Bergsøe, Vilhelm Fra Piazza del Popolo

II

        

III

VILHELM BERGSØE

Fra Piazza del Popolo · I
Novelle-Cyclus

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER AF
Flemming Conrad og Lars P. Romhild

Danske Klassikere Det Danske Sprog- og Litteraturselska Borgen

IV

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen for NDL, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Erik Dal og Jørgen Hunosøe for DSL Serien redigeres af de to sidstnævnte, denne udgave desuden af Knud Bøgh som tilsynsforende. Tekstgrundlag:
4. udg. 1877 (1. udg. er fra 1867)
Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1988 · ISBN 87-418-8486-8
Omslag: Stig Brøgger · Tryk: Rounborgs grafiske hus, Holstebro

V VI

Fra Piazza del Popolo udkom på P.G. Philipsens Forlag i tidsrummet 24.-30. nov. 1866 m. 1867på titelbladet, omfatter [8] 699 [1] s. + litografisk frontispice (se Efterskrift) og kostede 3 rigsdaler 72 skilling.
Her genudgives 4. udgave. Den udkom i tidsrummet 28. sept.-4. okt. 1877, delt i tre dele: omstående xylografiske titelblad med gulligt bundtryk, sign. AA (dvs. C.F. Aagaard, 1833-95) og skåret af F. Hendriksen, [4] 248 [1]; [2] 210; [2] 180 s., og kostede 5 kr., indbundet 7 kr. Et af de typografiske titelblade er gengivet s. 401 (168 mm højt). De har på bagsiden betegnelsen Andet Tusinde.
Bindet er 176 mm højt. Ryg og side er gengivet s. 221 efter Det kongelige Biblioteks eksemplar i rodbrun shirting med guldtryk.

VII

Fortællingerne i værket:

  • »Tordenskyen« ....................................................22-82
  • Malms Historie......................................................89-158
  • Signor Naso ........................................................167-202
  • »Holmgreens Manuscript« ...............................224-393
  • heri: Et sandt Eventyr......................................376-77
  • Janushovedet ..........................................381-91
  • Henrik Verners fortælling ....................................412-51
  • Leon de Villes fortælling .....................................456-501
  • Aabyes beretning ...............................................512-22
De tre sidste titler er udgivernes
VIII

        

9

Prolog

Den blanke Vaarsol lyser over Strande,
Det unge Løv har nys sig foldet ud,
Og tusind Fuglerøster bære Bud
Om Vaarens Gjenkomst til de danske Lande;
Nu hæver selv den Laveste sin Pande
Og hilser gjenfødt Vaarens friske Skud -
Kun jeg alene sidder som en Fange
Og tæller Timerne, de mørke, lange.
Thi for mit Øie drage Nattens Skygger,
De blygraae Taager dække rask dets Speil,
En Sorgens Muur de mellem Verden bygger
Og ham, der før gik frem for Livets Seil.
Hvert Maal, hver Afstand de med Hast forrykker,
Hver Linie brydes, regelløs og feil,
Og, disharmonisk i dets mindste Dele,
Opløser sig det før saa skjønne Hele.
Dog medens Natten tættere sig slører
Om Øiet, Livets klare Diamant,
Det indre Syn sig frit og mægtigt rører
Og mønstrer Dagene som kom og svandt.
Det lette Ungdomsliv paa Ny det fører
For Lyset frem, og hvad det deri fandt,
Hiin Mindets Skat, som ene Sjælen arver,
Den klæder Phantasus i Guld og Farver.
10 Let er hans Vinge - derfor snart Du finder
Ham der, hvor Nemi-Søen ruller sval,
Snart flagrer han, hvor Aaen sagte rinder
Imellem Siv og Rør ved Frederiksdal,
Snart vandrer han i Vaticanets Sal,
Snart hviler han ved Romas store Minder;
Men overalt, saavidt hans Scepter rækker,
Han Livets Blomst af Mindets Frøkorn vækker.
Af denne Blomst har jeg nu Kranse vundet
Og fæstet dem paa Tankevidiens Vaand,
Og disse Kranse har jeg atter bundet
Til Heelhed sammen ved Intriguens Baand.
Nu gjelder det, om jeg har Loven fundet,
Om de skal gribes af en nænsom Haand -
Om de skal visne, slængte hen i Gruset,
Hvad eller være Reisekrans paa Huset.

Mai 1866. 11

Det var en Aften i Mai, at en Skare Skandinaver under Skjemt og Latter slentrede hen over Piazza del Popolo. Der var Kunstnere, Digtere, Historikere, ja selv paa Læger og Naturforskere skortede det ikke; men netop disse Modsætninger bidrog til at bringe det friere Sving tilveie, som særligt det Aar udmærkede Livet i Rom. Det var, saavidt jeg husker, den første Mai, Valborgsdagen, vi agtede at feire; men ganske sikkert var det, at vort Maal var Ponte Molle, hvor vi i det nærliggende Osterie agtede at offre til den Helgen, som ellers i vort koldere Norden pleiede at drage os ud til Charlottenlund eller Djurgården.

Vi vare lige i Begreb med at gaae ud ad Porta del Popolo, da vi pludselig standsedes af en kæmpemæssig, pavelig Gendarme, som, trods sit martialske Udseende, paa den høfligste Maade af Verden fraraadede os at komme udenfor Murene.

»Hvorfor?« lød det almindelige Udraab, som næsten samtidig undslap os Alle.

»Fordi Veien til Viterbo ikke er sikker,« svarede Gendarmen.

»Men vi agte os kun til Ponte Molle«, indvendte en af de ældre Kunstnere.

»Veien til Ponte Molle er heller ikke sikker,« gjensvarede Gendarmen med den samme uforstyrrelige Ro. »En Deel af Schiavones Bande har været nødt til at flygte for de fordømte Piemontesere og har nu kastet sig ind over Grændsen for at redde sig paa det pavelige Territorium.«

»Hvor de nu vel plyndre deres egne Beskyttere?« henkastede jeg.

»Chi lo sa?« svarede Gendarmen, idet han trak paa Skuldrene. »Hvad skulle de stakkels Djævle gjøre? Brød maa de have til sig selv og en Smule Silkebaand til deres Kjærester. Den hellige Fader tør nu ikke beskytte sine egne Børn, thi saa blande Franskmændene sig deri. Jeg har selv tjent under Francesco den Anden og veed, hvor let en ærlig Karl kan komme i Forlegenhed.«

Med disse Ord trak »den ærlige Karl« sig tilbage under 12 Porthvælvingen, hvor han forsvandt i Acciseboden og overlod os til vore egne Betragtninger.

Disse vare just ikke af nogen fornøielig Natur. Vi havde glædet os til et muntert Lag i det Frie og vare nu kun henviste til Roms egne Taverner, der i Foraarsvarmen ikke ere de bedste Opholdssteder, og alt dette alene af den Grund, at Paven havde taget Røverne i Beskyttelse. Men Christus lukkede jo paa Korset Røveren ind i Himlen, det er altsaa ikke saa underligt, at hans Efterfølger gjør det Samme paa Jorden.

Der blev nu afholdt stort, almindeligt Krigsraad. Der fandtes af Vaaben sex Stokke, en Tollekniv og en sexløbet Revolver; men da Eieren til det sidstnævnte Mordinstrument opbevarede det i Etui og havde glemt Nøglen til dette hjemme, fik det en saa tvivlsom Værdi, at selv Fundet af tre Penneknive og en Paletkniv ikke formaaede at erstatte det, og det var egentligt kun de yngste Romere, der stemte for at forcere Marschen til Ponte Molle, medens de ældre forholdt sig tvivlraadige eller tause.

»Er det virkelig muligt,« spurgte Verner, en nys ankommen Læge, »at man ikke engang er sikker i et Kanonskuds Afstand fra Rom? Hvortil nytte alle disse Vagter, disse Gendarmer, disse drabelige Dragoner og hele denne middelalderlige Schweizergarde, naar en Haandfuld Folk kan sætte det samlede Rom i Angst og Bekymring?«

»De tjene til at paradere paa Gaderne, til at bringe Reisende i Forlegenhed, politiske Fanger til S. Angelo, til at faae Folk til at gjøre Opløb og til at beskytte hans Hellighed, naar han læser Messe i S. Pietro,« sagde den gamle Kunstner. »Touren til Ponte Molle maa opgives, og der bliver intet Andet tilbage for os end at ende vor Aften i Falcone eller Trastevere

Den Rolighed og Bestemthed, hvormed disse Ord udtaltes, gjorde enhver Indvending overflødig; kun den unge Læge syntes tvivlraadig, og mente, at Faren neppe kunde være saa stor.

»Man kan mærke,« henvendte den gamle Kunstner sig til ham, »at De nylig er kommen herned; men Rom er ikke Paris, og lige saa sjeldent, som De vil finde en Fremmed i la Morgue, lige saa let kan De finde ham her i Tiberen, en god Deel fattigere, med en Deel mindre Klæder og meget mindre Liv, end det, hvormed han slentrede ud om Morgenen. See Dem engang om paa denne Plads! Her er to Gendarmevagter og en fransk Kaserne i Nærheden. For ti Aar siden var dette 13 Sted en Søndageftermiddag tæt opfyldt med Mennesker. Hoved trængte sig ved Hoved; hele Rom var samlet paa denne Plet - der var ikke saa megen Plads tilovers, at de pavelige Dragoner kunde vende deres Heste. Ved Obelisken midt paa Pladsen blev Tombolaen trukken. Der var opreist en høi Tribune, smykket med det pavelige Vaaben og Lotteriets første Embedsmænd vaagede over de optalte Summer, som i store Sølvdynger laae paa større og mindre Borde. Forneden bevogtedes Tribunen af Gendarmer, medens pavelige Soldater holdt Vagt ved Babuino, Corso, Ripetta og Porta del Popolo. Alt var i spændt Forventning om, hvem den høieste Gevinst skulde tilfalde. Alles Blikke vare rettede vexelviis paa Lotterisedlerne, hvor man med en Knappenaal udstak de udtrukne Nummere, og paa den sorte Tavle, hvor de hvide Felter gik op og fremviste deres røde Tal. Da hørte man et frygteligt Skrig: »Ladri! Assassini!« klang det over hele Pladsen. Det var, som om dette Skrig elektriserede den i aandeløs Spænding fortabte Masse. Menneskehavet bølgede hid og did, store Pletter aabnede sig i det, Dragonernes Heste steilede og fløi med overskaarne Buggjorde ind i den forvirrede Mængde, medens de afmægtige Ryttere i deres tunge Rustninger væltede sig paa Jorden og Gendarmerne spredtes til alle Sider. Midt under denne ubeskrivelige Forvirring saae man en lille, men tætsluttet Skare af haandfaste Folk bane sig Vei henimod Obelisken. Knivene blinkede i deres Hænder, og et Øieblik efter var Tribunen tom, saavel for Penge som for Folk, og faa Minuter efter var Banden, paa tre nær, i god Behold udenfor Porten, og medens den i vild Galop tyede til Bjergene, overlod den de forskrækkede Gendarmer at bringe tresindstyve Lemlæstede til Hospitalerne. Jeg selv var Vidne til det Hele oppe fra Monte Pincio. -Skal vi saa spise vor Aftensmad i Falcone? Saa kan De siden, Hr. Verner, see Pantheon i Maaneskin eller spadsere til Ponte molle, hvis De endnu skulde have Lyst dertil.«

Med disse Ord tog den gamle Kunstner den unge Læge gemytlig under Armen, og en halv Time efter landede vi i det verdensberømte Trattorie.

Aftensmaaltidet var endt. Man havde ladet den fortræffelige Maccaroni, Fritto Misto og Lattuga vederfares fuld Retfærdighed, og den ædle Est, Est, Romernes Montefiascone, perlede i de tyndhalsede, kurveklædte Flasker, hentede ovre i Palombella. Stemningen var fra Lystighed gaaet over til Overgivenhed. Man var kommen til det Punkt, 14 hvor Enhver synes bedst om at høre sig selv og hvor man glemmer Taushedens Guld over Talens Sølv. Pludselig slog Verner til Lyd paa sit Glas, reiste sig og tiltalte Forsamlingen paa følgende Maade:

»Skandinaver og Landsmænd! Brødre fra det sludfulde Nord! Musernes Dyrkere! Tillader mig, at jeg, skjøndt nyligt indtraadt i Eders Kreds, hæver min Røst for at foreslaae Eder en Bedrift, der skal spørges fra Roma og op til det øverste Thule. Meget har vor ædle og ældste Fører fortalt os om Italiens Land. Vi have paa Fantasiens Vinger været med ham i Bjergene, hvor Byerne ligge som Storkereder paa Apenninernes Tinder, og vi ere nedstegne i Katakombernes Dybder, hvor Martyrernes Been nyde den evige Hvile. Vi have tumlet os paa Campagnens Sletter, seet Bøflerne vælte sig i de pontinske Sumpe, og fra Camaldoli kastet et Blik ud over Italiens Herlighed -men hvad have vi gjort for at vinde Ære og Berømmelse? Intet, aldeles Intet!

Dog jo - vi have jo udført vor Tids Bedrifter. Vi have nydt en udmærket Maccaroni, og jeg nægter heller ikke, at Vildsvinestegen var fortræffelig. Men see, nu skumme Montefiasconens Perler, ildfulde og dog smægtende som Venusøine, og hvad minde disse Perler mig om? De synes at leve og tale - jeg vil sige Eder, hvad de fortælle:

»»Der var en Tid,« sige de, »hvor Alt var ganske anderledes, men det er saa længe siden. Da kom fra Nord, hvor Bræerne skinne og Fyrrerne suse, Skarer af stærke, jernklædte Mænd. Høit stod de paa den lueforgyldte Drage, med Skjold paa Armen og Stang i Haand, med lyseblaae Øine og guldgule Haar. Dragen løb paa Land, og overalt hvor de jernklædte Kæmper drog hen, blegnede Italiens Mænd, og Himlen rødmede, naar Borg og Fæste gik op i de lyse Luer. Dog, Italiens Kvinder betvang de lysblaaøiede Mænd, og jeg hjalp dem. Hvor perlede og skummede jeg ikke, naar de bare mig frem i de guldbeslagne Horn! Men Tiderne svandt og Tiderne kom - Meget har forandret sig, siden jeg perlede for Normannernes Skarer.

De komme igjen, Normannernes Børn, ikke som før, med Stang og Staal, ikke paa den lueforgyldte Drage. Med Briller paa Næsen og Kikkert i Lommen, med Baedeker under Armen og Noticebog i Haanden - saaledes komme de, og Lokomotivet piber ad Normannernes Æt. Italiens Mænd blegne ikke længere, naar de høre de Blaaøiedes Skarer; de juble, og deres Ansigter rødme ved Gjenskinnet af Normannernes Guld. Men om Aftenen, naar Sol er sunken, og 15 Maanen krummer sin Segl, da sniger Normannen sig taus afsted. Han skotter ængsteligt til Muur og Busk og ræddes for Hyrden, som fra Campagnens enlige Høie tæller sine adspredte Faar. Normannernes Kraft er brudt, deres Mod borte. De tør ikke engang, naar Natten sænker sine Skygger, vove sig til den milviske Bro, en Gendarm er nok til at skræmme dem. Det hørte jeg i Aften, og jeg bobler, perler og leer - leer ad Normannernes vantrevne Skarer!««

»See dette,« vedblev Verner, halv pathetisk og halv ironisk, »har Montefiasconen fortalt mig. Men jeg spørger: Skulle vi taale en saadan Forsmædelse? Skal det rygtes i Nord, at Nordens Mænd krøb i Skjul bag Falcones Gitter, og at Normannernes Børn lod sig dække af de Mure, som de engang vare nærved at storme? Nei, Historien skal vidne, at medens Romas Børn blegnede ved Schiavones Navn, da gik Nordens Mænd Faren kjækt imøde. Og hvad kunne vi vel vove derved? - Vi blive skudte! - Vel! Saa ere vi faldne for Civilisationens Sag, og vore Navne blive udødelige i Historien; thi efter en saadan Begivenhed kan Frankrig ikke undlade at give Rom tilbage til Italien, og det frigjorte Folk vil ikke glemme at reise os en pragtfuld Bautasteen paa den protestantiske Kirkegaard. Vi blive fangne! - Ogsaa vel! Det vil da hedde i Berlingske Tidende: »Ulykkelig Hændelse. Som vi efter et os igaar ihændekommet Telegram erfare, ere de fleste af de skandinaviske Kunstnere og Videnskabsmænd under en Udflugt ved Aftentide den første Mai til Ponte Molle fangede af en Afdeling af Schiavones Bande og førte til Bjergene, hvor der forlanges en Løsesum af titusinde Scudi. Vor Regering har taget de fornødne Forholdsregler, og det staaer til at vente, at den svensk-norske vil træffe lignende. En Fregat er afgaaet til Civitavecchia, og hos d'Hrr. Bing, Reitzel, samt paa Børsen er der fremlagt de fornødne Lister, for at Løsesummen i Hast kan skaffes tilveie. Vi stole paa, at den offentlige Godgjørenhed, der saa tidt er bleven anraabt, men aldrig har svigtet, vil vise, hvor høit man her i Norden skatter Videnskab og Kunst. Selv smaa Bidrag modtages med Taknemlighed, da det er store Talenter, det dreier sig om.« Endeligt - vi komme uskadte tilbage! -Dette er efter min Formening det Værste, der kan hænde os; thi vi komme da hverken i Berlingske Tidende eller paa den protestantiske Kirkegaard, men da kunne vi med Stolthed sige os selv, at Normannernes Vikingeæt ikke er uddøet, og at Montefiasconen ikke næste Gang skal haane os ustraffet. Derfor, gode Herrer og nordiske Mænd, 16 tømmer et Glas til Normannernes Ære. Vort Løsen klinge: Frem til Kamp, frem mod Ponte Molle!«

Verners Tale blev modtagen med Latter og Bifaldsraab, og Alle reiste sig for at følge ham. Kun den ældste Kunstner, ham, som vi pleiede at kalde »den Gamle af Dage«, blev rolig siddende med sin røde Trøie og sin bredt opkrampede Hat. Et satirisk Smiil spillede ham om Munden, og idet han langede sin Frakke ned fra Knagen for at trække den paa, sagde han tørt:

»Siig mig engang, Hr. Verner, hvordan tænker De Dem egenlig de italienske Røvere? Rimeligviis saaledes som De har seet dem paa Boulevard-Theatrene i Paris eller i »Røverborgen« paa Kongens Nytorv. Høie, kraftige Skikkelser med solbrændte Ansigter, spidspullede Hatte, flagrende Baand og sølvindlagte Pistoler i de guldbroderede Skjærf. Og hvorledes tænker De Dem Livet hos disse Naturens Børn, der ligge i Krig imod Samfundet og imod Loven? Naturligviis saa poetisk og romantisk som muligt. En frygtelig Røverhule, sværtet af Sod og Røg, med et flammende Baal, hvorover der hænger en sydende Kjedel. Røvernes Huusholderske, gammel som Døden og grim som Fandens Oldemoder, modtager Dem grinende og vil absolut have Dem til at spise Æggekage og drikke daarlig Rødviin. Men De synger den store Arie: »Jeg smager ikke Æggekage og drikker aldrig Druesaft«, og saa skeer der stor Sceneforandring. Røverne sove paa Jorden, indhyllede i deres Kapper, selv den gamle Oldemoer nikker i sin Stol. Da kommer en deilig Pige - Guderne maa vide hvorfra. Hun løser Deres Lænker, erklærer, at hun længe har været bedaaret af Deres lyseblaae Øine og blonde Skjæg, at hun har givet Røverne en Sovedrik, at der staaer en fnysende Ganger udenfor, som mageligt kan bære To, og at hun er beredt til at offre Alt for Dem. De bliver naturligviis rørt, omfavner Deres Frelserinde, saa at den gamle Hex vaagner og gjør Allarm. De viser hende en Kniv, peger med Haan paa de slumrende Røvere, og afsted gaaer det paa den fnysende Ganger. De kommer til Rom, er Dagens Løve og har kun een Forlegenhed midt i Deres Seiersglæde, nemlig, hvad De skal gjøre med Deres skjønne Michelina, som jeg antager, De i nogen Tid maa lade cultivere i en eller anden af Paris's Pensionsanstalter.«

»Tør jeg spørge Dem,« sagde Verner lidt stødt, »siden De veed saa god Besked om, hvordan jeg tænker mig de italienske Røvere, hvorledes ere de da i Virkeligheden?«

17

»Hjertelig gjerne! Seer De, lad os tænke os, at De en Aften gaaer i Corso eller Ripetta, eller - siden De vil - ad Veien til Ponte Molle. Pludselig føler De Dem greben bagfra af et Par lurvede, luvslidte Karle, der ingenlunde svare til Deres indbildte Theaterhelte. »State zitto!« hvisker den ene Dem i Øret, og det er rimeligviis den hele Konversation, der bliver ført; thi ved nærmere Eftersyn vil De opdage, at en romersk Dolk, denne Bastard af Stilet og Ragekniv, er i en høist ubehagelig Nærhed af Deres Ribbeen. En tredie, lige saa lurvet Person træder til og skiller Dem paa den høfligste Maade af Verden af med Deres Pengepung, Uhrkjæde, Brystnaal og lignende besværlige Gjenstande. Det nytter Dem slet ikke, at De raaber om Hjælp. Det vil da gaae Dem, ligesom den unge Engellænder, der i Capo le Case fik sex og tredive Knivstik, eller som vor værdige Ven Berthelsen, der forfulgtes lige til den skandinaviske Forenings Dør.«

»Hvorledes gik det til?« spurgte Verner.

»Høist naturligt,« sagde Berthelsen, en kæmpestærk Nordmand. »Jeg havde drukket min Mezzo caldo, det vil da sige den, jeg drikker om Eftermiddagen i Café nuovo, og da jeg skulde betale, havde jeg kun en tyve Scudi-Seddel, som Opvarteren maatte bytte for mig. Jeg gik ned ad Corso og tænkte ikke paa noget Ondt; det var lige Ave Maria og temmelig lyst. Da jeg dreiede om ad Via de' Pontefici, saae jeg et Par Karle, som øiensynligt havde stor Lyst til at gjøre et godt Coup. Jeg gav mig da til at løbe, og blev først angrebet i Foreningens Port, hvor Banditerne indhentede mig. Imidlertid kom jeg løs fra dem og naaede Foreningens Dør, men der havde jeg den værste Kamp at bestaae. Med Ryggen til Døren, med Klokkestrengen i den ene Haand og Pengene i den anden, havde jeg kun mine Been til min Raadighed - men dem brugte jeg ogsaa med saadant Eftertryk,« lagde Berthelsen med megen Vægt til, »at jeg slap ind, kun med en lille Rift i den ene Kind.«

»Men den pavelige Gendarmevagt ovenpaa?« spurgte Verner.

»Ja, den havde, mærkeligt nok, Intet hørt,« sagde Berthelsen. »Den kom først ned, da det Hele var forbi.«

»Men hvis jeg nu gaaer til Ponte Molle,« spurgte Verner, »hvad troer De da, der vil skee?«

»Noget Lignende,« svarede den gamle Kunstner, »blot paa en lidt forskjellig Maade. Spøgen vil blive Dem en Deel dyrere og Opholdet mindre behageligt. De vil rimeligviis træffe en eller anden Hyrde, 18 som spørger Dem, om han skal vise Dem Vei, eller en Landstryger, der absolut vil vise Dem det nærmeste Osterie. Enten De gaaer med ham eller ikke, Resultatet vil blive det samme. De vil høre et Signal, netop det, hvormed Uglerne divertere hverandre hver Aften paa Trinità de' Monti, og inden De veed et Ord deraf, ere Deres Hænder snørede sammen med forsvarlige Hampereb, Deres Mund kneblet, og De selv et godt Stykke ude i Campagnen, før De vaagner af Deres Bedøvelse. Den næste Dag kommer en Hyrde til Rom med et Par Ord til Deres Venner, og De vil da undre Dem over, hvor forbausende godt Løsesummen stemmer med Deres Creditiv.«

»Men hvis man nu ikke betaler?« spurgte Verner.

»Saa bliver De skudt, voilà tout, eller man giver Deres Venner lidt Betænkningstid og sender dem til Opmuntring en Næse, et Øre eller en anden Smaating til Ihukommelse af Deres behagelige Personlighed.«

Vi havde under denne Samtale forladt Falcone og vare, næsten uden at vi mærkede det, gjennem Corso komne til Piazza del Popolo, hvis Obelisk var vort sædvanlige Samlingssted, naar vi havde fuldendt vor Dagsgjerning. Vi vare lige i Begreb med at leire os paa de brede Fliser mellem de vandsprudlende Marmorløver, da Verner pludseligt spurgte:

»Hvem gaaer saa med til Ponte Molle

Det var øiensynligt, at den krigeriske Stemning fra Falcone havde tabt sig. Ja selv Aabye, der som Verners Kollega tidligere ivrigt havde stemt for Foretagendet, bad ham nu om at lade de Narrestreger fare.

»Aa!« udbrød Berthelsen i sin skrigende norske Dialekt, »naar Alt kommer til Alt, er Hr. Verner vel ikke saa krigerisk, som han giver sig Mine af. Desuden er der jo stor Forskjel paa hvad man siger ved en Fogliette Montefiascone, og hvad man gjør, naar de meget omtalte Perler ere fordunstede.«

»Hvad mener De med det?« spurgte Verner, idet han sprang op.

»Høist simpelt,« svarede Berthelsen drillende, »at De ikke tør gaae til ponte molle.«

Aabye vilde tysse paa Verner; men denne gik lige hen imod Berthelsen, tog fat ved en Knap paa hans Frakke, og sagde kort og bestemt:

»Enten tager De Deres Ord tilbage, eller det gjælder et Væddemaal. Jeg gaaer til Ponte Molle, alene og uden Vaaben. Hvis jeg bliver fangen, 19 erkjender jeg min Uret ved at have foreslaaet Touren og betaler et Gilde i Palombella; men hvis jeg gaaer fri, gjør De Gildet og erklærer derved, at De har taget feil af mig.«

»Hvor lang Tid skulle vi da vente paa Dem?«

»Klokken er ti. Hvis jeg ikke, naar Klokken slaaer tolv fra St. Peter, er tilbage ved Obelisken, har jeg tabt mit Væddemaal.«

Med disse Ord lettede Verner paa sin Hat, hilste paa Forsamlingen og ilede hen imod Porten.

Jeg har altid havt det med Anelser, og i dette Øieblik var der ligesom en Stemme, der tilhvidskede mig, at dette Foretagende, født af den livlige Viin og modnet af en saaret Forfængelighedsfølelse, vilde faae et uheldigt Udfald. Jeg fandt desuden, at Verner var for god til at sættes ind paa dette Hazardspil, som, hvordan det faldt ud, egentligt Intet vilde bevise. Jeg ilede efter ham, men havde neppe faaet Tid til at indhente ham, hvis han ikke paany var bleven standset af den samme kæmpemæssige Gendarme, der som en sand Cerberus syntes at bevogte Porta del Popolo.

»Hvad for Noget?« hørte jeg Verner raabe paa Italiensk. »Hvad kommer Deres franske Officeer mig ved? Her er mit Pas og her min Permesso: jeg har ærligt betalt begge Dele, og Ingen kan nægte mig at reise fra Rom, naar jeg vil.«

»Eccellenza misforstaaer mig ganske. Den franske Officeer er bleven dræbt, myrdet af Briganterne. Igaaraftes, omtrent ved denne Tid, red han ud ad Via Flaminia og er ikke senere vendt tilbage. Sagen har gjort stor Opsigt, men den hellige Fader ønsker ikke, at Briganterne skulle omtales for meget. Derfor er der kommen Ordre fra Monsignore Renzi til paa det Bestemteste at fraraade de Fremmede at forlade Rom efter Solnedgang. Men,« tilføiede Gendarmen, idet hans militaire Holdning pludseligt forsvandt for en meget betegnende Gestus - »fa niente, Signor. Son' un poveretto! Una piccola moneta, Eccellenza!«

»Den Kjeltring,« sagde Verner, »han kjender Knebet. Men kan man komme ind i en By paa et Æsel, læsset med Guld, kan man vel ogsaa komme ud af den, naar man læsser en Æsel med Sølv.« Og idet han tilkastede Gendarmen et Par Paoli, som denne med stor Behændighed opfangede i Luften, forsvandt de begge i Portrummet.

Jeg naaede Verner, ligesom han var i Begreb med at gaae ud ad den lille Laage, som Gendarmen havde aabnet for ham. Veien laa lys og klar, beskinnet af Maanen, hvis Straaler kastedes tilbage af de 20 hvide Vignemure. Alt var saa roligt og stille, den dybeste Fred hvilede over Landskabet.

»Farvel!« sagde Verner, idet han trykkede min Haand. »Deres Overtalelser nytte Intet. Jeg er kjed af disse storsnudede Nordmænd og især af denne Berthelsen, der altid vil have et Ord med i Laget. Han troer rimeligviis, fordi han selv smurte Haser i Via de' Pontefici og senere kun førte sin Arrieregarde i Ilden, at vi Danske bestandig maae gjøre det Samme.«

»Blot to Ord til Afsked,« svarede jeg. »Giv mig den Diamantring, De der bærer. Forsvar Dem ikke, dersom De bliver angrebet, ja, raab ikke engang om Hjælp, thi det vil ikke nytte Dem Noget; men fremfor Alt, gjør intet Forsøg paa at flygte, dersom man fører Dem til Bjergene.«

Verner skjød Ringen af Fingeren og stak den ind i en indvendig Lomme paa sin Vest.

»Misforstaa mig ikke,« sagde han, idet han rødmede let, »men denne Ring kan jeg ikke, selv foreløbigt, skille mig ved. Den har rigtignok ikke bragt mig Held, men er dog et Minde om en Person, som er mig dyrebar. For Deres øvrige Raad takker jeg Dem; jeg skal følge dem punktligt, dersom det gjøres fornødent. Farvel, Farvel, felicissima notte!«

Jeg trykkede hans Haand og vilde have gjentaget den romerske Afskedshilsen; men Gendarmen smeldede Laagen plumpt i, den lyse Maanestribe forsvandt, og Portrummet var atter mørkt som før.

Jeg vendte taus tilbage over Pladsen. Ved Obelisken havde Selskabet leiret sig i forskjellige Grupper. Aabye sad øverst paa en af Løverne og rørte i Vandet med sin Stok. Det var aabenbart, at Verners Strid med Berthelsen og hans pludselige Bortgang havde frembragt den noget trykkede Stemning, der øiensynligt beherskede Alle.

»Er det ikke faldet Nogen ind,« sagde jeg, idet jeg tog Plads paa det nederste Trappetrin, »hvor paafaldende hele denne Gruppering ligner et Maleri i Firenze, som hænger der i et af Gallerierne? Det er Decameronens første Nat. I Midten, lænende sig op til en Venusstatue, sidder dens udødelige Forfatter. Mandolinen er halvt gleden ud af hans Haand, idet han fortæller et af sine sandseglødende Eventyr. Paa Cascadens Trin gruppere sig til begge Sider hans Tilhørere, den rødmende Filomena, den muntre Elisa, den skjelmske Pampinea, og 21 hvad de nu forresten hedde. Ved de Skjønnes Fødder hvile atter deres Elskere: Panfilo, Dioneo og Filostrato, medens de mørke Pinier og Cypresser i Baggrunden drage Tanken hen paa Firenze, den dødsdømte By, hvor Pesten kræver sine Offre. Hvormeget ligner dette ikke Situationen iaften? Der er nu Aabye paa Løven, det er aabenbart Boccaccio. Vi andre ere, sans comparaison, de Skjønne, der lytte til hans inspirerede Ord, og de mørke Pinier og Cypresser paa Monte Pincio drage uvilkaarligt Tanken hen paa Campagnen, hvis Røvere, Roms Pest, holde os indenfor Byens Mure. Jeg opfordrer derfor Dig, o Aabye-Boccaccio, til at fortælle et af Dine vidtberømte Eventyr, hvis Ry naaer saa vide omkring, at de ere kjendte fra Regensen til Capitolium, og naar Du er færdig dermed, da at overrække Laurbærkrandsen til en Anden. Men Den, hvis Liv har været saa usselt, at han ikke kan eller vil fortælle Noget, bør bøde en halv scudo til Fondet ad usus publicos, det vil sige, til Verners eller Berthelsens Gilde i Palombella

»Jeg fortæller daarligt, navnligt à la Boccaccio,« sagde Aabye tankefuld, idet han med sine Hænder søgte at holde Vandstraalen tilbage i Løvens Mund.

»Maae vi saa bede om den halve scudo,« sagde den Gamle af Dage, »og maae vi fremfor Alt være frie for, at De agerer Straalemester, istedetfor Boccaccio. De kan Intet? Hvor kan De sige det? Har ikke ethvert Menneske idetmindste eengang i sit Liv oplevet Et eller Andet, som er værd at meddele, og hvad Formen angaaer, da gjør som Edderkoppen: Spind en Ende ud af Dem selv, sæt Dem selv som Centrum i Deres Tankevæv, og lad os Andre være de Fluer, som fanges deri.«

»Som De vil,« svarede Aabye. »De maa da tage Formen, som den falder; men Beskedenheden forbyder mig at lade Dem være de Fluer, der fanges i Phantasiens Spindelvæv. Jeg vil hellere fortælle en lille Begivenhed, som i lang Tid holdt mig fangen ved sine mystiske Traade, og som De kan tage som en Indledning til den nye Decamerone, som det lader til, at vi skulle begynde.«

»Handler ogsaa den om Pesten?« spurgte den Gamle ironisk.

»Ja,« svarede Aabye alvorligt, »netop; men ikke om den i Firenze. Har De Lyst til at gaae lidt tilbage i Tiden og følge med til Kjøbenhavn, saa er jeg færdig.«

»Bravo!« raabte den Gamle. »Det er længe siden, at jeg hørte Krøniker derhjemmefra. Hvad kalder De den?«

22

»En Titel er altid en vanskelig Sag,« svarede Aabye med et jovialt Smiil, »og navnlig i dette Tilfælde. Dog, da det lader til at trække op til et novellistisk Uveir, vil jeg kalde den:

»Tordenskyen«

»Den 24de Juni 1853,« begyndte Aabye, »var en usædvanlig smuk St. Hansdag, en af de skjønneste i denne for Kjøbenhavn saa rædselsfulde Sommer. Jeg bemærker dette udtrykkeligt, deels fordi Sommeren i al sin Pragt stod i en saa skjærende Modsætning til Alt, hvad vi senere skulde opleve, deels fordi jeg netop den Dag befandt mig i en af Sjællands skjønneste Egne og under Forhold, der vare særlig skikkede til at indprente denne Dag i min Hukommelse.

En god Ven af mig havde taget sidste Deel af den medicinske Examen og havde indbudt mig, tilligemed en Deel Andre, til et Gilde i Nyholte Kro ved den saakaldte Røiels Bom. Det var, som sagt, en mageløs Sommeraften, i hvilken vort lille Selskab under Latter og Sang vandrede gjennem de tause og skyggefulde Skove ved Frederiksdal, for over Furesøen og Dronninggaard at naae det afsides liggende Nyholte. Da vi kom til dette Sted, fandt vi, at vor gjæstfrie Vært havde truffet saa storartede Forberedelser, at han over disse rimeligviis havde forglemt Tiden; thi Solen manglede endnu en halv Time i sin Nedgang, og før »den gamle Urostifter« havde forladt os, kunde vi ikke med Rette istemme hiin bekjendte Studentersang, der, idetmindste i den Tid, dannede Ouverturen til ethvert festligt Lag, hvad enten dette feiredes i det Grønne eller i den gamle Gaard i Boldhusgaden.

Vi besluttede altsaa at bestige de høie Bakker, der danne Gjelteskovs nordlige Affald, og hvorfra man har en vid Udsigt over den stille Sø, det landlige Søllerød og de store Engpartier, der fra Sjælssø som et Lavdedrag med enkelte gamle Trægrupper strækker sig ned imod Furesøen. Vi vare just forsamlede paa Høiden, hvor vi i den landlige Stilhed nød vore Cigarer og morede os med det stærke Echo fra den lille Granskov paa den modsatte Side af Søen, da vi pludseligt nede ved Søkanten opdagede en talrig Forsamling af Bønder, Karle og Drenge, som flokkede sig tæt sammen om en Person, der sad paa 23 en stor Steen lige ved Søbredden. Halvt af Nysgjerrighed, halvt fordi vi Intet bedre havde at bestille, slentrede vi henimod Stedet, hvor vi bleve Vidne til et ganske eiendommeligt Skue.

Paa en Steen, der laa et Par Alen fra Land, sad en ung Pige i en underlig, halv fantastisk, halv pjaltet Dragt, sammenrimpet af forskjellige brogede Klude, der hist og her igjen vare bedækkede med Pallietter og enkelte smalle Strimler uægte Guldbrocade. Hun sad paa Kanten af Stenen, som om hun red, og havde i den ene Haand en lang Stok, hvormed hun tankeløst pjaskede i Vandet, medens hun med svag, halvdæmpet Stemme nynnede en monoton Sang, hvis enkelte Ord det var umuligt at forstaae. Hun var smuk, eller rettere sagt, hun havde været det; thi Formen, det Materielle, hvori Skjønheden er præget, var der tildeels endnu, men Det, som skulde besjæle den, var borte. Det underlig sløve og dog bestandig ustadigt søgende Blik, de usikkre Bevægelser, den virrende Rokken med Hovedet, Alt fortalte i et Øieblik det Sørgelige i hendes Skjebne. Hun var vanvittig - Enhver af os saae det ved første Øiekast.

»Hvor rider Du hen, Karen?« raabte en lang, opløben Bondekarl med et bredt Griin. »Du skulde helst tage Skankerne til Dig, ellers kommer Hosetøiet i Bløde.«

Hun svarede ikke, men vendte Hovedet om imod ham og løftede sin Kjole op med en Mine og en Bevægelse, som havde hun en Dames lange Ridedragt paa.

En høi Latter paafulgte, og Karlen raabte igjen:

»Pas paa Sløikjolen, Karen! Den er jo lige saa lang som Præstens, og lad os saa høre, hvor Du skal hen.«

»Du faaer vente lidt, bitte Ole,« sagde den Afsindige og slog i Vandet med sin Stok, saa at Skaren veeg noget tilside. »Jeg skal have min Kjæreste med.«

»Kan Du ikke ride uden at have Din sorte Rad med?« raabte Karlen igjen. »Jeg troede, Du havde lært at ride alene siden den Tid, Du var hos ham.«

En raa Latter fulgte paa denne Hentydning, som Ingen af os forstod, men som den ulykkelige Pige syntes at føle; thi hendes Sang ophørte pludseligt, og hun stødte, bestandigt virrende med Hovedet, den lange Stok flere Gange ned i Vandet.

»Maaler Du Bunden, Karen?« raabte den høie Karl spottende. »Her er lige saa dybt som i Stadsgraven og altid dybt nok til at drukne Kattekillinger.«

24

»Hold nu Din Mund, Ole!« hørte vi en af Mængden raabe. »Vorherre har straffet hende haardt nok for det, hun har gjort - Du behøver ikke længere at være nidkjær for det.«

Den høie Karl brummede nogle Ord ved sig selv, men den ulykkelige Bondepige sprang pludseligt af Stenen med et Sæt, som sprang hun ned fra en Hest og kastede sig i Armene paa Nogen. Derpaa vadede hun iland og gik lige hen imod Ole, der forskrækket herover tumlede et Par Skridt tilbage.

»Tøv lidt, bitte Ole,« sagde hun, idet hun greb ham i Trøien, »jeg har noget at sige Dig, inden vi skilles. Du kan ikke leve mange Dage endnu, Ole!«

Bondekarlen stirrede paa hende med en Gru, der næsten fik hans store vandblaae Øine til at træde ud af deres Huler, og hun vedblev:

»Der kommer en stor Pest over Kjøbenhavn, Ole, og der er Ingen, der kan leve, som faaer den. Du kommer ikke til Høstgilde iaar, Ole, det kan jeg see, og han der heller ikke.«

Med disse Ord vendte hun sig om imod os og pegede paa min Ven Jessen, der havde trængt sig frem for nærmere at iagttage den Vanvittige.

»Hvad mener Du med det?« spurgte Jessen rolig, idet han fixerede hendes Blik.

»Er han ikke en Doctor?« spurgte hun, idet hun betragtede ham skarpt.

»Jo,« svarede Jessen forbauset.

»Ja, saa faaer han curere sig selv, naar det gjøres behov, for de Andre kunne ikke gjøre det. Det er ingen god Sygdom, der kommer.«

Jessen vilde indlade sig nøiere med hende, da Kredsen idetsamme aabnedes, en ældre Mand traadte til og lagde Haanden paa hendes Skulder.

»Gaa nu hjem, Karen!« sagde han i en bestemt Tone.

Hun saae paa ham, virrende med Hovedet, og med et usikkert Blik, som om hun frygtede for at træffe hans Øiekast, og gjentog flere Gange, medens hun gik afsted:

»Hjem? Ak Gud, ja! Hjem! Der er ond Vei hjem.«

Skaren adskiltes ved Synet af den Fremmede, opløstes og forsvandt efterhaanden. Et Par af os kjendte ham; det var Lægen fra Søllerød. Han fulgte os et Stykke paa Vei op gjennem Skoven, og Samtalen faldt ganske naturligt paa den Ulykkelige, som vi lige havde forladt.

25

Hun var en Huusmandsdatter der fra Egnen, fortalte han, og Ole, den Samme som vi havde seet dernede, var Gaardmandssøn fra Gjentofte. De to havde holdt en Deel af hinanden, men Standsaristokratiet, der synes at være stærkere udpræget, jo dybere man kommer ned, havde sat sin Jernmuur imellem dem. »De Gamle vil nu it',« havde været Oles sædvanlige Omkvæd, og saa besluttede de at vente, til de Gamle vare døde. Hun tog Tjeneste i Kjøbenhavn hos en Restaurateur; han kom til en Brygger paa Nørregade, ikke saameget fordi han var bleven uklar med Forældrene, som for at være i hendes Nærhed. I Sommeren To og Halvtreds fik den Restaurateur, hos hvem Karen tjente, en god Forretning paa Tivoli, og hun skulde gaae tilhaande derude. Da var det, at hun stiftede Bekjendtskab med en ung, smuk Berider, som var Medlem af et Selskab, der den Sommer gjæstede Kjøbenhavn. Karen forlod Ole og sin Tjeneste paa Tivoli for at følge med ham, som hun havde skjænket hele sin Tillid, og som under sit Ophold havde ødslet Alt paa hende. Men en skjøn Dag var Troupen forsvunden, Karen forladt, og om Foraaret anlagdes der Sag imod hende for Fødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Under denne Sag, hvori det blev godtgjort, at hun havde druknet sit Barn i Stadsgraven udenfor Tivoli, sløvedes hendes Forstand, der allerede havde været svækket om Vinteren og gjort hende saa godt som utilregnelig, saameget, at Retten frikjendte hende for videre Straf og lod hende vende tilbage til sin Fødeby, hvor hun nu fristede en kummerlig Tilværelse hos sine Paarørende under det Offenliges Tilsyn. Det var derfra, at hun den Aften var undløbet for at blive forhaanet baade af Fremmede og af ham, som aldrig havde villet tilgive hendes Brøde. Hvad hun havde spaaet Ole og Jessen var derimod noget Nyt og Usædvanligt; thi hun var i Almindelighed stille og indesluttet, ligesom hun i det Hele kun beskjeftigede sig med Tankerne om ham, der havde voldt hendes Ulykke. Men det var jo Galmandstale, som det ikke var værd at lægge sig paa Hjertet.

Der var heller ingen af os, der tog sig Sagen videre nær. Vi vare altfor vante til at see den Slags Patienter, og da vi traadte ind i den store Sal i Nyholte, hvor Lysene blinkede og Punschen dampede os imøde fra de fyldte Boller, var der neppe nogen af os, som havde en Tanke mere tilovers for den ulykkelige Pige. Jessen loe og spøgte, vi andre drak, sang og holdt Taler, og Gildet varede til langt ud paa Natten; thi gjælder det for Menneskene overhovedet at gribe den flygtige 26 Glæde i Momentet, da gjælder det dobbelt for os, der ere Vidner til saamegen Nød og Elendighed, at Livet ligesom faaer en høiere Værdi, naar vi ere udenfor Ulykkens Enemærker.

