Blicher, Steen Steensen E Bindstouw (DK) (paralleltekst med Rigsmålsgengivelse)

E Bindstouw

De war e Awten fa bette Jywlawten - nej hold! - A lywwer - de wa sgi den Awten far ve indda, dæ wa Binnstoww te e Skwolmæjsters, ham Kræn Koustrup - I kinne ham wal? Dæ wa nok dæ kinnt ham, for om e Vinter wa han Skwolmæjster, men om e Sommer wa han Muhrmæjster; aa han wa lih døgte te beggi Diel. Aa han ku mier end de, faa han ku stel Blued, aa vis igjen aa vænn e Vind, aa løhs øwwer baallen Fingger, aa møj mier. Men te aa maahn wa han ett saa fulkommele som e Præjst; for han had ett gon i den suet Skuel. Saa wa vi da samled aa hiele e Bøj - ja ja! Lysgor Bøj er ett saa faahle stuer: der er ikkun sejs Goer aa nowwe Huhs; men saa wa di der aasse aa Kapballe, aa Tejstrup, aa A trowwer dje Kaael i Knækkebaarre war aasse drøwwen dæte. Men de ka no væh de samm. No Falil! Saa had vi da ænnele molt aa, aa had aal sammel faat wo Gaanænner øwwer e Kroeg i e Lowt øwwer e Skyww, aa had aasse begynt aa læ di fem Pinn lest ve. Saa sæjer e Skwolmæjster: »Æ der ingen aa Jer, dæ vil synng Nød, ælle faatæll Nød, saa lidd ed saa gjæwt mæ de hæhr Værkerie.« Saa tow hun Uret - hin Kjen Pæjster fræ Pahvse - for hun er aalti saa frammtaahlen - »A ku gjahn synng Jer en bette Vihs, om I ejjes gad hoer en?« - »Da ve vi aasse de!« suet A: »Klø Do kun te!« - Saa saang hun aasse en Vihs. A haad aalle hoer en fahr; men A ka aallywwel gaat howw en; aa den gik da ænnele søen:

Staeren sedder o Gowlen
Aa synger som han ka bæjst.
Nejenfor goer han Ejler,
Aa fløtter hans Hosbonds Hæjst.
Baanked han fast Tyrhælen,
Smed Køllen dærøwwenapo,
Vænt han sæ om a Staeren:

Selvstændigt udgivet 1842 235

Bindestuen

Det var Aftenen før Bittejuleaften - nej holdt! jeg lyver - det var sgi den Aften forinden endda, at der var Bindestue hos Skolemesterens, ham Kristen Koustrup - I kender ham vel? Der var nok, der kendte ham, for om Vinteren var han Skolemester, men om Sommeren var han Murermester; og han var lige dygtig til begge Dele. Og han kunde mere end det, for han kunde stille Blod og vise igen og vende Vinden og læse over bulne Fingre og meget mere. Men til at mane var han ikke saa fuldkommen som Præsten; for han havde ikke gaaet i den sorte Skole. Saa var vi da samlede fra hele Byen - ja ja! Lysgaard By er ikke saa farlig stor: der er ikkun seks Gaarde og nogle Huse; men saa var de der ogsaa fra Katballe og Testrup, og jeg troer deres Karle i Knækkenborg var ogsaa drevet dertil. Men det kan nu være det samme. Naa Farlil! Saa havde vi da endelig maalt af, og havde allesammen faaet vore Garnender over Krogen i Loftet over Skiven og havde ogsaa begyndt at lade de fem Pinde liste ved. Saa siger Skolemesteren: »Er der ingen af jer, der vil synge noget eller fortælle noget, saa led det saa gævt med dette her Arbejde.« Saa tog hun Ordet hende Kirsten Pedersdatter fra Papsø - for hun er altid saa fremtalende - »Jeg kunde gerne synge jer en bitte Vise, om I ellers gad høre den?« - »Da vil vi ogsaa det!« svarede jeg: »Klø du kun til!« Saa sang hun ogsaa en Vise. Jeg havde aldrig hørt den før; men jeg kan alligevel godt huske den; og den gik da endelig saadan:

Stæren sidder paa Gavlen
og synger, som han kan bedst.
Nedenfor gaar han Ejler
og flytter sin Husbonds Heste.
Banked han fast Tøjrepælen,
smed Køllen derovenpaa,
vendte han sig om ad Stæren:

236

»A saang, hwis A wa som Do.«
»Ja hudden ær A?« saa Staeren,
»A æ kon en fatte Fowl,
A haaer ikke Annet end Fjaeren.«

»To Do haar Dæ nok en Kjærrest,
Aa I haa Je behgi en Reh;
A haar wal de Jenn, men ikke de Ant,
A haar ikkun lille Gleh'.
Karen hun sørre sæ knap tedøh,
Aa A komme raa bagætter -«
»Aah! gi hin Fæjstpæng!« saa Staeren,
»Saa komme di Gammel jow wal
Aa renne Dæ sjæl epo Daeren.«

Dæ gik en Maahned, aa dæh gik tow,
Aa dæh gik trej Gaang trej:
Saa hint de Jormueren te Karen;
Hun wa kommen skit astej.
De wuet ett saa lænng, saa fek hun
En gromme villele Dreng.
Mueren smækked faa Daeren,
Aa sat sæ po hinne Seng:
»Hvem æ saa Faaren? Do Karen!«

»A kinner ett Anner end Ejler -«
Hin Torer po Kinneren trill -
»A ku wal tinnk ett« saa Mueren,
»Men Do haa lawwed ed ill;
Haad Do indda fallen faa Sohren,
Kahænsæ de ku bløwwen gaat:
Do baade ham sjæl aa saa Goeren
I Minn aa i Ynn da had faat;
Men Ejler aaller i Wahren
Den Stohder mi Dætter ska fo -
De mo Do lihd epo, Karen!«

237

»Jeg sang, hvis jeg var som du.«
»Ja hvordan er jeg?« sagde Stæren,
»Jeg er kun en fattig Fugl,
jeg har ikke andet end Fjerene.«

»Aah, du har dig nok en Kæreste,
og I har jer begge en Rede;
jeg har vel det ene,
men ikke det andet,
jeg har ikkun liden Glæde.
Karen hun sørger sig snart til Døde,
og jeg kommer snart bagefter -«
»Aah! giv hende Fæstepenge!« sagde Stæren,
»Saa kommer de gamle jo vel
og render dig selv paa Døren.«

Der gik en Maaned, og der gik to,
og der gik tre Gange tre:
saa hented de Jordemoderen til Karen;
hun var kommet skidt af Sted
Det vared ikke saa længe, saa fik hun
en grumme prægtig Dreng.
Moderen slog Smækken for Døren
og satte sig paa hendes Seng:
»Hvem er saa Faderen, du Karen?«

»Jeg kender ikke andre end Ejler -«
hende Taarer paa Kinderne trilled. -
»Jeg kunde vel tænke det,« sagde Moderen,
»men du har lavet det ilde;
var du endda falden for Søren,
kan hænde sig, det kunne blevet godt;
du baade ham selv og saa Gaarden
i Minde og Ynde da havde faaet;
men Ejler, aldrig i Verden,
den Stodder min Datter skal faa -
det maa du lide paa, Karen!«

238

Karen hun snowwed sæ hal omkring,
Aa sat hinne Pann immod Stokken.
Uhlen tuded i Kjerketuen,
Po Raahnen gohled han Kokken.
Hunnen tuded mod Kjerkepuet,
Aa Katten mjawwed i Aahnen.
Føst saa døh hun den unge Muer,
Aa raae bagætter kam Baaenen.
»No blywwer han nok ifræ Daeren« -
Saah den faasmeddele Kwinn -
»Hwo mød haa Do faat wal aa Karen?«

Vinteren lidd, aa Fororet kam,
Aa Staeren po Gowlen han saang:
»Goer hær inno din usselig Pjalt!
Kan ikki Dæ Tiden blyw laang?«
»Mød længer den skal ikke heller blyww!«
Saah Ejler; han gik te et Træ.
Han ban hans Huesbond aal i en Løk -
»No skal A raa kom hæfræ!«
Saa saah han Faawal te Wahren,
Aa putted hans Howwed derin -
»Gu naah mæ! No kommer A, Karen

»De war eisen en sølle jen!« saah han Jepp. - »En wa saa bedrøwwele,« saah An Cathrin. - »En wa saa grussele,« saah Kjen Muotes. »Syng wos jen dæ goer let mier faanøwwele! Kjen Pæjster!« - »Læ no Enaahn synng!« swuert hun »sin I ett æ faanøwwed mæ den hæhr.« - »Ito!« saah Wolle Hannsen, »A ær et grum te aa synng; men A ku faatæll Jer en bette Histaarri, dær æ haatte lissom e Vihs, undtawwen de, te en for en bæjr Æhn.« - »Ito! læ wos saa fo en!« saah e Skwolmæjster; »men gjør en ett faa laang!« - »A ska ett gjør en længer end en ær« suort han. Aa saa snøed han hans Nies, aa tow ve.

»Vi kinne jow aalsaammel de hæ bette kon Bøj, di kalle »Skræe.«

239

Karen hun snoede sig halvt omkring
og satte sin Pande mod Stokken.
Uglen tuded i Kirketaarn,
paa Ranen galed han, Kokken.
Hunden tuded mod Kirkeport,
og Katten mjaved i Arnen.
Først saa døde hun, den unge Moder,
og snart bagefter kom Barnet.
»Nu bliver han nok fra Døren,« -
sagde den forsmædelige Kvinde -
»Hvormeget har du vel faaet af Karen?«

Vinteren led, og Foraaret kom,
og Stæren paa Gavlen han sang:
»Gaar her endnu din usselig Pjalt!
Kan ikke dig Tiden blive lang?«
»Meget længer den skal ikke heller blive!«
sagde Ejler; han gik til et Træ.
Han bandt sit Hosebaand alt i en Løkke -
»Nu skal jeg snart komme herfra!«
Saa sagde han Farvel til Verden
og putted sit Hoved derind -
»Gud naade mig! Nu kommer jeg Karen!«

»Det var ellers en sølle en!« sagde han, Jeppe. - »Den var saa bedrøvelig,« sagde Ane Kathrine. - »Den var saa gruselig,« sagde Kirsten Mortens. »Syng os en, der gaar lidt mere fornøjelig, Kirsten Pedersdatter!« - »Lad nu en anden synge,« svarede hun, »siden I ikke er fornøjet med denne her.« - »Naaja,« sagde Ole Hansen, »jeg er ikke god til at synge; men jeg kunde fortælle jer en bitte Historie, der er hartad ligesom Visen, undtagen det at den faar en bedre Ende.« - »Naaja, lad os saa faa den!« sagde Skolemesteren; »men gør den ikke for lang!« - »Jeg skal ikke gøre den længere, end den er,« svarede han. Og saa snød han sin Næse og begyndte.

»Vi kender jo allesammen den Smule By, de kalder Skræ. Nu ejer 240 No ejer di dem sjælh; men i æller Daww hor di unne Kjasholm. Den æ da ænnele splet ad, som saa manne anner; men fahr haar ed wot en skammele gue Goer. I di Tier - A veed no ett saa nøww, nær ed war - bowed dær et Stød tow Brøer po e Goer. Den ældst a dem wa da e Mand, aa den ungest ejed slet ett nød hverken aa e Goer eller aa e Gwos. Men Pæeng haad han ejsen nok aa, manne Kihster full, saawalsom den Aahn.

Noddeda, i de samm Golaw bowed der en Fraaww po Annsbjerre. Hun war ung bløwwen Enki, aa righ wa hun, aa knøw wa hun. De ku jow da ett slaa fejl, te dæ wa baade Jen aa Enaahn, dæ bejled te hin. Si kuns no! Ham den ældst Broer o Kjasholm, han bejled aasse; men de vil ett blyw te nød. E Fraaww haad sit sæ Enaahn ued; men hwem han war elle hwot han wa fræ, de mo A et sejj, for A veed ed ett. Den ungest aa di hæ Kjasholms Brøer haad aasse sit sæ Jen ued; men de wa sgi en Buenpihg i Skræe. Jahja! han wil jow ett hat hin te Kuen; men ejesen søen - I vedd wal. De passed hun ett om. Han ga Gaat for, aa han bøj hinne Pænng, aa han lowwed hin baade Guld aa grønn Skoww; men lih vidt kam han mæ hinne. Hun passed hin Rok aa hin Binnhues, aa hehded hin gammel Foræller. Imelstaahn wa hun saarren, aa hinne Muer saa te hin ivessemda: »Hva skaae Do? bette Ann!« Hun suet ett nød Annet po ed end: »To de veed A ett - Jen ka ett aaltid væ lih glaae.«

Mens de hæhr no stod søen po, saa kam den ældst Broer ætter, hwem de war, e Fraaww haalt aa. Aa saa suer han en høw Jed: te han skul undlyww ham, ihwor han saa traf po ham. Men hør ikkun saa! Hwem aa Jer, dær æ kommen ad e Vej mel Ungstrup aa Tuening, haa wal aasse sit søen mødtvejs ve en Pass en laang flaad Høw - lissom en Doss - i en Fihrkant mæ stuere Stien rundenom aa nowwn Broklinger aa Tejlstien. Si dæhr haar i gammel Daww staan en Kjerk, dæ hed Luhn Kjerk. Aa di Annsbjerre Folk, aa di Kjasholms Folk di wa lih gue om den samm Kjerk, aa haad jet Stuelstaah, eller Poppeltuer, som di kailer ed, i en. Si no bøj ed sæ hwerken wahr elle bæjer, end te e Fraaww mæ hin Kjærrest mødtes en Søndæ mæ den ællst aa di hæ Kjasholms Brøer i e Stuel. E Kjasholmsmand gjør ett laang Snak; men drow hans Koer, aa jaw igjennem den Aahn. E Fraaww hin Kjerrest han fil døe øwwerenn; men han kam sjæl løkkele aa wal ued aa e Kjerk. Men hwot han saa sihn timmedes, de vedd A ett nød aa. Men 241 de sig selv; men i ældre Dage hørte de under Kærsholm. Den er da endelig splittet ad som saa mange andre; men før har det været en skammelig god Gaard. I de Tider - jeg ved nu ikke saa nøje, naar det var, - boede der en Tid lang to Brødre paa Gaarden. Den ældste af dem var da Manden, og den yngste ejede slet ikke noget hverken af Gaarden eller af Godset. Men Penge havde han ellers nok af, mange Kister fulde, saavelsom den anden.

Nuda, i det samme Godlag boede der en Frue paa Avnsbjerg. Hun var ung bleven Enke, og rig var hun, og knøv var hun. Det kunde jo da ikke slaa fejl, at der var baade en og anden, der bejlede til hende. Se kuns nu! Ham, den ældste Broder paa Kærsholm, han bejlede ogsaa; men det vilde ikke blive til noget. Fruen havde set sig en anden ud; men hvem han var, eller hvor han var fra, det maa jeg ikke sige, for jeg ved det ikke. Den yngste af de her Kærsholm Brødre havde ogsaa set sig en ud; men det var sgi en Bondepige i Skræ. Jaja! han vilde jo ikke have hende til Kone, men ellers saadan - I ved vel. Det skøttede hun ikke om. Han snakkede godt for, og han bød hende Penge, og han lovede hende baade Guld og grønne Skove; men lige vidt kom han med hende. Hun passede sin Rok og sin Bindehose og hædede sine gamle Forældre. Imellemstunder var hun bedrøvet, og hendes Moder sagde til hende engang imellem: »Hvad skader du, lille Ane?« Hun svarede ikke noget andet paa det end: »Aah, det ved jeg ikke -én kan ikke altid være lige glad.«

Mens dette her nu stod saadan paa, saa kom den ældste Broder efter, hvem det var, Fruen holdt af. Og saa svor han en høj Ed: at han skulde undlive ham, ihvor han saa traf paa ham. Men hør ikkun saa! Hvem af jer, der er kommen ad Vejen mellem Ungstrup og Torning, har vel ogsaa set saadan midtvejs omtrent en lang flad Høj - ligesom en Dos - i en Firkant med store Sten rundt om og nogle Brokker af Teglsten. Se, der har i gamle Dage staaet en Kirke, der hed Lunde Kirke. Og de Avnsbjerg Folk og de Kærsholm Folk de var lige gode om den samme Kirke og havde eet Stolestade eller Pulpitur, som de kalder det, i den. Se, nu bød det sig hverken værre eller bedre, end at Fruen med hendes Kæreste mødtes en Søndag med den ældste af de her Kærsholms Brødre i Stolen. Kærsholmsmanden gør ikke lang Snak, men drog sin Kaarde og jog igennem den anden. Fruens Kæreste han faldt død overende; men han kom selv lykkelig og vel ud af Kirken. Men hvor han saa siden blev af, det ved jeg ikke noget om 242 de bløw befolh, te e Kjerk sku rywwes nier, faa den hæ grusselig Gjanning; aa sihn haar e Folk, dæ hor te Luhn Sown, goen te Tuening Kjerk - De wa no de; men I skul ha aa vehd, hudden de gik mæ hinner e Skræpihg. Si kons no: Ham den ungest Broer han kjøwt Annsbjerre - for e Fraaww døh knap ætter te hinne Kjærrest wa muered. Men e Goer hed et Annsbjerre indda; den haad et ant Nawn, ingen Noløwend ka høww. De Nawn, en haae no, fek en ætte de hæ kon Tøes i Skræe - faa hun hed Ann; aa da e Herremand ett ku faalokh hin ve nowwn Meddel, saa taw han hin te Kuen i Tugt aa Ehr, aa kled hinner op i Silki aa Dammask - de wa no aant end en røe Binntrøww aa et Par Stunthueser. Di løwwed glæddele tesammens i manne Herrens Oer. De sihst A besøgt dem, ga di mæ en Kaarre ful aa Brænvien, aa et Glas ful aa Brøe, aa en Skjelling i mi Paang. No æ den Histaarri ett længer.«

»Den war ett saa mød towwele« saah e Skwolmæjster. »Men no sku vi wal haa en Vihs. Syng fram, Visti! Do ka jow saamaange som dær æ Finger aa Tæer paa wos Aalsammel. Men de sku væ søen en plasiele jen.« Visti ga hans Naaggel et Snow, læhted sæ fræ e Stuel, trak op i hans Bowser, sat sæ igjen, spøtted hans Skroe ued, aa tow ve gilik:

»Øwli han wa sæ saa løste en Swenh,
Skul han et Æren, saa stak han irenh
Hisop aa hæhnier.
Gik han mæ Hjølli aa gik han mæ Plow,
Aaller haad han Row,
Undtawwen nær han sow
Saa søhdele, saa bløhdele.

Skjøn Else hun æ sæ en Frøken saa fiin,
Hun gor i Silke aa Moer aa Hermelien
Hisop aa hæhnier.
So hun ham Øwli i Mark elle Skow
Aalle haad hun Row,

243

Men det blev befalet, at Kirken skulde rives ned for denne her gruselige Gerning, og siden har de Folk, der hørte til Lunde Sogn, gaaet til Torning Kirke. - Det var nu det; men I skulde have at vide, hvordan det gik med hende Skræpigen. Se kuns nu: Ham, den yngste Broder, han købte Avnsbjerg - for Fruen døde knap efter at hendes Kæreste var myrdet. Men Gaarden hed ikke Avnsbjerg endnu; den havde et andet Navn, ingen nulevende kan huske. Det Navn, den har nu, fik den efter den her bitte Tøs i Skræ - for hun hed Ane; og da Herremanden ikke kunde forlokke hende ved noget Middel, saa tog han hende til Kone i Tugt og Ære og klædte hende op i Silke og Damask - det var noget andet end en rød Bindetrøje og et Par Stunthoser. De levede glædelig sammen i mange Herrens Aar. Det sidste, jeg besøgte dem, gav de mig en Kurv fuld af Brændevin og et Glas fuldt af Brød og en Skilling i min Pung. Nu er den Historie ikke længere.«

»Den var ikke saameget taabelig!« sagde Skolemesteren. »Men nu skulde vi vel have en Vise. Syng frem, Visti! Du kan jo saamange, som der er Fingre og Tæer paa os allesammen. Men det skulde være saadan en plaserlig en.« Visti gav sit Nøgle et Snur, lettede sig fra Stolen, trak op i sine Bukser, satte sig igen, spyttede sin Skraa ud og tog rask fat:

ȯvli han var saa lystig en Svend,
skulde han et Ærind, saa stak han i Rend
histop og herned.
Gik han med Høle og gik han med Plov,
aldrig havde han Ro,
undtagen naar han sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

Skøn Else hun er sig en Frøken saa fin,
hun gaar i Silke og Maar og Hermelin
histop og herned
Saa hun ham Øvli i Mark eller Skov,
aldrig havde hun Ro,

244

Undtawwen nær hun sow
Saa søhdele, saa bløhdele.

