Blicher, Steen Steensen Røverstuen (DK)

Røverstuen

1. Hjorterytteren

Danmarks Øer have et saa yndigt, venligt, fredsælt Udseende, at Man, ved i Tankerne at gaae tilbage til deres Oprindelse, aldrig erindres om nogen voldsom Naturbegivenhed; de synes ikke ved noget Jordskjælv at være opkastede, ej heller gjennemfurede af en vældig Vandflod; men snarere at have opdukket sagtelig af det synkende Hav. Sletterne ere jevne og store; Bakkerne faa og smaae, og blidt afrundede. Ingen bratte Skrænter, ingen dybe Huler minde om Jordens Fødselskamp. Skovene hænge ikke vildt paa skyehøje Fjeldrygge; men lejre sig, som et levende Hegn, om de frugtbare Marker. Bækkene styrte sig ikke ned i skummende Fosser, gjennem dybe og mørke Kløvter; men glide stille og klare hen mellem Siv og Krat. Naar Man fra det dejlige Fyens Land sejler over til Jylland, troer Man i Førstningen blot at have passeret en Flod, og kan ikke ret overbevise sig om, at Man nu er paa det faste Land; saa lignende og nær beslægtet med Øerne er her Halvøens Skikkelse. Men jo længere Man nu kommer ind, jo mere forandres Egnen: Dalene blive dybere; Bakkerne brattere; Skovene see ældre og mere affældige ud; mangt sivgroet Kjær, mangen med kort Lyng bevoxet Jordplet; store Stene paa de højryggede Agre - Alt vidner om ringere Cultur og mindre Befolkning. Smale Veje med dybe Hjulspor og høje Balker i Midten hentyde paa mindre Færsel og Samqvem mellem Beboerne. Disses Vaaninger vorde mod Vesten alt slettere og slettere, lavere og lavere, som om de dukkede sig for Vestenvindens voldsomme Anløb. Ligesom Hederne blive hyppigere og større, blive Kirker og Byer færre og længere fra hinanden. Ved Gaardene seer Man istedetfor Hæsse sorte Tørvestakke, istedetfor Frugthaver Kaalgaarde. Store, lynggroede Moser, skjødesløst og ødselt behandlede, sige os: at her er nok af dem. Intet Markhegn, ingen Pileplantning gjør mere Skjæl mellem Mand og Mand; Man skulde troe, at Alt endnu var i Fælledskab. Naaer Man omsider Rygningen af Jylland, udbreder sig for Øjet de 34 uhyre, flade Heder, i Førstningen bestrøede med Gravhøje, hvis Antal dog stedse aftager, saa at Man med Rimelighed kan formode, at denne Strækning aldrig tilforn har været opdyrket Denne høje Landryg forestiller Man sig, ikke uden Grund, at have været det første af Halvøen, der kom tilsyne, lettende sig op af Havet og væltende det til begge Sider, hvor da de nedrullende Bølger sammenskyllede Bakker, og udhulede Dale. Paa Østsiden af denne Lyngslette findes dog hist og her noget kort, purlet Egekrat, der for Vildfarende kan tjene istedetfor Compas; thi Træernes Kroner ere alle bøjede mod Østen. Forresten øjner Man paa de store Lyngbakker kun lidet Grønt: en enkelt Græsplet, eller en ung Bæveresp, som Man da med Forundring adspørger: hvor est Du kommen her? Løber en Bæk eller Aae gjennem Heden, da forkynde ingen Enge, ingen Busk dens Nærværelse; dybt nede mellem udhulede Bakker snoer den sig lønlig og med en Fart, som om den skyndte sig ud af Ørken.

Over en saadan Bæk reed en smuk Høstdag et ungt velklædt Menneske henimod en liden Rugmark, som den fjerne Ejer havde opdyrket ved at brænde den afskrællede Skorpe til Aske. Han selv med Familie vare just ifærd med at afmeje den, da Rytteren nærmede sig og spurgte Vej til Herregaarden Ansbjerg. Efterat Bonden først havde gjengjældet Spørgsmaalet med et andet: nemlig hvor den Rejsende kom fra? fortalte han denne, hvad han allerede vidste, at han var redet vild, kaldte derpaa ad en Dreng, som satte Negene sammen, og befalede ham, at vise den Fremmede paa rette Vej. Men endnu førend Drengen havde begyndt at udføre denne Ordre, viiste sig et Syn, som for en Tid tildrog sig saavel Rytterens som Høstfolkenes hele Opmærksomhed. Oppe fra den nærmeste Lyngbakke foer lige ned mod dem, med Stormens Fart, en Hjort med en Mand paa Ryggen. Denne - en høj, føer Mand, brunklædt fra Top til Taa - sad indeklemt mellem Kronhjortens Takker, hvilke den havde kastet tilbage henad Ryggen, som disse Dyr gjøre naar de ret hale ud Den sælsomme Rytter havde sandsynligviis tabt Hatten ved dette Ridt; thi hans lange sorte Haar fløj bag ud fra hans Nakke, som Manken paa en gallopperende Hest. Hans Haand var i bestandig Bevægelse, for at hugge en Kniv i Hjortens Nakke; men dennes voldsomme Spring hindrede ham i at træffe. Da Hjorteridderen kom nær nok til de forbausede Tilskuere - hvilket ikke varede længe - blev han kjendt af Bonden; thi denne raabte: »hej, Mads! hvor vil Du hen?« »Det maa Hjorten og

        

35 Satan vide!« svarte Mads; men inden Svaret kom fuldt ud, var han allerede saa langt forbi, at det sidste Ord neppe naaede Spørgerens Øre. Inden faa Minutter forsvandt baade Hjort og Mand fra de Stirrendes Blik. »Hvem var det?« spurgte den Fremmede, uden at vende sine Øjne bort fra den Kant, hvor Centauren var forsvunden. »Saamænd!« svarte Bonden, »det er en sølle Mand, som de kalde Mads Hansen, eller sorte Mads; han har et lille Huus paa den anden Side af Aaen. Det er knapt for ham; han har mange Børn - kan jeg troe - og saa bjerger han sig som han kan: han kommer imellemstunder over paa denne Side og tager sig en Hjort; men idag lader det til, at Hjorten har taget ham - dersom det ellers var en rigtig Hjort?« lagde han betænksom til - »Gud frie os fra Alt det, som ondt er! men den Mads er rigtignok en forvoven Kumpen - alligevel jeg veed ikke Andet, end Ære, Dyd og Godt om ham. Han skyder et Stykke Dyr engang imellem; hvad skal vi sige derom? der er nok af dem - alt for mange, hvem der maatte sige det; der kan I selv see, hvordan de har klippet Vipperne af min Rug! Men - jo min sandten! der har vi Niels Skytte; jo Du skal lure sorte Mads! idag er han bedre ridende, end Du.« Som han sagde dette, saaes en Jæger ilende i langstrakt Trav hen imod dem, fra den samme Kant, hvor de først havde seet Hjorteridderen. »Saae I ikke sorte Mads!« raabte han, endnu før han kom dem nær. »Vi saae rigtignok En paa en Hjort; men vi kunde ikke see enten han var sort eller hvid, eller kjende, hvem det var, for han kom afsted, saa En knap kunde følge ham med Øjnene« svarte Bonden. »Fanden tage ham!« sagde Jægeren, idet han holdt sin Hest an, for at lade den puste lidt; »jeg saae ham oppe i Haverdalen, hvor han gik og luskede efter en Hjort. Jeg holdt mig bag en Høj for ikke at forstyrre ham. Han skjød, Hjorten faldt, Mads løb til, sprang op paa Ryggen af ham, for at give ham Fangst; men da Hjorten følte Kniven, rejste han sig op, klemte Mads ned mellem Takkerne, og hallo! Hans Bøsse fik jeg; men jeg vilde hellere have ham selv.« Med disse Ord satte han sin Hest i Trav, og ilede efter Krybeskytten, med den ene Bøsse foran sig paa Sadelknappen, den anden i en Rem paa Ryggen.

Den Rejsende skulde omtrent samme Vej, og drog med sin Vejviser afsted, saa hastig, som denne kunde smaatrave, efter at have skilt sig ved sine Træskoe. Da de havde tilbagelagt en god Fjerdingmiil, og vare komne op paa Rygningen af en Bakke, der skraanede ned ad mod Aaen, fik de Øje paa begge Rytterne. Den Første havde naaet

        

36 Enden paa sit forfløjne Ridt: Hjorten var styrtet død ned i Aaen, paa et Sted, hvor der var meget lavt Vande. Dens Banemand stod endnu skrævs over den, og stræbte at gjøre sig løs fra dens Takker, som havde boret sig ind i hans Klæder. Just, som han blev færdig hermed og sprang iland, kom Skytten - som først var redet fejl af ham - farende forbi vor Rejsende, med Tøjlen i den ene og Bøssen i den anden Haand. Et Par Favne fra den uhældige Hjorterytter standsede han Hesten, og med de trøstelige Ord: »nu skal Du døe, din Hund!« lagde han Geværet til Kinden. »Holdt, holdt!« raabte Delinqventen, »giv Dig Stunder, Niels! det jager vel ikke; vi kan jo snakke os tilrette.« »Ingen Snakken længere!« svarte den forbittrede Jæger, »Du skal ligge paa dine Gjerninger!« »Nej bie dog et lille Gran endnu!« raabte hiin igjen: »lad mig først læse mit Fadervor!« »Hvad, vil Du læse?« sagde Niels, idet han lod Bøssen synke lidt fra Kinden, »i Himmerig kommer Du ikke alligevel.« »Saa er det din Skyld, Niels!« svarte den Anden, »naar Du vil undlive mig midt i mine Synder.« »Det har Du fortjent, din Hjortetyv!« raabte Niels, og hældede atter Kinden til Kolben. »Hej, hej!« skreeg Mads igjen, »bie et bitte Korn endnu! Naar Du nu skyder mig, saa - aa tag dog den Bøsse fra Øjet! jeg kan aldrig lide at Man peger ad mig med et ladt Gevær -« Niels løftede atter Hovedet - »skyder Du mig, saa kommer Du selv til at klæde Stejle og Hjul.« »Fanden hvilket!« svarte Skytten med en tvungen Latter, og sigtede paany. »Niels, Niels!« raabte hiin igjen, »her er Vidner; men hør! jeg vil give Dig et andet Raad: nu har Du mig jo vis nok; jeg kan ikke gaae fra Dig; kan Du ikke føre mig til Gaarden (Herregaarden), lad saa Manden (Herremanden) gjøre med mig hvad han vil Saa beholde vi begge To vort Liv, og Du fortjener Dig tilmed en god Drikkeskilling.« Idetsamme kom den Rejsende til, og raabte til Skytten: »For Guds Skyld! kjære Ven! gjør dog ingen Ulykke; men hør hvad Manden siger!« »Manden er en grov Misdæder« sagde Skytten, men spændte dog Hanen ned og lagde Bøssen paa Sadelknappen; »men siden den fremmede Mossiø beder for ham, vil jeg skjænke ham Livet. Du er ellers gal Mads!« sagde han til denne, »for nu kommer Du til at gaae med Skubkarren din Livstid; havde Du ladt mig skyde Dig, var nu Alting forbi - kom da din Kjeltring! og hold Dig ved Siden af mig! Kom nu og tag Skankerne med Dig!« Derpaa satte de sig i Gang, og den Rejsende, der ligeledes skulde til Ansbjerg, gjorde Følgeskab med.

