Blicher, Steen Steensen Efterskrift og noter

Efterskrift og noter

300

        

301

Efterskrift

KUN FORTÆLLINGEN ER TILBAGE

I. Den ex-centriske digter

Da St. St. Blicher i 1824 offentliggjorde sin første egentlige novelle, Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, var han 42 år og havde levet over halvdelen af sit liv. Bag sig havde han både skuffede og tilfredsstillede litterære ambitioner, men mest det første. Lige fra han i 1807 udgav sin værdsatte oversættelse af første bind af Ossian, et sjælsdyrkende helte-epos af skotten James Macpherson, havde han drømt om at blive digter, dvs. anerkendt som fortolker af tilværelsens grundvilkår, smerte og skønhed, formidlet i de klassiske lyriske eller dramatiske genrer. Som halvhjertet gymnasielærer i Randers, engageret forpagter i Randlev og senere som folkelig men fattig præst i Thorning havde han forsøgt at skaffe sig den fornødne tid til at pleje sin digteriske drift. Han havde giftet sig med sin farbrors meget unge og meget smukke enke, år efter år fået børn med hende, og hurtigt og sikkert - godt hjulpet på vej af den almindelige økonomiske krise i samfundet - forødt hendes formue. I 1814 og 1817 havde han udgivet to ret upåagtede digtsamlinger, og i 1822-23 havde han arbejdet ihærdigt på en samling lyriske Bautastene med bidrag af ham selv og ikke mindst de beundrede kollegaer Grundtvig, Oehlenschläger og Ingemann. De var svære at få til at bidrage, og antologien endte med at indeholde flere digte af Blicher end af de tre tilsammen.

Selv om Blicher følte, han burde høre til, var han hele sit liv udenfor. Ingemann, som var den eneste af tidens toneangivende digtere, han havde nærmere kontakt med, kan ikke siges at have gjort meget for at bevare forbindelsen til sin jyske kollega. Deres korrespondance strækker sig med store mellemrum over 22 år. Kun Blichers breve er bevaret, og af dem fremgår det flere steder, at han føler sig glemt og overset af den »hjerteelskede Ven« - sådan tiltaler han næsten besværgende Ingemann. Både han og Grundtvig modtog inderlige opfordringer til at deltage i Blichers Himmelbjergmøder i 1840-42, men i nogle breve fra Grundtvig er det tydeligt, at han i hvert fald ikke 302 lagde vægt på at bevare forbindelsen til den fjerne digter. Grundtvig taler om den »Blicherske Dagunderholdning« og kalder den »kold« og »stiv«, og i et brev til Ingemann skriver han, at Blichers program for stævnet i 1842 er »langtfra at synes mig indbydende«.

Festerne skulle fremme det nationale og folkelige fællesskab, og det er klart at Blicher har fundet det naturligt at netop Grundtvig og Ingemann deltog, men de kom aldrig. Det virker som om de end ikke sendte afbud.

Selv om Blicher hele livet bestræbte sig på at placere sig i den litterære offentlighed, følte han sig nok aldrig fortrolig med dens københavnske væsen. I brevene til Ingemann satiriserer han over J.L. Heiberg og hans æstetiks formalistiske tomhed, men han kaster sig aldrig ud i en direkte polemik med Heiberg, og da han i 1833 for første gang træffer denne personligt, bliver han pludselig stolt og glad over at Heiberg taler venligt til ham:

Der er noget fundamentalt anderledes ved Blichers status som litterær åndsperson i samtiden. Hans sociale baggrund er typisk nok: Han er præstesøn og har fået den sædvanlige teologiske uddannelse - men han er født, opvokset og bosat i Jylland, er entusiastisk jæger og rationalistisk landøkonom. Han dyrker fysisk aktivitet af lyst, men også fordi han er overbevist om at den holder ham rask, at den kan kurere al svaghed Han søger naturen på anden vis end sine samtidige. Han drager nok ud i skovens og hedens ensomhed, men ikke for at finde romantikerens sakrale oplevelser, men for at betragte landskabet som han føler har formet hans personlighed, og for at snige sig ind på jagtens bytte. Han er en iagttager. Hans isolation, hans tilværelse i yderkanterne, er i væsentlig grad selvvalgt.

Myten om ham har tegnet billedet af den ulykkelige digter på ensomhedens jyske hede - drevet hjemmefra af en uforstående og utro kone. Sådan var det nok ikke helt. Han har været egenrådig og hensynsløs. Sikker på hvad han ville i bestemte sammenhænge, usikker i så mange andre. Og hele tiden måtte han tage stilling til sin

Han forærede mig og min Kone Friebilletter til Forestillingen i Randers, og kom mig med megen Artighed og - som det syntes - Oprigtighed imøde. Jeg kunde ikke være uhøflig. (8.8.1833) (Li-Tr II, 16) 303 husholdnings usikre økonomi. Tiggerbrevene til konge og indflydelsesrige personer afslører en mærkværdig blanding af selvbevidsthed og krybende underdanighed Det sidste har været almindeligt i den slags henvendelser, men i Blichers får det ekstra dimensioner af ynkelighed Han har imidlertid også været trængt med efterhånden 11 børn at forsørge, slidsomme og/eller magre embeder og aldrig rigtigt noget egentligt litterært gennembrud. Anerkendt efter fuld fortjeneste blev han først efter sin død.

Det er denne ex-centricitet - at være udenfor og at vide det - der gjorde ham til den kunstner, der i 1824 indstiftede en dansk prosatradition. Netop som den romantiske guldalderlyrik for alvor var etableret i den litterære offentlighed, sagde Blicher farvel til poesien og aftalte med tidsskriftet Læsefrugters udgiver fast at levere originale og oversatte historier.

Det måtte blive prosa han skulle skrive, for han blev betalt pr. ark han indleverede - og han skrev nu for at tjene penge. Det æstetiske måtte kombineres med det fornuftige.

Blicher er derfor mere hjemme i det 18. århundrede end han er i sit eget. Væsentlige træk af 1700-tallets rationalisme og følsomme individualisme prægede ham via hans opdragelse og forstærkedes af den geografiske og sociale position der på én gang var hans vilkår og hans valg. Dertil kom hans omfattende læsning af århundredets tyske og ikke mindst engelske litteratur. Den angelsaksiske litterære tradition fra Daniel Defoes insisteren på autenticiteten i historierne til Laurence Sternes leg med fortælleteknikken, er en del af hans litterære bagage. Men man kan heller ikke overvurdere hans omfattende læsning af den almindelige underholdningsbestemte novelle på både engelsk, tysk og fransk, hans kendskab til redskaberne, de faste episke former.

II. Den »uskyldige«fortæller

Når man læser Morten Vinges dagbog første gang gribes man af medlidenhed, fordi hans liv uafladeligt rammes af begivenheder der

På relativt kort tid skriver han nu Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Det er forunderligt at tænke på, at han ikke selv i første omgang var klar over at han havde skabt et lille mesterværk. 304 ændrer det og hans forhåbninger til det - og stadig kraftigere understreger hans ensomhed, der således får karakter af skæbne. Morten synes at blive kastet omkring på tilværelsens hav af blinde vinde, og hans histories sjæleligt fattede afslutning gør indtryk ved den smerte der dirrer lige bag de resignerede ord.

Det sker selvfølgelig ikke mindst på baggrund af den forholdsvis lange del af dagbogen der skildrer hans tidlige ungdoms fascination af det galante salonliv på godset og det spændende jagtliv i den omgivende jyske natur. Med påfaldende få midler får Blicher gennem Mortens naive men stærkt sansede iagttagelser gengivet overbevisende mennesketyper og en vældig stemning både ude og inde.

Det ligger derfor lige for at sige »ak, hvor forandret!«, når man ved endt læsning lukker dagbogen i, samtidig med at Morten Vinge lægges i graven i sin fædrene jord efter at have tilbragt det meste af sit liv som lejesoldat og krigsfange i Sverige og Sibirien.

Men det går ikke at nøjes med den historie! Mortens skrift gemmer nemlig på flere historier end han selv er klar over. Hans dagbog handler nok så meget om ham selv - om hvorfor han skriver som han gør.

Morten er en iagttager og står således i voldsom kontrast til sin legekammerat og ungdomsven Jens, der er en deltager og en »Pigernes Jens«. De er som komplementære størrelser. Hvor Morten dydigt lever op til Jens' præstefars pædagogiske og lærdomsmæssige forventninger, gør Jens alt for at droppe bøgerne og opsøge den frie fysiske udfoldelse på trods af den faderlige autoritet. Præsten favoriserer - påfaldende - dydsmønstret og lægger grumt afstand til sit kød og blod Ikke desto mindre græder Jens som pisket da faderen dør, mens Morten er »ilde tilmode«. Og på godset, hvor Jens solidarisk hjælper Morten til at blive ansat, blander den første sig med karle og piger, mens den sidste holder sig for sig selv.

Men den modsætningsfyldte samhørighed mellem dem fører jo til noget i Mortens liv. Jens lærer ham at gå på jagt, og samtidig med at Morten fascineres af denne aktivitet - dens skrækblandede lystfølelse - erhverver han ubevidst en viden om sin seksualitet. Han læser sig selvfølgelig også til den - men det er ikke læsningen der får ham til at handle, det er relationen til Jens. Eller - kunne man sige - til den del af sig selv som han fortrænger. Jens hjælper ham ikke alene op på godset og ud i skoven, han hjælper ham også ned i sengen hvortil 305 Frøken Sophie kommer som var hun kaldet! I det mørke værelse kan Morten træde ind i sit alter ego og endelig blive en deltager for en kort stund Det er først da han på vanlig selvhøjtidelig manér råber: »Evindelig min!« han igen træder tilbage og bliver taber. Igen bliver han fortæller i stedet for hovedperson i sin egen historie.

Morten er derfor ikke uden videre uskyldig i sit livs brudstykkevise fortælling. Lige så meget som han narrer læseren til at føle gysende medlidenhed med ofrene for en ond skæbnes tilskikkelser, lige så meget narrer han sig selv. Hans skrift er et filter der bruges til at fortrænge, hvor meget han selv har på spil. Det klareste eksempel på dette er hans erotiske kaneflyvetur med den dejlige Sophie. Beskrivelsen af begivenheden gøres tre gange i dagbogen: d 11. januar 1710, d 23. januar 1711 og d 12. januar 1751 (s. 12f, 16 og 31).

I den første er solen »rød, som en brændende Glød!«. Morten står bag Sophie og holder tømmerne således at han kan fornemme hvordan det er at holde om hende. Den letteste berøring er som at brænde sig på en »varm Kakkelovn«. Morten lader kanen flyve af sted. Beskrivelsen er i sin blanding af charmerende naivitet, præcise detaljer og erotisk ladning Blicher, når han er bedst.

Et år senere svigter hukommelsen Morten. I den forløbne tid er han ikke kommet nærmere til sit øjes lyst. Læsningen af Ars amoris har gjort det klart for ham at han er forelsket, men indsigten får ham ikke til at handle. Tværtimod, han digter sig ind i en eventyrverden: »Ak, Frøken Sophie! Gid du var en Bondepige, eller jeg en Prinds!« og så går han og venter på kaneføre for at kunne gentage oplevelsen! I erindringen finder begivenheden nu sted om aftenen, det er køligt måneskin i stedet for glødende solskin, og han forener sig med hendes skygge på den kolde, hvide sne. Kroppens sitrende nærhed er væk.

Den sidste gang han i dagbogen omtaler begivenheden er 50 år senere. Der er sket meget i mellemtiden, men hvis man skal tro ham - og det skal man som antydet ikke uden videre - blev hele hans liv levet færdigt da Jens og Sophie forsvandt ud af det. Resten af brudstykkerne er kun brikker til en afslutning. Den handler om at nå frem til det endelige mål, en velfortjent grav. I næstsidste dagbogsoptegnelse husker han tilbage til ungdommens glade, euforiserende oplevelse:

Min unge Sjel straalede ligesaa blankt og lysteligt som Maanen, og hendes var ogsaa reen, uplettet som denne nysfaldne Snee. (s. 31) 306 Det passer jo ikke! For det første havde han lyst til hende, til hendes køn. For det andet ved han nu - og har levet i mange år med den grufulde viden - at hun ikke var ren og uskyldig af væsen!

I ly af mørket smuttede hun fra herskabsfløjen ned til tjenerfløjen og hoppede i seng med Jens. Og da han selv troede at det var ham hun søgte, gjorde han sig ikke nogen overvejelser over hvor »reen« og,»uplettet« hun var!

Morten er altså ikke uskyldig i sin skæbnes triste historie. Han er en fortæller der garderer sig. Han skriver en sammenhæng frem i et forløb han selv har været med til at slå i stykker. Men det ved han selvfølgelig ikke, det er kun Blicher der ved det, og derfor ved vi det også.

Da novellen blev trykt første gang var dens titel som sagt Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Da Blicher senere udgav den i Samlede Noveller (1833) forkortede han titlen til En Landsbydegns Dagbog og strøg den afsluttende note: »(Fundet, gjennemseet og udgivet af S.S. Blicher)«. Han behøvede ikke længere at dokumentere det autentiske ved teksten ved at kalde den »Brudstykker«. Han havde indset at det var lykkedes ham i gengivelsen af Mortens skrift at få virkelighedens stykkevise historie gestaltet. Man kan måske sige, at han nu vidste at hans novelle var kunst og burde anerkendes som sådan. Han havde skabt en helhed Det var lykkedes ham at gøre Morten Vinge vedkommende og hans verden nærværende - og den livagtige spænding mellem de to størrelser til en pågående udfordring for læseren.

III. Enhver fortæller er sig selv nærmest

l

I 1826 opsagde Blicher sin kontrakt med udgiveren af Læsefrugter fordi han følte sig for ringe aflønnet, og fordi han kunne se sin fordel i - når han alligevel skulle pukle med skriveriet fra tidlig morgen - at starte sit eget tidsskrift. Han entrerede med Elmenhoff og Søn i Randers og udsendte i januar 1827 første nummer af Nordlyset.

Det kom godt fra start. I første kvartal var der 381 abonnenter, heraf 28 i København.

I 1825 havde han efter mange ansøgninger endelig opnået sin konges nådige opmærksomhed og fået tildelt et økonomisk set rigere 307 kald i Spentrup-Gassum sogne. Også det har vel ansporet ham til at blive selvstændig redaktør af et nyt tidsskrift, der i sin hensigt ikke adskilte sig væsentligt fra tidens standardleveringer af gode og hurtigt glemte historier.

Men Blicher kendte nu sin kompetence. Med let og hurtig hånd var han i stand til at skrue en bevægende historie sammen. Han kendte håndværket og vidste han kunne tjene penge på det Således udrustet skriver han inden for et par år tre noveller som er på niveau med Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, men som i slående grad udvider hans suveræne leg med spillet mellem begivenhederne og den der beretter om dem: Fortælleren er både den der skaber historien - og lider under den.

Der eksisterer en sej myte om Blichers unge kones erotiske letfærdighed Kombineret med den konkrete historie om, hvordan han overraskede hende i sengen med en elsker en decembermorgen i 1827, da han var stået tidligt op for at skrive i morgenens ro og ensomhed, har den været med til at overbevise generationer af læsere om, at novellen Sildig Opvaagnen handler om hans egen ulykke, om hvor hensynsløst han blev behandlet af sin meget udadvendte og promiskuøse kone.

Hvis den konkrete historie ligger bag novellen, kan man kun imponeres af Blichers kunstneriske omsætning af virkelighed til fiktion. For ved nærmere eftersyn handler novellen jo nok så meget om den der fortæller den, som om det der bliver fortalt. Pastor Wilhelm C* er ikke identisk med Blicher. Hans rædselsvækkende historie orn, hvordan et kvindeligt uhyre, en vampyr, samvittighedsløst underminerer moral og sædelighed i den lille idylliske købstad - med menneskelig ulykke og selvmord til følge - er ikke holdbar, hvilket afsløres på mange niveauer i hans fortællings konstruktion. Det gør den imidlertid blot mere spændende og frygt-indgydende.

Når læserens opmærksomhed flyttes fra historiens drama, dens sensationelle afsløring af hvad der foregik gennem samfulde tyve år bag den pæne borgerlige facade i provinsbyen, til hvordan fortælleren som tilsyneladende udenforstående er dybt involveret i sin beretning, er gyset langt mere omfattende. Et uhyre kan jo bekæmpes - men hvad stiller man op med et menneske, hvis menneskelighed man deler og hvis fortælling man bliver forført af, men hvis notoriske upålidelighed viser sig at være fortællingens inderste væsen?

308

Lige fra begyndelsen placerer Wilhelm sig i en speciel position. Han siger, at han på grund af sin fortrolighed med den bedragne ægtemand kendte mere til det grufulde forløb end alle andre med undtagelse af de direkte implicerede. Ligeledes fortæller han i sin histories optakt, at han tidligt foruroligedes af den senere fru L*s skjulte flirteri og tvetydige væsen:

Det var ikke saameget Jf. W*s Haandtryk, som det første Blik paa hendes Ansigt, der tilhvidskede mig: denne dejlige Pige er ikke for een Mand (s. 71f.)

Udsagnet er slående - og karakteristisk for Wilhelms egen fortæller-mæssige tvetydighed. For hvordan ser han dét, og hvordan kan han forstå hvad han ser? Hendes ydre røber jo ikke noget! Det er overhovedet hendes mest karakteristiske træk: Der er intet ved hende der røber hendes sanselige vellyst. Hun er den rene tækkelighed at se på. Men hendes lidenskabsløse ansigt skjuler i al sin blidhed noget fordægtigt, siger han. Hvordan ved han det?

Det gør han selvfølgelig kun fordi han genkender sig selv i hende - fordi der skal en tyv til at fange en tyv, som det engelske sprog udtrykker det i en fast vending.

De ligner hinanden - fortælleren og hans fortællings kriminelle centrumsfigur.

Sjovt nok kommer han selv til at anføre det! Endnu før han er kommet i gang med den egentlige historie, gør han lidt omstændeligt rede for, hvordan den selskabelige trekant mellem byens læge, præst og major er konstrueret. Lægen, L*, og majoren, H*, bor ved siden af hinanden, mens Wilhelm, C*, bor over for dem, således at de danner den rette vinkel CLH. Det er ikke sådan han angiver den, men det er sådan det hænger sammen. L* er centrum i deres spidsborgerlige samvær, ikke mindst fordi fru L* er det:

Frue L* var stille, men hendes hele Væsen havde noget Imponerende, Noget som antydede en højere Aandsoverlægenhed, som hun dog aldrig søgte at gjøre gjældende (...) (s. 74)

Det er jo en meget positiv og betagende karakteristik af forbryderen. Og det bliver så meget desto mere påfaldende, når Wilhelm et 309 åndedræt senere begynder at omrokere på trekantens bogstaver for at vise, at hvis parrene skulle have været parret efter gemyt og åndeligt slægtskab, skulle han og fru L* have været livspartnere!

Bemærkningen er helt neutral, men er netop derfor vigtig, for denne fortæller har kontrol over det han fortæller. Han fortæller historien mange år efter at begivenhederne har fundet sted, og han tillader sig at være sikker på at kunne udtale den moralske dom over det han har været vidne til. Derfor bliver hans lighed med fru L* i åndsoverlegenhed et raffineret selvudleverende træk i hans fortællings skrift. Hvis han fordømmer hende, må han forholde sig til sig selv. På denne diskrete måde relativerer Blicher hans historie og udleverer den til læserens egen stillingtagen.

Men selvfølgelig er Wilhelms historie om dramaet ikke til at komme udenom. Uanset hvor farisæisk dømmende og personligt upålidelig han som fortæller er, gør begivenhederne indtryk. Elise L*s adfærd er rystende i sin tilsyneladende samvittighedsfri ødelæggelse af ægteskab og venskab. Det er ubehageligt at læse om, hvordan det hele går ud over børnene. Denne sidste konsekvens har Elise vel ikke kunnet forudse, men alligevel må hun stå til ansvar for det kærlighedstab hun påfører sine børn. Og hun må selvfølgelig anses for skyldig i den stærke depression der fører til ægtemandens selvmord. Hendes erotiske udfoldelse er hensynsløs og destruktiv, deri har Wilhelm helt ret. Den stabile »Triangel«, det stille, gode, muntre liv blev med ét bragt til ophør - »ak, hvor forandret«!

Men det hører til den fremragende novelles stærkeste elementer, at Elises tre breve til sin hemmelige elsker gengives direkte. De relativerer fortællerens billede af den umenneskelige, sjælløse vampyrkvinde, ja, de tegner vel et helt andet. Elise taler sin kærligheds sag. Den hemmelige forbindelse til majoren er livgivende. På en måde kan man sige at hendes sanselighed ikke så meget er rettet mod en anden mand, som den er rettet mod det hemmelige rum manden befinder sig i i hendes sind. Det er ikke lægen hun er utro mod, hun er tro mod kærlighedens »dyrebare Gjenstand«, som hun helt må hengive sig til og give både legeme og sjæl. Brevenes kompromisløse og intense formuleringer modsiger Wilhelms påstande om at hun er uden indre varme. Tværtimod, der er en lidenskab i hende som står i voldsom kontrast til det provinsielle miljøs velordnede og selvgode idyl.

