↩ Mig og Ane Kirstine vi havde levet en fire Aar godt sammen, som vi gør endnu, og i al den Tid havde vi ikke set noget til den her Stakkelsmand, alligevel vi havde snakket om ham baade dengang og dengang. Sommetider tænkte vi, at han var bleven øde, og sommetider, at de havde sat ham ind i Viborghuset. Nuda: saa var det, da vi skulde have vor anden Dreng i Kirke - ham Søren - jeg gik til Præsten for at faa den her Sag gjort i Stand Som jeg kommer paa Vasen lige paa det selvsamme Sted, hvor jeg saa den Stakkelskumpan første Gang, saa ser jeg en, der ligger ved den ene Side af Vasen paa sin Ryg i Lyngen og med sine Ben i Groben. Det var sgi ham, jeg kunde nok kende ham. »Hvorfor ligger du her alene?« sagde jeg, »skader du noget?« - »Jeg tror, jeg vil til at dø,« sagde han; men han hvæste det ud, jeg kunde knap forstaa ham. »Hvor ei de her Kvindfolk,« sagde jeg, »du plejer at have med dig? Har de forladt dig og ladet dig ligge her paa Vasen?« - Han vrikkede med Hovedet og hviskede: »en Taar Vand!« - »Det skal jeg give dig,« sagde jeg, og saa tog jeg noget af det Regnvand, der stod i Groben, det tog jeg i min Hatteskygge og holdt til Munden af ham. Men det var ingen Nytte til, for han kunde ikke drikke længer, men han gav et Spjæt med Benene og gabte, og saa var Aanden af ham. - Jeg havde endda ondt af det for ham, og da jeg kom til Præsten, bad jeg ham, at det her sølle Spøgelse maatte blive kastet ned i Kirkegaarden. Det gav han mig Lov til, og saa hentede jeg ham paa min egen Vogn og slog nogle Fjæle sammen om ham og kylede ham ned i det nordvestre Hjørne af Kirkegaarden, og der ligger han«.