        

37

Et Stykke gik det fremad, uden at der blev talt et Ord; naar undtages, at Skytten af og til med et »hæ!« et Skjeldsord og en Eed afbrød Tausheden. Endeligen knyttede Krybeskytten en ny og mindre lidenskabelig Samtale. »Tykkes Du ikke, det er Synd« sagde han, »at jeg her skal gaae og vade i det lange Lyng?« »Det er Du vant til, din Hund!« svarte Niels. »Du kunde gjerne« vedblev den Anden med et polidsk Øjekast, men dog i en Tone, som viste, at han ikke ventede at faae sin Bøn opfyldt: »Du kunde gjerne lade mig sidde op bag ved Dig.« »Ho ho!« svarte Skytten med en Skogger: »Du har redet nok i Dag; nu har Du godt af at røre dine lange Been.« »Naa naa! et godt Ord igjen, Niels Skytte!« mumlede hiin, »Du er saa iband contradi* idag.« Niels Skytte svarede Intet hertil; men fløjtede en Visetone, imedens han af Jagttasken fremtog Tabakspung og Pibe. Da denne var stoppet, gav han sig til at slaae Ild; men Tønderet vilde ikke fænge. »Jeg kommer til at hjælpe Dig« sagde Mads, og uden at faae eller vente paa Svar slog han Ild i sin egen Fyrtønde, blæste paa den og rakte den til Skytten; men idet denne tog derimod, greb hiin fat paa Kolben af den ladte Bøsse, som laa over Sadelknappen, rev den med et vældigt Ryk ud af Stroppen, og sprang tre Skridt baglænds ud i Lyngen. - Alt dette skete med en Hurtighed, Man ikke skulde have tiltroet den bredskuldrede, føre og allerede lidt aldrende Krybeskytte. »Nu falder Godtaar mig til« sagde denne. »Tykkes Dig ikke, jeg nu kunde pirre Dig overende, som en Skurrehat, bitte Niels? Men Du var rimelig før; det er din Lykke.« Den arme Skytte stirrede bleeg og skjælvende af Arrighed paa sin Modstander, uden at være istand til at fremføre et eneste Ord. »For lidt siden« vedblev Mads »var Du saa ildvorn,** der kunde Ingen faae et Ord indført; men havde jeg ikke dengang hørt, hvordan du lod din Mund løbe, skulde jeg hartad tænkt, at Du havde glemt den hjemme paa Ansbjerg - tænd din Pibe! ellers brænder Tønderet ud - Du seer saa vis paa min Fyrtønde? Du tykkes vel, det er et maadeligt Bytte, Du har gjort? Denne her er rigtignok bedre;« - han klappede paa Bøssekolben - »men Du skal faae den igjen, naar Du flyer mig min egen.« Niels tog denne strax over Hovedet, rakte den hen til Krybeskytten med den ene Haand og udstrækkede den anden for at modtage sit Gevær. »Bie lidt!« sagde Mads:

* * 38

»Du skal love mig først - aa! det kan endda være det Samme, for Du holder vel ligemeget af det; men skulde Du engang herefter høre et Puf i Heden, saa vær ikke saa hidsig, men tænk paa idag og paa Mikkel Rævehale!« Han vendte sig til den Rejsende: »Staaer hans Hest for Skud?« »Skyd kun!« svarede denne. Mads holdt Skyttens Bøsse, som en Pistol, med den ene Haand op i Luften, og skjød den af »Den giver jo ikke anderledes et Knald« sagde han, »end som naar Man slaaer en Potte mod en Dør.« Derpaa tog han Stenen af Hanen, og gav sin Modstander den, med de Ord: »Der har Du din Skyder! for det første skal den ingen Skade gjøre. - Farvel! og Tak for idag!« Saaledes sigende hængte han sin egen Bøsse over Nakken, og gik tilbage mod den Kant, hvor Hjorten laa.

Skytten, hvis Tunge hidtil syntes at have været bunden ved en magisk Kraft, gav nu sin længe indeklemte Harme Luft i en Strøm af Eder og Forbandelser, hvis Begyndelse lød saaledes: »Nu saa gid da Djævlen inderlig - -« etc. etc. - Det er beklageligt, kjere Læser! ligesaavel for mig som for Dig, at min Muse ikke er af de ægte humoristiske; thi ellers havde jeg her den ønskeligste Lejlighed til at udpynte min Fortælling med de kraftigste Eder, mod hvilke de, der oplive vore genialske Comedier, vilde kun lyde som Fruehundebjæf mod Løvebrøl. Som sagt: min enfoldige Muse har endnu ikke været istand til at fatte den dybe Betydning af Gammelstrandsconversationen; desaarsag faaer du selv ad libitum fylde de mange Huller i Niels Skyttes og andre Kraftgeniers Tale. Jeg beretter nu simpelthen - dog med tilbørlig Reservation af meeromrørte Niels Skyttes lovlige Ret til Djævelen og hans Rige - hvad Passiar, der videre forefaldt mellem ham og den Fremmede paa Vejen til Ansbjerg.

Denne, hvis Medlidenhed havde vendt sig fra den undslupne Frijæger til den hartad fortvivlede Herregaards-Skytte, søgte at trøste saa godt som han formaaede: »Han har jo dog i Grunden Intet tabt,« sagde han tilsidst »uden den usle Glæde, at gjøre en Mand med sin hele Familie ulykkelig -« »Intet tabt?« raabte Jægeren: »Det forstaaer han ikke. Intet tabt? Den Hund har, saa vist som jeg er en Synder, fordærvet mig mit gode Gevær!« »Hvorledes?« sagde den Rejsende: »fordærvet hans Gevær? Lad det, og sæt en anden Steen for!« »Pyt!« svarede Niels, med en ærgerlig Latter; »den skyder hverken Hjort eller Hare meer; den er forgjort, det svarer jeg til; og dersom ikke eet Raad vil hjælpe - trrr! der ligger een og slikker Solskin i Hjulsporet; han skal 39 ikke spise Lærkeunger idag.« Med disse Ord standsede han Hesten, satte hurtig en Steen i Hanen, ladede Geværet og sprang ned. Den Fremmede, som var ganske uindviet i Jagtvidenskaben, og altsaa kjendte hverken dens Terminologie eller Magie, holdt ligeledes stille, for at see hvad Grønkjolen nu vilde foretage sig. Denne trak Hesten ned, gik nogle Skridt frem og pirrede med Bøssepiben til Noget, som laa i Vejen. Nu først opdagede den Fremmede, at det var en Hugorm. »Vil Du herind!« sagde Skytten, stedse stikkende med Bøssen efter Slangen; endelig fik han dens Hoved ind i Piben, holdt nu denne i Vejret og rystede den indtil Ormen var heelt derinde. Derpaa skjød han Bøssen af i Luften, med sin besynderlige Forladning, hvoraf ikke den mindste Stump mere kom tilsyne, og sagde: »vil det ikke hjælpe, saa er der Ingen, der kan curere den, uden Mads eller Mikkel Rævehale.« Den Rejsende smilede lidt vantro, saavel over Trolddommen, som over den snurrige Maade at løse den paa; men da han allerede havde gjort Bekjendtskab med den ene Sortekunstner, ønskede han ogsaa at vide Lidt om den anden, der bar et saa ualmindeligt og betydningsfuldt Navn. Paa hans Efterspørgsel, fortalte Skytten, medens han atter ladede sit Gevær, Følgende: »Mikkel Rævehale - som de kalde ham, fordi han kan lokke alle de Ræve til sig, der ere i Landet - denne Mikkel er ti Gange værre, end sorte Mads; han kan gjøre sig haard, den Hundetamp! der bider hverken Blye eller Sølvknapper paa ham. Engang traf jeg og Herren ham hist nede i hiin Dal, lige saadan ved en Hjort, han nylig havde skudt, og som han var ifærd med at tage Skindet af Vi reed lige hen til ham, og han mærkede os ikke, før vi vare ham paa tyve Skridt nær. Men tænker han, at Mikkel blev bange? Han saae bare om til os, og gav sig derpaa igjen ifærd med Hjorten. »»Saa skal Du da times en lille Ulykke!«« sagde Herren. »»Niels! skyd ham paa Pelsen! jeg svarer for Alt!«« Jeg holdt ham med et Skud Rendekugler lige midt paa hans brede Ryg; men Pyt! han agtede det ikke mere, end om jeg havde skudt paa ham med en Hyldebøsse. Knægten drejede blot Ansigtet et Øjeblik om til os, og blev endnu ved at flaae. Da skjød Herren selv - det var lige kraftigt: han skjar just Skindet fra Hovedet; og først, da han havde svøbt det sammen, tog han sin lille Riffel, som laa paa Jorden, vendte sig om imod os og sagde: »»Nu kommer nok Turen snart til mig; og dersom I ikke seer til at I komme bort, skal jeg dog prøve, om jeg kan faae Hul paa een af Jer.«« Saadan en Karl er Mikkel Rævehale!« Efter denne

        

40 Fortælling, der er ligesaa utrolig, men mere sandfærdig end mange andre, som vi forskrive fra Udlandet, fortsattes Rejsen til Ansbjerg.

2. Ansbjerg

Naar Du, kjære Læser! giver Dig ifærd med en dansk Bog, som - vel at mærke! ingen Oversættelse er, og Samme finder Naade for dine Øjne: da opkaster Du sikkert det højst billige Spørgsmaal: »Hvo, mons troe, haver været denne Forfatters Mønster og Forbillede?« Thi at en dansk Skribent - in specie en Digter - skulde være saa selvklog og dumdristig, at vove sig uden fremmet Vejledning ud paa Autorbanens Glatiis, det er jo hverken tænkeligt eller tilraadeligt.* Om Du derhos læser critiske Blade - in specie den danske Pasqvino - vil Du vorde end mere overbeviist om Rigtigheden af din Forudsætning; thi i Saadanne vil Du hyppigen støde paa Yttringer, som denne: »Vor Forfatter har aabenbarligen dannet sig efter A*, eller B*, eller C*,« og - om han er en af de stemplede - »vor Digter har hældigen opfattet D*s eller E*s, eller F*s Aand;« eller - om han er blandt de uprivilegerede - »dette Product er en mislykket Efterligning af G*, eller H*, eller I*.« - Nu da: dersom ogsaa mine Smaafortællinger, eller - om Du hellere vil - Noveller, have vundet dit Behag, skulde Du ikke have spurgt Dig selv: »Hvo er vel denne Forfatters Mønster og Forbillede? L .........? Nej! dertil ere hans Helte og Heltinder ikke englelige nok. v .. d .. V ....? Ikke heller! dertil ere de ikke djævlemæssige nok; tilmed begynder han heller ikke sine Capitler ad modum: »I sin storblommede grønne Damaskes Sloprok, med den sneehvide rødtoppede Bomuldsnathue paa det ærværdige Hoved, sad paa sin brandgule Silkevæderskinds Bedstefaderstoel den fem og firesindstiveaarige etc. etc.« eller: »Paa en kastaniebruun vælig Araber, som tyggede det skumbesprængte Sølvbissel, reed igjennem den hvælvede Borgport den underdejlige« etc. etc. »Skulde« spørger Du videre -»vor Forfatter have dannet sig efter H......, R......, A...? Ikke *

41 heller! dertil ere hans Eventyr alt for rimelige, troværdige og dagligdags; dertil har han alt for liden Commerce med Gjengangere, Nisser, Trolde, Varulve, Vampyrer og Djævle.«»Hvo i al Verden kan det da være?« bliver Du ved: »een maa han have! W.....S....? Paa min Ære! der er han!« Ak! kjere, gunstige Læser! det er endnu ikke den rette. Du gjør mig virkelig for megen Ære; thi hans Fuldkommenheder ere hans Ejendom, som hverken jeg eller nogen Anden kan tage fra ham, og hans Fejl - om han har nogen - vil jeg gjerne overlade til C ..... og Andre, der kunde fylde et Ark med at beskrive et Shawl og Maaden at bære det paa, og som ikke kunne føre os ind i en Bondes Røghytte, uden at gjøre os nøje bekjendte med enhver Stoel paa Gulvet, enhver Høne paa Ranen, og enhver Pjalt, de uskyldige Børn have paa; ja som, hvor de end føre os hen, ikke lade os slippe forbi nogen Steen eller Pind ved Vejen, uden at vi først maae lære dens omstændelige Beskrivelse. Overalt kan denne sc....e Maneer bedre betale sig i andre Lande, end her, hvor Man hellere laaner Bøger, end kjøber dem, og hvor Lejebibliotheker og Læseselskaber sørge for, at Forfattere ikke skulde give deres giftefærdige Døttre Manuscripter til Udstyr. Nej, min højstærede Læser! havde dette været Tilfældet - som Man siger - da stode vi endnu nede ved Karup Aae, tabte i Beskuelsen af dens lynggroede Bredder, eller vi med en Landmaalers Nøjagtighed fulgte alle dens Krumninger lige til det Sted, hvor Liimfjorden vilde standse vore Skridt. Havde jeg været en S ......, vare vi vist i dette Øjeblik meget behageligen sysselsatte med at tælle de brune Pletter paa Niels Skyttes forresten hvide Hønsehund (om hvem vi endnu ikke have mældet et eneste Ord), eller Uhrfuglene i hans Jagttaske. Men - det er nu ikke anderledes - jeg gaaer min egen skjæve og ujevne Gang - vil Du følge med, skal det være mig baade en Ære og en Fornøjelse - snart staaer jeg, snart gaaer jeg, snart løber jeg, og snart tager jeg Rend til og gjør et gevaltigt Spring, som for Exempel, fra Karup Aae til Ansbjerg. Og vil Du nu endelig give mig et Mønster, kan Du jo - i Betragtning af denne lange, snaksomme, parenthesiske Indledning - lade det være Forfatteren til Siegfried v. Lindenberg.

Summa Summarum: A* og B* og C* have deres ejendommelige Skjønheder - de være og forblive deres! de ere vel ej heller ganske frie for Fejl - hvad skulde jeg med dem? jeg har nok i mine egne. Nej, førend Du skal sige: »Hænderne ere Esaus, men Stemmen Jacobs!«

        

42 maa Du hellere udbryde: »det er Esau heel og holden!« Og skulde jeg da sluttelig ikke altid være efter dit Sind; skulde min Pegasus stundom løbe for stærkt, stundom gjøre sig stædig; saa tag i gunstig Betragtning, at den ikke er tilreden af nogen Kunstberider; men har bestandig sine egne Nykker, som det hverken for Dig eller mig vil være muligt at pille ud Sid op, Højstærede! riid med mig ind ad Ansbjerg Port, og lad os see, hvad Eventyr - kort eller langt, troeligt eller utroeligt - vi der monne opleve!