310

Egentlig udnytter Elise blot tidens dobbeltsyn på kvinden og seksualiteten. Da præst og læge i en fortrolig stund taler om Elises erotiske væsen, siger lægen, at hun om dagen er den veritable sædelighed - og lægger så den ene hånd på hjertet og den anden på munden for at antyde hvor hedt det går for sig om natten, i ly af mørket, i hemmelighed.

Kvindens væsen var for samtidens mand splittet i den dydige madonnafigur og den promiskuøse ludernatur. Kvindens seksualitet, hendes lyst, skulle holdes i det skjulte, hvor den opstemte mand kunne opsøge den. Lægen besynger sin ægteskabelige lykke, for Elise besidder begge sider uden nogen konflikt for ham. Tror han da. For da det hemmelige kommer for en dag, kan han ikke acceptere sin kones væsen. Han begår selvmord uden at have talt med hende.

Lægen siger til Wilhelm at han er »opvaagnet af en lang og sød Drøm« - derfor kalder Wilhelm sin fortælling Sildig Opvaagnen. Men historien får jo også navn af Blicher: Også Wilhelm vågner for sent. Han gør på intet tidspunkt noget for at bringe de to ægtefolk sammen og mægle mellem dem. Tværtimod, hvis man kigger nøje efter, opdager man at han fra sin udenforstående, iagttagende position hele tiden er med til at skubbe i den forkerte retning. Han er altid til stede men han er aldrig til gavn. Og netop på det tidspunkt hvor han kan være en »højst nødvendig Trediemand« (s. 87), nemlig da lægen og Elise skal mødes for første gang efter at alt er afsløret, er han der for en gangs skyld ikke. Han sover over sig.

Wilhelm fortæller sin historie i en rytme der viser, at han er klar over hvor dramatisk den er. Han har vores fulde opmærksomhed, vi forføres til at føle frygt og medlidenhed. Men samtidig placerer han sig selv i en sikker position - og når man opdager dét forstår man, at han kunne have fortalt en helt anden historie. Ikke mindst dén om, hvor tiltrukket af den faldne kvinde han selv var!

2

Det samme gør sig gældende i Hosekræmmeren, men ved hjælp af en ganske anderledes komposition og en anden type fortælleteknik. Blicher sætter to fundamentalt forskellige fortællemåder over for hinanden og skaber derved det felt hvori den tragiske historie bliver andet og mere end blot en blodig beretning om en skæbnesvanger galskab. Hosekræmmerenkens simple, upåtagede historie om de 311 grufulde konsekvenser af den forbudte kærlighed er et af de første eksempler på Blichers sans for, hvad der gemte sig af udtryksfuldhed i en jysk folkelig fortælletradition, og formen peger frem mod De tre Helligaftener og E Bindstouw. Men den står også i stærk kontrast til det ensomme, hedevandrende jeg's floromvundne formuleringer. Denne navnløse fortæller bringer os i novellens første halvdel tæt ind på dramaets forhistorie. Han angiver i sin lange effektfulde indledning, at han ud fra skyformationerne på den mennesketomme hedes åbne himmel kan fantasere sig til alle slags historier - senere får vi at vide at han er romanforfatter - men at han dybest set ikke tror på meningen med nogen af dem. For alt ville have været bedre hvis menneskenes stræben, deres begær efter »dit« og »mit« slet ikke fandtes.

Fortælleren indtager sin position. Det er bedre ikke at være involveret i noget. Hvis man er det, udsætter man sig for tab af liv og lykke. Hvis vi ikke var her i denne »sublunariske« tilværelse, ville intet forandres fra håb og glæde til sorg og evig smerte. Derefter lader han så læseren følge sig ind i hosekræmmerboligen, hvor det tragiske forløb tager sin begyndelse.

Her sidder han nu, romanforfatteren, og forstår alt hvad der foregår. Han ser Cecilias dejlighed, hosekræmmerens selvbevidste fadermagt, hans kones frygtsomme tvivlrådighed og Espens ungdommelige oprigtighed. Han fornemmer klart, på både det sagte og det usagte, den klassiske konflikt mellem pengenes fornuft og den grænseoverskridende kærlighed Læseren får endog at vide at fortælleren overvejer at gribe ind til fordel for det unge par ved at fortælle den yndefulde Cecilias jordbundne forældre, at »Rigdom ikke er nok til ægteskabelig Lyksalighed, at Hjertet ogsaa maae have sin Stemme.« (s. 114)

Men nu er han kommet for langt ud, nu er der noget på højkant. Den historie han således er ved at lægge an til, er for farlig, og han skynder sig at finde fornuftens trange og triste pengeargument frem. Han blander sig altså aldrig, han nøjes med at fortælle hvad der skete den varme sensommerdag i den lavloftede hosekræmmerstue.

Der er en forunderlig spænding mellem nærvær og afstand i hans fortællings skrift. Han fortæller historien længe efter dens dystre afslutning - »Og befandt jeg mig saaledes for en Deel Aar siden en stille varm Septemberdag langt ude i denne samme Hede« - men i fortællingens første halvdel er det som om han er samtidig med begivenhederne. Det er som om alle hans overvejelser over konflikten 312 mellem følelse og fornuft finder sted mens dramaets optakt udspilles lige for øjnene af ham. Han, fortælleren, er som en filmlinse der søger en historie og finder den, men som er helt uvidende om dens konsekvenser. Men det er han jo ikke! Han ved hvad det hele fører til, så hans »nærvær« er bedrag. Han er ikke et objektivt, registrerende øje - han er historiens fortæller, den der så at sige skaber den. Og det er da også ham der går hjem med den: »Min Phantasie var ene sysselsat med Cecilia og hendes rædsomme Skjæbne.« (s. 123)

Novellens afslutning knytter an til dens begyndelse. Den iagttagende, ordrige fortæller binder historiens sløjfe. Hans patetiske billedsprog klinger falsk mod enkens afdæmpede og smertefulde beretning. Som udenforstående havde han alle muligheder for at tænke anderledes og stille sig kritisk til den virkelighed han så. Det gjorde han ikke, og alligevel synes ingen selvbebrejdelser at hjemsøge ham. Kontrasten mellem hans favorisering af den fornuftige forbindelse og hans sørgmodige konklusion på dens resultat er skærende. Hans smerte skyldes kun hans egen historie - han er sentimental. Han behøver derved ikke at tage stilling til virkeligheden og sin egen rolle i den. Med sin historie sørger han for at dække sig ind.

3

Disse to eksempler på Blichers tekniske kunnen, hans sans for at skabe en dialektik mellem det dramatiske stof og dets tvetydige formidling, peger frem mod Præsten i Vejlbye. Som flere andre af hans noveller bygger den på historiske personer og hændelser, som han behandler digterisk meget frit. Ligesom Frøken Sophie i Brudstykker... er en figur der har den adelige Marie Grubbes erotiske udfoldelser og sociale deroute som forudsætning, er Søren Qvist skabt på basis af den præst, der i 1626 blev halshugget efter at være dømt skyldig i mordet på sin kusk. Efter sigende skulle præsten have grund til at mistænke ham for at ligge i med præstekonen. Efter at have myrdet ham hævdedes præsten at have smidt liget i en grav lige uden for Vejlbye kirkegårdsmur.

Flere år senere blev der rejst tvivl om præstens skyld, og vidner, på hvis udsagn dommen var fældet, blev dømt for mened og henrettet. Ikke desto mindre blev sagen aldrig afsluttet. Præsten fik nok posthumt oprejsning, men nogen opklaring af drabet fandt ikke sted.

Som det ses tager Blicher hvad der passer ham af det historiske stof. 313 Det erotiske jalousimotiv har måske optaget ham p.g.a. hans egen ægteskabelige situation, men igen må man i givet fald beundre hans nøgterne forvaltning af den personlige tilgang til historien. Han lader et temperament, Søren Qvists blanding af voldsom vrede og jovial og slagfærdig munterhed blive set gennem et helt andet, det dagbogsskrivende dydsmønster, den nybagte herredsfoged Erik Sørensens. Han er klatret op ad den sociale rangstige og er endnu ikke kommet sig over at være havnet på dette for en duksepeter så eftertragtelsesværdige niveau. Som i alle Blichers bedste noveller er de sociale modsætninger knapt og præcist lagt ind i karakteristikken af personerne og i redegørelsen for konsekvensen af deres handlinger. Erik Sørensen er benovet over sin sociale succes og er derfor ivrig efter at leve op til omverdenens forventninger. Det bliver fatalt for den livsduelige Søren Qvist. Netop fordi herredsfogeden er så forhippet på ikke at blive anset for at være upålidelig på grund af sin forlovelse med præstens datter, bliver han det. Han har selvfølgelig et stærkt behov for at stå ukompromitteret i sin embedsførelse, når netop den intrigante og rethaveriske bonde Morten Bruus insinuerer, at han er inhabil. Bruus er en samvittighedsløs bedrager, men herredsfogeden går ikke uden egen skyld i hans fælde. Erik Sørensen gør nemlig ikke sit arbejde ordentligt, for han er for optaget af, hvordan han tager sig ud i verdens øjne. Han søger - som de tidligere omtalte fortællere - tilflugt i en falsk og skæbnesvanger neutralitet.

Men herredsfogeden er selvfølgelig kun et menneske, og da Søren Qvist pludselig aflægger en tilståelse der tilsyneladende hænger sammen, er Erik Sørensen sat helt mat. Præstens stærke anfægtelse og deraf følgende behov for at forstå hvad der er sket, kan han ikke holde stand imod. Han er nu overbevist om præstens skyld og handler som embedsmand i overensstemmelse dermed. Det har imidlertid en rystende konsekvens for novellens sideløbende og med kriminalhistorien sikkert sammenvævede kærlighedshistorie: Han svigter sin forlovede Mette Qvist. Næppe har præsten tilstået før han omtaler hende som »Datteren«, og allerede efter det første retsmøde beklager han i dagbogen, at hun er tabt for ham i dette liv: »jeg elskede hende dog saa inderligt.« (s. 138) Kærligheden er i datid, for embedsmanden kan ikke gifte sig med misdæderens datter. Men elske hende kunne han vel stadig?

Efterhånden som dramaet spidser til og uafvendeligheden præger 314 hans dagbogs tonefald, er det da også som om noget får mulighed for at blusse op i hans forkomne væsen. Før præsten bekender sin brøde opsøger Mette - »med udslaget Haar« - herredsfogeden for at bede for sin fars liv. Således presset ændrer Erik Sørensen afgørende signaler. Han lover Mette at hjælpe faderen til flugt, opgive sin karriere og rejse efter hende hvor hun end befinder sig. Pludselig er det som om han fortæller os en anden historie om hvem han er - og hvordan man kan tage sin skæbne i egen hånd.

Men han brænder hurtigt ud, frygt og tvivl tager magten fra ham, og da han har hørt præstens historie bliver han syg. Hans dagbogsskrift går i opløsning. Mette Qvist forsvinder ud af hans liv, mens han viljeløs og klynkende ser til.

Hvis ikke Aalsøe-præstens optegnelser ved et karakteristisk blichersk synsvinkelskift var koblet til Erik Sørensens dagbog, skulle man tro at herredsfogeden også selv var blevet offer for den rædsomme historie han fortæller. Han skriver i sine sidste optegnelser, at han føler sig syg til døden, og i Aalsøe-præstens første optegnelse bekræftes dette. Men i anden optegnelse, foretaget 21 år senere, fremgår det, at Erik Sørensen overlevede sin dagbogsfortælling om sin svigerfars dom og henrettelse og sin egen forspildte kærlighed. Han er stadig herredsfoged, og han dør først da fortiden indhenter ham i skikkelse af den genfærdslignende Niels Bruus.

Enhver fortæller er sig selv nærmest. Hans medskyld i sin skæbnehistorie om, hvordan forelskelsens og kærlighedens intense liv grusomt forandres til ensomhed, galskab og død, er uomtvistelig. Blichers fire store noveller besidder deres særklasse, fordi han med sikker hånd skriver en historie om fortællerne selv ind i deres skrift. I feltet mellem begivenhederne og beretningen angiver Blicher en fortællermæssig blindhed og tavshed, og derved udfordrer han læseren til at deltage og fortælle med. Man bliver aldrig færdig med de bedste Blicher-noveller.

IV. Der er altid en fortæller, f ør der er en historie

Tidsskriftet Nordlyset markerede som sagt en midlertidig forbedring af Blichers betrængte økonomi, men der lå også et kæmpemæssigt slid bag denne udvikling. Han præsterede i en periode mellem 80 og 315 96 tryksider månedlig. Han lærte sig selv at skrive underholdende prosa orienteret mod et bredt publikum, samtidig med at han udforskede fortællingens mekanik, dens faste elementers redskabskarakter. Han lærer sig selv nogle greb hvis iscenesættende potentiale indeholder kunstnerisk erkendelse for iscenesætteren. Han opdager bindingerne og friheden i fiktionen, den alvorlige leg med de faste størrelser. Der er mulighed for mange slags historier, komiske og tragiske, eksotiske og hverdagslige, og valget af det ene eller det andet kan ikke adskilles fra den fortællendes skrift, hans vinkel på det fortalte.

I Nordlysets juni-nummer 1827 publiceredes novellen Røverstuen, som altså er skrevet før Sildig Opvaagnen, Hosekræmmeren og Præsten i Vejlbye. Den er kendt og afholdt bl.a. fordi dens indledning for alvor sætter den særegne jyske natur på det litterære landkort:

Løber en Bæk eller Aae gjennem Heden, da forkynde ingen Enge, ingen Busk dens Nærværelse; dybt nede mellem udhulede Bakker snoer den sig lønlig med en Fart, som om den skyndte sig ud af Ørken. (s. 34)

Vi er her kommet fra et panoramisk overblik over de milde danske øer ind på fastlandet, over rygningen af Jylland, ind på de store hedeflader og ned i lyngens skjulte kilde.

Her starter novellens handling. I løbet af et par linier yderligere har Blicher, eller rettere hans fortæller, sat personer og lokaliteter ind på scenen, og et handlingsmættet optrin udspilles for vore øjne og ører. Vi ser og hører hvad der bliver gjort og sagt som var vi selv til stede, men så afbryder fortælleren pludselig sig selv midt i gengivelsen af en replik og undskylder, at han ikke er i stand til at reproducere skyttens righoldige forråd af forbandelser. Hans muse kan ikke se nytten af den slags, og han vil nu berette

- dog med tilbørlig Reservation af meeromrørte Niels Skyttes lovlige Ret til Djævelen og hans Rige - hvad Passiar, der videre forefaldt mellem ham og den Fremmede paa Vejen til Ansbjerg. (s. 38)

Fortælleren giver sig direkte til kende og antyder, at det er ham der vælger historien ud Andet kapitels lange og snakkesalige indledning 316 er derfor ikke så umotiveret som det umiddelbart ser ud. Fortælleren standser historiens raske strøm og gør opmærksom på, at tempoet er hans eget, at læseren naturligt nok vil gætte på hvilke skabeloner eller forbilleder der er for historien.

Men - det er nu ikke anderledes - jeg gaaer min egen skjæve og ujevne Gang (...) Sid op, Højstærede! riid med mig ind ad Ansbjerg Port, og lad os see, hvad Eventyr - kort eller langt, troeligt eller utroeligt - vi der monne opleve! (s. 41f.)

Hans tonefald er muntert og forslagent, og ved den omstændelige opremsning af mulige mønstre for gangen i historien opnår han både at få peget på, at alle historier tager afsæt i andre, og at der altid skal være en til at fortælle, før der er en historie.

Røverstuen indeholder derefter hele lageret af veltjente klicheer: kærlighedsintrige, de eiskendes flugt på én hest midt om natten, den simple men ædle krybskytte, sårbar kvinde i stærke arme, uforsonlige forældre, tiden og døden der alligevel skaber forsoning etc. Alle kortene er lagt ud og alle kabaler går op - men i slutningen siges klart, at de mennesker og steder historien omhandler, er borte forlængst. Kun fortællingen er tilbage.

Således kan novellen siges at indeholde Blichers selvironiske og alligevel selvbevidste programerklæring. Og som sådan står den i modsætning til myten om den tragiske Blicher, hvis hovedtema var forandringen som livets grundvilkår. Den novelle som har givet navn til denne myte, Ak! hvor forandret!, udkom i Nordlyset ca. et år efter Røverstuen og før Hosekræmmeren og Præsten i Vejlbye, men det er overhovedet ikke nogen tragisk historie. Også i den skaber Blicher en spænding mellem fortælleren og det fortalte, i denne novelle med tilsigtet komisk virkning. Fortælleren er en nar. Det tragiske består ikke i, at hans ungdomsvenner ved gensynet mange år efter lever et almindeligt jordbundet liv. Det tragiske består i at fortælleren stadig ikke er klar over, at han er ude af kontakt med virkeligheden - og det er komisk. Ak, hvor uforandret! kunne man udbryde om den på én gang naive og selvglade Per Spillemand Hans historie er hans og kun hans. Det er tydeligt at hans venner har deres egne historier at fortælle om ham, når han med et smerteligt drag om munden og hovedet fuldt af latinske citater er redet bort.

317

Men i al sin latterlighed bliver denne fortæller selvfølgelig brugt til en slags alvor, for det er oplagt at se de to hovedfigurer, fortælleren Per Spillemand og hans ven Ruricolus, som to sider af samme person. Den hårdtarbejdende landmand Blicher, som også skulle passe embede, og hvis smukke kone tyve år efter ikke besad samme tiltrækning, er Ruricolus. Men Blicher er naturligvis også det komiske »Drog« der har hovedet fuldt af sin »poetiske Skvalder«, som der står i indledningen. Fortælleren er en selvironisk figur med det stille grin som formål.

Der er en fortæller, før der er en historie, og »Ak! hvor forandret!« kan både den triste landsbydegn Morten Vinge og fantasten Per Spillemand udbryde. Det er læserens opgave at se sammenhængen og forskellen - en historie er altid meget mere end den der fortæller den.

V. Den folkelige digter

I december 1829 gik Nordlyset ind pga. svigtende abonnenttal, og Blicher offentliggjorde ikke noget væsentligt prosaværk før han i 1833 begyndte udgivelsen af sine samlede noveller. Disse betød imidlertid, at man for alvor opdagede ham i København. De store noveller blev rosende omtalt med undtagelse af Sildig Opvaagnen, som blev skammet ud af en af tidens toneangivende kritikere, Johan Nicolai Madvig, der kaldte den

indtil det smudsigste Detail udførte, aldeles uæstetiske Skildring af et dobbelt Ægteskabsbrud og Horeliv.

Men alt i alt forstod det københavnske små- og storborgerskab at værdsætte disse »nationale« noveller fordi »danske Characterer, danske Sæder, saavelsom danske Egne deri er skildrede troe og livligen, aldeles efter Naturen«, som den anonyme anmelder i Dansk Litteratur-Tidende skrev.

Den karakteristik har Blicher sikkert sat stor pris på, for det nationale i betydningen det folkelige fællesskab lå ham på sinde. Og når udgivelsen af Samlede Noveller atter stabiliserede hans økonomi, kan 318 han omsider have følt, at hans holden fast ved sin kunstneriske drift, på trods af alle dagligdagens forhindringer, bar frugt.

Men de sidste 10-15 år af hans liv var alligevel præget af skuffelser mht. hans bestræbelser på at fremme den folkelige bevidsthed og selv være en frontfigur i denne bevægelse. I slutningen af 1830'erne begyndte han planlægningen af sine Himmelbjergmøder. Det første i 1839 skulle bidrage til »det elskede Fædrelands Gjenfødelse«. Det var ikke ham selv, men nogle studenter, der havde fået ideen, men Blicher skriver i et brev, at han agter at møde op - selv om han ikke er inviteret - og holde en tale og synge en sang for således at være med til at indstifte en tradition for en folkefest på Jyllands Himmelbjerg.

Han opfatter det første møde som en absolut succes for netop fællesskabet mellem høj og lav, ung og gammel. Der er imidlertid næppe tvivl om, at hans begejstring er noget ude af proportioner med begivenheden.

De følgende år går det op og ned med festlighederne, og Blicher selv bliver stadig mere optaget af egne, meget alvorlige økonomiske bekymringer. Allerede i 1842 deltager han for sidste gang som officiel indbyder.

Ikke desto mindre er det i disse år han skriver de historier, som, hvis han ikke havde skrevet andre, ville berettige hans status som Jyllands digter: De tre Helligaftener (1839) og E Bindstouw (1842).

