↩
»Den Flint der - ja nu bruger jeg den ikke stort mere - mine Øjne holde
ikke længere med - den har tilhørt Guillaume de Martonniere - de Martonniere! læg Mærke til det, min Søn! Jeg
byttede mig den til for en anden, der rigtignok var bedre; men ikke
faldt mig saa godt; og gav ham i Bytte dette Krudthorn, Du seer der,
indlagt med Sølv - jeg kjøbte det tilbage paa hans Auction - det er nu i
denne Tid nitten Aar siden Han kom fra min Svoger paa Hald og til mig.
Jeg har aldrig havt bedre Skytte eller bedre Menneske i mit Brød« - her
tørte han en Taare af Øjet, og sagde: »mine Øjne rinde slemt i disse
Dage - vi faae ondt Vejr - hent mig Blyvandet min Søn! inde paa
Kakkelovnen!« Jeg gjorde det, han badede Øjnene, og tog atter ved: »Du
husker jo da han i Them Kroe forbløffede denne Morder og Misdæder, og
tvang ham ved sin glubske Adfærd til Bekjendelse?« - Jeg nikkede - »Men
Du veed vist ikke, at dette Skarn var Kjereste med Mette - hende
Guillaume tog tilægte; og at han var Fader til det Barn hun fik?« -
»Nej!« raabte jeg forskrækket. - »Hm!« vedblev han, »var Du ikke paa
Gaarden den Dag, da hendes Svangerskab blev opdaget af min salig Kone,
og han var inde med mig i Cabinettet der ved Storstuedøren?« - »Jo« -
»Da var det, han gjorde Rede for sig, og gav mig god og klar Beskeed,
som jeg nu vil fortælle Dig. - Da der blev holdt Forhør over Morderen,
maatte Vilhelm flere Gange derud, for at confronteres med ham. I det
sidste, før Dommen skulde fældes, formanede Herredsfogden ham til at
bekjende, om, og hvad, han ellers kunde have paa Samvittigheden. Da
brast han første Gang i Graad, og kunde en Stund ikke komme tilorde, saa
hæftig bevæget var han. Fogden befalede nu sin Skriver at dyppe Pennen;
men Synderen sagde: »hvad jeg har at bekjende, er Noget, som kun den
barmhjertige Gud kan straffe mig for, og derfor kan det ikke nytte at
skrive Noget derom. Jeg vilde ogsaa bede: om jeg maatte være Ene med
Herredsfogden og denne Mand -« det var Vilhelm - »for ellers kan jeg
ikke sige det Mindste.« - Fogden føjede ham i hans Begjæring. Og 209
aabenbarede han da: at hans
rette Kjereste, og den han vilde havt tilægte, hvis Djævelen ikke havde
besnæret ham, var Mette Kjeldsdatter - vores daværende Stuepige. Han
havde nemlig tjent her, i Forpagter Hansens Tid, og saa var han bleven
godevenner med hende. Nu var det første Pintsedag, og de havde Lystighed
herinde i Hesthaven, som de har hvert Aar, og der skedte det da, at hun
lod sig forføre til Utugt - ak! min kjere Søn! Synden, mærk Dig det! den
er Menneskenes Fordærvelse. Nu havde de nok ogsaa faaet hverandre, for
han havde rigtig Godhed for hende, og Begges Forældre vare velhavende;
men saa skedte det, at han kom noget efter til et Bryllup i hans
Hjemegn, og saa forsaae han sig ogsaa med den Anden, som han siden
myrdede, for at faae Mette. »Nu beder og besværger jeg Dig« - saaledes
sagde han til Slutning til Vilhelm - »Du er den, som bringer mig paa
Retterstedet - men det klager jeg ikke over - det takker jeg Dig for -
men jeg beder Dig for Jesu Skyld, at Du vil gjøre hvad der staaer i din
Magt, for at trøste Mette, og lindre hendes store Nød og Elendighed! og
saa aldrig aabenbare for noget Menneske, at hun er besovet af en saa
grov Misdæder, undtagen alleneste for Aunsbjergmanden, hvis Du troer,
det kan være til hendes Gavn.« - »Jeg blev jo heftig forskrækket over at
høre det« - foer min Gamle fort - »og spurgte ham, hvad han da egentlig
havde isinde.« - Han strøg sig med Haanden over Panden og sagde: - »Jeg
har berøvet Pigen hendes Kjereste - hvorvel, det kan jeg aldrig angre -
men hun er uskyldig i hans Brøde, og jeg er skyldig at gjengive hende,
hvad jeg formaaer. Desuden« - her blev hans Ansigt saa skummelt, som jeg
aldrig før eller siden saae det - »desuden« - men her foer der som en
Gysen over ham - han gik hurtig til Vinduet, som for at trække Luft,
vendte sig derpaa rask om, og sagde: »er Etatsraaden tilfreds med min
Bestemmelse?« - Jeg ikke allene bejaede dette Spørgsmaal, men
forsikkrede, at jeg agtede ham desmere for det. Og saaledes kom da dette
kortvarige og glædeløse Ægteskab istand. - Jeg glemmer ikke saalænge jeg
lever den Morgen, da han kom af med Livet. Inden han reed forlangte han
at ville tale med mig. Og saa siger han, ganske rolig og philosophisk -
som om Talen kunde været om Vind og Vejr - »Hr. Etatsraad Steensen!«
siger han - han plejede ellers ikke at lægge Navnet til - »dersom der
idag eller en anden Dag skulde tilstøde mig Noget, og jeg ikke skulde
tale mere med Dem, saa vil jeg bede Dem, for den Godheds Skyld, De altid
har udviist imod mig: at De vil opfylde den Begjæring, jeg har stilet
til 210 Dem, og som findes først
i min Portefeuille. Den ligger i mellemste Skuffe til Højre i mit
Skatol, og her er Nøglen!« - Jeg blev lidt sær ved denne her Tiltale -
for Du tvivler vel ikke paa, min Søn, at der er Anelser til - og denne
var desværre! som Du veed, ikke af de falske. Naa, jeg tog mod Nøglen,
og sagde ham Terrainet, hvor jeg denne Gang vilde have Urhønsene skudte.
Han reed-« her maatte den Gamle atter tage sin Tilflugt til Blyvandet;
og det varede nu noget længere, inden det vilde hjelpe. Endelig tog han
paa ny ved: »Jeg fattede strax Mistanke om, at han var taget voldelig
afdage, og ligesaa om Gjerningsmanden, som i saa Fald ikke kunde være
Nogen anden end Broderen til den anden Morder. Og det ikke saameget
fordi Vilhelm havde røbet denne, som for det at Han en Tid iforvejen
havde attraperet Knægten paa Krybeskytterie, og taget Geværet fra ham.
Thi jeg har glemt at sige Dig: denne Skjelm havde faaet et Huus derude,
som laae meget bekvemt for saadan Handtering; og han var fra en Egn -
derude ved Silkeborg, Them og Mattrup, hvor Vildttyveriet ret gik i
Svang - og gaaer endnu, kan jeg troe. Jeg formodede nu: at Vilhelm, da
han reed fra Haverdal - thi hans Vej gik langt uden om den gamle
Plantage - har faaet Øje paa Krybeskytten derhenne - for der var et godt
Sted at lure paa Kronvildtet, naar det trak hen for at vande i Aaresvad
- at han har sat efter ham, og at Skurken saa, da han ikke kunde
undløbe, har skudt, og truffet Hesten. - Men havde man endogsaa fundet
Kuglen derinde i det halvraadne Creatur, hvis
var den saa?«