. Men han satte sig paa Skorsteensskjødet, og sagde: »Herre Gud, Fa'er! jeg hører, min Broder Morten er død Jeg var ved Ingvorstrup; men den nye Mand gjennede mig væk - lever min gamle Huusbond, Præsten i Vejlbye?« - Nu faldt det som Skjæl fra mine Øjne, og jeg ahnede strax Sammenhængen i hele den gruelige Historie; men jeg var saa fornummen, at Mælet i nogle Minutter var mig formeent »Ja« sagde han saa, og beed graadig paa Brødet, »det var Mortens Skyld Altsammen - men kom Præsten ellers i Fortred?« -»Niels! Niels!« raabte jeg i mit Hjertes Skræk og Afskye, »Du har en blodig Synd paa din Samvittighed; for din Skyld har den uskyldige Mand maattet lade sit Liv for Bøddelens Haand.« Brødet og Kjeppen drattede fra Stodderen, og selv havde han nær segnet om i Ilden. »Gud forlade Dig, Morten!« stønnede han, »det meente jeg ikke - Gud forlade mig min store Synd! - men det er dog vel kun saa, I vil rædde mig? - Jeg har nu vandret herind lige fra langt ude paa hiin Side Hamborg, og ikke hørt et Ord herom. Der har heller Ingen kjendt mig førend Fa'er, og jeg ikke aabenbaret mig for nogen Anden; men da jeg kom igjennem Vejlbye, og spurgte om Præsten var levende, svarede de: »Ja.« »Det er den nye« sagde jeg, »men ikke den, som I og jer ugudelige Broder har skilt ved Livet.« Da begyndte han at slaae Hænderne sammen og hyle og give sig, saa jeg vel mærkede: at han kun havde været et blindt Redskab i Djævelens Haand; ja jeg begyndte endmere, inderlig at ynkes over ham. Og tog jeg ham derfor ind med mig i mit Studerekammer, talte til ham nogle trøstelige Ord, og fik da hans Sind saavidt i Rolighed, at han i Stødemaal forklarede og udlagde mig alle Ting i dette Helvedes Skarnstykke.

Broderen Morten - en Belials Mand - fattede et dødeligt Had til Hr. Søren i Vejlbye fra den Tid af, han nægtede ham sin Datter til Hustrue. Saasnart derfor Præsten var bleven skilt ved sin forrige Kudsk, fik han sin Broder til at lade sig fæste i dennes Sted. »Og pas nu vel paa« havde han sagt til Niels, »naar Lejlighed falder, saa ville vi spille den sorte Mand et Puds, og det skal ikke blive din Skade.« Niels, som var stiv og studs af Naturen, og dertil ophidset af Morten, kom snart i Klammerie med sin Huusbond; og saasnart han havde faaet den første Tugtelse, glemte han ikke at melde det paa Ingvorstrup. 149 »Lad ham nu slaae Dig eengang til« havde Morten sagt, »saa skal han faae det betalt; kom strax til mig, og lad mig det vide!«

Da var det han yppede Kiv med Præsten i Haugen, og løb derpaa uden Ophold til Ingvorstrup. Brødrene mødtes udenfor Gaarden. Niels fortalte det Passerede. »Har Nogen seet Dig paa Vejen herhid?« spurgte Morten; Niels meente nej. »Saa skal vi,« sagde Morten, »jage ham en Forskrækkelse ind, han ikke skal forvinde de første fjorten Dage.« Nu blev Niels ført hemmelig ind paa Gaarden, hvor han holdt sig skjult til Aften. Saasnart Alle vare til Ro, gik de samlede hen til et trebundet Markeskjæl, hvor der tvende Dage tilforn var nedgravet Liget af en Karl paa Niels's Alder, Størrelse og Udseende. (Han havde tjent paa Ingvorstrup, og der hængt sig selv, som der mumledes om, af Desperation over Bruusens tyranniske Behandling og Trusler; hvorvel Andre sagde, det var af Kjerestesorger.) Dette Liig grove de op igjen, hvor nødig end Niels vilde; men Broderen tvang ham - og slæbte det hjem til Gaarden; thi det var tæt derved Nu maatte Niels afføre sig alle sine Klæder, dem Liget, Stykke for Stykke, igjen iklædtes; endogsaa en Ørenring blev taget med. Derpaa gav Morten den Døde et Hug over Ansigtet med en Spade, og eet i Tindingen, og forvarede ham saa i en Sæk til næste Aften. Da bar de Sækken til Skoven, som ligger tæt ved Vejlbye.

Niels havde vel flere Gange adspurgt Broderen, hvad han havde isinde, og hvad alle disse Anstalter skulde til; men denne havde bestandig svaret: »det behøver Du ikke at kjære Dig om - det faaer at være min Sag.« I Skoven siger Morten til ham: »nu skal Du hente mig een af Præstens daglige Kjoler, helst den lange grønne, jeg har seet ham gaae med om Morgenen!« Niels svarede: »det tør jeg ikke, for de hænge i hans Sovekammer.« - »Saa tør jeg selv« siger Broderen; »og gaae nu din Vej, og kom her aldrig meer! her har Du en Pung med hundrede Daler. De holde vel ud, til Du kan faae Dig en Lejlighed i Sønden, men langt borte! hører Du! hvor Ingen kjender Dig. Giv Dig et andet Navn, og sæt aldrig din Fod mere paa dansk Grund. Gaae om Natten, og hæl Dig i Skoven om Dagen; og her er Madposen, jeg tog med fra Gaarden; den kan føde Dig, til Du kommer ud af vor Konges Landemærker. Skynd dig nu, og kom her ikke igjen, saafremt Du har dit Liv kjert.«

Niels adlød, og dermed skiltes Brødrene ad, ej heller saae de hverandre siden fra den samme Dag af - Den Rømte havde døjet meget 150 Ondt i fremmede Lande, var bleven hværvet til Soldat, havde tjent i mange Aar, og været i Krig, hvor han mistede sin Førlighed. Fattig, svag og ussel fik han isinde at søge sin Fødehavn, og havde under megen Nød og Besværlighed fægtet sig igjennem.

Saaledes lød i Korthed det fatale Menneskes Beretning, om hvis Sandfærdighed jeg desværre ikke kunde bære Tvivl. Og blev det mig altsaa klart, hvorlunde min ulykkelige Morbroder var falden som et Offer for den nedrigste Ondskab, for sin Dommers og for Vidnernes Forblændelse, og for sin egen lettroende Indbildningskraft Ak! hvad er dog et Menneske, at det tør opkaste sig til Bloddommer over sin Lige? Hvo tør dog sige til sin Broder, Du est skyldig at døe? Kun Gud hører Hævnen til; kun den, som giver Livet, tør alene give Døden. Han lønne Dig nu ogsaa hisset for den bittre Martyrdød, Du her maatte lide, med det evige Livs uendelige Glæde!

Jeg fandt mig ikke beføjet til at angive den sønderknuste og angergivne Synder, saameget mindre som Herredsfogden endnu levede, hvem det vilde være en Grusomhed at oplyse om hans skrækkelige Vildfarelse, før han vandrede heden, hvor Alt det skal komme for Lyset, der endnu er skjult for vore Øjne. - Jeg stræbte derfor langt hellere at yde den Tilbagevendende Religionens Trøst, og formanede ham dernæst paa det alvorligste til at fordølge sit Navn og den hele Begivenhed for alle Mennesker. Jeg lovede ham paa dette Vilkaar Huuslye og Pleje hos min Broder, som boer i en langtfraliggende Egn.

Næste Dag var en Søndag. Da jeg sildig mod Aften kom hjem fra mit Annex, var Stodderen borte; men inden det blev Aften den følgende Dag, var Tildragelsen bekjendt over hele Nabolauget. Dreven af sin urolige Samvittighed havde han ilet afsted til Rosmus, og fremstillet sig som den rette Niels Bruus for Herredsfogden og alt Tyendet i Gaarden. Herredsfogden fik en Rørelse, og døde inden Ugens Ende; men Niels Bruus fandtes Tirsdag Morgen liggende død udenfor Aalsøe Kirkedør, paa den salige Søren Qvists Grav.

151

Juleferierne

1. Sneefog

Tredive Aar gammel fik jeg Rectoratet i en Jydsk Kjøbstad. Jeg tiltraadte mit Embede ved Paasketid, og dog var jeg til Julen endnu ikke givt - ej engang forlovet. Det kunde være mig vanskeligt nok at forklare et saadant Underværk, der var saa meget storre, som jeg ej allene dyrkede de alvorlige Muser, men tillige var en nidkjer Offerpræst i deres muntre Søstres Thalias, Terpsichores og Euterpes Templer. Uden Mythologie: jeg var første Violin i alle Concerter, første Elsker paa vort Privattheater; og det var en almindelig Mening blandt alle Stadens unge Damer, at det aldrig havde den rigtige Art med Figaro og Molinasco, naar Rectoren ikke førte dem op.

Julen var forhaanden. Jeg havde roet mig til et Par Ugers otium, da jeg i dette Tidsløb tænkte at fuldende min Doctordisputats »om de Gamles selskabelige Forlystelser«. Men uventet indbødes jeg til at deeltage i de Nyeres. Kammerraad Hansen (jeg giver ham dette Navn, fordi saa mange bære det, og jeg er en Hader af de mystiske **, der saa ubehageligt standse Læsningen) fra Ulvedal, som havde en Søn i Skolen, kom for at hente Denne hjem, og trængte med saa godmodig Heftighed ind paa mig om at gjøre Følgeskab, at jeg omsider indvilgede paa det Vilkaar, at vorde befordret hjem, saasnart jeg ønskede det. Mod det mulige Tilfælde, at Tiden stundom kunde vorde mig lang, forsynede jeg mig med en Duodezudgave af gamle Gellert.

Saasnart jeg havde indvilget, sagde Kammerraaden: »Monstro vi ikke kunde faae Conrectoren lokket med?« »Og alle Hørerne, Fader!« lagde Sønnen til. Dette Indfald blev strax sat iværk; og da jeg, efter Begjæring, anvendte mine bona officia, fik vi Ja hos dem Alle, undtagen hos Tredie-Lectiehøreren, der ikke befandt sig vel. Men førend jeg begynder paa Fortællingen om vor Udflugt til Ulvedal, troer jeg at borde give et Skyggerids af disse mine Medlærere, der Alle vare ugifte som jeg selv; men forresten ikke lignede hinanden i nogen Ting.

152

Conrectoren havde været givt; men nu i mange Aar Enkemand og barnløs, levede han temmelig stille med en gammel Søster, som bestyrede hans lille Huusholdning. Han var en Mand af sunde og gode Grundsætninger, bestemt Caracteer og fast Villie; alvorlig og dog blid i sit Væsen; en fortrinlig Skolemand baade som Lærer og Opdrager, og fuldkommen grundig i de Videnskaber, han over et Qvartseculum havde foredraget, nemlig Latin og Græsk. Disse Sprogs classiske Forfattere vare hans kjereste Omgangsvenner, fremfor Alle Horats, hvem han kunde udenad og citerede ved alle Lejligheder. I hans ensformige Liv fandt kun den ene Afvexling Sted: at han hver Søndagaften spilte Toccategli med Femtelectiehøreren. Ogsaa her brugte han sin egen antike Terminologie. Hukken for Exempel kaldte han bestandig Primipilus, Marschen hedte hibema, og naar han gik over, glemte han aldrig at sige: jacta est alea, jeg gaaer over Rubicon.

Hans nu nævnte Modstander ved Brætspillet, hvem vi herefter ville kalde Qvintus, var, da jeg lærte at kjende ham, paa Alder med Conrectoren - en Mand paa Tredsindstyve, stor, fiirskaaren, og begavet med en Jernconstitution. Hans Ansigt var i Forhold til Kroppen stort, farveløst og barsk, uden mindste Udtryk af nogensomhelst Sindsbevægelse - ei engang Vrede. Der er et Ordsprog: »at Man ikke kan see Folk længere end til Tænderne;« men ham kunde Man ej engang see saa langt; thi den store Overlæbe hang altid ned over Underlæben - endog naar han spiste - og Ingen havde nogensinde seet ham smile. Naar han lo, da hørtes blot enkelte hule Stød eller Drøn, der ikke gjorde mindste Forandring i hans alvorlige Aasyn. Han beherskedes kun af een - jeg kan ikke sige Lidenskab - men Tilbøjelighed, den at samle Penge; hvorfor han ej heller nænnede at spise sig mæt, undtagen ved Andres Bord, hvor han da rigtignok tog dygtigt til sig. Men brugte han Munden flittig ved Bordet, da lod han den og hvile igjen paa alle andre Tider. Aldrig tiltalte han Nogen først; han holdt sig blot til Svar, og Disse aldeles i Laconernes Smag. Kun paa Skolen anvendte han sine overordentlig kraftfulde Taleorganer. Han var ingen daarlig Lærer; kun havde han en egen Maneer, den han fulgte saa nøje som et Ritual. Til de Bøger, han tydede, havde han nemlig en dobbelt Oversættelse, en bunden og en frie, og kan jeg ikke nægte, at jo den Sidste ofte steg til Tøjlesløshed Saaledes erindrer jeg blandt Andet, een af de første Dage jeg var paa Skolen, at have hørt ham gjennemgaae en Scene hos Terents, hvor der forekommer den 153 Sats: »ira amantium amoris est integration.« Da Disciplen havde oversat ligefrem »De Eiskendes Vrede er Kjerligheds Fornyelse« raabte han »frit!« Disciplen begyndte: »Naar Kjerester skjændes -« »De æ Løun din Slubbert!« tordnede han (hans frie Oversættelse var gjerne reen jydsk) »det hedder: Naar Katteren ryues etc.« - De skjelmske Drenge lode ofte som om de ikke huskede hans Travestering, for at faae ham selv til at komme frem med den. Naar hele Klassen da gav sig til at lee, blev han slet ikke vred, men seconderede vel endog med et hult »hø hø hø!« Han skulde virkelig ikke været ilde lidt af dem, naar han blot havde været mindre gjerrig, og tillige hvad Man her i Provindsen kalder mindre nærig. Naar Qvintanerne kom fra deres Hjem efter Ferierne, maatte de derfor stedse mælde sig hos ham; men den der kom tomhændet, blev ikke vel modtaget: »har Du ellers intet Bud til mig fra din Mo'er?« spurgte han, naar Disciplen ikke mindede sig selv. »Nej!« - »Har hun slet intet Smør flyet dig med?« - »Nej!« - »Ingen Ost?« - »Nej!« - »Heller ingen Kyllinger?« - »Nej!« - »Go din Vej! din douen Slog!« brummede han da. »Jeg gider ikke sit dæ for mine Øun.« Denne hans Nærighed var saa meget lumpnere, som han gjerne solgte de Naturalier, der bleve ham forærede, og kun fortærede det der var i lav Torvepriis. Hans Klædedragt svarte til hans Levemaade: den daglige bestod af en bruunguul Enspænderfrakke, ditto Knæbuxer, og lange stive Støvler - af hans Vest saae man ligesaalidt som af hans Tænder. Hans sorte Halsklæde faldt lidt i det Brunrøde, og hans Pidskeparyk i det Rødgule; thi den fik kun Pudder til de trende Højtider, samt de to Gange han aarlig communicerede; ved hvilke Lejligheder ogsaa hans ældgamle sorte Klæder kom for en Dag.

Qvartus var næsten i alle Henseender det Modsatte af Qvintus. Lille, spinkel og væver havde han endnu i sit fyrretyvende Aar meget tilbage af yngre Dages Penhed og Bestræbelse for at behage Damerne; hvorvel han i denne Sidste bestandig synes at have været uheldig; i det mindste var han aldrig med nogen Pigelil kommen saa langt som til Brudeskammelen.

Da Venus var ham saa ugunstig, havde han begivet sig i Tjeneste hos den Gud, der trøster saa mangen ulykkelig Elsker og Ægtemand Dog var han, paa den Tid jeg lærte at kjende ham, endnu ikke hvad man kalder reent forfalden, men pimpede kun saa smaat. Disciplene, som snarere end alle Andre opdage en Lærers Fejl og Svagheder, vare og her de Første, som mærkede den gode Qvartus's jevnlige 154 Libationer til Fader Evan; idet han nemlig under Læretimerne flere Gange gjorde sig Ærinder ind paa sit Værelse, snart efter et Lommeklæde, snart efter en Bog, og saadant mere. En anden Skrøbelighed, af hvilken Mange benyttede sig, for at have Smaaløjer med ham, var Denne at han gjerne pralede af sin fordums, endnu ej ganske opgivne Lykke hos Damerne; hvorfor han og skar hele Kjønnet over een Kam. Da denne hans Grille ikke var nogen Hemmelighed, kan Man nok forestille sig, at han ej allene blandt Mandfolk, men og i Dameselskab ofte maatte holde Lyset. De skjelmske Piger stræbte da, ved et under saadanne Omstændigheder ganske uskyldigt Coqvetterie, at bestyrke ham end mere i Indbildningen om hans egen Uimodstaaelighed.

Om Tertius kan jeg fatte mig kort. Han var eet af disse Dosinmennesker, som mangle Selvstændighed eller selvegen Karacteer, og antage derfor, ligesom visse Dyr, Farven af de dem nærmest omgivende. Han var - efter Verdens Dom - Et godt Menneske«, fordi han gjorde intet Ondt (i activisk Bemærkelse), fordi han saavidt muligt føjede sig efter Alle; fordi han aldrig modsagde Nogen, og fordi han gjorde Alting med, og Alting middelmaadigt - eller i det højeste kun temmelig godt. Han var en temmelig god Lærer, en middelmaadig Musicus, dansede temmelig godt og spilte middelmaadigt Lombre. Han var paa Alder med mig, skjøndt hans jevne, aldeles ulidenskabelige Væsen lod Mange antage ham for ældre, hvilken Formodning desuden bestyrkedes af hans mørke Haar og stærke Skjæg. - Saaledes kjender vel Læseren nu temmelig godt det lærde Selskab, der havde besluttet at tilbringe Julen paa Ulvedal: Jeg, fordi jeg ikke kunne imodstaae en gjestfri Mands hjerteligmeente Overtalelser; Conrectoren fordi han ikke kunde imodstaae mine; Qvintus, fordi han ventede at leve godt paa en Andens Bekostning; Qvartus, fordi han ventede gode Drikkevare og Dameselskab; og Tertius, fordi - alle vi Andre vilde derud.

Det blev henimod Aften, inden vi kom afsted I Kammerraadens Kane, som rummede kun to Personer, sad han og jeg; han selv var Kudsk, hans Søn sad bag paa. Slæden, som fulgte os, førte de fire andre Lærere. Det havde hele Dagen været stille graat Vejr; men ved vor Udkjørsel af Byen begyndte en Sydostvind at rejse sig, og oprøre den løse Snee, der syntes at dampe som en fiin Røg hen ad Digekammen paa den indgrøvtede Vej; dog haabede Kammerraaden at lange 155 de to Mile til Ulvedal uden Hindringer, da Hestene vare raske og Vejen ham velbekjendt.

Vi smurte dygtig paa, som det hedder her i Provindsen, men snart begyndte det ogsaa at snee ovenfra, under stedse tiltagende Blæst; og neppe vare vi komne en halv Miil frem, førend Himmel og Jord stode i eet - Alt var hvidt baade foroven og forneden. - Det var førstegang i mit Liv, at jeg befandt mig til vild Mark i et ret alvorligt Snefog. Ubevandt altsaa baade med Besværlighederne og med Faren forlystede jeg mig over Uvejret, som Barnet over en Ildebrand, som Ossians Carthon, der han fortæller om sin Fædreborgs Ødelæggelse: »Røghvirvlerne« siger han, »frydede mine Øjne; jeg vidste ikke, hvi Kvinderne græd.« Ogsaa mig frydede disse Snehvirvler, der indhyllede os som i en tæt Skye; heller ikke jeg vidste en Tidlang hvi den muntre Kammerraad blev saa alvorlig og ordknap. - Endog længere hen paa Aftenen, da vor Forfatning virkelig ikke var til at skjemte med, følte jeg selv i min Frygt en vis lønlig - maaskee jeg tør kalde den romantisk Lyst, som ofte udspringer af Faren, naar Denne just ikke truer med uundgaaelig Undergang. Jeg forestilte mig, at jeg var paa Havet i en forrygende Storm. Kjørselen lignede temmelig en Sejlads: Kanen slingrede, dukkede op og ned som et Skib mellem oprørte Bølger; og dens Spor udslettedes ligesaasnart. Her, tænkte jeg, have vi da en femte »usporlig Vej«, som billigen kan føjes til »Ørnens Vej i Luften - Slangens Vej i Bjergene - Skibets Vej i Havet - og en Mands Vej til en Kvinde«. Men hvorledes skulde Salomon falde paa »Kanens Vej i Snefog«?

Vi kunde nu vel have været undervejs en halvanden Time, og borde altsaa med den hurtige Kjørsel snart været ved Maalet, da Kammerraaden holdt, for at raadføre sig med sin Kudsk om Vejen; paa Herrens Tilraab kjørte Denne tæt hen til Siden af os, og bejaede Herrens Yttring, »om det ikke var fejl?« Til derpaa følgende Bebrejdelse svarte han: »at han havde stolet paa sin Husbond.« - Der hvor vi standsede var Læe, og foran os kunde vi gjennem Snedampen skimte noget mørkt som en Bakke eller et Huus. Kudsken blev skikket hen for at undersøge denne Gjenstand.

Vi Passagerer tog os denne Hændelse endnu temmelig let. Conrectoren var den Første som aabnede Samtalen med at declamere et Par latinske Vers af Ovid, der beskriver Vinteren ved det sorte Hav; 156 hvortil Qvartus bemærkede: »at Digteren neppe havde følt Kulden bedre end han, og at en Kakkelovn eller noget andet Varmt var en ønskelig Ting.« Disciplen forstod strax hans Mening, sprang hen til Slæden, og fremtog da en Flaske med Spiritus i, af hvilken vi Alle, paa Conrectoren nær fik os en Slurk. Imidlertid kom Kudsken tilbage, og berettede: at vi befandt os ved Kanten af en Skov - hvis Navn jeg ikke mindes - en Fjerdingmiil fra Ulvedal, og at han snart skulde finde hjem. Han kjørte nu foran med Slæden.

Det ophørte lidt efter lidt at snee ovenfra. Blæsten lod til at have sagtnet sig; vi hørte kun en dump Susen i den formeentlige Skov. Og da vi dertil havde fuldkommen Lye af den, vare vi veltilmode i Haabet om snart at komme under gjæstfri Tag. Dette Haab skulde ikke saa meget snart opfyldes: vi kjørte og kjørte, men der kom ingen Ulvedal. Efter en god halv Times Fart over en temmelig ujevn Bund, hvor vi tidt vare nærved at vælte, standsede Kudsken med den trøstelige Erklæring: »at han ikke vidste hvor han var.« Eventyret, som hidtil for sin Nyheds Skyld havde moret mig, begyndte nu at vorde lidt betænkeligt. Kammerraaden bandte sin Kudsk, Kudsken sine Heste; men min Conrector trøstede os med et: »sodales! et hæc meminisse juvabit«* og den stakkels Qvartus trøstede sig selv med nok en Taar af Flasken. I det samme opdagede Kudsken Sporet af en Slæde foran os. Vi besluttede at følge det, i sikker Forventning inden kort Tid at naae een eller anden menneskelig Vaaning. - Vi kjørte og kjørte, og see! jo længere, jo mere banet blev Vejen. Vi kjørte atter i glad Forundring over det stærke Slag; men - endnu saae vi hverken Huus eller Bye; det var ubegribeligt. Omsider øjnede vi noget Sort tæt forud Kudsken gaaer derhen, og seer at det er eet af hans egne Hestedækkener. Det fandt sig da at vi over en Time havde kjørt rundt i vort eget Spor! og at vi netop vare der hvor vi første Gang gjorde Holdt. Det var ingen Spøg meer, Kammerraaden tog til at skjænde paa sig selv, beklage os, og gjøre Undskyldninger, medens Kudsken atter recognoscerede. Han kom snart tilbage, og glædede os nu med den visse Underretning, at vi vare ikke langt fra Huus, da han havde opdaget et Lys, som han ganske bestemt forsikkrede, ikke var nogen Lygtemand. Han satte sig op, drejede derhen; Kanen bagefter.

Vi giede nu hen ad en bred og lige Vej mod Lyset, der snart delte * 157 sig, og saaes at skinne fra tvende Vinduer. Herren og Kudsken udtømte sig i Gisninger over hvilket Sted det vel monne være; da der syntes at staae levende Gjerde paa begge Sider af Vejen. Nu standsede Hestene lige tæt ved Huset; Lyset bevægedes hurtigt derinde, og forsvandt; men næsten i samme Øjeblik aabnedes en Dør med stor Allarm, og fra den lød et barskt »Hvem der?« »Vildfarende Folk« svarte Kammerraaden, »vær saa god at sige os, hvor vi ere.« »Gud bevar os! Hr. Kammerraad!« lød det igjen, »hvorfor kommer de igjennem Haugen?« - »Hvad for en Hauge?« spurgte Denne. »Ih! Haugen! deres egen Hauge« lød Svaret Og saaledes fandt det sig da, at vi paa en Snedrive vare komne over Haugediget ned ad en bred Gang, der var indsluttet af Avnbøghækker, og holdt nu udenfor Haugestuedøren. Under Spøg og Latter ilede vi ind i Huset, hvor vi modtoges af Forvalteren - som der først raabte os an - af Fruen og hendes tvende Døttre, der ventede paa os med en dygtig Natter. Og visselig! vi behøvede ikke at nødes; en Gaas og en Hare beholdt ikke andet end Skrogene tilbage; især blev Gaasebrystet under Qvintus's Hænder og Tænder saa godt skeletteret, at Husets yngste Søn erklærede det uden videre Behandling, tjenligt til en Springgaas. Da Værtinden ikke havde belavet sig paa saa mange Gjæster, og slet ikke paa Nogen saa graadig som Qvintus, maatte kold Kjøkken erstatte det Manglende. Da alles Madlyst omsider var stillet, begyndte hun først at spørge om Aarsagen til vor lange Udeblivelse og underlige Ankomst gjennem Haugen; men Søvnen indfandt sig saa hastig oven paa Maaltidet, at Ingen svarte uden Conrector, der i en snøvlende og slæbende Tone sagde: »infandum regina jubes renovare dolorem«*. Frue Hansen gjorde store Øjne til dette latinske Vers; men hendes Mand, der var studeret, sagde leende: »Det er saameget paa dansk som, vi længes Allesammen efter Sengen, imorgen skal vi fortælle dig det Hele.« Qvintus udstødte nogle hule Lattertoner og erklærede dette for en fri men heldig Oversættelse; hvorpaa han rejste sig; vi Andre ligesaa, - Et Kvarteer derefter laa jeg begravet i Søvn og Edderduun.

* 158

2. Klapjagt

Da jeg næste Morgen aabnede mine Øjne, faldt de lige paa vor muntre Vært, der stod foran min Seng iført en grøn Frakke kantet med Pelsværk, en lodden Hue paa Hovedet, og med Vandstøvler op over Knæerne. »Min Søn har fortalt mig« sagde han, »at De er Jæger; jeg har derfor gjort Anstalt til en ordentlig Klapjagt. Vejret kan ikke være bedre; men Dagen er kort, derfor maae De undskylde, at jeg purrer Dem.« - »Au! jeg er bange jeg vækker den gamle Mand,« vedblev han med dæmpet Røst, og vendte sig om til den anden Seng, hvori Conrectoren laa. Men Denne var allerede vaagen; han slog Omhænget tilside og sagde: »Leporem venator ut alta sectetur in nive - mane surgit.«* - Kammerraaden lo, og efterat have paamindet mig endnu engang om Vigtigheden af Tidens Iagttagelse, gjorde han Plads for Tjeneren, der kom med The og Gaffe.

Det varede ikke længe, inden jeg fuldtpaaklædt til Jagten forenede mig med det øvrige Selskab ved Frokostbordet, hvor jeg af mine Medlærere kun forefandt Tredielectiehøreren - som gjorde Alting med Alle de Andre vare mig ubekjendte; men jeg erfarede snart, at her gaves Officierer og Præster, Herremænd og Bønder, ja saagar en Degn, der tillige viste sig som Lyseholder for Samfundet, hvorvel han sved adskillige ved sine ofte bidende Svar. Min Sidemand, en velfodret Pranger og Selvejer, sagde, da jeg nedslog mig, med et Blik til Krudtmaalet i mit Knaphul: »a tænkt ikki te di Lærde -« (det var denne velfornemme Mands Talebrug, at han næsten aldrig fuldendte nogen Periode). Degnen, der herved fandt sig fornærmet, svarte for mig: »jeg har ogsaa lært Latin, og tænker dog, jeg kan see lige ud af en Bøssepibe, han veed.« »Hm!« sagde Prangeren med et spodsk Smiil, »naar en Hare bliver saa stor som en Stud, som saa -« Degnen, der bedre end jeg kjendte Betydningen af denne Figur, svarte ligesaa spodsk: »han har vel aldrig havt sig en Neverkuk?** Kan han huske, da han faldt i Søvn ved den hule Eeg, og Mikkel lettede Bagbenet over hans Støvle - han veed?« - Her brast hele Bordet i Latter; den Snærtede holdt Miner, og lo selv med. - I saadan Tone løb Samtalen fort, indtil Jagtherren kom ind, og forkyndte os, at Klapperne vare * * 159 samlede. Idet vi rejste os kom Qvintus og Qvartus, og satte sig ved det ledige Bord. Conrector kom ogsaa, men ikke for at spise: han havde sin Reisekavej paa, en Nathue under Hatten, og Stokken i Haanden. »Gud bevar os!« raabte vi Flere med een Mund, »hvor vil De hen?« »Paa Jagt!« svarte han, og stødte Stokken mod Jorden med en Mine som naar han paa Skolen raabte pax! til Disciplene, »det er den første Gang i mit Liv, det vorder vel og den Sidste. Domine confrater!« sagde han til mig, »jeg vil følge Dem, see deres underlige Gjerninger, og opflamme Dem med min Tale.« Dette vakte en almindelig Latter; men Kammerraaden sagde dog: »Tal kun ikke saa højt, at Fjenden hører det!« Og derpaa stege vi i de forspændte Slæder og giede fejende afsted hen til den Skov, hvor Jagten skulde begynde.

Det var een af de Vinterdage, der, hvorvel i fuldkommen Modsætning til den smilende Sommers, i mine Øjne har en højtidelig, en - om jeg saaledes udtrykker mig ret - en hjertestyrkende Skjønhed; et stille Snefald havde senere paa Natten klædt Jorden, Skov som Mark, i pureste Hvidt. Enkelte Træstammer, Væggene i et par fjerne Bondehuse vare de eneste mørke Pletter i det uendelige Snehav, der trindtom smeltede sammen med Himmelen. Himmelen var klar og aldeles skyfrie, men Farver, glindsende, levende, som ingen Jordisk efterligner, sølverhvidt, blegrødt, rødguult, rødblaat, purpurrødt - eller hvorledes vi i det fattige Tungemaal søge at beskrive dem - sammensmeltede, vexlede, dreves uafladeligt og dog umærkeligt, alt som Daglyset steeg i Sydosten. I Vesten højt sad Maanen, med et lidet Indskaar i sin blege Skive; den syntes tøvende at ville kæmpe med Solen om Lysets Herredømme. Nærved blinkede endnu den Stjerne, som stedse ledsager Nattens Dronning, og er den Sidste der viger for Dagens. Men da denne opsteeg i sin blændende Skjønhed, flammende, funklende, af det hvide Vinterhav, jagende foran sig Morgenglandsen vidt ud over, højt op ad Himmelbuen; da dens Lueblik faldt som et oplivende Smiil paa den kolde og blege Jord, der nu rødmede liig en Brud ved Brudgommens Nærmelse; da Træernes Sølvergrene glimrede i Morgenlyset, Riimfunkerne gnistrede i den klare Luft, og tindrede som Diamanter paa de snedækkede Marker - men hvor fandtes vel den Dødelige, der ejer Ord for den sødeste, reneste af alle Glæder? vi har jo kun eet Organ baade for Glæden og Sorgen - Taaren.

Slæderne holdt ved Kanten af Skoven. I største Stilhed stege vi ud. 160 Kammerraaden, der selv satte af, anviste med Hvisken og Fingerpeeg vore Stader op igjennem en lang og dyb Dal. Min Conrector blev hos mig; men maatte finde sig i at tage Plads bag ved det Træ, foran hvilket jeg stillede mig. Jeg formanede ham endnu engang at holde sig rolig ved Synet af fremkommende Vildt; og ventede med Bøssen ved Hoften paa Signalet til Jagtens Begyndelse.

Efter et halvt Qvarteers Forløb lød kort forud til højre et Knald, saa et til venstre, og det tredie i Midten; og derpaa Klappen og Banken paa Træstammerne, tilligemed den anførende Skyttes og de næstcommanderende Skovfogders Raab. - Snart viste sig en statelig Kronhjort øverst oppe paa den modstaaende Banke. Han standsede nogle Øjeblikke, saae sig tilbage, og klippede med Ørene, og derpaa sprang han i kort Gallop lige ned imod mig. Paa 10 Skridts Afstand stod han atter stille, og drejede Hovedet. Jeg holdt ham paa Halsen, og trykkede til - han faldt. Conrector stak Hovedet om til mig, og spurgte hvad det var? Jeg pegede paa Hjorten, som laae i de sidste Trækninger; »macte virtute esto!«* raabte min Secundant triumpherende. Jeg bad ham indstændig om at dæmpe sin Glæde og sin Stemme, og ladede igjen.

Bakken foran var jevnt opskydende, og temmelig bar for Træer, saa at jeg kunde oversee den hele Skydeplads lige til baade øverste og nederste Ende af Dalen. Det var et yndigt Syn for en Jæger, hvorledes Vildtet, alt som Klapperne droge frem, kom springende, humperide eller luskende hid, Raadyr, Harer og Ræve; de Sidste forsigtigt spejdende efter en sikker Gjennemgang, og hine firmende planløst hid og did, snart farende tilbage og snart i deres blinde Frygt hurlende tæt forbi Skytterne, alt under livelig Skyden - nu en Træffer, nu en Bommer. Conrector kunde ikke bare sig for at hviske til mig naar han saae noget: »ecce! ecce!«** hvortil jeg igjen hviskede med halv Mund: »tace! tace!«*** - Endnu var intet kommen mig i passende Skudvidde. En Ræv havde længe gaaet frem og tilbage hen ad Bakkens øverste Kam. Omsider forsvandt han paa den anden Side. Strax efter forkyndte de vilde Skriig fra Klapperne, at han søgte at snige sig igjennem dem; men kort derpaa pilede han ned imod min anden * * * 161 Sidemand til højre. Denne traadte ubesindigt et par Skridt frem, og lagde an. Ræven snoede sig som en Vind - Bøssen knaldede - forbi! Nu blev han ved i Farten sidelænds hen forbi min næste Sidemand - han skød - ogsaa forbi! Med lønlig Glæde over disse Fejlskud ventede jeg nu at Raden skulde komme til mig; men ak! alt for tidligt yttrede min Bagmand samme Forventning i et alt for lydeligt »jam ad triarios venit res«.* Vips! gjorde Mikkel atter en Vending, og frelste sig bag ud mellem mine to Sidemænd, der ærgerlige paa sig selv, gjorde lange Halse efter Skjelmen. Jeg selv kunde ikke undertrykke et harmfuldt: »aa fy da!« men maatte dog tilsidst lee ved min Collegas Undskyldning: »jeg troede profecto ikke, at han forstod Latin.«

Nu raabtes af Skytterne samledes om den fældede Skovens Konge; og med Stolthed delte jeg deres Glæde over dette lykkelige Skud; thi et stort Dyr var paa Ulvedals Jagt en stor Sjældenhed Herover glemtes mine Sidemænds Pudler og den stakkels Conrectors Flause; ja det øvrige skudte Smaavildt ændsedes neppe. Den anden Saat var mager; men i den tredie var jeg saa hældig at skyde tre Ræve; hvorover jeg indhøstede hele Selskabets beundrende Lykønskninger; men meest smigrende var mig dog Herregaard-Skyttens Yttring til Nogle af de Andre: »det er en allerhelvedes Rector; han kunde tjene for Skytte hvor det skulde være.«

Den første Skov var afdreven, og som vi vilde begive os paa Vej til den Næste, kom Kammerraadens store Familie os imøde. Der var begge Jomfrue Hansener; der var Qvartus og der var Qvintus; og - som i en meget naturlig Forbindelse - Flaskefoder og Madkurv. De skjelmske Piger, som af Broderen vare blevne underrettede om hans Læreres Skjødesynder, lod ham igjen give dem et Vink om: at det var en ufravigelig Skik paa Ulvedal, aldrig at nyde noget, naar der var Jagt, før om Aftenen efter Jægernes Hjemkomst. Saaledes trak Madkurven den Ene; Flaskerne saavel som Pigerne den Anden. Denne gjorde sin Bestilling som Udskjænker Ære; men sad ej heller selv med tør Mund; thi Kammerraaden mindede ham jevnlig om, at han ikke maatte glemme sig selv. »Drak jeg virkelig ikke selv?« spurgte han hvergang ganske forundret; og tømte med et resolveret »Naa da!« Sølvtumlingen. Qvintus aad for dem begge To.

I som læse denne min første og sidste Kjerlighedshistorie, tilgiver * 162 mig den Snaksomhed, hvormed jeg opholder mig ved saamange Smaatræk i disse mine lykkelige Ungdomsdage. Enhver af dem har Roesomhed for mig; endog de ubetydeligste vilde jeg nødig savne paa dette landlige Vinterstykke, der endnu saa ofte fremstiller sig i Fortidens fjerne Baggrund, tiltrækker og fængsler min Erindring, opliver og forynger mit gamle, af tunge Sorger derefter saa haardt prøvede Hjerte. Gode Læser! jeg har ingen Anden, til hvem jeg kan sige: »kan Du huske det? og kan Du huske det?« De ere borte - alle de som dengang med mig delte den glade Juul. Jeg er ene blandt en yngre Slægt, og derfor dvæler mine Tanker saa tidt og saa længe ved den Henfarne.

Efter at have tildeelt os denne Forfriskning, vendte vore smukke Marketentersker tilbage med let Madkurv og tomme Flasker. Conrectoren, som nu havde faaet nok af Jagten, fulgte dem; vi Andre kom først efter, da Solen havde fuldendt sin korte og lave Bane, og de større Stjerner pippede frem paa Himmelens mangefarvede Hvælving.

»Otium est pulvinar amoris,«* sagde Conrector advarende til Disciplene, naar han tydede et Sted i Æneidens fjerde Bog, hvor den fromme Skjelm mødes med Dido i Grotten, og forklarede han altid otium ved: »gode Dage og Mangel paa bestemt stadigt Arbejde.« Her befandt jeg Rigtigheden af hans Maxime. Tilforn havde jeg virkelig aldrig havt Tid eller Mag til at forelske mig. De smukke Pigeansigter vare gledne mig forbi som Billeder i den magiske Lygte. Havde jeg endog en enkelt Gang givet mig Stunder til at fastne mit Blik ved en udmærket Gjenstand i Hovedstadens glimrende Panorama; de alvorlige Muser havde dog stedse henviist deres lydige Søn til Collegier og Bibliotheker, Lucubrationer og Timeinformationer. Der skal otium til at elske; og den manglede jeg nu ikke paa Ulvedal; ogsaa vare der Piger nok; men den Ene gik mig ivejen for den Anden. Det gik mig ligesom den Beskjænkede, der stod midt paa Torvet med Gadedørsnøglen i Haanden, og stak efter de uafladelig rundtsejlende Huse.

De smukkeste af alle dem jeg saae, vare unægtelig Kammerraadens egne to Døttre; men de vare begge To lige smukke: saa at jeg aldrig vidste, hvem jeg skulde give Fortrinet, naar de stode ved Siden af * 163 hverandre; og vare de adskilte, syntes mig den Tilstedeværende altid at have det. Enten det nu kom af denne Ligevægt i min delte Tilbøjelighed, eller deraf, at de unge Piger i Grunden vare hverken meer eller mindre end Hverdags-Fruentimre med glat Overflade men uden dyb Grund - nok er det; jeg kunde af den Ene modtage Kaffekoppen uden noget electrisk Stød i Fingrene, og ved Lombrebordet spøge med den Anden uden at forspille mig. Selv de Kys, der under Julelegene saa rigelig faldt i min Lod, frembragte ikke i mit Hjerte hiin søde Beklemmelse, Digterne saa ofte omtale - Ingen vil da tvivle paa, at jeg efter Dagens Udmattelse og Aftenens Lystighed sov saa haardt, som om der aldrig var Kjerlighed til.

3. Urolig Nat

Gjerne havde jeg sovet til den lyse Dag; men der blev intet af: højst kun i tre Timer var jeg borte. Da vækkedes jeg af et stærkt Rabalder paa vor Kammerdør; og derpaa fulgte en drøj Eed, en fleerstemmig Latter, og derimellem Hyssen og Kalden til Orden og Rolighed Endelig gik Døren ordentlig op, og en Pige kom ind med Lys i Haanden og Reisekapper over Armen. Efter hende kom fire Mandfolk - tre unge og et gammelagtigt - belæssede med Peltse, Pudehynder, Sophapuder og ditto Pølser; hvoraf, sluttede jeg, at en Søsterseng skulde opredes til disse Brødre, der nylig maatte være ankomne og ikke vilde gjøre dem Selv Uroe. »Hvem ligger her?« hviskede Een til Pigen, medens de Alle paa Tæerne fulgte hende. »Det er de to fornemste af Hørerne,« svarte hun, idet hun aabnede en Dør i Tapetet. »Det kunde jeg mærke,« sagde en Anden, »her lugtede saa latinsk.« Og dermed gik hele Flokken ind i det aabnede Bagværelse. Pigen kom strax tilbage, og overlod Herrerne til dem selv.

Nu vilde jeg igjen overgive mig til Søvnen, men forgjæves! Først gjorde de derinde en uendelig Støj med at trække hverandre af Støvlerne, hvorved snart Een snart en Anden dumpede i Gulvet, hvilket heller ikke gik af uden Latter. Og da de endeligen vare komne til Leje, begyndte Commercen paa nye - som jeg kunde høre - med at trækkes om Kapper og Hynder; hvilket omsider foranledigede et almindeligt Bombardement med Sophapølserne, der gav et Bump efter det andet paa Bræde-Væggen. Endelig sluttedes Stilstand Jeg var 164 allerede nær ved at sove ind igjen, da et skingrende Hanegal lød ude i den lange Gang. En Fnisen i Bagværelset lod mig formode, hvo der havde bragt den levende Vækker i vor Nærhed Det blev ikke derved: Hanen havde begyndt sin Fanfare anden Gang, da han blev afbrudt ved en Larm af ganske anden Beskaffenhed, og som sandsynligviis forskrækkede ham endnu stærkere end mig, thi han udstødte et skjærende Skrig. Det lød nemlig, som om flere velbeskoede Heste kom gallopperende op ad Trappen, der førte til Corridoren, og frem og tilbage i samme. Det var for galt. Min Gjenboe, der hidtil havde sovet sødelig ovenpaa Dagens uvante Anstrængelse, vaagnede endelig, satte sig overende, lyttede, og mumlede for sig selv: »lemures nocturnaqye spectra!«* Jeg svarte intet, fordi jeg ventede paa hvad dette vilde blive til. Men Spectaklet ophørte; der paafulgte en dyb Stilhed, som dog snart afbrødes, idet den Ene af Galningerne med huul og skjælvende Stemme declamerede: »und immer weiter hop hop hop, geht's fort im donnernden Galop -« videre kom han ikke; thi ved et dundrende Stød sprang Døren op paa viid Væg; og midt i Aabningen viste sig - en Dverg med et langt hvidt Skjæg. Jeg blev ikke ganske vel tilmode, Conrectoren ligesaalidt: »sover De?« hviskede han. Jeg svarte »Nei,« men idet samme løstes Gaaden: Mandslingen brægede; det var - en Gedebuk. Som jeg siden efter hørte, gik Personen frit omkring, hvor han behagede, og maatte denne Nat være sluppen ind i Corridoren med de Fremmede, der virkelig vare ganske uskyldige heri. - Frygten, naar dens naturlige Aarsag opdages, gaaer gjerne over til Arrighed. Saaledes gik det ogsaa mig. Jeg sprang op, og greb Mads om det ene Horn; og da jeg endnu troede, at dette ogsaa var et Puds af de fire Spectakelmagere, trak jeg ham hen til deres Dør, aabnede den, og stødte ham derind; hvorpaa jeg atter lukkede. Derpaa gik jeg hen til Conrectoren, fortalte ham ganske sagte alt hvad der var foregaaet imedens han sov; og lagde mig igjen.

Jeg havde kun gjort Ondt værre; thi istædet for at Fyrene før havde slaaets med bløde Sager, toge de nu fat paa Bukken, og skød ham over paa hverandre fra en Side af Kammeret til en Anden, til uendelig Morskab for dem selv; men mindre for den ærværdige Hr. Mads, der halv af Angst halv af Arrighed gav sin bedste Stemme med i Latterchoret. Men Man kedes ved alt i Længden. Een af dem foreslog * 165 omsider, at Man skulde slænge en Kappe til Bukken, og der indbyde ham til Hvile. Da alt derefter blev fuldkommen roligt, maatte jeg troe, at han havde taget mod Tilbudet.

»Tandem!«* sukkede jeg, og lagde mig i Lave; men det var forbi med min Søvn; jeg var nu engang bleven alt for aarvaagen. Vel en halv Time laa jeg og ventede forgjæves; da lød et langt og dybt Suk fra den anden Seng. Jeg keeg derover; og da Maanen nu var kommen saa højt op paa Himmelen, at den temmelig oplyste Værelset, saae jeg min Gjenboe halv oprejst i Sengen, med den ene Haand holdende i Sengebaandet, og med Hovedet hvilende paa den Anden. »Er De ikke vel?« spurgte jeg. »Aajo!« svarte han atter sukkende, »det er blot gamle Reminiscentser.« Efter et Ophold sagde han paa Latin - hvilket Sprog han talte fuldt saa færdig og gjerne som Dansk - »Kjere Ven! De veed nok, jeg er Enkemand og Barnløs; men har De hørt, hvorledes jeg blev det?« - »Nej.« - »Vil De høre det?« - »Ja! - naar« lagde jeg til, »det kun ikke er at oprive Deres Hjertesaar?« »Ak!« sagde han, »mine Hjertesaar lukke sig alligevel ikke her i Verden - de kunne ikke, og skulle ikke - de ere for mig Guds aabne Breve paa en glædelig Gjenforening med dem, efter hvem jeg sukker. - Da jeg havde taget store Philologicum, gjorde jeg en Rejse til de nordtydske Universiteter. I Kiel saae jeg min salige Kone. Vi kom til at elske hverandre; og da jeg Aaret derefter havde faaet mit nærværende Embede, rejste jeg derud, og holdt Bryllup.« Her taug han, trykkede sine Øjne med Lagenet, og vedblev: »Fem Aar levede vi tilsammen - min Ven! der var ikke eet ondt Ord imellem os i disse fem Aar - husker De det sidste Capitel af Salomons Ordsprog? der har De hendes Beskrivelse. Ja! hun gjorde mig godt og intet ondt alle hendes Livs Dage.« Her sank han tilbage paa Puden og græd, men ikke længe; atter hævede han sig og sagde: »min Svigerfader var Kjøbmand - en inderlig god Mand; han var skrøbelig af Helbred, brystsvag. Efter de fem lyksalige Aars Forløb kom der Brev fra hans Kone: at hans Dage vare talte; at han endnu kun havde det Ønske, før sin Død at see sin eneste Datter - de havde en Søn til, men som døde kort før Faderen - Hun vilde afsted - hun borde vel og; men det var mig ikke muligt at ledsage hende længere end til Colding. Der skiltes vi. Der saae jeg hende sidste Gang; men ikke hende allene. Vort eneste Barn, en velsignet Glut, fire Aar gammel, havde vi * 166
taget med dertil; dog uden at tænke paa, at hun skulde videre. Men da hun nu skulde tage Afsked med Moderen, da blev der Klage og Jammersang, og den Ene kunde ikke komme fra den Anden. Og Enden blev, at de To fulgtes ad; og jeg rejste allene til mit Hjem. - Gode Mand! veed De, hvad det er at vente? ellers veed De ikke, hvor langsommelig Tiden kan være. Dagen efter min Hjemkomst løb jeg selv paa Posthuset; for jeg beregnede, at hun kunde skrevet mig til fra Flensborg. Der var intet Brev. Dog slog jeg mig til Ro; thi næste Postdag tvivlede jeg aldrig om at erholde Eet. Det kom heller ikke. Jeg var fløjet derhen, men jeg krøb tilbage. Nu begyndte Dagene at længes; Nætterne ligesaa. Jeg vaklede mellem Haab og Frygt, mellem Troe og Tvivl; jeg antog og forkastede een Mulighed efter den Anden. Følgende Postdag heller intet. Nu bleve Minutterne til Timer, Timerne til Dage. Jeg havde hverken Rist eller Ro. Jeg gik op og ned i mit øde Kammer. Jeg gik fra Værelse til Værelse i hele Huset, som Een der leder, og ikke veed hvorefter. Jeg saae paa Solen: den stod stille: jeg saae til Klokken - havde det ikke været for Pendulens Slag, jeg vilde ogsaa troet, at den var gaaet i Staae. Snart kastede jeg mig paa Lejet, snart gik jeg med hurtige Skridt hid og did, som om jeg derved kunde fremskynde den blytunge Tid. En Maaned havde slæbt sig afsted; det forekom mig, at det var et Aar siden jeg skiltes fra Kone og Barn. Jeg kunde ikke holde det længere ud Jeg rejste - Dag og Nat Jeg kom til Colding; og vidste ikke hvordan jeg var kommen der. Jeg kom til Haderslev. Gjæstgiveren, som kjendte mig fra mine forrige Reiser, spurgte mig, om jeg nu vilde ud og hente min Kone og fortalte: at da hun for en Maaned siden var der med hendes Datter, laa just et Skib sejlfærdigt til Kiel; paa dette gik hun ombord, for at spare Vognleje; og da Vinden var god, haabede hun at naae Rejsens Maal saameget snarere. Ved denne Efterretning løb en kold Gysen over mit Legeme; og jeg var neppe istand til at bestille Vognen. Jeg kom til Kiel - ind i min Svigerfaders Huus - han laa Liig - hans Kone laa for Døden, og Min - vidste Ingen af at sige.« Han taug, men et dybt Suk sagde mig Resten. »Herre Gud!« sagde jeg; »Skibet maa være forgaaet.« »Uden mindste Tvivl,« svarte han i rolig og hengiven Tone; »Skipperen havde hjemme i Kiel; Verten i Haderslev havde nævnet hans Navn, som jeg mindedes - jeg forhørte mig der - hans Enke bar allerede Sorg for ham. En anden Skipper havde bragt den Efterretning: at han i en Byge var kantret, og sunken med Mand og Muus.« 167 Her lagde Oldingen sig igjen tilbage, og foldede Hænderne over sit Bryst.

Denne sørgelige Historie gjorde saa dybt et Indtryk paa mit Sind, at min Indbildningskraft lod mig ingen Ro, men førte mig fra een Jammersscene til den Anden, fra Enkemandens tomme Bolig til Liigstuen i Kiel, til den ulykkelige Kvinde paa det synkende Vrag, hvorledes hun fortvivlet knuger Barnet i sit Favn, og raaber til Himlen om Frelse, indtil Bølgen kvæler hendes Stemme og lukker sig over Begge - jeg blev tilsidst saa benouet, at jeg gjerne kunde rejst mig af Sengen, for at vorde denne rædsomme Forestilling kvit. Jeg satte mig virkelig overende, og saae over til den ynkværdige Mand - han sov! »Gud være lovet!« sukkede jeg med lettere Hjerte, »som skjænker os Lindring og Lise for endogsaa de tungeste Sorger. Han lader den lægende Tid henglide over dem Alle; den jevner, udsletter og dækker over, som Havet over Dem det tager ned i sit dybe Skjød.« - Nu nød jeg omsider en Times Slum. Da jeg vaagnede, randt vel Fortællingen mig strax i Tanker; men det forekom mig nu som om Begivenheden var bleven meget ældre, som om det allerede var længere Tid siden jeg hørte den, og sjælekarsk stod jeg op, for at nedskrive et Par Bemærkninger ved de gamle Romeres Jagtforlystelser.

Medens jeg slummede, var der lagt Ild i Kakkelovnen, og Kammeret allerede luunt. Jeg tændte Lys, satte mig og skrev; og var netop bleven færdig, da Tjeneren kom og mældte: at Thevandet var inde i Stuen. Klokken slog syv.

Jeg gik ned, og fandt hele Familien oppe; og nu kom Gjæsterne til Een efter den Anden, tilsidst min Conrector. - Blandt de første Spørgsmaale var som sædvanlig: hvorledes vi havde sovet. Uden Omsvøb fortalte jeg Nattens Begivenheder, og spurgte naturligviis om, hvem mine muntre Naboer monne være. Ingen vidste det bestemt; men gjættede paa den og den; thi Skjelmerne havde sagt Pigen nogle ravgale Navne, som hun ikke kunde huske. - Som vi snakkede herom, kom de Tre af dem - de Unge nemlig. Da den Forreste treen ind ad Døren, raabte Kammerraaden med en dygtig Trumf: »jeg tænkte det nok!« og sprang ham imøde. Men han og Alle vi Andre brast med det samme i en krampagtig Latter; thi hvem havde han ved sin Side? Gedebukken! med Degnens Paryk og snollede Hat paa Hovedet; dens ene Forbeen laa paa Spøgefuglens Arm, og saaledes trippede den nok saa pent frem paa Bagbenene. »Her« sagde han, 168 »forestiller jeg Dem min Contubernal, velærværdige Hr. Mads Buk, priviligeret Søvnforstyrrer paa Ulvedal, samt Vicegartner sammesteds, som og adjungeret cum spe successus hos Degnen i Ulstrup.«

Hvad det dog er for en velsignet Gave, denne snaksomme Munterhed, der som et electrisk Stød meddeler sig Alle, og tvinger selv den Bedrøvede til at lee med Taarer i Øjnene! at kunne vende den lyse Side op paa alle Ting, gribe enhver Glæde i Flugten, spøge med Vid, og skjemte uden at fornærme. Herredsfogden - uagtet hans ungdommelige Udseende var han en Mand ind i de fyrgetyve - besad i høj Grad dette lyksalige Talent; og ansaaes derfor med Rette som Sjælen i alle Selskaber. Vort fik nu først ved hans Ankomst rigtigt Liv; og det forekom mig virkelig, som vi hidtil havde savnet ham. De to Andre vare vakkre Ynglinger, begavede med en Deel af hans Lune og hele hans Godmodighed.

Da der endelig opstod en Pause i Latteren, erindrede vi den fjerde Medrejsende. Ingen af de Tre kjendte videre til ham, end at han var Kjøbmand og heed Andersen. Han var stødt paa dem i Gjæstgivergaarden i Veile; og da han strax viste sig som en dannet og meget behagelig Mand, havde de ikke taget i Betænkning at tilbyde ham en Plads paa deres Vogn, saasom han netop skulde denne Vej. I det samme traadte han ind; og efter at være paa Anmodning forestillet Vert og Vertinde, sagde han med en Verdensmands Belevenhed: »dersom Undskyldninger kunde forsvare min Paatrængenhed, eller om jeg troede at de forlangtes, vilde jeg gjerne frembære dem; men disse Genier har lovet at tale min Sag« - her afbrødes han ved det elskværdige Ægtepars hjertelige Velkommen! og endnu inden at være gjort bekjendt med os Andre, vedblev han: »Jeg er Kjøbmand - i yngre Dage Sømand - og kommer fra Cap for at besøge mit Fødeland, som jeg ikke har seet i to og tyve Aar; men meest for at see min eneste Broder, som jeg i al den Tid slet ikke har hørt noget til. Han boer her i nærmeste Kjøbstæd, og er Conrector -« her vendtes Alles Øjne til Denne: han sad bleg og skjælvende, og formaaede ikke at rejse sig; neppe nok at frembringe de Ord: »Christian! er det Dig?« Brødrene sank i hinandens Arme.

Min ædle Vens Overraskelse var saa meget større og frydeligere, som han allerede i mange Aar havde troet Broderen død, da der siden hans første Udrejse til China ikke var indløben anden Efterretning fra ham, end at han var forbleven i det usunde Batavia. Hans

169

4. Comtessen

Herredsfogden spillede en særdeles god Violin; og havde paa Maae og Faae medbragt et Skriin pakfuldt af Musicalier. Sex Andre behandlede forskjællige Instrumenter; men der vare desværre ingen paa Ulvedal, naar undtages en gammel Fløite af Kammerraadens. Dog herfor blev snart kjendt Raad: en Vogn kjørte til Byen at hente Stadsmusikanten med hele hans Forraad.

Imidlertid leed vi slet intet af Kedsomhed. Efter en tæt Frokost, ved hvilken Degnen og hans hornede Substitut gave rigelig Stof til Skjemt og Løjer, tog Herredsfogden fat paa sit Instrument, og strøg en Valts, der snart rev de Fleste med sig; og da der ikke vare Damer nok, maatte ogsaa Mandfolk danse med hinanden. De gjenfundne Brødre sade smilende sammen, og saae til. De slap næsten aldrig hverandres Hænder; og den ældre - jeg mener, Conrectoren havde femten eller sexten forud - passede især paa den Yngre med en Ængstelighed, som om han var bange for at miste ham igjen - som en nygift Mand, sagde Herredsfogden, paa sin unge Kone. Kom Kjøbmanden ham et Øjeblik af Sigte, spurgte han urolig: »hvor blev Christian? saae I ikke Christian?« og søgte til han fandt ham.

Een Morskab afløste den Anden; den lystige Jurist var Sjælen i dem. Han gjorde endog et Par Gange det vidunderlige Konststykke, at han fik Qvintus til at lee saa heftigt, at Man saae hans Tænder. - Dagen var borte inden vi mærkede det; Aftenen ligesaa. Endog Damerne havde saaledes ladet sig henrive i denne Munterheds Hvirvel, at da det blev Sengetid, kom de først i Tanker om, at der manglede Leje til Een. Vel skete Tilbud nok, at ville ligge paa Stole; men saadanne bleve ikke antagne. Den ene Datter hviskede noget til Moderen, men denne rystede paa Hovedet, og svarte sagte, hvorved jeg blot nam de Ord - »gjør hende Uro saa silde -«. »Det behøves jo ikke heller« sagde nu Kammerraaden; »der staaer jo en Seng i den sorte Stue; Hovednøglen lukker op - i Morgen kan vi gjøre Undskyldning.« »Den sorte Stue?« spurgte begge Pigerne med store Øjne;

bestandige Taushed havde sin Grund, først i Ungdoms Letsind og siden i den Beslutning, ej at ville lade høre fra sig, med mindre han kunde vende tilbage som riig Mand; hvilket nu var Tilfældet. 170 »hvem vil Fa'er ha' til at ligge der?« »Ih -« svarte han smilende »Degnen for Exempel.« »Nej Katten ryuv mæ, om a gjør« raabte Denne bestemt, »saa skal a fahr go hjem.« Nu blev jeg nysgjerrig, saavelsom alle de, der ikke havde været paa Gaarden før: »hvad er der med den sorte Stue?« lød paa engang flere Stemmer. »Intet Andet« sagde Kammerraaden lidt haanligt, »end at det spøger der. Man siger, at en stakkels Frøken, der var kommen for Skade, i gamle Dage er levende indmuret deroppe - naa, een Vei skal vi ud - ville De trække Lod, mine Herrer! eller - tør Ingen ligge ene - kan De jo blive To - jeg er ogsaa villig -« »Ingenlunde!« raabte vi, »De maa ikke jages ud af Deres egen Seng!« »Saa trække vi« sagde Herredsfogden; »men den der faaer Lodden, skal bestemt ligge allene hos Frøkenen.« - Vi trak, jeg blev den Udvalgte; og modtog Forsamlingens Lykønskninger; men Degnen satte ordentlig et glubsk Ansigt op, og sagde: »A vil, Katten ryuv mæ, ett bytt mæ ham, om a saa ku vinn hiele Ulvedaahl.«

Det berygtede Værelse laa langt borte i en anden Fløj af Borggaarden; og for at naae derhen maatte jeg gjennem adskillige andre, tilligemed en lang steenlagt Gang, Trappe ned og Trappe op igjen. Tjeneren aabnede, tændte et medbragt Lys, og fjernede sig med Gaardlygten, efterat have kastet et hurtigt og skye Blik hen til et vist Hjørne i Stuen. Denne førte med god Skjel sit varslende Tilnavn: Loft og Vægge vare malede, men med saa mørke Farver, at det Hele udgjorde et sandt Natstykke. Selve Omhænget paa den uhyre Himmelseng var af et Slags sortbrunt gammeldags Silketøj, eller Damask. - Inden jeg krøb indenfor dette, gjorde jeg med Lyset i Haanden en Rundar. Da jeg kom til det Hjørne, hvorhen Tjenerens Øjne saa mistænkeligt skelede, opdagede jeg strax et Billede, der alt for levende erindrede mig om før berørte Sagn. Det forestillede en ung Kvinde, med et skjønt men dødblegt Ansigt og nedslagne Øjne. Hendes Legeme var indhyllet i en Nonnedragt, og i de foldede Hænder holdt hun Crucifix og Rosenkrands. Dette Malerie befandt sig tæt op til Hjørnet; og paa den anden Side deraf stod en Mand, som med Rette bar Navnet den Røde; thi alt paa ham var rødt lige fra Haaret og Skjæget til de snevre Beenklæder og lange Snabelskoe. Hans skumle blodtørstige Blik var stivt fæstet paa Damen skraas over for ham. Jeg hørte siden, at dette skulde være Faderen til den af ham selv fordømte, indmurede Pige.

Det var mig lige indtil denne Nat uforklarligt: hvorlunde den, som 171 ikke troer paa Spøgelser, alligevel kan frygte for dem. Men da, ved pludselig at gribe mig selv i en vis Banghed, ledtes jeg til den Overbeviisning, at en saadan er grundet i vor ligesaa ubegribelige aandige Natur, eet af de Rivter i Dødens Forhæng, gjennem hvilke Sjælen skimter Udødeligheden. Og lige siden har Spøgelsefrygten aldrig været mig en Gjenstand for Skjemt - end mindre for Spot; meget mere har jeg betragtet den som en hellig, skjøndt dunkel, Aabenbarelse fra Aandernes Verden.

Jeg kunde ikke sove. Mine Øjne faldt ofte sammen, men aabnedes atter, for at skotte hen til den skumle Krog, hvor Maanen belyste det liigblege Ansigt.

Tilsidst tyktes mig, jeg hørte en svag Lyd derhenne, som af et musikalsk Intrument. Jeg holdt min Aande - hørte Intet. Lidt efter kom Lyden igjen. Nu lettede jeg Hovedet fra Puden - det var intet Selvbedrag; men Tonerne saa fine og fjerne, at det ikke var muligt at skielne, om de kom fra et Instrument eller fra et menneskeligt Bryst. En let Gysen udbredte sig fra min Isse og ned over hele Legemet. Var det Aandesang fra Murenes Indre? Den Ulyksaliges Dødspsalme? - Det blev ved Mine Nerver dirrede med en sælsom Krillen, og Benouelse indklemte mit Bryst jeg rejste mig heelt overende, og stirrede stivt paa Billedet, ventende med stille Forfærdelse, hvert Øjeblik at see Noget. Ansigtet bevægede sig - hævede sig - sank - forstørredes - formindskedes - Angesten steeg. Dog havde Fornuften ikke saa aldeles tabt sin Virkeevne, at den jo endnu kunde berolige mig med den Forklaring: at disse tilsyneladende Bevægelser maatte tilskrives Maanen, alt eftersom den gik bag en Skye, eller atter fremtraadte. - En nye Stilhed.

Jeg begyndte at aande friere, tænke roligere, overlægge. Jeg fattede en rask Beslutning: stod op, og kastede mig i Klæderne, gik hen til et Vindue, og det forekom mig virkelig, som om jeg hos den klare venlige Maane hentede mig nogen Trøst og Opmuntring. Jeg delte mit Blik mellem den og det frygtelige Hjørne. Men hvad nu videre? Skulde jeg her blive staaende til Dag? - eller - jeg keeg ud: der var dybt ned; jeg maatte befinde mig i andet eller tredie Stokværk. Skulde jeg flygte tilbage? den lange mørke Vej, jeg var kommen? vække hele Huset? give mig selv til Priis for Latter, Spot, Foragt? Af denne Uvished udreves jeg igjen ved Klangen af de gaadefulde Toner, der ikke kom fra hiin Krog, som det forhen tyktes mig, men fra den 172 modstaaende Side. Jeg vovede at gaae derhen, at lægge mit Øre til Væggen - det var Sang, jeg hørte - en blød kvindelig Stemme. Besindelsen vendte tilbage; men Forundringen tiltog: hvo kunde synge her? saa silde? - Jeg lod mit Uhr repetere - Klokken var halv eet - midt i den allerfarligste Aandetime! - Jeg hældede mig til Væggen - den gav efter - en Tapetdør gik langsom op, og ind til en meget stor Sal. I den anden Ende af denne viste sig en Lysstrime, der kastede et Skjær langt ud paa Gulvet. Der indenfra kom Tonerne. Nu taug de; men strax derpaa var der Een, som talte, og en Anden som svarte - Nysgjerrigheden drog mig - paa Kattefødder skred jeg derhen, for at see hvo af Damerne vare komne saa uformodet i min Nærhed, for at kvinkelere Natten ud Jeg keeg ind ad Nøglehullet - nær kunde jeg segnet om af Forfærdelse; thi der sad hun selv, den indmurede, i sin sorte Dragt og med det skjønne blege Aasyn. Hun vendte Siden til, og havde et Papiir liggende for sig, hvorpaa hun syntes at tegne. Ved samme Bord sad med Ryggen til mig endnu et Fruentimmer, af hvem jeg blot kunde see Hovedets og Overkroppens smukke Omrids, da hun selv dækkede det foran staaende Lys. Jeg var naglet til min Post. - Nu bøjede den Sidste Hovedet hen for at betragte Tegningen. »Denne Blomst« sagde hun paa fransk og med den reneste Udtale, »lykkes dig overordentlig.« »Du mener Tusindfryden?« svarte Hiin i samme Sprog. »Det er een af mine kjereste Blomster, Alice!« Hun drog et dybt Suk, saae med et ømt Smiil paa Tegningen, og lod Penselen hvile. Hun med Ryggen til mig sukkede ligeledes, drog Hovedet tilbage, og gav sig til at sye, som hendes Armbevægelser viste mig. - Efter et Ophold, i hvilket hun atter gjorde nogle Strøg, sagde Malersken langsomt og vemodigt: »Den er Aarets sidste Blomst.« Og med Blikket - jeg kunde sige - medlidende hæftet paa Blomsten, sang hun med hiin bløde smeltende Stemme, der før saa hæftig forskrækkede mig, følgende Elegie, som jeg her har stræbt at gjengive paa vort eget Maal.

Hvorfor tøver Du saa længe?
Somren er jo alt forbi.
Ene Du i visne Enge
Smiler paa min Stie.
173 Vil Du minde mig om Vaaren,
Som med dine Søstre svandt?
Atter vække Længselstaaren,
Som forgjæves randt.
Vække Minder, som bespænde
Hjertet med Tungsindighed?
At min Sommer er tilende,
Troer Du ej jeg veed?

Her taug hun; lænede sig tilbage mod Stoleryggen, og foldede Hænderne i Skjødet; en stor Taare rullede ned over hendes lilliehvide Kind Da skød hendes Selskaberinde Syetøjet fra sig, greb hendes ene Haand, trykkede den mellem begge sine til Barmen, og sang i højere kraftigere Tone og hurtigere Tempo:

Ej om Vaaren vil jeg minde,
Ej om svunden Sommer, Nej!
Men Dig lære end at finde
Glæden paa Din Vej.
Sørg dog ej for Vaarens Glæder!
Sine Blomster har din Høst
Selv den Taare, som Du græder.
Er ej uden Lyst.

Hendes egen Stemme hensmeltede ved de sidste Ord i stille Graad. Hun rejste sig, sank paa Knæe for den Siddende, omfavnede hende, og lagde sin Kind paa hendes Arm. Denne lagde signende sin anden Haand paa Trøsterindens Tinding. - Jeg veed ikke, hvilken vemodig Medfølelse, der saa uvilkaarlig gjennemtrængte mit hele Væsen, at mine Øjne stod i Taarer, skjøndt disse Sørgende vare mig ligesaa ukjendte, som Aarsagen til deres dybe Kummer.