Den første er en tæt, velkomponeret fortælling, der såvel i form som i indhold bestræber sig på at gengive den mundtlige fortællings særegne viden om den jyske almues sjælelige og fysiske styrke. Knud Sørensen skriver i sin Blicher-biografi St. St. Blicher - Digter og samfundsborger (1984) at med novellen

fuldendes en udvikling hos Blicher. Fra at være en, der skrev om almuen for den dannede læser, er han nu digteren, der skriver om folket for folket (s.214)

Det er rigtigt, men det er alligevel den fortælleteknisk raffinerede digter, der har skrevet historien. Med sin sans for økonomi, rytme og hvilepunkter skaber han et stramt og spændende forløb ud af en simpel hændelsesrække. Mundtligheden er selvfølgelig en illusion, for det er en novelle. Martin A. Hansen beskriver i et forord til en særudgivelse af novellen (1968) Blichers kunstgreb således: 319 Han er baade det lykkelige Medium og har dog den klareste Bevidsthed om sine Midler.

I E Bindstouw går Blicher skridtet videre og tilstræber mundtligheden ved også ortografisk at gengive fortællernes dialektudtale. Det er ikke en novelle, det er en samling af historier og viser inden for en ramme: bindestuens arbejdsfællesskab, set af en anonym, men opmærksom fortæller.

Det store flertal af bidragene til den fælles underholdning behandler erotikkens og kærlighedens betydning. Man kan vel sige at Blicher med E Bindstouw skaber en slags jysk Dekameron. Fortælling følger på fortælling, og det fælles tema varieres og farves af de forskellige fortælleres tilgang til deres historier. Men i modsætning til de føromtalte store noveller er der ingen voldsom spænding mellem den fortællende og det fortalte. Det drejer sig ikke her om det elaborerede, floromvundne sprogs forsøg på at skjule svaghed og medskyld. Tværtimod, sproget er konkret og upåtaget - naivt i ordets bedste forstand.

Delvis uden for denne sammenhæng står de to historier De forunelest Oer i Jens Jensens Lyw og Uolie Vistisens Skryuels, som Blicher allerede i 1827 offentliggjorde i Nordlyset. Det er påfaldende, at han fandt dem brugbare i denne selvstændige og specielle publikation, for de adskiller sig fra hovedparten, ikke alene ved deres tema, men også ved formens hensigt. De to fortællingers underholdning består i latteren over den upålidelige fortæller. På samme måde som der i Ak! hvor forandret! bliver gjort grin med Per Spillemands mangel på evne til at se hvad der foregår lige for øjnene af ham, er komikken i disse to historier, at fortællerne befinder sig i situationer de ikke forstår, men som de alligevel med stor selvsikkerhed reagerer pi De fremtræder i egen opfattelse autoritativt, men de er ikke til at regne med.

Det er som om dette sene værk, E Bindstouw, på denne måde omfatter yderpunkterne i det blicherske spektrum. Flertallet af bidragene til bindearbejdets underholdning er præget af den gode og inciterende histories rytme. Den enkelte fortæller udtrykker sig gennem historien, men den pågældende har intet andet på højkant end lysten til at bidrage. At fortælle er en måde at være sammen på. Fortællingen kan imidlertid, som påvist i det foregående, aldrig adskilles fra den fortællende, og historien peger altid tilbage på den der tilbyder den 320 E Bindstouw handler derfor om det at fortælle historier, om at binde noget sammen og være med.

VI. En historie består altid af brudstykker

Men det er ikke altid så nemt at fortælle en historie, for

Er ikke al vor Kundskab herneden stykkeviis? er ikke al vor Viisdom dunkel? og Størstedelen af vor Erfaring - jo lad det kun staae hersørgelig? (s. 211)

Således konkluderer fortælleren i Skytten paa Aunsbjerg (1839) sin gådefulde historie, der har titelpersonen som fascinerende centrum. Wilhelm har en magisk udstråling. Fortælleren ser op til ham, men er også skræmt af noget dystert i hans væsen, og han bliver aldrig hans fortrolige. Skytten er en mand med en fortid Han har levet et liv, og hans tilstedeværelse på et jysk gods, hvor han er en fremmed, skyldes tydeligvis at noget er gået helt galt for ham på et andet sted i en anden tid Men vi får aldrig at vide hvad Hans adfærd over for den ulykkelige Mette virker forbundet med denne fortid, men gifter han sig med hende for at sone noget, eller gør han det af kærlighed? Og hvem elsker Mette? Skytten eller morderen?

»Smaadrengen« forstår ikke hvad der foregår, og mange år senere er det for sent at rede de psykologiske tråde ud. Noget er gået tabt og Steen har kun de sentimentale tårer over skyttens hund og sin dunkle historie.

Det forholder sig modsat i novellen Eneste Barn (1842). Dér opklarer fortælleren, hvad han ikke forstod da det skete. Af egne iagttagelser og andres delvise beretninger stykker han et halvt hundrede år senere en historie sammen om den »fornemme Tiggerske«, som havde mistet alt undtagen sin selvbevidste værdighed. Baggrunden for hendes ensomme skikkelse i storbyen belyses helt - men alligevel er hun en gåde. Fortælleren må afrunde sin historie med betragtninger over tidens gang og altings forgængelighed, og således får novellen en smuk, elegisk finale som binder sløjfe på det uforklarlige. Atter en gang trækker Blicher modsætningen mellem den iagttagende fortæller og hans levende og handlende centrumsfigur op. Morten Vinges 321 tonefald og Frøken Sophies grænseoverskridende sanselighed. Igen og igen er der en historie i den konstellation. Den ene historie er blot et brudstykke af den næste.

VII. Den sammensatte digter

Det er ikke så nemt at få hold på denne digter. Det er ikke nemt at finde det sted, hvorfra hans samlede kunstneriske produktion kan overskues og beskrives sammenhængende og autoritativt. Men det er vel ikke underligt, når man tænker på, at han ikke hørte hjemme i sit eget århundrede - at hans rødder var i det 18. og hans betydning først rigtigt er erkendt i det 20.

Er Blicher sin jyske hjemstavns første og ægte forfatter, eller er han en raffineret, moderne iscenesætter? Hvad er sammenhængen mellem hedevandreren med det tragiske livssyn og den satiriske og psykologisk skarpsindige iagttager, der havde sans for livets komik og menneskenes dårskab?

Spørgsmålene kan stilles, men skal ikke nødvendigvis besvares. For det er nok at slå fast, at han er en dansk digter, som har sat sig varige spor i vores litterære historie. Store danske forfatterskaber skatter - i al deres forskellighed - til hans samlede indsats. Karen Blixen, Martin A. Hansen, Peter Seeberg, Klaus Rifbjerg, Jens Smærup Sørensen og mange flere er påvirket af hans tvetydige fortællere, hans viden om erotikkens funktion i enhver historie, hans lyst til at bygge historier ind i historier og hans optagethed af forholdet mellem det mundtlige og det skriftlige udtryk.

Det er som om Blichers forfatterskab langsomt men sikkert er blevet foldet ud i det 20. århundrede, og som om det langt ind i det 21. vil afgive indsigt i menneskene, deres smerte og deres lyst - og deres løgne om begge dele.

VIII. Modtagelsen

Samlede Noveller, bd l blev anmeldt i Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn d 15.1.1833 af H.C.Wosemose, som skrev at novellerne indeholdt »Blik paa Livet, som vidner om stor Menneskekundskab«.

322

I Dansk Litteratur-Tidende nr. 10, 1833 glædede den anonyme anmelder sig over »ni originale, i egentligste Forstand fædrelandske Fortællinger«, men kritiserede Blichers hang til »Reflexioner over Forfatterens Maneer, Forehavende o.s.v«, samt ikke mindst »et par slibrige Situationer, som saare Blufærdigheden«.

Samlede Noveller bd. 1-4 blev anmeldt i Maanedsskrift for Litteratur, foråret 1835, af Johan Nicolai Madvig, der indledningsvis placerede flere af novellerne inden for »Poesiens Enemærker«. Det drejede sig om bl. a. Røverstuen, En Landsbydegns Dagbog, Hosekræmmeren, Præsten i Vejlbye, Ak! hvor forandret! og enkelte scener af Juleferierne. De rostes for en »national Tone (...) idet den ikke blot i Almindelighed er dansk, men særegen provindsiel«. Senere i anmeldelsen kritiserede Madvig flere noveller stærkt for mangler i komposition og karaktertegning, og endelig udtalte han »en ubetinget Forkastelsesdom« over den »hæslige« Sildig Opvaagnen.

Samlede Noveller blev kommenteret af Søren Kierkegaard i hans Af en endnu Levendes Papirer, 1838. Kierkegaard fandt, at novellerne havde »Naturens Dybsindighed som Tilblivelsesgrund« og en »Eenhed, der i sin Umiddelbarhed betydningsfuldt peger ind i Fremtiden«.

E Bindstouw blev anmeldt i Ny Jyllandspost af Fr. Sneedorff-Birch d. 15.7.1842. Fortællingerne blev rost for deres fremstilling af jysk nationalkarakter, gjort med »homerisk Simpelhed«.

P. L. Møller gør allerede i 1845 i en meget personlig præsentation (Dansk Pantheon) Blicher til »den mest nationale Digter, som Danmark, ja maaske noget Land i den nyere Tid kan opvise«. Moller ser det lyriske som det bærende hos Blicher, hvad enten det drejer sig om digte, noveller eller skitser.

IX. Eftertidens opfattelse. Litteraturoversigt

Valdemar Vedel undersøger i Studier over Guldalderen i dansk Digtning (1890) den blicherske digtnings tilblivelse og mener bl.a., at den er udtryk for det »særlig jyske Naturel«. Han tillægger Blicher en modtagelighed der ikke gør ham til en dybsindig psykolog, men til en præcis virkelighedsiagttager. Vedel understreger Blichers antiromantiske tendens. Jeppe Aakjær skaber i sin store biografi Steen Steensen Blichers 323 Livs-Tragedie (1903-04) det medynkvækkende billede af den geniale, jyske og folkelige digter, hvis tragiske livsforløb var uloseligt forbundet med tema og tonefald i hans noveller.

Hans Brix bestræber sig i sine Blicher-Studier (1916) på at udrede dunkle steder i de overleverede tekster og påvise de historiske personer og forhold bag novellernes kunstneriske udformning.

Vilhelm Andersen vurderer i Illustreret dansk Litteraturhistorie III (1924) Blicher som et fuldgyldigt blad i firkløveret Blicher, Oehlenschläger, Ingemann og Grundtvig, som »er fundet i Romantikens Maanenat«. Andersen lægger først og fremmest vægt på det naturpoetiske i både Blichers lyrik og prosa.

Johannes Nørvig forholder sig i Steen Steensen Blicher - Hans Liv og Værker (1943) kritisk til Aakjærs pessimistiske bedømmelse af digterens status i dennes egen tid og peger på samspillet mellem Blichers liv, hans læsning og hans ambitioner. Det er ikke mindst Nørvigs fortjeneste, at Blichers afsæt i det 18. århundredes anglo-saksiske litterære tradition er blevet synliggjort.

Søren Baggesen etablerer med Den Blicherske novelle (1965) afgørende det synspunkt, at Blicher er en raffineret fortæller med træk der peger frem mod »det moderne gennembrud«. I en efterskrift til en udgivelse af en Blicher-antologi (Himmelbjerget og andre noveller, 1975) udvider Baggesen sin vinkel og påviser, at Blichers tekster er »masker«, dvs. skriftlige iscenesættelser.

Peter Brask anvender i Om »En Landsbydegns Dagbog« - en analyse af Blichers første novelle (1982) en strukturalistisk metode og påviser Blichers intertekstuelle fylde. Brask påviser novellens kompositionelle symmetri og de tekster, som mere eller mindre tydeligt spiller med i dens tematik.

Knud Sørensen skriver med St. St. Blicher. Digter og samfundsborger (1984) en afbalanceret og underholdende biografi, der omfatter både den »tragiske« og den »iscenesættende« Blicher.

Gennem halvandet hundrede år lægges vægten således vidt forskellige steder i det blicherske spektrum. Af nogle forskere betones hans danske og jyske egenart, af andre hans almene psykologiske - næsten filmiske - registreringsevne. Visse litteraturhistorikere skriver ham ind i en national-lyrisk og folkelig romantik, andre peger på hans realisme og på det kritiske potentiale i hans prosas skrift. Uanset den ene 324 eller anden vinkel er de fleste optaget af sammenhængen mellem hans livs historie og hans kunsts historier. Set i sammenhæng har Blicher-forskningen vel indtil nu stillet disse to hovedspørgsmål: Handler novellerne om livets tragedie? Eller er »livstragedien« en effektfuld kulisse, et behændigt brugt episk værktøj, erhvervet gennem omfattende læsning af stort og småt i den vesteuropæiske litterære tradition?

Bredden i eftertidens opfattelse angiver i hvert fald en væsentlig årsag til, at St. St. Blicher efter sin død erobrede en læserskare han end ikke kunne drømme om i levende live. Men det bør ikke undre, for i hans forfatterskab forenes det underholdende med det komplekse, det lettilgængelige med det tankevækkende.

X. Tekstform

Med hensyn til forkortelser, se den indledende forkortelsesliste i afsnittet Noter.

Manuskripterne til Blichers noveller er ikke bevaret, fraset et enkelt (til novellen Tvillingerne).

Tekstens trykgrundlag er SSk, som er sammenholdt med DN.E Bindstouw er dog trykt efter Uv på grund af denne udgaves synoptiske opstilling af teksten og Peter Skautrups oversættelse til rigsdansk; oversættelsen er sammenholdt med 1942-udgaven (PSEB); selve teksten til E Bindstouw er sammenholdt med SSk.

Blichers spatieringer af person- og stednavne er udeladt. Øvrige spatieringer er bevaret i form af kursivering. Kapitæler kursiveres ligeledes.

Nærværende udgave medtager ikke de anførselstegn, som i tekstgengivelserne fra Blichers egen tid og i SSk indleder de enkelte tekstlinjer i breve (Sildig Opvaagnen s. 83-84) og verslinjer i digtstrofer (fx. E Bindstouw s. 234 og 236).

Principper for tekstrettelser

Principielt er tekstgrundlaget SSk, der bringer originaludgaverne med enkelte rettelser af åbenbare trykfejl (se SSk I, 5-6). Dog er der taget hensyn til visse rettelser i DN, der har korrektioner af nogle flere formodede Stave- eller Sjuskefejl (I, 315). - I tvivlstilfælde er 325 uoverensstemmelser mellem teksterne i SSk og DN sammenholdt med førsteudgaverne og de udgaver, der kom senere i Blichers levetid, dvs. SN og GnN.

I øvrigt er Blichers ukonventionelle ortografi og tegnsætning i videst muligt omfang respekteret.

Rettelser mod SSk er foretaget efter følgende principper:

Åbenlyse trykfejl i SSk er stiltiende rettet, fx. deels som Ædikke og deels som Vand < dels som Ædikke og deels som Vand (s. 183).

Formodede trykfejl eller tilsyneladende utilsigtede skrivefejl, der stammer fra førsteudgaverne og indgår i SSk, er rettet med belæg i SN og/eller GnN og optaget i en rettelsesliste, ex.: Skrupperie < Skupperie; Trolddommen < Troldommen, astheniske < astehniske. Se dog også SSk's rettelseslister, variantafsnit og noter, der registrerer en del af fejlene.

Enkelte former i SSk, som går imod både førsteudgaverne, SN og GnN, er rettet og indgår ligeledes i rettelseslisten, ex.: Isabel Jesabel (ej rettet i DN); viklede viftede (viftede optræder som rettelse i SSk, men er rettet tilbage til viklede i DN).

Blichers vekslende stavemåder af samme ord er - som i SSk - ikke egaliseret, ex.: Schatol, Chatollet (s. 82), Skatol (s. 211); hvidskede (s. 99), hviskede (s. 104). - Om retningslinjer for rettelser af Blichers jyske stavemåder i E Bindstouw, se SSk XXVI, 287.

Decideret meningsløs tegnsætning er søgt normaliseret - oftest med støtte i DN - fx. med hensyn til brug af anførselstegn ved direkte tale. Således to steder i E Bindstouw:

1) »Hwa skaaer A (...) Aa hwis æ den Kihst?« - »Din nohanner.« < »Hwa skaaer A (...) Aa hwis æ den Kihst?« - Din nohanner (»Hvad skader jeg (...) Og hvis er den Kiste?« - »Din maaske.«). (s. 250 og 251). (Dette - og det flg. - eksempel er dog ikke hentet i DN.)

2) »(...) væhr epo jens Hammel./Aa A veed et (...)« < »(...) væhr epo jens Hammel.«/»aa A veed et (...)« (( ..) være paa ens Hammel./Og jeg ved ikke (...)) (s. 262 og 263). - Begge tekststeder er rettet med belæg i Peter Skautrups oversættelse.

Alle fortællinger og sange i E Bindstouw indledes og afsluttes med anførselstegn, uanset brug heraf i SSk og originaludgaverne.

I Juleferierne er alle afsnit nummereret i overensstemmelse med GnN, hvorimod førsteudgaven og SSk's udgave kun nummererer de første fem afsnit.

326

Rettebesliste

viklede < viftede (s. 15)

bie et bitte Korn endnu! < bie et bitte Korn endnu? (s. 36) (med støtte i GnN)

Trolddommen < Troldommen (s. 39)

Isabel < Jesabel (s. 57)

hævnede sig over < hævede sig over (s. 53) (med støtte i SSk X, 213)

Hvem er det? spurgte jeg < Hvem er det, spurgte jeg? (s. 68) (med støtte i GnN)

der tilhvidskede mig < her tilhvidskede mig (s. 72) (med støtte i SN og GnN)

Skjelmstykker (. . .) Skjelmstykker < Skjelmsstykker (. . .) Skjelmsstykker (s. 119) (med støtte i SN)

Skrupperie < Skupperie (s. 134)

astheniske < astehniske (s. 176)

de < De (s. 222 l. 21, 22, 24). (Blichers inkonsekvens i brug af tiltaleformen de/De og dens bøjninger fastholdes)

dem < Dem (s. 222 l. 25; s. 224 l. 12; s. 231 l. 16)

deres < Deres (s. 230 l. 18)

manne < mange (s. 240). Således i førsteudgaven. Formen findes både i øst- og vestjysk.

suoelt < suolt (s. 250). Således i førsteudgaven og i GnN

327

J.R Mansa: Nørrejylland. 2. udg. (1863). Pl. 4 (1859) og 5 (1860).

328 329 330

        

331

Noter

Følgende forkortelser, der vedrører litteraturhenvisninger, er brugt:

Udgivelser af Blichers værker:

DNSt. St Blicher: Digte og Noveller. Udg. af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Johs. Nørvig under medvirken af Carl S. Petersen (1946). I-II.

GnNSt St. Blicher: Gamle og nye Noveller (1846-1847). I-VII.

Læsefrugter (1818-1833).

NoNordlyset (1827-1829).

PSEBSt. St. Blicher: E Bindstouw med oversættelse og kom mentar. Udg. af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Lit teratur ved Peter Skautrup (1942).

SDSt. St. Blicher: Samlede Digte (1835-1836). I-II.

SNSt. St. Blicher: Samlede Noveller (1833-1836). I-V.

SSkSt St Blicher: Samlede Skrifter. Udg. af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Jeppe Aakjær, Henrik Ussing og Georg Christensen (1920-1934). I-XXXIII.

UvSt St Blicher: Udvalgte værker. Udg. af Blicher-Selskabet (med efterskrift og noter af Søren Baggesen) (1982). I-IV.

VASt St. Blicher: Viborg Amt (1839) (SSk XXI, 199ff. og XXII).

Andre værker:

APHans Brix: Analyser og Problemer (1935). I-II.

DAE. Pontoppidan: Den Danske Atlas (1763-1781, optr. 1968-1972). I-VII.

DaSt Danske Studier (1904-).

DO E. Mau: Dansk Ordsprogsskat (1879).

Li-Tr Steen Steensen Blichers Livs-Tragedie i Breve og Aktstykker ved Jeppe Aakjær (1903-1904). I-III.

OiDOrdsprog i Danmark. Af Iver Kjær og Bengt Holbek (1969).

TK&LE. Tang Kristensen og M.A.S. Lund: St. St. Blichers Liv og Gerning (1882). Udg. af Blicher-Selskabet (1991).

TVPNiels Blicher: Topographie over Vium Præstekald (1795). Udg. af Blicher-Selskabet ved Ella Jensen (1978).

332

Notearbejdet har støttet sig til noterne i SSk, DN, Uv, PSEB samt flg. Bli-cherudgivelser af Dansklærerforeningen: Røverstuen. Med indledning og noter ved Niels Nielsen. 12. udg. (1960); Præsten i Vejlbye. En Criminalhistorie. Med indledning og noter ved Sv. Norrild. 6. udg. (1961); Ak! hvor forandret! Fire noveller. Udg. ved Johs. Nørvig under medvirken af Folmer Jensen (1965); Himmelbjerget og andre noveller. Ved Søren Baggesen (1975); En Landsbydegns Dagbog. Udg. med noter og efterskrift ved Peter Brask (1982). - En del noter er dog nye; visse ældre er revideret.

