↩ Gud give, jeg aldrig havde opnaaet den bedrøvelige Post, jeg Daare saa ivrigt eftertragtede! Det er en tung Bestilling den, at være Dommer - gid jeg kunde bytte med en af Stokkemændene! - Da denne Ordets Tjener fremstilledes for mig paa Thinget, lænket fra Haand til Fod: da tænkte jeg paa vor Herre, som han stædes for Pilati Domstoel. Og bares det mig livagtigen for, som min Kjereste - Gud bedre det! hun ligger syg i Grennaae - som hvidskede hun til mig: »befatte Dig Intet med denne Retfærdige!« Ja, Gud give, han var det! men jeg øjner endnu ikke den fjerneste Mulighed De trende første Vidner bekræftede med oprakte Fingre deres ganske Udsagn i Forhøret, og det Ord for andet; der blev Intet taget fra, og Intet lagt til. Og fremstode ydermere trende nye Vidner, Præstens tvende Karle og Udpigen. De to første havde hiin Dag, da Mordet skedte, siddet i Borgerstuen, og, da Vinduet stod aabent, havde de tydeligen hørt Præsten og den Myrdede hæftigen skjændes, og at den Første havde sagt - ligesom Hyrdeenken og hendes Datter omvandt - »jeg skal slaae din Hund! Du skal ligge død for mine Fødder.« Tilmed havde de to Gange hørt Præsten true og undsige Niels Bruus. De vandt endvidere: at Præsten, naar han blev vred, ikke sparede at slaae til med det første det bedste, der kom ham i Hænderne; og at han saaledes engang havde slaget sin forrige Dreng med en Tøjrekølle. Udpigen forklarede: at hun, den samme Nat, som Jens Larsen saae Præsten i Haugen, havde ligget vaagen, og kunde ikke sove; og havde hun hørt Døren fra Gangen ud til Haugen knærke, og da hun rejste sig, og keeg ud, saae hun Præsten i Sloprok og Nathue gaae ud i Haugen. Hvad han bestilte der, saae hun ikke; men en Timestid efter omtrent, hørte hun atter Lyden af Haugedøren.