Det gav et Smek i Panelet tæt ved mig. Den siddende saae sig om efter det. Jeg var bange de skulde faae i Sinde at kige ud i Salen; derfor gik jeg med lange Skridt, og hurtigere end jeg var kommen, paa Hosesokkene tilbage til min sorte Stue; her søgte jeg nu atter Sengen; men den uroligste Nysgjerrighed virkede ligesom Frygten før, 174 mod Søvnen. Hvem i al Verden kunde de dog være, disse mærkværdige Mennesker? - Fremmede for Husets Folk! - Og Ingen havde omtalt dem endog kun med et Ord! - Jeg blev tilsidst saa forvirret, hartad fortumlet af denne forgjæves Fritten og Gjætten, at jeg var nær ved at indbilde mig jeg havde været Tilskuer ved en Aandescene, og at de tvende uforklarlige Væsner tilhørte eet af de henrundne Aarhundreder. Den Enes Lighed med Billedet - dennes ualmindelige Dragt - dette fremmede, fordum blandt Adelen brugelige Tungemaal - alt stemmede med Sagnet.

Endelig sov jeg ind, og sov lige til det første Dagskjær.

Utaalmodig klædte jeg mig paa, og ilede ned i den almindelige Samlingsstue. »Hvordan har De sovet? mærkede De Noget? hørte De Noget? saae De Noget?« saaledes lød det fra alle Kanter; og det varede længe, inden jeg ogsaa kunde komme til at spørge: »Ligger der Nogen i den Fløj? Hvem boer der? hvad er det for Damer?« Kammerraaden lo: »har De besøgt Damerne, eller Damerne Dem?« Nu fortalte jeg hele Eventyret. De Fleste af dem stak i at lee, og Verten raabte: »vores Rector har, min S .... rigtig villet liste sig ind til Comtessen -« - »hvad for en Comtesse?« faldt jeg forundret ind. »Ih! Comtesse R... som har lejet Værelserne derovre. Hendes Forfædre har ejet Gaarden her - Gud veed hvorlænge; men Faderen solgte baade Den og Godset« »Men Hvem er saa Alice?« spurgte jeg videre. »Hm! det er ikke godt at sige« lød Svaret; »det er Alice, eller Else, som de Andre her kalde hende. Hun skal være en Slags Française for Comtessen. Hun er da kommen med hende herind udenlands fra.«

Nu vidste jeg saameget; men det var kun til endnu mere at pirre min Nysgjerrighed. En Comtesse og en Française ere uden videre ingen Gjenstande for denne; men Disse! saa højst dannede - som de jo tydelig viste sig for mig i hine Øjeblikke - rige paa Kundskaber, paa Følelse - og dog levende i slig Afsondring, med deres sikkert store interessante Hemmeligheder! Jeg blev ved at spørge; og fik stykkeviis efterstaaende lidet tilfredsstillende Oplysninger, som endda gaves mig med samme Ligegyldighed, hvormed Folk, der bestandig have boet i en smuk Egn, besvare en Fremmeds Spørgsmaale om de forskjællige Puncter, der i Udsigten tiltrækker hans Blik.

Comtessen kunde være midt imellem de tredive og de fyrgetyve; havde tilbragt den længste Tid hos Slægtninge i det sydlige Frankrig, og kun boet paa Ulvedal noget over fire Aar. Hun levede meget 175 stille, saae ingen Fremmede hos sig, og kom ej heller ud, undtagen til Kirke eengang om Maaneden. Kammerraadens besøgte hun og Mammesellen, efter forudgaaet Mælding, regelmæssig den første Søndag i hvert Fjerdingaar til The; og indbød dem til sig den Følgende. Men alt uden synderlig Morskab for Nogen af Parterne, da hun talte det danske med nogen Vanskelighed. Hun gjorde meget Godt i Stilhed: opklædte hvert Nytaar to fattige Børn, uddelte til Julen Fødevare, med mere; og Degnen roste hende, fordi hun til Højtiderne ved sin Tjener ofrede ham en Specie. Med Mammesellen var han endnu fuldkomnere fornøjet, da hun bar mange Børn - dog kun de Fattiges - i Kirke, hvorved hun betænkte ham med en Rigsdaler. Forresten var Begges Væsen noget stivt, afmaalt og fornemt, hvilket Kammerraaden dog godmodigen skrev meest paa Sprogets Regning.

5. Alice

Jeg har oftere bemærket, saavel hos mig selv som hos Andre, at en enkelt Begivenhed, den være stor, vigtig, bedrøvelig, ja frygtelig, ikke nær saa let bringer os ud af Fatning - end ej af Stemning - som flere forskjællige; skjøndt disse ere hver for sig ganske ubetydelige, og tilsammentagne af langt ringere Vægt end hiin. Man kan modstaa et eneste tungt Slag, men bukke under for flere lette. Saaledes gik det mig her: først fortrød det mig, at Nattens Gaader havde faaet saa hastig og klar Opløsning: dernæst ærgrede jeg mig over at de erholdte Oplysninger om de tvende interessante Figurer i dette Natstykke gjorde dem endnu gaadefuldere end før: og endelig harmede jeg mig over den Ligegyldighed, hvormed de af Husets Folk omtaltes. Disse

Jeg bad nu Kammerraaden om at vorde mældet hos Comtessen, for personlig at aflægge min Taksigelse for Natteherberget Han lod strax Tjeneren gaae over; men forsikkrede mig tillige, at hun ikke modtog mit Besøg. Denne kom snart igjen, og bragte virkelig den Beskeed: at Comtessen bad sig undskyldt, fordi hun ikke kunde see Hr. Rectoren, eftersom hun befandt sig upasselig; men det skulde iøvrigt være hende kjert, om han fremdeles vilde afbenytte hendes Værelse. »Der laae vi den Nat, og havde ingen Dyne paa os,« raabte min lattermilde Vert, og slog en hjertelig Skogger op; »lad os saa faae Lombrebordet frem.« 176 sank i mit Omdømme ned til ubetydelige Hverdagsmennesker: deres Munterhed forekom mig flau, deres Skjemt fad, og deres Forlystelser platte. Jeg blev reent forstemt; og spillede min Lombre i et Lune omtrent som naar jeg retter en Stiil, der vrimler af grammaticalske Bommerter. Stadsmusikantens Ankomst virkede derfor paa mig, som et pirrende Middel paa den astheniske; men det var ligesaa meget ham selv, som hans Musik; begge stod i fuldkommen Opposition til hinanden. Jeg skal forklare mig tydeligere.

Han var en Mand med et grimt, barskt Ansigt, et rue og skarpkantet Væsen, smaatalende, knurvorn i hele sin Omgang. Og dog var den Lifligste af alle Kunster ham Alt, og alt andet - intet. Musik var hans Stolthed - jeg tør ikke sige Glæde; thi aldrig saae han mørkere ud, end netop under Udførelsen af de allerskjønneste Stykker. Han elskede Kunsten, (som en Tyran sin Kone, sagde Herredsfogden) men intet Menneske under Solen; enhver, som ikke forstod Musiken, foragtede han. Hvo der nu kjendte ham, og tog ham, som han var, den morede han paa en dobbelt Maade: først ved hans Kunstfærdighed, og dernæst ved hans Gnavenhed Herredsfogden kjendte ham: staaende paa Trappen med Violinen til Kinden modtog han Apollos Præst - ikke med Buk eller mundtlig Hilsen - men ved at spille og variere Musikken til de Ord: »Vær Velkommen!« i Heibergs Indtog. Dette sindrige Galanterie blev straks forstaaet og optaget; Musikanten nikkede, og sagde: »det er den rette Maade at tale paa.« »Ja visselig!« svarte Skjelmen med alvorlig Pathos, »Kunsten culminerer ikke, før den fuldkommen erstatter Mundens Taleorganer.«

»Slaae nu Beterne i Hartkorn!« raabte Kammerraaden da vor Capelmester - som Herredsfogden kaldte ham - traadte ind Den sindige Tertius paatog sig dette Arbejde. Og nu gik det løs over den guddommelige Kunst: Instrumenter udpakkedes, prøvedes, stemtes; Nodestole oprejstes; Noder fremlagdes; og alt med en Iver, en Travlhed og Alvor, som om der arbejdedes paa Verdens Vel. Vertinden viste sig to Gange i Døren til Concertsalen, og spurgte: om Herrerne ikke kunde faae Tid til at spise; men erholdt kun korte og ubestemte Svar. Omsider kom Manden i Huset med en Jagtpidsk i Haanden, og drev os tilbords.

Det var yderst morsomt at see paa Fiedler (Capelmesteren) og Herredsfogden, medens de mønstrede hverandres musikalske Skatte: Hænder og Øjne i idelig Bevægelse: afbrudte Udraab som »godt! 177 prægtig! det skal vi ha'! nydelig! extra,« og saa videre. Men tilsidst fremkom Fiedler med en splinternye Composition, som han ordentlig med et glubsk Gefjæs holdt Herredsfogden lige op under Næsen, og som afpressede denne et A ..... h! der gik igjennem flere Takter, og endte smorzando. »Den smager ham« raabte Kammerraaden. »Det troer jeg nok« sagde Fiedler, »det er en nye Qvartet for fire Violiner.« »Hvordan skal vi faae den?« spurgte hiin i sørgelig og næsten grædende Tone. »Vel skal vi det« svarte den Anden; »De, og jeg, og Assessoren, og - Hr. Rectoren; han kan; det veed jeg.« »Bravo!« skreeg Herredsfogden, og bukkede sødt smilende for mig - »men hvad er det der ligger?« »hm!« svarte Fiedler; »det er noget som vi ikke kan bruge; man har sendt mig det med det øvrige - en stor italiensk Aria med Accompagnement af Violin, Violoncel, Fagot og Hoboe. Instrumenterne har vi; men hvor er Soloen?« »Det var muligt, Alice kunde« tog den ene Jomfrue Hansen Ordet; »hun synger flere saadanne græsselige lange Tingester - jeg vil gjerne vise hende den -« »- gjør det, bedste Jomfrue!« raabte Herredsfogden, men Fiedler sagde med foragtelig Mine: »Pyt! - skal vi prøve Qvartetten?« - Den gik, dog ikke uden adskillige Smaafejl, ved hvilke Stadsmusikanten snærrede, eller stampede i Gulvet.

Saamange af Selskabet, som ikke forstod eller ikke yndede Musik, listede sig efterhaanden bort, og toge fat paa anden Slags Spil - jeg mener Kort og Tærninger. Og saaledes bleve vi Kunstens Dyrkere, med nogle faae Tilhørere og Tilhørerinder, overladte til os selv og vor Ørenslyst.

Det var bleven Aften. Vi vare ifærd med en Symphonie, da jeg under en Pause seer et Fruentimmer, som jeg ikke før havde bemærket. Hun stod ved Siden af Jomfrue Hansen lige nede ved Døren, og hørte til med nedslagne Øjne. I Haanden holdt hun en Rulle Papir - det maatte være hende - Alice! men uagtet min højt spændte Nysgjerrighed, kunde jeg kun skjænke hende et flygtigt Blik; thi Musikken rev mig med sig. - Symphonien var ude. Hun traadte frem, langsom, beskeden men ikke bly. »Pyt!« sagde jeg i mine egne Tanker, da jeg nu nærmere betragtede hende - »smuk Figur; men intet udmærket Ansigt - saa koldt, saa livløst!« Hendes Øjne saae jeg endnu ikke, og først længe derefter; thi de bedækkedes næsten halvt af Øjenhaarene; og hun fæstede dem ikke paa Nogen, de foer kun ganske flygtigt over dem hun talte med. Hun traadte hen til os, udfoldede Rullen, og 178 sagde med en tvungen Udtale, der tilkjendegav hendes franske Herkomst: »jeg kjender den Soprano, og ar den synget før; med Assistance af di min Ærrer! -« Hvo der nu gjorde store Øjne, det var alle vi Ærrer; men ingen større end vor Capelmester; hans Ansigt blev en halv Gang saa langt som ellers; han gloede paa hende, som om han ikke rigtigt havde fattet hvad hun sagde. »Hvem før' an?« spurgte hun med et flygtigt Øjekast omkring i Kredsen - »jeg - jeg« svarte han hurtigt, anviste hende bukkende Plads foran sin egen Nodestol, fremtog og fordelte de ledsagende Stemmer med ualmindelig Væverhed.

Jeg fik ingen - hvormed jeg var vel tilfreds - og stillede mig mellem de faae Tilhørere. - Hun saae sig tilbage, Fiedler nikkede til sine Medspillende, og pegede med Buespidsen paa Noderne; hun tog sine i begge Hænder - de vare i Sandhed smukke - satte den højre Fod frem, den var nydelig, klappede tre Gange med Taaen, og -. Da jeg forgangen Aar førstegang saae Roat gaae op; da han stod der med Balancestokken - en heel Skibsraa - i Hænderne, vuggede sig frem og tilbage med Ryggen til Stytten, traadte rask ud paa Touget og snappede Foden tilbage, som om han tvivlede paa dets Styrke - da følte jeg en Beklemmelse, en ængstelig Uroe: »Vil han? tør han? kan han? Om han selv bliver bange, svimler - om Touget brister -« Men da Musikken saa stemmede an, da han med Kraft og Sikkerhed vendte ind paa denne smalle Broe mellem Liv og Død - da lettedes mit Bryst, da følte jeg, at med ham havde det ingen Fare.

Saaledes følte jeg her en vis Benouelse, da jeg saae den unge Pige med saa yderst vanskelig en Opgave for sig, blandt saa mange skarpe Kjendere. Men saasnart hun intonerede og det med en Virtuosas Sikkerhed, Kraft og Fylde, da hendes Sølverstemme gjennemfoer mig som et electrisk Stød, da følte jeg og med en Slags sød Forskrækkelse hvor vis hun var i sin Sag. Nu først vovede jeg ret at betragte den Mund, der udsendte saa herlige Toner. Men saaledes var den ikke smuk - Man borde heller aldrig see paa en Sangerinde, eller og skulde hun være maskeret; hvad har Øjnene hos hende at bestille? mine vendte jeg ogsaa bort; og nød nu en Henrykkelse, som ikke blev afbrudt før Sangen; Instrumenterne havde jeg slet ikke hørt.

Med en let Bøjning leverede hun sit Blad til den forbausede Concertmester; med nedslagne Øjne og et svagt Smiil modtog hun de fra alle Kanter indstrømmende Taksigelser, og gik derpaa hen til Husets 179 Moder, hos hvem hun satte sig, ventende som Tilhørerinde paa et nyt Nummer. - Da dette var forbi, blev hun anmodet om atter at glæde Selskabet med sit fortrinlige Talent; hvortil hun uden mindste Snerperie viste sig villig; men uheldigviis havde hverken hun eller Vi noget Accompagnement, undtagen af Pianoforte. Jeg vovede at foreslaae et da Capo af Arien, men derfor bad hun sig forskaanet: »jeg ikke elske da Capo,« svarte hun »anden Gang, man ikke gjør saa vel - men - jeg mig ikke udtryk i dansk -« »- behag at tale fransk, Mademoiselle!« tog jeg Ordet paa dette Sprog; »jeg troer næsten at kunne gjette deres Tanker.« Nu ophørte hendes Forlegenhed, og det tvungne i hendes Væsen, der vist nok allene havde sin Grund i den Tvang, Sproget paalagde hende; med fransk Livelighed sagde hun: »man skulde aldrig forlange Gjentagelse hverken af Musikstykker, scenisk Spil eller Declamation. Saa strax derefter lykkes det ikke saa godt som første Gang; kan aldrig gives ej heller modtages med den første Varme, og baade Kunstner og Tilhører tabe begge.« »Jeg kan ikke andet end give dem Ret - skjøndt det strider mod min egen Fordeel -« svarte jeg, »men dog med Indskrænkning. Vel kunde deres Paastand endogsaa logisk bevises; thi lad os blot forestille os sexten encores i Rad; da vil jo det fuldkomneste Mesterstykke tabe - i det mindste sin Friskhed; og taber det sextende Gang, taber det og den femtende, og saa videre lige op til den anden. Men gives der ikke alligevel Undtagelser? Compositioner som aldrig tabe sig? som i høj og stedse højere Alder beholde den ungdommelige Friskhed?« »Beholde?« gjentog hun; »jeg vilde hellere sige: fornye, og denne Evne til at kunne fornyes, er netop Kjendemærke paa de Frugter, der taale at gjemmes. Men min Mening er jo og kun denne: at de maae nydes i Mellemrum. Et slikvurnt Barn, som ikke kan styre sin Begjerlighed, forspiser sig let i det Søde, og spiser sig keed deraf; derfor holde forstandige Forældre det tilbage, at det maae nyde lidt og længe.« Dette sidste sagde hun med et muntert Smiil, der - dog kun for et Øjeblik forandrede hendes Ansigt, og viste et Glimt af indvortes Liv, som det ellers savnede. - Jeg blev afbrudt i denne Samtale, da man kaldte mig hen til Orchestret; og da Nummeret var forbi, og jeg atter vilde knytte den, savnede jeg Alice. Hun var pludselig bleven afhentet til sin Comtesse.

Som unge Herrer gjerne pleje, saa begyndte vi nu at recensere den Bortgangne; og havde hun ikke bedre Skjæbne, end et nyt Digt 180 imellem æstetiske Kunstdommere, alle finde de Fejl, men ikke alle de samme; hvad een roser laster en anden; og vilde Forfatteren i en ny Udgave tage enhver Rettelse og Udsættelse tilfølge, skulde det gaae ham med hans Bog, som det efter Fabelen gik hiin aldrende Mand med hans Hoved, af hvilket en ung Elskerinde udrykkede de graae Haar, og en ældre de sorte: saa den føjelige Stakkel tilsidst beholdt slet ingen tilbage, men sad der aldeles skallet imellem dem. Men mange skarpe Dommere ere ikke altid et ondt Tegn; det viser, at man le der efter Fejl. De tvende Parter vare dog alle enige: at hun sang guddommeligt, og at hun havde en - stor Mund! Dette sidste maatte jeg selv skjøndt ugjerne, indrømme. Men sandelig! ingen af os havde endnu seet hende.

Midt under Aftensmaaltidet kom hun igjen. Den opmærksomme Vertinde overlod hende sin Stol ved Siden af mig med den Yttring: at de to franske bedst vilde underholde hinanden. Det traf ind; thi aldrig før havde jeg hos noget Fruentimmer fundet saa fiin en Belevenhed forenet med saa dyb en Følelse; og dog skiftede hun med ejendommelig Lethed Æmnet, saa ofte jeg bragte et nyt paa Bane. Hvor gjerne havde jeg gjort hende selv til eet! men paa den lige Vej gik dette jo ikke an, og Omveje ledte ej heller til Maalet, eftersom hun bestandig bøjede af, eller vel endog med et kunstigt Spring vendte heelt tilbage. - Skade - tænkte jeg tidt - at den Mund, der taler saa smukt, ikke selv er det!

6. Julebal

Man vil finde det naturligt, at jeg beholdt mit sidste Natteleje; og ligesaa, at jeg en heel Time lyttede ved Tapetdøren. Men forgjæves; jeg hørte ikke det allermindste til de Uforklarlige. Omsider jog Søvn og Kulde mig fra min Lurepost i Seng.

Efter en uafbrudt og kvægende Hvile vaagnede jeg først i Dagbrækningen. Jeg klædte mig paa, og gik hen til Vinduet. - Det var Tøevejr. Graa Regnskyer drev ilende og lavt hen over Skoven - den mørke Skov der nylig stod smykket til Julen i Vinterens prægtigste Sølvmor. Saaledes - tænkte jeg - aflægger den unge Hustrue sin

Jeg erfarede ikke meer, end hvad jeg allerede forud havde formodet: at Comtessen var hendes Velgjørerinde og eneste Veninde. 181 Brudestads og brammende Hovedpynt; og nøjes beskeden med dagligdags Klæder og eget Haar. Sydvestvinden hylede i de gistne Vindueskarme; og svingede Rørtaget i Borggraven med uophørlig Susen og Skraslen. Jeg blev vemodig stemt; det var som de lavthængende Skyer nedtrykte mit Sind, og indsnevrede mit Bryst. Jeg tænkte med Tungsind paa min ædle Naboerske, det sidste henvisnende Skud af en fordum mægtig og blomstrende Stamme. Snart er ogsaa hun forsvunden af sine Forfædres Haller, der allerede beboes af en fremmed og frodig fremblomstrende Slægt Uvilkaarlig sukkede jeg med Helleniens blinde Sanger:

»Menneskets Æt er som Løvet,
Vinden nedhvirvler i Støvet;
Disse Skovene taber,
Andre Foraaret skaber.«

Det var mig dengang aldeles uforklarligt, hvorfor mit »Tøevejrhumør« som Herredsfogden kaldte det, ikke vilde lade sig fordrive den hele udslagne Dag. Jeg tog Deel i Alt, men kun Halvdeel; og det hændtes mig flere Gange, naar nogen af Selskabet eller jeg selv kom til at savne mine Tanker, at jeg fandt dem oppe hos Comtessen, eller i hendes Værelser.

Vi havde mange Ting for: vi musicerede, spilte Billard, Kort, Fjederbold; og tilsidst sloges vi med Snebolde. Kort sagt: man slog sig løs paa alle mulige Maader; men jeg var og blev bunden - jeg vidste ikke hvoraf.

Al denne Galskab skulde endes med Dands. Nogle flere Damer - paa hvilke der var Mangel - bleve hentede. Kort før Ballet skulde tage sin Begyndelse, kom een af Herrerne i Tanker om Alice. »Hun er mageløs i Sang,« sagde han, »og dersom hun kun dandser halvt saa godt -« »- hun dandser slet ikke,« faldt den ældste Jomfru Hansen ind; »i det mindste har vi aldrig seet hende dandse; indbuden har hun været to tre Gange, men altid undskyldt sig.« »Skal vi ikke forsøge det engang endnu?« sagde Herredsfogden, »hvem kan vide - om - Rectoren for Exempel indbød hende? han converserede hende iaftes saa yderst behageligt; og det lod til, som de ikke fik Materien udtømmet - Skriv hende en Billet!« Det gjorde jeg. Svaret kom mundtligt og strax, »hun skulde have den Ære.«

182

Jeg stod just i en venskabelig Strid med et Par andre Dandsere om hvo der skulde føre den første op, da Alice kom ind. Amor og alle Gratier! det var hende, og det var ikke hende; jeg saae, og jeg saae: det var ikke hiin mørkklædte mørkladne, kolde, hartad stive Française; det var Terpsichore selv, let som en Zephyr og mild som Morgenstjernen. En snehvid Balkjole sluttede i tætte Folder om den yndigste Krop, og naaende kun til Anklerne, lod den frie til Beskuelse de nydeligste Fødder, omvundne paa gammel græsk med rosenrøde Silkebaand Et himmelblaat Flor tilhyllede Barmen, og en eneste Lillie - et Værk af Kunsten - prydede den mørkebrune Haarfletning paa hendes Isse. Men Ansigtet fremfor alt! hvilken sælsom Forvandling var det undergaaet! Hvor var den store Mund bleven af? Som hun med et Par takkende Ord smilte mig imøde, da jeg traadte til for at hilse og opbyde hende, kunde jeg gjerne ønsket den endnu større, for at see desflere af de skjønneste Tænder, der nogensinde fremskinnede mellem tvende Purpur-Læber. Og Øjnene! ogsaa disse aabnede mig nu for første Gang deres mørkeblaa Himmel, og viste mig i et Glimt hvilken Aand der boede forinden. Hvad er Skjønhed andet end Gjenskinnet af en skjøn Sjæl Hver enkelt Deel af Ansigtet kan være smukt, det Hele regelmæssigt; men fattes det Aandens Glands, har det ikke større Værd end Pygmalions Galathea, førend Guderne hørte hans Bønner, og skjænkede hende een; det vækker Beundring, men ikke Kjerlighed.

Vel var det at Musikken i det samme begyndte; thi min Overraskelse var saa hæftig, tillige saa sød, at jeg skulde have glemt Dandsen, mig selv, og alt andet omkring mig. -

Unge Læser! smukke Læserinde! nu vide I allerede, hvad jeg dengang ikke endda mærkede: at Kjerlighedens Gud havde ramt mig med sin sikkreste Piil. Hvorledes kunde jeg ogsaa tænke, at den der ved første Sammenkomst var mig saa ligegyldig, derefter pludselig skulde vorde mig saa dyrebar? Jeg havde stedse forestillet mig, at Kjerlighed nødvendig maatte begynde ved det allerførste Syn. Eller var den der virkelig strax? Iaae hidtil i Dvale, og vækkedes blot? som naar vi drømme, og først ved vor Opvaagnen vide at vi have drømt.

Jeg fornam ikke hvorledes jeg var faren, før Alice var borte. Henimod Midnat forlod hun Ballet, for at begive sig til sin ensomme Veninde. Da var det for mig, som om Lysene brændte søvnigt, Musikken lød mattere, og Dandsen gik tungere; som om hun havde 183 taget det halve Liv, Lys og Glæde bort med sig. Jeg kunde ikke længere skuffe mig selv over mit Hjertes Tilstand. - Denne vigtige Opdagelse skulde fordrevet mig fra Selskabet hen i Ensomhed, havde jeg ikke frygtet, derved at røbe mig selv - jeg, der saalænge hun bivaanede Ballet, ikke havde været fra Gulvet. Men endnu mindes jeg grant, hvad Tvangen kostede mig: istædet for at jeg før havde dandset med Liv, saa dandsede jeg derefter paa Livet; min forrige selvbudne Munterhed veeg for en besværlig og ofte uheldig Vittighedsjagt I Pusterummene gik jeg fra Værelse til Værelse; saae paa de Spillende, uden at vide hvad de spillede; blandede mig i Samtaler uden at vide hvad de angik. Uden videre Beskrivelse: jeg bar mig ad som en Forelsket.

Saalænge der dandsedes, gik det saa som saa. Men da der vare færre Damer end Chapeauer, og blandt de første nogle daarlige Dandserinder, med hvilke der maatte gjøres - hvad i Landsbysproget kaldtes Hovene: foreslog de sidste til en Forandring - Julelege. Nu blev jeg værre faren. Jeg maatte give Pant paa Pant; snart vare alle mine Lommer tømte. Og da saa Panterne skulde indløses! Hvor dyb var ikke Brønden? hvor haard den brede Steen? hvor tung den polske Kirkegang? jeg hang, jeg skriftede i Sandhed som en Synder; og alle de Kys, jeg fik og gav, smagte deels som Ædikke og deels som Vand Men paa Forundringsstolen ventede mig dog den haardeste Prøvelse. Det var stakkels Tertius, som skulde forkynde mig Selskabets Anmærkninger; hvilket han ogsaa gjorde med samvittighedsfuld Nøiagtighed og største Alvorlighed Jeg frygtede og sad som paa Naale. Adskillige dunkle Hentydninger havde jeg med kunstlet Rolighed nedslugt; men een forstyrrede den ganske: »og somme -« endte han - »forundrer sig over, at Hr. Rectoren er bleven saa forunderlig, siden hans Dame gik bort.« »Den skal sidde!« raabte jeg, og sprang op fra Stolen. Mandfolkene loe, Fruentimmerne fnisede. - Den skyldige var ikke at udfinde. Tertius angav den yngste Jomfrue Hansen; men hun fralagde sig rent ud Beskyldingen. »Var det ikke Dem saa var det Deres Søster;« sagde han. Hun nægtede ligesaa haardnakket. Enden blev at han selv maatte sidde; og jeg fik ingen Hævn.

Legen havde tabt sin Morsomhed - man gabede - man snakkede om Sengen. Jeg længtes efter den, for uforstyrret at kunne tænke paa hende, der paa saa underfuld en Maade havde overrumplet mit Hjertes hidtil uindtagelige Fæstning.

Jeg gjennemgik den hele Aften fra hendes glimrende 184 Fremtrædelse til den sidste yndige Hilsen, med hvilken hun forsvandt. Jeg gjentog ethvert af hendes Ord. Jeg dandsede alle vore Dandse om igjen; og nu først begreb jeg, hvori hendes Mesterskab, ogsaa i denne Færdighed bestod; ej allene i Skjønheden, men og i Letheden af alle hendes Bevægelser. Uden allermindste Anstrængelse udførte hun de dengang endnu brugelige Armturer; Arme og Fødder rørte sig ligesom ved et skjult Maskinerie i uforstyrrelig Takt, medens det dejlige Legeme svævede mellem de andre Dansende, ligerviis som Svanen sejler rank og roligt mellem tumlende Bølger.

Jeg lod min Indbildningskraft paa ny afpræge mig hendes Miner, Smiil og Øjekast, naar vi mødte hinanden, naar vi talte sammen; om de ikke indeholdt noget meer end blot Artighed: det syntes saa men - her greb mig pludselig den Tanke: hvorledes var hun mod de andre unge Mandfolk? - hm! det vidste jeg ikke. Kun det havde jeg dog bemærket: at Conrectorens Broder nogle Gange betragtede hende, dog med en vis Alvorlighed; og at hun ligesaadan havde skottet til ham fra Siden. Han var rigtignok en Mand henad Aarene, men af et yngre endnu mandigt og kraftfuldt Udseende. Hans Haar og Kindskjæg faldt mere i det graae end i det sorte, men vanhældede dog ikke Smukheden af hans solbrændte Ansigt, der oplivedes af et par muntre lyseblaae Øjne. Hans Skabning var athletisk og hans Holdning som en Krigers. - Dog herover beroligede jeg mig snart, saameget lettere som jeg hørte ham snorke af Hjertens Grund. Han og Broderen - de Uadskillelige! - vare nemlig flyttede op i min forrige Seng, og jeg havde faaet en anden i samme sorte Stue; eftersom de sidst tilkomne Damer indknebe Huusrummet til det yderste.

Jeg vaagnede først temmelig højt op paa den korte Vinterdag. Jeg keeg over til den anden Seng - den var tom. Jeg drejede mig om til Vinduet: Solen skinnede derind Jeg stod op.

Som jeg var paaklædt til at gaae ned, og allerede udstrakte Haanden efter Trykkeren, lød der en taktmæssig Knirken inde fra den store Sal - mon det er hende? tænkte jeg, listede mig hen til den velbekjendte Dør, og linnede saa sagtelig ved den, at jeg kunde med det ene Øje titte derind - Det var hende! Hun var i Morgendragt; men et Kastetørklæde tildækkede Hals og Barm - ej engang Dagen maatte see dem. Hun var ifærd med, i en Commode at gjemme sin pent sammenlagte Balstads; og da hun blev færdig dermed, trak hun en anden Skuffe ud, tog noget i Haanden, som jeg ikke kunde see, men hvorfra 185 nedhængte en sort Lidse af Silke eller Haar. Længe betragtede hun det med dyb Vemodighed, sukkede, trykkede det med begge Hænder til Brystet, kyssede det, og vendte de graadfulde Øjne didop, hvor de Dødelige søge Trøst for Smerten hernede. Derpaa gjemte hun atter det fremtagne, tørrede sine Øjne, og forlod Salen med roligt Aasyn og lette Fjed.

Hvad kunde det være? et Billede formodentlig; men hvis? en Elskers? - det faldt mig tungt paa Hjertet - maaskee en Moders? - det lettedes igjen. Men hvo var hun da selv? en Emigrantinde? af høj Stand - alt for høj! det forraadte jo hendes fuldkomne Dannelse. -

»Vished!« sagde jeg fast besluttet til mig selv, og ombyttede min Ensomhed med Selskabets muntre Larm.

7. Liniedandserinden

Dagen henløb, uden at jeg var kommen i det rene med mig selv, paa hvilken Maade jeg vilde erklære mig for Alice; men da jeg nu engang havde bestemt, at jeg vilde, kunde jeg og uden mærkelig Adspredelse deltage i Forsamlingens adskillige Morskaber, som dog fra nu af havde saa lidet tiltrækkende for mig, at jeg ikke er istand til at mindes, mindre at beskrive dem.

Det var Juleaften. - Følgende Helligdag tog jeg i Kirke, ledsaget af nogle Faa, hvoriblandt de tvende Brødre. Alice var der - det vidste jeg - men Comtessen ikke, saasom hun ikke befandt sig vel. - Under hele Tjenesten saae den andægtige Pige kun paa Præsten og sin Bog: Det glædede mig. - Først da vi begge paa eengang traadte ud af Stolen, mødtes vore Øjne. Hun rødmede, og hilsede venligt; men tale sammen gjorde vi ikke - jeg manglede Mod dertil. - »I Morgen!« tænkte jeg.

Det blev Morgen igjen. - Brødrene havde, som de forrige Dage, forladt Værelset. - Jeg stod op - Jeg stod en heel Time, lyttede, keeg ind i Salen - nej! hun var der ikke. Flere Gange gik jeg til Kammerdøren, og vendte atter tilbage. Min Beslutning vaklede, mit Mod sank. - Da lød omsider den velkjendte Knirken. »Nu eller aldrig!« sagde jeg halvhøjt, og gik derind. Hun syslede ved Commoden; men da hun fornam nogen, vendte hun sig hastig imod mig; jeg saae, at hun 186 forskrækkedes - skiftede Farve, og derved steeg mit Mod paa nye: det første Skridt var overstaaet.

Jeg blev staaende i ærbødig Afstand, og sagde: »Mademoiselle!« - men mere sagde jeg ikke; fordi jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg vilde sige. - »Monsieur,« svarte hun; men heller ikke mere. - Jeg blev forknyt, benouet, indviklet i min egen raadvilde Ængstelighed. Da øjnede jeg pludselig en Udgang: »jeg har hørt« sagde jeg hurtigt, »at Comtessen ikke befinder sig vel.« »I Dag er hun noget bedre.« »Det glæder mig.« - Atter en Pause.

Min piinlige Forlegenhed steeg med hvert et Pulsslag - den var ikke til at udholde. - Som en svulmende Strøm gjennembryder Dæmningen, saaledes udvældede mine trangt indsperrede Følelser i en Strøm af Ord - hvilke? - det veed jeg ikke; men saameget erindrer jeg: at Farven forlod Alices Kinder, og Glandsen hendes Øjne; og at hun støttede sig med den ene Haand til Commoden. Jorden brændte under mine Fødder.

»Min Herre!« begyndte hun med klar og fast Stemme; men det forekom mig, at denne Fasthed var fremkunstlet, »min Herre! deres ærefulde Andrag er af den Beskaffenhed, at den forpligter mig til den oprigtige Tilstaaelse -«(det er ægte fransk Stiil! tænkte jeg) - »at jeg er bundet til Comtesse R.... ved saadanne Baand, som intet i Verden kan eller maae løse. Hun er mit Alt - og jeg - hendes sidste Trøst - den sidste Traad, der knytter hende til Livet - De seer -« lagde hun ilende til - »at jeg skatterer Deres meget hædrende Tillid, idet jeg berører et Forhold, som ellers ikke fremstiller sig for Verdens Blik.« Mit havde jeg, medens hun talede, nedslaaet som en Synder for Dommeren. Nu hævede jeg det atter; og med det samme sank hendes; men to store Taarer vældede ud under de lange Øjenhaar. Jeg kom igjen til Mod og Mæle: »Det Forhold« sagde jeg, »hvori De befinder Dem til Comtessen - jeg ærer det - hvorlidet jeg end kjender dertil - men - tillad mig blot dette ene Spørgsmaal! - om dette Forhold nu ikke var? -« Her kastede hun et Lynblik til mig, trak i sine Handsker, og svarte med tilsyneladende Kulde: »det er - og -« hun saae sig omkring, som Een der søger en Lejlighed til at slippe bort. »Alice!« sagde jeg med tiltagende Dristighed; »jeg kjender Dem kun under dette Navn, og med dette tiltaler jeg Dem, hvis De saa vil, for sidste Gang. Jeg er ingen letsindig Yngling; som Mand, som ærlig Mand, og efter alvorlig Prøvelse af mit Hjerte, siger jeg frit og 187 aabent: det tilhører Dem - reent og udeelt. Men - hvis ingen Følelse i Deres skulde tale for mig« - hun saae paa mig med et smerteligt Blik, i hvilket jeg troede at skimte et Glimt af Ømhed Jeg greb hendes Haand, som hun ikke unddrog mig. »Alice!« vedblev jeg; »hvis jeg ikke var Dem ganske ligegyldig - kun et Ord, et eneste husvalende Ord! Jeg kan vente, vil vente taalmodig, indtil det Forhold, De nys betegnede, maaskee kunde forandres, uden at løses.«

Hun trak sin Haand blidelig tilbage, holdt den anden et par Secunder for Øjnene, sammenpressede Læberne, som for at dæmpe frembrydende Graad, og viste saa til en Stol ved Siden af mig. Mekanisk satte jeg mig; hun sank, eller meer, segnede ned paa en anden. - Nogle Øjeblikke sad hun bestædt i indvortes Kamp; hurtigt bølgede Barmen, Øjenlaagene klippede; omsider frembrød hendes Ord med et skjælvende Suk.

»Førend De andengang ønsker mit Svar paa det vigtige Spørgsmaal, De har behaget at gjøre mig« - sagde hun med Fatning - »bør De kjende mere til mig, min Skjæbne, og min Stilling, end det lidet, De hidtil vidste. Men først, saafremt De har mig - som jeg - jeg - nærer en oprigtig Højagtelse for Dem, udbeder jeg mig Deres Løvte: at De, naar min Historie er til Ende, bier indtil jeg selv uopfordret svarer paa Deres alt for artige Yttring.« Jeg lovede det.

»Hvad min Fødsel og Herkomst angaaer« sagde hun, »da er jeg mig selv ligesaa ubekjendt som Dem. Jeg veed hverken af Fader eller Moder; ene, uden Frende eller Ven, er jeg udstødt paa Livets Skueplads. - Og til en virkelig Skueplads hæfte sig mine tidligste Erindringer; ja, min Herre! jeg har henlevet min Barndom med Liniedansere, Springere og Kunstryttere -«jeg følte, at der gjennemfoer mig ligesom en kold Gysen; og jeg bemærkede, at hun kastede et Sideblik til mig -»Min Smule Færdighed i Dans - har jeg erhvervet under Graad og Pidskesnert. Ofte ønskede jeg - ak! jeg kunde ikke bede til Gud; thi jeg kjendte ham ikke - jeg ønskede at Touget maatte briste, og jeg ved et sønderknusende Fald faae en Ende paa mine Lidelser. Selv turde jeg ikke kaste mig ned; thi jeg frygtede Svøben meer end Døden. Ofte, naar Klap og Bravoraab regnede ned over mig, og jeg med Armene korsviis over Brystet bøjede mig for det jublende Publicum, trillede de bittreste Taarer ned over mine magre sminkede Kinder.«

»Jeg skulde upaatvivleligt engang alligevel fundet Lejlighed til at gjøre sikker Ende paa min usle Tilværelse, hvis ikke den for mig saa 188 hældige Forandring var indtruffen: at nogle rejsende Musici etsteds havde sluttet sig til vores Bande. Een af disse, en Romer af Fødsel, opdagede min Syngegave, og paatog sig at uddanne den. Da jeg herved paa dobbelt Maade kunde bidrage til at fylde Directørens Casse, tillod han mig gjerne at nyde Romerens Underviisning; og jeg nød den med dobbelt Lyst; thi for det første elskede jeg Sang - Glædens og Sorgens Tolk i Menneskets Bryst -; for det andet var jeg saalænge befriet for Directørens og hans Kones Mishandlinger; og for det tredie kunde jeg hos min godhjertige Lærer spise mig mæt i Macaronis. - Jeg gjorde god Fremgang; men til min egen Skade; thi forhen havde jeg sluppet med at voltigere og dandse, nu maatte jeg ogsaa synge offentlig. Og da jeg gjorde dette med Tvang og Frygt, var jeg ikke stedse saa heldig at indhøste Tilhørernes Bifald: og da fik jeg arme Stakkel Hug til min Aftensmad.«

Her sukkede hun smerteligt, og aftørrede et par nedrullende Taarer; ogsaa mine randt ved Forestillingen om denne Engels grusomme Behandling. Jeg følte mig saa beklemt, at jeg ikke kunde fremføre et Ord.

»Men« vedblev hun, »Gud forbarmede sig over den forældreløse Skabning, og frelste mig af disse Barbarers Hænder. Vi befandt os just i Livorno, for derfra at indskibe os til Engelland. Under den sidste Forestilling havde jeg gjort mine Sager saa slet, at jeg havde den haardeste Straf at vente. I min store Angest besluttede jeg nu at udføre det Forsæt, hvori jeg hidtil var bleven hindret. Endnu inden Forestillingen var forbi, sneg jeg mig bort, og løb af alle Kræfter lige ned til Havnen, og styrtede mig i Vandet. Det var i Aftenskumringen; men nogle Sømænd, ved hvis Skib jeg sprang ud, havde seet mig. Øjeblikkelig kastede Een sig ned, greb mig, og bragte mig uskadt op paa Dækket. Aldrig saasnart var dette skeet, før min Tyran med en anden af Banden, som strax maae have mærket min Flugt, kom farende til og fordrede mig udleveret. Jeg skreg og kastede mig ned for min Redningsmand Jeg omsnoede hans Been, »frels mig! behold mig! dræb mig!« raabte jeg med min sidste hendøende Kraft - Bevidstheden forlod mig. - Da jeg opvaagnede befandt jeg mig liggende afklædt i en Seng, og i et smukt Værelse, som havde et for mig aldeles fremmed Udseende. En venlig Mand i blaa Klæder sad hos mig, og da han saae, at jeg slog Øjnene op, klappede han mine Kinder, og talte saa kjerligt til mig, at jeg greeb hans Hænder, og bedækkede dem med 189 Kys. »Bliver jeg hos dig? er Rosetti borte? vil Du hytte mig for ham? vil du beholde mig?« saaledes raabte jeg, og strakte mine skjælvende Hænder ud imod ham. Han kyssede min Pande, og gav mig de trøstefulde Forsikkringer: at jeg var i fuldkommen Behold: Han havde løskjøbt mig: og jeg havde ikke meer at frygte af den slemme Rosetti.«

Alices Øjne tindrede; hun udrakte sine Hænder, som om han endnu stod for hende, og sagde: »Gud glæde dig, min Sjæls Frelser, ihvor du er! i denne Verden, eller i en bedre! - der! -« med en Madonnas Aasyn vendte hun sine Øjne didop, hvor hun engang skulde takke ham. Hendes Hænder foldede sig, og sank i Skjødet. Jeg troede, hun havde glemt min Nærværelse.

Dog ikke længe; hun tog atter ved.

»Det var den samme, som drog mig op af Vandet. Han førte et Handelsskib; men endnu i dette Øjeblik veed jeg ikke, om han var en Engellænder, eller af et andet nordligt Folk; thi hans Modersmaal forstod jeg ikke. Men hans sidste Velgjerning imod mig var ligesaa stor som den første. Strax den næste Dag kjøbte han mig ordentlige Klæder, tog mig med sig til en Villa i Nærheden af Livorno, og forestillede mig for nogle der boende Damer; blandt hvilke den yngste modtog mig med særdeles Godhed; og da jeg havde fortalt hende det sørgelige Brudstykke af mit korte Levnetsløb, spurgte hun, om jeg vilde blive hos hende? De kan vist forestille dem, at jeg i Førstningen vægrede mig, og ikke vilde skilles fra Captainen. Dog snart overbeviste begge mig om, at dette ingenlunde gik an. Jeg blev. Han rejste. Jeg saae ham aldrig mere, -«

»Denne Dame er min Opdragerinde. Jeg kunde dengang være ti eller elleve Aar, men havde hverken lært at læse eller at skrive; Religionen var mig aldeles fremmed Hun underviste mig selv i Alt; og saaledes indhentede jeg snart det forsømte, ligesaameget af Kjerlighed til hende som af egen Lærelyst. Ja, min Herre! Gud beskikkede hende til Moder for den forældreløse. O, denne min anden Moder er - De gjætter det allerede - Comtessen her - og -« her rejste hun sig - »nu kjender De, Hr. Rector! Styrken og Helligheden af et Baand, som De vist er for ædel til at ville opløse.«

Ogsaa jeg rejste mig; kyste med taus Ærbødighed hendes Haand, hvilket hun ikke forholdt mig og vendte tilbage til mit Værelse.

Jeg følte nu alt for vel, at jeg maatte frasige mig den skjønne Alice, og bekæmpe min Lidenskab; og at det første Skridt hertil var en 190 snarlig Hjemrejse. Alligevel vilde en alt for pludselig gjøre Opsigt, og røbe mit Hjertes Hemmelighed, hvilken de omværende allerede havde begyndt at ane. Tilmed var den halve Tid af Ferierne endnu tilbage. Jeg maatte altsaa ophitte et rimeligt Paaskud, for ej at synes uskjønsom mod de vakkre Ulvedalers mange Artigheder, og hjertelige Gjæstfrihed. Dette fandt jeg let, og berammede da Afrejsen til anden Dagen derefter.

Vore bedste Handlinger fattes dog stedse Heelhed. De udspringe alle af flere Bevæggrunde, hvoraf nogle igjen ikke ere aldeles rene. Saaledes avledes denne min Beslutning ikke ene af Agtelse for de tvende Damers indbyrdes Forhold, men ligesaa meget af en Slags Klogskab - en vis Hjertets Politik, som tilhviskede mig: at jeg herved vilde befæste mig i Alices Gunst. Maaskee endog at herunder stak en lidt mandlig Stolthed, og den igjen blandet med en Smule Tilsats af hvad Franskmændene kalde dépit amoureux. Og overalt dette, tør jeg vel bestemt paastaae: at ikke et svagt Haab om Muligheden af Alices Besiddelse endnu ulmede i mit Hjertes inderste Lønkammer.

8. Søcaptainen

Den paafølgende Nat vaagnede jeg hændelsesviis midt i min Søvn, og blev uforsætlig Tilhører ved en Samtale, hvis Indhold griber alt for meget ind i denne hele Historie, til at jeg ikke skulde gjøre mine Læsere bekjendte dermed.

Brødrene, som vistnok troede at jeg bestandig sov, gjennemgik deres vigtigste Livsbegivenheder. Den ældre maae ved min Opvaagnen have endt sin Beretning; thi jeg hørte da, at han sagde: »saaledes var det urandsagelige Forsyns Førelse med mig, kjere Broder! Fortæl du nu mig oprigtig, hvorledes det er gaaet til, at du med saa stor en Guds Velsignelse aldrig har faaet isinde at gifte dig!«

»Det er snart sagt« svarede den Yngre: »fordi jeg ikke har havt Lyst til nogen, undtagen Een; og hende kunde jeg ikke faae.«

»Men denne Ene!« sagde Conrectoren »hvem var hun? hvorfor fik I ikke hverandre? lad mig høre det saadan i Sammenhæng!«

»Ja vel! siden du ønsker det« svarede Broderen. »Jeg var kommen tilbage fra et Krydstog under Kurilerne, og laae ved Peter Pouls Havn paa Kamschatka, da der indløb Ordre fra Admiralitetet: at jeg 191 ufortøvet skulde gaae over til Nordvestkysten af America, der foretage nogle Opmaalinger, og siden den nærmeste Vej - om Cap Horn nemlig og gjennem Middelhavet - til en Havn i det sorte Hav, for at afgive mine Beretninger. Paa denne Tour maatte jeg for Haverie anløbe en Havn i Middelhavet, og det traf sig just, at det blev -«

- »Glem ikke, hvad du vilde sige!« faldt Conrectoren ind, »hvornaar var det? hvorlænge er det siden?«

»Lad mig see!« svarede Sømanden; »det er en tolv Aar siden. - Nu, seer Du, traf det sig saa, at der paa denne Plads var nogle fornemme rejsende Russer; og de kom ombord til mig, og jeg korn til dem igjen; og det gik lystigt til med Baller og Basseraller i en Fandens Tid. - Paa saadant et Pikkenik blev jeg paasejlet af den Fregat, jeg mener, og fik en Skamfiling i Hjertet, som jeg ikke i mange Tider forvandt.«

»Aha!« brød Skolemanden af, »Du blev forelsket - ikke sandt?«

»Vist gjorde jeg« svarede Broderen; »og det var ikke saa sært, for det var den skjønneste Sejler - skal du vide - jeg i mine Dage har seet. Jeg gjorde Signaler; men dem besvarede hun ikke - eller hun forstod dem ikke. Saa løb jeg hende klos op paa Siden, og prajede hende - i al Høflighed. Og saa passiarede vi, og saa dandste vi, og -«

»Var det et italiensk Fruentimmer?« faldt den ældre atter ind, »og hvad hedde hun?«

»Hun var ingen Italienerinde« svarede den yngre; »men barnefødt i Frankrig; og hedde Roseau. Men Navnet gjør nu ikke noget til Sagen.

- Kort at fortælle: vi kom sammen een Gang, og to Gange, og flere Gange; og tilsidst kom det mig saa i Munden at jeg sagde hende reent ud paa godt dansk: »Mademoiselle! Je vous aime

»Godt!« sagde Conrectoren; »og hun? -«

»Hun sagde ingen Ting« vedblev den Anden, »for hun hang i mine Arme, og saae ud som hun vilde til at himle. Og saa gav jeg hende et Kys, og hun gav mig eet igjen, og det blev til mange Kys, og havde nær aldrig faaet Ende. Og Meningen blev, at vi bandte højt og dyrt -«

»Hvad? bandte hun?« spurgte min Conrector.

»Naa ja! jeg mener blot, at vi tilsvor eller lovede hverandre med Haand og Mund, at vi vilde holde af hverandre saalænge Livets Vind pustede i vore Sejl.«

»Det var et smukt Løvte« sagde Skolemanden; »hvorfor monstroe blev det ikke opfyldt?«

»Det kom saaledes,« svarte Sømanden. »Blandt Russerne der paa 192 Pladsen var der en Greve, som og syntes godt om Marie; og da han mærkede, at jeg havde taget Luven fra ham, satte han alle Kludene til, for at hale mig. Og da det ikke hjalp -«

»Holdt lidt!« faldt hiin atter ind »hvad vil du sige med »Kludene« og det?«

»Jeg mener kun« svarede denne »at han vilde stikke mig ud med Complimenter og Guldstads, Diamanter og Perler og saadant Ragerie. Men da han nu alligevel maatte sakke agter ud, saa blev han grov, og vi ragede uklar, og saa kom vi til at duellere -«

»Aa fy! Bro'er Christian!« brummede Conrectoren »har du duelleret? det er en barbarisk Skik.«

»Det kan gjerne være« sagde Søegutten; »men det er nu eengang Skik; og den maae man følge. Det gik da godt nok, men ikke alt for godt: han fik en Kugle i Skroget, og maatte lægge op et Fjerdingaarstid, for at lade sig kalfatre -«

»Han døde ikke?«

»Nej! Men han var af en stor Familie, og havde mægtige Venner; og jeg blev drillet og chicaneret, saalænge til jeg maatte tage min Afsked. Og det var min Lykke som du veed.«

»Men Pigen?«

»Pigen! - Ja, seer du! da han ikke selv kunde faae hende, saa fik han nogle af hans gode Venner til at bagvaske mig hos hende og hos Familien, som om jeg var en liderlig Hund, der havde mig en Kjereste paa hver Plads jeg kom til. Nu skulde det netop træffe sig saa, at jeg i samme god Lag havde skjænket hende et levende Beviis paa min Kjerlighed -«

»Hvad!« foer den Gamle heftig op, »Christian! var det kommen saavidt? Gud forlade dig! havde du besvangret hende?«

Broderen loe. »Du ta'er fejl; det var ikke saadan ment - det skal jeg nu fortælle dig bagefter. Nok er det: hun troede Sladderen - skrev mig til, »at saadan og saadan« og derfor vilde hun nu dreje af, og jeg kunde styre min Cours hvorhen jeg selv lystede. Jeg løb strax for at klare Tingen; men hun havde allerede lettet, tilligemed hele hendes Escadre. Jeg har ikke seet hende siden.«

»Hvorfor skrev du ikke til hende? søgte hende op?« spurgte hiin.

»Ja hvor?« sagde Sømanden. »Jeg vidste ikke engang Navnet paa hendes Hjemstavn. - Det var forbi, og derved var intet videre at gjøre.«

193

Her opstod en kort Taushed; efter hvilken Conrectoren først tog ved: »det er sandt, den Omstændighed, du berørte, der gjorde hende Hovedet saa kruset -«

»Rigtig! det gik saaledes til. En Aften, som jeg -« Her paakom mig uhældigviis en Nysen, som ganske afbrød Samtalen. Conrectoren sagde »Prosit!« og Broderen mumlede til ham: »en anden Gang.«

9. Slutning

»Ingen veed - naar Solen staaer op - hvordan den vil gaae ned,« er eet af Degnens Ordsprog i Ulstrup, hvorved han næsten har erhvervet sig Anseelse af en Sandsiger; og det temmelig nemt, thi i Grunden er det ikke andet end en Spaadom, der langt oftere træffer ind, end slaaer fejl.

Dette Tankesprog - som Herredsfogden ophøjede i Orden med de syv Vises i Grækenland; den avisbelæste Pranger satte over for Etatsraad Syrachs; es kann nicht so bleiben; og Degnen selv lidt nedenfor den vise Syrachs: priis ingen lykkelig, før hans Endeligt kommer - dette Tankesprog, som han ogsaa anbragte paa den til Afrejse bestemte Dag, da en tyk sortgraae Tøetaage skjulte Himlen og indhyllede Jorden, har uudslettelig indpræget sig i min Hukommelse, idet nemlig den physiske Betydning, i hvilken Oraclet gaves, fik en moralsk, uventet og glædelig Opløsning - alt som i nærværende Capitel nøjere skal oplyses.

Endnu medens vi alle tre laae i Sengen om Morgenen, og snakkede, foreslog Captainen: at vi skulde takke Comtessen personlig for Brugen af hendes Værelse. Jeg fortalte ham, hvorledes jeg var bleven høflig afviist: men bifaldt dog, at vi bad om Audients hos hendes Naade. - Det gjorde vi, og, imod al Forventning, blev den os tilstædet.

Jeg veed ikke hvorledes det kom sig, at jeg gik først og allene - dreves jeg maaskee uvilkaarlig af et vist lønligt Haab? Amor er en Sophist; og hvad værre er: han leger med sine Fanger, som Katten med Musen.

Alice var ikke tilstæde; men at hun alligevel maae have talt gunstigt om mig til Comtessen, kunde jeg skjønne af den særdeles artige Modtagelse, jeg fandt hos denne vakkre Dame. - Hun var af en fiin 194 men indtagende Skabning; og hendes Ansigt ejede endnu meget af det der nogle Aar tilbage maae have gjort hende til en udmærket Skjønhed. Hendes Tale var, som det kan formodes, aandfuld og livelig; og uden Tilbageholdenhed indlod hun sig i en højst roesom Samtale om de skjønne Kunster og deres Skatte i la bella Italia. Den trak sig temmelig langt ud; og jeg fandt, at det var paatide at afbryde. Jeg havde allerede rejst mig, for at tage Afsked, da Tjeneren meldte Captainen, og denne blev indladt. Han bar, til min Forundring, hollandsk Søofficiers Uniform, og en russisk Orden paa Brystet.

Langt højere steeg min Forundring, da han blev staaende stiv som en Ordonnants tæt inden for Døren, eller paa selve Tærskelen, med et Ansigt, hvori noget højst sælsomt afspejlede sig, hvilket og uvilkaarligt førte mine Øjne fra ham til Gjenstanden. Der stod Comtessen - et lignende Spejl - men hendes Forbauselse syntes blandet med Glædesglimt; ogsaa kom hun først tilords: »hvis jeg ikke fejler« - stammede hun svagt og med arbejdende Bryst - »har jeg engang tilforn« - med et dybt Buk udførte og bekræftede han Spørgsmaalet. »Det er mange Aar siden« vedblev hun, og hendes Øjne sank til Jorden. »Elleve« svarede han, og saae ligeledes ned for sig. En Stund taug nu begge. Da trængte Taarer sig frem under hendes Øjenlaage; hun saae atter ivejret, lagde den ene Haand under Barmen - udstrakte den anden, og kastede et forvirret, uroligt Blik til mig - Jeg følte strax, at tredie Mand her var tilovers. Med et taust Buk drog jeg mig tilbage, og listede mig bag om Captainen ud af Værelset.

Jeg ilede at opsøge Conrectoren, for at meddele ham den ikke mere tvivlsomme Opløsning af hiin Hemmelighed, i hvilken jeg om Natten var bleven Medvider. Jeg foer - ubegribelig for alle dem, jeg mødte - fra Stue til Stue, Trappe op og Trappe ned Omsider fandt jeg ham i vort fælles Soveværelse. Næsten aandeløs udstødte jeg: »han har hende - hun er her - det er hende - kan ikke være andet -« »hvem dog?« humanissime!« sagde han forundret. »Hvem anden -« svarte jeg - »end hende i Livorno - hende De veed -« jeg havde glemt Navnet. »Hjelpe mig Gud!« sukkede han med foldede Hænder; »Kjereste Hr. Collega, hvorledes er det fat? insanis aut versus facis?«* »Aa nej, nej« raabte jeg; »det er som jeg siger Dem, kom! kom! -« jeg greb hans Haand - »De skal selv see - det er hende - Comtessen -« * 195 Jeg drog ham med mig ind i Salen; men her holdt han mig tilbage, standsede, og sagde: »Bie Kjere! jeg maae summe mig lidt - hende - i Livorno - han i Nat fortalte om - hørte De det?« »Noget af det« svarte jeg; »jeg vaagnede hændelsesviis mod Enden af Historien.« »Men hvad siger De?« udraabte han, og slog Armene over hinanden, idet han med store Øjne stirrede paa mig »denne franske Pige - hm! Rüseau - Rousseau - eller hvad det var hun hedde - og Corntessen? -« »- er een og samme Person« forsikkrede jeg. »Nu skal De see - hun gjør ham sikkerlig Afbigt for hendes ugrundede Mistanke - kom!« - Endnu vilde han ikke afsted; Tvivlen fik atter Overhaand; han satte Næverne i Siden, og saae paa mig med et Smiil, der omtrent skulde sige saa meget som: »Det er et eller andet Skjelmerie, du har for.« - I dette Øjeblik hørte vi Corntessen sige: »naar De ret vil betragte min gode Alice, vil De selv let opdage den store Liighed i Deres Ansigtstræk, som gav Bagtalelsen Vægt. Jeg var allerede to Dagsrejser fra Livorno, da hun bragte mig ud af Vildfarelsen; og da jeg ankom der igjen, var De borte.« »Per deum optimum maximum!«* raabte Conrectoren, »ita se habet res.« Og dermed sprang han foran mig ind til de Lykkelige.

Nu først blev jeg mig det søde Haab om Alices Besiddelse fuldkommen bevidst; og med bankende Hjerte gik ogsaa jeg derind. -

Forsoningen mellem de Gjenfundne var fuldbragt. Alle tre stode Haand i Haand; og en Glæde som vi tænke os de Saliges, straalede i deres Aasyn. »Broder!« raabte Captainen, og faldt med frembristende Taarer om Broderens Hals.

Jeg nærmede mig til Alice. Hun rødmede i yndig Forvirring. Førend jeg nu anden Gang bejlede, læste jeg hendes Svar; og dette hævede mit Mod. »Ædle Alice!« sagde jeg »er Hindringen nu bortrøddet? og tør jeg haabe?« Med et engleligt Smil svarede hun: »der ere mine Forældre!« - Begge havde hørt mit Andrag; og Corntessen tog Ordet, tilligemed Alices Haand: »hun elsker Dem, Hr. Rector, og hun er Dem værd Allerede for to Dage siden mærkede jeg noget; men seer nu først hvad det betydede -« hun lagde hendes Haand i min »- tag hende! og elsk hende som hun fortjener.«

Gud veed, hvor Tiden blev af; men det var Middag, inden Kammerraadens og alle de øvrige erfarede, hvad der imidlertid var * 196 foregaaet. - Der blev en almindelig Glæde; og den Dag tænktes ikke mere paa Rejsen.

Ved Bordet blev den dobbelte Forbindelse højtidelig fejret med behørige Skaaler, Trompetstød og Sange; blandt hvilke udmærkede sig een, digtet paa staaende Fod af den løjerlige Degn, ved sit gammeldags Tilsnit og sine uforblommede Hentydninger paa det forventede Offer. - Enhver var lystig paa sin Viis; men ingen meer end gamle Conrector. Han kunde ej engang sidde rolig paa sin Stol; men gik om saa til Een og saa til en Anden, og declamerede latinske Vers baade til Lærde og Ulærde. Det gik endog saavidt at han istemmede: »gaudeamus igitur

Da den var udsungen, sagde han til Broderen: »Christian! denne Dag er den skjønneste i mit Liv; der er intet i Verden, som kunde gjøre mig gladere, end jeg nu er« - »Det skal du ikke bande paa!« svarede Captainen med en ganske sælsom Mine; og hviskede derpaa noget til sin Kjereste. Begge stode op og fulgte ud efter Captainens Tjener, som Dagen iforvejen var ankommen med sin Herres Tøj, havde hjulpet til at varte op ved Bordet, og nylig sagt noget til ham, der med eet gjorde ham ganske alvorlig.

De kom ikke igjen; og nu blev jeg kaldet ud - Da jeg traadte ind i det Værelse, hvor de tre befandt sig, vendte Captainen sig om imod mig, holdende et stort Silkeklæde i den ene Haand, og et Stykke beskrevet Papiir i den anden. »Der synes at opgaae et Lys« sagde han med en dybsindig Mine; »men hvad det lader os skimte forekommer mig saa sælsomt, at jeg frygter det kunde være en Lygtemand. Seer De! min Tjener her - De kan ikke tvivle paa hans Sanddruhed, han har været hos mig i mange Aar - De veed dog Alices Historie, saavidt nemlig hun selv og vi to (han pegede paa Comtessen) kjender den?« - Jeg bejaede det. - »Vel!« vedblev han, »min Tjener paastaaer ogsaa at kjende hende, ja at han har kjendt hende længere end vi andre, og at han kan følge hendes Tilbagespor lige op til Østersøens Bredder. - Som en fattig og frendeløs Dreng lod han sig hverve til Rosettis Trup som Oppasser og da han blev større, som Maskinkarl. Han fortæller: at da de for noget over tyve Aar siden gav Forestillinger i Rostok, var han og een af Springerne en Dag gaaet ud fra Byen, og langs med Havet, for at skyde Strandfugle. Da see de noget mørkt komme drivende til Land De gaae hen for at tage imod det, og opdage, at det er Ruffet af et Skib. Saasnart de havde faaet det slæbt helt op paa 197 Strandbredden, undersøgte de det, og fandt derinde et voxent Fruentimmer og et lille Pigebarn sammenbundne med et Klæde - just dette jeg her har. Den første var død, og blev død, og begravedes paa nærmeste Landsbyekirkegaard Men i Barnet var der endnu Liv, og det beholdt Livet. De tog det med sig, og Rosetti, som saae at det var smukt og velskabt, tilegnede sig det, for at afrette det til æquilibriske Kunster. Og det er just vores kjere Alice.« »Derpaa vil jeg gjøre min Eed« faldt Tjeneren ind »Jeg var endnu hos Manden, da hun sprang i Vandet i Livorno, og kjendte hende strax igjen, det første jeg saae hende her.« »Alt det veed jeg ogsaa« vedblev Captainen; »men nu videre!« »Her er Klædet, der bandt dem til hverandre« sagde Tjeneren; »det tog jeg til mig, og har gjemt det lige siden; og dette Brev sad paa den Dødes Bryst; jeg tørrede det, og gjemte det ligeledes, i den Tanke at det maaske engang kunde komme til Nytte.«

Brevet var ufuldendt, og lød saaledes: »Min elskede Mand! Vi ere i Havsnød, Skipperen frygter, at vi ikke kunne frelses. Er det da Himmelens Villie, at jeg og vort Barn saa langt fra dig, min dyrebareste! skulle -« meer stod der ikke. Sandsynligviis er Skibet i dette Øjeblik adsplittet og sunken.

»Hvoraf vidste I, at Barnet hedde Alice?« spurgte nu Comtessen. »Saameget kunde det selv sige« svarede Tjeneren; »rigtignok syntes mig, det var Else og ikke Alice; men saaledes kaldte Rosetti og de andre hende.«

»Var der da ingen som spurgte hende« vedblev Comtessen, »hvem hendes Forældre var, hvor hun var fra, og saadant?« »Aajo!« svarede han; »men hun kunde ingen Forklaring give; hendes Fader hedde Fa'er, og Moderen Mo'er, og til Stedet hvor de boede, vidste hun intet andet Navn end Hjem

Hidtil havde jeg lyttet med stedse stigende Opmærksomhed; men nu syntes mig Tvivlen at maatte vige for frydefuld Vished. »Hr. Captain!« raabte jeg, »det kan ikke være andet: min elskede Alice maa være deres Broderdatter.« »Jeg er meget nær ved at troe det« svarede han »men ganske afgjort er det ikke - veed De ogsaa hvorledes han mistede Kone og Barn?« »Han har her paa Ulvedal fortalt mig det - ogsaa Tiden stemmer -« »- Men« afbrød Captainen; »det er dog besynderligt om Alice ikke selv kunde huske noget meer fra sin Barndom, hun var vel dog en fire Aar eller saa -« »- Det var alt kun som Drømme for hende« sagde Comtessen; »og Præget af denne dunkle 198 Skrivt udslettedes efterhaanden. Hun mindedes sine Forældre, men ikke hvordan de saae ud; hun kunde huske at de boede i en stor Bye med mange røde Huse, men ikke hvad den heed; at hun sejlede paa et stort Vand, men ikke hvorfra Skibet kom. Og sit Modersmaal maae hun blandt Gøglerne aldeles have glemt; thi af dansk forstod hun ikke et Ord.«

»Findes der ingen Bogstaver paa Shawlet?« sagde Captainen. »To« svarede Tjeneren; og virkelig saae vi i det ene Hjørne et A og et E -»Hvad hedde deres Broderkone?« spurgte jeg ivrig. »Det sagde han mig ikke« svarede han; »men her er tilforladelig Nøglen.«

Imidlertid var man staaet fra Bordet, uden at bie længere efter os. Conrectoren søgte sin Broder, Alice mig; han kom først og netop som Broderen holdt Tørklædet frem med de anførte Ord »Hvad Pokker stikker jer, I unge Mennesker?« raabte han; »hvilke Raad oplægge I her?«

Jeg var ubetænksom nok til at ville fortælle ham uforberedt det Hele; men den sindige Søkriger greb min Haand og sagde: »ikke hidsig, min Ven! lad mig allene staae tilroers!« Han traadte nu tæt hen til Broderen, og tiltalte ham saaledes: »det er en Nødvendighed - jeg beder dig, læg Mærke hertil! - at jeg gjør et Skaar i din Munterhed, og vækker alvorlige Erindringer - hvad hedde din salige Kone?«

Conrectoren gjorde store Øjne og sagde: »Min Gud! hvorfor spørger du mig derom nu? - hun hedde Adolphine Ewers.« I det samme faldt hans Blik paa Tørklædet, og det lod, som han begyndte at gjenkjende det; og i selvsamme Øjeblik traadte Alice til. Jeg faldt om hendes Hals, Captainen om Broderens; men Comtessen raabte: »sagte dog! og dræb dem ikke!«

Jeg var beruset af Glæde; intet formaaede at standse den: faa Øjeblikke derefter laae Fader og Datter i hverandres Arme.

199

Skytten paa Aunsbjerg

I min Opvæxt maatte jeg oftere og længere end jeg ønskede opholde mig, eller rettere: indspærres paa denne Gaard. Besidderen Etatsraad Steen de Steensen var nemlig min Moders Morbroder. Han og Kone - en Schinckel - havde ingen Børn; jeg var opkaldt efter ham; og han var en godmodig Mand. Hun - ja, hun holdt virkelig af mig - hun var »fuldblods«, som det nu hedder; og man veed, at denne Race ikke er fri for Nykker, dem ej engang den »permanente Guillotine« er istand til at udpille: hun vilde herske; intet videre. »Hvor er din Villie, lille Steen?« sagde hun ofte til mig - men ikke uden naar Fremmede vare tilstede. Jeg var en Dukke, en Automat; og hun havde lært mig at svare: »I Bedstemoders Lomme.« - Den stakkels Drengs sædvanlige Trøst var, i hendes Fraværelse at drille hendes Yndlingshund »Manille«, der, mellem os sagt, var af en yderst gnaven og irritabel Tænkemaade. Jeg fik, henad Vejen sagt, den Satisfaction: at den engang uforvarende kom ind i Tøjreslaget til en Ørn, der ogsaa var fængslet, men til en Grønplet i Haugen, hvor da denne Fuglenes Konge myrdede Favoriten, og aad ham til Frokost. Det forstaaer sig: paa den regjerende Dronnings Befaling blev der holdt Standret over ham, og Dommen, at skydes, strax fuldbyrdet af Skytten Vilhelm.