Seent ud paa Aftenen, eller efter borgerlig Beregning en Deel ud paa Natten, naaede vi Kjøbenhavn, nogle i vaagen, men de fleste i drømmende eller endog i fantaserende Tilstand, der for min Ven Jessen havde yttret sig i en ubegribelig Lyst til fra Lyngby Landevei at vandre ud for at slukke Fyret paa Trekroner. Ved Østerport skiltes jeg fra det muntre Selskab, efter at have overgivet Jessen til dets videre Varetægt, og vandrede over den ensomme Vold hjem til Nørregade, hvor jeg dengang boede. Efter at have trukket Vægteren ud af den Droske, som tjente ham til hans sædvanlige Nattekvarteer, for at faae Porten aabnet, gik jeg ind i Gaarden, hvor jeg strax blev opmærksom paa en Omstændighed, der fyldte mig med en levende Uro. Min Fader, som var praktiserende Læge, boede tilligemed mine tre Brødre i Mellembygningen; men trods den usædvanlige sildige Tid og det begyndende Dagskjær, thi Klokken var næsten tre, saae jeg dog Lys i alle Værelserne ud til Gaarden, navnlig var min Faders Værelse stærkt oplyst, og i regelmæssige Mellemrum bevægede Skyggen af hans Skikkelse sig henover Gardinerne. Uagtet Vægteren intet Usædvanligt havde mærket, frygtede jeg dog for, at en Ulykke skulde være tilstødt under min Fraværelse, og den Mulighed, at En af mine Nærmeste pludseligt kunde være død, medens jeg havde tilbragt Natten under Glassenes Klang og i det overgivneste Selskab, jog mig som en Stormvind op ad Trappen. Sagte lukkede jeg Døren op og listede mig ind i Corridoren, hvor jeg stod et Øieblik, lyttende og med bankende Hjerte. Alt var stille, jeg hørte intet Usædvanligt, kun Lyden af min Faders taktfaste Trin, der afmaalt bevægede sig frem og tilbage i sit Værelse. Et eller andet Nattebesøg hos en Syg havde vistnok været den Aarsag, der holdt ham saa silde oppe; men selv denne rimelige Grund kunde jeg ikke bringe i Harmoni med de oplyste Værelser og den usædvanlige Omstændighed, at han ikke havde begivet sig til Ro igjen.

Jeg blev staaende lidt i Tvivl, om jeg skulde snige mig op uden at faae Grunden at vide, eller om jeg skulde tilfredsstille min Nysgjerrighed og tage imod de Bebreidelser, som min sildige Hjemkomst rimeligvis vilde medføre, da Døren i det Samme aabnedes, og min Fader stod for mig med et tændt Lys i Haanden.

27

»Er Du der, Poul?« sagde han i en Tone, som om han havde ventet længe. »Det er seent! Du er da ikke bleven forkjølet?«

Jeg betragtede min Faders alvorlige Ansigt og vidste ikke ret, om jeg skulde tage hans Ord for Alvor eller Ironi; thi at det var mig, kunde han jo see; at det var seent, ja endogsaa meget seent, fortalte Uhret, der idetsamme slog tre Slag; men om jeg var forkjølet eller ikke, syntes mig i dette Øieblik den ligegyldigste Sag af Verden, naar jeg blot kunde komme til Ro.

»Gaa op og skift Skotøi,« sagde han i den samme alvorlige Tone, »og tag noget Uldent paa Fødderne; det Bomuldspjank duer ikke. Kom saa ned igjen, naar Du er færdig.«

Jeg var vant til at adlyde og forlod Værelset uden nogensomhelst Indsigelse; men da jeg kom op paa Kvistværelset, hvor mine Brødre sov trygt, og da jeg skiftede mine fuldkommen tørre Sko og Strømper og efter Ordre trak Uldsokker paa, kunde jeg ikke lade være at tænke paa, om det ikke vilde glæde min Fader, hvis jeg iførte mig de gamle Kanereussere, som, forede med Puddelskind, laae ovenpaa Klædeskabet, som et talende Minde om vor Vinters Ubehageligheder.

Da jeg kom ned, sad min Fader ved sit Skrivebord, ifærd med at undersøge nogle gamle Papirer, som han havde ordnet i fire Bunker. Han dreiede Hovedet om ved min Indtrædelse, pegede paa en Stol og sagde kort:

»Sæt Dig der, til jeg er færdig!«

Der var i hans Ansigtstræk, hans Stemme, ja selv i hans Holdning noget saa Usædvanligt og Ubekjendt, at jeg ordenlig blev greben af en uhyggelig Fornemmelse, en ubevidst Frygt for, at en eller anden Ulykke havde ramt ham, og alle mulige urimelige Historier om Fallit, Død og Undergang gik igjennem mit Hoved, medens jeg skarpt betragtede ham under hans Arbeide. Det var den samme rolige, alvorlige, lidt strenge Profil, som jeg var saa vant til at see; kun forekom det mig, at der ved Munden var et usædvanligt skarpt og bestemt Træk, som jeg kjendte saa godt, men som kun kom frem, naar en eller anden Gjenvordighed havde bragt ham i slet Humeur.

»Hvad er det, Fader?« spurgte jeg ængstelig, idet jeg reddede den ene Manschet fra det nedbrændte Lys, i samme Øieblik som den anden sprang og med en klingrende Lyd faldt ned paa Bordet.

»Lad det staae!« svarede han uden at hæve Hovedet op fra det Papir, 28 hvorpaa han ivrigt regnede, og hvor jeg saae store Colonner af Tal opmarscherede.

Som jeg saaledes sad i taus Spænding, betragtende Alt omkring mig - det gamle Chatol, den sorte Hestehaarssopha, de gammeldags Bogreoler og det mahogni Skrivebord - jeg benævner det netop saaledes, fordi det var det eneste Mahognimeubel, som Fader eiede, faldt det mig paa engang ind, eller rettere, jeg fik maaskee pludseligt Syn for, at han var bleven gammel, meget gammel i det sidst forløbne Aar. Han reiste sig op, rettede sig med Besværlighed, og idet han lod mig tage Plads ved Skrivebordet, skjød han et Papir hen til mig med den korte Bemærkning:

»Underskriv dette, Poul!«

Uagtet jeg var vant til ubetinget at adlyde min Faders Befalinger, kunde jeg dog ikke lade være at lade mit Blik løbe henover Papiret, inden jeg underskrev. Et eneste Blik sagde mig Alt. Det var en Ansøgning, stilet i mit Navn, om en Curatorbevilling for mine tre umyndige Brødre.

»Hvad er det, Fader?« udbrød jeg, idet jeg lagde Pennen fra mig. »Du lever jo endnu; dette Document er overflødigt.«

»Skriv under, Poul!« svarede han i en rolig, men sørgmodig Tone. »Skriv under, hvis Du ikke vil vægre Dig for den Pligt at sørge for Dine yngre Sødskende.«

Han saae i dette Øieblik saa veemodig, ja næsten forknyt ud, at jeg uden videre Indsigelse satte mit Navn paa Papiret og rakte ham det.

»Det er godt,« sagde han, idet han lagde det sammen og gjemte det under sin Brevpresser. »Vil Du dernæst sætte Dit Navn under disse her.«

Han greb de Papirer, som i fire Bunker laae ordnede paa Bordet, og idet han rakte mig den første, sagde han med et kjærligt Smiil:

»Det er Dine Brødres, Poul, vil Du sætte Navnet der, hvor jeg har skrevet.«

Jeg fulgte Retningen af hans Fingre og læste de velbekjendte summariske Ord: »Denne Obligation maa ikke transporteres, sælges eller pantsættes uden mit Samtykke.« Som Curator o.s.v.

Jeg havde aldrig anet, at min Fader eiede Noget; thi vore Kaar havde altid været knappe, og med Undtagelse af de Ting, der henhørte til vor Opdragelse, havde Fader sjelden eller aldrig bekostet noget særdeles paa os. Jeg underskrev Obligationerne langsomt, Stykke 29 for Stykke, og med en Nøiagtighed, der tydelig nok tilkjendegav, at jeg hverken var født til Handelsmand, ei heller havde havt stadig Omgang med Værdipapirer, og hver Gang jeg greb en ny, satte min Fader Fingeren paa Papiret og sagde med en vis indre Tilfredshed: »Der, Poul, lige over det Sted, hvor jeg har sat Datoen.«

Endelig blev jeg færdig med dette Finantsforetagende, der for et Øieblik fik mig til at glemme det Sælsomme i min Faders Opførsel, og rakte ham Papirerne med et Smiil.

»Vi er ikke færdige endnu,« sagde min Fader, idet han kjærligt betragtede mig, »her er Dine egne, underskriv dem med det Samme.«

Med en vis Bæven modtog jeg den lille Pakke, som han rakte mig, og satte ikke uden en vis Stolthed Navnet Poul Aabye under Ordene: »Denne Obligation tilhører mig.« Der var ligesom til mine Brødre ti Stykker, hvert lydende paa et hundrede Rigsdaler; saamange Penge havde jeg aldrig eiet i mit Liv.

Da disse Formalia vare færdige, samlede min Fader alle Papirerne og lukkede dem med stor Omhu ned i sin øverste Skrivebordsskuffe.

»Der seer Du, kjære Poul,« sagde han, »hele den jordiske Frugt af min Virksomhed som Læge. Firetusinde Daler for fyrgetyve Aars Anstrengelser, hvormeget er det?«

»Det er hundrede Daler om Aaret,« sagde jeg noget forundret. »Det er en simpel Regning.«

»Ja! Hundrede Daler om Aaret, læg vel Mærke til det, Poul,« sagde han, idet han lagde Haanden paa min Skulder og saae mig alvorligt ind i Ansigtet. »Det er fem og tyve Rigsdaler i Sparepenge for hver af Eder, og de ere surt fortjente. Husk paa det, Poul, naar jeg er død og borte.«

Han saae igjen saa alvorlig ud, og det strenge Træk kom atter saa stærkt tilsyne om hans Mund, at Ængstelsen paany kom over mig, og idet jeg tvang mig til en Spøg, sagde jeg: »Du har gjort Regnskabet op i Utide, Fader! Du kan jo tjene mange Penge endnu og blive Millionair inden Du døer.«

»Millionair?« gjentog han, og der kom i hans Træk et Udtryk af Bitterhed, som var ham usædvanligt. »Millionair? Aa ja, hvis jeg var Aagerkarl eller Actiespekulant, hvis jeg vilde suge Blodet af de Fattige og slaae dem de dybeste Saar, istedetfor at læge dem, saa kunde man maaskee tale om at tjene Penge; men en Læge, og en Læge som jeg, han døer fattig, det er saa Verdens Gang.«

30

»Da har Ingen været alvorligere og mere nidkjær i sin Virksomhed end Du,« sagde jeg opmuntrende, »og Ingen har havt større Krav paa Taknemlighed.«

»Taknemlighed?« gjentog han eftertænksom. »Ja, Poul, Du har Ret. Taknemlighed, det er netop Ordet. Her ligger et Bevis paa Menneskenes Taknemlighed. Læs det og lær deraf, hvad man faaer for at være alvorlig og nidkjær i sit Kald.«

Jeg greb det store Brev, som min Fader rakte mig. Det var en længere, motiveret Skrivelse fra Fattigdirectionen, hvori det tydelig nok udtaltes, at man af Aarsager, som man ikke ansaae det for nødvendigt nærmere at udvikle, ønskede, at han fratraadte sin Tjeneste, da Directionen ellers vilde see sig opfordret til at meddele ham sin Afsked.

Jeg kylede Brevet hen ad Bordet, idet jeg uvilkaarlig knyttede min Haand. Ingen vidste bedre end jeg, hvormeget han havde offret i denne Retning af sin Virksomhed. Han saae paany skarpt paa mig og sagde med sittrende Stemme:

»Veed Du, hvorfor man giver mig Løbepas?«

»Nei,« svarede jeg heftig.

»Formelt, fordi jeg er gammel og affældig. Disse Autoriteter vide jo altid, selv under deres største Uretfærdigheder, at bevare et Skin af Ret; men reelt, fordi jeg er traadt op imod dem, fordi jeg har ladet dem vide, at deres Virksomhed er ussel og haardhjertet, fordi jeg har udtalt, at de, istedetfor at lindre den Fattiges Nød, gjøre ham Byrden ti Gange tungere ved en Behandling, der stiller ham langt under Forbryderen. - Nidkjær og alvorlig?« vedblev han med stigende Heftighed. »Ja, det har jeg været, og det er mine to Hovedfeil, de have forringet Eders Arvepart. Min Nidkjærhed har fjernet mig fra min offenlige Virksomhed; havde jeg sløset, som de Andre, var jeg forblevet i den. Min Alvor har altid været mig til Hinder i min private Praxis. Havde jeg kunnet smigre for Mødrene og bære over med Mændenes Skrøbeligheder, havde jeg kunnet jamre med nerveuse Fruentimmer og leflet med hysteriske, havde jeg kunnet ordinere uvorne Unger Sukkerbrød og brændte Mandler istedetfor Diæt og Børnepulver, det havde været en anden Sag, saa havde jeg endda kunnet kjøre i Kareth og havt Etatsraader i mit Forværelse. Men jeg har været en streng Læge, det vil sige, jeg har sagt min Mening reent ud og ikke gjort Complimenter med Nogen, og nu, da Afslutningen nærmer sig, fortryder jeg det ikke; thi kun den, der aldrig har svigtet 31 sin Overbeviisning, gaaer med Ro i sin Grav. Dog, for Din Skyld, Poul, og for Dine Brødres Skyld, havde jeg maaskee kunnet være noget anderledes. Dersom jeg havde været mere imødekommende, dersom jeg havde givet mere efter, havde jeg maaskee kunnet efterlade Eder noget mere end den usle Sum, som nu er Frugten af mit Liv.«

Jeg slog Armen om hans Nakke - en prægtig, gammel Nakke, som aldrig havde ladet sig bøie, og kyssede ham paa Panden. Han greb min Haand, og idet han tog mig om Livet, begyndte han at vandre op og ned ad Gulvet med mig, som han altid pleiede at gjøre, naar han vilde betroe mig Noget af Vigtighed.

»Naar jeg er død,« sagde han efter en Pause, »skal Du sørge for Dine Brødre, indtil de ere saa store, at de kunne ernære dem selv; lover Du mig det?«

Jeg trykkede hans Haand taus, og han vedblev:

»Jeg ønsker at begraves uden Ceremonier eller Ophævelser. Naar Du følger, er det tilstrækkeligt. Kun vil jeg have en Egetræeskiste. Det er en stor Luxus, men jeg har aldrig i mit Liv kunnet lide den fordømte Fyrretræeslugt.«

Han smilte, medens han sagde disse Ord; men jeg følte, at hans Haand klemte fastere om min, og der laa paa Bunden af dette Smiil Noget, der fyldte mig med en hemmelig Angst.

»Hvorfor,« spurgte jeg, »har Du truffet alle disse Forberedelser? Døden er Dig jo ikke nærmere idag end igaar.«

»Jo,« svarede han, »idetmindste een Dag nærmere og efter en Sandsynlighedsberegning meget nærmere end ifjor Sommer.«

Han gik hen til Skrivebordet, pustede de næsten heelt nedbrændte Lys ud, rullede Gardinet op og sagde, idet han vendte tilbage:

»Har Du hørt, at den asiatiske Cholera er udbrudt i Kjøbenhavn? Jeg modtog igaar Aftes den officielle Meddelelse derom fra Sundhedscollegiet.«

Han sagde disse Ord tilsyneladende aldeles ligegyldig, næsten som om han vilde indlede en Conversation; men han var meget bleg, da han satte sig i Sophaen, og det dæmrende Dagslys, der svagt trængte ind af Vinduet, gjorde ham endnu blegere.

Nu var Alting mig klart. Jeg havde aldrig seet eller hørt min Fader yttre nogensomhelst Frygt i sin Praxis. Selv til de meest smitsomme Sygdomme var han gaaet med samme Ro, som om han gik i Selskab. Kun om Choleraen, som han i 1832 havde lært at kjende i Paris under 32 den daværende frygtelige Epidemi, havde han undertiden udtalt sig paa en Maade, der ikke stemmede med hans urokkelige Stoicisme ligeoverfor lignende Sygdomme. Jeg troer, at denne nye Pest var den eneste, han havde nogen Frygt for, hvis han overhovedet kjendte til dette Begreb. For at forjage de Tanker, der syntes at beherske ham, lod jeg, som om jeg ikke mærkede hans Bevægelse, og sagde let henkastende:

»Aa, den gjør vel ikke store Ulykker hos os, vi ere jo forberedte.«

»Forberedte?« gjentog han og foer halvt op af Sofaen. »Forberedte, siger Du? Have vi nogensinde været forberedte paa Noget? Jeg husker endnu Englændernes Bombardement i 1807, og hvorledes Fader reddede Moder og mig ud af vort brændende Huus i Larsbjørnstræde. Vare vi forberedte dengang? Vare vi ikke advarede paa den meest indtrængende Maade i Forveien, og laa Byen ikke alligevel som et Bytte for Fjenden? Ganske som det gik dengang, Poul, saaledes vil det gaae nu. Kun vil den Fjende, der nu nærmer sig os, berøve os langt flere Menneskeliv end Englænderne formaaede, trods deres Bomber og Congreveske Raketter, og vi ville til September have begravet næsten ti Gange saamange, som de tre Septembernætter kostede os.«

»Umuligt,« svarede jeg, »Kjøbenhavn har jo en saa gunstig Beliggenhed, at ingen Cholera-Epidemi hidtil har kunnet fæste Rod i den.«

»Du taler, som Du har Forstand til,« sagde min Fader noget skarpt. »Faa Hovedstæder i Europa egne sig saaledes for Choleraen som vor, og naar man har trøstet sig med, at Saltholmskalken, hvorpaa Kjøbenhavn hviler, skulde være Aarsag til, at ingen Epidemi hidtil har hjemsøgt os, da er dette noget saa ubegribeligt Nonsens, at man ikke kan forstaae, at fornuftige Folk ville tage det i deres Mund. Byen hviler paa Dynger af Aarhundreders Smuds og Ureenlighed, paa opfyldte Moradser og udtørrede Sumpe, hvorimod Paris, der er bleven saa haardt hjemsøgt, ligger paa et Kalklag, der ligner vor Kalksteen overordentligt. Er der da nogen Rimelighed i den opstillede Hypothese. Er den ikke snarere lavet blot for at dække Manglerne og skjule den Dorskhedens Dvaskhed, hvori vore communale Autoriteter slumre Livet hen?«

»Men Kjøbenhavn er dog en renlig By,« indvendte jeg.

Min Fader stirrede paa mig med et Udryk af stum Forbauselse og rystede paa Hovedet med et overlegent Smiil:

33

»Renlig, siger Du? - Ja paa Overfladen; men tag Fernissen bort, og Du skal see, at den er som de kalkede Grave, der udvortes ere hvide og skinnende at see til, men indvortes skjule Død og Forraadnelse. Gaa ud i Adel- eller Borgergade, Poul, og fortæl mig, hvad Du seer der! Gaa ned i de sumpede Kjældere, i de faldefærdige Baghuse paa Christianshavn, og kom saa tilbage blot med en Cubiktomme reen Luft i Dine Lunger, og jeg vil forgylde Dig. Kjendte Du »Lille Kjøbenhavn«, »Hvide Ros«, »Jollen«, »Tordenskyen« eller »Skibet«, saa vilde Du ikke tale saaledes som Du gjør. Havde Du været Fattiglæge saalænge som jeg, havde Du seet disse Boliger, hvor man kun kjender Mørke, Stank og Uteerlighed, hvor hver Plads, ja hver Tomme ligetil Hanebjælkerne under Husets Tag er optaget, hvor Børnene fødes, ikke enkeltviis, men i hele Bylter, hvor de Fattige føre et Liv værre end Jøderne i Ghetto, hvor man kun kjender Halm istedetfor Madrasser og Klude istedetfor Tæpper, hvor Kridtstreger ere de eneste Vægge, der skille Mænd, Koner, halvvoxne Piger og nøgne Børn fra hverandre - sandelig, Du vilde komme til en anden Erkjendelse og med mig gyse for den Elendighed, som nu forestaaer.«

»Troer Du da ikke,« sagde jeg, »at Epidemien vil bidrage til at ryste Folk op af deres Sløvhed, og at Fattigdirectionen vil gjøre Alt for at lindre de Ulykkeliges Nød?«

»Den!« sagde min Fader med et Udtryk, som om han pludseligt fik noget Væmmeligt i Munden, »den gi'er dem Fanden. Du er saa ung i Verden, Poul, at Du maaskee troer, at en Fattigdirection tænker, jeg vil ikke sige paa uldne Tæpper og ordentlig Føde, men blot paa Lys og Luft. - Nei, veed Du hvad man tænker paa?« vedblev han med lavere Stemme og et Udtryk af dyb Harme i sit Ansigt. »Man tænker paa Ligkister, men saa billige som muligt. Man har allerede bestilt To Hundrede strax. Det er en viis Omsorg for Menneskeliv, navnlig naar man foretrækker at lade Ligene raadne i Lighusene, fordi Kisterne her i Kjøbenhavn, som hurtigst kunne blive færdige, koste en Rigsort mere end fra Directionens Ligkisteleverandeur i Roskilde. Det er en Proletariatsygdom, der ikke vover at angribe Conferentsraader. Det er jo en stor Trøst, og Directionen har allerede udregnet, at almindelig Hospital snart vil komme til at tælle tre hundrede færre - det er jo en reen Indtægt af Femten Tusinde Rigsdaler. Er det ikke en velsignet Sygdom?«

»Du er for bitter, Fader,« sagde jeg. »Den Behandling, Du har været 34 udsat for, gjør Dig tilbøielig til at see Sagerne i et mørkere Lys, end 1de maaskee i Virkeligheden have.«

»Ja, ikke sandt,« sagde han med et bittert Smiil, »man er bleven forurettet, og saa er man naturligviis en Krakiler? Man har talt de Fattiges Sag og løbet et Par af de høie Herrer paa Ærmet, og strax er man en udsvævende Philantrop, Socialist, Communist, St. Simonist, eller hvad de nu kunne hitte paa. Man har gjort opmærksom paa, at vor Hygieine er slet, vore Gader stinkende, vore Canaler raadne, vort Drikkevand forgiftet og vor Luft forpestet, og strax er man en ufornuftig Skraaler, som forlanger Umuligheder her paa Jorden. Jeg lever ikke den Dag, hvor Byen faaer de første af Livets Goder, Lys, Vand og Luft. Jeg har reist denne Sag og falder som dens Forkjæmper; men til Gjengjæld skal jeg heller ikke see al den Nød, Jammer og Elendighed, som nu staaer i Begreb med at strømme ind over os. Du kommer til at kæmpe en haard Kamp, min Dreng! Men Du er ung og har Kræfter til at staae imod; jeg er gammel og som en Følge af Alderen maaske noget feig! Jeg trænger til Ro, til Hvile - naa, den vil ikke længe lade vente paa sig.«

Han vendte sig om for at gaae ind ad den Dør, der førte til hans Sovekammer. Da han strakte Haanden ud med sit rolige Godnat, greb jeg den uvilkaarlig og kyssede den. Han saae paa mig med et Blik fuldt af Kjærlighed og hviskede endnu engang: »Godnat, min Dreng!« - men hans Stemme var brudt som af en tilbagetrængt Hulken.

»Fader,« sagde jeg, idet jeg vedblev at holde hans Haand inden i min, »der er Noget iveien, Noget, som Du skjuler for mig. Det kan ikke være denne uretfærdige Afsked alene.«

»Nu om saa var,« svarede han undvigende.

»Saa siger Du mig det, ikke sandt?« sagde jeg og drog ham hen imod Sophaen. »Der er Noget, der tynger Dit Hjerte, fortæl mig det og vær fortrolig imod mig! Du har jo aldrig havt Grund til at angre det.«

»Poul,« sagde han, »der er Ting her i Livet, som vi Læger ere nødte til ubetinget at forkaste, fordi de i den Grad stride mod al sund Forstand, at det næsten vilde være Vanvid at troe paa dem. Der er Ting indenfor Lægekunstens Omraade, som en Læge neppe kan være bekjendt at tale om, som han bestandig maa afvise, fordi det er Nonsens, 35 men som dog bestandig dukker op igjen og finder Tiltro hos Mængden, fordi dette Nonsens af og til slaaer til. Har Du nogensinde hørt Noget om Tutelle i Paris?«

»Nei,« svarede jeg, »ikke det jeg kan huske.«

»Saa har Du ikke hørt Noget derom,« sagde han og tog Plads i Sophaen ved Siden af mig, »havde Du hørt det, havde Du husket det, det er jeg vis paa.«

Han sad et Øieblik med et usikkert Udtryk i sit Ansigt, næsten som om han skammede sig for det, han vilde fortælle. Hans Træk antoge lidt efter lidt et mere og mere aandsfraværende Præg, som gik han heelt op i de Minder, det blotte Navn Tutelle havde fremkaldt hos ham. Jeg betragtede ham i Taushed. Denne underlige Synken sammen havde jeg ikke bemærket før. Endelig lagde jeg min Haand paa hans Skulder. Han foer op, næsten som af en Drøm, stirrede nogle Øieblikke hen for sig og sagde derpaa med sagte Stemme:

»Seer Du, det var i Paris i Vinteren To og Tredive. Jeg var der med Felsløv, den samme, som jeg saa tidt har fortalt Dig om. Jeg havde været i Théâtre Français og aftalt med ham at mødes efter Forestillingen hos en Restaurateur, som boede i Nærheden af Pont neuf. Da jeg kom der, var Felsløv borte, men en af Opvarterne fortalte mig, at han havde været der for en halv Time siden og da bedet ham meddele mig, at han først vilde komme noget efter Forestillingen. Omtrent en Time efter, da jeg forlængst var færdig med mit Maaltid og allerede paa Veie til at forlade Restaurationen, kom Felsløv stormende ind. Han saae bleg og forvirret ud, hængte i stor Hast sin Kappe og Hat fra sig og greb derpaa, ligesom i Distraction, den Caraffon med Cognak, som jeg havde staaende ved Siden af mig, heldte det Meste af dens Indhold i et Glas og tømte det uden at sige et Ord.

Jeg saae forbauset paa ham; thi han var et meget ædrueligt Menneske og nød næsten aldrig Spiritus.

»Bryd Dig ikke om det,« sagde han og ringede paa Opvarteren, »det har ikke Noget at betyde - Fanden ivold med Diæt, naar man kun har to Maaneder at leve i!«

»Er Du gal, Felsløv?« spurgte jeg, da han paany rakte Haanden ud efter den lille Flaske.

»Ja,« sagde han med en hæs Latter, »eller maaske snarere paa Veie til at blive det. - Garçon, Ananaspunsch! Et stort Glas til mig og et lille til Herren der.«

36

»Jeg drikker ikke mere iaften, Felsløv,« sagde jeg og reiste mig op. »Gaa nu hjem med og begynd ikke igjen paa de vilde Streger.«

»Fanden ivold med det Hele!« raabte han og greb med Begjerlighed det store Glas, som Opvarteren rakte ham. »Naar man som jeg veed, at det snart er forbi, saa skulde da Pokker nægte sig Noget. Jeg har været med før, det er sandt, og jeg er hørt op med det igjen, det er ogsaa sandt; men veed Du, hvorfor jeg hørte op? Fordi jeg var bange for, at jeg skulde døe. Nu derimod, da det er lige godt og lige galt, hvad jeg end gjør, skal Døden ikke snyde mig for Livet. To Maaneder! Det er en og tredsindstyve Dage. Nei Død og Plage! Det er jo kun otte og halvtredsindstyve! Den fordømte Februar er jo defect paa to. Naa, nu vil jeg more mig!«

Han drak sit Glas helt ud og ringede paa Opvarteren for at bestille et nyt. Saaledes havde jeg aldrig seet ham før.

»Hvad er det, Felsløv? Har Du seet Spøgelser?« spurgte jeg, da jeg saae, at ethvert Forsøg paa at faae ham hjem var unyttigt.

»Nei,« svarede han, »men jeg har seet Tutelle, og det er næsten ligesaa godt. Aa, det er Løgn og Sludder Altsammen!« afbrød han sig selv og slog i Bordet. »Det er Vaas og dumt Tøi! Ingen veed jo, hvad der skal komme. Troer Du paa Clairvoyance, Aabye?«

»Herregud, stakkels Carl,« sagde jeg, »er det nu kommet saavidt med Dig, at Du maa drikke Dig fuld, fordi et Pigebarn har sat Dig Skruer i Hovedet; det havde jeg ikke troet om Dig.«

»Nei, jeg heller ikke,« raabte han med en uhyggelig Latter. »Kan Du huske, hvordan er det, der staaer i Bellmann?«

Tycker du, att Grafven är för djup,
Nå välan! så tag dig då en sup;
Tag Dig sen dito en, dito två, dito tre,
Så dör du nöjdare.

»Stille, Felsløv, stille,« tyssede jeg paa ham, »husk paa, at man ikke kan synge paa en Pariser-Restauration. Hør nu op med at drikke og fortæl mig, hvad der er hændet, hører Du?«

»Begge Dele kunne godt gaae i Compagni,« sagde han og greb det andet Glas, som Opvarteren bragte. »Kan Du huske den løierlige Fyr med det magre Ansigt, de blaae Briller og den gamle grønne Kaskjet, 37 ham som hver Dag sidder paa Pont neuf og udraaber sit ensformige: »La science pour un sou, monsieur! Toute la science pour un sou, madame«?«

»Ham med det store Kaleidoskop?«

»Ja, det er som man tager det,« svarede Felsløv. »I Graaveir sidder han med et Kaleidoskop, i Solskin med et gammeldags Mikroskop, og om Aftenen med et stort Teleskop, hvori han viser Folk Maanepletterne eller den store Komet, altsammen for en Sou. Toute la science pour un sou !«

»Den store Komet? Der er jo ingen paa Himlen for Øieblikket.«

»Nei,« sagde Felsløv, »men paa hans Himmel er der saamange det skal være. Han er gal, det fik jeg først at vide iaften.«

»Har Du talt med ham?« spurgte jeg.

»Aa ja,« svarede Felsløv, drikkende paany; »eller rettere han har talt med mig, saa at jeg ikke kan faae Galskaben ud af Hovedet. Da jeg gik hen for at træffe Dig i Restaurationen, stod den stakkels Fyr paa Pont neuf og pakkede sit store Teleskop sammen. Deri gjorde han ret; thi det frøs bitterligt, det begyndte at snee, og Himlen var saa overtrukken, at man for de graae Sneeskyer hverken kunde see Sol eller Maane. Jeg gav ham et Par Sous, idet jeg gik forbi - han rystede af Kulde.«

»Tusinde Tak,« sagde han, idet han ragede efter Objectiverne, som han havde stukket i Lommen. »Vil Herren ikke see min store Komet? Hele Kometen for en Sou!«

»Hvad er det for en Komet?« spurgte jeg smilende. »Der er jo ingen paa Himlen iaften.«

»Det er min egen Komet,« sagde han hviskende, medens han med sine valne, forfrosne Fingre forsøgte at skrue Objectivet paa. »Det er min egen Komet, som jeg selv har opdaget, men som den geniale Leverrier har stjaalet fra mig og presenteret i Videnskabernes Academi. Derfor blev han Medlem istedetfor mig.«

Jeg saae lidt paa Manden og sagde leende: »Det var jo forbandet.«

»Forbandet!« udbrød han og greb mig i Knaphullet med sin lange, magre Haand. »O, min Herre, det var meget mere end forbandet, det var nederdrægtigt. De veed ikke hvorledes de ere, disse lærde Herrer i Academiet. Jeg har arbeidet for dem, slidt for dem og regnet for dem, saa at mit Hoved har været nær ved at springe istykker. Og hvad har jeg faaet derfor? Intet andet end Haan, Utak og Foragt. De kastede mig bort, dengang de havde brugt mig. Leverrier løb bort med 38 den yderste Planet, med Neptun, som jeg havde opdaget længe før ham, og hvor jeg havde været dum nok til at levere ham Beregningerne til Eftersyn. Toute la science pour un sou, monsieur!«

Der var ingen Tvivl om, at Manden var fuldstændig gal, og jeg var allerede i Begreb med at forlade ham, da jeg blev indhentet af Emile Durand, den unge franske Mediciner, som Du syntes saa godt om forleden Aften. Samtalen faldt naturligvis paa Astronomen fra Pont neuf, og uagtet Durand indrømmede, at han nu led af en fuldstændig Monomani, var der dog neppe nogen Tvivl om, at hans Ulykke skrev sig fra tidligere Aar og fra Noget af det, hvorom han phantaserede. Han havde i sine første Aar været en udmærket Mathematiker og senere kastet sig over Astronomien. Han havde indleveret et Arbeide, der efter Durands Sigende indeholdt mange nye Ting, til det franske Academies Bedømmelse. Manuscriptet var forkommet eller rettere forbyttet; thi han paastod, at det, der var sendt ham tilbage, ikke var hans eget, men et, som han havde afskrevet mod Betaling for en bekjendt Videnskabsmand, der senere udgav et betydeligt Værk hvori hans Opdagelser vare benyttede. Man fik aldrig Klarhed i denne Sag; men sikkert er det, at fra denne Dag begyndte hans ulykkelige Periode, i hvilken han stedse sank dybere og dybere. Nu kan man bestandigt træffe ham paa Pont neuf, hvor han med en vis Ironi falbyder hele Videnskaben for to Skilling, og paa en Maade har han Ret; thi al hans Slid og Slæb i dens Tjeneste har kun bragt ham Ærgrelse og Fortræd og ikke en Tiendedeel af de Soustykker, som han nu fortjener ved at vise Midder i Ost eller Vulcaner i Maanen.

»Saa døer han vel tilsidst af Sult?« sagde jeg, da Durand havde endt sin Beretning.

»Ak nei,« svarede han smilende, »han har ganske andre Ressourcer i Baghaanden, og netop af den Art, som ikke hører op med at gjøre Lykke i en stor By som Paris. Han har en Pleiedatter, en ung Pige paa neppe sexten Aar, som hedder Tutelle - hun er meget smuk.«

»Ah, saadan,« udbrød jeg leende.

»Nei, De feiler complet,« sagde Durand. »Hun er Dyden selv, og det er ikke paa den Maade, at Fader Bernot kommer til Penge. Han har opdaget et skjult Talent hos hende, som han har forstaaet at udvikle, og som næsten gjør hans Ophold paa Pont neuf overflødigt. Hun er Clairvoyante, kan jeg fortælle Dem, og skal være et af de bedste Medier i Paris. Hvis Fader Bernot forstod at sætte Sagen i System, 39 vilde han blive en hovedrig Mand; men enten det nu er af Ulyst til at føre den unge Pige offentligt frem, eller fordi han ikke vil nedværdige Videnskaben, som han siger, nok er det, han holder ingen offentlige séances, men lader sig nøie med at vise hende til Venner og Bekjendte for en lumpen Betaling af tyve Francs. Vi have et Par Gange havt hende paa de physiologiske Forelæsninger, og hun er særdeles modtagelig, det kan jeg forsikkre Dem om.«

Vi stode ved Indgangen til Restaurationen, og Durand skiltes fra mig. Jeg gik op. Du var der ikke, og Forestillingen vilde vare mindst en halv Time endnu. Jeg gad ikke sidde deroppe alene og drev atter af, ned imod Pont neuf, medens Durands Ord bestandig løb rundt i Hovedet paa mig.

»Hun er meget modtagelig,« gjentog jeg ved mig selv. »Hvad meente Durand egenlig med det? Var det en Tvetydighed? Hun er smuk, og Faderen maaskee mere original end gal. Eh bien, her er maaske et lille Eventyr at bestaae! Lad os da prøve det - tyve Francs ere jo ingen Herregaard.«

Under denne lille Monolog havde jeg naaet Pont neuf, men Fader Bernot var ikke til at øine. Jeg slentrede over Broen og drev ind i en af de første Gader i Quartier latin. Lykken var mig gunstig, thi giennem et af Vinduerne i en af de smaae Kneiper saae jeg Fader Bernot sidde taus hensjunken i Nydelsen af en lille Kridtpibe, medens et Glas Varmt stod foran ham paa Bordet.

»Naa, og saa? -« spurgte jeg, da Felsløv gjorde et Ophold og stirrede hen for sig.

»Saa,« gjentog han mørkt, »saa, - ja saa, for Fanden, gik jeg op med det gale Menneske paa et Kammer i femte Etage og fik fat paa Pleiedatteren. Hun var nydelig, den lille Tutelle, fiin og gracieus, men en reen Satan. Alt, hvad jeg spurgte om, slog til, som om hun havde været mig selv, intet Svar var uklart eller tvetydigt og til Slutning - -«

Felsløv var bleven dødbleg, hans Øine stirrede stivt paa mig, da jeg gjentog: »Til Slutning? -«

»Spurgte jeg hende, hvorlænge jeg skulde leve,« raabte han rasende, »og hun svarede, uden at et Træk forandrede sig i hendes Marmoransigt: Le trois Mars, vous serez mort! - Det er det Hele. Vi have idag den tredie Januar, det er akkurat to Maaneder. Kom, lad os gaae hjem! Jeg troer, jeg er paa Veie til at blive gal af det Vrøvl, eller ogsaa er det Ananaspunschen, som begynder at virke.«

40

Han slog hastigt Kappen om sig, greb sin Hat og styrtede ud. Da vi kom til en lille Sidegade, dreiede han pludselig af, slog ud imod mig med Haanden til Afsked og forsvandt, idet jeg hørte ham synge:
»Den skönsta nymf, som åt dig ler,
Inunder Armen tag!«

Efter denne Aften foregik der en stor Forandring med Felsløv, ja jeg kan gjerne sige, et heelt Omslag i hans Vaner og Tilbøjeligheder. Han havde i sine første Studenteraar været noget paa Afveie, tildeels paa Grund af ulykkelige Forhold - det vidste jeg heelt vel. Nu syntes pludseligt denne tidligere Periode at være vendt tilbage med forøget Styrke. Han kastede sig ud i Pariserlivet med en Iver og en Voldsomhed, der meget hurtigt vilde gjøre Ende paa hans, i Forveien noget svækkede Helbred. Aldrig traf jeg ham, som før, i hans Logis, sjeldent paa Hospitalerne, hvorimod han var en sikker Gjæst paa Bal Mabille, Chateau des fleurs og lignende Steder. Carnevalet nærmede sig; Folket, der endnu var seiersdrukkent efter Julirevolutionen, tumlede sig med større Livlighed og Frihed end før om i Maskeballernes brogede Verden og syntes for lutter Jubel og Lystighed at have glemt, at Døden ikke respecterer Maskeretten - da udbredte sig pludseligt det Rygte, at Choleraen, denne asiatiske Sygdom, som Ingen kjendte, og om hvis Rædsler man gjorde sig de frygteligste Forestillinger, nærmede sig Paris, og at flere Dødsfald allerede vare indtrufne i Forstaden St. Antoine. I Begyndelsen var der kun Faa, som bekymrede sig derom. De sorgløse Parisere lavede bons-mots over Sygdommen, som i de illustrerede Blade, i Figaro og Charivari, fremstilledes som en Beenrad i russisk Dragt, svingende sin frygtelige Knut af smaae Dødningehoveder, men som dog forfærdet veg tilside for de Batailloner af franske Læger, der, med uldne Mavebælter til Faner, Varmedunke paa Ryggen istedetfor Tornistre og med Klystersprøiter i Hænderne, jog den paa Flugt. Snart fik man imidlertid Andet at tænke paa. Som et splittet Lyn slog den med forfærdelig Voldsomhed ned i Byens forskjelligste Kvarterer, udbredte sig med rivende Hurtighed, dræbte i Løbet af faa Timer saa pludseligt og saa sikkert, at Folk, der glade og muntre i Carnevalsdragt vare dragne til den store Opera for at deltage i alle Overgivenhedens Orgier, døde, omgivne af Masker, i deres sidste Øieblik lyttende til Latter, Jubel og Spræl, der kun overdøvedes 41 af Polkaen og Cancan'en fra det brusende Orchester. Da greb en næsten vanvittig Angst det jublende Paris. Stemningen slog om, og da endelig Skjemten, Latteren og Dandsemusikens Toner forstummede for Liigklokkernes alvorlige Klang fra Notre Dame og Byens øvrige Kirker, steg den lige til Panique. Man troede ligesom i Pestens Dage, at Brøndene vare forgiftede af Jøderne, Lægerne bestukne af de Rige, og der fandt Optrin Sted, hvor de uvidende Pøbelmassers blodige Handlinger paa en sørgelig Maade forøgede Offrenes Tal.

Dreven af Lyst til at lære den nye Sygdom at kjende og tildeels ogsaa af Pligtfølelse, havde jeg sluttet mig til de franske Lægers Tal og var i idelig Activitet, først paa Hôtel Dieu og senere paa et af de store Choleralasarether, som man snart blev nødt til at oprette. Felsløv saae jeg aldeles Intet til og troede halvveis, at han var krøben i Salveten og havde frelst sin Krop itide. Derimod traf jeg daglig sammen med en anden dansk Læge, Peter Møller, som lige var ankommen til Paris og strax havde tilbudt sin Tjeneste. Felsløv havde efter hiin Aften i Restaurationen ikke talt et Ord om, hvad der var foregaaet hos den gale Fader Bernot, og de enkelte Gange, hvor jeg var truffen sammen med ham og havde bragt denne Begivenhed paa Bane, havde han bestandigt trukket sig tilbage med en sky Ængstelighed, som han forsøgte at dække med en eller anden overgiven Spøg. De tunge Pligter, der paahvilede mig som Choleralæge, det strenge Arbeide og den idelige Spænding havde ganske jaget Mindet om hans lille Historie paa Flugt; den var for ubetydelig til at den kunde finde Plads i mit Hoved under den Tanketrængsel, som dengang opfyldte mig. Træt og udmattet vandrede jeg en Aften tilbage fra Lasarethet uden at vide, at det var den skjæbnesvangre tredie Marts, netop den Dag, som Felsløv havde udpeget som sin Dødsdag. Luften var kold og raa, det regnede jevnt, og de Vindstød, som af og til foer igjennem Gaderne, mindede langt mere om en Novemberdag hjemme hos os, end om Tegn til et begyndende Foraar. Gaderne vare øde og tomme. Alt hvad der kunde flygte var borte, og de, som Nøden eller Omstændighederne tvang til at blive tilbage, holdt sig paa slig en fugtig Aften forskandsede bag Husenes Mure. Ligesom jeg lagde Veien over Pont neuf, saae jeg gjennem Mørket en tynd, mager og noget krumbøiet Skikkelse, og det velbekjendte hæse Raab: »La science pour un sou, monsieur! Toute la science pour un sou, madame!« - klang atter i mine Øren. Mindet om Felsløv foer pludseligt gjennem mit Hoved. Jeg dreiede 42 mig om og saae Fader Bernot staae under Lygten med sin gamle, grønne Kaskjet paa Hovedet og en Bunke Papirer i Haanden.

»Hvor er Deres Teleskop henne iaften, Monsieur Bernot?« spurgte jeg og stak ham et Par Sous i Haanden.