Mht. geografiske lokaliteter henvises til kort s. 328-329.

Noternes behandling af biografisk, historisk og topografisk stof er begrænset; der henvises lobende til relevant litteratur.

Noterne medtager kun tekstvarianter af fortolkningsmæssig og anden væsentlig betydning. Der henvises i øvrigt til afsnittene om varianter i SSk. Ligeledes henvises til SSk vedr. de fortælletekniske unøjagtigheder, man af og til kan finde hos Blicher, og som noterne kun undtagelsesvis bringer eksempler på.

Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog

Trykt forste gang i XXIII, 1824. Optrykt i SN I og GnN V. Om tekstvarianter udover de i noterne nævnte: se SSk VII, 240f.

Vigtige litterære forudsætninger: Ove Malling: Store og gode Handlinger (1777, genudg. af DSL 1992) og en udgivelse af to præster fra Viborgegnen: Dagbog fra det 16., 17. og 18. Aarh. sammenskrevet af M. P. Farstrup og L. Axelsen. Fra Aar 1536-1717 incl. (1813). Her omtales den strenge vinter 1708-1709, pesten 1711 og Den Store Nordiske Krig 1700-1720.

Marie Grubbes historie: Den kvindelige hovedperson frøken Sophies historie er en fri omformning af adelsfruen Marie Grubbes (1643-1718) livshistorie, rykket ca. 50 år ned i tiden. Hun var datter af herremanden Erik Grubbe til Tjele. G. 1660 med Frederik III's søn, officeren Ulrik Fr. Gyldenløve, og skilt fra ham 1670 efter en affære med svogeren Styge Høeg. G. 1673 med herremanden Palle Dyre, skilt fra ham 1691. Siden g. i Holsten med den tidligere kusk og ladefoged på Tjele Søren Sørensen Møller, til hvem hun havde indledt et forhold ca. 1689. Parret flakkede en tid om som gøglere og slog sig siden ned ved Grønsund mellem Falster og Møn, hvor Søren blev færgemand. Marie levede med ham til hans.død ca. 1715, trods hans angivelige brutalitet og utroskab. - Marie Grubbes usædvanlige livshistorie har inspireret andre ældre og nyere forfattere: Holberg, H.C. Andersen, J.P. Jacobsen, Ulla Ryum. - Se i øvrigt tillægget s. 239-247 til J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe. Ved Jørn Erslev Andersen. Danske Klassikere (1989).

Om Blichers fars tilknytning til Tjele og Føulum, se SSk VII, 245.

333

7

Titlen: efter en novelle Nytaarsgaven (i: 1820) med undertitlen Brudstykker af en fattig engelsk Landsbypræsts Dagbog. B.s novelle skulle fra forst af opfattes som underholdende dokumentarisme i tidens smag, en illusion, som er opgivet ved udg. af SN, jf. titelændringen til En Landsbydegns Dagbog. -Hr. (Søren): Sådan tiltaltes endnu på den tid stedets præst. - han slukkede Lyset (...): folkeovertro: Hvis man kom til at slukke lyset nytårsaften, ville man do inden næste nytår. - aganius gratias!: lat. lad os takke! - Cornelius Nepos (95-24 f.Kr.): rom. historiker, hvis skrifter brugtes ved begynderundervisning i latin. - Der bæres mig for: det aner mig. - in nomine Jesu!: lat. i Jesu navn! - Skytte: en s. stod i en jagtherres (herremands) tjeneste, passede jagthundene, skaffede vildt osv. - mi fili!: lat. min son! - otium est pulvinar diaboli: lat. Lediggang er Djævelens hovedpude; tilskrives den ital. kirkefader Ambrosius (340-397); udtrykket har maske sin oprindelse i Ørkesløshed har lært meget ondt fra det apokryfe skrift Jesu Sirachs Viisdom 33,31. - som en Slibesteen: helt ubegribeligt. - die St. Martini: Mortensdag =11. nov.

8

vellem hunc esse filium meum!: lat. Gid han dér var min son! - Cicero, Marcus Tullius (106-43 f.Kr.): rom. statsmand og forfatter. - Vildbasse: vildorne. -Kindhest: orefigen.- habeat!: lat. Lad ham fa den, dvs. det har han godt af. -Calendis Januar.: rom. datering: 1. jan.- Proh dolor!: lat. hvilken smerte! - væ me miserum: lat. ak, jeg elendige. - fregisti cor meum: lat. Du har knust mit hjerte. - Gud! giv min Son (...): 1. Kron. 29,19. - pater! (...) meum!: lat. Fader! i dine hænder befaler jeg min ånd! Luk.23,46.- seras (...) poenitentia!: lat. Nu straffes du - du angrer alt for sent! Fra fablen om ræven og ravnen, den rom. digter Phaedrus' fabelsamling, 1. bog, 13,1-12. P. var kejser Tiberitis' (14-37) samtidige. - Pridie iduum januarii MDCCIX: lat. datering: 12. jan. 1709. - faae Middagsmad: Som latinskoleelev skal Morten bo i Viborg. Faderen skal træffe aftale for ham om et dagligt, billigt middagsmåltid. - det ei slaaer til: det er for dyrt.- Brev til Tuticanus: den rom. digter Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.) skrev i sin forvisning til Pontus ved Sortehavet nogle digte i brevform, heraf to til vennen Tuticanus (Epistolae ex Ponto IV, 12,14).- cheu! mortuus est!: Ak! han er dod! - Monning(en): tagryg. - Kaalhave: jy. køkkenhave.

9

Idibus Januarii MDCCIX: rom. datering: 13. januar 1709. - XVIII Calend. Febr.: rom. datering: 15. jan. - Manden i Kokholm: jy. herremanden til Kokholm.- synger for Done: De lærde skolers elever (Skolepehlingene, Latinerne), tiggede til livets ophold ved korsang foran borgernes huse. Skikken blev forbudt 1756.- saa: såvist, dog.- vakte plurimum!: lat. et varmt farvel! - vendidi libertatem: lat. jeg har solgt min frihed.- 12 Sletdaler: Mortens fæstepenge, 1 s. var 4 mark (1 rigsdaler, »gode dalere«, var 6 mark; konverteredes i 1875 til 2 kr.).- Udviisning: brændsel; egl. mærkning af træer, der skal fældes. - rigtig: virkelig.

10

Meierske(n): smorkærnerske. - Fruerpigen: fruens kammerpige. - ars amoris og remedium amoris: to erotiske læredigte af Ovid (se n.t.s. 8): »Om elskovskunsten« og »Midler mod elskov«. - abstine manus: lat. (ordret) væk 334 med hånden! - Viskum: herregård - Ulv: i TVP, 94 fortæller Blichers far, at der endnu i hans tid fandtes ulve i skovene mellem Viborg og Hobro. - tager Stikkepenge: spøgefuldt i jagtsprog om den, vildtet slipper fra. Morten tager udtrykket bogstaveligt - onde Fortalere: bagtalere.

11

Methamorphoses: Ovids genfortællinger af forvandlingsfabler fra gr. og rom. mytologi; da. Forvandlinger. - discourerer: samtaler, konverserer. -Garsong: af garçon: fr. karl. - L'école du Monde (1695): fr. verdens skole, en slags »Takt og tone« af E. Le Noble (1643-1711). -gaaer (...) an: lader sig gøre, lykkes.

12

lader: klæder, -fik (...) for: jagtsprog: fik til gennemsøgning ved klappere. - søger: går løs på. - Hirschfænger: jagtkniv. - holdt (...) paa: sigtede på. -Steen: en flintesten, slået mod stål, frembragte gnisten, der antændte krudtet. - plaisant: fr. behageligt - curieux: fr. forunderligt - Grand Richard: en æblesort, -faaer Skam: går til grunde. - Fussingøe: herregård -J'ai froid: fr. jeg fryser. - Comment!: fr. hvad!

13

un pen mademoiselle!: fr. lidt, frøken! - tenez Martin! arrestez vous!: fr. holdt, Martin! Vil De standse! - Maden gaaer fra mig: Jeg har tabt appetitten. -den tartariske Prinds: hovedpersonen i Mile De la Rocheguilhens roman Zingis - histoire tartare (1711), da. Den store tartariske Printz Zingis Kierligheds Historie (før 1830). - Point de tout: fr. slet ikke. - Valet de chambre: fr. kammertjener.

14

remedia amoris: se n.t.s. 10. - ah malheureux que je suis: fr. ak, jeg ulykkelige. - prate og skoggre: sladrer og ler højrøstet - Rørdrum: hejreart; jf. Dav. Salm. 102, 7. - magnifique: storslået, prægtig. - indstillet: Ved indstillet jagt jager hundene vildtet ud mod klapperne, der står stille omkring skoven.

15

Kjeppene: Skovfogederne bar stokke som værdighedstegn. - viklede: jy. bevægede sig. - satte (...) af: anviste jægerne deres plads. - slog an: begyndte at gø.

16

Considerationer: overvejelser. - Maidag: 1. maj. - Ah! (...) adieu!: fr. ak, frøken Sophie, farvel! Farvel for evigt! - den Herre Zebaoth: »Hærskarernes Gud«; gammeltestamentligt tilnavn til Gud som krigsgud. -finge: fik. -Kaper: sørøverskib; kapervæsnet var statsligt tilladt beslaglægning af fjendtlige handelsskibe. - Passenerer: passagerer. - baxes: slås. - Gast: kapergast; egl. sømand, der gør tjeneste på kaperskib; her om skibet.

17

spansk Gevær: særlig slags lange, kraftige geværer. - Haandspager: træstænger til at dreje hejseværk (spil) på skibet med - Stykker: kanoner. - Dragkiste: blev brugt til sovested for småbørn. - sin Cours: sin vej. - Hovmesteren: junkerens privatlærer og rejseledsager. - hente Lærred: Kuglerne vikledes i fedtet lærred for at slutte i bøsseløbet - qvid hoc sibi vult?: lat Hvad betyder dette? Om episoden: se Malling: Store og gode Handlinger, s. 327-334. - Pust: slagsmål. - rare: opsigtsvækkende.

18

rekommendere: anbefale. - Maladie: fr. sygdom. - Hvad har jeg oplevet?: Pesten i Kbh. 1711 skal have kostet o. 23.000 menneskeliv. Kilde til skildringen er en artikel af lægen R. Frankenau i tidsskriftet Iris og Hebe, I, 1801. - slaget Folket med Bylder: Der hentydes til den sjette af Ægyptens ti 335 plager: byldepesten. 2. Mos. 9,8. - Strube: svælg. - triste figure: fr. sørgelig skikkelse, - forlangte: ønskede. - Fæe: kvæg. - De skal lægges (...) Sela: Dav. Salm. 49,15-16. - ongefær: omtrent.

19

affreuse: fr. rædselsvækkende. - Satisfaction: fr. tilfredsstillelse. - Inclination: fr. tilbøjelighed. - Force: fr. styrke. - Løbere: tjenere, som løb foran herskabets vogn for at holde vejen fri. - Agilité: fr. foretagsomhed.

20

Mariage: fr. bryllup. - attendere: lægge mærke til. - Un Cavalier (...) clair: fr. en fuldendt kavaler, min pige, ikke sandt? Og at han elsker Dem, det er jo ganske klart! - profiteret: haft udbytte. - Børnekopperne: de »rigtige« (sorte) kopper modsat den milde børnesygdom skoldkopper.

21

Saa har jeg (...): Mellem afsnittene den 16de December 1711 og den 13de Marts 1717 har B. i SN og CnN tilføjet følgende: Thiele, den 19de December 1711. Her er stor Sorg og Bedrøvelse. Frøken Marie er død; og Herren vil ikke lade sig trøste; men den naadige Frue taler kun om hendes Begravelse, hvorledes med samme skal tilgaae. Frøken Sophie følger vel efter hendes Søster; thi hun er meget slet. Hans Excellence, hendes Trolovede, laver sig til at drage bort - Lykke paa Rejsen! - Contenance: fr. sindsro. - (...) Grund dertil (...): I SN og GnN fortsætter novellen med følgende indskud ml. Hans Excellence og er vist en stor Libertiner: kom her igjen forgangen Uge, som jeg hører. Han. Libertiner: her: skørtejæger. - indecent: upassende. - vive: fr. livlig. -hartad: næsten.

22

railleret: spøgt. - douce: søde. - Drømmer jeg (...)?: fra L. Holbergs komedie Jeppe paa Bierget (1723), II, 1. - duperet: bedraget. - kaste Tax ud: grave gravhunden (ved navn Tax) ud af rævegraven, -gjøre Poenitentse: angre oprigtigt.

23

plat: fuldstændig. - den ene forraader den anden: Det ses på den ene, hvordan den anden er (dvs. vi er to alen af ét stykke). - Potiphars Hustru: forsøgte at forføre den kyske Josef 1. Mos. 39. - Afgrunden: her: helvede. -Silence!: fr. tavshed!

24

keget (...) i Leiet: jagtsprog: beluret, opdaget (om haren, der skjuler sig). -skulle vist holde Ord: vil sikkert gøre alvor af sin trussel. - echapperet: undveget. - Skjern Bro: over Nørreå.

25

Snepper: kom på træk i marts-april - Sengestokken: sengens sidebræt. - i fremmed Være: folkeviseudtryk: i fremmed eje, varetægt. - Skydehest: hest, afrettet til jagt. - Gehæng: bælte til jagtkniv. - Tut: mønter lagt sammen i rulle.

26

Thunøe: ø mellem Samsø og Jylland. - svælte: sulte.

27

Moscoviten: Under Den Store Nordiske Krig stod Danmark i forbund med bl.a. Rusland mod Sverige. - underlige: forunderlige. - Abilden: æbletræet. - i Bloster: i blomstring. - Kjelen: jy. brønden. - Zobel: sibirisk mår. - Min Sjel (...) Herren: Dav. Salm. 103,1. - fattig og halvnøgen: måske Joh. Åb. 3,17. - Corselidse: herregård på NØ-Falster.

28

Fataliteter: genvordigheder, skæbnetilskikkelser. - denne bittre Skaal: 336 Matth. 26,39. - en Mørkhedens Gestalt: en skikkelse fra Djævelens rige. -Journal: fr. dagbog.

29

Vammelhed: væmmelse. - malideusk: ondskabsfuld. - viller: behager, -gjør Ugedage: udfører ugentligt arbejde (om hoveri). - af skikkelige Folk: af finere familie.

30

Condition: ansættelse. - Frygter ikke (...) tillige!: Matth. 10,28.

31

Denne Slægt er traurig som jeg selv: om pietismen, der bredte sig i Danmark under Christian VI (1730-1746). - Ja, Herre! (...) Forfængelighed!: Dav. Salm. 39,12. - kaldte: udnævnte.

32

Anlangendes (...) Evighed: Dav. Salm. 103,15-17. - paa Marken: i vildnisset, ødemarken. - Veiret: ørkenvinden. - dets Sted (...) meere: Det er forsvundet fra stedet. -(...) indtil Evighed: 1824-udg., men ikke de senere, afsluttes med: (Fundet, gjennemseet og udgivet af S.S. Blicher), jf. n.t.s. 7 om titlen.

Røverstuen

Trykt første gang i No II (1827). Optrykt i SN I og GnN V. Om varianter udover den i noterne nævnte: se SSk X, 206f.

Stoffet er hentet i lokale sagn og i barndomsoplevelser, således måske ligesom i Eneste Barn Charlotte v. Schinkels historie, se n.t.s. 222.

33

højryggede Agre: agre, som en særlig pløjning over lang tid har gjort højest på midten og skrånende ud mod begge sider. - Cultur: opdyrkning. -Balker: egl. skillevægge; her forhøjninger mellem to hjulspor. - Vaaninger: boliger. - Hæsse: stakke af sæd, halm eller hø. - Kaalgaarde: køkkenhaver. - Fælledskab: landsbyernes jordfællesskab fra før udskiftningen 1781 (se ndf). Markerne lå da uindhegnede.

34

purlet (om krat): lavt og tæt. - Bæveresp: træarten bævreasp. - den fjerne Ejer: Før 1781 havde bønderne ofte langt til deres spredte jordlodder. Ved udskiftningen samledes disse mest muligt. - Ansbjerg: folkelig udtale af Aunsbjerg, b.s grandonkels gård. -føer: kraftig.

35

Centaur(er): gr. fabeldyr, halvt menneske, halvt hest. - Kumpen: fyr, karl. - alligevel: jy. skønt. - Vipperne: aksene, -give (...) Fangst: jagtsprog: give det dræbende stød. - Sadelknappen: den opretstående forreste del af sadlen. - Fjerdingmiil: 1/4 mil; l mil = ca. 7,5 km.

36

Favne: l f = 223 cm. - Delinqvent(en): forbryder, der skal straffes; især om dødsdømte. - bie et bitte Kom: vent et øjeblik. - læse: bede. - klæde Stejle og Hjul: Efter henrettelsen blev den dømtes lig lagt på et hjul, anbragt vandret på en pæl (stejlen), -gaae med Skubkarren: gøre strafarbejde (jordarbejde ved fæstningsanlæg). Skubkarre(n): trillebør.

37

Tønder(et): letfængeligt stof, f.eks. trøsket træ, fyrsvamp eller klude; del af fyrtøj; det opbevaredes i Fyrtønden (lille rund metalæske). - Nu falder Godtaar mig til: nu er det min tur (til at skyde). - Skurrehat: paddehat.

337

38

slaaer en Potte mod en Dør: Nytårsaften var det skik på landet at slå potter itu mod dørene. - hartad: næsten. - Sten(en): se n.t.s. 12. - vore genialske Comedier: J.L. Heibergs vaudeviller, som B. ikke yndede, opførtes fra 1825. - genialsk: åndfuld - Gammelstrandsconversationen: det folkelige sprog, fiskerkonerne ved Gammelstrand i Kbh. brugte. - ad libitum: lat. efter behag. - meeromrørte: ovennævnte. - Raad: middel.

39

Forladning: prop af papir eller lignende, der anbringes sammen med projektilet i våben, der lades forfra. - Sølvknapper: kunne if. overtro bruges som bøssekugler mod overnaturlige væsener. - skyd ham paa Pelsen: skyd ham ihjel. - Rendekugler: store hagl til riffelbøsser. - Hyldebøsse: legetøjs-bøsse af udhulet hyldegren.

40

forskrive fra Udlandet: se ndf - billige: rimelige. - Autorbanens: forfatterbanens. - in specie: især. - den danske Pasqvino: Heibergs blad Kjøbenhavns flyvende Post (1827-1828, 1830, 1834-1837, udg. af DSL 1981-1984) eller Dansk Litteratur-Tidende (1811-1836), som B. ikke yndede pga. deres kritik af hans værker. Pasqvino: smædeskriver, æreskænder. - Holbergs: Gid aldrig (...): fra H.s komiske epos Peder Paars (1719-1720), 2. bog, 1. sang. - L .........: Aug. Lafontaine (1758-1831): ty. forfatter til populære romaner og noveller, hvoraf mange, i lighed med de nedennævnte fire ty. forfatteres værker, oversattes til da. og optoges i ridsskrifter som . Visse forkortede forfatternavne i Røverstuen er skrevet ud i GnN. - v.. d.. V....: K.G. van der Velde (1779-1824): ty. forfatter til historiske romaner; blev kaldt »den tyske Walter Scott«. - ad modum: lat. på følgende måde, i denne stil. - H......: den ty. digter E.T.A. Hoffmann (1776-1822), hvis fantastiske fortællinger var populære. - R......, A...: kan være E. Raupach (1784-1852) (eller K.Fr. Richter) og J. A. Apel (1771-1816), begge ty. forfattere, der blev læst i Danmark i 1820'erne.

41

Commerce: omgang. - Varulv(e): menneske, der kan antage ulveskikkelse. - Vampyr(er): if serbisk overtro natligt væsen, der dræber og suger blodet af mennesker. -W..... S....: Walter Scott (1771-1832): skotsk forfatter, beundret af B.; hans romaner fik stor betydning for genrens udvikling; blev oversat til da. fra 1821. - C....: måske den ty. romanforfatter H. Clauren, pseud. for K.G.S. Heun (1771-1854). - Shawl: sjal. -Røghytte: primitivt bondehus. - Rane(n): stang eller stænger til hvileplads for høns. - Overalt: overhovedet. - sc.... e: scottske. - Lejebibliothek(er): privatejet bibliotek med hjemlån af bøger mod betaling; første da. 1. opstod 1725. L. spillede en stor rolle i 18. og 19. årh.; de afløstes af folkebibliotekerne. - Læseselskab(er): læsersammenslutning, der købte ny litteratur med henblik på cirkulation mellem medlemmerne. Disse købte efter cirkulationen bøgerne eller lod dem indgå i ls bibliotek. L. opstod i beg. af 18. årh., i Danmark ca. 1750-1800. - Manuscripter til Udstyr: litt. artikler (bl.a. i 1824) fortalte, at W. Scott fik så store honorarer for sine bøger, at en af hans døtre fik ms. til en ny roman i medgift. - S......: måske den eng. romanforfatter T. Smollett (1721-1771); hans roman 338 Peregrine Pickle har brede beskrivelser af jagtscener. - tager (...) Rend til: tager tilløb. - Siegfried v. Lindenberg: komisk roman (1779, da. 1786) af den ty. forfatter J.G. Müller (1743-1828), der udgav sine værker anonymt. - Hænderne er Esaus (...):1. Mos. 27,22.