Samme Skytte var ellers min Favorit; og jeg var aldrig lykkeligere, end naar jeg engang kunde faae Lov til at besøge ham i hans Kammer, besee hans Geværer, lege med hans Hunde, og høre hans Jagthistorier. - Han hedde ellers »Guillaume,« der betyder det samme paa fransk som Wilhelm paa tydsk, og han var en Franskmand. - Jeg veed det nok: jeg er kommen i Ord for at lyve; og nu kunde maaskee Een og Anden ogsaa her ville beskylde mig for et Falsum. Men jeg er ikke bange; jeg kan legitimere mig - og jeg holder af Legitimiteten. General Numsen, som engang, endnu i Mands Minde, var Chef for daværende Rytterregiment i Randers, havde, før han kom i russisk Tjeneste, tjent i den franske Armee. Her havde han faaet Rytteren 200 Guillaume til Oppasser, og da de Begge vare blevne kede af Kehrausen ved Rosbach, som Pompadourgeneralen - ikke førte op, thi det gjorde den gamle Fritz - men førte ned, ad Rhinen til - saa blev baade Numsen og hans Tjener saa forstoppede i Halsen af al det Pudder, der støvede fra de franske Parykker, at de sagde Farvel til Skjørteregimentet, og fulgtes ad herind til Danmark.

Vilhelm var en undersætsig fiirskaaren Karl med et tykt sort Haar, ditto Øjenbryn og smaa brune Øjne til et bredt, blegt, men dog vakkert Ansigt Mod almindelig fransk Natur var han saa alvorlig, at jeg aldrig mindes at have seet ham lee; endog kun et Smiil af ham var en Sjeldenhed; og endda laae der i samme Noget, som ikke huede mig. - Han var derhos ordknap, og sagde ikke mere, end netop behøvedes; undtagen naar han engang imellem fik isinde at fortælle mig Noget; og da tyktes mig, at han saae langt anderledes ud end til daglig Brug. -»Herren« - saaledes hed' Bedstefader til daglig Brug - gjorde meer af ham, end af selve Forvalteren, og sagde mange Gange: »at det var den ærligste Sjæl i Verden.« - »Naadigfruen« leed ham ikke synderligt; og det kom mig for, som om hun med Forsæt undgik at tale med ham; i det mindste maatte jeg ofte overbringe ham hendes Befalinger, om han end ikke var længere borte, end fra een Dør til en anden. - Næsten ligesaalidt Samkvem havde han med de andre Tyende paa Gaarden - eet undtaget. Og dette ene var - en ung, og, efter Kyndiges Mening, meget smuk Stuepige, ved Navn Mette. Man skulde troe, at Hun maattet ligne Ham i Sind og Væsen; men tvertimod: Hun var stedse mild og munter; dog derhos saa anstændig i sin hele Opførsel, at Tjeneren, som ikke kunde undvære - og heller aldrig savnede lidt Kjeresterie, saa med Een saa med Enanden, han kaldte hende - naar hun eller Vilhelm ikke hørte det - »Sipsippenip.« Forvalteren Gartneren og Ladefogden betitlede hende ligesaa pent; men, det forstaaer sig, ikke i Herskabets Nærværelse. - Jeg undrede mig tidt og kunde ikke begribe, hvoraf det kom: at, naar Vilhelm og Mette vare sammen, saae Han mere mild, og Hun mere alvorlig ud end ellers; og ligesaalidt: hvorfor Begge efter en Tids Forløb saae alvorlige ud, og det enten de vare hos hinanden eller fra hinanden. Og det blev jo længere jo værre, og omsider saae jeg stakkels Mette græde, naar nemlig Ingen anden end jeg Smaadreng var tilstede. Og naar jeg saa spurgte hende: hvorfor hun græd? saa sagde hun: at hun havde Ondt i Tænderne. Men meer herom siden. Nu skal jeg foreløbig bede om 201 Tilladelse, at fortælle Noget, som tildrog sig paa den Tid da Stuepigen begyndte at faae Ondt i Tænderne.

Herren havde sendt Skytten synderpaa - jeg husker ikke hvortil eller hvorfor. Paa Hjemvejen kommer han mod Aften ridende til Them Kro, en Miilsvej der vesten for Himmelbjerget. Medens Hesten nu skal bede et Par Timerstid, sætter han sig i Krostuen mellem Sengen og en stor Bilæggerkakelovn, for der ved Varmen at lure lidt. Strax efter kommer saa een saa enanden Bonde derind, de sætte sig ved Bordet, og faae sig et Kruus og en Pibe Tobak; men Ingen af dem lægger Mærke til Skytten.

Nu var nogle Uger iforvejen hændet den Ulykke der i Nærheden: at et Par Heste vare blevne løbske for en Skovvogn, at de havde væltet den, og at en Bondepige, som kjørte dem, og var ene paa Vognen, havde faaet Hovedet knuust mod et Træ. Denne Begivenhed var da Æmnet for Gjæsternes Samtale. To af dem havde selv været med paa samme Skovrejse; men saa langt bagefter, at de ikke havde seet hvorledes det egentlig gik til. En Bondekarl, som kjørte den Vogn, der var næst efter hendes, vidste heller ikke, hvorover Hestene bleve løbske; og Ingen af de Efterfølgende kunde see noget til de to forreste Vogne, da Ulykken skete. At hiin Karl heller Intet havde seet, vidste de ikke anderledes at forklare sig, end at han maatte have sovet. - Som de nu sidde og snakke herom, træder just den Karl ind, og sætter sig til Bordet, og bliver strax af de Andre opfordret til at fortælle endnu engang hvorledes det var tilgaaet. Efterat have vædet sine Taleredskaber med et Glas Brændeviin og en Slurk Øl, opfyldte han Begjæringen. Men hans Beretning maa ikke have tilfredsstillet Tilhørerne, eftersom saa Den og saa Den faldt ham i Talen med den Bemærkning: at det, han nu sagde, ikke i det eller det stemmede med den Forklaring, han først havde givet. Tilsidst blev han vred, stivede Ryggen til Væggen og raabte til Den, som igjen fremkom med sin Observation: »Hvad gaaer af Dig? Du tænker vel aldrig at jeg har Skyld i Karens Død? - Det -« her slog han med Knytnæve i Bordet - »det skal Du, Dennemand knage mig, bevise!« Den Tiltalte blev heel forbløffet, og taug; men een af de ældste søgte at berolige den Opbragte med den Forsikkring: at det var der jo Ingen, der enten havde tænkt eller sagt. I dette Øjeblik springer Vilhelm frem fra sit Skjul, slaaer et Dommedagsslag i Bordet foran Karlen, og udtordner: »Du har myrdet hende - det skal jeg bevise.« De forfærdede Gjæster sprang op fra deres Sæder; 202 men den tilraabte Karl gled ned af Bænken, og med kun det liigblege Ansigt over Bordet, skjælvende, klapprende med Tænderne, stammede han: »Det har jeg ogsaa - Jeg vil jo bekjende.«

Skytten havde naturligviis ikke sovet; men nøje lagt Mærke til hele Samtalen, og deraf erhværvet sig den Overbeviisning, at Hiin var Morderen. Da han nu kom frem saa pludseligt, saa spøgelseagtigt, som en Hevnens Engel, og rystede den brødetunge Samvittighed, da opløste sig Synderens Forhærdelse - hans tiltvungne Mod var knuset, hans Frækhed tilintetgjort.

Bunden førtes han til Herredsfogden, og forklarede: at Pigen havde været frugtsommelig ved ham, at han var keed af hende, og at hendes idelige Bebrejdelser og Trusler, at ville røbe ham, og derved forhindre hans tilsigtede Ægteskab med en anden Pige, havde bragt ham til at beslutte hendes Død Paa et Sted i Skoven, hvor Vejen drejede af, saa hans og hendes Vogn for nogle Minutter blev skjult af Træer og Buske for de Efterkommende, sprang han af, og gav hende med Bagen af sin Buløxe et dræbende Slag i Nakken, hug Hestene med Pidsken, og disse, som fornam at Ingen styrede dem, løb nu rigtig afsted over Stok og Steen. - Synderen leed sin fortjente Straf; men Vilhelm blev almindeligen anseet som Een »der kunde meer end sit Fadervor,« det vil sige: for en Hexemester.

Det er ej alene for at caracterisere Hovedpersonen i denne min sandfærdige Fortælling,* at jeg har fortalt Mordhistorien hisset, tilligemed Opdagelsesscenen; men fordi jeg næsten troer, at den sidste staaer i Sammenhæng med et andet Dødsfald, hvorom snart vil mældes. Men nu ville vi med Skytten tilbage til Aunsbjerg.

Nogle faa Dage efter hans Hjemkomst sidder Etatsraaden i Dagligstuen, og hører mig paa en Lectie, da hans Kone kommer stormende derind, ladende Døren paa viid Væg; men da hun havde naaet Midten af Værelset, standsede hun, slog begge Armene ud, og stod der som fastnaglet med stive Øjne og bævende Læber. »Gud hjælp os! Mama!« sagde han, uden at rejse sig, »hvad er der paafærde?« - »Mette! Mette!« udstødte hun. - »Hvad hun? Mama!« spurgte han ganske rolig. -»Mette er selvanden,« fik hun med Møje og Forfærdelse frem. »Saa har hun, sandt for Herren!« (det var hans eneste Eedsformular) »været ved Mandfolk.« - »Hun skal væk! ud af Gaarden!« raabte hun »og det * 203 strax! og Han med!« - »Hvad for en Han? Mama!« spurgte han. »Skytten,« svarte hun »Skytten, min Hjerte! det ugudelige Menneske!« -»Lille Mama!« gjenmælede han, »jeg troer, sandt for Herren! Du er - jeg havde nær sagt - Vilhelm er ligesaa fri som jeg.« »Ja det siger Du, min Hjerte!« raabte hun, »fordi det slemme Skarn staaer saa højt hos Dig. Men han har selv tilstaaet det. Jeg har længe havt Mistanke til den Taske, at det ikke var rigtigt med hende, og saa tager jeg hende for mig nu inde i Fadeburet, og gaaer hende paa Klingen, og saa bekjender hun ogsaa; men hun vil paa ingen Maade udlægge den Sandskyldige. Men nu skal Du høre videre, min Hjerte! Som jeg nu klemmer paa hende af alle Kræfter, saa gaaer Fadebuurdøren op, og Hvem staaer i Døren? Vilhelm, min Hjerte! og saa siger han - jeg spurgte ham ikke, Tøsen ikke heller - saa siger han: laver Mette til Barsel, saa bliver jeg Fader til Barnet. - Hvad siger Du nu? min Hjerte!« - Nu rejste Etatsraaden sig med een for mig hidtil ukjendt Heftighed, og sagde: »Jeg troer, sandt for Herren! at vi er' i Hundedagene - Mama! lad dem Begge to komme ind!« - Hun ilede ud, Han smed Bogen paa Canopeen, og gik med Hænderne paa Ryggen frem og tilbage i Stuen. - Nu kom Synderne, Hun forgrædt og blussende - Han med sit sædvanlige stille og alvorlige Aasyn. Naadigfruen stod bag ved dem med Næverne i Siderne; Etatsraaden foran dem med sine bestandig paa Ryggen. - Han saae neppe til Synderinden; men fæstede sine Øjne paa Vilhelms ubevægede Ansigt. »Menneske!« udbrød han efter en Pause, »Det havde jeg ikke troet om ham - en gammel Karl - sine halvtredsindstyve, troer jeg - og det unge Barn -« - »Hr. Etatsraad!« mælede Skytten med uforstyrrelig Ligevægt, »maae jeg ikke tale et Ord med Herren under fire Øjne!« - Herren taug et Par Secunder, sagde derpaa: »følg med!« gik foran ind i et Sideværelse, Vilhelm efter ham - Døren blev lukket.

Ingen kunde høre hvad de talede med hverandre derinde; thi det gik meget stille til; og Intet blev lydeligt, undtagen en Gang imellem et »sandt for Herren!«

Imedens denne hemmelige Forhandling varede - og, det troer jeg, medtog en halv Time - herskede fuldkommen Taushed i Stuen. Mama kastede sig paa Canopeen, og saae snart paa Mette, snart til Cabinetsdøren. Mette stod som en Billedstøtte, og stirrede stivt ned i Gulvet, medens Taarene trillede ned ad hendes meer og meer blegnende Kinder. Jeg sad paa mit eget lille Tabouret, saae i min Bog, og 204 grundede paa, hvad der dog skulde komme ud af alt dette, der var mig ligesaa uforstaaeligt som Hieroglypherne nu ere for de Lærde.

Da Herren igjen kom ud fra de hemmelige Forhandlinger med sin Tjener bag efter sig, vidskede han Næsen - mig tyktes ogsaa Øjnene - med sit Lommeklæde. I hiins Aasyn viste sig et lysere Skjær, end forhen.

»Lille Mama!« saa talte den Første, men langsom og afbrudt, »der bliver nu meget snart et Par af disse To - Du vil vel have ham Mette?« - Denne nejede, og bøjede sit Ansigt endnu dybere - »Og saa skal der ikke snakkes meer om det Forbigangne, Mama! - Vilhelm! der er det Huus ved Siden af Smedens oppe i Vium - det er nu fæsteledigt - det kunne I faae; og derfor kan Du ligegodt passe din Tjeneste hos mig.« - Skytten bukkede, og sagde til sin Forlovede: »Tak det naadige Herskab, Mette!« Denne fløj hulkende hen til Herren, og nejede først for ham, saa for Fruen, og vaklede derpaa ud af Stuen. Skytten gik langsomt efter; men da han var i Døren, raabte Etatsraaden til ham med livelig Røst: »Aa! Vilhelm! kik ud i Ellerne engang! om Sneppen ikke skulde være kommen inat - vi skrive den Eenogtivende.« - Skytten nikkede med et stille Smiil, og gik.

Aunsbjerg ligger i Lysgaard Herred, og hører til Sørslev Sogn. Kirken har den historiske Mærkværdighed: at den jydske Adel - saa vil Sagnet - forsamlede sig i samme, da den lagde Raad op om at opsige Christian den Anden Huldskab og Troskab, og Mogens Munk ved Lodtrækning fik det farlige Hverv, at forkynde Majestæten denne Beslutning. Men Kirkegaarden har for mig een endnu mere levende Interesse - den tilhører ogsaa de Døde. Der er - jeg vil haabe den er der endnu - en temmelig stor Jordhøj, omsat med hugne Steen, og mod Syden forsynet med Jerngitterværk til Port eller Laage. Her hvile de jordiske Levninger af mine to yngste Sødskende - døde i spæde Barndom - af Naadigherren og hans Frue, med Flere af samme Slægt. De to Første vare endnu ufødte, de to Andre endnu baade levende og livlige, da jeg bivaanede Guillaume Marteaus og Mette Kjeldsdatters Bryllupshøjtid i Sørslev Kirke.

Endnu samme Dag flyttede de Nygifte til Vium. Dog husker jeg nok: at da Han havde fulgt sin Kone til det nye Hjem, vendte han endnu samme Aften, men silde maaskee, tilbage; og at det heller ikke anstod min naadige Bedstemoder, hvilket jeg lige saalidet kunde 205 begribe, som hvorfor Hun et »Stød« derefter blev vred over, at Han havde ladet sin Søn give mit Fornavn.

Alt gik nu atter i den gamle Stiil; kun med den Forandring: at jeg imellem, naar Vejret var godt, fik Lov til at følge med paa Jagter, nemlig saadanne, hvor Vildtet ved Hunde eller Mennesker drives til den stillestaaende Skytte. Jeg fik nu Plads bagved Bedstefader, hvergang med Formaning: ikke at røre mig! Denne Befaling adlød jeg med bedre Villie, end naar »søde Bedstemoder« klinede mig til Tabourettet derhjemme. - Ligesom Vilhelm syntes, efter sit Giftermaal, at være trængt endnu dybere ind i sin Herres Kridthuus: saaledes kom jeg ogsaa længere ind i Vilhelms, formedelst min saa tidlig vakte Sands for Jagten. Men jeg maa ile med min Historie; saameget mere, som jeg higer efter at have det, som nu kommer, bag ved mig.

Det var en Dag i Høst, at Skytten, efter Befaling, reed ud ad Alheden paa Urhønsjagt. Han kom ikke hjem om Aftenen - man tænkte: han var bleven i Vium. Men næste Dag kom han heller ikke. Om Aftenen sendtes Bud derop - Konen havde ikke seet ham siden den foregaaende Morgen, da han paa Hentoget havde været en »Vending« inde hos hende. Nu blev Bedstefader urolig, og befrygtede med Grund en Ulykke: tvende paalidelige Folk bleve samme Aften sendte afsted til Alheden, for at opsøge ham, og spørge efter ham i Colonibyerne. Hen paa følgende Formiddag kom de tilbage med den Efterretning: at han to Dage iforvejen havde været inde i Haverdal, hos Kromanden, og faaet Noget til Føden for Hest og Hund og sig selv, og at han i god Tid var redet derfra hjem til Aunsbjerg. - Nu satte Herren sig selv tilhest, ledsaget af Forvalteren og et Par Skovfogder. Han var mørk og ængstelig, og jeg begyndte allerede at græde for Vilhelm.

Det var mig en lang Dag. Ved dens Ende kom de tilbage, med tvende Vogne efter sig: paa den første laae Vilhelms afsjælede Liig, paa den anden hans døde Hest; hans Hund slentrede bagefter med ludende Hoved og slunken Mave.

Der hvor Alhedens Kongeskov nu staaer, var paa hiin Tid ikke andet end Lyng. Men Anlæget begyndtes dog samme Aar, som det Nysfortalte tildrog sig. Endnu kaldes det ældste til Skovcultur indtagne Jordsmon, beliggende et tusinde Alen vesten for Skovriderboligen, »den gamle Plantage.« Paa hele dette Stykke var der efter Forstregler 206 gravet fiirkantede Huller, den opgravede Overtørv lagt ved Siden. Her var det at stakkels Vilhelm omsider fandtes, efter lang Leden i den vidtløftige, og heromkring bakkede Hede. Hønsehunden blev deres Vejviser. - Da de nemlig først forgjæves havde søgt hans Spor paa Colonien og hos de faa vidtadspredte Hedeboere af Vium Sogn, og siden eftersøgt Lyngdale og Tørvegrave, hørte man pludselig langt borte en Hunds ynkelige Tuden. Man reed efter Lyden, der i korte Mellemrum gjentoges; og da man kom nærmere, raabte Etatsraaden: »Det er, sandt for Herren! Vagtel.« Lidt nærmere, og de fik Øje paa den hvide Hund, der nu rejste Næsen i Skye, og hylede, og nu lagde sig ned og forsvandt i Lyngen. De ilede did - der laae inde mellem Hullerne i den paabegyndte Plantage Jæger og Hest, den Første lidt foran den Sidstes Hoved, og Hunden ved hans Side. - Sandsynligviis maatte Hesten ved uforsigtigt Ridt mellem disse Huller være styrtet, og Rytteren have fløjet forud og brækket Halsen. Begge vare allerede begyndte at gaae i Forraadnelse. Men Etatsraaden nærede en anden Mening: han lod ved Rettens Hjælp anstille Undersøgelser, af hvilke der dog slet Intet kom ud Vel saaes et Hul paa Hestens Bringe; men det kunde, i dens Fald, en skarp Steen have gjort; og desuden blev Stanken jo længere jo værre, og Ingen kunde eller vilde paatage sig Obductionen paa nogen af dem.

Man maatte nu beslutte sig til at begrave Skyttens Liig. Jeg var med i Følget, da min salig Fader kastede de tre første Spadeslag paa Kisten, og udtalte den til Forkrænkeligheden og til Forklarelsen indviende Formular; men Graven blev først fyldt og tilklappet efter flere Dages Forløb, da Etatsraaden saae, at alle hans Bestræbelser for at opdage Noget vare spildte.

Hesten blev samme Dag nedgravet paa Toften, hvor den havde været henlagt, og Hunden - kjere Læser! ihvo Du end er, stød Dig ikke over en gammel fattig Poets Kjællingvornhed! Lee heller ikke ad ham! saa maa Du forresten gjerne troe, at han gaaer lidt i Barndom - Hunden Vagtel, min kjereste Legecammerat paa det alvorlige Aunsbjerg, han som mangen Gang havde deelt mit Smørrebrød med mig, og flere end een Gang fundet og bragt mig et tabt Lommeklæde eller Handske; ja, jeg vil tilstaae det reent ud: jeg græd ogsaa over Vagtel. Om det var for Vilhelms Skyld? Meget muligt - jeg veed det ikke selv. - Saalænge Skytten laae Liig, laae Hunden hos ham. Han vilde fulgt ham til Graven; men var dertil alt for udtæret. Man 207 lukkede Porten for ham: da slæbde han sig ud i Toften, og lagde sig oven paa Hestens Hvilested. Vi satte de lækkreste Spiser for ham - han vendte Hovedet bort fra dem - han sultede og sørgede sig tildøde - han blev puttet ned ved Hesten - Bedstefader græd ogsaa over ham.

Men der var Een, som græd endnu mere end Jeg - Vagtel var ikke den eneste, der sørgede sig tildøde for Vilhelm. Baade mens han stod i aaben Grav, og længe efter at den havde faaet sit grønne Dække, gik Enken hver Aften derop for at sørge - græde kunde hun ikke mere; hun havde ingen flere Taarer tilbage. - Graven var lidt nordud fra Kirketaarnet - jeg skulde finde Stedet nu ligesaa sikkert som for et halvt hundrede Aar siden - der satte hun sig med Ryggen mod Muren, og de foldede Hænder i Skjødet, og stirrede i stum Fortvivlelse paa den Tue, der skjulede hendes saa rædsomt bortrevne Ven. - Hver Dag besøgte min Fader hende; men hans Trøst fandt ingen Indgang. »Min eneste Ven paa Jorden!« disse vare hendes eneste Ord. -

Barnet leed under Moderens Smerte. Det hentæredes - tre Uger efter Faderens Død blev det gjemt ved hans Side. Paa Enken gjorde dette andet Tab intet Indtryk. Hun brød sig slet ikke om det lille Liig, og skjænkede det kun et tilfældigt og følesløst Øjekast. Hendes Nabokoner maatte besørge dets Iklædning og Jordefærd.

Der gik neppe en Maaned, før Moderen laae ved Mandens anden Side.

Ni Aar vare forløbne, jeg paa øverste Part i Mesterlectie, da jeg i Hundedagsferierne besøgte min Oldmorbroder paa Liselund, en Parcelgaard af Aunsbjerg, paa hvilken han, efter at have solgt Gods og alt det øvrige, tilbragde sine sidste Dage.

Jeg maatte gjøre Rede for min Fremgang i Videnskaberne, og meget Andet, som den spørgelystne Gamle fandt Fornøjelse i at vide. Under denne Samtale kom vi uformærkt tilbage til forrige Tider; og den ene Erindring fra mine Barndomsaar gjenfødte den anden. Saa var det ej heller sært, at tænke paa disse Begivenheder, som Læseren nu kjender. - Jeg bragde dem da paa Bane, og yttrede mit Ønske, om mulige Oplysninger i dette, der endnu stedse var mig saa dunkelt, ja ret egentlig skummelt.

Den gamle Mand saae paa mig, og klippede med sine rødkantede Øjenlaage. »Hm!« sagde han, »jeg veed næsten ikke, om Du kan have Godt af at vide disse Ting - dog - det kunde endda være. I Guds 208 Navn! jeg vil aabenbare Dig, hvad jeg veed; brug saa selv din Forstand! og træk en god Lærdom ud af denne miserable Historie!«

Han taug endnu en Stund, hældede Hagen mod Brystet, tog sin Daase, smækkede med Fingrene tre Gange paa Siden - som sig hør og bør, naar man vil tage sig en Priis med Anstand - men han tog ingen; han hvilede Daasen paa Knæet, hævede sit Ansigt, saae stivt hen paa sin Livbøsse, der hang paa Væggen lige overfor, og sagde:

»Den Flint der - ja nu bruger jeg den ikke stort mere - mine Øjne holde ikke længere med - den har tilhørt Guillaume de Martonniere - de Martonniere! læg Mærke til det, min Søn! Jeg byttede mig den til for en anden, der rigtignok var bedre; men ikke faldt mig saa godt; og gav ham i Bytte dette Krudthorn, Du seer der, indlagt med Sølv - jeg kjøbte det tilbage paa hans Auction - det er nu i denne Tid nitten Aar siden Han kom fra min Svoger paa Hald og til mig. Jeg har aldrig havt bedre Skytte eller bedre Menneske i mit Brød« - her tørte han en Taare af Øjet, og sagde: »mine Øjne rinde slemt i disse Dage - vi faae ondt Vejr - hent mig Blyvandet min Søn! inde paa Kakkelovnen!« Jeg gjorde det, han badede Øjnene, og tog atter ved: »Du husker jo da han i Them Kroe forbløffede denne Morder og Misdæder, og tvang ham ved sin glubske Adfærd til Bekjendelse?« - Jeg nikkede - »Men Du veed vist ikke, at dette Skarn var Kjereste med Mette - hende Guillaume tog tilægte; og at han var Fader til det Barn hun fik?« - »Nej!« raabte jeg forskrækket. - »Hm!« vedblev han, »var Du ikke paa Gaarden den Dag, da hendes Svangerskab blev opdaget af min salig Kone, og han var inde med mig i Cabinettet der ved Storstuedøren?« - »Jo« - »Da var det, han gjorde Rede for sig, og gav mig god og klar Beskeed, som jeg nu vil fortælle Dig. - Da der blev holdt Forhør over Morderen, maatte Vilhelm flere Gange derud, for at confronteres med ham. I det sidste, før Dommen skulde fældes, formanede Herredsfogden ham til at bekjende, om, og hvad, han ellers kunde have paa Samvittigheden. Da brast han første Gang i Graad, og kunde en Stund ikke komme tilorde, saa hæftig bevæget var han. Fogden befalede nu sin Skriver at dyppe Pennen; men Synderen sagde: »hvad jeg har at bekjende, er Noget, som kun den barmhjertige Gud kan straffe mig for, og derfor kan det ikke nytte at skrive Noget derom. Jeg vilde ogsaa bede: om jeg maatte være Ene med Herredsfogden og denne Mand -« det var Vilhelm - »for ellers kan jeg ikke sige det Mindste.« - Fogden føjede ham i hans Begjæring. Og 209
aabenbarede han da: at hans rette Kjereste, og den han vilde havt tilægte, hvis Djævelen ikke havde besnæret ham, var Mette Kjeldsdatter - vores daværende Stuepige. Han havde nemlig tjent her, i Forpagter Hansens Tid, og saa var han bleven godevenner med hende. Nu var det første Pintsedag, og de havde Lystighed herinde i Hesthaven, som de har hvert Aar, og der skedte det da, at hun lod sig forføre til Utugt - ak! min kjere Søn! Synden, mærk Dig det! den er Menneskenes Fordærvelse. Nu havde de nok ogsaa faaet hverandre, for han havde rigtig Godhed for hende, og Begges Forældre vare velhavende; men saa skedte det, at han kom noget efter til et Bryllup i hans Hjemegn, og saa forsaae han sig ogsaa med den Anden, som han siden myrdede, for at faae Mette. »Nu beder og besværger jeg Dig« - saaledes sagde han til Slutning til Vilhelm - »Du er den, som bringer mig paa Retterstedet - men det klager jeg ikke over - det takker jeg Dig for - men jeg beder Dig for Jesu Skyld, at Du vil gjøre hvad der staaer i din Magt, for at trøste Mette, og lindre hendes store Nød og Elendighed! og saa aldrig aabenbare for noget Menneske, at hun er besovet af en saa grov Misdæder, undtagen alleneste for Aunsbjergmanden, hvis Du troer, det kan være til hendes Gavn.« - »Jeg blev jo heftig forskrækket over at høre det« - foer min Gamle fort - »og spurgte ham, hvad han da egentlig havde isinde.« - Han strøg sig med Haanden over Panden og sagde: - »Jeg har berøvet Pigen hendes Kjereste - hvorvel, det kan jeg aldrig angre - men hun er uskyldig i hans Brøde, og jeg er skyldig at gjengive hende, hvad jeg formaaer. Desuden« - her blev hans Ansigt saa skummelt, som jeg aldrig før eller siden saae det - »desuden« - men her foer der som en Gysen over ham - han gik hurtig til Vinduet, som for at trække Luft, vendte sig derpaa rask om, og sagde: »er Etatsraaden tilfreds med min Bestemmelse?« - Jeg ikke allene bejaede dette Spørgsmaal, men forsikkrede, at jeg agtede ham desmere for det. Og saaledes kom da dette kortvarige og glædeløse Ægteskab istand. - Jeg glemmer ikke saalænge jeg lever den Morgen, da han kom af med Livet. Inden han reed forlangte han at ville tale med mig. Og saa siger han, ganske rolig og philosophisk - som om Talen kunde været om Vind og Vejr - »Hr. Etatsraad Steensen!« siger han - han plejede ellers ikke at lægge Navnet til - »dersom der idag eller en anden Dag skulde tilstøde mig Noget, og jeg ikke skulde tale mere med Dem, saa vil jeg bede Dem, for den Godheds Skyld, De altid har udviist imod mig: at De vil opfylde den Begjæring, jeg har stilet til 210 Dem, og som findes først i min Portefeuille. Den ligger i mellemste Skuffe til Højre i mit Skatol, og her er Nøglen!« - Jeg blev lidt sær ved denne her Tiltale - for Du tvivler vel ikke paa, min Søn, at der er Anelser til - og denne var desværre! som Du veed, ikke af de falske. Naa, jeg tog mod Nøglen, og sagde ham Terrainet, hvor jeg denne Gang vilde have Urhønsene skudte. Han reed-« her maatte den Gamle atter tage sin Tilflugt til Blyvandet; og det varede nu noget længere, inden det vilde hjelpe. Endelig tog han paa ny ved: »Jeg fattede strax Mistanke om, at han var taget voldelig afdage, og ligesaa om Gjerningsmanden, som i saa Fald ikke kunde være Nogen anden end Broderen til den anden Morder. Og det ikke saameget fordi Vilhelm havde røbet denne, som for det at Han en Tid iforvejen havde attraperet Knægten paa Krybeskytterie, og taget Geværet fra ham. Thi jeg har glemt at sige Dig: denne Skjelm havde faaet et Huus derude, som laae meget bekvemt for saadan Handtering; og han var fra en Egn - derude ved Silkeborg, Them og Mattrup, hvor Vildttyveriet ret gik i Svang - og gaaer endnu, kan jeg troe. Jeg formodede nu: at Vilhelm, da han reed fra Haverdal - thi hans Vej gik langt uden om den gamle Plantage - har faaet Øje paa Krybeskytten derhenne - for der var et godt Sted at lure paa Kronvildtet, naar det trak hen for at vande i Aaresvad - at han har sat efter ham, og at Skurken saa, da han ikke kunde undløbe, har skudt, og truffet Hesten. - Men havde man endogsaa fundet Kuglen derinde i det halvraadne Creatur, hvis var den saa?«

Jeg græd, efter saamange Aars Forløb, paany for min kjere stakkels Vilhelm; og da min Gamle saae det, maatte han atter gribe til Øjenvandet. - »Men« begyndte han igjen »da hans Liig var bleven lagt paa Straa, kom jeg først i Tanker om Nøglen, han havde flyet mig, og aabnede hans Skatol - see der! tag nu min Nøgle, gaae ind i Kammeret her, og aabne min Skriverpult! i nederste Skuffe midt for ligger et sammenlagt Papir, ombunden med en sort Silkelidse - bring mig det!« - Jeg hentede det. - »Tag mig mine Briller - dog nej - Du kan selv læse det, men højt!« - Jeg læste. »Dersom det skulde være Forsynets Villie, at jeg skal døe en uventet og brad Død, forinden jeg altsaa har kunnet tage nogen Bestemmelse med mine efterladte Sager, da beder jeg Hr. Etatsraad St. de Steensen, om han vilde forfare med dem efter som herved følger: Mine faa Bøger beder jeg ham selv 211 beholde til Erindring om mig; mine Klæder, Jagtredskaber, og hvad ellers kan gjøres i Penge, sælges, og hvad derved indkommer, skal tilhøre min Kone, eller om hun skulde døe, da den Lille, og om den ogsaa afgaaer, hendes nærmeste Paarørende; endelig findes i et hemmeligt Gjemme en liden Pakke Breve, som Etatsraaden for det første ville tage til sig, og hvad med Samme videre skal foretages, derom findes Oplysning i selve Pakken. For at finde det hemmelige Rum, behøves kun at trykke med en spids Syl« - længere var intet læseligt, da det var overslaaet med Blæk. - »Det gjorde Katten« sagde den Gamle, »den sprang op paa Bordet til mig, som jeg sad og læste, og væltede Blækhuset; men forneden seer Du, at han har underskrevet sig Guillaume de Martonniere. Han har altsaa været Adelsmand; men Skuffen kunde jeg ikke finde, hvor ofte jeg end ledte efter den.« -»Men har De da Skatollet?« spurgte jeg. - »Ja vel har jeg det, for jeg kjøbte det paa Auctionen, jeg lod holde efter ham. Jeg har ikke kunnet beslutte mig til at hugge det istykker, saameget mindre, som der slet ikke er Tegn til noget hemmeligt Gjemme; thi alle Rum synes mig at være lige store, og at strække sig lige ind til Bagklædningen. Har han ejet de omtalte Documenter, maae han have havt dem et andet Sted.«

Saaledes endte han; og jeg maa ligeledes ende. Da han døde, og hans Efterladenskaber bleve solgte, var jeg langtfraværende, og veed ikke hvor dette Skatol blev af; ligesaalidt, om det er til endnu. Men skulde dette være Tilfældet, og Nogen, som læser disse Blade, er vidende herom, da kunde der skee mig - og maaskee Flere - en Tjeneste ved Underretning herom; thi jeg nærer den Overbeviisning: at de nævnte Breve dog maae findes i dette Bohave, og vilde rimeligviis give Oplysning om Guillaume de Martonnieres tidligere Liv og Hændelser, og vise os, hvorledes denne franske Adelsmand er kommen til at ende sine Dage som simpel Skytte hos en jydsk Herremand.

Højstærede Læsere og Læserinder! harmes ikke paa mig! fordi denne lille Historie, der vel neppe kan anslaaes højere end til en stor Anecdot, er saa stykkeviis, dunkel og sørgelig. Er ikke al vor Kundskab herneden stykkeviis? er ikke al vor Viisdom dunkel? og Størstedelen af vor Erfaring - jo lad det kun staae her - sørgelig? - Jeg stod mange Gange i mine unge Drengeaar paa Vium Kirkegaard, der hvor Mette havde siddet og seet paa Mandens og Barnets Grave. Jeg har 212 siddet der, naar Solen skreed ned i Nordvest bag Lyshøj, og hørt paa Rørdrummens Sørgesang histnede i Bastrup Søe. Jeg sørgede ogsaa; men der var ikke Græmmelse, mindre Tvivl eller Frygt i min Sorg. Der var Noget - der var Meget, som lignede Glæde, som var Glæde. - Dyret sørger ikke, undtagen maaskee i menneskeligt Samkvem -Sorg er Menneskets Forrettighed.

213

De tre Helligaftener
En jydsk Røverhistorie)

Paaskeaften

Dersom Du, min Læser! nogensinde har været paa »Snabeshøy«, hvor Landsthinget holdtes i gamle Dage, da har Du derfra lidt ud mod Syden kunnet see en liden, adspredt Torp, som hedder Uannet. Her boer, og har vel aldrig boet andet end Bønder.

Saa boede her ogsaa engang for et Par hundrede Aar siden en Mand, de kaldte Ib. Hvad hans Kone hed, har jeg aldrig kunnet opspørge; men saameget veed jeg: at han havde en eneste Datter, som hed Maren; og til daglig Brug kaldte de hende Ma-Ibs. Hun skal have været knøv og snøg,* dette her Kvindfolk; og hvor hun færdedes, der skottede de unge Karle efter hende; men hun skottede ikke efter Anden, end efter Sejer. Han var ogsaa eneste Søn; og hans Fader boede ogsaa i Uannet.

Som jeg nu skulde fortælle: saa var det engang, og det paa selve Paaskelørdag, at en Mand kom ind til Ibs. Han var bondeklædt, forresten velvoxen, strag og boun,** og saae ud til, at han kunde være om ved de Tredive. Der var Ingen til Ibs, der kjendte ham; men han sagde selv: at han var en »Skovlouring«;*** at han fornyssen havde faaet Faderens Gaard i Fæste; og at han nu vilde nordpaa, for at tinge Kul ud. Sølvknapper havde han i Kjole og Vest, saa det var let at see, at han var ingen Stodderkumpen. Nu gav de ham baade Mad og Drikke, og imidlergodtid førte han baade det ene og det andet paa Tale. Saa siger han da og til Ib, og smidskede lidt ved det: »Min Moder bliver gammel, og jeg skal vel snart til at »have Een ind«; kan I ikke give mig Spor paa et dygtigt Qvindfolk? Det kunde give ligemeget med Penge, for det komme vi nok ud af; men hun skulde have et Par * * * 214 »godtskaftede«* Hænder - og for gammel maatte hun da heller ikke være.« - Ib var »sløv«;** han kløede sig bag Øret, og sagde: »Hm! saadan Een voxer ikke op af Lyngtoppene hver Dag« - han skottede hen til Datteren, og loe saa smaaligt. Men Datteren kunde ikke godt lide den Snak, og gjorde sig et Ærinde ud. Da Kløren nu vilde til at gaae, spurgte de ham: hvad han hed? »Saamænd!« svarede han, »min Fader kalde de Ole Brødløs,*** og jeg skal vel hedde ligesaadan.« Saa gik han; men da han var kommen et Stykke fra Gaarden, der møder han Ma-Ibs, der havde været henne hos Sejers, og saa siger han til hende: »Det kan ikke hjelpe at bruge lang Snak; jeg er gaaet »af Enkom«† for Din Skyld. Til Pintse kommer jeg igjen, og saa kan Du beraade Dig imens. Nu skal Du have Farvel!«

Ma-Ibs blev ikke glad til den Beiler. Da hun kom ind, satte hun sig ved den nederste Bordende, lagde sine Hænder sammen i Skjødet, og sukkede ret af Hjertet. »Hvad skal det betyde?« sagde Faderen. »Jeg huer ikke denne her Skovlouring - eller hvem han er« - svarede hun. - »Kan det aldrig blive til Noget, at jeg og Sejer kan komme sammen?« - »Ja hvad paa?« sagde den Gamle. Og saa var den Snak forbi. Fader og Datter toge begge to fat paa »Vindepindene«.

Lidt efter kommer Sejer ind »Gudsaften« siger han; »Tak« sige de. »Nu gaaer jeg op til Gaarden,«†† siger han, »og snakker med Manden, ††† for det kan ikke hjelpe at kjellinges længere om.« - »Det bliver Eet og Eet,« - siger Ib, - »Manden er vred paa Dig, og Du kommer til at springe Soldat.« - »Det kan hænde sig,« siger Sejer, »men nu ville vi sætte en Prøve.« Saa gik han.

Da han nu kommer til Annsbjerg og gaaer ind ad Porten, saa møder han Manden selv, - og han hed ellers Jørgen Marsviin. »Kommer Du nu igjen om Dit Fæste?« - siger han - »det kan ikke nytte Dig - det har jeg sagt Dig saa tidt.« - »Aajo! Hosbond!« siger Sejer, »jeg beder saa almindelig.«†††† - Da saae Herren vredt til ham, trak Øienbrynene ned og Rynker i Panden; og der skulde Ingen tænkt andet, end at * * * * * * * 215 han med det samme vilde fløiet paa ham og torsken ham. Men han blev endda omsindet og kom til at see noget mere »skreed«* ud, og siger: »Hør! der er disse Røvere, der nu saalænge har baade plyndret og slaaet Folk ihjel, og som man siger har deres Kule etsteds her i Alheden. Kan Du finde mig dem, og binde mig dem, saa skal Du ikke give en Skilling for Fæstebrevet, og Du skal faa Ma-Ibs, og endda have Lov til at tage en Vogn og to Heste herud af Annsbjerg. Nu veed Du min Mening.«

»Saa Gud naade mig!« sagde Sejer, og luskede af nok saa »sloten«** Han aad ikke Noget den Aften, og Ma-Ibs havde det heller »ikke bedre end godt.« Og det var en elendig Helligaften for dem begge To.

Pintseaften

Gik saa Tiden hen, som den kunde, fra Paaske til Pintse; og med de to unge Mennesker stod det endnu altsammen ved det Gamle: de bleve ikke ganske modfaldne; for de satte deres Haab til Fremtiden, eller til Ham, der raader for den.

Pintselørdag gik Sejer over til Ibs - som han gjorde saa tidt, kan jeg troe - for at høre, om hun maatte følges med i Annsbjerg Skov den næste Eftermiddag, naar de vare komne af Sørslev Kirke. Det var nemlig en gammel Skik deromkring - og er endnu, kan jeg troe - at de paa Festens første Dag forsamle sig der i det Grønne, og forlyste sig med Dands. Den Lørdag, som vi nu tale om, da Sejer kom over til Kjerestens, saa stod hun og havde allerede smykket sig. »Goddag Maren!« siger han, »hvad Lav har det, at Du skal være saa »dol«*** idag?« »Det kommer mig for,« siger hun, »at jeg skulde gaae op til den naadige Frue, og see at faae hende til at lægge et godt Ord ind for os til Hosbonden.« »Hm!« siger han, »det kunde have det Held. Jeg vil følges med Dig og bie udenfor, mens Du er inde.« De gik. Da hun nu gik op paa Gaarden, satte han sig paa en Steen ved Indkjørselen. Og kom der da kjørende en Skovvogn med en stor Egekjævle, der skulde til Sauggraven. Men Hestene de vare smaa og udkjørte, og midt for * * * 216 Porten gik de reent istaae. Manden - der var en Bonde, som havde faaet dette Stykke Hovarbeide - han pidskede paa Helmisserne; men de kunde ikke tage Vognen. Saa kom Skovfogden til, og han skjældte, og Ridefogden, og tilsidst den ærlige og velbyrdige Jørgen Marsviin. Og de gave allesammen ondt af sig paa Bonden, for det han var kommen til Hove med saadanne Ralliker - jeg kan troe, de vare de bedste, han ejede. Sejer sidder og seer paa dette her; og imellem smidskede han ad al den Staahej, de der gjorde. Det saae Hosbonden, og saa siger han: »Hvad sidder Du og griner ad?« - »Jeg tykkes,« siger han, »at Læsset ikke er tungere, end at jeg kunde trække det allene.« - »Hei! spænd fra!« raaber Herremanden til Kjøresvenden. Og da det var gjort, siger han til Sejer: »Tag Du nu fat! og kan Du trække Vognen, saa giver jeg Dig, hvad der ligger paa den, men kan Du ikke, saa skal Du op og have Dig et Ridt paa Træhesten.« Saa begyndte Knøsen at undskylde sig og sagde, at det var kun hans Spøg. Men Hosbonden sagde til ham: at han vilde vænne ham af med at spøge i hans Nærværelse, og een af Delene skulde han. »Jaja!« sagde Sejer, »skal jeg, saa skal jeg.« Dermed gik han til Vognen, tog Stjerten af, og fat i Hamlerne, bøjede sig forover og trak - og Vognen fulgte godt efter; men hans Træskoe gik i Smadder, saa haardt traad han i Jorden.

»Du er ingen Frossenpind,« sagde Herremanden - og han var det ikke heller selv, for de fortælle endnu om ham: at naar han reed ud af Porten, kunde han tage fat i en Jernring paa Porthammeren, og løfte med Benene sin Hest fra Jorden - »tag nu Kjævlen! og see selv, hvordan Du faaer den hjem! og hvad Fæstet angaaer, saa ville vi see Tiden an.«

Den, der nu blev glad, det var Sejer. Og han takkede, og væltede Kjævlen af, og satte sig paa den, og saae ind ad Porten efter hans Maren. Det varede syv lange og syv brede, saa kom hun. Men hun saae ud til den dyre Tid. »Gud naade os elendige Mennesker!« sagde hun - det var knap hun kunde for at græde - »Vi kan aldrig faae hverandre.« »Det er nogle slemme Ord, Du der kommer med,« siger Sejer; »Manden havde halvveis lovet mig det herude; - hvad gaaer der nu af ham?« - »Fruen havde ligesaa,« siger hun; »men nu skal Du høre, hvilket Held jeg havde. Da jeg er kommen op ad Trappen og ind i den smalle Gang, der er, saa kommer en »Stor Een«* mig imøde og han * 217 seer vist paa mig - jeg kunde ikke komme om ved ham, for han mødte for mig - og saa siger han: »Du er« - som han kunde bande -»den skjønneste Pige eller Kone, hvad Du nu er, jeg har seet i dette Land - Hør! vil Du holde af mig?« - »Nej,« siger jeg, »det maa jeg ikke.« - »Naar Du vil,« siger han, »saa maa Du ogsaa. - Jeg er Baron« - nu kan jeg ikke huske, hvad det var, han kaldte sig - »kom her kun iaften, saa skal min Tjener passe paa og vise Dig til mig.« - »Nej,« siger jeg, »det er Synd - og jeg har ogsaa en Kjereste, og ham maa jeg ikke narre.« - Saa tog han en Haandfuld Penge frem, og viste mig; men jeg smuttede om ved ham og ind til Fruen. Hun var naadig nok imod mig, og Herren kom til, og han lod til, at han vilde bønhøre mig. Man saa kommer denne her Baron og staaer og lurer paa det, og saa siger han: »Er det en skikkelig Karl, hun vil have, saa bør han ikke tage hende, for hun er en liderlig Tingest; jeg saae, hvordan hun stod og leflede med en af Tjenerne herude i Gangen.« Da det Skarn havde saaledes beløjet mig, saa skjældte Greven og Fruen mig ud og befalede mig: at jeg skulde pakke mig og aldrig meer komme for deres Øjne.« »Herre Gud, Maren!« sagde Sejer, »skal Du ikke have andet for din Dydelighed og for din Troskab imod mig Stakkel! Men - vor Herre lever endnu! Vi ville ikke være harmslagne; det bæres mig for, at vi endda skal have hverandre - om der saa vare saamange Herrer og Fruer til, som der er Blade i Annsbjerg Skov.« - Ma-Ibs sukkede, ligesom hendes Hjerte skulde briste, men sagde ingenting. Han snakkede ikke meget mere, før de vare komne til Uannet og skulde skilles ad, hver til sit; saa siger hun: »Godnat Sejer! og Tak for idag!« - »Selvtak Maren!« siger han; »Du har ondt nok for min Skyld. Jeg er bange, jeg aldrig kan gjælde Dig det igjen - Vor Herre faaer!« - »Vil Du til Dandsen i Skoven imorgen?« spurgte ham Pigen. »Vil Du?« spurgte han igjen. »Nej,« sagde hun, »jeg har ingen Lyst.« - »Jeg ikke heller,« sagde han. »Saa skal Du have Godnat!« sagde hun og gav ham Haanden. »Det skal Du selv have!« svarede han; og dermed skiltes de ad.

Men der var meer Ondt tilbage for den sølle Maren, inden hun maatte komme til Rolighed. Da hun kom ind, da sad han der, den Skovlouring Ole Brødløs. »Kommer du der, min bitte Pige!« siger han; »er Du nu betænkt?« - »Paa hvad?« siger hun. »Har Du nu glemt det?« siger han; »det er endda ikke længere siden end Paaske - det var jo om at drage ind til Mit. Og see her! At Du ikke skal troe, at jeg bejler paa Tyndtøl og Barbrød, saa vil jeg give Dig disse her i 218 Fæstensgave;« - han fremlagde herved en vægtig Sølvhalskjæde med et vedhængende Hjerte af samme Metal. - »Havde Du kjendt hende, der har baaret det, mens hun var levende, saa skulde Du ikke skjælde hende ud for en Stundthosetøs!«* - Ved disse Ord gjorde han en saa sælsom Mine til Faderen, at Datteren blev greben af en lønlig Ængstelse. Den Gamle studsede og vidste ikke, om han skulde troe sine egne Øjne; ingen af dem mælede et Ord. »Naa! vil Du have den?« gjentog Ole. »Nej,« fremstammede Pigen, og vilde ud, for at søge Trøst hos Kjeresten; men den frygtelige Bejler greb hende om Armen med den ene Haand, og gjemmende Smykket med den anden sagde han: »Kommer jeg tredie Gang, vil jeg ikke have Nej.« Og uden at tage videre Afskeed, tog han Hue og Kjæp, og gik sin Vej.

»Nu kommer Drengen med Køerne,« sagde Ib og satte sig paa Trefoden. Ma-Ibs gik ud og for at malke, men hun sang ikke, som hun pleiede ved den Bestilling. Sejer vandede sin Faders Heste; men han fløitede ikke, som han ellers gjorde. Det var ogsaa en elendig Helligaften for dem begge To.

Juleaften

Det var i »Plasningen«,** da en gammel Stodder kom »skravlende«*** hen til Uannet, for at bede om lidt i Gudsnavn. Saa kom han ogsaa ind til Ibs. De bad ham sætte sig nede ved Kjøkkendøren, »saa skulde han vel faae lidt at bide paa« og lidt i Posen.

Da han havde faaet det, saa klagede han: det var saa silde og saa koldt for ham at vinde længere den Aften, og bad Folkene om Nattely. Det sagde de Ja til, og viste ham ind i Ovnen, der var »ly« endnu fra Bagningen af »Støderen«† kravlede derind; og der laa han.

Det lakkede ud paa Aftenen. De havde spiist deres søde Grød og hvad de ellers fik bagefter, og Bæsterne havde faaet »sidste Gift« og * * * * 219 »Sallsdøren«* var »stængret,« og de havde sunget en Julepsalme, som de plejede, og lavede sig til at komme til Ro. Men saa skal I høre, hvad Støderen tog sig for: han krøb ud af Ovnen og trak Stangen fra »Yderdøren«,* og tog Krogen af, og aldrig saasnart havde han gjort det, før der kom fem »dragne«** Karle; og de ind og i Stuen, og Stodderen med dem; og nu kunde han træde lige saa frisk i Gulvet, som de. - For jeg skal sige os: det var de Røvere, som Annsbjergmanden vilde have Sejer til at finde og binde; og Stodderen det var Faderen til de andre Fem. - Det saae ilde ud for de sølle Folk der til Ibs. Manden og hans gamle Mo'er og hans Datter, de blev saa »forbævrede«,*** for de tænkte, deres Liv havde Ende, at det var knap, de kunde sandse at bede om det.

Den største og ældste af de unge Røvere - og det var justement ham, Skovlouringen - han førte Ordet og sagde: »Sæt nu først frem, hvad I har! saa kan vi snakke om det Andet siden.« - Ma-Ibs tog fat i Dørklinken; men Røveren sagde: »Bliv Du kun her! og lad Kjællingen der om noget til os! for ellers kunde Du let faae isinde at rende Dig løs; og vi skulde dog »have lidt lige af dig« og »skaate«† en Korn, naar vi har ædt og drukken.« Pigen segnede ned paa en Stol og var ikke langt fra at daane af Forfærdelse. Ib sad paa Sengestokken og lagde sine Hænder sammen, og bad til Vorherre, som har Magt til at frelse, hvem han vil. - Den gamle Kone satte paa Bordet alt, hvad de havde af »Ædelse« og »Drikkelse«; og det var endda sært, hvordan hun kunde.

Men nu skal I høre mere. Ib havde en Hyrdedreng, saadan en »Bæls«, en »Staarrisknægt«.†† Han laae i en Slagseng bag Kakkelovnen, og hører alt dette her. Saa lister han saa stille et Par Hoser og et Par Buxer paa sig, og ud med den gamle Kone, engang hun gik fram, for at tænde Lyset, som en af Røverne af Vanvare havde slukket. Og han over i den anden Gaard og ind til Sejer og fortæller ham, hvordan det stod til hos dem selv. Sejer var ikke længe om at lægge Raad op: »Tag den muusørede Hest af vores!« siger han, »og lad saa »kløe« ††† ad Annsbjerg til! og siig dem, hvordan her staaer til, og at * * * * * * 220 de skal skynde dem herned; saa kan de kanskee endnu fange alle Røverne, inden de drage bort igjen.«

Drengen ud, og han paa Hesten og afsted - Sejer tog en »Slagvol« i Haanden, og skyndte sig over til Ibs. Der sad alle de sex »Skintinger«* paa den ene Bænk med Ryggen til Vinduerne. »Hvad er Du for en Karl?« raabte de til ham, »Du vil nok have dit Maveskind sprættet op!« Dermed reiste de sig og vilde om at gribe ham. Men han var dem for snar og greb fat i Skiven, og væltede Egebordet over paa dem og klemte dem ind mod Væggen med Kanten. »Nu vil jeg see, om jeg kan klemme Eders Maveskind« sagde han; og mens han holdt dem fast med den ene Haand, svingede han Slagvollen og lovede dem, at han vilde knække enhver Arm, der rørte sig. Den Ældste prøvede alligevel at skyde Bordet over igjen, men han fik strax saadaneen over Armen, at den dinglede ved ham. Nu sadde de alle stille som Muus, og bade alleneste Sejer, at han ikke vilde klemme slet saa haardt.

Ib havde da ogsaa taget Mod til sig og grebet en Boløxe, med hvilken han stillede sig ved Sejers ene Side; og hans Kjereste stod ved den anden med Ildragen. Saaledes stod nu Sagerne; og de vare ikke for rare paa nogen af Siderne: Røverne piintes af Frygt for Enden paa denne »Klemhærke«;** og at de ikke kunde udgrunde, hvad Sejerherren havde isinde, eller hvorsnart det skulde afgjøres, - det gjorde Piinagtigheden endnu værre. Ib og hans Datter svævede i samme Uvished; thi Sejer kunde jo ikke »buse ud« med, hvad eller hvem han ventede paa. Og I kan troe: det var ham og lang Venten; for dersom de fra Herregaarden tøvede for længe, eller slet ikke kom - Bælsen kunde jo være styrtet paa Vejen - hvad saa? - Endelig kom Annsbjergmanden med en syv, otte Karle, og han var ikke bagerst, da Døren fløj op. Men der stode de: stille var der i Stuen, og, skjøndt det var Maaneskin udenfor, kunde de ikke see noget tydeligt derinde; thi Lyset var jo bleven væltet tilligemed Bordet. Da raabte Sejer: »hvor mon vi har »Lysklynerne«?*** tænd et par Stykker af dem ved Skorsteensilden!« - »Der ligger nogle paa Skorsteensskjødet,« raabte den gamle Kone. - Man tændte dem; og saa blev der lyst »Kan I see, Hosbond!« sagde Sejer, »nu har jeg fundet dem og bundet dem - paa en * * * 221 Maade. Vil I have dem bedre tøjrede, saa hænger der Hovedlavreeb i hiin Krog, seer jeg.« - Dette tog de da fat paa, og huggede det over i ligesaamange Stumper, som der vare Røvere. Og saa trak de dem ud fra Bordbladet een for een, og bandt dem Hænderne paa Ryggen, og snørede dem ogsaa Benene sammen, og smed dem i en Række paa Gulvet. - Saa begyndte Herremanden at spørge dem til: hvor de vare fra? hvor de havde deres Kule? om de vare fleer? og saadant meer. Men han kunde ikke faae saameget som et halvt Ord af dem. Saa truede han dem med gruelige Pinsler. Da sagde den gamle Røver - ikke til ham, men til sine Sønner: »Lad ham kun gjøre, hvad han vil! for nu har han Magten. Men ligesom han er imod os, saaledes skal det gaae ham og hans; de Tre derhjemme i Bakken ville ikke glemme hverken ham eller de gode Folk i Uannet. Og nu holde I Mundene lukkede, til Halsbaandet lukker dem op!« - Af denne Trusel havde de ingen Gavn; thi da Helligdagene vare forbi, lod Jørgen Marsviin dem lægge paa Pinebænken, først den Gamle og saa de Unge. De holdt alle Persen ud, undtagen den Yngste. Han bekjendte alle deres Misgjerninger, saavelsom hvor Hulen var. Den samme Dag blev nu denne opsøgt, og grebe de der Røverkonen og de To hendes Sønner, hvilke og bleve hængte tilligemed de andre Sex. I Hulen fandtes en grov Hoben Sølv og Guld; og deriblandt en Ring, som kjendtes for at være een, der havde tilhørt den Herre, hvis løgnagtige Paasagn voldte Ma-Ibs saa stor en Fortræd. Nu fik hun bedre for det: Herren gjorde selv hendes og Sejers Bryllup, og gjorde imod dem Alt, som han forhen havde lovet, og gav dem endda ikke saa lidt af de gode Sager, der bleve fundne i Røverboen. - Stærke-Sejer (som han siden fik til Øgenavn) levede med sin Kone i mange mange Aar. Og alle deres Børn, og deres igjen, beholdt Øgenavnet. Men nu er det sagtens uddød, saavelsom den stærke Herremands adelige Navn og hele Slægt. Men den Helligaften jeg her har fortalt om, endtes dog glædeligt saavel paa Annsbjerg, som meest i Uannet.

222

Eneste Barn

Da jeg i Aaret 1815 var i Kjøbenhavn, befandt jeg mig en Dag hos hiin Ven, hvem jeg i min Fortælling »Eva« har omtalt. - Der ringes, der aabnes, og med en dyb men skoleret Neien indtræder et, efter Udseende, lidt meer end midaldrende Fruentimmer. Hendes hele Dragt mindede om den Talemaade: »at slide Silke af Armod.« Hatten havde Huller og Kjolen ligesaa, hvorvel de vare smaae, og skjødeslost sammenræmpede. Paa venstre Haands næstmindste Finger saaes en simpel Ring, der snarere kunde være Messing end Guld. I den hoire Haand holdt hun en Parasol, der vist længe havde overlevet sine skjonne Dage, ligesom Bærerinden, hvis lange, magre og blege Ansigt passede godt til hele Dragten.- Naar man kommer i Berorelse med en Bekjendt ville Øjne instinctmæssigt soge Øjne. Men af hendes var ej engang den underste Halvdeel at see; de ubevægede Ojenlaage lukkede for Sjælens Vinduer - jeg mener Stenene, disse trinde Glughuller. - Hun havde været temmelig høj, men var nu sunken lidt; hun var rundrygget. Naar hun talte rettede hun sig vel; men sank derpaa atter sammen. - Hun tiggede; man hørte: det var schematisk, lært udenad. Een, endnu ikke aldeles neddæmpet Hoffærdighed robede sig baade i Tale og Legemsstilling. »Jeg har vist nok ikke den Ære at kjende Dem personlig, min Herre!« sagde hun, »og de kjender vist heller ikke mig; men de kan troe mig: jeg har seet bedre Dage, end disse« - et svagt Skuldertræk bekræftede det. - »Man har sagt mig: de var en ædeltænkende Mand; og saa fordrister jeg mig at anmode dem om en Understøttelse - efter eget Behag - til Huusleje.« - Han tog et Par Skridt hen mod Skriverpulten; men vendte sig pludselig om imod hende, med det Sporgsmaal: »Deres Navn? Madam!«- Hun skuddrede, bøjede Hovedet, og trak Laagene heelt ned over Oinene - medens hun svarede langsomt, og i en Spogelsetone: »Mit Navn? - det har jeg for lang Tid siden tabt - og nu har jeg næsten glemt det - ligesom den ovrige Verden mig. Jeg har vel faaet et 223 Andet; men det tilhører en talrig Familie - det hedder: Sorgognød.« - Her tørte hun sine - tørre Øine. - - Smith gav hende, uden videre Examination nogle Sedler. Hun neiede, rettede sig igjen, og gik.

Jeg havde under dette Optrin, med sælsomme Følelser, betragtet den fornemme Tiggerske. Det kom mig grandgivelig for: at jeg skulde kjende - eller have kjendt - dette Ansigt, denne Stemme. Men for disse dunkle og svage Mindelser fandt jeg hverken Tid eller Sted. - Hun var mig, i vaagen Tilstand, som et Drømmebillede: man synes at skulle kjende Phantasiens Skabninger; men naar man troer at fastholde dem, forvandles eller forsvinde de.

»Hm! - det var mærkeligt« - sagde Smith - »Hun vilde ikke være sit Navn bekjendt - Du saae saa vist paa hende - veed Du noget?« -»Hm!« svarede jeg »seet hende før har jeg; men det er mig ikke muligt at komme paa: Hvor eller Naar - mon hun gik ud?« - »Der seer jeg hende ude paa Gaden« sagde han »hun gaaer nedad til Frue Kirke. - Vil Du ha' Noget at vide af hende saa maae Du skruppe Dig.« - Det gjorde jeg, indhentede, men fulgte hende i en liden Frastand.

Da hun drejede om Hjørnet af Bispegaarden, tog hun, bestandig gaaende, et Stykke Papiir op af Lommen, saae afvexlende paa dette og paa Huusnummerne. Noget forbi Chrystalgaden standsede hun et par Secunder, og drejede derpaa ind ad en Port. - Jeg blev ved at holde den gamle Sejlers Kjølvand - opad til anden Sal. Medens hun ringede, gik jeg en Trappe højere op, og skottede gjennem Rækværkets Træmmer. Døren dernede gik op. En Tjenestepige traadte i den og sagde spodsk: »Naa! det er hende igjen; hun besøger os tidt, men mit Herskab har befalet mig at sige hende, at det ikke kan nytte, hun kommer her før paa Løverdag otte Dage - den første i Maaneden hun veed - adieu!« - Dermed lukkede hun Døren efter sig, og smækkede Skaadden rapt for. - Den Udelukkede stødte Parasollen mod Gulvet, stivede Ryggen, slog Øinene heelt op, stod saaledes nogle Secunder, som Een der eftertænker noget vigtigt, og gik - eller trippede raskt ned ad Trapperne. Jeg fulgde efter. Hun tog Veien tilbage ad Nørregade, om ad Chrystalgaden, og ind i Peter-Hvitfeldsstræde, hvor hun gik op i et meget uanseeligt Huus. Jeg ansaae det for hendes Bopæl, som det ogsaa var. - I Kjelderen boede en Spekhøker, hvem jeg antog for Husets Ejer, eller dog, ifølge hans Næringsvej som den der maatte vide Beskeed om de Iboende. - Han var ikke tilstede; men et Fruentimmer, som paa min Foresporgsel bejaede at være hans 224 Kone. Jeg kjøbte noget, og spurgte: om saadan og saadan Een boede her? og hvem hun var? - »Ja vel logerer hun her« lød Svaret; »men hvad hun hedder kan jeg ikke huske; min Mand veed det, for han er fra samme Egn derovre i Jylland. Saameget kjender jeg til det: at han er fød paa det samme Gods som hendes Fader ejede, og han var ellers Kammerherre, eller saadannoget, og en riig Mand, og hun var eneste Barn; men hun skal ha' baaret sig snavs ad, giftet sig mod Faderens Villie, løbet fra sin Mand, og taget fremmede Guder - som man siger. Og nu er det Jux med hende: hun staaer altid skreven hernede, og Huusleien kommer aldrig før bagefter; og det er endda knap nok, men min Mand seer lidt igjennem Fingre med hende for Landsmandskabs Skyld - der er han selv! nu kan han gie dem bedre Forklaring.« - »Hvorover?« spurgte han. »Den Herre« sagde Konen i det hun gik bort, »vilde vide, hvad hun hedder, der boer heroppe paa tredie Sal til Venstre.« - Han saae stivt paa mig, og spurgte: »Med Forlov; Hvem er De?« Det sagde jeg ham, saavelsom hvor jeg var født. Han blev herved meget mild, slog med den flade Haand paa Disken, og gav mig de forlangte Oplysninger, hvilke jeg, tilligemed Tiggerskens Ungdomshistorie, den jeg kjendte langt bedre end Høkeren, fortalte Smith, omtrent som den nu herefter findes.

Fra den første Tid af at min Hukommelse staaer mig bi, mindes jeg godt Frøken S ..... og tyktes uagtet jeg var en Vildkat, naar jeg kom mig - paa min egen Bolgade - at Frøkenen var endnu mere forvildet end jeg; hun tog mig paa Skjødet, og vippede mig, og kyssede mig, og sagde mig, at naar jeg blev ældre, vilde jeg nok komme til at forstaae saadannoget. Jeg vidste ikke, hvad hun meente, brød heller ikke mit Hoved dermed; men søgte, saa ofte som jeg kunde ind til hendes Moder, som, meget gigtsvag, og, som siden er rundet mig i Tanker, meget hjertesyg, alligevel kjælede for mig og altid havde Sukkergodt, at putte i min lille Mund. Jeg saae hende aldrig udenfor sit Kammer, inden hun blev baaret derfra i den bekjendte lille sorte Porte-Chaise. - Hendes Mand Kammerherren stod ikke nær saa høit hos mig. Naar han kastede sine smaae grønne Øjne paa mig, fornam jeg altid noget antipathisk; hvorvel han aldrig sagde mig et eneste haardt Ord, men blot gjorde lidt uskadelige Smaaløier med mig - disse endda ikke af de fineste; men de vare mig ligesaa uforklarlige som Datterens. - Denne gammeladelige Herre var en rigtig Aristocrat: hvilken 225 Bondepige paa Godset, han tilkastede Tørklædet, maatte holde for; og hvilken Bonde, han blev vred paa, maatte holde Ryggen til. Stundom slog han vel haardt, for stærk var han, og maatte eengang udholde en Proces lige til Høieste Ret, fordi han skulde have slaget Een, saaledes at han døde deraf. Kammerherren blev frikjendt, det forstaaer sig selv; og saa var den Historie forbi. - Men jeg maae dog fortælle en anden, der vel ogsaa endtes med Død og Drab; men var alligevel meget morsom. - Paa H .... tjente en Hyrdedreng, der kunde løbe og springe, som om han havde lært det i Nachtigalls Institut Det hændte sig nu en Sommer, at Gaardens fungerende Tyr med eet bliver mandvoln, render sit Tøier istykker, jager andre Høveder og Heste løse; og gik denne Frihedsspectakel ud over Naadigherrens Korn. Han kalder da alle Folkene sammen, og udlover en Krone til den der kan bringe ham Spectakelmageren enten død eller levende. - Hyrdedrengen siger: »A vil prøve ad - men saa skal I Anner slaae Purten i, nær A faar ham herind.« - Hele Personalet bevæbnede sig nu med Forke, Øxer og Leer, og ventede paa Gutten Tyr! medens min gode Thomas allerede havde opsøgt ham ude i Rugvangen. Han rækkede Tungen ud, og brølte ad Bæstet, der strax satte efter ham. Thomas's to Been vare rappere end Tyrens fire, saa at han flere Gange maatte standse, for at faae den med. Det lykkedes da ogsaa: Thomas foer som en Triumphator ind i Gaarden - Tyren bagefter, og - ud i Møddingen, hvor den fik en skiden Død. - Thomas fik ej allene sin Krone; men ogsaa en blaa Trøje med Sølvtresser, og en endnu mere glimrende Hue; kort sagt han blev Løber; og gjorde i denne sin Embedstilling Kammerherren megen Ære. Han var godt kjørende den naadige Herre; men Thomas var endnu bedre løbende, saa hvor stærk end Kudsken jog paa, var Løberen altid langt foran, gjorde en Rundenom efter den anden, og smældede med sin Pidsk, som vilde han udæske baade Kudsk og Heste. - Thomas Løber skulde, uagtet sine glimrende Egenskaber, ikke kommet til at figurere i denne Historie, hvis han ikke havde gjort andre Løb end dem foran Kammerherrevognen.

Vor Frøken skulde da til at giftes. Papa havde udseet en kjøn ung Baron til hende, som tilmed var Lieutenant; og der var slet ikke andet ivejen for Ægteskabet, end det: at Datteren havde udseet sig en Anden. Det var skeet saa hemmeligt, at Naadigherren ikke vidste noget deraf, og altsaa ei heller kunde begribe, hvorfor hun gjorde 226 Indvendinger mod et saa passende Partie, thi Grunden hertil skjulte hun omhyggeligt.

Den lønligt Udkaarede var desværre kun en Præstesøn; men hans Uniform var blaa, og hans Skjæg sort, hvorimod Baronen havde tynde gule Fnuk paa Hagen.

Vor Hurtigløber Thomas blev de Eiskendes Duepost og Contoiret var Bagklædningen af Niels Bugges Brystbillede i Vestibülen.

Dog, Correspondendsen blev opdaget, men Postføreren ikke; thi han løb mellem H... og W... naar alle andre sov. En Dag ankommer en historisk og antiqvarisk Lærd fra Kjøbenhavn, eftersom han havde faaet at høre om de omtalte Billeder. Kammerherren selv viser ham det. Den Fremmede seer efter et muligt Malermærke; og da han intet finder paa den rette Side, vender han Billedet om, og hvad finder man der, uden en lille trekantet Billet der slet ikke saae antik ud. Kammerherren stak den til sig i Taushed. Da den Fremmede var borte aabnede Herren Brevet, og fik deraf fuldt Lys i Sagen - Datterens Hjertesorg. - Kudsken fik strax efter Befaling at spænde for Chaisen, og Frøkenen at gjøre sig færdig til en Reise og snart trak de fire Svedfuxer det høie Herskab til A...... - Det var et Slags galant Fængsel, hvori Frøkenen blev bragt; Herren og Fruen - hendes Faster - vare Arrestforvarere. - Ja de havde tidsnok: inden Fangen kom vel af Vognen, fik Løberen Anviisning paa det nye Posthuus, som hun paa Didreisen allerede havde oprettet - i Munden paa en af de Vildmænd, der stode som Skildvagter oven for Indgangstrappen.