Dæ wa Daans po Goeren, aa Øwli han saang,
Saa mæ den aa saa mæ den saa lettele han spraang
Hisop aa hæhnier.
Skjøn Else stod aa soe po, huddan han ku sæ snow:
Saa fik hun ingen Row,
Undtawwen nær hun sow
Saa søhdele, saa bløhdele.

Skjøn Else vil faaløst sæ udi den grønne Luhn,
Hin Tanker di wanked aalt i den samme Stuhn
Hisop aa hæhnier:
Da mødt hun ung Eiler aal udi den Skow,
Aa saa fik hun Row,
Di udi Græsset sow
Saa søhdele, saa bløhdele.

Aa da saa hin Foræller no wa døh ud aaw Æll -
Den jenn gik te Himmerig, den aahn gik te Hæll -
Hisop aah dæhnier,
Te Egtemand aa Haasbon ung Ejler hun tow;
Saa fik de Bæhgi Row,
Aa ve hweranne sow
Saa søhdele, saa bløhdele.«

Den Vihs grinned di aa hwæhjen, aa e Skwolmæjster skaaltred sæ aa gnej hans Arm, aa saah: »De haa da wor en skammele kaalhøhgen Knæjt den samm Ejler.«

»De ka hejer ett nøth aa væ saa mød rædh a sæ« saah Kjen Pæjster »nær En ska te aa ilaww mæ søen Nød.« - »De mo Do wal sejj« saah Pe Baahstrup, han læhted sæ fræ e Bænk, aa sath sæ igjen - »Haad mi Aallfaaers Aallfaaer wo rædh a sæ, saa had A knap sat hæhr.« - »De war ibann« rowt Pe Pahvse, »Hwa veed Do om di Aallfaaers Aallfaaer?« -

245

undtagen naar hun sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

Der var Dans paa Gaarden, og Øvli han sang,
saa med den og saa med den saa lettelig han sprang
histop og herned.
Skøn Else stod og saa paa, hvordan han kunde sig sno:
saa fik hun ingen Ro,
undtagen naar hun sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

Skøn Else vil forlyste sig udi den grønne Lund,
hendes Tanker de vanked alt i den samme Stund
histop og herned.
Da mødte hun ung Ejler alt udi den Skov,
og saa fik hun Ro,
de udi Græsset sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

Og da saa hendes Forældre nu var døde af Ælde
- den ene gik til Himmerig, den anden til Helvede -
histop og derned,
til Ægtemand og Husbond ung Ejler hun tog;
saa fik de begge Ro
og hos hverandre sov
saa sødeligt, saa blødeligt.«

Den Vise grinnede de af hveren, og Skolemesteren skuldrede sig og gned sin Arm og sagde: »Det har da været en skammelig kaalhøgen Knægt, den samme Ejler.«

»Det kan heller ikke nytte at være saameget ræd af sig,« sagde Kirsten Pedersdatter, »naar en skal til og i Lag med saadan noget.« - »Det maa du vel sige,« sagde Per Baastrup, han lettede sig fra Bænken og satte sig igen. - »Havde min Oldefaders Oldefader været ræd af sig, saa havde jeg knap siddet her.« - »Det var bandsat!« raabte Per Papsø, »hvad ved du om din Oldefaders Oldefader?« - »Det skal jeg sige dig,« 246 »De skal A sæjj Dæ« suert Pe Baahstrup. »Den Goer hær øhsten for, som vi Bynner inno kalle Baahstrup, men di Stuer kalle Marswynsluhn, den er i gammel Tier bøgged op aa fihr Bynnegoer. Di hor te Annsbjerre, aa e Mand dæhr hed Jørren Maahswyen. Han røw di Baahstrupgoer nier, aa kyl di tow aa e Bebowwere i no Huhs i Vium, aa den treddi smed han te Søsle - faa degaang ku di jow tummel wos lissom di sjæl behaahged. - Den Fjahr de war aakkeraaet mi Aallfaaers Aallfaaer, han fik ett Nød faa de føhst, men han vinted jow. Saa degaang te e Herrmand haad faat de nøj Stowhuus i Baahstrup rest op, kallt han ed ætte sæ sjæl mæ de hæ Swynnawn, aa gjor et Gill faa hans Slæjt aa Venner. Som di no wa samled Herrer aa Frowwer i e Øwwestoww, saa gor mi Aallfaaers Aallfaaer ind te dem aa taar hans Luh aa, aa sæjjer: »Godaw! aall I gue Venner aa Frænner!« - »Ær den Bunde gal?« rovt somm a dem, aa vil hat ham kyl ud. Men Maahswyen saah, te han mot gjahn blyww let, faa de wa Jen dæ had hans Frispraak ve ham. »Men hudden ka Do woww aa tittelier wos søen?« saa han. »Aaejou« suert mi Aallfaaers Aallfaaer, »A vedd ett ræther, end te vi hør aallsammel te jen Slæjt. Gue Haassbon hedde jow Maahswyen, den Mand dæhr hedde jow Griis, han dæh hedde Gaalt, aa han dæ æ jow en Wonni, aa mi Faaer haa di aall si Daww kal Pe Sow - saa maa A da aa vær aa e Swynslæjt.«

Aaeja! de grinn de aa. Men Jørren Maahswyen tow teuers, aa saah: »Sin Do ær aa wo Familli, komme Do te aa hae en knøw Swynstejh aa bow i; aa saa kommer A aasse te aa gi Dæ nød aa rued i.« - Aa den Stejh han mint, de wa Baahstruphues, som han bøgged te ham, hwo han rueded aa snahged got nok, aa hans Bønh ætte ham. E Herremands Slæjt ær uddøe faa maange Tier sihn, aa saaen ær aasse aall di anner baadde Wonnier aa Grihs. Men e Sow i Baastruphuus haar indda jen løwwen Griis, som I no ka sie.«

Jøsses! hwo skrannied di aa de hæer Histaarri - undtawn Kjæn Pæjster. Hun wa saa møsk. A trowr knap, En ku ha slawn et Smiel aa hin mæ en Wownkjæp. »Do ær aalti saa fos« saa Mouens te hin, »Hwa skaae Do?« - »A skaae slet ett Ant« saah hun, »end no vil A te aa kwehd Jer en aahn Vihs. Begynner en let ræele, saa foer en Faabæjring faa de i e Æhn. Aa hwa dæ sto skrøwwen i en, de æ sann, faa de skidh i den Bøj, hvor A æ fødh, aa de æ hejer ett længer sihn, end te mi Bæjstemuer ku grangiwele haaww ed« Dæhmæ stinned Kjesten hinne Røg aa saang: 247 svarede Per Baastrup. »Den Gaard her Østen for, som vi Bønder endnu kalder Baastrup, men de store kalder Marsvinslund, den er i gamle Tider bygget op af fire Bøndergaarde. De hørte til Avnsbjerg, og Manden der hed Jørgen Marsvin. Han rev de Baastrupgaarde ned og kylede de to af Beboerne ind i nogle Huse i Vium, og den tredje smed han til Sjørslev - for dengang kunde de jo tumle os, ligesom de selv behagede. - Den fjerde, det var akkurat min Oldefaders Oldefader, han fik ikke noget for det første, men han ventede jo. Saa dengang at Herremanden havde faaet det nye Stuehus i Baastrup rejst op, kaldte han det efter sig selv med dette her Svinenavn, og gjorde et Gilde for sin Slægt og Venner. Som de nu var samlede, Herrer og Fruer, i Overstuen, saa gaar min Oldefaders Oldefader ind til dem og tager sin Lue af og siger: »Goddag! alle I gode Venner og Frænder!« -»Er den Bonde gal?« raabte somme af dem og vilde haft ham kylet ud. Men Marsvin sagde, at han maatte gerne blive lidt, for det var en, der havde sit Frisprog hos ham. »Men hvordan kan du vove at titulere os saadan?« sagde han. »Aa jo,« svarede min Oldefaders Oldefader, »jeg ved ikke rettere, end at vi hører allesammen til en Slægt. Gode Husbond hedder jo Marsvin, den Mand der hedder jo Gris, han der hedder Galt, og han der er jo en Orne, og min Fader har de alle hans Dage kaldt Per So - saa maa jeg da og være af Svineslægten.«

Aaja! det grinnede de ad. Men Jørgen Marsvin tog til Orde og sagde: »Siden du er af vor Familie, kommer du til at have en knøv Svinesti at bo i; og saa kommer jeg ogsaa til at give dig noget at rode i.« - Og den Sti, han mente, det var Baastruphus, som han byggede til ham, hvor han rodede og snagede godt nok, og hans Børn efter ham. Herremandens Slægt er uddød for mange Tider siden, og saadan er ogsaa alle de andre, baade Orner og Grise. Men Soen i Baastruphus har endda en levende Gris, som I nu kan se.«

Jøsses! hvor skranniede de af den her Historie - undtagen Kirsten Pedersdatter. Hun var saa syrlig. Jeg tror knap, en kunde have slaaet et Smil af hende med en Vognkæp. »Du er altid saa mut!« sagde Mogens til hende, »hvad skader du?« - »Jeg skader slet ikke andet,« sagde hun, »end nu vil jeg til at kvæde jer en anden Vise. Begynder den lidt ræddelig, saa faar den Forbedring for det i Enden. Og hvad der staar skrevet i den, det er sandt, for det skete i den By, hvor jeg er født, og det er heller ikke længer siden, end at min Bedstemoder kunde grangivelig huske det.« Dermed rettede Kirsten sin Ryg og sang:

248

»Po trej Bien humper e Hælhæjst astej,
Faa de te han haaer ikke flier;
Men hwem dæ ska møhd ham epo si Vej,
Humper snaaer i e Kjerrgor nier.

Aa Mowns han wa sæ saa løste en Swend,
Hwor han hor Fiolen, han dannst dær,
Han haad sæ no aasse en fuldtrow Ven,
Aa de wa hin Mett Mari Hanster.

Aa da han kam haatte te Hanses Puet,
Da hohr han en Hæjst, dæ kam lumpend;
De føhst kirt han sæ ikke ætter ed stuet;
»Hwa! Hwem æ de, komme hæ dumpend?«

Men dæh spraang Gnister fræ Hejstens Bien,
Desligest fræ Øwnen aa Niesen.
Aa komm unne Tag da han war ikke sien -
»Hej! hudden si Do ud, Mowns Piesen?«

- »Hudan A sir ud, de ka væh Jer de samm -
De æ kaalt, aa kahænsæ A fryser -
Vil ejjes I sie lidt aa høhr, saa go framm
Hudan han den Trejbjened nyser.

Spel op frisk! aa læ wos fo Wost aa Brøe!*
A skul ha let Wahrm no i Kroppen.
lawten A daanser, imuen kan A døe.«
De gik mæ en Swingen aa Hoppen.

Han tow Mett Mari ve hin venster Haaen,
Aa tramped aa hujed aa nikked.
Hun bløw ret saa angest de sølle Baaen,
Aalt som hun no knikked aa vrikked.

* 249

»Paa tre Ben humper Helhesten afsted,
fordi at han har ikke flere;
men hvem der skal møde ham paa sin Vej,
humper snart i Kirkegaarden ned.

Og Mogens han var sig saa lystig en Svend,
hvor han hørte Fiolen, han dansed der.
Han havde sig nu ogsaa en fuldtro Ven,
og det var hende Mette Marie Hansdatter.

Og da han kom hartad til Hans's Port,
da hørte han en Hest, der kom lumpende;
i Førstningen kerede han sig ikke efter det stort.
»Hvad? Hvem er det, der kommer her dumpende?«

Men der sprang Gnister fra Hestens Ben,
desligeste fra Øjnene og Næsen.
At komme under Tag da han var ikke sen -
»Hej! hvordan ser du ud, Mogens Persen?«

- »Hvordan jeg ser ud, det kan være jer det samme -
det er koldt, og kan hænde sig, jeg fryser -
vil I ellers se lidt og høre, saa gaa frem,
hvordan han, den trebenede nyser.

Spil op frisk! og lad os faa »Ost og Brød!«
jeg skulde have lidt Varme nu i Kroppen.
I Aften jeg danser, i Morgen kan jeg dø!«
Det gik med en Svingen og Hoppen.

Han tog Mette Marie ved hendes venstre Haand
og tramped og hujed og nikked.
Hun blev ret saa angst, det sølle Barn,
alt som hun knikked og vrikked.

250

A trowr, hun bløw kaalh, mens Mowns han bløw hied,
E Swed trilled ham unner Yww da -
»A mo let herued ætte de bette Bied,
Herinn kan ik længer A blyww da.«

Aa som han kam ued no saa warm aa saa wuod,
Aa suoelt i e Blæst sæ et Stød da,
Dæh filh han, ku hwerken røhr Haaen eller Fued.
Di Anne bar ind ham som dø da.

Saa kjor di ham hjem da, aa lo ham paa Stroe,
Aa lo di saa Snekeren komm da.
Han tow no hans Moel fræ hans Top te hans Toe
»Do skal fo en Kihst, dæ ka romm Dæ.«

Aa han kam igjen o den ottende Daw
Mæ Kihsten, han sku puttes i da.
Men Skjægget de vil han jow føst gi et Skraw,
Mens Konneren towwed ham - si da!

Hans Kjærrest stod ve ham, aa kjæmmed hans Hoer
Aa kyst ham po Pannen aa Øwnen.
Den Skjægskraver ind ham i Hahgen skoer -
Da wowned Kræbaaten aaw Søwnen.

Han rehst sæ, aa soe sæ i Stowwen omkring,
Aa soe po sæ sjæl aa di anner:
»Hwa skaaer A, mens hæhr I haar om mæ slaan Ring?
Aa hwis æ den Kihst?« - »Din nohanner.«

Marri ga et Skrigh, hun wa næeve aa daahn -
Hun bløw jow saa faahle faaskrækket. -
Hun smeed sæ po Knæe, aa tow fat paa hans Haaen,
Aa takkede Den, ham had vækked.

Aa da fik di Konner no Aant aa bestell
End smøkh de hær Ungkaael te Grawwen -

251

Jeg tror, hun blev kold, mens Mogens han blev hed,
Sveden trilled ham under Øje da. -
»Jeg maa lidt herud efter det lille Bed,
herinde kan ikke længer jeg blive da.«

Og som han kom ud nu saa varm og saa vaad
og svaled i Blæsten sig en Stund da,
der faldt han, kunde hverken røre Haand eller Fod.
De andre bar ind ham som død da.

Saa kørte de ham hjem da og lagde ham paa Straa,
og lod de saa Snedkeren komme da.
Han tog nu hans Maal fra hans Top til hans Taa.
»Du skal faa en Kiste, der kan rumme dig.«

Og han kom igen paa den ottende Dag,
med Kisten, han skulde puttes i da.
Men Skægget det vilde han jo først give et Skrab,
mens Konerne toede ham - se da!

Hans Kærest stod ved ham og kæmmede hans Haar
og kyssed ham paa Panden og Øjnene.
Den Skæggeskraber ind ham i Hagen skar -
da vaagned Krabaten af Søvnen.

Han rejste sig og saa sig i Stuen omkring
og saa paa sig selv og de andre;
»Hvad skader jeg, mens her I har om mig slaaet Ring?
Og hvis er den Kiste?« - »Din maaske.«

Marie gav et Skrig, hun var nær ved at daane,
hun blev jo saa farlig forskrækket. -
Hun smed sig paa Knæ og tog fat paa hans Haand
og takkede den, ham havde vækket.

Og da fik de Koner noget andet at bestille
end at smykke den her Ungkarl til Graven -
252 Di smøkked den Pigh unne løstele Spel
Te Brudh epo Trejugersdawwen.

Den Snehker han klawwed sæ nød faa hans Kihst.
»Hwem ska no betaahl mæ aa ta en?«
- »De skal A« saa Mowns, »de for aa blyw den sihst!
Te rehle A døer, A vil ha en.«

»Den war ett saa mød slem« saa Kjen Muotes, »hwissommensti de ejjes æ sann.«

»Da æ den hæhr sann« saah han Jens Jensen, ham e Hueskræhmer - I kinne ham wal - han wa kommen ind ad e Daer i de samm Golau. - Han bowwer ejjes en fi Miil hær Øster po; men nær han drawwer om i Bøjjeren, aa tingger Hueser, aa de blywwe faa silh faa ham aa kom hjem, saa legger han sæ gjahn ind te e Skwolmæjsters. - Noddeda, saa sat han sæ nier aa ga sæ te aa faatæl, lissom A no sæjer ed ætte ham:

»Den Gaang te A sku føøst Gaang o Sessionen, da wanted mi Faar knap aa nap fiir Oer i trej Snees. Saa fulles han aa mi Muer ad op i Præjstgoren mæ en Brik Smør aa en mægtig stuer swot Kok. Præjstmadammen beholdt baade Smørret aa Kokken; men Præjsten, de war elles en dejlig Mand, aa møj gue mod fatte Folk; men han vill alliwel ett gjø mi Faar æller, end han war, aa saa maat a spring Sældaat - Rytter skul a sej. Jes Piesen slap bæjr, for han fik en Resevt po no Avethekersager te aa smøer hans Øwn i, aa saa fik di søen en rø Hantiring, hwægaang han kam o Sessionen; men de kaast aa hans Faar en Halhunnerdaalersseddel.

Skuelen wa slem; A ska suæ te, Løgtenanten ku ærre Jens Ryg. De war en villele Kaal te aa faastoe hans Exesis; men nærensti han søø: »Kael! Du rider som en Agurk!« saa wa han ett naade.

De war i Kriggens Ti. Dengaang A kam ud aa Skuelen, kam A ind te Reggemintet; wo Skadron loe i Enkelfyer, men saasnaar A kam, massired vi ind a Meklenborre. Die loe Franskmannen; de wa no bette geswint Kaal. Di bottred po, de gik som Kjepper i Hjywl; men A

253

de smykked den Pige under lysteligt Spil
til Brud paa Treugersdagen.

Den Snedker han klaged sig noget for hans Kiste.
»Hvem skal nu betale mig og tage den?«
»Det skal jeg,« sagde Mogens, »det faar at blive den sidste!
Til redelig jeg dør jeg vil have den.«

»Den var ikke saameget slem,« sagde Kirsten Mortens, »hvis det ellers er sandt.«

»Da er denne her sand,« sagde Jens Jensen, ham Hosekræmmeren - I kender ham vel - han var kommen ind ad Døren i det samme Godlag. - Han bor ellers en fire Mil her Øster paa; men naar han drager om i Byerne og tinger Hoser, og det bliver for silde for ham at komme hjem, saa lægger han sig gerne ind hos Skolemesterens. - Nuda, saa satte han sig ned og gav sig til at fortælle, ligesom jeg nu siger det efter ham:

»Dengang at jeg skulde første Gang paa Sessionen, da manglede min Fader knap og nap fire Aar i tre Snese. Saa fulgtes han og min Moder ad op i Præstegaarden med en Skaal Smør og en mægtig stor sort Kok. Præstemadammen beholdt baade Smørret og Kokken; men Præsten, det var ellers en dejlig Mand og meget god mod Fattigfolk; men han vilde alligevel ikke gøre min Fader ældre, end han var, og saa maatte jeg springe Soldat - Rytter skulde jeg sige. Jes Persen slap bedre, for han fik en Recept paa nogle Apothekersager til at smøre sine Øjne i, og saa fik de saadan en rød Haandtering, hvergang han kom paa Session; men det kostede og hans Fader en Halvhundreddalerseddel.