»Ak,« svarede han, »det gaaer ikke med Teleskopet i denne Tid. Folk bryde sig ikke om at være kloge paa Himlen, skjøndt den ene Sjæl vandrer op i den efter den anden. Heller ikke med Mikroskopet vil det længere gaae. Jeg viste en lang Tid Cholerafluer, og det gik meget godt. Folk vare meget begjærlige efter at see den sande Oprindelse til Sygdommen, og jeg tjente saa mange Sousstykker, at jeg neppe kunde bære dem hjem i min Lomme. Men saa blev det forbudt af Politiet. Man tog min Opfindelse fra mig og løb bort med Cholerafluerne, ligesom Leverrier stjal den nye Drabant, som jeg havde opdaget gik under Ringen paa Saturn, men som nu, paa Grund af den voxende Attractionskraft, forlængst maa være styrtet ned paa Planeten, hvorfor det ikke er saa underligt, at Arago forgjæves har bestræbt sig for at finde den igjen. De sagde, at mine Choleradyr kun tjente til at sætte Folk Fluer i Hovedet, og nu har en Tysker stjaalet min Opdagelse og skrevet et stort Værk derom i tre Foliobind. Jeg er et Offer for uafladelig Forfølgelse, min Herre! Jeg har de meest glimrende Ideer, men Ingen vil tro paa dem, og dog stjæle Menneskene dem fra mig - jeg er meget ulykkelig!«

Han stirrede aandsfraværende hen for sig og svingede den lille Pakke Papirer frem og tilbage som en Pendul.

»Hvad har De der?« spurgte jeg.

»Det er en ny Idee,« sagde han, »men ikke af mig selv; den duer heller ikke meget, men jeg tjener dog gode Penge derved. Det er Fremstillinger af Choleraens Optræden i de forskjellige Lande - ikke videnskabeligt, men en reen populair Trafique - fire Sous for Arket, min Herre.«

Jeg gik ind under Lygten og saae Billederne flygtigt igjennem. Det var store Træsnit; de fleste slet og raat colorerede, fremstillende Scener af Choleraens Optræden i Moskau, St. Petersborg, Wien og Berlin; men ingen vare de fire Sous værd, som han forlangte.

»Har De ingen fra Paris?« spurgte jeg.

»Nei, min Herre, endnu ikke,« svarede han med et uhyggeligt Smiil, »men jeg har en Idee, en Idee, som vil betale sig fortræffeligt. Naar det Billede kommer i Handelen, vil det betales med fem Francs 43 pr. Stykke, og jeg vil faa et uhyre Honorar derfor - dersom man ikke stjæler det fra mig,« tilføiede han, idet han traadte lige hen til mig.

»Dette Billede vil De altsaa ikke vise mig,« sagde jeg, vigende et Skridt tilbage, thi hans Blik havde noget uhyggeligt Lurende ved sig.

»Jo,« sagde han, »De kan hjælpe mig dermed, og De vil ikke forraade mig. De er Dansk, og de Danske ere ærlige Folk, det veed jeg af Erfaring. Jeg trænger til en Isbjørn, min Herre! vil De love at skaffe mig en god Tegning af en Isbjørn, saa vil jeg vise Dem Billedet.«

»Jeg skal tegne Dem en imorgen,« sagde jeg smilende, »skjøndt det forekommer mig, at De vil kunne faae ligesaa gode Billeder her i Paris, hvis De ikke foretrækker selv at tegne en efter den, som findes i Jardin des plantes

»Ah, min Herre,« raabte han, »den er ikke ægte! Det er et Uhyre, et reent Monstrum, som Conservatoren har lavet efter en Tegning af Guérin-Meneville. Det er en tam Bjørn, som man har trukket over med Sælhundeskind og sat i en Vaskeballie. Jeg veed det meget godt, det er videnskabelig Humbug det Hele. Milne-Edwards, Valenciennes, ja selv Cuvier ere ikke bedre end de Andre. Det er Humbug og literairt Røveri Altsammen.«

»Javist, javist,« svarede jeg for at komme løs, »det veed jeg nok. Jeg skal sende Dem en Tegning imorgen; thi De vil da vel ikke have, at jeg skal staae og tegne Isbjørne for Dem midt om Natten paa Pont neuf

»Nei, nei,« raabte han ivrigt og greb fat i min Frakke; »men kom hjem med mig, jeg boer kun faa Skridt herfra. Jeg skal vise Dem mit Billede og hele min Samling af physiske Instrumenter, dersom De blot vil gaa hjem med og gjøre mig en Tegning af en Isbjørn.«

Under andre Forhold var jeg neppe gaaet ind paa en Indbydelse af denne Natur; men Felsløvs Eventyr stod mig for Hovedet, og jeg havde Lyst til at see denne Tutelle og de forunderlige Omgivelser, hvori hun sikkert maatte leve. Jeg modtog Indbydelsen og fulgte Fader Bernot, der med hurtige Trin styrede over Broen henimod Quartier latin.

Gjennem en Labyrinth af Gader og Gyder, som ikke syntes at skulle faae nogen Ende, og som i høi Grad modsagde Fader Bernots Angivelse om et nært Naboskab med Pont neuf, naaede vi omsider et temmeligt høit Huus, der havde den Eiendommelighed hverken at besidde Port eller Gadedør. Fader Bernot bukkede sig ned og slog 44 med en Nøgle to Slag paa et af Skodderne, hvilket bevirkede, at Kjælderdøren aabnede sig ti Minutter efter for at fremvise en uhyre, kvindelig Skrubtudse med gulighvid Ansigtsfarve, uredt Haar og det svære Legeme indhyllet i det mindst mulige af kvindelige Beklædningsstykker. Hun brummede meget lydeligt over at være blevet forstyrret i sin Nattero, og under denne ingenlunde melodieuse Musik, som Fader Bernot fuldstændig syntes at overhøre, dukkede vi ned ad en Kjældertrappe og kom igjennem et stinkende Kjælderrum op ad en anden. Fader Bernot tændte en lille Lygte, for gjennem en Gaard, der syntes at være et Skakbræt af Rendestene, at naae til en Bagbygning, foran hvilken der viste sig en ganske lille Stump Himmel, paa hvilken en enkelt klartskinnende Stjerne straalede gjennem de nu sønderrevne Skymasser. Vi steg op ad Noget, der i Begyndelsen havde en fjern Lighed med en Trappe, hvorpaa den gik over til en Hønsestige, for til Slutning at ende i et af de Kragetræer, som jeg under andre Forhold kun har seet anbragt i Mølleværker og paa Flagstænger. Ved hver Afsats, om man ellers kunde give de smalle Dreininger dette Navn, standsede Fader Bernot og holdt Lygten ud imod mig med de fornemme Ord: »Encore un étage, s'il vous plait, monsieur!« -hvorpaa han trøstig kravlede videre, overladende til mig at knække Halsen paa den behageligste Maade, som jeg kunde udfinde. Endeligt standsede vi af den gode Grund, at Huset ikke var høiere, og da jeg kigede ud ad en Loftsluge, medens Fader Bernot aabnede Døren, forekom det mig, at jeg saae ned i en bundløs Brønd. Jeg hørte Klangen af en Guitar, som strax forstummede, da vi puslede ved Laasen, og et Øieblik efter stod jeg i et meget rummeligt Kvistværelse, der havde Vinduer til begge Sider. Jeg saae mig forbauset om; thi efter en saadan Opgang, under hvilken jeg havde havt rig Leilighed til at fortryde min Letsindighed, havde jeg ventet at komme ind i et eller andet usselt Hul og ikke i de Omgivelser, som jeg her forefandt. Et lille Bord bar paa sin renlige Dug, foruden en hyggeligt straalende Lampe, en Anretning, der øiensynlig syntes at være bestemt for Fader Bernot, og som gav tilkjende, at han ikke var nogen Foragter af et godt Aftensmaaltid. Langs Væggene stode Reoler, deels med forskjellige Bøger, meest ældre videnskabelige Værker, deels med physiske Instrumenter, deels med Modeller til forskjellige Maskindele. Enkelte gamle Kobberstik vare anbragte hist og her, og paa Consollen 45 over den aabne Kamin, hvori der brændte en lystig Ild, thronede med stille Værdighed en fortræffelig Buste af Archimedes. Det store Kaleidoskop, tilligemed dets to Brødre fra Pont neuf, stod henstillet i en Krog og syntes der at sørge over den ufrivillige Landflygtighed, hvortil dets Eiermand havde fordømt det. Hvad der imidlertid meest slog mig, var den umiskjendelige Orden og Reenlighed, ja selv den Hygge, hvormed Alt var arrangeret. Ikke en Plet paa de talrige Messinginstrumenter, ikke et Støvgran paa de tætopstillede Bøger, Blomster og Planter i Vinduet, sneehvidt Lærredsbetræk over de gammeldags Meubler, alt Dette tilkjendegav, at et kvindeligt Væsen maatte være i Nærheden, og jeg var kun uvis, om den Flig af en staalgraa Kjole, som jeg ved min Indtrædelse havde seet forsvinde bag et mørkegrønt Tæppe, tilhørte Tutelle, eller om der, foruden denne, gaves endnu et Væsen, som kunde holde ud at leve indespærret med en gal Mand.

Fader Bernot satte sig uden videre Complimenter til Aftensbordet, og da han saae, at jeg, istedetfor at modtage den tilbudte Stol, foretrak at gjennemgaae Titlerne paa hans Bøger og undersøge Mekaniken i hans Modeller, begyndte han paany at conversere mig, alt som han lod den ene Ret forsvinde efter den anden.

Enten det nu var en Følge af Vinen, eller fordi han med den stigende Interesse forglemte sig selv, nok er det, at han i sin Samtale begyndte at udfolde langt mere Fornuft, end jeg egentlig havde tiltroet ham, saa at jeg til Slutning kom i Tvivl, om hans Vanvid var af periodisk Natur, eller om det blot var en Maske, som han tog paa ved Ankomsten til Pont neuf, for ved Hjælp af den at vække Medlidenhed og lokke Sousstykkerne til sig. Endeligt var Aftensmaaltidet tilende, og jeg mindede ham med et Par Ord om hans Løfte. Han stirrede paa mig med det sædvanlige Pont neuf-Udtryk i sit Ansigt og sagde: »Ønsker De at udføre den med Blyant, Tusk eller Rødkridt?«

»Jeg ønsker at see Deres Billede først,« sagde jeg kort.

Han saae paa mig med det samme lurende, mistænkelige Blik, som jeg havde seet paa Broen, og i dette Øieblik forekom det mig igjen, at Manden bestemt maatte være gal, og for at gjøre en Ende paa det, sagde jeg mut: »Lad mig da faae et Blyant.«

Han nærmede sig til sit Skrivebord, det eneste Bohave i Værelset, hvor Alt laa hulter til bulter, og efter længe at have rodet i de der 46 liggende Papirer, vendte han tilbage med et Par Blyanter og et Stykke Tegnevelin. Jeg satte mig i Sophaen, greb Blyantet og tegnede efter Hukommelsen en Isbjørn paa alle Fire.

»Meget godt,« sagde han, idet han med et Kjenderblik betragtede Tegningen; »men den duer alligevel ikke. Jeg maa have en Isbjørn, der sidder i en Sopha.«

»I en Sopha!« udbrød jeg forbauset. - »Er De gal?« havde jeg nær sagt, men tog mig dog i det.

»I en Sopha, en Canapé eller hvad De nu vil!« raabte han ivrigt; »men den maa sidde mageligt, med Benene strakte langt fra sig og rygende paa en lille Kridtpibe eller en Cigaret, hvis De hellere vil.«

»Det kan jeg ikke tegne,« sagde jeg og reiste mig op, »jeg er ikke Kunstner.«

»Jo, vist er De saa, De tegner jo udmærket; gjør mig den Tjeneste, ellers kan jeg ikke vise Dem min nye Idee.«

Jeg greb paany Blyantet, og skjøndt det kostede mig en Deel Vanskelighed at udføre den i den angivne Stilling, gjorde jeg dog, som han forlangte, idet jeg blot antydede Omgivelserne.

»Bravo, bravo, brillant!« raabte han, medens han med et graadigt Blik fulgte enhver Linie. »Jeg troer den kan bruges, nu skal vi see.«

Han tog Plads ved Siden af mig, greb Blyantet og begyndte at tegne. I et Nu var Sophaen forandret til en elegant udstyret Canapé, bag hvilken et rigt Draperi slyngede sig med Speile og Gaslampetter paa begge Sider. Han gjorde endnu nogle dristige Træk og foran Isbjørnen stod et Bord med et Par tømte Champagneflasker og Levningerne af et rigt Maaltid. Endnu engang kradsede han løs paa Papiret, og da han hævede Hovedet iveiret, saae jeg en ung Pige i Debardeusedragt vellystigt henstrakt paa Canapéen med det blotte Bryst op imod Isbjørnens lodne Pels, som hun omfattede med sin venstre Arm, medens Bjørnens store Lab hang ned over hendes høire Skulder.

Jeg saae forbauset paa ham, men han betragtede Tegningen med et misfornøiet Blik og udbrød:

»Nei, det duer ikke; det var ikke saaledes jeg havde tænkt mig det. Nu har jeg fordærvet Deres gode Tegning med mit Fuskeri. De maa tegne mig en ny - en Isbjørn, der danser.«

»Nei Tak,« sagde jeg, idet jeg greb efter min Hat, »nu er jeg kjed af 47 at blive holdt for Nar. Vil De være saa god at lukke mig ud; det er jo allerede seent paa Natten.«

Jeg greb, trods hans Modstræben, i Døren og havde allerede lukket den halvt op, da jeg saae Hovedet af en ung Pige titte frem bag det grønne Tæppe. Hun kastede et stjaalent, nysgjerrigt Blik ud i Værelset, og hendes Øiekast traf mit med et ligesom bedende Udtryk. Jeg studsede over dette uventede Syn. Hun var en fuldendt Skjønhed og i denne forunderlige Alder, som ligger lige imellem Barn og voxen Kvinde. Sorte, krøllede Lokker bølgede omkring et fiint, blegt Ansigt og legede med det hvide Florstørklæde, som omgav hendes Hals. Hendes store, sorte Øine, der maaskee vare lidt for fremstaaende, funklede af en forunderlig Ild, og hendes stærkt krummede Næse, med de store vidtaabne Næseboer, tydede tilligemed hendes svulmende Mund paa en sydligere Herkomst og en stærk Lidenskabelighed.

Dette Syn bestemte mig. Jeg gik rask hen til Bordet, greb Blyantet og sagde med en afgjørende Betoning: »Nuvel, jeg tegner endnu en Isbjørn for Dem; men det bliver den sidste - forstaaer De?«

»Javist,« sagde han, idet han med travl Ivrighed lagde et nyt Papir frem; »men De husker jo, min Herre, hvad De lovede mig: en Isbjørn, men een, der danser.«

»Ja vel,« svarede jeg, »skal det være en serieux Bamsedans, eller vil De have noget vildt?«

»Noget vildt,« gjentog han, idet han med øiensynlig Glæde gned sig i Hænderne, »noget rigtigt vildt, jo galere, jo bedre. Den rnaa helst hvile paa det ene Bagben, med det andet kastet op i Luften, Holdningen noget bagover, og med Forpoterne, som om den kløede sig under Armhulerne.«

»Det er en vanskelig Opgave,« sagde jeg smilende; »imidlertid skal jeg forsøge derpaa.«

Jeg gjorde et Par Udkast, og ved det tredie lykkedes det mig at gjøre Stillingen nogenlunde naturlig.

»Bravo!« udraabte han, idet han greb Papiret og henrykt stirrede derpaa. »Ganske fortræffeligt! Aldeles saaledes som jeg har tænkt mig det - tillader De et Øieblik?«

Han satte sig igjen ned i Sophaen, snappede Blyantet ud af Haanden paa mig og tilføjede hurtig nogle Rettelser paa Bjørnen, foruden 48 en Mængde Streger paa Kryds og Tvers, hvis Betydning jeg endnu ikke ret fattede. Derpaa rakte han mig Papiret og udbrød med ufordulgt Forfatterglæde: »Hvad siger De til det?«

Jeg stirrede fuld af Forundring paa Papiret. Med raske, bestemte Træk var der, skjøndt skizzeret, antydet en Baggrund, hentet fra den store Opera, med Piller, Draperier, Speile og Gasblus. Min Bjørn havde faaet en af de bekjendte Studentercalotter paa og var, med en kort Kridtpibe i Munden, indviklet i den vildeste Cancan med en lille, ung Pariserinde, som i Dragt à la Columbine med en skjelmsk udfordrende Mine og sirlige Trin cancanerede foran den alvorlige Bamse, paa hvis trevne Ansigt man læste et helt Læs af Livets Gjenvordigheder.

»Jeg forstaaer ikke,« sagde jeg, »hvorfor De bestandig carikerer mine Tegninger. Dette her er jo ikke noget Naturhistorisk, men passer i det høieste for »Charivari«

»For »Charivari«!« gjentog han med et haanligt Udtryk. »Ah, min Herre, hvor vil De hen? Mit Billede vil gjøre mig verdensberømt, naar blot ikke En eller Anden stjæler Ideen fra mig.«

»De frygter da ikke for mig?« spurgte jeg smilende; »jeg har maaskee tegnet saa godt, at De antager mig for en Rival?«

»Nei, nei,« sagde han hovedrystende, »Danmark kan ikke bruge mine Ideer, det er for lille et Land dertil. Det kan kun frembringe Kunstnere og Videnskabsmænd af moderat Størrelse. Mine Ideer tilhøre Frankrig, som jeg selv, og det er kun mine Landsmænd, der med Fordeel kunne bestjæle mig. Nu skal De see.«

Han gik hen til det gamle Chatol og trak en flad Skuffe ud, hvoraf han med megen Omhyggelighed fremtog en Tegning, der var omhyllet med Silkepapir. Derpaa skruede han Lampen op, rettede paa Skjærmen, og da han havde faaet Billedet i den rette Belysning, sagde han stolt: »Ja, her er det!«

Jeg saae paa Billedet, der var tegnet med umiskjendeligt Talent, og sagde:

»Det er jo et Carnevalsbal; men jeg forstaaer det ikke rigtigt. Det forekommer mig, at alt er i Opløsning og Forvirring, og at Folk flygte til alle Sider.«

»Det er Choleraens Udbrud i Paris,« sagde han med pathetisk Stemme, »saaledes som jeg saae det den første Aften. Seer De, min Herre, det er Opéra comique - Lysene blinke, Musiken dundrer løs, de 49 Dansende hvirvle sig rundt, alle Nationaliteter blandede mellem hverandre: alvorlige Englændere, kjedelige Hollændere, stive Spaniere, lærde Tyskere og guldudstrøende Russere. Seer De, Ballet er i fuld Gang, man tænker kun paa Lystighed og Glæde, paa Champagnen og l'amour. Her holder en Polichinel sine Taler, hist danser man paa sin Italiensk med Tambouriner og Castagnetter. Der i Forgrunden gjør man Nar af Vorherre i en Cancan, længere tilbage springer man Buk over Verdens Besværligheder og lader Damerne ride paa Skuldrene af Harlequiner og tykmavede Munke. Da opstaaer der pludseligt en Dødsstilhed i Salen. Orkestrets Instrumenter ere som forhexede, nogle ville slet ikke give Klang, andre frembringe kun skjærende Dissonanser. Ogsaa med Champagnen og Østerserne er det galt fat. Proppene paa den første ville ikke flyve tilveirs, skjøndt den gjærer og syder, og Østerserne indelukke sig haardnakket i deres Fængsel, skjøndt de ved deres Lugt forraade, at de for længe siden have givet Afkald paa Livet. Mængden bliver forbauset og forvirret, Gaskronerne blegne, og et Halvmørke begynder at opfylde Salen. Da hører man, trængende ind til Marv og Been, Tonerne af en eneste, en enkelt Violin, der bliver spillet høit oppe fra Galleriet. Der gaaer Jammer og Dødsraab gjennem disse Toner; de faae Blodet til at isne og Hjertet til at standse i sit Slag. Snart lyde de som Vindens Suk i Sivene ved Ganges, snart som den arabiske Hests hurtige Hovslag, snart som Pilegrimenes Sang, naar de fra Mekka og Medina vandre igjennem Ørkenen. Nu forandres Melodien - hører De - det klinger som Skovlhjulenes Raslen over Middelhavets Bølger, som den sammenpressede Damps hæse Stønnen, som den hvinende Klang af Locomotivets Signalpibe. Det var et fortissimo han spillede; men nu synker han ned, det bliver piano, næsten pianissimo. Hører De, min Herre? Det er Jammerens, Fortvivlelsens, de skuffede Forventningers Skrig, man hører, indtil det gjennem Trods og klynkende Beden synker ned til det sidste hendøende Dødssuk. Forstaaer De? - Denne magre, udtærede Skikkelse med Violinen i sin Haand og det hoverende Griin i sit Ansigt, det er Choleraen, der spiller op for Nationerne i Europa, og det er Livets Dans, som ender. Seer De, hvor de i vild Rædsel flygte til alle Kanter for at naae Udgangen? Kvinder og Svage trædes under Fødder, de brogede Pjalter flyve til alle Sider, Guldet har ikke længer noget Værd - det er kun Livet det gjælder. Men de komme ikke Alle ud. Nogle blive, hvor Lynet har lammet dem, og de døe, fare bort fra 50 Livets Maskerade i den samme Mummedragt, hvormed de have dækket deres Feil, fare bort under Latter, Dødshyl og Cancanhvirvler.

Seer De Advocaten her i Krogen og ovenpaa ham den høilærde Doctor Farniente? Som Marionetter ligge de der med de puklede Polichineller, de liigblege Pjerrot'er og de brogede Harlequiner. Seer De den nydelige, lille Columbine? Hun er falden baglængs over sin Elsker, hendes Dragt er kommen noget i Uorden, og Masken er halvt gleden af det blaaligblege Ansigt, der seer ud, som det i et Nu er blevet hundrede Aar ældre. Ha! ha! ha! Er det ikke et morsomt Billede, min Herre, og nok sine fem Francs værd? Ikke sandt: »Vive le champagne, l'amour et la folie!« - Ha, ha! Det er en ægte Scene fra Livets store Opéra comique.«

Medens han gav denne Forklaring, og med stort Liv udpegede hver enkelt Figur i Billedet, tindrede hans Øine paany med en saa uhyggelig Glans, at jeg blev ganske underlig tilmode derved. Han saae med sin lange, tynde Skikkelse, med de magre, udrakte Hænder og det udtærede, rynkede Ansigt næsten selv ud som hiin uhyggelige Figur, der spillede Violinen paa Galleriet.

»Hvad vil De nu have Bjørnen til?« spurgte jeg, »Billedet er jo ganske færdigt.«

»Ikke ganske, ikke ganske,« sagde han med en uhyggelig Latter og pegede paa en lille, ikke udfyldt Plet tilvenstre i Forgrunden. »Seer De, jeg har paa Billedet faaet alle de Nationaliteter stillede sammen, som det store Paris hvert Aar med magnetisk Kraft trækker til sig. De seer, at jeg har faaet dem alle anbragt i deres Nationaldragter. Kun om de Danske var jeg i Uvished, hvorledes jeg skulde fremstille dem saaledes, at Enhver strax kunde gjenkjende dem. Jeg har aldrig seet deres Nationaldragt; maaskee have de ingen, og saa fandt jeg paa at sætte deres vigtigste Huusdyr istedet. Naar Pariserne see et Billede med en Sælhund, Hvalfisk eller Isbjørn, vide de strax, at det forestiller Noget fra Danmark. Nu skal De see, hvor det vil tage sig ud.«

Hurtigt klippede han min Tegning ud af Papiret og satte den ind paa den tomme Plads.

»Nei,« sagde han, »den er for stor og skader derved Ensemblet. Vent lidt, saa skal jeg gjøre det om.«

Da han atter rakte mig Papiret, dansede Bjørnen i Forgrunden paa den meest overgivne Maade sin Cancan med den lille, flotte 51 Pariserdame, der figurerede foran den. Han havde forandret Noget ved dens Hoved og lagt enkelte menneskelige Træk deri; der kunde ikke være nogen Tvivl derom, det var Felsløvs Ansigt, det var Felsløv, der som Bjørn var afbildet paa Billedet.

Jeg bemærkede dette og han svarede smilende:

»Javist, jeg vil ikke negte, at jeg har tænkt paa denne unge Danske, der for nogen Tid siden besøgte mig og besaae mine Apparater. Jeg har senere et Par Gange seet ham baade paa den store Opera og paa Opéra comique, hvor han bestandig danser med Mademoiselle Leonie, som jeg har tegnet her.«

»Mademoiselle Leonie!« udbrød jeg forundret. »Det er da ikke den berømte Leonie, hvorom der har været saa megen Tale -?«

»Jo netop,« afbrød han mig. »Hun er et deiligt Fruentimmer, et af de skjønneste, der findes i Paris; men hun lever kun for sine Luner. Den ene Dag kan man møde hende i Boulogneskoven, farende afsted i sin Phaëton med en eller anden engelsk Lord, tydsk Hertug eller russisk Bojar, og samme Aften kan man træffe hende i en af Qvadrillerne paa bal Mabille sammen med en eller anden ung Student, som hendes Blik tilfældigt er faldet paa. For Øieblikket morer hun sig med Deres Isbjørn.«

»Siig mig,« sagde jeg, medens han atter omhyggeligt indpakkede sin Tegning, »kjender De ellers noget til denne unge Danske? Har han været hos Dem flere Gange end den ene Aften?«

»Nei«, svarede han kort.

»Jeg troede det,« sagde jeg spydigt. »Siden De kjender ham saa godt, at De endogsaa nu, efter næsten et Par Maaneders Forløb har formaaet at tegne hans Ansigt; siden De har udspeidet hans Veie og kjender hans Forbindelser, maa De vistnok nære en særlig Interesse for ham, og det forundrer mig nu ikke længere, at De har kunnet sige ham saa god Besked den Aften, han besøgte Dem.«

»Har han fortalt, hvad der foregik her?« spurgte han, idet han traadte mig et Skridt nærmere og saae mig skarpt ind i Øiet.

»Nei,« svarede jeg, »han har ikke fortalt mig Sagen i dens Detailler; men saameget veed jeg, at De har skræmmet ham med Deres Charlatanerie, og at hans nuværende Levemaade staaer i Forbindelse dermed.«

»Charlatanerie!« gjentog Fader Bernot med et ubestemmeligt Smiil. »Ah, min Herre, De veed ikke, hvad De taler om. Charlatanerie! 52 Ja, hvorfor ikke? Ethvert Phænomen, som de Lærde ikke kunne forstaae, er naturligviis Charlatanerie for dem, indtil den virkende Aarsag bliver kjendt, saa er det en Opdagelse. - Hør, hvad jeg siger Dem, min Herre, og agt vel derpaa! Den Dag vil komme, da dette Charlatanerie vil tage et saadant Opsving, at det forrykker Verdens sædvanlige Orden. Der vil komme den Dag, hvor man ikke længere kjender noget Maal og nogen Afstand, fordi Ordet vil flyve Jorden rundt paa magnetiske Vinger. Den Tid vil komme, hvor man med Lynets Hurtighed besøger de fjerneste Kloder paa Firmamentet, fordi man vil forstaae at skille Aanden fra det tunge Jordstøv, der holder den tilbage her nede, saa at man vil kunne lade den flyve alene afsted med Tankens Hurtighed og atter ved Magnetismens Hjælp kalde den tilbage. - Ja,« vedblev han, idet han næsten med et Spring foer ind paa mig og lagde Haanden paa min Skulder, »den Tid vil komme, hvor man ikke længer kan have sine Tanker i Fred, hvor de ikke mere ville være toldfrie, fordi den mægtigere og bedre Begavede alene i Kraft af sin Villiestyrke vil kunne bringe dem under sine og lade dem trælle for sig. Havde jeg levet i de Tider, som ville komme, da var jeg ikke bleven bestjaalet, forurettet og forfulgt, saaledes som jeg nu er blevet. Det er mindre Aander, for hvilke jeg er bukket under, blot fordi de ved Nepotisme vare stillede høiere i Statstjenesten end jeg; men i de Tider, som jeg spaaer om, vil Rigdom, Magt og Indflydelse vel ikke forsvinde, men de ville tilhøre den bedst Begavede i Kraft af det Princip, at det er Aandens Herredømme, som alene vil seire. Det er min nyeste Idee, min Herre. Jeg arbeider Dag og Nat for at løse denne Opgave; jeg har allerede opnaaet Meget, men jeg skal løse Opgaven fuldstændigt - naar blot Ingen stjæler min Idee fra mig.«

Jeg trak paa Skuldrene, og skjøndt jeg ikke kunde undertrykke en let Gysen ved hans exalterede, næsten vanvittige Holdning og Ord, sagde jeg koldt:

»De blander der aldeles forskjellige Kræfter til et chaotisk Virvar, hvori der ikke er nogen Mening. Den elektromagnetiske Kraft, der strømmer igjennem sin Ledning, er noget ganske Andet end Hjernens Virksomhed, hvoraf Tanken er Frugten; det er Kræfter, der slet ikke kunne sammenlignes.«

»Javist, min Herre!« udraabte han og greb fastere i min Arm. »Det mener nu De og Deres Samtidige; men jeg forsikkrer Dem om, og det er netop Grundprincipet i min Idee, at disse Kræfter ere aldeles 53 ensartede, og at man, ligesom man nu kan frigjøre Elektriciteten under Form af en funklende Gnist, saaledes vil man i kommende Tider kunne frigjøre Tanken og hele den aandelige Virksomhed, og sende den hvorhen man lyster. Jeg veed vel, at De anseer mig for gal ligesom alle de Andre - jeg har kun talt med Een, der deelte min Anskuelse.«

»Og hvem var det?« spurgte jeg spottende.

»En ung Amerikaner, Samuel Morse, som netop iaar besøgte mig i Paris, før han gik til Amerika. Jeg arbeider nu paa min Deel af Opgaven, og han paa sin. De skal see, vi ville faae underlige Ting at høre der ovre fra.«

»Og hvorvidt er De kommet med Deres?« spurgte jeg i samme Tone.

Det lod til, at min sarkastiske Holdning irriterede ham, thi han svarede stolt: »Saavidt, at jeg kan sende en Aand, som jeg behersker, hvorhen jeg lyster, for at den kan bringe Budskab tilbage.«

»Kan De ogsaa sende den ind i Fremtiden?«

»Til en vis Grad,« svarede han roligt.

»De maa undskylde,« svarede jeg, »at jeg ønsker at see dette Experiment, førend jeg kan troe derpaa; men,« lagde jeg smilende til, »det gjør De vel neppe, af Frygt for, at jeg skal løbe bort med Opdagelsen.«

Han saae et Øieblik taus paa mig, som om han vilde studere mit Ansigt, derpaa vendte han sig mod det mørkegrønne Tæppe og raabte med bydende Stemme: »Tutelle, kom herind!«

Jeg hørte Nogen bevæge sig inde i Værelset ved Siden af og derpaa en blid Stemme, som i en klagende Tone udbrød: »Jeg er iseng, Fader.«

»Kom ind alligevel, saa hurtig Du kan,« raabte han igjen.

»Det forundrer mig,« sagde jeg, »at De, som er ifærd med at løse saa store Problemer, søger Ophold og Erhverv paa Pont neuf

»Udflugter,« svarede han, »ikke andet end Udflugter for at lede Academiets Lærde paa Vildspor. Saalænge jeg staaer der og viser mit Mikroskop frem for et Soustykke, er jeg Ingenting; de lee i det Høieste ad mig. Trak jeg mig derimod tilbage, for i Ko og Stilhed at kunne arbeide paa mine store Ideers Udførelse, vilde jeg strax omringes af deres elendige Spioner, og mine Ideer vilde fra Academiet blive forelagte Europa i halvraa Form, længe førend jeg selv var blevet 54 færdig med at gjennemarbeide dem. Det er den ene Grund, min Herre, til mit stadige Ophold der; men jeg har endnu en anden. Jeg studerer der den Maade, hvorpaa Menneskene opføre sig mod den Ulykkelige, den Forladte. Lavater har skrevet sit store Værk om Physiognomien og stræbt gjennem Ansigtstrækkene at udfinde Menneskenes virkelige Charakterer. Jeg har et uhyre Arbeide for, thi jeg gaaer -«

Her afbrødes han i sin Forklaring ved Indtrædelsen af den unge Pige, der ogsaa strax lagde Beslag paa min udeelte Opmærksomhed. Hun var lille af Væxt, med udmærket smaae og veldannede Hænder, og den hvide Natdragt, hvori hendes spæde Skikkelse var hyllet, og som hun ængstelig holdt sammen foran Brystet, gav hende i Forbindelse med hendes jomfruelige Tøven og den høie Rødme, der farvede hendes Kinder ved Synet af mig, en forøget Ynde. Hvad der imidlertid meest forundrede mig, var noget mærkeligt drømmende eller rettere sløret ved hendes Blik. Det var, som om disse prægtige, sorte Øine mere vare byggede til at skue ind i sig selv end udad mod Verden, og kun sjeldent, og da langsomt og med et vist Besvær, hævede hun de lange Øienvipper iveiret, der ligesom skinsyge rugede over de mørke Diamanter, som de beskjærmede.

»Nu skal De see, nu skal De see, min Herre!« raabte Fader Bernot fornøiet, idet han først gned sine Hænder og derpaa hurtigt rullede en lav Lænestol hen til Bordet. »Sæt Dig der, Tutelle! Det er en fremmed Herre, en dansk Læge, som er kommen for at see, hvorvidt jeg har bragt det.«

»Fader,« sagde hun med klagende Stemme og et bedende Blik, »lad mig være fri iaften, jeg er saa træt.«

»Passiar, sæt Dig ned!« raabte han barsk og pegede paa Lænestolen.

Hun sank ned i den med et bønligt Blik paa mig. Jeg havde den største Lyst til at afbryde denne Scene; men Clairvoyanterne vare ikke saaledes paa Mode i Paris dengang som nu, og dette, i Forbindelse med hvad der var hændet Felsløv, bevirkede, at jeg blev staaende som en tilsyneladende ligegyldig og rolig Tilskuer. Fader Bernot skruede Lampen, der var begyndt at døse hen, høit op, og skjød, ligesom tilfældigt, Udladeren paa den store Elektriseermaskine hen imellem Lampen og den unge Pige. Derpaa satte han sig ned paa en høiere Lænestol ligeoverfor og begyndte at betragte hende med et ufravendt, stikkende Blik.

55

Jeg har engang i min Fattigpraxis havt en afskyelig Sag med en Kone, om hvem det paastodes, at hun havde dræbt sine Pleiebørn ved Krampetilfælde, som hun fik til at opstaae ved i Halvmørke ufravendt at stirre paa de ved Spøgelseshistorier forkyste Børn. Der var ingen Tvivl om, at dette virkeligt var Sandhed, og kun med denne Kones graagrønne, stikkende Øine kan jeg sammenligne det Blik, som Fader Bernot ufravendt rettede paa den unge Pige. Hun syntes at føle sig besværet derved. Af og til foer en let Skjælven gjennem hende, og flere Gange slog hun med Haanden hen over Ansigtet, som for at bortjage en Flue eller andet Insect, som hun rimeligviis antog at svæve foran sine Øine. Derpaa sank hun mere og mere sammen, Hænderne faldt magtesløse ned paa hendes Skjød, Hovedet bøiede sig tilbage, den smukke lille Mund aabnede sig halvt, og Øinene, der nu stode vidt aabne, stirrede uden Liv, uden Bevægelse, uden Seekraft stivt ud i Rummet.

»Bruger De ingen Bestrygninger?« spurgte jeg Fader Bernot, der nu havde hørt op at stirre og pirrede ved Lampen, som synes at mangle Olie.

»Nei,« svarede han og reiste sig, »det overlader jeg til Charlatanerne. De vil altid kunne kjende Charlatanerne paa disse Fixfaxerier, som ingen Betydning have. For mig er Tanken og Blikket tilstrækkeligt. Nu er hendes Aand fri!«

Han førte Lampen tæt hen foran hendes Øie. Pupillen var stærkt udvidet, som paa en Død og aldeles uimodtagelig for Lysindtryk. Han løftede først hendes ene Arm, derpaa den anden, og de bleve ubevægeligt staaende i den Stilling, hvori han havde sat dem, som om de vare unddragne Tyngdens Alt overvindende Love. Derpaa hævede han hende op og bar hende som et Barn hen paa Sophaen, hvor han lagde hende ned, idet han sagde: »Naa, min Herre! Har De saa Lyst til at overbevises?«

Jeg havde dengang aldrig seet Noget til Det, som senere under Navn af Mesmerisme, Hypnotisme og dyrisk Magnetisme har sat saa mange Penne i Bevægelse og bragt Forstyrrelse i saamangen, ellers sund Hjerne. Intet Under derfor, og jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode, thi det er altid en egen Sag at være ene sammen om Natten med en Mand, der er gal, og et Fruentimmer, som er paa Veie til at blive det. Imidlertid mandede jeg mig op; den fremherskende Tanke hos mig var den, ikke at lade mig bedrage. Jeg greb hendes Haand for 56 at føle, hvorledes Pulsen slog. Det var med en vis Gysen, at jeg hurtigt slap den igjen. Haanden var tung som Bly, kold som Iis og Pulsen næppe til at føle.

Han trykkede atter den hævede Haand ned mod Sophaen og raabte triumpherende: »Hvad siger De nu?«

»At hun lider af et kataleptisk Tilfælde, som De er istand til at fremkalde ved at sætte hende i en nerveus Spænding,« svarede jeg, bestemt paa ikke at lade mig overvinde.

»Ah, ja vist,« raabte han med en haanlig Gebærde, »det er Katalepsi, det kjende vi saa godt; det sagde ogsaa Deres Landsmand, da han var heroppe. Men vent lidt, vi ville faae at see! Har De ikke Eet eller Andet hos Dem, som hun kunde give Dem Besked om?«

Jeg lukkede min Tegnebog op, og det Første mit Blik faldt paa, var en lille Billet fra Felsløv. Jeg krøllede den sammen, for at han ikke skulde see Udskriften, og rakte ham den. Hurtig lagde han den i den unge Piges Haand, som han lukkede fast sammen; derpaa greb han hende om den anden Haand, og spurgte med en eiendommelig gjennemtrængende Betoning i Stemmen: »Hvad er det, jeg har givet Dig?«

Der gik en convulsivisk Sittren hen over hendes Træk, før hun aabnede Læberne. Med klangløs Stemme svarede hun: »Et Brev.«

Jeg smilede og trak paa Skuldrene - det Svar havde man ogsaa kunnet faae uden Magnetisme.

»Fra hvem?« spurgte han skarpt, uden at bryde sig om mine ringeagtende Tegn.

»Fra en Afdød,« sagde hun med den samme matte, klangløse Stemme.

»Det er ikke Tilfældet,« raabte jeg, glad over allerede ved det andet Svar at kunne gribe hende i en Feiltagelse. »Den, der har skrevet dette Brev, lever og befinder sig i bedste Velgaaende.«

Fader Bernot rystede paa Hovedet med en vantro Mine, og idet han trykkede hendes Haand mod Hjertekulen, spurgte han: »Seer Du skarpt?«

»Ja,« svarede hun, »fuldkomment.«

»Naar og hvor er denne Person død, som har skrevet Brevet?« spurgte han.

»I Nat Klokken Tolv, paa Lasareth St. Lazare,« svarede hun.

57

Jeg foer tilbage, som om jeg var bleven ramt af et usynligt Slag -det var den tredie Marts - nu huskede jeg det.

»Hvoraf er han død?« raabte jeg, idet jeg, uden at agte paa Fader Bernot, greb den unge Pige om Haanden.

Hun svarede mig ikke og syntes ganske uimodtagelig for min Stemme; men Fader Bernot stødte mig tilside og sagde uden at agte paa min Bevægelse:

»Af Cholera naturligviis! Hvilken Død skulde det ellers være? Der kommer jo ingen andre end Cholerapatienter paa Lasareth St. Lazare

Jeg stod som lamslaaet og bestræbte mig for at vedligeholde Følelsen af, at jeg stod foran et Par udlærte Taskenspillere, og dog var der Noget, som greb mig med Gru, en Fornemmelse af noget Ubekjendt, som jeg ikke kunde beherske.

»Ønsker De endnu en Prøve?« spurgte Fader Bernot med et haanligt Smiil.

»Ja,« svarede jeg, »thi denne Prøves Sandhed kan jeg ikke constatere. Jeg veed ikke, om vedkommende Person virkelig er død i Nat; men her er noget Andet, siig mig, hvad det er?«

Jeg fremtog af min Lomme en lille, men tung Pakke, indsvøbt i flere Lag Papir, emballeret med Bomuld og endelig omsluttet af Voxdug, der var sammensyet heelt rundt og forseglet i begge Ender. Her var jeg vis paa, at hverken den kløgtige Fader Bernot, eller hans snilde Elev skulde narre mig.

»Hvad er det?« spurgte Fader Bernot atter, og lagde den tunge Pakke i den unge Piges Haand, der næsten tyngedes til Gulvet derved.

»En Steen,« svarede hun sagte.

Jeg smilede paany; heller ikke til dette Svar behøvedes nogen magnetisk Søvn.

»Hvilken Steen?« spurgte Fader Bernot, idet han lagde den under hendes venstre Bryst.

Hun skjælvede stærkt, da den kolde, tunge Masse berørte hende og svarede et Øieblik efter:

»En Kalksteen. Den er guliggraa med røde Aarer, ligesom en Slibesteen.«

»Beskriv den,« sagde han skarpt.

»Det er en fiirkantet Steen«, sagde hun tøvende og ligesom ledende 58 efter det rette Udtryk. »Dens tre Sider ere lige, som om de vare afskaarne med en Kniv, men den fjerde er brudt og ujævn. Paa Overfladen af Stenen, henimod den ujævne Side, seer jeg et fiint og skarpt Indtryk, som af en stor Blomst paa en kort Stilk. Underneden dette Indtryk er der, henimod det ene Hjørne, klistret en lille Seddel, hvorpaa der staaer - -«

»Hvad staaer der?« udbrød han, da hun pludselig standsede. »Læs det, skynd Dig!«

»Jeg kan ikke,« sagde hun mat, »der er ligesom en Taage for mine Øine.«

»Prøv nu!« raabte Fader Bernot, idet han, uden at agte min Nærværelse, rev hendes Natdragt tilside og lagde Pakken under det blottede venstre Bryst.

Hun skjælvede endnu stærkere end første Gang, men svarede rask og næsten øieblikkelig: »Pentacrinus clavatus, Geoffroy.«

Jeg stirrede næsten forvildet paa Fader Bernot. Min Forstand stod aldeles stille lige over for disse Resultater, hvis Gyldighed jeg ikke kunde benegte, men som jeg var saa langt fra at kunne forklare. Jeg havde ganske denne Forbauselsens Stupiditet, som man modtager lige over for en øvet Taskenspiller, men skjøndt jeg ikke vilde troe paa, hvad jeg havde seet, begyndte der dog at gjære en Følelse hos mig af, at her var noget mere end Taskenspillerkunst, at der maaskee fandt et længe forud beregnet Bedrageri Sted, og at Fader Bernot havde udspeidet mine Veie, ligesom han alt tidligere havde gjort ved Felsløvs.

»Ønsker De flere Prøver?« spurgte Fader Bernot i en halv sarkastisk, halv triumpherende Tone.

»Nei, jeg har faaet nok af dette Charlatanerie,« raabte jeg, irriteret over bestandig at tørne med min Forstand mod denne Uforstaaelighedens Jernmuur. »De kan vise mig, hvad Pokker De vil; jeg troer dog ikke en Tøddel deraf. «

»Nei, naturligviis,« svarede han, med et næsten sørgmodigt Smiil. »Verden er den samme nu, som for to tusinde Aar siden, og det Ord, som den største af alle Philosopher dengang udtalte, gjælder endnu. Selv om den saae de Døde opstaae af Graven, de Værkbrudne at blive helbredede, og de Blinde seende, selv da troede Menneskene ikke. Hvorfor skulde De være bedre end de andre, De, som hører til de Skriftkloge?«

59

»Lad mig prøve selv,« sagde jeg, »og hvis det da slaaer til, vil jeg troe Dem.«

»Jeg tør ikke love Dem, at det slaaer til,« svarede han. »Mediet kjender Dem ikke, og da De stiller Dem fjendtlig lige over for det, bliver Forbindelsen altid vanskelig.«

»Javist, jeg forstaaer Dem,« sagde jeg spottende; »det er det gamle Middel til at knibe ud med. Hun og jeg have ingen Aftaler havt i Forveien, og uden disse gaaer det galt med Experimentet.«

»Nu vel,« svarede han, ligesom efter en Kamp med sig selv; »prøv da selv. Jeg har aldrig forsøgt det før, men hvad De har seet, kan ikke svækkes derved, at maaskee et eller andet Svar gaaer tabt.«

Han greb min Haand og lagde den i hendes, efter først at have taget den lille Pakke bort og givet mig den tilbage. »Spørg nu,« sagde han, »men i saa kort og bestemt Form som muligt, og gjentag Spørgsmaalet uforandret, dersom det ikke bliver besvaret.«

Jeg omfattede den unge Piges Haand, der først havde været iiskold, men nu syntes at brænde inden i min, og spurgte: »Hvorfra har jeg denne Steen?«

Der kom intet Svar, og jeg gjentog paany mit Spørgsmaal høit og bestemt. Fader Bernot stod omtrent ti Skridt fra mig henimod Døren og betragtede os med et Udtryk, der var lige saa spændt som mit eget.