Baronen arriverede endnu samme Dag. Det gik saa meget kjerligt til: hun baade kyssede og klappede ham; og Ingen skulde troe andet, end at hun var forelsket til op over begge Ører. Det var hun ogsaa, men ikke i den stakkels Baron.

Paa et Kammer i anden Etage blev Fangen indqvarteret; og Tjenerne skiftedes til at holde Vagt i Gangen, der førte til Slottets eneste Ud- og Indgang.

En Morgen, som Herren og Fruen, og min Lidenhed sadde ved Thebordet, kommer den ene Tjener ind med et Lommeklæde, som han havde fundet under Frøkenens Vindue. »Bring hende det op!« sagde Herren. Men Fruen, som havde en finere Næse, tog Tørklædet fra ham, og eftersaa det i alle Hjørnerne medens hun lod Tjeneren gaae ud »Eia!« raabte hun saa, »det er ikke Lottes Tørklæde - see her staar et B. Jeg vil væde paa, at denne Monsieur B. har været hos hende 227 inat. Gaae Du selv ud min Hjerte; og see vel til baade i Haven og paa Muren, om der ikke skulde være andre Kjendetegn paa et hemmeligt Stevnemøde.« - »Det vil jeg, sandt for Herren! ogsaa« svarede han, og gik.

Undersøgelserne lod ham opdage: at langs hen med Muren var Duggen aftraadt, og Græsset nedtraadt: at i en Gang som førte til den nordre Stakitport, var i Sandet synlige Trad frem og tilbage: samt at udenfor Porten havde staaet en Hest bunden, der havde trampet, og skrabt.

»Jeg vil, sandt for Herren!« - saaledes sluttede han sin Beretning, »hellere vogte hundrede Gedder, end een ung Pige, naar hun faaer Nøkker. Synes Du som jeg, Mama! saa ville vi skikke hende tilbage og det i denne velsignede Dag. Saa faaer din Broder selv passe paa hende, det bedste han veed og kan.«

»Ja, min Hjerte! lad os det!« sagde hun - »Men« - lagde hun til - »er det ikke det sikkerste, at vi følge selv med; for sende vi hende allene bort, hvem veed saa hvad hun kunde hitte paa? Og Kudsken og Tjeneren kunne vi ikke forlade os paa.« - »Du har ret Mama!« svarede han. »Det slemmeste er: hvordan vi skulle faae hende herfra paa en god Maade; for Magten vil jeg paa ingen Maade bruge. - Det var dengang jeg paatog mig at være Vildtvogter; men det skal sandt for Herren, blive sidstegang!« -

»Lad Steen gaae op til hende!« siger Fruen, og spørge: om hun har Lyst at gjøre en Tuur med til H ... Jeg gik; og see! hun havde strax Lyst, og kom heel paaklædt ned endnu førend de Gamle vare blevne færdige. - Der blev slet ikke talt noget om den formentlige Fenstren; og vi rullede af alle fire. - Midtvejs omtrent mellem A... og H ... ligger en lille Bye, hvis Navn jeg heller ikke er for at tilkjendegive. I Byen boede en Præst, hvis Hauge rakte lige ud til den Vei, vi havde at kjøre. Som vi kom hen derimod, see vi Præstens Gartner - som ellers var en ret beleven Mand - en Kjøbenhavner - Han plukker Blomster, og binder dem sammen i Smaakoste. - Da vi næsten ere komne lige ud for ham, lader det til, som blev han os nu først vaer. Han hilser, nærmer sig hurtigt, og springer over Diget til Vognen, idet han beder Kudsken holde. »Maae jeg ha' den Ære« raaber han »at offerere Herskabet nogle af mine Levkøjer! Jeg troer neppe der findes saa fuldkomne andensteds i Jylland.« Man takkede og modtog de blomstrende Foræringer. »Naar de kommer til Staden,« lagde han til, 228 »hvor de maaskee bliver inat, var det godt, om Bouquetterne bleve løste, og Blomsterne enkeltviis nedsatte i vaadt Sand: saaledes conserverer de sig længere - den naadige Frøken paatager sig maaskee den Uleilighed; den vil sandelig ikke være spildt.« - Dette sidste sagde han med et noget alvorligt Ansigt, og et Blik til den naadige Frøken, som jeg dengang ikke forstod at tyde; men af hvilket Slags jeg, gammel nok, har observeret adskillige. Nu kan jeg for det meste, see paa et par Øjne, om der er en vigtig Hemmelighed indenfor dem.

Vor Frøken var meget glad ved denne Urtekost: hun lugtede hvert Øieblik til den, pillede ved Blomsterne og roste dem, og saaledes henad Vejen. Engang da hun lirkede lidt stærkere mellem dem, skimtede jeg noget hvidt forinden midt i Kosten; men hun lukkede øjeblikkelig sammen om det. »Hvad!« sagde jeg i min barnlige Enfoldighed, »jeg troer, der er en hvid Nellike derinde.« - »Du kan selv være en Nellike,« sagde hun smilende, og gjemte Bouquetten paa Brystet. Men det kom mig for: at Snørlivet ikke var stærkt nok til at holde fast paa Blomsterne; saadan bevægede det sig ud og ind - det kunde jeg heller ikke begribe.

Men jeg brød ikke heller mit Hoved længe med det. Der var nok andet som tiltrak sig min Opmærksomhed: det smukke, paa Situationer saa vexelrige Landskab, hvis Beskrivelse ikke har Sted her; men som Man kan lade sin Phantasi udmale med grønne, gule, lysblaa og brune Farver, og udgravere i høje Bakker og dybe Dale.

Kammerherren blev forundret og muggen ved at see os; han mumlede Noget, som jeg ikke kunde forstaae. »Du kan gaae lidt ind i dit Værelse - og tag den Lille med!« sagde han til Datteren: vi gik. Indkomne der, hvidskede hun hurtigt, og, jeg kunde sige fortroeligt: »tag det Glas der, og hent mig det halvfuld af det hvide Sand, du veed nok!« Jeg tog Glasset og løb. Da jeg snurrede mig om udenfor, og vilde lukke Døren, saae jeg at i det Øieblik hun klippede Bindselet over, der sammenholdt Blomsterne, faldt et lidet Stykke sammenfoldet Papiir fra dem; men hun greb det i Flugten med den ene Haand, medens den Anden smed Levkøjerne hulter til Bulter i Vindveskarmen. - Jeg gik ind igjen efterat have hentet det forlangte Sand Som jeg nu aabnede Døren, seer jeg at hun trykker noget Papiir, vistnok det samme - til sine Læber, og, da hun fornemmer mig, ned paa Brystet. »Saae Du noget? din lille Kjeltring!« sagde hun, vimsende hen til mig, og bøjende sit Ansigt tæt ned til mit. »Jeg saae, at De kyssede en 229 Strimmel Papiir; andet har jeg ikke seet,« svarede jeg. »Vist ikke« sagde hun, »jeg lugtede blot til det, for det duftede saa deiligt af Levkøjerne - forresten snakker Du ikke til noget Menneske, hvem det end er, om hvad Du saadan seer herinde, for, - see her har Du to Makroner, og flere skal Du faae, naar den lille Mund ikke vil sladdre. (Det lovede jeg - og holdt lige til Nu, det er: noget over et halvt Aarhundrede; hvorfor mine Tilhørere ikke maae krympe sig ved, at jeg snakker saa vidt og bredt om en Begivenhed af det Slags der er mange tusinde Aar gammel, og vil være nye saalænge Verden staaer, nu er der løst for Posen, og Indholdet vil herud.)

»Hør!« sagde hun videre, »jeg er ikke vel og gaaer nu tilsengs. Naar lidt er gaaet, kan Du komme, og læse mig noget op af »Siegvard« - som Du pleier; det hvor Kronhelm bortfører Therese - det er saa sødt, gaae nu til Fader, og snak med ham om Fuxerne.« - Jeg gik og snakkede om Fuxerne baade den Dag og den næste. Og Baronen snakkede med - for han var jo Cavalleri-Officeer. - Sommetider gik han og Kammerherren ind til den syge Frøken; men naar de kom, sov hun altid (Det var snurrigt, naar jeg kom allene var hun altid vaagen.)

Naar jeg vilde til at gaae, sagde hun bestandig: »see at faae fat paa Thomas Løber! og spørg ham: om han ikke har noget til mig!« - Det gjorde jeg ogsaa; men han havde ikke noget, førend den anden Dags Aften - efterat Frøkenen var bleven syg. Da flyede han mig saadan et underligt Brev, der ikke var lagt sammen, som Breve ellers pleie at være, men som en Sløife. - Det maa have været et mærkeligt Brev: for, aldrig saasnart havde hun læst det, før hun blev frisk, sprang op, og kom i Klæderne. - Jeg spurgte: om jeg ikke skulde læse i Siegvard, men hun sagde: »Lad ham kun være! Jeg har en anden Siegvard - han kommer snart - holdt! bie hos mig saalænge! Der har Du hele Æsken med Makronerne.«

Jeg klemte paa Makronerne. Hun pakkede Kjoler og Klæder og andet Stads i en Kuffert, idet hun hvert Øieblik kikkede ud af Vinduet. - Da jeg havde faaet Has paa Makronerne, kikkede jeg ogsaa ud af Vinduet, for at see, hvad der monne være. Og see! Der kom da en Vogn med fire Fuxer for - men det var ikke Kammerherrens; og Kudsken ikke heller. - Frøkenen smækkede Kufferten i, tog Nøglen til sig, og mig ved Haanden: »Kom med!« raabte hun, »at ta'e mod de Fremmede!« Udenfor stod hendes Kammerpige; og hende befalede 230 hun at bære Kufferten ned, og sætte den i Gangen. - Som vi ere der, ruller Vognen frem for Døren, og Kammerherren træder ud til os. Han studser kort ved at see Datteren, og det i Reiseklæder: »Hvad! Lotte! hvad betyder det? er Du nu saa frisk?« - »Ja Papa! nu er jeg kommet mig,« raabte hun med et skjelmsk Smiil. I det samme traadte de Ankomne - En Mand med en guul Nøgle paa det høire Kjoleskjød - ligesom vor Kammerherre - og to andre, uden Nøgler ind ad Døren.

Den fremmede Kammerherre hilsede vores med et ironisk Smiil, og sagde: »ifølge allerhøieste kongelig Ordre, og i Kraft af min Embedsmagt« - »Jeg blæser ad Jeres Embedsmagt!« faldt Kammerherre S ... forbittret ind; »men hvor er den kongelige Ordre? og hvad lyder den paa?« - »Ordren er her,« svarte hiin og fremtog et stort Document, igjennem hvis øverste Blad fremskinnede det store røde Majestætsegl. Vores greb efter det, og udbrølte et: »Lad see!«

»Deres Høivelbaarnhed!« sagde hiin med et ondskabsfuldt Smiil, »er desværre ikke i en saadan Sindsstemning, at jeg tør betroe den allernaadigste Skrivelse umiddelbart i deres Hænder. Men saasnart De lader Deres Frøken Datter, - hvem Orderen især angaaer - trine herhid, skal jeg i hendes og Deres samlede Nærværelse oplæse og nærmere fremvise den i disse Vidners Overværelse.«

»Kald paa Frøkenen!« tiltordnede han en fjerntstaaende Tjener, og hun kom selv hid fra den anden Side, med Reiseklæder paa, og en lille Byldt i den ene Haand. - Faderen maalte hende et Par Gange fra Top til Taa, og spurgte barsk: »Hvorhen Mademoiselle!« - Den Fremmede optog Svaret for hende, sigende med konstlet Gravitæt: »da begge Paagjældende nu ere tilstæde, skal jeg oplæse den mig meddeelte allerhøieste Skrivelse, der lyder som følger: »Paa allerunderdanigst Andragende af Lieutenant B ... af vor kongelige Marine, hvorledes han nemlig, som, forlovet med Frøken Ch. S ... har bragt i Erfaring, at benævnte Frøkens Fader C.S.... holder hende strængt indspærret, for at tvinge hende imod hendes Villie til at ægte en Anden, saa har Du nøie at forfare i hvorlunde denne Sags rette Sammenhæng og Fundament monne være, samt Fader og Datter confrontere, for af den Sidstnævnte hendes Erklæring saavel anlangende den paaankende Indspærring, som især at bringe til Kundskab: hvilken af de tvende Medbeilere, hun vil erklære sig for. Vorder dette Ansøgeren Lieutenant B.... og det skulde være hendes faste Bestemmelse, at forene 231 sig i Ægteskab med denne, da har Du i det Fald, at Faderen ikke godvillig vil udlevere hende, at befrie hende med den saavel civile som militære Magt, der staaer med vor allernaadigste Tilladelse til din Disposition.« - Under Oplæsningen af dette Document, knyttede vor Kammerherre først den ene Haand, saa dem begge, og strakte dem med stive Arme skraa ned udenfor Hofterne, ret i gammeldags Klopfægter-Maneer, og da saa Forelæseren vilde, som han blev færdig række ham det, knipsede han til det med højre Pegefinger, og begyndte at trampe saa med den ene Fod, saa med den anden - det lille tykke Corpus ikke uligt en Statue der vakler i Jordskjælv. - »Naa!« sagde den Anden med uforandret Solskinsansigt - »Og De, min Frøken, hvad beslutter De? Deres frie Villie har De.« - »Du vil dog ikke løbe fra din Fader?« bruste Faderen til Datteren.

- »Hun behøver ikke at løbe,« tog den fremmede Kammerherre Ordet; »for hun kan kjøre med mig - om hun vil - Bliver de her, eller maa jeg byde dem min Arm?« Hun tog imod den og bukkede for Faderen. - »Løb saa din Taske!« raabte denne; »løb til Verdens Ende med din liderlige Matros! Men vov dig aldrig indenfor Grændserne af dit fædrene Gods! Det er tabt for dig - Du er arveløs.«

Hermed skiltes Fader og Datter. De havde seet hverandre for sidste Gang.

Kammerherren blev oppe lige til næste Morgen. Snart skrev han, snart gik han frem og tilbage i sit Soveværelse, nu med hurtige faste Trin, nu langsomt, ligesom Een der grubler eller er kommen op af en Sygdom. - Uden at have nydt noget siden Gaarsdagen, kastede han sig omsider paa Sengen, men i Klæderne, ringede paa Tjeneren og befalede ham at vække sig om to Timer. - Den fastsatte Tid gik Tjeneren ind; men kunde ikke faae ham vaagen; thi han var død; et Slagflod havde gjort Ende paa hans slette Liv, og kvalt hans Hævnplaner i Fødselen. - Den forhadte Svigersøn blev hans Universalarving.

Denne tog aldrig Bopæl paa H...; men kom blot en Gang hver Sommer dertil for at eftersee Bestyrelsen af Gaard og Gods saavelsom Vedkommendes Regnskaber; hans Kone var ingensinde med; men forblev hellere i Hovedstaden, hvor hun naturligviis kunde more sig bedre. - Maaskee Fru B ...'s Ulyst til at gjensee sin Fødegaard og Egn ogsaa har bevæget Manden til, efter faa Aars Forløb at sælge det Hele herovre. - Denne Handelssag tilligemed saa mange 232 Smaatterier, der først maatte bringes tilende paa Godset, holdt ham længere end sædvanligt dersteds.

Da han kom tilbage fandt han sit Huus, sine Børn, sine Tyende; men sin Kone fandt han ikke: let kom hun - let gik hun.

Enten nu Tiden var bleven hende lang, mens Manden var borte, eller hun var bleven keed af ham, - hvilket jeg snarest vil troe - nok var det: hun havde erhvervet sig en anden Lieutenant, til at forkorte Tiden. Men begge havde et Par Dage, før hun ventede sin rette Lieutenant hjem, pillet af med alt det ædle Metal, der havdes i Huset - som der meentes - over til Sverrig. Idetmindste har en Bekjendt af mig fortalt mig følgende:

»Jeg var i Sommeren 1805 i Christianstad, hvor jeg havde en Handelsforretning for vort Huus. Der træffer jeg en Dag den Lieutenant, som nogle Uger iforveien var smuttet bort med Fru B ... - jeg havde kjendt ham godt fra Kjøbenhavn, og et par Gange laant ham Penge - som jeg aldrig fik igjen. - »Er det Dig? R....!« raabte han, »hvad bestiller Du her? Følg med hjem, og see hvordan jeg boer!« - Jeg fulgte med, og saae, at han boede smaat, men dog temmelig godt. Han gik strax hen til en Dør, satte Munden til Sprækken, og sagde: »Frue! maae jeg bede om Frokost til to Personer!« - Jeg ventede nu at faae Fru B .... at see; men det var en ganske anden: da hun kom ind med det forlangte, hørte jeg og paa Sproget, at hun var svensk. - Da hun igjen havde lukket Døren efter sig, gjorde L. en frivol Grimasse, og sagde: »Hun er hverken af de yngste eller smukkeste; men hun er mig en solid Veninde - Du forstaaer mig nok?« - »Vel gjør jeg det« svarte jeg; »men jeg troede ellers, Du havde en ældre Veninde.« »Ah!« sagde han, »har havt - rigtig! joh! Du kjendte jo Fru B ... - der var ingen Udkomme med hende: hun var løbet fra sin Fa'er, fra sin Mand, og saa løb hun fra mig med, den Satan!« - »Hvem løb hun saa med?« spurgte jeg, »og hvor er hun nu?« - »hun løb tilbage til Danmark med en Handelsbetjent, der kneb en Deel Mynter fra sin Principal; men hvordan det siden er gaaet med hende - det veed jeg slet intet af - drik engang!«

En halvsnees Aar tilbage var jeg et Ærinde paa H.... - Ak! hvor forandret!

Den gammeladelige grundmurede Borg var forsvundet, og en Vaaning af Bindingsværk og med Straatag, var nu den borgerlige 233 Ejermands fordringsløse Bopæl. - Inde i Værelserne mindedes man om den uafladelige Foranderlighed i alt hvad menneskeligt er, »Nu« er aldrig saadan som »Før«: »Nyt« slutter sig - eller rettere skiller sig fra »Gammelt«. Her viste sig dette Første - det var Bedsteforældre i Selskab med Børnebørn, her et mægtigt Egeskab i Fortidens Smag ligeoverfor en lille Mahogny Commode; her en Ottoman med forgyldt - nu mestendeels afslidt Træværk og Læderbetræk - der, en Sopha fineret og betrukket med hjemmegjort Tøj: og her nogle store Billeder af ukjendte længst forglemte Herrer og Damer, mellemspækkede og undersmækkede med Kobbere over 2den Aprils Slaget og Napoleons Sejre. - Jeg gik ud i Haugen - der var ingen mere! Alle de gamle Frugttræer vare forsvundne, Blomster og Køkkenurter havde givet Plads for Rug, Byg, Havre, Køer og Faar. - Jeg ilede ned til Søen, hvor jeg i mine Drengeaar paa en Altan udover Vandet havde anglet - der var ingen Altan, der var ingen Baad - der var intet andet end Vand - og saa Skoven paa hiin Side. Jeg tyktes endnu derovre at høre svage Gjenlyd af hine Kanonknald, der forkyndte Festiviteterne, dem jeg i mine Drengeaar saa ofte havde bivaanet - Alt var stille. - Jeg ydede mine Barndomsminder et langt og trangt Suk og tænkte: der kommer og en Tid, da du selv bliver stille.

234

E Bindstouw

De war e Awten fa bette Jywlawten - nej hold! - A lywwer - de wa sgi den Awten far ve indda, dæ wa Binnstoww te e Skwolmæjsters, ham Kræn Koustrup - I kinne ham wal? Dæ wa nok dæ kinnt ham, for om e Vinter wa han Skwolmæjster, men om e Sommer wa han Muhrmæjster; aa han wa lih døgte te beggi Diel. Aa han ku mier end de, faa han ku stel Blued, aa vis igjen aa vænn e Vind, aa løhs øwwer baallen Fingger, aa møj mier. Men te aa maahn wa han ett saa fulkommele som e Præjst; for han had ett gon i den suet Skuel. Saa wa vi da samled aa hiele e Bøj - ja ja! Lysgor Bøj er ett saa faahle stuer: der er ikkun sejs Goer aa nowwe Huhs; men saa wa di der aasse aa Kapballe, aa Tejstrup, aa A trowwer dje Kaael i Knækkebaarre war aasse drøwwen dæte. Men de ka no væh de samm. No Falil! Saa had vi da ænnele molt aa, aa had aal sammel faat wo Gaanænner øwwer e Kroeg i e Lowt øwwer e Skyww, aa had aasse begynt aa læ di fem Pinn lest ve. Saa sæjer e Skwolmæjster: »Æ der ingen aa Jer, dæ vil synng Nød, ælle faatæll Nød, saa lidd ed saa gjæwt mæ de hæhr Værkerie.« Saa tow hun Uret - hin Kjen Pæjster fræ Pahvse - for hun er aalti saa frammtaahlen - »A ku gjahn synng Jer en bette Vihs, om I ejjes gad hoer en?« - »Da ve vi aasse de!« suet A: »Klø Do kun te!« - Saa saang hun aasse en Vihs. A haad aalle hoer en fahr; men A ka aallywwel gaat howw en; aa den gik da ænnele søen:

Staeren sedder o Gowlen
Aa synger som han ka bæjst.
Nejenfor goer han Ejler,
Aa fløtter hans Hosbonds Hæjst.
Baanked han fast Tyrhælen,
Smed Køllen dærøwwenapo,
Vænt han sæ om a Staeren:

Selvstændigt udgivet 1842 235

Bindestuen

Det var Aftenen før Bittejuleaften - nej holdt! jeg lyver - det var sgi den Aften forinden endda, at der var Bindestue hos Skolemesterens, ham Kristen Koustrup - I kender ham vel? Der var nok, der kendte ham, for om Vinteren var han Skolemester, men om Sommeren var han Murermester; og han var lige dygtig til begge Dele. Og han kunde mere end det, for han kunde stille Blod og vise igen og vende Vinden og læse over bulne Fingre og meget mere. Men til at mane var han ikke saa fuldkommen som Præsten; for han havde ikke gaaet i den sorte Skole. Saa var vi da samlede fra hele Byen - ja ja! Lysgaard By er ikke saa farlig stor: der er ikkun seks Gaarde og nogle Huse; men saa var de der ogsaa fra Katballe og Testrup, og jeg troer deres Karle i Knækkenborg var ogsaa drevet dertil. Men det kan nu være det samme. Naa Farlil! Saa havde vi da endelig maalt af, og havde allesammen faaet vore Garnender over Krogen i Loftet over Skiven og havde ogsaa begyndt at lade de fem Pinde liste ved. Saa siger Skolemesteren: »Er der ingen af jer, der vil synge noget eller fortælle noget, saa led det saa gævt med dette her Arbejde.« Saa tog hun Ordet hende Kirsten Pedersdatter fra Papsø - for hun er altid saa fremtalende - »Jeg kunde gerne synge jer en bitte Vise, om I ellers gad høre den?« - »Da vil vi ogsaa det!« svarede jeg: »Klø du kun til!« Saa sang hun ogsaa en Vise. Jeg havde aldrig hørt den før; men jeg kan alligevel godt huske den; og den gik da endelig saadan:

Stæren sidder paa Gavlen
og synger, som han kan bedst.
Nedenfor gaar han Ejler
og flytter sin Husbonds Heste.
Banked han fast Tøjrepælen,
smed Køllen derovenpaa,
vendte han sig om ad Stæren:

236

»A saang, hwis A wa som Do.«
»Ja hudden ær A?« saa Staeren,
»A æ kon en fatte Fowl,
A haaer ikke Annet end Fjaeren.«

»To Do haar Dæ nok en Kjærrest,
Aa I haa Je behgi en Reh;
A haar wal de Jenn, men ikke de Ant,
A haar ikkun lille Gleh'.
Karen hun sørre sæ knap tedøh,
Aa A komme raa bagætter -«
»Aah! gi hin Fæjstpæng!« saa Staeren,
»Saa komme di Gammel jow wal
Aa renne Dæ sjæl epo Daeren.«

Dæ gik en Maahned, aa dæh gik tow,
Aa dæh gik trej Gaang trej:
Saa hint de Jormueren te Karen;
Hun wa kommen skit astej.
De wuet ett saa lænng, saa fek hun
En gromme villele Dreng.
Mueren smækked faa Daeren,
Aa sat sæ po hinne Seng:
»Hvem æ saa Faaren? Do Karen!«

»A kinner ett Anner end Ejler -«
Hin Torer po Kinneren trill -
»A ku wal tinnk ett« saa Mueren,
»Men Do haa lawwed ed ill;
Haad Do indda fallen faa Sohren,
Kahænsæ de ku bløwwen gaat:
Do baade ham sjæl aa saa Goeren
I Minn aa i Ynn da had faat;
Men Ejler aaller i Wahren
Den Stohder mi Dætter ska fo -
De mo Do lihd epo, Karen!«

237

»Jeg sang, hvis jeg var som du.«
»Ja hvordan er jeg?« sagde Stæren,
»Jeg er kun en fattig Fugl,
jeg har ikke andet end Fjerene.«

»Aah, du har dig nok en Kæreste,
og I har jer begge en Rede;
jeg har vel det ene,
men ikke det andet,
jeg har ikkun liden Glæde.
Karen hun sørger sig snart til Døde,
og jeg kommer snart bagefter -«
»Aah! giv hende Fæstepenge!« sagde Stæren,
»Saa kommer de gamle jo vel
og render dig selv paa Døren.«

Der gik en Maaned, og der gik to,
og der gik tre Gange tre:
saa hented de Jordemoderen til Karen;
hun var kommet skidt af Sted
Det vared ikke saa længe, saa fik hun
en grumme prægtig Dreng.
Moderen slog Smækken for Døren
og satte sig paa hendes Seng:
»Hvem er saa Faderen, du Karen?«

»Jeg kender ikke andre end Ejler -«
hende Taarer paa Kinderne trilled. -
»Jeg kunde vel tænke det,« sagde Moderen,
»men du har lavet det ilde;
var du endda falden for Søren,
kan hænde sig, det kunne blevet godt;
du baade ham selv og saa Gaarden
i Minde og Ynde da havde faaet;
men Ejler, aldrig i Verden,
den Stodder min Datter skal faa -
det maa du lide paa, Karen!«

238

Karen hun snowwed sæ hal omkring,
Aa sat hinne Pann immod Stokken.
Uhlen tuded i Kjerketuen,
Po Raahnen gohled han Kokken.
Hunnen tuded mod Kjerkepuet,
Aa Katten mjawwed i Aahnen.
Føst saa døh hun den unge Muer,
Aa raae bagætter kam Baaenen.
»No blywwer han nok ifræ Daeren« -
Saah den faasmeddele Kwinn -
»Hwo mød haa Do faat wal aa Karen?«

Vinteren lidd, aa Fororet kam,
Aa Staeren po Gowlen han saang:
»Goer hær inno din usselig Pjalt!
Kan ikki Dæ Tiden blyw laang?«
»Mød længer den skal ikke heller blyww!«
Saah Ejler; han gik te et Træ.
Han ban hans Huesbond aal i en Løk -
»No skal A raa kom hæfræ!«
Saa saah han Faawal te Wahren,
Aa putted hans Howwed derin -
»Gu naah mæ! No kommer A, Karen

»De war eisen en sølle jen!« saah han Jepp. - »En wa saa bedrøwwele,« saah An Cathrin. - »En wa saa grussele,« saah Kjen Muotes. »Syng wos jen dæ goer let mier faanøwwele! Kjen Pæjster!« - »Læ no Enaahn synng!« swuert hun »sin I ett æ faanøwwed mæ den hæhr.« - »Ito!« saah Wolle Hannsen, »A ær et grum te aa synng; men A ku faatæll Jer en bette Histaarri, dær æ haatte lissom e Vihs, undtawwen de, te en for en bæjr Æhn.« - »Ito! læ wos saa fo en!« saah e Skwolmæjster; »men gjør en ett faa laang!« - »A ska ett gjør en længer end en ær« suort han. Aa saa snøed han hans Nies, aa tow ve.

»Vi kinne jow aalsaammel de hæ bette kon Bøj, di kalle »Skræe.«

239

Karen hun snoede sig halvt omkring
og satte sin Pande mod Stokken.
Uglen tuded i Kirketaarn,
paa Ranen galed han, Kokken.
Hunden tuded mod Kirkeport,
og Katten mjaved i Arnen.
Først saa døde hun, den unge Moder,
og snart bagefter kom Barnet.
»Nu bliver han nok fra Døren,« -
sagde den forsmædelige Kvinde -
»Hvormeget har du vel faaet af Karen?«

Vinteren led, og Foraaret kom,
og Stæren paa Gavlen han sang:
»Gaar her endnu din usselig Pjalt!
Kan ikke dig Tiden blive lang?«
»Meget længer den skal ikke heller blive!«
sagde Ejler; han gik til et Træ.
Han bandt sit Hosebaand alt i en Løkke -
»Nu skal jeg snart komme herfra!«
Saa sagde han Farvel til Verden
og putted sit Hoved derind -
»Gud naade mig! Nu kommer jeg Karen!«

»Det var ellers en sølle en!« sagde han, Jeppe. - »Den var saa bedrøvelig,« sagde Ane Kathrine. - »Den var saa gruselig,« sagde Kirsten Mortens. »Syng os en, der gaar lidt mere fornøjelig, Kirsten Pedersdatter!« - »Lad nu en anden synge,« svarede hun, »siden I ikke er fornøjet med denne her.« - »Naaja,« sagde Ole Hansen, »jeg er ikke god til at synge; men jeg kunde fortælle jer en bitte Historie, der er hartad ligesom Visen, undtagen det at den faar en bedre Ende.« - »Naaja, lad os saa faa den!« sagde Skolemesteren; »men gør den ikke for lang!« - »Jeg skal ikke gøre den længere, end den er,« svarede han. Og saa snød han sin Næse og begyndte.

»Vi kender jo allesammen den Smule By, de kalder Skræ. Nu ejer 240 No ejer di dem sjælh; men i æller Daww hor di unne Kjasholm. Den æ da ænnele splet ad, som saa manne anner; men fahr haar ed wot en skammele gue Goer. I di Tier - A veed no ett saa nøww, nær ed war - bowed dær et Stød tow Brøer po e Goer. Den ældst a dem wa da e Mand, aa den ungest ejed slet ett nød hverken aa e Goer eller aa e Gwos. Men Pæeng haad han ejsen nok aa, manne Kihster full, saawalsom den Aahn.

Noddeda, i de samm Golaw bowed der en Fraaww po Annsbjerre. Hun war ung bløwwen Enki, aa righ wa hun, aa knøw wa hun. De ku jow da ett slaa fejl, te dæ wa baade Jen aa Enaahn, dæ bejled te hin. Si kuns no! Ham den ældst Broer o Kjasholm, han bejled aasse; men de vil ett blyw te nød. E Fraaww haad sit sæ Enaahn ued; men hwem han war elle hwot han wa fræ, de mo A et sejj, for A veed ed ett. Den ungest aa di hæ Kjasholms Brøer haad aasse sit sæ Jen ued; men de wa sgi en Buenpihg i Skræe. Jahja! han wil jow ett hat hin te Kuen; men ejesen søen - I vedd wal. De passed hun ett om. Han ga Gaat for, aa han bøj hinne Pænng, aa han lowwed hin baade Guld aa grønn Skoww; men lih vidt kam han mæ hinne. Hun passed hin Rok aa hin Binnhues, aa hehded hin gammel Foræller. Imelstaahn wa hun saarren, aa hinne Muer saa te hin ivessemda: »Hva skaae Do? bette Ann!« Hun suet ett nød Annet po ed end: »To de veed A ett - Jen ka ett aaltid væ lih glaae.«

Mens de hæhr no stod søen po, saa kam den ældst Broer ætter, hwem de war, e Fraaww haalt aa. Aa saa suer han en høw Jed: te han skul undlyww ham, ihwor han saa traf po ham. Men hør ikkun saa! Hwem aa Jer, dær æ kommen ad e Vej mel Ungstrup aa Tuening, haa wal aasse sit søen mødtvejs ve en Pass en laang flaad Høw - lissom en Doss - i en Fihrkant mæ stuere Stien rundenom aa nowwn Broklinger aa Tejlstien. Si dæhr haar i gammel Daww staan en Kjerk, dæ hed Luhn Kjerk. Aa di Annsbjerre Folk, aa di Kjasholms Folk di wa lih gue om den samm Kjerk, aa haad jet Stuelstaah, eller Poppeltuer, som di kailer ed, i en. Si no bøj ed sæ hwerken wahr elle bæjer, end te e Fraaww mæ hin Kjærrest mødtes en Søndæ mæ den ællst aa di hæ Kjasholms Brøer i e Stuel. E Kjasholmsmand gjør ett laang Snak; men drow hans Koer, aa jaw igjennem den Aahn. E Fraaww hin Kjerrest han fil døe øwwerenn; men han kam sjæl løkkele aa wal ued aa e Kjerk. Men hwot han saa sihn timmedes, de vedd A ett nød aa. Men 241 de sig selv; men i ældre Dage hørte de under Kærsholm. Den er da endelig splittet ad som saa mange andre; men før har det været en skammelig god Gaard. I de Tider - jeg ved nu ikke saa nøje, naar det var, - boede der en Tid lang to Brødre paa Gaarden. Den ældste af dem var da Manden, og den yngste ejede slet ikke noget hverken af Gaarden eller af Godset. Men Penge havde han ellers nok af, mange Kister fulde, saavelsom den anden.

Nuda, i det samme Godlag boede der en Frue paa Avnsbjerg. Hun var ung bleven Enke, og rig var hun, og knøv var hun. Det kunde jo da ikke slaa fejl, at der var baade en og anden, der bejlede til hende. Se kuns nu! Ham, den ældste Broder paa Kærsholm, han bejlede ogsaa; men det vilde ikke blive til noget. Fruen havde set sig en anden ud; men hvem han var, eller hvor han var fra, det maa jeg ikke sige, for jeg ved det ikke. Den yngste af de her Kærsholm Brødre havde ogsaa set sig en ud; men det var sgi en Bondepige i Skræ. Jaja! han vilde jo ikke have hende til Kone, men ellers saadan - I ved vel. Det skøttede hun ikke om. Han snakkede godt for, og han bød hende Penge, og han lovede hende baade Guld og grønne Skove; men lige vidt kom han med hende. Hun passede sin Rok og sin Bindehose og hædede sine gamle Forældre. Imellemstunder var hun bedrøvet, og hendes Moder sagde til hende engang imellem: »Hvad skader du, lille Ane?« Hun svarede ikke noget andet paa det end: »Aah, det ved jeg ikke -én kan ikke altid være lige glad.«

Mens dette her nu stod saadan paa, saa kom den ældste Broder efter, hvem det var, Fruen holdt af. Og saa svor han en høj Ed: at han skulde undlive ham, ihvor han saa traf paa ham. Men hør ikkun saa! Hvem af jer, der er kommen ad Vejen mellem Ungstrup og Torning, har vel ogsaa set saadan midtvejs omtrent en lang flad Høj - ligesom en Dos - i en Firkant med store Sten rundt om og nogle Brokker af Teglsten. Se, der har i gamle Dage staaet en Kirke, der hed Lunde Kirke. Og de Avnsbjerg Folk og de Kærsholm Folk de var lige gode om den samme Kirke og havde eet Stolestade eller Pulpitur, som de kalder det, i den. Se, nu bød det sig hverken værre eller bedre, end at Fruen med hendes Kæreste mødtes en Søndag med den ældste af de her Kærsholms Brødre i Stolen. Kærsholmsmanden gør ikke lang Snak, men drog sin Kaarde og jog igennem den anden. Fruens Kæreste han faldt død overende; men han kom selv lykkelig og vel ud af Kirken. Men hvor han saa siden blev af, det ved jeg ikke noget om 242 de bløw befolh, te e Kjerk sku rywwes nier, faa den hæ grusselig Gjanning; aa sihn haar e Folk, dæ hor te Luhn Sown, goen te Tuening Kjerk - De wa no de; men I skul ha aa vehd, hudden de gik mæ hinner e Skræpihg. Si kons no: Ham den ungest Broer han kjøwt Annsbjerre - for e Fraaww døh knap ætter te hinne Kjærrest wa muered. Men e Goer hed et Annsbjerre indda; den haad et ant Nawn, ingen Noløwend ka høww. De Nawn, en haae no, fek en ætte de hæ kon Tøes i Skræe - faa hun hed Ann; aa da e Herremand ett ku faalokh hin ve nowwn Meddel, saa taw han hin te Kuen i Tugt aa Ehr, aa kled hinner op i Silki aa Dammask - de wa no aant end en røe Binntrøww aa et Par Stunthueser. Di løwwed glæddele tesammens i manne Herrens Oer. De sihst A besøgt dem, ga di mæ en Kaarre ful aa Brænvien, aa et Glas ful aa Brøe, aa en Skjelling i mi Paang. No æ den Histaarri ett længer.«

»Den war ett saa mød towwele« saah e Skwolmæjster. »Men no sku vi wal haa en Vihs. Syng fram, Visti! Do ka jow saamaange som dær æ Finger aa Tæer paa wos Aalsammel. Men de sku væ søen en plasiele jen.« Visti ga hans Naaggel et Snow, læhted sæ fræ e Stuel, trak op i hans Bowser, sat sæ igjen, spøtted hans Skroe ued, aa tow ve gilik:

»Øwli han wa sæ saa løste en Swenh,
Skul han et Æren, saa stak han irenh
Hisop aa hæhnier.
Gik han mæ Hjølli aa gik han mæ Plow,
Aaller haad han Row,
Undtawwen nær han sow
Saa søhdele, saa bløhdele.

Skjøn Else hun æ sæ en Frøken saa fiin,
Hun gor i Silke aa Moer aa Hermelien
Hisop aa hæhnier.
So hun ham Øwli i Mark elle Skow
Aalle haad hun Row,

243

Men det blev befalet, at Kirken skulde rives ned for denne her gruselige Gerning, og siden har de Folk, der hørte til Lunde Sogn, gaaet til Torning Kirke. - Det var nu det; men I skulde have at vide, hvordan det gik med hende Skræpigen. Se kuns nu: Ham, den yngste Broder, han købte Avnsbjerg - for Fruen døde knap efter at hendes Kæreste var myrdet. Men Gaarden hed ikke Avnsbjerg endnu; den havde et andet Navn, ingen nulevende kan huske. Det Navn, den har nu, fik den efter den her bitte Tøs i Skræ - for hun hed Ane; og da Herremanden ikke kunde forlokke hende ved noget Middel, saa tog han hende til Kone i Tugt og Ære og klædte hende op i Silke og Damask - det var noget andet end en rød Bindetrøje og et Par Stunthoser. De levede glædelig sammen i mange Herrens Aar. Det sidste, jeg besøgte dem, gav de mig en Kurv fuld af Brændevin og et Glas fuldt af Brød og en Skilling i min Pung. Nu er den Historie ikke længere.«

»Den var ikke saameget taabelig!« sagde Skolemesteren. »Men nu skulde vi vel have en Vise. Syng frem, Visti! Du kan jo saamange, som der er Fingre og Tæer paa os allesammen. Men det skulde være saadan en plaserlig en.« Visti gav sit Nøgle et Snur, lettede sig fra Stolen, trak op i sine Bukser, satte sig igen, spyttede sin Skraa ud og tog rask fat:

ȯvli han var saa lystig en Svend,
skulde han et Ærind, saa stak han i Rend
histop og herned.
Gik han med Høle og gik han med Plov,
aldrig havde han Ro,
undtagen naar han sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

Skøn Else hun er sig en Frøken saa fin,
hun gaar i Silke og Maar og Hermelin
histop og herned
Saa hun ham Øvli i Mark eller Skov,
aldrig havde hun Ro,

244

Undtawwen nær hun sow
Saa søhdele, saa bløhdele.

Dæ wa Daans po Goeren, aa Øwli han saang,
Saa mæ den aa saa mæ den saa lettele han spraang
Hisop aa hæhnier.
Skjøn Else stod aa soe po, huddan han ku sæ snow:
Saa fik hun ingen Row,
Undtawwen nær hun sow
Saa søhdele, saa bløhdele.

Skjøn Else vil faaløst sæ udi den grønne Luhn,
Hin Tanker di wanked aalt i den samme Stuhn
Hisop aa hæhnier:
Da mødt hun ung Eiler aal udi den Skow,
Aa saa fik hun Row,
Di udi Græsset sow
Saa søhdele, saa bløhdele.

Aa da saa hin Foræller no wa døh ud aaw Æll -
Den jenn gik te Himmerig, den aahn gik te Hæll -
Hisop aah dæhnier,
Te Egtemand aa Haasbon ung Ejler hun tow;
Saa fik de Bæhgi Row,
Aa ve hweranne sow
Saa søhdele, saa bløhdele.«

Den Vihs grinned di aa hwæhjen, aa e Skwolmæjster skaaltred sæ aa gnej hans Arm, aa saah: »De haa da wor en skammele kaalhøhgen Knæjt den samm Ejler.«

»De ka hejer ett nøth aa væ saa mød rædh a sæ« saah Kjen Pæjster »nær En ska te aa ilaww mæ søen Nød.« - »De mo Do wal sejj« saah Pe Baahstrup, han læhted sæ fræ e Bænk, aa sath sæ igjen - »Haad mi Aallfaaers Aallfaaer wo rædh a sæ, saa had A knap sat hæhr.« - »De war ibann« rowt Pe Pahvse, »Hwa veed Do om di Aallfaaers Aallfaaer?« -

245

undtagen naar hun sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

Der var Dans paa Gaarden, og Øvli han sang,
saa med den og saa med den saa lettelig han sprang
histop og herned.
Skøn Else stod og saa paa, hvordan han kunde sig sno:
saa fik hun ingen Ro,
undtagen naar hun sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

Skøn Else vil forlyste sig udi den grønne Lund,
hendes Tanker de vanked alt i den samme Stund
histop og herned.
Da mødte hun ung Ejler alt udi den Skov,
og saa fik hun Ro,
de udi Græsset sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

Og da saa hendes Forældre nu var døde af Ælde
- den ene gik til Himmerig, den anden til Helvede -
histop og derned,
til Ægtemand og Husbond ung Ejler hun tog;
saa fik de begge Ro
og hos hverandre sov
saa sødeligt, saa blødeligt.«

Den Vise grinnede de af hveren, og Skolemesteren skuldrede sig og gned sin Arm og sagde: »Det har da været en skammelig kaalhøgen Knægt, den samme Ejler.«

»Det kan heller ikke nytte at være saameget ræd af sig,« sagde Kirsten Pedersdatter, »naar en skal til og i Lag med saadan noget.« - »Det maa du vel sige,« sagde Per Baastrup, han lettede sig fra Bænken og satte sig igen. - »Havde min Oldefaders Oldefader været ræd af sig, saa havde jeg knap siddet her.« - »Det var bandsat!« raabte Per Papsø, »hvad ved du om din Oldefaders Oldefader?« - »Det skal jeg sige dig,« 246 »De skal A sæjj Dæ« suert Pe Baahstrup. »Den Goer hær øhsten for, som vi Bynner inno kalle Baahstrup, men di Stuer kalle Marswynsluhn, den er i gammel Tier bøgged op aa fihr Bynnegoer. Di hor te Annsbjerre, aa e Mand dæhr hed Jørren Maahswyen. Han røw di Baahstrupgoer nier, aa kyl di tow aa e Bebowwere i no Huhs i Vium, aa den treddi smed han te Søsle - faa degaang ku di jow tummel wos lissom di sjæl behaahged. - Den Fjahr de war aakkeraaet mi Aallfaaers Aallfaaer, han fik ett Nød faa de føhst, men han vinted jow. Saa degaang te e Herrmand haad faat de nøj Stowhuus i Baahstrup rest op, kallt han ed ætte sæ sjæl mæ de hæ Swynnawn, aa gjor et Gill faa hans Slæjt aa Venner. Som di no wa samled Herrer aa Frowwer i e Øwwestoww, saa gor mi Aallfaaers Aallfaaer ind te dem aa taar hans Luh aa, aa sæjjer: »Godaw! aall I gue Venner aa Frænner!« - »Ær den Bunde gal?« rovt somm a dem, aa vil hat ham kyl ud. Men Maahswyen saah, te han mot gjahn blyww let, faa de wa Jen dæ had hans Frispraak ve ham. »Men hudden ka Do woww aa tittelier wos søen?« saa han. »Aaejou« suert mi Aallfaaers Aallfaaer, »A vedd ett ræther, end te vi hør aallsammel te jen Slæjt. Gue Haassbon hedde jow Maahswyen, den Mand dæhr hedde jow Griis, han dæh hedde Gaalt, aa han dæ æ jow en Wonni, aa mi Faaer haa di aall si Daww kal Pe Sow - saa maa A da aa vær aa e Swynslæjt.«

Aaeja! de grinn de aa. Men Jørren Maahswyen tow teuers, aa saah: »Sin Do ær aa wo Familli, komme Do te aa hae en knøw Swynstejh aa bow i; aa saa kommer A aasse te aa gi Dæ nød aa rued i.« - Aa den Stejh han mint, de wa Baahstruphues, som han bøgged te ham, hwo han rueded aa snahged got nok, aa hans Bønh ætte ham. E Herremands Slæjt ær uddøe faa maange Tier sihn, aa saaen ær aasse aall di anner baadde Wonnier aa Grihs. Men e Sow i Baastruphuus haar indda jen løwwen Griis, som I no ka sie.«

Jøsses! hwo skrannied di aa de hæer Histaarri - undtawn Kjæn Pæjster. Hun wa saa møsk. A trowr knap, En ku ha slawn et Smiel aa hin mæ en Wownkjæp. »Do ær aalti saa fos« saa Mouens te hin, »Hwa skaae Do?« - »A skaae slet ett Ant« saah hun, »end no vil A te aa kwehd Jer en aahn Vihs. Begynner en let ræele, saa foer en Faabæjring faa de i e Æhn. Aa hwa dæ sto skrøwwen i en, de æ sann, faa de skidh i den Bøj, hvor A æ fødh, aa de æ hejer ett længer sihn, end te mi Bæjstemuer ku grangiwele haaww ed« Dæhmæ stinned Kjesten hinne Røg aa saang: 247 svarede Per Baastrup. »Den Gaard her Østen for, som vi Bønder endnu kalder Baastrup, men de store kalder Marsvinslund, den er i gamle Tider bygget op af fire Bøndergaarde. De hørte til Avnsbjerg, og Manden der hed Jørgen Marsvin. Han rev de Baastrupgaarde ned og kylede de to af Beboerne ind i nogle Huse i Vium, og den tredje smed han til Sjørslev - for dengang kunde de jo tumle os, ligesom de selv behagede. - Den fjerde, det var akkurat min Oldefaders Oldefader, han fik ikke noget for det første, men han ventede jo. Saa dengang at Herremanden havde faaet det nye Stuehus i Baastrup rejst op, kaldte han det efter sig selv med dette her Svinenavn, og gjorde et Gilde for sin Slægt og Venner. Som de nu var samlede, Herrer og Fruer, i Overstuen, saa gaar min Oldefaders Oldefader ind til dem og tager sin Lue af og siger: »Goddag! alle I gode Venner og Frænder!« -»Er den Bonde gal?« raabte somme af dem og vilde haft ham kylet ud. Men Marsvin sagde, at han maatte gerne blive lidt, for det var en, der havde sit Frisprog hos ham. »Men hvordan kan du vove at titulere os saadan?« sagde han. »Aa jo,« svarede min Oldefaders Oldefader, »jeg ved ikke rettere, end at vi hører allesammen til en Slægt. Gode Husbond hedder jo Marsvin, den Mand der hedder jo Gris, han der hedder Galt, og han der er jo en Orne, og min Fader har de alle hans Dage kaldt Per So - saa maa jeg da og være af Svineslægten.«

Aaja! det grinnede de ad. Men Jørgen Marsvin tog til Orde og sagde: »Siden du er af vor Familie, kommer du til at have en knøv Svinesti at bo i; og saa kommer jeg ogsaa til at give dig noget at rode i.« - Og den Sti, han mente, det var Baastruphus, som han byggede til ham, hvor han rodede og snagede godt nok, og hans Børn efter ham. Herremandens Slægt er uddød for mange Tider siden, og saadan er ogsaa alle de andre, baade Orner og Grise. Men Soen i Baastruphus har endda en levende Gris, som I nu kan se.«

Jøsses! hvor skranniede de af den her Historie - undtagen Kirsten Pedersdatter. Hun var saa syrlig. Jeg tror knap, en kunde have slaaet et Smil af hende med en Vognkæp. »Du er altid saa mut!« sagde Mogens til hende, »hvad skader du?« - »Jeg skader slet ikke andet,« sagde hun, »end nu vil jeg til at kvæde jer en anden Vise. Begynder den lidt ræddelig, saa faar den Forbedring for det i Enden. Og hvad der staar skrevet i den, det er sandt, for det skete i den By, hvor jeg er født, og det er heller ikke længer siden, end at min Bedstemoder kunde grangivelig huske det.« Dermed rettede Kirsten sin Ryg og sang:

248

»Po trej Bien humper e Hælhæjst astej,
Faa de te han haaer ikke flier;
Men hwem dæ ska møhd ham epo si Vej,
Humper snaaer i e Kjerrgor nier.

Aa Mowns han wa sæ saa løste en Swend,
Hwor han hor Fiolen, han dannst dær,
Han haad sæ no aasse en fuldtrow Ven,
Aa de wa hin Mett Mari Hanster.

Aa da han kam haatte te Hanses Puet,
Da hohr han en Hæjst, dæ kam lumpend;
De føhst kirt han sæ ikke ætter ed stuet;
»Hwa! Hwem æ de, komme hæ dumpend?«

Men dæh spraang Gnister fræ Hejstens Bien,
Desligest fræ Øwnen aa Niesen.
Aa komm unne Tag da han war ikke sien -
»Hej! hudden si Do ud, Mowns Piesen?«

- »Hudan A sir ud, de ka væh Jer de samm -
De æ kaalt, aa kahænsæ A fryser -
Vil ejjes I sie lidt aa høhr, saa go framm
Hudan han den Trejbjened nyser.

Spel op frisk! aa læ wos fo Wost aa Brøe!*
A skul ha let Wahrm no i Kroppen.
lawten A daanser, imuen kan A døe.«
De gik mæ en Swingen aa Hoppen.

Han tow Mett Mari ve hin venster Haaen,
Aa tramped aa hujed aa nikked.
Hun bløw ret saa angest de sølle Baaen,
Aalt som hun no knikked aa vrikked.

* 249

»Paa tre Ben humper Helhesten afsted,
fordi at han har ikke flere;
men hvem der skal møde ham paa sin Vej,
humper snart i Kirkegaarden ned.

Og Mogens han var sig saa lystig en Svend,
hvor han hørte Fiolen, han dansed der.
Han havde sig nu ogsaa en fuldtro Ven,
og det var hende Mette Marie Hansdatter.

Og da han kom hartad til Hans's Port,
da hørte han en Hest, der kom lumpende;
i Førstningen kerede han sig ikke efter det stort.
»Hvad? Hvem er det, der kommer her dumpende?«

Men der sprang Gnister fra Hestens Ben,
desligeste fra Øjnene og Næsen.
At komme under Tag da han var ikke sen -
»Hej! hvordan ser du ud, Mogens Persen?«

- »Hvordan jeg ser ud, det kan være jer det samme -
det er koldt, og kan hænde sig, jeg fryser -
vil I ellers se lidt og høre, saa gaa frem,
hvordan han, den trebenede nyser.

Spil op frisk! og lad os faa »Ost og Brød!«
jeg skulde have lidt Varme nu i Kroppen.
I Aften jeg danser, i Morgen kan jeg dø!«
Det gik med en Svingen og Hoppen.

Han tog Mette Marie ved hendes venstre Haand
og tramped og hujed og nikked.
Hun blev ret saa angst, det sølle Barn,
alt som hun knikked og vrikked.

250

A trowr, hun bløw kaalh, mens Mowns han bløw hied,
E Swed trilled ham unner Yww da -
»A mo let herued ætte de bette Bied,
Herinn kan ik længer A blyww da.«

Aa som han kam ued no saa warm aa saa wuod,
Aa suoelt i e Blæst sæ et Stød da,
Dæh filh han, ku hwerken røhr Haaen eller Fued.
Di Anne bar ind ham som dø da.

Saa kjor di ham hjem da, aa lo ham paa Stroe,
Aa lo di saa Snekeren komm da.
Han tow no hans Moel fræ hans Top te hans Toe
»Do skal fo en Kihst, dæ ka romm Dæ.«

Aa han kam igjen o den ottende Daw
Mæ Kihsten, han sku puttes i da.
Men Skjægget de vil han jow føst gi et Skraw,
Mens Konneren towwed ham - si da!

Hans Kjærrest stod ve ham, aa kjæmmed hans Hoer
Aa kyst ham po Pannen aa Øwnen.
Den Skjægskraver ind ham i Hahgen skoer -
Da wowned Kræbaaten aaw Søwnen.

Han rehst sæ, aa soe sæ i Stowwen omkring,
Aa soe po sæ sjæl aa di anner:
»Hwa skaaer A, mens hæhr I haar om mæ slaan Ring?
Aa hwis æ den Kihst?« - »Din nohanner.«

Marri ga et Skrigh, hun wa næeve aa daahn -
Hun bløw jow saa faahle faaskrækket. -
Hun smeed sæ po Knæe, aa tow fat paa hans Haaen,
Aa takkede Den, ham had vækked.

Aa da fik di Konner no Aant aa bestell
End smøkh de hær Ungkaael te Grawwen -

251

Jeg tror, hun blev kold, mens Mogens han blev hed,
Sveden trilled ham under Øje da. -
»Jeg maa lidt herud efter det lille Bed,
herinde kan ikke længer jeg blive da.«

Og som han kom ud nu saa varm og saa vaad
og svaled i Blæsten sig en Stund da,
der faldt han, kunde hverken røre Haand eller Fod.
De andre bar ind ham som død da.

Saa kørte de ham hjem da og lagde ham paa Straa,
og lod de saa Snedkeren komme da.
Han tog nu hans Maal fra hans Top til hans Taa.
»Du skal faa en Kiste, der kan rumme dig.«

Og han kom igen paa den ottende Dag,
med Kisten, han skulde puttes i da.
Men Skægget det vilde han jo først give et Skrab,
mens Konerne toede ham - se da!

Hans Kærest stod ved ham og kæmmede hans Haar
og kyssed ham paa Panden og Øjnene.
Den Skæggeskraber ind ham i Hagen skar -
da vaagned Krabaten af Søvnen.

Han rejste sig og saa sig i Stuen omkring
og saa paa sig selv og de andre;
»Hvad skader jeg, mens her I har om mig slaaet Ring?
Og hvis er den Kiste?« - »Din maaske.«

Marie gav et Skrig, hun var nær ved at daane,
hun blev jo saa farlig forskrækket. -
Hun smed sig paa Knæ og tog fat paa hans Haand
og takkede den, ham havde vækket.

Og da fik de Koner noget andet at bestille
end at smykke den her Ungkarl til Graven -
252 Di smøkked den Pigh unne løstele Spel
Te Brudh epo Trejugersdawwen.

Den Snehker han klawwed sæ nød faa hans Kihst.
»Hwem ska no betaahl mæ aa ta en?«
- »De skal A« saa Mowns, »de for aa blyw den sihst!
Te rehle A døer, A vil ha en.«

»Den war ett saa mød slem« saa Kjen Muotes, »hwissommensti de ejjes æ sann.«

»Da æ den hæhr sann« saah han Jens Jensen, ham e Hueskræhmer - I kinne ham wal - han wa kommen ind ad e Daer i de samm Golau. - Han bowwer ejjes en fi Miil hær Øster po; men nær han drawwer om i Bøjjeren, aa tingger Hueser, aa de blywwe faa silh faa ham aa kom hjem, saa legger han sæ gjahn ind te e Skwolmæjsters. - Noddeda, saa sat han sæ nier aa ga sæ te aa faatæl, lissom A no sæjer ed ætte ham:

»Den Gaang te A sku føøst Gaang o Sessionen, da wanted mi Faar knap aa nap fiir Oer i trej Snees. Saa fulles han aa mi Muer ad op i Præjstgoren mæ en Brik Smør aa en mægtig stuer swot Kok. Præjstmadammen beholdt baade Smørret aa Kokken; men Præjsten, de war elles en dejlig Mand, aa møj gue mod fatte Folk; men han vill alliwel ett gjø mi Faar æller, end han war, aa saa maat a spring Sældaat - Rytter skul a sej. Jes Piesen slap bæjr, for han fik en Resevt po no Avethekersager te aa smøer hans Øwn i, aa saa fik di søen en rø Hantiring, hwægaang han kam o Sessionen; men de kaast aa hans Faar en Halhunnerdaalersseddel.

Skuelen wa slem; A ska suæ te, Løgtenanten ku ærre Jens Ryg. De war en villele Kaal te aa faastoe hans Exesis; men nærensti han søø: »Kael! Du rider som en Agurk!« saa wa han ett naade.

De war i Kriggens Ti. Dengaang A kam ud aa Skuelen, kam A ind te Reggemintet; wo Skadron loe i Enkelfyer, men saasnaar A kam, massired vi ind a Meklenborre. Die loe Franskmannen; de wa no bette geswint Kaal. Di bottred po, de gik som Kjepper i Hjywl; men A

253

de smykked den Pige under lysteligt Spil
til Brud paa Treugersdagen.

Den Snedker han klaged sig noget for hans Kiste.
»Hvem skal nu betale mig og tage den?«
»Det skal jeg,« sagde Mogens, »det faar at blive den sidste!
Til redelig jeg dør jeg vil have den.«

»Den var ikke saameget slem,« sagde Kirsten Mortens, »hvis det ellers er sandt.«

»Da er denne her sand,« sagde Jens Jensen, ham Hosekræmmeren - I kender ham vel - han var kommen ind ad Døren i det samme Godlag. - Han bor ellers en fire Mil her Øster paa; men naar han drager om i Byerne og tinger Hoser, og det bliver for silde for ham at komme hjem, saa lægger han sig gerne ind hos Skolemesterens. - Nuda, saa satte han sig ned og gav sig til at fortælle, ligesom jeg nu siger det efter ham:

»Dengang at jeg skulde første Gang paa Sessionen, da manglede min Fader knap og nap fire Aar i tre Snese. Saa fulgtes han og min Moder ad op i Præstegaarden med en Skaal Smør og en mægtig stor sort Kok. Præstemadammen beholdt baade Smørret og Kokken; men Præsten, det var ellers en dejlig Mand og meget god mod Fattigfolk; men han vilde alligevel ikke gøre min Fader ældre, end han var, og saa maatte jeg springe Soldat - Rytter skulde jeg sige. Jes Persen slap bedre, for han fik en Recept paa nogle Apothekersager til at smøre sine Øjne i, og saa fik de saadan en rød Haandtering, hvergang han kom paa Session; men det kostede og hans Fader en Halvhundreddalerseddel.

Skolen var slem; jeg skal svare til, Løjtnanten kunde irre ens Ryg. Det var en dygtig Karl til at forstaa sin Eksercits; men naar han sagde: »Karl! Du rider som en Agurk!« saa var han ikke naadig.

Det var i Krigens Tid Dengang jeg kom ud af Skolen, kom jeg ind til Regimentet; vor Eskadron laa i Eckernførde, men saasnart jeg kom, marcherede vi ind i Mecklenborg. Der laa Franskmanden; det var nogle smaa, gesvindte Karle. De kørte paa, det gik som Kæp i 254 ku et faastoe Ant en »Futter!« De betyer saa møj som »Dællen skal annamm Dæ!« Saa spuur A wo Rikmejster - for han ku praat mæ dem - hwa de wa di søø: »Di sier« sø han, »di vil dragge den røde Kjole af Jer, aa gi Jer en blaa isteden.« Men de bløw indda Løwn.

Den føøst Gaang vi kam sammen, da war A aa Ras Rask a wo Bøj Blænkere. Vi kam te en bette kun Skow; dæ kam trej a di hæ smo Kaal imøød mæ wos. »Hvem dær!« sø A. »Kiklava!« sø di. »Feldtrov!« sø A. »Sakkarnommedjø!« sø di. »De æ missen Løwn!« sø A; »vedd I ett bæjr Feldtrovet, saa skal I føl mæj te Skadronen!« Men saa drow den jenn hans Savl, aa rej li po mi Kammeraat. A tøkkes relle nok han kalt wos Engle; men Skam slaa ham, han mint ett mæ et, for han ga Rasmus et Slaw, te han fil ow Hæjsten. »Hwa!« sø A »slaaer Do Ras Rask, saa skal Dællen regjæ Dæ!« aa mæ de samm hoog A ham øwer hans Nakk, te han buust en Bagkorre. Da di anne Tow soe de, saa begynt di aa futter aa sakker, aa rent in po mæ, som di vil rien ha trojn mæ nier. Men A søer »Snak Dansk, I tydsk Hunn!« aa saa slow A den jen øwr hans høwr Arm, aa den aan øwr hans venstre, aa saa taw A dem te Faang, og før dem te Skadronen. Men Rikmejsteren ba den bitte Mand ta sæ, no wa vi uløkkele, faa de wa Fransmænd. Siin lært han wos, vi sku sej: »Dragoon dannoa«. De faastodd di, saa vist di vi wa Danskere.

Jengaang indtow vi en Stadd, der hedd Rasseborre. Gui bewaars hwo de gik te! Dæ wa en Vagtmejster ve fiaer Skadron, han had wo mæj faa Stralsund, degaang di slow Grøw Skeel ihjel: han had undlywet manne Minnesker i Kri. Han sø, te de Slaw ve Rasseborre, wa de grommeste Slau, te han had wot i; men de ve Lybek war inno grommer, faa diæ maat de haall et i ni Dau aa kyør ud ow di Døe - de wa retten stræng faa di sølle Bæster. Men ve Rasseborre - som A sku fotææll - war et saa møj ænkele aa si, hudden det gik te. A soe en fransk Sældaat, han gik mæ et bette Baan po hans Bangenet. »Do er et Skaan!« sø A. »Piiv mæ laang Rør« sø han. »Do ska ha Fannen!« sø A »A ha sjæl betal mi Piiv, A kjowt baadde Piiv aa Rør aa Mondbeed a Ras Rask degaang vi loe i Issehow.« Men saa kam der en grueselig Howwen Fransmænd, aa di rowt aasse »Piiv mæ laang Rør!« saa tint A, de æ de bæjst Do rier di Vej, om Do vil behaall di Piiv. 255 Hjul; men jeg kunde ikke forstaa andet end »Futter!« Det betyder saa meget som »Djævlen skal annamme dig!« - Saa spurgte jeg vor Ritmester - for han kunde prate med dem - hvad det var, de sagde: »De siger,« sagde han, »de vil drage den røde Kjole af jer og give jer en blaa i Stedet.« Men det blev endda Løgn.

Den første Gang vi kom sammen, da var jeg og Ras Rask af vor By Blænkere. Vi kom til en Smule Skov; der kom tre af de her smaa Karle i Møde med os. »Hvem der?« sagde jeg. »Kiklava!« sagde de. »Feltraab!« sagde jeg. »Sakkernommedjø!« sagde de. »Det er minsandten Løgn!« sagde jeg; »veed I ikke bedre Feltraabet, saa skal I følge med til Eskadronen!« Men saa drog den ene sin Sabel og red lige ind paa min Kammerat. Jeg tykkes rigtignok, han kaldte os Engle; men Skam slaa ham, han mente intet med det, for han gav Rasmus et Slag, saa han faldt af Hesten. »Hvad!« sagde jeg, »slaar du Ras Rask, saa skal Djævelen regere dig!« og med det samme huggede jeg ham over hans Nakke, saa han busede en Bagkurv. Da de andre to saa det, begyndte de at futtre og sakkre og rendte ind paa mig, som om de vilde rent have traadt mig ned. Men jeg sagde: »Snak Dansk, I tyske Hunde!« og saa slog jeg den ene over hans højre Arm og den anden over hans venstre, og saa tog jeg dem til Fange og førte dem til Eskadronen. Men Ritmesteren bad »den lille Mand« tage sig, nu var vi ulykkelige, for det var Franskmænd. Siden lærte han os, vi skulde sige »Dragoon dannoa«. Det forstod de, saa vidste de, vi var Danskere.

Engang indtog vi en Stad, der hed Ratzeburg. Gud bevares, hvor det gik til! Der var en Vagtmester ved fjerde Eskadron, han havde været med for Stralsund, dengang de slog Grev Skeel ihjel; han havde undlivet mange Mennesker i Krig. Han sagde, at det Slag ved Ratzeburg var det grummeste Slag, han havde været i; men det ved Lybæk var endnu grummere, for der maatte de holde det i ni Dage og køre ud af de døde - det var rigtig strengt for de sølle Bæster. Men ved Ratzeburg - som jeg skulde fortælle - var det saameget ynkeligt at se, hvordan det gik til. Jeg saa en fransk Soldat, han gik med et lille Barn paa sin Bajonet. »Du er et Skarn!« sagde jeg. »Pibe med langt Rør!« sagde han. »Du skal have Fanden!« sagde jeg. »Jeg har selv betalt min Pibe, jeg købte baade Pibe og Rør og Mundbid af Ras Rask, dengang vi laa i Itzehoe.« Men saa kom der en gruselig Hoben Franskmænd, og de raabte ogsaa: »Pibe med langt Rør!« saa tænkte jeg, det er det bedste, du rider din Vej, om du vil beholde din Pibe.

256

Degaang vi saa kam te Hamborre igjen, saa vil vi et længer væ ve Fransmannen. Da vi saa Faawal te ham, da græd Prins Ekmøll som et Baan, faa han vil et haa wor aa mæ wos. »Faawal!« sø vi. »Adiø« sø di, »adiø Ræv aa Har!« »Kys wos hiæ!« sø vi. Saa begynt di igjen mæ dje Pivsnak »Ja piiw I no i wo ...« sø vi, aa saa rej vi te Baanhøwd. Die kam Kosakkeren om wos. Di vil prik ætte wos mæ dje Pigkjepper. Den føøst, A soe, tint A war en Kræmer; men da han kam nærer, ku A wal sie te de sku vær en Krigskaal. »Do er en sue Kaal te aa rii« sø A te ham: »A trower missin Do sidder oweno di Madpues.« »Dowre!« sø han. »Ve Do ha Dowr?« sø A, »ja dessom Løgtnanten soe, hudden Do sedder mæ din Knæer, saa vil han nok gi Dæ Dowr; ka hænse Do fik Tewand aasse.« Men saa stak han mæ i mi høwer Laar. »Do æ sue nære!« sø A, aa saa hog A hans Kjep mit øwer, aa ham sjæl bag etter. »Do ku ha woer fræ mæ!« sø A. Diæ war aasse en fransk Genneraal fulle mæ wos. Di kalt ham Lallemand. De war en Wowhals. Han haad en bette rø Lue po, den swinged han aalti mæj, aa saa rowt han lissaa høwt som han kunn: »Brave Dannoa! A æ laang! A æ laang!« men de war ett sann, faa han wa kun en bette stumpet Kaal; men modde wa han.

Sien drøw vi te en Bøy, di kalt Sestej; diæ wa saa manne Finner, te den jen ku et spøt faa den aan; men vi ragt dem indda tesii, aa kam walhollen in te Rensborre. Po Vejen kam der en Fransmand rennen, aa sprang op po Hæjsten bag ve mæ: »Væk Per Missiong!« sø han. »A hedder ett Pejr, A hedder Jens,« sø A, »ik heller vil A go væk for Dæ; men ve Do væ skekkele, saa mo Do ri mæj.« Saa vil han hat Akkevit. »Ve do ha Brænviin?« sø A, »de ka Do fo« aa saa ga A ham ow mi Flask. Da han had drokken, begynt han aasse aa snak om mi lonng Piivrør. »Hwissommenti Do ett holler Flav« sø A, »saa skal A kyll Dæ nier ow Hæjsten.« Men saa ba han om en mild Pardon, aa siin bløw han rolle.