Skolen var slem; jeg skal svare til, Løjtnanten kunde irre ens Ryg. Det var en dygtig Karl til at forstaa sin Eksercits; men naar han sagde: »Karl! Du rider som en Agurk!« saa var han ikke naadig.

Det var i Krigens Tid Dengang jeg kom ud af Skolen, kom jeg ind til Regimentet; vor Eskadron laa i Eckernførde, men saasnart jeg kom, marcherede vi ind i Mecklenborg. Der laa Franskmanden; det var nogle smaa, gesvindte Karle. De kørte paa, det gik som Kæp i 254 ku et faastoe Ant en »Futter!« De betyer saa møj som »Dællen skal annamm Dæ!« Saa spuur A wo Rikmejster - for han ku praat mæ dem - hwa de wa di søø: »Di sier« sø han, »di vil dragge den røde Kjole af Jer, aa gi Jer en blaa isteden.« Men de bløw indda Løwn.

Den føøst Gaang vi kam sammen, da war A aa Ras Rask a wo Bøj Blænkere. Vi kam te en bette kun Skow; dæ kam trej a di hæ smo Kaal imøød mæ wos. »Hvem dær!« sø A. »Kiklava!« sø di. »Feldtrov!« sø A. »Sakkarnommedjø!« sø di. »De æ missen Løwn!« sø A; »vedd I ett bæjr Feldtrovet, saa skal I føl mæj te Skadronen!« Men saa drow den jenn hans Savl, aa rej li po mi Kammeraat. A tøkkes relle nok han kalt wos Engle; men Skam slaa ham, han mint ett mæ et, for han ga Rasmus et Slaw, te han fil ow Hæjsten. »Hwa!« sø A »slaaer Do Ras Rask, saa skal Dællen regjæ Dæ!« aa mæ de samm hoog A ham øwer hans Nakk, te han buust en Bagkorre. Da di anne Tow soe de, saa begynt di aa futter aa sakker, aa rent in po mæ, som di vil rien ha trojn mæ nier. Men A søer »Snak Dansk, I tydsk Hunn!« aa saa slow A den jen øwr hans høwr Arm, aa den aan øwr hans venstre, aa saa taw A dem te Faang, og før dem te Skadronen. Men Rikmejsteren ba den bitte Mand ta sæ, no wa vi uløkkele, faa de wa Fransmænd. Siin lært han wos, vi sku sej: »Dragoon dannoa«. De faastodd di, saa vist di vi wa Danskere.

Jengaang indtow vi en Stadd, der hedd Rasseborre. Gui bewaars hwo de gik te! Dæ wa en Vagtmejster ve fiaer Skadron, han had wo mæj faa Stralsund, degaang di slow Grøw Skeel ihjel: han had undlywet manne Minnesker i Kri. Han sø, te de Slaw ve Rasseborre, wa de grommeste Slau, te han had wot i; men de ve Lybek war inno grommer, faa diæ maat de haall et i ni Dau aa kyør ud ow di Døe - de wa retten stræng faa di sølle Bæster. Men ve Rasseborre - som A sku fotææll - war et saa møj ænkele aa si, hudden det gik te. A soe en fransk Sældaat, han gik mæ et bette Baan po hans Bangenet. »Do er et Skaan!« sø A. »Piiv mæ laang Rør« sø han. »Do ska ha Fannen!« sø A »A ha sjæl betal mi Piiv, A kjowt baadde Piiv aa Rør aa Mondbeed a Ras Rask degaang vi loe i Issehow.« Men saa kam der en grueselig Howwen Fransmænd, aa di rowt aasse »Piiv mæ laang Rør!« saa tint A, de æ de bæjst Do rier di Vej, om Do vil behaall di Piiv. 255 Hjul; men jeg kunde ikke forstaa andet end »Futter!« Det betyder saa meget som »Djævlen skal annamme dig!« - Saa spurgte jeg vor Ritmester - for han kunde prate med dem - hvad det var, de sagde: »De siger,« sagde han, »de vil drage den røde Kjole af jer og give jer en blaa i Stedet.« Men det blev endda Løgn.

Den første Gang vi kom sammen, da var jeg og Ras Rask af vor By Blænkere. Vi kom til en Smule Skov; der kom tre af de her smaa Karle i Møde med os. »Hvem der?« sagde jeg. »Kiklava!« sagde de. »Feltraab!« sagde jeg. »Sakkernommedjø!« sagde de. »Det er minsandten Løgn!« sagde jeg; »veed I ikke bedre Feltraabet, saa skal I følge med til Eskadronen!« Men saa drog den ene sin Sabel og red lige ind paa min Kammerat. Jeg tykkes rigtignok, han kaldte os Engle; men Skam slaa ham, han mente intet med det, for han gav Rasmus et Slag, saa han faldt af Hesten. »Hvad!« sagde jeg, »slaar du Ras Rask, saa skal Djævelen regere dig!« og med det samme huggede jeg ham over hans Nakke, saa han busede en Bagkurv. Da de andre to saa det, begyndte de at futtre og sakkre og rendte ind paa mig, som om de vilde rent have traadt mig ned. Men jeg sagde: »Snak Dansk, I tyske Hunde!« og saa slog jeg den ene over hans højre Arm og den anden over hans venstre, og saa tog jeg dem til Fange og førte dem til Eskadronen. Men Ritmesteren bad »den lille Mand« tage sig, nu var vi ulykkelige, for det var Franskmænd. Siden lærte han os, vi skulde sige »Dragoon dannoa«. Det forstod de, saa vidste de, vi var Danskere.

Engang indtog vi en Stad, der hed Ratzeburg. Gud bevares, hvor det gik til! Der var en Vagtmester ved fjerde Eskadron, han havde været med for Stralsund, dengang de slog Grev Skeel ihjel; han havde undlivet mange Mennesker i Krig. Han sagde, at det Slag ved Ratzeburg var det grummeste Slag, han havde været i; men det ved Lybæk var endnu grummere, for der maatte de holde det i ni Dage og køre ud af de døde - det var rigtig strengt for de sølle Bæster. Men ved Ratzeburg - som jeg skulde fortælle - var det saameget ynkeligt at se, hvordan det gik til. Jeg saa en fransk Soldat, han gik med et lille Barn paa sin Bajonet. »Du er et Skarn!« sagde jeg. »Pibe med langt Rør!« sagde han. »Du skal have Fanden!« sagde jeg. »Jeg har selv betalt min Pibe, jeg købte baade Pibe og Rør og Mundbid af Ras Rask, dengang vi laa i Itzehoe.« Men saa kom der en gruselig Hoben Franskmænd, og de raabte ogsaa: »Pibe med langt Rør!« saa tænkte jeg, det er det bedste, du rider din Vej, om du vil beholde din Pibe.

256

Degaang vi saa kam te Hamborre igjen, saa vil vi et længer væ ve Fransmannen. Da vi saa Faawal te ham, da græd Prins Ekmøll som et Baan, faa han vil et haa wor aa mæ wos. »Faawal!« sø vi. »Adiø« sø di, »adiø Ræv aa Har!« »Kys wos hiæ!« sø vi. Saa begynt di igjen mæ dje Pivsnak »Ja piiw I no i wo ...« sø vi, aa saa rej vi te Baanhøwd. Die kam Kosakkeren om wos. Di vil prik ætte wos mæ dje Pigkjepper. Den føøst, A soe, tint A war en Kræmer; men da han kam nærer, ku A wal sie te de sku vær en Krigskaal. »Do er en sue Kaal te aa rii« sø A te ham: »A trower missin Do sidder oweno di Madpues.« »Dowre!« sø han. »Ve Do ha Dowr?« sø A, »ja dessom Løgtnanten soe, hudden Do sedder mæ din Knæer, saa vil han nok gi Dæ Dowr; ka hænse Do fik Tewand aasse.« Men saa stak han mæ i mi høwer Laar. »Do æ sue nære!« sø A, aa saa hog A hans Kjep mit øwer, aa ham sjæl bag etter. »Do ku ha woer fræ mæ!« sø A. Diæ war aasse en fransk Genneraal fulle mæ wos. Di kalt ham Lallemand. De war en Wowhals. Han haad en bette rø Lue po, den swinged han aalti mæj, aa saa rowt han lissaa høwt som han kunn: »Brave Dannoa! A æ laang! A æ laang!« men de war ett sann, faa han wa kun en bette stumpet Kaal; men modde wa han.

Sien drøw vi te en Bøy, di kalt Sestej; diæ wa saa manne Finner, te den jen ku et spøt faa den aan; men vi ragt dem indda tesii, aa kam walhollen in te Rensborre. Po Vejen kam der en Fransmand rennen, aa sprang op po Hæjsten bag ve mæ: »Væk Per Missiong!« sø han. »A hedder ett Pejr, A hedder Jens,« sø A, »ik heller vil A go væk for Dæ; men ve Do væ skekkele, saa mo Do ri mæj.« Saa vil han hat Akkevit. »Ve do ha Brænviin?« sø A, »de ka Do fo« aa saa ga A ham ow mi Flask. Da han had drokken, begynt han aasse aa snak om mi lonng Piivrør. »Hwissommenti Do ett holler Flav« sø A, »saa skal A kyll Dæ nier ow Hæjsten.« Men saa ba han om en mild Pardon, aa siin bløw han rolle.

De wa de siist Slaw, A war i; aa degaang A sku te aa sedd ow Hæjsten, haad A møst mi Maandbed te mi Piiv, aa A haar aalle sit et siin.«

257

Dengang vi saa kom til Hamborg igen, saa vilde vi ikke længer være sammen med Franskmanden. Da vi sagde Farvel til ham, da græd Prins Eckmühl som et Barn, for han vilde ikke have været af med os. »Farvel!« sagde vi. »Adieu!« sagde de, »adieu Ræv og Hare!« »Kys os her!« sagde vi. Saa begyndte de igen med deres Pibesnak »Ja, pib I nu i vor ...,«sagde vi, og saa red vi til Bornhøved. Der kom Kosakkerne om os. De vilde prikke efter os med deres Pigkæppe. Den første jeg saa, tænkte jeg var en Kræmmer; men da han kom nærmere, kunde jeg vel se, at det skulde være en Krigskarl. »Du er en svær Karl til at ride,« sagde jeg til ham: »jeg tror minsandten, du sidder ovenpaa din Madpose.« »Dowre!« sagde han. »Vil du have Davre?« sagde jeg, »ja, dersom Løjtnanten saa, hvordan du sidder med dine Knæer, saa vilde han nok give dig Davre, kanhænde sig du fik Thevand ogsaa.« Men saa stak han mig i mit højre Laar. »Du er svært nærig!« sagde jeg, og saa huggede jeg hans Kæp midt over og ham selv bagefter. »Du kunde have været fra mig!« sagde jeg. Der var ogsaa en fransk General fulgt med os. De kaldte ham Lallemand. Det var en Vovehals. Han havde en lille rød Lue paa, den svingede han altid med, og saa raabte han ligesaa højt, som han kunde: »Bravo Dannoa! A æ laang! A æ laang!« men det var ikke sandt, for han var kun en bitte stumpet Karl; men modig var han.

Siden drev vi til en By, de kaldte Sehested; der var saamange Fjender, at den ene kunde ikke spytte for den anden; men vi ragede dem endda til Side og kom velholden ind til Rendsborg. Paa Vejen kom der en Franskmand rendende og sprang op paa Hesten bag ved mig: »Væk Per Missiong!« sagde han. »Jeg hedder ikke Per, jeg hedder Jens,« sagde jeg, »ikke heller vil jeg gaa væk for dig; men vil du være skikkelig, saa maa du ride med.« Saa vilde han have Akvavit. »Vil du have Brændevin?« sagde jeg, »det kan du faa!« og saa gav jeg ham af min Flaske. Da han havde drukket, begyndte han ogsaa at snakke om mit lange Piberør. »Hvis du ikke holder Flab,« sagde jeg, »saa skal jeg kyle dig ned af Hesten.« Men saa bad han om en mild Pardon, og siden blev han rolig.

Det var det sidste Slag, jeg var i; og dengang jeg skulde til at sidde af Hesten, havde jeg mistet mit Mundbid til min Pibe, og jeg har aldrig set det siden.«

258

»Faa den Sag« saah han Mahs aa Vrahnum, »A haa jow ænnele aasse wor i Krie, aa de ku ha gaan mæ mød wahr end de gik, aa de endtes mæ te A fik en gue Kuen - jaja! no æ hun døe aa hæn, sølle Kjesten, men hun wa gue ve mæ saalænng hun løwwed; A mo ett sej hin Ant po. Noddeda, saa haar A laae den hæhr Vihs om den hæ Krie, aa hudden A fik Hold o Kjesten.

Degaang te di ve Kjøvvenhawn mæ Amraal Nielsen drowes -
De war en høw Skjætaasda di bestellt et Ant end slowes -
De Pust begynnt ve Kjerketie, da di had ringed sammen;
Men Klokken den bløw trej saawal, fa Nielsen han saah Amen -
Aa de wa Mæ aa Jens aa Pier - fræ jen Bøy aalle Trej -
Aa po et Skiv hed Prøvestien dæ wa vi aasse mej.
Den Tie te Klokken den war oth, aa vi had faat wo Dower,
Da rovt Cavtejnen: »Karle! lad mig see, I ikke sower!«
Aa aall di Skihv, dæ drøw faabi, di smeed dje Kuller te wos.
Tesist saa kam dæ trej mæjit, aa di bløw leggen ve wos.
Di skøed, aa vi skøed. Wo Cavtejn - Pe Lassen war'd di kalt ham -
Han rovt faa hwæhr en Kuhl dæ kam: »Den maae vi ha' betalt ham.«
Di Kuller fløw saa tyk som Smol aa pehv som nowe Hjæjler.
Di kam aa slow wos øweræhn, som nær di spelle Kæjler.
Aa møt po Dawen ve en pas, da tremled Jens aa Pier.
A sokked ve mæ sjæl, aa saah: »No sies vi aalle mier.«
Saa bløw vi ve aa ponses saaen, aa de wa relle haat,
Faa Klokken gik te fihr, aa vi had ingen Onnen faat.
Tesist bløw Engelsmannen kyw aaw aal den hie Hantiering;
Wo Løgtnant tahrt hans Pann, aa saah: »Hold inde med Sjarsiering!«
Saa skrej A i en Boed te Land, aa fek mæ Nød aa beddo;
A gik aa oed, faa dæhr war ett en Plett te A ku seddo.
Die kam da Jen, A kinnt, aa saah: »haa Do wor i Labeeten?«
»Ja let« saah A - »da æ« - saah han - »di Anner o Lassareeten.«
»Hwah? Hwem?« saah A - »I! Pier« saah han, »aa Jens, di
Kammerater.« -
»Saa ær ed ikke waer« saah A, »te vi sto hæhr aa praater.
A tint te di wa slawn ihjæl; A soe jow faa mi Øwen,

259

»For den Sag,« sagde han Mads af Vranum, »jeg har jo endelig ogsaa været i Krig, og det kunde have gaaet mig meget værre, end det gik, og det endte med, at jeg fik en god Kone - jaja! nu er hun død og henne, sølle Kirsten, men hun var god ved mig, saalænge hun levede, jeg maa ikke sige hende andet paa. Nuda, saa har jeg lagt den her Vise om den her Krig, og hvordan jeg fik Hold i Kirsten.