Jeg hører sjelden det Ord »Herregaard«, uden at tænke paa Spøgelser. Disse ærværdige Levninger fra Oldtiden, fordum beboede af mandhaftige Riddere og høviske Fruer, hvilke vi ere vante til at forestille os strænge og alvorlige, stive i Klæder, stive i Væsen, stive i Sind, haarde og barske selv i Kjerlighed: disse favntykke Mure, disse lange, snævre og mørke Gange, disse hvælvede Kjældere synes os ret indbydende for Midnattens Aander; de aabne, vide Kaminer ret beqvemme for hine luftige Væsner, der hellere gaae igjennem Skorstenen, end gjennem Døren. Jeg troer virkelig heller ikke, at der findes nogen gammel Herregaard uden saadant natligt Puslerie; uden i det mindste eet skummelt Værelse, en Hjørnestue, et Taarnkammer, hvor det ikke er ganske rigtigt, og hvor Man ikke gjerne sover alene.

Det glæder mig oprigtigt, at Ansbjerg i denne Henseende er ligesaa complet en Herregaard, som nogen anden i Landet; og haaber jeg snart at opleve den Nat, da jeg kan opvarte Læseren med en ægte phantasmagorisk Forestilling; men Alt til sin Tid! og derfor vil jeg nu i Historien gaae frem med chronologisk Orden.

Da de tvende Ryttere vare komne indenfor Ladegaardsporten, drejede de - Skytten som Vejviser foran - om til Stalddøren, afsadlede her hver sin Hest, og gik derfra op igjennem den Lindeallee, der ledte til Borggaarden. Denne bestod af trende Fløje: Hovedbygningen til Venstre, tvende Stokværk høj, havde en Qvist, som nød Prædicat af Taarn; maaskee fordi Man syntes, at intet ægte Herresæde burde mangle et Saadant; og et Navn er - som Man veed - ofte nok til at fornøje Folk. Saaledes har jeg hørt, at et Værelse, hvori var en Bogreol med en Snees tyktbestøvede Bøger, et Skab med Flasker og Glas, et Bord med Skrivertøj, og en blødtudstoppet Lænestol, er kaldet et Studerekammer. Saaledes har jeg seet en Samling af et Par hundrede forknyttede Træer, som heed Skoven, og en Karudsdam, der heed Søen. I samme Betydning kaldes et Klædeskab Garderobe, et Par 43 Bøndergaarde og en halv Snees Huse et Gods, og Tiendetageren paa disses Marker Forvalter eller Inspecteur. - Den midterste Fløj, ogsaa teglhængt, men kun af eet Stokværk, var bestemt for det talrige Tyende, ligefra Ridefogden til Hundedrengen. Den højre var Forpagterens Bolig. I Krogen mellem begge stod Træhesten; i den Tid ligesaa uundværlig paa en Herregaard, som det adelige Vaaben over Hoveddøren.

I det Øjeblik, da Skytten aabnede Stakitporten ind til Borggaarden, aabnedes et Vindue i nederste Stokværk af Herskabets Fløj, og et Bryststykke kom tilsyne, hvilket jeg troer at burde beskrive, for at lede de Læsere, der have seet lignende afmalede, til rimelige Gisninger over Tiden for nærværende Begivenheder. Den naadige Herre, hvis svære Corpus fyldte Breden af det store Vindue, var iført en mørkegrøn Fløjels Jakke med een Rad Knapper, der sluttede tæt om Halsen, store Opslag og store Lommeknapper; en kulsort Paryk - ikke af de grundmurede, men af dem med een Bukkel eller Valk trindt neden om - skjulte ganske hans Haar. Den Deel af hans Paaklædning, der var at see, bestod følgelig kun af tvende simple Stykker; men da hele Personen siden kommer tilsyne, vil jeg, for at undgaae Gjentagelse, ligesaagodt strax nævne de øvrige tre Dele af hans Dragt, som vare: ovenpaa Parykken en tætsluttende grøn Fløjels Kasket med langt udstaaende Skygge, ganske liig hine sorte Kabudser, som Præster og siden Degne endnu i Mands Minde have baaret; Benene vare bedækkede af et Par lange, vide, besporede Støvler, og sorte Beenklæder af den Slags, som enkelte gamle Bønder endnu i vor Tid have brugt, under Navn af Rullebuxer, fuldendte den synlige Deel af Paaklædningen. »Niels Skytte!« raabte Herren. Den Tiltalte viste sin Medfølger den Dør, han skulde søge, og traadte derpaa, med Sin lille, graa, trekantede Hat i Haanden, hen under Vinduet, hvor den ærlige og velbyrdige Mand ordentligviis gav Audients til Domestiquerne og Godsets Bønder, baade i Vaadt og Tørt. Skytten maatte her underkaste sig det samme Ceremoniel, som alle Andre, hvorvel et mindre tvungent Forhold fandt Sted mellem Herre og Tjener paa Jagten; thi saalænge denne varede, suspenderedes Etiquettens strænge Lov. »Hvem var den?« begyndte Hiin, idet han med Hovedet gav et Sidenik mod den Kant, hvor den Fremmede gik »Den ny Skriverdreng, naadig Herre!« lød Svaret. »Ikke Andet! jeg tænkte det havde været Nogen. Hvad har Du der?« spurgte Herren igjen, nikkende til 44 Jagttasken. »Den gamle Kok* og to Kyllinger, naadig Herre!« (Dette »naadig Herre« ville vi for Fremtiden som oftest udelade; men det skal nødvendig underforstaaes ved Slutningen af enhver Replique.) »Det er lidt for to Dages Jagt;« sagde hiin, »kommer der ingen Hjort bagefter?« »Ikke dennegang;« svarte Niels sukkende: »naar Krybeskytter bruge Hjorte til at ride paa, vanker der ingen til os.« Denne Yttring fordrede naturligviis en nøjere Forklaring; men da Læseren allerede iforvejen har modtaget Samme, ville vi imidlertid henvende Opmærksomheden paa det, der foregik bag Naadigherrens brede Ryg.

Her stod nemlig det unge forlovede Par: Junker Kaj og Frøken Mette. Den Første en smuk Ungersvend paa fem og tyve, og derhos elegant og fuldkommen paa den Tids nyeste Mode. For at vise, med hvilke Vaaben Pigehjerter dengang angrebes og besejredes, bør jeg ikke forbigaae Junkerens Udvortes; men begynder ved Fødderne, for stedse at stige i min Beskrivelse. Disse vare bedækkede af ganske brednæsede, korte Støvler, hvis vide Skafter slubrede i mange Folder nede om Smalbenene. Hvide Silkestrømper omsluttede Læggene, og trak sig netop en Haandsbred op over Knæerne, foroven garnerede med en Strimmel af de fineste Kniplinger. Derefter kom et Par snevre sorte Fløjelsbuxer, af hvilke dog ikkun lidet lod sig tilsyne, formedelst de uhyre Skjød af en ligeledes sort Fløjelsvest. En carmoisinrød Stoffes Kjole, med een Rad store overtrukne Knapper, korte Ærmer, der kun rakte til Haandledene, men Opslag til Albuerne, sammenholdt med en Hægte over Kalvekrydset, fuldendte Paaklædningen. Hele Haaret var strøget glat tilbage, og bundet i en lang stiv Pidsk tæt op i Nakken. Jeg skulde kun fortjene mig liden Tak af mine Læserinder, hvis jeg ikke med samme Nøjagtighed afbildede den velfornemme Frøken; men her kan jeg fatte mig kortere, og betragte hende under trende Hovedstykker: 1) de spidsnæsede, højhælede, sølvbespændte Skoe, 2) den lille, røde, guldgalonerede Hue, som gik ned med en spids Snip i Panden, og skjulte hele det opsmøgede Haar, og 3) den storblommede, i Grunden himmelblaa langlivede Damaskes Kjole, hvis vide Ærmer naaede kun lidt nedenfor Albuerne, lod Skuldrene og Brystet bart, og - vel at mærke - ikke var snørt. - For *

45 dem, som kjende og tilbørligen beundre de nuværende Moders Skjønhed, vil det synes ubegribeligt, hvorledes en saadan udstafferet Dame kunde sætte et Mandfolkehjerte i Brand, da det eneste tækkelige og smagfulde i Pynten var de nøgne Skuldre og Bryster; men jeg maa lægge til, at Frøken Mettes Ansigt virkelig var saa overmaade dejligt, at Man over dette gjerne kunde glemme Klæderne.

Disse tvende vakkre Personer stode da, som sagt, bag ved den gamle Herre, Haand i Haand, og - som det syntes - beskjæftigede med kjælent Gjækkerie. Junkeren rakte hyppigt de tilspidsede Læber frem til Kys, og Frøkenen drejede ligesaatit Ansigtet bort, ikke just med Uvillie, men med et skjelmsk Smiil. Det synderligste var, at hun, hvergang hun bøjede Hovedet tilbage, kikkede ud forbi Faderen i Gaarden, hvor der dog for Øjeblikket ikke var Andet at see (thi Skytten stod for dybt inde under Vinduet), end Træhesten og den ny Skriverdreng, der, saasnart han var kommen ind i Skriverstuen, satte sig ved det aabnede Vindue. At denne - uagtet Prædicatet Skriverdreng - var en overordentlig smuk Karl - vilde dog ikke sige stort; thi for det første havde han et mægtigt Ar over den ene Kind, og for det andet, tredie, fjerde og femte var han klædt ganske og aldeles som Skriverdreng. Hvorledes denne Dragt tog sig ud, finder jeg ikke passende at fortælle, da jeg nu saa nylig har leveret en Beskrivelse over Standspersoners. Ej heller behøver jeg vel at opholde mig længere ved Frøken Mettes Moder, den gode Frue Kirsten, der sad i et andet Vindue, og med velbehageligt Smiil bemærkede de unge Menneskers Elskovspøg. Med saa megen større Føje kunde den gode gamle Dame rigtignok ogsaa glæde sig over dette Partie, da det fra Begyndelse af - var hendes eget Værk. Selv havde hun (som Naadigherren i Jagtsproget skjemtviis udtrykte sig) blandt en heel Rulle Junkere vejret den fedeste, samt først slaaet an paa hans Fod. Da den unge Herre var eneste Søn, Arving til Palstrup og flere Godser; da han ydermere var en ægte Sextenender, blev Mariagen snart besluttet mellem Forældrene og declareret for Børnene. Brudgommen, der just var kommen hjem fra Paris, som Frue Kirsten tog ham paa Kornet, troede godt; hvilket ikke var at takke ham for: Frøken Mette var ung, dejlig, eneste Barn og Arving til Ansbjerg, hvis Hjorte, Vildsviin og Bønder vare ligesaa gode som Palstrups; men som med Hensyn til Uhrhøns og Ænder havde meget forud. Hvad Bruden angaaer, da var hun Forældrenes jernfaste Villie saa ubetinget undergiven, at vi for det første 46 maae lade uafgjort, hvorvidt hendes egen bøjede sig til Junkeren. Man veed jo, at Pigehjertet helst vælger selv, og ofte forkaster en Bejler af ingen anden Grund, end fordi han er valgt af Forældrene; dog, dersom Junker Kaj blot har været den første, tør vi ikke frygte for ham.

Efter denne - ikke aldeles unødvendige - Digression, fortsætte vi Historien. Da Skytten havde fortalt sit hele Uheld, hvilket han ikke turde dølge, saasom baade Skriverdrengen, dennes første Vejviser, og Hjorterytteren maaskee selv alligevel vilde have gjort det bekjendt, udbrød den strænge, haarde, og i sin Vrede tit næsten rasende Herre i de hjerteligste og oprigtigste Forbandelser over Krybeskytten; og under denne Regn af Ønsker dryppede det af og til paa den arme Niels, der af Frygt for Hosbonden maatte nedsluge sine ligesaa velmeente Eder. Saasnart det første Stød af Vredens Storm havde sagtnet sin Voldsomhed, og givet Forstanden Rum, blev foreløbigen udkastet en Plan til hastig og tilstrækkelig Hævn: den frække Forbryder skulde gribes, og, som den, der nu lettelig kunde overbevises om Vildttyverie, overgives i Justitiens Hænder, og derfra, efter behørig Forberedelse, til Bremerholm. Knuden stak i at fange ham vist; thi fik han mindste Nys om Faren, vilde han rimeligviis flygte, og lade Kone og Børn i Stikken. Den paa sit allerømmeste Sted saa haardt saarede Herremand vilde først have været øjeblikkelig afsted: der var saameget tilbage af Dagen, at Man netop ved den indbrydende Nat kunde naae sorte Madses Hytte. Men den naadige Frue, i hvis Hævn altid viste sig sikkrere Plan og modnere Overlæg, forestillede sin fremfusende Ægtefælle: at Mørket ogsaa vilde begunstige Misdæderens Flugt, og - om denne forhindredes - et fortvivlet Forsvar; bedre altsaa, at drage ud lidt efter Midnat, saa at den hele bevæbnede Magt ved Daggrye kunde omringe og erobre Hytten. Dette Forslag blev eenstemmigen antaget, og Junkeren indbudet til at deeltage i Expeditionens Fare og Hæder. Ogsaa Ridefogden, der kom for at rapportere den ny Skriverdrengs Ankomst, og fremvise hans medhavende Anbefalingsskrivelse fra Ridefogden paa Vestervig, blev befalet at holde sig færdig tilligemed Gartner, Ladefoged og Staldkarle, samt at bude en Bondevogn til at følge Toget.

