↩
»Tandem!«* sukkede jeg, og lagde mig i Lave;
men det var forbi med min Søvn; jeg var nu engang bleven alt for
aarvaagen. Vel en halv Time laa jeg og ventede forgjæves; da lød et
langt og dybt Suk fra den anden Seng. Jeg keeg derover; og da Maanen
nu var kommen saa højt op paa Himmelen, at den temmelig oplyste
Værelset, saae jeg min Gjenboe halv oprejst i Sengen, med den ene
Haand holdende i Sengebaandet, og med Hovedet hvilende paa den
Anden. »Er De ikke vel?« spurgte jeg. »Aajo!« svarte han atter
sukkende, »det er blot gamle Reminiscentser.« Efter et Ophold sagde
han paa Latin - hvilket Sprog han talte fuldt saa færdig og gjerne
som Dansk - »Kjere Ven! De veed nok, jeg er Enkemand og Barnløs; men
har De hørt, hvorledes jeg blev det?« - »Nej.« - »Vil De høre det?« - »Ja! - naar« lagde jeg til, »det kun
ikke er at oprive Deres Hjertesaar?« »Ak!« sagde han, »mine
Hjertesaar lukke sig alligevel ikke her i Verden - de kunne ikke, og
skulle ikke - de ere for mig Guds aabne Breve paa en glædelig
Gjenforening med dem, efter hvem jeg sukker. - Da jeg havde taget
store Philologicum, gjorde jeg en Rejse til de nordtydske
Universiteter. I Kiel saae jeg min salige Kone. Vi kom til at elske
hverandre; og da jeg Aaret derefter havde faaet mit nærværende
Embede, rejste jeg derud, og holdt Bryllup.« Her taug han, trykkede
sine Øjne med Lagenet, og vedblev: »Fem Aar levede vi tilsammen -
min Ven! der var ikke eet ondt Ord imellem os i disse fem Aar -
husker De det sidste Capitel af Salomons Ordsprog? der har De hendes
Beskrivelse. Ja! hun gjorde mig godt og intet
ondt alle hendes Livs Dage.« Her sank han tilbage paa Puden
og græd, men ikke længe; atter hævede han sig og sagde: »min
Svigerfader var Kjøbmand - en inderlig god Mand; han var skrøbelig
af Helbred, brystsvag. Efter de fem lyksalige Aars Forløb kom der
Brev fra hans Kone: at hans Dage vare talte; at han endnu kun havde
det Ønske, før sin Død at see sin eneste Datter - de havde en Søn
til, men som døde kort før Faderen - Hun vilde afsted - hun borde
vel og; men det var mig ikke muligt at ledsage hende længere end til
Colding. Der skiltes vi. Der saae jeg hende sidste Gang; men ikke
hende allene. Vort eneste Barn, en velsignet Glut, fire Aar gammel,
havde vi *
166
taget med dertil; dog
uden at tænke paa, at hun skulde videre. Men da hun nu skulde tage
Afsked med Moderen, da blev der Klage og Jammersang, og den Ene
kunde ikke komme fra den Anden. Og Enden blev, at de To fulgtes ad;
og jeg rejste allene til mit Hjem. - Gode Mand! veed De, hvad det er
at vente? ellers veed De ikke, hvor langsommelig Tiden kan være.
Dagen efter min Hjemkomst løb jeg selv paa Posthuset; for jeg
beregnede, at hun kunde skrevet mig til fra Flensborg. Der var intet
Brev. Dog slog jeg mig til Ro; thi næste Postdag tvivlede jeg aldrig
om at erholde Eet. Det kom heller ikke. Jeg var fløjet derhen, men
jeg krøb tilbage. Nu begyndte Dagene at længes; Nætterne ligesaa.
Jeg vaklede mellem Haab og Frygt, mellem Troe og Tvivl; jeg antog og
forkastede een Mulighed efter den Anden. Følgende Postdag heller
intet. Nu bleve Minutterne til Timer, Timerne til Dage. Jeg havde
hverken Rist eller Ro. Jeg gik op og ned i mit øde Kammer. Jeg gik
fra Værelse til Værelse i hele Huset, som Een der leder, og ikke
veed hvorefter. Jeg saae paa Solen: den stod stille: jeg saae til
Klokken - havde det ikke været for Pendulens Slag, jeg vilde ogsaa
troet, at den var gaaet i Staae. Snart kastede jeg mig paa Lejet,
snart gik jeg med hurtige Skridt hid og did, som om jeg derved kunde
fremskynde den blytunge Tid. En Maaned havde slæbt sig afsted; det
forekom mig, at det var et Aar siden jeg skiltes fra Kone og Barn.
Jeg kunde ikke holde det længere ud Jeg rejste - Dag og Nat Jeg kom
til Colding; og vidste ikke hvordan jeg var kommen der. Jeg kom til
Haderslev. Gjæstgiveren, som kjendte mig fra mine forrige Reiser,
spurgte mig, om jeg nu vilde ud og hente min Kone og fortalte: at da
hun for en Maaned siden var der med hendes Datter, laa just et Skib
sejlfærdigt til Kiel; paa dette gik hun ombord, for at spare
Vognleje; og da Vinden var god, haabede hun at naae Rejsens Maal
saameget snarere. Ved denne Efterretning løb en kold Gysen over mit
Legeme; og jeg var neppe istand til at bestille Vognen. Jeg kom til
Kiel - ind i min Svigerfaders Huus - han laa Liig - hans Kone laa
for Døden, og Min - vidste Ingen af at sige.« Han taug, men et dybt
Suk sagde mig Resten. »Herre Gud!« sagde jeg; »Skibet maa være
forgaaet.« »Uden mindste Tvivl,« svarte han i rolig og hengiven
Tone; »Skipperen havde hjemme i Kiel; Verten i Haderslev havde
nævnet hans Navn, som jeg mindedes - jeg forhørte mig der - hans
Enke bar allerede Sorg for ham. En anden Skipper havde bragt den
Efterretning: at han i en Byge var kantret, og sunken med Mand og
Muus.« 167 Her lagde Oldingen
sig igjen tilbage, og foldede Hænderne over sit Bryst.