Dengang at de ved København med Admiral Nelson droges -
det var en høj Skærtorsdag, de bestilte ikke andet end sloges -
det Pust begyndte ved Kirketid, da de havde ringet sammen;
men Klokken den blev tre saa vel, før Nelson han sagde Amen. -
Og det var mig og Jens og Per - fra een By alle tre -
og paa et Skib, hed Prøvesten, der var vi ogsaa med.
Den Tid at Klokken den var otte, og vi havde faaet vor Davre,
da raabte Kaptajnen: »Karle! lad mig se, I ikke sover.«
Og alle de Skibe, der drev forbi, de smed deres Kugler til os.
Tilsidst saa kom der tre med et, og de blev liggende ved os.
De skød, og vi skød. Vor Kaptajn - Peder Lassen var det, de kaldte
ham -
han raabte for hver en Kugle, der kom: »Den maa vi have betalt
ham.«
De Kugler fløj saa tykt som Smul og peb som nogle Hjejler;
de kom og slog os over Ende, som naar de spiller Kegler.
Og midt paa Dagen omtrent, da trimled Jens og Per.
Jeg sukked ved mig selv og sagde: »Nu ses vi aldrig mer.«
Saa blev vi ved at punses saadan, og det var rigtignok haardt,
for Klokken gik til fire, og vi havde ingen Middagsmad faaet.
Tilsidst blev Engelskmanden ked af den her Haandtering;
vor Løjtnant tørrede sin Pande og sagde: »Hold inde med
Chargering!«
Saa skred jeg i en Baad i Land og fik mig noget at bide paa;
jeg gik og aad, for der var ikke en Plet jeg kunde sidde paa.
Der kom da en, jeg kendte, og sagde: »Har du været i Klemmen?«
»Ja lidt,« sagde jeg. - »Da er,« - sagde han, - »de andre paa Lazarettet.«
»Hvad? Hvem?« sagde jeg. - »Ih! Per,« sagde han, »og Jens, dine
Kammerater.« -
»Saa er det ikke værd,« sagde jeg, »at vi staa her og prater.
Jeg tænkte, at de var slaaet ihjel; jeg saa jo for mine Øjne,
260 Di tremled øwweræhn - ino! - da war et wal djæ løwen.
Ito! A vel indda dæhænh!« - »Ito!« saah han, »al mæddæ!«
Men Gud bewaahrs! hwa dæ wa fult! aa ek en Boes wa ledde.
I Salsen loe di begi Tow, faa di ku ett kom længer;
Aa Minnisken di stod omkring, aa glowd aa ga dem Pænger.
Aa dæhr stod stuere faarnem Folk, aa Frøkener aa Fraawer,
Aa ga dem. »Hillimænh!« saae A, »da skal A loww I skaawer!
Hudn goer et mæ Jer?« - »Skit!« saae Jens: »A'r aah mæ begi
Fædder.« -
»A mæ mi Ahrm, walkommen Mahs!« saa Pier - »ærd Dæ dær æ
dær?«
Men Jens han loe, aa tow mod Pænng; han talt dem, aa han djelt'em;
Aa de wa Sølpænng aalle Slaww; han had nok mæ aa skjelt'em.
Di hall put han i Pies Fek; di hall dem tow han te sæ;
Men saa ga han et Hjahtesok, aa prøwed aa læth ve sæ:
»De blywer rinng mæ mæ« - saah han - »A trower ett A løwer.
A bie Dæ saa almindele, Pier! komme Do dærøwer,
Da skal Do hælls mi Faaer aa Muer, aa Kjesten ekke minner!
Aa ka Do løww, da bier A dæ, Do gywte Dæ mæ hinner!«
»De skie ves ett« - saah Pier - »faar A mo vesnok følles mæ Dæ?« -
»Hwa ska wo Pænng blyw te?« - saah Jens - »Mahs! ve Do ta dem te
Dæ?
Aa fløj dem hjæmm?« - »Hwofor ek de« - saah A - »A ska wal ta
dem.« -
»Vel Do gi Kjesten aalle mien?« - saah Jens - »faa hun ska ha dem.
Men hwissom, Pie! Do døer far A, maa A saa arre Dihn?
Hun fek indda en kjøn kon mier, nær di bløw laa te mihn.«
»Aa ja!« - saah Pier; aa de war aa di sisti Uer han taalt,
Faa føst døh han, aa saa døh Jens: aa saaen fek Kjesten Aalt.
Saa drøw A hjæm mæ den Beskien, aa kam te Ørum sille -
A vil ett go te Kjesten strags, men blyww te'm Moenen tille.
Mi Faar aa Muer - de skal A loww - di smillt degaang di soe mæ.
Mi Muer hun saah: »I Guskilow! Do kun indda begoe Dæ.« -
»Ja de wa stint nok« - suered A, aa kyl mi Twærsæk nier.
261 de trimled over Ende - ih nu! - da var det vel, de er levende.
Naa men, jeg vil endda derhen!« - »Ja men,« sagde han, »jeg vil med
dig!«
Men Gud bevares, hvor der var fuldt! og ikke en Baas var ledig.
I Forstuen laa de begge to, for de kunde ikke komme længer;
og Menneskene de stod omkring og gloede og gav dem Penge.
Og der stod store, fornemme Folk og Frøkener og Fruer
og gav dem. »Hillemænd!« sagde jeg, »da skal jeg love, I skover!
Hvordan gaar det med jer?« - »Skidt!« sagde Jens: »Jeg er af med
begge Fødder.«
- »Jeg med min Arm, velkommen Mads!« sagde Per - »er det dig, der
er der?«
Men Jens han laa og tog mod Penge; han talte dem og delte dem;
og det var Sølvpenge af alle Slags; han havde nok med at sortere dem.
De halve puttede han i Pers Fikke; de halve dem tog han til sig;
men saa gav han et Hjertesuk og prøvede at lette ved sig:
»Det bliver ringe med mig« - sagde han - »jeg troer ikke, jeg lever.
Jeg beder dig saa mindelig, Per! kommer du derover,
da skal du hilse min Fader og Moder, og Kirsten ikke mindre!
Og kan du leve, da beder jeg dig, du gifter dig med hende!«
»Det sker vist ikke,« sagde Per - »for jeg maa vistnok følges med dig.«
»Hvad skal vore Penge blive til?« - sagde Jens - »Mads, vil du tage
dem til dig?
og fly dem til dem hjemme?« »Hvorfor ikke det?« - sagde jeg - »jeg
skal vel tage dem.« -
»Vil du give Kirsten alle mine?« - sagde Jens - »for hun skal have
dem.
Men hvis Per! du døer før jeg, maa jeg saa arve dine?
Hun fik endda en køn Slump mere, naar de blev lagt til mine.«
»Aa ja!« - sagde Per; og det var og de sidste Ord, han talte,
for først døde han, og saa døde Jens: og saadan fik Kirsten alt.
Saa drev jeg hjem med den Besked og kom til Ørum silde. -
Jeg vilde ikke gaa til Kirsten straks, men blive til om Morgenen tidlig.
Min Fader og Moder - det skal jeg love - de smilte, dengang de saa
mig.
Min Moder hun sagde: »Ih Gud ske Lov! Du kunde endda begaa
dig.« -
»Ja, det var haardt nok,« - svarede jeg og kylede min Tværsæk ned.
262 »Do æddet nahgen« - saah mi Faaer - »hudn goer et Jens aa Pier?«
»To di bløw skaat« suer A, »dæ war aa ret en slem Spitakkel;
Di loe som slagted Swønh; te A bløw frie, de war't Merakkel.«
»Hm - hm - hm!« saah mi Faaer - »hwem kaast'em hen? hwem full te
Grawen?« -
»Ham sjæl han kaast 'em hen« - saah A - »aa hiele Kjøvvenhawen
Ful dem te Grawen. Dæh bløw ringed, præjked, dæh bløw songen.«
Mi Muer hun slow hin Hinner sammen: »De wa knøwt aaw
Kongen.«
Mi Faaer han saah: »No fo di Saarre te Øwlis - sølle Kjesten!«
Faa nærenstie En haar en Ven, saa vel En nødde mest'en.«
Om Muenen degaang vi had et wo Dower, saah mi Mower:
»Do skal wal hen te Øwlis no? - A følle mej, A trower.«
Da Kjesten soe mæ, stak hun i aa græhd - faa di had saae hin't -
»Hwa ka de nøtt!« - saah hinne Faaer - »Aah!« - saah hun - »de ær aah
stint.
Aah! Jens! Jens! Jens! Do wa mi Ven - aa hwofaa skul A møst Dæ!«
»Aah! gi Dæ stell te't!« - saah hin Faaer - »dæ foes wal Jen, ka trøst Dæ.«
Saa tow A op mi Paang mæ Pæng - dem Jens aa Pier had ginn mæ:
»Dem ska Do ha te Arrepaaet!« - saah A - »Ka de ett linn Dæ?«
Saa kam vi te aa snakk en Kuen baad' om de Jen aa d'Annet.
Mi Faar kam aasse te aa saah: »den Krie æ slem faa Lannet.
Men ejes no te Jens æ døe, hudn tinke Do no Øwli?
Do kan ett saahn sedd Enkimanh; aa de'r't waer aa vrøwl i.
No ska Do inten gywt Dæ sjæl - aa Do æ raa faa gammel -
Aa Do aa hun I sku nohinne væhr epo jens Hammel.
Aa A veed et, hvem de sku væhr« - han suer: »A vedfk hejer.
Ku Kjesten finn en Kaael mæ Let, kahænsæ de wa bejer.« -
263 »Du er da ikke nøgen,« - sagde min Fader - »hvordan gaar det med
Jens og Per?«
»Ja, de blev skudt,« - svarede jeg, - »der var ogsaa ret et slemt
Spektakel;
de laa som slagtede Svin; at jeg blev fri, det var et Mirakel.«
»Hm - hm - hm!« sagde min Fader - »hvem kastede dem hen? hvem
fulgte til Graven?«
»Ham selv, han kastede dem hen,« - sagde jeg - »og hele København
fulgte dem til Graven. Der blev ringet, præket, der blev sunget.«
Min Moder slog sine Hænder sammen: »Det var knøvt af Kongen.«
Min Fader han sagde: »Nu faar de Sorg hos Øvlis - sølle Kirsten!
For naar en har en Ven, saa vil en nødig miste den.«
Om Morgenen, dengang vi havde ædt vor Davre, sagde min Moder:
»Du skal vel hen til Øvlis nu? - jeg følger med, jeg tror.«
Da Kirsten saa mig, stak hun i at græde - for de havde sagt hende
det.
»Hvad kan det nytte!« sagde hendes Fader. »Aa!« sagde hun - »det er
for haardt.
Aa Jens! Jens! Jens! Du var min Ven - og hvorfor skulde jeg miste
dig.«
»Aa! tag det nu roligt!« sagde hendes Fader - »der faas vel en, der kan
trøste dig.«
Saa tog jeg op min Pung med Penge - dem Jens og Per havde givet
mig:
»Dem skal du have til Arvepart!« - sagde jeg. - »Kan det ikke lindre
dig?«
Saa kom vi til at snakke en Smule baade om det ene og det andet.
Min Fader kom ogsaa til og sagde: »Den Krig er slem for Landet.
Men ellers nu, Jens er død, hvordan tænker du nu, Øvli?
Du kan ikke saadan sidde Enkemand; og det er ikke værd at vrøvle i
det.
Nu skal du enten gifte dig selv - og du er snart for gammel -
og du og hun I skulde omtrent være paa ens Hammel,
og jeg ved ikke, hvem det skulde være.«
- Han svarede: »Jeg ved f- ikke heller.
Kunde Kirsten finde en Karl med lidt, kan hænde sig det var bedre.«
264 »Ito!« - saah Muens mi Faaer - »Do'k ett behøw aa lied aah laant« -
»Aah! I behøwer hejes ett« - saah Kjesten - »aa ha aah traant!« -
»Hm, hm!« - saah Øwli - »hm! A veed, di Sæn han haae no
Skjellinger -
Hint wos en Dram aa en Bed Brøe! de ka ett hjelp vi kjællinger.«
Men saa bløw Kjesten rint kataalsk, aa hvæll, aa ba om Daw da.
Men sihn som vi kam sammen saan i jit aa annet Law da:
Somti saa wa hun ett betint, aa annetier hun tøt et.
Tesist saa bløw vi Manh aa Kuen, aa Ingen haa faatrøt et!«

Noddeda! Wolle Vistesen haad tawn still den hiele Awten; men ve de Law fik han isinn aa snak mej.

»Hwem dær æ kmt i Graah aa dæromkring« saa han, »veed wal aasse, te dær æ Nød, di kalle Svend Graahs Capel - faa hæ haa wot en bette kon Kjerk engaang, lissom dæhr øhsten for Ungstrup. Men de er ænnele saa lænng sihn, te mi Aalfaaers Aallfaaer haad ett sit Nød aa den hæ Kjerk. Stien æ dær inno nown aa; hwem dæ gidde gaan ætter ed, ka snaar finn e Stej po Groskovs Mark, lit nueren faa Haww Søe. Degaang de skidh, som A no ska faatæll, si da wa dæ trej Konger i wo Land - aa de wa di tow faa manne, ka A trow, faa jen ku ejes haa wot nok; trej Konger i et Land maa væ lisse gaat som trej Konner i jen Hues, faa hudden sku di faaligges? Noda: den jenn aa di Konger hedd Swenh. Han slow den aahn a di tow anner ihjel ve et Gjæstboj, hwo de no war, aa han vil gjo lisse ve den treddi. Men han unnrennt, aa sanked en gromme Haav Kriesfolk sammel, aa øwwerwan Swenh i et stur Slaw, di haalt derind po Graah Hie. Swenh han tavt baade e Slaw aa e Lyw, som A no ska faatæll. Den Daw far e Slaw sku stoe, saa stod e Konng udden faa hans Tjelt, aa saa bøj ed sæ hwerken wahr eller bæjjer, end te en Buenkuen kam gaangend faabi, aa hun war en skammele knøwh Kwinn. E Konng fik Løst te hin, aa lo hin træk ind i e Tjelt, aa loe aasse ve hin, men haat imued hin Villi. Dæ ku wo manne Konner, dær ett haad tawn sæ søen Kjellingerie næe saa næer; men den hær wa strix i ed. Saa snaar hun wa sluppen ud igjen, rent hun hjem, aa græed saa møj moddele, aa faataall hinne Mand Aalting,

265

»Ja hvad!« - sagde Mogens, min Fader - »Du kan ikke behøve at lede for langt.« -
»Aa! I behøver ellers ikke« - sagde Kirsten - »at have for travlt!« -
»Hm! hm!« - sagde Øvli - »hm! jeg ved, din Søn har nogle Skillinger -
hent os en Dram og en Bid Brød! det kan ikke hjælpe, vi kællinger.«
Men saa blev Kirsten rent katholsk og hvællede og bad om Dag da.
Men siden som vi kom sammen saadan i et og andet Lag da,
sommetider var hun ikke betænkt, og andre tider hun tyktes det.
Tilsidst saa blev vi Mand og Kone, og ingen har fortrudt det.«

Nuda! Ole Vistisen havde tiet stille den hele Aften; men ved det Lag fik han i Sinde at snakke med.

»Hvem der er kendt i Graa og deromkring,« sagde han, »ved vel ogsaa, at der er noget, de kalder Svend Graas Kapel - for her har været en Smule Kirke engang, ligesom der østen for Ungstrup. Men det er endelig saa længe siden, at min Oldefaders Oldefader havde ikke set noget til den her Kirke. Sten er der endnu nogle af; hvem der gider gaaet efter det, kan snart finde Stedet paa Graaskovs Mark, lidt norden for Have Sø. Dengang det skete, som jeg nu skal fortælle, se da var der tre Konger i vort Land - og det var de to for mange, kan jeg tro, for en kunde ellers have været nok: tre Konger i et Land maa være ligesaa godt som tre Koner i et Hus, for hvordan skulde de forliges? Nuda, den ene af de Konger hed Svend. Han slog den anden af de to andre ihjel ved et Gæstebud, hvor det nu var, og han vilde gøre ligesaa ved den tredie. Men han undslap og sankede en grumme Hob Krigsfolk sammen og overvandt Svend i et stort Slag, de holdt derinde paa Graahede. Svend han tabte baade Slaget og Livet, som jeg nu skal fortælle. Den Dag før Slaget skulde staa, saa stod Kongen udenfor sit Telt, og saa bød det sig hverken værre eller bedre, end at en Bondekone kom gaaende forbi, og hun var en skammelig knøv Kvinde. Kongen fik Lyst til hende og lod hende trække ind i Teltet og laa ogsaa hos hende, men haardt imod hendes Villie. Der kunde været mange Koner, der ikke havde taget sig saadant Kællingen nær saa nær; men denne her var striks i det. Saasnart hun var sluppen ud igen, rendte hun hjem og græd saameget bitterlig og fortalte sin Mand 266 allissom de wa gawn te. Saa bløw han ilworrn, aa saah: »Da skal A indda sie om A ka bethaahl den Skitting aa en Konng de hæh Støk Arbed.« Dæhmæ tow han en Yws, aa stak bag nier ve hans Nakh, mæl hans Innetrøjj aa hans Ullenskjøt, aa gik ued. Men e Slaw war begynt, aa de uet ett lænng, fa Swenhs Folk bløw splet ad aa faadrøwwen. Han maat jow aasse sjæl remm, aa kam faahren aaljenn po hans Hæjst dæh faabi, hwor e Buen stod aa soe po e Slaw. Men saa støwted hans Hæjst. Finneren war ætte ham et Stød tebaahg. Han rowwer te e Mand: »Hæel mæ! Hæel mæ! om Do veed et Stej.« »A ska hæhl Dæ søen« saa e Buen, »te di Uvenner ett ska finn Dæ løwwen.« Mæ de samm hog han e Konng møt i hans Pann mæ e Yws, te han fil stjendøe øwwerenn.

Da hans Muedstanner, Konng Wolmer, kom te aa fanh ham, lo han ham johr po de sam Stæj, aa byg den kon Kjerk øwwer ham.

Ætte hans Døe haa di aalti kal ham Swen Graah, faade te han omkam dæhr. - Men øwwenpo de hæhr ve vi no ha en Vihs aasse om Krie, som jen aa mi gue Venner - ja de er ett længer end tow Oer sin han døh - han haa sjæl dejtet:

Den Tie A war en bette Kaal, aa gik aa utted Foer,
A fek mi Føh aa Klejemon i Muoten Jensens Goer.
Aaw Naahd aa Barremhjatehied de fek isinn aa ta mæ,
Da mi Faarællr wa falln mæ fræ aa ingen Anr vil ha mæ.

Die war A ejsen manne Oer - had retten gue Daww;
Lid ingen Nø i nowen Maad - faa de wa Synd aa klaww.
Bøn had di ingen flier end mæ aa saa djer ejen Dætter -
Di tinnt wal aasse, som de gik, te dæ kam ingen ætter.

Aa mæ aa Muotens Sessel som Søskin wust vi aap.
Dæ war ek jen uen Blosdrohv i hinne hiele Kraap.
Vi wa som Jit, hwa Jen den vill, de vill den Annen aalti;
Vi wa tesammen føst aa sist, i Mark aa ve wo Maalti.

267

ting, ligesom det var gaaet til. Saa blev han ildvorn og sagde: »Da skal jeg endda se, om jeg kan betale den Skidting af en Konge det her Stykke Arbejde.« Dermed tog han en Økse og stak ned bag sin Nakke mellem sin Indertrøje og sit Uldenskørt og gik ud. Men Slaget var begyndt, og det varede ikke længe, før Svends Folk blev splittede ad og fordrevne. Han maatte jo ogsaa selv rømme og kom farende alene paa sin Hest der forbi, hvor Bonden stod og saa paa Slaget. Men saa styrtede hans Hest. Fjenderne var efter ham et Stykke tilbage. Han raaber til Manden: »Hæl mig! Hæl mig! om du ved et Sted.« »Jeg skal hæle dig saadan,« sagde Bonden, »at dine Uvenner ikke skal finde dig levende.« Med det samme huggede han Kongen midt i hans Pande med Øksen, saa han faldt stendød over Ende.

Da hans Modstander, Kong Valdemar, kom til og fandt ham, lod han ham jorde paa det samme Sted og bygge den Smule Kirke over ham.

Efter hans Død har de altid kaldt ham Svend Graa, fordi han omkom der. - Men ovenpaa det her vil vi nu have en Vise, ogsaa om Krig, som en af mine gode Venner - ja, det er ikke længer end to Aar siden han døde - han har selv digtet:

Den Tid jeg var en bitte Karl og gik og vogted Faar,
jeg fik min Føde og Klædemon i Morten Jensens Gaard.
Af Naade og Barmhjertighed de fik i Sinde at tage mig,
da mine Forældre var falden mig fra og ingen andre vilde have mig.

Der var jeg ellers mange Aar - havde rigtig gode Dage,
led ingen Nød i nogen Maade - for det var Synd at klage.
Børn havde de ingen fler end mig og saa deres egen Datter -
de tænkte vel ogsaa, som det gik, at der kom ingen efter.

Og jeg og Mortens Sessel som Søskende vokste vi op.
Der var ikke en ond Blodsdraabe i hendes hele Krop.
Vi var som et; hvad den ene vilde, det vilde den anden altid;
vi var tilsammen først og sidst, i Mark og ved vort Maaltid.

268

Vi had jen Sæng aa legg wos i, ek heje ku vi soww,
Fa di had loe wos sammen i wor ejen Byssiloww.
Te Skwol aa fræ Skwol gik vi knøwt, aa haalt hweranres Hinner;
Aa hwær en Puhs A boer hin øwr, faa de te hun wa minner.

Saa fultes vi, mens vi wa smo; aa sihn da vi bløw støhr,
Vi gik jit Vinter begi Tow te Præjsten i Faahøer.
Aa saa bløw hun mi Gajilam, aa A hin Nøjorsgaw da,
Degaang te di djelt Kjærster ued i Kaal- aa Pigi-law da.

Men sihn da A wust bæjer te, aa bløw di jit aa tyww:
Saa maat A te Sessioen, aa spring Sældaaet, aa læ mæ skryww.
A fek mi Pas, aa Sessel græed aa saah: »Faawal no, Pier!
A tinke ves, Do go di Vej, A sie Dæ aalle mier.«

Hun græed - A græed - de war en Ænk aa vi græed begi Tow.
Men da vi skeltes lowed hun, te hun sku blyw mæ trow.
Saa maat A da massier astej aa ind te Reggemintet.
A soe hin et i ølle Oer; de had A aalle vintet.

I tow Oer gik A Skuolen fram, aa sihn kam A i Krie.
Die lid A Unt aa Hoerhied; de war en sølle Ti.
Tesist kam A i Slaw, aa fek mi høwer Arm spolieret.
Di skoer en aa ve Aawselen; aa saaen bløw A korieret.

Di kunn ett brugh mæ længer dier, aa dæfor fek A Low.
Saa gik A hjem den laange Vej rint uhd fræ Issehow.
A tinnt saa tit aa manne Gaanng: hudan mon Sessel haar et?
Kahænsæ hun æ døe aa henn: saa æ hun wal faawaaret.

Aa som A kommer te wor Bøj, aa sie te Muotens Goer,
Hwor A had løwd saa glæddele mi guede Ungdoms Oer,
Da wa der Spel aa Løstehied, aa Huset fulh aaw Gjæjster,
Aa Gillwown i den hiele Goer, aa Towten fulh aaw Hæjster.

Aa da A kam saa te den Daer, aa saah: Gusfrej herinn!
Da wa dær ekke Jenh, saa' tak; ekk Jen dæ ku mæ kinn,

269

Vi havde en Seng at lægge os i, ikke heller kunde vi sove,
før de havde lagt os sammen i vor egen Bysselov.
Til Skole og fra Skole gik vi knøvt og holdt hverandres Hænder;
og hver en Pyt jeg bar hende over, fordi at hun var mindre.

Saa fulgtes vi, mens vi var smaa; og siden, da vi blev større,
vi gik en Vinter begge to til Præsten i Forhør.
Og saa blev hun mit Gadelam og jeg hendes Nytaarsgave da,
dengang at de delte Kærester ud i Karle- og Pigelag da.

Men siden, da jeg vokste bedre til og blev de enogtyve,
saa maatte jeg til Session og springe Soldat og lade mig skrive.
Jeg fik mit Pas, og Sessel græd og sagde: »Farvel nu, Per!
Jeg tænker vist, du gaar din Vej, jeg ser dig aldrig mer.«

Hun græd - jeg græd - det var en Ynk, og vi græd begge to.
Men da vi skiltes, loved hun, at hun skulde blive mig tro.
Saa maatte jeg da marchere af Sted og ind til Regimentet.
Jeg saa hende ikke i elleve Aar; det havde jeg aldrig ventet.

I to Aar gik jeg Skolen igennem, og siden kom jeg i Krig;
der led jeg Ondt og Haardhed; det var en sølle Tid.
Tilsidst kom jeg i Slag og fik min højre Arm spoleret.
De skar den af ved Akselen, og saadan blev jeg kureret.