Pludseligt følte jeg hendes Haand sittre, der kom en Bevægelse i Musklerne omkring hendes Mund, som om hun gjorde sig Umage for at tale, men endnu ikke kunde.

»Hvorfra har jeg denne Steen?« gjentog jeg for tredie Gang.

»Fra Mr. Derolle, Naturaliste, Rue St. Honoré, Numero 38,« svarede hun med mat Stemme, som om det kostede hende stor Overvindelse at finde dette Svar.

Det var fuldstændig rigtigt. Jeg tabte imidlertid ikke Modet og spurgte rask: »Har han flere af samme Slags?«

»Ja, tre endnu,« svarede hun uden at betænke sig.

Derolle havde rigtignok erklæret mig, at det Exemplar, jeg havde modtaget, var det sidste han havde af en større Samling fra Rhinegnene; men dette kunde maaskee være et Handelsfif, og jeg spurgte derfor: »Hvor meget har jeg betalt for den?«

»Fem og halvfjerdsindstyve Francs,« svarede hun lige saa sikkert som før.

Prisen var rigtig, og den fiffige Naturaliehandler havde rimeligviis 60 benyttet et Paaskud for at sælge mig den saa dyrt. Jeg spurgte derfor: »Kan De sige mig, hvor han gjemmer de andre tre Exemplarer?«

»I en Sal med mange høie Glasskabe,« svarede hun. »De ligge paa den øverste Hylde og paa Hylden staaer Nr. 78.«

Ogsaa dette forholdt sig fuldkommen rigtigt. Jeg huskede tydeligt, at han havde hentet en Trappestige for at tage den ned til mig. Alt løb i dette Øieblik rundt for mig. Jeg vidste neppe, om jeg var vaagen eller drømte, og det var ganske tankeløst, at jeg spurgte: »Hvem er jeg, og hvor boer jeg?«

Hun nævnede mit Navn og tilføiede uden at nøle den lange Adresse: »La Cité, Quai des Orfevres, au Coin de la Rue de Harlay Nr. 5.«

»Hvad bestiller jeg her i Paris?« spurgte jeg paany.

»De er ansat ved det nye Lasareth i Nærheden af Palais de Luxembourg og pleier de Syge,« sagde hun med svagere Stemme end forhen.

»Staaer jeg der i nogen Fare for mit Liv?« spurgte jeg; thi jeg begyndte uvilkaarligt at troe paa de forunderlige Ting, der foregik omkring mig.

»Nei,« svarede hun, »ikke der.«

»Hvor da?« spurgte jeg, idet jeg i min Bevægelse bøiede mig næsten heelt ned over hende.

Hun svarede ikke, og jeg maatte paany gjentage mit skjebnesvangre: »Hvor da?«

Hun syntes at være træt eller ifærd med at vaagne; thi hun havde, ligesom før, Vanskelighed ved at finde Ordene, og først da jeg tredie Gang tilraabte hende det samme Spørgsmaal, svarede hun med langsom og afbrudt Stemme:

»Der, hvor De træffer Epidemien næste Gang.«

For at lytte efter hendes sidste Svar, der næsten var uhørligt, havde jeg bøiet mig saa langt ned over hende, at mit Ansigt rimeligvis maa have berørt hendes; thi pludselig foer hun op med et vildt Skrig og styrtede derpaa under Udraabet: »O, min Gud, jeg døer!« atter tilbage paa Sophaen. Blodet styrtede voldsomt ud ad hendes Næse og Mund. Jeg gjorde en Bevægelse efter Vandcaraffen, som stod paa Bordet, hvorved jeg kom til at støde til Lampen, der klirrende styrtede ned og knustes i Faldet. Forvirret af det pludselige Mørke og de Skrig, som hun under sit Krampeanfald udstødte, næsten bedøvet af det Virvar af Tanker, der strømmede ind over mig, mærkede jeg neppe, 61 at Fader Bernot greb mig i Armen og puffede mig ud bag det grønne Forhæng.

»Bryd Dem ikke derom!« sagde han hurtigt til mig. »Sagen er ikke saa farlig, som den seer ud til. Det er et simpelt Næseblod i Forbindelse med Krampetilfælde, som hun, med sin nerveuse Constitution, hyppigt lider af. Hun var træt, det vidste jeg, og jeg burde ikke have ladet Dem experimentere. Gaa ligefrem, saalangt denne Corridor rækker. De vil tilvenstre finde Trappen. Tag denne Nøgle med; den vil skaffe Dem ud ad Porten. De kan levere mig den imorgen paa Pont neuf - Farvel saalænge!«

Med disse Ord hørte jeg ham gaae tilbage og hurtigt lukke Døren i Laas efter sig. Jeg stod et Øieblik tvivlraadig, om jeg skulde lade ham alene med den Syge, og listede derpaa, selv nerveus og i høieste Grad aandeligt angreben, ned ad den Trappe, han havde betegnet mig, og som i hele sin solide Elegance ingenlunde svarede til de faldefærdige Stiger, hvoraf jeg var klavret op. Da jeg kom ned og med en Deel Besvær havde aabnet den store Port, der afgrændsede et rummeligt Gaardsrum, forbausedes jeg endnu mere ved den Udsigt, jeg havde for mig. Foran rullede Seinen stille og rolig under de høie Bolværker, lige tilvenstre havde jeg Pont neuf og langt tilhøire hævede Notre Dame sine kullede Spiir op imod Nattehimlen - og Alt dette, medens jeg indbildte mig at være langt inde i Quartier latin.

Langsomt og i underlige Tanker vandrede jeg hjemad. Ved Foden af min lille Lampe, der stod og brændte efter mig, laae en Billet, hvorpaa jeg strax kjendte Møllers Haandskrift. Jeg brød den og læste:

»Kjære Ven!

Det gjør mig ondt at maatte meddele Dem, at Felsløv er død i Nat Klokken Tolv paa Lasareth St. Lazare. Jeg har skrevet disse Ord paa Deres Værelse, hvor jeg forgjeves har ventet Dem i flere Timer. Jeg haaber, at De kommer til Begravelsen, som finder Sted imorgen Klokken Syv paa Père la Chaise. Vi ere kun tre Danske til at følge.

Deres hengivne P. Møller.«

62

»Du forstaaer maaskee neppe, Poul,« sagde min Fader med en pludselig Overgang, »hvorledes slige gamle Minder pludseligt kunne dukke op igjen og blive ligesom levende? Du vil maaskee lee ad en gammel Mands Fortælling og ikke fatte, at Sligt kan slaae Rod hos Den, som Du maaskee meest af Alle har anseet for at være fordomsfri og fornuftig. Jeg kan imidlertid ikke gjøre derfor. Denne Epidemi ængster mig, ikke for min egen Skyld, thi jeg har alt opgjort mit Regnskab, men for Din og Dine Brødres. Jeg synes, at jeg har gjort saa Lidet for Eder.«

»Fader!« raabte jeg, »hvorledes kan Du tale saaledes? Hvad have vi til Gjengjæld gjort for Dig? Nu først kommer den Tid, da jeg kan begynde at gjengjælde Dine Velgjerninger. Bliver Du syg, skal jeg pleie Dig; døer Du, skal jeg sørge for mine Sødskende. Men jeg haaber, at ingen af Delene vil blive Tilfældet; thi nu, da Du har faaet Din Afsked og har mig til at besørge Din Praxis, haaber jeg, at Du tager bort med Frits og Albert, inden de onde Dage komme.«

Min Fader reiste sig, tog mig ved Skulderen og sagde halvt alvorligt, halvt venligt: »Grønskolling! Gaa nu iseng, Klokken er mange. Imorgen tales vi atter ved, men Frits og Albert maa undvære mit behagelige Reiseselskab; der bliver nu Andet at tænke paa end at tage paa Landet.«

Med hver Dag som gik, følte jeg mere og mere den sørgelige Sandhed i min Faders Ord. Mine Brødre sendtes bort, vor gamle, venlige Huusholderske fulgte med dem tilligemed vor eneste Pige; thi det var et Grundprincip hos Fader, at rydde Huset saameget som muligt. »Kun de, som ere borte, ere i Sikkerhed«, gjentog han ofte. Selv fik jeg Ansættelse ved det Bureau, der blev oprettet paa Gjethuset, og hvor Arbeidet var overordentligt trættende og besværligt. Vi modtog dagligt Anmeldelser i hundredeviis, navnlig fra Byens østre Qvarteer, og jeg, tilligemed tre yngre Læger, vare i uafbrudt Beskjeftigelse med at gjennemstreife »Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger«, ligefra den øverste Ende af Gothersgade og ud til Nyboder. Fra Morgen til Aften, eller rettere fra Morgen til Nat piskede vi i Hede, Støv, Solskin og Regn om i de usle Boliger i Adel- og Borgergade, hvor Sygdommen krævede saa betydelige Offre. Aldrig var der et Øiebliks Ro eller et Minuts Hvile. Saasnart vi vendte tilbage til Bureauet, bleve vi sendte ud paany, og mangen en Dag spiste jeg baade Frokost, Middags- og Aftensmad enten paa Gaden selv, naar det 63 kneb haardt, eller i en Port, naar Tjenesten lod En saamegen Tid tilovers, at man paa et Trappetrin kunde nyde sine to Tvebakker og drikke den Portviin, hvormed vi bleve saa rigeligt forsynede. Dog, den var i Sandhed suurt fortjent; thi, hvad jeg saae i flere af disse Huse, var saa frygteligt, at selv den dristigste Phantasi neppe kan udmale det værre, og havde ikke Anstrengelsen og den legemlige Træthed været saa stor, at den gjorde mig sløv og følesløs for Alt, hvad der foregik omkring mig, troer jeg knapt, at jeg vilde have holdt det ud.

To Aftener hver Uge vare Friaftener, og i disse søgte jeg bestandig tilbage til min Fader, som trods sin høie Alder vedblev at færdes i sin sædvanlige Fattigpraxis uden at bekymre sig om den krænkende Skrivelse, som Directionen havde sendt ham, men efter hvilken der nu, da man trængte til ham, ikke fulgte noget yderligere Skridt.

Disse Aftener i Hjemmet, der skulde være, jeg vil ikke sige viede til Fornøielse, men blot til Hvile og fortrolig Samtale, vare dog langtfra at opfylde dette Maal. Tvertimod, de vare næsten uhyggeligere end Tjenesten paa Bureauet. Der var Liv og Virksomhed, her havde jeg en Følelse som Soldaten, der efter en langvarig Marche maa staae stille paa Valpladsen og lade sig bestryge af en fjendtlig Ild uden at kunne svare igjen. Min Fader, som i disse Timer var den, hos hvem jeg skulde hente Adspredelse og Trøst, var næsten bestandig i en saadan Sindsstemning, at han ikke formaaede at yde mig nogen. Ikke, at han var bange eller frygtede for sin egen personlige Sikkerhed, thi jeg har kjendt Faa, for hvem Begrebet Angst var saa ubekjendt som for ham; men den Medlidenhed, han følte lige over for de Fattige, den Humanitetsaand, som han altid i saa høi en Grad havde været i Besiddelse af, og som nu saa uforsvarligt blev krænket af hans Overordnede, dette var det, som fyldte hans Sind med Bitterhed, ja Harme, og hvis Ærgrelse maa betragtes som en væsentlig Disposition til Cholera, som til enhver anden Sygdom, da fik han og de andre Læger i Fattigdirectionens Tjeneste rigelig Andeel deraf; thi Ærgrelse og Fortred koste ingen Penge. Imidlertid var det mig klart, at min Faders Helbred ikke i Længden kunde udholde saa besværlige legemlige Anstrengelser i Forbindelse med idelige Ydmygelser, og jeg bad ham flere Gange om dog idetmindste at søge et Par Ugers Permission, men han var ubøielig, og blev.

En lummervarm Juliaften vandrede jeg hjem fra Bureauet, som 64 sædvanlig overanstrengt og næsten ude af Stand til at kunne holde mig overende af Mangel paa Søvn. Et Par Dage iforveien havde jeg modtaget en drøi Irettesættelse, fordi jeg en Aften seent, da jeg vendte tilbage fra en Visitation i Helsingørsgade, havde hvilet mig ved en af Lygteopstanderne omkring Runddelen paa Kongens Nytorv og derved var faldet i Søvn, en Søvn, der, skjøndt begyndt medens jeg stod opad en Lygtepæl, dog var endt med, at jeg havde sovet videre paa Steenbroen, hvor man fandt mig den næste Morgen Klokken fem med tre forsømte Anmeldelser i min Journal. Siden hiin Nat, da jeg saa aldeles havde ladet mig overvælde, havde jeg ikke været af Klæderne, ikke faaet Søvn i mine Øine. Som Jerusalems evige Skomager havde jeg vandret om fra Dør til Dør i en Tilstand, der hverken var sovende eller vaagen. Da jeg kom hjem, og traadte ind i de øde Værelser, var Fader endnu ikke kommet. Forgjeves vandrede jeg, for at holde mig vaagen, fra Faders Arbeidsværelse, gjennem den tomme Dagligstue til min afdøde Moders lille Cabinet, hvor Alt endnu stod i den Orden, hvori det havde været, dengang hun levede. Forgjeves lukkede jeg hendes Yndlingsinstrument, det gamle Fortepiano, op. Det var som om Tangenterne løb imellem hverandre - jeg kunde ikke finde en Node, endsige en Melodi. Jeg gik ind i Faders og mit Sovekammer og saae med en vis tankeløs Stirren paa noget Brænde, som stod opstablet ved Siden af Kakkelovnen, paa Muurstenene og Varmedunkene, som vare anbragte ovenpaa den, paa det lille Bord mellem Faders og min Seng, der indeholdt et heelt Arsenal af Hyldethee, Camilleblomster, Opium og Campherdraaber. Det forekom mig i dette Øieblik saa dumt, at Alt det stod der. Det kunde jo dog ikke bruges, naar det kneb - det havde jeg alt erfaret. Jeg satte mig i den gamle, høiryggede Lænestol foran Faders Seng og stirrede døsigt paa Medicamenterne, og alt som jeg stirrede paa dem, havde jeg en sløv Fornemmelse af, at Tiden var voxet fast til sig selv, saa at den ingen Vei kunde komme, og at den dog var blevet lang, uendelig lang, saa lang, at dens enkelte Minutter nu veiede op mod hele Dage, og at det bestandig vilde blive ved at være saaledes, indtil man døde og gik over i en Tilstand, hvor Alt var gravsort Mørke, men dog Hvile og Ro. Jeg havde en dump Fornemmelse af, at det, der for os Mennesker var at gjøre, var at døe, men saa hurtigt, saa let som muligt, og jeg fandt det næsten fristende at række Haanden ud efter Opiumsdraaberne, som kun stod to Skridt fra mig, for med disse at inddrikke

        

65 Søvn, Forglemmelse og Hvile. Jeg rakte Haanden ud efter dem, men det syntes mig, at de bestandigt gled længere og længere tilbage, uden at jeg var istand til at naae dem, og da jeg endelig havde dem i Haanden, forekom Flasken mig saa stor, saa tung og saa svær, at det laa langt over mine Kræfter at aabne den.

Pludseligt hørte jeg Trin i det tilstødende Værelse, Trin af mange Fødder. Jeg foer op af min Søvn og sad endnu stirrende hen foran mig med Opiumsflasken i Haanden, da min Fader vaklede ind, understøttet af to mig ubekjendte Mænd og fulgt af Portnerens Datter, der bar et Lys i Haanden. Jeg havde endnu ingen Idee om, hvornaar jeg var faldet i Søvn, eller hvorlænge jeg havde sovet, men kun en uklar Bevidsthed om, at dette var skeet, og at Fader imidlertid var kommet hjem syg; thi han var bleg, usædvanlig bleg, og hang næsten i Armene paa de Mænd, der fulgte ham.

»Læg mig der!« sagde han med svag Stemme, idet han pegede paa Sengen. »Og Du, Poul,« tilføiede han, idet han strakte Haanden ud imod mig, »skynd Dig at hente Etatsraad Thal, jeg ønsker at tale med ham.«

»Er Du syg, Fader?« udbrød jeg, idet Virkeligheden pludselig gik op for mig. »Lad mig blive hos Dig og hjælpe Dig.«

»Nar, som Du er,« sagde han, og gjorde et frugtesløst Forsøg paa at smile, »troer Du, at Du kan hjælpe, hvor selv Hippokrates maa erklære sig renonce. Løb efter Thal, det er det Hele, Du kan gjøre med Dine unge Been. Jeg ønsker at tale med ham, men skynd Dig.«

Jeg foer ud paa Gaden og standsede et Par Øieblikke efter udenfor Porten hos den berømte Læge, der var en intim Ven og Barndomsbekjendt af min Fader. Porten stod aaben, Tjenestefolkene løb i Forvirring op og ned ad Trappen, uden at svare paa mine Spørgsmaal. Jeg traadte uanmeldt ind i Dagligstuen, hvor Graad og Hulken fortalte mig, hvad jeg alt havde anet - Etatsraad Thal var død for en halv Time siden, kort efter at han var vendt tilbage fra sin daglige Gjerning.

Forvirret og bedøvet foer jeg i Galop afsted efter et Par af de nærmeste Læger. Ingen var hjemme, og Ingen, det vidste jeg desværre altfor vel, kunde i dette Øieblik yde nogen Hjælp. Jeg vendte tilbage ed det smertelige Budskab, som jeg havde modtaget, og dog skulde jeg ikke bringe min Fader det - han var død to Minutter, før jeg naaede til Hjemmet. 66 Jeg skal ikke forsøge paa at skildre de Følelser, der gjennemstrømmede mig, da dette Budskab blev mig meddeelt. En saa rivende Dødshurtighed forekom mig næsten utrolig, og først da jeg saae ham ligge stiv og ubevægelig i Sengen, med Hænderne foldede over Brystet og med et Ansigt, som om han pludselig var blevet tyve Aar ældre, først da følte jeg Ulykken i hele dens Udstrækning, og først da forekom det mig, at jeg blev rigtig vaagen, fuldkommen revet ud af den Døs, hvori jeg de sidste Dage havde bevæget mig. Jeg sad hele den Nat, og en uendelig lang Nat var det, ved Siden af Liget, snart lyttende til Stormkrogenes melancholske Raslen, naar Nattevinden satte dem i Bevægelse, snart til Stueuhrets ensformige Tikken, der kun afbrødes af dets timevise Slag. Alt var saa dumpt, saa mørkt og saa stille omkring mig. Det forekom mig, som om hele Verden var død, som om jeg var Munken, der i Pestens Tid vandrede ud fra det afspærrede og uddøde Kloster og sled sine Sko op, før han traf Mennesker i Verden. Af og til troede jeg at høre et dæmpet Suk. Da foer jeg iveiret med en Straale af Haab, greb Lampen og stod bøiet over ham i den frygteligste Spænding for at opdage, om der endnu var en Gnist af Liv tilbage. Naar jeg da havde forvisset mig om, at jeg var bleven skuffet ved en eller anden af de Lyde, der om Natten ere ligesaa almindelige som uforklarlige, naar jeg paany med smertelig Bevægelse havde stirret paa disse rolige, faste og i Døden stivnede Træk, da sank jeg atter hen i min tungsindige Grubien og tænkte paa, hvorlidet Livet dog egentlig er værdt, og hvor dumt det er af os Mennesker at holde Læger for at bevare det, en Dumhed, der kun kunde overgaaes af min egen, selv at blive Læge. Hvor ussel og magtesløs er man i slige Øieblikke, og hvor dybt føler man, at Døden er en Naturlov, som det næsten er vanvittigt at ville bekæmpe?

Den næste Dag hentede jeg, ifølge min Faders Ønske, en Rustvogn fra Hospitalet, og henimod Aften, en stille, varm og deilig Juliaften, vandrede jeg selv langsomt Fod for Fod ved Siden af Rustvognen, der skulde bringe Liget til Kirkegaardens Capel. Efter min Faders Bud var jeg den Eneste, der fulgte ved denne Leilighed, ligesom jeg var selvtredie ved den egentlige Begravelse, og da jeg hørte de tre Skuffer Sand falde paa Kistelaaget, under dyb Taushed af det lille Følge, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa Møllers Ord i Brevet til min Fader: »De kommer vel til Begravelsen, vi ere kun tre Danske til at følge?«

67

Aftenen efter Begravelsen, da jeg havde fulgt Faders Liig til Kirkegaarden, var jeg ganske alene. Jeg husker godt, at medens vi kjørte hjemad - jeg var saa træt og mat, at jeg ikke tog i Betænkning at sætte mig op paa Rustvognen ved Siden af Kusken - forundrede jeg mig over, at Luften kunde være saa frisk, de speilklare Søer saa skinnende, at Byen kunde ligge saa rolig for mig i Aftenglansen, og at Fruekirkes Kors, dette Velsignelsens Tegn, kunde straale saa blankt og forjættende, medens Pesten og Døden rasede indenfor Byens Volde.

Hvad jeg hidtil havde oplevet, var imidlertid kun et Forspil, en Prøveforestilling paa det Dødens Drama, som faa Dage senere skulde rulle op for mig. Da Sygdommen vedblev at gjøre større og større Fremskridt, ansattes yngre Læger til Tjeneste ved Gjethuset, medens jeg som Candidat blev engageret til at gjøre extraordiriair Tjeneste som Choleralæge ved Almindeligt Hospital. Betingelserne vare glimrende. Ti Daler om Dagen, foruden Forpleining, kunde nok friste selv Andre end Den, der havde tre Brødre at forsørge, og dog vilde jeg ikke tage disse Dages Tjeneste paa mig igjen, om man saa bød mig nok saa Meget derfor. Stuegangen begyndte Klokken Otte om Morgenen for mit Hold og endte Klokken Elleve; men snart begyndte der hos det opvartende Personale at yttre sig Tegn paa almindelig Opløsning, og dette tvang de Overordnede til at møde Klokken Sex eller Syv om Morgenen, for ofte ikke at vende tilbage før Klokken Et eller To om Natten. Selv for mig, der havde været saa vant til at høre min Fader rette Klager og Bebreidelser imod dette Hospitals Administration, selv for mig staae de Ting, som jeg dengang hørte og saae, endnu som Noget, man ikke vilde troe, dersom man ikke selv havde oplevet det. Aldrig, om jeg end bliver nok saa gammel, glemmer jeg den første Stuegang, jeg gjorde derude. I den friske, klare og sollyse Morgen var jeg vandret over Volden og Esplanaden, men allerede den Luft, der slog mig imøde, da jeg aabnede Hospitalets Port, var saa kvælende, at jeg uvilkaarlig veeg tilbage for den. Dog, hvor skummel og uhyggelig end denne Caserne tager sig ud til dagligdags, med sine smudsige, faldefærdige Trapper, sine hvidtede, endeløse Corridorer, der i vanvittig Forvirring skyde sig saaledes ud og ind i hverandre, at man mere end tilstrækkelig forstaaer Dobbeltnumrene paa Dørene, saa er dette dog Intet mod det Skue, som Hospitalet frembød under de daværende Forhold. Man tænke sig Stuer saa overlæssede og stuvede, at Patienterne undertiden ikke havde hundrede 68 Cubikfod Luft til at fylde deres Lunger med; man tænke sig denne Luft saa tung, saa stinkende og saa fortvivlet inficeret, at enhver Patient, som kom derind, døde; man tænke sig disse Dødsleier, hvor Hospitalet havde saa lidet af de nødvendige Requisiter, at Hovedpuderne ofte reves bort under de Døende, for at anvendes til de Nyankomne - og man faaer endda kun et svagt Billede af de Forhold, hvorunder vi virkede. Man maa hertil lægge Nødraabene og Skrigene af dem, der vaandede sig i de forfærdeligste Kramper; de stønnende Suk og de angstfulde Udraab af dem, der stod i Begreb med at forlade et Liv, som kun havde været dem til Jammer og Elendighed; den forstenede Ro og den Fortvivlelsens Resignation, der herskede hos de af Lemmerne, som endnu ikke vare blevne angrebne, men som, liig Fangerne i Velfærdscomiteens Fængsler, hver Morgen ventede det Øieblik, da Slutteren skulde træde ind for at læse Navnene op paa dem, der paa denne Dag skulde bøie sig under Guillotinen. Hertil kom den mærkværdige Ligegyldighed, som Fattigdirectionen viste mod dem, der vare betroede til dens Varetægt; thi foruden den summariske Fremgangsmaade med de to hundrede Liigkister gjordes kun saare lidet af Det, som Lægerne ansaae for nødvendigt til Patienternes Tarv. Man tog det opvartende Personale blandt selve Lemmerne, ja drev det saavidt, at kvindelige Patienter paa een Stue bleve pleiede af mandlige Vaagekoner, hvorfor Directionen, maaskee for at faae dette Misforhold opveiet, paa en anden Stue lod mandlige Patienter pleie af kvindeligt Personale. Uden at tage Hensyn til hvilke Personer man derved fik, lønnede man disse med kun tolv Skilling daglig, ja gik endog til den Yderlighed, at man ikke engang for Patienternes Vedkommende forandrede det daglige Spisereglement, hvori Kaal, Ærter og Flæsk tilligemed Fattigvæsenets bekjendte spartanske Suppe spillede en overveiende Rolle. Da man, trods sin Fremsynethed, manglede Liigkister og derved fik Liighuset opfyldt, slog man nogle Bræder for Hospitalets Port ud til Amaliegaden og stablede Ligene op i Portrummet, uden at bryde sig om den Forraadnelsens Stank, som de udbredte.

En Læges Gjerning er under enhver Epidemi tung og besværlig, men den bliver næsten uudholdelig, naar de Myndigheder, under hvilke han virker, af halstarrig Trods og i Bevidstheden om deres Magtfylde, sætte sig op imod det, som Fornuften og Menneskeligheden byder. Der begyndte lidt efter lidt at udbrede sig den Tro blandt

        

69 Hospitalets Befolkning, at det var med Villie, at man vedligeholdt en saa slet Tilstand, for derved at rydde op blandt Personalet. - »Vi skulle jo døe, og her er jo Ingen at klage til uden Vorherre!« sagde en gammel Kone til mig en Aften, da jeg forlod Hospitalet, medens hun grædende tog Afsked med sin Søn, der var ansat ved den kongelige Porcellainsfabrik. Det var tunge Ord at høre paa, og dog gjorde man Intet, intet Andet end stoppe sine Øren for dem. Dog jo, man gjorde paa en vis Maade mere, thi da Epidemien endelig begyndte at sagtnes og viste Tegn til at ville ophøre, gav Fattigdirectionen Ordre til, at Patienterne fra Vartov, hvor Epidemien lige var udbrudt, skulde føres ud paa almindeligt Hospital, og derved bringes under Forhold, som i Byen almindeligt blev anseete for dødbringende, og som i ethvert Tilfælde kun kunde bidrage til, at den nys udslukkede Epidemi blussede op igjen med fornyet Styrke.

Naar jeg tænker tilbage paa de Scener, som jeg oplevede under mit daglige Ophold paa Hospitalet, forbauses jeg næsten over, at alt Dette holdt sammen, at ikke disse svage, syge og elendige Mennesker gjorde Oprør og, drevne af Fortvivlelsens Raseri, sprængte Hospitalets Porte for at storme Byen med deres Krykker. I Begyndelsen døde Alt for os - Hospitalet saae ud som en Valplads. Senere reddede vi Enkelte, men kun ved at være paafærde baade Dag og Nat; thi naar vi ikke vare tilstede, forsøgte det tjenende Personale enten at knibe ud eller gjøre Ting, der vare endnu værre. Vante til Nød og Usselhed, forhærdede ved Laster og Udsvævelser, og ubarmhjertige af Vane, skete der Ting, hvis blotte Mulighed maatte banlyses af Tankerne. -»Tag Liigsedlen af ham,« hørte jeg saaledes en Vaagekone udbryde en Aften, da den Døende gjorde en svag Bevægelse for at skille sig ved det Tegn, der endnu ikke tilkom ham; »men stik den paa ham, naar Du kommer tilbage, saa er han færdig!«

Opfyldt af de triste og sørgelige Tanker, som en saadan Tingenes Tilstand maa fremkalde hos Enhver, der i Fattigdommen seer noget Andet end en Forbrydelse, udpiint af Dagens Anstrengelser, nedtrykt ved Tanken om min Faders Død og de paa mig hvilende Forpligtelser, som jeg med min bedste Villie knapt formaaede at opfylde, vandrede jeg en Aften henimod Klokken Ti over Volden fra det sørgelige Hospital til mit næsten lige saa sørgelige Hjem.

Det var en stille Aften med en underlig lummervarm, tung og trykkende Luft, der kun af og til sattes i Bevægelse ved enkelte 70 mægtige Vindstød, som bragte Esplanadens gamle Træer til at vaande sig under den usynlige Haand, som af og til ruskende foer igjennem deres Toppe. Da jeg kom op paa Volden, og, for at rense Lungerne fra det Støv og Smuds, der hvirvlede om paa Gaden, gik over Bastionerne, saae jeg en Himmel saa mørk og truende, som jeg sjelden erindrer at have seet her hjemme hos os. Det ene Skybjerg syntes at være dynget ovenpaa det andet; de stode tunge og ubevægelige som blaasorte, takkede Skær, der kun i de yderste Kanter farvedes gulige af de Straaler, som Solen, skjøndt under Horisonten, dog formaaer at give. Alt var saa stille, saa forunderligt stille, medens jeg gik over den øde Vold. Kun Ahornens brede Blade susede af og til, brusende op, naar et Stormstød fra det sig nærmende Uveir raslende foer igjennem dem. Jeg kunde høre Gjenlyden af mine egne Trin slaae an mod Sølvgadens Kaserne, en enkelt udelukket Hund tudede nede ved Volden, Skildvagten ved Rosenborg Bastion stod halvt sovende i sin røde Kappe, som han allerede havde gjort klar mod det sig nærmende Uveir, - da klang pludseligt Retraitens forunderlige, langtrukne Toner, først dæmpede, langt borte, fra Hovedvagten, saa livlige og klingende fra Casernen nedenfor mine Fødder. Der var en underlig vækkende Klang i disse Toner, først i det muntre Allegro, saa i de kaldende, lokkende og langsomt hendøende Toner, der fulgte efter. Jeg blev staaende og lyttede til. Jeg veed ikke, om det gaaer Andre ligesom mig, men jeg kan ikke lade være at lytte til disse Toner, og naar jeg hører dem, dukker en Række af Minder op i min Sjæl. Jeg husker dem saa vel fra det gamle Laboratorium paa Christianshavn. Dengang var jeg Barn, og naar Retraiten lød vidste jeg, at Dagens Anstrengelser vare tilende, og at Hvilen ventede mig. Hvormangen en Aften har jeg ikke hørt dem ude fra Castellet, eller fra Kronborgs gamle Mure udover Sundet, naar jeg i den stille Sommeraften kom vandrende fra Hornbæk eller Gilleleie med min Botaniseerkasse paa Ryggen. Naar jeg da hørte dem, vidste jeg, at Hjemmet var nær, og at lyse, glade og venlige Ansigter ventede mig. Jeg har hørt dem klinge fra Dannevirke, fra Dybbøl og fra Fredericia, dengang jeg som Underlæge fulgte Armeen, og da vinkede de mangen en Gang til et glad og lystigt Lag ovenpaa en trættende Marche eller en anstrengende Lasarethtjeneste. Dengang var der dog Liv, Tummel og Lystighed. Det kunde gjælde Døden, men det var en Død under Guds frie Himmel, under Kammeraternes Hurra, til Fanernes Flagren og Tonerne

        

71 af den tappre Landsoldat - men nu! En afmægtig Kamp med en almægtig Fjende, en Kamp, hvor man stred mod en Magt, der skjød med forgiftede og usynlige Kugler - det var værre, tusinde Gange værre!

Jeg vendte mig om og vilde gaae videre; da følte jeg en Haand blive lagt paa min Skulder og en bekjendt Stemme udbrød:

»Hvad Pokker, Aabye! Lever Du endnu? Jeg troede, Du var pillet af for længe siden.«

Jeg vendte mig om og gjenkjendte en Collega i Kunsten, en af disse forsorne, jernhaarde Fyre, som beholde Lystigheden til det Sidste og ikke vilde tabe Modet, selv om Døden grinede ind ad Døren for at lade sig presentere.

»Ja, hvorfor skulde jeg ikke leve?« svarede jeg, gaaende ind i hans Toneart. »Livet er jo kjært, som Matrosen sagde, da han reddede Kjøbenhavneren.«

»Javel,« sagde han, »og derfor hænger man i til det Sidste, som Kjøbenhavneren gjorde. Naar jeg spørger, om Du lever, lille Aabye, er det egentlig af to Grunde. For det Første, fordi Du er ansat paa Almindeligheden, som for Øieblikket synes at have stærk Ansats til at blive en Ualmindelighed, og dernæst fordi jeg troede, at saadan en Damon og Pythias som Du og Jessen ikke ret længe kunde leve adskilte fra hinanden.«

»Hvad mener Du!« raabte jeg. »Jessen er da vel ikke - -?«

»Av, for Fanden!« sagde han. »Det vidste jeg s'gu ikke af. Jo, Jessen er væk; han er færdig, om jeg saa maa udtrykke mig.«

»Naar skete det?« spurgte jeg, idet jeg standsede ved Voldbakken.

»Igaarmorges ude paa Frederiks Hospital,« svarede han. »Blev angrebet Klokken Fire og døde Klokken Syv; det kan man kalde prompte og expedit Aflevering.«

»Leed han meget?« spurgte jeg med bævende Stemme.

»Ja, reent forbandet,« svarede han. »Efter det første Anfald bad han Opvartningskonen give sig en Skalpel, der laae paa hans Bord, for at han kunde aabne en Aare; men hun gav sig til at skrige, det Fæ, løb ud og sagde til Overlægen, at han vilde tage Livet af sig. Saa maatte han jo gaae hele Touren igjennem. Det gjør mig s'gu ellers ondt for Jessen. Han var en Smule blød, men ellers en rigtig skikkelig Fyr. Naa, hvor vil Du hen? Jeg stikker ned ad Gothersgade; jeg skal være paa Bureauet imorgen Klokken Syv og har ingen Lyst til at faae en Balle Vand over Hovedet.«

72

Jeg gik sønderknust videre. Jessen død, min bedste, min fortroligste, min eneste Ven borte, død, uden at jeg engang anede det. Jessen død - det var jo næsten en Umulighed. Hvorfor skulde netop han gaae bort, der var saa udmærket skikket til at leve og saa lidet til at døe? Det var ikke mere end to Dage siden, vi havde truffet hinanden paa Gaden, talt om Sygdommens sørgelige Fremskridt og lovet hinanden at tage Regres til Efteraaret, naar Epidemien var forbi. Uvilkaarligt kom jeg til at tænke paa den uhyggelige Scene ved Søllerødsø. Ved en Ideeassociation sprang min Tanke til den snevre Gyde i Quartier latin. Jeg syntes i min ophidsede Phantasi tydeligt at see min afdøde Fader ved det forunderlige Stevnemøde med Fader Bernot og hørte hans Raab: »La science pour un sou, monsieur! Toute la science pour un sou, madame!«

Halvt drømmende tumlede jeg op af min Trappe og traadte paany ind i de tause, øde Værelser, hvor jeg næsten forekom mig selv som en enlig Gjenganger, der ikke længere har Ro i Graven. Jeg lukkede Vinduerne for den nedstrømmende Regn og satte mig tankefuld hen i den mørkeste Krog af Stuen for uforstyrret at kunne hengive mig til mine sørgelige Betragtninger. Men det var som om en Dæmon forfulgte mig. Selv Mørket maatte jeg ikke engang have i Ro. Det ene blinkende Lyn foer over Himlen efter det andet, og i denne vexlende Belysning af natsort Mørke og blaaligblege Glimt forekom vor gamle Dagligstue mig ikke alene uhyggelig, men næsten rædselsfuld. Jeg var i Gravstemning - jeg har ofte leet ad dette Ord og fundet det at være, hvad min Ven fra Volden vilde kalde cadaverlyrisk -nu forstod jeg dette Udtryk, følte denne Stemnings Berettigelse, men kunde ikke engang faae Ro til at udhvile i den. Jeg tændte Lys og søgte efter Lecture. Paa Bordet laa, sendt fra min Boghandler, det nyeste Humbug: »Sikkert Værn mod Choleraen.« Jeg greb Piecen, kylede den hen i en Krog og gik saa ud med Lyset for at aabne Postkassen og see Dødslisten efter i Aftenberlingeren. Ved at lukke Avisen op, faldt en lille Billet ud af den. Adressen var skreven med en uøvet og udannet Haand paa tyndt, blaaligt Papir og Brevet lukket med en Oblat, som var trykket ud med Fingeren. »Til Hr. Daagter N. Aabye« stod der; det var altsaa et Brev til min Fader. Jeg brød det, Indholdet var kort, men den rystende Haand tydede ogsaa paa, at Vedkommende havde maattet skynde sig. »Kom snart! Jeg er meget slet; jeg troer jeg døer.« Disse tre korte Sætninger vare Brevets eneste 73 Indhold, men de vare centnertunge i al deres Korthed. Under disse Par Linier var der til venstre gjort Anløb til et Slags Efterskrift, som atter var udstreget; til høire stode to, næsten ulæselige Navne. »Laura« fik jeg dog ud af det ene.

Det var tydeligt, at det var en af Faders gamle Patienter, en Fattig, som henvendte sig til ham; men hvo denne gaadefulde Laura var, formaaede jeg ikke at gjætte. Fader havde aldrig omtalt hende for mig, og Brevet selv opgav kun Navnet, ingen Adresse eller Bopæl. Jeg var næsten egoistisk nok til at glæde mig over at kunne dysse min Samvittighed i Ro paa denne bløde Hovedpude, da der blev ringet voldsomt paa min Dør. Jeg lukkede op og saae en gammel, fiirskaaren Sømand, drivende af Regn og med et sørgmodigt, forlegent Udtryk i sit veirslagne, barske Ansigt.

»Med Forlov at spørge, er De Doctoren?« sagde han.

Jeg bejaede det, og han vedblev:

»Med gunstig Forlov, vilde jeg gjerne vide, om Doctoren ikke vilde være saa behagelig imod mig, at gaae ud med paa Christianshavn, for at see til - -?«

Noget, der lignede en Hulken, kvalte den gamle Sømands Stemme, og han foer med Haanden over Øinene, da jeg spurgte:

»Hvem hos Dem er syg?«

»Ingen hos mig,« svarede han, »med gunstig Forlov, Hr. Doctor. Hun er blevet syg ude af Huset, syg paa et Sted, hvor hun er kommen forkeert i Havn, Hr. Doctor; men jeg vil dog ikke lade Tøsen døe for den Sags Skyld, med gunstig Forlov.«

Jeg fik Manden ind i Stuen, og ved nærmere Forklaring viste det sig, at han var Baadsmand og boede i Nyboder; Konen var død, Sønnen paa Togt. Han havde en Datter, »som forresten var kommet paa den forkeerte Side af Lagnet, om jeg saa maa sige, Hr. Doctor,« og hun var nu bleven syg i Dronningensgade paa Christianshavn, hvor hun havde taget Logis.

Der var noget forunderligt Rørende ved den gamle Sømands strenge Moralitetsfølelse paa den ene Side og Smerten over hans ulykkelige Datter paa den anden. Det var klart, at han allerede for længe havde ladet hende drive sin egen Sø, og Angeren herover syntes at pine den gamle Mand lige saa meget, som Følelsen af hendes Brøde. Nu, da hun var syg, forskudt, fattig og elendig, var hele den Medlidenhedsfølelse, som han tidligere havde sluttet inde og trængt 74 tilbage i sig selv, pludseligt dukket op med en Kraft, som han ikke kunde beherske, og som næsten satte ham i en feberagtig Stemning.

Efter de Symptomer, han beskrev, og efter det Stadium, Sygdommen alt havde naaet, var der imidlertid ikke stort Haab tilbage. Ja, der var saalidet Haab, at det næsten var naragtigt at gaae derud; men dog greb jeg, trods min Dødstræthed og trods den nedstyrtende Regn, min Hat og Kappe og ilede med den gamle Mand ned paa Gaden -blot det, at faae noget at bestille, at faae Tankerne til at gaae i en anden Retning, var mig en Vederkvægelse efter den Aftens oprørte Følelser.

Hurtigt og næsten uden at tale et Ord ilede vi til Gammeltorv, hvor jeg lod ham sætte sig ind i en Droske, der i fuld Galop førte os langs Philosophgangen til Langebro. Der brød Uveiret imidlertid løs i hele sin fulde Styrke, og de, som paastode, at Choleraen udviklede sig af Mangel paa Elektricitet, kunde her faae rigelig Leilighed til at overbevise sig om det Modsatte. Glimt fulgte paa Glimt. Lynene sloge ned med et drønende Brag, snart til høire ud over Kallebodstrand og Amager, snart til venstre ind over Byen, Havnen og Sundet. Pludseligt standsede vor Hest og steilede omtrent midt paa Broen. Det var umuligt for Kusken at bringe den fremad, selv en Droskehest kan komme under Omstændigheder, hvor den antager, at det er bedre at vende om end gaae fremad. Vi steg ud og lod Kusken vende, saa godt han formaaede, og da det pludseligt faldt mig ind, at Christianshavns Apothek laae et betydeligt Stykke fra Patientens Bopæl, lod jeg den gamle Baadsmand sætte sig ind igjen, for over Knippelsbro og Brogade at naae Apotheket og der gjøre et Par Indkjøb, inden han traf sammen med mig paa det opgivne Sted. Selv arbeidede jeg mig, med Hatten trykket ned over Øinene og Kappen svøbt tæt omkring mig, frem imod Regnen og den rasende Vind, langs den øde og skumle Reberbane. Lynene blendede og forvirrede mig, Hatten kunde jeg neppe holde paa mit Hoved, Paraplui var der nu slet ikke Tale om -det var en fortvivlet Tour for et Menneske, der i de sidste fjorten Døgn kun havde havt fire Timers Søvn om Natten, og Alt det for at redde en Kvinde, som efter min Anskuelse ikke kunde reddes, og som, selv om man gav hende tilbage til Livet, i dette maaskee kun vilde see en Gave, som hun hellere havde undværet. Hver Gang jeg naaede en af de gamle, osende Tranlamper, hvis rødlige Skær tjente som svage Ledestjerner paa min Vei, maatte jeg staae stille for at trække 75 Veiret og samle nye Kræfter. Havde jeg ikke havt min Fader i saa frisk Minde, og havde det ikke været en af hans Patienter, troer jeg næsten, at jeg var vendt om igjen, skjøndt dette stred mod en af de første Grundsætninger, som han havde indprentet mig.

