Blicher, Steen Steensen IX. Eftertidens opfattelse. Litteraturoversigt

IX. Eftertidens opfattelse. Litteraturoversigt

Valdemar Vedel undersøger i Studier over Guldalderen i dansk Digtning (1890) den blicherske digtnings tilblivelse og mener bl.a., at den er udtryk for det »særlig jyske Naturel«. Han tillægger Blicher en modtagelighed der ikke gør ham til en dybsindig psykolog, men til en præcis virkelighedsiagttager. Vedel understreger Blichers antiromantiske tendens. Jeppe Aakjær skaber i sin store biografi Steen Steensen Blichers 323 Livs-Tragedie (1903-04) det medynkvækkende billede af den geniale, jyske og folkelige digter, hvis tragiske livsforløb var uloseligt forbundet med tema og tonefald i hans noveller.

Hans Brix bestræber sig i sine Blicher-Studier (1916) på at udrede dunkle steder i de overleverede tekster og påvise de historiske personer og forhold bag novellernes kunstneriske udformning.

Vilhelm Andersen vurderer i Illustreret dansk Litteraturhistorie III (1924) Blicher som et fuldgyldigt blad i firkløveret Blicher, Oehlenschläger, Ingemann og Grundtvig, som »er fundet i Romantikens Maanenat«. Andersen lægger først og fremmest vægt på det naturpoetiske i både Blichers lyrik og prosa.

Johannes Nørvig forholder sig i Steen Steensen Blicher - Hans Liv og Værker (1943) kritisk til Aakjærs pessimistiske bedømmelse af digterens status i dennes egen tid og peger på samspillet mellem Blichers liv, hans læsning og hans ambitioner. Det er ikke mindst Nørvigs fortjeneste, at Blichers afsæt i det 18. århundredes anglo-saksiske litterære tradition er blevet synliggjort.

Søren Baggesen etablerer med Den Blicherske novelle (1965) afgørende det synspunkt, at Blicher er en raffineret fortæller med træk der peger frem mod »det moderne gennembrud«. I en efterskrift til en udgivelse af en Blicher-antologi (Himmelbjerget og andre noveller, 1975) udvider Baggesen sin vinkel og påviser, at Blichers tekster er »masker«, dvs. skriftlige iscenesættelser.

Peter Brask anvender i Om »En Landsbydegns Dagbog« - en analyse af Blichers første novelle (1982) en strukturalistisk metode og påviser Blichers intertekstuelle fylde. Brask påviser novellens kompositionelle symmetri og de tekster, som mere eller mindre tydeligt spiller med i dens tematik.

Knud Sørensen skriver med St. St. Blicher. Digter og samfundsborger (1984) en afbalanceret og underholdende biografi, der omfatter både den »tragiske« og den »iscenesættende« Blicher.

Gennem halvandet hundrede år lægges vægten således vidt forskellige steder i det blicherske spektrum. Af nogle forskere betones hans danske og jyske egenart, af andre hans almene psykologiske - næsten filmiske - registreringsevne. Visse litteraturhistorikere skriver ham ind i en national-lyrisk og folkelig romantik, andre peger på hans realisme og på det kritiske potentiale i hans prosas skrift. Uanset den ene 324 eller anden vinkel er de fleste optaget af sammenhængen mellem hans livs historie og hans kunsts historier. Set i sammenhæng har Blicher-forskningen vel indtil nu stillet disse to hovedspørgsmål: Handler novellerne om livets tragedie? Eller er »livstragedien« en effektfuld kulisse, et behændigt brugt episk værktøj, erhvervet gennem omfattende læsning af stort og småt i den vesteuropæiske litterære tradition?

Bredden i eftertidens opfattelse angiver i hvert fald en væsentlig årsag til, at St. St. Blicher efter sin død erobrede en læserskare han end ikke kunne drømme om i levende live. Men det bør ikke undre, for i hans forfatterskab forenes det underholdende med det komplekse, det lettilgængelige med det tankevækkende.