42

Pegasus: if. gr. mytologi bevinget hest; symbol på digterevnen. - hvor det ikke er (...) rigtigt: hvor der sker overnaturlige ting. -phantasmagorisk: som har med spøgelser at gøre. - Ladegaard(sporten): gårdsplads mellem avlsbygninger, -forknyttede: forkrøblede.

43

Tiendetageren: opkræveren af Tiende, dvs. 1/10 af årets afgrøde, til jordejer eller præst. - Ridefogden: slotsforvalteren, der forestod gårdens drift og havde opsyn med hoveriarbejdet. - Hundedrengen: drengen, som passede hundene; ofte om person, der behandles dårligt. - Bryststykke: brystbillede. - Tiden for nærværende Begivenheder: måske 1730'erne, jf. dragterne; den ty. kirke, (se n.t.s. 50) er endnu ikke opført; på Bremerholm (se n.t.s. 46) udfører tugthusfanger stadig strafarbejde, -grundmurede (om parykker): spøgefuldt om gammeldags parykker med flere rader stivede bukler i nakken. - Kabuds(er): hue med øreklapper til mænd - Rullebuxer: formentlig om lange bukser, der blev rullet op over knæet, når man havde støvler på. - ærlige og velbyrdige: agtværdige og af fornem stand. - ordentligviis: sædvanligvis. - Domestiquerne: tjenestefolkene.

44

Kok: urhane. - carmoisinrød: mørk højrød. - Stoffes: af tykt, uldent stof med indvævet mønster. - Kalvekryds(et): skjortebryst med kruset bryststrimmel. - Hovedstykke(r): egl. kapitel i katekismus; her brugt spøgende. -guldgalonerede: med besætning af guldindvirkede bånd. - (stor)blommede: blomstrede.

45

Gjækkerie: fjasen. - synderlig(ste): besynderlig. - Rulle (egl. rudel): hjorteflok. - slaaet an paa hans Fod: fulgt hans spor. - Palstrup: herregård. - Sextenender: hjort med seksten takker på geviret; her om junkerens mange aner. - Mariagen: se n.t.s. 20. - tog ham paa Komet: sigtede på ham. - troede godt: var ikke sky. -for det første: indtil videre.

46

tør: behøver. - Justitien(s): retfærdigheden. - Bremerholm: i Kbh.; her lå flådens skibsværft, hvor tugthusfanger indtil 1739 udstod deres straf. -Knuden stak i: problemet bestod i. - Vestervig: ca. 30 km SV for Thisted; indtil reformationen munkekloster, derefter herresæde. - Ladefoged: havde opsyn med gårdens avl. - bude: beordre.

47

Jacobinerhue: den frygiske hue, den fr. revolutions symbol; lignede en nissehue. - Skyggetegning: foreløbigt udkast. - beslaae: rulle sejl sammen og binde dem fast til råen (stangen, se også n.t.s. 178). - rebe: gøre sejlene mindre. - Svabergast(es): matros eller skibsdreng, der spuler dæk. - Spiritus navalis: spøgefuldt: skibsånd. - Fløj(et): vimpel eller vindpose. - Nathus(et): kompashus. - Pøsen: spanden. - Spiiltoug(et): bås i hestestald. - snærre(t): blive sveden.

48

kaste sig (om øl): blive dovent. - meerbemeldte: føromtalte. - Storhuusellene: en gruppe elletræer (siden fjernet) mellem Demstrup og Avnsbjerg. -Horsegjøg(s): dobbeltbekkasin. - blade: om råens lokketone.

339

49

Viborg: dvs. tugthuset i V. - billigt: rimeligt. - krumpne: krogede. - Sparrer: spær. - Mose: måske Høgild Mose ca. 7 km vest for Frederiks (se n.t.s. 50). - Vældgunger: gyngende grund med kilder under.

50

hverre Syn: fordreje synet; om gøglesyn. - meeromrørte: føromtalte. - Emmer: gløder. - Kul: forkullede rester. - den tydske Kirke: Frederiks Kirke, bygget 1766 for de tyske bønder indkaldt af Frederik V til opdyrkning af heden. - et gammelt Sagn: genfortalt af B. i Oldsagn fra Heden (1824) (SSk VI, 157). -formaledidede: forbandede.

51

Huling: lavning. - Eenstedgaarde: udflyttergårde fra tiden før udskiftningen (se n.t.s. 34). - Rydhauge: herregård ca. 7 km øst for Struer, -for en Fejls Skyld: for en sikkerheds skyld.

52

Salvegarde: beskyttelsesvagt. - Camera clara: apparat til tegning af genstande efter naturen. - Beenhus(et): hus på kirkegården, hvor opgravede skeletdele opbevaredes.

53

Bucephalus: navnet på den makedonske konge Alexander den Stores (356-323 f.Kr.) stridshingst. - Phantasus og Morpheus: personifikationer af fantasien og søvnen. - en face: forfra.

54

Belzazar: »hans Farve (.. .)*: Dan. 5,6. B. var en babylonisk konge, for hvem profeten Daniel tydede en gådefuld skrift på væggen. - meget mere: tværtimod. - havde (...) Troen ihcende: havde flet syn for sagn; jf. den vantro Thomas, Joh. 20, 24-29.

55

purificeret: renset. - Materie: emne. - Inqvisitorer: forhørsdommere. - skjøttede om: brød sig om. - Fux: rødbrun hest. - Belle: isabellafarvet (gullighvid) hest.

56

Mejersken: se n.t.s. 10. - Gyngekjeme(n): en ældre slags vugge- eller rystekerne.

57

Entrez: fr. kom ind. - Peste!: fr. for pokker! - echapperet: se n.t.s. 24. - Hærskue: mønstring af tropper.

58

stod ved Hestfolkene: var dragon. - Comet: officer af yngste grad i et rytterkompagni. - Cuirassiereme: kavalleriet.

59

Kroner: l Krone = 4 mark (se n.t.s. 9). - Vad(e)sted: ved Høgild; omtalt i VA (SSk XX, 235).

60

Ungem: En datidig krig i Ungarn med da. deltagelse er ej identificeret. - Janitskarer: tyrkisk fodfolkskorps. - Min Broder: I 1730'erne ejedes Vestervig Kloster af en kornet Johan Moldrup og hans bror.

61

Manden: herremanden. - dominere: skælde ud - lumrer: blusser op.

62

Lyst æfor aa mørk æbaag! (...) et gammelt Eventyr: Trylleformularen er kendt fra forskellige versioner af eventyrtypen Den lille Sko (nr. 47 i Sv. Grundtvig: Katalog over Danmarks Folkeeventyr (1861-1883). Udfyldt af Axel Olrik (1888ff.)). En af dem, Den røde Ko, handler om en prinsesse (E. Tang Kristensen: Æventyr fra Jylland (1881), s. 38ff.). - vel god: for god - Pakke: oppakning. - Loths Hustrue: Før ødelæggelsen af byerne Sodoma og Gomorra bød Gud Lot at flygte med sin familie og advarede dem mod at se sig tilbage. Lots hustru trodsede advarslen og blev til en saltstøtte. 1. Mos. 19,26. -fast: hurtigt. - hildede sig: fik foden indviklet

340

63

specifique Tyngde: vægtfylde. - æqual: lig med. - Fjerdingvej: se n.t.s. 35. -svare Regning: betale sig. - handelige: håndterlige. - kastet: gravet.

64

Lisbeth Madame Madses: holbergsk tiltaleform. - Troglodyt: huleboer.

65

Klør: fyr. - Catastrophe(ns): her i den klassiske gr. tragedies betydning: skæbnevending, som altså kan føre til både godt og ondt. - Sædegaard: herregård, der havde været adelssæde før 1660.

66

Hestehave(n): indhegnet græsningsplads for heste; nu om jordstykker, der tidl. blev brugt som h. - Pintsefesten(s): Op til 1848 afholdtes efter gl. skik pinsefest i Aunsbjerg Hestehave. Herom i TVP, 145 og VA (SSk XIX, 222). Se også De tre Helligaftener, s. 215. - Noahs Due: 1. Mos. 7,11. - har eller finder: GnN: > har fundet eller finder. - Viser: dial. bidronning. - raaber ud: om biernes summen, før de sværmer. - Bladeskrald: piben i blade. -myrler: myldrer. -firmer: bevæger sig hurtigt. - Qvadrille: dans, der danses af fire par. - Scotsk: landlig dans. - Dyrehaven (...) Charlottenlund: også på B.s tid yndede udflugtsmål. I VA sammenligner B. Hestehaven med D. (SSk XXI, 222). -pletteret: overtrukket med et finere metal. - Aftensang: eftermiddagsgudstjeneste.

67

Kjærsholm: herregård. - Vindfælde: træ, blæst om af vinden.

68

saa prynsk som nogen Pommerkok: så vigtig som en kalkunsk hane. - polsk Dands: her vel: polka. - skiftet Ejermænd: Aunsbjerg havde fra 1732 til 1827 haft ti forskellige ejere. - trofast Kjerlighed (...): 1833-udg. har her tilføjelsen:, en Himmel under Jorden.

Sildig Opvaagnen

Trykt første gang i No V (1828). Optrykt i SN II og GnN VI. Om varianter: se SSk XII, 211f.

69

(Orig. Fortælling): er udeladt i SN og GnN. - Delirium: her: sindsforvirring.

70

billig: berettiget. - hvor Skolen dengang stod i slet Rye: udeladt i SN og GnN. - ustridigt: ubestrideligt. - Chapeau: (bal)kavaler. - resignerer: giver frivilligt afkald - Proposition: forslag. - allerhelst: især. - Qvadrillen: se n.t.s. 66.

71

Puns(eglas), punsch: drik, blandet med vin, vand og sukker. - Coqvette: letfærdig kvinde. - synderlig: mærkelig. - Aasyn: ansigtsudtryk (om sjælelig tilstand).

72

Vampyrer: se n.t.s. 41; her om forførersker. - tvert: ugunstigt.

73

Dithyramber: højstemte hyldestdigte; her ubundne, dvs. ikke på vers. - die holde Sitsamkeit (...): fra den ty. digter G.A. Burgers (1747-1794) digt Die Beyden Liebenden; lyder i sammenhæng: Die Wollust ist sie in der Nacht/die holde Sittsamkeit bei Tage: »Hun er vellysten selv om natten,/ om dagen den hulde ærbarhed.«

74

Phoebus: Apollon, i gr. mytologi kunstens - her sangens - gud - Bacchus: i rom. mytologi vinguden. - besluttes: afsluttes. - Kaldsbrev: udnævnelsesbrev (til præsteembede), -forlagt til: opr. flyttet til; her i betydningen 341 anbragt i en garnison (om militærpersoner). - vittig: intelligent. - L.H. C. (...) H.C.L.: C. betegner fortælleren selv. - ordentligviis: sædvanligvis. -Tour(en): sædvane, mønster. - Circler: selskabelige sammenkomster. -subordineret: underordnet, underlegen.

75

Depositurus: nybagt student; »rus« er en forkortelse heraf - Ikke at han jo var (...): Det var ikke, fordi han ikke var (...). - Voldgiftsmand: i jur. sprog person, der træffer afgørelse i en strid mellem to parter. - Privatissimum: privatselskab. - Bete: l'hombre-udtryk for at tabe med ét stik. - Codille: tab med flere stik i l'hombre.

76

Klubben: det sted, hvor byens selskabelige foreninger eller klubber samledes. - Resolution: beslutning.

77

Don Juan: denne sagnagtige forførerskikkelse af spansk oprindelse er bedst kendt fra Mozarts opera Don Giovanni (1787). - uvitterlige: uafvidende, ufrivillige.

78

Materie: emne. - Postnyhederne: avisnyhederne.

79

her i Sengen hos mig: GnN: > her hos mig. - Munderingskammer(et): opbevaringssted for uniformer.

80

og sov hos (...): GnN: > og bliv hos (...). -forskylder: fortjener. - Febricitanten: feberpatienten. - lægger (...) Fold til: fæster sig ved. - Feberparoxysme: heftigt feberanfald.

81

Omblik: overblik. -forblummede: uklare.

82

mislig(ere): vanskelig, her: utaknemmelig. - tu contra (...): lat. Du skal gå dem (ulykkerne) dristigere i møde. Citat fra den rom. digter Vergils (70-19 f.Kr.) helteepos Æneiden VI, 95. - Jobs Venner: Den gudfrygtige Job udsattes for svære prøvelser, men fastholdt sin tro på Gud. Jeg har hørt mange Ting (...) er Jobs svar til sine dårlige trøstere (Job 16, 2-4); et Vær: forgæves. - Balsom, balsam: her: salve brugt som lindrende lægemiddel.

84

afbede: bede om tilgivelse for. - Myrthe(n): stedsegrøn plante; kærlighedssymbol. - Commiskjoler: uniformsfrakker. - Blaarlærred: groft lærred af hør- eller hampaffald. - Frantz! Frantz! (...): ty. Frantz! Frantz! Stå op! Morgenen gryer. Adelheids slutreplik (ikke ordret) fra Goethes drama Gotz von Berlichingen (1772, da. 1803), V, 8. - cortex peruviana selecta: kinabark (egl. bark fra Peru) af bedste sort; heraf udvindes kinin. - Hr. Galanen: nedsættende om en gift kvindes elsker. - Bilet(terne): kortfattet brev.

85

Panteforskrivninger: pantebreve, gældsbeviser, -fornemmelig: især.

86

Forbud: forvarsel.

87

afholde: afværge.

88

udvaaget: forvåget.

Ak! hvor forandret!

Trykt første gang i No VIII, 1828. Optrykt i SN III og i GnN II. Om varianter udover den i noterne nævnte: se SSk XIII, 223f.

342

90

(Original Fortælling): SN og GnN fortsætter: (Forhen trykt under Firma P. Sp.). - aspirerede til: stræbte efter. - Aldrig saasnart var jeg kommen tilbage (...): Fortællerjeg'et er Peer Spillemand-figuren (se efterskrift), der også er fortæller af novellen Eva, trykt i No VI, 1828. - Justitsraad: titel i 4. eller 5. rangkl. inden for et system af i alt 9 rangkl. (1. kl.: geheimeråd). -Ruricolus: lat den landlige. - fidele: gemytlige, muntre. - Spradebasse: overdrevent pyntet eller moderne påklædt ung mand. - som et pillet Æg: ulastelig.

91

halvsjette: 51/2. - Tomme: l t = 2,6 cm. - Nordlyset for 1827 (...): henvisning til Peer Spillemand. (En litterair Notice, meddelt af ham selv, i et Brev til Redactionen). - Stadsmusikanten(s): musiker, der havde privilegium på at spille ved offentlige og private festligheder i en by. - viniliske: fra Vendsyssel. - Peninsel: halvø. - Vor Søerejse indtil Aalborg (...): forudanm. af novellen Peer Spillemands Skibsjournal (No X, 1829). - naturaliseret: ligestillet (ved tilflytning). - scoptisere: gøre nar. - Nankins Buxer: b. af gult bomuldsklæde, opr. fra den kin. by Nanking. - pojfodede: om duer og høns, der har fjer helt ud på fødderne.

92

Figur: stilfigur. - ven(ne) Maar: folkevisesprog: smuk ung pige. - Polskpas: en slags kortspil. - Ufærd: ulykke. - (drikke) en Tærte: en bolle punsch (se n.t.s. 71). - Terminus technicus: lat. fagudtryk. - Thevandsknægt: te med rom og sukker. - Discours: (vidtløftig) samtale. - Roeandrik(kens): betegnelse for andrikken, når den fælder svingfjer og derfor ikke kan flyve.

93

Strunkhed: fornemhed. - Air og Anstand: fornemt væsen og værdig holdning. - brøstede: manglede. - Kammerraad: titel i 6. eller 7. rangkl. (se n.t.s. 90). - Træskokarle: her om kvæg af ringe kvalitet. - No« plus ultra: lat. uovertruffen.

94

Miss Flamborough: bondepige i den eng. forfatter Oliver Goldsmiths (1730-1774) roman The Vicar of Wakefield (1766, da. Præsten i Wakefield. Oversat af B. i No 1827). - Bett(y) Bouncer: bondepige, omtalt i Goldsmiths skuespil She Stoops to Conquer (1773, da. Feiltagelseme, 1786), I, 11. - Jevnmaal: harmoniske mål. - Liniamenter: ansigtstræk. - Lafontaine: se n.t.s. 40. - Lotte: formentlig heltinden i Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers (1774, da. Den unge Werthers Lidelser (1832)). - Mariane: måske heltinden i den ty. forfatter J.M.Millers (1750-1814) roman Siegwart, eine Klostergeschichte (1776, da. 1778), en efterligning af Goethes roman, som også omtales i b.s novelle Fjorten Dage i Jylland (DN II, 17). -færdigt: kompetent. - Mageskifte: udveksling af fast ejendom. - dédaigneux: foragtfuldt.

95

Mandinder: mandhaftige, stridbare kvinder. - Amazoner: if. gr. sagn et folk af krigeriske kvinder ved Sortehavets kyst. - Jukke(trin): om pludselige, rykvise bevægelser. - echaufferet: ophedet.

96

Jomfruetobak: virginiatobak. - uimodstaaeligt: uudholdeligt. - Æ tykkes mi gue Uen sier saa bleg ud: jy. jeg synes, min gode ven ser så bleg ud; til gue Uen har 1. udg. 1828 flg. fodnote: * Dette Hr. Lammestrups »gode Ven« erindrer mig om et ligelydende 343 »gode Ven,« jeg nyligen har seet anbragt i lignende Sammenhæng, og vel heller ikke i meget forskjellig Betydning. Hr. H. v. Buchwald har nemlig i No. l af hans »Bilag til Erindringerne« følgende: - »Det andet Exempel paa slet Oversættelse falder nærmest mellem mig og min gode Ven Hr. S. S. Blicher« - »naar saadanne Fejl ikke mulcteres, saa etc.« (maae nemlig Recensenterne ikke revse andre Oversættere.) Men Fejlene ere disse: 1) S. S. B. har oversat Invalid ved Krøbling, og 2) det dobbelttydige hôte ved Vært, hvor det borde hedde Gjæst. Min gode Ven S. S. B. har sagt mig: at han allerede herfor har faaet, og uvægerlig modtaget en lille mundtlig, men høflig Correx (det var i en Oversættelse af Hr. v. Buchwalds eget Arbeide »dernières pensées« at hine Fejl vare indløbne). Saa hædrende som S. S. B. sikkerligen vilde ansee Hr. v. Buchwalds Venskab - det grunder sig ellers kun paa to Breve og to Timers Samtale - saalidet forlanger han vel, at dette skal antage Caracteer af Hovmesterskab. For saadanne to Fejl - hvoraf den ene egentlig ingen Fejl er, og den anden kun en halv - først at høre et privatissimum, og derovenpaa publice at udmønstres af Oversætternes Legion, eller rettere udpeges som No. 2 blandt slette Oversættere: det er i det mindste ikke venskabeligt. Det tykkes mig forresten sært, at Hr, v. B. nu vil slaae ind paa Recensentvejen (i Almindelighed deres Tilflugt, der ej kunne komme frem paa nogen anden); men endnu særere, at just hans gode Venner først maae holde for. Hr. H. v, Buchwald: B. havde fra fr. oversat to tekster af Heinr. v. Buchwald (1787-1876) til No: En ung Krøblings sidste Tanker og Pilegrimmen. - Recensenterne: anmelderne. - privatissimum (...) publice: privat bebrejdelse (...) offentligt. - Nectar: gudedrik. - Anticipation: foregribelse.

97

Terpsichore: dansens muse. - Slikkene: kysseri. - skriftede, gik den polske Kirkegang, stode paa den brede Steen, malte Sennop, hængte og faldt i Brønden: forsk former for straf, man idømmes i pantelege. - Pas, Beet. Jeg bliver i dem, tag hjem (.. .)jeg har ham: forsk. spilleudtryk fra l'hombre. - have sat en (...) Beet: have bødet for et tabt spil.

