↩ En smuk Eftermiddag i September kom jeg til Rom og begav mig strax paa Veien til hans Studie. Jeg glædede mig ret til at gjensee hans Faun, som jeg vidste havde fængslet ham til Rom den hele Sommer, og som nu maatte være fuldført. Jeg havde med Villie ikke spurgt Nogen om dens Fremgang, da jeg vilde nyde Skuet, uforstyrret af smaalige Indvendinger, og lettede nu rask Klinken paa Døren, uden at banke paa. Men hvad skildrer min Overraskelse, da jeg fandt Studiet tomt, Væggene hvidtede, og en mig ubekjendt fransk Kunstner ifærd med at udpakke sine Sager i det lille Værelse, der havde været Vidne til saamangen fortrolig Samtale mellem Malm og mig.