De wa de siist Slaw, A war i; aa degaang A sku te aa sedd ow Hæjsten, haad A møst mi Maandbed te mi Piiv, aa A haar aalle sit et siin.«

257

Dengang vi saa kom til Hamborg igen, saa vilde vi ikke længer være sammen med Franskmanden. Da vi sagde Farvel til ham, da græd Prins Eckmühl som et Barn, for han vilde ikke have været af med os. »Farvel!« sagde vi. »Adieu!« sagde de, »adieu Ræv og Hare!« »Kys os her!« sagde vi. Saa begyndte de igen med deres Pibesnak »Ja, pib I nu i vor ...,«sagde vi, og saa red vi til Bornhøved. Der kom Kosakkerne om os. De vilde prikke efter os med deres Pigkæppe. Den første jeg saa, tænkte jeg var en Kræmmer; men da han kom nærmere, kunde jeg vel se, at det skulde være en Krigskarl. »Du er en svær Karl til at ride,« sagde jeg til ham: »jeg tror minsandten, du sidder ovenpaa din Madpose.« »Dowre!« sagde han. »Vil du have Davre?« sagde jeg, »ja, dersom Løjtnanten saa, hvordan du sidder med dine Knæer, saa vilde han nok give dig Davre, kanhænde sig du fik Thevand ogsaa.« Men saa stak han mig i mit højre Laar. »Du er svært nærig!« sagde jeg, og saa huggede jeg hans Kæp midt over og ham selv bagefter. »Du kunde have været fra mig!« sagde jeg. Der var ogsaa en fransk General fulgt med os. De kaldte ham Lallemand. Det var en Vovehals. Han havde en lille rød Lue paa, den svingede han altid med, og saa raabte han ligesaa højt, som han kunde: »Bravo Dannoa! A æ laang! A æ laang!« men det var ikke sandt, for han var kun en bitte stumpet Karl; men modig var han.

Siden drev vi til en By, de kaldte Sehested; der var saamange Fjender, at den ene kunde ikke spytte for den anden; men vi ragede dem endda til Side og kom velholden ind til Rendsborg. Paa Vejen kom der en Franskmand rendende og sprang op paa Hesten bag ved mig: »Væk Per Missiong!« sagde han. »Jeg hedder ikke Per, jeg hedder Jens,« sagde jeg, »ikke heller vil jeg gaa væk for dig; men vil du være skikkelig, saa maa du ride med.« Saa vilde han have Akvavit. »Vil du have Brændevin?« sagde jeg, »det kan du faa!« og saa gav jeg ham af min Flaske. Da han havde drukket, begyndte han ogsaa at snakke om mit lange Piberør. »Hvis du ikke holder Flab,« sagde jeg, »saa skal jeg kyle dig ned af Hesten.« Men saa bad han om en mild Pardon, og siden blev han rolig.

Det var det sidste Slag, jeg var i; og dengang jeg skulde til at sidde af Hesten, havde jeg mistet mit Mundbid til min Pibe, og jeg har aldrig set det siden.«

258

»Faa den Sag« saah han Mahs aa Vrahnum, »A haa jow ænnele aasse wor i Krie, aa de ku ha gaan mæ mød wahr end de gik, aa de endtes mæ te A fik en gue Kuen - jaja! no æ hun døe aa hæn, sølle Kjesten, men hun wa gue ve mæ saalænng hun løwwed; A mo ett sej hin Ant po. Noddeda, saa haar A laae den hæhr Vihs om den hæ Krie, aa hudden A fik Hold o Kjesten.

Degaang te di ve Kjøvvenhawn mæ Amraal Nielsen drowes -
De war en høw Skjætaasda di bestellt et Ant end slowes -
De Pust begynnt ve Kjerketie, da di had ringed sammen;
Men Klokken den bløw trej saawal, fa Nielsen han saah Amen -
Aa de wa Mæ aa Jens aa Pier - fræ jen Bøy aalle Trej -
Aa po et Skiv hed Prøvestien dæ wa vi aasse mej.
Den Tie te Klokken den war oth, aa vi had faat wo Dower,
Da rovt Cavtejnen: »Karle! lad mig see, I ikke sower!«
Aa aall di Skihv, dæ drøw faabi, di smeed dje Kuller te wos.
Tesist saa kam dæ trej mæjit, aa di bløw leggen ve wos.
Di skøed, aa vi skøed. Wo Cavtejn - Pe Lassen war'd di kalt ham -
Han rovt faa hwæhr en Kuhl dæ kam: »Den maae vi ha' betalt ham.«
Di Kuller fløw saa tyk som Smol aa pehv som nowe Hjæjler.
Di kam aa slow wos øweræhn, som nær di spelle Kæjler.
Aa møt po Dawen ve en pas, da tremled Jens aa Pier.
A sokked ve mæ sjæl, aa saah: »No sies vi aalle mier.«
Saa bløw vi ve aa ponses saaen, aa de wa relle haat,
Faa Klokken gik te fihr, aa vi had ingen Onnen faat.
Tesist bløw Engelsmannen kyw aaw aal den hie Hantiering;
Wo Løgtnant tahrt hans Pann, aa saah: »Hold inde med Sjarsiering!«
Saa skrej A i en Boed te Land, aa fek mæ Nød aa beddo;
A gik aa oed, faa dæhr war ett en Plett te A ku seddo.
Die kam da Jen, A kinnt, aa saah: »haa Do wor i Labeeten?«
»Ja let« saah A - »da æ« - saah han - »di Anner o Lassareeten.«
»Hwah? Hwem?« saah A - »I! Pier« saah han, »aa Jens, di
Kammerater.« -
»Saa ær ed ikke waer« saah A, »te vi sto hæhr aa praater.
A tint te di wa slawn ihjæl; A soe jow faa mi Øwen,

259

»For den Sag,« sagde han Mads af Vranum, »jeg har jo endelig ogsaa været i Krig, og det kunde have gaaet mig meget værre, end det gik, og det endte med, at jeg fik en god Kone - jaja! nu er hun død og henne, sølle Kirsten, men hun var god ved mig, saalænge hun levede, jeg maa ikke sige hende andet paa. Nuda, saa har jeg lagt den her Vise om den her Krig, og hvordan jeg fik Hold i Kirsten.

Dengang at de ved København med Admiral Nelson droges -
det var en høj Skærtorsdag, de bestilte ikke andet end sloges -
det Pust begyndte ved Kirketid, da de havde ringet sammen;
men Klokken den blev tre saa vel, før Nelson han sagde Amen. -
Og det var mig og Jens og Per - fra een By alle tre -
og paa et Skib, hed Prøvesten, der var vi ogsaa med.
Den Tid at Klokken den var otte, og vi havde faaet vor Davre,
da raabte Kaptajnen: »Karle! lad mig se, I ikke sover.«
Og alle de Skibe, der drev forbi, de smed deres Kugler til os.
Tilsidst saa kom der tre med et, og de blev liggende ved os.
De skød, og vi skød. Vor Kaptajn - Peder Lassen var det, de kaldte
ham -
han raabte for hver en Kugle, der kom: »Den maa vi have betalt
ham.«
De Kugler fløj saa tykt som Smul og peb som nogle Hjejler;
de kom og slog os over Ende, som naar de spiller Kegler.
Og midt paa Dagen omtrent, da trimled Jens og Per.
Jeg sukked ved mig selv og sagde: »Nu ses vi aldrig mer.«
Saa blev vi ved at punses saadan, og det var rigtignok haardt,
for Klokken gik til fire, og vi havde ingen Middagsmad faaet.
Tilsidst blev Engelskmanden ked af den her Haandtering;
vor Løjtnant tørrede sin Pande og sagde: »Hold inde med
Chargering!«
Saa skred jeg i en Baad i Land og fik mig noget at bide paa;
jeg gik og aad, for der var ikke en Plet jeg kunde sidde paa.
Der kom da en, jeg kendte, og sagde: »Har du været i Klemmen?«
»Ja lidt,« sagde jeg. - »Da er,« - sagde han, - »de andre paa Lazarettet.«
»Hvad? Hvem?« sagde jeg. - »Ih! Per,« sagde han, »og Jens, dine
Kammerater.« -
»Saa er det ikke værd,« sagde jeg, »at vi staa her og prater.
Jeg tænkte, at de var slaaet ihjel; jeg saa jo for mine Øjne,
260 Di tremled øwweræhn - ino! - da war et wal djæ løwen.
Ito! A vel indda dæhænh!« - »Ito!« saah han, »al mæddæ!«
Men Gud bewaahrs! hwa dæ wa fult! aa ek en Boes wa ledde.
I Salsen loe di begi Tow, faa di ku ett kom længer;
Aa Minnisken di stod omkring, aa glowd aa ga dem Pænger.
Aa dæhr stod stuere faarnem Folk, aa Frøkener aa Fraawer,
Aa ga dem. »Hillimænh!« saae A, »da skal A loww I skaawer!
Hudn goer et mæ Jer?« - »Skit!« saae Jens: »A'r aah mæ begi
Fædder.« -
»A mæ mi Ahrm, walkommen Mahs!« saa Pier - »ærd Dæ dær æ
dær?«
Men Jens han loe, aa tow mod Pænng; han talt dem, aa han djelt'em;
Aa de wa Sølpænng aalle Slaww; han had nok mæ aa skjelt'em.
Di hall put han i Pies Fek; di hall dem tow han te sæ;
Men saa ga han et Hjahtesok, aa prøwed aa læth ve sæ:
»De blywer rinng mæ mæ« - saah han - »A trower ett A løwer.
A bie Dæ saa almindele, Pier! komme Do dærøwer,
Da skal Do hælls mi Faaer aa Muer, aa Kjesten ekke minner!
Aa ka Do løww, da bier A dæ, Do gywte Dæ mæ hinner!«
»De skie ves ett« - saah Pier - »faar A mo vesnok følles mæ Dæ?« -
»Hwa ska wo Pænng blyw te?« - saah Jens - »Mahs! ve Do ta dem te
Dæ?
Aa fløj dem hjæmm?« - »Hwofor ek de« - saah A - »A ska wal ta
dem.« -
»Vel Do gi Kjesten aalle mien?« - saah Jens - »faa hun ska ha dem.
Men hwissom, Pie! Do døer far A, maa A saa arre Dihn?
Hun fek indda en kjøn kon mier, nær di bløw laa te mihn.«
»Aa ja!« - saah Pier; aa de war aa di sisti Uer han taalt,
Faa føst døh han, aa saa døh Jens: aa saaen fek Kjesten Aalt.
Saa drøw A hjæm mæ den Beskien, aa kam te Ørum sille -
A vil ett go te Kjesten strags, men blyww te'm Moenen tille.
Mi Faar aa Muer - de skal A loww - di smillt degaang di soe mæ.
Mi Muer hun saah: »I Guskilow! Do kun indda begoe Dæ.« -
»Ja de wa stint nok« - suered A, aa kyl mi Twærsæk nier.
261 de trimled over Ende - ih nu! - da var det vel, de er levende.
Naa men, jeg vil endda derhen!« - »Ja men,« sagde han, »jeg vil med
dig!«
Men Gud bevares, hvor der var fuldt! og ikke en Baas var ledig.
I Forstuen laa de begge to, for de kunde ikke komme længer;
og Menneskene de stod omkring og gloede og gav dem Penge.
Og der stod store, fornemme Folk og Frøkener og Fruer
og gav dem. »Hillemænd!« sagde jeg, »da skal jeg love, I skover!
Hvordan gaar det med jer?« - »Skidt!« sagde Jens: »Jeg er af med
begge Fødder.«
- »Jeg med min Arm, velkommen Mads!« sagde Per - »er det dig, der
er der?«
Men Jens han laa og tog mod Penge; han talte dem og delte dem;
og det var Sølvpenge af alle Slags; han havde nok med at sortere dem.
De halve puttede han i Pers Fikke; de halve dem tog han til sig;
men saa gav han et Hjertesuk og prøvede at lette ved sig:
»Det bliver ringe med mig« - sagde han - »jeg troer ikke, jeg lever.
Jeg beder dig saa mindelig, Per! kommer du derover,
da skal du hilse min Fader og Moder, og Kirsten ikke mindre!
Og kan du leve, da beder jeg dig, du gifter dig med hende!«
»Det sker vist ikke,« sagde Per - »for jeg maa vistnok følges med dig.«
»Hvad skal vore Penge blive til?« - sagde Jens - »Mads, vil du tage
dem til dig?
og fly dem til dem hjemme?« »Hvorfor ikke det?« - sagde jeg - »jeg
skal vel tage dem.« -
»Vil du give Kirsten alle mine?« - sagde Jens - »for hun skal have
dem.
Men hvis Per! du døer før jeg, maa jeg saa arve dine?
Hun fik endda en køn Slump mere, naar de blev lagt til mine.«
»Aa ja!« - sagde Per; og det var og de sidste Ord, han talte,
for først døde han, og saa døde Jens: og saadan fik Kirsten alt.
Saa drev jeg hjem med den Besked og kom til Ørum silde. -
Jeg vilde ikke gaa til Kirsten straks, men blive til om Morgenen tidlig.
Min Fader og Moder - det skal jeg love - de smilte, dengang de saa
mig.
Min Moder hun sagde: »Ih Gud ske Lov! Du kunde endda begaa
dig.« -
»Ja, det var haardt nok,« - svarede jeg og kylede min Tværsæk ned.
262 »Do æddet nahgen« - saah mi Faaer - »hudn goer et Jens aa Pier?«
»To di bløw skaat« suer A, »dæ war aa ret en slem Spitakkel;
Di loe som slagted Swønh; te A bløw frie, de war't Merakkel.«
»Hm - hm - hm!« saah mi Faaer - »hwem kaast'em hen? hwem full te
Grawen?« -
»Ham sjæl han kaast 'em hen« - saah A - »aa hiele Kjøvvenhawen
Ful dem te Grawen. Dæh bløw ringed, præjked, dæh bløw songen.«
Mi Muer hun slow hin Hinner sammen: »De wa knøwt aaw
Kongen.«
Mi Faaer han saah: »No fo di Saarre te Øwlis - sølle Kjesten!«
Faa nærenstie En haar en Ven, saa vel En nødde mest'en.«
Om Muenen degaang vi had et wo Dower, saah mi Mower:
»Do skal wal hen te Øwlis no? - A følle mej, A trower.«
Da Kjesten soe mæ, stak hun i aa græhd - faa di had saae hin't -
»Hwa ka de nøtt!« - saah hinne Faaer - »Aah!« - saah hun - »de ær aah
stint.
Aah! Jens! Jens! Jens! Do wa mi Ven - aa hwofaa skul A møst Dæ!«
»Aah! gi Dæ stell te't!« - saah hin Faaer - »dæ foes wal Jen, ka trøst Dæ.«
Saa tow A op mi Paang mæ Pæng - dem Jens aa Pier had ginn mæ:
»Dem ska Do ha te Arrepaaet!« - saah A - »Ka de ett linn Dæ?«
Saa kam vi te aa snakk en Kuen baad' om de Jen aa d'Annet.
Mi Faar kam aasse te aa saah: »den Krie æ slem faa Lannet.
Men ejes no te Jens æ døe, hudn tinke Do no Øwli?
Do kan ett saahn sedd Enkimanh; aa de'r't waer aa vrøwl i.
No ska Do inten gywt Dæ sjæl - aa Do æ raa faa gammel -
Aa Do aa hun I sku nohinne væhr epo jens Hammel.
Aa A veed et, hvem de sku væhr« - han suer: »A vedfk hejer.
Ku Kjesten finn en Kaael mæ Let, kahænsæ de wa bejer.« -
263 »Du er da ikke nøgen,« - sagde min Fader - »hvordan gaar det med
Jens og Per?«
»Ja, de blev skudt,« - svarede jeg, - »der var ogsaa ret et slemt
Spektakel;
de laa som slagtede Svin; at jeg blev fri, det var et Mirakel.«
»Hm - hm - hm!« sagde min Fader - »hvem kastede dem hen? hvem
fulgte til Graven?«
»Ham selv, han kastede dem hen,« - sagde jeg - »og hele København
fulgte dem til Graven. Der blev ringet, præket, der blev sunget.«
Min Moder slog sine Hænder sammen: »Det var knøvt af Kongen.«
Min Fader han sagde: »Nu faar de Sorg hos Øvlis - sølle Kirsten!
For naar en har en Ven, saa vil en nødig miste den.«
Om Morgenen, dengang vi havde ædt vor Davre, sagde min Moder:
»Du skal vel hen til Øvlis nu? - jeg følger med, jeg tror.«
Da Kirsten saa mig, stak hun i at græde - for de havde sagt hende
det.
»Hvad kan det nytte!« sagde hendes Fader. »Aa!« sagde hun - »det er
for haardt.
Aa Jens! Jens! Jens! Du var min Ven - og hvorfor skulde jeg miste
dig.«
»Aa! tag det nu roligt!« sagde hendes Fader - »der faas vel en, der kan
trøste dig.«
Saa tog jeg op min Pung med Penge - dem Jens og Per havde givet
mig:
»Dem skal du have til Arvepart!« - sagde jeg. - »Kan det ikke lindre
dig?«
Saa kom vi til at snakke en Smule baade om det ene og det andet.
Min Fader kom ogsaa til og sagde: »Den Krig er slem for Landet.
Men ellers nu, Jens er død, hvordan tænker du nu, Øvli?
Du kan ikke saadan sidde Enkemand; og det er ikke værd at vrøvle i
det.
Nu skal du enten gifte dig selv - og du er snart for gammel -
og du og hun I skulde omtrent være paa ens Hammel,
og jeg ved ikke, hvem det skulde være.«
- Han svarede: »Jeg ved f- ikke heller.
Kunde Kirsten finde en Karl med lidt, kan hænde sig det var bedre.«
264 »Ito!« - saah Muens mi Faaer - »Do'k ett behøw aa lied aah laant« -
»Aah! I behøwer hejes ett« - saah Kjesten - »aa ha aah traant!« -
»Hm, hm!« - saah Øwli - »hm! A veed, di Sæn han haae no
Skjellinger -
Hint wos en Dram aa en Bed Brøe! de ka ett hjelp vi kjællinger.«
Men saa bløw Kjesten rint kataalsk, aa hvæll, aa ba om Daw da.
Men sihn som vi kam sammen saan i jit aa annet Law da:
Somti saa wa hun ett betint, aa annetier hun tøt et.
Tesist saa bløw vi Manh aa Kuen, aa Ingen haa faatrøt et!«

Noddeda! Wolle Vistesen haad tawn still den hiele Awten; men ve de Law fik han isinn aa snak mej.

»Hwem dær æ kmt i Graah aa dæromkring« saa han, »veed wal aasse, te dær æ Nød, di kalle Svend Graahs Capel - faa hæ haa wot en bette kon Kjerk engaang, lissom dæhr øhsten for Ungstrup. Men de er ænnele saa lænng sihn, te mi Aalfaaers Aallfaaer haad ett sit Nød aa den hæ Kjerk. Stien æ dær inno nown aa; hwem dæ gidde gaan ætter ed, ka snaar finn e Stej po Groskovs Mark, lit nueren faa Haww Søe. Degaang de skidh, som A no ska faatæll, si da wa dæ trej Konger i wo Land - aa de wa di tow faa manne, ka A trow, faa jen ku ejes haa wot nok; trej Konger i et Land maa væ lisse gaat som trej Konner i jen Hues, faa hudden sku di faaligges? Noda: den jenn aa di Konger hedd Swenh. Han slow den aahn a di tow anner ihjel ve et Gjæstboj, hwo de no war, aa han vil gjo lisse ve den treddi. Men han unnrennt, aa sanked en gromme Haav Kriesfolk sammel, aa øwwerwan Swenh i et stur Slaw, di haalt derind po Graah Hie. Swenh han tavt baade e Slaw aa e Lyw, som A no ska faatæll. Den Daw far e Slaw sku stoe, saa stod e Konng udden faa hans Tjelt, aa saa bøj ed sæ hwerken wahr eller bæjjer, end te en Buenkuen kam gaangend faabi, aa hun war en skammele knøwh Kwinn. E Konng fik Løst te hin, aa lo hin træk ind i e Tjelt, aa loe aasse ve hin, men haat imued hin Villi. Dæ ku wo manne Konner, dær ett haad tawn sæ søen Kjellingerie næe saa næer; men den hær wa strix i ed. Saa snaar hun wa sluppen ud igjen, rent hun hjem, aa græed saa møj moddele, aa faataall hinne Mand Aalting,

265

»Ja hvad!« - sagde Mogens, min Fader - »Du kan ikke behøve at lede for langt.« -
»Aa! I behøver ellers ikke« - sagde Kirsten - »at have for travlt!« -
»Hm! hm!« - sagde Øvli - »hm! jeg ved, din Søn har nogle Skillinger -
hent os en Dram og en Bid Brød! det kan ikke hjælpe, vi kællinger.«
Men saa blev Kirsten rent katholsk og hvællede og bad om Dag da.
Men siden som vi kom sammen saadan i et og andet Lag da,
sommetider var hun ikke betænkt, og andre tider hun tyktes det.
Tilsidst saa blev vi Mand og Kone, og ingen har fortrudt det.«

Nuda! Ole Vistisen havde tiet stille den hele Aften; men ved det Lag fik han i Sinde at snakke med.

»Hvem der er kendt i Graa og deromkring,« sagde han, »ved vel ogsaa, at der er noget, de kalder Svend Graas Kapel - for her har været en Smule Kirke engang, ligesom der østen for Ungstrup. Men det er endelig saa længe siden, at min Oldefaders Oldefader havde ikke set noget til den her Kirke. Sten er der endnu nogle af; hvem der gider gaaet efter det, kan snart finde Stedet paa Graaskovs Mark, lidt norden for Have Sø. Dengang det skete, som jeg nu skal fortælle, se da var der tre Konger i vort Land - og det var de to for mange, kan jeg tro, for en kunde ellers have været nok: tre Konger i et Land maa være ligesaa godt som tre Koner i et Hus, for hvordan skulde de forliges? Nuda, den ene af de Konger hed Svend. Han slog den anden af de to andre ihjel ved et Gæstebud, hvor det nu var, og han vilde gøre ligesaa ved den tredie. Men han undslap og sankede en grumme Hob Krigsfolk sammen og overvandt Svend i et stort Slag, de holdt derinde paa Graahede. Svend han tabte baade Slaget og Livet, som jeg nu skal fortælle. Den Dag før Slaget skulde staa, saa stod Kongen udenfor sit Telt, og saa bød det sig hverken værre eller bedre, end at en Bondekone kom gaaende forbi, og hun var en skammelig knøv Kvinde. Kongen fik Lyst til hende og lod hende trække ind i Teltet og laa ogsaa hos hende, men haardt imod hendes Villie. Der kunde været mange Koner, der ikke havde taget sig saadant Kællingen nær saa nær; men denne her var striks i det. Saasnart hun var sluppen ud igen, rendte hun hjem og græd saameget bitterlig og fortalte sin Mand 266 allissom de wa gawn te. Saa bløw han ilworrn, aa saah: »Da skal A indda sie om A ka bethaahl den Skitting aa en Konng de hæh Støk Arbed.« Dæhmæ tow han en Yws, aa stak bag nier ve hans Nakh, mæl hans Innetrøjj aa hans Ullenskjøt, aa gik ued. Men e Slaw war begynt, aa de uet ett lænng, fa Swenhs Folk bløw splet ad aa faadrøwwen. Han maat jow aasse sjæl remm, aa kam faahren aaljenn po hans Hæjst dæh faabi, hwor e Buen stod aa soe po e Slaw. Men saa støwted hans Hæjst. Finneren war ætte ham et Stød tebaahg. Han rowwer te e Mand: »Hæel mæ! Hæel mæ! om Do veed et Stej.« »A ska hæhl Dæ søen« saa e Buen, »te di Uvenner ett ska finn Dæ løwwen.« Mæ de samm hog han e Konng møt i hans Pann mæ e Yws, te han fil stjendøe øwwerenn.

Da hans Muedstanner, Konng Wolmer, kom te aa fanh ham, lo han ham johr po de sam Stæj, aa byg den kon Kjerk øwwer ham.

Ætte hans Døe haa di aalti kal ham Swen Graah, faade te han omkam dæhr. - Men øwwenpo de hæhr ve vi no ha en Vihs aasse om Krie, som jen aa mi gue Venner - ja de er ett længer end tow Oer sin han døh - han haa sjæl dejtet:

Den Tie A war en bette Kaal, aa gik aa utted Foer,
A fek mi Føh aa Klejemon i Muoten Jensens Goer.
Aaw Naahd aa Barremhjatehied de fek isinn aa ta mæ,
Da mi Faarællr wa falln mæ fræ aa ingen Anr vil ha mæ.

Die war A ejsen manne Oer - had retten gue Daww;
Lid ingen Nø i nowen Maad - faa de wa Synd aa klaww.
Bøn had di ingen flier end mæ aa saa djer ejen Dætter -
Di tinnt wal aasse, som de gik, te dæ kam ingen ætter.

Aa mæ aa Muotens Sessel som Søskin wust vi aap.
Dæ war ek jen uen Blosdrohv i hinne hiele Kraap.
Vi wa som Jit, hwa Jen den vill, de vill den Annen aalti;
Vi wa tesammen føst aa sist, i Mark aa ve wo Maalti.

267

ting, ligesom det var gaaet til. Saa blev han ildvorn og sagde: »Da skal jeg endda se, om jeg kan betale den Skidting af en Konge det her Stykke Arbejde.« Dermed tog han en Økse og stak ned bag sin Nakke mellem sin Indertrøje og sit Uldenskørt og gik ud. Men Slaget var begyndt, og det varede ikke længe, før Svends Folk blev splittede ad og fordrevne. Han maatte jo ogsaa selv rømme og kom farende alene paa sin Hest der forbi, hvor Bonden stod og saa paa Slaget. Men saa styrtede hans Hest. Fjenderne var efter ham et Stykke tilbage. Han raaber til Manden: »Hæl mig! Hæl mig! om du ved et Sted.« »Jeg skal hæle dig saadan,« sagde Bonden, »at dine Uvenner ikke skal finde dig levende.« Med det samme huggede han Kongen midt i hans Pande med Øksen, saa han faldt stendød over Ende.

Da hans Modstander, Kong Valdemar, kom til og fandt ham, lod han ham jorde paa det samme Sted og bygge den Smule Kirke over ham.

Efter hans Død har de altid kaldt ham Svend Graa, fordi han omkom der. - Men ovenpaa det her vil vi nu have en Vise, ogsaa om Krig, som en af mine gode Venner - ja, det er ikke længer end to Aar siden han døde - han har selv digtet:

Den Tid jeg var en bitte Karl og gik og vogted Faar,
jeg fik min Føde og Klædemon i Morten Jensens Gaard.
Af Naade og Barmhjertighed de fik i Sinde at tage mig,
da mine Forældre var falden mig fra og ingen andre vilde have mig.

Der var jeg ellers mange Aar - havde rigtig gode Dage,
led ingen Nød i nogen Maade - for det var Synd at klage.
Børn havde de ingen fler end mig og saa deres egen Datter -
de tænkte vel ogsaa, som det gik, at der kom ingen efter.

Og jeg og Mortens Sessel som Søskende vokste vi op.
Der var ikke en ond Blodsdraabe i hendes hele Krop.
Vi var som et; hvad den ene vilde, det vilde den anden altid;
vi var tilsammen først og sidst, i Mark og ved vort Maaltid.

268

Vi had jen Sæng aa legg wos i, ek heje ku vi soww,
Fa di had loe wos sammen i wor ejen Byssiloww.
Te Skwol aa fræ Skwol gik vi knøwt, aa haalt hweranres Hinner;
Aa hwær en Puhs A boer hin øwr, faa de te hun wa minner.

Saa fultes vi, mens vi wa smo; aa sihn da vi bløw støhr,
Vi gik jit Vinter begi Tow te Præjsten i Faahøer.
Aa saa bløw hun mi Gajilam, aa A hin Nøjorsgaw da,
Degaang te di djelt Kjærster ued i Kaal- aa Pigi-law da.

Men sihn da A wust bæjer te, aa bløw di jit aa tyww:
Saa maat A te Sessioen, aa spring Sældaaet, aa læ mæ skryww.
A fek mi Pas, aa Sessel græed aa saah: »Faawal no, Pier!
A tinke ves, Do go di Vej, A sie Dæ aalle mier.«

Hun græed - A græed - de war en Ænk aa vi græed begi Tow.
Men da vi skeltes lowed hun, te hun sku blyw mæ trow.
Saa maat A da massier astej aa ind te Reggemintet.
A soe hin et i ølle Oer; de had A aalle vintet.

I tow Oer gik A Skuolen fram, aa sihn kam A i Krie.
Die lid A Unt aa Hoerhied; de war en sølle Ti.
Tesist kam A i Slaw, aa fek mi høwer Arm spolieret.
Di skoer en aa ve Aawselen; aa saaen bløw A korieret.

Di kunn ett brugh mæ længer dier, aa dæfor fek A Low.
Saa gik A hjem den laange Vej rint uhd fræ Issehow.
A tinnt saa tit aa manne Gaanng: hudan mon Sessel haar et?
Kahænsæ hun æ døe aa henn: saa æ hun wal faawaaret.

Aa som A kommer te wor Bøj, aa sie te Muotens Goer,
Hwor A had løwd saa glæddele mi guede Ungdoms Oer,
Da wa der Spel aa Løstehied, aa Huset fulh aaw Gjæjster,
Aa Gillwown i den hiele Goer, aa Towten fulh aaw Hæjster.

Aa da A kam saa te den Daer, aa saah: Gusfrej herinn!
Da wa dær ekke Jenh, saa' tak; ekk Jen dæ ku mæ kinn,

269

Vi havde en Seng at lægge os i, ikke heller kunde vi sove,
før de havde lagt os sammen i vor egen Bysselov.
Til Skole og fra Skole gik vi knøvt og holdt hverandres Hænder;
og hver en Pyt jeg bar hende over, fordi at hun var mindre.

Saa fulgtes vi, mens vi var smaa; og siden, da vi blev større,
vi gik en Vinter begge to til Præsten i Forhør.
Og saa blev hun mit Gadelam og jeg hendes Nytaarsgave da,
dengang at de delte Kærester ud i Karle- og Pigelag da.

Men siden, da jeg vokste bedre til og blev de enogtyve,
saa maatte jeg til Session og springe Soldat og lade mig skrive.
Jeg fik mit Pas, og Sessel græd og sagde: »Farvel nu, Per!
Jeg tænker vist, du gaar din Vej, jeg ser dig aldrig mer.«

Hun græd - jeg græd - det var en Ynk, og vi græd begge to.
Men da vi skiltes, loved hun, at hun skulde blive mig tro.
Saa maatte jeg da marchere af Sted og ind til Regimentet.
Jeg saa hende ikke i elleve Aar; det havde jeg aldrig ventet.

I to Aar gik jeg Skolen igennem, og siden kom jeg i Krig;
der led jeg Ondt og Haardhed; det var en sølle Tid.
Tilsidst kom jeg i Slag og fik min højre Arm spoleret.
De skar den af ved Akselen, og saadan blev jeg kureret.

De kunde ikke bruge mig længer der, og derfor fik jeg Lov.
Saa gik jeg hjem den lange Vej, helt ude fra Itzehoe.
Jeg tænkte saa tit og mange Gange: hvordan mon Sessel har det?
kan hænde sig, hun er død og henne, saa er hun vel forvaret.

Og som jeg kommer til vor By og ser til Mortens Gaard,
hvor jeg havde levet saa glædeligt mine gode Ungdomsaar,
da var der Spil og Lystighed og Huset fuldt af Gæster,
og Gildevogne i den hele Gaard og Toften fuld af Heste.

Og da jeg kom saa til den Dør og sagde: Gudsfred herinde!
da var der ikke en, sagde Tak, ikke en, der kunde mig kende,

270

Fa Brudden kam, aa kieg derued - aa de wa Muotens Sessel -
Hun slow hin Hinne te hin Lohr aalt mæ saa stuer en Ræssel.

»Aa Herreguj! hwa sier A no! to de æ Pie dæ stoer.
Aah Pier! A vinted ætte Dæ i samful ølle Oer.
Mi Faaer aa Muer æ begi døh - hwi skull A go fræ Goren?
Do kam jow ett - Do skrøw jow ett - no ær A gywt mæ Soren.«

»Hwa skull A skryw mæ, Sessellil! mi høwer Arm æ henn;
Aa fahr i Krie aa fremmed Lann A ku jow ingen senn.
A æ en Krøvl; de sie Do wal, aa ingen Minnesk nøtte -
Gud give det, jeg maatte snart herfra til Graven fløtte!«

»Gi Dæ tefres!« saah hun »Do skal slet ekke suk faa Brøe!
Saalænng vi Anner haaer en Koen, da skal Do ett li Nøe!
Do ka jo blyww som Do haa' wot i gammel Tie i Goeren!
Kom inh aa sæt Dæ ve wo Skyw! saa ka vi snakh mæ Soren!«

Si no ær A en gammel Kaael, aa gor aa utter Foer;
A foh mi Føh aa Klæjemon i Muoten Jensens Goer.
A fløtte Kyer, A fløtte Hæjst, aa Smotøw sier A ætter;
Aa somti po mi venster Arm A bærer Sessels Dætter.«

Da no den hæ Vihs om den jenarmed Sældaat war ued, saa tow Wolle Vistisen ve igjen, aa saah: »A skal indda beskryww Jer, hudden de gik mæ de Oer, A tint dærøwwer i Kjøwwenhawn. A haar inno gjemt de Brøw, A skrøw hjem, aa no vel A løhs ed faa Jer:

No er A da bløwn Kusk ve en Brandispettør, aa hwissommensti I so mæ no, kun A rele ræh Jer hen, faa nærensti A sedder o e Bok, sir A ud som en Bjøn, faar A haar en Ullenskjøt aa baare Ræwbælle, aa en laajn Kabus mæ en Ræwhaal i e Nak. Den naadde Frow saah føst, te de sku wot en Ræwrump; men saa saah A: »Nej ejs manne Tak, de passer A et om.«

De væst A haad her, de føst A kam her, war ejs aa faasto dje Snak: den naadde Frow wa rejn Tysk i hinne Taahl. En Swønstiæg kaller

271

før Bruden kom og keg derud - og det var Mortens Sessel -
hun slog sine Hænder mod sine Laar alt med saa stor en Rædsel.

»Aa, Herregud! hvad ser jeg nu! det er jo Per, der staar.
Aa, Per Jeg vented efter dig i samfulde elleve Aar.
Min Fader og Moder er begge døde - hvi skulde jeg gaa fra Gaarden?
du kom jo ikke - du skrev jo ikke - nu er jeg gift med Søren.«

»Hvad skulde jeg skrive med, Sesselil? min højre Arm er henne;
og før, i Krig og fremmed Land, jeg kunde jo ingen sende.
Jeg er en Krøbling, det ser du vel, og intet Menneske nyttig -
Gud give det, jeg maatte snart herfra til Graven flytte!«

»Giv dig tilfreds!« sagde hun, »du skal slet ikke sukke for Brød.
Saalænge vi andre har et Korn, da skal du ikke lide Nød!
Du kan jo blive, som du har været i gammel Tid, i Gaarden!
Kom ind og sæt dig ved vort Bord! saa kan vi snakke med Søren!«

Se nu er jeg en gammel Karl og gaar og vogter Faar;
jeg faar min Føde og Klædemon i Morten Jensens Gaard.
Jeg flytter Køer Jeg flytter Heste, og Smaatøj ser jeg efter,
og sommetider paa min venstre Arm jeg bærer Sessels Datter.«

Da nu denne her Vise om den enarmede Soldat var ude, saa tog Ole Vistisen fat igen og sagde: »Jeg skal endda beskrive jer, hvordan det gik mig det Aar, jeg tjente derovre i København. Jeg har endnu gemt det Brev, jeg skrev hjem, og nu vil jeg læse det for jer:

»Nu er jeg da bleven Kusk hos en Brandinspektør, og hvis I saa mig nu, kunde jeg redelig rædde jer hen, for naar jeg sidder paa Bukken, ser jeg ud som en Bjørn, for jeg har et Uldenskørt af bare Ræveskind og en laadden Kabuds med en Rævehale i Nakken. Den naadige Frue sagde først, at det skulde været en Ræverumpe; men saa sagde jeg: »Nej, ellers mange Tak, det passer jeg ikke om.«

Det værste, jeg havde her, det første jeg kom her, var ellers at forstaa deres Snak; den naadige Frue var ren tysk i sin Tale. En Svinesteg 272
hun en Svinestej, aa en Stej kailer hun en Stie. A vest haatte et hudden A wa vænt i et. »Kan han bære en Stej til Bageren?« saah hun te mæ. »Nej hwerken A ka ek hejr A vil; hwa skul han aasse mæ den?« saah A te hin. »Saa kan han gaae den Sti han er kommen paa, jydske Kavaj!« saah hun te mæ; men saa kam Hæhren, aa han skel wo Træd. Di bitte Smobøn er aasse no gromme Krabaater: næ di sie mæ, skal A aalti staw te mi Nawn; nær A saa sejr »O sejr ou, L, e Le, Wolle,« saa grine di saa dje Maw æ farre aa spræk. De gor ejs knap te hæhr, faa nærensti A beer om en Tovædels te e Brø, saa øwerbegrine di mæ, aa læer te di ka et faasto hwa A sejr. Da wa di møj bejr ind i e Sønnen, degaang te vi war ilaw mæ e Kosakker; nærensti A dæhr faalaangt faa tow Skjælling Wost, saa ga di mæ aalti faa fih Skjælling Pøls. A haa wo tow Gaang o Kaameddi; di saah faa mæ, te di spelt dæhr, men A so hwerken Kwot eller Tærninger; A so de wahr wa, faar A so den Slemm. De war uhd o Vejsterbrow. Føst kam der en Kriskaal, aa han sat en Stej te et Huus, aa krøv in aa et Vinni. »De komme Do gal fræ« saah A, »dessom der ejs æ Folk hjemm.« Dæ stod nowr Kompener ve mæ, di ga dem te aa li aa mæ; men aaller saa snaar wa han kommen nier igjen, fahr e Mand kam ud mæ et Lyus i hans jen Haahn aa en Koor i den aahn, aa saa røg di sammen; men e Tyw stod sæ, aa stak e Mand ihjel. A rovt te di sku griiv ham, aa før ham te e Herredsfowd, men di low a mæ, aa holt faa mi Mun - søhn æ et aa ha gue Fortaalere; kahænsæ han aasse had stollen sæ rigg, faa saa haad han ingen Nø. De waart et læng, saa so A ham igjen, han sad aa oed mæ tow Kwinfolk, aa en Møllerswen gik faa Buer. De war en speddelske Knæjt den samm Møllerswen, han haad læhr hans Profession tegawns, faa han stal baade Brænviin aa Edelswaar aa Skywen fræ dem, aa holked i sæ som en Stork; men kahænse han heller et had faat aa ehd i manne Daw, faa slanten wa han, aa hans Klæjr hang aa slovvred om ham. Saa rej di de Huus øwrenn, aa saa so A et aant Stej, dæhr wa Liegstow, aa saamanne Kaahl aa Pigger, der rent aa danst; dæhr kam e Tyw aa vil dans mej, aa den laang Møllerswen aasse. Men Skam slaae dem! e Møllerswen haalt e Kaahl ve Snak, mens e Tyw stal jen aa e Pigger, aa rent astej mæ hin. »Hej!« rovt A, »hwi løvver I ett? e Tyw skeller hin ves ve hwæ Klæjtro, hun haar o hinne Krop.« Men saa grint di igjæn, 273
kalder hun en Svinestej, og en »Stej« kalder hun en Stige. Jeg vidste hartad ikke, hvordan jeg var vendt i det »Kan han bære en »Stej« til Bageren?« sagde hun til mig. »Nej, hverken kan jeg, ikke heller vil jeg; hvad skulde han ogsaa med den?« sagde jeg til hende. »Saa kan han gaa den Sti, han er kommen paa, jyske Kvaj!« sagde hun til mig; men saa kom Herren, og han skilte vor Trætte. De smaa Børn er ogsaa nogle grumme Krabater: naar de ser mig, skal jeg altid stave til mit Navn; naar jeg saa siger: »O siger ou, L, e, Le, Wolle,« saa griner de, saa deres Mave er færdig at sprække. Det gaar ellers knapt til her, for naar jeg beder om en Taar Vædelse til Brødet, saa overbegriner de mig og lader, at de ikke kan forstaa, hvad jeg siger. Da var de meget bedre nede i det Sønden, dengang da vi var i Lag med Kosakkerne; naar jeg forlangte for to Skilling Ost, saa gav de mig altid for fire Skilling Pølse. Jeg har været to Gange paa Komedie; de sagde mig, at de spillede der, men jeg saa hverken Kort eller Tærninger; jeg saa det værre var, for jeg saa den Slemme. Det var ude paa Vesterbro. Først kom der en Krigskarl, og han satte en Stige til et Hus og krøb indad et Vindue. »Det kommer du galt fra,« sagde jeg, »dersom der ellers er Folk hjemme.« Der stod nogle Kompaner ved mig, de gav sig til at le ad mig; men aldrig saasnart var han kommet ned igen, før Manden kom ud med et Lys i den ene Haand og en Kaarde i den anden, og saa røg de sammen; men Tyven stod sig og stak Manden ihjel. Jeg raabte, at de skulde gribe ham og føre ham til Herredsfogden, men de lo af mig og holdt for min Mund - saadan er det at have gode Fortalere; kan hænde sig, han ogsaa havde stjaalet sig rig, for saa havde han ingen Nød. Det varede ikke længe, saa saa jeg ham igen, han sad og aad med to Kvindfolk, og en Møllersvend gik for Borde. Det var en speddelsk Knægt den samme Møllersvend, han havde lært sin Profession til Gavns, for han stjal baade Brændevin og Ædelsevarer af Skiven fra dem og holkede i sig som en Stork; men kan hænde sig, han heller ikke havde faaet at æde i mange Dage, for slanten var han, og hans Klæder hang og slubrede om ham. Saa red de det Hus overende, og saa saa jeg et andet Sted, der var Legestue og saa mange Karle og Piger, der rendte og dansede; der kom Tyven og vilde danse med, og den lange Møllersvend ogsaa. Men Skam slaa dem! Møllersvenden holdt Karlene ved Snak, medens Tyven stjal en af Pigerne og rendte afsted med hende. »Hej!« raabte jeg, »hvi løber I ikke? Tyven skiller hende vist ved hver Klædetraad, hun har paa sin Krop.« Men saa 274 grinaa saah te A sku holl Kjæft. Alywl rent di da ud aa e Liegstow, men saa ku di ta æbaag. Let ætter kam e Piig, e Tyw had stollen, igjen, aa fløw fræ den jen Sih te den aan, aa røw sæ i hinner Hoer aa bar sæ ad, som hun had wot gal. »Hwa gor a hin?« saah A te ham, dæ stod ve mæ. »E Tyw haa lokked e Piig« saah han. »Sk...« saah A, »wa de waer aa skav sæ søhn te for? han haar wal saa møj, te han ka betaahl faar e Baahn.« »Sih hes!« saah han, »dæhr kommer den skammele Møllerswen tebaag mæ en laang Stremmel Papiir.« - »No vil han ta Moel a hin te en nøj Kjowl« saah A, »kahænse e Tyw haar røwn den hun haar epo; ja ja, Nøj æ bæjr end slet Ett.« Men e Piig war et faanøwd mæ de, faar hun loed te, hun vil ha slawn e Møllerswen mæ hinne Knøtnøw, aa saa sprang hun op po et Kon Digi aa nier igjen, aa hwor hun saa bløw aa, de vedd A ett. Hon rent wal saitens ætter en Inkallels, men hwa ka de nøtt? de hun haar de haar hun, aa e Kaal ka go fræ de jen Herred te de aant, saa ka hun ta æbaag. Men saa skul I ha sit et Spel! Dæ stoer en Hæjst mæ en Mand epo o Kongens Nøjtaarre - A haa manne Gaangg gon om ve en, aa tint, te de wa nøj, di haad skor ud aa Træ; men Skam slaa ham! han ka got rih hwot han vil, faar aallebæist som A sad aa gavt o di hæhr Anstalter, kam han ind ætter e Tyw. Han had relle nok smur sæ øwr mæ Krihd, men A kint ham allywl. E Tyw war ett sue glaa ve ham, faa hvæhgaang han so te ham, saa nekked han a ham; men han bløw indda haallen stell saalæng te e Tyw fek Staan aa unrenn. Tesist saa barres de mæ for te A so Helvede. Den Slemm aa saa manne Smodæwl te de wa grusselig rent aa slow Ild o e Tyw, aa saa putted di ham nier i en glown Own aa sprang sjæl bagætter, men den løwn Træhæjst sprang mæ e Mand op o e Lout. Den aahn Daw gik A nier o e Taarre, aa vil si om han wa der - jow, han stod dæ relle nok, aa hod faat aal e Krihd tarred a sæ; men A ska wal hyt mæ, A kommer ett saa nær te ham, faa no ved A, hwa han bestoer aa.

Den aahn Gaang A wa dæhr ud o de Comeddetøw, da kam Skam e Møllerswen igjen, aa de Gaang wa han kommen i Tjennest ve en aahn Haasben, aa di sku wal laant hen, faar han had en gromme stur Madkaarre aa slæhv epo; men de war en Sløngert ihwot han kam, aa de hæ Stehlen wa nohanne gjor ve ham, faa lissesnaar han so te e Mand wa kommen et Koen fram, saa ga han sæ ilaw mæ e Madkaarre, 275 te de igen og sagde, at jeg skulle holde Kæft. Alligevel rendte de da ud af Legestuen, men saa kunde de tage ibag. Lidt efter kom Pigen, som Tyven havde stjaalet, igen og fløj fra den ene Side til den anden og rev sig i sit Haar og bar sig ad, som om hun havde været gal. »Hvad gaar ad hende?« sagde jeg til ham, der stod ved mig. »Tyven har lokket Pigen,« sagde han. »Sk...,« sagde jeg, »var det værd at skabe sig saadan for? han har vel saameget, at han kan betale for Barnet.« »Se hist!« sagde han, »der kommer den skammelige Møllersvend tilbage med en lang Strimmel Papir.« - »Nu vil han tage Maal af hende til en ny Kjole,« sagde jeg, »kan hænde sig, Tyven har revet den, hun har paa; ja, ja, noget er bedre end slet intet.« Men Pigen var ikke fornøjet med det, for hun lod til, hun vilde have slaaet Møllersvenden med sin Knytnæve, og saa sprang hun op paa en Smule Dige og ned igen, og hvor hun saa blev af, det ved jeg ikke. Hun rendte vel sagtens efter en Indkaldelse, men hvad kan det nytte? Det hun har, det har hun, og Karlen kan gaa fra det ene Herred til det andet, saa kan hun tage ibag. Men saa skulde I have set et Spil! Der staar en Hest med en Mand paa paa Kongens Nytorv - jeg har mange Gange gaaet om ved den og tænkt, at det var noget, de havde skaaret ud af Træ; men Skam slaa ham! han kan godt ride, hvorhen han vil, for allerbedst som jeg sad og gabte paa de her Anstalter, kom han ind efter Tyven. Han havde rigtignok smurt sig over med Kridt, men jeg kendte ham alligevel. Tyven var ikke glad ved ham; for hver Gang han saa til ham, saa nikkede han ad ham; men han blev endda holdende stille saalænge, at Tyven fik Stunder at undrende. Tilsidst saa bares det mig for, at jeg saa Helvede. Den Slemme og saamange Smaadjævle, at det var grueligt, rendte og slog Ild paa Tyven, og saa puttede de ham ned i en gloende Ovn og sprang selv bag efter, men den levende Træhest sprang med Manden op paa Loftet. Den anden Dag gik jeg ned paa Torvet og vilde se, om han var der - jo, han stod der rigtignok og havde faaet al Kridtet tørret af sig; men jeg skal vel hytte mig, jeg kommer ikke for nær til ham, for nu ved jeg, hvad han bestaar af.

Den anden Gang jeg var derude paa det Komedietøj, da kom Skam Møllersvenden igen, og dengang var han kommen i Tjeneste ved en anden Husbond, og de skulde vel langt hen, for han havde en grumme stor Madkurv at slæbe paa; men det var en Slyngel, hvorhen han kom, og denne her Stjælen var saa at sige gjort ved ham, for lige saasnart han saa, at Manden var kommen lidt frem, saa gav han sig i Lag 276 aa han hog i sæ, aa stapped nier i hans Maw jen Humpling ætter en aahn, aa saa tow han sæ en gue Toer aa e Flask ivessomda, aa sat en hwæh Gaang bag ve sæ. Men saa kam dæ Jen i søhn no pæhn tawlered Faarklætøw mæ en Hjøllistryhg i hans Haahn, aa han snapped e Flask aa rent mæj. Degaang te e Møllerswen saa væhn sæ, aa vil ta hans Flask, saa war en hæn. De howed ham ill: han so sæ ronnen om po wos Aalsammel, tesist fait hans Øwn po mæ, faar A stod ham nærest, aa da ku A wal si, han waantint mæ te et, faar han bløw ve aa glow o mæ som han skul ha et mæ. »Hwa ka de nøtt,« saah A, »te I sier o mæ? A haa Skam ett tawn je Flask, men dæ wa Jen, dæ rent her i et Pa laang Bowser aa mæ en Hjøllistryhg, han tow en fræ Jer.« Men de ku let hjælp Aal hwa A saah, faa han bløw ve aa si o mæ; han saah Ingenting, men hans Øwn gnistred som glowen Ild, aa al dem dæ war i e Stou di grint lisse stærk som di kunn. Saa bløw A ilworre aa saah te ham: »Tyw tænke Hwæmand stæl; dersom Do ett vil læ væhr aa glow o mæ, saa skal A Skam kom øwr te Dæ, aa baank e Miel aa di Trøj.« Han stod lih kawt, aa gavt saa høwt, te A ku ha jawd beggi mi Knøtnøwr ind i hans Mund. »Da skal A si, om A et ka læth din Møllertyw!« saah A, aa saa vil A te aa kyl mi jen Bien øwer e Plankværk; men saa begynt di Aalsammel aa rohv te A sku go ud; di haa wal wo ræhd te dæ sku ski en Uløkk. Saa wa dæ Tow, di tow mæ hwer unne si Arm: »A ka go sjæl,« saah A; men de ku et nøtt hwa A saah, faa saa krøv di sammel runnen om mæ, aa raavt Hurra faa mæ, faa de A søhn had skamfutted e Tyw, aa saa bar di mæ rele ud po dje Skaaller; men i e Dar skelles di ad, aa saa trillt A aa brækked e Maanbed te mi Pihv.

Men saa haar A aasse jengaang wor i Kjærk, i den bette kaalled Kjærk, dæ legger paa Kongens Nøjtaarre, let fræ den løwn Træhejst; de war en doll Kjærk innen i. Møt øwr war et stuer Omhæng, aa de stod der en bette Kon Knejt aa trak op aa nier, aa en Præjst stod der ve hwæ sin Sih aa et, aa di wa swot i e Ansigt; A stod ve wo Kaakkepihg høwt aap o e Puppelturh. Kongen sad ve den jen Sih o e Præjkstowl; men han taw stell, aa e hiele Mienighed taw stell, undtawn somtier te di klapped i dje Hænner, aa ga et gromme Vræl aa dem. I e Chor dæh gik di ud aa ind, aa saa præjked Jen aa saa præjked Tow, aa saa rovt di i Munnen po hwæranner; saa sang di, aa saa spelled di. Dæ war aasse 277 med Madkurven, og han huggede i sig og stoppede ned i sin Mave en Humpel efter en anden, og saa tog han sig en god Taar af Flasken ind imellem og satte den hver Gang bag ved sig. Men saa kom der en i saadan noget pænt tavlet Forklædetøj med en Hølestryge i sin Haand, og han snappede Flasken og rendte med. Dengang Møllersvenden saa vendte sig og vilde tage sin Flaske, saa var den henne. Det huede ham ilde: han saa sig rundt om paa os allesammen, tiisidst faldt hans Øjne paa mig, for jeg stod nærmest, og da kunde jeg vel se, han mistænkte mig for det, for han blev ved at glo paa mig, som han skulde have ædt mig. »Hvad kan det nytte,« sagde jeg, »at I ser paa mig? Jeg har Skam ikke taget jer Flaske, men der var en, der rendte her i et Par lange Bukser og med en Hølestryge, han tog den fra jer.« Men det kunde lidt hjælpe, alt hvad jeg sagde, for han blev ved at se paa mig; han sagde ingenting, men hans Øjne gnistrede som gloende Ild, og alle dem, der var i Stuen, de grinte ligesaa stærkt, som de kunde. Saa blev jeg ildvorn og sagde til ham: »Tyv tænker, Hvermand stjæler; dersom du ikke vil lade være at glo paa mig, saa skal jeg Skam komme over til dig og banke Melet af din Trøje.« Han stod lige kækt og gabte saa højt, at jeg kunde have jaget begge mine Knytnæver ind i hans Mund. »Da skal jeg se, om jeg ikke kan lette din Møllertyv!« sagde jeg, og saa vilde jeg til at kyle mit ene Ben over Plankeværket; men saa begyndte de allesammen at raabe, at jeg skulde gaa ud; de har vel været ræd, at der skulde ske en Ulykke. Saa var der to, de tog mig hver under sin Arm: »Jeg kan gaa selv,« sagde jeg; men det kunde ikke nytte, hvad jeg sagde, for saa krøb de sammen rundt om mig og raabte Hurra for mig, fordi jeg saadan havde beskæmmet Tyven, og saa bar de mig redelig ud paa deres Skuldre, men i Døren skiltes de ad, og saa trillede jeg og brækkede Mundbidet til min Pibe.

Men saa har jeg ogsaa engang været i Kirke, i den lille kullede Kirke, der ligger paa Kongens Nytorv lidt fra den levende Træhest; det var en fin Kirke indeni. Midt over var et stort Omhæng; og det stod der en lille Knægt og trak op og ned, og en Præst stod der ved hver sin Side af det, og de var sorte i Ansigtet; jeg stod ved vor Kokkepige højt oppe paa Pulpituret. Kongen sad ved den ene Side af Prædikestolen; men han tav stille, og hele Menigheden tav stille, undtagen sommetider at de klappede i deres Hænder og gav et grumme Vræl fra sig. I Koret der gik de ud og ind, og saa prækede en, og saa prækede to, og saa raabte de i Munden paa hverandre; saa sang de, og saa 278 spille-Bruddeviels, men e Brud aa e Brudgom haalt hvær i sihn Enn aa et Stykke Lat - de klepped e Præjst møt øwr. Sihn kam di bæhren ind mæ e Brudgom, aa han wa slawn faadærred, hudn han saa wa kommen aastej, aa saa tow e Dejn en grummige stuer Fiol, aa ga sæ te aa spell aa sønng faar e Brud saalæng, te hun fil i Søwn. Wo Kaakkepihg ga sæ te aa græhd aa saah, te hun wa dø, men de haad wal ett aa betyh, faar A ved da, te Jen ka ett sønng Jen ihjel, aa A trowr aasse te A so hin et Pa Daw ætter o e Gaahd, aa da skadd hun ingen Ting. De war ejs den særest Hantiering, te A haa sit i nown Kjærk.

Dæhrætter tow Rasmus Owstrup fat, aa faataall den hæ Histaarri:

»Som A no sku faatæll Jer: De war i Kriens Ti, da di hær Engelsmænd haad gjo de hæ grummige Spitakkel i Kjøvvenhawn, saa maat A da hejer ett blyw irow, faa Legsmannen kam aa drøw mæ ud o Sessionen, aa dæh bløw A tawn te di Haassens Hæjstfolk, aa A lahr baadde aa rih aa hog Folk ihjel; men A fik sjæl ingen Hog, faar A ska sej wos: di slaaer kun i Frejstier, faa nær der æ Kri, saa æ di baanng te vi ska gjø de Slemm veddem. I Frejjen saa raaer di faa wos, men i Krien saa raaer vi faa dem - si de ær en Faaskjæl. - A had en gue Madpues mæ mæ ud te Skuelen, aa mie fik A sennen hjemmenfræ, aa de gjor ingen Uhn ve ham, dæ sku læhr mæ, aa A kam te aa sto høwt baade faa ham aa for Aaffisireren.

Saa sejer Unneraaffisiren te mæ en Daw, A had gin ham en Pølls aa en Pa' Woster - faa han wa gywt, skal A sej wos - »Høe,« seje han, »kinne Do Messingjens?« - »De war ett godt annet« søh A, »de æ den bejst ve hiele Reggimintet.« - »No« søh han igjen, »Watrup, dæ rier ham, æ bløwn syg, aa han døe wal aasse.« - »Ja de ka got væhr« søh A. - »Ve Do ha ham« søh han, »saa skal A si aa skaf Dæ ham, men saa ska Do aasse tænnk po mi Kuen!« - »A ska betænnk hin« suet A, »mæ et Faasloer aa et bettekon Flæsk, hwissommensti te A maa fo

No et mier de hæhr Gaang, ant end om I vil skekk mæ en Wost aa et Pa Faasloer, aa saa et bette Fjarril Smør, faa hæhr foer vi et ant Smør end Fjet, faa hæhr ær et ant end Bæster i e Bøj, allywl den Gaahd, A bowr i, hedder Studenstræhd Faawal!« 279 Messingde de. Der var ogsaa Brudevielse, men Bruden og Brudgommen holdt hver i sin Ende af et Stykke Lærred - det klippede Præsten midt over. Siden kom de bærende ind med Brudgommen, og han var slaaet fordærvet, hvordan han saa var kommet af Sted, og saa tog Degnen en grumme stor Fiol og gav sig til at spille og synge for Bruden, saalænge til hun faldt i Søvn. Vor Kokkepige gav sig til at græde og sagde, at hun var død, men det havde vel intet at betyde, for jeg ved da, at en kan ikke synge en ihjel, og jeg tror ogsaa, at jeg saa hende et Par Dage efter paa Gaden, og da skadede hun ingenting. Det var ellers den særeste Haandtering, at jeg har set i nogen Kirke.

Derefter tog Rasmus Oustrup fat og fortalte den her Historie:

»Som jeg nu skulde fortælle jer: det var i Krigens Tid, da de her Engelskmænd havde gjort det her grumme Spektakel i København, saa maatte jeg da heller ikke blive i Ro, for Lægdsmanden kom og drev mig ud paa Sessionen, og der blev jeg tagen til de Horsens Hestfolk, og jeg lærte baade at ride og hugge Folk ihjel; men jeg fik selv ingen Hug, for jeg skal sige os: de slaar kun i Fredstider, for naar der er Krig, saa er de bange, at vi skal gøre det slemme ved dem. I Freden saa raader de for os, men i Krigen saa raader vi for dem - se det er en Forskel. - Jeg havde en god Madpose med mig ud til Skolen, og mere fik jeg sendende hjemmefra, og det gjorde intet Onde ved ham, der skulde lære mig, og jeg kom til at staa højt baade for ham og for Officererne.

Saa siger Underofficeren til mig en Dag, jeg havde givet ham en Pølse og et Par Oste - for han var gift, skal jeg sige os - »Hør,« siger han, »kender Du Messingjens?« - »Det var ikke godt andet,« sagde jeg, »det er den bedste ved hele Regimentet.« - »Naa,« sagde han igen, »Vattrup, der rider ham, er bleven syg, og han dør vel ogsaa.« - »Ja, det kan godt være,« sagde jeg. - »Vil du have ham,« sagde han, »saa skal jeg se at skaffe dig ham, men saa skal du ogsaa tænke paa min Kone!« -»Jeg skal betænke hende,« svarede jeg, »med et Faarelaar og en bitte

Nu ikke mere denne her Gang, andet end om I vilde skikke mig en Ost og et Par Faarelaar og saa en lille Fjerding Smør, for her faar vi ikke andet Smør end Fedt, for her er ikke andet end Bæster i Byen, alligevel den Gade jeg bor i, hedder Studenstræde. Farvel!« 280 jens. Aa hun skal indda fo en Snes Æg aa en fi Marker Smør, saa raa mi Mowr komme herud« - »De ær Uer nok,« suert han. Saa fek A relle nok Messingjens, aallywl dæ war en grumme Røwt om ham, faa di vil rih ham Aalsammen; men to dæ ku jow da kun Jen kom po ham ad Gaangen. De føhst Gaang A skul o ham, da soe han relle nok vis po mæ, lissom han vil spøhr mæ: hwa æ Do for en Kaal? Men A snakked mæ indda terett mæ ham, aa faataall ham, te Watrup loe paa Sygstowen, aa gik nok ett fræ ed, aa saa had Underaaffisieren sød, te A sku ha ham, aa te de ku slet ett nøtt te han stinned sæ. De ku han faastoe - faar aal dem, dæ kjennt ham, di søh, te han aaljenn haad lissaamøj Faastand som tow Kyrrassierer. Aa de war aasse sann; han fattedes ett Annt, end de te han ku ett snakk, aa de wa jow ett hans Skyld. A glemmer aaller de Gaang A søh ham, te Watrup wa saa rinng, da sukked Hæjsten relle lissom et ant Minnesk. Ja I ka trow, te vi Tow spraakked sihn møj mæ hweranner, aa te Aalt, hwa A søh, saa enten kronnied han, eller hwinnied han, eller rimmed han, aa A faastoed aalti hwa han minnt.

Som A no sku faatæll, saa drow vi da ind i de Synnen. Aa vi massiered jen Daw aa en aahn Daw, aa saa bløw Jen en bette Kon træt aa den Rien, aa let æhm dæhr hwor En æ høwest, nær En sanker Spohn. Saa stod Kaahlen aa, gik imæll, aa had Bjesselet øwer Armen. A gik aasse, men A lo Jens skøtt sæ sjæl. Han fulle mæ nok saa trolle, aa kam Nowen ham faa nær, saa skroll han - faa di vil ha te, han war en Haltigh - aa vil baade bedd aa slaa. No da: saa kam vi en Daw te en Bøj dæruhd ve Obbenroe, aa A fik mi Kotier ve en Gaarrmand. Dæ stod godt te ve ham, men de war en pihnwon Hund, faa vi ku ett wal fo de vi ku ehd. Men saa wa dæ jen aaw Dætteren - han had sejs a de Slaww - aa hinne kun A retten godt lih, aa hun kun aasse lih mæ faa den Sag, aa hun ga mæ et godt Nøsfoer den sam Awten, aa Dawen ætter - faa vi lø øwr dier - saa war hun indda bejr ve mæ, aa hun vest aalle de Gue, hun vil gye mæ. Den aahn Muen, fa vi kam astej, saa kam hun ud te mæ i Staallen, hwor A stod aa stregled »Rasmus!« sø hun, »no drawer Do hen, aa saa fo vi wal ett hweranr aa sie mier.« -»De ku byh sæ« sejer A. - »Nej« sø hun »Do ka møst di Lyw, eller Do ka fo Dæ en Kjerrest deruhd« - »Veed Do hwa« sejer A, »inten A no 281 Smule Flæsk, hvis at jeg maa faa Messingjens. Og hun skal endda faa en Snes Æg og en fire Mark Smør, saasnart min Moder kommer herud.« »Det er Ord nok,« svarede han. Saa fik jeg redelig nok Messingjens, alligevel der var en grumme Rift om ham, for de vilde ride ham allesammen: men hvad, der kunde jo da kun en komme paa ham ad Gangen. Den første Gang jeg skulde paa ham, da saa han redelig nok vist paa mig, ligesom han vilde spørge mig: Hvad er du for en Karl? Men jeg snakkede mig endda tilrette med ham og fortalte ham, at Vattrup laa paa Sygestuen og gik nok ikke fra det, og saa havde Underofficeren sagt, at jeg skulde have ham, og at det kunde slet ikke nytte, at han gjorde sig stiv. Det kunde han forstaa, - for alle dem, der kendte ham, de sagde, at han alene havde ligesaa megen Forstand som to Kyradserer. Og det var ogsaa sandt; han fattedes ikke andet, end det at han kunde ikke snakke, og det var jo ikke hans Skyld. Jeg glemmer aldrig dengang jeg sagde ham, at Vattrup var saa ringe, da sukkede Hesten redelig ligesom et andet Menneske. Ja, I kan tro, at vi to talte siden meget med hverandre, og til alt, hvad jeg sagde, saa enten kronniede han, eller hvinniede han, eller rimmede han, og jeg forstod altid, hvad han mente.

Som jeg nu skulde fortælle, saa drog vi da ind i det Sønden. Og vi marcherede en Dag og en anden Dag, og saa blev en en bitte Smule træt af den Riden og lidt øm der, hvor en er højest, naar en sanker Spaaner. Saa stod Karlene af, gik imellem og havde Bidselet over Armen. Jeg gik ogsaa, men jeg lod Jens skøtte sig selv. Han fulgte mig nok saa trolig, og kom nogen ham for nær, saa skrollede han - for de vilde have til, han var en Halvtig - og vilde baade bide og slaa. Nuda: saa kom vi en Dag til en By derude ved Aabenraa, og jeg fik mit Kvarter ved en Gaardmand. Der stod godt til ved ham, men det var en pinevorn Hund, for vi kunde ikke vel faa det, vi kunde æde. Men saa var der en af Døtrene - han havde seks af det Slags - og hende kunde jeg rigtig godt lide, og hun gav mig et godt Nødsfor den samme Aften, og Dagen efter - for vi laa over der - saa var hun endda bedre ved mig, og hun vidste aldrig det Gode, hun vilde gøre mig. Den anden Morgen, før vi kom af Sted, saa kom hun ind til mig i Stalden, hvor jeg stod og striglede. »Rasmus!« sagde hun, »nu drager du hen, og saa faar vi vel ikke hverandre at se mere.« - »Det kunde byde sig!« - siger jeg. - »Nej!« sagde hun. »Du kan miste dit Liv, eller du kan faa dig en Kæreste derude.« - »Ved du hvad,« siger jeg, »enten 282
løwer eller A døer, saa foer A ingen Kjerrest, hwissommensti Do vil ett væhr ed, Helle!« - »Gud bæjr ed« sejer hun, »A for aalle Low te ed a mi Muer, aa knap nok a mi Faaer, faa di haa sit Enaahn ud te mæ.« -»Helle!« sejer A, »æ ed di Alwor, Do ve draw ind te mæ, saa bih et Stød ætte mæ, aa si om A komme tebaahg. A fo raa mi Awskien, aa mi Faaes Goer, saa ska vi gywt wos, næ Do vil ræmm hæh fræ, aa følles mæ mæ te mit Hjemmen.« - Saa tow hun mæ om Halsen aa kyst mæ, aa græed en Koen, aa smutted ud igjen. - Messingjens so ætte hinner, aa A lo Saal aa Bjessel o ham, aa rej mi Vej mæ di Anner. - De war en sølle Tie faa wos: somti fek vi Nøj aa ehd, aa somti ett; men A djell aalywl mi Brøe - nær A haadd - mæ Jens; aa lissesnaar vi kam te Kotier, saa sørred A føst faa ham mæ Hakkels aa mæ Hawr, aa mæ hwa A ejsen ku bjerre te ham, somti Row aa somti Byg aa somti Hwehd, som de ku træf sæ. - Vi drøw laant astej, A ved aalle hue vi war; men Krie, de faanam A ett te. Laant om lænng fek vi Aadder aa dryw hjemad. - Helle had et wo møj aah mi Tanker aal den hiele Mars. Da A no kam saa nær, A ku sie hinne Bøj, saa rier A hen te wo Rikmæjster, aa faaklaared ham, hudden de wa gawn mæ dæhr sidst, aa hwa vi had isinn, aa ba ham saa om Faalow aa ta Pigen mæj. »Messingjens« søh A »ka gaat bæhr wos behgi Tow, aa A veed han gjør ed mæ en gue Villi.« - Rikmæjsteren smill, aa søh: »Du er en Helvedes Karl! men hvordan vil Du komme godt fra det Pigetyverie? Di kommer nok strax bag efter, og taer hende fra Dig, og Du faaer en Ulykke - jeg kan ikke redde Dig.« - »De haar ingen Nøe« sejer A, »hun ska ha mihn Staalklæjr epo, saa ka der Ingen kin hin, aa A seje te mi Kammeraater, aa hwem dæ spør: te de war en sygh Draguen aaw di fynsk, dæ wa bløwn leggen dæhr i Bøjen.« - »Lad gaae! Din Gavtyv!« seje han; »jeg skal selv tale med Chefen, og faae ogsaa hans Minde; men jeg skal nok tie stille med dit Pus, og bilde ham ind, at Messingjens af Medlidenhed selv havde forlangt at faae den syge Dragon paa Ryggen.« - De gik no aasse aalsammen som de skull. Vi rej ind ad Bøjen, aa dæ stued di Stuer aa di Smoe uddenfaa Puet aa Dahr, faar aa be wos walkommen. A skotted ætte Helle - jow! hun wa dæ relle nok, aa da hun fik Yww po mæ, aa A lo mi Pallask hels hinner, da glindsed hun øwr hiele hinner Ansigt, som om hun skul ha wor ud aa fæjst Pigger, som di seje faar et Mundsprog. 283 jeg nu lever eller jeg dør, saa faar jeg ingen Kæreste, hvis du vil ikke være det, Helle!« - »Gud bedre det,« siger hun, »jeg faar aldrig Lov til det af min Moder og knap nok af min Fader, for de har set en anden ud til mig.« - »Helle!« siger jeg, »er det dit Alvor, du vil drage ind til mig, saa bi en Stund efter mig og se, om jeg kommer tilbage. Jeg faar snart min Afsked og min Faders Gaard, saa skal vi gifte os, naar Du vil rømme herfra og følges med mig til mit Hjem.« - Saa tog hun mig om Halsen og kyssede mig og græd en Smule og smuttede ud igen. - Messingjens saa efter hende, og jeg lagde Sadel og Bidsel paa ham og red min Vej med de andre. - Det var en sølle Tid for os: sommetider fik vi noget at æde og sommetider ikke; men jeg delte alligevel mit Brød - naar jeg havde - med Jens; og ligesaasnart vi kom til Kvarter, saa sørgede jeg først for ham med Hakkelse og med Havre, og med hvad jeg ellers kunde bjærge til ham, sommetider Rug og sommetider Byg og sommetider Hvede, som det kunde træffe sig. - Vi drev langt afsted, jeg ved aldrig, hvor vi var; men Krig, det fornam jeg ikke til. Langt om længe fik vi Ordre at drive hjemad - Helle havde ikke været meget af mine Tanker al den hele March. Da jeg nu kom saa nær, at jeg kunde se hendes By, saa rider jeg hen til vor Ritmester og forklarer ham, hvordan det var gaaet mig der sidst, og hvad vi havde i Sinde, og bad ham saa om Forlov at tage Pigen med »Messingjens,« sagde jeg, »kan godt bære os begge to, og jeg ved, han gør det med en god Vilje.« - Ritmesteren smilede og sagde: »Du er en Helvedes Karl! Men hvordan vil du komme godt fra det Pigetyveri? De kommer nok straks bagefter og tager hende fra dig, og du faar en Ulykke - jeg kan ikke redde dig.« - »Det har ingen Nød,« siger jeg, »hun skal have mine Staldklæder paa, saa kan der ingen kende hende, og jeg siger til mine Kammerater og hvem der spørger: at det var en syg Dragon af de fynske, der var bleven liggende der i Byen.« - »Lad gaa, din Gavtyv!« siger han; »jeg skal selv tale med Chefen og faa ogsaa hans Minde; men jeg skal nok tie stille med dit Puds og bilde ham ind, at Messingjens af Medlidenhed selv havde forlangt at faa den syge Dragon paa Ryggen.« - Det gik nu altsammen, som det skulde. Vi red ind ad Byen, og der stod de store og de smaa udenfor Porte og Døre for at bede os velkommen. Jeg skottede efter Helle - jo! hun var der redelig nok, og da hun fik Øje paa mig og jeg lod min Pallask hilse hende, da glinsede hun over hele sit Ansigt, som om hun skulde have været ud at fæste Piger, som de siger for et Mundsprog.