Endeligt naaede jeg til det betegnede Sted og standsede ved en høi Steentrappe, der førte op til en lav og smal Gadedør, som var reven af Led paa sit øverste Hængsel og nu hang og klapprede for Vinden. Det var et underligt høit, smalt og skummelt Huus at see til. Mange Etager vare stablede den ene ovenpaa den anden; det saae næsten ud, som de øverste trykkede de nederste, og som om Bjælkeværket, kjed af det bestandige Pres, længtes efter at skilles fra Muurstenene og kaste disse tilligemed Husets Beboere ud paa Gaden. Dertil var Huset saa skummelt, mørkt og uhyggeligt, at jeg pludseligt fik Indtrykket af, at det lignede en Liigkiste, der var stillet paa Enden, og som nu, i Følelsen af denne sin ubekvemme Stilling, havde stor Lyst til at falde forover og bore sig ned i Jorden, hvor den hørte hjemme. Mit Blik faldt paa den sure, forsumpede, med grønne Fugtighedspletter bedækkede Kjælderetage, hvis eneste Beboer syntes at være en Seddel, hvorpaa der stod »Logis for Søfolk«. Det gled derfra til den lave Stue, hvis smaae Vinduer smeldede for Vinden, og som med sine røde Gardiner og forskjellige transparente Malerier angav sig selv som »Café og Billard«. Det gled derfra op langs den kulsorte Muur, hvis indlagte Glasstumper glimtede i Lynene, til første, anden, tredie, fjerde og femte Sal, hvor det forsvandt i et Chaos af ituslagne Ruder, sønderbrudte Tagsteen og gabende Tagrender, der længselsfuldt skuede ud efter de Underdele, som de havde eiet i en lysere og bedre Ungdom. Havde man sammensat en Comitee af pengegriske Huusværter og givet dem den Opgave at bygge et Huus, indrettet til at seigpine, forgive og besmitte det størst mulige Antal Mennesker paa det mindst mulige Fladerum, saa troer jeg dog ikke, at de, med al deres Opfindsomhed og Eftertanke, vilde have kunnet construere noget saa udtænkt Uhyggeligt, saa udsøgt Skummelt, saa gjennemgaaende Pjaltenborgsagtigt, som den sorte Kasse, der i dette Øieblik laae for mig. Et Lynglimt belyste paany Huset, medens jeg betragtede det, og mit Blik faldt derved paa en lille, hvid, fiirkantet Plade med Noget, der lignede en Rottefælde, i Midten. Det skulde forestille en Sky, der udslyngede Lyn til alle Sider, og underneden stod med gammeldags, skjæve Bogstaver: »Tordenskyen« - nu vidste jeg, hvor jeg var.

76

Jeg gik op ad Steentrappen og traadte ind i en Slags Forstue, der førte ud til et Gaardsrum, som lignede et Svinetrug, og hvorfra en kvælende Stank slog mig imøde. Jeg bankede paa Døren til Caféen, Ingen svarede. Jeg lukkede Døren op, en klagende Klokke var al den Røst, der bød mig Velkommen - ikke et Menneske var tilstede. Jeg gik gjennem den lille Billardstue, snublende over Ballerne og Queuerne, der laae kastede rundt omkring i øde Forvirring. Famlende frem gjennem Mørket, stødende an mod Borde og Stole, rivende Flasker og Glas overende, naaede jeg gjennem Skjænkestuen ind i et usselt Beboelsesværelse, for atter derfra igjennem Kjøkkenet at komme ud i Forstuen. Da Ingen agtede paa mine Raab eller den Allarm, jeg gjorde, forsøgte jeg at famle mig op ad den snevre, tilsølede og stinkende Trappe, som et pludseligt Lynglimt viste mig tilhøire. Jeg tog fat i Rækværket og begyndte Opstigningen. Der laae Halm og Stumper af Klude spredte hist og her, og et Par Katte, som hvæsende og skrigende kom buldrende ned ad Trappen, var alt det Liv jeg mødte. Ved første Sal standsede jeg igjen og forsøgte at orientere mig ved det svage Lys, der faldt ind igjennem de smaae, i Bly indfattede Ruder, som næsten heelt dækkedes af selve Opgangen. Jeg ravede omkring, dundrede paa Dørene, næsten halvkvalt af den mephitiske Stank, der opfyldte Trappegangen, og som tiltog, jo høiere jeg steeg op; men jeg hørte kun den hule, rullende Gjenlyd af mine Støvlehæle, der bearbeidede Døren - Ingen kom for at lukke mig op, Ingen syntes at tage mindste Hensyn til mig. Den samme Scene gjentog sig ved anden Sal. Kun var jeg her nærved at styrte ned ad Trappen, fordi Rækværket manglede i en stor Udstrækning, og jeg i Mørket havde faaet mine Fødder indviklede i de forhullede, gamle Lagener og den Halm, som i stor Mængde laae netop paa dette Sted. Stanken var forfærdelig, og det saae næsten ud, som om man her havde indpakket en eller anden stor Gjenstand, der ved Flytningen havde sønderbrudt Rækværket. Jeg steeg op til tredie Sal og støttede mig halv afmægtig mod Dørstolpen, inden jeg bankede paa. Et Forsøg paa at skaffe frisk Luft gjennem et af de smaae, blyindfattede Vinduer havde jeg maattet opgive; thi for det Første lod det sig ikke aabne, men syntes i Tidens Løb at være sammenvoxet med Vinduets Karm, og da jeg trykkede nogle af de smaae Ruder ud, væltede der en Lugt op fra Gaardsrummet, som fik mig til at retirere saa hurtig som muligt. Efter nogen Anstrengelse fik jeg fat i et Stykke Reb, der hang ned ad Døren

        

77 og syntes at tjene som Klokkestreng. Jeg ringede. Klokken gav en dump og skrattende Klang, der næsten syntes at ligne en rallende Latter, og som øieblikkelig efterfulgtes af en langrukken, hylende Tuden og en lydelig Skraben paa Døren. Hver Gang jeg ringede, gjentog det Samme sig, kun hylede Hunden stærkere og kradsede paa, som om det gjaldt Liv og Død at komme bort. Jeg satte Skulderen mod Døren og trykkede til, men havde ikke behøvet at lægge saamegen Kraft imod et saa skrøbeligt Sprinkelværk. Den fløi op, og jeg tumlede ind i et mørkt Rum, hvor jeg faldt over Hunden, der høit hylende af Glæde sprang over mig og glammende foer ned ad Trapperne, hvor den forsvandt gjennem Udgangsdøren. Den havde Grund dertil - kun den, der har været inde i en Gravhvælving, formaaer at skildre den Luft, der her slog mig imøde, da jeg gled i de Uhumskheder, hvormed Gulvet var oversaaet. Uden at ændse Mørket eller de steile Trapper, foer jeg bort uden at betænke, at der endnu manglede et Par Etager i min Undersøgelse. Luften paa Trappen syntes at være balsamisk imod den, jeg lige havde forladt, og som var saaledes, at selv en Hund ikke syntes at kunne leve i den. Jeg satte mig ned paa et af Trinene, lænede min Arm mod Rækværket og støttede Hovedet derpaa - jeg troede, at jeg skulde faae ondt. Derpaa gik det op for mig, at jeg endnu havde to Etager tilbage, og at den Syge, hvis overhovedet en saadan fandtes, maatte ligge deroppe. Kun Tanken om, at jeg havde en ligefrem Pligt at opfylde, drev mig derop; men det gik mig her, som i de andre Etager - Dørene holdt sig haardnakket lukkede, al min Raaben og Banken var forgjeves, Øde og Mørke herskede overalt.

Allerede troede jeg at være bleven skuffet eller at have taget feil. Jeg stod nu øverst oppe og havde de af Dagens Solskin gjennemvarmede Tagsteen næsten lige over mit Hoved. Da opdagede jeg, at Trappen endnu gjorde en smal Svingning, og at derfra en raat sammenføiet Træstige førte op til et Hul, der maatte munde ud paa Loftet, og hvor der kunde være en svag Mulighed for, at der virkelig her, næsten under Hanebjælkerne, fandtes levende Væsener. Med stor Møie kravlede jeg derop og traadte ind i en Atmosphære, saa heed, saa tung, saa beklumret og saa trykkende, at ethvert normalt construeret Menneske maatte faae Hovedpine blot ved et Par Minuters Ophold. Der herskede et complet ægyptisk Mørke i den Gang, hvori jeg var kommen ind, og som var saa smal, at jeg med mine Albuer berørte Væggene,

        

78 medens jeg passerede igjennem den. Det var efter min Forstand umuligt, at et Menneske kunde leve eller aande her, og jeg havde villet forlade den uden videre Undersøgelse, hvis jeg ikke ved Enden af Gangen havde troet at bemærke et meget svagt Lys, der af og til blussede op, som om det truede med at gaae ud. Jeg famlede derhen og opdagede en lille Trædør, som stod paa Klem af den gode Grund, at den ikke havde Laas. Jeg bankede paa og lyttede - intet Svar, ingen Lyd hørtes, men Lyset gik ud. - Jeg troede, at man af Frygt havde slukket det, bankede paany og raabte: »Det er Lægen! Er det her, man er syg?« - Jeg syntes at høre en klynkende Lyd, som af et Barn, men ellers var der Ingen, der svarede. Hurtigt stødte jeg Døren op, traadte indenfor og bestræbte mig for at gjennemskue det tætte Mørke, der hvilede over Alt, med Undtagelse af det ene Hjørne af Stuen, hvor den lange Tande af et udbrændt Tællelys udbredte et rødligt Skin, som var det en stor St. Hansorm, der laae paa Gulvet. Foran mig var et særdeles lille Vindue eller Luge, og i det svage Lys, som faldt ind igjennem denne, troede jeg at bemærke en hvid Skikkelse, der laae paa Gulvet, trykket op imod Hjørnet under Taget og tilsyneladende i en Stilling, som om den afværgende og i Forfærdelse rakte begge Haandflader ud imod mig.

»De skal ikke være bange!« sagde jeg med høi Røst, idet jeg traadte nærmere. »Det er Lægen, der kommer for at see til Dem.«

Intet Svar.

»Lider De meget? Har De havt Krampe?« spurgte jeg, idet jeg langsomt nærmede mig Skikkelsen og bøiede mig ned over den.

Igjen intet Svar; men paany den samme underlige, halvt klynkende, halvt klagende Lyd, som jeg havde hørt, da jeg stod ude paa Trappen.

»De skal ikke tabe Modet,« sagde jeg og bøiede mig ned for at føle Patientens Puls. Jeg fik fat i en Haand, der var stiv og kold som Iis.

I det Samme slog et flammende Lyn hen over Himlen; det usle Hul blev klart som Dagen. Paa Gulvet, foran mig, laae en ung Pige, næsten nøgen; hendes lange, gule Haar var revet løs og snoede sig uordentligt, indfiltret med Halm og Høvlspaaner, omkring et blaaligblegt, sammensunket Ansigt, hvis store, aabne Øine stirrede paa mig uden Spor af Liv. Jeg foer tilbage med en Rædsel, som jeg ikke kan beskrive; den kolde Sved brast ud af min Pande, og en iiskold, strømmende Fornemmelse rislede fra min Nakke ned over Ryggen 79 og tvang mig næsten til at rette mig i Veiret. I dette Øieblik stod Alting klart for mig - Huset var uddøet - her, ligefor mine Fødder, laae det sidste Offer, gaaet bort i Jammer og Fortvivlelse, uden at en eneste kjærlig Haand havde ydet hende Pleie, uden at et eneste trøstende Ord havde lydt til hende i hendes Dødsstund.

Jeg lænede mig op til et lille, faldefærdigt Bord med en Følelse, jeg ikke kan beskrive. Et Øieblik troede jeg, at jeg selv var syg eller paa Nippet til at blive vanvittig. Det forekom mig, at hvide, taageagtige Skikkelser svævede igjennem Rummet, og at jeg hørte Klagelyde som af Aander, der fulde af Rædsel og Smerte flygtede bort fra en Jord, hvor Alt kun var Død og Ubarmhjertighed. Det lynede flere Gange, og hver Gang den blaaligblege Lysning foer gjennem Rummet, kunde jeg ikke faae Blikket bort fra den rædselsfulde Skikkelse, der laae udstrakt foran mig, og hvis Træk jeg havde en Anelse om, at jeg havde seet før og kjendte godt. Jeg var stivnet af Rædsel, og skjøndt jeg vidste, at jeg havde Svovlstikker hos mig, og at Alt vilde forsvinde, naar jeg blot tændte een af disse, forekom det mig en næsten uovervindelig Anstrengelse at føre Haanden til Vestelommen og stryge en af. Pludseligt bragede et Tordenskrald lige over Hovedet. En hvid Skygge fløi op fra Gulvet med et Skrig, der tabte sig i Tordenens Rullen, fløi hen over min Arm og rev med klingende Lyd noget ned fra det Bord, hvortil jeg støttede mig. Ude af mig selv foer jeg hen til Døren, rev Svovlstikkerne op og tændte en tre fire Stykker paa eengang. Jeg vendte Hovedet bort, medens Svovlet brændte af, i dettes dæmpede og usikkre Belysning turde jeg ikke see paa Noget. Først da Flammen blussede klart iveiret, vendte jeg mig om og saae en Kat, der med et Udtryk af vild Skræk sprang hen i en Krog, hvorfra den paany udstødte et af sine Klageskrig. Jeg nærmede mig Liget med usikkre Trin og holdt Flammen tæt under dets Næse for at prøve, om der var Livstegn tilbage. Flammen blussede roligt og klart iveiret - den Flamme, der havde næret hendes Liv, var forlængst udslukket. Svovlstikken gik ud, og med rystende Haand tændte jeg nogle nye, medens jeg knælede ved hendes Side. Da de lyste op igjen, og jeg med mere Ro betragtede hendes Træk, hævedes al Tvivl. Det var en ung Pige, som min Fader havde næret stor Interesse for, som tidt havde syet hjemme i vort Huus, og som Fader for et Par Aar tilbage havde faaet anbragt i Tjeneste hos en velhavende Embedsmand. Jeg kjendte hende godt, jeg havde selv været hendes Læge paa

        

80 Frederiks Hospital, hvor hun havde været indlagt, og hvor hun havde gjort Opsigt blandt de unge Medicinere ved sin Skjønhed og barnlige Ynde. Hun var dengang kjendt paa Hospitalet under Navn af »Barnet« og »Perletand«, to Navne, der tydede hen paa to af de meest fremherskende Kjendetegn hos hende. Hun var et af mine smukkeste Hospitalsbekjendtskaber, og da jeg sidst, for ikke mere end to Aar tilbage, saae hende hos den Justitsraad, hvor hun tjente, efter at jeg var kommen hjem fra Krigen, var hun Livet, Sundheden og Munterheden selv. Hendes rige guldgule Haar, som i tykke Fletninger laae om en rank og fiintformet Nakke, hendes lyseblaae, straalende Øine med det barnlige Udtryk, hendes lille, coquette Næse, Smilehullerne, den skjælmske Mund og den lille Kløft i den buttede Hage, vare Skjønheder, som nok kunne trække Tilbedere til sig. Disse havde hun havt, det havde jeg vel hørt Tale om; ja, jeg havde endog hørt Navnene paa to af de Lykkeligste nævne; men, at hun var bragt saavidt, at hun skulde ende saa rædselsfuldt, det havde jeg ikke drømt om.

Alle disse Tanker gik igjennem mit Hoved, medens jeg ravede om for at finde en Smule Lys, og da jeg havde faaet dette tændt, trykket hendes Øine til og foldet hendes Hænder over Brystet, beredte jeg mig til at forlade Værelset. Da hørte jeg paany den samme sagte Jamren, den samme klynkende Lyd, og medens jeg lyttede efter i Døren, faldt mit Blik paa et Brev, der laae paa Bordet. Det var Udskrift til den ene af disse lykkelige Tilbedere, en ung, riig Mand, som jeg havde noget tilfældigt Bekjendtskab til, og som vist ikke vilde sove saa trygt den Nat, som han rimeligviis gjorde, hvis han havde været Vidne til Det, jeg havde seet. Haandskriften var den samme som Udskriften paa Brevet til mig, og under Adressen stod: »Bedes hurtigt besørget«. Jeg stak det til mig og vilde forlade Værelset, da jeg paany hørte den klynkende Lyd, men dennegang saa skarp og tydelig, at jeg ikke kunde tage feil deraf. Jeg havde hidtil troet, at det var Katten. Nu forekom det mig, at det var Skriget af et Barn. Hurtigt nærmede jeg mig til det usle Leie, slog Tæppet tilside, og ved Siden af den udtærede, liigblege Moder bevægede et lille, smukt og buttet Barn sig i Halmen og stirrede paa Lyset med et Par store, forundrede Øine. Lempeligt tog jeg den Spæde, svøbte den godt ind i det lasede Tæppe, som Moderen ikke behøvede, og tilfreds med dog at have reddet eet Liv, vandrede jeg varsomt ned ad de skumle Trapper og afleverede min

        

81 kostbare Byrde paa den første Politistation, for at det derfra kunde besørges ud paa Stiftelsen.

Paa Christianshavns Apothek traf jeg hendes Fader, der med stor Taalmodighed sad og ventede paa de Medicamenter, som Apotheket neppe kunde skaffe tilveie paa Grund af den store Tilstrømning. Jeg fortalte ham i faa Ord Alt; han rystede paa Hovedet og græd. Jeg havde ikke Hjerte til at følge min første Plan og lade ham besørge det Brev, som jeg bar hos mig. Veiret var i Begreb med at sagtnes, Natteluften var bleven kjølig og frisk, jeg selv trængte til legemlig Bevægelse ovenpaa de Rystelser, jeg havde gjennemgaaet, og besluttede selv at besørge Brevet efter dets Adresse til Bredgade. Desuden havde jeg nok Lyst til at ringe denne rige Herre op af hans søde Søvn og fortælle ham, hvad jeg havde seet, hvis han ikke allerede var flygtet, hvad der var det Rimeligste. Ved Porten holdt en Vogn. En Kudsk og en Tjener stod i dæmpet Samtale, og en tredie tittede igjennem den halvaabne Port ud til dem.

»Er det Lægen?« spurgte Den, der stod i Porten. »Jeg er bange for, at det er forsilde.«

»Aa, jeg kommer vel tidsnok,« svarede jeg harmfuld.

»Tidsnok!« gjentog den Anden forbauset. »Veed De ikke, at Herren er nær ved at døe?«

»Nemesis!« tænkte jeg ved mig selv, og sagde kort: »Hvor er han?«

Tjeneren lukkede Porten op og førte mig ind i en lav Sidebygning tilvenstre, opad en Steentrappe, gjennem en Corridor, gjennem to eller tre rigt udstyrede Værelser og lod mig staae udenfor, medens han forsvandt bag et tykt Forhæng for at melde mig.

Neppe vendte han tilbage, og neppe var jeg færdig med den Tale, som jeg havde forberedt mig paa at holde, hvis Patienten kunde taale at høre den, før Forhænget reves tilside, og en ung Mand styrtede ud i den heftigste Sindsbevægelse.

»Doctor Aabye, er det Dem!« raabte han. »Jeg troede det var Etatsraad Trier, efter hvem vi have sendt Bud.«

Jeg studsede; thi jeg gjenkjendte paa Stemmen en ung, juridisk Candidat, som jeg tidt havde truffet i Selskabslivet, og som jeg syntes godt om paa Grund af hans fredelige, ærlige Væsen, og som jeg mindst havde ventet at skulle træffe her, under saadanne Omgivelser og paa denne Tid af Natten.

»Er det Cholera?« spurgte jeg.

82

»Nei, nei,« sagde han med et Udtryk af den dybeste Bevægelse og trak mig hen til Vinduet, »det er en fortvivlet Omstændighed, en ulykkelig Begivenhed, og jeg er Skyld i det Hele.«

»Hvad er det da?« spurgte jeg forundret.

»En Ulykke,« svarede han i den største Forvirring. »Jeg vil betroe Dem Alt; men De maa love mig at fortie Sagen. Bild Dem ind, at her er skeet et Vaadeskud. Et Vaadeskud, seer De, den Form maa det gives. Det er en Duel det dreier sig om; han er saaret, jeg troer livsfarligt. Jeg forvinder det aldrig! Det er Altsammen min Skyld.«

Han syntes ganske at have tabt Besindelsen. Jeg saae maaskee ligesaa forvirret paa ham; thi en Duel under en Choleraepidemie og for et Mandfolks Skyld havde jeg ikke ventet at opleve.

»En Duel!« udbrød jeg.

»Ak, ja,« svarede han; »vi ere i dette Øieblik komne med en Fisker baad fra Hveen. Uveiret har opholdt os, og vi maatte vente efter Vogn fra Bellevue. Jeg havde skrevet et Digt! O, det var et fortvivlet Indfald - det kan koste hans Liv.«

Jeg saae paa ham og troede næsten, at han var gal. Slaaes for en Æressag, det lader jeg gaae. Slaaes for et Fruentimmer - naa! Lad det passere; men slaaes for et Digt? - det var Mere, end jeg kunde begribe. Imidlertid var der ingen Tid at spilde. Jeg havde ganske glemt »Tordenskyen«, og min veludarbeidede Tordentale; jeg var atter Læge og parat til at hjælpe.

Da jeg traadte ind i Soveværelset, saae jeg en bleg og tilsyneladende livløs ung Mand ligge udstrakt paa en Seng. En gammel Mulatinde sad jamrende ved hans Side og holdt hans blege, hvide Haand imellem sine sortebrune Hænder, medens hun uafbrudt vedblev at gjentage: »Slemme Folk skyde Massa! Massa død, Massa død, Massa død! Mig døe med stakkels Massa!«

Med stor Besvær fik vi hende fjernet; hun syntes ganske forstenet i sin Sorg og vilde først neppe tillade mig at undersøge Saaret. Saavidt jeg kunde skjønne, havde Kuglen, der var trængt igjennem tæt ved den venstre Side af Brystbenet, slaaet an mod femte Ribbeen, var gledet rundt og gaaet ud tæt under Rygsøilen, uden at jeg dog kunde angive, om denne var beskadiget eller ikke.

»Er der Haab?« spurgte den unge Jurist, der med spændt Forventning havde fulgt Undersøgelsen.

»Jeg veed ikke,« svarede jeg, »thi - -«

83

I dette Øieblik lød den mægtige Klokke fra S. Pietro. Rungende og dirrende klang gjennem Luften dens tolv alvorlige Slag, som, inden Vibrationstonerne endnu havde tabt sig, besvaredes fra S. Maria Maggiore, fra S. Carlo al Corso og de øvrige utallige Kirker, snart i høiere, snart i dybere Toner, men ingen saa mægtige, som den førstes.

»Der brast Norges Rige af din Haand, Herre min!« raabte Berthelsen triumpherende. »Det er udlagt: Verner har tabt sit Væddemaal -Klokken er Tolv!«

Der laae noget Uhyggeligt i Berthelsens skrigende Stemme. Vi havde Alle ved Aabyes Fortælling glemt Verner, ja næsten glemt Stedet, hvor vi befandt os. Det var den første Aften, vi skulde vende tilbage fra vor gamle Obelisk Een mindre i Følge, og det uden at vide, hvor denne Ene befandt sig. Vi besluttede at vente en halv Time, saa en heel. Vi hørte Klokken slaae halv Et, derpaa Et, saa halv To. Vi speidede efter den lille Portlaage, lyttede efter enhver Lyd; men Laagen lukkedes ikke op, og kun Minerva-Uglerne paa Trinità de' Monti afbrød Nattens Stilhed med deres forunderlige monotone, ligesom sukkende Skrig, der lod sig høre i regelmæssige Mellemrum. Endeligt skiltes vi ad; de Fleste lagde Veien ad Corso. Aabye, den gamle Kunstner og jeg vandrede langsomt hjem ad Babuino.

»Der er endnu eet Haab tilbage,« sagde den Gamle efter en Pause. »Han kan være gaaet ud til Ponte Molle, men har paa Tilbageveien rimeligviis faaet Lyst til at jage lidt Skræk i Blodet paa Berthelsen og os Andre, som tvivlede om hans Mod og Manddom. I dette Tilfælde er han formodentlig gaaet ind ad Porta Pia eller Porta Salara, og vi ville da finde ham i Via Sistina i Deres Logis.«

»Man kan mærke,« sagde Aabye hovedrystende, »at De ikke kjender Henrik Verner. Det er den braveste og fortræffeligste Fyr i Danmark; men hvad han een Gang har sat sig i Hovedet, det fører han igjennem, om han saa skulde gaae i Ilden derfor. Jeg har en Vinteraften efter et Bal seet ham redde en Dreng, der var gaaet gjennem Isen paa Peblingesøen, meest, troer jeg, fordi en Matros sagde, at Ingen kunde bjerge ham, og jeg veed, at han paa Skagens Odde er svømmet igjennem Brændingen for at redde sin Puddelhund, der var reven bort af Strømmen. Han viger ikke fra det Maal, han een Gang har sat sig.«

Vi stod ved Aabyes og Verners fælles Logis. Der brændte endnu Lys i et enkelt Vindue, og da vore Fodtrin gjenlød i den stille Gade, 84 saae vi Madam Rubicondis velbekjendte Ansigt titte ud igjennem Vinduet.

»Sta Signor Enrico in letto?« raabte Aabye op.

»Non Signor! Signor Enrico non è revenuto ancora. Ah Madonna mia, che accidente!«

»Der kan De see,« sagde Aabye, idet han vendte sig imod os.

Den gamle Kunstner trak paa Skulderen. »Det bliver i det heldigste Tilfælde,« sagde han, »en Spøg paa et Par hundrede Scudi, og De vil rimeligviis imorgen faae Underretning derom; men kan han sætte Livet paa Spil for en Puddelhund, saa kan han vel sagtens betale et Par hundrede Daler for det. Mere synes han jo ikke at vurdere det til.«

Der laae som sædvanligt noget Satirisk, næsten Bittert i den gamle Kunstners Ord. Dog trykkede han Aabyes Haand med mere Varme og lettede lidt mere paa den spidspullede Hat, end han pleiede, idet han forlod os.

»Han har Ret,« sagde Aabye sukkende, idet han saae efter ham, »det er en Drengestreg, Verner har gjort, men der hører dog Mands Mod og Hjerte til den. Gud maa vide, naar han løber Hornene af sig? Den fordømte Berthelsen, at han netop skulde tage Verner paa hans falske point d'honneur; den er dog endnu hans svage Side.«

Der kunde Intet svares hertil. Jeg trykkede Aabyes Haand og lovede varmt at yde ham al den Bistand, jeg med mit Kjendskab til de romerske Forhold kunde give. Derpaa vandrede jeg ene til mit Logis, og snart efter vævede Drømmene et Slør, der skjulte baade Pont neuf, Obelisken og den unge Danske paa den eensomme Campagne.

Den næste Morgen var, som sædvanligt, solklar og skyfri. Paa Monte Pincio traf jeg Aabye; han saa noget mat og modfalden ud og havde aabenbart ikke sovet meget den Nat. Jeg trøstede ham saa godt, jeg kunde, og vi besluttede at nyde vort Morgenmaaltid i Café Greco. Som sædvanligt vare de smaae Borde stærkt besatte baade i den ydre og indre Stue, og vi foretrak derfor Pladsen udenfor Huset i den livlige Via de' Condotti. Tæt ved os sad en lille Gruppe af Franskmænd, og medens Aabye og jeg i Taushed nøde vor Café nero og dampede af de pavelige Scelti, lyttede vi til de livlige Røster, der klang omkring os. Det var franske Soldater, som her tog deres Morgenforfriskning, og uagtet de kun bare den Meniges Uniform, var det af hele deres 85 Maade at føre sig paa, let at see, at der laae Officeersspirer i dem; vi havde maaskee vordende Marschaller for os. Talen var om Briganterne og om den Usikkerhed, hvori de satte selv Roms nærmeste Omegn. Jeg hørte flere Gange Navnet Leon de Ville blive nævnet, og paa nærmere Efterspørgsel erfarede jeg, at Gendarmens Fremstilling var fuldkommen rigtig. Leon de Ville var Lieutnant ved Occupationscorpset i Rom og var igaaraftes efter Sædvane redet ud ad Via Flaminia, men var ikke senere vendt tilbage. Der var allerede samme Aften gjort Melding herom til den franske General, som havde ladet et Par stærke Patrouiller gjennemsøge Terrainet, men uden det ringeste Resultat. Man havde ikke i Omegnen hørt Skud eller sporet nogen Bevægelse, men hans Hest var funden herreløs, græssende paa en Eng. Selv var han sporløst forsvundet, og de franske Soldater beklagede i ham Tabet af en tapper og elskværdig Officeer. En af dem hørte til hans Compagnie og var uudtømmelig i Lovtaler over ham.

Nu begyndte Sagen at blive alvorlig. Kunde Briganterne forgribe sig paa en Officeer af selve Occupationscorpset, uden at dette kunde opdages, hvormeget lettere kunde dette da ikke skee med en ung og ubekjendt Dansk, som den mægtige galliske Ørn ikke tog under sine Vinger. Aabye besluttede strax at gaae til Konsulen for at melde det Passerede, og vi aftalte at mødes i Via di Gallinaccio, i vort sædvanlige Trattorie.

Da jeg kom derned henimod Klokken To, var Skandinavernes lange Bord næsten fuldstændigt besat. Alessio vimsede om med sin sædvanlige Geskjeftighed, og »Evangelisten« havde travlt med at byde Cigarer, thi Maaltidet var næsten endt. Mit Blik gled søgende hen over Bordet, men overalt traf det kun spørgende Øine, Aabye var der ikke. Jeg satte mig ned og begyndte i Taushed mit Maaltid. Ingen af de Andre spurgte, det var som om en trykkende Scirocco hvilede over os Alle. Pludseligt aabnedes Døren, og Aabye styrtede ind; det var paa hans glade Ansigt let at see, at han bragte gode Efterretninger. Uden at sige et Ord ilede han hen til Bordet, og idet han kastede Hat og Frakke hen paa en Bænk, fremtog han af sin Brystlomme et Papir, som han triumpherende lagde paa Bordet. Dets Format og guldkantede Snit røbede, at det var udrevet af en Tegnebog. Jeg greb det og læste Følgende:

»Berthelsen har vunden sit Væddemaal! Vær ubekymret for mig; jeg møder iaften ved Obelisken.

Din Verner.«

86

»Det er noget kort,« sagde Aabye, medens den lille Seddel vandrede fra Haand til Haand, »men det er til Gjengjæld jo ogsaa godt. Jeg tænker, at vi faae den nærmere Forklaring iaften.«

Det var med lettet Sind, at Aabye og jeg henimod Solnedgang vandrede henover det deilige Monte Pincio. Vi havde lyttet til den franske Regimentsmusik, beundret de prægtige Eqvipager og endnu mere de deilige Romerinder, som foer os forbi paa deres Corsofart, og stod nu ved Belvederen, hvor Girandolaen afbrændes ved Paaskefesten, og hvor der haves en af de videste Udsigter over Rom. Solen var ifærd med at gaae ned. Pinierne paa Monte Mario og i Villa Doria Pamfili tegnede sig skarpt mod den mørkeblaae Aftenhimmel, og langs med Høiderne paa den anden Side af Tiberen funklede Horizonten i alle Overgange fra Blegguult til det dybeste Orangerøde. Nede paa Pladsen saae vi allerede Skandinaverne forsamle sig. Vi kunde tydeligt see Berthelsen staae og demonstrere, aabenbart holdende et længere Foredrag, der af og til afbrødes af Latter og Tilraab fra de Omstaaendes Side. Paa Marmorløven henimod os sad den gamle Kunstner; hans kraftige Skikkelse og stærkt udprægede Ansigt tog sig ypperligt ud imod de monumentale Omgivelser.

»Lad os gaae derned!« sagde jeg. »Iaften skal den Gamle fortælle os Noget. Han fortæller ypperligt, naar man kan faae ham paa Gled, men han er ligesom de store Virtuoser, der kun spille for en udvalgt Kreds og bedst, naar man rører ved deres ømme Side.«

»Og hvilken er hans corde sensible?« spurgte Aabye.

»Den mest menneskelige og en, vi Alle have tilfælles - Forfængelighed eller rettere Stolthed. Hos ham yttrer den sig i et brændende Had til Alt, hvad man kalder Aviscritik, og det er ikke saa sært, thi han har døiet meget, inden han formaaede at hævde sin Stilling. Han læser aldrig en Avis, og hans egen Critik indskrænker sig næsten altid til de to Sætninger: »Det er godt« eller »Det er skidt.« Mere behøves efter hans Formening ikke.«

»Saa er han jo selv den skarpeste Critiker af Alle,« sagde Aabye smilende. »Han bruger jo Fuldkugler, hvor de Andre skyde med Hagl.«

»Ganske sikkert! Han slaaer ihjel, hvor de Andre kun snærte, men hans Dom er til Gjengjæld sikker og oprigtig, fordi den er udsprungen af Følelsens Umiddelbarhed, hvorimod den Hagl af umoden 87 Bedømmelse og af Critik paa anden og tredie Haand, som findes i vore Journaler, snarere matter end dræber, hyppigere lammer end opflammer. Ham skader den ikke længere; han læser ikke »dette Vrøvl fra Kjøbenhavn«, som han kalder det.«

Min Gisning forholdt sig fuldkommen rigtigt. Da vi nærmede os Gruppen, gjorde Berthelsen det sidste, svage Forsøg paa at hævde en af sine sædvanlige paradoxe Paastande, nemlig den, at enhver Critik er berettiget; men paa hans Holdning kunde man tydeligt see, at han havde lidt et Nederlag, »seilet i Sænk«, som den svenske Maler Bjørk udtrykte sig, idet vi gik forbi. Den gamle Kunstner sad endnu paa Marmorløven, hvorfra han som en Konge overskuede Forsamlingen. Med sin ene Haand glattede han paa sit mægtige graae Skjæg, medens der om hans Læber spillede et ironisk Smiil, som om han endnu havde en fuld Ladning tilovers, dersom den Slagne ikke vilde rømme Valdpladsen.

»Det Vrøvl og saa Brændenelder,« sagde han, »de groe prægtigt tilsammen. Man kan kaste Snavs paa begge, de voxe kun frodigere derved. Dersom Nelderne kunde see, hvormange Blomster de have kvalt, saa kneiste de ikke saa høit, og det Samme kunde hænde, dersom den slette Critik havde nogen Anelse om, hvormange Værker den har ødelagt.«

»Det sande Talent baner sig altid Vei,« raabte Berthelsen; »selv om det saa skal gaae igjennem Torn og Tidsel!«

»Atter en Paradox! Atter en af disse falske Trumpher, som man forsøger paa at spille ud, skjøndt man veed, at Enhver kan stikke dem. Det sande Talent, siger De? Det mægtige, eller med andre Ord, Geniet er det, som altid baner sig Vei, saa sandt som Egen groer igjennem, selv om der staaer nok saa mange Nelder iveien. Men et Talent kan godt være sandt, fordi det er ringe i sin Begyndelse, og det er netop i denne Periode, at Nelderne gjøre Ulykke. Det er desuden saa let at være Nelde og saa svært at sætte Blomst, at man ikke kan undre sig over, at de Fleste vælge det Lette.«

»Har De da kjendt,« spurgte Berthelsen i en svagere Tone, »noget virkeligt, eller med andre Ord, noget sandt Talent, som den slette Critik har ødelagt?«

Den gamle Kunstners Ansigt antog et halvt alvorligt, halvt sørgmodigt Udtryk.

»Det er vanskeligt,« sagde han tankefuld, »at sige, hvad der 88 ødelægger et Menneske. Det er aldrig den enkelte Orm, der ødelægger Træet, og vel heller aldrig Critiken alene, som ødelægger Kunstneren. Men den ubillige, slette eller ligefrem fjendtlige Critik, og det er naturligviis kun den, hvorom der her er Tale, kan gjøre det svært for den enkelte Kunstner at groe igjennem, og en enkelt Orm kan begnave et Træ saaledes, at der kun behøves et Vindstød for at knække det. Oprigtigt talt troer jeg ikke, at jeg kjender nogen Kunstner, som Bladluus-Critiken alene har fældet, og det viser heldigviis, hvor magtesløs den er. Men jeg kjender To, som den har øvet en skadelig Virkning paa. Den Ene kuedes længe i sin Udvikling, inden han kom i Væxt; den Anden gik det som Træet, der knækkedes af Vinden.«

»Og vilde det være ubeskedent,« spurgte Berthelsen, »at spørge om Navnene paa disse to Gevæxter?«

»Nei, ingenlunde,« svarede den gamle Kunstner stolt, idet han med Selvfølelse rettede sig iveiret. »Den Første er mig selv; den Anden var - Malm.«

»Jeg har ikke den Ære at kjende det Navn,« svarede Berthelsen noget betuttet; han havde aabenbart ikke ventet dette Svar.

»Det er ganske naturligt. Hvorledes skulde ogsaa De, som alt i Deres to og tyvende Aar er Referent, Recensent og Correspondent in artibus vide, hvad der skeete her i Rom for tredive Aar tilbage? Hvorledes skulde De kjende et Navn, som De ikke vil finde hverken i Conversationslexiconet eller i Fortegnelsen over nordiske Kunstnere?«

Berthelsen taug. Ogsaa han havde sin corde sensible, og det var hans Alder. Desuden var det aabenbart, at det korte Navn Malm i høi Grad confunderede Berthelsen, der troede at være inde i de sidste halvhundrede Aars Kunsthistorie. Der opstod en af hine haardnakkede og piinlige Pauser, under hvilken den danske Folketro lader en Engel gaae igjennem Stuen, medens man snarere skulde troe, at en ondskabsfuld Dæmon morede sig med at lade alle Munde gaae i Baglaas. Mere for at bryde denne Taushed, end fordi jeg ventede, at den gamle, ordknappe Kunstner vilde meddele Noget, der øiensynligt laae hans eget indre Sjæleliv saa nært, opfordrede jeg ham til at fortælle Malms Historie.

Han kastede et halvt lunefuldt, halvt satirisk Blik fra sit ophøiede Sæde ned paa Berthelsen, der noget nær saae ud »som et rankigt skepp på böljan utan flagg.« Saa bøiede han sig ned mod den blinkende Straale, 89 der fra Løvens Mund sprudlede ud i det store Basin, tog et Par Drag og fortalte derpaa følgende:

Malms Historie

»For Den, der som jeg har seet Myrtherne paa Monte Pincio blomstre tredive Gange, stiller Rom og Livet i Rom sig ganske anderledes end for de Utallige, der lokkes ned af Viinhøsten, og som forlade os igjen, saasnart Sommersolen lokker de røde Valmuer frem over Campagnen. For Dem, mine Herrer, er Opholdet i Rom knyttet til en vis Række Personligheder, saa at De, naar De engang vender hjem, uvilkaarligt kommer til at flette disse Personligheder ind i den Krands af Minder, som De har samlet hernede. Ganske anderledes forholder det sig derimod med os, de ægte eller de gamle Romere. Vi ere blevne stationaire. Vi sidde som de gamle Østers fast paa den gamle Banke; vi betragte den som vort Hjem, og med en vis Overlegenhed see vi de unge Østers tumle sig mellem os, inden de fæste Bo paa andre Steder - Aa, De behøver ikke at rømme Dem, Berthelsen, det er ingen speciel Hentydning til Dem, og hvis De ønsker det, skal jeg gjerne forandre Billedet. - Jeg vil da sige, at Rom er et Hvilested for Nordens Trækfugle - en Vinterstation, hvor de holde Rast, inden de naae Neapel og Palermo, for atter derfra at drage tilbage til Granerne, Bøgene eller Birketræerne. Men underligt er det for os Gamle at see disse forpustede Trækfugleskarer hvert Aar forandre sig, og løierlige Fugle gives der iblandt dem. Der er alle Slags, baade Sangfugle og Guldfugle, lystige Fugle og lærde Ugler; ikke at tale om critiske Kalkuner, snaddrende Gjæs og Alt fordøiende Ænder. Men meest forunderligt er det at see, hvorledes disse Fugle ere parrede med hverandre. Galende Haner med kurrende Duer, pjuskede Hærpopper med siirlige Stillitser, sladdrende Papegøier med dybsindige Ugler og prunkende Paafugle med theologiske Flamingoer. Jeg har gjort et heelt naturhistorisk Studium over denne hidtil kun lidet kjendte Side af Livet i Rom, og har baade havt Nytte og Fornøielse deraf.

Det var altsaa et. Aar henimod Slutningen af September. Jeg var vendt tilbage fra et Ophold i Bjergene og skulde nu ombytte Livet i Guds frie Natur med Civilisationen fra Norden, Bønderne og 90 Hyrderne med Studiet af Ornithologien. Som sædvanligt gik jeg op til Consulen for at faae Listen paa de nyankomne Trækfugle at see, og for i Samtalen med ham at faae lidt nøiere at vide, om der fandtes nogle Tiltalende deriblandt - »Selskabsfugle«, som vi pleiede at kalde dem. Men Listen var usædvanlig mager det Aar; der var slet ingen Sangfugle, ikke engang saa meget som en lyrisk Lærke eller elegisk Nattergal. De Fleste vare unge, mig ubekjendte Kunstfugle, og Resten meget fornemme, meget adelige og meget kjedelige Strøgfugle med Baron- eller Geheimeraadstitel fortil og forgyldte Nøgler bagtil; det tegnede aabenbart til at blive en streng Vinter. Da jeg vilde til at gaae, greb Consulen et Brev, rakte det smilende til mig og sagde:

»Kan De klare den Udskrift, faaer De tillige Navnet paa den sidstankomne Fremmede at vide?« Jeg tog det, og læste efter megen Gransken, thi det var svært oversaaet med Poststempler: »Til Gutten Malm, Rom«. Det var en underlig Udskrift, kort i al sin Utydelighed og utydelig netop ved sin Korthed. Vor brave Consul var noget fortvivlet over dette Brev, som hans Tjener havde bragt fra Dør til Dør hos samtlige Skandinaver uden at kunne erholde nogen Oplysning om, hvem denne gaadefulde Malm var. Heller ikke jeg formaaede at bringe anden Klarhed i denne Sag, end hvad Brevet udviste, nemlig at det bar Christianias Poststempel og maatte være adresseret til en Skandinav, der rimeligvis endnu ikke var ankommet.

Medens vi endnu talte herom, bankede det paa Døren, og paa Consulens lydelige »Kom ind« fulgte en Skikkelse, der var ligesaa mærkelig som den korte Udskrift paa Brevet. Det var en ung, temmelig høi Mand, klædt næsten fuldstændigt i Thelemarkernes Dragt, med hvid, ulden Kofte, Knæbeenklæder og Læderbelte om Livet. Han havde et rigt, mørkebruunt Haar, der var strøget glat tilbage og i naturlige Krøller faldt ham ned imod Skuldrene, en mægtig, bred Pande, en temmelig stor og noget krummet Næse, der tilligemed de stærke, fastsluttende Linier omkring Munden gav ham et Udtryk af Kraft og Bestemthed. Det mærkeligste, og hvad der strax slog mig ved ham, var hans Øine, som stod i en stærk Modsætning til hans brunette Hudfarve og næsten sortebrune Haar. De vare store, mørkeblaae, glansfulde og dog rolige i deres Udtryk, men der foer ligesom et Lyn fra dem, da de mødte Brevet, som jeg endnu holdt i Haanden. Han blev staaende beskedent lige indenfor Døren og dreiede næsten keitet paa den grove Filthat, som han holdt i Haanden.

91

»Er der Brev til mig?« spurgte han i Thelemarkernes eiendommelige Dialekt.

»Tør jeg spørge om Deres ærede Navn?« spurgte Consulen forekommende.

»Olaf Malm.«

»Vær saa god, det er nyligt ankommet.«

»Tak!«

Consulen og jeg brast begge i Latter, da Døren lukkede sig. Der var noget saa kort og dog saa bestemt ved den hele lille Scene, at den paa en vis Maade tiltalte mig, medens jeg paa den anden Side maatte indrømme, at Replikerne vare faldne noget vel korte for en Fremmed, der ellers pleier at søge saa mange Oplysninger, naar han for første Gang sætter Foden paa romersk Grund. Jeg har imidlertid altid godt kunnet lide dem, der vare Lidt i Ord; thi jeg har tidt gjort den Erfaring, at de da vare Mere i Gjerning, og desuden havde den hele mægtige og djærve Skikkelse gjort et stærkt Indtryk paa mig. Jeg besluttede at gjøre denne Ædelfalk til Studium for den kommende Vinter, og Leiligheden lod ikke ret længe vente paa sig.