De kunde ikke bruge mig længer der, og derfor fik jeg Lov.
Saa gik jeg hjem den lange Vej, helt ude fra Itzehoe.
Jeg tænkte saa tit og mange Gange: hvordan mon Sessel har det?
kan hænde sig, hun er død og henne, saa er hun vel forvaret.

Og som jeg kommer til vor By og ser til Mortens Gaard,
hvor jeg havde levet saa glædeligt mine gode Ungdomsaar,
da var der Spil og Lystighed og Huset fuldt af Gæster,
og Gildevogne i den hele Gaard og Toften fuld af Heste.

Og da jeg kom saa til den Dør og sagde: Gudsfred herinde!
da var der ikke en, sagde Tak, ikke en, der kunde mig kende,

270

Fa Brudden kam, aa kieg derued - aa de wa Muotens Sessel -
Hun slow hin Hinne te hin Lohr aalt mæ saa stuer en Ræssel.

»Aa Herreguj! hwa sier A no! to de æ Pie dæ stoer.
Aah Pier! A vinted ætte Dæ i samful ølle Oer.
Mi Faaer aa Muer æ begi døh - hwi skull A go fræ Goren?
Do kam jow ett - Do skrøw jow ett - no ær A gywt mæ Soren.«

»Hwa skull A skryw mæ, Sessellil! mi høwer Arm æ henn;
Aa fahr i Krie aa fremmed Lann A ku jow ingen senn.
A æ en Krøvl; de sie Do wal, aa ingen Minnesk nøtte -
Gud give det, jeg maatte snart herfra til Graven fløtte!«

»Gi Dæ tefres!« saah hun »Do skal slet ekke suk faa Brøe!
Saalænng vi Anner haaer en Koen, da skal Do ett li Nøe!
Do ka jo blyww som Do haa' wot i gammel Tie i Goeren!
Kom inh aa sæt Dæ ve wo Skyw! saa ka vi snakh mæ Soren!«

Si no ær A en gammel Kaael, aa gor aa utter Foer;
A foh mi Føh aa Klæjemon i Muoten Jensens Goer.
A fløtte Kyer, A fløtte Hæjst, aa Smotøw sier A ætter;
Aa somti po mi venster Arm A bærer Sessels Dætter.«

Da no den hæ Vihs om den jenarmed Sældaat war ued, saa tow Wolle Vistisen ve igjen, aa saah: »A skal indda beskryww Jer, hudden de gik mæ de Oer, A tint dærøwwer i Kjøwwenhawn. A haar inno gjemt de Brøw, A skrøw hjem, aa no vel A løhs ed faa Jer:

No er A da bløwn Kusk ve en Brandispettør, aa hwissommensti I so mæ no, kun A rele ræh Jer hen, faa nærensti A sedder o e Bok, sir A ud som en Bjøn, faar A haar en Ullenskjøt aa baare Ræwbælle, aa en laajn Kabus mæ en Ræwhaal i e Nak. Den naadde Frow saah føst, te de sku wot en Ræwrump; men saa saah A: »Nej ejs manne Tak, de passer A et om.«

De væst A haad her, de føst A kam her, war ejs aa faasto dje Snak: den naadde Frow wa rejn Tysk i hinne Taahl. En Swønstiæg kaller

271

før Bruden kom og keg derud - og det var Mortens Sessel -
hun slog sine Hænder mod sine Laar alt med saa stor en Rædsel.

»Aa, Herregud! hvad ser jeg nu! det er jo Per, der staar.
Aa, Per Jeg vented efter dig i samfulde elleve Aar.
Min Fader og Moder er begge døde - hvi skulde jeg gaa fra Gaarden?
du kom jo ikke - du skrev jo ikke - nu er jeg gift med Søren.«

»Hvad skulde jeg skrive med, Sesselil? min højre Arm er henne;
og før, i Krig og fremmed Land, jeg kunde jo ingen sende.
Jeg er en Krøbling, det ser du vel, og intet Menneske nyttig -
Gud give det, jeg maatte snart herfra til Graven flytte!«

»Giv dig tilfreds!« sagde hun, »du skal slet ikke sukke for Brød.
Saalænge vi andre har et Korn, da skal du ikke lide Nød!
Du kan jo blive, som du har været i gammel Tid, i Gaarden!
Kom ind og sæt dig ved vort Bord! saa kan vi snakke med Søren!«

Se nu er jeg en gammel Karl og gaar og vogter Faar;
jeg faar min Føde og Klædemon i Morten Jensens Gaard.
Jeg flytter Køer Jeg flytter Heste, og Smaatøj ser jeg efter,
og sommetider paa min venstre Arm jeg bærer Sessels Datter.«

Da nu denne her Vise om den enarmede Soldat var ude, saa tog Ole Vistisen fat igen og sagde: »Jeg skal endda beskrive jer, hvordan det gik mig det Aar, jeg tjente derovre i København. Jeg har endnu gemt det Brev, jeg skrev hjem, og nu vil jeg læse det for jer:

»Nu er jeg da bleven Kusk hos en Brandinspektør, og hvis I saa mig nu, kunde jeg redelig rædde jer hen, for naar jeg sidder paa Bukken, ser jeg ud som en Bjørn, for jeg har et Uldenskørt af bare Ræveskind og en laadden Kabuds med en Rævehale i Nakken. Den naadige Frue sagde først, at det skulde været en Ræverumpe; men saa sagde jeg: »Nej, ellers mange Tak, det passer jeg ikke om.«

Det værste, jeg havde her, det første jeg kom her, var ellers at forstaa deres Snak; den naadige Frue var ren tysk i sin Tale. En Svinesteg 272
hun en Svinestej, aa en Stej kailer hun en Stie. A vest haatte et hudden A wa vænt i et. »Kan han bære en Stej til Bageren?« saah hun te mæ. »Nej hwerken A ka ek hejr A vil; hwa skul han aasse mæ den?« saah A te hin. »Saa kan han gaae den Sti han er kommen paa, jydske Kavaj!« saah hun te mæ; men saa kam Hæhren, aa han skel wo Træd. Di bitte Smobøn er aasse no gromme Krabaater: næ di sie mæ, skal A aalti staw te mi Nawn; nær A saa sejr »O sejr ou, L, e Le, Wolle,« saa grine di saa dje Maw æ farre aa spræk. De gor ejs knap te hæhr, faa nærensti A beer om en Tovædels te e Brø, saa øwerbegrine di mæ, aa læer te di ka et faasto hwa A sejr. Da wa di møj bejr ind i e Sønnen, degaang te vi war ilaw mæ e Kosakker; nærensti A dæhr faalaangt faa tow Skjælling Wost, saa ga di mæ aalti faa fih Skjælling Pøls. A haa wo tow Gaang o Kaameddi; di saah faa mæ, te di spelt dæhr, men A so hwerken Kwot eller Tærninger; A so de wahr wa, faar A so den Slemm. De war uhd o Vejsterbrow. Føst kam der en Kriskaal, aa han sat en Stej te et Huus, aa krøv in aa et Vinni. »De komme Do gal fræ« saah A, »dessom der ejs æ Folk hjemm.« Dæ stod nowr Kompener ve mæ, di ga dem te aa li aa mæ; men aaller saa snaar wa han kommen nier igjen, fahr e Mand kam ud mæ et Lyus i hans jen Haahn aa en Koor i den aahn, aa saa røg di sammen; men e Tyw stod sæ, aa stak e Mand ihjel. A rovt te di sku griiv ham, aa før ham te e Herredsfowd, men di low a mæ, aa holt faa mi Mun - søhn æ et aa ha gue Fortaalere; kahænsæ han aasse had stollen sæ rigg, faa saa haad han ingen Nø. De waart et læng, saa so A ham igjen, han sad aa oed mæ tow Kwinfolk, aa en Møllerswen gik faa Buer. De war en speddelske Knæjt den samm Møllerswen, han haad læhr hans Profession tegawns, faa han stal baade Brænviin aa Edelswaar aa Skywen fræ dem, aa holked i sæ som en Stork; men kahænse han heller et had faat aa ehd i manne Daw, faa slanten wa han, aa hans Klæjr hang aa slovvred om ham. Saa rej di de Huus øwrenn, aa saa so A et aant Stej, dæhr wa Liegstow, aa saamanne Kaahl aa Pigger, der rent aa danst; dæhr kam e Tyw aa vil dans mej, aa den laang Møllerswen aasse. Men Skam slaae dem! e Møllerswen haalt e Kaahl ve Snak, mens e Tyw stal jen aa e Pigger, aa rent astej mæ hin. »Hej!« rovt A, »hwi løvver I ett? e Tyw skeller hin ves ve hwæ Klæjtro, hun haar o hinne Krop.« Men saa grint di igjæn, 273
kalder hun en Svinestej, og en »Stej« kalder hun en Stige. Jeg vidste hartad ikke, hvordan jeg var vendt i det »Kan han bære en »Stej« til Bageren?« sagde hun til mig. »Nej, hverken kan jeg, ikke heller vil jeg; hvad skulde han ogsaa med den?« sagde jeg til hende. »Saa kan han gaa den Sti, han er kommen paa, jyske Kvaj!« sagde hun til mig; men saa kom Herren, og han skilte vor Trætte. De smaa Børn er ogsaa nogle grumme Krabater: naar de ser mig, skal jeg altid stave til mit Navn; naar jeg saa siger: »O siger ou, L, e, Le, Wolle,« saa griner de, saa deres Mave er færdig at sprække. Det gaar ellers knapt til her, for naar jeg beder om en Taar Vædelse til Brødet, saa overbegriner de mig og lader, at de ikke kan forstaa, hvad jeg siger. Da var de meget bedre nede i det Sønden, dengang da vi var i Lag med Kosakkerne; naar jeg forlangte for to Skilling Ost, saa gav de mig altid for fire Skilling Pølse. Jeg har været to Gange paa Komedie; de sagde mig, at de spillede der, men jeg saa hverken Kort eller Tærninger; jeg saa det værre var, for jeg saa den Slemme. Det var ude paa Vesterbro. Først kom der en Krigskarl, og han satte en Stige til et Hus og krøb indad et Vindue. »Det kommer du galt fra,« sagde jeg, »dersom der ellers er Folk hjemme.« Der stod nogle Kompaner ved mig, de gav sig til at le ad mig; men aldrig saasnart var han kommet ned igen, før Manden kom ud med et Lys i den ene Haand og en Kaarde i den anden, og saa røg de sammen; men Tyven stod sig og stak Manden ihjel. Jeg raabte, at de skulde gribe ham og føre ham til Herredsfogden, men de lo af mig og holdt for min Mund - saadan er det at have gode Fortalere; kan hænde sig, han ogsaa havde stjaalet sig rig, for saa havde han ingen Nød. Det varede ikke længe, saa saa jeg ham igen, han sad og aad med to Kvindfolk, og en Møllersvend gik for Borde. Det var en speddelsk Knægt den samme Møllersvend, han havde lært sin Profession til Gavns, for han stjal baade Brændevin og Ædelsevarer af Skiven fra dem og holkede i sig som en Stork; men kan hænde sig, han heller ikke havde faaet at æde i mange Dage, for slanten var han, og hans Klæder hang og slubrede om ham. Saa red de det Hus overende, og saa saa jeg et andet Sted, der var Legestue og saa mange Karle og Piger, der rendte og dansede; der kom Tyven og vilde danse med, og den lange Møllersvend ogsaa. Men Skam slaa dem! Møllersvenden holdt Karlene ved Snak, medens Tyven stjal en af Pigerne og rendte afsted med hende. »Hej!« raabte jeg, »hvi løber I ikke? Tyven skiller hende vist ved hver Klædetraad, hun har paa sin Krop.« Men saa 274 grinaa saah te A sku holl Kjæft. Alywl rent di da ud aa e Liegstow, men saa ku di ta æbaag. Let ætter kam e Piig, e Tyw had stollen, igjen, aa fløw fræ den jen Sih te den aan, aa røw sæ i hinner Hoer aa bar sæ ad, som hun had wot gal. »Hwa gor a hin?« saah A te ham, dæ stod ve mæ. »E Tyw haa lokked e Piig« saah han. »Sk...« saah A, »wa de waer aa skav sæ søhn te for? han haar wal saa møj, te han ka betaahl faar e Baahn.« »Sih hes!« saah han, »dæhr kommer den skammele Møllerswen tebaag mæ en laang Stremmel Papiir.« - »No vil han ta Moel a hin te en nøj Kjowl« saah A, »kahænse e Tyw haar røwn den hun haar epo; ja ja, Nøj æ bæjr end slet Ett.« Men e Piig war et faanøwd mæ de, faar hun loed te, hun vil ha slawn e Møllerswen mæ hinne Knøtnøw, aa saa sprang hun op po et Kon Digi aa nier igjen, aa hwor hun saa bløw aa, de vedd A ett. Hon rent wal saitens ætter en Inkallels, men hwa ka de nøtt? de hun haar de haar hun, aa e Kaal ka go fræ de jen Herred te de aant, saa ka hun ta æbaag. Men saa skul I ha sit et Spel! Dæ stoer en Hæjst mæ en Mand epo o Kongens Nøjtaarre - A haa manne Gaangg gon om ve en, aa tint, te de wa nøj, di haad skor ud aa Træ; men Skam slaa ham! han ka got rih hwot han vil, faar aallebæist som A sad aa gavt o di hæhr Anstalter, kam han ind ætter e Tyw. Han had relle nok smur sæ øwr mæ Krihd, men A kint ham allywl. E Tyw war ett sue glaa ve ham, faa hvæhgaang han so te ham, saa nekked han a ham; men han bløw indda haallen stell saalæng te e Tyw fek Staan aa unrenn. Tesist saa barres de mæ for te A so Helvede. Den Slemm aa saa manne Smodæwl te de wa grusselig rent aa slow Ild o e Tyw, aa saa putted di ham nier i en glown Own aa sprang sjæl bagætter, men den løwn Træhæjst sprang mæ e Mand op o e Lout. Den aahn Daw gik A nier o e Taarre, aa vil si om han wa der - jow, han stod dæ relle nok, aa hod faat aal e Krihd tarred a sæ; men A ska wal hyt mæ, A kommer ett saa nær te ham, faa no ved A, hwa han bestoer aa.

Den aahn Gaang A wa dæhr ud o de Comeddetøw, da kam Skam e Møllerswen igjen, aa de Gaang wa han kommen i Tjennest ve en aahn Haasben, aa di sku wal laant hen, faar han had en gromme stur Madkaarre aa slæhv epo; men de war en Sløngert ihwot han kam, aa de hæ Stehlen wa nohanne gjor ve ham, faa lissesnaar han so te e Mand wa kommen et Koen fram, saa ga han sæ ilaw mæ e Madkaarre, 275 te de igen og sagde, at jeg skulle holde Kæft. Alligevel rendte de da ud af Legestuen, men saa kunde de tage ibag. Lidt efter kom Pigen, som Tyven havde stjaalet, igen og fløj fra den ene Side til den anden og rev sig i sit Haar og bar sig ad, som om hun havde været gal. »Hvad gaar ad hende?« sagde jeg til ham, der stod ved mig. »Tyven har lokket Pigen,« sagde han. »Sk...,« sagde jeg, »var det værd at skabe sig saadan for? han har vel saameget, at han kan betale for Barnet.« »Se hist!« sagde han, »der kommer den skammelige Møllersvend tilbage med en lang Strimmel Papir.« - »Nu vil han tage Maal af hende til en ny Kjole,« sagde jeg, »kan hænde sig, Tyven har revet den, hun har paa; ja, ja, noget er bedre end slet intet.« Men Pigen var ikke fornøjet med det, for hun lod til, hun vilde have slaaet Møllersvenden med sin Knytnæve, og saa sprang hun op paa en Smule Dige og ned igen, og hvor hun saa blev af, det ved jeg ikke. Hun rendte vel sagtens efter en Indkaldelse, men hvad kan det nytte? Det hun har, det har hun, og Karlen kan gaa fra det ene Herred til det andet, saa kan hun tage ibag. Men saa skulde I have set et Spil! Der staar en Hest med en Mand paa paa Kongens Nytorv - jeg har mange Gange gaaet om ved den og tænkt, at det var noget, de havde skaaret ud af Træ; men Skam slaa ham! han kan godt ride, hvorhen han vil, for allerbedst som jeg sad og gabte paa de her Anstalter, kom han ind efter Tyven. Han havde rigtignok smurt sig over med Kridt, men jeg kendte ham alligevel. Tyven var ikke glad ved ham; for hver Gang han saa til ham, saa nikkede han ad ham; men han blev endda holdende stille saalænge, at Tyven fik Stunder at undrende. Tilsidst saa bares det mig for, at jeg saa Helvede. Den Slemme og saamange Smaadjævle, at det var grueligt, rendte og slog Ild paa Tyven, og saa puttede de ham ned i en gloende Ovn og sprang selv bag efter, men den levende Træhest sprang med Manden op paa Loftet. Den anden Dag gik jeg ned paa Torvet og vilde se, om han var der - jo, han stod der rigtignok og havde faaet al Kridtet tørret af sig; men jeg skal vel hytte mig, jeg kommer ikke for nær til ham, for nu ved jeg, hvad han bestaar af.

Den anden Gang jeg var derude paa det Komedietøj, da kom Skam Møllersvenden igen, og dengang var han kommen i Tjeneste ved en anden Husbond, og de skulde vel langt hen, for han havde en grumme stor Madkurv at slæbe paa; men det var en Slyngel, hvorhen han kom, og denne her Stjælen var saa at sige gjort ved ham, for lige saasnart han saa, at Manden var kommen lidt frem, saa gav han sig i Lag 276 aa han hog i sæ, aa stapped nier i hans Maw jen Humpling ætter en aahn, aa saa tow han sæ en gue Toer aa e Flask ivessomda, aa sat en hwæh Gaang bag ve sæ. Men saa kam dæ Jen i søhn no pæhn tawlered Faarklætøw mæ en Hjøllistryhg i hans Haahn, aa han snapped e Flask aa rent mæj. Degaang te e Møllerswen saa væhn sæ, aa vil ta hans Flask, saa war en hæn. De howed ham ill: han so sæ ronnen om po wos Aalsammel, tesist fait hans Øwn po mæ, faar A stod ham nærest, aa da ku A wal si, han waantint mæ te et, faar han bløw ve aa glow o mæ som han skul ha et mæ. »Hwa ka de nøtt,« saah A, »te I sier o mæ? A haa Skam ett tawn je Flask, men dæ wa Jen, dæ rent her i et Pa laang Bowser aa mæ en Hjøllistryhg, han tow en fræ Jer.« Men de ku let hjælp Aal hwa A saah, faa han bløw ve aa si o mæ; han saah Ingenting, men hans Øwn gnistred som glowen Ild, aa al dem dæ war i e Stou di grint lisse stærk som di kunn. Saa bløw A ilworre aa saah te ham: »Tyw tænke Hwæmand stæl; dersom Do ett vil læ væhr aa glow o mæ, saa skal A Skam kom øwr te Dæ, aa baank e Miel aa di Trøj.« Han stod lih kawt, aa gavt saa høwt, te A ku ha jawd beggi mi Knøtnøwr ind i hans Mund. »Da skal A si, om A et ka læth din Møllertyw!« saah A, aa saa vil A te aa kyl mi jen Bien øwer e Plankværk; men saa begynt di Aalsammel aa rohv te A sku go ud; di haa wal wo ræhd te dæ sku ski en Uløkk. Saa wa dæ Tow, di tow mæ hwer unne si Arm: »A ka go sjæl,« saah A; men de ku et nøtt hwa A saah, faa saa krøv di sammel runnen om mæ, aa raavt Hurra faa mæ, faa de A søhn had skamfutted e Tyw, aa saa bar di mæ rele ud po dje Skaaller; men i e Dar skelles di ad, aa saa trillt A aa brækked e Maanbed te mi Pihv.