98

Krøs: skjortebryst med kruset bryststrimmel. - Strimmel: tøjstrimmel til pynt på dragter, især i halsudskæringer. - Hanekam: Håret er redt op i begge sider, så det ligner en kam. - Chapeaueme: se n.t.s. 70. - blind(e) Figureren: fordans, der udføres for et syns skyld. - Alabast: klar, svagt gennemsigtig gipsart. - og jeg behøver (...) Brylluppet: udeladt i SN og GnN.

99

een af vore Digtere: måske hentydning til Poul M. Møller: Jægersang (trykt i Just Mathias Thieles (1795-1874) poetiske nytårsgave Rosenblade (1818)). - dansk Whisky: brændevin. - Fictioner: påfund, opdigtelser. - vrippen: irritabel.

100

Knubskib: lille fladbundet båd -forplumredes: forstyrredes. - incommoderet: besværet. - hartad: næsten - Knist: undertrykt latter. - Flause: dumhed.

101

Apport: ordre til hunden om at bringe byttet. - Revieret: jagtområdet. - raabte af: gav tegn til, at jagten var forbi.

102

Hephæstos: I det gr. helteepos Iliaden, der tilskrives Homer (8. årh. f.Kr.), 344 fortælles det, at den halte smedegud Hefaistos får guderne til at le, da han for at forsone Zeus og Hera farer rundt og skænker vin op ved et gæstebud på Olympen. - suffisant: selvtilfreds. - Amphibier: dyr, der kan leve både i vand og på land.

103

Travestering: komisk kostume, forklædning. - Ryes Frakke: frakke af uldent stof - nec mirum: lat og intet under. - Pantalons: lange benklæder. -formaledidede: forbandede. - Seculum: lat. århundrede. - raillere: se n.t.s. 22.

104

ond(e) Genius: ond ånd. -profitere: her: nyde. - Hvad tykkes dig om Sædet?: fra Oehlenschlägers tragedie Hakon Jarl (1806), I, 3. - Ha! tifold formaledided være den Skræder (...): jf J.H.Wessels komiske syngestykke Kierlighed uden Strømper (1772), I,1.

105

Lethe (...) Styx: if gr. mytologi er L. navnet på glemselens flod i underverdenen; S. er den flod, over hvilken Charon færger de døde til dødsriget. - malisjøsk: se n.t.s. 29. - Digteren: citatet er fra B.S. Ingemanns drama Løveridderen (1816), sidste scene.

106

Sundbye: Nørresundby. - Die hübschen Mädchen (...): ty. »De kønne piger forbliver fjerne - o, ungdoms drøm, o, gyldne stjerne.« Fra F. Försters (1791-1868) digt Lauf der Welt.

107

Statscalenderen: Kongelig Dansk Hof- og Stats-Calender (siden 1801). - Aus den Augen (...): ty. ude af øje, ude af sind - resigneret: taget sin afsked. - es waren schöne Zeiten, Carlos!: fra Goethes sørgespil Clavigo (1774), I, l (ikke ordret).

108

fransk paa Forbenene: om korthalsede heste, der må stille det ene ben foran det andet for at nå græsset. - ousen: parrelysten (om køer). - Pillik: krikke. - ringe: sætte ring i næsen (på husdyr), - plat: komplet. - cremortartarisk: egl. rensende; afkølende.

109

rustificerede: landliggjorte, bondske. - tempora mutantur et nos mutamur in illis: lat. ordspr.; tillægges den ty.-rom. kejser Lothar I (840-875).

Hosekræmmeren

Trykt første gang i No IX, 1829. Optrykt i SN I og CnN V. Om tekstvarianter: se SSk XIV, 229f.

110

Hosekræmmeren: En h. var en mellemhandler, der opkøbte strømper og andre uldvarer fra de spredte producenter og videresolgte dem til grossererne i de store byer, især Kbh. og Hamburg. - Den største Sorg (...): formentlig efter en folkevise. I Danske Viser 1530-1630 v. H. Grüner Nielsen (1912ff., optr. af DSL 1978-1979) ses en afvigende form: Inngen større plage y ald werdenn monne were ennd att skillis fra sinn hierthens kier (nr. 232). - Alhede: meget stor hede; her hedeområdet SV for Viborg. - Tamerlan: el. Timur Lenk: mongolsk hærfører fra 14. årh. - lysterer: er på lystvandring. - Kimingen: horisonten. - (Menneske)vaaning: bolig. - 345 Colonieanlægget: o. Frederiks ved Viborg, hvor »kartoffeltyskerne« (se n.t.s. 50) holdt til.

111

Skiven: bordet - Hedebonden: Hosekræmmeren delte sæd og skik med de øvrige bønder, men tilhørte en højere, mere velhavende klasse. - de skotske Lairder: godsejere.

112

Travestering: forklædning, -gjorde adroit: stillede sig på bagbenene. - kaldte Hunden af: GnN: > kaldte af Hunden. - uvitterligt: ubevidst. - Een af de Kumpener, der rende omkring (...): Esben er kun bissekræmmer, ikke hosekræmmer. Kumpen: kumpan, fyr. - Dos: dusin. - Tværsæk: vadsæk med åbning på tværs; kan bæres over skulderen. - Boel: husmandssted. - Daler: se n.t.s. 9.

113

driver: udvikler sig. - (blaat)blommet: se n.t.s. 44. - cimbriske: her vel: jyske (ikke himmerlandske).

114

Mens Græsset groer (...): ordsprog hos Peder Laale (DO, 3252); her om løfter, der først kan opfyldes om lang tid. Formentlig dannet af Tunnicius' ty. ordsprog fra 1514: Wenn das Gras wachst, so ist das Pferd oft todt. - but: mut. - maae: kan. - Materie: se n.t.s. 78.

115

firer af: gør indrømmelser. - Epictet(s) (ca. 50-ca. 130): gr. filosof, en af stoicismens grundlæggere; skelnede mellem det, der beror på viljen, og det, der ikke er i menneskets magt (jf. Epiktets Haandbog. Overs. af E. Boye (1781), s. 3ff.). Ved at udvikle viljen skulle man nærme sig en etisk fuldkommenhed i uafhængighed af den ydre verdens skiftende vilkår. -sublunariske: »under månen«, jordiske. - Hymen (...) Pluto: if. gr. mytologi er H. ægteskabets gud og P. rigdommens. - Roman: rørende, romantisk skæbne. - sad varm(ere): var velstående. - gode Sedler: hundreddalersedler (if fodnote til 1833-udg.).

116

anticipiere: se n.t.s. 96.

117

Macbeths Dolk: allusion til Shakespeares drama Macbeth (ca. 1605), II, 1. -Mikkelsdag: 29. sept; fest for ærkeenglen Mikael.

118

fare med: være beskæftiget med. - binde: strikke. - det har intet Skrid: der er ikke skred i det.

119

der er lyst tre Gange: Lysning foregik i kirken tre søndage i træk, hvorefter ingen kunne modsætte sig ægteskabet. - tog Uldnøglet fra (...) Skulder: Når man strikkede, var garnnøglet som regel af hensyn til bevægelsesfriheden fastgjort til en Hægte (krog) på klæderne, - for det meste: næsten.

120

Uskjel: uret. - Overstuen: den fine stue eller storstuen.

121

Ætmaal: døgn. - Da hun vaagnede (...) tilbage: udeladt i GnN.

122

studsig: studs, krakilsk.

Præsten i Vejlbye

Trykt første gang i No X, 1829. Optrykt i SN II og GnN II. Om varianter: se SSk XIV, 232.

346

Historiske forudsætninger. Novellen bygger på en virkelig tildragelse. Det historiske grundlag har B. fra E. Pontoppidan: Annales ecclesiæ Danicæ (1741ff.) og fra mundtlig overlevering. SSk XIV refererer flg. (her fork.) s. 244: Præsten Søren Jensen Qvist blev uskyldig henrettet 1626, anklaget for mord af en mand, der havde friet forgæves til præstens datter. Præstens kusk var 1607 forsvundet på en gådefuld måde. Hans tjenestekarl udbredte det rygte, at præsten havde myrdet ham, men fragik det på tinget. Længe efter dukkede rygtet op igen, da man fandt skeletdele uden for kirkediget. Ved hjælp af bestukne vidner fik frieren da præsten, der nægtede sig skyldig, dømt og henrettet. Præstens søn fik sagen genoptaget og faderens eftermæle renset. En fremstilling af hændelsen på grundlag af sagens akter findes i Severin Kjær: Præsten i Vejlby (1894). Se også Henrik G. Poulsen: En Criminalhistorie: Blicher og Præsten i Vejlby. Essay (1970).

124

Vejlbye: mellem Grenå og Ebeltoft. Her ligger også de øvrige lokaliteter, der er nævnt i novellen. - Herredsfoged: indtil 1919 den embedsmand, der var dommer og politimester i et herred. - Aalsøe: ca. 3 km SØ for Vejlby. - min kjere Herres Foranstaltning: Herredsfogder udnævntes før enevælden af lensmændene og havde ingen juridisk uddannelse. - dette Folk: beboerne i herredet - svare: byrdefulde. - Det er ikke godt (...): 1. Mos. 2,18. -falder af: dør. - Ingvorstrup: gl. gård i Vejlby Sogn. - Forbandet være (...): 5. Mos. 27,25. - Pranger: person, der driver lyssky handel. -hav e med (...) at skifte: have med at gøre.

125

Mohrenkopper: heste med sorte hoveder. - Daler: se n.t.s. 9. - magede: sat sammen til ét spand - Afslæt: nedslag. - Tiende: se n.t.s. 43. - Hr. Søren: se n.t.s. 7. - talte ham til, saa en Hund (...): skældte ham hæder og ære fra. -beleven: venlig, elskværdig. - Avlskarl: forkarl.

126

Rasmus: landsby 10 km SSV for Grenå. - Tørveskifte: tørvelod. - Du skalt ikke bøje (...): 2. Mos. 23,6. - Flyttedag: den dag, da tyendet på landet fra- eller tiltrådte pladsen, -fuus: barsk, hidsig. - summe sig: besinde sig. - artigt: her: underligt. - Skjelm: forbryder. - Qyæstioner: spørgsmål. - sloten: forlegen. - Discoursen: se n.t.s. 11.

127

Høgholm: herregård i Rosmus Sogn. - smidskede: smålo underfundigt. -staaet for Skorstenen: været i køkkenet (ved arnen), -gram: forbitret. - Lipperne: læberne. - Vederpart: modpart. - skoggre: se n.t.s. 14. - Fordrager Sorg (...): Pet. 1. brev 2,19; Fordrager: tål. - Jagilde: trolovelsesgilde. - bevægeligt: bevægende. - moxen: næsten.

128

fornemmelig: især. - Fader og Moder (...): Dav. Salm. 27,10. - Overborde: ved bordet. - hartad: næsten. - Lyngbye: nabosogn til Vejlby. - Hyllested: nabosogn til Rosmus. - besværet: drukken. - Piaseer: morskab. - over alt dette: overhovedet. - studsig: opsætsig, stædig. - lad Porten slaae ham: vis ham døren. - smøre sine Fingre: tilsmudse sine hænder (ved at prygle).

129

et Viintræ (...): Dav. Salm. 128,3. - revangere: hævne. - Retten giver os Alle nok: retten lader ingen i stikken. - stædt for Podemester: ansat som gartner. - Munddaske: slag på munden. - allerhelst: især. - har forstukket sig: holder sig skjult.

347

131

vedpas: omtrent. - Indsidder: person, der bor til leje hos gårdmand - Hyrden: byhyrden. - ibidem: lat. sammesteds. - du skal ikke slaae ihjel!: 2. Mos. 20,13. - Øvrigheden bærer ikke (...): Rom. 13,4. - Stiftamtmanden: blev først i 1692 betegnelse for den amtmand, der sammen med bispen udgjorde øverste myndighed i stiftet (bispedømmet).

132

Tolstrup: by i Vejlby Sogn.

133

det imputerede Mord: det mord, han var beskyldt for. - beknyt: bekymret. -forekom: kom i forkøbet, - gjøre (...) fyldest: opfylde.

134

i Kvarteret: i samme del af haven. - Skrupperie: skrammel.

135

læg Haand paa den Døde: if. overtro ville sårene på den myrdedes lig springe op at bløde, når morderen rørte det.

136

Kiste (...) havde staaende til sig selv: alm. skik hos bønder i æ. tid - Tingsvidne: afgivelse af vidnesbyrd; her protokollering af sagen i haven. - Stokkemænd(ene): tingsvidner, bisiddere ved forhør; Stok: tingbænk. - befatte Dig intet (...): Matth. 27,19. - Udpige(n): pige, som arbejdede i marken. -Borgerstue(n): opholdsstue for tyendet. - (om)vandt: vidnede (om). - undsige: true med skade.

137

Saa sandt hjelpe mig (...): slutn. af dommereden, jf. Koldingske Reces 1558, § 7. - Avind: fjendskab. - vitterligt: bekendt.

138

Pust: slag, genvordigheder.

139

forloren: fortabt. - Slutter(en): arrestbetjent.

140

Axelen: skulderen. - Byesvend(en): væbnet øvrighedsbetjent.

141

Bursch: student. - Ledemod: led.

142

priis Ingen lykkelig (...) døer!: if. den gr. historieskriver Herodots (485-430 f.Kr.) værk om perserkrigene, I, 32, sagde Solon (se n.t.s. 193) disse ord til kong Krøsos; ses også i: Syrach: Jesu Sirachs Viisdom, se n.t.s. 7. -Skodde: slå. - synderlig: besynderlig.

145

Fredens Tegn: korsets tegn. - Indklædning(en): digterisk fremstilling. - denne (...) Begivenhed gav Anledning til (...): ikke hist. korrekt. - Delinqventsager: sager, der fører til straf, især dødsdom, -geraadede: blev.

146

have sin Habforgfort: have risikeret sin hals, dvs. halshugges. - Ruelse: anger. - kjødelig Sikkerhed: verdslig ubekymrethed - et Vredens Barn: synder, der må straffes af Gud (efter Efes. 2,3). - Jeremiæ Begrædelses Bog: dvs. Klagesangene, som if traditionen er forfattet af Jeremias.

147

Stenen ligger endnu (...): En ligsten, der kaldes Søren Qvists, ligger på stien uden for våbenhusdøren, - plat: se n.t.s. 23. - det var ikke saa godt (...): det havde været bedre for mig (...).

148

Skorsteensskjødet: kanten af den åbne skorsten, - fomummen: lamslået. -rædde: skræmme. - i Stødemaal: stødvis. - en Belials Mand: en ugudelig krop.

149

et trebundet Markeskjæl: sted, hvor tre marker støder sammen; på sådanne steder begravede man ofte henrettede og selvmordere. - Lejlighed: ansættelse. - hæl: skjul. - Landemærker: grænser.

150

Bloddommer: dommer, der afsiger dødsdom. - Kun Gud hører Hævnen til: efter Rom. 12,19. - Rørelse: slagtilfælde.

348

Juleferierne

Trykt første gang i SN IV (1834). Optrykt i GnN III. Om varianter: se SSk XIX, 205f. Om novellens særlige tekstforhold, se Hans Brix: Blicher-Studier (1916). Om modeller for visse af personerne i Juleferierne, se SSk XXIX, 210f.

151

Titlen: Juleferierne: efter lat. sprogbrug flertal, altså = juleferien. SN har undertitlen (Af en gammel Skolemands Erindringer). - Thalia(s), Terpsichore(s), Euterpe(s): skuespillets, dansens og musikkens muser. - Figaro (...) Molinasco: selskabsdanse; hhv. kolonnedans med vals og mølledans. - roet mig: glædet mig. - Kammerraad: se n.t.s. 93. - otium: lat. hvile, frihed - Ulvedal: formentlig herregården Ulstrup ved Langaa, ca. 15 km fra Randers. - Duodezudgave: bog i meget lille format (med 12 blade i arket). -Gellert, CP. (1715-1769): ty. fabeldigter. - Conrectoren: vicerektoren. -Hører(ne): lærer. - bona officia: lat. venlig indflydelse. - Tredie Lectiehører(en): lærer, der underviser på tredie klassetrin. T. nævnes dog s. 154 som deltager i turen - et ex. på tekstens unøjagtigheder. - Skyggerids: skitse.

152

Qvartseculum: kvart årh. - Horats (65-8 f.Kr.): rom. digter. - Toccategli: brætspil, hvis regler er forklaret i Hans Brix: Blicher-Studier s. 95; Hukken (...) Marschen (...) gik over: spilleudtryk fra t. - Primipilus: lat. befalingsmand i den rom. hær. - hibema: lat. vinterlejr, -jacta est alea: lat. terningen er kastet; Cæsars ord, da han år 49 f.Kr. gik over floden Rubicon. - Qvintus: lat. den femte. - at Man ikke kan see Folk (...) Tænderne: ses hos Peder Laale i formen: Man kan ej se en mand længere end til tænderne og i et par var. hos Peder Syv, 5007 (Danmarksgamle Ordsprog VII: l (1983)). - Laconeme: antikt gr. folkeslag fra landskabet Lakonien på SØ-Peloponnes. Ordet »lakonisk« refererer til L. - Terents (ca. 195-159 f.Kr.): rom. komedieforfatter.

153

ira amantium amoris est integratio: er fra Terents' komedie Andria III, 3. -De æ Løun: jy. det er løgn. - Naar Katteren ryues (...): lat. Når kattene rives (...). Peder Syvs ordsprog fortsætter: får de unger. - Travestering: komisk gendigtning. - Qvintaneme: eleverne i femte lektie (klasse). - kom tomhændet (...): Gaver til lærerne blev forbudt 1809. - Go din Vej! din douen Slog! (...): jy. gå din vej! din dovne lømmel. Jeg gider ikke se dig for mine øjne. - Eenspænderfrakke: enradet frakke. - communicerede: gik til alters. - Qvartus: lat den fjerde. - Libationer til Fader Evan: (drik)ofre til vinguden.

154

holde Lyset: være skydeskive for vittigheder. - Tertius: lat. den tredje. -gjorde (...) med: deltog r det samme som andre. - lange: nå.

155

Ubevandt: uvant. - Ossians Carthon: B. udgav 1807-1809 en overs. af den irske sagnfigur, skjalden O.s digte. Den omtalte scene fra epos'et Carthon ses i SSk II, 129. - Ørnens Vej i Luften (...) Kvinde: Ordspr. 30,19. - Vers af Ovid (...) det sorte Hav: kan være fra Tristia (III, 10), som Ovid (se n.t.s. 8) skrev i sin landflygtighed ved Sortehavet.

349

156

Fjerdingmiil: se n.t.s. 35. - sodales! (...): Æneiden I, 203. - Virgil: se n.t.s. 82. - Vaaning: se n.t.s. 33. - Slag: spor.

157

Natter: nadver, aftensmad. - Springgaas: legetøj, lavet af gåseskrogets brystben. - infandum (...): Æneiden II, 3. - Æneas (...) Dido: Æ., helten i Æneiden og if sagnet grundlægger af Romerriget, forelskede sig i dronning D.

158

Leporem (...): Horats (se n.t.s. 152): Satirer I, 2, 105. - Lyseholder: se n.t.s. 154.

159

pax!: lat. stille! - Domine confrater: lat. hr. medbroder, kollega. - den Stjerne, som stedse (...): formentlig Venus.

160

satte af: se n.t.s. 15. - klippede med Ørene: bevægede ø. (om dyr). - holdt (...) paa: sigtede på - macte (...): fra den rom. historiker Titus Livius' Ab urbe condita (lat. »Fra byens grundlæggelse«) VII, 36, 5. -firmende: se n.t.s. 66. - hurle(nde): kredse eller flokkes (om vildt).

161

jam ad (...): Livius (se ovf) VIII, 8, 11. -profecto: lat. sandelig. - raabtes af: se n.t.s. 101. - Pudler: egl. fejlslag i keglespil. - Flause: dumhed. - Saat: afdrivning (= gennemsøgning) af jagtområde.

162

Roesomhed: stilfærdig glæde. - Otium est (...): omskrivning af Otium est pulvinar diaboli (se n.t.s. 7). - den fromme Skjelm (...): Æneas (Æneiden IV, 166 f). - Maxime: læresætning. - magiske Lygte: tryllelygte; (tidl.) lysbilledapparat. - Lucubrationer: nattestudier. - Timeinformationer: undervisningstimer; især om privatundervisning.

163

Pølser: pøller. - dem Selv: om værtsparret.

164

lemures (...): Horats: Epistler II, 2, 209. - und immer weiter (...): af den ty. digter G.A. Burgers (1747-1794) ballade Lenore (1774).

165

Sengebaand(et): reb med håndtag over sengen til at rejse eller vende sig med. - aabne Breve: breve stilet til én person, men med alment sigte. -store Philologicum: en universitetseksamen. - hun gjorde mig godt (...): Ordspr. 31,12.

167

benouet: beklemt.

168

Contubemal: person, man deler værelse med. - adjungeret cum spe successus: lat. tilknyttet som medhjælper med håb om at blive efterfølger. - Herredsfogden: se n.t.s. 124.