Jeg havde netop den Vinter modtaget min første større Bestilling, og maatte derfor ombytte mit tidligere, tarvelige Studie med et, der var lysere og rummeligere. Jeg vidste, at der i Nærheden af Piazza Barberini var et Studie tilleie, som jeg længe havde ønsket mig, men som hidtil langt havde overskredet mine pecuniaire Kræfter. En skjønne Morgenstund vandrede jeg derop for at tale med Eiermanden, Signor Diegi, og accordere om Leien. Jeg kunde imidlertid have sparet mig min Umage. Studiet var leiet ud allerede for otte Dage siden til en Nordmand, hvis Navn den ulykkelige Italiener forgjæves bestræbte sig for at udtale. Jeg haabede dog at kunne komme til en mindelig Overeenskomst med den nysankomne Leier, der maatte være en betydelig Kunstner, siden han strax havde Raad til at leie et af de dyrere Studier i Rom. Jeg gik ned, aabnede Klinken paa Studiets Dør, og hvad skildrer min Forbauselse, da jeg i dets Eier traf den tause Kunstner fra Consulen, Olaf Malm.

Han var alene i Studiet. Dette var, som de romerske Studier pleie at være, et stort, fiirkantet Rum med nøgne Vægge og med et stort Vindue, der vendte ud til en udenfor liggende Have. I det ene Hjørne laa en mægtig Bunke Leer, midt paa Gulvet stod en tom Cavalletto af gigantisk Størrelse; en Scorpion var naglet fast paa Havedøren, et 92 Crucifix paa den Dør, der førte ind til hans Opholdsværelse - det var hele dets Prydelse. I Muren under Vinduet vare to eller tre Steen udtagne, saa at en Solstribe faldt ind i det halvdunkle Studie og dannede en enkelt, skarpt begrændset Lysplet paa Gulvet. Under Vinduet havde Malm med Kul tegnet et selsomt Søuhyre, halvt Delphin, halvt Drage, og maget det saaledes, at Lyshullet i Muren var Uhyrets ene Øie. Selv stod han midt i Studiet og var ved min Indtrædelse beskjæftiget paa en ganske eiendommelig Maade. I sin høire, udstrakte Haand holdt han nemlig en af de løsrevne Muursteen, og idet han med sikkert Øie maalte Afstanden, slyngede han den som en Discus med en mærkværdig Færdighed igjennem Muurhullet, saa at den forsvandt i Haven. Han var saa beskjæftiget med denne Leg, at han fik Tid til at sende de to Steen efter den første, inden han opdagede min Indtrædelse. Hans Sikkerhed i at kaste, og den Plastik, der var i hans Holdning under denne betydningsløse Leg, var saa mærkværdig, at jeg uvilkaarligt udbrød: »De har nok studeret Discuskasteren?«

»Discuskasteren?« gjentog han nølende. »Jeg veed ikke, hvem det er.«

»Det er en bekjendt Statue fra Vaticanet. De Gamle kastede tilmaals paa samme Maade som De. Kun brugte de ikke en Muursteen, men en rund Skive, som de kaldte Discus.«

»Det var da morsomt,« udbrød han fornøiet, »saa de Gamle spillede altsaa Kav?«

»Ja, hvad er det?« spurgte nu jeg.

»Hvad, De kjender ikke Kav?« spurgte han forundret. »Nu skal De see!«

Med disse Ord foer han ud ad Havedøren og kom et Øieblik efter tilbage med hele Favnen fuld af Muursteen. I en Haandevending havde han i det ene Hjørne af Studiet bygget en Pyramide, og idet han gik tilbage til det modsatte Hjørne, greb han et vægtigt Stykke af en gammel Marmorblok, aabenbart en Levning fra Studiets tidligere Eiermand. Den tunge Steen fløi som en Boldt fra hans Haand gjennem Studiets hele Længde og traf med en hvinende Lyd Pyramiden, der splintredes i hundrede Stykker.

»Det kalder man Kav,« sagde han alvorlig, »men jeg spiller det helst i Haven, for Ruderne ere saa dyre.«

Jeg blev mere og mere forundret. Jeg havde ventet i et saadant Studie at træffe en eller anden bekjendt Kunstner, omringet af 93 Skizzer, færdige og halvtudførte Arbeider, og istedet herfor fandt jeg en Bondegut, der snarere syntes at have valgt Studiet til Legeplads end til Arbeide. Jeg var derfor overbeviist om, at mit Forslag vilde lykkes, og meddeelte ham det med faa Ord.

»Nei,« svarede han, »dette Studie er ikke at faae tilleie. Det er det største jeg har kunnet finde, og endda er det næsten for lille til det Arbeide, jeg har for.«

»Vilde det være ubeskedent af mig,« spurgte jeg lidt ærgerlig, »at spørge Dem, hvad De da agter at fremstille, siden De har valgt saa stort et Rum?«

»Nei,« svarede han, og atter lyste dette Lyn eller snarere dette Nordlysblink fra hans mørkeblaae Øine. »Jeg vil fremstille Giganterne, der storme Olympen.«

»Død og Pine!« svarede jeg. »Ja, saa maae De have Plads. Naar De skal stable Pelion oven paa Ossa, saa bliver det et Spørgsmaal, om her er høit nok til Loftet.«

Han lod aldeles ikke til at mærke min Spot. Tvertimod maalte han Afstanden med et betænkeligt Blik og sagde:

»Jeg har selv tænkt derpaa; det kan maaskee blive knapt nok. Pelion og Ossa, hvad er det?«

»Det var to Bjerge, som Giganterne taarnede ovenpaa hinanden; men endda naaede de ikke Olympen, og Zeus slyngede dem med sin Tordenkile tilbage i Dybet.«

»To Bjerge?« sagde han tankefuld. »Det har jeg aldrig vidst.«

»Har De da ikke seet Sculptursamlingen i Vaticanet?«

»Nei.«

»Heller ikke den paa Capitolium?«

»Nei.«

»Men den i Lateranet da?«

»Nei, jeg har Intet seet. Jeg er først for fjorten Dage siden kommen til Rom, og jeg brugte en Uge for at finde et Studie, der var stort nok til at udføre den Plan, som jeg saa ofte har længtes efter at begynde. Men nu, efter at have talt med Dem, troer jeg, den duer ikke.«

Han saae sig ved disse Ord sørgmodig om i det tomme Rum, og hans Ansigt havde et Udtryk som Dens, der tager Afsked med en kjær, længe næret Forhaabning. Jeg kjendte selv af Erfaring, hvad det vil sige, at blive sig sine Illusioner berøvet. Venligere stemt greb jeg hans Haand og sagde:

94

»Hør, Malm, lyd nu mit Raad! De vil ikke fortryde det. Opgiv dette Studie eller behold det, ligesom De har Lyst; men gjør ikke som saa mangen nordisk Kunstner, der gik som Nar til Rom og kom som Nar tilbage. Gjør ikke som de, der blot reise hertil, fordi her er billigere at leve, og fordi man faaer bedre og mindre dyre Modeller. Husk paa, at denne Jordbund, der er som brolagt af Levninger fra Oldtiden, har seet Tusinder af Kunstnere fødes og forgaae. Husk paa, at Kunsten har en Fortid, og at vi staae paa denne Fortids Skuldre. Gjør Dem bekjendt med Antiken, studeer den, lev Dem rigtig ind i den. Besøg Vaticanet og Capitolium, Villa Albani og Villa Ludovisi. Jeg selv skal gjerne følge Dem og vise Dem omkring. Vil De som jeg, saa gaae vi strax til Capitolium og takke Guderne, fordi der er reddet saa Meget?«

Malms Ansigt udtrykte paa een Gang Tvivl og Forundring. Det var øiensynligt, at en heel ny Forestillingskreds var vakt til Live hos ham.

»Koster det mange Penge,« spurgte han dæmpet, »at see alt det?«

»Penge? Ikke en Bajocco! Adgangen er fri for Alle. Capitolium er aabent til Klokken To. Hvad er Klokken nu?«

Det sørgmodige Udtryk i Malms Ansigt gjorde Plads for straalende Glæde.

»Jeg har ikke ret mange Penge,« sagde han sagte. »Jeg har flere Gange været ude ved Vaticanet, men jeg turde ikke gaae ind, fordi der stod en Vagt ved Døren, og jeg var bange for, at man skulde affordre mig Mere, end jeg havde Raad til.« - »Jeg har heller ikke noget Uhr,« lagde han nølende til, »men jeg kan nok sige Dem, hvad Klokken er.«

Med disse Ord gik han hen til Vinduet og tog en Træprop ud af et Hul, som han havde boret høit oppe i Muren. En ny Solstribe faldt igjennem Studiet og ramte en lille Gradebue, som han med Kul havde tegnet paa den modsatte Væg.

»Det er Vorherres Uhr,« sagde han smilende, »men det er min egen Opfindelse. Klokken er lidt over Et.«

»Ja, saa bliver det for seent at gaae derop idag, og imorgen har jeg Model til den Tid, men De kan godt gaae op alene.«

Jeg trykkede hans Haand. »Faaer jeg saa Studiet?« spurgte jeg smilende.

»Jeg vilde gjerne; men jeg kan ikke. Jeg har nu eengang levet mig 95 ind her, og jeg troer ikke, at jeg kunde gjøre Noget paa et andet Sted. Desuden kan jeg ikke skille mig ved mine Frøer.«

»Deres Frøer?«

»Ja, mine Frøer og min Have; de høre med til Studiet. Kom, saa skal jeg vise Dem begge Dele.«

Med disse Ord trak han mig hen imod Havedøren - det var et kraftigt Tag. Udenfor var der en lille og ganske smal Gaardsplads. Derpaa kom en Hække af blomstrende Roser og Caprifolier, som snoede sig omkring et simpelt Hegn, dannet af de bekjendte romerske Rør. I Midten af dette førte en lille Laage ind til Helligdommen. Haven selv var ikke ret stor. Dens midterste Parti dannedes af en Græsplaine, i hvis Midte der var anbragt en Cisterne af Steen. Tætte Myrthehækker afgrændsede den paa begge Sider, og foran disse stode enkelte Orangetræer baade med Blomster og halvmodne Frugter. Et Par mægtige Rosentræer, fuldtunge af Blomster, stod som Blomsterpyramider i Havens bageste Hjørner, og imellem disse løb atter et høit Gitterværk, næsten skjult af Viinranker og Viinløv, hvorimellem tunge, blaalige Drueklaser tittede frem.

»See, det er Altsammen mit,« sagde han glædestraalende, idet han beskrev en Halvcirkel med Haanden. »Er det ikke prægtigt? Jeg har Lov til at spise af det Altsammen, og her, her har jeg mine Frøer.«

Han trak mig ind paa Græsplainen og førte mig henimod Cisternen.

»See der,« sagde han, idet han med Haanden viste paa nogle brede Aakandeblade, »der sidder Ægteparret. Jeg har selv taget dem ude i Campagnen; de ere meget større end hjemme hos os. Nu skal De see Yngelen, det er det Morsomste af det Hele.«

Han blottede sin senestærke Arm og jog den ned i Bassinet.

»See, den er nu som en Fisk,« sagde han, »blot Hale og Krop. Hvem skulde troe, at der kunde blive en rigtig Frø af den? Men her er en anden, den har allerede faaet Bagbeen, og derhenne svømmer en, der næsten seer ud, som den var voxen, men den har dog noget af Halestumpen endnu. Jeg har tidt moret mig over dem i Norge; men der komme de blot om Foraaret, her lader det til, at de faaer Unger to Gange.«

Vi gik ud af Haven og ind i det lille Rum, der tjente ham som Opholdsværelse, ved Siden af Studiet. Der stod nogle ubetydelige 96 Skizzer af Leer. Bondekoften og en Ransel hang paa Væggen, og ved Siden af den en udskaaren Tollekniv i et bredt, metalbeslaaet Gehæng. Men hvad der meest tiltrak sig min Opmærksomhed, var to store Cartons, som vare anbragte hver paa sin Side af Væggen. Det første forestillede et lille Parti af et Kjær, tæt bevoxet med Rør, Dunhammere og Aakander. Paa et af den sidstes Blade sad en gigantisk Frø, vridende sine Hænder og stirrende med Rædsel og Afsky ned i Dybet. Det var aabenbart Frømoderen, thi under Bladet, saae man nede i Vandet, en Hærskare af smaa Frøunger, der svømmede omkring i deres Haletudseskikkelse og syntes at stræbe opad imod Moderen. Paa et andet Aakandeblad, tæt ved Siden af, var Frøfaderen anbragt. Han var i sin Hidsighed traadt ud paa Kanten af Bladet; man saae, at det vippede under hans Vægt, saa at han næste Øieblik ufeilbarligt maatte plumpe i Vandet. Med den ene Haand pegede han ned paa sit Afkom, der havde saa ringe Lighed med Fader og Moder, medens han med den anden gjorde en truende Gebærde henimod sin fortvivlede Ægtehalvdeel. Det var et Billede, udført med uovertræffeligt Lune. Man følte, at den skuffede Fader vilde udbryde i et: »Falskhed! Dit Navn er Kvinde!« men man saae tillige, at han netop i samme Øieblik vilde styrte ned imellem sin forskrækkede Yngel, og at hans Ord vilde kvæles af Vandet. Det var Sivene og Rørene, som havde hvisket Fatter en Djævel i Øret. Det saae man paa deres malicieuse Physiognomier, og jo mere man betragtede Billedet, desto tydeligere mærkede man, at der var spillet en storartet Intrigue. Snerlerne klyngede sig elskovssmægtende til de brede Dunhammere og pegede skadefro paa den ulykkelige Ægtemand. Aakanderne satte et halvt skjelmsk, halvt undseeligt Smiil op og lukkede deres Kroner, medens selve Kjæret, nøiere beseet, udviste et eneste stort Ansigt, grinende af skadefro Glæde.

Paa den anden Væg var Forsoningen. De unge Frøer kravlede iland i deres nye Skikkelse, idet de flokkedes om Ægteparret, der i salig Glæde var styrtet i hinandens Arme. Vandfladen var glat og rolig og viste et eneste, godmodigt smilende Ansigt. De ondskabsfulde Snerler hang halvvisne ned med bedrøvelige Ansigter. Aakanderne strakte deres Frugtknuder heelt op af Vandet og nikkede smilende til Ægteparret, ja selv en stiv, alvorlig Stork, der var anbragt truende i Baggrunden, syntes ikke at ville forstyrre den almindelige Glæde, eller maaske ventede den blot paa, at Ungerne skulde blive lidt større.

97

»Er det Deres Udkast til Giganternes Kamp?« spurgte jeg smilende. Men jeg fortrød næsten mit Spørgsmaal, thi hen over hans freidige, aabne Ansigt drog en Sky af Mismod, idet han sagde:

»Nei, det er blot saadant Noget, jeg ridser om Aftenen naar jeg ikke har Andet at bestille.«

Dette var mit andet Sammentræf med Malm. Jeg saae, at jeg havde truffet paa en Fugl, der ikke var saa let at blive klog paa. Der gik en rum Tid, vistnok henimod en tre Uger, hvori jeg ikke saae Noget til ham; jeg vidste, at han var fattig, og hørte ham fra alle Sider bedømme som en menneskesky Særling og undrede mig derfor ikke over, at han trak sig tilbage fra Kunstnernes Samfund.

En Dag i October gjorde jeg en lille Afstikker til Genzano for at ryste Marmorstøvet af mig. Om Aftenen, henimod Solnedgang, vandrede jeg langs Nemisøens Bredder for at naae Ariccia, hvor jeg vilde overnatte. Det var en sjelden deilig Efteraarsaften. Løvet prangede i alle Farver, og Taagesløret, der begyndte at hæve sig op fra Søen, antog de forunderligste Former. Ved en brat Ombøining af Stien saae jeg en ung Mand sidde paa et Klippestykke, med sit Ansigt tankefuldt støttet i begge Hænder. Jeg gik nærmere, han sprang op -det var Malm. Han syntes at blive meget forlegen og undseelig ved at see mig. Et lille Kildeløb, der rislede ned mod Søen, havde han stemmet op med Steen og Leer, saa at det dannede et Fossefald i det Smaa; en omstyrtet Kav laae et halvhundrede Skridt fra ham - maaskee var det disse Adspredelsesmidler, der vakte hans Undseelse.

»Naa,« spurgte jeg, idet jeg satte mig ned ved Siden af ham, »har De saa besøgt Vaticanet og Capitolium? Har De seet Dem rigtig om, siden vi sidst taltes ved?«

»Ja,« svarede han rødmende, »jeg har været begge Steder mange Gange; men jeg fik kun seet to Ting, der var ikke Tid til Mere.«

»Og hvilke vare de?« spurgte jeg forundret.

»Den døende Fægter og Laokoonsgruppen.«

»Og Andet har De ikke seet?«

»Nei. Hver Gang jeg kom derop, maatte jeg standse foran dem, og naar jeg saa rigtigt havde seet paa dem, havde jeg ikke Lyst til Mere. De vare saa prægtige.«

»Og Deres Plan med Giganterne?« sagde jeg smilende.

»Min Plan?« gjentog han sukkende, idet han bøiede sig ned og tegnede med Fingeren i det vaade Sand. »Jeg har ingen Planer mere; jeg 98 duer ikke til Noget. Antiken har gjort Alt; jeg er overflødig. Paa Torsdag reiser jeg hjem; jeg vilde blot see Nemi, inden jeg drog afsted.«

Der var Noget ved hele hans Holdning og Stemme, som greb mig dybt; jeg følte, at her var noget Dygtigt, som ikke maatte gaae tilgrunde. Hvad jeg sagde, kan jeg ikke længere huske, men jeg anvendte over en Time paa at bringe ham bort fra hans fortvivlede Forehavende. Han rystede imidlertid paa Hovedet og svarede:

»Det hjælper ikke, det nytter ikke! Jeg er kun et Barn, et voxent Barn imod de Andre. Hvad vilde jeg ogsaa hernede? Hvorfor blev jeg ikke hos min Moder og Sigrid?«

Sigrid! - Her var en ny Traad at binde ham med, et svagt Punkt i hans Trodsigheds Rustning, det mærkede jeg paa den dæmpede Stemme, hvormed han havde udtalt dette Navn. Jeg lokkede for ham, fløitede fiint, som min Ven Bjørck vilde kalde det, og medens Aftentaagerne lagde sig hen over Søen, fik jeg hans Historie. Den rørte mig dybt i al sin Korthed. Han var født i Thelemarken af fattige Forældre. Deres Huus laae tæt nedenfor Fossen, klistret som en Svalerede til Fjeldvæggen. Hans Fader havde været Dagleier. Om Foraaret, naar Elven blev fri, fældede han Tømmer til en stor Gaard, der laae et Par Mile længere nede. I den lange Vintertid lærte han Sønnen at snitte i Træ, hvori han var en stor Mester; Tollekniven paa Malms Væg var et Minde derom. Saadan gik det til hans fjortende Aar. Da havde der været stort Sneefald, Elven steeg langt over sine Bredder og tog Svalereden med. Hans Fader druknede under Forsøget paa at redde en mindre Søster, der reves bort tilligemed ham. Moderen og Malm kom ned paa »Gaarden«, som han kaldte den. Det var et stort Savskjæreri, og her blev han anbragt som Løbedreng. Da var det en Søndag, at han fik fat i noget blødt Leer, som Elven havde afsat i Klippespalterne. Det havde han leget og trillet med, indtil det var faldet ham ind, at der maatte kunne gjøres en Bjørn deraf. Han havde vel aldrig seet en Bjørn, men oppe i Præstens Storstue hang der et gammelt Kobberstik, en Bamsejagt Saa gjorde han da en, ganske som han havde seet den hos Præsten, medens han gik til Confirmation. Medens han var beskjæftiget hermed, kom Sigrid ned til Elven og satte sig hos ham. Hun var fager, havde store blaae Øine og lysguult Haar.

99

»Giver Du mig Bjørnen din, saa giver jeg Dig et Kys,« havde hun sagt.

Det blev givet og modtaget, og Sigrid bar Bamsen op paa Gaarden. To Dage efter blev han selv kaldet derop, og bange var han, fordi han havde kysset sin Huusbonds Datter; men der blev kun talt Godt til ham, baade af Huusbonden og den fremmede Herre, som var der fra Christiania. Han bad ham gjøre en anden Ting foruden Bjørnen, og medens Sigrid stod og saae til, formede han et Barnehoved af det vaade Leer. Det var et Englehoved, sagde den Fremmede; men det var nok meest Sigrids Træk, meente han selv. Saa kom han til Christiania, blev puffet og haanet af de Ældre. Han var et Fjols, det meente de Alle. Men Tiden gik, han fik baade første og anden Priisbelønning og endelig det store Legat til Romerreisen. Det var saa svært at skilles fra Fjeldene deroppe, saa tungt at reise uden at faae sagt Moder og Sigrid Farvel. Saa gik han paa sin Fod til Thelemarken og fik sagt Moderen Farvel; ogsaa paa Gaarden kom han, fik talt med Sigrid og Huusbonden, inden han drog afsted. Veien til Rom var bleven lang, thi han havde vandret en stor Deel af den. Endelig var han naaet til sine Længslers Maal. Barnekysset brændte endnu paa hans Læber; Sigrid havde selv givet ham Kunstnerindvielsens Daab. Nu gjaldt det at seire eller falde, vinde hende eller gaae tilgrunde. Det Sidste havde Malm ikke sagt, ja ikke engang berørt, men gjennem hele hans Historie og gjennem alle hans Planer gik hun som den røde Traad, der forbinder det Hele; det følte jeg altfor vel, skjøndt han Intet sagde.

Efter at han havde endt sin simple Historie, blev vi begge siddende i nogle Øieblikkes Taushed. Endelig spurgte Malm sagte:

»Troer De paa Drømme?«

»Jeg veed det ikke, jeg har aldrig erfaret Noget derom; kun saa meget veed jeg, at hverken Holberg eller Vessel troede derpaa. Er der hændet Dem noget Mærkeligt i den Retning.«

Malm syntes ikke meget tilbøielig til at svare; han sad nogle Øieblikke taus, ligesom fordybet i sig selv og sagde endelig:

»Ja, jeg vil fortælle Dem det Hele; men De maae love mig, ikke at lee deraf, om De ogsaa synes, at det er barnagtigt. Jeg gik fra Nemi i Middagsstunden. Det var stille og varmt, jeg selv var træt og mistrøstig. Saa satte jeg mig ned ved det lille Væld, her løber, og bildte mig ind, at jeg var hjemme. Jeg spillede først Kav, saaledes som jeg saa tidt 100 havde gjort som Dreng; men det vilde ikke rigtigt gaae, jeg kunde ikke træffe den. Saa stemmede jeg Vældet op her; det skulde være Fossen derhjemme. Som det saa led hen imod Aften, troer jeg nok, at jeg faldt i Søvn, men rigtigt veed jeg det ikke. Jeg havde længe siddet og seet paa de hvide Taager, der steeg op fra Søen; det var ligesom, naar Huldren leger hos os. Der kom snart een, snart en anden Skikkelse frem af Taagen, men de flød sammen i hverandre igjen, og jeg kjendte dem ikke. Da skjød der sig paa eengang en Skikkelse i Veiret, tæt inde ved Land. Den var først at see paa som en hvid Røg; men jo mere den hævede sig, jo mere klarede og formede den sig. Det blev til en deilig Kvinde; hun bar en gylden Krone paa Hovedet, og ned ad Nakken flød et sneehvidt Slør, som vævet af det fineste Spindelvæv. Hun skjød sig ind imod Land; men mig tyktes, at det var Huldren, og jeg slog Korsets Tegn for mig.

»Kan Du kaste?« spurgte hun.

»Jeg troer det nok,« svarede jeg.

Hun bøiede sig ned og pegede mod Søbredden, som laae fuld af Stene, der glimrede som Guld.

»For hver en Steen, Du kaster over Søen,« sagde hun, »springer et af Dine Arbeider frem af Klippen, saa godt og feilfrit, som dem, der gjemmes her paa Søens Bund. Men naaer Du ikke Søens anden Side, da er Din Tid forbi, og Dine Arbeider skulle glemmes, som de ere forglemte, der hvile her.«

Jeg foer op og bukkede mig ned mod en af de guldglindsende Stene. Men da mærkede jeg nok, at jeg maatte have drømt, thi jeg fik kun en af de vaade, rullede Stene her i Kildeløbet; men hen over Søen saae jeg endnu hendes Skikkelse langsomt at drage bort, indtil den forsvandt i Taagen paa den anden Side. Jeg troer, det var Huldren, der gjækkede mig.«

»Ja,« svarede jeg smilende, »det kan gjerne være; men saa har hun gjort en lang Reise iaften. Har De ellers Intet hørt eller læst om Nemisøens Historie?«

»Nei,« svarede han sørgmodigt, »jeg har fortalt Dem, at jeg Intet veed. «

»Det er mærkeligt,« svarede jeg; »thi dersom De kjendte denne Søes Historie, da kunde jeg vel forklare Deres Vision eller Drøm som en Gjenspeiling fra det Hørte eller Læste, men nu kan jeg det ikke.«

101

»O, fortæl mig den Historie,« bad han, næsten i samme Tone som den, hvormed et Barn beder om et Eventyr.

»Nuvel,« svarede jeg. »I den ældste Tid, længe før der kom Mennesker paa Jorden, var Nemi ikke en Sø. Den var tvertimod et Bjerg og ovenikjøbet et ildsprudende Bjerg; det har jeg hørt en lærd Naturforsker fortælle inde i Rom. Den havde Kammerater i Nærheden af samme Slags, som den selv. Udbrud fulgte paa Udbrud, Lavaen flød og strømmede hen over Campagnens Sletter og dækkede den hvide Kalkbund med sine rødglødende Masser. Ja, saameget Blod flød der i Jordens første, vældige Kampe, at det dækkede alle Høiderne omkring Rom med Undtagelse af Monte Mario. Der slæbte den lærde Naturforsker mig selv engang hen og huggede de deiligste Østers ud af Kalken med sin Hammer - det vil da sige Skallerne, for det Gode ved dem var borte. Saa kom der en anden, en lysere Tid. Guder og Mennesker færdedes paa Jorden. Skoven var fuld af flygtende Nympher og forfølgende Fauner. Dryader, Undiner og Sylphider smilede fra hvert Træ, fra hver Bæk og i enhver Luftning. Det var Guldalderens Tid. Skjønheden herskede paa Jorden, selv Døden var en Genius, man kjendte Intet til Beenrade eller Fasteprædikener. Nemi hvilede i Harmoni med den øvrige Natur. Den havde for længe siden hørt op at sprude, dens Krater var indsunket og dets Bund dækket af Viinløv og Blomster, af Pinier og mægtige Egeskove. Da herskede Numa i Rom; men over Rom og Numas Hjerte herskede igjen den skjønneste blandt Kvinder, Nymphen Egeria. I de maaneklare Nætter lagde Numa Kongespiret og Kronens gyldne Ring til Side; de vare tunge nok at bære paa om Dagen. Men Diana harmedes over, at Numa benyttede hendes Kyskheds Speil til sine natlige Møder, og en Aften, da han og Egeria forlode den hellige Grotte, ramte en af Dianas Pile Kongen ved hans Elskedes Side. I stum Fortvivlelse flygtede Egeria til Nemis hellige Lund; hun sørgede og græd, saa at selv Diana ynkedes ved hendes Jammer. Da steeg Gudinden ned fra sin Himmel for at trøste den Bedrøvede; men hun vilde Intet høre af den, der havde dræbt hendes Elskede. Gudinden vrededes, hun berørte Nymphen med en Piil, og den skjønne Egeria flød hen i et eneste strømmende Taarevæld, den samme Kilde, hvorved vi nu sidde. Og Vældet flød ustandseligt. Det fyldte den dybe Dal og druknede de dunkle Skove, hvis Stammer endnu kunne sees i Søens Bund; men 102 Vandet hævede sig, og Nemisøen fremkom, den skjønneste af Italiens Søer. Saa gik der en rum Tid. I Rom herskede ikke Numa, men Tiber. Han byggede paa Nemisøens Vande Verdens ottende Underværk, sin svømmende Villa. Forneden var den dannet som et Skib, men foroven bar den Loft og Tag af Guld, indlagt med Elfenbeen og Perlemoder. Sagnet fortæller, at Villaen havde hundrede Sale, alle af en uhyre Pragt, og i enhver af dem stod en Statue af ubegribelig Skjønhed. Men den skjønneste af dem Alle var Venussalen. Dens Vægge vare udelukkende dannede af hvide og røde Coraller, og imellem disse snoede sig de forunderligste Havplanter, alle af drevet Guld. I Midten af Salen stod en Statue af Venus Anadyomene, hugget af en af Grækenlands første Mestere. Denne Sal blev aldrig betraadt af Nogen, undtagen af Tiber og dem, han havde udvalgt til sine Offere. Gjennem en hemmelig Dør blev den Kvinde ført ind, der skulde offres til Gudinden, og naar Tiber i tøilesløst Raseri havde fuldbragt sin Offring, blev det skjændede Liig gjennem en anden Dør kastet ud i Søen og sænket i Forglemmelsens Vande. Paa denne Tid levede der i Rom en Kvinde ved Navn Egeria. Hun var skjøn som Venus, men kysk og ubønhørlig som Diana selv. Ofte havde Keiseren søgt at lokke hende, men hun, der regnede sig i Slægt med Numa og Egeria, havde afviist enhver Tilnærmelse. Da omringedes hendes Huus en Nat af Keiserens Livvagt. Egerias Broder dræbtes paa Tærskelen af hendes Sovegemak, hvor han forsvarede sin Søsters Ære; hun selv førtes til Venussalen i Tibers svømmende Villa. Da Uslingen her, ene med den værgeløse Kvinde, sønderrev hendes Slør og løsnede hendes Belte, styrtede hun sig i Fortvivlelse mod den haarde Koralmuur for at knuse sit Hoved. Væggen gav efter, den hemmelige Dør sprang op, og den Ulykkelige styrtede ud i de skjermende Bølger. Men fra Søens Dyb lød et huult, forfærdeligt Drøn. Vandet reiste sig, som i Vrede. Villaens Bund søndersloges af fremskydende Klipper, og den mægtige Keiser reddedes afmægtig af en nubisk Slave, der svømmede med ham til Land. Villaen sank og er aldrig mere kommen tilsyne, end ikke i sine ringeste Spor, skjøndt vindesyge Dykkere tidt have forsøgt paa at finde den igjen; men Tiber var bleven saa rystet, at han aldrig mere vovede sig ud paa den hævnende Sø. Ja, selv i Rom troede han sig ikke sikker for Egerias Frænder, men flygtede til det klippefaste Capri, hvor han troede sig sikker.«

Malm blev siddende en Stund tankefuld, efterat jeg havde endt

        

103 min Fortælling. Han støttede igjen sit Hoved i begge Hænder, og jeg troede oprigtig talt, at hans Tanker havde været langt fra mit Eventyr. Pludseligt saae han op og sagde:

»Hvor det var smukt, og hvor De veed Meget!«

Jeg haabede, at det var Indledningen til en ny Samtale og gjentog dobbelt kraftigt mit Angreb paa hans Reiseplan. Men han var ubevægelig; Mismodets Slanger havde kvalt ham, som Athenes kvalte Laokoon.

»Og Sigrid,« sagde jeg, idet jeg rykkede frem med min sidste Stormcolonne, »hvorledes vil De møde hende, naar De kommer hjem?«

»Jeg kommer heller ikke hjem,« sagde han, idet han paany skjulte Ansigtet i sine Hænder.

Saadan sad vi en Stund tause, tænkende Hver paa Sit. Da lød der et skarpt Skrig hen over Søen. Det var en Maage, en af de sidste Efternølere, som forlod Nemi for at drage til Ostia. Malm sprang op; denne Naturlyd fra Hjemmet havde ligesom vakt ham. Han saae et Øieblik efter den bortdragende Fugl og sagde derpaa halvt ved sig selv: »Jeg gad dog vide, om en Steen kan række over Nemisø.«

»Umuligt,« svarede jeg, »De kan lige saa godt prøve paa at ramme Maagen, der nu trækker hen over Genzano.«

»Troer De?« sagde han med en særegen Betoning. Derpaa bukkede han sig ned og greb nogle af de hvide Stene ved sine Fødder. Han bøiede sig tilbage; aldrig har jeg seet skjønnere Model til en Jaculator. Stenen foer ud af hans Haand, susende og syngende, som kom den fra en Slynge. Jeg lyttede i spændt Taushed. Et Par Secunder efter hørtes en svag Klang og derpaa en Raslen mellem Stenene paa den modsatte Søbred. Malm havde Ret - den var naaet derover. Uden at sige et Ord sendte Malm en anden og derpaa en tredie Steen efter den første. Tilsidst greb han lidt overmodig en af de større Stene, hvormed han havde opstemmet det lille Kildevæld.

»Lad det nu være godt, Malm,« sagde jeg, »den gaaer i Søen.«

Malm kastede paany. Den tunge Steen foer ud gjennem den hvide Taage, men faa Øieblikke efter hørtes et tungt, dumpt Plask hen over Vandet. Jeg vendte mig mod Malm; han var bleg af Smerte, og hans høire Arm hang kraftesløs ned.

»Der sprang Noget i min Arm,« sagde han kort.

Han havde Ret. Ved vor Ankomst til Rom, hvor vi fik fat i en 104 fransk Læge, viste det sig, at et Par Senefibre vare bristede i Overarmen. Lægen ordinerede den strengeste Ro og erklærede, at Armen ikke kunde bruges førend om sex Uger. Jeg fik Malm bragt til mit Logis, og fra denne Aften blev Malm og jeg Venner. Ikke »gode Venner,« som i Kjøbenhavn. Nei, Gud frie os - blot Venner.

Saaledes gik det til henimod Foraaret. Malms Arm var for længe siden lægt; men hans Studie var ligesaa tomt som før, og jeg begyndte at frygte for, at hans Natur var som den romerske Agaves, der kun sætter Blomst hvert tredivte Aar. Maimaaned lakkede imod Enden; Heden begyndte at komme, Sciroccoen og Malarien med den. Skandinavernes Kreds blev tyndere og tyndere. Hver Uge faldt et Blad fra Stammen, nogle hvirvledes nordpaa, medens andre førtes afsted til Albano, Frascati, Neapel og Sorrento. Vi havde dengang for Skik, at enhver Bortreisende gjorde et Gilde, for ved en ægte, romersk Viin at sætte lidt Smag paa Vandet fra Trevi. Det traf sig saaledes, at tre Kunstnere drog bort paa eengang, og der var derfor gjort meer end sædvanlige Anstalter i Rafaellos Vigne, hvor Festen skulde holdes. Malm kom aldrig til disse Gilder. Ja, han drak ikke engang Viin, og det var egenlig det Eneste, jeg havde imod ham. Det vakte derfor en ikke ringe Forbauselse, da vi omtrent midt under Festen saae Malm komme ned ad Havens Gange. Han saae besynderlig inspireret ud; hans ellers sikkre Gang var iilfærdig og urolig, og hans Øine straalede med en usædvanlig Glands. Han satte sig taus ved den nederste Bordende; jeg skjød uden at sige et Ord en Mezzo hen til ham.

»Det er formeget,« raabte En af Skaren overgivent, »Malm er fuld, giv ham en Foglietta.«

»Troer Du?« sagde Malm og maalte ham med et Blik, der fik Blodet op i Kinderne paa ham.

»Malm har fundet en Gigant paa Campagnen,« raabte en Anden. »Nu skal han blot have Dovrefjeld ned for at give ham Noget at staae paa.«

Malm sendte Angriberen et lynende Blik. Hans første barnlige Planer vare uheldigviis komne ud blandt Kunstnerne, og gav Anledning til idelige Sarkasmer. Han pleiede at møde disse og endnu værre Angreb med rolig Taushed; men idag syntes han ikke at være oplagt dertil. Deels for at afbøde nye Hentydninger, deels fordi der virkelig var noget Usædvanligt og Gaadefuldt hos ham, spurgte jeg:

»Hvad har Du bestilt idag, Malm?«

105

Han saae roligt, udfordrende omkring i Kredsen.

»Jeg har faaet et Jerngestel sat op,« sagde han høitideligt.

»Hille den!« raabte en Tredie. »Det var svært meget bestilt i en Vinter! Det skal vel staae til Tørring i Sommer?«

Malm var i Begreb med at skjænke i sit Glas; men hans Haand rystede, saa at Vinen flød hen over Dugen. Han satte den skjøre Foglietta saa haardt fra sig, at den brast i tusinde Stumper. Hans Ansigt var liigblegt, og hans Læber dirrede, saa at han ikke kunde tale.

»Er der Ingen, der vil spille Kav med Malm?« raabte Den, der først havde talt.

Malm foer op i sin fulde Høide. Blodet dryppede fra hans Underlæbe, og hans Øine rullede saa vildt, at den kaade Spotter uvilkaarligt dukkede sig under Bordet.

»Ikke forlanger jeg at skaanes af Eder,« raabte han med tordnende Stemme, »men ei heller vil jeg haanes af Hundehvalpe! Kom imorgen til mig, hvo der vil, og see saa, om Olaf Malm forstaaer at gjøre Noget.«

»Der blev Malm vred,« sagde Een, da han var gaaet. »Gud veed, hvad han nu vil gjøre?«

»Trække Halen af sine Frøer, naar han kommer hjem,« sagde en Anden, »eller spille nærmest til Væg med Knapper.«

Dermed syntes den Sag at være endt, og Gildet begyndte paany.

Jeg var gaaet kort efter Malm. Forsvare ham kunde jeg ikke; thi han var nu engang stemplet som denne Vinters Syndebuk, og høre paa flere Gemeenheder vilde jeg ikke. Desuden vidste jeg, at han og jeg omtrent bleve betragtede som to Alen af eet Stykke. Malm & Co. heed det dengang. Jeg bankede paa Døren til hans Studie; der blev ikke lukket op. Jeg lyttede, men han syntes ikke at være derinde. Saa gik jeg alene hjem.

Den næste Dag, henimod Middag, besøgte jeg Malm. Han stod alene i Studiet med Modelleerstokken i Haanden og heelt oversmurt med Leer. Paa den ene Væg havde han med Kul tegnet Gaarsdagens Gilde. Man saae Rafaellos Vigne og ved det lange Bord samtlige Kunstnere, individuelt kjendelige, men fremstillede som Fauner og Satyrer, der stangedes med hverandre. En ganske ung Satyr sad med ynkelige Miner under Bordet og opfangede i sin hule Haand den Viin, der dryppede ned ovenfra, medens Malm og jeg i Menneskeskikkelse fjernede os i Baggrunden.

106

Denne Tegning undrede ikke mig, der kjendte Malms mesterlige Talent i Caricaturen; men hvad der slog mig med Forbauselse, var en Gruppe i Leer, som stod paa den forhen altid tomme Cavalletto, og som syntes at have maattet kræve mere end een Nats Arbeide for at blive færdig. Den forestillede en Faun, der i overstrømmende Faderglæde løfter sin lille Søn høit iveiret og spøgende stanges med de smaa buttede Horn, der lige ere ifærd med at bryde frem paa Drengens Pande. Det var et udmærket Arbeide. Faderens stærke, men dog smidige og muskuløse Figur dannede en smuk Modsætning til Drengens runde, buttede Former, og det halvt forskrækkede, halvt glade Udtryk i dennes Ansigt tog sig fortræffeligt ud imod de barske og haarde Linier hos den skjæggede Vildmand. Jeg betragtede i flere Minuter dette Arbeide, der naturligviis ikke var gjennemført i sine Enkeltheder, men egentligt kun raat opklasket paa Stativet; men fra hvilken Side jeg end saae det, og hvor streng en Critiker jeg end monne være, kunde jeg dog ikke Andet end erkjende, at det var et udmærket, heelstøbt Arbeide, som blot kunde vinde ved den finere Udførelse.

»Det er godt,« sagde jeg til Malm. »Det er et Kunstværk.«

»Ja, det troer jeg ogsaa,« svarede han roligt, idet han med Modelleerstokken glattede lidt paa den ene Fod. »Fik Du gjort det i Aftes?« spurgte jeg. »Aa nei, engang i Morges, tænker jeg.« »Men naar tegnede Du da Skizzen paa Væggen der?« »Det gjorde jeg nok, da jeg kom fra Gildet igaar, kan jeg troe. Da saa Solen kom frem, fik jeg Lyst til at gjøre Noget i Leer, og saa blev det til ham, som staaer der.«

Jeg trykkede Malms Haand og lykønskede ham endnu engang til hans Arbeide. Derpaa bad jeg ham om at benytte Tiden vel og foreholdt ham stærkt, at han ikke skulde bryde sig om, hvad de andre Kunstnere sagde med Hensyn til Udførelsen. I saa milde Udtryk som muligt lod jeg ham vide, at Tiden var kostbar, og at det var nødvendigt at sende et Arbeide hjem, dersom han haabede paa Fornyelse af Legatet. Endelig viste jeg ham en, efter min Mening, ubetydelig Feil ved Figurens høire Arm, der syntes mig vel kort, og tog derpaa Afsked med ham.

Naar der i Rom er skeet et eller andet Usædvanligt i den skandinaviske Leir, løber Rygtets Tusindbeen lige saa hurtigt om, som i 107 Kjøbenhavn, og det undrede mig derfor ikke, at man allerede om Middagen i Trattoriet talte om Malms udmærkede Arbeide, som allerede flere Kunstnere havde seet. Alle vare enige om, at Sujettet var saa mesterligt opfattet, at det spaaede ham en stor Fremtid; men Alle vare de uenige om den pludselige Inspiration, der saa hurtigt havde skabt dette Arbeide. Kun jeg havde Nøglen til denne Gaade. Ved min Bortgang fra Studiet havde han givet mig sin Tegnebog med den Bemærkning, at han havde modtaget Remisser hjemmefra og ønskede, at jeg skulde afgjøre hans Regning i Trattoriet, da han ikke selv kom derned. Idet jeg aabnede Bogen, for at betale hans meget beskedne Gjæld, faldt et Brev ud, som han efter Gjennemlæsningen ikke havde lagt sammen. Det var underskrevet af hans Moder, og paa den nederste Kant af Papiret stod som en Slags Efterskrift: »Sigrid beder Dig hilse.« - Det var Sigrid, der havde skabt Malms Faun.

Jeg fik den Eftermiddag et fortrædeligt Brev. En Blok fra Carrara, som jeg længe havde ventet, var forulykket underveis, idet Jorden var skreden ud ved en Brink, der førte ned til Teveronen. Jeg maatte selv tage afsted for at udvælge en ny, og da denne Forretning efter en otte Dages Tid var fuldendt, tog jeg lige til Neapel, hvor jeg af den danske Consul havde modtaget en Bestilling. Derfra drog jeg til Palæstrina, som jeg havde udvalgt mig til Sommerophold, og saaledes kom det sig, at jeg først henad Efteraaret gjensaae Malm.

En smuk Eftermiddag i September kom jeg til Rom og begav mig strax paa Veien til hans Studie. Jeg glædede mig ret til at gjensee hans Faun, som jeg vidste havde fængslet ham til Rom den hele Sommer, og som nu maatte være fuldført. Jeg havde med Villie ikke spurgt Nogen om dens Fremgang, da jeg vilde nyde Skuet, uforstyrret af smaalige Indvendinger, og lettede nu rask Klinken paa Døren, uden at banke paa. Men hvad skildrer min Overraskelse, da jeg fandt Studiet tomt, Væggene hvidtede, og en mig ubekjendt fransk Kunstner ifærd med at udpakke sine Sager i det lille Værelse, der havde været Vidne til saamangen fortrolig Samtale mellem Malm og mig.

Forstemt vandrede jeg ned ad Gaden. Underveis traf jeg en Bekjendt, og nu fik jeg hele Sammenhænget at vide. Malm havde i tre Uger efter min Bortreise arbeidet meget flittigt, opfyldt af sin Genius. Han havde i al denne Tid modtaget Besøg baade af Venner og Fjender. Han var blevet feteret og lovpriist af begge Parter; men hver Enkelt havde havt en lille Bemærkning at gjøre, om ikke for 108 Andet, saa dog for at sige Noget. Hvad jeg havde frygtet for, var netop skeet; han havde laant Øre til en Critik, som han ikke forstod, og som ikke forstod ham. En havde meent, at den høire Fod var for kort; en Anden, at Figuren ikke sank nok i det venstre Knæ; en Tredie, at Barnet blev løftet for høit, og saa videre. Alle disse forskjellige, ofte modstridende Domme havde gjort ham vims paa det Hele. Han havde begyndt at makke paa sit Arbeide, og den ene Rettelse drog med Nødvendighedens Magt den anden efter sig. En skjønne Dag havde han opdaget, at Figuren var forkluddret, og saa havde han brækket det Hele ned igjen.