284

A lued som Ingenting; aa A søe Godaw baadde te di Gammel aa te di Unng; men A gjor ingen Faaskjæl. Da vi had faat wo Nætter (de war ett ant end Boghwedgrød, aa di wa fatte, aa dæ war ett Ant end no sølle blaasuur Mjelk aa depp dem i), saa gik A ud aa fuer aa - et Støk Brøe had A lested ud aaw Skoffen derinn unne Skywwen. - Jens rimmed, da han soe mæ, aa løjted de hæ Brø. »No skal Do ha dehier forudden di Ransoen« søh A te ham »ka Do saa sto ve aa bæhr Jen te forudden mæ?« - »Hohohohohohoho!« søh han: »De ær Uer nok« søh A, »Do skal ett kom te aa faatryhd et.« - Mædesamm kam Helle. Hun wa baadde glaae aa saarren; saa smill hun, aa saa græd hun, aa somti beggi Diel po jengaang. No te de sku te aa vær Alwor mæ hin Ræmning, no bløw hun en bettekon hwaws i ed »Di er aallywl mi Faaræller, aa de æ mi Føhdegoer A ska aalle sie i min Daww mier, A skal ud imell Fremmed, aa ha ikkun jen jenneste Ven. Rasmus, Rasmus! vil Do væ gue ve mæ?« - »Do ka sie« søh A, »hudden A er imod Jens, aallywl han æ kon et Umælend: A dieler mi sihst Mundfuld Brø mæ ham - hudden skull A nowntier blyw slem ve Dæ?« - »Men hudden skal A slep hæfræe?« søh hun saa. - »De haar A betint« søh A; »de skal ingen Faahr ha.« Saa fløjed A hin mi Staallklæjr: Luh, aa Kittel, aa de Hiele, et Pa Hueser aa et Pa Skow, aa ba hin go ind i Herberret, aa draw aa hinner ejn Klæjr, aa i mihn. Dem hun wa trokken aa skul hun saa kyll i Søen, dæ wa dæ tæt ve Goeren, faa de di ku trow te hun had drowned sæ sjel. Saa klint A hinner aasse en døgti Knevvelsbaaft øwer hinne Mund. Den haad A gjoer aaw di udder Enner aaw Jenses Mank. De grint hun ad. »Go no« søh A, »hen a Vejen naer epo, te Do komme te den Bøj, dæ legger her en Miilsvej hæfræe. Saa ka Do go ind i Krowret, aa blyw te vi kommer, aa de skal et ue lænng. Men Do ska bæ Dæ te, som Do wa møj øwwewunnen.« - No da: hun gjohr som A haad unneviist hin. Et Pa Staahn ætter, søhn i Dawskjaret, saa pillred Skadronen aa. Da vi kam te de hæ Krowr, aa gjo Holdt, kam hun relle nok staglend ud, aa ba, om ett Jen a wos vill ta hin op. »Hwa skaae Do?« sø A. »A æ rien skit« søh hun, »A kan ett goe længer.« - A soe te Riksmæjsteren, aa spuhr om Telladdels. - »Javel« søh han; »men hvor Satan vil Du saa ha - den Du veed nok?« - »De haar ingen Nøe«

285

Jeg lod som ingenting; og jeg sagde Goddag baade til de gamle og til de unge; men jeg gjorde ingen Forskel. Da vi havde faaet vor Nadver (det var ikke andet end Boghvedegrød, og de var fattige, og der var ikke andet end noget sølle blaasur Mælk at dyppe dem i), saa gik jeg ud for at fodre af - et Stykke Brød havde jeg listet ud af Skuffen derinde under Skiven. - Jens rimmede, da han saa mig og lugtede det her Brød. »Nu skal du have det her foruden din Ration,« sagde jeg til ham, »kan du saa staa ved at bære en til foruden mig?« - »Hohohohohohoho!« sagde han. »Det er Ord nok,« sagde jeg, »Du skal ikke komme til at fortryde det.« - Med det samme kom Helle. Hun var baade glad og sorgfuld; saa smilede hun, og saa græd hun, og sommetider begge Dele paa en Gang. Nu at det skulde til at være Alvor med hendes Rømning, nu blev hun en lille Smule forknyt ved det. »De er alligevel mine Forældre, og det er min Fødegaard, jeg skal aldrig se i mine Dage mere, jeg skal ud mellem fremmede og have ikkun en eneste Ven. Rasmus, Rasmus! vil du være god ved mig?« - »Du kan se,« sagde jeg, »hvordan jeg er mod Jens, alligevel han er kun en Umælende; jeg deler min sidste Mundfuld Brød med ham - hvordan skulde jeg nogen Tid blive slem ved dig?« - »Men hvordan skal jeg slippe herfra?« sagde hun saa. - »Det har jeg betænkt,« sagde jeg. »Det skal ingen Fare have.« Saa flyede jeg hende mine Staldklæder: Lue og Kittel og det hele, et Par Hoser og et Par Sko, og bad hende gaa ind i Herberget og drage af sine egne Klæder og i mine. Dem hun var trukken af, skulde hun saa kyle i Søen, der var der tæt ved Gaarden, for det de kunde tro, at hun havde druknet sig selv. Saa klinede jeg hende ogsaa en dygtig Knebelsbart over hendes Mund. Den havde jeg gjort af de ydre Ender af Jenses Manke. Det grinte hun ad. »Gaa nu,« sagde jeg, »hen ad Vejen Nord paa, til du kommer til den By, der ligger her en Mils Vej herfra. Saa kan du gaa ind i Kroen og blive, til vi kommer, og det skal ikke vare længe. Men du skal bære dig ad, som du var meget overvunden.« - Nuda: hun gjorde, som jeg havde undervist hende. Et Par Stunder efter, saadan i Dagskæret, saa pilrede Eskadronen af Da vi kom til den her Kro og gjorde Holdt, kom hun staglende ud og bad, om ikke en af os vilde tage hende op. »Hvad skader du?« sagde jeg. »Jeg er rent skidt,« sagde hun, »jeg kan ikke gaa længer.« - Jeg saa til Ritmesteren og spurgte om Tilladelse. - »Javel!« sagde han; »men hvor Satan vil du saa have - den, du ved nok?« -»Det har ingen Nød,« sagde jeg, »jeg vover Messingjens.« - »Naa naa!« 286 søh A, »A wower Messingjens.« - »Naa naa!« søh han, »det faaer Jens og Du enes om.« »Vi æ jenss aallereh,« suert A; aa saa wa den Snak faabi.

Mi Kammeraater i Plotongen soe po den hæ bette Draguen mæ de megtige Skjæg, aa grint let a ham; men ejsen spraakked di et te ham, faa di trowed, te han wa syg.

No! de er ett wahr, aa gjø vidt aa bredt a de hæhr Værkerie. Vi kam godt hjem, aa vi lo lyws ætte wos po Præjkstuelen, aa vi holt Bryllup de snaarest vi kunn, aa - men de æ sann: A haad snaar glemt aa faatæl, hudden de sihn gik mæ Messingjens. Da vi kam te Haassens, saa had han aasse udtjent, aa bløw saalt mæ nowr anner Udsættere. A kjøwt ham, aallywl han kaast wal møj. Men A saa te ham: »Messingjens!« saah A, »A vil ha Dæ, aa plej Dæ aa hehd Dæ po din gammel Daw, de haa Do faaskylt.« - »Hohoho!« søh han; de howed han. A bedrow ham heller ett: A had ham po sywend Oer, aa han had bejr Daw end A haad sjel, faa han bestelt slet ett Ant, end A rej po ham engaang imell te Kjøvstajen, aa i Sæhti somda. - Men vi ka ett løww te evig Ti - Jens maat aasse astej. - A haad engaang wo hjemmenfræ en fi Daw, aa da A kam i Goeren, wa der ikk et løwend Minnisk aa sie hwerken op elle nier, undtawn mi gammel Mowr, dæ stod aa ragt i Grødden po Skaastienen. »Gus Frej!« søh A, »hudden æret fat? hwor ær aall di Anner?« »Di ær uhd i Towten ve Messingjens« søh hun, »faa han ve te aa støwt.« A gik derud. Di stued om ham baade Helle, aa behgi wo Bønh, aa Kaalen aa Pigen, aa Jens loe imell dem po hans Sih. »De æ nok skit mæ Dæ« søh A. Han letted hans Howd, aa soe saa naalle te mæ, aa sokked, aa loe Howdet nier igjen, strækked hans Bien aa døh. -»Helle!« søh A, »han skul indda begrawes let heddele; A vil ikke træk Kjowlen aa ham faar aalle de; aa han ska jores i Kalgoren, faar A vil hwerken ha Swyen eller Hunn te aa snahg i ham.« - Saa kam han da aasse te aa legg unne den stuer Avvil, som mi Faaer had stammed. - Hwægaang A sie Træet, tinker A po Messingjens.«*

*
287

sagde han, »det faar Jens og du enes om.« »Vi er enige allerede,« svarede jeg; og saa var den Snak forbi.

Mine Kammerater i Pelotonen saa paa den her bitte Dragon med det mægtige Skæg og grinte lidt ad ham; men ellers talte de ikke til ham, for de troede, at han var syg.

Naa, det er ikke værd at gøre vidt og bredt af de her Sager. Vi kom godt hjem, og vi lod lyse efter os paa Prædikestolen, og vi holdt Bryllup det snareste vi kunde, og - men det er sandt: jeg havde snart glemt at fortælle, hvordan det siden gik med Messingjens. Da vi kom til Horsens, saa havde han ogsaa udtjent og blev solgt med nogle andre Udsættere. Jeg købte ham, alligevel han kostede vel meget. Men jeg sagde til ham: »Messingjens!« sagde jeg, »jeg vil have dig og pleje dig og hæde dig paa dine gamle Dage, det har du forskyldt.« - »Hohoho!« sagde han; det huede ham. Jeg bedrog ham heller ikke: jeg havde ham paa syvende Aar, og han havde bedre Dage, end jeg havde selv, for han bestilte slet ikke andet, end jeg red paa ham engang imellem til Købstaden, og i Saatid og Høsten kunde han tage et Bed nu og da. - Men vi kan ikke leve til evig Tid - Jens maatte ogsaa af Sted. - Jeg havde engang været hjemmefra en fire Dage, og da jeg kom i Gaarden, var der ikke et levende Menneske at se hverken oppe eller nede, undtagen min gamle Moder, der stod og ragede i Grøden paa Skorstenen. »Guds Fred!« sagde jeg, »hvordan er det fat? hvor er alle de andre?« »De er ude i Toften ved Messingjens,« sagde hun, »for han vil til at styrte.« Jeg gik derud De stod om ham, baade Helle og begge vore Børn og Karlen og Pigen, og Jens laa imellem dem paa sin Side. »Det er nok skidt med dig,« sagde jeg. Han lettede sit Hoved og saa saa naadelig til mig og sukkede og lagde Hovedet ned igen, strakte sine Ben og døde. - »Helle!« sagde jeg, »han skulde endda begraves lidt hæderligt; jeg vil ikke trække Kjolen af ham for aldrig det; og han skal jordes i Kaalgaarden, for jeg vil hverken have Svin eller Hunde til at snage i ham.« - Saa kom han da ogsaa til at ligge under den store Abild, som min Fader havde stammet. - Hvergang jeg ser Træet, tænker jeg paa Messingjens.«

288

»De war en knøw Histaarri den« saah Mads Uhr, »aallywl den war om en Hæjst. Men no skal A faatæll Jer jent om en Staahkelsmand, aa hudden A kam ve ed mæ ham.«

»Hwissommensti - saah han no Mads Uhr - te I haa wor i Herning, ælle dæhromkring, saa veed I aasse te der ær en grumme stuer Mues dæ synnen for. Den samm Mues æ slet ett saa møj gjæw aa go øwwer faa Hwem der ett æ wal kint.

De wa de Sommer A tint ved Kræns, saa kam der en Kow isyk deruhd, aa de war aa dem A sku pas poe. A tow hin ve e Hwonn, aa A tow hin ve e Haahl; men hun vill slet ett sjæl hjælp te; aa nær Jen ve hjælp Jen, aajen ett ve gjør en bette Koen, hwa ska saa Jen blyw te? Som A stor aa bødler mæ den hæ speddels Kow, saa komme dær en Staahkelsmand derøwwer fræ Rind, - aa dem di kalle Rakkere. - »A for aa hjælp Dæ« saah han, »ta Do no ve e Hwonn, saa vel A læth ve e Haahl.« De batted, faa han prak hin aasse unner hin Haahl mæ hans Pigkjæp, aa saa fek hun isin aa vil sjæl krat ve. »Hwa gie Do mæ no faa de?« saah han. »A haar ett Nød aa gi Jer« saah A, »ant end Tak.« - »Dem vel A ett ha« swaahrt han; »men hwissommensti te A engaang sku kom isøk enten po den jenn Maahd eller po den aahn Maahd, ve Do saa læ mæ en Haaen, om Do æ tereh?« - »Da vel A aasse de« swaahrt A. »Godt nok!« saah han, aa saa stumred han aa op ad e Bøj te, aa saa wa de ett mier.

Hwitti war ed no, A kam te aa tien i Suuhns Præjstgoer? - De ka aasse væh de samm. A ku goe mæ e Hjølli, men hwo gammel A war, de ka A ett howw, for A vehd ett saa nøww, hwo gammel A æ no. E Præjst war ælles en grumme gue Mand, men Gud bewaahrs faa Kuen, han had! Hun wa saa uen ve ham, som nown Kuen ka væhr, aa han had ett Hunds Ret ve hin. A haa redded ham tow Gaanng aa hinne Kløer - faa han war en bette faapint Sperris, aa hun wa stuer aa stærk, men A war indda stærker, aa ku majt hin. - Hun had faat isinn aa vil gjø Nød ve ham, A passer ett wal om aa sæjj, aa rennt ætte ham runnen om æ Goer mæ en Knyw i hinne Haaen, aa rovt, te hun sku gjø de hæhr ve ham. De kun A ett lih, aa saa tow A e Knyw fræ hin, aa trudd hin te aa væ skekkele - men de wa ejs ett de A vil sej. - Saa war 289 »Det var en knøv Historie den,« sagde Mads Ure, »alligevel den kun var om en Hest. Men nu skal jeg fortælle jer en om en Stakkelsmand, og hvordan jeg kom ved det med ham.«

»Hvis,« - sagde han nu, Mads Ure, - »at I har været i Herning eller deromkring, saa ved I ogsaa, at der er en grumme stor Mose der Sønden for. Den samme Mose er slet ikke saa meget gæv at gaa over for hvem der ikke er vel kendt.

Det var den Sommer jeg tjente hos Kristens, saa kom der en Ko i Synk derude, og det var af dem, jeg skulde passe paa. Jeg tog hende ved Hornene, og jeg tog hende ved Halen; men hun vilde slet ikke selv hjælpe til; og naar en vil hjælpe en, og en ikke vil gøre en Smule, hvad skal saa en blive til? Som jeg staar og bødler med den her speddels Ko, saa kommer der en Stakkelsmand derovre fra Rind - af dem, de kalder Rakkere. - »Jeg faar at hjælpe dig,« sagde han, »tag du nu ved Hornene, saa vil jeg lette ved Halen.« Det battede, for han prikkede hende ogsaa under hendes Hale med sin Pigkæp, og saa fik hun i Sinde at ville selv kratte ved. »Hvad giver du mig nu for det?« sagde han. - »Jeg har ikke noget at give jer,« sagde jeg, »andet end Tak.« -»Dem vil jeg ikke have,« svarede han; »men hvis at jeg engang skulde komme i Synk enten paa den ene Maade eller paa den anden Maade, vil du saa laane mig en Haand, om du er tilrede?« - »Da vil jeg ogsaa det,« svarede jeg. »Godt nok!« sagde han, og saa stavrede han op ad Byen til, og saa var det ikke mere.

Hvilken Tid var det nu, jeg kom til at tjene i Sunds Præstegaard? - Det kan ogsaa være det samme. Jeg kunde gaa med en Høle, men hvor gammel jeg var, det kan jeg ikke huske, for jeg ved ikke saa nøje, hvor gammel jeg er nu. Præsten var ellers en grumme god Mand, men Gud bevares for Kone, han havde! Hun var saa ond ved ham, som nogen Kone kan være, og han havde ikke Hunds Ret ved hende. Jeg har reddet ham to Gange af hendes Kløer - for han var en lille forpint Spirrevip, og hun var stor og stærk, men jeg var endda stærkere og kunde magte hende. - Hun havde faaet i Sinde at ville gøre noget ved ham, jeg passer ikke vel om at sige, og rendte efter ham rundt om Gaarden med en Kniv i sin Haand og raabte, at hun skulde gøre det her ved ham. Det kunde jeg ikke lide, og saa tog jeg Kniven fra hende og truede hende til at være skikkelig - men det var ellers ikke det, jeg vilde sige. - Saa var jeg engang, medens jeg tjente 290 A engaang, mens A tint dæhr, uhd ad e Kjaer aa sie atter e Hoe.* Aa saa komme de hæ Kompen - den samm Staahkelsmand staggrend hen ad e Wajjs imued mæ, aa han had tow Kwinner ifølle mæj, aa di had hwæhr aa dem en Ueg o e Røgh, aa et Baan i hwæ Ueg. »Godaw skal I ha!« saah A. »De ska Do sjæl ha« saah han. »Hudden haae di Kow ed? Haa Do ett læd hin go idøj sihn?« - »Aaaaenej!« saah A, »aa I skal indda ha Tak jengaang inoh.« - »Tiene Do i den hæ Kon Præjstgoer?« saah han. - »De gjør A« saah A. - »Hø! vedd Do hwa« saah han, »ku Do ett sie aa hæhl mæ di hæ tow Diller mæ dje Grumslinger en Daw øwr; for imuen ska dæ væ Jawt ætte wo Folk, aa A vil ett gjahn ha dihæhr i Viborrehuus; A ska nok hyt mæ sjæl.« - »A ve sie hwa A ka gye« swaahrt A; »læ dem komm hæ søhn let ætte Sengeti te de væjster Huus dæhr, saa skal A fo en Stej tereh, aa hjælp dem op o e Hjøstaang - men haar I sjæl no Ehdels aa no Drikkels?« - »De haar ingen Nøe mæ de« saa han, »aa no ve vi gi Dæ Faawal te æ Suel æ wal nier.« - Saa sluntred di aa hen o æ Wajjs te en Jenstægoer, aa om Awtenen kam di rehle nok, aa A hæll di hæ Kwinner aa di hæ Bøhn te den aahn Awten, aa saa lested di aa igjen. - Far A skeltes ve dem, saae æ Kompen: »A vil ælles gjahn faaskyll Dæ de hær Støk - æ dær ett Nød Do haa mød Løst te?« - »Jah!« saa A »hwa sku de væhr? hm! - de jennest wa Muotens An-Kjestien dær i den Goer, hwor I gik te iahs. Men hinne Foræller vil ett la mæ fo hin, faa di sæjer: A haa faa let, aa de haar A aasse.« - »Hm! Falle!« sæje han, »Do sir ued te aa ha et Pa gue stærk Arrm; de ær en gue Arrepaaet, aa hun haa Skjellinger - om et Par anne Daw ka Do jow faasøgh hudden den Gammel ka væ tesinds. A ska spon te, de bæjst A ha laer.« - De lotted A ætter; faa Skam slaa dem di hæ Rakkere! di ær ett saa mød taavvele. Di ka baadde spoe aa vis igjen, aa di ka gjø baadde Unt aa Godt lissom de ka fall.

A spekkeliered o de hæhr en Pa Daww, aa nød aa e Nætter mej, aa saa den treddi Daw, dasked a hen te Muotens. An-Kjestien stod aalljen udden for æ Puet, aa vænt æ Røg te, faa hun wa ve aa glodder en Væg: saa A kam bag po hin, innen hun vedst aa et. »Jøsses! er de Dæ?« rovt hun, »hwo haa Do woer i all di manne Daww?« - »A ha wo hjemm, aa ad æ Mark, aa i æ Hie, lissom de ku byh sæ. Aa no kommer A, aa vil sie te Dæ.« - »A er ett waer aa sie epo« swaahrt hun, aa jow * 291 der, ude ad Kæret at se efter Hoet. Og saa kommer den her Kumpan - den samme Stakkelsmand - stagrende hen ad Vasen imod mig, og han havde to Kvinder i Følge med, og de havde hver af dem en Vugge paa Ryggen og et Barn i hver Vugge. »Goddag skal I have!« sagde jeg. - »Det skal du selv have,« sagde han. »Hvordan har din Ko det? Har du ikke ladet hende gaa i Dy siden?« - »Aa nej!« sagde jeg, »og I skal endda have Tak engang endnu.« - »Tjener du i den her Smule Præstegaard?« sagde han. - »Det gør jeg,« sagde jeg. - »Hør! ved du hvad,« sagde han, »kunde du ikke se at hæle mig de her to Diller med deres Grumslinger en Dag over; for i Morgen skal der være Jagt efter vore Folk, og jeg vil ikke gerne have de her i Viborghus; jeg skal nok hytte mig selv.« - »Jeg vil se, hvad jeg kan gøre,« svarede jeg; »lad dem komme her saadan lidt efter Sengetid til det vestre Hus der, saa skal jeg faa en Stige tilrede og hjælpe dem op paa Høstænget - men har I selv nogen Ædelse og nogen Drikkelse?« - »Det har ingen Nød med det,« sagde han, »og nu vil vi give dig Farvel, til Solen er vel nede.« - Saa slentrede de hen paa Vasen til en Enstedgaard, og om Aftenen kom de redelig nok, og jeg hælede de her to Kvinder og de her Børn til den anden Aften, og saa listede de af igen. - Før jeg skiltes ved dem, sagde Kumpanen: »Jeg vil ellers gerne forskylde dig det her Stykke - er der ikke noget, du har megen Lyst til?« - »Ja,« sagde jeg, »hvad skulde det være? hm! - det eneste var Mortens Ane Kirstine der i den Gaard, hvor I gik til i Aftes. Men hendes Forældre vil ikke lade mig faa hende, for de siger: jeg har for lidt, og det har jeg ogsaa.« - »Hm! Farlil!« siger han, »du ser ud til at have et Par gode stærke Arme; det er en god Arvepart, og hun har Skillinger - om et Par andre Dage kan du jo forsøge, hvordan den gamle kan være til Sinds. Jeg skal spaane til, det bedste jeg har lært.« - Det lyttede jeg efter; for Skam slaa dem, de her Rakkere! de er ikke saa meget taabelige. De kan baade spaa og vise igen, og de kan gøre baade ondt og godt, ligesom det kan falde.

Jeg spekulerede paa det her et Par Dage og noget af Nætterne med, og saa den tredie Dag daskede jeg hen til Mortens. Ane Kirstine stod alene udenfor Porten og vendte Ryggen til, for hun var ved at glodre en Væg, saa jeg kom bag paa hende, inden hun vidste af det. »Jøsses! er det dig?« raabte hun, »hvor har du været i alle de mange Dage?« -»Jeg har været hjemme og ad Marken og i Heden, ligesom det kunde byde sig. Og nu kommer jeg og vil se til dig.« - »Jeg er ikke værd at se 292 hin ploddered Hinner nier i æ Doll, for a skyl æ Læhvi a dem. »A æ lih glaae« saa A, »entin Do æ guul elle groe, faa Do æ mæ den bæjst Ven i denne Wahren; men A ska wal aalle blyw værdig te aa ta Dæ ifawn i Tugt og Æhr.« - »De war ett got anned« saa hun, »men kahænsæ te vi for aa bih let.« - »A ka ett bih sue lænng« saa A, »faa mi Muer vil ha Ophold, aa enten skal A te æ Goer, eller aa en Søster; søhn æ de, aa de ka et blyww annelun.« - Saa begynt hun aa snøwws, aa tart hinne Øwn, aa sokked; men saah ett Nød. A had unt aa ed faa hin; men hwa Roe sku Jen het epo? - No! dæ kam indda Jen dæ ku kin wos Roe, aa de wa sgi de hæ samm Staahkelsmand. Han komme mæ den jenn aa hans Konner, aa had hans Glarkihst o æ Nakh, aa vil ind i æ Goer. Saa vænnt han sæ om imued wos, aa saah: »Si, si! hwa stor I hæhr aa besteller? Føl mæ mæ ind, bette Pihg! saa vil A si, om A ka laww et faa Jer; men blyw Do heruddenfaar saalænng, bette Kaal! saa vel A prøw hudden de ka goe.« - Di gik, aa A sat mæ po en Stien, dæ loe dær, aa lo mi Hænner sammen - A war et sue glaae. - A vedd ett hwo lænng A sad dær, faar A wa fallen isøwn; men saa wowned A ve de, te dæ wa Jen dæ kyst mæ, aa de war ingen Anner end An-Kjestien. »Sedde Do hæhr aa sower« saa hun, »følle ind mæj, no ær ed som de ska væhr. Æ Rakker haa taal got faa wos ve wo Muer, aa da ett Annet ku omvenn hinne, saa saae han: »»Dæ sedder en suot Kok o æ Raahn - I ku gjahn fo en røe jen te aa gaahl øwer Jer, hwes I ett gjø som A no sæjer.«« Dærøwr bløw hun en bette kon baanng, aa saah: »»De for aa væhr; men A seje Dæ, An-Kjestien! A vel beholl den suothjælmed Kow te mi Mjælken, aa A ve ha aal de Ophold A ka tekomm.«« »De ær ett mier en rimmele« saah A, »aa saa haah vi wal ett mier aa trækkes om. No ka Do læ lywws, nær Do tøkkes.« - »Hø! ved Do Hwa, An-Kjestien! sær A: »den hæ Stoeder han komme te aa ha en Kjennels, aa den vel A gi ham mæ en gue Villi; aa ka vi fo fat o ham, næ vi ska ha Gill, saa ska han aasse ha en Gryd Supp, aa en Høhn te sæ sjæl aa di hæ Kwinner aa di hæ Bøen.« - »De æ ret nok« saa hun; »aa A skal indda aasse gi dem en Træwl elle let mier a mi halgammel Klæjemon.«

Noddeda: Mi Guemuer gjor et villele Gill, aa dæ wa fult op i aalle Maahder. E Staahkelsmand wa der aasse, mæ hiele hans laanng Haahl; 293 paa,« svarede hun og jog sine pludrede Hænder ned i Dullen for at skylle Lervællingen af dem. »Jeg er lige glad,« sagde jeg, »enten du er gul eller graa, for du er mig den bedste Ven i denne Verden; men jeg skal vel aldrig blive værdig til at tage dig i Favn i Tugt og Ære.« -»Det var ikke godt andet,« sagde hun, »men kan hænde sig, at vi faar at bie lidt.« - »Jeg kan ikke bie svart længe,« sagde jeg, »for min Moder vil have Ophold, og enten skal jeg til Gaarden eller og en Søster; saadan er det, og det kan ikke blive anderledes.« - Saa begyndte hun at snøvse og tørrede sine Øjne og sukkede, men sagde ikke noget. Jeg havde ondt af det for hende, men hvad Raad skulde en hitte paa? - Naa, der kom endda en, der kunde kende os Raad, og det var sgi den her samme Stakkelsmand. Han kommer med den ene af sine Koner og havde sin Glaskiste paa Nakken og vilde ind i Gaarden. Saa vendte han sig om imod os og sagde: »Se se! hvad staar I her og bestiller? Følg med mig ind, lille Pige! saa vil jeg se, om jeg kan lave det for jer; men bliv du her udenfor saalænge, bitte Karl! saa vil jeg prøve, hvordan det kan gaa.« - De gik, og jeg satte mig paa en Sten, der laa der, og lagde mine Hænder sammen - jeg var ikke svart glad. Jeg ved ikke, hvorlænge jeg sad der, for jeg var falden i Søvn; men saa vaagnede jeg ved det, at der var en, der kyssede mig, og det var ingen anden end Ane Kirstine. »Sidder du her og sover?« sagde hun, »følg ind med, nu er det, som det skal være. Rakkeren har talt godt for os ved vor Mo'-er, og da intet andet kunde omvende hende, saa sagde han: »Der sidder en sort Kok paa Ranen - I kunde gerne faa en rød en til at gale over jer, hvis I ikke gør, som jeg nu siger.« Derover blev hun en bitte Smule bange og sagde: »Det faar at være; men jeg siger dig, Ane Kirstine! jeg vil beholde den sorthjelmede Ko til min Mælkeforsyning, og jeg vil have al den Ophold, jeg kan tilkomme.« »Det er ikke mere end rimeligt,« sagde jeg, »og saa har vi vel ikke mere at trækkes om. Nu kan du lade lyse, naar du tykkes.« - »Hør! ved du hvad, Ane Kirstine!« siger jeg: »den her Stodder, han kommer til at have en Kendelse, og den vil jeg give ham med en god Vilje; og kan vi faa fat paa ham, naar vi skal have Gilde, saa skal han ogsaa have en Gryde Suppe og en Høne til sig selv og de her Kvinder og de her Børn.« - »Det er ret nok,« sagde hun; »og jeg skal endda ogsaa give dem en Trævl eller lidt mere af mine halvgamle Klæder.«

Nu da: min Godemoder gjorde et prægtigt Gilde, og der var fuldt op i alle Maader. Stakkelsmanden var der ogsaa med hele sin lange 294 men di fek da dje Løwmaahd faa dem sjæl, I ka nok veed, ve de di war aa Rakkerslawet. Ham ga A en Ullenskjøt, aa An-Kjestien ga e Kwinner hwær en Luh aa et Kaasklæ, aa et Støk Væjmel te en Pigh te hwær aa e Unger, aa di wa faahle got faanøwed.

Mæ aa An-Kjestien vi had løwd en fir Oer got sammen, som vi gjør enno, aa i aal den Tid had vi ett sit nød te den hæ Staahkelsmand; aalywl vi had snakked om ham baade degaang aa degaang. Somti tinnt vi te han wa bløwen øh, aa somti te di had sat ham ind i æ Viborrehuus. Noddeda: saa war ed, da vi sku ha wor annen Dreng i Kjerk - ham Saahren - A gik te æ Præjst faar aa fo de hær Værkerie gjor istand. Som A kommer o æ Wajjs lihg po de sjæl samm Stej, hwor A soe den Staahkelskompen føhst Gaang, saa sier A Jen, dæ legge ve den jen Sih aa æ Wajjs po hans Røgh i æ Lyng aa mæ hans Bien i æ Grobb. De wa sgi ham, A ku nok kinn ham. »Hwofaa legge Do hæhr? aalljenn?« saa A »skaae Do nød?« - »A trowr A vel te aa døe« saa han; men han hwæhst et ud, A ku knap faastoe ham. »Hwoer æ di hæ Kwinnfolk« saa A »Do plejer aa ha mæ Dæ? Haa di faalat Dæ, aa læt Dæ legg hæhr o æ Wajjs?« - Han vrikked mæ hans Howd, aa hwesked: »en To Wand!« - »De skal A gi Dæ« saa A, aa saa tow A nød aa de Rejnwand, dæ stod i æ Grobb, de tow A i mi Hatskyhgi, aa holt te æ Mund a ham. Men de war ingen Nøth te, faa han ku ett drekk længer, men han ga et Spjat mæ æ Bien, aa gawt, aa saa war æ Aan aah ham. - A had indda unt aa ed faa ham, aa da A kam te æ Præjst, ba A ham, te de hæ sølle Spøgels maat blyw kaast nier i æ Kjerrgoer. De ga han mæ Low te, aa saa hinnt A ham o mi ejen Wown, aa slow nø Fiel sammel om ham aa kyl ham nier i de nordvest Hjøn aa æ Kjerrgoer, aa dæh legger han.«

»Det wa no de« saah han Kræn Kapballe, »men huefor sedde Do saa stell Mari Kiølvroe! Ka Do hwerken faatæll ælle synng wos Nød?« -»De war ett omowle« suert hun, aa drow et Sok, aa saang saa vemoddele, te Jen sku haatte trow, te de wa hintes hin sjæl: 295 Hale; men de fik da deres Levemaade for sig selv, kan I nok vide, ved det de var af Rakkerslagsen. Ham gav jeg et Uldenskørt, og Ane Kirstine gav Kvinderne hver en Lue og et Korsklæde og et Stykke Vadmel til en Sløjkjole til hver af Ungerne, og de var farlig godt fornøjede.

Mig og Ane Kirstine vi havde levet en fire Aar godt sammen, som vi gør endnu, og i al den Tid havde vi ikke set noget til den her Stakkelsmand, alligevel vi havde snakket om ham baade dengang og dengang. Sommetider tænkte vi, at han var bleven øde, og sommetider, at de havde sat ham ind i Viborghuset. Nuda: saa var det, da vi skulde have vor anden Dreng i Kirke - ham Søren - jeg gik til Præsten for at faa den her Sag gjort i Stand Som jeg kommer paa Vasen lige paa det selvsamme Sted, hvor jeg saa den Stakkelskumpan første Gang, saa ser jeg en, der ligger ved den ene Side af Vasen paa sin Ryg i Lyngen og med sine Ben i Groben. Det var sgi ham, jeg kunde nok kende ham. »Hvorfor ligger du her alene?« sagde jeg, »skader du noget?« - »Jeg tror, jeg vil til at dø,« sagde han; men han hvæste det ud, jeg kunde knap forstaa ham. »Hvor ei de her Kvindfolk,« sagde jeg, »du plejer at have med dig? Har de forladt dig og ladet dig ligge her paa Vasen?« - Han vrikkede med Hovedet og hviskede: »en Taar Vand!« - »Det skal jeg give dig,« sagde jeg, og saa tog jeg noget af det Regnvand, der stod i Groben, det tog jeg i min Hatteskygge og holdt til Munden af ham. Men det var ingen Nytte til, for han kunde ikke drikke længer, men han gav et Spjæt med Benene og gabte, og saa var Aanden af ham. - Jeg havde endda ondt af det for ham, og da jeg kom til Præsten, bad jeg ham, at det her sølle Spøgelse maatte blive kastet ned i Kirkegaarden. Det gav han mig Lov til, og saa hentede jeg ham paa min egen Vogn og slog nogle Fjæle sammen om ham og kylede ham ned i det nordvestre Hjørne af Kirkegaarden, og der ligger han«.

»Det var nu det,« sagde han Kristen Katballe, »men hvorfor sidder du saa stille, Marie Kølvraa? Kan du hverken fortælle eller synge os noget?« - »Det var ikke umuligt,« svarede hun og drog et Suk og sang saa vemodeligt, at en skulde hartad tro, at det var hændt hende selv:

296

»De wa ve Helmestier Marri hun skul astej;
Hun had hin Tøw i Haanen, vil te aa go hin Vei.
Hun had no tint en Sommer i Palli Krænsens Goer;
Hun kam dædid mæ Suolen, hun wa kun sejsten Oer.
Den Ti hun war et bette Baaen, hin Faaer aa Muer wa dø;
Aa da hun saa bløw støhr, saa maat hun tien faa hinne Brø.
Da hun gik fram ve Staallen, hwo Palli Krænsen stued,
Da wa Marri saa saarren, hun knap ku fløt en Fued.
De war ett fri dæ stod en Tohr i Pallis Yww.
Kahænsæ han had hæje sit, te hun ku ve dem blyww.
Hun maat ett faa hans Mower, faa hun war et fatte Baaen;
Ejs vil di hat hweranner, men de skul no ett væ saaen.
»Faawal no Palli!« søh hun, da hun gik ham faabi.
Han tahrt hans Øwn, aa vænt sæ, aa søh: »Faawal Marri!«
Marri hun wa saa saarreful, hun tøt hwo hun gik fram,
Te aal den Diel hun møt de søh te hinne lissom han.
Aa hwær et Dywr, aa hwær en Fowl, hwæ Træe hun kam faabi,
De søh te hinne lissedan: »Faawal, Faawal Marri!«
De lakked ued ad Awten, aa Kaakken po hans Raahn
Hun tøt, te nær han gaall han søh: »Faawal dit sølle Baaen!«
Hun tøt, te baade Bæsteren aa Kowen mæ hin Kalh
Di soe saa naahle te hin, aa søh: »Marri Faawal!«
Aa Hunnen i den Goer han fulle hin et Støk po Vej;
Aa da han vænnt, han lued indda han vil wott længer mæj.
Marri hun græed saa moddele. »Gid A ku sæj no snaar,
Faawal te hiele Wahren: saa war A wal faawaaer.
I Wahren ær A jenner, A haar slet ingen Ven.
Gid A mæ mi Faaræller no ku samles raae igjen!«
Aa fahr et Fjarringoer war omm, da wa hun stinh aa kaalh,
Fa Suolen kam igjen, da loe Marri i suoten Maalh.«

297

»Det var ved Helmissetider Marie hun skulde af Sted;
hun havde sit Tøj i Haanden, vilde til at gaa sin Vej.
Hun havde nu tjent en Sommer i Palle Kristensens Gaard;
hun kom derdid med Svalen, hun var kun seksten Aar.
Den Tid hun var et bitte Barn, hendes Fader og Moder var død,
og da hun saa blev større, saa maatte hun tjene for sit Brød.
Da hun gik frem ved Stalden, hvor Palle Kristensen stod,
da var Marie saa sorrigfuld, at hun knap kunde flytte en Fod.
Det var ikke frit der stod en Taare i Palles Øje.
Kan hænde sig, han havde heller set, at hun kunde ved dem blive.
Hun maatte ikke for hans Moder, for hun var et fattigt Barn,
ellers vilde de haft hverandre, men det skulde nu ikke være saadan.
»Farvel nu, Palle!« sagde hun, da hun gik ham forbi.
Han tørred sine Øjne og vendte sig og sagde: »Farvel, Marie.«
Marie hun var saa sorrigfuld, hun tyktes, hvor hun gik frem,
at al den Del, hun mødte, det sagde til hende ligesom han.
Og hvert et Dyr og hver en Fugl, hvert Træ, hun kom forbi,
de sagde til hende lige saadan: »Farvel, farvel, Marie!«
Det lakked ud ad Aften, og Kokken paa sin Rane,
hun tykte, at naar han galede, han sagde: »Farvel, dit sølle Barn!«
Hun tykte, at baade Bæsterne og Koen med sin Kalv
de saa saa naadelig til hende og sagde: »Marie, farvel!«
Og Hunden i den Gaard han fulgte hende et Stykke paa Vej;
og da han vendte, han lod endda, han vilde været længere med.
Marie hun græd saa modelig: »Gid jeg kunde sige nu snart
Farvel til hele Verden, saa var jeg vel forvaret.
I Verden er jeg ene jeg har slet ingen Ven.
Gid jeg med mine Forældre nu kunde samles snart igen!«
Og før et Fjerdingaar var omme, da var hun stind og kold;
før Svalen kom igen, da laa Marie i sorten Muld.«

298
299

Efterskrift og noter

300
301

Efterskrift

KUN FORTÆLLINGEN ER TILBAGE

I. Den ex-centriske digter

Da St. St. Blicher i 1824 offentliggjorde sin første egentlige novelle, Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, var han 42 år og havde levet over halvdelen af sit liv. Bag sig havde han både skuffede og tilfredsstillede litterære ambitioner, men mest det første. Lige fra han i 1807 udgav sin værdsatte oversættelse af første bind af Ossian, et sjælsdyrkende helte-epos af skotten James Macpherson, havde han drømt om at blive digter, dvs. anerkendt som fortolker af tilværelsens grundvilkår, smerte og skønhed, formidlet i de klassiske lyriske eller dramatiske genrer. Som halvhjertet gymnasielærer i Randers, engageret forpagter i Randlev og senere som folkelig men fattig præst i Thorning havde han forsøgt at skaffe sig den fornødne tid til at pleje sin digteriske drift. Han havde giftet sig med sin farbrors meget unge og meget smukke enke, år efter år fået børn med hende, og hurtigt og sikkert - godt hjulpet på vej af den almindelige økonomiske krise i samfundet - forødt hendes formue. I 1814 og 1817 havde han udgivet to ret upåagtede digtsamlinger, og i 1822-23 havde han arbejdet ihærdigt på en samling lyriske Bautastene med bidrag af ham selv og ikke mindst de beundrede kollegaer Grundtvig, Oehlenschläger og Ingemann. De var svære at få til at bidrage, og antologien endte med at indeholde flere digte af Blicher end af de tre tilsammen.

Selv om Blicher følte, han burde høre til, var han hele sit liv udenfor. Ingemann, som var den eneste af tidens toneangivende digtere, han havde nærmere kontakt med, kan ikke siges at have gjort meget for at bevare forbindelsen til sin jyske kollega. Deres korrespondance strækker sig med store mellemrum over 22 år. Kun Blichers breve er bevaret, og af dem fremgår det flere steder, at han føler sig glemt og overset af den »hjerteelskede Ven« - sådan tiltaler han næsten besværgende Ingemann. Både han og Grundtvig modtog inderlige opfordringer til at deltage i Blichers Himmelbjergmøder i 1840-42, men i nogle breve fra Grundtvig er det tydeligt, at han i hvert fald ikke 302 lagde vægt på at bevare forbindelsen til den fjerne digter. Grundtvig taler om den »Blicherske Dagunderholdning« og kalder den »kold« og »stiv«, og i et brev til Ingemann skriver han, at Blichers program for stævnet i 1842 er »langtfra at synes mig indbydende«.

Festerne skulle fremme det nationale og folkelige fællesskab, og det er klart at Blicher har fundet det naturligt at netop Grundtvig og Ingemann deltog, men de kom aldrig. Det virker som om de end ikke sendte afbud.

Selv om Blicher hele livet bestræbte sig på at placere sig i den litterære offentlighed, følte han sig nok aldrig fortrolig med dens københavnske væsen. I brevene til Ingemann satiriserer han over J.L. Heiberg og hans æstetiks formalistiske tomhed, men han kaster sig aldrig ud i en direkte polemik med Heiberg, og da han i 1833 for første gang træffer denne personligt, bliver han pludselig stolt og glad over at Heiberg taler venligt til ham:

Der er noget fundamentalt anderledes ved Blichers status som litterær åndsperson i samtiden. Hans sociale baggrund er typisk nok: Han er præstesøn og har fået den sædvanlige teologiske uddannelse - men han er født, opvokset og bosat i Jylland, er entusiastisk jæger og rationalistisk landøkonom. Han dyrker fysisk aktivitet af lyst, men også fordi han er overbevist om at den holder ham rask, at den kan kurere al svaghed Han søger naturen på anden vis end sine samtidige. Han drager nok ud i skovens og hedens ensomhed, men ikke for at finde romantikerens sakrale oplevelser, men for at betragte landskabet som han føler har formet hans personlighed, og for at snige sig ind på jagtens bytte. Han er en iagttager. Hans isolation, hans tilværelse i yderkanterne, er i væsentlig grad selvvalgt.

Myten om ham har tegnet billedet af den ulykkelige digter på ensomhedens jyske hede - drevet hjemmefra af en uforstående og utro kone. Sådan var det nok ikke helt. Han har været egenrådig og hensynsløs. Sikker på hvad han ville i bestemte sammenhænge, usikker i så mange andre. Og hele tiden måtte han tage stilling til sin

Han forærede mig og min Kone Friebilletter til Forestillingen i Randers, og kom mig med megen Artighed og - som det syntes - Oprigtighed imøde. Jeg kunde ikke være uhøflig. (8.8.1833) (Li-Tr II, 16) 303 husholdnings usikre økonomi. Tiggerbrevene til konge og indflydelsesrige personer afslører en mærkværdig blanding af selvbevidsthed og krybende underdanighed Det sidste har været almindeligt i den slags henvendelser, men i Blichers får det ekstra dimensioner af ynkelighed Han har imidlertid også været trængt med efterhånden 11 børn at forsørge, slidsomme og/eller magre embeder og aldrig rigtigt noget egentligt litterært gennembrud. Anerkendt efter fuld fortjeneste blev han først efter sin død.

Det er denne ex-centricitet - at være udenfor og at vide det - der gjorde ham til den kunstner, der i 1824 indstiftede en dansk prosatradition. Netop som den romantiske guldalderlyrik for alvor var etableret i den litterære offentlighed, sagde Blicher farvel til poesien og aftalte med tidsskriftet Læsefrugters udgiver fast at levere originale og oversatte historier.

Det måtte blive prosa han skulle skrive, for han blev betalt pr. ark han indleverede - og han skrev nu for at tjene penge. Det æstetiske måtte kombineres med det fornuftige.

Blicher er derfor mere hjemme i det 18. århundrede end han er i sit eget. Væsentlige træk af 1700-tallets rationalisme og følsomme individualisme prægede ham via hans opdragelse og forstærkedes af den geografiske og sociale position der på én gang var hans vilkår og hans valg. Dertil kom hans omfattende læsning af århundredets tyske og ikke mindst engelske litteratur. Den angelsaksiske litterære tradition fra Daniel Defoes insisteren på autenticiteten i historierne til Laurence Sternes leg med fortælleteknikken, er en del af hans litterære bagage. Men man kan heller ikke overvurdere hans omfattende læsning af den almindelige underholdningsbestemte novelle på både engelsk, tysk og fransk, hans kendskab til redskaberne, de faste episke former.

II. Den »uskyldige«fortæller

Når man læser Morten Vinges dagbog første gang gribes man af medlidenhed, fordi hans liv uafladeligt rammes af begivenheder der

På relativt kort tid skriver han nu Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Det er forunderligt at tænke på, at han ikke selv i første omgang var klar over at han havde skabt et lille mesterværk. 304 ændrer det og hans forhåbninger til det - og stadig kraftigere understreger hans ensomhed, der således får karakter af skæbne. Morten synes at blive kastet omkring på tilværelsens hav af blinde vinde, og hans histories sjæleligt fattede afslutning gør indtryk ved den smerte der dirrer lige bag de resignerede ord.

Det sker selvfølgelig ikke mindst på baggrund af den forholdsvis lange del af dagbogen der skildrer hans tidlige ungdoms fascination af det galante salonliv på godset og det spændende jagtliv i den omgivende jyske natur. Med påfaldende få midler får Blicher gennem Mortens naive men stærkt sansede iagttagelser gengivet overbevisende mennesketyper og en vældig stemning både ude og inde.

Det ligger derfor lige for at sige »ak, hvor forandret!«, når man ved endt læsning lukker dagbogen i, samtidig med at Morten Vinge lægges i graven i sin fædrene jord efter at have tilbragt det meste af sit liv som lejesoldat og krigsfange i Sverige og Sibirien.

Men det går ikke at nøjes med den historie! Mortens skrift gemmer nemlig på flere historier end han selv er klar over. Hans dagbog handler nok så meget om ham selv - om hvorfor han skriver som han gør.

Morten er en iagttager og står således i voldsom kontrast til sin legekammerat og ungdomsven Jens, der er en deltager og en »Pigernes Jens«. De er som komplementære størrelser. Hvor Morten dydigt lever op til Jens' præstefars pædagogiske og lærdomsmæssige forventninger, gør Jens alt for at droppe bøgerne og opsøge den frie fysiske udfoldelse på trods af den faderlige autoritet. Præsten favoriserer - påfaldende - dydsmønstret og lægger grumt afstand til sit kød og blod Ikke desto mindre græder Jens som pisket da faderen dør, mens Morten er »ilde tilmode«. Og på godset, hvor Jens solidarisk hjælper Morten til at blive ansat, blander den første sig med karle og piger, mens den sidste holder sig for sig selv.

Men den modsætningsfyldte samhørighed mellem dem fører jo til noget i Mortens liv. Jens lærer ham at gå på jagt, og samtidig med at Morten fascineres af denne aktivitet - dens skrækblandede lystfølelse - erhverver han ubevidst en viden om sin seksualitet. Han læser sig selvfølgelig også til den - men det er ikke læsningen der får ham til at handle, det er relationen til Jens. Eller - kunne man sige - til den del af sig selv som han fortrænger. Jens hjælper ham ikke alene op på godset og ud i skoven, han hjælper ham også ned i sengen hvortil 305 Frøken Sophie kommer som var hun kaldet! I det mørke værelse kan Morten træde ind i sit alter ego og endelig blive en deltager for en kort stund Det er først da han på vanlig selvhøjtidelig manér råber: »Evindelig min!« han igen træder tilbage og bliver taber. Igen bliver han fortæller i stedet for hovedperson i sin egen historie.

Morten er derfor ikke uden videre uskyldig i sit livs brudstykkevise fortælling. Lige så meget som han narrer læseren til at føle gysende medlidenhed med ofrene for en ond skæbnes tilskikkelser, lige så meget narrer han sig selv. Hans skrift er et filter der bruges til at fortrænge, hvor meget han selv har på spil. Det klareste eksempel på dette er hans erotiske kaneflyvetur med den dejlige Sophie. Beskrivelsen af begivenheden gøres tre gange i dagbogen: d 11. januar 1710, d 23. januar 1711 og d 12. januar 1751 (s. 12f, 16 og 31).

I den første er solen »rød, som en brændende Glød!«. Morten står bag Sophie og holder tømmerne således at han kan fornemme hvordan det er at holde om hende. Den letteste berøring er som at brænde sig på en »varm Kakkelovn«. Morten lader kanen flyve af sted. Beskrivelsen er i sin blanding af charmerende naivitet, præcise detaljer og erotisk ladning Blicher, når han er bedst.

Et år senere svigter hukommelsen Morten. I den forløbne tid er han ikke kommet nærmere til sit øjes lyst. Læsningen af Ars amoris har gjort det klart for ham at han er forelsket, men indsigten får ham ikke til at handle. Tværtimod, han digter sig ind i en eventyrverden: »Ak, Frøken Sophie! Gid du var en Bondepige, eller jeg en Prinds!« og så går han og venter på kaneføre for at kunne gentage oplevelsen! I erindringen finder begivenheden nu sted om aftenen, det er køligt måneskin i stedet for glødende solskin, og han forener sig med hendes skygge på den kolde, hvide sne. Kroppens sitrende nærhed er væk.

Den sidste gang han i dagbogen omtaler begivenheden er 50 år senere. Der er sket meget i mellemtiden, men hvis man skal tro ham - og det skal man som antydet ikke uden videre - blev hele hans liv levet færdigt da Jens og Sophie forsvandt ud af det. Resten af brudstykkerne er kun brikker til en afslutning. Den handler om at nå frem til det endelige mål, en velfortjent grav. I næstsidste dagbogsoptegnelse husker han tilbage til ungdommens glade, euforiserende oplevelse:

Min unge Sjel straalede ligesaa blankt og lysteligt som Maanen, og hendes var ogsaa reen, uplettet som denne nysfaldne Snee. (s. 31) 306 Det passer jo ikke! For det første havde han lyst til hende, til hendes køn. For det andet ved han nu - og har levet i mange år med den grufulde viden - at hun ikke var ren og uskyldig af væsen!

I ly af mørket smuttede hun fra herskabsfløjen ned til tjenerfløjen og hoppede i seng med Jens. Og da han selv troede at det var ham hun søgte, gjorde han sig ikke nogen overvejelser over hvor »reen« og,»uplettet« hun var!

Morten er altså ikke uskyldig i sin skæbnes triste historie. Han er en fortæller der garderer sig. Han skriver en sammenhæng frem i et forløb han selv har været med til at slå i stykker. Men det ved han selvfølgelig ikke, det er kun Blicher der ved det, og derfor ved vi det også.

Da novellen blev trykt første gang var dens titel som sagt Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Da Blicher senere udgav den i Samlede Noveller (1833) forkortede han titlen til En Landsbydegns Dagbog og strøg den afsluttende note: »(Fundet, gjennemseet og udgivet af S.S. Blicher)«. Han behøvede ikke længere at dokumentere det autentiske ved teksten ved at kalde den »Brudstykker«. Han havde indset at det var lykkedes ham i gengivelsen af Mortens skrift at få virkelighedens stykkevise historie gestaltet. Man kan måske sige, at han nu vidste at hans novelle var kunst og burde anerkendes som sådan. Han havde skabt en helhed Det var lykkedes ham at gøre Morten Vinge vedkommende og hans verden nærværende - og den livagtige spænding mellem de to størrelser til en pågående udfordring for læseren.

III. Enhver fortæller er sig selv nærmest

l

I 1826 opsagde Blicher sin kontrakt med udgiveren af Læsefrugter fordi han følte sig for ringe aflønnet, og fordi han kunne se sin fordel i - når han alligevel skulle pukle med skriveriet fra tidlig morgen - at starte sit eget tidsskrift. Han entrerede med Elmenhoff og Søn i Randers og udsendte i januar 1827 første nummer af Nordlyset.

Det kom godt fra start. I første kvartal var der 381 abonnenter, heraf 28 i København.

I 1825 havde han efter mange ansøgninger endelig opnået sin konges nådige opmærksomhed og fået tildelt et økonomisk set rigere 307 kald i Spentrup-Gassum sogne. Også det har vel ansporet ham til at blive selvstændig redaktør af et nyt tidsskrift, der i sin hensigt ikke adskilte sig væsentligt fra tidens standardleveringer af gode og hurtigt glemte historier.

Men Blicher kendte nu sin kompetence. Med let og hurtig hånd var han i stand til at skrue en bevægende historie sammen. Han kendte håndværket og vidste han kunne tjene penge på det Således udrustet skriver han inden for et par år tre noveller som er på niveau med Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, men som i slående grad udvider hans suveræne leg med spillet mellem begivenhederne og den der beretter om dem: Fortælleren er både den der skaber historien - og lider under den.

Der eksisterer en sej myte om Blichers unge kones erotiske letfærdighed Kombineret med den konkrete historie om, hvordan han overraskede hende i sengen med en elsker en decembermorgen i 1827, da han var stået tidligt op for at skrive i morgenens ro og ensomhed, har den været med til at overbevise generationer af læsere om, at novellen Sildig Opvaagnen handler om hans egen ulykke, om hvor hensynsløst han blev behandlet af sin meget udadvendte og promiskuøse kone.

Hvis den konkrete historie ligger bag novellen, kan man kun imponeres af Blichers kunstneriske omsætning af virkelighed til fiktion. For ved nærmere eftersyn handler novellen jo nok så meget om den der fortæller den, som om det der bliver fortalt. Pastor Wilhelm C* er ikke identisk med Blicher. Hans rædselsvækkende historie orn, hvordan et kvindeligt uhyre, en vampyr, samvittighedsløst underminerer moral og sædelighed i den lille idylliske købstad - med menneskelig ulykke og selvmord til følge - er ikke holdbar, hvilket afsløres på mange niveauer i hans fortællings konstruktion. Det gør den imidlertid blot mere spændende og frygt-indgydende.

Når læserens opmærksomhed flyttes fra historiens drama, dens sensationelle afsløring af hvad der foregik gennem samfulde tyve år bag den pæne borgerlige facade i provinsbyen, til hvordan fortælleren som tilsyneladende udenforstående er dybt involveret i sin beretning, er gyset langt mere omfattende. Et uhyre kan jo bekæmpes - men hvad stiller man op med et menneske, hvis menneskelighed man deler og hvis fortælling man bliver forført af, men hvis notoriske upålidelighed viser sig at være fortællingens inderste væsen?

308

Lige fra begyndelsen placerer Wilhelm sig i en speciel position. Han siger, at han på grund af sin fortrolighed med den bedragne ægtemand kendte mere til det grufulde forløb end alle andre med undtagelse af de direkte implicerede. Ligeledes fortæller han i sin histories optakt, at han tidligt foruroligedes af den senere fru L*s skjulte flirteri og tvetydige væsen:

Det var ikke saameget Jf. W*s Haandtryk, som det første Blik paa hendes Ansigt, der tilhvidskede mig: denne dejlige Pige er ikke for een Mand (s. 71f.)

Udsagnet er slående - og karakteristisk for Wilhelms egen fortæller-mæssige tvetydighed. For hvordan ser han dét, og hvordan kan han forstå hvad han ser? Hendes ydre røber jo ikke noget! Det er overhovedet hendes mest karakteristiske træk: Der er intet ved hende der røber hendes sanselige vellyst. Hun er den rene tækkelighed at se på. Men hendes lidenskabsløse ansigt skjuler i al sin blidhed noget fordægtigt, siger han. Hvordan ved han det?

Det gør han selvfølgelig kun fordi han genkender sig selv i hende - fordi der skal en tyv til at fange en tyv, som det engelske sprog udtrykker det i en fast vending.

De ligner hinanden - fortælleren og hans fortællings kriminelle centrumsfigur.

Sjovt nok kommer han selv til at anføre det! Endnu før han er kommet i gang med den egentlige historie, gør han lidt omstændeligt rede for, hvordan den selskabelige trekant mellem byens læge, præst og major er konstrueret. Lægen, L*, og majoren, H*, bor ved siden af hinanden, mens Wilhelm, C*, bor over for dem, således at de danner den rette vinkel CLH. Det er ikke sådan han angiver den, men det er sådan det hænger sammen. L* er centrum i deres spidsborgerlige samvær, ikke mindst fordi fru L* er det:

Frue L* var stille, men hendes hele Væsen havde noget Imponerende, Noget som antydede en højere Aandsoverlægenhed, som hun dog aldrig søgte at gjøre gjældende (...) (s. 74)

Det er jo en meget positiv og betagende karakteristik af forbryderen. Og det bliver så meget desto mere påfaldende, når Wilhelm et 309 åndedræt senere begynder at omrokere på trekantens bogstaver for at vise, at hvis parrene skulle have været parret efter gemyt og åndeligt slægtskab, skulle han og fru L* have været livspartnere!

Bemærkningen er helt neutral, men er netop derfor vigtig, for denne fortæller har kontrol over det han fortæller. Han fortæller historien mange år efter at begivenhederne har fundet sted, og han tillader sig at være sikker på at kunne udtale den moralske dom over det han har været vidne til. Derfor bliver hans lighed med fru L* i åndsoverlegenhed et raffineret selvudleverende træk i hans fortællings skrift. Hvis han fordømmer hende, må han forholde sig til sig selv. På denne diskrete måde relativerer Blicher hans historie og udleverer den til læserens egen stillingtagen.

Men selvfølgelig er Wilhelms historie om dramaet ikke til at komme udenom. Uanset hvor farisæisk dømmende og personligt upålidelig han som fortæller er, gør begivenhederne indtryk. Elise L*s adfærd er rystende i sin tilsyneladende samvittighedsfri ødelæggelse af ægteskab og venskab. Det er ubehageligt at læse om, hvordan det hele går ud over børnene. Denne sidste konsekvens har Elise vel ikke kunnet forudse, men alligevel må hun stå til ansvar for det kærlighedstab hun påfører sine børn. Og hun må selvfølgelig anses for skyldig i den stærke depression der fører til ægtemandens selvmord. Hendes erotiske udfoldelse er hensynsløs og destruktiv, deri har Wilhelm helt ret. Den stabile »Triangel«, det stille, gode, muntre liv blev med ét bragt til ophør - »ak, hvor forandret«!

Men det hører til den fremragende novelles stærkeste elementer, at Elises tre breve til sin hemmelige elsker gengives direkte. De relativerer fortællerens billede af den umenneskelige, sjælløse vampyrkvinde, ja, de tegner vel et helt andet. Elise taler sin kærligheds sag. Den hemmelige forbindelse til majoren er livgivende. På en måde kan man sige at hendes sanselighed ikke så meget er rettet mod en anden mand, som den er rettet mod det hemmelige rum manden befinder sig i i hendes sind. Det er ikke lægen hun er utro mod, hun er tro mod kærlighedens »dyrebare Gjenstand«, som hun helt må hengive sig til og give både legeme og sjæl. Brevenes kompromisløse og intense formuleringer modsiger Wilhelms påstande om at hun er uden indre varme. Tværtimod, der er en lidenskab i hende som står i voldsom kontrast til det provinsielle miljøs velordnede og selvgode idyl.

310

Egentlig udnytter Elise blot tidens dobbeltsyn på kvinden og seksualiteten. Da præst og læge i en fortrolig stund taler om Elises erotiske væsen, siger lægen, at hun om dagen er den veritable sædelighed - og lægger så den ene hånd på hjertet og den anden på munden for at antyde hvor hedt det går for sig om natten, i ly af mørket, i hemmelighed.

Kvindens væsen var for samtidens mand splittet i den dydige madonnafigur og den promiskuøse ludernatur. Kvindens seksualitet, hendes lyst, skulle holdes i det skjulte, hvor den opstemte mand kunne opsøge den. Lægen besynger sin ægteskabelige lykke, for Elise besidder begge sider uden nogen konflikt for ham. Tror han da. For da det hemmelige kommer for en dag, kan han ikke acceptere sin kones væsen. Han begår selvmord uden at have talt med hende.

Lægen siger til Wilhelm at han er »opvaagnet af en lang og sød Drøm« - derfor kalder Wilhelm sin fortælling Sildig Opvaagnen. Men historien får jo også navn af Blicher: Også Wilhelm vågner for sent. Han gør på intet tidspunkt noget for at bringe de to ægtefolk sammen og mægle mellem dem. Tværtimod, hvis man kigger nøje efter, opdager man at han fra sin udenforstående, iagttagende position hele tiden er med til at skubbe i den forkerte retning. Han er altid til stede men han er aldrig til gavn. Og netop på det tidspunkt hvor han kan være en »højst nødvendig Trediemand« (s. 87), nemlig da lægen og Elise skal mødes for første gang efter at alt er afsløret, er han der for en gangs skyld ikke. Han sover over sig.

Wilhelm fortæller sin historie i en rytme der viser, at han er klar over hvor dramatisk den er. Han har vores fulde opmærksomhed, vi forføres til at føle frygt og medlidenhed. Men samtidig placerer han sig selv i en sikker position - og når man opdager dét forstår man, at han kunne have fortalt en helt anden historie. Ikke mindst dén om, hvor tiltrukket af den faldne kvinde han selv var!

2

Det samme gør sig gældende i Hosekræmmeren, men ved hjælp af en ganske anderledes komposition og en anden type fortælleteknik. Blicher sætter to fundamentalt forskellige fortællemåder over for hinanden og skaber derved det felt hvori den tragiske historie bliver andet og mere end blot en blodig beretning om en skæbnesvanger galskab. Hosekræmmerenkens simple, upåtagede historie om de 311 grufulde konsekvenser af den forbudte kærlighed er et af de første eksempler på Blichers sans for, hvad der gemte sig af udtryksfuldhed i en jysk folkelig fortælletradition, og formen peger frem mod De tre Helligaftener og E Bindstouw. Men den står også i stærk kontrast til det ensomme, hedevandrende jeg's floromvundne formuleringer. Denne navnløse fortæller bringer os i novellens første halvdel tæt ind på dramaets forhistorie. Han angiver i sin lange effektfulde indledning, at han ud fra skyformationerne på den mennesketomme hedes åbne himmel kan fantasere sig til alle slags historier - senere får vi at vide at han er romanforfatter - men at han dybest set ikke tror på meningen med nogen af dem. For alt ville have været bedre hvis menneskenes stræben, deres begær efter »dit« og »mit« slet ikke fandtes.

Fortælleren indtager sin position. Det er bedre ikke at være involveret i noget. Hvis man er det, udsætter man sig for tab af liv og lykke. Hvis vi ikke var her i denne »sublunariske« tilværelse, ville intet forandres fra håb og glæde til sorg og evig smerte. Derefter lader han så læseren følge sig ind i hosekræmmerboligen, hvor det tragiske forløb tager sin begyndelse.

Her sidder han nu, romanforfatteren, og forstår alt hvad der foregår. Han ser Cecilias dejlighed, hosekræmmerens selvbevidste fadermagt, hans kones frygtsomme tvivlrådighed og Espens ungdommelige oprigtighed. Han fornemmer klart, på både det sagte og det usagte, den klassiske konflikt mellem pengenes fornuft og den grænseoverskridende kærlighed Læseren får endog at vide at fortælleren overvejer at gribe ind til fordel for det unge par ved at fortælle den yndefulde Cecilias jordbundne forældre, at »Rigdom ikke er nok til ægteskabelig Lyksalighed, at Hjertet ogsaa maae have sin Stemme.« (s. 114)

Men nu er han kommet for langt ud, nu er der noget på højkant. Den historie han således er ved at lægge an til, er for farlig, og han skynder sig at finde fornuftens trange og triste pengeargument frem. Han blander sig altså aldrig, han nøjes med at fortælle hvad der skete den varme sensommerdag i den lavloftede hosekræmmerstue.

Der er en forunderlig spænding mellem nærvær og afstand i hans fortællings skrift. Han fortæller historien længe efter dens dystre afslutning - »Og befandt jeg mig saaledes for en Deel Aar siden en stille varm Septemberdag langt ude i denne samme Hede« - men i fortællingens første halvdel er det som om han er samtidig med begivenhederne. Det er som om alle hans overvejelser over konflikten 312 mellem følelse og fornuft finder sted mens dramaets optakt udspilles lige for øjnene af ham. Han, fortælleren, er som en filmlinse der søger en historie og finder den, men som er helt uvidende om dens konsekvenser. Men det er han jo ikke! Han ved hvad det hele fører til, så hans »nærvær« er bedrag. Han er ikke et objektivt, registrerende øje - han er historiens fortæller, den der så at sige skaber den. Og det er da også ham der går hjem med den: »Min Phantasie var ene sysselsat med Cecilia og hendes rædsomme Skjæbne.« (s. 123)

Novellens afslutning knytter an til dens begyndelse. Den iagttagende, ordrige fortæller binder historiens sløjfe. Hans patetiske billedsprog klinger falsk mod enkens afdæmpede og smertefulde beretning. Som udenforstående havde han alle muligheder for at tænke anderledes og stille sig kritisk til den virkelighed han så. Det gjorde han ikke, og alligevel synes ingen selvbebrejdelser at hjemsøge ham. Kontrasten mellem hans favorisering af den fornuftige forbindelse og hans sørgmodige konklusion på dens resultat er skærende. Hans smerte skyldes kun hans egen historie - han er sentimental. Han behøver derved ikke at tage stilling til virkeligheden og sin egen rolle i den. Med sin historie sørger han for at dække sig ind.