Under de nødvendige Forberedelser til dette, gik Solen ned og Maanen op; og Læseren faaer Tid til at trække sin Aande, inden han begiver sig til næstfølgende indholdsrige Capitel.

47

3. Nissen

Hvo kiender ikke - i det mindste af Navn - dette Væsen, hvis Smaapudserier næsten alle bære Præget af godmodig Overgivenhed? Hvo har ikke hørt tale om hans lille buttede Figur, og hans røde Jacobinerhue - Symbolet paa uindskrænket Frihed? Hvo veed ikke, at det Huus, han vælger til Opholdssted, er fuldkommelig betrygget mod Ildsvaade og anden Ulykke? (For ikke siden at glemme det, vil jeg strax in Parenthesi anmærke: at der ogsaa gives Skibsnisser, hvis Function bestaaer deri, at de om Natten - i Skyggetegning, om jeg saa maa sige - gjøre Udkast til alt det Arbejde, der næste Dag vorder udført: lette Anker eller kaste det, hejse Sejlene eller lade dem falde, beslaae dem, rebe dem - hvilket altsaa betyder Storm; ja han holder sig end ikke for god til en Svabergastes Bestilling; men vasker Dækket nok saa pent. Velunderrettede paastaae: at denne Spiritus navalis ogsaa viser sit nære Slægtskab med Huus- eller Land-Nissen i Skjelmstykker. Undertiden drejer han Fløjet, slukker Lyset i Nathuset, driller Skibshunden, og om der ombord befinder sig en Passagier, som ej kan taale Søen, vil Man see Skjelmen med hjertebrækkende Miner gylpe i Pøsen. Skal Skibet forgaae, springer han Natten før Afrejsen overbord, bestiger et andet Skib, eller svømmer iland Sluttelig maa jeg anmærke: at da det kun er saare Faa givet at see denne luftige Person, kommer hans Advarsler ikkun sjelden tilnytte.) Huusnissen, med hvem vi her i Særdeleshed have at bestille, er en sand Velsignelse for den Vaaning, som han beærer med sin Nærværelse: den er sikker mod Ild, Storm og Tyvehaand. Hvo vilde derfor regne det saa nøje med den lille Fyrs Krumspring? At han imellemstunder rider sig en lille Tour paa Hesten i Spiiltouget, og derved bringer den i Skumsveed, skeer vistnok kun for at skaffe denne en gavnlig Bevægelse; at han malker en Koe førend Pigen, er alene for at bringe hende til at rejse sig lidt før om Morgenen; at han nu og da kniber et Hønseæg, gjør Jav med Mis paa Loftet, eller vælter en Natpotte, hvo vilde tage ham det saa ilde op, eller derfor misunde ham den smule Julegrød, som ingen betænksom Huusmoder undlader at hensætte til ham i en Krog paa Loftet? Kun i Tilfælde af at dette forsømmes, antager hans Characteer et svagt Anstrøg af Hævnelyst; thi da kan Mutter i Huset være temmelig vis paa at faae sin Grød sveden, eller sin Suppe 48 snærret; hendes Øl vil kaste sig, eller Melken vil ikke oste sig, eller og hun maa finde sig i at kjerne en heel Dag, uden at faae Smør.

Nu da: et saadant lille Huusspøgelse havde fra umindelige Tider (og har endnu, kan jeg troe) havt sit Tilhold paa Ansbjerg; skjøndt Man turde antage, at denne Herregaard ikke var hans eneste Bopæl; thi stundom forløb flere Aar, uden at Man mærkede det mindste til ham. Men just i den Tid, paa hvilken vor Historie indfalder, begyndte han atter at drive sit Væsen, eller Uvæsen - om Man saa vil. - Gartneren savnede af og til nogle af sine skjønneste Blomster, eller flere af de største og modneste Ferskener; det mærkeligste var, at begge Dele undertiden om Morgenen bleve fundne i Frøken Mettes Kammer, hvoraf Man med Rimelighed sluttede sig til, at denne Dame stod højt anskreven hos meerbemeldte Nisse. Endvidere fortalte Staldkarlene, at det mangen en Nat ikke var rigtigt mellem Hestene, og om Morgenen befandtes een af dem saa ilde tilrakket, som om den havde været taget i Tjeneste til et langt og heftigt Ridt. De forsikkrede - og hvo vilde tvivle derpaa? - at de ofte havde sprunget ud i Stalden; men saa havde Alt paa Øjeblikket været stille. Kun eengang syntes de at kunne skimte den fatale røde Hue; og siden efter blandede de sig ikke mere i Nissens Affairer; og deri gjorde de meget vel. Hvad der lagde end mere Vægt til disse Beretninger var: at Niels Skytte, da han en Aften kom fra Viborg, og hverken var fuld eller gal, alligevel ikke havde været Mand for at finde Vejen fra Demstrup ned til Gaarden, skjøndt den gik saa lige som en Snor, og det var Maaneskin. Enten han vilde eller ej, maatte han ud i Storhuusellene, hvor den røde Hue flere Gange pippede frem mellem Træstammerne. Da han var Karl for sin Hat, raabte han Spøgelset an; men hvergang han oplod sin Mund, faldt han, og hørte ligesaa ofte en fæl Latter, der lød snart som en Uhrhanes Skoggren, snart som en Horsegjøgs. Da han endelig, tilsølet og forreven, var sluppen ud af den moradsige Tykning, hørte han bag ved sig Raaen blade og Sneppen fløjte, skjøndt det endnu var langt fra Blade- og Sneppe-Tiden. Saa uforkastelige Vidnesbyrd undlod ikke at gjøre et dybt Indtryk paa hele Gaardens Personale, især det kvindelige. Ja Naadigherren selv modtog slige Efterretninger med en betydningsfuld Taushed.

Saaledes stode Sagerne, da Toget mod sorte Mads foretoges; hvilket gjorde Epoche i Ansbjergs Historie, og mange Aar efter brugtes som en Æra, saa at det længe heed: »det var det samme Aar, som vi 49 var paa Jagt efter sorte Mads; det var to, det var tre Aar efter,« o.s.v. Med spændt Forventning ventede de Tilbageblevne hele Dagen paa Executionsarmeen. Det blev Middag, Aften og Midnat; og endnu var Ingen at høre eller see. Man beroligede sig med den Formodning, at Delinqventen maatte være ført fra sit Hjem lige til Viborg; i dette Tilfælde kunde det nok have taget Dagen med sig, og efter en saa udmattende Marsch var det billigt, at Tropperne fik en Aftens Vederqvægelse og en Nats Hvile i Staden. Paa Grund af denne højst rimelige Hypothes gik altsaa baade Herskab og Tyende tilsengs; kun en Tjener blev oppe. Endeligen en Time efter Midnat kom Junker Kaj og hans Rideknegt. Men inden jeg gaaer videre, var det vel passeligst at forklare Aarsagen til disses sildige Hjemkomst, og de Andres fuldkomne Udeblivelse.

Krybeskyttens Hytte, som han selv havde bygget i en meget simpel Stiil, med Vægge af Grøntørv, og Tag af Lyng, der hvilede ubunden paa krumpne, i Form af Sparrer, sammenføjede Egegrene, havde en, som Fæstning betragtet, fordeelagtig Beliggenhed Midt i en Mose, der holdt to stive Miil i Omkreds, hævede sig en lille Forhøjning, som end ikke det voldsomste Tøebrud nogensinde satte under Vand, og hvortil i det mindste ingen Ridende kunde komme, undtagen ad en smal Jordstrimmel, der bugtede sig hen imellem Tørvegrave og Vældgunger; paa denne havde sorte Mads opslaaet sin idylliske Bolig, hvor han med Kone og fire Børn levede af Jagten. Det større Vildt spistes færskt, saltet og røget; det mindre solgtes underhaanden, tilligemed Hjorteskind og Rævebælge, og for de vundne Penge kjøbtes Brød og Suul. Melk tiggede Kone og Børn af de omboende Bønder. Just som det begyndte at grye af Dag naaede Ansbjergmanden og hans Hær Mosen. Niels Skytte, som den der nøje kjendte Terrainet, reed nu forud, og førte lykkelig hele den forenede Magt til det Sted, hvor Hytten skulde ligge. Med Forbauselse stirrede han hen for sig: der var ingen Hytte at opdage; og dog var det allerede saa lyst, at Man nødvendig maatte kunde see den. Det første, han greb til, var - hans sædvanlige Tilflugt i al Nød og Forvirring - en lang og kraftig Eed. Naadigherren, der kom til for at erfare Anledningen til en saa hjertelig Udgydelse, gav sin Skytte en ligesaa hjertelig Morgenhilsen, og paastod, at han var redet vild, og havde ført dem paa en urigtig Vej. Men denne, som var vis i sin Sag, forsikkrede, ja kaldte et Dousin af de sorte Engle til Vidner paa at Hytten laa der; men at Mads maatte

        

50 have gjort den usynlig, og det vist nok ved Hjælp af sin gode Ven - ham med Hestefoden; thi det var udenfor al Tvivl, at han forstod hvad Almuen kalder »at hverre Syn«. Herren var nær ved at træde over til denne Mening, som den rimeligste, da Junkeren, der var redet længere frem, raabte: »her ligger Ild!« Alle stimlede nu til, og snart opdagede Man, at hele Hytten laa i Aske, hvori Gløder endnu hist og her fremglimtede. Denne Opdagelse ledte Niels Skytte til det Resultat: »at meeromrørte, langhalede Person havde taget ham og den hele Yngel.« Junkeren derimod var af den Formening, at han selv kunde have sviet Hytten af, og derpaa være flygtet. Da det under disse Debatter var blevet klar Dag, undersøgte Man Brandtomten nøjere; men fandt intet Andet, end Aske, Emmer, Kul og forbrændte Been, som Jægerne erkjendte for Hjorteknokler. I Henhold til Junkerens Hypothes, besluttede Man at gjennemsøge de omliggende Heder, da Flygtningen med Familie og Bagage dog umuligt kunde være kommen ret langt bort. Til den Ende deelte Man sig i fire Hobe, for at lede efter alle fire Verdens Hjørner; Junkeren valgte med sin Rideknægt og en anden Karl den østlige - maaskee for at være Ansbjerg og Kjeresten desto nærmere; men spildte vare alle hans Bestræbelser, til ingen Nytte foer han hid og did, og udmattede baade sig selv, sine Folk og Heste. Stundom troede han at øjne noget Bevægeligt i det Fjerne; men ved nærmere Undersøgelse fandt han, at det var Faar eller Stakke af Hedetørv. Engang var han ganske vis paa at see Mennesker paa det Strøg omtrent, hvor nu den tydske Kirke ligger; men efterhaanden, jo mere han nærmede sig, jo utydeligere bleve Skikkelserne, indtil de omsider ganske forsvandt. Rideknægten forklarede dette optiske Bedrag efter et gammelt Sagn: at her i Oldtiden havde staaet et Slag, og at de Faldnes Aander endnu stundom gjentoge den blodige Leeg. Ja, som Hyrdedreng, havde han ofte ved Solens Opgang seet hele Regimenter opmarschere, Officierer til Hest fare op og ned forbi Gelederne, de fjendtlige Hære blandes og brydes, nu den ene vige, og nu den anden. I hans Bedstefaders Tid derimod havde Man tydeligt kunnet høre Anførernes Commandoraab, Trompeternes Skratten, Vaabnenes Klirren, og de Saaredes Klageskrig. Men Junkeren, som havde hørt Noget om fata morgana, og paa Havet været Vidne til lignende Phænomener, udloe sin synske Tjener, og forbandede i sit Hjerte den sorte Krybeskytte, med al hans Afkom, lige til det fjerde Led - Under Dispositionerne til dette formaledidede Strejftog havde 51 Man - hvilket undertiden hænder i vigtigere Krige - glemt at sørge for Proviant, Heltemodets nødvendige Basis. Den tredie Deel af Junkerens Division blev altsaa udsendt, for at oprette det Forsømte; men da Karlen henimod Aften endnu ej var vendt tilbage, besluttede den forhungrede Junker at vende Næsen hjemad. Dog, dette var lettere besluttet, end udført: Hestene vare ligesaa udmattede og forsmægtede som Rytterne. Det gik derfore saare langsomt, og Man var ikke istand til at vinde ud af Heden, førend Mørket faldt paa. Følgen deraf blev, at Man forvildede sig, og først efter Midnat naaede Ansbjerg.