169

nam: forstod.

170

Nej Katten ryuv mæ (...): jy. Nej katten rive mig, om jeg gør, så skal jeg før gå hjem. - kommen for Skade: blevet gravid udenfor ægteskab. - A vil, Katten ryuv mæ (...): jy. Jeg vil, katten rive mig, ikke bytte med ham, om jeg så skulle vinde hele Ulvedal. - Skjel: ret. - Rundar: runde.

172

kvinkelere: ironisk: synge, kvidre. - Aarets sidste Blomst: sangen Last Rose of the Summer af den irske digter Th. Moore (1779-1852), gengivet ndf i B.s fri oversættelse.

174

hartad: næsten. - Française: selskabsdame.

175

Specie: todaler-mønt. - bar (...) Børn (...) i Kirke: dvs. hun var gudmoder for dem. - Natstykke: natligt sceneri (om maleri).

176

flau: plat. - Stadsmusikant(ens): se n.t.s. 91. - astheniske: kraftesløse. - rue: 350 barsk. - Apollo(s): if. gr. mytologi bl.a. musikkens gud - »Vær velkommen!« i Heibergs Indtog: P.A.Heibergs (1758-1841) syngestykke Indtoget (1791), I,1. - Slaae (...) Beterne i Hartkorn: gør spilleregnskabet op, afslut spillet.

177

smorzando: hendøende. - Assessor(en): medlem afret, bestående af flere dommere.

178

Roat: linedanser, der var på turné i Danmark i 1827. - Skibsraa: sejlbærende stang, anbragt vandret på mast - Concertmester: dirigent.

179

encores: gentagelser.

180

Belevenhed: se n.t.s. 125. - Sølvmor: silke med indvævede sølvtråde.

181

brammende: prangende, -gistne: utætte. - Rørtaget: tagrørene. - det sidste henvisnende Skud, dvs. Comtessen; kan referere til en frk. Scheel, den sidste efterkommer af slægten S., der havde ejet Ulstrup i århundreder. Hun døde 1835. - Helleniens blinde Sanger: Homer (se n.t.s. 102). - Menneskets Æt (...): frit citat efter Iliaden VI, 146-149. - Materien: emnet -Billet: kortfattet brev.

182

Zephyr: vestenvind - Hvad er Skjønhed (...) Kjerlighed: fodnote i 1834-udg. - Pygmalions Galathea: if. gr. mytologi formede P. en kvindestatue så smuk, at han forelskede sig i den; på hans bøn forvandlede guderne den til en levende kvinde, som fik navnet G.

183

skuffe: narre. - Chapeau(er): se n.t.s. 70. - Brønden (...) den brede Steen: se n.t.s. 97. - Forundringsstolen: straf i panteleg: Delinkventen anbringes i en stol; en af deltagerne foretager et hviskende rundspørge hos de andre om hans mærkværdigheder og fortæller ham svarene (tit smådrillerier). Han skal nu gætte, hvem de forskellige svar kommer fra.

184

Armtur(er): om selskabsdans: tur, hvor man bevæger armene. - Artighed: høflighed. - Trykkeren: dørhåndtag, klinke.

185

mærkelig: mærkbar.

188

voltigere: gøre luftspring. - Livorno: by i Mellemitalien.

190

dépit amoureux: fr. forelsket ærgrelse. b.s note i SN: forliebt Frodighed. - overalt dette: desuden; først og fremmest. - Kurilerne: øgruppe ved Sibiriens østkyst - Peter Pouls Havn: Petropavlovsk, havneby på den NØ-sibiriske halvø Kamschatka.

191

Basseraller: lystige gilder. - Pikkenik: (sammenskuds)gilde. - Skamfiling: skade. - Mademoiselle! (...): fr. Frøken! jeg elsker Dem.

192

taget Luven fra: stillet i skyggen. - hale: indhente. - Ragerie: ragelse. - kalfatre: tætte (om skib). - i samme god Lag: samtidig. - Escadre: trop.

193

de syv Vise(s): På tempelvæggen i Delphi var indskrevet en række tankesprog, der tillagdes d.s.V. Der har været enighed om navnene på de fire, nemlig Thales (6. årh. f.Kr.), Bias (ca. 570 f.Kr.), Pittakos (beg. af 6. årh. f.Kr.), Solon.(beg. af 6. årh. f.Kr.), men ikke om de sidste tre; Chilon og Labys hører måske til d.s.V. - Etatsraad Syrach(s): Kammerjunker K.B. v. Schirach, søn af den ty. historiker og da. etatsråd G.B. Schirach, blev først etatsråd 1840. Var 1812-1828 red af tidsskriftet Politisches Journal, der var stiftet af faderen. Heri forekommer udtrykket es kann nicht so bleiben (ty. »Således kan det ikke forblive«; sang af den ty. digter A.v. 351 Kotzebue (1761-1819)), som en småborgerlig klage over tiden, tit brugt ironisk af B. Etatsraad: titel i 3. rangklasse. Se n.t.s. 90. - den vise Syrachs: priis ingen (...): se n.t.s. 142. - Oraclet: her om selvindlysende tankesprog eller spådom. - Sophister: en gruppe gr. filosoffer i 400-tallet f.Kr., kendt bl.a. for deres spidsfindighed og skepsis.

194

roesom: fornøjelig, interessant. - udførte: fuldendte. - humanissime: vellærdeste. - insanis aut versus facis?: bygger på Horats: Satirer II, 2, sat. 7, vers 117, hvor Horats' slave Davus siger om sin herre: Aut insanit homo, aut versus facit: manden er gal, eller han skriver vers.

195

summe: se n.t.s. 126. - hændelsesviis: tilfældigvis. - Per deum (...) res: ikke klassisk, men kristen lat; uden bestemt opr.; ældste belæg (i Revised Medical Latin Wordlist) er fra 1564.

196

gaudeamus igitur: lat. lad os da glæde os; gi. studentersang. - Ruf(fet): beboelseshus på skibsdæk.

198

Shawlet: sjalet. - tilforladelig: utvivlsomt.

Skytten paa Aunsbjerg

Trykt første gang i novelle- og digtsamlingen Kommodn (1839). Optrykt i GnN IV.

Novellen bygger frit på et par barndomserindringer: en karls mord på sin kæreste og den tidligere skytte på Hald Wilh. Johansens død ved et ulykkestilfælde. Herom i Li-Tr II, 134-136; om mordet i folkelig overlevering, se E. Tang Kristensen: Danske Sagn, ny Rk. III, 77 (1931). - Om personalhistoriske enkeltheder, se SSk XXIV, 233f.

199

Aunsbjerg: se n.t.s. 34. - Etatsraad: titel i 3. rangklasse (se n.t.s. 90). - den »permanente Guillotine«: måske ægteskabet. - Manille: næsthøjeste trumf i l'hombre. - Satisfaction: tilfredsstillelse. - Tøjreslag(et): et tøjret dyrs græsningsområde. - Skytten: se n.t.s. 7. - Legitimitet(en): godtgørelse af et forholds rigtighed. - General Numsen: chef i 3. Jy. Dragonregiment; blev 1788 anklaget for embedsmisbrug og gik, skønt frikendt, i russisk tjeneste.

200

Kehrausen ved Rosbach (...) Pompadourgeneralen (...) gamle Fritz: I slaget ved Rosbach 1757 vandt preusserne, anført af den preussiske konge Frederik den Store (1712-1786), over franskmændene; disse anførtes af marskal Soubise, der havde fået kommandoen ved kejser Louis XV's elskerinde Mme Pompadours indflydelse. Kehraus: slutdans i højt tempo. -Sipsippenip: Versioner af remsen om søstrene Sip, Sipsippenip og Sipsippenipsipsirumsip ses i E. Tang Kristensen: Danske Dyrefabler og Kjæderemser (1896), nr. 570-581. - Ladefogden: se n.t.s. 46. - Ondt i Tænderne: kunne være symptom på graviditet.

201

en Miilsvej: se n.t.s. 35. - Bilæggerkakelovn: stueovn med fyring og aftræk i 352 et andet rum end det opvarmede. - lure: tage sig en lur. - Dennemand (udt. dænmæ): fanden.

202

Herredsfogden: se n.t.s. 124. - Buløxe el. Boløxe: kraftig tømmerøkse. - Den et det virkelig: Fortællingen er dog ikke historisk korrekt. - selvanden: frugtsommelig.

203

Fadebur(et): forrådskammer. - Sandskyldige: i sandhed skyldige. -Jeg troer (...) at vi er' i Hundedagene: »Jeg tror, alle er fra forstanden«; udtrykket kommer af, at man mente, der i hundedagene - 23. juli-23. aug. - var særlig risiko for, at hunde blev gale. - Canope(en): lille sofa.

204

Hieroglypheme: De første tydninger af h. var dog fremlagt 1822 af den fr. orientalist J.Fr. Champollion. - fæsteledigt: om ejendom, som ikke er bortfæstet (dvs. livsvarigt overdraget til jordbruger mod visse ydelser, fx. hoveriarbejde.) - Eller(ne): mose med eliekrat. - Sneppen: se n.t.s. 25. - den jydske Adel: vedtog 1523 på Viborg Ting en undsigelse af kong Christian II; den blev overbragt kongen af rigsråden Mogens Munk. -anstod: behagede.

205

Stød: stykke tid - Colonibyerne: hvor »kartoffeltyskerne« (se n.t.s. 50) holdt til. - Alhedens Kongeskov: plantagen ved Haverdal, hvoraf den ældste del blev plantet 1790. - Alen: l a. = 0,63 m.

206

den (...) indviende Formular: begravelsesritualets Af jord er du kommet./ Til jord skal du blive./ Af jorden skal du igen opstå. - Toft(en): uopdyrket jordstykke ved gård.

207

øverste Part i Mesterlectie: sidste del af skolen inden studentereksamen. -Hundedagsferierne: sommerferien (blev holdt i hundedagene, se n.t.s. 203).

208

Priis: om snustobak: dosis; så meget, som man kan tage med to fingre. -Flint: (flinte)bøsse. - Krudthom: beholder til krudt. - Blyvand(et): øjenbadevand af blyeddike, destilleret vand og vinånd.

209

første Pintsedag (...) Hesthaven: se n.t.s. 66. -foer (.. .)fort: fortsatte.

210

Portefeuille: dokumentmappe. - attraperet: pågrebet. - Mattrup: ca. 30 km s.f. Silkeborg. - Aaresvad: i Stendalgårds plantage ca. 7 km v.f. Aunsbjerg. - Creatur: dyr. -forfare med: behandle.

212

Rørdrummens Sørgesang: se n.t.s. 14.

De tre Helligaftener

Trykt første gang i Dansk Folkekalender for 1841 (1841). Optrykt i Nye Noveller (1843) og CnN VI. Om varianter: se SSk XXVI, 268f.

Omformning af et folkesagn, tidligere fortalt af B. i Jydske Røverhistorier (i tidsskriftet Harpen, 1824, SSk VI, 143).

213

Snabeshøy (...) Landsthinget: På Snabegaard (om stednavne, se kort s. 328) blev der holdt landsting indtil 1805. - Torp: her: lille landsby, bestående af enkelte gårde og huse udflyttet fra større landsby. - Uannet: Vandet. - 353 et Par hundrede Aar siden: Historien er henlagt til herremanden Jørgen Marsviins tid; han besad Aunsbjerg 1622-1655. - tinge Kul ud: sælge trækul. Silkeborgegnen var dengang kulsvieregn. - (Stodder)kumpen: se n.t.s. 35. - imidlergodtid: imens. - smidskede: se n.t.s. 127.

214

saa smaaligt: så smørret. - Kløren: se n.t.s. 65. - Vindepinde(ne): pinde, som garnet vikles op om. - kjellinges: mundhugges. - Fæste: se n.t.s. 204.

215

Fæstebrev(et): kontrakt, som fastsatte forholdet mellem ejer og fæster; ved overdragelsen betalte fæsteren en pengesum. - Pintse (...) en gammel Skik: se n.t.s. 66. - Lav: jy. grund - (Ege)kjævle: stort stykke af fældet træstamme. - Sauggrav(en): udgravet fordybning, hvorover man lagde træstammer til udskæring.

216

Helmis(serne): øg, udslidte heste. - til Hove: på hoveriarbejde. - Ralliker: krikker. - Stjert(en): vognstang. - Hamlerne: hammel = tværstang med bolt, der forbinder vognen med trækdyrene. - Porthammer(en): vandret bjælke i portrammen. - saae ud til den dyre Tid: så bedrøvet ud.

217

mødte for: spærrede for. - maa: kan. - leflede: flirtede. - harmslagne: modløse.

218

(...) sagde Ib og satte sig (...): I Blicher-Studier (1916) s. 152 har Hans Brix flg. forslag til tekstrettelse: (...) sagde Ib. Ma-Ibs gik ud og satte sigpaa Trefoden for at malke (...). - vinde: nå. - ly: lun. - Gift: foder.

219

rende Dig løs: udtrykket brugtes om tøjrede kreaturer. - lige: nytte. - Bæls: dreng på 12-16 år. - Slagseng: slagbænk, - gik fram: gik ud i køkkenet. -muusørede: med små ører.

220

Slagvol: del af plejl; den korte, tykke stok, som slås ned i kornet - Skiven: se n.t.s. 111. - alleneste: blot. - Boløxe: se n.t.s. 202. - Skorsteensskjødet: se n.t.s. 148.

221

Hovedlavreeb: reb til hestens hovedtøj. - Bordbladet: bordpladen. - Persen: pinen, - fik (...) bedre: fik bod. - adelige Navn: Slægten Marsviin uddøde 1768.

Eneste Barn

Trykt første gang i J.H. Hansens Poetisk-prosaisk Nytaarsgave fra danske Digtere for 1842 (1841). Optrykt i GnN IV. Om varianter, se SSk XXVI, 273f.

Novellen er en fri omformning af en hændelse, B. til dels var vidne til som barn, nemlig herregårdsfrøkenen Charl. A. Schinkels bortførelse fra Hald, som dengang ejedes af landsdommer Fr. Schinkel (1719-1794). Om detaljer vedr. frk. Schinkels og Halds historie, se evt. SSk XXVI, 303-306.

222

min Fortælling »Eva«: blev trykt i No VI, 1828. - at slide Silke med Armod: Talemåden ses hos Peder Syv I, 103: »Slide silke af armod er der ingen ære ved« (om den der må tære på sin tidligere rigdom) (OiD, 2971). -skuddrede: rystede, for sammen.

223

Skaadden: slåen. - Spekhøker: forhandler affedevarer, pålæg m.m.

354

224

Kammerherre: hofembedsmand. - er det Jux med: står det skidt til med. -staaer (...) skreven: har gæld.- Bolgade: boldgade.- Porte-Chaise:bærestol; blev brugt af hospitaler til afhentning af syge.

225

tilkastede Tørklædet: Den tyrkiske sultan tilkastede i haremmet et tørklæde til den kvinde, han udvalgte.- Nachtigalls Institut: gymnastikpædagogen Fr. Nachtegall oprettede i 1799 et institut for bornegymnastik. - mandvoln (om tyren): rasende, så den angriber mennesker.- (Friheds)spectakel: naturskuespil.- Gutten Tyr: den gode tyr.- Løber: se n.t.s. 19.- Rundenom: rundtur.

226

Niels Bugge(s) (d. 1358): jy. herremand; ejer af Hald Hovedgård. - H ...: i GnN: > Hald. - Postføreren: egl. den ansvarshavende for den post, der sendtes med postvogn. - Chaise: let enspændervogn. - Svedfux(er): morkerød hest med lys manke og hale. - A .....: i GnN > Aunsbjerg, -galant: elegant.- havde tidsnok: havde fået nok at gøre.

227

Trad: fodspor.- Fenstren: trafik ind og ud ad vinduet.- offerere: tilbyde.

229

Siegvard: (se n.t.s. 94) indeholdt en romantisk bortforelseshistorie.

230

en guul Nøgle: kammerherrenøglen: værdighedstegn for en k. - ifølge allerhøieste (...) Embedsmagt: Den fremmede kammerherre er også amtmand og udover af den kgl. vilje. Kongebrevet er derfor udformet som en ordre til ham. - Gramtæt: højtidelighed. - forfare i: undersøge.- (...) Erklæring saavel anlangende den paaankende Indspærring (...): i GnN > (...) Erklæring at fordre saavel anlangende den paaankede Indspærring (...).

231

Klopfægter(-Maneer): nævefægter.- Slagflod: slagtilfælde.

232

Christianstad: by i SO-Sverige. - ingen Udkomme: ikke noget at stille op. -Handelsbetjent: kommis.- den borgerlige Ejermand: J.E.Rosborg ejede Hald 1826-1847.

233

finere(t): lime en tynd træplade af finere sort oven på en ringere.- Kobbere: kobberstik. - 2den April Slaget: på Kbh.s red 1801. - Altan: her: bådebro og udsigtsplads med rækværk. - angle(t): fiske med krog. - Kanonknald (...) Festiviteterne: Ved festlige lejligheder, f.eks. kongebesog på Hald, blev der affyret kanonskud fra gården ud over Hald Sø.

E Bindstouw

Trykt samlet første gang og udgivet selvstændigt 1842 med undertitlen Fortællinger og Digte i jydske Mundarter. Nogle af digtene var tidligere trykt i No. Om varianter udover de i noterne nævnte: se SSk XXVI, 269ff.

Ordforklaringerne har PSEB som grundlag; i enkelte tilfælde er anført Blichers egne noter; de ses i SSk XXVI, 269ff. og 287ff.

Om stof og motiver: se evt. AP II; om sprogforhold: se Sv. Aakjær: Undersøgelser af Maalet i E Bindstouur, i: DaSt 1916, s. 113ff.; se i ovrigt litt.henv. i PSEB.

Oversættelsen - ligesom enkelttitlerne - er Peter Skautrups, her optrykt efter Uv IV, men sammenholdt med PSEB, jf. s. 324.

355

234

E Bindstouw, Bindestuen: I Midt- og Vestjylland fremstilledes meget uldtøj. I vintertiden mødtes man på omgang hos hinanden om aftenen. Man satte sig om bordet (e Skyww); hver udmålte en aftalt mængde garn ud - man fik molt aa - lagde garnet på bordet, førte den løse garnende fra bunken op over en krog (e Kroeg i e Lowt øwwer e Skyww) og herfra gennem en krog fastgjort foran på skulderen (se n.t.s. 119). Så begyndte man at strikke om kap for at få fart i arbejdet. Imens fortalte man historier og sang viser. Se TVP, 131ff. og VA (SSk XXII, 143f). - Kræn Koustrup: forbilledet formentlig skoleholderen i Lystrup Mogens Andersen, hvis forgænger hed Kristen Koustrup. For at øge sine indtægter var MA om sommeren murer og tækkemand. Omtalt i TVP, 179. - vis igjen, vise igen: angive hvor stjålne ting var. I TVP, 151 omtales en mand på egnen, der både kunne v. i og venn e Vinn, vende vinden. - løhs øwwer, læse over: sige trylleformularer for at helbrede. - maahn, mane: besværge. - den suet Skuel, den sorte Skole: om universitetet, som almuen mente var en trolddomsskole for præster og medicinere. - Lysgpr: De fleste lokaliteter ligger i Lysgård og nærmeste sogne. - lest we, liste ved: tage fat. - lidd ed, led det: gik det. - Pahvse, Papsø: sø i Vium sogn med bebyggelsen Papsøhuse. -frammtaahlen, fremtalende: frimodig.

Kjen Pæjster: Staeren sedder o Gowlen

Om evt. forbindelse med sagnet om Hagbard og Signe: se AP II 340ff.

236

To (svært oversætteligt): »åh hvad« el.lign. - gi hin Fæjstpængl!giv hende Fæstepenge!: gør hende gravid! - kommen skit astej, kommet skidt afsted: blevet gravid. - Smækken: slåen. - i Minn aa i Ynn, i Minde og i Ynde: i fordragelighed og sømmelighed.

238

Stokken: sengestokken, dvs. sengens sidebræt. - Uhlen tuded (...) Hunnen tuded: dødsvarsler. - Raahnen, Ranen: se n.t.s. 41. - Kokken: Hanen.

Wolle Hannsen: E Skræpigh

Kilder: formentlig folkevisen om Tule Vognsøn og Sven Graa (Danmarks gamle Folkeviser (1853-1976) III, 313) og et sagn, ref i DA IV, 486. Se også AP II, 343.

240

Kjasholm, Kærsholm: se n.t.s. 67. - i de samm Golaw, i det samme Godlag: på samme tid. - mo, maa: kan. - Det passed hun ett om: Det brød hun sig ikke om. - hehded, hædede: passede. - Doss, Dos: as. - Luhn Kjerk, Lunde Kirke: således if. DA IV, 486; i virkeligheden er der tale om Ungstrup Kirke, som blev lukket 1558 og et par år efter nedrevet. - Stuelstaah, Stolestade: kirkebænk. - Poppeltuer, Pulpitur: ophøjet galleri med stolesæder i kirke.

