Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Hosekræmmeren (DK)

↩ »Det skal vel være paa Handelens Vegne?« tog Verten nu Ordet. »Som det vil byde sig;« svarte hans Gjæst: »Een faaer at prøve, hvad der kan være at tjene i Sønden. Min Begjæring er ellers, at I ikke vilde jage for stærkt med at gifte Cecil hen, inden jeg kommer tilbage, og vi faae at see, hvordan min Lykke skal blive.« Cecil rødmede; men vedblev at stirre paa sit Arbejde. Moderen standsede Rokkehjulet med den ene Haand, lagde den anden i Skjødet, og saae stivt hen paa den Talende; men Faderen sagde, idet han vendte sig om til mig: »Mens Græsset groer, døer Horsemoer! Hvor kan Du forlange, at Cecil skal bie efter Dig? Du kan blive længe borte - kan hænde sig, Du kommer aldrig meer.« »Saa er det eders Skyld, Michel Krænsen!« faldt Esben ind: »Men det siger jeg Eder: dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor Synd baade mod hende og mig.« Dermed rejste han sig, rakte begge de Gamle Haanden, og sagde dem et but Farvel. Til sin Kjereste sagde han, men i en lidt svagere og blødere Tone: »Farvel Cecil! og Tak for alt Godt! tænk paa mig til det Bedste, om Du ellers maae - Gud være med Dig! - og med Eder Allesammen! Farvel!« - Han vendte sig mod Døren, gjemte Pibe, Pung og Fyrtøj, hver Deel i sin behørige Lomme, tog Kjeppen, og vandrede bort, uden endog en eneste Gang at see sig tilbage. - Den gamle Mand smiilte, som før; hans Kone udstødte et »Aa ja!« og satte Rokken atter igang; men Taare trillede paa Taare ned over Cecilias Kinder.