For at undgaae flere Tilbagespring, vil jeg her kortelig berette: at de tre andre Divisioner havde ligesaa tynd en Lykke; de fandt Intet af hvad de søgte. Forgjæves gjennemledte de enhver Tørvemose, forgjæves omkredsede de enhver Dal og Huling, enhver Høj og Bakke; forgjæves forespurgte de ved alle tilgrændsende Byer og Eenstedgaarde: sorte Mads havde Ingen seet eller hørt det allermindste til. Dagen gik med, og der maatte sørges for Natteherberg. Ansbjergmanden selv landede paa Rydhauge, hvorfra han først efter tvende Dages heldige Uhrfuglejagt naaede sit Hjem.

Højstærede Læsere og Læserinder! Saamange, som tage denne sandfærdige Historie i Haanden! for deres egen Skyld vil jeg raade dem: ikke at læse det Efterfølgende i Eenrum og ved Lys; men ere de flere, skader det ikke, at de rykke saa nær sammen som muligt - der kommer en Spøgelsehistorie!

Den trætte Junker havde neppe fyldestgjort Hungeren for sit Krav, før han alvorligen tænkte paa, at betale Søvnen sit. Han befalede derfor Tjeneren at lyse ham op paa hans Soveværelse; men da denne vilde aabne Døren, hændte det sig, at han vred Nøglen istykker, saa at Kammen blev siddende i Laasen. Hvad var her at gjøre? At bande Døren, Laasen, Nøglen, Smeden, Tjeneren og sorte Mads med - for en Fejls Skyld - blev prøvet uden Nytte. Til at faae Laasen fra, udfordredes Brækjern og Hammer, og tilmed vilde den derved foraarsagede Larm vække det hele Huus. Til hvad Ende havde han da hidtil forholdt sig saa stille, ja - for ikke at forstyrre Damernes Ro - ladet sig nøje med et Stykke koldt Steeg, som Tjeneren ad en lønlig Gjenvej havde vidst at forskaffe ham? I saadant Tilfælde ere de første Raad de bedste; ogsaa herfor vidste Tjeneren eet: »Taarnkammeret!« sagde han med halvsagte Røst og et uvist Blik til Junkeren. Ved Nævnelsen af dette velbekjendte, men ildeberygtede Værelse 52 overfoer ham en let Gysen; men han stræbte at dølge Frygten baade for Tjeneren og for sig selv ved et forceret Smiil, og ved det i en ligegyldig Tone henkastede Spørgsmaal: om Sengen der ogsaa var lavet tilrette? Svaret lød bekræftende; thi den naadige Frue havde her altid for Nødstilfælde en opredt Seng, skjøndt den i Mands Minde aldrig havde været brugt. Da hun selv gjemte Nøglerne til de andre Gjæsteværelser, men fandt en saadan Forsigtighed unødvendig med dette, der kun indeholdt en Seng, et Par Stole og et Bord, og desuden ved sin aandelige Salvegarde ansaaes tilstrækkelig betrygget mod Tyvehaand: saa hjalp nu ingen videre Udflugter eller Indvendinger. Junkeren lod sig vise derop, og da Tjeneren havde klædt ham af og sat Lyset paa Bordet, gik han og lukkede efter sig.

Det var en mørkagtig Høstnat. Næet nærmede sig sidste Qvarteer; dets krumme Halvskive stod dybt paa Himlen, og skinnede ind ad Kammerets eneste høje og smalle Buevindue. Det blæste; Smaaskyer dreve - om Man saa kan sige - i hurtig, næsten regelmæssig Takt over Maanen; Skyggerne af dem giede, som Billeder i Camera clara, hen paa den hvide Væg, og forsvandt i Kaminen. Blyvinduet klirrede under Vindstødene; det hvislede og peeb i Ruderne; det dundrede i Skorstenen; Kamindøren klapprede. Junker Kaj var ingen Cujon; hans Hjerte sad vel endog saa temmelig nær paa det rette Sted. Men den Egenskab, som vi kalde Mod, er en ganske relativ Beskaffenhed, ligesaa mangfoldig og forskjellig i sine Yttringer, som i de Betingelser, af hvilke det afhænger. Mangen Kriger, som uden at skjælve gaaer Kugler og Bajonnetter imøde, skal ikke uden Hjertebanken ene og i Mørke træde ind i en Kirke; og den, som frejdigen henter en Fane ud fra fjendtlige Skarer, vil maaskee ikke lade sig overtale til ved Midnatstid at hente Messebogen fra Alteret, eller en Hjerneskal fra Beenhuset. Soldaten, der staaer som en Mand paa Landjorden, bæver maaskee paa det ham uvante frygtelige Hav. Og Sømanden, der smiler ad Storm og Bølger, bliver heel alvorlig mellem Bøsser og Sabler. Den, der commanderer et Regiment, har undertiden ikke Mod til at commandere en Kone; og en Anden, som har Konen under Pidsken, gaaer ræd afvejen for enhver vred Mands Øjekast. Der gives dem, der ikke ere bange for Noget i Verden, undtagen for deres egen Samvittighed; Andre forstaae at kue denne Rebel, skjøndt de i alle øvrige Henseender have Hjerter som Harer. Ikke heller vor Junkers Mod var heelt og fuldkomment: han turde møde sin Mand, ride sin 53 Hestom det saa var en Bucephalus - kort, han frygtede just ikke for nogen levende, eller rettere, legemlig Skabning; men for Aander havde han al mulig Respect. Tid og Omstændigheder, men især Værelsets Vanrygte, satte hans Blod i en hastigere Gang; og alle gamle Spøgelsehistorier fremstillede sig ganske ubudne for hans exalterede Indbildningskraft - Phantasus og Morpheus strede om hans Besiddelse; den Første havde Overmagten. Han vovede ikke at lukke Øjnene, men stirrede uafladelig paa den modstaaende Væg, hvor de uformede Skygger syntes efterhaanden at faae Skikkelse og Betydning. Under saadanne Omstændigheder er det en Trøst at have Ryggen fri, og alle sine Fjender en face. Han rejste sig derfor overende, slog Gardinet ved Hovedgjerdet tilside, og saae sig tilbage. Sengen stod i et Hjørne; ved Fødderne, dog lidt fremad, var Vinduet; midt for Sengen den ene brede Væg, Kaminen og bag denne Døren. Hans Øjne gled forbi denne til Bagvæggen. Der hang et gammelt Skilderie, en mandhaftig Ridder i Staal og Plade, med et Ansigt saa stort som et Græskar, ombølget af tykke sorte Lokker. Ved dette dvælede hans spejdende Blik Det viiste sig og forsvandt, alt som Skyerne gik fra Maanen, eller bedækkede den. I det første Tilfælde syntes Ansigtet at udvide sig til et Smiil; i det sidste at sammenskrumpes i skummel Alvorlighed. Maaskee en fordums Besidder af dette Herresæde, der nu under fremmede Ejermænd, efterat hans Slægt maaskee var uddød, havde faaet Plads i denne Afkrog og ved natlige Besøg hævnede sig over Efterkommernes ligegyldige og foragtelige Behandling. Som Skyggerne paa Væggen, joge Mod og Frygt hinanden i Junkerens Sjæl. Omsider forcerede han Modet, lagde sig ned, og overgav sig ganske i Morphei Magt.

Efter den voldsomste Udmattelse sover Man ikke roligst. Maaskee havde han endnu ikke slumret en halv Time, da han vaagnede ved en Larm, som naar en rustet Dørlaas oplukkes. Han aabnede uvilkaarlig Øjnene; de faldt paa den modstaaende Dør, hvor en hvid Figur viste sig og forsvandt næsten i samme Øjeblik - Døren gik til med en sagte Knirken. En snurrende Kulde løb over hans Hoved, hvilket vi udtrykke ved den Talemaade: Haaret rejser sig. Dog blev han endnu Herre over sin Frygt: Indbildningskraften havde endnu ikke ganske betvunget den kolde Fornuft. »Det kan have været Tjeneren« tænkte han, »som - endskjøndt afklædt - har villet eftersee, om Lyset var slukket.« Nogenlunde beroliget ved denne Hypothes, drog han sit Blik 54 tilbage; men saae nu for Vinduet den øverste mørke Halvdeel af en menneskelig Skikkelse. Omridset af Hoved og Skuldre var ganske tydeligt, og Yderkanterne oplyste af Maanens Skin; den syntes at vende Ryggen til. Skrækken vandt Overhaand, og dæmpede hans Aandedræt. Skikkelsen sukkede, rakte den ene Haand ivejret og skrev paa Ruderne. Da svandt Junkerens Mod; det gik ham som Belzazar: »hans Farve skiftedes, hans Tanker forfærdede ham, hans Lænders Ledebaand slappedes, og hans Knæer stødte sig mod hverandre.« Hvad var her at gjøre? Flugt var ikke at tænke paa; thi søgte han Døren, gjennem hvilken det hvide Væsen var forsvunden, kunde han falde i et Baghold; Vinduet forsvarte sig selv, og flere Udgange havde han ikke bemærket. Rigtignok er der en Tilflugt, som mange i slige Tilfælde skulle gribe til - at krybe under Dynen; men da det er vitterligt nok, at somme Spøgelser ere saa grusomt spøgefulde, at de endog trække Dynen paa Jorden, tør jeg ikke ubetinget tilraade Brugen af dette Middel. Enten kjendte vor Junker det slet ikke, eller og han skammede sig ved at betjene sig deraf Ja hans naturlige Mod rejste sig endnu engang til den Højde, at han anraabte Skikkelsen med et: »Hvem der?« Ved dette Raab syntes den at gjøre en hurtig Vending; men svarte ikke; og efter nogle Øjeblikke sank den ganske langsom ned under Vinduet, og siden var Intet mere at høre eller see. - Ingen forvildet Vandrer kan længes saa inderligt efter Dagens Lys, som den stakkels Junker. Han turde ikke lukke sine Øjne af Frygt for, naar han atter aabnede dem, at faae Noget at see, som han ikke ønskede. Han vedblev meget mere at stirre paa Døren, Kaminen og Vinduet med ængstelig Forventning; han lyttede med stedse spændt Opmærksomhed, men hørte dog intet Andet, end Vindens Pusten, Rudernes Klirren og sit eget Aandedræt. Omsider frembrød Dagen, og saasnart det var blevet lyst nok til at skjælne enhver Gjenstand i Værelset, stod han op og undersøgte dette med største Nøjagtighed. Forgjæves: han fandt intet Spor af de natlige Besøg; Kamindørene vare lukkede; Døren til Kammeret ligesaa; Vinduet havde alle sine Kroge paa, og flere Udgange gaves der ikke. Han havde altsaa Troen ihænde, og skyndte sig at forlade dette urolige Natteherberg, med det oprigtige Forsæt, aldrig mere at betræde det.

Saasnart Herskabet havde forsamlet sig til Frokosten, og Junkeren havde givet Rapport om det mislykkede Tog, gjorde Fruen ham det naturlige Spørgsmaal: hvorledes han havde sovet ovenpaa saamegen

        

55 Strabads? »Ret godt!« var Svaret. Frøkenen smilede: »Har I ikke lagt paa Taarnkammeret? jeg synes, min Pige talte derom.« Junkeren bejaede det; men da han for Kjeresten vilde skjule sin Frygt, fandt han det nødvendigt, ganske at fornægte sit natlige Bekjendtskab. Frøkenen syntes ligesaa opsat paa at afnøde ham en Bekjendelse; hun forsikkrede: »Man kunde see paa hans Øjne, at han ikke havde sovet, og at han saae overmaade bleg ud.« For at ende dette piinlige Forhør, erklærede han det beskyldte Værelse for aldeles purificeret, og lagde til: at hun gjerne selv kunde sove der, naar hun blot havde Mod »Da troer jeg og« sagde hun leende, »at jeg engang skal forsøge det!« Hermed syntes denne Materie udtømt, og Man gik over til andre.