242

Stunthueser, Stunthoser: strømper uden fødder; brugtes af almuen, - en Kaarre ful (...), en Kurv fuld (...): alm. slutning på eventyr og

356

Visti: Øwli han wa sæ saa løste en Swenh

244

Eiler: om navneskiftet fra Øwli til E.: se evt. AP II, 344. - skaaltred sæ, skultrede sig: trak eller rystede på skuldrene.- kaalhøhgen: kæphøj.

Pe Baahstrup:Jørren Maahswyen aa Pe Sow

165

4 forjog Jørgen Marsviin bønderne i udflytterbyen Baastrup, Vium Sogn, og lagde jorderne sammen til hovedgården Marsvinslund. Se Hans Hansen: Studier over St.St.Blicher (1898)s.77ff. Aalfaaer(s), Oldefader(s): bedstefar.

246

Øwwestoww, Overstue: se n.t.s. 120.- Griis (...) Gaalt (...) Wonni (Orne): de adelige slægter Gris, Galt og Urne. - Jaa mange Tier sihn, for mange Tider siden: n.t.s. 221. - skrannied: skoggerlo. - Hwa skaae Do? Hvad skader du?: Hvad er der i vejen?

Kjæn Pæjster: E Hælhæjst

Bygger måske på en hændelse i Torning Sogn, hvor en skindod skal være vågnet op på begravelsesdagen; se TK&L, 94f.

248

e Hælhæjst, Helhesten: folkeovertro: trebenet, hovedlos hest, der varsler død. - hartad: næsten.- lumpend: tungt haltende.- knikked: bojede sig.

250

Bied, Bed: her:omgang.- towwed, toede: vaskede.

252

Trejugersdawwen, Treugersdagen: efter lysning (se n.t.s. 119). - rehle, redelig: rigtigt.

Jens Jensen: De forunelest Oer

Trykt første gang i No II 1827 med titlen De forunelest Oer i Jens Jensens Lyn, ætter hans æjn Beskryuels; optaget her med fa ændringer (se ndf.) og med indledningen Da æ den hælir sann. - Om modeller for Jens Jensen: se Alex. Rasmussen i: Saml. til jy. Hist. og Topografi 4. rk. II (1914), s. 53ff. og O. Bauditz: Blicherske Soldaterhistorier i: DaSt 1921, 49ff. og 1927,93ff.

252

Hueskrahmer, Hosekræmmer: se n.t.s. 110. - trej Snees, tre Snese: en bonde på over tres år fik en son, »gammelmandssønnen«, fritaget for militærtjeneste. - Brik: lille smørskål.- Kok: se n.t.s. 238.- Hantiring, Haandtering: her: udseende.- ærre, irre: muntre.- i Kriggens Ti: felttoget i Holsten 1813, hvor en allieret hær under den sv. tronfølger Bernadette var den angribende part. -Enkelfyer, Eckernförde: kobstad i SO-Slesvig. - Franskmannen: i 1813 stod Danmark i forbund med Frankrig over for en koalition af Rusland, Preussen, Sverige, Storbritannien og fra aug. 1813 Østrig.-Futter: foudre:en fr. ed.

254

den røde Kjole: den da. uniform; den fr. var blå. - Blænkere: patruljesoldater, der gik foran hovedstyrken og afsøgte området. - Kiklava!: quai va lå! fr. hvem der! - Sakkarnommedjo!: sacré nom de dieu! fr. i Guds hellige navn. - Engle: Anglais; fr. englændere. - saa skal Dællen regjæ Dæ! saa skal Djævelen regere dig!: if. en anekdote, fortalt af B. i Vestlig Profil (1839) s. 86 skulle da. hjælpetropper have brugt denne ed ved angreb i slaget ved Malplaquet 1709. - buust en Bagkorre, busede en Bagkurv: slog en kolbotte. - futter aa sakker: bande og gale (på fr.), se ovf. - den bitte Mand: fanden. 357 - Rasseborre: Ratzeburg i Lauenborg s.f. Holsten. - Stralsund (...) Grøw Skeel: en prøjsisk major v. Schill, der faldt ved Stralsund 31.5.1809. - Lybek: Her måtte general Blücher overgive sig til franskmændene 7.11. 1807. - et bette Baan, et lille Barn: En da. officer, der deltog i felttoget, beretter om en sådan episode i et brev (DaSt 1921, 60). - Piiv mæ laang Rør, Pibe med langt Rør: vive l'empereur: fr. leve kejseren. - Issehow, Itzehoe: by i Holsten.

256

Prins Ekmøll: den fr. hærfører Davout, fyrste af Eckmühl. - adiø Ræv aa Har(e): adieu au revoir: fr. farvel og på gensyn. - Baanhøwd (...) Kosakker(en): Rusland bidrog til felttoget med et hjælpekorps af bl.a. k. Det var dog sv. kavallen og ikke k., der 7.12.1813 angreb danskerne ved Bornhøved, en landsby i Holsten (se DaSt 1921, 62f). Derimod stod rytterfægtningen ved Ralsted i Holsten 21.12.1813 mellem russiske kosakker og Jyske Dragonregiment. - Dowre: dobra, russ. godt. - nære, nærig: nærgående. - Lallemand: fr. general; deltog i Davouts forsvar af Hamburg. - Brav e Dannoa! A æ laang (jeg er lang)!: braves Danois! Allons! fr. tapre danske! Frem! - Sestej, Sehested: Kampen her fandt sted 10.12.1813. - væk Per Missiong!: Avec permission! fr. Med tilladelse! - Akkevit, Akvavit: allez vite, fr. skynd jer. - mild Pardon: mille pardons, fr. tusind gange om forladelse. - De wa de siist Slaw, (...): I No lyder slutn.: De ua de siist Slau, a uar i; faar degaang a sku te aa sedd ou Hejsten, sagned a mi jenn Bien. De haad Taalleriet skøt fræ mæ ve Sestej, aa a haar heller alle sit et siin: »Det var det sidste slag jeg var i; for da jeg skulle til at sidde af hesten, savnede jeg mit ene ben. Det havde artilleriet skudt af mig ved Sehested, og jeg har heller aldrig set det siden.«

Mahs aa Vrahnum: Hudden A fik Hold o Kjesten

Opr. skrevet som aftenunderholdning på Det Kgl. Teater 16.12.1832 med overskriften Slauet ve Kjøvvenhaun. Omarb. og optrykt i SD med noter af B. (SSk XXVI, 269f) og med titlen Hudden a fek Kjesten; først ved indføjelsen i E Bindstouw blev den tillagt Mads af Vranum.

258

laae, lagt: digtet. - Degaang (...): dvs. slaget på Kbh.s red 2.4.1801. - Amraal Nielsen: den eng. admiral H. Nelson (1768-1805). - høw, høj: højhellig. - Pust: se n.t.s. 17. - ringed sammen: om klokkeringningen lige før gudstjenesten. - Prøvestien, Prøvesten: det sydligste blokskib i den da. linje.- Pe Lassen, Peder L: galt for Lorentz Lassen (1756-1837). - saa tyk som Smol, saa tykt som Smul: i tætte skarer. - ponses: støde, stanges (som gedebukke); her om hårdt slagsmål. - Sjarsiering, Chargering: ladning og skydning.

260

skaawe(r), skove: her: skovle ind (om værdier, penge). - Fek, Fikke: lomme. - læth ve sæ, lette ved sig: lette sig. - Ørum: by SØ for Tjele. - Twærsæk: se n.t.s. 112.

262

kaast'em hen, kastede dem hen: if. b.s note 1836: bekostede deres begravelse. - Ham sjæl, Ham selv: kongen. - knøwt: pænt, smukt, - jens Hammel, ens Hammel: (se n.t.s. 216); om heste, der har lige stor byrde at trække; if b.s 358 note 1836 betegner det, at To passe godt for hverandre - her med Hensyn til Alderen. - kjællinger: se n.t.s. 214. - hvællede: B.S note 1836: hujede og skraalte. - vedjk: if B.S note 1836 træder fork. fk istedetforen Eed; vedfk hejer er vel eufemistisk for »ved fanden ikke heller«.

264

ba om Daw, bad om Dag: dvs. betænkningstid. -wa(...) betint, var (...) betænkt: havde i sinde.

Wolle Vistesen: Sven Graah

Kilder: nok ligesom til E Skræpigh det sagn om Torning Kirke, der refereres i DA (se n.t.s. 238) og fortæller, at kirken skal være opbygget af to andre kirker: Ungstrup og Graa kirker; desuden nok inspiration fra Marsk Stig-folkevisen.Se evt.AP II,352.

Graah: Gråhede (Grade Hede) s.f. Torning. - Sven Graah(s): Sven Grathe (d. 1157): da. konge. - Aalfaaer: se n.t.s. 244. - Stien æ dær inno nown aa, Sten er der endnu nogle af: 1852 fjernedes de sidste kvadre, og grunden blev opbrudt 1864-1865. - trej (tre) Konger: 1157 blev Sven Grathe konge over Skåne, Knud Magnussøn (d. 1157) over Fyn og Sjælland og Valdemar (senere den Store, 1131-1182) over Jylland. Kort efter faldt Sven i Slaget på Grade Hede 1157. - knøwh: her: køn. - Kjellingerie: narrestreger.

266

ilworrn, ildvorn: arrig. - Skitting: skiderik. - Innetrøjj, Indertrøje: undertrøje. - Ullenskjøt, Uldenskøn: lang, ulden trøje. - Hææl, Hæl: skjul. - Konng Wolmer: kong Valdemar den Store.

Wolle Vistesen: Den jenarmed Sældaat

Første gang trykt i No XI 1829 med titlen Den jydske Landsoldat (SSk XV, 9ff.), derefter i SD II (1836), annoteret af B. og med tiden Sældaaten. Om motivet: se AP II, 353ff. Der er forskelle i ortografien i de tre tryk; stavemåden er mest konsekvent i SD.

268

Byssiloww: (barnesprog) seng, visselulle. - Faahøer, Forhør: konfirmationsforberedelse. - Gajilam, Gadelam: Ved forårsfester - pinsefesten osv. - blev pigerne fordelt til karlene som partnersker - g. - ved det kommende års fester. - Nøjorsgaw, Nytaarsgave: På Randersegnen foregik denne fordeling af partnere - også mandl. - især ved nytårslegestuerne; karlene blev da kaldt n. - skryww, skrive: udskrive til soldat. - Pas: ordre til at møde ved eksercerskolen. - Aawselen, Akselen: skulderen. - Issehow: se n.t.s. 254. - Low, Lov: hjemlov.

270

Gud give det (...): Guds navn får Per til at tale kirkens sprog. - Smotøw, Smaatøj: småkreaturer, fjerkræ.

Wolle Vistesens Brøw

Trykt første gang i No III, 1827 med titlen Uolle Vistisens Skryuels hjem fræ Kjøvnhaun te hans kiere Foræller. rele, redelig: rigtignok. - ræh jer hen, rædde jer hen: gøre jer bange. - Ullenskjøt: se n.t.s. 266. - Kabus: se n.t.s. 43. - passer (...) om: se n.t.s. 240.

359

272

haatte, hartad: næsten. - Kosakker: se n.t.s. 256. - tow Skjælling Wost, to Skilling Ost: 1 sk. lybsk gjaldt 2 sk. da.; Wost opfattede tyskerne som »Wurst« (pølse). - den Slemm (...) Vejsterbrow: pantomimen Don Juan (se n.t.s. 77) på Vesterbro Teater, der var opført af mimikeren og pantomimeforfatteren G. Casorti (1749-1826). - Kompen(er): se n.t.s. 35. - gue Fortaaler(e), god(e) Fortaler(e): person, der lægger et godt ord ind for nogen. - gik faa Buer, gik for Borde: vartede op. - speddelske, spedalske: pokkers. - hans Profession: Møllere beskyldtes for at tage for meget i told for melet. - Skywen: se n.t.s. 111. - holked i sæ: huggede i sig. - slanten: slunken. - rej (...) øverenn, red over ende: væltede omkuld - Liegstow, Legestue: dansegilde. - Klæjtro, Klædetraad: trævl.

274

lokked: forført, - go fræ de jen Herred te de aant, gaa fra det ene Herred til det andet (og derved unddrage sig underholdsbidrag). - ta æbaag, tage ibag: skyde en hvid pind efter. - en laang Stremmel, en lang Strimmel: den liste over Don Juans erobringer, som hans tjener opremser. - Inkallels: stævning. - kam han ind (...) Kridh: han er Kommandantens Statue (her fremstillet som en rytterstatue, vistnok af »marmor«), der straffer Don Juan med fortabelse. Jf. G. Casorti: Don Juan eller Steen-Gjæstebudet (1818), s. 9. - Comeddetøw (...) Møllerswen, Komedievæsen (...) Møllersvend: en ukendt pantomime, også på Casortis teater, - gjor ve ham: indgroet hos ham.

276

tawlered, tavlet: ternet. - Hjøllistrygh, Hølestryger: strygespån til le. - ilworre: se n.t.s. 266. - den bette kaalled Kjærk, den lille kullede Kirke (dvs. u. tårn): Det Kgl. Teater: den nuv. bygning indviedes 1874. - en bette Kon Knæjt: en genius på fortæppet; Kon = korn (jy. fyldeord). - en Præjst (...): Thalia og Melpomene, hhv. komediens og tragediens muse, på hver sin side af prosceniet (den del af scenen, der ligger foran tæppet). - Puppeltuhr: se n.t.s. 240.

278

Bruddeviels: adskillelsesscenen i Oehlenschlägers tragedie Axel og Valborg (1810), III. - Fjarril, Fjerding: fjerdedel; et »fjerdingkar« smør indeholdt ca. 28 kg, 1/4 tønde. - Bæster: heste.

Rasmus Owstrup: Messingens

Historien er if B. sand; skal være fortalt ham af Klaus Nielsen i Vatrup (se TK&L, 94) eller af en tækkemand i Torning (se Li-Tr II, 207). Om fortællingen: se AP II, 356 og litt. henv. til De forunelest Oers. 252. I Kriens ti: slaget mod englænderne på Kbh.s red 1801. - Legsmannen, Lægdsmanden: fører lægdsrullen, dvs. registret over soldatermandskabet i den mindste adm. kreds, lægden. - di Hassens Hæjstfolk: Slesvigske Rytterregiment, der deltog i troppesamlingen i Holsten 1803. -gjø de Slemm veddem: 1) dræbe, 2) kastrere; her måske: skyde ned bagfra. - Messingjens: har nok sit navn efter landsbyen Mesing v. Skanderborg.

280

fi Marker, fire Mark: l m = 1/2 pund. - Uer, Ord: aftale. - gikk (...) et fræ ed, gik (...) ikke fra det: kom sig ikke. - Kyrassier(er), Kyradsér(er): pansret kavalerist. - kronnied (...) hwinnied (...) rimmed: forskellige slags vrinsken (se også n.t.s. 284). - gik imell: gik imellem hestene. - skroll, skraalede: 360 vrinskede skingert. - Haltigh: klaphingst, hingst, hvis ene testikel ikke er sunket ned i pungen. - pihnwon, pinevorn: nærig. - Nøsfoer, Nødsfor: ekstrafoder. - byh sæ, byde sig: hænde.

282

hunssommensti: hvis om en sindes tid; hvis. - faanam (...) te, fornam (...) til: mærkede til. - Pallask: ryttersabel. - Mundsprog: mundheldet lyder: »De skal være fede om munden, som skal ud at fæste folk« (DO, 2092).

284

Boghwedgrød, aa di var fatte (...)» Boghvedegrød, og de var fattige: på jy. er visse ord som grød, fløde m.m. flertalsord. - Skywwen: se n.t.s. 111. - rimmed: småvrinskede (efter foderet). - sto ve, staa ved: være tjent med. - Luh, Lue: hue. - Herberret, Herberget: karlekammeret.- øwwvewunnen, overvunden: medtaget. -pillred (...) aa, pilrede (...) af: gik sin vej. - staglend: stavrende.

286

Plotongen, Pelotonen: delingen.- Udsættere: kasserede heste.- Beed, Bed: tiden mellem to fodringer; 1/3 dagsarb., især om pløjning.- ragt, ragede:rørte. - Towten, Toften: se n.t.s. 206. - nalle, naadelig: if. B.s note 1836: from, godmodig.- Kjowlen, Kjolen: skindet.- Kalgoren, Kaalgaarden: se n.t.s. 33.- Avvild,Abild: æble(træ). - stammed, stammet: podet.

Mads Uhr: E Staahkelsmand

288

Uhr: Ure Gårde ligger i Grove ca. 20 km v.f. Lysgaard. - Staahkelsmand, Stakkelsmand: omvandrende tigger. - kam ve ed mæ, kom ved det med: kom ud for. - Hunssommensti: se n.t.s. 282. - en grumme stuer Mues (stor mose): Knudmose v. Herning. - bødler: maser.- speddels: se n.t.s. 272.- Rind: hedesogn i Hammerum Herred s.f. Herning, hvor mange tatere holdt til. -Rakkere: tatere, der udførte renovationsarbejde, parterede døde dyr m.m.; natmænd.- krat ve: hjælpe til.- Suuhns, Sunds: i Hammerum Herred.- E Præjst: if. overleveringen N. Hegelahr, forfatter til et skrift: Forlystelserne i Heden (1788).- giø Nød ve: se n.t.s. 278.

290

Kompen: se n.t.s. 35. - Wajjs, Vase: vej, der på dæmning forer over fugtig grund.- idøj, i Dy: i dynd.- hæhl: se n.t.s. 266.- Diller (...) Grumslinger: tatersprog: kvinder, born. - wo Folk, vore Folk: taterne. - Viborrehus: se n.t.s. 49.-Jensta'goer, Enstedsgaard: enligt beliggende gård.- rehle: se n.t.s. 252.- faaskyll, forskylde: gengælde. - spon, spaane: hjælpe.- vis igjen: se n.t.s. 234.- glodder ,glodre: kline (en lervæg).

292

Doll, Dull(en): stor lerkrukke.- ha Ophold: gå på aftægt.- snowws: snøfte. -kin wos Roe: kende (give) os Raad. - Glarkihst: glarmesterkiste. - Raahn: se n.t.s. 238.- Kok: se n.t.s. 238.- suothjælmed: sort med hvid plet i hovedet. - lywws: lyse; se n.t.s. 119. - Kjennels, Kendelse: erkendtlighed. - Cuemuer, Godemoder: svigermor.

294

Lowmaahd, Levemaade: traktement.- Ullenskjot: se n.t.s. 266.- Luh: se n.t.s. 284.- Kaaskla', Korsklæde: trekantet klæde, der bindes om pande og baghoved. -Pigh: livstykke og skort ud i ét; sløjkjole (for børn).- blowen oh, bleven ode: gaet til grunde -føhst Gaang: det første møde skulle dog have fundet sted i Knudmose (se s. 288).- Grobb: grøft, -skaae Do nød?, skader du noget?: se n.t.s. 246. - kaast nier, kastet ned: begravet. - kyl, kylede: om illegitim begravelse.

361

Mari Kjølvroe: Faaual Marri

Trykt første gang i No VI, 1828 (SSk XII, 83) med en fortale om den jy. dialekt B. nævner her, at forbilledet for digtet er et dialektdigt af den skotske digter W. Laidlaw (1780-1845). Anden gang trykt i SD II. B. har her tilføjet noter (se SSk XXVI, 273) og har foretaget ændringer, især af rytmisk-metrisk art. - Se evt AP II, 361f.

296

Helmestier, Helmissetider: helligmesse, allehelgensdag, dvs. o. 1. nov., skiftedag for tyende. - mæ Suolen, med Svalen: o. 1. maj, som også var tyendets skiftedag. - Bæsteren: se n.t.s. 278. - naahle, naadelig: if. b.s note 1836: inderlig medynksfuld. - lued: lod som. - moddele, modelig: dybt bedrøvet -stinh, stind: stiv; if. b.s note 1836 også: stræng, piinagtig.

362

        

363

Indhold

Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog 7
Røverstuen 33
Sildig Opvaagnen 69
Ak! hvor forandret! 90
Hosekræmmeren 110
Præsten i Vejlbye 124
Juleferierne 151
Skytten paa Aunsbjerg 199
De tre Helligaftener 213
Eneste Barn 222
E Bindstouw 234
Efterskrift 301
Kun fortællingen er tilbage 301
1. Den ex-centriske digter 301
2. Den »uskyldige« fortæller 303
3. Enhver fortæller er sig selv nærmest 306
4. Der er altid en fortæller, før der er en historie 314
5. Den folkelige digter 317
6. En historie består altid af brudstykker 320
7. Den sammensatte digter 321
8. Modtagelsen 321
9. Eftertidens opfattelse. Litteraturoversigt 322
10. Tekstform 324
Noter 331