Samme Aften besøgte jeg Malm. Han havde faaet et lille Studie oppe i Via della Purificazione. Det var trist, fugtigt og mørkt; der var ingen Have, ingen Roser og ingen Cisterne. Derimod var der muggen Luft og Scorpioner i Overflødighed. Malm selv var lige saa trist som sine Omgivelser. Legatet var blevet taget fra ham, da Fundatsen indeholdt den Bestemmelse, at Legathaveren inden et Aar skulde have fuldført et Arbeide. Til al Lykke havde han modtaget et Brev fra sin forrige Huusbond, der i varme Udtryk lykønskede ham til hans første heldige Arbeide, som han haabede at see i Marmor, naar han om et Par Aar kom til Rom. Med dette Brev var der fulgt den sædvanlige Understøttelse fra hans ædle Velynder; fra Sigrid og Moderen havde han derimod ikke hørt et Ord. Jeg tilbragte den hele Aften med at trøste Malm og lægge Planer for Fremtiden. Det var en vanskelig Opgave, thi han var i samme Humeur som hiin Aften ved Nemi, og hertil drog endnu et Par andre, bittre Strømninger gjennem hans Sind. Han frygtede for at være glemt af Den, han elskede meest, og nærede allerede nu et stille Nag imod sin Efterfølger i Legatet, en svensk Billedhugger Dahlkvist, hvem vi begge betragtede som en talentløs Person, der blot ved gode Connexioner nød en Understøttelse, som var lige saa vigtig for Malm, som ilde anvendt paa den Anden.

Nogle Dage efter besøgte jeg den unge Svensker. Det var en meget elskværdig og affabel Person. Han smilede kjønt og trykkede nydeligt i Haanden; han var rigtigt, hvad man kalder et pænt Menneske, dannet og beleven, men Kunstner var han minsæl ikke. Han viste mig nogle af sine Skizzer, thi, skjøndt han kun havde været fjorten Dage i Rom, havde han næsten gjort en Snees Stykker; de vare alle, ligesom han selv, nydelige, slikkede og kjedelige. De gjorde alle det 109 samme Indtryk paa mig, som en flydende Comptoirhaand maa gjøre paa den, der af Skriften vil udlede et Menneskes Characteer; der var nemlig aldeles ingen. Jeg saae strax, at Dahlkvist var en sikker Mand for Legatet, for Professorerne og for Publikum. Han kunde gjøre to Arbeider om Aaret istedetfor eet; smigre, smiske og trykke i Haanden for Tre, og lave de nydeligste Nympher og Dryader i Canovas fordømte Maneer, altid saa runde og dreiede som Elfenbeen. Men Et var og blev mig klart: Dahlkvist var Grøftegraver der, hvor Malm kunde være Konge.

Det var øiensynligt, at Malm selv følte dette. Han udtalte sig imidlertid aldrig, ikke engang til mig, med Bitterhed eller Harme mod Dahlkvist. Han følte, at Retten, juridisk seet, var paa Dahlkvists Side, thi selv havde han jo ikke præsteret noget Arbeide; derimod mærkede jeg godt, at han bestandig undveeg sin Rival, hvor han traf sammen med ham, og kunde det ikke undgaaes, var han rolig, afmaalt og kold, medens Dahlkvist derimod overøste ham med Complimenter, samtidig med at han i Smug latterliggjorde dette Naturgeni, som han kaldte ham, for de andre Kunstnere. Det var heller ikke let at tænke sig større Contraster end disse to; det var den tamme Civilisation og den vilde Naturkraft, der stod mod hinanden.

Vinteren sled sig saaledes hen. Malm bestilte Intet - »han spadserede,« som Dahlkvist udtrykte sig. Dahlkvist derimod arbeidede ivrigt, og det ene lille Cabinetstykke efter det andet gik i Form af slumrende Bacchantinder eller badende Nympher fra Leret over i Gibsen. Saaledes naaede vi den otteogtyvende Januar, Frederik den Sjettes Fødselsdag. Det var dengang Skik og Brug, at Consulen i denne Anledning gav et Middagsgilde, hvortil sædvanligviis kun de Danske indbødes. Malm og Dahlkvist havde imod Sædvane ogsaa modtaget Invitationskort, men jeg troer næsten, at de gjensidig antog om hinanden, at Ingen af dem vilde give Møde, og saaledes traf de netop begge sammen. Vi holdt dengang vore Gilder i Palazzo Ruspolis store Sal, som var kunstnerisk udsmykket i Dagens Anledning. Dahlkvist havde gjort de to Løver, der som Skjoldholdere bare Rigets Vaaben; men det var mærkværdigt, hvor fortræffeligt de lignede et Par friserede Faar. Han fik ogsaa en Reprimande af Consulen; dog ikke i den Anledning, men fordi han havde glemt, at det var Vildmænd og ikke Løver, som bar det danske Riges Vaaben; det var næsten en politisk Forbrydelse i de Dage. Ved Siden af den store Sal havde vi et Par 110 mindre Aftrædelsesværelser, hvor der blev drukket Caffe og senere spillet Whist. Da Malm ved Bordet tilfældigviis kom til at sidde ved Siden af Dahlkvist, blev han ganske bleg og sagde ikke et Ord. Denne spurgte derimod i den meest forekommende Conversationstone til hans Helbred, beklagede den slette Luft i hans Studie og bad ham med uforskammet Ironie ikke at overanstrenge sine Kræfter. Malm derimod sendte ham et Par hvasse Blik, men sagde Intet; derimod lagde jeg Mærke til, at han imod Sædvane drak Viin, navnlig Marsala, som dengang baade var bedre og stærkere end nu. Dahlkvist vedblev at overøse ham med Complimenter, og det var maaskee for at faae dem til at glide ned, at Malm vedblev at tømme Caraffen. Jeg bemærkede et ondskabsfuldt Udtryk i hans Modstanders Øine og stødte Malm paa Armen.

»Sludder!« sagde han kort.

Det gav et elektrisk Stød i en gammel Generalinde, der sad ved Siden af mig. Lidt efter traadte jeg Malm paa Foden; det var umuligt, at han kunde taale saa megen Marsala.

»Tag Benene til Dem!« tordnede han til Dahlkvist.

Generalinden rystede og skjød uvilkaarligt sin Stol tilbage. I det Samme kom Tjeneren for at skjænke Marsalaen rundt til Desert. Han betragtede først den tomme Caraffe og derpaa Malm med et Blik, som om han vilde spørge ham, naar han sidst havde været i godt Selskab. Dahlkvist loe himmelhøit, snappede den tomme Caraffe fra Tjeneren og lod den gaae videre. Jeg saae først nu, at Ingen havde Marsala i deres Glas. Alles Blikke rettedes paa Malm, hist og her lød en undertrykt Latter. Jeg kunde i dette Øieblik have dræbt Dahlkvist, og jeg troer, at Malm havde stor Lyst til at gjøre det Samme.

Efter Bordet gik vi ind i Sideværelset, der ligesom Salen var decoreret med Grønt. Malm følte Nederlaget i hele dets Udstrækning og traadte hen i en Vinduesfordybning bag nogle blomstrende Oleanderbuske. Et Øieblik efter kom Dahlkvist ind med Generalinden under Armen.

»Hvem var dog den mærkværdige Erscheinung, som sad ved Siden af mig?« spurgte hun Dahlkvist, idet hun glattede paa sin svære Silkekjole.

»Behager Deres Naade ikke at tage Plads? Tillader De? Her er Stole. Ønsker Deres Naade café nero eller café con crema? Ah, con crema, det er ægte dansk.«

111

»Men hvem var det bête noire?« spurgte paany den gamle Dame, øiensynligt smigret af Dahlkvists Galanteri.

»Hvem mener Deres Naade?«

»Ih, den ivrogne, som drak Marsalaen, og som bad Dem tage Benene til Dem, da De var saa høflig at lade ham vide, at han syndede mod al bon-ton

»Ja, hvad skulde jeg gjøre? Jeg var bange for, at Skandalen skulde blive større, end den allerede var.«

»Han syntes at være noget unique i sit Slags. Meget gauche og temmelig brutal. Jeg troer endogsaa, han mødte i Frakke. Uden Halsbind var han idetmindste, og det er dog impardonnable paa vor allernaadigste Konges Fødselsdag.«

»Deres Naade har fuldkommen Ret, men man maa holde slige Folk Lidt tilgode; man kunde neppe vente Mere af en Bondekarl fra Thelemarken.«

»Bonde!« gjentog Generalinden med ufordulgt Forbauselse. »Det er dog mærkværdigt, med hvilken Frækhed al Slags Pøbel trænger sig ind her i Selskabet. Hvad er da denne norske Parvenu? Han maa da have et enorme Talent, siden vor Consul har fundet det passende at invitere ham?«

Dahlkvist trak paa Skuldrene og gjorde den Bevægelse med Haanden, hvormed man afviser de romerske Tiggere.

»Talent!« sagde han smilende. »Deres Naade vil bedst selv kunne dømme derom, naar jeg fortæller Dem, at han har tilbragt et Aar i Rom, og i al den Tid kun gjort en eneste Figur, der var i den Grad mislykket, at han selv brød den ned igjen. Det er ubegribeligt, hvorledes han har kunnet erhverve sig et af de største Legater, men dette er ogsaa kun gaaet til en Tid. Han har ikke faaet det fornyet.«

I dette Øieblik lød et Brag igjennem Salen. Generalindens Turban og Paradiisfugl begravedes tilligemed det Halve af hendes Person under de omstyrtende Oleanderbuske. Med et Spring var Malm ude af den gjorte Bresche og stod med sin gigantiske Figur bleg og truende foran Dahlkvist. Han løftede Haanden som til Slag, derpaa lod han den pludseligt synke og sagde med lav, næsten klangløs Stemme: »De er en Pjalt!«

Hvor sagte disse Ord end vare udtalte, blev de dog hørte rundtom i Salen, hvor de opvakte almindelig Forvirring. Da Røret et Øieblik efter havde sat sig, saae jeg mig forgjæves om efter Malm - han var forsvunden. 112 Da jeg om Aftenen passerede forbi hans Studie, var der Lys derinde. Jeg bankede paa, men fik intet Svar. Studiet var lukket den næste Dag og ligeledes Dagen efter, og min Uro for Malm dæmpedes først, da jeg i Trattoriet fik at vide af Stefano, at han hver Middag bragte et Maaltid hen til ham. Jeg spurgte ham, hvorledes han havde det, og fik det trøsterige Svar:

»Udmærket! Han arbeider som bare Satan.«

Dette overraskede mig i høi Grad. Jeg havde troet, at Malm, skamfuld over Scenen ved Festen, vilde holde sig inde nogle Dage, indtil den første Bølgegang havde sat sig; men at han i hiin Sindsstemning og under det Tryk, hvoraf han kuedes, vilde og kunde arbeide, det forekom mig næsten utroligt. Da jeg den fjerde Dag efter hiint bedrøvelige Selskab om Morgenen gik forbi hans Studie, stod Døren paaklem. Jeg tittede ind. Malm var ikke derinde, men paa Cavallettoen thronede en mægtig Figur - jeg vil ikke sige den bedste, men en af de bedste, jeg har seet i Rom. Det var Achilles, som rasende over Briseis Rov grunder paa Hævn over Achæerne. Det var en siddende Figur uden Draperi, i omtrent halv overnaturlig Størrelse; Hjelm og Skjold laae ved dens Side og et brudt Sværd ved dens Fødder. Jeg vil ikke dvæle ved nogen Beskrivelse af denne Figurs Enkeltheder, thi de vare smeltede sammen i en saa fuldendt Harmoni, at ingen enkelt Deel lod sig løsne fra det Hele. Det var en mægtig Figur, lige gribende i sin Lidenskab, hvad enten man saae hen til Ansigtets Udtryk eller til Holdningen. Jeg stod aldeles fortabt i Beskuelsen, da paa eengang en Haand rørte ved min Skulder; det var Malm, der kom med en Spand Vand, som han havde hentet ved Brønden ude i Gaarden.

»Hvorledes er Du kommen ind?« spurgte han i en Tone, som om Intet var forefaldet.

Jeg pegede hen imod Porten, der endnu stod paaklem. Han gjorde en Bevægelse imod den med Haanden og sagde: »Du maa gaae.«

»Hvordan!« udbrød jeg forbauset. »Du viser mig bort?«

»Ja, jeg gjør,« sagde han roligt, men uden Spor af Vrede; »ogsaa Du har havt Din Skyld deri. Du sagde, at den Arm paa Faunen var for kort; det var den ikke. Jeg maa arbeide ene.«

Dermed lagde han Armen om mit Liv og skjød mig lempeligt hen imod Døren, som jeg hørte ham laase og lukke forsigtigt efter mig.

Den Skandale, som Malm havde gjort ved Gildet, var naturligviis gaaet hele Rom over. Man vidste nøiagtigt, hvor mange Glas Marsala 113 han havde drukket, og hvormange Fjedre, der vare knækkede i Halen paa Generalindens Paradiisfugl. Den mandlige Deel af Saisonens Publicum var overbeviist om, at Malm var, hvad man nutildags vilde kalde en Rod, og Damerne vare lige saa enige i at finde ham ækel, som Dahlkvist sød, og erklære dennes Figurer for de nydeligste Ting af Verden. Jeg maatte døie det hele Væv overalt, hvor jeg kom hen, og kunde tilsidst hele Visen udenad; men hvergang man sang det almindelige Omkvæd: »Gud, jeg kan saa godt forstaae, at han ikke mere tør vise sig i anstændigt Selskab,« gottede jeg mig indvendigt ved at tænke paa den Forbauselse, som hans prægtige Achilles nødvendigviis maatte vække, naar den kom for Dagen, udsendt fra hans Studie, lige saa pludseligt som Minerva fra Jupiters Pande. Gjennem Stefano fik jeg daglig Underretning. Arbeidet skred rask frem og maatte om en tre Ugers Tid staae færdigt til at støbes i Gibs.

Vi nærmede os stærkt henimod Carnevalet. Paa denne Tid kommer der gjerne endnu nogle Fugle derhjemmefra, navnlig af de lystige, som ville tage Commersen og Paaskefesten med. Der kom rigtignok kun Een det Aar, men han var saa god som ti; jeg har ham endnu til Dato i taknemmelig Erindring. Det var en rigtig Papegøie; en af dem, som lære allerbedst udenad, hvad Andre have sagt, og som med ufortrøden Paastaaelighed vedbliver at gjentage det samme Omkvæd til en hvilkensomhelst Gjenstand, man stiller for ham. Somme Tider slaaer det til, og man beundrer det geniale Dybsind; men i Reglen slaaer det feil og bliver til, hvad vi Kunstnere i vort grove Maal kalde for Sludder, men saa trækker man det Geniale frem og lader det Sidste drukne det Første. Der var dengang en meget elskværdig, norsk Dame hernede; hun fortalte mig, at hendes Fader havde eiet en Papegøie, som snakkede beundringsværdigt. En Dag kom en fattig Savoyard til Bygden og fremviste en Abe, som han havde lært at dandse. Han kom ogsaa hjem til hendes Fader for at vise sin Elevs Kunster. Som det var bedst i Gang, entrede Papegøien ned ad sin Stang, hvorfra den tidligere havde været en rolig Tilskuer, og hoppede hen til Aben. »Kan Du snakke?« spurgte den, idet den baskede med Vingerne. Aben blev forskrækket og slog af lutter Angst sin bedste Saltomortale. »Skidt, ikke Andet!« sagde Papegøien, idet den gravitetisk entrede op igjen.

Dette »Skidt, ikke Andet!« var netop Svingbergs Valgsprog; thi han heed Svingberg og var Kunstcritiker. Et taknemmeligt Publicum 114 havde rimeligviis foræret ham den mægtige Guldlorgnet, som altid dinglede lidt nedenfor hans Vest i en tilsvarende Kjede. Den stod forresten godt til de øvrige Farver, som altid vare valgte med stor Critik; thi naar man traf ham i flaskegrønne Beenklæder, rød Fløiels Vest og lyseblaae Kjole med blanke Knapper, kunde man endda sige, at man var sluppen for en billig Penge. Men det Mærkværdigste af Alt var den nye Passiar, som han bragte med sig derhjemmefra, og som rimeligviis en eller anden lærd Professor havde hittet paa. Det var en ny Philosophi, hørte jeg siden, som de havde opfundet et Sted i Tydskland, og som nu skulde prædikes for de Romere. Han var den første Apostel, og jeg kan ikke negte, han prædikede mageløst. Nu kan jeg kun huske Lidt af hans lange Passiar, og snakke som han, kan jeg naturligviis ikke; men det veed jeg, at hele Rom deelte sig i to Leire. Svingbergianerne og Anti-Svingbergianerne eller Jøderne, som de ogsaa kaldtes, et Udtryk, der maaskee er arvet fra hiin Tid, men som nu gjælder for et heelt andet Parti.

En Deel andre Kunstnere og jeg hørte dengang til Jøderne. Dahlkvist og Flere af hans Caliber lod sig døbe af Svingberg, og nu gik det ligesom i gamle Dage, hvor Jøderne først havde havt Magten, men senere bleve flaaede og stegte af de Christne, da disse kom ovenpaa. Det var en reen Jødefeide, som dengang herskede i Rom, og naar man een Gang har været under Persen, glemmer man ikke let Trykket, hvor latterligt det end kan forekomme Een siden. Nu vil De rimeligviis lee, naar jeg fortæller Dem Lidt om Svingbergianismen; men jeg kan paa Ære forsikkre Dem, at saaledes blev den ikke alene prædiket, men ogsaa troet af forskjelligt Godtfolk udi Byen, og, som jeg snart mærkede, ogsaa af den bløde, barnlige, men udannede Malm.

Svingberg kunde i og for sig selv være mig temmelig ligegyldig. Hans megen Tale rokkede ikke min Overbeviisning, og hans Beviser og Paastande prellede af paa mig, som Kuglerne paa en Rhinoceros. Derimod havde jeg en hemmelig Frygt for, at han skulde træffe sammen med Malm. Jeg havde længe seet, at denne trods sin Alder havde bevaret en mærkelig barnlig Natur. Hertil kom, at han, trods sin naturlige, sunde Dømmekraft paa Kunstens Omraade, havde en stor Mangel paa Kundskab i Almindelighed, og endelig var han et varmt, troende Gemyt, endog med nogen Hang til Mysticisme, en naturlig Følge af hans Opdragelse i det simple Hjem, og hans Opvæxt i den 115 snevre, mørke Fjeldbygd, hvor Haugianernes Sect længe havde floreret. Jeg følte, at der kunde være en virkelig Fare, dersom han kom i Berøring med Svingberg, men jeg trøstede mig med, at Malm for Øieblikket hørte til de Forskudte, og jeg vidste desuden gjennem min stadige Hjemmelsmand, Stefano, at han haardnakket vedligeholdt sit Afspærrelsessystem.

Det skulde ikke vare længe, inden min Anelse gik i Opfyldelse. Jeg havde gjennem Stefano faaet at vide, at Sebastiano Paccini, en berømt Model paa den Tid, atter var ledig efter at være bleven benyttet af Malm, og jeg sluttede deraf, at Statuen maatte være færdig til Støbning. Tidligt den næste Morgen gik jeg op i Via della Purificazione, længselsfuld efter at see Malm, og glad over at kunne bringe ham en hjertelig Lykønskning. Jeg var imidlertid neppe dreiet om Hjørnet, førend jeg langt oppe i Gaden opdagede Svingberg, stirrende gjennem sin Lorgnet efter Huusnumrene. Jeg fortsatte min Gang noget langsommere; thi, oprigtigt talt, skjøttede jeg ikke om at træffe sammen med ham, da jeg til min store Forbauselse saae ham banke paa Porten til Malms Studie. Jeg standsede uvis og i stærk Spænding; jeg havde igjen denne underlige Følelse af, at der var et Uveir i Luften, og at Lynet lige vilde til at slaae ned. Det var ganske den samme underlige Beklemthed, som kun vi gamle Romere have, inden Sciroccoen kommer. Til min Glæde saae jeg, at Porten ikke blev aabnet; men Fjenden var lige udenfor Murene, og nu begyndte han at parlamentere. Jeg saae Svingberg trække en rød Portefeuille frem, aabne den og deraf udtage et Papir, som han holdt i Haanden, medens han samtidig talte gjennem det gittrede Porthul. Hvad der stod i den fordømte Lap, vidste jeg dengang ikke; men til min store Forbauselse saae jeg Porten blive aabnet, Malm komme ud i Arbeidsdragt, og efterat der var vexlet et Par Ord, forsvandt de begge i Studiet. Jeg forcerede min Gang og bankede et Øieblik efter paa hos Malm. Der kom intet Svar. Jeg bankede paany, samme Resultat. Jeg formodede, at de maatte være gaaede ind i det inderste Værelse, saa at de ikke kunde høre mig, og dundrede derfor løs af alle Kræfter, men Alt forblev taust som i Graven. Hverken den Dag eller de følgende saae jeg Noget til Malm; men af den gamle Generalinde erfarede jeg, at hun var ganske frappée over den Hardiesse, hvormed denne obscure Person, denne Malm, forstod at trænge sig ind i Selskabet. Hun havde nu i tre Aftener maattet renoncere paa den amusante Svingberg som 116 fjerde Mand til sin sædvanlige Whist, og det alene fordi denne Malm havde forstaaet at insinuere sig hos Hr. Svingberg for at benytte ham ved et Arbeide, som uden hans Hjælp vilde blive altfor horribelt; det vidste hun fra hendes stadige Cicisbeo, den vakkre Dahlkvist. - Nu var Spillet gaaende, det indsaae jeg desværre altfor klart.

Et Par Dage efter Carnevalet vandrede jeg seent paa Eftermiddagen ud til Trattoria tavolata for at drikke et godt Glas Viin; jeg gaaer somme Tider noget langt efter den Vare. Det var næsten blevet mørkt, inden jeg naaede derud. Skjenkestuen var fuld af Bønder og Campagnuoler, og jeg forlangte derfor et Værelse ovenpaa for at drikke min Viin i Ro. Jeg gik hen til Vinduet for derfra at beundre den grønne Campagne og den funklende Horizont, der er saa eiendommelig for de romerske Solnedgange. Idet Værtinden bragte mig Vinen, hørte jeg fra det tilstødende Værelse:

»Encore un mezza di vino, mais la bonnissima qualité.«

Baade paa Røsten og det fortræffelige Italienske kjendte jeg min Mand - det var Svingberg. Jeg lyttede uvilkaarligt, og et Øieblik efter hørte jeg den samme demonstrerende Stemme paany.

»De kan til en vis Grad have Ret, - jeg benegter det ikke. Spørgsmaalet staaer endnu bestandigt aabent. Men har De Ret, har De kun Ret i det Subjective, ikke i Realiteten. Thi hvad er det, der gjør Rom saa interessant, at den bliver ligesom Historiens Rede, hvorfra Phantasiens evigunge Phønix dukker op, som Violerne, naar Vaarvinden vifter hen over Campagnens Sletter? Er det Antiken? Jeg benegter det! Jeg har drømt ved Parthenons Ruiner og ikke følt det. Er det Katholicismen? Er det dens Vievand, der renser Sjælen som en lutrende Ild, eller er det dens Viraksdamp, der søvndysser de ulmende Drifter med magnetisk Kraft? Jeg benegter det! Thi Katholicismen har søvndysset sig selv; den har med andre Ord, om jeg saa maa udtrykke mig, magnetiseret sig bort fra Christus, som er det sande Gudsbillede og følgelig ogsaa det sande Ideal. Er det mon det stille, indadvendte Kunstnerliv, eller er det den rige, yppige Natur, eller er det Afspeilet af Mindernes Glands, der fængsler Sjælen saa mægtigt i Rom? Jeg benegter det! Benegter det fuldkomment! Det indadvendte Kunstnerliv fængsler overalt; den yppige Natur kan ikke fængsle, da den er Forkrænkelighedens Værk, som staaer idag og imorgen kastes i Ovnen. Selv i Gosen, det fede Gosen, hvor Jøderne sukkede under Pharaoernes Aag, følte jeg ikke dette Indtryk. Jeg har været i 117 Gosenland, men jeg følte det ikke! Er det da Afspeilet af Mindernes Glands! Umuligt! Minderne i Rom ere dunkle, som det Mørke, hvori Hedenskabet vandrede; blodige som den giftige Damp fra en liigbestrøet Valplads; hævnraabende, som de titusinde Martyrers Røst fra Cæsarernes Colosseum!«

Jeg hørte et dæmpet Suk, og en dyb Stemme, der andagtsfuld svarede: »Ja, De har Ret.« Det var mig nok. Jeg kjendte Røsten i disse Ord - det var Malm.

Svingberg havde imidlertid trukket Veiret og fortsatte igjen:

»Hvad er det da, der giver Rom denne magnetiske Kraft, som uvilkaarligt stemmer Sindet til Andagt? Ikke, som vi have seet, et enkelt Led i den elektriske Kjæde, for at blive i Sammenligningen, heller ikke de samlede Led, men netop Leddene i deres Modsætning. Thi ligesom Leddene i den elektriske Kjæde, Kobber og Zink, netop ved deres Modsætning frembringer den diabolske - eller hvad jeg vilde sige - den diamagnetiske Strømning, der til Slutning, naar Spændingen voxer, slaaer ud i den elektriske Gnist, saaledes frembringe i Rom netop de to modsatte Elementer, Hedenskabet og Christendommen, den magnetiske Strømning, som uvilkaarligt binder de opadstræbende Sjæle, indtil den endeligt, naar Overbeviisningen voxer, slaaer ud i Troens elektriserende Lue. Derfor forædles de ædle Naturer bestandigt i Rom, medens de slette fortabes og med Nødvendighedens Magt gaae tilgrunde. Har jeg ikke Ret?«

»Jo, ganske sikkert,« hørte jeg Malm sige.

»Og hvilke colossale Modsætninger,« vedblev Svingberg, »findes der ikke i den hellige Stad; colossalere end selve Colosseum! I den ene Ende Hedenskabet, Antiken og Mørket, i den anden Christendommen, Christus og Lyset. Og hvor slaaende ere ikke disse Modsætninger gjengivne i Architekturen? See vi ikke de hedenske Templer sjunkne i Gruus, mørke, og med snevre, trange Lysaabninger? Og hvorfor? Sjunkne i Gruus fordi Hedenskaben selv er sjunket. Mørke, fordi Hedningerne vare bestemte til at leve i Hedenskabets Mørke, indtil Christus, det eneste sande Lys, kunde trænge igjennem. Men, hvorfor stræbe de christne Templers Spiir imod Himlen, og hvorfor hvælve deres stærke Vinduesbuer sig saa dristigt? Fordi Spirene, med Korset som Symbolum, stræbe opad mod Christus! Fordi hans Lys, gjennemtrængende og kraftigt, i fuldt Maal kan falde paa hans hellige Alter!« 118 »Ja, det er smukt,« hørte jeg Malm sige.

»Smukt?« gjentog Svingberg. »Ja, hvad Mere er, det er sandt, og netop derfor er det skjønt. Jeg gjorde igaar en Vandring gjennem det hedenske Rom. Jeg gik fra Republiken til Keisertiden, og derfra kom jeg lige ind i Colosseum. Hvad troer De, det var, som der imponerede mig meest? Var det disse favnetykke Mure, disse engang marmorklædte Loger, disse optaarnede Etager, som slog mig ved deres colossale Storhed? Ingenlunde! Jeg tænkte paa Martyrernes Blod, der havde strømmet hen over denne Arena; paa de Suk, den Sveed og de Taarer, hvoraf disse mægtige Mure ere reiste, og da i det Samme en enkelt Solstraale faldt igjennem de blytunge Skymasser, som netop dengang dækkede Himlen, og traf det store Jernkors, som forgyldtes af dens Glands, da blev jeg grebet af en mægtig Begeistring. Jeg forstod Tegnet fra oven og satte mig stille hen paa et af de hellige Alterer, og jeg troer, jeg græd!«

»De er et godt Menneske,« sagde Malm, bevæget.

Der indtraadte et Øiebliks Pause, hvori jeg hørte Svingberg snyde sin Næse og skjænke i sit og Malms Glas. Derpaa rømmede han sig og vedblev:

»Ja, jeg græd: thi det hellige Sted var profaneret af de jordiske Levninger, som Nutidens Hedninge-Romere med en mærkværdig Taktløshed altid aflægge paa slige Steder. Jeg følte, at over Tidernes svundne Storhed, over Republikens Dyder og Keiserdømmets Laster, over Caracallas vellystige Bade og Titus' blodige Colosseum svævede hiint Haabets, Fornyelsens og Forjættelsens hellige Banner, straalede hiint hellige Kors som et seirrigt Tegn over Hedenskabets Rester!«

Svingberg drak et Glas og fortsatte derpaa:

»Netop derfor er det aabenbart, at Kunsten i Rom maa blive christelig Kunst og Kunstnerne christelige Kunstnere, dersom de ret forstaae Tegnet fra oven. Hvad Hellenerfolket virkede i Hedenskabets Mørke, var kun Vantroens Gjerning og Fordømmelsens Værk; ogsaa de hørte med til den syndige Menneskeslægt, hvis Ideal var bleven formørket ved Adams og Evas usalige Fald. Vel vare de ikke, som Jøderne, aldeles uden Kunst; men deres Idealer vare, som deres Guder, kun Mennesket; lidt større, lidt kraftigere, lidt skjønnere maaskee, men dog kun Mennesket. Derfor kan ogsaa Thorvaldsen - hvormegen Respect jeg iøvrigt nærer for den gamle Mand - kun meget 119 uegenligt kaldes Kunstnernes Konge; thi ogsaa han staaer paa Antikens Standpunkt og har overhovedet ikke havt Øie for det, hvorpaa det egentligt kommer an. At fremstille Christus og de hellige Mænd er en syndig Gjerning og overhovedet et Misgreb, hvorfra enhver Kunstner vil tørne tilbage, som fra en Klippemuur. At fremstille Grækenlands Guder og Mythernes Helte saaledes, som han har gjort det, i en usædelig Blottelsestilstand er vel rigtigt fra det antike Standpunkt, men fordømmeligt fra det christelige. Antiken har overhovedet overlevet sin Tid; den har gjort, hvad den kunde, men dens Traad er haspet af, om jeg saa maa sige. Hvad det nu gjelder om, er den hellige Kunst, den christelige Fremtidskunst, og der bliver Draperiet en absolut Fordring. Seer De, kjære Malm, Deres Achilles er ikke christelig, og derfor er det, at jeg ikke synes om den, hvor fortræffelig den end kan være fra det antike Standpunkt. Den mangler Draperi, og Draperiet er en absolut Fordring; en conditio sine qua non, om jeg saa maa udtrykke mig. Derfor, endnu engang, bryd med Antiken, bryd med de forældede Former! Viis Verden, at Kunstens Foryngelsestid endelig er kommen! Vie Dem til den ene, den sande, den hellige Kunst, hvis Hovedhjørnesteen er Christus, som bærer ham paa sit Høialter og stræber op til ham gjennem sine gothiske Spiir!«

»Amen!« hørte jeg Malms dybe og rolige Stemme sige.

Det var det opbyggeligste Foredrag, jeg nogensinde havde hørt. Det lod ogsaa til, at Svingberg fandt, at det nu kunde være nok, thi de forlod Værelset, og kort efter saae jeg Malm gaae ned ad Veien med Svingberg under Armen - han med en rolig, eftertænkende Holdning, Svingberg endnu docerende og fegtende i Luften med sin Stok. Jeg havde ikke smagt en Draabe af den gode Viin; men jeg havde en Følelse af, at dersom jeg blot drak et halvt Glas, vilde jeg blive fuld. Saa lod jeg være og naaede seent paa Aftenen til Rom.

Den følgende Søndag skulde Svingberg prædike paa Capitolium. Det var en stor Begunstigelse, men Forholdet mellem Danske og Tydske var dengang meget hjerteligt, omtrent som mellem Skandinaverne nu. Imidlertid vakte det dog stor Opsigt, da det var første Gang, det skeete. Svingberg viste sig ikke i tre Dage, saa travlt havde han med sin Prædiken, og da endelig den høitidelige Dag oprandt, var Protestanternes lille Forsamlingssal saa propfuld, at den paa det Ivrigste protesterede mod at optage Flere. Imidlertid kom dog ogsaa jeg derop for mine Synders Skyld, eller snarere for Malms Skyld, da 120 jeg ganske sikkert haabede at træffe ham deroppe, thi i sit Studie var han endnu bestandig utilgjængelig. Svingberg var bleven coifferet og parfumeret af den bedste Friseur i Corso; han havde laant en Præstekjole af den vindøiede Capellan og lavet sig en Præstekrave af egen Opfindelse, der saae ud som en Mellemting af et Kalvekryds og en Kappestrimmel. Kort sagt, han var superbe, sagde Generalinden, der nu aldeles ingen Notits tog af de Lidelser og den Overlast, som hendes kjære Paradiisfugl leed i Trængselen. Svingberg begyndte sin Tale og holdt saa ved i stive syv Kvarteer. Jeg kunde Gangen i den udenad fra Trattoria tavolata; den var en Fritto misto af Philosophie, Kunsthistorie og Christendom, Altsammen bagt ind i præstelig Salvelse og spækket med poetiske Lignelser og oratoriske Vendinger. Den var en Strøm af Ord, en sand Syndflod af forvirrede Billeder og amputerede Bibelsteder; men Damerne fandt, at den var yndig, og det kan et russisk Dampbad jo ogsaa være, navnlig naar man er værkbrudden i Forveien.

Paa den store Trappe, der fører ned fra Capitol, traf jeg Malm. Jeg vilde, som før, venskabelig tage ham under Armen; men han undveeg mig med et sky, næsten mistænksomt Blik og sluttede sig kort efter til den fordømte Svingberg, der betragtede mig med en Mine, som om jeg hørte til de Nederste i Michel Angelos Dommedag. Jeg følte nok, at der var lagt Steen i Veien for mig, og jeg kunde ogsaa nok vide, fra hvem de kom; men jeg vilde have Vished og sluttede mig derfor til Generalinden, der med Følge, Paradiisfugl og det Hele var vandret hen til den tarpejiske Klippe fra Paradiset paa Capitolium. Jeg attaquerede hende fiint, thi jeg vidste nok, hvad Lire jeg skulde dreie paa. Jeg istemmede den store Rundsang med Omkvædet: »Aa, hvor det var mageløst!«; beklagede den strenge Censur i Rom, der forhindrede en saa magnifique Prædiken fra at komme i Trykken, men haabede, at den i Danmark vilde finde en gunstigere Jordbund, og at den vilde bære gyldne Frugter. Endelig beundrede jeg Dahlkvist, fordi han havde faaet sine Nympher og Bacchantinder klædte christeligt paa i et saadant Draperi, at de end mere tiltrak sig de russiske Magnaters og de engelske Lorders Opmærksomhed.

Da jeg saaledes havde fløitet fiint og viist mig som den omvendte Synder, lod jeg nogle Ord falde om den obscure Malm og den celebre Svingberg, og saa kom Generalinden paa Gled.

Det var aldeles mærkværdigt, hvad der kunde være ved denne 121 Malm, der om Hverdagen saae ud som en Muursvend og om Søndagen, som om Skomageren havde syet hans Frakke og Skræderen hans Sko, men der maatte dog være noget ravissant ved denne forunderlige Personnage, siden monsieur Svingberg saa øiensynligt prefererede ham for alle de andre Artister. Han havde endogsaa bragt ham et Brev fra en soidisant Dame i Norge, rimeligviis en eller anden lille Grisette i Christiania, og det havde været Indledningen til Bekjendtskabet. Saa havde notre cher ami Svingberg i Malms Atelier fundet en Figur, som Generalindens fine Følelse krympede sig ved at omtale. Det var et Slags lieutenant fra den trojanske Krig, en Apelles, forklarede Generalinden, men horrible, næsten abominable, aldeles uden Draperi. Forresten havde dog Svingberg fortalt hende, at der var meget Godt ved denne Figur, naar man fraregnede den uanstændige Stiil, hvori den var anlagt, ligesom det heller ikke kunde negtes, at denne Malm havde et vist Talent, naar det blot blev ledet rigtigt. Det var derfor, sluttede Generalinden, at notre cher Svingberg havde taget sig saa ivrigt af Malm, der endnu var saa ung, at han kunde ledes hen til »det Maal, der har Christus som Hovedhjørnesteen, bærer ham paa sit Høialter og stræber til ham gjennem sine gothiske Spiir.«

Nu blev det mig for galt. Jeg tog Afsked med Generalinden, idet jeg indvendigt ønskede, at de uhyre Modsætninger, Colosseets Mure og Peterskirkens Kuppel, hver for sig vilde begrave hende, Svingberg og hele det Svingbergianske Commers under deres sammenstyrtende Ruiner, og med dette fromme Ønske i Hjertet ilede jeg afsted for, om muligt, at træffe Malm alene. Jeg havde haabet, at Svingberg efter Dagens Anstrengelse havde undt sig den fornødne Hvile, men til min store Ærgrelse hørte jeg hans Stemme skingre fra Malms Studie, da jeg langsomt vandrede op ad den søndagsstille Via della Purificazione. Døren stod paa vid Gab, og det straalende Solskin faldt paa en Gruppe, der paa mig gjorde et næsten tragisk Indtryk; tilvenstre, Malms herlige Achilles, indtørret, sprukken og øiensynligt i høi Grad forsømt; tilhøire, Malm med et underligt, ængsteligt Udtryk i Blikket, som halvt sky, halvt stirrende hvilede paa Svingberg, der vendte Ryggen mod Porten. Uvilkaarligt kom jeg til at tænke paa den gamle Historie om Klapperslangen, hvis stirrende Blik drager Offeret til sig i snevrere og snevrere Kredse. Jeg blev taus staaende i Døren; Ingen af dem bemærkede mig.

»Ganske sikkert!« fortsatte Svingberg sin rivende Ordstrøm.

122

»Tanken er Tanken - Ideen, Ideen! Men her har Tanken endnu ikke hævet sig op til at blive Idee; den har, om jeg saa maa udtrykke mig, ikke gjennemgaaet den Metamorphose, hvor den af Puppens Svøb folder sig ud som Aandens evige Sommerfugl. Alligevel, jeg indrømmer det - De kan have Ret, men kun i det Specielle, ikke i Totaliteten. Jødedommen var en Gjennemgangsform for Christendommen. Den var, om jeg saa maa udtrykke mig, den Mistbænk, hvori Herren havde nedlagt det aandelige Frø, som en Gang skulde bære Forklarelsens Frugter. Paa samme Maade var Katholicismen, om jeg saa maa sige, det Klosterdrivhuus, hvori man havde indespærret Christendommens ædle Viinstok, hvor man tvang den til at sætte golde og geile Skud, indtil endeligt Morten Luther sprængte det skrøbelige Glastag og atter bragte Christendommens ædle Viin for Dagens Lys. Men, som sagt, i visse Maader har De Ret, og jeg negter ikke, at seet fra et reent menneskeligt Standpunkt har Madonnadyrkelsen uendeligt Meget for sig. Det er det kvindelige Ideal, som man uvilkaarligt bøier sig for. Jomfrueligt og dog moderligt, moderligt og dog jomfrueligt, kan man tænke sig noget Skjønnere? Det er Modsætningerne, der her ere forenede til en, om jeg saa maa udtrykke mig, genial Eenhed, og jeg kan derfor, som sagt, reent menneskeligt seet, finde Madonnadyrkelsen høist tiltalende. Thi hvad stræber Manden, menneskeligt seet, hen til? Det kvindelige Ideal! Men Kvinden stræber ikke paa lige Maade hen til det mandlige; det vilde være hendes Natur og den kvindelige Blufærdighed imod. Ogsaa hun stræber hen imod Idealet, den rene, den skyldfrie Kvinde! Til hende alene kan hun betroe de Sorger og Tanker, som ere specifike for det kvindelige Liv, og som hendes Blufærdighedsfølelse vilde genere sig for at frembære for Christus; thi hvor utallige Ting gives der ikke, som Kvinden blot kan betroe Kvinden, men aldrig en Mand?«

Jeg leer overmaade sjeldent; men til Gjengjeld er jeg bleven født med en Eiendommelighed, at naar Latteren en Gang besøger mig, da fordrer den et frit, ustandset Løb, ugeneret af Tid og Rum. Jeg var ikke i noget godt Humeur, men Svingbergs sidste Ord fremkaldte uvilkaarligt en Paroxysme, som ikke lod sig standse. Jeg husker endnu, at jeg til Malms store Forfærdelse dandsede rundt i Studiet, idet jeg, under forskjellige høist uchristelige Udbrud, tilkjendegav de Følelser, der gjennemstrømmede mig. Jeg troer ogsaa nok, at jeg under disse heftige Evolutioner maaskee bragte mine Støvlehæle mere i 123 Berøring med Svingbergs Taaspidser, end menneskeligt og christeligt var; thi jeg erindrer, at Svingberg med et rasende Blik styrtede ud af Studiet, idet han lod mig vide, at Dueller under visse Omstændigheder kunde være, om han saa maatte udtrykke sig, saare ønskelige og nødvendige, reent menneskeligt seet, men at han, ifølge sin Opfattelse, maatte betragte dem som en Vederstyggelighed, der ikke engang fandtes hos Jøderne, men hørte hjemme i det vildeste Hedenskab.

Nu var jeg ene med Malm.

»Hvad vil Du her?« spurgte han i en Tone saa kold og saa fremmed, at den strax lagde Adskillelsens Kløft imellem os.

»Tale med Dig, bringe Dig til Fornuft, redde Dig fra Undergang!« raabte jeg lidenskabeligt.

»Redde mig fra Undergang?« spurgte Malm roligt. »Du, som selv er gaaet under, Du vil redde mig? Det kan Du ikke. Du kan kun drage mig dybere i Dit Fald, som Du alt een Gang har gjort, men det skal ikke skee tiere. Jeg veed nu Alt. Det var Misundelsen, der første Gang førte Dig til mig, og det var den, der fik Dig til at rette, hvad Du selv maatte indsee var rigtigt. Du var den Første, der ledte mig vild under mit første Arbejde; Du skal ikke faae mig til at fuldføre et andet, om hvilket Du selv veed, at det er slet og fordømmeligt.«

Jeg havde længe mærket, at hiint ulyksalige Vink, som jeg efter mit bedste Skjøn dengang havde givet Malm, havde piint ham. At det var blevet exploiteret af Svingberg med saa meget Andet, havde jeg vel anet; men aldrig havde jeg formodet, at det skulde komme til at ligge som et Bjerg imellem os. Endnu engang søgte jeg at nærme mig Malm. Oprigtigt og venligt talte jeg til ham, og i de mildeste Former stræbte jeg at gjøre ham forstaaeligt, at Christendom og Kunst, dybere seet, ikke kunde og aldrig vilde kunne komme til at staae i noget Forhold til hinanden. Idet jeg halvt spøgende angreb Svingberg, tog jeg Sprøiten for at overstænke Figuren, inden den heelt faldt fra hinanden af Tørhed.

Malm gjorde en afværgende Bevægelse og sagde koldt: »Rør ikke mit Arbeide! Du har fordærvet Nok i Forveien.«

Nu tabte jeg Taalmodigheden. Det ene Ord tog det andet, og inden jeg ret saae mig for, følte jeg mig ved et kraftigt Tag slynget midt ud paa Gaden. Ja, jeg skammer mig ikke ved at tilstaae det, han smed mig paa Porten i Ordets bogstavelige Forstand.