Efter den gamle Herres Hjemkomst forløb et Par Dage, før Taarnkammeret kom paa Bane; thi først havde Man fuldt op at gjøre med at optænke, fremsætte og bedømme de mange forskjellige Maader, paa hvilke sorte Mads kunde have været fanget, samt med at opfinde de rimeligste Hypotheser angaaende hans nærværende Opholdssted. Og dernæst medtog det en lang Tid, omstændelig og nøjagtig at fortælle de tvende Dages Uhrfuglejagt ved Rydhauge. Da nu ogsaa dette rige Æmne omsider var udtømt - det vil sige: da enhver baade skudt og fejlet Fugls Historie var fortalt, tilfredsstillende Grunde anførte ved ethvert Fejlskud, skarpsindige Sammenligninger anstillede mellem Hunde og Geværer o.s.v., o.s.v. - begyndte Frøkenen at lede Samtalen hen paa det berygtede Værelse, idet hun fortalte sin Fader Kjerestens Natteleje der, og gjorde ham opmærksom paa dennes usædvanlige Alvorlighed. Han havde nu i dette sit andet Forhør tvende Inqvisitorer, af hvilke især den unge Dame gik ham saaledes paa Klingen med sine skjelmske Drillerier, at han omsider fandt for godt at tilbagekalde sin forrige Benægtelse, og tilstaae, at han ikke skjøttede om at ligge der oftere. »Er det for en Cavalier?« sagde Frøkenen, »at være bange for en Skygge? jeg er kun et Fruentimmer, og dog tør jeg prøve at bestaae et saadant Eventyr.« »Det koster min Fux,« svarede Junkeren, »I vover det ikke!« »Jeg sætter min Belle lige imod!« raabte hun. Man troede, det var hendes Spøg; men da hun haardnakket paastod Væddemaalets Holdelse, stræbte baade Kjeresten og Faderen at formaae hende til at afstaae fra saa voveligt et Foretagende. Hun var ubevægelig. Nu ansaae Junkeren det altsaa for nødvendigt, at skrifte Alt reentud Den Gamle rystede paa Hovedet; Frøken Mette loe, og paastod han havde drømt, og, for at overbevise

        

56 ham derom, fandt hun sig saa meget mere forpligtet til at opfylde sit Løvte. Den gamle Herre, hvis Faderstolthed smigredes ved Datterens Mod, gav hende nu sit Bifald; og Alt, hvad Junker Kaj kunde opnaae, var: at en Klokkestreng blev anbragt ved Sengen, og at hendes Kammerpige maatte ligge paa en Feldtseng i samme Værelse. Frøkenen betingede sig derimod, at alle Mennesker paa Gaarden skulde forblive i deres Senge, at det ikke siden skulde hedde: Man havde bortskræmmet Spøgelset, og at Ingen maatte have Lys efter Klokken elleve. Fader og Kjereste maatte tage Natteqvarteer i det saakaldte forgyldte Gjæstekammer, som kun var adskilt fra Taarnkammeret ved en lang Gang. Hos dem hang den Klokke, med hvilken den unge Dame i Nødsfald kunde ringe Storm. Moderen - ikke mindre heroisk end Datteren - gav villig sit Minde til Eventyret; og næste Nat blev bestemt til dets Udførelse.

4. Bortførelsen

Dersom jeg hos Nogen skulde have vakt Forventninger om et nyt Spøgerie, gjør det mig virkelig ondt; og det saa meget mere, som det første maaskee nu ogsaa tør tage mod en naturlig Forklaring, og ende sig med et: »Pyt! ikke Andet!« Men saa glæder det mig igjen, at jeg til Erstatning for en rigtig Spøgelsehistorie kan opvarte med en saa regulair Bortførelse, som nogensinde fandtes i Romaner: en Bortførelse ikke om Dagen, men om Natten; ikke gjennem Døren, men gjennem Vinduet; ikke tilvogns, men tilhest.

Den vigtige Nat, der skulde afgjøre Fuxens og Isabellens fremtidige Skjæbne, gav Herskab og Tyende kun lidt Søvn: alle laae i spændt Forventning af de Ting, som skulde komme. Kattemjav, Ugleskriig, Hundetuden forjoge Ole Lukøje hvergang han kom listende. Staldkarlene hørte Hestene puste, snorke og sparke; det kom Ladefogden for, at Man slæbte med Sække paa Loftet; det var for Mejersken accurat som om Gyngekjernen var igang; og Huusholdersken fornam tydelig, at det rumsterede i Spisekammeret. Der kom ikke mere Søvn i det forgyldte Kammer: Herren og Junkeren laae tause og skottede imellem til den lille Sølvklokke, som hang imellem dem; men den var og blev stum. Da Taarnuhret slog Eet, begyndte Junkeren at ansee sit Væddemaal for halv tabt; men trøstede sig med, at Tab til sin 57 Kone er dog kun af den ene Haand i den anden. - Kort at fortælle: Natten gik bort og det - hvad Taarnkammeret angaaer - saa roligt, som om der aldrig var Spøgerie til i Verden. Med første kjendelige Dagskjær stode begge de kun halv afklædte Herrer op, og ilede med en Morgenhilsen til den dristige Aandebetvingerinde. De pikkede paa Døren - intet »Entrez« - Begge maatte vel endnu ligge i den søde Søvn. Papa aabnede - Man traadte ind - Peste! Frøkenens Seng var tom, og Overdynen kastet tilside. »Bravo!« raabte Junkeren, »hun er echapperet, og Isabellen er min.« Den gamle Herre sagde ikke et Ord, men vendte sig til Pigens Seng: hun lod sig ej heller tilsyne; men da han lettede Dynen, laa hun der virkelig blussende rød og sveddampende som i den hæftigste Feber. Paa Herrens første ivrige Spørgsmaale svarede hun Intet; men stirrede kun paa dem med et forvildet, vanvittigt Aasyn. Omsider gjenfandt hun sit Mæle, og berettede i en afbrudt og usammenhængende Tale: at hun kort efter Midnat havde seet et frygteligt Spøgelse komme gjennem Væggen. Forfærdet havde hun puttet sig under Dynen, som hun heller ikke siden havde vovet at lette; af hvad der videre var passeret vidste hun Intet. Dog dette viiste sig snart; thi Vinduet var aabent, og nedenunder stod en Stige - Frøken Mette var bortført; men af hvem?

Hvilket Oprør i hele Gaarden! hvilken Larmen, Skrigen og Jamren! Forbandelser uden Gjenstand, Spørgen uden Svar. »Efter dem!« var Faders og Brudgoms næste Tanke; men hvorhen? - Fruen, den besindigste af Alle, foreslog først en almindelig Hærskue (som det hedder paa Dansk), og Herren foretog den i egen Person: han opraabte ethvert levende Væsen ved Navn, og erklærede omsider, at han Ingen savnede. Hele den opstillede Besætning var i samme Vildfarelse, indtil Frue Kirsten spurgte: »hvor er Skriverdrengen?« »Skriverdrengen! Skriverdrengen!« lød det fra Mund til Mund. - Man saae sig omkring, Man saae paa hverandre, Man saae paa sig selv - nej! Skriverdrengen var der virkelig ikke. Ridefogden og et Par Andre foer nu afsted over til Skriverstuen; og Herren raabte til Staldkarlene: »sadl op og for Døren, som Torden og Lynild!« Fogden kom snart tilbage hæsblæsende og angst med den Beretning, at den Savnede virkelig maatte være borte; thi Sengen viste, at Ingen havde lagt der sidste Nat: hans Sporer og Ridepidsk vare ej heller at finde. I samme Øjeblik kom en af Staldkarlene løbende, og fortalte, at Isabel var væk. Alle stod forstenede i indbyrdes taus Beskuelse, indtil Frue 58 Kirsten brød Stilheden. »Vor Frøken Datter,« sagde hun, »kunde ikke bortføres af en Skriverdreng; men han har indsneget sig her som Spion. Det ahner mig, at Røveren er vester fra - seer efter om I ikke kunne spore dem paa Viumvejen; og saa afsted! Det var endnu muligt, at naae dem; thi Isabelle skal ikke løbe ret langt med To.« Hendes Gisning var rigtig: paa den betegnede Vej saaes Sporet af en skarptravende Hest, og til ydermere Beviis fandtes ikke langt fra Gaarden en Sløjfe, og lidt længere borte en Handske, begge tilhørende Frøken Mette.

Bevæbnede med Bøsser, Pistoler og Kaarder bortilede nu Herren, Junkeren, Ridefogden, Skytten og fire andre veludrustede Karle; og efter dem raabte Fruen »bringer dem døde eller levende!« Et Stykke ville vi ledsage Ansbjergmanden paa hans andet Tog. Til Vium stod Sporet tydeligt; men her skulde Man have tabt det, hvis ikke en Bonde, hos hvem Man forespurgte sig, havde berettet: at han et Par Timer før Dag havde hørt Hestetrav vester ud af Byen. Man fulgte dette Vink, og gjenfandt Sporet; det gik i samme Retning forbi Hvam Kroe. Her erfaredes, at Hundene omtrent for to Timer siden havde holdt et slemt Huus. De Flygtendes Fart havde altsaa begyndt at sagtne sig, hvilket Sporet ogsaa tydelig gav tilkjende. Forfølgerne kom til Sjørup. Her havde en Karl, som i et vist Ærinde stod udenfor Gaarden, hørt en Hest gaae forbi, og troede at skimte Tvende paa den. Men nu ophørte Sporet. Her løb adskillige Veje; alle med dybe og snevre Hjulspor - hvilken var den rette? Flygtningerne havde ingen af dem fulgt, formodentlig af Frygt for at Hesten skulde falde; men vare redne ind i Lyngen. Man gjorde Holdt for at raadslaae. Af trende Hovedveje løb een i Nordvest, een i Sydvest, og een midt imellem. Medens disse, den ene efter den anden, toges under Betragtning, faldt Talen ogsaa paa Nattens vigtige Begivenhed, og især paa den mistænkelige Skriverdreng. Een af Karlene fortalte: at det forekom ham, som om han skulde have seet denne etsteds tilforn, da han stod ved Hestfolkene; men hvor, kunde han ikke mindes. En anden havde et Par Dage iforvejen seet en Ubekjendt tale hemmelig med ham i Skoven, og forekom det ham, som om denne et Par Gange havde sagt: Hr. Cornet! Nu opgik der et pludseligt Lys for den gamle Herre. »Ha!« raabte han, »saa følge vi den midterste Vej! den gaaer til Vestervig. Jeg tør sværge paa, at Skriverdrengen er ingen Anden, end Majorens tredie Søn, der stod som Cornet ved

        

59 Cuirassiererne. Jeg mindes at Frue Kirsten engang har advaret mig for ham, og sagt, at han snusede efter Frøken Mette. Og I -« raabte han til Ridefogden. »Naadigherre!« tog denne Ordet, »I saae jo selv Ridefogdens Skrivelse paa Vestervig; det er ham, som har narret os Alle; eller ogsaa Brevet har været falskt; tilmed var han saa stille, ordentlig og arbejdsom, saa høflig og saa ydmyg, at det aldrig kunde falde mig ind, at han var en adelig Herre.« »Herskabet ligger i Maanen« sagde den Gamle, og satte sin Hest i Trav; »den som først faaer Øje paa Deserteuren, giver jeg tre Kroner.« - Troppen havde vel halvanden Miil at ride, inden den kunde naae det tilsigtede Vadsted gjennem Karup Aae. Imidlertid vil jeg, med Læserens Tilladelse, ile foran derned, og nærme mig de Flygtende, som nu netop berøre den anden Bred.