Men saa haar A aasse jengaang wor i Kjærk, i den bette kaalled Kjærk, dæ legger paa Kongens Nøjtaarre, let fræ den løwn Træhejst; de war en doll Kjærk innen i. Møt øwr war et stuer Omhæng, aa de stod der en bette Kon Knejt aa trak op aa nier, aa en Præjst stod der ve hwæ sin Sih aa et, aa di wa swot i e Ansigt; A stod ve wo Kaakkepihg høwt aap o e Puppelturh. Kongen sad ve den jen Sih o e Præjkstowl; men han taw stell, aa e hiele Mienighed taw stell, undtawn somtier te di klapped i dje Hænner, aa ga et gromme Vræl aa dem. I e Chor dæh gik di ud aa ind, aa saa præjked Jen aa saa præjked Tow, aa saa rovt di i Munnen po hwæranner; saa sang di, aa saa spelled di. Dæ war aasse 277 med Madkurven, og han huggede i sig og stoppede ned i sin Mave en Humpel efter en anden, og saa tog han sig en god Taar af Flasken ind imellem og satte den hver Gang bag ved sig. Men saa kom der en i saadan noget pænt tavlet Forklædetøj med en Hølestryge i sin Haand, og han snappede Flasken og rendte med. Dengang Møllersvenden saa vendte sig og vilde tage sin Flaske, saa var den henne. Det huede ham ilde: han saa sig rundt om paa os allesammen, tiisidst faldt hans Øjne paa mig, for jeg stod nærmest, og da kunde jeg vel se, han mistænkte mig for det, for han blev ved at glo paa mig, som han skulde have ædt mig. »Hvad kan det nytte,« sagde jeg, »at I ser paa mig? Jeg har Skam ikke taget jer Flaske, men der var en, der rendte her i et Par lange Bukser og med en Hølestryge, han tog den fra jer.« Men det kunde lidt hjælpe, alt hvad jeg sagde, for han blev ved at se paa mig; han sagde ingenting, men hans Øjne gnistrede som gloende Ild, og alle dem, der var i Stuen, de grinte ligesaa stærkt, som de kunde. Saa blev jeg ildvorn og sagde til ham: »Tyv tænker, Hvermand stjæler; dersom du ikke vil lade være at glo paa mig, saa skal jeg Skam komme over til dig og banke Melet af din Trøje.« Han stod lige kækt og gabte saa højt, at jeg kunde have jaget begge mine Knytnæver ind i hans Mund. »Da skal jeg se, om jeg ikke kan lette din Møllertyv!« sagde jeg, og saa vilde jeg til at kyle mit ene Ben over Plankeværket; men saa begyndte de allesammen at raabe, at jeg skulde gaa ud; de har vel været ræd, at der skulde ske en Ulykke. Saa var der to, de tog mig hver under sin Arm: »Jeg kan gaa selv,« sagde jeg; men det kunde ikke nytte, hvad jeg sagde, for saa krøb de sammen rundt om mig og raabte Hurra for mig, fordi jeg saadan havde beskæmmet Tyven, og saa bar de mig redelig ud paa deres Skuldre, men i Døren skiltes de ad, og saa trillede jeg og brækkede Mundbidet til min Pibe.

Men saa har jeg ogsaa engang været i Kirke, i den lille kullede Kirke, der ligger paa Kongens Nytorv lidt fra den levende Træhest; det var en fin Kirke indeni. Midt over var et stort Omhæng; og det stod der en lille Knægt og trak op og ned, og en Præst stod der ved hver sin Side af det, og de var sorte i Ansigtet; jeg stod ved vor Kokkepige højt oppe paa Pulpituret. Kongen sad ved den ene Side af Prædikestolen; men han tav stille, og hele Menigheden tav stille, undtagen sommetider at de klappede i deres Hænder og gav et grumme Vræl fra sig. I Koret der gik de ud og ind, og saa prækede en, og saa prækede to, og saa raabte de i Munden paa hverandre; saa sang de, og saa 278 spille-Bruddeviels, men e Brud aa e Brudgom haalt hvær i sihn Enn aa et Stykke Lat - de klepped e Præjst møt øwr. Sihn kam di bæhren ind mæ e Brudgom, aa han wa slawn faadærred, hudn han saa wa kommen aastej, aa saa tow e Dejn en grummige stuer Fiol, aa ga sæ te aa spell aa sønng faar e Brud saalæng, te hun fil i Søwn. Wo Kaakkepihg ga sæ te aa græhd aa saah, te hun wa dø, men de haad wal ett aa betyh, faar A ved da, te Jen ka ett sønng Jen ihjel, aa A trowr aasse te A so hin et Pa Daw ætter o e Gaahd, aa da skadd hun ingen Ting. De war ejs den særest Hantiering, te A haa sit i nown Kjærk.

Dæhrætter tow Rasmus Owstrup fat, aa faataall den hæ Histaarri:

»Som A no sku faatæll Jer: De war i Kriens Ti, da di hær Engelsmænd haad gjo de hæ grummige Spitakkel i Kjøvvenhawn, saa maat A da hejer ett blyw irow, faa Legsmannen kam aa drøw mæ ud o Sessionen, aa dæh bløw A tawn te di Haassens Hæjstfolk, aa A lahr baadde aa rih aa hog Folk ihjel; men A fik sjæl ingen Hog, faar A ska sej wos: di slaaer kun i Frejstier, faa nær der æ Kri, saa æ di baanng te vi ska gjø de Slemm veddem. I Frejjen saa raaer di faa wos, men i Krien saa raaer vi faa dem - si de ær en Faaskjæl. - A had en gue Madpues mæ mæ ud te Skuelen, aa mie fik A sennen hjemmenfræ, aa de gjor ingen Uhn ve ham, dæ sku læhr mæ, aa A kam te aa sto høwt baade faa ham aa for Aaffisireren.

Saa sejer Unneraaffisiren te mæ en Daw, A had gin ham en Pølls aa en Pa' Woster - faa han wa gywt, skal A sej wos - »Høe,« seje han, »kinne Do Messingjens?« - »De war ett godt annet« søh A, »de æ den bejst ve hiele Reggimintet.« - »No« søh han igjen, »Watrup, dæ rier ham, æ bløwn syg, aa han døe wal aasse.« - »Ja de ka got væhr« søh A. - »Ve Do ha ham« søh han, »saa skal A si aa skaf Dæ ham, men saa ska Do aasse tænnk po mi Kuen!« - »A ska betænnk hin« suet A, »mæ et Faasloer aa et bettekon Flæsk, hwissommensti te A maa fo

No et mier de hæhr Gaang, ant end om I vil skekk mæ en Wost aa et Pa Faasloer, aa saa et bette Fjarril Smør, faa hæhr foer vi et ant Smør end Fjet, faa hæhr ær et ant end Bæster i e Bøj, allywl den Gaahd, A bowr i, hedder Studenstræhd Faawal!« 279 Messingde de. Der var ogsaa Brudevielse, men Bruden og Brudgommen holdt hver i sin Ende af et Stykke Lærred - det klippede Præsten midt over. Siden kom de bærende ind med Brudgommen, og han var slaaet fordærvet, hvordan han saa var kommet af Sted, og saa tog Degnen en grumme stor Fiol og gav sig til at spille og synge for Bruden, saalænge til hun faldt i Søvn. Vor Kokkepige gav sig til at græde og sagde, at hun var død, men det havde vel intet at betyde, for jeg ved da, at en kan ikke synge en ihjel, og jeg tror ogsaa, at jeg saa hende et Par Dage efter paa Gaden, og da skadede hun ingenting. Det var ellers den særeste Haandtering, at jeg har set i nogen Kirke.

Derefter tog Rasmus Oustrup fat og fortalte den her Historie:

»Som jeg nu skulde fortælle jer: det var i Krigens Tid, da de her Engelskmænd havde gjort det her grumme Spektakel i København, saa maatte jeg da heller ikke blive i Ro, for Lægdsmanden kom og drev mig ud paa Sessionen, og der blev jeg tagen til de Horsens Hestfolk, og jeg lærte baade at ride og hugge Folk ihjel; men jeg fik selv ingen Hug, for jeg skal sige os: de slaar kun i Fredstider, for naar der er Krig, saa er de bange, at vi skal gøre det slemme ved dem. I Freden saa raader de for os, men i Krigen saa raader vi for dem - se det er en Forskel. - Jeg havde en god Madpose med mig ud til Skolen, og mere fik jeg sendende hjemmefra, og det gjorde intet Onde ved ham, der skulde lære mig, og jeg kom til at staa højt baade for ham og for Officererne.

Saa siger Underofficeren til mig en Dag, jeg havde givet ham en Pølse og et Par Oste - for han var gift, skal jeg sige os - »Hør,« siger han, »kender Du Messingjens?« - »Det var ikke godt andet,« sagde jeg, »det er den bedste ved hele Regimentet.« - »Naa,« sagde han igen, »Vattrup, der rider ham, er bleven syg, og han dør vel ogsaa.« - »Ja, det kan godt være,« sagde jeg. - »Vil du have ham,« sagde han, »saa skal jeg se at skaffe dig ham, men saa skal du ogsaa tænke paa min Kone!« -»Jeg skal betænke hende,« svarede jeg, »med et Faarelaar og en bitte

Nu ikke mere denne her Gang, andet end om I vilde skikke mig en Ost og et Par Faarelaar og saa en lille Fjerding Smør, for her faar vi ikke andet Smør end Fedt, for her er ikke andet end Bæster i Byen, alligevel den Gade jeg bor i, hedder Studenstræde. Farvel!« 280 jens. Aa hun skal indda fo en Snes Æg aa en fi Marker Smør, saa raa mi Mowr komme herud« - »De ær Uer nok,« suert han. Saa fek A relle nok Messingjens, aallywl dæ war en grumme Røwt om ham, faa di vil rih ham Aalsammen; men to dæ ku jow da kun Jen kom po ham ad Gaangen. De føhst Gaang A skul o ham, da soe han relle nok vis po mæ, lissom han vil spøhr mæ: hwa æ Do for en Kaal? Men A snakked mæ indda terett mæ ham, aa faataall ham, te Watrup loe paa Sygstowen, aa gik nok ett fræ ed, aa saa had Underaaffisieren sød, te A sku ha ham, aa te de ku slet ett nøtt te han stinned sæ. De ku han faastoe - faar aal dem, dæ kjennt ham, di søh, te han aaljenn haad lissaamøj Faastand som tow Kyrrassierer. Aa de war aasse sann; han fattedes ett Annt, end de te han ku ett snakk, aa de wa jow ett hans Skyld. A glemmer aaller de Gaang A søh ham, te Watrup wa saa rinng, da sukked Hæjsten relle lissom et ant Minnesk. Ja I ka trow, te vi Tow spraakked sihn møj mæ hweranner, aa te Aalt, hwa A søh, saa enten kronnied han, eller hwinnied han, eller rimmed han, aa A faastoed aalti hwa han minnt.

Som A no sku faatæll, saa drow vi da ind i de Synnen. Aa vi massiered jen Daw aa en aahn Daw, aa saa bløw Jen en bette Kon træt aa den Rien, aa let æhm dæhr hwor En æ høwest, nær En sanker Spohn. Saa stod Kaahlen aa, gik imæll, aa had Bjesselet øwer Armen. A gik aasse, men A lo Jens skøtt sæ sjæl. Han fulle mæ nok saa trolle, aa kam Nowen ham faa nær, saa skroll han - faa di vil ha te, han war en Haltigh - aa vil baade bedd aa slaa. No da: saa kam vi en Daw te en Bøj dæruhd ve Obbenroe, aa A fik mi Kotier ve en Gaarrmand. Dæ stod godt te ve ham, men de war en pihnwon Hund, faa vi ku ett wal fo de vi ku ehd. Men saa wa dæ jen aaw Dætteren - han had sejs a de Slaww - aa hinne kun A retten godt lih, aa hun kun aasse lih mæ faa den Sag, aa hun ga mæ et godt Nøsfoer den sam Awten, aa Dawen ætter - faa vi lø øwr dier - saa war hun indda bejr ve mæ, aa hun vest aalle de Gue, hun vil gye mæ. Den aahn Muen, fa vi kam astej, saa kam hun ud te mæ i Staallen, hwor A stod aa stregled »Rasmus!« sø hun, »no drawer Do hen, aa saa fo vi wal ett hweranr aa sie mier.« -»De ku byh sæ« sejer A. - »Nej« sø hun »Do ka møst di Lyw, eller Do ka fo Dæ en Kjerrest deruhd« - »Veed Do hwa« sejer A, »inten A no 281 Smule Flæsk, hvis at jeg maa faa Messingjens. Og hun skal endda faa en Snes Æg og en fire Mark Smør, saasnart min Moder kommer herud.« »Det er Ord nok,« svarede han. Saa fik jeg redelig nok Messingjens, alligevel der var en grumme Rift om ham, for de vilde ride ham allesammen: men hvad, der kunde jo da kun en komme paa ham ad Gangen. Den første Gang jeg skulde paa ham, da saa han redelig nok vist paa mig, ligesom han vilde spørge mig: Hvad er du for en Karl? Men jeg snakkede mig endda tilrette med ham og fortalte ham, at Vattrup laa paa Sygestuen og gik nok ikke fra det, og saa havde Underofficeren sagt, at jeg skulde have ham, og at det kunde slet ikke nytte, at han gjorde sig stiv. Det kunde han forstaa, - for alle dem, der kendte ham, de sagde, at han alene havde ligesaa megen Forstand som to Kyradserer. Og det var ogsaa sandt; han fattedes ikke andet, end det at han kunde ikke snakke, og det var jo ikke hans Skyld. Jeg glemmer aldrig dengang jeg sagde ham, at Vattrup var saa ringe, da sukkede Hesten redelig ligesom et andet Menneske. Ja, I kan tro, at vi to talte siden meget med hverandre, og til alt, hvad jeg sagde, saa enten kronniede han, eller hvinniede han, eller rimmede han, og jeg forstod altid, hvad han mente.

Som jeg nu skulde fortælle, saa drog vi da ind i det Sønden. Og vi marcherede en Dag og en anden Dag, og saa blev en en bitte Smule træt af den Riden og lidt øm der, hvor en er højest, naar en sanker Spaaner. Saa stod Karlene af, gik imellem og havde Bidselet over Armen. Jeg gik ogsaa, men jeg lod Jens skøtte sig selv. Han fulgte mig nok saa trolig, og kom nogen ham for nær, saa skrollede han - for de vilde have til, han var en Halvtig - og vilde baade bide og slaa. Nuda: saa kom vi en Dag til en By derude ved Aabenraa, og jeg fik mit Kvarter ved en Gaardmand. Der stod godt til ved ham, men det var en pinevorn Hund, for vi kunde ikke vel faa det, vi kunde æde. Men saa var der en af Døtrene - han havde seks af det Slags - og hende kunde jeg rigtig godt lide, og hun gav mig et godt Nødsfor den samme Aften, og Dagen efter - for vi laa over der - saa var hun endda bedre ved mig, og hun vidste aldrig det Gode, hun vilde gøre mig. Den anden Morgen, før vi kom af Sted, saa kom hun ind til mig i Stalden, hvor jeg stod og striglede. »Rasmus!« sagde hun, »nu drager du hen, og saa faar vi vel ikke hverandre at se mere.« - »Det kunde byde sig!« - siger jeg. - »Nej!« sagde hun. »Du kan miste dit Liv, eller du kan faa dig en Kæreste derude.« - »Ved du hvad,« siger jeg, »enten 282
løwer eller A døer, saa foer A ingen Kjerrest, hwissommensti Do vil ett væhr ed, Helle!« - »Gud bæjr ed« sejer hun, »A for aalle Low te ed a mi Muer, aa knap nok a mi Faaer, faa di haa sit Enaahn ud te mæ.« -»Helle!« sejer A, »æ ed di Alwor, Do ve draw ind te mæ, saa bih et Stød ætte mæ, aa si om A komme tebaahg. A fo raa mi Awskien, aa mi Faaes Goer, saa ska vi gywt wos, næ Do vil ræmm hæh fræ, aa følles mæ mæ te mit Hjemmen.« - Saa tow hun mæ om Halsen aa kyst mæ, aa græed en Koen, aa smutted ud igjen. - Messingjens so ætte hinner, aa A lo Saal aa Bjessel o ham, aa rej mi Vej mæ di Anner. - De war en sølle Tie faa wos: somti fek vi Nøj aa ehd, aa somti ett; men A djell aalywl mi Brøe - nær A haadd - mæ Jens; aa lissesnaar vi kam te Kotier, saa sørred A føst faa ham mæ Hakkels aa mæ Hawr, aa mæ hwa A ejsen ku bjerre te ham, somti Row aa somti Byg aa somti Hwehd, som de ku træf sæ. - Vi drøw laant astej, A ved aalle hue vi war; men Krie, de faanam A ett te. Laant om lænng fek vi Aadder aa dryw hjemad. - Helle had et wo møj aah mi Tanker aal den hiele Mars. Da A no kam saa nær, A ku sie hinne Bøj, saa rier A hen te wo Rikmæjster, aa faaklaared ham, hudden de wa gawn mæ dæhr sidst, aa hwa vi had isinn, aa ba ham saa om Faalow aa ta Pigen mæj. »Messingjens« søh A »ka gaat bæhr wos behgi Tow, aa A veed han gjør ed mæ en gue Villi.« - Rikmæjsteren smill, aa søh: »Du er en Helvedes Karl! men hvordan vil Du komme godt fra det Pigetyverie? Di kommer nok strax bag efter, og taer hende fra Dig, og Du faaer en Ulykke - jeg kan ikke redde Dig.« - »De haar ingen Nøe« sejer A, »hun ska ha mihn Staalklæjr epo, saa ka der Ingen kin hin, aa A seje te mi Kammeraater, aa hwem dæ spør: te de war en sygh Draguen aaw di fynsk, dæ wa bløwn leggen dæhr i Bøjen.« - »Lad gaae! Din Gavtyv!« seje han; »jeg skal selv tale med Chefen, og faae ogsaa hans Minde; men jeg skal nok tie stille med dit Pus, og bilde ham ind, at Messingjens af Medlidenhed selv havde forlangt at faae den syge Dragon paa Ryggen.« - De gik no aasse aalsammen som de skull. Vi rej ind ad Bøjen, aa dæ stued di Stuer aa di Smoe uddenfaa Puet aa Dahr, faar aa be wos walkommen. A skotted ætte Helle - jow! hun wa dæ relle nok, aa da hun fik Yww po mæ, aa A lo mi Pallask hels hinner, da glindsed hun øwr hiele hinner Ansigt, som om hun skul ha wor ud aa fæjst Pigger, som di seje faar et Mundsprog. 283 jeg nu lever eller jeg dør, saa faar jeg ingen Kæreste, hvis du vil ikke være det, Helle!« - »Gud bedre det,« siger hun, »jeg faar aldrig Lov til det af min Moder og knap nok af min Fader, for de har set en anden ud til mig.« - »Helle!« siger jeg, »er det dit Alvor, du vil drage ind til mig, saa bi en Stund efter mig og se, om jeg kommer tilbage. Jeg faar snart min Afsked og min Faders Gaard, saa skal vi gifte os, naar Du vil rømme herfra og følges med mig til mit Hjem.« - Saa tog hun mig om Halsen og kyssede mig og græd en Smule og smuttede ud igen. - Messingjens saa efter hende, og jeg lagde Sadel og Bidsel paa ham og red min Vej med de andre. - Det var en sølle Tid for os: sommetider fik vi noget at æde og sommetider ikke; men jeg delte alligevel mit Brød - naar jeg havde - med Jens; og ligesaasnart vi kom til Kvarter, saa sørgede jeg først for ham med Hakkelse og med Havre, og med hvad jeg ellers kunde bjærge til ham, sommetider Rug og sommetider Byg og sommetider Hvede, som det kunde træffe sig. - Vi drev langt afsted, jeg ved aldrig, hvor vi var; men Krig, det fornam jeg ikke til. Langt om længe fik vi Ordre at drive hjemad - Helle havde ikke været meget af mine Tanker al den hele March. Da jeg nu kom saa nær, at jeg kunde se hendes By, saa rider jeg hen til vor Ritmester og forklarer ham, hvordan det var gaaet mig der sidst, og hvad vi havde i Sinde, og bad ham saa om Forlov at tage Pigen med »Messingjens,« sagde jeg, »kan godt bære os begge to, og jeg ved, han gør det med en god Vilje.« - Ritmesteren smilede og sagde: »Du er en Helvedes Karl! Men hvordan vil du komme godt fra det Pigetyveri? De kommer nok straks bagefter og tager hende fra dig, og du faar en Ulykke - jeg kan ikke redde dig.« - »Det har ingen Nød,« siger jeg, »hun skal have mine Staldklæder paa, saa kan der ingen kende hende, og jeg siger til mine Kammerater og hvem der spørger: at det var en syg Dragon af de fynske, der var bleven liggende der i Byen.« - »Lad gaa, din Gavtyv!« siger han; »jeg skal selv tale med Chefen og faa ogsaa hans Minde; men jeg skal nok tie stille med dit Puds og bilde ham ind, at Messingjens af Medlidenhed selv havde forlangt at faa den syge Dragon paa Ryggen.« - Det gik nu altsammen, som det skulde. Vi red ind ad Byen, og der stod de store og de smaa udenfor Porte og Døre for at bede os velkommen. Jeg skottede efter Helle - jo! hun var der redelig nok, og da hun fik Øje paa mig og jeg lod min Pallask hilse hende, da glinsede hun over hele sit Ansigt, som om hun skulde have været ud at fæste Piger, som de siger for et Mundsprog.