3

Disse to eksempler på Blichers tekniske kunnen, hans sans for at skabe en dialektik mellem det dramatiske stof og dets tvetydige formidling, peger frem mod Præsten i Vejlbye. Som flere andre af hans noveller bygger den på historiske personer og hændelser, som han behandler digterisk meget frit. Ligesom Frøken Sophie i Brudstykker... er en figur der har den adelige Marie Grubbes erotiske udfoldelser og sociale deroute som forudsætning, er Søren Qvist skabt på basis af den præst, der i 1626 blev halshugget efter at være dømt skyldig i mordet på sin kusk. Efter sigende skulle præsten have grund til at mistænke ham for at ligge i med præstekonen. Efter at have myrdet ham hævdedes præsten at have smidt liget i en grav lige uden for Vejlbye kirkegårdsmur.

Flere år senere blev der rejst tvivl om præstens skyld, og vidner, på hvis udsagn dommen var fældet, blev dømt for mened og henrettet. Ikke desto mindre blev sagen aldrig afsluttet. Præsten fik nok posthumt oprejsning, men nogen opklaring af drabet fandt ikke sted.

Som det ses tager Blicher hvad der passer ham af det historiske stof. 313 Det erotiske jalousimotiv har måske optaget ham p.g.a. hans egen ægteskabelige situation, men igen må man i givet fald beundre hans nøgterne forvaltning af den personlige tilgang til historien. Han lader et temperament, Søren Qvists blanding af voldsom vrede og jovial og slagfærdig munterhed blive set gennem et helt andet, det dagbogsskrivende dydsmønster, den nybagte herredsfoged Erik Sørensens. Han er klatret op ad den sociale rangstige og er endnu ikke kommet sig over at være havnet på dette for en duksepeter så eftertragtelsesværdige niveau. Som i alle Blichers bedste noveller er de sociale modsætninger knapt og præcist lagt ind i karakteristikken af personerne og i redegørelsen for konsekvensen af deres handlinger. Erik Sørensen er benovet over sin sociale succes og er derfor ivrig efter at leve op til omverdenens forventninger. Det bliver fatalt for den livsduelige Søren Qvist. Netop fordi herredsfogeden er så forhippet på ikke at blive anset for at være upålidelig på grund af sin forlovelse med præstens datter, bliver han det. Han har selvfølgelig et stærkt behov for at stå ukompromitteret i sin embedsførelse, når netop den intrigante og rethaveriske bonde Morten Bruus insinuerer, at han er inhabil. Bruus er en samvittighedsløs bedrager, men herredsfogeden går ikke uden egen skyld i hans fælde. Erik Sørensen gør nemlig ikke sit arbejde ordentligt, for han er for optaget af, hvordan han tager sig ud i verdens øjne. Han søger - som de tidligere omtalte fortællere - tilflugt i en falsk og skæbnesvanger neutralitet.

Men herredsfogeden er selvfølgelig kun et menneske, og da Søren Qvist pludselig aflægger en tilståelse der tilsyneladende hænger sammen, er Erik Sørensen sat helt mat. Præstens stærke anfægtelse og deraf følgende behov for at forstå hvad der er sket, kan han ikke holde stand imod. Han er nu overbevist om præstens skyld og handler som embedsmand i overensstemmelse dermed. Det har imidlertid en rystende konsekvens for novellens sideløbende og med kriminalhistorien sikkert sammenvævede kærlighedshistorie: Han svigter sin forlovede Mette Qvist. Næppe har præsten tilstået før han omtaler hende som »Datteren«, og allerede efter det første retsmøde beklager han i dagbogen, at hun er tabt for ham i dette liv: »jeg elskede hende dog saa inderligt.« (s. 138) Kærligheden er i datid, for embedsmanden kan ikke gifte sig med misdæderens datter. Men elske hende kunne han vel stadig?

Efterhånden som dramaet spidser til og uafvendeligheden præger 314 hans dagbogs tonefald, er det da også som om noget får mulighed for at blusse op i hans forkomne væsen. Før præsten bekender sin brøde opsøger Mette - »med udslaget Haar« - herredsfogeden for at bede for sin fars liv. Således presset ændrer Erik Sørensen afgørende signaler. Han lover Mette at hjælpe faderen til flugt, opgive sin karriere og rejse efter hende hvor hun end befinder sig. Pludselig er det som om han fortæller os en anden historie om hvem han er - og hvordan man kan tage sin skæbne i egen hånd.

Men han brænder hurtigt ud, frygt og tvivl tager magten fra ham, og da han har hørt præstens historie bliver han syg. Hans dagbogsskrift går i opløsning. Mette Qvist forsvinder ud af hans liv, mens han viljeløs og klynkende ser til.

Hvis ikke Aalsøe-præstens optegnelser ved et karakteristisk blichersk synsvinkelskift var koblet til Erik Sørensens dagbog, skulle man tro at herredsfogeden også selv var blevet offer for den rædsomme historie han fortæller. Han skriver i sine sidste optegnelser, at han føler sig syg til døden, og i Aalsøe-præstens første optegnelse bekræftes dette. Men i anden optegnelse, foretaget 21 år senere, fremgår det, at Erik Sørensen overlevede sin dagbogsfortælling om sin svigerfars dom og henrettelse og sin egen forspildte kærlighed. Han er stadig herredsfoged, og han dør først da fortiden indhenter ham i skikkelse af den genfærdslignende Niels Bruus.

Enhver fortæller er sig selv nærmest. Hans medskyld i sin skæbnehistorie om, hvordan forelskelsens og kærlighedens intense liv grusomt forandres til ensomhed, galskab og død, er uomtvistelig. Blichers fire store noveller besidder deres særklasse, fordi han med sikker hånd skriver en historie om fortællerne selv ind i deres skrift. I feltet mellem begivenhederne og beretningen angiver Blicher en fortællermæssig blindhed og tavshed, og derved udfordrer han læseren til at deltage og fortælle med. Man bliver aldrig færdig med de bedste Blicher-noveller.

IV. Der er altid en fortæller, f ør der er en historie

Tidsskriftet Nordlyset markerede som sagt en midlertidig forbedring af Blichers betrængte økonomi, men der lå også et kæmpemæssigt slid bag denne udvikling. Han præsterede i en periode mellem 80 og 315 96 tryksider månedlig. Han lærte sig selv at skrive underholdende prosa orienteret mod et bredt publikum, samtidig med at han udforskede fortællingens mekanik, dens faste elementers redskabskarakter. Han lærer sig selv nogle greb hvis iscenesættende potentiale indeholder kunstnerisk erkendelse for iscenesætteren. Han opdager bindingerne og friheden i fiktionen, den alvorlige leg med de faste størrelser. Der er mulighed for mange slags historier, komiske og tragiske, eksotiske og hverdagslige, og valget af det ene eller det andet kan ikke adskilles fra den fortællendes skrift, hans vinkel på det fortalte.

I Nordlysets juni-nummer 1827 publiceredes novellen Røverstuen, som altså er skrevet før Sildig Opvaagnen, Hosekræmmeren og Præsten i Vejlbye. Den er kendt og afholdt bl.a. fordi dens indledning for alvor sætter den særegne jyske natur på det litterære landkort:

Løber en Bæk eller Aae gjennem Heden, da forkynde ingen Enge, ingen Busk dens Nærværelse; dybt nede mellem udhulede Bakker snoer den sig lønlig med en Fart, som om den skyndte sig ud af Ørken. (s. 34)

Vi er her kommet fra et panoramisk overblik over de milde danske øer ind på fastlandet, over rygningen af Jylland, ind på de store hedeflader og ned i lyngens skjulte kilde.

Her starter novellens handling. I løbet af et par linier yderligere har Blicher, eller rettere hans fortæller, sat personer og lokaliteter ind på scenen, og et handlingsmættet optrin udspilles for vore øjne og ører. Vi ser og hører hvad der bliver gjort og sagt som var vi selv til stede, men så afbryder fortælleren pludselig sig selv midt i gengivelsen af en replik og undskylder, at han ikke er i stand til at reproducere skyttens righoldige forråd af forbandelser. Hans muse kan ikke se nytten af den slags, og han vil nu berette

- dog med tilbørlig Reservation af meeromrørte Niels Skyttes lovlige Ret til Djævelen og hans Rige - hvad Passiar, der videre forefaldt mellem ham og den Fremmede paa Vejen til Ansbjerg. (s. 38)

Fortælleren giver sig direkte til kende og antyder, at det er ham der vælger historien ud Andet kapitels lange og snakkesalige indledning 316 er derfor ikke så umotiveret som det umiddelbart ser ud. Fortælleren standser historiens raske strøm og gør opmærksom på, at tempoet er hans eget, at læseren naturligt nok vil gætte på hvilke skabeloner eller forbilleder der er for historien.

Men - det er nu ikke anderledes - jeg gaaer min egen skjæve og ujevne Gang (...) Sid op, Højstærede! riid med mig ind ad Ansbjerg Port, og lad os see, hvad Eventyr - kort eller langt, troeligt eller utroeligt - vi der monne opleve! (s. 41f.)

Hans tonefald er muntert og forslagent, og ved den omstændelige opremsning af mulige mønstre for gangen i historien opnår han både at få peget på, at alle historier tager afsæt i andre, og at der altid skal være en til at fortælle, før der er en historie.

Røverstuen indeholder derefter hele lageret af veltjente klicheer: kærlighedsintrige, de eiskendes flugt på én hest midt om natten, den simple men ædle krybskytte, sårbar kvinde i stærke arme, uforsonlige forældre, tiden og døden der alligevel skaber forsoning etc. Alle kortene er lagt ud og alle kabaler går op - men i slutningen siges klart, at de mennesker og steder historien omhandler, er borte forlængst. Kun fortællingen er tilbage.

Således kan novellen siges at indeholde Blichers selvironiske og alligevel selvbevidste programerklæring. Og som sådan står den i modsætning til myten om den tragiske Blicher, hvis hovedtema var forandringen som livets grundvilkår. Den novelle som har givet navn til denne myte, Ak! hvor forandret!, udkom i Nordlyset ca. et år efter Røverstuen og før Hosekræmmeren og Præsten i Vejlbye, men det er overhovedet ikke nogen tragisk historie. Også i den skaber Blicher en spænding mellem fortælleren og det fortalte, i denne novelle med tilsigtet komisk virkning. Fortælleren er en nar. Det tragiske består ikke i, at hans ungdomsvenner ved gensynet mange år efter lever et almindeligt jordbundet liv. Det tragiske består i at fortælleren stadig ikke er klar over, at han er ude af kontakt med virkeligheden - og det er komisk. Ak, hvor uforandret! kunne man udbryde om den på én gang naive og selvglade Per Spillemand Hans historie er hans og kun hans. Det er tydeligt at hans venner har deres egne historier at fortælle om ham, når han med et smerteligt drag om munden og hovedet fuldt af latinske citater er redet bort.

317

Men i al sin latterlighed bliver denne fortæller selvfølgelig brugt til en slags alvor, for det er oplagt at se de to hovedfigurer, fortælleren Per Spillemand og hans ven Ruricolus, som to sider af samme person. Den hårdtarbejdende landmand Blicher, som også skulle passe embede, og hvis smukke kone tyve år efter ikke besad samme tiltrækning, er Ruricolus. Men Blicher er naturligvis også det komiske »Drog« der har hovedet fuldt af sin »poetiske Skvalder«, som der står i indledningen. Fortælleren er en selvironisk figur med det stille grin som formål.

Der er en fortæller, før der er en historie, og »Ak! hvor forandret!« kan både den triste landsbydegn Morten Vinge og fantasten Per Spillemand udbryde. Det er læserens opgave at se sammenhængen og forskellen - en historie er altid meget mere end den der fortæller den.

V. Den folkelige digter

I december 1829 gik Nordlyset ind pga. svigtende abonnenttal, og Blicher offentliggjorde ikke noget væsentligt prosaværk før han i 1833 begyndte udgivelsen af sine samlede noveller. Disse betød imidlertid, at man for alvor opdagede ham i København. De store noveller blev rosende omtalt med undtagelse af Sildig Opvaagnen, som blev skammet ud af en af tidens toneangivende kritikere, Johan Nicolai Madvig, der kaldte den

indtil det smudsigste Detail udførte, aldeles uæstetiske Skildring af et dobbelt Ægteskabsbrud og Horeliv.

Men alt i alt forstod det københavnske små- og storborgerskab at værdsætte disse »nationale« noveller fordi »danske Characterer, danske Sæder, saavelsom danske Egne deri er skildrede troe og livligen, aldeles efter Naturen«, som den anonyme anmelder i Dansk Litteratur-Tidende skrev.

Den karakteristik har Blicher sikkert sat stor pris på, for det nationale i betydningen det folkelige fællesskab lå ham på sinde. Og når udgivelsen af Samlede Noveller atter stabiliserede hans økonomi, kan 318 han omsider have følt, at hans holden fast ved sin kunstneriske drift, på trods af alle dagligdagens forhindringer, bar frugt.

Men de sidste 10-15 år af hans liv var alligevel præget af skuffelser mht. hans bestræbelser på at fremme den folkelige bevidsthed og selv være en frontfigur i denne bevægelse. I slutningen af 1830'erne begyndte han planlægningen af sine Himmelbjergmøder. Det første i 1839 skulle bidrage til »det elskede Fædrelands Gjenfødelse«. Det var ikke ham selv, men nogle studenter, der havde fået ideen, men Blicher skriver i et brev, at han agter at møde op - selv om han ikke er inviteret - og holde en tale og synge en sang for således at være med til at indstifte en tradition for en folkefest på Jyllands Himmelbjerg.

Han opfatter det første møde som en absolut succes for netop fællesskabet mellem høj og lav, ung og gammel. Der er imidlertid næppe tvivl om, at hans begejstring er noget ude af proportioner med begivenheden.

De følgende år går det op og ned med festlighederne, og Blicher selv bliver stadig mere optaget af egne, meget alvorlige økonomiske bekymringer. Allerede i 1842 deltager han for sidste gang som officiel indbyder.

Ikke desto mindre er det i disse år han skriver de historier, som, hvis han ikke havde skrevet andre, ville berettige hans status som Jyllands digter: De tre Helligaftener (1839) og E Bindstouw (1842).

Den første er en tæt, velkomponeret fortælling, der såvel i form som i indhold bestræber sig på at gengive den mundtlige fortællings særegne viden om den jyske almues sjælelige og fysiske styrke. Knud Sørensen skriver i sin Blicher-biografi St. St. Blicher - Digter og samfundsborger (1984) at med novellen

fuldendes en udvikling hos Blicher. Fra at være en, der skrev om almuen for den dannede læser, er han nu digteren, der skriver om folket for folket (s.214)

Det er rigtigt, men det er alligevel den fortælleteknisk raffinerede digter, der har skrevet historien. Med sin sans for økonomi, rytme og hvilepunkter skaber han et stramt og spændende forløb ud af en simpel hændelsesrække. Mundtligheden er selvfølgelig en illusion, for det er en novelle. Martin A. Hansen beskriver i et forord til en særudgivelse af novellen (1968) Blichers kunstgreb således: 319 Han er baade det lykkelige Medium og har dog den klareste Bevidsthed om sine Midler.

I E Bindstouw går Blicher skridtet videre og tilstræber mundtligheden ved også ortografisk at gengive fortællernes dialektudtale. Det er ikke en novelle, det er en samling af historier og viser inden for en ramme: bindestuens arbejdsfællesskab, set af en anonym, men opmærksom fortæller.

Det store flertal af bidragene til den fælles underholdning behandler erotikkens og kærlighedens betydning. Man kan vel sige at Blicher med E Bindstouw skaber en slags jysk Dekameron. Fortælling følger på fortælling, og det fælles tema varieres og farves af de forskellige fortælleres tilgang til deres historier. Men i modsætning til de føromtalte store noveller er der ingen voldsom spænding mellem den fortællende og det fortalte. Det drejer sig ikke her om det elaborerede, floromvundne sprogs forsøg på at skjule svaghed og medskyld. Tværtimod, sproget er konkret og upåtaget - naivt i ordets bedste forstand.

Delvis uden for denne sammenhæng står de to historier De forunelest Oer i Jens Jensens Lyw og Uolie Vistisens Skryuels, som Blicher allerede i 1827 offentliggjorde i Nordlyset. Det er påfaldende, at han fandt dem brugbare i denne selvstændige og specielle publikation, for de adskiller sig fra hovedparten, ikke alene ved deres tema, men også ved formens hensigt. De to fortællingers underholdning består i latteren over den upålidelige fortæller. På samme måde som der i Ak! hvor forandret! bliver gjort grin med Per Spillemands mangel på evne til at se hvad der foregår lige for øjnene af ham, er komikken i disse to historier, at fortællerne befinder sig i situationer de ikke forstår, men som de alligevel med stor selvsikkerhed reagerer pi De fremtræder i egen opfattelse autoritativt, men de er ikke til at regne med.

Det er som om dette sene værk, E Bindstouw, på denne måde omfatter yderpunkterne i det blicherske spektrum. Flertallet af bidragene til bindearbejdets underholdning er præget af den gode og inciterende histories rytme. Den enkelte fortæller udtrykker sig gennem historien, men den pågældende har intet andet på højkant end lysten til at bidrage. At fortælle er en måde at være sammen på. Fortællingen kan imidlertid, som påvist i det foregående, aldrig adskilles fra den fortællende, og historien peger altid tilbage på den der tilbyder den 320 E Bindstouw handler derfor om det at fortælle historier, om at binde noget sammen og være med.

VI. En historie består altid af brudstykker

Men det er ikke altid så nemt at fortælle en historie, for

Er ikke al vor Kundskab herneden stykkeviis? er ikke al vor Viisdom dunkel? og Størstedelen af vor Erfaring - jo lad det kun staae hersørgelig? (s. 211)

Således konkluderer fortælleren i Skytten paa Aunsbjerg (1839) sin gådefulde historie, der har titelpersonen som fascinerende centrum. Wilhelm har en magisk udstråling. Fortælleren ser op til ham, men er også skræmt af noget dystert i hans væsen, og han bliver aldrig hans fortrolige. Skytten er en mand med en fortid Han har levet et liv, og hans tilstedeværelse på et jysk gods, hvor han er en fremmed, skyldes tydeligvis at noget er gået helt galt for ham på et andet sted i en anden tid Men vi får aldrig at vide hvad Hans adfærd over for den ulykkelige Mette virker forbundet med denne fortid, men gifter han sig med hende for at sone noget, eller gør han det af kærlighed? Og hvem elsker Mette? Skytten eller morderen?

»Smaadrengen« forstår ikke hvad der foregår, og mange år senere er det for sent at rede de psykologiske tråde ud. Noget er gået tabt og Steen har kun de sentimentale tårer over skyttens hund og sin dunkle historie.

Det forholder sig modsat i novellen Eneste Barn (1842). Dér opklarer fortælleren, hvad han ikke forstod da det skete. Af egne iagttagelser og andres delvise beretninger stykker han et halvt hundrede år senere en historie sammen om den »fornemme Tiggerske«, som havde mistet alt undtagen sin selvbevidste værdighed. Baggrunden for hendes ensomme skikkelse i storbyen belyses helt - men alligevel er hun en gåde. Fortælleren må afrunde sin historie med betragtninger over tidens gang og altings forgængelighed, og således får novellen en smuk, elegisk finale som binder sløjfe på det uforklarlige. Atter en gang trækker Blicher modsætningen mellem den iagttagende fortæller og hans levende og handlende centrumsfigur op. Morten Vinges 321 tonefald og Frøken Sophies grænseoverskridende sanselighed. Igen og igen er der en historie i den konstellation. Den ene historie er blot et brudstykke af den næste.

VII. Den sammensatte digter

Det er ikke så nemt at få hold på denne digter. Det er ikke nemt at finde det sted, hvorfra hans samlede kunstneriske produktion kan overskues og beskrives sammenhængende og autoritativt. Men det er vel ikke underligt, når man tænker på, at han ikke hørte hjemme i sit eget århundrede - at hans rødder var i det 18. og hans betydning først rigtigt er erkendt i det 20.

Er Blicher sin jyske hjemstavns første og ægte forfatter, eller er han en raffineret, moderne iscenesætter? Hvad er sammenhængen mellem hedevandreren med det tragiske livssyn og den satiriske og psykologisk skarpsindige iagttager, der havde sans for livets komik og menneskenes dårskab?

Spørgsmålene kan stilles, men skal ikke nødvendigvis besvares. For det er nok at slå fast, at han er en dansk digter, som har sat sig varige spor i vores litterære historie. Store danske forfatterskaber skatter - i al deres forskellighed - til hans samlede indsats. Karen Blixen, Martin A. Hansen, Peter Seeberg, Klaus Rifbjerg, Jens Smærup Sørensen og mange flere er påvirket af hans tvetydige fortællere, hans viden om erotikkens funktion i enhver historie, hans lyst til at bygge historier ind i historier og hans optagethed af forholdet mellem det mundtlige og det skriftlige udtryk.

Det er som om Blichers forfatterskab langsomt men sikkert er blevet foldet ud i det 20. århundrede, og som om det langt ind i det 21. vil afgive indsigt i menneskene, deres smerte og deres lyst - og deres løgne om begge dele.

VIII. Modtagelsen

Samlede Noveller, bd l blev anmeldt i Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn d 15.1.1833 af H.C.Wosemose, som skrev at novellerne indeholdt »Blik paa Livet, som vidner om stor Menneskekundskab«.

322

I Dansk Litteratur-Tidende nr. 10, 1833 glædede den anonyme anmelder sig over »ni originale, i egentligste Forstand fædrelandske Fortællinger«, men kritiserede Blichers hang til »Reflexioner over Forfatterens Maneer, Forehavende o.s.v«, samt ikke mindst »et par slibrige Situationer, som saare Blufærdigheden«.

Samlede Noveller bd. 1-4 blev anmeldt i Maanedsskrift for Litteratur, foråret 1835, af Johan Nicolai Madvig, der indledningsvis placerede flere af novellerne inden for »Poesiens Enemærker«. Det drejede sig om bl. a. Røverstuen, En Landsbydegns Dagbog, Hosekræmmeren, Præsten i Vejlbye, Ak! hvor forandret! og enkelte scener af Juleferierne. De rostes for en »national Tone (...) idet den ikke blot i Almindelighed er dansk, men særegen provindsiel«. Senere i anmeldelsen kritiserede Madvig flere noveller stærkt for mangler i komposition og karaktertegning, og endelig udtalte han »en ubetinget Forkastelsesdom« over den »hæslige« Sildig Opvaagnen.

Samlede Noveller blev kommenteret af Søren Kierkegaard i hans Af en endnu Levendes Papirer, 1838. Kierkegaard fandt, at novellerne havde »Naturens Dybsindighed som Tilblivelsesgrund« og en »Eenhed, der i sin Umiddelbarhed betydningsfuldt peger ind i Fremtiden«.

E Bindstouw blev anmeldt i Ny Jyllandspost af Fr. Sneedorff-Birch d. 15.7.1842. Fortællingerne blev rost for deres fremstilling af jysk nationalkarakter, gjort med »homerisk Simpelhed«.

P. L. Møller gør allerede i 1845 i en meget personlig præsentation (Dansk Pantheon) Blicher til »den mest nationale Digter, som Danmark, ja maaske noget Land i den nyere Tid kan opvise«. Moller ser det lyriske som det bærende hos Blicher, hvad enten det drejer sig om digte, noveller eller skitser.

IX. Eftertidens opfattelse. Litteraturoversigt

Valdemar Vedel undersøger i Studier over Guldalderen i dansk Digtning (1890) den blicherske digtnings tilblivelse og mener bl.a., at den er udtryk for det »særlig jyske Naturel«. Han tillægger Blicher en modtagelighed der ikke gør ham til en dybsindig psykolog, men til en præcis virkelighedsiagttager. Vedel understreger Blichers antiromantiske tendens. Jeppe Aakjær skaber i sin store biografi Steen Steensen Blichers 323 Livs-Tragedie (1903-04) det medynkvækkende billede af den geniale, jyske og folkelige digter, hvis tragiske livsforløb var uloseligt forbundet med tema og tonefald i hans noveller.

Hans Brix bestræber sig i sine Blicher-Studier (1916) på at udrede dunkle steder i de overleverede tekster og påvise de historiske personer og forhold bag novellernes kunstneriske udformning.

Vilhelm Andersen vurderer i Illustreret dansk Litteraturhistorie III (1924) Blicher som et fuldgyldigt blad i firkløveret Blicher, Oehlenschläger, Ingemann og Grundtvig, som »er fundet i Romantikens Maanenat«. Andersen lægger først og fremmest vægt på det naturpoetiske i både Blichers lyrik og prosa.

Johannes Nørvig forholder sig i Steen Steensen Blicher - Hans Liv og Værker (1943) kritisk til Aakjærs pessimistiske bedømmelse af digterens status i dennes egen tid og peger på samspillet mellem Blichers liv, hans læsning og hans ambitioner. Det er ikke mindst Nørvigs fortjeneste, at Blichers afsæt i det 18. århundredes anglo-saksiske litterære tradition er blevet synliggjort.

Søren Baggesen etablerer med Den Blicherske novelle (1965) afgørende det synspunkt, at Blicher er en raffineret fortæller med træk der peger frem mod »det moderne gennembrud«. I en efterskrift til en udgivelse af en Blicher-antologi (Himmelbjerget og andre noveller, 1975) udvider Baggesen sin vinkel og påviser, at Blichers tekster er »masker«, dvs. skriftlige iscenesættelser.

Peter Brask anvender i Om »En Landsbydegns Dagbog« - en analyse af Blichers første novelle (1982) en strukturalistisk metode og påviser Blichers intertekstuelle fylde. Brask påviser novellens kompositionelle symmetri og de tekster, som mere eller mindre tydeligt spiller med i dens tematik.

Knud Sørensen skriver med St. St. Blicher. Digter og samfundsborger (1984) en afbalanceret og underholdende biografi, der omfatter både den »tragiske« og den »iscenesættende« Blicher.

Gennem halvandet hundrede år lægges vægten således vidt forskellige steder i det blicherske spektrum. Af nogle forskere betones hans danske og jyske egenart, af andre hans almene psykologiske - næsten filmiske - registreringsevne. Visse litteraturhistorikere skriver ham ind i en national-lyrisk og folkelig romantik, andre peger på hans realisme og på det kritiske potentiale i hans prosas skrift. Uanset den ene 324 eller anden vinkel er de fleste optaget af sammenhængen mellem hans livs historie og hans kunsts historier. Set i sammenhæng har Blicher-forskningen vel indtil nu stillet disse to hovedspørgsmål: Handler novellerne om livets tragedie? Eller er »livstragedien« en effektfuld kulisse, et behændigt brugt episk værktøj, erhvervet gennem omfattende læsning af stort og småt i den vesteuropæiske litterære tradition?

Bredden i eftertidens opfattelse angiver i hvert fald en væsentlig årsag til, at St. St. Blicher efter sin død erobrede en læserskare han end ikke kunne drømme om i levende live. Men det bør ikke undre, for i hans forfatterskab forenes det underholdende med det komplekse, det lettilgængelige med det tankevækkende.

X. Tekstform

Med hensyn til forkortelser, se den indledende forkortelsesliste i afsnittet Noter.

Manuskripterne til Blichers noveller er ikke bevaret, fraset et enkelt (til novellen Tvillingerne).

Tekstens trykgrundlag er SSk, som er sammenholdt med DN.E Bindstouw er dog trykt efter Uv på grund af denne udgaves synoptiske opstilling af teksten og Peter Skautrups oversættelse til rigsdansk; oversættelsen er sammenholdt med 1942-udgaven (PSEB); selve teksten til E Bindstouw er sammenholdt med SSk.

Blichers spatieringer af person- og stednavne er udeladt. Øvrige spatieringer er bevaret i form af kursivering. Kapitæler kursiveres ligeledes.

Nærværende udgave medtager ikke de anførselstegn, som i tekstgengivelserne fra Blichers egen tid og i SSk indleder de enkelte tekstlinjer i breve (Sildig Opvaagnen s. 83-84) og verslinjer i digtstrofer (fx. E Bindstouw s. 234 og 236).

Principper for tekstrettelser

Principielt er tekstgrundlaget SSk, der bringer originaludgaverne med enkelte rettelser af åbenbare trykfejl (se SSk I, 5-6). Dog er der taget hensyn til visse rettelser i DN, der har korrektioner af nogle flere formodede Stave- eller Sjuskefejl (I, 315). - I tvivlstilfælde er 325 uoverensstemmelser mellem teksterne i SSk og DN sammenholdt med førsteudgaverne og de udgaver, der kom senere i Blichers levetid, dvs. SN og GnN.

I øvrigt er Blichers ukonventionelle ortografi og tegnsætning i videst muligt omfang respekteret.

Rettelser mod SSk er foretaget efter følgende principper:

Åbenlyse trykfejl i SSk er stiltiende rettet, fx. deels som Ædikke og deels som Vand < dels som Ædikke og deels som Vand (s. 183).

Formodede trykfejl eller tilsyneladende utilsigtede skrivefejl, der stammer fra førsteudgaverne og indgår i SSk, er rettet med belæg i SN og/eller GnN og optaget i en rettelsesliste, ex.: Skrupperie < Skupperie; Trolddommen < Troldommen, astheniske < astehniske. Se dog også SSk's rettelseslister, variantafsnit og noter, der registrerer en del af fejlene.

Enkelte former i SSk, som går imod både førsteudgaverne, SN og GnN, er rettet og indgår ligeledes i rettelseslisten, ex.: Isabel Jesabel (ej rettet i DN); viklede viftede (viftede optræder som rettelse i SSk, men er rettet tilbage til viklede i DN).

Blichers vekslende stavemåder af samme ord er - som i SSk - ikke egaliseret, ex.: Schatol, Chatollet (s. 82), Skatol (s. 211); hvidskede (s. 99), hviskede (s. 104). - Om retningslinjer for rettelser af Blichers jyske stavemåder i E Bindstouw, se SSk XXVI, 287.

Decideret meningsløs tegnsætning er søgt normaliseret - oftest med støtte i DN - fx. med hensyn til brug af anførselstegn ved direkte tale. Således to steder i E Bindstouw:

1) »Hwa skaaer A (...) Aa hwis æ den Kihst?« - »Din nohanner.« < »Hwa skaaer A (...) Aa hwis æ den Kihst?« - Din nohanner (»Hvad skader jeg (...) Og hvis er den Kiste?« - »Din maaske.«). (s. 250 og 251). (Dette - og det flg. - eksempel er dog ikke hentet i DN.)

2) »(...) væhr epo jens Hammel./Aa A veed et (...)« < »(...) væhr epo jens Hammel.«/»aa A veed et (...)« (( ..) være paa ens Hammel./Og jeg ved ikke (...)) (s. 262 og 263). - Begge tekststeder er rettet med belæg i Peter Skautrups oversættelse.

Alle fortællinger og sange i E Bindstouw indledes og afsluttes med anførselstegn, uanset brug heraf i SSk og originaludgaverne.

I Juleferierne er alle afsnit nummereret i overensstemmelse med GnN, hvorimod førsteudgaven og SSk's udgave kun nummererer de første fem afsnit.

326

Rettebesliste

viklede < viftede (s. 15)

bie et bitte Korn endnu! < bie et bitte Korn endnu? (s. 36) (med støtte i GnN)

Trolddommen < Troldommen (s. 39)

Isabel < Jesabel (s. 57)

hævnede sig over < hævede sig over (s. 53) (med støtte i SSk X, 213)

Hvem er det? spurgte jeg < Hvem er det, spurgte jeg? (s. 68) (med støtte i GnN)

der tilhvidskede mig < her tilhvidskede mig (s. 72) (med støtte i SN og GnN)

Skjelmstykker (. . .) Skjelmstykker < Skjelmsstykker (. . .) Skjelmsstykker (s. 119) (med støtte i SN)

Skrupperie < Skupperie (s. 134)

astheniske < astehniske (s. 176)

de < De (s. 222 l. 21, 22, 24). (Blichers inkonsekvens i brug af tiltaleformen de/De og dens bøjninger fastholdes)

dem < Dem (s. 222 l. 25; s. 224 l. 12; s. 231 l. 16)

deres < Deres (s. 230 l. 18)

manne < mange (s. 240). Således i førsteudgaven. Formen findes både i øst- og vestjysk.

suoelt < suolt (s. 250). Således i førsteudgaven og i GnN

327

J.R Mansa: Nørrejylland. 2. udg. (1863). Pl. 4 (1859) og 5 (1860).

328 329 330
331

Noter

Følgende forkortelser, der vedrører litteraturhenvisninger, er brugt:

Udgivelser af Blichers værker:

DNSt. St Blicher: Digte og Noveller. Udg. af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Johs. Nørvig under medvirken af Carl S. Petersen (1946). I-II.

GnNSt St. Blicher: Gamle og nye Noveller (1846-1847). I-VII.

Læsefrugter (1818-1833).

NoNordlyset (1827-1829).

PSEBSt. St. Blicher: E Bindstouw med oversættelse og kom mentar. Udg. af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Lit teratur ved Peter Skautrup (1942).

SDSt. St. Blicher: Samlede Digte (1835-1836). I-II.

SNSt. St. Blicher: Samlede Noveller (1833-1836). I-V.

SSkSt St Blicher: Samlede Skrifter. Udg. af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Jeppe Aakjær, Henrik Ussing og Georg Christensen (1920-1934). I-XXXIII.

UvSt St Blicher: Udvalgte værker. Udg. af Blicher-Selskabet (med efterskrift og noter af Søren Baggesen) (1982). I-IV.

VASt St. Blicher: Viborg Amt (1839) (SSk XXI, 199ff. og XXII).

Andre værker:

APHans Brix: Analyser og Problemer (1935). I-II.

DAE. Pontoppidan: Den Danske Atlas (1763-1781, optr. 1968-1972). I-VII.

DaStDanske Studier (1904-).

DO E. Mau: Dansk Ordsprogsskat (1879).

Li-Tr Steen Steensen Blichers Livs-Tragedie i Breve og Aktstykker ved Jeppe Aakjær (1903-1904). I-III.

OiDOrdsprog i Danmark. Af Iver Kjær og Bengt Holbek (1969).

TK&LE. Tang Kristensen og M.A.S. Lund: St. St. Blichers Liv ogGerning (1882). Udg. af Blicher-Selskabet (1991).

TVPNiels Blicher: Topographie over Vium Præstekald (1795). Udg. af Blicher-Selskabet ved Ella Jensen (1978).

332

Notearbejdet har støttet sig til noterne i SSk, DN, Uv, PSEB samt flg. Bli-cherudgivelser af Dansklærerforeningen: Røverstuen. Med indledning og noter ved Niels Nielsen. 12. udg. (1960); Præsten i Vejlbye. En Criminalhistorie. Med indledning og noter ved Sv. Norrild. 6. udg. (1961); Ak! hvor forandret! Fire noveller. Udg. ved Johs. Nørvig under medvirken af Folmer Jensen (1965); Himmelbjerget og andre noveller. Ved Søren Baggesen (1975); En Landsbydegns Dagbog. Udg. med noter og efterskrift ved Peter Brask (1982). - En del noter er dog nye; visse ældre er revideret.

Mht. geografiske lokaliteter henvises til kort s. 328-329.

Noternes behandling af biografisk, historisk og topografisk stof er begrænset; der henvises lobende til relevant litteratur.

Noterne medtager kun tekstvarianter af fortolkningsmæssig og anden væsentlig betydning. Der henvises i øvrigt til afsnittene om varianter i SSk. Ligeledes henvises til SSk vedr. de fortælletekniske unøjagtigheder, man af og til kan finde hos Blicher, og som noterne kun undtagelsesvis bringer eksempler på.

Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog

Trykt forste gang i XXIII, 1824. Optrykt i SN I og GnN V. Om tekstvarianter udover de i noterne nævnte: se SSk VII, 240f.

Vigtige litterære forudsætninger: Ove Malling: Store og gode Handlinger (1777, genudg. af DSL 1992) og en udgivelse af to præster fra Viborgegnen: Dagbog fra det 16., 17. og 18. Aarh. sammenskrevet af M. P. Farstrup og L. Axelsen. Fra Aar 1536-1717 incl. (1813). Her omtales den strenge vinter 1708-1709, pesten 1711 og Den Store Nordiske Krig 1700-1720.

Marie Grubbes historie: Den kvindelige hovedperson frøken Sophies historie er en fri omformning af adelsfruen Marie Grubbes (1643-1718) livshistorie, rykket ca. 50 år ned i tiden. Hun var datter af herremanden Erik Grubbe til Tjele. G. 1660 med Frederik III's søn, officeren Ulrik Fr. Gyldenløve, og skilt fra ham 1670 efter en affære med svogeren Styge Høeg. G. 1673 med herremanden Palle Dyre, skilt fra ham 1691. Siden g. i Holsten med den tidligere kusk og ladefoged på Tjele Søren Sørensen Møller, til hvem hun havde indledt et forhold ca. 1689. Parret flakkede en tid om som gøglere og slog sig siden ned ved Grønsund mellem Falster og Møn, hvor Søren blev færgemand. Marie levede med ham til hans.død ca. 1715, trods hans angivelige brutalitet og utroskab. - Marie Grubbes usædvanlige livshistorie har inspireret andre ældre og nyere forfattere: Holberg, H.C. Andersen, J.P. Jacobsen, Ulla Ryum. - Se i øvrigt tillægget s. 239-247 til J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe. Ved Jørn Erslev Andersen. Danske Klassikere (1989).

Om Blichers fars tilknytning til Tjele og Føulum, se SSk VII, 245.

333

7

Titlen: efter en novelle Nytaarsgaven (i: 1820) med undertitlen Brudstykker af en fattig engelsk Landsbypræsts Dagbog. B.s novelle skulle fra forst af opfattes som underholdende dokumentarisme i tidens smag, en illusion, som er opgivet ved udg. af SN, jf. titelændringen til En Landsbydegns Dagbog. -Hr. (Søren): Sådan tiltaltes endnu på den tid stedets præst. - han slukkede Lyset (...): folkeovertro: Hvis man kom til at slukke lyset nytårsaften, ville man do inden næste nytår. - aganius gratias!: lat. lad os takke! - Cornelius Nepos (95-24 f.Kr.): rom. historiker, hvis skrifter brugtes ved begynderundervisning i latin. - Der bæres mig for: det aner mig. - in nomine Jesu!: lat. i Jesu navn! - Skytte: en s. stod i en jagtherres (herremands) tjeneste, passede jagthundene, skaffede vildt osv. - mi fili!: lat. min son! - otium est pulvinar diaboli: lat. Lediggang er Djævelens hovedpude; tilskrives den ital. kirkefader Ambrosius (340-397); udtrykket har maske sin oprindelse i Ørkesløshed har lært meget ondt fra det apokryfe skrift Jesu Sirachs Viisdom 33,31. - som en Slibesteen: helt ubegribeligt. - die St. Martini: Mortensdag =11. nov.

8

vellem hunc esse filium meum!: lat. Gid han dér var min son! - Cicero, Marcus Tullius (106-43 f.Kr.): rom. statsmand og forfatter. - Vildbasse: vildorne. -Kindhest: orefigen.- habeat!: lat. Lad ham fa den, dvs. det har han godt af. -Calendis Januar.: rom. datering: 1. jan.- Proh dolor!: lat. hvilken smerte! - væ me miserum: lat. ak, jeg elendige. - fregisti cor meum: lat. Du har knust mit hjerte. - Gud! giv min Son (...): 1. Kron. 29,19. - pater! (...) meum!: lat. Fader! i dine hænder befaler jeg min ånd! Luk.23,46.- seras (...) poenitentia!: lat. Nu straffes du - du angrer alt for sent! Fra fablen om ræven og ravnen, den rom. digter Phaedrus' fabelsamling, 1. bog, 13,1-12. P. var kejser Tiberitis' (14-37) samtidige. - Pridie iduum januarii MDCCIX: lat. datering: 12. jan. 1709. - faae Middagsmad: Som latinskoleelev skal Morten bo i Viborg. Faderen skal træffe aftale for ham om et dagligt, billigt middagsmåltid. - det ei slaaer til: det er for dyrt.- Brev til Tuticanus: den rom. digter Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.) skrev i sin forvisning til Pontus ved Sortehavet nogle digte i brevform, heraf to til vennen Tuticanus (Epistolae ex Ponto IV, 12,14).- cheu! mortuus est!: Ak! han er dod! - Monning(en): tagryg. - Kaalhave: jy. køkkenhave.

9

Idibus Januarii MDCCIX: rom. datering: 13. januar 1709. - XVIII Calend. Febr.: rom. datering: 15. jan. - Manden i Kokholm: jy. herremanden til Kokholm.- synger for Done: De lærde skolers elever (Skolepehlingene, Latinerne), tiggede til livets ophold ved korsang foran borgernes huse. Skikken blev forbudt 1756.- saa: såvist, dog.- vakte plurimum!: lat. et varmt farvel! - vendidi libertatem: lat. jeg har solgt min frihed.- 12 Sletdaler: Mortens fæstepenge, 1 s. var 4 mark (1 rigsdaler, »gode dalere«, var 6 mark; konverteredes i 1875 til 2 kr.).- Udviisning: brændsel; egl. mærkning af træer, der skal fældes. - rigtig: virkelig.

10

Meierske(n): smorkærnerske. - Fruerpigen: fruens kammerpige. - ars amoris og remedium amoris: to erotiske læredigte af Ovid (se n.t.s. 8): »Om elskovskunsten« og »Midler mod elskov«. - abstine manus: lat. (ordret) væk 334 med hånden! - Viskum: herregård - Ulv: i TVP, 94 fortæller Blichers far, at der endnu i hans tid fandtes ulve i skovene mellem Viborg og Hobro. - tager Stikkepenge: spøgefuldt i jagtsprog om den, vildtet slipper fra. Morten tager udtrykket bogstaveligt - onde Fortalere: bagtalere.

11

Methamorphoses: Ovids genfortællinger af forvandlingsfabler fra gr. og rom. mytologi; da. Forvandlinger. - discourerer: samtaler, konverserer. -Garsong: af garçon: fr. karl. - L'école du Monde (1695): fr. verdens skole, en slags »Takt og tone« af E. Le Noble (1643-1711). -gaaer (...) an: lader sig gøre, lykkes.

12

lader: klæder, -fik (...) for: jagtsprog: fik til gennemsøgning ved klappere. - søger: går løs på. - Hirschfænger: jagtkniv. - holdt (...) paa: sigtede på. -Steen: en flintesten, slået mod stål, frembragte gnisten, der antændte krudtet. - plaisant: fr. behageligt - curieux: fr. forunderligt - Grand Richard: en æblesort, -faaer Skam: går til grunde. - Fussingøe: herregård -J'ai froid: fr. jeg fryser. - Comment!: fr. hvad!

13

un pen mademoiselle!: fr. lidt, frøken! - tenez Martin! arrestez vous!: fr. holdt, Martin! Vil De standse! - Maden gaaer fra mig: Jeg har tabt appetitten. -den tartariske Prinds: hovedpersonen i Mile De la Rocheguilhens roman Zingis - histoire tartare (1711), da. Den store tartariske Printz Zingis Kierligheds Historie (før 1830). - Point de tout: fr. slet ikke. - Valet de chambre: fr. kammertjener.

14

remedia amoris: se n.t.s. 10. - ah malheureux que je suis: fr. ak, jeg ulykkelige. - prate og skoggre: sladrer og ler højrøstet - Rørdrum: hejreart; jf. Dav. Salm. 102, 7. - magnifique: storslået, prægtig. - indstillet: Ved indstillet jagt jager hundene vildtet ud mod klapperne, der står stille omkring skoven.

15

Kjeppene: Skovfogederne bar stokke som værdighedstegn. - viklede: jy. bevægede sig. - satte (...) af: anviste jægerne deres plads. - slog an: begyndte at gø.

16

Considerationer: overvejelser. - Maidag: 1. maj. - Ah! (...) adieu!: fr. ak, frøken Sophie, farvel! Farvel for evigt! - den Herre Zebaoth: »Hærskarernes Gud«; gammeltestamentligt tilnavn til Gud som krigsgud. -finge: fik. -Kaper: sørøverskib; kapervæsnet var statsligt tilladt beslaglægning af fjendtlige handelsskibe. - Passenerer: passagerer. - baxes: slås. - Gast: kapergast; egl. sømand, der gør tjeneste på kaperskib; her om skibet.

17

spansk Gevær: særlig slags lange, kraftige geværer. - Haandspager: træstænger til at dreje hejseværk (spil) på skibet med - Stykker: kanoner. - Dragkiste: blev brugt til sovested for småbørn. - sin Cours: sin vej. - Hovmesteren: junkerens privatlærer og rejseledsager. - hente Lærred: Kuglerne vikledes i fedtet lærred for at slutte i bøsseløbet - qvid hoc sibi vult?: lat Hvad betyder dette? Om episoden: se Malling: Store og gode Handlinger, s. 327-334. - Pust: slagsmål. - rare: opsigtsvækkende.

18

rekommendere: anbefale. - Maladie: fr. sygdom. - Hvad har jeg oplevet?: Pesten i Kbh. 1711 skal have kostet o. 23.000 menneskeliv. Kilde til skildringen er en artikel af lægen R. Frankenau i tidsskriftet Iris og Hebe, I, 1801. - slaget Folket med Bylder: Der hentydes til den sjette af Ægyptens ti 335 plager: byldepesten. 2. Mos. 9,8. - Strube: svælg. - triste figure: fr. sørgelig skikkelse, - forlangte: ønskede. - Fæe: kvæg. - De skal lægges (...) Sela: Dav. Salm. 49,15-16. - ongefær: omtrent.

19

affreuse: fr. rædselsvækkende. - Satisfaction: fr. tilfredsstillelse. - Inclination: fr. tilbøjelighed. - Force: fr. styrke. - Løbere: tjenere, som løb foran herskabets vogn for at holde vejen fri. - Agilité: fr. foretagsomhed.

20

Mariage: fr. bryllup. - attendere: lægge mærke til. - Un Cavalier (...) clair: fr. en fuldendt kavaler, min pige, ikke sandt? Og at han elsker Dem, det er jo ganske klart! - profiteret: haft udbytte. - Børnekopperne: de »rigtige« (sorte) kopper modsat den milde børnesygdom skoldkopper.

21

Saa har jeg (...): Mellem afsnittene den 16de December 1711 og den 13de Marts 1717 har B. i SN og CnN tilføjet følgende: Thiele, den 19de December 1711. Her er stor Sorg og Bedrøvelse. Frøken Marie er død; og Herren vil ikke lade sig trøste; men den naadige Frue taler kun om hendes Begravelse, hvorledes med samme skal tilgaae. Frøken Sophie følger vel efter hendes Søster; thi hun er meget slet. Hans Excellence, hendes Trolovede, laver sig til at drage bort - Lykke paa Rejsen! - Contenance: fr. sindsro. - (...) Grund dertil (...): I SN og GnN fortsætter novellen med følgende indskud ml. Hans Excellence og er vist en stor Libertiner: kom her igjen forgangen Uge, som jeg hører. Han. Libertiner: her: skørtejæger. - indecent: upassende. - vive: fr. livlig. -hartad: næsten.

22

railleret: spøgt. - douce: søde. - Drømmer jeg (...)?: fra L. Holbergs komedie Jeppe paa Bierget (1723), II, 1. - duperet: bedraget. - kaste Tax ud: grave gravhunden (ved navn Tax) ud af rævegraven, -gjøre Poenitentse: angre oprigtigt.

23

plat: fuldstændig. - den ene forraader den anden: Det ses på den ene, hvordan den anden er (dvs. vi er to alen af ét stykke). - Potiphars Hustru: forsøgte at forføre den kyske Josef 1. Mos. 39. - Afgrunden: her: helvede. -Silence!: fr. tavshed!

24

keget (...) i Leiet: jagtsprog: beluret, opdaget (om haren, der skjuler sig). -skulle vist holde Ord: vil sikkert gøre alvor af sin trussel. - echapperet: undveget. - Skjern Bro: over Nørreå.

25

Snepper: kom på træk i marts-april - Sengestokken: sengens sidebræt. - i fremmed Være: folkeviseudtryk: i fremmed eje, varetægt. - Skydehest: hest, afrettet til jagt. - Gehæng: bælte til jagtkniv. - Tut: mønter lagt sammen i rulle.

26

Thunøe: ø mellem Samsø og Jylland. - svælte: sulte.

27

Moscoviten: Under Den Store Nordiske Krig stod Danmark i forbund med bl.a. Rusland mod Sverige. - underlige: forunderlige. - Abilden: æbletræet. - i Bloster: i blomstring. - Kjelen: jy. brønden. - Zobel: sibirisk mår. - Min Sjel (...) Herren: Dav. Salm. 103,1. - fattig og halvnøgen: måske Joh. Åb. 3,17. - Corselidse: herregård på NØ-Falster.

28

Fataliteter: genvordigheder, skæbnetilskikkelser. - denne bittre Skaal: 336 Matth. 26,39. - en Mørkhedens Gestalt: en skikkelse fra Djævelens rige. -Journal: fr. dagbog.

29

Vammelhed: væmmelse. - malideusk: ondskabsfuld. - viller: behager, -gjør Ugedage: udfører ugentligt arbejde (om hoveri). - af skikkelige Folk: af finere familie.

30

Condition: ansættelse. - Frygter ikke (...) tillige!: Matth. 10,28.

31

Denne Slægt er traurig som jeg selv: om pietismen, der bredte sig i Danmark under Christian VI (1730-1746). - Ja, Herre! (...) Forfængelighed!: Dav. Salm. 39,12. - kaldte: udnævnte.

32

Anlangendes (...) Evighed: Dav. Salm. 103,15-17. - paa Marken: i vildnisset, ødemarken. - Veiret: ørkenvinden. - dets Sted (...) meere: Det er forsvundet fra stedet. -(...) indtil Evighed: 1824-udg., men ikke de senere, afsluttes med: (Fundet, gjennemseet og udgivet af S.S. Blicher), jf. n.t.s. 7 om titlen.

Røverstuen

Trykt første gang i No II (1827). Optrykt i SN I og GnN V. Om varianter udover den i noterne nævnte: se SSk X, 206f.

Stoffet er hentet i lokale sagn og i barndomsoplevelser, således måske ligesom i Eneste Barn Charlotte v. Schinkels historie, se n.t.s. 222.

33

højryggede Agre: agre, som en særlig pløjning over lang tid har gjort højest på midten og skrånende ud mod begge sider. - Cultur: opdyrkning. -Balker: egl. skillevægge; her forhøjninger mellem to hjulspor. - Vaaninger: boliger. - Hæsse: stakke af sæd, halm eller hø. - Kaalgaarde: køkkenhaver. - Fælledskab: landsbyernes jordfællesskab fra før udskiftningen 1781 (se ndf). Markerne lå da uindhegnede.

34

purlet (om krat): lavt og tæt. - Bæveresp: træarten bævreasp. - den fjerne Ejer: Før 1781 havde bønderne ofte langt til deres spredte jordlodder. Ved udskiftningen samledes disse mest muligt. - Ansbjerg: folkelig udtale af Aunsbjerg, b.s grandonkels gård. -føer: kraftig.

35

Centaur(er): gr. fabeldyr, halvt menneske, halvt hest. - Kumpen: fyr, karl. - alligevel: jy. skønt. - Vipperne: aksene, -give (...) Fangst: jagtsprog: give det dræbende stød. - Sadelknappen: den opretstående forreste del af sadlen. - Fjerdingmiil: 1/4 mil; l mil = ca. 7,5 km.

36

Favne: l f = 223 cm. - Delinqvent(en): forbryder, der skal straffes; især om dødsdømte. - bie et bitte Kom: vent et øjeblik. - læse: bede. - klæde Stejle og Hjul: Efter henrettelsen blev den dømtes lig lagt på et hjul, anbragt vandret på en pæl (stejlen), -gaae med Skubkarren: gøre strafarbejde (jordarbejde ved fæstningsanlæg). Skubkarre(n): trillebør.

37

Tønder(et): letfængeligt stof, f.eks. trøsket træ, fyrsvamp eller klude; del af fyrtøj; det opbevaredes i Fyrtønden (lille rund metalæske). - Nu falder Godtaar mig til: nu er det min tur (til at skyde). - Skurrehat: paddehat.

337

38

slaaer en Potte mod en Dør: Nytårsaften var det skik på landet at slå potter itu mod dørene. - hartad: næsten. - Sten(en): se n.t.s. 12. - vore genialske Comedier: J.L. Heibergs vaudeviller, som B. ikke yndede, opførtes fra 1825. - genialsk: åndfuld - Gammelstrandsconversationen: det folkelige sprog, fiskerkonerne ved Gammelstrand i Kbh. brugte. - ad libitum: lat. efter behag. - meeromrørte: ovennævnte. - Raad: middel.

39

Forladning: prop af papir eller lignende, der anbringes sammen med projektilet i våben, der lades forfra. - Sølvknapper: kunne if. overtro bruges som bøssekugler mod overnaturlige væsener. - skyd ham paa Pelsen: skyd ham ihjel. - Rendekugler: store hagl til riffelbøsser. - Hyldebøsse: legetøjs-bøsse af udhulet hyldegren.

40

forskrive fra Udlandet: se ndf - billige: rimelige. - Autorbanens: forfatterbanens. - in specie: især. - den danske Pasqvino: Heibergs blad Kjøbenhavns flyvende Post (1827-1828, 1830, 1834-1837, udg. af DSL 1981-1984) eller Dansk Litteratur-Tidende (1811-1836), som B. ikke yndede pga. deres kritik af hans værker. Pasqvino: smædeskriver, æreskænder. - Holbergs: Gid aldrig (...): fra H.s komiske epos Peder Paars (1719-1720), 2. bog, 1. sang. - L .........: Aug. Lafontaine (1758-1831): ty. forfatter til populære romaner og noveller, hvoraf mange, i lighed med de nedennævnte fire ty. forfatteres værker, oversattes til da. og optoges i ridsskrifter som . Visse forkortede forfatternavne i Røverstuen er skrevet ud i GnN. - v.. d.. V....: K.G. van der Velde (1779-1824): ty. forfatter til historiske romaner; blev kaldt »den tyske Walter Scott«. - ad modum: lat. på følgende måde, i denne stil. - H......: den ty. digter E.T.A. Hoffmann (1776-1822), hvis fantastiske fortællinger var populære. - R......, A...: kan være E. Raupach (1784-1852) (eller K.Fr. Richter) og J. A. Apel (1771-1816), begge ty. forfattere, der blev læst i Danmark i 1820'erne.

41

Commerce: omgang. - Varulv(e): menneske, der kan antage ulveskikkelse. - Vampyr(er): if serbisk overtro natligt væsen, der dræber og suger blodet af mennesker. -W..... S....: Walter Scott (1771-1832): skotsk forfatter, beundret af B.; hans romaner fik stor betydning for genrens udvikling; blev oversat til da. fra 1821. - C....: måske den ty. romanforfatter H. Clauren, pseud. for K.G.S. Heun (1771-1854). - Shawl: sjal. -Røghytte: primitivt bondehus. - Rane(n): stang eller stænger til hvileplads for høns. - Overalt: overhovedet. - sc.... e: scottske. - Lejebibliothek(er): privatejet bibliotek med hjemlån af bøger mod betaling; første da. 1. opstod 1725. L. spillede en stor rolle i 18. og 19. årh.; de afløstes af folkebibliotekerne. - Læseselskab(er): læsersammenslutning, der købte ny litteratur med henblik på cirkulation mellem medlemmerne. Disse købte efter cirkulationen bøgerne eller lod dem indgå i ls bibliotek. L. opstod i beg. af 18. årh., i Danmark ca. 1750-1800. - Manuscripter til Udstyr: litt. artikler (bl.a. i 1824) fortalte, at W. Scott fik så store honorarer for sine bøger, at en af hans døtre fik ms. til en ny roman i medgift. - S......: måske den eng. romanforfatter T. Smollett (1721-1771); hans roman 338Peregrine Pickle har brede beskrivelser af jagtscener. - tager (...) Rend til: tager tilløb. - Siegfried v. Lindenberg: komisk roman (1779, da. 1786) af den ty. forfatter J.G. Müller (1743-1828), der udgav sine værker anonymt. - Hænderne er Esaus (...):1. Mos. 27,22.

42

Pegasus: if. gr. mytologi bevinget hest; symbol på digterevnen. - hvor det ikke er (...) rigtigt: hvor der sker overnaturlige ting. -phantasmagorisk: som har med spøgelser at gøre. - Ladegaard(sporten): gårdsplads mellem avlsbygninger, -forknyttede: forkrøblede.

43

Tiendetageren: opkræveren af Tiende, dvs. 1/10 af årets afgrøde, til jordejer eller præst. - Ridefogden: slotsforvalteren, der forestod gårdens drift og havde opsyn med hoveriarbejdet. - Hundedrengen: drengen, som passede hundene; ofte om person, der behandles dårligt. - Bryststykke: brystbillede. - Tiden for nærværende Begivenheder: måske 1730'erne, jf. dragterne; den ty. kirke, (se n.t.s. 50) er endnu ikke opført; på Bremerholm (se n.t.s. 46) udfører tugthusfanger stadig strafarbejde, -grundmurede (om parykker): spøgefuldt om gammeldags parykker med flere rader stivede bukler i nakken. - Kabuds(er): hue med øreklapper til mænd - Rullebuxer: formentlig om lange bukser, der blev rullet op over knæet, når man havde støvler på. - ærlige og velbyrdige: agtværdige og af fornem stand. - ordentligviis: sædvanligvis. - Domestiquerne: tjenestefolkene.

44

Kok: urhane. - carmoisinrød: mørk højrød. - Stoffes: af tykt, uldent stof med indvævet mønster. - Kalvekryds(et): skjortebryst med kruset bryststrimmel. - Hovedstykke(r): egl. kapitel i katekismus; her brugt spøgende. -guldgalonerede: med besætning af guldindvirkede bånd. - (stor)blommede: blomstrede.

45

Gjækkerie: fjasen. - synderlig(ste): besynderlig. - Rulle (egl. rudel): hjorteflok. - slaaet an paa hans Fod: fulgt hans spor. - Palstrup: herregård. - Sextenender: hjort med seksten takker på geviret; her om junkerens mange aner. - Mariagen: se n.t.s. 20. - tog ham paa Komet: sigtede på ham. - troede godt: var ikke sky. -for det første: indtil videre.

46

tør: behøver. - Justitien(s): retfærdigheden. - Bremerholm: i Kbh.; her lå flådens skibsværft, hvor tugthusfanger indtil 1739 udstod deres straf. -Knuden stak i: problemet bestod i. - Vestervig: ca. 30 km SV for Thisted; indtil reformationen munkekloster, derefter herresæde. - Ladefoged: havde opsyn med gårdens avl. - bude: beordre.

47

Jacobinerhue: den frygiske hue, den fr. revolutions symbol; lignede en nissehue. - Skyggetegning: foreløbigt udkast. - beslaae: rulle sejl sammen og binde dem fast til råen (stangen, se også n.t.s. 178). - rebe: gøre sejlene mindre. - Svabergast(es): matros eller skibsdreng, der spuler dæk. - Spiritus navalis: spøgefuldt: skibsånd. - Fløj(et): vimpel eller vindpose. - Nathus(et): kompashus. - Pøsen: spanden. - Spiiltoug(et): bås i hestestald. - snærre(t): blive sveden.

48

kaste sig (om øl): blive dovent. - meerbemeldte: føromtalte. - Storhuusellene: en gruppe elletræer (siden fjernet) mellem Demstrup og Avnsbjerg. -Horsegjøg(s): dobbeltbekkasin. - blade: om råens lokketone.

339

49

Viborg: dvs. tugthuset i V. - billigt: rimeligt. - krumpne: krogede. - Sparrer: spær. - Mose: måske Høgild Mose ca. 7 km vest for Frederiks (se n.t.s. 50). - Vældgunger: gyngende grund med kilder under.

50

hverre Syn: fordreje synet; om gøglesyn. - meeromrørte: føromtalte. - Emmer: gløder. - Kul: forkullede rester. - den tydske Kirke: Frederiks Kirke, bygget 1766 for de tyske bønder indkaldt af Frederik V til opdyrkning af heden. - et gammelt Sagn: genfortalt af B. i Oldsagn fra Heden (1824) (SSk VI, 157). -formaledidede: forbandede.

51

Huling: lavning. - Eenstedgaarde: udflyttergårde fra tiden før udskiftningen (se n.t.s. 34). - Rydhauge: herregård ca. 7 km øst for Struer, -for en Fejls Skyld: for en sikkerheds skyld.

52

Salvegarde: beskyttelsesvagt. - Camera clara: apparat til tegning af genstande efter naturen. - Beenhus(et): hus på kirkegården, hvor opgravede skeletdele opbevaredes.

53

Bucephalus: navnet på den makedonske konge Alexander den Stores (356-323 f.Kr.) stridshingst. - Phantasus og Morpheus: personifikationer af fantasien og søvnen. - en face: forfra.

54

Belzazar: »hans Farve (.. .)*: Dan. 5,6. B. var en babylonisk konge, for hvem profeten Daniel tydede en gådefuld skrift på væggen. - meget mere: tværtimod. - havde (...) Troen ihcende: havde flet syn for sagn; jf. den vantro Thomas, Joh. 20, 24-29.

55

purificeret: renset. - Materie: emne. - Inqvisitorer: forhørsdommere. - skjøttede om: brød sig om. - Fux: rødbrun hest. - Belle: isabellafarvet (gullighvid) hest.

56

Mejersken: se n.t.s. 10. - Gyngekjeme(n): en ældre slags vugge- eller rystekerne.

57

Entrez: fr. kom ind. - Peste!: fr. for pokker! - echapperet: se n.t.s. 24. - Hærskue: mønstring af tropper.

58

stod ved Hestfolkene: var dragon. - Comet: officer af yngste grad i et rytterkompagni. - Cuirassiereme: kavalleriet.

59

Kroner: l Krone = 4 mark (se n.t.s. 9). - Vad(e)sted: ved Høgild; omtalt i VA (SSk XX, 235).

60

Ungem: En datidig krig i Ungarn med da. deltagelse er ej identificeret. - Janitskarer: tyrkisk fodfolkskorps. - Min Broder: I 1730'erne ejedes Vestervig Kloster af en kornet Johan Moldrup og hans bror.

61

Manden: herremanden. - dominere: skælde ud - lumrer: blusser op.

62

Lyst æfor aa mørk æbaag! (...) et gammelt Eventyr: Trylleformularen er kendt fra forskellige versioner af eventyrtypen Den lille Sko (nr. 47 i Sv. Grundtvig: Katalog over Danmarks Folkeeventyr (1861-1883). Udfyldt af Axel Olrik (1888ff.)). En af dem, Den røde Ko, handler om en prinsesse (E. Tang Kristensen: Æventyr fra Jylland (1881), s. 38ff.). - vel god: for god - Pakke: oppakning. - Loths Hustrue: Før ødelæggelsen af byerne Sodoma og Gomorra bød Gud Lot at flygte med sin familie og advarede dem mod at se sig tilbage. Lots hustru trodsede advarslen og blev til en saltstøtte. 1. Mos. 19,26. -fast: hurtigt. - hildede sig: fik foden indviklet

340

63

specifique Tyngde: vægtfylde. - æqual: lig med. - Fjerdingvej: se n.t.s. 35. -svare Regning: betale sig. - handelige: håndterlige. - kastet: gravet.

64

Lisbeth Madame Madses: holbergsk tiltaleform. - Troglodyt: huleboer.

65

Klør: fyr. - Catastrophe(ns): her i den klassiske gr. tragedies betydning: skæbnevending, som altså kan føre til både godt og ondt. - Sædegaard: herregård, der havde været adelssæde før 1660.

66

Hestehave(n): indhegnet græsningsplads for heste; nu om jordstykker, der tidl. blev brugt som h. - Pintsefesten(s): Op til 1848 afholdtes efter gl. skik pinsefest i Aunsbjerg Hestehave. Herom i TVP, 145 og VA (SSk XIX, 222). Se også De tre Helligaftener, s. 215. - Noahs Due: 1. Mos. 7,11. - har eller finder: GnN: > har fundet eller finder. - Viser: dial. bidronning. - raaber ud: om biernes summen, før de sværmer. - Bladeskrald: piben i blade. -myrler: myldrer. -firmer: bevæger sig hurtigt. - Qvadrille: dans, der danses af fire par. - Scotsk: landlig dans. - Dyrehaven (...) Charlottenlund: også på B.s tid yndede udflugtsmål. I VA sammenligner B. Hestehaven med D. (SSk XXI, 222). -pletteret: overtrukket med et finere metal. - Aftensang: eftermiddagsgudstjeneste.

67

Kjærsholm: herregård. - Vindfælde: træ, blæst om af vinden.

68

saa prynsk som nogen Pommerkok: så vigtig som en kalkunsk hane. - polsk Dands: her vel: polka. - skiftet Ejermænd: Aunsbjerg havde fra 1732 til 1827 haft ti forskellige ejere. - trofast Kjerlighed (...): 1833-udg. har her tilføjelsen:, en Himmel under Jorden.

Sildig Opvaagnen

Trykt første gang i No V (1828). Optrykt i SN II og GnN VI. Om varianter: se SSk XII, 211f.

69

(Orig. Fortælling): er udeladt i SN og GnN. - Delirium: her: sindsforvirring.

70

billig: berettiget. - hvor Skolen dengang stod i slet Rye: udeladt i SN og GnN. - ustridigt: ubestrideligt. - Chapeau: (bal)kavaler. - resignerer: giver frivilligt afkald - Proposition: forslag. - allerhelst: især. - Qvadrillen: se n.t.s. 66.

71

Puns(eglas), punsch: drik, blandet med vin, vand og sukker. - Coqvette: letfærdig kvinde. - synderlig: mærkelig. - Aasyn: ansigtsudtryk (om sjælelig tilstand).

72

Vampyrer: se n.t.s. 41; her om forførersker. - tvert: ugunstigt.

73

Dithyramber: højstemte hyldestdigte; her ubundne, dvs. ikke på vers. - die holde Sitsamkeit (...): fra den ty. digter G.A. Burgers (1747-1794) digt Die Beyden Liebenden; lyder i sammenhæng: Die Wollust ist sie in der Nacht/die holde Sittsamkeit bei Tage: »Hun er vellysten selv om natten,/ om dagen den hulde ærbarhed.«

74

Phoebus: Apollon, i gr. mytologi kunstens - her sangens - gud - Bacchus: i rom. mytologi vinguden. - besluttes: afsluttes. - Kaldsbrev: udnævnelsesbrev (til præsteembede), -forlagt til: opr. flyttet til; her i betydningen 341 anbragt i en garnison (om militærpersoner). - vittig: intelligent. - L.H. C. (...) H.C.L.: C. betegner fortælleren selv. - ordentligviis: sædvanligvis. -Tour(en): sædvane, mønster. - Circler: selskabelige sammenkomster. -subordineret: underordnet, underlegen.

75

Depositurus: nybagt student; »rus« er en forkortelse heraf - Ikke at han jo var (...): Det var ikke, fordi han ikke var (...). - Voldgiftsmand: i jur. sprog person, der træffer afgørelse i en strid mellem to parter. - Privatissimum: privatselskab. - Bete: l'hombre-udtryk for at tabe med ét stik. - Codille: tab med flere stik i l'hombre.

76

Klubben: det sted, hvor byens selskabelige foreninger eller klubber samledes. - Resolution: beslutning.

77

Don Juan: denne sagnagtige forførerskikkelse af spansk oprindelse er bedst kendt fra Mozarts opera Don Giovanni (1787). - uvitterlige: uafvidende, ufrivillige.

78

Materie: emne. - Postnyhederne: avisnyhederne.

79

her i Sengen hos mig: GnN: > her hos mig. - Munderingskammer(et): opbevaringssted for uniformer.

80

og sov hos (...): GnN: > og bliv hos (...). -forskylder: fortjener. - Febricitanten: feberpatienten. - lægger (...) Fold til: fæster sig ved. - Feberparoxysme: heftigt feberanfald.

81

Omblik: overblik. -forblummede: uklare.

82

mislig(ere): vanskelig, her: utaknemmelig. - tu contra (...): lat. Du skal gå dem (ulykkerne) dristigere i møde. Citat fra den rom. digter Vergils (70-19 f.Kr.) helteepos Æneiden VI, 95. - Jobs Venner: Den gudfrygtige Job udsattes for svære prøvelser, men fastholdt sin tro på Gud. Jeg har hørt mange Ting (...) er Jobs svar til sine dårlige trøstere (Job 16, 2-4); et Vær: forgæves. - Balsom, balsam: her: salve brugt som lindrende lægemiddel.

84

afbede: bede om tilgivelse for. - Myrthe(n): stedsegrøn plante; kærlighedssymbol. - Commiskjoler: uniformsfrakker. - Blaarlærred: groft lærred af hør- eller hampaffald. - Frantz! Frantz! (...): ty. Frantz! Frantz! Stå op! Morgenen gryer. Adelheids slutreplik (ikke ordret) fra Goethes drama Gotz von Berlichingen (1772, da. 1803), V, 8. - cortex peruviana selecta: kinabark (egl. bark fra Peru) af bedste sort; heraf udvindes kinin. - Hr. Galanen: nedsættende om en gift kvindes elsker. - Bilet(terne): kortfattet brev.