Den stakkels Isabelle, udmattet af sin dobbelte Byrde, og den første Miils hæftige Løb, gik langsomt og vaklende opad Lyngbakken. Cornetten - thi det var virkelig ham - saae sig ofte tilbage med en bekymret Mine; og hentede sig hvergang et Kys hos sin søde Mette, der i Ridedragt sad bag ved ham, og holdt ham tæt omfavnet. »Seer I endnu Intet?« spurgte hun ængstelig; thi selv turde hun ikke see sig om. »Endnu ikke« svarede han; »men jeg frygter - Solen er allerede et Stykke over Jorden; de maae være paa Vejen efter os - naar kun Hoppen kunde holde det ud.« »Men eders Broders Vogn?« spurgte hun efter et Ophold. »Den skulde have mødt ved Aaen i Dagningen« svarede han; »jeg kan ikke begribe, hvad der opholder den. Vi have endnu to Miil, inden vi komme ud af Heden, og dersom de imidlertid have fundet det rette Spor -« I det han saaledes talede, havde de naaet det Øverste af Banken, og den store vestlige Hede udbredte sig nu, som et Hav, foran dem; men ingen Vogn, intet levende Væsen var at opdage. Cornetten holdt stille, for at lade Hesten puste, og gjorde en halv Vending, for des mageligere at kunne oversee den nu tilbagelagte østlige Alhede. Ogsaa den var bar og ode: Intet at see, uden enkelte Tørvestakke; Intet at høre, uden Uhrhanernes Skoggren, Aaens Susen, Isabellens Pusten og deres egne Sukke. En Stund bleve de saaledes holdende, indtil Frøkenen brød Tausheden med det Spørgsmaal: »er der ikke Noget, som rører sig langt borte?« Hun sagde dette med dæmpet Røst, som om hun frygtede for, at det skulde høres paa den anden Side af Ørken. »Det er ikke Tid at tøve længere« svarede han, »jeg frygter at det er eders Fader, som kommer hisset ude.« Med disse Ord drejede han atter mod Vesten, og sporede

        

60 Hesten. »Ak min Fader!« sukkede hun, og omsnoede end fastere sin Bortfører. »I Ungern« sagde han, »- det er nu i denne Tid fem Aar siden - laae vi i Natteqvarteer i en Landsbye. Om Morgenen bleve vi overrumplede af Tyrkerne. Da jeg steeg tilhest, var der allerede Ild i et Par Huse; vi maatte retirere, og jeg var een af de sidste. Omtrent en halv Fjerdingvej fra Byen kom en lille Ungarer, en Dreng paa ti, tolv Aar, løbende efter mig, forfulgt af en Trop Janitskarer. Han var halv nøgen. Længe kunde han ikke holde det ud Jeg reed tilbage, og tog ham op paa Hesten; i dette Øjeblik havde den første Janitskar naaet os. Førend han faldt, gav han mig denne Erindring over Ansigtet. Men jeg reddede min lille Ungarer. Han er hos min Broder, og skulde idag være kommen os imøde. Min Dyrebareste! jeg var dengang bedre tilmode, end nu.« Han saae sig atter om: »Det lader til, at de nærme sig - forcerer jeg Hoppen, vil hun styrte.« De rede et Stykke videre frem - han med et beklemt, hun med et ængsteligt bankende Hjerte. »Jeg maa gaae« sagde han, og stod af, »det vil hjælpe den saa meget. See Jer ikke tilbage, kjereste Frøken!« »Ak Gud!« raabte hun, »er det dem?« »Der ere syv eller otte;« svarede han: »saavidt jeg kan skjønne, ere de ridende.« »Hvor langt kan de være borte?« spurgte hun atter. »Lidt over en halv Miil - tre Fjerdingvej« svarede han. Uagtet hans Formaning saae hun atter tilbage. »Jeg seer Ingen« raabte hun. »Jeg ikke heller nu« sagde han; »men de ere vel nede i en Dal der kommer een frem igjen, og nok een - kom, kom! stakkels Belle!« raabte han og trak den efter sig; »du pleier ellers at gjøre krum Hals, og løfte dine Fødder højt nok; nu slæber du dem hen ad Jorden, og strækker dit Hoved lige ud, som en Fisk, Man med Magt maa drage op af Vandet« Efter et Ophold spurgte Frøkenen: »mon de kunne see os?« »De ride lige efter os« svarede Cornetten, »de vinde meer og meer -« »Himmel!« raabte hun, »dersom de naae os! ak! jeg frygter, at min Fader vil dræbe Eder; men jeg vil beskytte Eder med mit svage Legeme, kjereste Holger! jeg kan ikke overleve Eder!«

Under deslige ængstelige afbrudte Samtaler vare de komne omtrent en lille halv Miil fra Aaen ind i Vesterheden. Forfølgerne vare nu tæt ved den østlige Aaebred; de kunde allerede tydeligt skjælnes og tælles. De Flygtendes Angst var nærved at gaae over til Fortvivlelse - intet Glimt af Redning. Cornetten pustede omkaps med Hesten; Frøkenen græd. Da rejste sig pludselig tæt foran dem en stor, bruunklædt Mand op af den høje Lyng, med en Bøsse i den ene Haand og

        

61 en lavpullet Hat i den anden. De Flygtende standsede. »Hvem der? hvor er Du fra?« raabte Cornetten paa sin militairsk »Derfra« svarede Manden, »hvor Husene staae ude, og Gæssene gaae barfod; og hvor ere I fra, og hvort* vil I? Men hold lidt har vi To ikke seet hverandre fornys? Er I ikke den Person, der bad godt for mig, da Niels Skytte vilde have smækket mig overende?« »Sorte Mads!« raabte Cornetten. »Saaledes kalde de mig« svarede Krybeskytten; »men hvordan kommer det sig, at jeg træffer Jer her, saa tidlig Morgen, med saadan en lille Jomfrue? I har vel ogsaa været ude paa Krybeskytterie? Kan jeg hjælpe Jer i Noget, maa I tale mig til!« »I Nøden« sagde Cornetten »er den nærmeste Ven den bedste. Jeg er Majorens Søn paa Vestervig, og har hentet mig en Kjereste paa Ansbjerg. Hendes Fader med en heel Trop Ryttere er efter os. Kan Du redde os, eller skjule os, vil jeg takke Dig saalænge jeg lever, og belønne Dig saa godt jeg kan; men det maa være snart« lagde han hurtig til, idet han vendte sig om, »for der komme de paa hiin Side Aaen.« Mads holdt sin Hat over Øjnene for Solen: »Saamænd!« sagde han, »der har vi ham selv og alle hans Karle. Frænde er Frænde værst, sagde Ræven, de røde Hunde vare efter ham. Vil I love, at I aldrig røbe, hvor jeg fører Eder hen, saa vil jeg see, at hitte paa Raad!« Frøkenen lovede, og Cornetten svoer. »Hør ikkuns nu Børnlille,« vedblev han, »der ride de just op ad den sidste Banke paa den anden Side af Aaen; inden de vinde op igjen paa denne Side, gaaer et godt Stød** hen, og de kan ikke see, hvad vi tage os for. Imidlertid vil vi rejse dem et Gjærde, som de ikke saa let skulle hoppe over.« Saaledes talende lagde han Bøssen ned, tog sit Fyrtøj frem og slog Ild. Derpaa rev han nogle Haandfulde tørt Mos sammen, satte Fyrtønden derind, pustede indtil han fik Lue, og kastede saa Mossen ned i Lyngen, hvor Ilden øjeblikkelig knistrende og buldrende greb videre om sig. Under denne Beskjæftigelse, hvis Hensigt de Flygtende ikke strax begrebe, vedblev sorte Mads at give sine Tanker Luft i følgende afbrudte Sententser: »Vinden holder med os - og Lyngen er tør - nu kan Niels Skytte snart faae sin Pibe tændt - det er anden Gang han har Gavn af min Fyrtønde - Manden vil sagtens bande og dominere for hans Uhrhøns - fordi jeg steger dem uden Dyppelse - men Nød bryder Lov - og brav Karl hytter sig selv - see saa: nu * * 62 lumrer hun!« Derpaa rejste han sig op, og sagde til Cornetten: »gjør nu som I seer, jeg gjør! riv en Lyngtop op, tænd den, løb saa ti Trin hist hen imod Nord, og stik an! riv saa atter op, løb og stik an, alt Nord paa, indtil I naaer hin Lyngknold, I seer hist et Par Bøsseskud borte! Jeg bærer mig ligesaadan ad imod Sønden; og saa løbe vi ligesaa hurtig her tilbage. Frøkenen faaer imidlertid blive her ved Hesten - Det skal snart være bestilt. Nu begynde vi! Lyst æfor aa mørk æbaag!«* Med denne Formular begyndte Krybeskytten at operere. Cornetten fulgte hans Anviisning, og inden faa Minuter stod en Hedestrækning af en halv Miil i Breden i fuld Brand, og begge Antænderne samledes igjen hos den skjælvende Dame. »Nu er Davren fortjent!« raabte Mads, »vær saa god, følg med, og tag til Takke med fattig Lejlighed! - men, Kronedød! hvad gjør vi ved den?« Han gav Isabelle et Kladsk med den flade Haand: »Kan Du finde ene hjem?« »O!« svarede Frøkenen, »den følger mig, hvor jeg gaaer -« »- Nej det maa den, vor Herrelil! ikke; for saa forraader den os. Døren til mit Huus er den alt for trang, og udenfor tør vi ikke lade den staae. - Du var vel god endnu til at lægge øde« sagde han til Dyret, idet han spændte Sadel og Pakke af; »men Een er sig selv nærest.«. Cornetten, som mærkede hans Hensigt, tog sin Kjereste ved Haanden, og drog hende nogle Skridt tilside, som om han vilde vaere hende for Ilden, der - skjøndt langsomt - dog ogsaa slikkede sig op imod Vinden. Krybeskytten tog sin Bøsse, spændte, gik til Siden af Hesten, holdt den bag Øret, og trykkede til. Frøkenen vendte sig med et Angstskriig, og saae netop den stakkels Isabelle segne ned i Lyngen, uden at give den mindste Lyd. Et Par medlidende Taarer randt ned over Pigens blege Kinder. »Øget er saa dødt som en Sild!« raabte Mads trøstende, »hun hørte ikke engang Knaldet.« Og dermed tog han Bidselet af, lagde Sadel og Pakke paa den ene Skulder, Bøssen paa den anden, og satte sig i Gang. Han opmuntrede de Flygtende til at følge efter, saa saare de kunde, med den glædelige Forsikkring: at der ikke var langt til hans Slot. »Og see Jer kun ikke tilbage« lagde han til, idet han fordoblede og forlængede sine Skridt; »men tænk paa Loths Hustrue!« Ikke ret længe kunde den unge Pige, skjøndt i Ridedragt, udholde at gaae saa fast i den høje Lyng. Hun snublede tit, og hildede sig i Qvistene; hvorfor * 63 Cornetten, uden først at indhente Tilladelse, tog hende paa sine Arme; og uagtet hendes Vægring bar hende afsted. - Skjøndt en smuk Piges specifiqve Tyngde maa være æqval en Hæsligs, saa har jeg dog ladet mig sige: at den Første skal være meget lettere at bære, især for en ung og forelsket Cavalier. Man bør følgelig ikke bære mindste Tvivl om min Sandruehed, naar jeg beretter, at Cornetten uden at hvile bar sin Kjereste henved en halv Fjerdingvej. Vel tilbød sorte Mads et Par Gange, at ville bytte Byrde med ham; men da han med Hovedrysten afslog det, kunne vi nok indsee, at saadant et Skifte ikke havde villet svare Regning. At Frøkenen idelig, med den ene Arm om hans Hals, med en anden Haand løftede hans Hat, og viftede ham, aftørrede ham Sveden og kyste den glødende Pande, maatte jo ogsaa gjøre hende lettere, og ham stærkere.

»Nu ere vi hjemme!« raabte omsider Føreren, idet han slængte Sadel og Bylt ved Foden af en lille lynggroet Bakke. »Hvori« raabte Cornetten, og skilte sig ligeledes ved sin Byrde. Han saae sig omkring, uden at kunne opdage Noget, der lignede menneskelig Vaaning. En Mistanke fløj hurtig op i hans Sjæl, men forsvandt næsten i samme Øjeblik: havde Manden været en mordisk Røver, kunde han jo forlængesiden have fuldført Misgjerningen, uden at frygte for Modværge, saalænge nemlig han selv havde, i egentlig Forstand, begge Hænder fulde. »Her!« svarede hiin, idet han løftede en meget stor og bred Lyngtørv op, og lagde den tilsiden. »For nogle Dage siden boede jeg ovenpaa Jorden: der maatte jeg ikke blive; men det er en fattig Muus, der har kun eet Hul.« Medens han sagde dette, lagde han fire, fem store, dog for en stærk Karl handelige, Steen tilside, og nu viste sig en Aabning, rummelig nok til at krybe ind ad. »Det seer jo ud, som om Man her havde kastet Ræve ud!« sagde Cornetten. »Saaledes skal det see ud!« svarede Mads; »men inden vi gaae ind, ville vi see os omkring - ikke for de Ansbjerg Folk; de kan endnu ikke nær være komne forbi Branden - men der kunde maaske være Andre i Nærheden.« Man spejdede til alle Sider: mod Syden, Vesten og Norden var intet levende Væsen at opdage, og hele den østlige Kant var indhyllet i Røgskyer, saa tykke, at Morgensolens Straaler ikke mægtede at gjennemtrænge dem. »Vær saa god og buk dem!« sagde Mads, idet han paa alle Fire krøb ind, »og følg kun efter mig! Døren er lav; men Stuen kan nok rumme os; eders Pakkenilliker skal jeg strax hente.« Med nogen Besværlighed fulgte de Vejviseren, og befandt sig 64 snart i den underjordiske Vaaning: en rummelig Stue, hvis Vægge vare opsatte af svære Kampesteen, og hvis Loft bestod af tæt til hinanden lagte Bjælker. Ned fra dette hang en Lampe, der med sit matte Skin kun dunkelt oplyste de herværende Gjenstande, som vare: paa den ene Side tvende Senge, en større og en mindre, paa den anden en Bænk, et Bord, et Par Stole, en Kiste og et Par Hængeskabe. I den lille Seng laae tre nøgne Børn, som ved de Fremmedes Ankomst dukkede, som Vildællinger, ned under Dynen. Paa Kanten af den store Seng sad Lisbeth Madame Madses og bandt paa en Strømpe, hvilken hun af Forbauselse lod synke med begge Hænder i Skjødet. For Bordenden stod en lille rødhaaret Mand, klædt i Skind fra Hagen indtil Knæerne, og hvem Værten forestillede sine Gjæster, som sin gode Ven Mikkel Rævehale. »Vi kastede engang her« lagde han smilende til, »efter hans Halvbroer, og saa fandt vi dette Lukaf Mikkel mener, det har været en Røverstue i gamle Dage; men kanskee har det ogsaa været en Kjæmpebegravelse, for her stod et Par sorte Potter med Aske og Been i.« Ved det Ord Røverstue foer en Gysen over den unge Dame. Kjeresten mærkede det, og sagde paa Fransk: »Frygt ikke min Dyrebare! her ere vi sikkre; men det smerter mig, at den første Vaaning, jeg indfører Dem i, skal indjage Dem Skræk og Afskye.« »Jeg vil vise Dem alle mine Herligheder« vedblev Krybeskytten, idet han aabnede en Dør i Baggrunden. »Her er mit Kjøkken, hvor vi kun om Natten tør have Ild paa; her er ogsaa mit Spisekammer« lagde han til, visende paa et Salttrug og nogle Hjortekøller, som hang i Røg over Arnen; »Brød og Kjød har jeg, og en lille Taar Mjød kjøbte jeg i Viborg for det sidste Hjorteskind.« Med disse Ord satte han en Dunk og et Træfad med de omtalte Spisevare paa Bordet: »Æd og drik saameget I lyster af hvad Huset formaaer! og naar I vil afsted, skal I faae en sikker Vejviser.« Cornetten trykkede den ærlige Troglodyts Haand, og sagde: »I dette Øjeblik har jeg ikke Andet at byde Eder, end min hjertelige Tak -« »-Jeg tager ingen« afbrød sorte Mads; »men lov mig blot, at I aldrig vil røbe mig eller min Hule!« Med de helligste Forsikkringer blev dette lette Løvte givet: og de Forelskede nøde nu en Frokost, som Hungeren, og Glæden over deres Redning gjorde dobbelt velsmagende.