284

A lued som Ingenting; aa A søe Godaw baadde te di Gammel aa te di Unng; men A gjor ingen Faaskjæl. Da vi had faat wo Nætter (de war ett ant end Boghwedgrød, aa di wa fatte, aa dæ war ett Ant end no sølle blaasuur Mjelk aa depp dem i), saa gik A ud aa fuer aa - et Støk Brøe had A lested ud aaw Skoffen derinn unne Skywwen. - Jens rimmed, da han soe mæ, aa løjted de hæ Brø. »No skal Do ha dehier forudden di Ransoen« søh A te ham »ka Do saa sto ve aa bæhr Jen te forudden mæ?« - »Hohohohohohoho!« søh han: »De ær Uer nok« søh A, »Do skal ett kom te aa faatryhd et.« - Mædesamm kam Helle. Hun wa baadde glaae aa saarren; saa smill hun, aa saa græd hun, aa somti beggi Diel po jengaang. No te de sku te aa vær Alwor mæ hin Ræmning, no bløw hun en bettekon hwaws i ed »Di er aallywl mi Faaræller, aa de æ mi Føhdegoer A ska aalle sie i min Daww mier, A skal ud imell Fremmed, aa ha ikkun jen jenneste Ven. Rasmus, Rasmus! vil Do væ gue ve mæ?« - »Do ka sie« søh A, »hudden A er imod Jens, aallywl han æ kon et Umælend: A dieler mi sihst Mundfuld Brø mæ ham - hudden skull A nowntier blyw slem ve Dæ?« - »Men hudden skal A slep hæfræe?« søh hun saa. - »De haar A betint« søh A; »de skal ingen Faahr ha.« Saa fløjed A hin mi Staallklæjr: Luh, aa Kittel, aa de Hiele, et Pa Hueser aa et Pa Skow, aa ba hin go ind i Herberret, aa draw aa hinner ejn Klæjr, aa i mihn. Dem hun wa trokken aa skul hun saa kyll i Søen, dæ wa dæ tæt ve Goeren, faa de di ku trow te hun had drowned sæ sjel. Saa klint A hinner aasse en døgti Knevvelsbaaft øwer hinne Mund. Den haad A gjoer aaw di udder Enner aaw Jenses Mank. De grint hun ad. »Go no« søh A, »hen a Vejen naer epo, te Do komme te den Bøj, dæ legger her en Miilsvej hæfræe. Saa ka Do go ind i Krowret, aa blyw te vi kommer, aa de skal et ue lænng. Men Do ska bæ Dæ te, som Do wa møj øwwewunnen.« - No da: hun gjohr som A haad unneviist hin. Et Pa Staahn ætter, søhn i Dawskjaret, saa pillred Skadronen aa. Da vi kam te de hæ Krowr, aa gjo Holdt, kam hun relle nok staglend ud, aa ba, om ett Jen a wos vill ta hin op. »Hwa skaae Do?« sø A. »A æ rien skit« søh hun, »A kan ett goe længer.« - A soe te Riksmæjsteren, aa spuhr om Telladdels. - »Javel« søh han; »men hvor Satan vil Du saa ha - den Du veed nok?« - »De haar ingen Nøe«

285

Jeg lod som ingenting; og jeg sagde Goddag baade til de gamle og til de unge; men jeg gjorde ingen Forskel. Da vi havde faaet vor Nadver (det var ikke andet end Boghvedegrød, og de var fattige, og der var ikke andet end noget sølle blaasur Mælk at dyppe dem i), saa gik jeg ud for at fodre af - et Stykke Brød havde jeg listet ud af Skuffen derinde under Skiven. - Jens rimmede, da han saa mig og lugtede det her Brød. »Nu skal du have det her foruden din Ration,« sagde jeg til ham, »kan du saa staa ved at bære en til foruden mig?« - »Hohohohohohoho!« sagde han. »Det er Ord nok,« sagde jeg, »Du skal ikke komme til at fortryde det.« - Med det samme kom Helle. Hun var baade glad og sorgfuld; saa smilede hun, og saa græd hun, og sommetider begge Dele paa en Gang. Nu at det skulde til at være Alvor med hendes Rømning, nu blev hun en lille Smule forknyt ved det. »De er alligevel mine Forældre, og det er min Fødegaard, jeg skal aldrig se i mine Dage mere, jeg skal ud mellem fremmede og have ikkun en eneste Ven. Rasmus, Rasmus! vil du være god ved mig?« - »Du kan se,« sagde jeg, »hvordan jeg er mod Jens, alligevel han er kun en Umælende; jeg deler min sidste Mundfuld Brød med ham - hvordan skulde jeg nogen Tid blive slem ved dig?« - »Men hvordan skal jeg slippe herfra?« sagde hun saa. - »Det har jeg betænkt,« sagde jeg. »Det skal ingen Fare have.« Saa flyede jeg hende mine Staldklæder: Lue og Kittel og det hele, et Par Hoser og et Par Sko, og bad hende gaa ind i Herberget og drage af sine egne Klæder og i mine. Dem hun var trukken af, skulde hun saa kyle i Søen, der var der tæt ved Gaarden, for det de kunde tro, at hun havde druknet sig selv. Saa klinede jeg hende ogsaa en dygtig Knebelsbart over hendes Mund. Den havde jeg gjort af de ydre Ender af Jenses Manke. Det grinte hun ad. »Gaa nu,« sagde jeg, »hen ad Vejen Nord paa, til du kommer til den By, der ligger her en Mils Vej herfra. Saa kan du gaa ind i Kroen og blive, til vi kommer, og det skal ikke vare længe. Men du skal bære dig ad, som du var meget overvunden.« - Nuda: hun gjorde, som jeg havde undervist hende. Et Par Stunder efter, saadan i Dagskæret, saa pilrede Eskadronen af Da vi kom til den her Kro og gjorde Holdt, kom hun staglende ud og bad, om ikke en af os vilde tage hende op. »Hvad skader du?« sagde jeg. »Jeg er rent skidt,« sagde hun, »jeg kan ikke gaa længer.« - Jeg saa til Ritmesteren og spurgte om Tilladelse. - »Javel!« sagde han; »men hvor Satan vil du saa have - den, du ved nok?« -»Det har ingen Nød,« sagde jeg, »jeg vover Messingjens.« - »Naa naa!« 286 søh A, »A wower Messingjens.« - »Naa naa!« søh han, »det faaer Jens og Du enes om.« »Vi æ jenss aallereh,« suert A; aa saa wa den Snak faabi.

Mi Kammeraater i Plotongen soe po den hæ bette Draguen mæ de megtige Skjæg, aa grint let a ham; men ejsen spraakked di et te ham, faa di trowed, te han wa syg.

No! de er ett wahr, aa gjø vidt aa bredt a de hæhr Værkerie. Vi kam godt hjem, aa vi lo lyws ætte wos po Præjkstuelen, aa vi holt Bryllup de snaarest vi kunn, aa - men de æ sann: A haad snaar glemt aa faatæl, hudden de sihn gik mæ Messingjens. Da vi kam te Haassens, saa had han aasse udtjent, aa bløw saalt mæ nowr anner Udsættere. A kjøwt ham, aallywl han kaast wal møj. Men A saa te ham: »Messingjens!« saah A, »A vil ha Dæ, aa plej Dæ aa hehd Dæ po din gammel Daw, de haa Do faaskylt.« - »Hohoho!« søh han; de howed han. A bedrow ham heller ett: A had ham po sywend Oer, aa han had bejr Daw end A haad sjel, faa han bestelt slet ett Ant, end A rej po ham engaang imell te Kjøvstajen, aa i Sæhti somda. - Men vi ka ett løww te evig Ti - Jens maat aasse astej. - A haad engaang wo hjemmenfræ en fi Daw, aa da A kam i Goeren, wa der ikk et løwend Minnisk aa sie hwerken op elle nier, undtawn mi gammel Mowr, dæ stod aa ragt i Grødden po Skaastienen. »Gus Frej!« søh A, »hudden æret fat? hwor ær aall di Anner?« »Di ær uhd i Towten ve Messingjens« søh hun, »faa han ve te aa støwt.« A gik derud. Di stued om ham baade Helle, aa behgi wo Bønh, aa Kaalen aa Pigen, aa Jens loe imell dem po hans Sih. »De æ nok skit mæ Dæ« søh A. Han letted hans Howd, aa soe saa naalle te mæ, aa sokked, aa loe Howdet nier igjen, strækked hans Bien aa døh. -»Helle!« søh A, »han skul indda begrawes let heddele; A vil ikke træk Kjowlen aa ham faar aalle de; aa han ska jores i Kalgoren, faar A vil hwerken ha Swyen eller Hunn te aa snahg i ham.« - Saa kam han da aasse te aa legg unne den stuer Avvil, som mi Faaer had stammed. - Hwægaang A sie Træet, tinker A po Messingjens.«*

*
287

sagde han, »det faar Jens og du enes om.« »Vi er enige allerede,« svarede jeg; og saa var den Snak forbi.

Mine Kammerater i Pelotonen saa paa den her bitte Dragon med det mægtige Skæg og grinte lidt ad ham; men ellers talte de ikke til ham, for de troede, at han var syg.

Naa, det er ikke værd at gøre vidt og bredt af de her Sager. Vi kom godt hjem, og vi lod lyse efter os paa Prædikestolen, og vi holdt Bryllup det snareste vi kunde, og - men det er sandt: jeg havde snart glemt at fortælle, hvordan det siden gik med Messingjens. Da vi kom til Horsens, saa havde han ogsaa udtjent og blev solgt med nogle andre Udsættere. Jeg købte ham, alligevel han kostede vel meget. Men jeg sagde til ham: »Messingjens!« sagde jeg, »jeg vil have dig og pleje dig og hæde dig paa dine gamle Dage, det har du forskyldt.« - »Hohoho!« sagde han; det huede ham. Jeg bedrog ham heller ikke: jeg havde ham paa syvende Aar, og han havde bedre Dage, end jeg havde selv, for han bestilte slet ikke andet, end jeg red paa ham engang imellem til Købstaden, og i Saatid og Høsten kunde han tage et Bed nu og da. - Men vi kan ikke leve til evig Tid - Jens maatte ogsaa af Sted. - Jeg havde engang været hjemmefra en fire Dage, og da jeg kom i Gaarden, var der ikke et levende Menneske at se hverken oppe eller nede, undtagen min gamle Moder, der stod og ragede i Grøden paa Skorstenen. »Guds Fred!« sagde jeg, »hvordan er det fat? hvor er alle de andre?« »De er ude i Toften ved Messingjens,« sagde hun, »for han vil til at styrte.« Jeg gik derud De stod om ham, baade Helle og begge vore Børn og Karlen og Pigen, og Jens laa imellem dem paa sin Side. »Det er nok skidt med dig,« sagde jeg. Han lettede sit Hoved og saa saa naadelig til mig og sukkede og lagde Hovedet ned igen, strakte sine Ben og døde. - »Helle!« sagde jeg, »han skulde endda begraves lidt hæderligt; jeg vil ikke trække Kjolen af ham for aldrig det; og han skal jordes i Kaalgaarden, for jeg vil hverken have Svin eller Hunde til at snage i ham.« - Saa kom han da ogsaa til at ligge under den store Abild, som min Fader havde stammet. - Hvergang jeg ser Træet, tænker jeg paa Messingjens.«

288

»De war en knøw Histaarri den« saah Mads Uhr, »aallywl den war om en Hæjst. Men no skal A faatæll Jer jent om en Staahkelsmand, aa hudden A kam ve ed mæ ham.«

»Hwissommensti - saah han no Mads Uhr - te I haa wor i Herning, ælle dæhromkring, saa veed I aasse te der ær en grumme stuer Mues dæ synnen for. Den samm Mues æ slet ett saa møj gjæw aa go øwwer faa Hwem der ett æ wal kint.

De wa de Sommer A tint ved Kræns, saa kam der en Kow isyk deruhd, aa de war aa dem A sku pas poe. A tow hin ve e Hwonn, aa A tow hin ve e Haahl; men hun vill slet ett sjæl hjælp te; aa nær Jen ve hjælp Jen, aajen ett ve gjør en bette Koen, hwa ska saa Jen blyw te? Som A stor aa bødler mæ den hæ speddels Kow, saa komme dær en Staahkelsmand derøwwer fræ Rind, - aa dem di kalle Rakkere. - »A for aa hjælp Dæ« saah han, »ta Do no ve e Hwonn, saa vel A læth ve e Haahl.« De batted, faa han prak hin aasse unner hin Haahl mæ hans Pigkjæp, aa saa fek hun isin aa vil sjæl krat ve. »Hwa gie Do mæ no faa de?« saah han. »A haar ett Nød aa gi Jer« saah A, »ant end Tak.« - »Dem vel A ett ha« swaahrt han; »men hwissommensti te A engaang sku kom isøk enten po den jenn Maahd eller po den aahn Maahd, ve Do saa læ mæ en Haaen, om Do æ tereh?« - »Da vel A aasse de« swaahrt A. »Godt nok!« saah han, aa saa stumred han aa op ad e Bøj te, aa saa wa de ett mier.

Hwitti war ed no, A kam te aa tien i Suuhns Præjstgoer? - De ka aasse væh de samm. A ku goe mæ e Hjølli, men hwo gammel A war, de ka A ett howw, for A vehd ett saa nøww, hwo gammel A æ no. E Præjst war ælles en grumme gue Mand, men Gud bewaahrs faa Kuen, han had! Hun wa saa uen ve ham, som nown Kuen ka væhr, aa han had ett Hunds Ret ve hin. A haa redded ham tow Gaanng aa hinne Kløer - faa han war en bette faapint Sperris, aa hun wa stuer aa stærk, men A war indda stærker, aa ku majt hin. - Hun had faat isinn aa vil gjø Nød ve ham, A passer ett wal om aa sæjj, aa rennt ætte ham runnen om æ Goer mæ en Knyw i hinne Haaen, aa rovt, te hun sku gjø de hæhr ve ham. De kun A ett lih, aa saa tow A e Knyw fræ hin, aa trudd hin te aa væ skekkele - men de wa ejs ett de A vil sej. - Saa war 289 »Det var en knøv Historie den,« sagde Mads Ure, »alligevel den kun var om en Hest. Men nu skal jeg fortælle jer en om en Stakkelsmand, og hvordan jeg kom ved det med ham.«

»Hvis,« - sagde han nu, Mads Ure, - »at I har været i Herning eller deromkring, saa ved I ogsaa, at der er en grumme stor Mose der Sønden for. Den samme Mose er slet ikke saa meget gæv at gaa over for hvem der ikke er vel kendt.

Det var den Sommer jeg tjente hos Kristens, saa kom der en Ko i Synk derude, og det var af dem, jeg skulde passe paa. Jeg tog hende ved Hornene, og jeg tog hende ved Halen; men hun vilde slet ikke selv hjælpe til; og naar en vil hjælpe en, og en ikke vil gøre en Smule, hvad skal saa en blive til? Som jeg staar og bødler med den her speddels Ko, saa kommer der en Stakkelsmand derovre fra Rind - af dem, de kalder Rakkere. - »Jeg faar at hjælpe dig,« sagde han, »tag du nu ved Hornene, saa vil jeg lette ved Halen.« Det battede, for han prikkede hende ogsaa under hendes Hale med sin Pigkæp, og saa fik hun i Sinde at ville selv kratte ved. »Hvad giver du mig nu for det?« sagde han. - »Jeg har ikke noget at give jer,« sagde jeg, »andet end Tak.« -»Dem vil jeg ikke have,« svarede han; »men hvis at jeg engang skulde komme i Synk enten paa den ene Maade eller paa den anden Maade, vil du saa laane mig en Haand, om du er tilrede?« - »Da vil jeg ogsaa det,« svarede jeg. »Godt nok!« sagde han, og saa stavrede han op ad Byen til, og saa var det ikke mere.

Hvilken Tid var det nu, jeg kom til at tjene i Sunds Præstegaard? - Det kan ogsaa være det samme. Jeg kunde gaa med en Høle, men hvor gammel jeg var, det kan jeg ikke huske, for jeg ved ikke saa nøje, hvor gammel jeg er nu. Præsten var ellers en grumme god Mand, men Gud bevares for Kone, han havde! Hun var saa ond ved ham, som nogen Kone kan være, og han havde ikke Hunds Ret ved hende. Jeg har reddet ham to Gange af hendes Kløer - for han var en lille forpint Spirrevip, og hun var stor og stærk, men jeg var endda stærkere og kunde magte hende. - Hun havde faaet i Sinde at ville gøre noget ved ham, jeg passer ikke vel om at sige, og rendte efter ham rundt om Gaarden med en Kniv i sin Haand og raabte, at hun skulde gøre det her ved ham. Det kunde jeg ikke lide, og saa tog jeg Kniven fra hende og truede hende til at være skikkelig - men det var ellers ikke det, jeg vilde sige. - Saa var jeg engang, medens jeg tjente 290 A engaang, mens A tint dæhr, uhd ad e Kjaer aa sie atter e Hoe.* Aa saa komme de hæ Kompen - den samm Staahkelsmand staggrend hen ad e Wajjs imued mæ, aa han had tow Kwinner ifølle mæj, aa di had hwæhr aa dem en Ueg o e Røgh, aa et Baan i hwæ Ueg. »Godaw skal I ha!« saah A. »De ska Do sjæl ha« saah han. »Hudden haae di Kow ed? Haa Do ett læd hin go idøj sihn?« - »Aaaaenej!« saah A, »aa I skal indda ha Tak jengaang inoh.« - »Tiene Do i den hæ Kon Præjstgoer?« saah han. - »De gjør A« saah A. - »Hø! vedd Do hwa« saah han, »ku Do ett sie aa hæhl mæ di hæ tow Diller mæ dje Grumslinger en Daw øwr; for imuen ska dæ væ Jawt ætte wo Folk, aa A vil ett gjahn ha dihæhr i Viborrehuus; A ska nok hyt mæ sjæl.« - »A ve sie hwa A ka gye« swaahrt A; »læ dem komm hæ søhn let ætte Sengeti te de væjster Huus dæhr, saa skal A fo en Stej tereh, aa hjælp dem op o e Hjøstaang - men haar I sjæl no Ehdels aa no Drikkels?« - »De haar ingen Nøe mæ de« saa han, »aa no ve vi gi Dæ Faawal te æ Suel æ wal nier.« - Saa sluntred di aa hen o æ Wajjs te en Jenstægoer, aa om Awtenen kam di rehle nok, aa A hæll di hæ Kwinner aa di hæ Bøhn te den aahn Awten, aa saa lested di aa igjen. - Far A skeltes ve dem, saae æ Kompen: »A vil ælles gjahn faaskyll Dæ de hær Støk - æ dær ett Nød Do haa mød Løst te?« - »Jah!« saa A »hwa sku de væhr? hm! - de jennest wa Muotens An-Kjestien dær i den Goer, hwor I gik te iahs. Men hinne Foræller vil ett la mæ fo hin, faa di sæjer: A haa faa let, aa de haar A aasse.« - »Hm! Falle!« sæje han, »Do sir ued te aa ha et Pa gue stærk Arrm; de ær en gue Arrepaaet, aa hun haa Skjellinger - om et Par anne Daw ka Do jow faasøgh hudden den Gammel ka væ tesinds. A ska spon te, de bæjst A ha laer.« - De lotted A ætter; faa Skam slaa dem di hæ Rakkere! di ær ett saa mød taavvele. Di ka baadde spoe aa vis igjen, aa di ka gjø baadde Unt aa Godt lissom de ka fall.