85

Panteforskrivninger: pantebreve, gældsbeviser, -fornemmelig: især.

86

Forbud: forvarsel.

87

afholde: afværge.

88

udvaaget: forvåget.

Ak! hvor forandret!

Trykt første gang i No VIII, 1828. Optrykt i SN III og i GnN II. Om varianter udover den i noterne nævnte: se SSk XIII, 223f.

342

90

(Original Fortælling): SN og GnN fortsætter: (Forhen trykt under Firma P. Sp.). - aspirerede til: stræbte efter. - Aldrig saasnart var jeg kommen tilbage (...): Fortællerjeg'et er Peer Spillemand-figuren (se efterskrift), der også er fortæller af novellen Eva, trykt i No VI, 1828. - Justitsraad: titel i 4. eller 5. rangkl. inden for et system af i alt 9 rangkl. (1. kl.: geheimeråd). -Ruricolus: lat den landlige. - fidele: gemytlige, muntre. - Spradebasse: overdrevent pyntet eller moderne påklædt ung mand. - som et pillet Æg: ulastelig.

91

halvsjette: 51/2. - Tomme: l t = 2,6 cm. - Nordlyset for 1827 (...): henvisning til Peer Spillemand. (En litterair Notice, meddelt af ham selv, i et Brev til Redactionen). - Stadsmusikanten(s): musiker, der havde privilegium på at spille ved offentlige og private festligheder i en by. - viniliske: fra Vendsyssel. - Peninsel: halvø. - Vor Søerejse indtil Aalborg (...): forudanm. af novellen Peer Spillemands Skibsjournal (No X, 1829). - naturaliseret: ligestillet (ved tilflytning). - scoptisere: gøre nar. - Nankins Buxer: b. af gult bomuldsklæde, opr. fra den kin. by Nanking. - pojfodede: om duer og høns, der har fjer helt ud på fødderne.

92

Figur: stilfigur. - ven(ne) Maar: folkevisesprog: smuk ung pige. - Polskpas: en slags kortspil. - Ufærd: ulykke. - (drikke) en Tærte: en bolle punsch (se n.t.s. 71). - Terminus technicus: lat. fagudtryk. - Thevandsknægt: te med rom og sukker. - Discours: (vidtløftig) samtale. - Roeandrik(kens): betegnelse for andrikken, når den fælder svingfjer og derfor ikke kan flyve.

93

Strunkhed: fornemhed. - Air og Anstand: fornemt væsen og værdig holdning. - brøstede: manglede. - Kammerraad: titel i 6. eller 7. rangkl. (se n.t.s. 90). - Træskokarle: her om kvæg af ringe kvalitet. - No« plus ultra: lat. uovertruffen.

94

Miss Flamborough: bondepige i den eng. forfatter Oliver Goldsmiths (1730-1774) roman The Vicar of Wakefield (1766, da. Præsten i Wakefield. Oversat af B. i No 1827). - Bett(y) Bouncer: bondepige, omtalt i Goldsmiths skuespil She Stoops to Conquer (1773, da. Feiltagelseme, 1786), I, 11. - Jevnmaal: harmoniske mål. - Liniamenter: ansigtstræk. - Lafontaine: se n.t.s. 40. - Lotte: formentlig heltinden i Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers (1774, da. Den unge Werthers Lidelser (1832)). - Mariane: måske heltinden i den ty. forfatter J.M.Millers (1750-1814) roman Siegwart, eine Klostergeschichte (1776, da. 1778), en efterligning af Goethes roman, som også omtales i b.s novelle Fjorten Dage i Jylland (DN II, 17). -færdigt: kompetent. - Mageskifte: udveksling af fast ejendom. - dédaigneux: foragtfuldt.

95

Mandinder: mandhaftige, stridbare kvinder. - Amazoner: if. gr. sagn et folk af krigeriske kvinder ved Sortehavets kyst. - Jukke(trin): om pludselige, rykvise bevægelser. - echaufferet: ophedet.

96

Jomfruetobak: virginiatobak. - uimodstaaeligt: uudholdeligt. - Æ tykkes mi gue Uen sier saa bleg ud: jy. jeg synes, min gode ven ser så bleg ud; til gue Uen har 1. udg. 1828 flg. fodnote: * Dette Hr. Lammestrups »gode Ven« erindrer mig om et ligelydende 343 »gode Ven,« jeg nyligen har seet anbragt i lignende Sammenhæng, og vel heller ikke i meget forskjellig Betydning. Hr. H. v. Buchwald har nemlig i No. l af hans »Bilag til Erindringerne« følgende: - »Det andet Exempel paa slet Oversættelse falder nærmest mellem mig og min gode Ven Hr. S. S. Blicher« - »naar saadanne Fejl ikke mulcteres, saa etc.« (maae nemlig Recensenterne ikke revse andre Oversættere.) Men Fejlene ere disse: 1) S. S. B. har oversat Invalid ved Krøbling, og 2) det dobbelttydige hôte ved Vært, hvor det borde hedde Gjæst. Min gode Ven S. S. B. har sagt mig: at han allerede herfor har faaet, og uvægerlig modtaget en lille mundtlig, men høflig Correx (det var i en Oversættelse af Hr. v. Buchwalds eget Arbeide »dernières pensées« at hine Fejl vare indløbne). Saa hædrende som S. S. B. sikkerligen vilde ansee Hr. v. Buchwalds Venskab - det grunder sig ellers kun paa to Breve og to Timers Samtale - saalidet forlanger han vel, at dette skal antage Caracteer af Hovmesterskab. For saadanne to Fejl - hvoraf den ene egentlig ingen Fejl er, og den anden kun en halv - først at høre et privatissimum, og derovenpaa publice at udmønstres af Oversætternes Legion, eller rettere udpeges som No. 2 blandt slette Oversættere: det er i det mindste ikke venskabeligt. Det tykkes mig forresten sært, at Hr, v. B. nu vil slaae ind paa Recensentvejen (i Almindelighed deres Tilflugt, der ej kunne komme frem paa nogen anden); men endnu særere, at just hans gode Venner først maae holde for. Hr. H. v, Buchwald: B. havde fra fr. oversat to tekster af Heinr. v. Buchwald (1787-1876) til No: En ung Krøblings sidste Tanker og Pilegrimmen. - Recensenterne: anmelderne. - privatissimum (...) publice: privat bebrejdelse (...) offentligt. - Nectar: gudedrik. - Anticipation: foregribelse.

97

Terpsichore: dansens muse. - Slikkene: kysseri. - skriftede, gik den polske Kirkegang, stode paa den brede Steen, malte Sennop, hængte og faldt i Brønden: forsk former for straf, man idømmes i pantelege. - Pas, Beet. Jeg bliver i dem, tag hjem (.. .)jeg har ham: forsk. spilleudtryk fra l'hombre. - have sat en (...) Beet: have bødet for et tabt spil.

98

Krøs: skjortebryst med kruset bryststrimmel. - Strimmel: tøjstrimmel til pynt på dragter, især i halsudskæringer. - Hanekam: Håret er redt op i begge sider, så det ligner en kam. - Chapeaueme: se n.t.s. 70. - blind(e) Figureren: fordans, der udføres for et syns skyld. - Alabast: klar, svagt gennemsigtig gipsart. - og jeg behøver (...) Brylluppet: udeladt i SN og GnN.

99

een af vore Digtere: måske hentydning til Poul M. Møller: Jægersang (trykt i Just Mathias Thieles (1795-1874) poetiske nytårsgave Rosenblade (1818)). - dansk Whisky: brændevin. - Fictioner: påfund, opdigtelser. - vrippen: irritabel.

100

Knubskib: lille fladbundet båd -forplumredes: forstyrredes. - incommoderet: besværet. - hartad: næsten - Knist: undertrykt latter. - Flause: dumhed.

101

Apport: ordre til hunden om at bringe byttet. - Revieret: jagtområdet. - raabte af: gav tegn til, at jagten var forbi.

102

Hephæstos: I det gr. helteepos Iliaden, der tilskrives Homer (8. årh. f.Kr.), 344 fortælles det, at den halte smedegud Hefaistos får guderne til at le, da han for at forsone Zeus og Hera farer rundt og skænker vin op ved et gæstebud på Olympen. - suffisant: selvtilfreds. - Amphibier: dyr, der kan leve både i vand og på land.

103

Travestering: komisk kostume, forklædning. - Ryes Frakke: frakke af uldent stof - nec mirum: lat og intet under. - Pantalons: lange benklæder. -formaledidede: forbandede. - Seculum: lat. århundrede. - raillere: se n.t.s. 22.

104

ond(e) Genius: ond ånd. -profitere: her: nyde. - Hvad tykkes dig om Sædet?: fra Oehlenschlägers tragedie Hakon Jarl (1806), I, 3. - Ha! tifold formaledided være den Skræder (...): jf J.H.Wessels komiske syngestykke Kierlighed uden Strømper (1772), I,1.

105

Lethe (...) Styx: if gr. mytologi er L. navnet på glemselens flod i underverdenen; S. er den flod, over hvilken Charon færger de døde til dødsriget. - malisjøsk: se n.t.s. 29. - Digteren: citatet er fra B.S. Ingemanns drama Løveridderen (1816), sidste scene.

106

Sundbye: Nørresundby. - Die hübschen Mädchen (...): ty. »De kønne piger forbliver fjerne - o, ungdoms drøm, o, gyldne stjerne.« Fra F. Försters (1791-1868) digt Lauf der Welt.

107

Statscalenderen: Kongelig Dansk Hof- og Stats-Calender (siden 1801). - Aus den Augen (...): ty. ude af øje, ude af sind - resigneret: taget sin afsked. - es waren schöne Zeiten, Carlos!: fra Goethes sørgespil Clavigo (1774), I, l (ikke ordret).

108

fransk paa Forbenene: om korthalsede heste, der må stille det ene ben foran det andet for at nå græsset. - ousen: parrelysten (om køer). - Pillik: krikke. - ringe: sætte ring i næsen (på husdyr), - plat: komplet. - cremortartarisk: egl. rensende; afkølende.

109

rustificerede: landliggjorte, bondske. - tempora mutantur et nos mutamur in illis: lat. ordspr.; tillægges den ty.-rom. kejser Lothar I (840-875).

Hosekræmmeren

Trykt første gang i No IX, 1829. Optrykt i SN I og CnN V. Om tekstvarianter: se SSk XIV, 229f.

110

Hosekræmmeren: En h. var en mellemhandler, der opkøbte strømper og andre uldvarer fra de spredte producenter og videresolgte dem til grossererne i de store byer, især Kbh. og Hamburg. - Den største Sorg (...): formentlig efter en folkevise. I Danske Viser 1530-1630 v. H. Grüner Nielsen (1912ff., optr. af DSL 1978-1979) ses en afvigende form: Inngen større plage y ald werdenn monne were ennd att skillis fra sinn hierthens kier (nr. 232). - Alhede: meget stor hede; her hedeområdet SV for Viborg. - Tamerlan: el. Timur Lenk: mongolsk hærfører fra 14. årh. - lysterer: er på lystvandring. - Kimingen: horisonten. - (Menneske)vaaning: bolig. - 345Colonieanlægget: o. Frederiks ved Viborg, hvor »kartoffeltyskerne« (se n.t.s. 50) holdt til.

111

Skiven: bordet - Hedebonden: Hosekræmmeren delte sæd og skik med de øvrige bønder, men tilhørte en højere, mere velhavende klasse. - de skotske Lairder: godsejere.

112

Travestering: forklædning, -gjorde adroit: stillede sig på bagbenene. - kaldte Hunden af: GnN: > kaldte af Hunden. - uvitterligt: ubevidst. - Een af de Kumpener, der rende omkring (...): Esben er kun bissekræmmer, ikke hosekræmmer. Kumpen: kumpan, fyr. - Dos: dusin. - Tværsæk: vadsæk med åbning på tværs; kan bæres over skulderen. - Boel: husmandssted. - Daler: se n.t.s. 9.

113

driver: udvikler sig. - (blaat)blommet: se n.t.s. 44. - cimbriske: her vel: jyske (ikke himmerlandske).

114

Mens Græsset groer (...): ordsprog hos Peder Laale (DO, 3252); her om løfter, der først kan opfyldes om lang tid. Formentlig dannet af Tunnicius' ty. ordsprog fra 1514: Wenn das Gras wachst, so ist das Pferd oft todt. - but: mut. - maae: kan. - Materie: se n.t.s. 78.

115

firer af: gør indrømmelser. - Epictet(s) (ca. 50-ca. 130): gr. filosof, en af stoicismens grundlæggere; skelnede mellem det, der beror på viljen, og det, der ikke er i menneskets magt (jf. Epiktets Haandbog. Overs. af E. Boye (1781), s. 3ff.). Ved at udvikle viljen skulle man nærme sig en etisk fuldkommenhed i uafhængighed af den ydre verdens skiftende vilkår. -sublunariske: »under månen«, jordiske. - Hymen (...) Pluto: if. gr. mytologi er H. ægteskabets gud og P. rigdommens. - Roman: rørende, romantisk skæbne. - sad varm(ere): var velstående. - gode Sedler: hundreddalersedler (if fodnote til 1833-udg.).

116

anticipiere: se n.t.s. 96.

117

Macbeths Dolk: allusion til Shakespeares drama Macbeth (ca. 1605), II, 1. -Mikkelsdag: 29. sept; fest for ærkeenglen Mikael.

118

fare med: være beskæftiget med. - binde: strikke. - det har intet Skrid: der er ikke skred i det.

119

der er lyst tre Gange: Lysning foregik i kirken tre søndage i træk, hvorefter ingen kunne modsætte sig ægteskabet. - tog Uldnøglet fra (...) Skulder: Når man strikkede, var garnnøglet som regel af hensyn til bevægelsesfriheden fastgjort til en Hægte (krog) på klæderne, - for det meste: næsten.

120

Uskjel: uret. - Overstuen: den fine stue eller storstuen.

121

Ætmaal: døgn. - Da hun vaagnede (...) tilbage: udeladt i GnN.

122

studsig: studs, krakilsk.

Præsten i Vejlbye

Trykt første gang i No X, 1829. Optrykt i SN II og GnN II. Om varianter: se SSk XIV, 232.

346

Historiske forudsætninger. Novellen bygger på en virkelig tildragelse. Det historiske grundlag har B. fra E. Pontoppidan: Annales ecclesiæ Danicæ (1741ff.) og fra mundtlig overlevering. SSk XIV refererer flg. (her fork.) s. 244: Præsten Søren Jensen Qvist blev uskyldig henrettet 1626, anklaget for mord af en mand, der havde friet forgæves til præstens datter. Præstens kusk var 1607 forsvundet på en gådefuld måde. Hans tjenestekarl udbredte det rygte, at præsten havde myrdet ham, men fragik det på tinget. Længe efter dukkede rygtet op igen, da man fandt skeletdele uden for kirkediget. Ved hjælp af bestukne vidner fik frieren da præsten, der nægtede sig skyldig, dømt og henrettet. Præstens søn fik sagen genoptaget og faderens eftermæle renset. En fremstilling af hændelsen på grundlag af sagens akter findes i Severin Kjær: Præsten i Vejlby (1894). Se også Henrik G. Poulsen: En Criminalhistorie: Blicher og Præsten i Vejlby. Essay (1970).

124

Vejlbye: mellem Grenå og Ebeltoft. Her ligger også de øvrige lokaliteter, der er nævnt i novellen. - Herredsfoged: indtil 1919 den embedsmand, der var dommer og politimester i et herred. - Aalsøe: ca. 3 km SØ for Vejlby. - min kjere Herres Foranstaltning: Herredsfogder udnævntes før enevælden af lensmændene og havde ingen juridisk uddannelse. - dette Folk: beboerne i herredet - svare: byrdefulde. - Det er ikke godt (...): 1. Mos. 2,18. -falder af: dør. - Ingvorstrup: gl. gård i Vejlby Sogn. - Forbandet være (...): 5. Mos. 27,25. - Pranger: person, der driver lyssky handel. -hav e med (...) at skifte: have med at gøre.

125

Mohrenkopper: heste med sorte hoveder. - Daler: se n.t.s. 9. - magede: sat sammen til ét spand - Afslæt: nedslag. - Tiende: se n.t.s. 43. - Hr. Søren: se n.t.s. 7. - talte ham til, saa en Hund (...): skældte ham hæder og ære fra. -beleven: venlig, elskværdig. - Avlskarl: forkarl.

126

Rasmus: landsby 10 km SSV for Grenå. - Tørveskifte: tørvelod. - Du skalt ikke bøje (...): 2. Mos. 23,6. - Flyttedag: den dag, da tyendet på landet fra- eller tiltrådte pladsen, -fuus: barsk, hidsig. - summe sig: besinde sig. - artigt: her: underligt. - Skjelm: forbryder. - Qyæstioner: spørgsmål. - sloten: forlegen. - Discoursen: se n.t.s. 11.

127

Høgholm: herregård i Rosmus Sogn. - smidskede: smålo underfundigt. -staaet for Skorstenen: været i køkkenet (ved arnen), -gram: forbitret. - Lipperne: læberne. - Vederpart: modpart. - skoggre: se n.t.s. 14. - Fordrager Sorg (...): Pet. 1. brev 2,19; Fordrager: tål. - Jagilde: trolovelsesgilde. - bevægeligt: bevægende. - moxen: næsten.

128

fornemmelig: især. - Fader og Moder (...): Dav. Salm. 27,10. - Overborde: ved bordet. - hartad: næsten. - Lyngbye: nabosogn til Vejlby. - Hyllested: nabosogn til Rosmus. - besværet: drukken. - Piaseer: morskab. - over alt dette: overhovedet. - studsig: opsætsig, stædig. - lad Porten slaae ham: vis ham døren. - smøre sine Fingre: tilsmudse sine hænder (ved at prygle).

129

et Viintræ (...): Dav. Salm. 128,3. - revangere: hævne. - Retten giver os Alle nok: retten lader ingen i stikken. - stædt for Podemester: ansat som gartner. - Munddaske: slag på munden. - allerhelst: især. - har forstukket sig: holder sig skjult.

347

131

vedpas: omtrent. - Indsidder: person, der bor til leje hos gårdmand - Hyrden: byhyrden. - ibidem: lat. sammesteds. - du skal ikke slaae ihjel!: 2. Mos. 20,13. - Øvrigheden bærer ikke (...): Rom. 13,4. - Stiftamtmanden: blev først i 1692 betegnelse for den amtmand, der sammen med bispen udgjorde øverste myndighed i stiftet (bispedømmet).

132

Tolstrup: by i Vejlby Sogn.

133

det imputerede Mord: det mord, han var beskyldt for. - beknyt: bekymret. -forekom: kom i forkøbet, - gjøre (...) fyldest: opfylde.

134

i Kvarteret: i samme del af haven. - Skrupperie: skrammel.

135

læg Haand paa den Døde: if. overtro ville sårene på den myrdedes lig springe op at bløde, når morderen rørte det.

136

Kiste (...) havde staaende til sig selv: alm. skik hos bønder i æ. tid - Tingsvidne: afgivelse af vidnesbyrd; her protokollering af sagen i haven. - Stokkemænd(ene): tingsvidner, bisiddere ved forhør; Stok: tingbænk. - befatte Dig intet (...): Matth. 27,19. - Udpige(n): pige, som arbejdede i marken. -Borgerstue(n): opholdsstue for tyendet. - (om)vandt: vidnede (om). - undsige: true med skade.

137

Saa sandt hjelpe mig (...): slutn. af dommereden, jf. Koldingske Reces 1558, § 7. - Avind: fjendskab. - vitterligt: bekendt.

138

Pust: slag, genvordigheder.

139

forloren: fortabt. - Slutter(en): arrestbetjent.

140

Axelen: skulderen. - Byesvend(en): væbnet øvrighedsbetjent.

141

Bursch: student. - Ledemod: led.

142

priis Ingen lykkelig (...) døer!: if. den gr. historieskriver Herodots (485-430 f.Kr.) værk om perserkrigene, I, 32, sagde Solon (se n.t.s. 193) disse ord til kong Krøsos; ses også i: Syrach: Jesu Sirachs Viisdom, se n.t.s. 7. -Skodde: slå. - synderlig: besynderlig.

145

Fredens Tegn: korsets tegn. - Indklædning(en): digterisk fremstilling. - denne (...) Begivenhed gav Anledning til (...): ikke hist. korrekt. - Delinqventsager: sager, der fører til straf, især dødsdom, -geraadede: blev.

146

have sin Habforgfort: have risikeret sin hals, dvs. halshugges. - Ruelse: anger. - kjødelig Sikkerhed: verdslig ubekymrethed - et Vredens Barn: synder, der må straffes af Gud (efter Efes. 2,3). - Jeremiæ Begrædelses Bog: dvs. Klagesangene, som if traditionen er forfattet af Jeremias.

147

Stenen ligger endnu (...): En ligsten, der kaldes Søren Qvists, ligger på stien uden for våbenhusdøren, - plat: se n.t.s. 23. - det var ikke saa godt (...): det havde været bedre for mig (...).

148

Skorsteensskjødet: kanten af den åbne skorsten, - fomummen: lamslået. -rædde: skræmme. - i Stødemaal: stødvis. - en Belials Mand: en ugudelig krop.

149

et trebundet Markeskjæl: sted, hvor tre marker støder sammen; på sådanne steder begravede man ofte henrettede og selvmordere. - Lejlighed: ansættelse. - hæl: skjul. - Landemærker: grænser.

150

Bloddommer: dommer, der afsiger dødsdom. - Kun Gud hører Hævnen til: efter Rom. 12,19. - Rørelse: slagtilfælde.

348

Juleferierne

Trykt første gang i SN IV (1834). Optrykt i GnN III. Om varianter: se SSk XIX, 205f. Om novellens særlige tekstforhold, se Hans Brix: Blicher-Studier (1916). Om modeller for visse af personerne i Juleferierne, se SSk XXIX, 210f.

151

Titlen: Juleferierne: efter lat. sprogbrug flertal, altså = juleferien. SN har undertitlen (Af en gammel Skolemands Erindringer). - Thalia(s), Terpsichore(s), Euterpe(s): skuespillets, dansens og musikkens muser. - Figaro (...) Molinasco: selskabsdanse; hhv. kolonnedans med vals og mølledans. - roet mig: glædet mig. - Kammerraad: se n.t.s. 93. - otium: lat. hvile, frihed - Ulvedal: formentlig herregården Ulstrup ved Langaa, ca. 15 km fra Randers. - Duodezudgave: bog i meget lille format (med 12 blade i arket). -Gellert, CP. (1715-1769): ty. fabeldigter. - Conrectoren: vicerektoren. -Hører(ne): lærer. - bona officia: lat. venlig indflydelse. - Tredie Lectiehører(en): lærer, der underviser på tredie klassetrin. T. nævnes dog s. 154 som deltager i turen - et ex. på tekstens unøjagtigheder. - Skyggerids: skitse.

152

Qvartseculum: kvart årh. - Horats (65-8 f.Kr.): rom. digter. - Toccategli: brætspil, hvis regler er forklaret i Hans Brix: Blicher-Studier s. 95; Hukken (...) Marschen (...) gik over: spilleudtryk fra t. - Primipilus: lat. befalingsmand i den rom. hær. - hibema: lat. vinterlejr, -jacta est alea: lat. terningen er kastet; Cæsars ord, da han år 49 f.Kr. gik over floden Rubicon. - Qvintus: lat. den femte. - at Man ikke kan see Folk (...) Tænderne: ses hos Peder Laale i formen: Man kan ej se en mand længere end til tænderne og i et par var. hos Peder Syv, 5007 (Danmarksgamle Ordsprog VII: l (1983)). - Laconeme: antikt gr. folkeslag fra landskabet Lakonien på SØ-Peloponnes. Ordet »lakonisk« refererer til L. - Terents (ca. 195-159 f.Kr.): rom. komedieforfatter.

153

ira amantium amoris est integratio: er fra Terents' komedie Andria III, 3. -De æ Løun: jy. det er løgn. - Naar Katteren ryues (...): lat. Når kattene rives (...). Peder Syvs ordsprog fortsætter: får de unger. - Travestering: komisk gendigtning. - Qvintaneme: eleverne i femte lektie (klasse). - kom tomhændet (...): Gaver til lærerne blev forbudt 1809. - Go din Vej! din douen Slog! (...): jy. gå din vej! din dovne lømmel. Jeg gider ikke se dig for mine øjne. - Eenspænderfrakke: enradet frakke. - communicerede: gik til alters. - Qvartus: lat den fjerde. - Libationer til Fader Evan: (drik)ofre til vinguden.

154

holde Lyset: være skydeskive for vittigheder. - Tertius: lat. den tredje. -gjorde (...) med: deltog r det samme som andre. - lange: nå.

155

Ubevandt: uvant. - Ossians Carthon: B. udgav 1807-1809 en overs. af den irske sagnfigur, skjalden O.s digte. Den omtalte scene fra epos'et Carthon ses i SSk II, 129. - Ørnens Vej i Luften (...) Kvinde: Ordspr. 30,19. - Vers af Ovid (...) det sorte Hav: kan være fra Tristia (III, 10), som Ovid (se n.t.s. 8) skrev i sin landflygtighed ved Sortehavet.

349

156

Fjerdingmiil: se n.t.s. 35. - sodales! (...): Æneiden I, 203. - Virgil: se n.t.s. 82. - Vaaning: se n.t.s. 33. - Slag: spor.

157

Natter: nadver, aftensmad. - Springgaas: legetøj, lavet af gåseskrogets brystben. - infandum (...): Æneiden II, 3. - Æneas (...) Dido: Æ., helten i Æneiden og if sagnet grundlægger af Romerriget, forelskede sig i dronning D.

158

Leporem (...): Horats (se n.t.s. 152): Satirer I, 2, 105. - Lyseholder: se n.t.s. 154.

159

pax!: lat. stille! - Domine confrater: lat. hr. medbroder, kollega. - den Stjerne, som stedse (...): formentlig Venus.

160

satte af: se n.t.s. 15. - klippede med Ørene: bevægede ø. (om dyr). - holdt (...) paa: sigtede på - macte (...): fra den rom. historiker Titus Livius' Ab urbe condita (lat. »Fra byens grundlæggelse«) VII, 36, 5. -firmende: se n.t.s. 66. - hurle(nde): kredse eller flokkes (om vildt).

161

jam ad (...): Livius (se ovf) VIII, 8, 11. -profecto: lat. sandelig. - raabtes af: se n.t.s. 101. - Pudler: egl. fejlslag i keglespil. - Flause: dumhed. - Saat: afdrivning (= gennemsøgning) af jagtområde.

162

Roesomhed: stilfærdig glæde. - Otium est (...): omskrivning af Otium est pulvinar diaboli (se n.t.s. 7). - den fromme Skjelm (...): Æneas (Æneiden IV, 166 f). - Maxime: læresætning. - magiske Lygte: tryllelygte; (tidl.) lysbilledapparat. - Lucubrationer: nattestudier. - Timeinformationer: undervisningstimer; især om privatundervisning.

163

Pølser: pøller. - dem Selv: om værtsparret.

164

lemures (...): Horats: Epistler II, 2, 209. - und immer weiter (...): af den ty. digter G.A. Burgers (1747-1794) ballade Lenore (1774).

165

Sengebaand(et): reb med håndtag over sengen til at rejse eller vende sig med. - aabne Breve: breve stilet til én person, men med alment sigte. -store Philologicum: en universitetseksamen. - hun gjorde mig godt (...): Ordspr. 31,12.

167

benouet: beklemt.

168

Contubemal: person, man deler værelse med. - adjungeret cum spe successus: lat. tilknyttet som medhjælper med håb om at blive efterfølger. - Herredsfogden: se n.t.s. 124.

169

nam: forstod.

170

Nej Katten ryuv mæ (...): jy. Nej katten rive mig, om jeg gør, så skal jeg før gå hjem. - kommen for Skade: blevet gravid udenfor ægteskab. - A vil, Katten ryuv mæ (...): jy. Jeg vil, katten rive mig, ikke bytte med ham, om jeg så skulle vinde hele Ulvedal. - Skjel: ret. - Rundar: runde.

172

kvinkelere: ironisk: synge, kvidre. - Aarets sidste Blomst: sangen Last Rose of the Summer af den irske digter Th. Moore (1779-1852), gengivet ndf i B.s fri oversættelse.

174

hartad: næsten. - Française: selskabsdame.

175

Specie: todaler-mønt. - bar (...) Børn (...) i Kirke: dvs. hun var gudmoder for dem. - Natstykke: natligt sceneri (om maleri).

176

flau: plat. - Stadsmusikant(ens): se n.t.s. 91. - astheniske: kraftesløse. - rue: 350 barsk. - Apollo(s): if. gr. mytologi bl.a. musikkens gud - »Vær velkommen!« i Heibergs Indtog: P.A.Heibergs (1758-1841) syngestykke Indtoget (1791), I,1. - Slaae (...) Beterne i Hartkorn: gør spilleregnskabet op, afslut spillet.

177

smorzando: hendøende. - Assessor(en): medlem afret, bestående af flere dommere.

178

Roat: linedanser, der var på turné i Danmark i 1827. - Skibsraa: sejlbærende stang, anbragt vandret på mast - Concertmester: dirigent.

179

encores: gentagelser.

180

Belevenhed: se n.t.s. 125. - Sølvmor: silke med indvævede sølvtråde.

181

brammende: prangende, -gistne: utætte. - Rørtaget: tagrørene. - det sidste henvisnende Skud, dvs. Comtessen; kan referere til en frk. Scheel, den sidste efterkommer af slægten S., der havde ejet Ulstrup i århundreder. Hun døde 1835. - Helleniens blinde Sanger: Homer (se n.t.s. 102). - Menneskets Æt (...): frit citat efter Iliaden VI, 146-149. - Materien: emnet -Billet: kortfattet brev.

182

Zephyr: vestenvind - Hvad er Skjønhed (...) Kjerlighed: fodnote i 1834-udg. - Pygmalions Galathea: if. gr. mytologi formede P. en kvindestatue så smuk, at han forelskede sig i den; på hans bøn forvandlede guderne den til en levende kvinde, som fik navnet G.

183

skuffe: narre. - Chapeau(er): se n.t.s. 70. - Brønden (...) den brede Steen: se n.t.s. 97. - Forundringsstolen: straf i panteleg: Delinkventen anbringes i en stol; en af deltagerne foretager et hviskende rundspørge hos de andre om hans mærkværdigheder og fortæller ham svarene (tit smådrillerier). Han skal nu gætte, hvem de forskellige svar kommer fra.

184

Armtur(er): om selskabsdans: tur, hvor man bevæger armene. - Artighed: høflighed. - Trykkeren: dørhåndtag, klinke.

185

mærkelig: mærkbar.

188

voltigere: gøre luftspring. - Livorno: by i Mellemitalien.

190

dépit amoureux: fr. forelsket ærgrelse. b.s note i SN: forliebt Frodighed. - overalt dette: desuden; først og fremmest. - Kurilerne: øgruppe ved Sibiriens østkyst - Peter Pouls Havn: Petropavlovsk, havneby på den NØ-sibiriske halvø Kamschatka.

191

Basseraller: lystige gilder. - Pikkenik: (sammenskuds)gilde. - Skamfiling: skade. - Mademoiselle! (...): fr. Frøken! jeg elsker Dem.

192

taget Luven fra: stillet i skyggen. - hale: indhente. - Ragerie: ragelse. - kalfatre: tætte (om skib). - i samme god Lag: samtidig. - Escadre: trop.

193

de syv Vise(s): På tempelvæggen i Delphi var indskrevet en række tankesprog, der tillagdes d.s.V. Der har været enighed om navnene på de fire, nemlig Thales (6. årh. f.Kr.), Bias (ca. 570 f.Kr.), Pittakos (beg. af 6. årh. f.Kr.), Solon.(beg. af 6. årh. f.Kr.), men ikke om de sidste tre; Chilon og Labys hører måske til d.s.V. - Etatsraad Syrach(s): Kammerjunker K.B. v. Schirach, søn af den ty. historiker og da. etatsråd G.B. Schirach, blev først etatsråd 1840. Var 1812-1828 red af tidsskriftet Politisches Journal, der var stiftet af faderen. Heri forekommer udtrykket es kann nicht so bleiben (ty. »Således kan det ikke forblive«; sang af den ty. digter A.v. 351 Kotzebue (1761-1819)), som en småborgerlig klage over tiden, tit brugt ironisk af B. Etatsraad: titel i 3. rangklasse. Se n.t.s. 90. - den vise Syrachs: priis ingen (...): se n.t.s. 142. - Oraclet: her om selvindlysende tankesprog eller spådom. - Sophister: en gruppe gr. filosoffer i 400-tallet f.Kr., kendt bl.a. for deres spidsfindighed og skepsis.

194

roesom: fornøjelig, interessant. - udførte: fuldendte. - humanissime: vellærdeste. - insanis aut versus facis?: bygger på Horats: Satirer II, 2, sat. 7, vers 117, hvor Horats' slave Davus siger om sin herre: Aut insanit homo, aut versus facit: manden er gal, eller han skriver vers.

195

summe: se n.t.s. 126. - hændelsesviis: tilfældigvis. - Per deum (...) res: ikke klassisk, men kristen lat; uden bestemt opr.; ældste belæg (i Revised Medical Latin Wordlist) er fra 1564.

196

gaudeamus igitur: lat. lad os da glæde os; gi. studentersang. - Ruf(fet): beboelseshus på skibsdæk.

198

Shawlet: sjalet. - tilforladelig: utvivlsomt.

Skytten paa Aunsbjerg

Trykt første gang i novelle- og digtsamlingen Kommodn (1839). Optrykt i GnN IV.

Novellen bygger frit på et par barndomserindringer: en karls mord på sin kæreste og den tidligere skytte på Hald Wilh. Johansens død ved et ulykkestilfælde. Herom i Li-Tr II, 134-136; om mordet i folkelig overlevering, se E. Tang Kristensen: Danske Sagn, ny Rk. III, 77 (1931). - Om personalhistoriske enkeltheder, se SSk XXIV, 233f.

199

Aunsbjerg: se n.t.s. 34. - Etatsraad: titel i 3. rangklasse (se n.t.s. 90). - den »permanente Guillotine«: måske ægteskabet. - Manille: næsthøjeste trumf i l'hombre. - Satisfaction: tilfredsstillelse. - Tøjreslag(et): et tøjret dyrs græsningsområde. - Skytten: se n.t.s. 7. - Legitimitet(en): godtgørelse af et forholds rigtighed. - General Numsen: chef i 3. Jy. Dragonregiment; blev 1788 anklaget for embedsmisbrug og gik, skønt frikendt, i russisk tjeneste.

200

Kehrausen ved Rosbach (...) Pompadourgeneralen (...) gamle Fritz: I slaget ved Rosbach 1757 vandt preusserne, anført af den preussiske konge Frederik den Store (1712-1786), over franskmændene; disse anførtes af marskal Soubise, der havde fået kommandoen ved kejser Louis XV's elskerinde Mme Pompadours indflydelse. Kehraus: slutdans i højt tempo. -Sipsippenip: Versioner af remsen om søstrene Sip, Sipsippenip og Sipsippenipsipsirumsip ses i E. Tang Kristensen: Danske Dyrefabler og Kjæderemser (1896), nr. 570-581. - Ladefogden: se n.t.s. 46. - Ondt i Tænderne: kunne være symptom på graviditet.

201

en Miilsvej: se n.t.s. 35. - Bilæggerkakelovn: stueovn med fyring og aftræk i 352 et andet rum end det opvarmede. - lure: tage sig en lur. - Dennemand (udt. dænmæ): fanden.

202

Herredsfogden: se n.t.s. 124. - Buløxe el. Boløxe: kraftig tømmerøkse. - Den et det virkelig: Fortællingen er dog ikke historisk korrekt. - selvanden: frugtsommelig.

203

Fadebur(et): forrådskammer. - Sandskyldige: i sandhed skyldige. -Jeg troer (...) at vi er' i Hundedagene: »Jeg tror, alle er fra forstanden«; udtrykket kommer af, at man mente, der i hundedagene - 23. juli-23. aug. - var særlig risiko for, at hunde blev gale. - Canope(en): lille sofa.

204

Hieroglypheme: De første tydninger af h. var dog fremlagt 1822 af den fr. orientalist J.Fr. Champollion. - fæsteledigt: om ejendom, som ikke er bortfæstet (dvs. livsvarigt overdraget til jordbruger mod visse ydelser, fx. hoveriarbejde.) - Eller(ne): mose med eliekrat. - Sneppen: se n.t.s. 25. - den jydske Adel: vedtog 1523 på Viborg Ting en undsigelse af kong Christian II; den blev overbragt kongen af rigsråden Mogens Munk. -anstod: behagede.

205

Stød: stykke tid - Colonibyerne: hvor »kartoffeltyskerne« (se n.t.s. 50) holdt til. - Alhedens Kongeskov: plantagen ved Haverdal, hvoraf den ældste del blev plantet 1790. - Alen: l a. = 0,63 m.

206

den (...) indviende Formular: begravelsesritualets Af jord er du kommet./ Til jord skal du blive./ Af jorden skal du igen opstå. - Toft(en): uopdyrket jordstykke ved gård.

207

øverste Part i Mesterlectie: sidste del af skolen inden studentereksamen. -Hundedagsferierne: sommerferien (blev holdt i hundedagene, se n.t.s. 203).

208

Priis: om snustobak: dosis; så meget, som man kan tage med to fingre. -Flint: (flinte)bøsse. - Krudthom: beholder til krudt. - Blyvand(et): øjenbadevand af blyeddike, destilleret vand og vinånd.

209

første Pintsedag (...) Hesthaven: se n.t.s. 66. -foer (.. .)fort: fortsatte.

210

Portefeuille: dokumentmappe. - attraperet: pågrebet. - Mattrup: ca. 30 km s.f. Silkeborg. - Aaresvad: i Stendalgårds plantage ca. 7 km v.f. Aunsbjerg. - Creatur: dyr. -forfare med: behandle.

212

Rørdrummens Sørgesang: se n.t.s. 14.

De tre Helligaftener

Trykt første gang i Dansk Folkekalender for 1841 (1841). Optrykt i Nye Noveller (1843) og CnN VI. Om varianter: se SSk XXVI, 268f.

Omformning af et folkesagn, tidligere fortalt af B. i Jydske Røverhistorier (i tidsskriftet Harpen, 1824, SSk VI, 143).

213

Snabeshøy (...) Landsthinget: På Snabegaard (om stednavne, se kort s. 328) blev der holdt landsting indtil 1805. - Torp: her: lille landsby, bestående af enkelte gårde og huse udflyttet fra større landsby. - Uannet: Vandet. - 353et Par hundrede Aar siden: Historien er henlagt til herremanden Jørgen Marsviins tid; han besad Aunsbjerg 1622-1655. - tinge Kul ud: sælge trækul. Silkeborgegnen var dengang kulsvieregn. - (Stodder)kumpen: se n.t.s. 35. - imidlergodtid: imens. - smidskede: se n.t.s. 127.

214

saa smaaligt: så smørret. - Kløren: se n.t.s. 65. - Vindepinde(ne): pinde, som garnet vikles op om. - kjellinges: mundhugges. - Fæste: se n.t.s. 204.

215

Fæstebrev(et): kontrakt, som fastsatte forholdet mellem ejer og fæster; ved overdragelsen betalte fæsteren en pengesum. - Pintse (...) en gammel Skik: se n.t.s. 66. - Lav: jy. grund - (Ege)kjævle: stort stykke af fældet træstamme. - Sauggrav(en): udgravet fordybning, hvorover man lagde træstammer til udskæring.

216

Helmis(serne): øg, udslidte heste. - til Hove: på hoveriarbejde. - Ralliker: krikker. - Stjert(en): vognstang. - Hamlerne: hammel = tværstang med bolt, der forbinder vognen med trækdyrene. - Porthammer(en): vandret bjælke i portrammen. - saae ud til den dyre Tid: så bedrøvet ud.

217

mødte for: spærrede for. - maa: kan. - leflede: flirtede. - harmslagne: modløse.

218

(...) sagde Ib og satte sig (...): I Blicher-Studier (1916) s. 152 har Hans Brix flg. forslag til tekstrettelse: (...) sagde Ib. Ma-Ibs gik ud og satte sigpaa Trefoden for at malke (...). - vinde: nå. - ly: lun. - Gift: foder.

219

rende Dig løs: udtrykket brugtes om tøjrede kreaturer. - lige: nytte. - Bæls: dreng på 12-16 år. - Slagseng: slagbænk, - gik fram: gik ud i køkkenet. -muusørede: med små ører.

220

Slagvol: del af plejl; den korte, tykke stok, som slås ned i kornet - Skiven: se n.t.s. 111. - alleneste: blot. - Boløxe: se n.t.s. 202. - Skorsteensskjødet: se n.t.s. 148.

221

Hovedlavreeb: reb til hestens hovedtøj. - Bordbladet: bordpladen. - Persen: pinen, - fik (...) bedre: fik bod. - adelige Navn: Slægten Marsviin uddøde 1768.

Eneste Barn

Trykt første gang i J.H. Hansens Poetisk-prosaisk Nytaarsgave fra danske Digtere for 1842 (1841). Optrykt i GnN IV. Om varianter, se SSk XXVI, 273f.

Novellen er en fri omformning af en hændelse, B. til dels var vidne til som barn, nemlig herregårdsfrøkenen Charl. A. Schinkels bortførelse fra Hald, som dengang ejedes af landsdommer Fr. Schinkel (1719-1794). Om detaljer vedr. frk. Schinkels og Halds historie, se evt. SSk XXVI, 303-306.

222

min Fortælling »Eva«: blev trykt i No VI, 1828. - at slide Silke med Armod: Talemåden ses hos Peder Syv I, 103: »Slide silke af armod er der ingen ære ved« (om den der må tære på sin tidligere rigdom) (OiD, 2971). -skuddrede: rystede, for sammen.

223

Skaadden: slåen. - Spekhøker: forhandler affedevarer, pålæg m.m.

354

224

Kammerherre: hofembedsmand. - er det Jux med: står det skidt til med. -staaer (...) skreven: har gæld.- Bolgade: boldgade.- Porte-Chaise:bærestol; blev brugt af hospitaler til afhentning af syge.

225

tilkastede Tørklædet: Den tyrkiske sultan tilkastede i haremmet et tørklæde til den kvinde, han udvalgte.- Nachtigalls Institut: gymnastikpædagogen Fr. Nachtegall oprettede i 1799 et institut for bornegymnastik. - mandvoln (om tyren): rasende, så den angriber mennesker.- (Friheds)spectakel: naturskuespil.- Gutten Tyr: den gode tyr.- Løber: se n.t.s. 19.- Rundenom: rundtur.

226

Niels Bugge(s) (d. 1358): jy. herremand; ejer af Hald Hovedgård. - H ...: i GnN: > Hald. - Postføreren: egl. den ansvarshavende for den post, der sendtes med postvogn. - Chaise: let enspændervogn. - Svedfux(er): morkerød hest med lys manke og hale. - A .....: i GnN > Aunsbjerg, -galant: elegant.- havde tidsnok: havde fået nok at gøre.

227

Trad: fodspor.- Fenstren: trafik ind og ud ad vinduet.- offerere: tilbyde.

229

Siegvard: (se n.t.s. 94) indeholdt en romantisk bortforelseshistorie.

230

en guul Nøgle: kammerherrenøglen: værdighedstegn for en k. - ifølge allerhøieste (...) Embedsmagt: Den fremmede kammerherre er også amtmand og udover af den kgl. vilje. Kongebrevet er derfor udformet som en ordre til ham. - Gramtæt: højtidelighed. - forfare i: undersøge.- (...) Erklæring saavel anlangende den paaankende Indspærring (...): i GnN > (...) Erklæring at fordre saavel anlangende den paaankede Indspærring (...).

231

Klopfægter(-Maneer): nævefægter.- Slagflod: slagtilfælde.

232

Christianstad: by i SO-Sverige. - ingen Udkomme: ikke noget at stille op. -Handelsbetjent: kommis.- den borgerlige Ejermand: J.E.Rosborg ejede Hald 1826-1847.

233

finere(t): lime en tynd træplade af finere sort oven på en ringere.- Kobbere: kobberstik. - 2den April Slaget: på Kbh.s red 1801. - Altan: her: bådebro og udsigtsplads med rækværk. - angle(t): fiske med krog. - Kanonknald (...) Festiviteterne: Ved festlige lejligheder, f.eks. kongebesog på Hald, blev der affyret kanonskud fra gården ud over Hald Sø.

E Bindstouw

Trykt samlet første gang og udgivet selvstændigt 1842 med undertitlen Fortællinger og Digte i jydske Mundarter. Nogle af digtene var tidligere trykt i No. Om varianter udover de i noterne nævnte: se SSk XXVI, 269ff.

Ordforklaringerne har PSEB som grundlag; i enkelte tilfælde er anført Blichers egne noter; de ses i SSk XXVI, 269ff. og 287ff.

Om stof og motiver: se evt. AP II; om sprogforhold: se Sv. Aakjær: Undersøgelser af Maalet i E Bindstouur, i: DaSt 1916, s. 113ff.; se i ovrigt litt.henv. i PSEB.

Oversættelsen - ligesom enkelttitlerne - er Peter Skautrups, her optrykt efter Uv IV, men sammenholdt med PSEB, jf. s. 324.

355

234

E Bindstouw, Bindestuen: I Midt- og Vestjylland fremstilledes meget uldtøj. I vintertiden mødtes man på omgang hos hinanden om aftenen. Man satte sig om bordet (e Skyww); hver udmålte en aftalt mængde garn ud - man fik molt aa - lagde garnet på bordet, førte den løse garnende fra bunken op over en krog (e Kroeg i e Lowt øwwer e Skyww) og herfra gennem en krog fastgjort foran på skulderen (se n.t.s. 119). Så begyndte man at strikke om kap for at få fart i arbejdet. Imens fortalte man historier og sang viser. Se TVP, 131ff. og VA (SSk XXII, 143f). - Kræn Koustrup: forbilledet formentlig skoleholderen i Lystrup Mogens Andersen, hvis forgænger hed Kristen Koustrup. For at øge sine indtægter var MA om sommeren murer og tækkemand. Omtalt i TVP, 179. - vis igjen, vise igen: angive hvor stjålne ting var. I TVP, 151 omtales en mand på egnen, der både kunne v. i og venn e Vinn, vende vinden. - løhs øwwer, læse over: sige trylleformularer for at helbrede. - maahn, mane: besværge. - den suet Skuel, den sorte Skole: om universitetet, som almuen mente var en trolddomsskole for præster og medicinere. - Lysgpr: De fleste lokaliteter ligger i Lysgård og nærmeste sogne. - lest we, liste ved: tage fat. - lidd ed, led det: gik det. - Pahvse, Papsø: sø i Vium sogn med bebyggelsen Papsøhuse. -frammtaahlen, fremtalende: frimodig.

Kjen Pæjster: Staeren sedder o Gowlen

Om evt. forbindelse med sagnet om Hagbard og Signe: se AP II 340ff.

236

To (svært oversætteligt): »åh hvad« el.lign. - gi hin Fæjstpængl!giv hende Fæstepenge!: gør hende gravid! - kommen skit astej, kommet skidt afsted: blevet gravid. - Smækken: slåen. - i Minn aa i Ynn, i Minde og i Ynde: i fordragelighed og sømmelighed.

238

Stokken: sengestokken, dvs. sengens sidebræt. - Uhlen tuded (...) Hunnen tuded: dødsvarsler. - Raahnen, Ranen: se n.t.s. 41. - Kokken: Hanen.

Wolle Hannsen: E Skræpigh

Kilder: formentlig folkevisen om Tule Vognsøn og Sven Graa (Danmarks gamle Folkeviser (1853-1976) III, 313) og et sagn, ref i DA IV, 486. Se også AP II, 343.

240

Kjasholm, Kærsholm: se n.t.s. 67. - i de samm Golaw, i det samme Godlag: på samme tid. - mo, maa: kan. - Det passed hun ett om: Det brød hun sig ikke om. - hehded, hædede: passede. - Doss, Dos: as. - Luhn Kjerk, Lunde Kirke: således if. DA IV, 486; i virkeligheden er der tale om Ungstrup Kirke, som blev lukket 1558 og et par år efter nedrevet. - Stuelstaah, Stolestade: kirkebænk. - Poppeltuer, Pulpitur: ophøjet galleri med stolesæder i kirke.

242

Stunthueser, Stunthoser: strømper uden fødder; brugtes af almuen, - en Kaarre ful (...), en Kurv fuld (...): alm. slutning på eventyr og

356

Visti: Øwli han wa sæ saa løste en Swenh

244

Eiler: om navneskiftet fra Øwli til E.: se evt. AP II, 344. - skaaltred sæ, skultrede sig: trak eller rystede på skuldrene.- kaalhøhgen: kæphøj.

Pe Baahstrup:Jørren Maahswyen aa Pe Sow

165

4 forjog Jørgen Marsviin bønderne i udflytterbyen Baastrup, Vium Sogn, og lagde jorderne sammen til hovedgården Marsvinslund. Se Hans Hansen: Studier over St.St.Blicher (1898)s.77ff. Aalfaaer(s), Oldefader(s): bedstefar.

246

Øwwestoww, Overstue: se n.t.s. 120.- Griis (...) Gaalt (...) Wonni (Orne): de adelige slægter Gris, Galt og Urne. - Jaa mange Tier sihn, for mange Tider siden: n.t.s. 221. - skrannied: skoggerlo. - Hwa skaae Do? Hvad skader du?: Hvad er der i vejen?

Kjæn Pæjster: E Hælhæjst

Bygger måske på en hændelse i Torning Sogn, hvor en skindod skal være vågnet op på begravelsesdagen; se TK&L, 94f.

248

e Hælhæjst, Helhesten: folkeovertro: trebenet, hovedlos hest, der varsler død. - hartad: næsten.- lumpend: tungt haltende.- knikked: bojede sig.

250

Bied, Bed: her:omgang.- towwed, toede: vaskede.

252

Trejugersdawwen, Treugersdagen: efter lysning (se n.t.s. 119). - rehle, redelig: rigtigt.

Jens Jensen: De forunelest Oer

Trykt første gang i No II 1827 med titlen De forunelest Oer i Jens Jensens Lyn, ætter hans æjn Beskryuels; optaget her med fa ændringer (se ndf.) og med indledningen Da æ den hælir sann. - Om modeller for Jens Jensen: se Alex. Rasmussen i: Saml. til jy. Hist. og Topografi 4. rk. II (1914), s. 53ff. og O. Bauditz: Blicherske Soldaterhistorier i: DaSt 1921, 49ff. og 1927,93ff.

252

Hueskrahmer, Hosekræmmer: se n.t.s. 110. - trej Snees, tre Snese: en bonde på over tres år fik en son, »gammelmandssønnen«, fritaget for militærtjeneste. - Brik: lille smørskål.- Kok: se n.t.s. 238.- Hantiring, Haandtering: her: udseende.- ærre, irre: muntre.- i Kriggens Ti: felttoget i Holsten 1813, hvor en allieret hær under den sv. tronfølger Bernadette var den angribende part. -Enkelfyer, Eckernförde: kobstad i SO-Slesvig. - Franskmannen: i 1813 stod Danmark i forbund med Frankrig over for en koalition af Rusland, Preussen, Sverige, Storbritannien og fra aug. 1813 Østrig.-Futter: foudre:en fr. ed.

254

den røde Kjole: den da. uniform; den fr. var blå. - Blænkere: patruljesoldater, der gik foran hovedstyrken og afsøgte området. - Kiklava!: quai va lå! fr. hvem der! - Sakkarnommedjo!: sacré nom de dieu! fr. i Guds hellige navn. - Engle: Anglais; fr. englændere. - saa skal Dællen regjæ Dæ! saa skal Djævelen regere dig!: if. en anekdote, fortalt af B. i Vestlig Profil (1839) s. 86 skulle da. hjælpetropper have brugt denne ed ved angreb i slaget ved Malplaquet 1709. - buust en Bagkorre, busede en Bagkurv: slog en kolbotte. - futter aa sakker: bande og gale (på fr.), se ovf. - den bitte Mand: fanden. 357 - Rasseborre: Ratzeburg i Lauenborg s.f. Holsten. - Stralsund (...) Grøw Skeel: en prøjsisk major v. Schill, der faldt ved Stralsund 31.5.1809. - Lybek: Her måtte general Blücher overgive sig til franskmændene 7.11. 1807. - et bette Baan, et lille Barn: En da. officer, der deltog i felttoget, beretter om en sådan episode i et brev (DaSt 1921, 60). - Piiv mæ laang Rør, Pibe med langt Rør: vive l'empereur: fr. leve kejseren. - Issehow, Itzehoe: by i Holsten.

256

Prins Ekmøll: den fr. hærfører Davout, fyrste af Eckmühl. - adiø Ræv aa Har(e): adieu au revoir: fr. farvel og på gensyn. - Baanhøwd (...) Kosakker(en): Rusland bidrog til felttoget med et hjælpekorps af bl.a. k. Det var dog sv. kavallen og ikke k., der 7.12.1813 angreb danskerne ved Bornhøved, en landsby i Holsten (se DaSt 1921, 62f). Derimod stod rytterfægtningen ved Ralsted i Holsten 21.12.1813 mellem russiske kosakker og Jyske Dragonregiment. - Dowre: dobra, russ. godt. - nære, nærig: nærgående. - Lallemand: fr. general; deltog i Davouts forsvar af Hamburg. - Brav e Dannoa! A æ laang (jeg er lang)!: braves Danois! Allons! fr. tapre danske! Frem! - Sestej, Sehested: Kampen her fandt sted 10.12.1813. - væk Per Missiong!: Avec permission! fr. Med tilladelse! - Akkevit, Akvavit: allez vite, fr. skynd jer. - mild Pardon: mille pardons, fr. tusind gange om forladelse. - De wa de siist Slaw, (...): I No lyder slutn.: De ua de siist Slau, a uar i; faar degaang a sku te aa sedd ou Hejsten, sagned a mi jenn Bien. De haad Taalleriet skøt fræ mæ ve Sestej, aa a haar heller alle sit et siin: »Det var det sidste slag jeg var i; for da jeg skulle til at sidde af hesten, savnede jeg mit ene ben. Det havde artilleriet skudt af mig ved Sehested, og jeg har heller aldrig set det siden.«

Mahs aa Vrahnum: Hudden A fik Hold o Kjesten

Opr. skrevet som aftenunderholdning på Det Kgl. Teater 16.12.1832 med overskriften Slauet ve Kjøvvenhaun. Omarb. og optrykt i SD med noter af B. (SSk XXVI, 269f) og med titlen Hudden a fek Kjesten; først ved indføjelsen i E Bindstouw blev den tillagt Mads af Vranum.

258

laae, lagt: digtet. - Degaang (...): dvs. slaget på Kbh.s red 2.4.1801. - Amraal Nielsen: den eng. admiral H. Nelson (1768-1805). - høw, høj: højhellig. - Pust: se n.t.s. 17. - ringed sammen: om klokkeringningen lige før gudstjenesten. - Prøvestien, Prøvesten: det sydligste blokskib i den da. linje.- Pe Lassen, Peder L: galt for Lorentz Lassen (1756-1837). - saa tyk som Smol, saa tykt som Smul: i tætte skarer. - ponses: støde, stanges (som gedebukke); her om hårdt slagsmål. - Sjarsiering, Chargering: ladning og skydning.

260

skaawe(r), skove: her: skovle ind (om værdier, penge). - Fek, Fikke: lomme. - læth ve sæ, lette ved sig: lette sig. - Ørum: by SØ for Tjele. - Twærsæk: se n.t.s. 112.

262

kaast'em hen, kastede dem hen: if. b.s note 1836: bekostede deres begravelse. - Ham sjæl, Ham selv: kongen. - knøwt: pænt, smukt, - jens Hammel, ens Hammel: (se n.t.s. 216); om heste, der har lige stor byrde at trække; if b.s 358 note 1836 betegner det, at To passe godt for hverandre - her med Hensyn til Alderen. - kjællinger: se n.t.s. 214. - hvællede: B.S note 1836: hujede og skraalte. - vedjk: if B.S note 1836 træder fork. fk istedetforen Eed; vedfk hejer er vel eufemistisk for »ved fanden ikke heller«.

264

ba om Daw, bad om Dag: dvs. betænkningstid. -wa(...) betint, var (...) betænkt: havde i sinde.

Wolle Vistesen: Sven Graah

Kilder: nok ligesom til E Skræpigh det sagn om Torning Kirke, der refereres i DA (se n.t.s. 238) og fortæller, at kirken skal være opbygget af to andre kirker: Ungstrup og Graa kirker; desuden nok inspiration fra Marsk Stig-folkevisen.Se evt.AP II,352.

Graah: Gråhede (Grade Hede) s.f. Torning. - Sven Graah(s): Sven Grathe (d. 1157): da. konge. - Aalfaaer: se n.t.s. 244. - Stien æ dær inno nown aa, Sten er der endnu nogle af: 1852 fjernedes de sidste kvadre, og grunden blev opbrudt 1864-1865. - trej (tre) Konger: 1157 blev Sven Grathe konge over Skåne, Knud Magnussøn (d. 1157) over Fyn og Sjælland og Valdemar (senere den Store, 1131-1182) over Jylland. Kort efter faldt Sven i Slaget på Grade Hede 1157. - knøwh: her: køn. - Kjellingerie: narrestreger.

266

ilworrn, ildvorn: arrig. - Skitting: skiderik. - Innetrøjj, Indertrøje: undertrøje. - Ullenskjøt, Uldenskøn: lang, ulden trøje. - Hææl, Hæl: skjul. - Konng Wolmer: kong Valdemar den Store.

Wolle Vistesen: Den jenarmed Sældaat

Første gang trykt i No XI 1829 med titlen Den jydske Landsoldat (SSk XV, 9ff.), derefter i SD II (1836), annoteret af B. og med tiden Sældaaten. Om motivet: se AP II, 353ff. Der er forskelle i ortografien i de tre tryk; stavemåden er mest konsekvent i SD.

268

Byssiloww: (barnesprog) seng, visselulle. - Faahøer, Forhør: konfirmationsforberedelse. - Gajilam, Gadelam: Ved forårsfester - pinsefesten osv. - blev pigerne fordelt til karlene som partnersker - g. - ved det kommende års fester. - Nøjorsgaw, Nytaarsgave: På Randersegnen foregik denne fordeling af partnere - også mandl. - især ved nytårslegestuerne; karlene blev da kaldt n. - skryww, skrive: udskrive til soldat. - Pas: ordre til at møde ved eksercerskolen. - Aawselen, Akselen: skulderen. - Issehow: se n.t.s. 254. - Low, Lov: hjemlov.

270

Gud give det (...): Guds navn får Per til at tale kirkens sprog. - Smotøw, Smaatøj: småkreaturer, fjerkræ.

Wolle Vistesens Brøw

Trykt første gang i No III, 1827 med titlen Uolle Vistisens Skryuels hjem fræ Kjøvnhaun te hans kiere Foræller. rele, redelig: rigtignok. - ræh jer hen, rædde jer hen: gøre jer bange. - Ullenskjøt: se n.t.s. 266. - Kabus: se n.t.s. 43. - passer (...) om: se n.t.s. 240.

359

272

haatte, hartad: næsten. - Kosakker: se n.t.s. 256. - tow Skjælling Wost, to Skilling Ost: 1 sk. lybsk gjaldt 2 sk. da.; Wost opfattede tyskerne som »Wurst« (pølse). - den Slemm (...) Vejsterbrow: pantomimen Don Juan (se n.t.s. 77) på Vesterbro Teater, der var opført af mimikeren og pantomimeforfatteren G. Casorti (1749-1826). - Kompen(er): se n.t.s. 35. - gue Fortaaler(e), god(e) Fortaler(e): person, der lægger et godt ord ind for nogen. - gik faa Buer, gik for Borde: vartede op. - speddelske, spedalske: pokkers. - hans Profession: Møllere beskyldtes for at tage for meget i told for melet. - Skywen: se n.t.s. 111. - holked i sæ: huggede i sig. - slanten: slunken. - rej (...) øverenn, red over ende: væltede omkuld - Liegstow, Legestue: dansegilde. - Klæjtro, Klædetraad: trævl.

274

lokked: forført, - go fræ de jen Herred te de aant, gaa fra det ene Herred til det andet (og derved unddrage sig underholdsbidrag). - ta æbaag, tage ibag: skyde en hvid pind efter. - en laang Stremmel, en lang Strimmel: den liste over Don Juans erobringer, som hans tjener opremser. - Inkallels: stævning. - kam han ind (...) Kridh: han er Kommandantens Statue (her fremstillet som en rytterstatue, vistnok af »marmor«), der straffer Don Juan med fortabelse. Jf. G. Casorti: Don Juan eller Steen-Gjæstebudet (1818), s. 9. - Comeddetøw (...) Møllerswen, Komedievæsen (...) Møllersvend: en ukendt pantomime, også på Casortis teater, - gjor ve ham: indgroet hos ham.

276

tawlered, tavlet: ternet. - Hjøllistrygh, Hølestryger: strygespån til le. - ilworre: se n.t.s. 266. - den bette kaalled Kjærk, den lille kullede Kirke (dvs. u. tårn): Det Kgl. Teater: den nuv. bygning indviedes 1874. - en bette Kon Knæjt: en genius på fortæppet; Kon = korn (jy. fyldeord). - en Præjst (...): Thalia og Melpomene, hhv. komediens og tragediens muse, på hver sin side af prosceniet (den del af scenen, der ligger foran tæppet). - Puppeltuhr: se n.t.s. 240.

278

Bruddeviels: adskillelsesscenen i Oehlenschlägers tragedie Axel og Valborg (1810), III. - Fjarril, Fjerding: fjerdedel; et »fjerdingkar« smør indeholdt ca. 28 kg, 1/4 tønde. - Bæster: heste.

Rasmus Owstrup: Messingens

Historien er if B. sand; skal være fortalt ham af Klaus Nielsen i Vatrup (se TK&L, 94) eller af en tækkemand i Torning (se Li-Tr II, 207). Om fortællingen: se AP II, 356 og litt. henv. til De forunelest Oers. 252. I Kriens ti: slaget mod englænderne på Kbh.s red 1801. - Legsmannen, Lægdsmanden: fører lægdsrullen, dvs. registret over soldatermandskabet i den mindste adm. kreds, lægden. - di Hassens Hæjstfolk: Slesvigske Rytterregiment, der deltog i troppesamlingen i Holsten 1803. -gjø de Slemm veddem: 1) dræbe, 2) kastrere; her måske: skyde ned bagfra. - Messingjens: har nok sit navn efter landsbyen Mesing v. Skanderborg.

280

fi Marker, fire Mark: l m = 1/2 pund. - Uer, Ord: aftale. - gikk (...) et fræ ed, gik (...) ikke fra det: kom sig ikke. - Kyrassier(er), Kyradsér(er): pansret kavalerist. - kronnied (...) hwinnied (...) rimmed: forskellige slags vrinsken (se også n.t.s. 284). - gik imell: gik imellem hestene. - skroll, skraalede: 360 vrinskede skingert. - Haltigh: klaphingst, hingst, hvis ene testikel ikke er sunket ned i pungen. - pihnwon, pinevorn: nærig. - Nøsfoer, Nødsfor: ekstrafoder. - byh sæ, byde sig: hænde.

282

hunssommensti: hvis om en sindes tid; hvis. - faanam (...) te, fornam (...) til: mærkede til. - Pallask: ryttersabel. - Mundsprog: mundheldet lyder: »De skal være fede om munden, som skal ud at fæste folk« (DO, 2092).

284

Boghwedgrød, aa di var fatte (...)» Boghvedegrød, og de var fattige: på jy. er visse ord som grød, fløde m.m. flertalsord. - Skywwen: se n.t.s. 111. - rimmed: småvrinskede (efter foderet). - sto ve, staa ved: være tjent med. - Luh, Lue: hue. - Herberret, Herberget: karlekammeret.- øwwvewunnen, overvunden: medtaget. -pillred (...) aa, pilrede (...) af: gik sin vej. - staglend: stavrende.

286

Plotongen, Pelotonen: delingen.- Udsættere: kasserede heste.- Beed, Bed: tiden mellem to fodringer; 1/3 dagsarb., især om pløjning.- ragt, ragede:rørte. - Towten, Toften: se n.t.s. 206. - nalle, naadelig: if. B.s note 1836: from, godmodig.- Kjowlen, Kjolen: skindet.- Kalgoren, Kaalgaarden: se n.t.s. 33.- Avvild,Abild: æble(træ). - stammed, stammet: podet.

Mads Uhr: E Staahkelsmand

288

Uhr: Ure Gårde ligger i Grove ca. 20 km v.f. Lysgaard. - Staahkelsmand, Stakkelsmand: omvandrende tigger. - kam ve ed mæ, kom ved det med: kom ud for. - Hunssommensti: se n.t.s. 282. - en grumme stuer Mues (stor mose): Knudmose v. Herning. - bødler: maser.- speddels: se n.t.s. 272.- Rind: hedesogn i Hammerum Herred s.f. Herning, hvor mange tatere holdt til. -Rakkere: tatere, der udførte renovationsarbejde, parterede døde dyr m.m.; natmænd.- krat ve: hjælpe til.- Suuhns, Sunds: i Hammerum Herred.- E Præjst: if. overleveringen N. Hegelahr, forfatter til et skrift: Forlystelserne i Heden (1788).- giø Nød ve: se n.t.s. 278.

290

Kompen: se n.t.s. 35. - Wajjs, Vase: vej, der på dæmning forer over fugtig grund.- idøj, i Dy: i dynd.- hæhl: se n.t.s. 266.- Diller (...) Grumslinger: tatersprog: kvinder, born. - wo Folk, vore Folk: taterne. - Viborrehus: se n.t.s. 49.-Jensta'goer, Enstedsgaard: enligt beliggende gård.- rehle: se n.t.s. 252.- faaskyll, forskylde: gengælde. - spon, spaane: hjælpe.- vis igjen: se n.t.s. 234.- glodder ,glodre: kline (en lervæg).

292

Doll, Dull(en): stor lerkrukke.- ha Ophold: gå på aftægt.- snowws: snøfte. -kin wos Roe: kende (give) os Raad. - Glarkihst: glarmesterkiste. - Raahn: se n.t.s. 238.- Kok: se n.t.s. 238.- suothjælmed: sort med hvid plet i hovedet. - lywws: lyse; se n.t.s. 119. - Kjennels, Kendelse: erkendtlighed. - Cuemuer, Godemoder: svigermor.

294

Lowmaahd, Levemaade: traktement.- Ullenskjot: se n.t.s. 266.- Luh: se n.t.s. 284.- Kaaskla', Korsklæde: trekantet klæde, der bindes om pande og baghoved. -Pigh: livstykke og skort ud i ét; sløjkjole (for børn).- blowen oh, bleven ode: gaet til grunde -føhst Gaang: det første møde skulle dog have fundet sted i Knudmose (se s. 288).- Grobb: grøft, -skaae Do nød?, skader du noget?: se n.t.s. 246. - kaast nier, kastet ned: begravet. - kyl, kylede: om illegitim begravelse.

361

Mari Kjølvroe: Faaual Marri

Trykt første gang i No VI, 1828 (SSk XII, 83) med en fortale om den jy. dialekt B. nævner her, at forbilledet for digtet er et dialektdigt af den skotske digter W. Laidlaw (1780-1845). Anden gang trykt i SD II. B. har her tilføjet noter (se SSk XXVI, 273) og har foretaget ændringer, især af rytmisk-metrisk art. - Se evt AP II, 361f.

296

Helmestier, Helmissetider: helligmesse, allehelgensdag, dvs. o. 1. nov., skiftedag for tyende. - mæ Suolen, med Svalen: o. 1. maj, som også var tyendets skiftedag. - Bæsteren: se n.t.s. 278. - naahle, naadelig: if. b.s note 1836: inderlig medynksfuld. - lued: lod som. - moddele, modelig: dybt bedrøvet -stinh, stind: stiv; if. b.s note 1836 også: stræng, piinagtig.

362
363

Indhold

Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog 7
Røverstuen 33
Sildig Opvaagnen 69
Ak! hvor forandret! 90
Hosekræmmeren 110
Præsten i Vejlbye 124
Juleferierne 151
Skytten paa Aunsbjerg 199
De tre Helligaftener 213
Eneste Barn 222
E Bindstouw 234
Efterskrift 301
Kun fortællingen er tilbage 301
1. Den ex-centriske digter 301
2. Den »uskyldige« fortæller 303
3. Enhver fortæller er sig selv nærmest 306
4. Der er altid en fortæller, før der er en historie 314
5. Den folkelige digter 317
6. En historie består altid af brudstykker 320
7. Den sammensatte digter 321
8. Modtagelsen 321
9. Eftertidens opfattelse. Litteraturoversigt 322
10. Tekstform 324
Noter 331