Efter Værtens Forslag fattede de den Beslutning at oppebie Aftenen, inden de paany tiltraadte den afbrudte Rejse. Imidlertid tilbød Mikkel, at han vilde gaae ud paa Recognosering, saavel for at iagttage 65 Forfølgerne, som for at indhente Underretning om den fra Vestervig forventede Vogn. Første Gang kom han ikke længere end til Hulens Aabning, og berettede derfra: at hine nu havde omredet Hedebranden, og satte i tvende Afdelinger Vester paa. Nogle Timer derefter vovede han sig et Stykke ud i Heden, og vendte tilbage med den Underretning, at de nu rede mod Nordvest, og at Heden rimeligviis nu vilde vorde sikker for dem, da de ikke kunde formode, at de Flygtende endnu befandt sig i Samme, og de vistnok ved falske Underretninger vare bragte paa Fejlspor. - Lidt over Middag gik baade han og Værten ud - den Første for at bestille en Vogn i een af de mod Vesten liggende Landsbyer. Den Sidste kom efter en halv Times Forløb tilbage, og fortalte: at han derude havde truffet en ung Klør, der forekom ham fordægtig. Paa hans Maal lod det til at være en Tydsker. Han spurgte om Vej til Hvam Kroe, og om der ikke havde færdedes nogen Rejsende derforbi den Dag. Cornetten spurgte nøjere om dette Menneskes Udseende og Klædedragt; og efter Beskrivelsen kunde han ikke længere tvivle paa, at det var hans Ungarer. De gik da Begge ud, og vare saa heldige at indhente ham en Fjerdingvej omtrent fra Hulen. Vi ville ikke længe opholde os ved Ungarerens Beretning om Aarsagen til Vognens Udeblivelse, der var denne: at han og Kudsken havde forvexlet Karup Aae med den, som løber et Par Miil vestligere, ved hvilken altsaa Vognen endnu befandt sig. Ligesaa kortelig ville vi ogsaa bemærke: at han noget før Middag var bleven anholdt og udspurgt af de eftersættende Ryttere, og at han ikke alene snildelig havde redet sig ud af dette Forhør; men endog viist dem paa en Vej, som han vel formodede ikke førte dem paa Spor efter de Flygtende, om hvis Skjæbne han ellers havde svævet i den piinligste Uvished.

Slutteligen finder jeg mig ej heller beføjet til større Vidtløftighed i Catastrophens Udvikling; men vil - som andre Romanskrivere - ile mod Enden: Cornetten og hans Kjereste kom lykkelig den følgende Morgen til Vestervig, bleve der Mand og Kone, og fik for det første af Ejeren, den ældste Broder, en liden Sædegaard i Thye til Beboelse. Junker Kaj fik for det første en lang Næse, og for det andet - et Aars Tid efter - en endnu rigere Frøken i Fyen. Ansbjergmanden og hans Frue sloge reent Haanden af Datteren, og vare - uagtet alle hendes og hendes Mands ydmyge og angerfulde Skrivelser - ikke til at forsone.

66

5. Hestehaven

Henimod den vestlige Ende af Ansbjerg Skov er en aaben Plads, en temmelig stor Grønning, heelt omgivet af gamle højærværdige Bøge. Paa Pintsefestens første Eftermiddag samles her aarlig den største Deel af de omliggende Sognes Beboere. Mange Huse staae paa denne Dag tomme; og flere bevogtes kun af Blinde eller Sengeliggende; thi Halte og Krøblinger - naar de kun ikke mangle Øjets Sands - maae dog een Gang om Aaret forlyste sig i den nys udsprungne Skov, og hjembringe en lysgrøn Bøgeqvist - som Noahs Due fordum - til den mørke Vaaning, ofte en Noahs Ark i det mindre.

Hvilken Glæde! hvilken Vrimmel! Hestehaven - saa hedder dette Forsamlingssted - er da at ligne ved en uhyre Bikube: bestandig Uro, uophørlig Trængen, frem og tilbage, ud og ind, Alle kun sysselsatte med at indsuge Glædens Honning og inddrikke den oplivende Sommerluft. Hvor de ile, hvor de flaggre fra Blomst til Blomst! hilse, berøres, adskilles, fortroligt, let og skyndsomt! Hvormangen Ungersvend har eller finder her sit Hjertes Dronning! hvor troligt følger den forelskede Knøs sin Viser! Selv langt udenfor denne mægtige Kube hører Man uafladelig Surren og Brusen - det er Sværmen, som raaber ud.

Jo nærmere Du kommer, jo højere lyder den muntre Larm. Det dumpe, eensformige Drøn opløser sig i Raab, Sang, Latter, Bladeskrald, Fiolers og Fløjters Klang. Det myrler ud og ind ad Skovens grønne Kanter: Almuen i sin bedste Søndagsstads, Honoratiores i pyntelig Sommerdragt, Cavalierer i Sort, Damer i Hvidt - Er her Dans? Ja! her er Skovbal, Dands paa det elastiske Grønsværgulv. Seer Du ikke hist ved Bøgen hiin Landsbyespillemand højt over den omringende Sværm? seer Du ikke, hvor hurtig hans Bue firmer op og ned mellem blomsterprydede Hatte? Og hisset: en ordentlig Qvadrille, en virkelig Scotsk!

»Er jeg i Dyrehaven? i Charlottenlund?« spørger Du; »see hvilke mange Vogne! smukke Eqvipager! Kudske i Livree, Heste med pletteret Seletøj, Telte med Restaurationer, koldt Kjøkken og Bagværk! Kaffekjedler paa Ilden! Familier lejrede i Græsset omkring den medbragte Madkurv!«

Du er i Hestehaven. Dette er Pintsefestens Aftensang i Lysgaard 67 Herred, den skjønne, evig unge Naturs Hyldingsdag, Skovens Courdag, Sommerens Triumph. Saaledes fejres den nu til Solen daler, og Skoven atter overlades til de forjagede Fugle og Dyr; men tilforn samledes her kun de to eller tre nærmeste Sognes Almue. Dog er denne uskyldige Glædesfest sikkerlig en gammel Skik, og ligealdrende med Skoven selv.

Ti Aar efter den - i forrige Capitel for saavidt endte - Begivenhed var, som sædvanlig, Sommergilde i Hestehaven. En Mand, af hvis Sønnesøn jeg i min Ungdom hørte Historien, har desangaaende fortalt, som følger: »Det var første Aar jeg tjente paa Kjærsholm for Ridefoged. Jeg havde min Kjereste i Vium; hun var lidt i Familie med Præstens. Første Pintsedag satte hun mig Stævne i Hestehaven, hvor vi ogsaa mødtes saa betids, at vi To bleve de første. Vi vandrede nu en Timestid eller to omkring i Skoven, indtil Larmen og Lyden af en Fiolin forkyndte os, at Folk vare samlede. Vi gik derhen, for at see til. Vi satte os, og betragtede de Dandsende. Efter nogen Tids Forløb saae jeg, at der paa Stien, som gik til Ansbjerg, nærmede sig tvende fornemme Herrer, en ung Dame og tvende Smaadrenge. Da jeg var ganske ubekjendt i Egnen, spurgte jeg min Kjereste, hvem det var? »Tys!« svarede hun, »det er Herskabet. Den store, føre Mand, det er den gamle Herre, som for fem Aar siden blev Enkemand. Den unge, med Arret over Kinden, er hans Svigersøn, Fruentimmeret hans Datter, og de to smaae Junkere deres Børn. For ti Aar siden stjal den unge Herre hende ud om Natten. Saalænge den gamle Frue levede, var der intet Forliig at tænke paa; men da hun var død, lod den gamle Herre sig dog bevæge, og tog dem til sig. Naar han falder af, arve de baade Gaard og Gods.« De bleve nogen Tid staaende og fornøjede sig med at see paa Bønderne; og derefter gav de dem Noget at drikke op. Paa en Vindfælde, ikke langt fra min Kjereste og mig, sad tvende gammelagtige Mænd med et Ølkruus imellem sig, og røgte paa deres Piber. Herskabet gik hen til dem, hvorpaa de rejste sig, og toge Piberne af Munden. »Bliv siddende!« hørte jeg den unge Herre sige; »nu kommer I bedre tilrette, end dengang Du slog Ild til Nielses Pibe, ved Karup Aae.« »Ja, naadige Herre!« svarede den Ældste af de Tiltalte, med et Smiil: »der er aldrig saa lidet et Dyr, der jo fægter for sit Liv - ilde gik det og vel var det.« Herskabet loe. »See til« sagde den gamle Herre, idet de gik bort, »at Du ikke kommer ind imellem Takkerne af den Hjort, Du der rider paa!« Da loe de atter ret hjerteligt, og jeg

        

68 kunde af og til høre Ansbjergmandens Skoggren, der klang huult som en Rørdrummes, langt inde i Skoven. Hvad skulde det betyde? sagde jeg til min Kjereste, og hvem ere disse to gamle Mænd? Den Ene - svarede hun - ham i den grønne Frak, med den graa Hat, det er Skytten. Den Anden i de brune Klæder, er Mads Skovfoged, der boer her tæt ved, og som den unge Herre har ført med sig. Den Snak om Hjorten skal jeg udtyde Dig. Medens hun gjorde dette, og tillige fortalte mig den hele Historie om de Unges hemmelige Forlovelsesmaal, faldt mine Øjne paa et Par Folk, der ganske alene fik sig en Svingom, medens alle de Andre stode og gabede paa dem. Hvem er det? spurgte jeg, de see mig lidt aparte ud, især den unge Karl i de lange gule Skindbuxer, i denne blaa Trøje med de mange Knapper og med den sære Hue paa Hovedet. - Det er ingen Ungkarl, svarede hun; men en gift Mand, og det er hans Kone, som han dandser med - Det er en snurrig Dands! - raabte jeg - han tramper saa stærkt i Jorden, og spanker omkring hende saa prynsk som nogen Pommerkok; det er ingen rigtig polsk Dands. - Det skal ogsaa være ungersk, - svarede hun - for han er derudefra Tyrkiet, og fulgt med den unge Herre herind fra Krigen. Han er Skriver, og han er Gartner, og han er Potte og Pande paa Gaarden. Hans Kone har tjent Fruen i mange Aar for Kammerpige, og Man vil sige, at det var hende, som hjalp hende bort, dengang hun rømte fra Forældrene.«

Og saa er da Historien reent ude. Flere Menneskealdre ligge mellem den og os. Der er ringet og sunget over adskillige Slægter, siden de omskrevne Personer gik til Hvile. Baade den gamle og den unge Herre ere forlængst glemte der i Egnen, og sorte Mads veed nu Ingen mere af at sige. Gaarden har ofte skiftet Ejermænd; Godset er frasolgt og adsplittet. Kun om Røverstuen har et mørkt og forvirret Sagn holdt sig vedlige. I den store Hede, en Halvmiilsvej Vesten for Karup Aae, ligge nogle Lynghøje, som endnu bære og stedse ville bære hiint skumle Navn; men Ingen tænker paa, at der engang har været et Fristed for øm og trofast Kjerlighed.