A spekkeliered o de hæhr en Pa Daww, aa nød aa e Nætter mej, aa saa den treddi Daw, dasked a hen te Muotens. An-Kjestien stod aalljen udden for æ Puet, aa vænt æ Røg te, faa hun wa ve aa glodder en Væg: saa A kam bag po hin, innen hun vedst aa et. »Jøsses! er de Dæ?« rovt hun, »hwo haa Do woer i all di manne Daww?« - »A ha wo hjemm, aa ad æ Mark, aa i æ Hie, lissom de ku byh sæ. Aa no kommer A, aa vil sie te Dæ.« - »A er ett waer aa sie epo« swaahrt hun, aa jow * 291 der, ude ad Kæret at se efter Hoet. Og saa kommer den her Kumpan - den samme Stakkelsmand - stagrende hen ad Vasen imod mig, og han havde to Kvinder i Følge med, og de havde hver af dem en Vugge paa Ryggen og et Barn i hver Vugge. »Goddag skal I have!« sagde jeg. - »Det skal du selv have,« sagde han. »Hvordan har din Ko det? Har du ikke ladet hende gaa i Dy siden?« - »Aa nej!« sagde jeg, »og I skal endda have Tak engang endnu.« - »Tjener du i den her Smule Præstegaard?« sagde han. - »Det gør jeg,« sagde jeg. - »Hør! ved du hvad,« sagde han, »kunde du ikke se at hæle mig de her to Diller med deres Grumslinger en Dag over; for i Morgen skal der være Jagt efter vore Folk, og jeg vil ikke gerne have de her i Viborghus; jeg skal nok hytte mig selv.« - »Jeg vil se, hvad jeg kan gøre,« svarede jeg; »lad dem komme her saadan lidt efter Sengetid til det vestre Hus der, saa skal jeg faa en Stige tilrede og hjælpe dem op paa Høstænget - men har I selv nogen Ædelse og nogen Drikkelse?« - »Det har ingen Nød med det,« sagde han, »og nu vil vi give dig Farvel, til Solen er vel nede.« - Saa slentrede de hen paa Vasen til en Enstedgaard, og om Aftenen kom de redelig nok, og jeg hælede de her to Kvinder og de her Børn til den anden Aften, og saa listede de af igen. - Før jeg skiltes ved dem, sagde Kumpanen: »Jeg vil ellers gerne forskylde dig det her Stykke - er der ikke noget, du har megen Lyst til?« - »Ja,« sagde jeg, »hvad skulde det være? hm! - det eneste var Mortens Ane Kirstine der i den Gaard, hvor I gik til i Aftes. Men hendes Forældre vil ikke lade mig faa hende, for de siger: jeg har for lidt, og det har jeg ogsaa.« - »Hm! Farlil!« siger han, »du ser ud til at have et Par gode stærke Arme; det er en god Arvepart, og hun har Skillinger - om et Par andre Dage kan du jo forsøge, hvordan den gamle kan være til Sinds. Jeg skal spaane til, det bedste jeg har lært.« - Det lyttede jeg efter; for Skam slaa dem, de her Rakkere! de er ikke saa meget taabelige. De kan baade spaa og vise igen, og de kan gøre baade ondt og godt, ligesom det kan falde.

Jeg spekulerede paa det her et Par Dage og noget af Nætterne med, og saa den tredie Dag daskede jeg hen til Mortens. Ane Kirstine stod alene udenfor Porten og vendte Ryggen til, for hun var ved at glodre en Væg, saa jeg kom bag paa hende, inden hun vidste af det. »Jøsses! er det dig?« raabte hun, »hvor har du været i alle de mange Dage?« -»Jeg har været hjemme og ad Marken og i Heden, ligesom det kunde byde sig. Og nu kommer jeg og vil se til dig.« - »Jeg er ikke værd at se 292 hin ploddered Hinner nier i æ Doll, for a skyl æ Læhvi a dem. »A æ lih glaae« saa A, »entin Do æ guul elle groe, faa Do æ mæ den bæjst Ven i denne Wahren; men A ska wal aalle blyw værdig te aa ta Dæ ifawn i Tugt og Æhr.« - »De war ett got anned« saa hun, »men kahænsæ te vi for aa bih let.« - »A ka ett bih sue lænng« saa A, »faa mi Muer vil ha Ophold, aa enten skal A te æ Goer, eller aa en Søster; søhn æ de, aa de ka et blyww annelun.« - Saa begynt hun aa snøwws, aa tart hinne Øwn, aa sokked; men saah ett Nød. A had unt aa ed faa hin; men hwa Roe sku Jen het epo? - No! dæ kam indda Jen dæ ku kin wos Roe, aa de wa sgi de hæ samm Staahkelsmand. Han komme mæ den jenn aa hans Konner, aa had hans Glarkihst o æ Nakh, aa vil ind i æ Goer. Saa vænnt han sæ om imued wos, aa saah: »Si, si! hwa stor I hæhr aa besteller? Føl mæ mæ ind, bette Pihg! saa vil A si, om A ka laww et faa Jer; men blyw Do heruddenfaar saalænng, bette Kaal! saa vel A prøw hudden de ka goe.« - Di gik, aa A sat mæ po en Stien, dæ loe dær, aa lo mi Hænner sammen - A war et sue glaae. - A vedd ett hwo lænng A sad dær, faar A wa fallen isøwn; men saa wowned A ve de, te dæ wa Jen dæ kyst mæ, aa de war ingen Anner end An-Kjestien. »Sedde Do hæhr aa sower« saa hun, »følle ind mæj, no ær ed som de ska væhr. Æ Rakker haa taal got faa wos ve wo Muer, aa da ett Annet ku omvenn hinne, saa saae han: »»Dæ sedder en suot Kok o æ Raahn - I ku gjahn fo en røe jen te aa gaahl øwer Jer, hwes I ett gjø som A no sæjer.«« Dærøwr bløw hun en bette kon baanng, aa saah: »»De for aa væhr; men A seje Dæ, An-Kjestien! A vel beholl den suothjælmed Kow te mi Mjælken, aa A ve ha aal de Ophold A ka tekomm.«« »De ær ett mier en rimmele« saah A, »aa saa haah vi wal ett mier aa trækkes om. No ka Do læ lywws, nær Do tøkkes.« - »Hø! ved Do Hwa, An-Kjestien! sær A: »den hæ Stoeder han komme te aa ha en Kjennels, aa den vel A gi ham mæ en gue Villi; aa ka vi fo fat o ham, næ vi ska ha Gill, saa ska han aasse ha en Gryd Supp, aa en Høhn te sæ sjæl aa di hæ Kwinner aa di hæ Bøen.« - »De æ ret nok« saa hun; »aa A skal indda aasse gi dem en Træwl elle let mier a mi halgammel Klæjemon.«

Noddeda: Mi Guemuer gjor et villele Gill, aa dæ wa fult op i aalle Maahder. E Staahkelsmand wa der aasse, mæ hiele hans laanng Haahl; 293 paa,« svarede hun og jog sine pludrede Hænder ned i Dullen for at skylle Lervællingen af dem. »Jeg er lige glad,« sagde jeg, »enten du er gul eller graa, for du er mig den bedste Ven i denne Verden; men jeg skal vel aldrig blive værdig til at tage dig i Favn i Tugt og Ære.« -»Det var ikke godt andet,« sagde hun, »men kan hænde sig, at vi faar at bie lidt.« - »Jeg kan ikke bie svart længe,« sagde jeg, »for min Moder vil have Ophold, og enten skal jeg til Gaarden eller og en Søster; saadan er det, og det kan ikke blive anderledes.« - Saa begyndte hun at snøvse og tørrede sine Øjne og sukkede, men sagde ikke noget. Jeg havde ondt af det for hende, men hvad Raad skulde en hitte paa? - Naa, der kom endda en, der kunde kende os Raad, og det var sgi den her samme Stakkelsmand. Han kommer med den ene af sine Koner og havde sin Glaskiste paa Nakken og vilde ind i Gaarden. Saa vendte han sig om imod os og sagde: »Se se! hvad staar I her og bestiller? Følg med mig ind, lille Pige! saa vil jeg se, om jeg kan lave det for jer; men bliv du her udenfor saalænge, bitte Karl! saa vil jeg prøve, hvordan det kan gaa.« - De gik, og jeg satte mig paa en Sten, der laa der, og lagde mine Hænder sammen - jeg var ikke svart glad. Jeg ved ikke, hvorlænge jeg sad der, for jeg var falden i Søvn; men saa vaagnede jeg ved det, at der var en, der kyssede mig, og det var ingen anden end Ane Kirstine. »Sidder du her og sover?« sagde hun, »følg ind med, nu er det, som det skal være. Rakkeren har talt godt for os ved vor Mo'-er, og da intet andet kunde omvende hende, saa sagde han: »Der sidder en sort Kok paa Ranen - I kunde gerne faa en rød en til at gale over jer, hvis I ikke gør, som jeg nu siger.« Derover blev hun en bitte Smule bange og sagde: »Det faar at være; men jeg siger dig, Ane Kirstine! jeg vil beholde den sorthjelmede Ko til min Mælkeforsyning, og jeg vil have al den Ophold, jeg kan tilkomme.« »Det er ikke mere end rimeligt,« sagde jeg, »og saa har vi vel ikke mere at trækkes om. Nu kan du lade lyse, naar du tykkes.« - »Hør! ved du hvad, Ane Kirstine!« siger jeg: »den her Stodder, han kommer til at have en Kendelse, og den vil jeg give ham med en god Vilje; og kan vi faa fat paa ham, naar vi skal have Gilde, saa skal han ogsaa have en Gryde Suppe og en Høne til sig selv og de her Kvinder og de her Børn.« - »Det er ret nok,« sagde hun; »og jeg skal endda ogsaa give dem en Trævl eller lidt mere af mine halvgamle Klæder.«

Nu da: min Godemoder gjorde et prægtigt Gilde, og der var fuldt op i alle Maader. Stakkelsmanden var der ogsaa med hele sin lange 294 men di fek da dje Løwmaahd faa dem sjæl, I ka nok veed, ve de di war aa Rakkerslawet. Ham ga A en Ullenskjøt, aa An-Kjestien ga e Kwinner hwær en Luh aa et Kaasklæ, aa et Støk Væjmel te en Pigh te hwær aa e Unger, aa di wa faahle got faanøwed.

Mæ aa An-Kjestien vi had løwd en fir Oer got sammen, som vi gjør enno, aa i aal den Tid had vi ett sit nød te den hæ Staahkelsmand; aalywl vi had snakked om ham baade degaang aa degaang. Somti tinnt vi te han wa bløwen øh, aa somti te di had sat ham ind i æ Viborrehuus. Noddeda: saa war ed, da vi sku ha wor annen Dreng i Kjerk - ham Saahren - A gik te æ Præjst faar aa fo de hær Værkerie gjor istand. Som A kommer o æ Wajjs lihg po de sjæl samm Stej, hwor A soe den Staahkelskompen føhst Gaang, saa sier A Jen, dæ legge ve den jen Sih aa æ Wajjs po hans Røgh i æ Lyng aa mæ hans Bien i æ Grobb. De wa sgi ham, A ku nok kinn ham. »Hwofaa legge Do hæhr? aalljenn?« saa A »skaae Do nød?« - »A trowr A vel te aa døe« saa han; men han hwæhst et ud, A ku knap faastoe ham. »Hwoer æ di hæ Kwinnfolk« saa A »Do plejer aa ha mæ Dæ? Haa di faalat Dæ, aa læt Dæ legg hæhr o æ Wajjs?« - Han vrikked mæ hans Howd, aa hwesked: »en To Wand!« - »De skal A gi Dæ« saa A, aa saa tow A nød aa de Rejnwand, dæ stod i æ Grobb, de tow A i mi Hatskyhgi, aa holt te æ Mund a ham. Men de war ingen Nøth te, faa han ku ett drekk længer, men han ga et Spjat mæ æ Bien, aa gawt, aa saa war æ Aan aah ham. - A had indda unt aa ed faa ham, aa da A kam te æ Præjst, ba A ham, te de hæ sølle Spøgels maat blyw kaast nier i æ Kjerrgoer. De ga han mæ Low te, aa saa hinnt A ham o mi ejen Wown, aa slow nø Fiel sammel om ham aa kyl ham nier i de nordvest Hjøn aa æ Kjerrgoer, aa dæh legger han.«

»Det wa no de« saah han Kræn Kapballe, »men huefor sedde Do saa stell Mari Kiølvroe! Ka Do hwerken faatæll ælle synng wos Nød?« -»De war ett omowle« suert hun, aa drow et Sok, aa saang saa vemoddele, te Jen sku haatte trow, te de wa hintes hin sjæl: 295 Hale; men de fik da deres Levemaade for sig selv, kan I nok vide, ved det de var af Rakkerslagsen. Ham gav jeg et Uldenskørt, og Ane Kirstine gav Kvinderne hver en Lue og et Korsklæde og et Stykke Vadmel til en Sløjkjole til hver af Ungerne, og de var farlig godt fornøjede.

Mig og Ane Kirstine vi havde levet en fire Aar godt sammen, som vi gør endnu, og i al den Tid havde vi ikke set noget til den her Stakkelsmand, alligevel vi havde snakket om ham baade dengang og dengang. Sommetider tænkte vi, at han var bleven øde, og sommetider, at de havde sat ham ind i Viborghuset. Nuda: saa var det, da vi skulde have vor anden Dreng i Kirke - ham Søren - jeg gik til Præsten for at faa den her Sag gjort i Stand Som jeg kommer paa Vasen lige paa det selvsamme Sted, hvor jeg saa den Stakkelskumpan første Gang, saa ser jeg en, der ligger ved den ene Side af Vasen paa sin Ryg i Lyngen og med sine Ben i Groben. Det var sgi ham, jeg kunde nok kende ham. »Hvorfor ligger du her alene?« sagde jeg, »skader du noget?« - »Jeg tror, jeg vil til at dø,« sagde han; men han hvæste det ud, jeg kunde knap forstaa ham. »Hvor ei de her Kvindfolk,« sagde jeg, »du plejer at have med dig? Har de forladt dig og ladet dig ligge her paa Vasen?« - Han vrikkede med Hovedet og hviskede: »en Taar Vand!« - »Det skal jeg give dig,« sagde jeg, og saa tog jeg noget af det Regnvand, der stod i Groben, det tog jeg i min Hatteskygge og holdt til Munden af ham. Men det var ingen Nytte til, for han kunde ikke drikke længer, men han gav et Spjæt med Benene og gabte, og saa var Aanden af ham. - Jeg havde endda ondt af det for ham, og da jeg kom til Præsten, bad jeg ham, at det her sølle Spøgelse maatte blive kastet ned i Kirkegaarden. Det gav han mig Lov til, og saa hentede jeg ham paa min egen Vogn og slog nogle Fjæle sammen om ham og kylede ham ned i det nordvestre Hjørne af Kirkegaarden, og der ligger han«.

»Det var nu det,« sagde han Kristen Katballe, »men hvorfor sidder du saa stille, Marie Kølvraa? Kan du hverken fortælle eller synge os noget?« - »Det var ikke umuligt,« svarede hun og drog et Suk og sang saa vemodeligt, at en skulde hartad tro, at det var hændt hende selv:

296

»De wa ve Helmestier Marri hun skul astej;
Hun had hin Tøw i Haanen, vil te aa go hin Vei.
Hun had no tint en Sommer i Palli Krænsens Goer;
Hun kam dædid mæ Suolen, hun wa kun sejsten Oer.
Den Ti hun war et bette Baaen, hin Faaer aa Muer wa dø;
Aa da hun saa bløw støhr, saa maat hun tien faa hinne Brø.
Da hun gik fram ve Staallen, hwo Palli Krænsen stued,
Da wa Marri saa saarren, hun knap ku fløt en Fued.
De war ett fri dæ stod en Tohr i Pallis Yww.
Kahænsæ han had hæje sit, te hun ku ve dem blyww.
Hun maat ett faa hans Mower, faa hun war et fatte Baaen;
Ejs vil di hat hweranner, men de skul no ett væ saaen.
»Faawal no Palli!« søh hun, da hun gik ham faabi.
Han tahrt hans Øwn, aa vænt sæ, aa søh: »Faawal Marri!«
Marri hun wa saa saarreful, hun tøt hwo hun gik fram,
Te aal den Diel hun møt de søh te hinne lissom han.
Aa hwær et Dywr, aa hwær en Fowl, hwæ Træe hun kam faabi,
De søh te hinne lissedan: »Faawal, Faawal Marri!«
De lakked ued ad Awten, aa Kaakken po hans Raahn
Hun tøt, te nær han gaall han søh: »Faawal dit sølle Baaen!«
Hun tøt, te baade Bæsteren aa Kowen mæ hin Kalh
Di soe saa naahle te hin, aa søh: »Marri Faawal!«
Aa Hunnen i den Goer han fulle hin et Støk po Vej;
Aa da han vænnt, han lued indda han vil wott længer mæj.
Marri hun græed saa moddele. »Gid A ku sæj no snaar,
Faawal te hiele Wahren: saa war A wal faawaaer.
I Wahren ær A jenner, A haar slet ingen Ven.
Gid A mæ mi Faaræller no ku samles raae igjen!«
Aa fahr et Fjarringoer war omm, da wa hun stinh aa kaalh,
Fa Suolen kam igjen, da loe Marri i suoten Maalh.«

297

»Det var ved Helmissetider Marie hun skulde af Sted;
hun havde sit Tøj i Haanden, vilde til at gaa sin Vej.
Hun havde nu tjent en Sommer i Palle Kristensens Gaard;
hun kom derdid med Svalen, hun var kun seksten Aar.
Den Tid hun var et bitte Barn, hendes Fader og Moder var død,
og da hun saa blev større, saa maatte hun tjene for sit Brød.
Da hun gik frem ved Stalden, hvor Palle Kristensen stod,
da var Marie saa sorrigfuld, at hun knap kunde flytte en Fod.
Det var ikke frit der stod en Taare i Palles Øje.
Kan hænde sig, han havde heller set, at hun kunde ved dem blive.
Hun maatte ikke for hans Moder, for hun var et fattigt Barn,
ellers vilde de haft hverandre, men det skulde nu ikke være saadan.
»Farvel nu, Palle!« sagde hun, da hun gik ham forbi.
Han tørred sine Øjne og vendte sig og sagde: »Farvel, Marie.«
Marie hun var saa sorrigfuld, hun tyktes, hvor hun gik frem,
at al den Del, hun mødte, det sagde til hende ligesom han.
Og hvert et Dyr og hver en Fugl, hvert Træ, hun kom forbi,
de sagde til hende lige saadan: »Farvel, farvel, Marie!«
Det lakked ud ad Aften, og Kokken paa sin Rane,
hun tykte, at naar han galede, han sagde: »Farvel, dit sølle Barn!«
Hun tykte, at baade Bæsterne og Koen med sin Kalv
de saa saa naadelig til hende og sagde: »Marie, farvel!«
Og Hunden i den Gaard han fulgte hende et Stykke paa Vej;
og da han vendte, han lod endda, han vilde været længere med.
Marie hun græd saa modelig: »Gid jeg kunde sige nu snart
Farvel til hele Verden, saa var jeg vel forvaret.
I Verden er jeg ene jeg har slet ingen Ven.
Gid jeg med mine Forældre nu kunde samles snart igen!«
Og før et Fjerdingaar var omme, da var hun stind og kold;
før Svalen kom igen, da laa Marie i sorten Muld.«