Det var et trist Foraar og en kjedelig Sommer, der fulgte paa denne 124 Begivenhed. Jeg havde isoleret mig næsten fra Alle, og Malm, min eneste Ven, havde jeg tabt for stedse. Til Gjengjeld havde jeg vundet en uforsonlig Fjende i Svingberg, og hver Avis, der kom fra Danmark, bragte mig nye Mindelser derom. Der var lange Artikler, undertegnede S-g, hvoraf Enhver kunde see, at jeg havde misforstaaet mit Kald, at jeg var druknet i Materialismens muddrede Strømme, at jeg manglede Genialitetens Beaandelse, kort sagt - at jeg var et Bæst. Det var ordentligt en Lettelse, da Choleraen kom. Dødens mægtige Vingeslag pustede disse christelige Avner til alle Sider og overdøvede Svingbergianismen med sine Jammerskrig. Generalinden med Consorter flygtede over Hals og Hoved tilbage til Danmark, Svingberg reiste til Neapel og tog Malm med sig. Man sagde, at de i Forening vilde besøge Jerusalem og det hellige Land. Jeg blev omtrent ene tilbage i Rom; ikke fordi jeg havde mere Lyst dertil end de Andre, men fordi Svingbergs Artikler havde vendt Opinionen imod mig. Jeg havde gjort Gjeld, der bandt mig til Rom, og Ingen kjøbte mine Arbeider. Saa løierligt det end synes, kan en Recensent undertiden bringe det saa vidt, at man kun har Valget mellem Død af Sult eller Cholera.

Hen paa Sommeren hændte imidlertid en uventet og for mig høist glædelig Begivenhed. En original Englænder, Signor Naso, som Romerne kaldte ham paa Grund af hans mærkværdig grimme Næse, kom tilfældigt ind i mit Studie og kjøbte min Niobe, et Arbeide, som Svingberg især havde rakket ned. Han betalte det saa rundeligt, at jeg pludseligt saae mig forvandlet til en Krøsus, der kunde ombytte det pestbefængte Rom med den rene Bjergluft i Ariccia og Genzano. Jeg flyttede derud i August og naaede først Rom i Begyndelsen af October. Da jeg kom tilbage var det som til en ny Jord og en ny Himmel. Svingberg var død i Neapel af den Sygdom, som han havde stræbt at undflye i Rom; hans Lære var uddød, hans Recensioner glemte. Nye Ansigter kom mig imøde, nye Bekjendtskaber bleve stiftede; men Ingen kunde give mig Oplysning om Malm, den Eneste, efter hvem mit Hjerte længtes.

En Aften først i November gik jeg henimod Midnat hjem fra en dansk Familie, der nylig havde bosat sig i Rom. Vinteren kom det Aar tidligt og var strengere end sædvanligt. Det frøs allerede et Par Grader, men Natten var saa usædvanlig smuk, Himlen saa stjerneklar og Luften saa frisk, at jeg halvt uvilkaarligt vandrede ud i 125 Ruinqvarteret, istedetfor hjem. Rom var dengang langtfra saa civiliseret som nu. Man havde ingen Gas i Hovedgaderne, man havde ikke begyndt at pille og pynte paa Ruinerne, og man havde ikke de fordømte Franskmænd, der overalt trækker Paris's Overcivilisation med sig. Til Gjengjeld var der maaske lidt flere Banditer, skjøndt vistnok ikke ret mange; men Rom var ganske sikkert mere Rom, end det nu er. Næsten uden at mærke det, var jeg over Piazza di Venezia og Capitolium kommet ud paa Forum, hvor jeg langsomt vandrede hen imod Colosseum. Idet jeg gik ind paa Arenaen, som dengang ikke var lukket om Natten, faldt mit Blik paa en Mand, der, indhyllet i en pjaltet romersk Kappe, sad og sov i en af Muurfordybningerne. Det var et altfor almindeligt Syn til at vække nogen Opmærksomhed, og jeg satte mig derfor roligt ned paa et Par nedstyrtede Blokke, idet jeg tankefuld betragtede den mægtige Colos, der af sine Mure alt har leveret Materialet til tre af Roms mægtigste Paladser. Idet jeg vilde gaae, strøifede mit Blik atter den Sovende. Han havde gjort en Vending i Søvne, Kappen var gleden fra hans Ansigt, og en Lysstraale fra Lampen under det lille Madonnabillede ved Indgangen faldt lige paa det. Det var et blegt, sammensunket Aasyn, paa hvilket Sult og Kulde havde trykket sine umiskjendelige Tegn, og selv om man kunde tage Feil deraf, talte den tyndslidte Kappe og de hullede Støvler, høit om deres Eiermands Tilstand. Jeg lod et Par Bajoccher glide ned i hans, i Søvne udstrakte Haand. Han foer øieblikkeligt op og gjorde en Bevægelse, som om han vilde kaste Pengene langt fra sig; men pludseligt standsede han, hyllede Kappen tættere omkring sig og fremstammede med lav Stemme og sænket Ansigt et: »Grazia, Signor!«

»Herre Jesus! Er det Dig, Malm?« raabte jeg forskrækket.

Han ravede som en drukken Mand, og Bajoccherne faldt klingende ned mellem Muurgruset.

»Christian,« raabte han, »kan Du tilgive mig?«

Aldrig troer jeg, at jeg er blevet saa overrasket og saa glad i mit Liv. Jeg greb begge hans fremstrakte Hænder, trykkede dem hjerteligt og forsikkrede ham om, at Intet, selv ikke hans Mistanke til mig, skulde udslukke det Venskab, jeg altid havde næret for ham. Aldrig har jeg tilbragt nogen saa glædelig Aften og en saa fornøielig Nat i Rom, som denne. Stefano blev til sin store Forskrækkelse banket op midt om Natten og maatte levere et Maaltid ligesaa fuldstændigt, som om det havde været Klokken Tolv om Formiddagen. Min gamle Vertinde 126 maatte rykke ud med en ny Seng, og jeg glemmer aldrig hendes forbausede Ansigt, da hun kom ind med Montefiasconen, og jeg, under Spøg og Latter, sendte det ene af Malms Klædningsstykker efter det andet ind i den blussende Kaminild. Aldrig har jeg seet et Menneske spise med stærkere Appetit, men jeg troer heller aldrig hverken før eller siden, at have været sammen med en Mand, der havde sultet i tre Dage. Dog, Sult er en let Sygdom at helbrede, naar man blot kan faae den nødvendige Medicin, og det var med en ublandet Tilfredsstillelse, at jeg under Maaltidet iagttog, hvorledes den friske Farve vendte tilbage paa Malms Kinder og den tindrende Glands i hans smukke, mørkeblaae Øine.

Da Maaltidet var endt, og jeg havde faaet min Lazzaronpibe tændt, fik jeg Malm til at fortælle sin Historie, eller rettere sagt, jeg pumpede den lidt efter lidt ud af ham, thi han var ingen Ynder af sammenhængende Fortællinger. Med Svingberg var han ganske rigtigt taget til Neapel, hvorfra de begge vilde indskibe sig, for over Malta at gaae til Alexandria og derfra drage videre til det hellige Land. I Neapel havde Svingberg ventet Remisser fra Hjemmet, men disse vare udeblevne, og en let Forkjølelse havde, i Forbindelse med en stærk Frygt for Cholera, paadraget ham denne Sygdom, der i faa Timer gjorde Ende paa hans Liv. Malm havde trofast pleiet ham til det Sidste, og Svingberg havde viist sig ædelmodig nok til paa sit Yderste at overdrage ham de Penge, som han ventede fra Hjemmet. Malm vilde da friste Reisen alene, men deels havde han intet rigtigt Begreb om dens Kostbarhed og Længde, deels var han blevet trukket usædvanligt op med Begravelsesomkostningerne i Neapel, hvor Alt befandt sig i en halv Opløsningstilstand. Imidlertid indskibede han sig til Malta, men Sygdommen brød Dagen efter løs paa det overfyldte Skib, og Malm blev med saa mange Andre bragt halvdøende iland i la Valetta i Slutningen af Juni Maaned. Hans stærke Constitution havde vel modstaaet Sygdommen, men den var bleven rystet i sit Inderste, og først i Begyndelsen af October havde han naaet Neapel, næsten blottet for Alt. Hans Haab om at finde Landsmænd var fuldstændigt glippet, og med en høist tarvelig Understøttelse fra Consulen var han paa sin Fod vandret til Rom. I de to sidste Dage havde han bogstavelig ikke eiet en Bajoccho, og det var den bittreste Nød, der havde tvunget ham til at tage Natteleie i Colosseum.

I Nattens Løb aftale jeg Alt med Malm. Da jeg endnu var Noget af 127 en Krøsus, kunde jeg uden synderlig Opoffrelse tilbyde ham at dele Logis og Studie med mig, ligesom jeg ogsaa lovede ham, at jeg den næste Dag vilde henvende mig til Consulen for at erfare, om der ikke i hans lange Fraværelse skulde være indtruffet gunstige Efterretninger fra Norge. Denne sidste Mission lykkedes over al Forventning. Ikke alene havde der sammenhobet sig en tre til fire Breve fra hans Moder, men der fandtes tillige to Pengebreve, hvert indeholdende det sædvanlige Beløb, som hans forhenværende Herre og Huusbond, nu hans Ven og Beskytter, havde sendt ham; desuden var der et større Brev, hvis Haandskrift jeg ikke kjendte. Malm udstødte et Glædesskrig, da jeg triumpherende vendte tilbage med dette uventede Udbytte. Da han saae Udskriften paa det store Brev, skjød han Moderens Brevpakke tilside og gjorde en Bevægelse, som om han vilde aabne det, men pludseligt stak han det til sig, grundede et Øieblik og sagde derpaa med den alvorligste Mine af Verden:

»Skal Du ikke ud iaften?«

Jeg kunde see paa hans Ansigt, at han syntes, at han var kommet udmærket fiffigt derfra. Smilende slog jeg Kappen om mig; jeg vidste jo saa godt, at han ikke kunde læse sine Breve uden halvhøit for sig selv, og at han ønskede at være alene.

»Du har mig igjen Klokken Elleve,« sagde jeg.

Da jeg kom tilbage til den fastsatte Tid, sad Malm og læste høit for sig selv i den lille Bibel, som havde udgjort Hovedindholdet i hans tarvelige Randsel. Han var usædvanlig taus og stille den Aften.

»Hvad godt Nyt fra Hjemmet?« spurgte jeg, da vort Aftensmaaltid blev sat frem.

»Moder er død,« sagde han med lav Stemme.

Der opstod en lang Pause. Jeg har aldrig været Mand for at kunne sige Noget ved den Slags Leiligheder.

Endelig sagde Malm: »Niclas Olaisen skriver, at han reiser til Marseille for sin Datters Skyld.«

»Niclas Olaisen!« spurgte jeg. »Hvem er det?«

Malm saae paa mig med store Øine.

»Det er min forrige Huusbond, ham, som jeg fortalte Dig om ved Nemi.«

»Og Sigrid er hans Datter?«

Malm vilde skjenke et Glas Viin, men opnaaede blot at Dugen farvedes ligesaa rød som hans Ansigt.

128

»Ja,« svarede han kort.

»Er hun da syg?« spurgte jeg.

»Ikke det jeg veed af,« sagde han, idet han med rystende Haand satte Foglietten fra sig, »men Luften er undertiden noget raa hos os mellem Fjeldene. Farvel!«

Med disse Ord langede han min Kappe ned fra Væggen; thi vi vare i de Dage to om denne Luxusgjenstand. Jeg var altsaa nødt til at blive hjemme; først hen ad Formiddagen vendte Malm tilbage.

»Alt er leiet bort,« sagde han fortrædeligt, idet han hængte Kappen op i en Krog.

»Hvilket Alt?«

»Alle Studierne; der er ikke eet tilbage.«

Dette var nu ikke saa forunderligt, eftersom vi alt vare i November Maaned. Jeg tilbød ham at dele mit, men han afslog det, uden at angive nogen Grund. Da jeg kjendte hans Lyst til Eensomhed, foreslog jeg ham at dele det ved et Skillerum, men ogsaa dette afslog han. Der var hele denne Morgenstund noget underligt Uroligt, næsten Febrilt ved ham; han rørte ikke ved Maden og gik kort efter ud igjen. Henimod Middag kom han tilbage med glædestraalende Ansigt; han havde leiet et stort Studie i Via delle Quattro Fontane.

»Nu skal vi arbeide!« sagde han.

I den paafølgende Uge saae jeg ikke Noget til Malm. Jeg vilde ikke forstyrre ham; thi jeg anede, at hiint Brev fra Marseille havde indeholdt Mere end det, som Malm havde berettet mig. Der var et Felt i Malms Hjerte, hvis Indhold jeg nok anede, men hvor han aldrig havde ført mig hen, og jeg ærede ham derfor. En Dag mødte jeg ham tilfældigviis paa Gaden, og vi fulgtes ad til hans Studie. Det var et stort, lyst og hyggeligt Rum, men Cavallettoen stod lige saa tom som før, og kun en Række smaae, halvtudførte Skizzer paa et Brædt under Vinduet viste, at Studiet var beboet. Malm selv var ikke modfalden eller forknyt, og spøgede med den gode Plads, som han havde; men der var imod Sædvane kommet en forunderlig Uro og Ustadighed over ham, saavel aandeligt som legemligt. Han var i bestandige, usikkre Svingninger ligesom Magnetnaalen, naar Uveiret nærmer sig.

Vi havde denne Vinter leiet os et Lokale i Café Ruspoli, hvor Danske og Norske kom sammen. Svenskerne havde deres i Café della Costanza; thi Minderne fra Krigen, der havde kostet os Norge, vare endnu ikke glemte, og Nordmændene havde endnu ikke begyndt at 129 sondre dem som Nordmænd. Dette Lokale, der dog var den første Spire til den senere skandinaviske Forening, var naturligviis meget tarveligt, da vi maatte holde det paa egen Bekostning. Det var egentlig kun en Afdeling af Caféen selv, bestaaende af et forhenværende Billardværelse, der nu havde faaet Titel af Selskabssal, og et mindre, der tjente deels til Opbevaring af de faa Bøger, vi dengang havde, deels til Rygeværelse for Herrerne. En Aften traf jeg ganske imod Sædvane Malm deroppe. Han havde hugget sig igjennem Aviserne paa sin sædvanlige Maade, det vil sige, han havde læst Titlerne paa Artiklerne og seet efter, om der var noget Nyt fra Thelemarken; det Øvrige brød han sig ikke om. Jeg foreslog ham et Parti Skak, hvoraf han var en stor Elsker, og han stillede i Taushed Brikkerne op. Vi havde lige for os Døren til det store Værelse saaledes, at jeg kunde oversee den største Deel af Selskabssalen, medens Malm vendte Ryggen dertil. Vi spillede et Spil. Malm blev efter Sædvane mat og foreslog et nyt; han tabte ogsaa dette og stillede Brikkerne op til et tredie med en Ivrighed, som om Liv og Død afhang af Udfaldet. Det var tilfældigt en Onsdag, den eneste Aften i Ugen, hvor Damerne besøgte Foreningen. Der blev leet og talt høirøstet i den store Sal; jeg hørte tydeligt Dahlkvists Stemme, men Malm hverken saae eller hørte, saa fordybet var han i Spillet. Pludseligt gik Indgangsdøren op, og et Selskab, bestaaende af Consulen, en ældre Herre og Dame, samt en ganske ung Pige, traadte ind. Det maatte være Nyankomne, thi ikke alene vare deres Ansigter mig ubekjendte, men jeg kunde ogsaa paa de Andre see, at de endnu ikke vare forestillede for Forsamlingen. Medens Consulen presenterede de to Ældre, nærmede Dahlkvist sig med megen Courtoisie den unge Pige og trykkede hendes Haand som en gammel Bekjendt. Rimeligviis sagde han hende nogle af sine fordømte, flaue Complimenter, thi hun blev blussende rød og bøiede Hovedet uden at svare et Ord. Det var en prægtig Pige. Hun var ikke ret høi, men dog havde hun denne Slankhed i Væxten, der er saa eiendommelig for de norske Damer, og som de arve fra den samme Jord, der fostrer Granerne paa Fjeldet. En Rigdom af guldgule Krøller, samlede ved et Baand efter antikt Mønster, bølgede om hendes Nakke og hendes lyseblaae Øine tindrede af Liv. Hvad der gav disse Øine et usædvanligt Præg, var de mørke Øienhaar og Øienbryn, der stod i stærk Modsætning til det lysegule Haar, og som i Forening med den meest fuldendte Ansigtsoval og en Hudfarve, der maaskee var

        

130 lidt for gjennemsigtig til at være frisk, gjorde hende til en glimrende Skjønhed. Hvad der derimod forstyrrede Indtrykket noget, var hendes Næse, som krummede sig vel stærkt i Forhold til de øvrige Linier; ogsaa var der Noget ved hendes Smiil, som ikke ret huede mig. Hun smilede ofte, rimeligviis fordi hun vidste, hvor smukt de hvide Tænder stod til hendes purpurrøde Læber; men da kom der et Træk ved Mundvigene, som forstyrrede og gjorde samme Indtryk som Halen af en Snog der krummer sig mellem Blomster. Den ældre Herre var høi og havde et eget, selvtilfredst Udtryk i sit blomstrende, men noget dumme Ansigt. Hans Ledsagerinde derimod var fiin og lille, og saae ældre ud, end hun vistnok var. Hun havde i sin Ungdom sikkert været udmærket smuk og var det tildeels endnu; men over dette fine, regelmæssige Ansigt havde Sorgen ligesom kastet et Slør, der blot tillod at skimte de Prøvelser, som Skjæbnen havde tilført hende. Jeg gjorde to Slutninger; den ene let, den anden dristig. Den første, at den unge Dame var hendes Datter; den anden, at hun maatte være den eneste, der var tilbage. Begge viste sig senere fuldkommen rigtige.

Jeg var saa fordybet i at mønstre de Fremmede, at jeg først blev afbrudt af Malm, der rolig sagde: »Hvad seer Du paa?«

»Der er kommet Fremmede,« sagde jeg forskende.

»Saa,« svarede han ligegyldig. »Pas paa Din Dronning; den har kun eet Felt tilbage at staae paa?«

»Pas hellere paa Din,« sagde jeg, »den staaer ugarderet!«

»Der er en Bonde til at forsvare den; det er vel nok,« sagde Malm, idet han trak Brikken frem.

»Tag Dem iagt for Springeren,« bemærkede Dahlkvist, der nærmede sig, »man veed aldrig, hvor den vil hen.«

»Pas Dem selv,« sagde Malm.

Jeg fulgte Dahlkvists Bevægelser, idet han fjernede sig; han avancerede hen imod den unge Dame og næsten tilhviskede hende et Par Ord. Hun smilede paa sin eiendommelige Maade og rystede paa sit smukke Hoved, saa Nakkekrøllerne dandsede om hendes Hals. Dahlkvist sagde igjen et Par Ord og pegede hen imod Fortepianoet. Hun gjorde med et skalkagtigt Smiil en afværgende Bevægelse med Haanden; han snoede sig forbi hende og bukkede med det sødeste Smiil for den ældre Dame, som kun hilste med et koldt Nik og ikke syntes at svare ham, medens hendes ældre Ledsager modtog hans 131 Hilsen med øiensynlig Tilfredshed. I dette Øieblik nærmede Consulen sig til den unge Pige, idet han sagde hende nogle Ord og pegede hen imod Døren til det lille Værelse. Hun stirrede et Øieblik ufravendt derhen og nærmede sig derpaa med hurtige Fjed til Fortepianoet, hvorved hun kom ud af vor Synsvinkel. Kort efter gik Dahlkvist ogsaa derhen. Malm vedblev at spille uden at mærke Noget. Pludseligt løde et Par kraftige Accorder, der efterfulgtes af en norsk Folkemelodi, som jeg tidt havde hørt Malm synge, naar han troede sig alene, men aldrig med en saa reen og frisk Klang som den, der nu tonede gjennem Salen. Han skjød Brædtet fra sig, saa at alle Brikkerne væltede over hverandre, og lænede sig ganske bleg tilbage i Stolen.

»Det er Sigrids Stemme det!« hviskede han til mig. Pludseligt foer han op og stirrede ind i Salen; men med et Ansigt, som var han bidt af en Slange, sprang han atter tilbage, ilede forbi mig og styrtede ned ad Trappen, der fra det lille Værelse førte ud til Gaden. Jeg reiste mig og saae ind. Dahlkvist sad accompagnerende ved Claveret, og Sigrid sang, bøiet over hans Skulder.

Hun havde ganske sikkert kjendt Malm under sin Samtale med Consulen; men om det var en kvindelig Hævn, fordi han ikke havde taget Notice af hende, eller blot en Maade at gjøre sig bemærket paa, turde jeg ikke afgjøre. Dog forekom det mig, at Chancen laae for det Første, og jeg besluttede derfor at sondere Terrainet. Jeg traadte ind ad Døren, ligesom Sangen endte, og det forekom mig, at jeg i hendes Blik, der et Øieblik hvilede forskende paa mig, saae et Udtryk af Skuffelse eller utilfredsstillet Forventning. Jeg lod mig forestille for hende af Consulen. Hun neiede gracieust, men jeg lagde tydeligt Mærke til, at hun under denne Ceremoni havde Øiet henvendt paa min beskedne Kunstnerdragt, og at der, idet hun hævede Hovedet iveiret, atter spillede hiint ironiske Træk ved Mundvigene.

»Gaaer man i Blouse her i Rom?« hørte jeg hende hviske til Dahlkvist, idet jeg vendte mig imod Moderen.

Her nød jeg en langt venligere Modtagelse. Consulen havde neppe nævnet mit Navn, førend hun trykkede min Haand med Varme og deeltagende spurgte til Malms Befindende, om hvem hun paa anden Haand havde erfaret, at han havde ligget meget syg paa Malta. Skjøndt fuldendt Dame, var der i hendes Væsen Noget, som ret inderligt behagede mig. Det var vanskeligt at sige, hvori det laa; thi der var intet Paafaldende eller Særkjendeligt ved hendes Fremtræden, 132 men der var en Fylde af virkelig følt Deeltagelse, der ligesom en lysende og varmende Atmosphære omgav hendes Ord og Vendinger. Talen faldt strax paa Malm; han havde stadigt staaet i Brevvexling med hende, og hun kjendte mig som hans fortroligste Ven i Rom. Hun fortalte mig om hans fattige Barndom i den eensomme Fjeldbygd, og omtalte hans gamle Moder med saamegen Ømhed og Varme, som om hun havde været hendes Veninde fra Ungdommen af. Hun berørte med saa megen Delicatesse det Forhold, hvori Malm havde staaet til hendes Ægtefælle, at jeg ikke ret vidste, hvad jeg meest skulde beundre, enten Formen, hvorunder det fremtraadte, eller Indholdet, der lyste frem af denne. Tilsidst spurgte hun med nogen Ængstelighed, hvorfor Malm aldeles Intet havde leveret i den lange Tid, han havde opholdt sig her. Paa dette Punkt blandede hendes Ægtefælle sig i Samtalen, og jeg saae nu tydeligt, hvorledes Sagerne stod. Det var ikke ham, der var Mæcenas, men hans Kone. Han havde en underlig Maade at tale paa, som ikke behagede mig. Jevn og fordringsfri var han, ikke synderligt kløgtig, men dog begavet med en Deel af, hvad vi Danske paa Tydsk kalde Mutterwitz. Der var for ham intet Høit eller Lavt, Alt flød ud i en jevn Vælling, og det syntes ham næsten at være lige Eet, enten Malm var bleven Brændehugger i Norge eller Billedhugger i Rom.

»Ja, hvorfor arbeider han ikke?« udbrød han ved at høre sin Kones Spørgsmaal. »Det er netop det, jeg saa tidt har spurgt Jutta om. Geni har han s'gu nok af, som jeg sagde, da hans Moder bragte ham op paa Gaarden; men Flid og Stadighed, det er det, det kommer an paa. Man kommer længere med Transpiration end med Inspiration, som min gamle Bogholder sagde, da han havde brugt tre Uger til at finde en Feil i Aarsregnskabet, og deri havde han s'gu Ret. Det vil nu min Kone ikke vide Noget af, skjøndt det vilde være daarligt bevendt med min Bedrift, dersom jeg skulde vente paa Inspiration, hvergang jeg sendte en Tømmerflaade af. De Kunstnernykker kjender jeg nok. Der var en Steenhugger i Christiania, som aldrig kunde lave et Gravmonument, førend han blev inspireret af den kvitterede Regning, men saa gjorde han det ogsaa akkurat. Nei, seigt Arbeide og solid Conto, det har nu altid været mit Valgsprog!«

Der gik en Skygge over Fruens Ansigt, og hun sendte mig et bedende Blik. Jeg forstod Vinket og skildrede Malms Ophold i Rom med de lyseste Farver; jeg fortalte om de to Arbeider, han alt havde 133 paabegyndt, og om den Opsigt, de havde vakt iblandt Kunstnerne.

»Hvorfor Fanden huggede han dem ikke ud i Marmor?« raabte Olaisen.

»Aa nei!« svarede jeg. »Marmoret stod dengang høit; han vilde vente, til Prisen faldt.«

»Virkeligt!« raabte Olaisen fornøiet, medens hans Kone vendte sig bort. »Ja, Malm er ikke saa dum endda; han hugger sig nok igjennem. Kan han gjøre Noget, medens jeg er i Rom, giver jeg ham Marmoret gratis. Jeg har altid havt Lyst til en Venus eller saadant noget Pilleri i Haven deroppe.«

Den næste Dag besøgte jeg Malm og bragte ham Invitation fra Fru Olaisen til den kommende Middag. Han vilde i Begyndelsen aldeles Intet høre derom og sagde til Slutningen, at han ikke turde vise sig af Skamfuldhed over sin fuldkomne Uvirksomhed. Jeg trøstede ham imidlertid ved at omtale den ualmindelige Velvillie, som hans Beskytterinde havde lagt for Dagen, og slog paa Muligheden af, at Olaisen vilde gjøre en større Bestilling. Om Sigrid talte jeg ikke et Ord, da jeg ansaae det for det Klogeste.

Henimod Middag begav jeg mig op i Via Sistina, hvor den rige Skoveier havde leiet en heel Etage, skraaes over for Thorvaldsens Studie. Ved min Indtrædelse traf jeg til min store Ærgrelse Dahlkvist, der gjorde et Buk for mig, som var lige saa stivt som hans hvide Halstørklæde, og lige saa ceremonielt som hans sorte Kjole. Derpaa kigede vi hver ud ad sit Vindue. Kort efter kom Sigrid ind. Hun var usædvanlig nydelig i den simple graae Silkekjole, der med megen Virkning fremhævede hendes slanke Figur. Hun gik mig venligt imøde, rakte mig Haanden og spurgte deeltagende til Malm.

»Jeg troer, han er kommen sig efter igaaraftes,« sagde jeg smilende. »Det var blot en let Upasselighed, der tvang ham til at gaae hjem uden at hilse paa Dem eller Deres Familie. Jeg haaber iøvrigt, at han kommer her til Middag.«

»Hvis ikke, maa De tage tiltakke med mit behagelige Selskab,« bemærkede Dahlkvist, idet han rakte Haanden ud.

»Ja, men det vil jeg ikke, thi De var ikke snild igaaraftes. Til Straf faaer De intet Haandtag idag.«

Hvortil denne Bemærkning sigtede, vidste jeg ikke, men jeg regnede den i Faveur af Malm, tilmed da Dahlkvist saae noget flau ud derved. I samme Øieblik traadte begge Forældrene ind i Stuen, og 134 kort efter kom Malm. Han traadte ind uden Spor af den Frygt eller Keitethed, jeg havde været bange for, og jeg kunde ikke negte, at han gjorde et godt Indtryk. Han bar ikke fransk Dragt, men efter Datidens Skik Knæbeenklæder og en folderig, sort Fløielsblouse, der ved et bredt Læderbelte holdtes sammen om Livet. Hans lyse Haar var omhyggeligt ordnet og naaede næsten den bredt udtungede, hvide Krave, der fortil holdtes sammen ved en simpel Mosaikagraf. Han hilste halvt høfligt, halvt ærbødigt paa Olaisen og kyssede Fruens Haand med en Anstand, der var en Franskmand værdig. Derpaa nærmede han sig Sigrid og rakte hende Haanden. Han vilde sige hende nogle Ord, men hans Blik traf i det Samme Dahlkvist, der smilede paa sin overlegne Maade. Ordene døde paa hans Læber, og idet han gjorde en kort Vending forbi mig, knugede han Dahlkvist saaledes i Haanden, at denne blegnede derved.

Ved Bordet kom Malm og Sigrid til at sidde sammen. Det var ikke nogen Tilfældighed; thi foran Malms Couvert havde Sigrid lagt en Gran- og en Fyrrekvist, korsviis over hinanden.

»Det er Budskab fra Norge,« sagde hun, idet hun tog Plads.

Da vi reiste os, tog Malm Kvistene og skjulte dem paa sit Bryst. Aldrig har jeg seet et smukkere Par end dem, og aldrig lysere Blikke end deres.

I Dagligstuen blev der holdt Mørkning; det var ligesom de lange Vinteraftener hjemme hos os. Caffekjedlen surrede lystigt over den lille Spirituslampe; Caminilden kastede en bred Stribe hen over det blomstrede Gulvtæppe og sendte af og til, naar den blussede op, et Lysglimt hen over Malm og Sigrid, der talte dæmpet med hinanden. Olaisen skjendte over de moderne Indretninger og paastod, at Spirituscaffe var en Uting. Sigrid lagde sig paa Knæ foran Caminen; Malm byggede en Trefod af nogle løse Mursteen og hjalp med at puste til Ilden, medens Sigrid tragtede Caffen. Alt dette blev gjort under Spøg og Latter; det var som to lykkelige Børn, der legede med hinanden.

Dahlkvist syntes at mærke sin fuldstændige Decadence. Han havde gjort et Forsøg paa at engagere Fruen, men jeg vidste at holde Samtalen paa et saadant Omraade, at han kort efter opgav Forsøget. Da det ikke lod til, at han havde nogen stor Lyst til at indlade sig med Malm og Sigrid, havde han faaet en Conversation igang med Hr. Olaisen, hvem han godt kjendte fra et tidligere Ophold paa Gaarden. Da Sigrid 135 reiste sig for at vise Malm nogle Camelier, der i en Kurv stod paa Fortepianoet, bad Dahlkvist hende om at synge.

»Man synger aldrig, naar der holdes Mørkning,« svarede hun kvikt, »saa taler Hver med Vennen sin.«

»Men naar man nu ingen har?« spurgte Dahlkvist.

»Saa maa man vinde en,« svarede hun, idet hun igjen satte sig ved Siden af Malm.

Dahlkvist beed sig i Læben og gav sig til at tale om Caracallas Bade.

»Er de dyre?« spurgte Olaisen.

Dahlkvist svarede noget forskrækket: »Dyre? Man giver en halv Paolo.«

»Død og Pine!« svarede Olaisen. »Lad os saa strax gaae derhen! I Paris maatte jeg bade i en Balle Vand og give to Francs ovenikjøbet, og i Marseille var jeg nær bleven stukket af en Scorpion, der plumpede ned i Karret. De viser mig jo nok Vei?«

Dahlkvist saae meget befippet ud, men havde formegen Verden til at ville prostituere den rige Nordmand; han gik altsaa med, uden at de Andre lod sig forstyrre deraf. Jeg ragede op i Caminilden, lagde nogle Olivengrene til, og ved deres rødlige Lys og knittrende Lyd syntes Stuen at være bleven dobbelt hyggelig; meest dog maaskee, fordi Dahlkvist og Olaisen vare borte. Det var en smuk Gruppe, den paa Forhøiningen, halvt skjult af de grønne Gardiner, og en underlig Lysvirkning var der over den. Maanen var staaet op og kastede sit lysblaae Skjær hen over Sigrids guldlokkede Hoved og Malms brede, kraftige Figur. Af og til blussede en enkelt Flamme op gjennem Emmerne, spillede hen over Malms og Sigrids Ansigter, og dens varme, røde Lys brødes da paa en forunderlig Maade med de blege, blaalige Maanestraaler udenfra. Under den dæmpede Samtale forekom det mig flere Gange, at Sigrid skiftede Farve; men maaskee var det kun Belysningens Skyld. Det lod til, at Fruen havde mærket noget Lignende; thi kort efter kom Lampen ind.

Henimod Theetid kom Olaisen tilbage. Han havde været i Caracallas Bade og var udmærket tilfreds. »De laae midt paa spanske Plads,« forklarede han, »men Dahlkvist havde taget feil, thi de kostede fire Paoli Stykket. Men saa vare de ogsaa ganske udmærkede. Badekarrene vare af Marmor med alt Slags Dingeldangel paa. Det var i det Hele taget mærkværdigt, hvor godt alt dette gamle Skramleri havde holdt 136 sig. Vandledningerne vare ogsaa de samme, som i gamle Dage, og Karrene ogsaa. Paladset maatte ogsaa være uhyre gammelt, da det var bygget af Michel Angelo, og det eneste Moderne, der var, var Mahognihaandtagene paa de Touge, der hang ned i Karrene; men disse Haandtage vare ogsaa overmaade smukke.«

Da vi havde drukket Thee, bad Malm Sigrid om at synge. Hun reiste sig strax og gik hen til Fortepianoet. Efter et Øiebliks Betænkning slog hun et Par Accorder an og begyndte en norsk Sang til en af disse gamle, forunderlige Folkemelodier i Mol, der altid have forekommet mig som gamle, velbekjendte Barndomsminder, selv om jeg aldrig har hørt dem før. Det var den forladte Jomfrues Sang om Gutten, der var dragen til de fremmede Lande for at vinde Hæder og Rigdom; aldrig havde hun spurgt Nyt fra ham. En smeltende Veemodslængsel, en uendelig Følelse gjennemstrømmede de Ord jeg kjendte saa godt, da Sigrid sang:

»Jeg sad alene ind under Fjeldet,
Hvor Maanen glimted paa Fossevældet;
Jeg saae paa den og de Stjerners Hær,
Men saae ei ham, som jeg havde kjær.
Jeg saae paa Birken, der hang saa ene
Ud over Elven med vaade Grene;
Fra hvert et Blad flød en Taare klar,
Maaskee dens Tanker som mine var.
Da klang en Langlur hen over Fjeldet,
Og Maanen sittred i Fossevældet.
Gud, hvor mit Hjerte tog i at slaae!
Jeg vidste nok, hvem der legte saa.
Thi det var Gutten, som kom tilbage,
Og endt var alle de onde Dage,
Hvor blev der favnet, hvor blev der kyst;
Men saa kom Natten - og Alt blev tyst,
Ja, saa kom Natten - og Alt blev tyst!«

137

Ved de sidste Ord i Sangen hævede Sigrid sit Blik og fæstede det paa Malm. Hans Ansigt glødede, og jeg saae igjen et af disse Nordlysglimt, der vare saa eiendommelige for ham. Han gjorde et rask Skridt hen til Claveret og sang med sin sonore Stemme paa Ny Slutningsverset igjennem, medens Sigrid, med sænket Hoved, dæmpet accompagnerede dertil. Kort efter reiste vi os for at tage Afsked.

Da Sigrid rakte Malm Haanden, sagde hun: »Moder længes efter at see Deres Studie. Naar kunne vi komme uden at volde Dem Uleilighed?«

Malm blev blussende rød og saae et Øieblik mod Jorden; derpaa hævede han rask Hovedet og sagde freidigt:
»Om tre Dage, altsaa paa Mandag.«
Derpaa skiltes vi ad.

De tre paafølgende Dage kom Malm ikke i vort sædvanlige Osterie, heller ikke besøgte jeg ham; jeg kjendte ham nu for godt dertil. Endeligt kom Mandagen, og henimod Middagstid begav jeg mig til hans Studie. Paa Piazza Barberini mødte jeg Olaisens, der kom fra Dahlkvists Atelier. Jeg troede paa Fruens Ansigt at læse en vis Uro, jeg kunde næsten sige Bekymring, der steeg, jo længere vi naaede op i Quattro Fontane. Olaisen derimod fandt, som sædvanligt, Alt udmærket. Han roste Dahlkvists Arbeider og var fuld af Beundring over alt det Slikkeri, som denne forstod at kaste over dem. Dog meente han, at de helst maatte have lidt flere Klæder paa, for man maatte dog være lidt varsom, naar man havde Pigebørn i Huset. Til hele denne Snak føiede hans Kone ikke et Ord. Af og til gled der vexlende et let Smiil eller en lille Sky hen over hendes fiintformede Træk. Sigrid sagde Intet og syntes usædvanligt beskjæftiget med sig selv.

Da vi nærmede os Studiet, stod Malm allerede i Døren og bød os velkommen. Hans Ansigt lyste af Glæde, da han saae Sigrid, og der var over ham selv udbredt en Ro og Sikkerhed, som jeg hidtil ikke havde seet. Med spændt Forventning traadte idetmindste jeg ind i det velbekjendte Studie. Gulvet var paa norsk Maneer bestrøet med Gran, det vil da sige med Cypres- og Piniekviste. I Vinduet stod et Par antike Oliekrukker, fyldte med friske, levende Blomster; men paa Cavallettoen stod en Figur i Leer, hvis Mage jeg aldrig har seet, og som jeg aldrig vil glemme. Det var en Psyche. Lampen laae slukket ved hendes Fod, det folderige Gevandt var ved Bevægelsen gledet ned om de fine Hofter, og i en forover bøiet Stilling strakte hun 138 begge Armene ud efter den flygtende Gud. Der var en Angst og Fortvivlelse i Blikket, en smertefuld Rædsel om den halvaabne Mund. Man syntes at høre det Fortvivlelsens Skrig, hun havde udstødt; man saae, at hun i næste Øieblik tilintetgjort vilde synke sammen paa det Leie, hun saa ubesindigt havde nærmet sig. Jeg betragtede Figuren fra alle Sider - overalt den samme levende Harmoni, overalt den samme Reenhed og Strenghed i Formen; der var ikke en Feil at rette. Fru Olaisen saae afvexlende med en glædeblandet Stolthed paa Figuren og paa Malm. Et Øieblik hvilte hendes Blik paa Sigrids glade, straalende Ansigt. Jeg troer, at hun, Malm og jeg i dette Øieblik tænkte det Samme.

»Det er Fan' hakke mig nysseligt;« raabte Olaisen, der hidtil havde staaet ganske taus, »men det er, ta'e mig Fan', ogsaa min Datters Ansigt.«

Sigrid rødmede dybt. Han havde Ret, det var hendes Træk, fuldendte til det høieste Ideal, og dog bøiede efter Antikens Mønster.

»Fy, Faer,« sagde hun med et coquet Kast med Hovedet, »hvor Du er lej!«

I dette Øieblik stak Snogen atter sin Hale frem; men i det næste var den igjen forsvunden.

»Hvad vilde nu saadan en Tingest koste i Marmor?« spurgte Olaisen.

»Ottehundrede Scudi,« sagde Malm kort.

»Hille den,« sagde Olaisen, »jeg troede ikke, at Marmoret var saa dyrt i Rom. Saa kan jeg forstaae, at de andre to ikke bleve færdige. Hos Dahlkvist kan jeg forresten faae en, der er ligesaa stor, for firehundrede.«

»Ja, jeg tog ogsaa feil,« sagde Malm, »jeg meente tusinde.«

Olaisen saae ud, som om han havde faaet et Puf i Maven. Fruen vendte Hovedet om og betragtede Blomsterne i Vinduet; men Sigrid sagde kjækt:

»Fader spøger; han kunde ikke lide en eneste af Dahlkvists Figurer.«

Olaisen satte et Ansigt op, som om han paa det Bestemteste vilde modsige denne Insinuation og frigjøre sig for dens Følger, da der i det Samme bankedes paa Studiets Port.

»Chi é?« raabte Malm, noget ærgerligt.

»Signor Alberto!« svaredes der udenfor.

139

Malm blev blussende rød og sendte mig et Blik, som om han vilde spørge mig, hvad han skulde gjøre.

»Apre!« hviskede jeg sagte, og med et ængsteligt Blik paa Olaisen aabnede Malm Døren.

Thorvaldsen traadte ind, som sædvanligt fulgt af sin store Hund. Han syntes et Øieblik at studse, derpaa traadte han, uden at hilse, lige hen foran Psychen. Han betragtede den nogle Øieblikke i Taushed med dette rolige, sikkert maalende Blik, der syntes at trænge lige ind i Figurens inderste Kjerne, og vendte sig derpaa mod Malm, der stod med nedslagne Øine, ubevægelig, som Billedstøtten selv.

»De har en smuk Fremtid for Dem,« sagde han venligt, idet han trykkede Malm i Haanden. Derpaa hilste han paa Fruen og Sigrid, og tilsidst paa Olaisen, der af lutter Befippelse stod med Hatten i Haanden.

»Et udmærket Kunstværk,« yttrede denne, »ta' mig Fan!«

Thorvaldsen smilede bifaldende.

»Jeg har lige bestilt det i Marmor!« sagde Olaisen noget hovmodigt.

»Og Prisen?«

Olaisen gjorde en Grimace, som om han sank en altfor stor Mundfuld.

»Tusinde Scudi,« stammede han.

»Saa er den ogsaa godt betalt,« sagde Thorvaldsen, »men det glæder mig for den unge Kunstner, som De saa velvilligt beskytter. Jeg ventede længere Tid og fik ikke saameget for min Jason.«

Med disse Ord trak Thorvaldsen mig tilside, udspurgte mig med et Par Ord om Malm og de Tilstedeværende, og fjernede sig derpaa med en venlig Hilsen. Der opstod en kort Pause efter hans Bortgang; endelig sagde Olaisen, der allerede haardt syntes at fortryde sit Mæcenat:

»Naar kan den saa blive færdig?«

»Til Vinterens Begyndelse,« svarede Malm.

»Ikke før,« sagde Olaisen, tilsyneladende yderst skuffet; »saa kan den ikke komme til Christiania før næste Sommer; det bliver meget for seent.«

Malm saae noget forvirret ud, thi det syntes først nu at gaae op for ham, at Olaisen havde viklet sig ind i en Sag, som han helst vilde ud af. Jeg greb derfor hurtigt Ordet og sagde:

140

»Malm kan ikke have maalt sin Tid rigtigt. Naar Frøken Olaisen vil sidde Model for Hovedets Vedkommende, kan Figuren være færdig til Støbning ved Carnevalets Begyndelse og vil kunne staae færdig i Marmor i Slutningen af August. De vil da kunne have den i Midten af November, og den vil ved Deres Død blive solgt for det Dobbelte af, hvad De her byder.«

Fruen tilkastede mig et taknemmeligt Blik, og nu var det Sigrid, der fik travlt med at lugte til Blomsterne. Olaisen meente uden Tvivl, at et Mæcenat, der erstattede Driftsomkostningerne, endda var ganske billigt, og saaledes blev Handelen sluttet til alle Parters fuldkomne Tilfredshed.

Om Aftenen vare vi alle forsamlede i Trastevere i det Osterie, der senere fik Navn efter Thorvaldsen. Denne sad, som sædvanligt, for Enden af det lange Bord, men rykkede venligt tilside, for at give Plads for Olaisen og hans Familie, af hvilken Sigrid især syntes at tiltale ham. Malm satte sig beskedent ved den nederste Bordende. Nyheden om hans Psyche var allerede trængt igjennem, og Alles Blikke rettedes paa ham, idet han traadte ind. Henimod Slutningen af Maaltidet reiste Thorvaldsen sig og hævede sit Glads iveiret. Der opstod en spændende Taushed; endnu havde Ingen hørt Thorvaldsen tale. Han lod sit Blik glide henover Forsamlingen og fæstede det endeligt paa Malm, der sad i den dødeligste Forvirring.

»Din Skaal, Malm!« sagde han, idet han tømte sit Glas tilbunds og atter satte sig ned.

Det var den eneste Tale som jeg nogensinde har hørt Thorvaldsen holde.

Den Periode, der nu fulgte, var den lykkeligste i Malms Liv, og det var vidunderligt at see, hvor hurtigt hans Arbeide skred fremad. Henimod Slutningen af Carnevalet stod Psychen i Gibs, og kort efter vilde den Olaisenske Familie forlade Rom for at tilbringe Sommeren i Neapel og Sorrento.

Lige før Olaisens reiste, hændte der en lille Begivenhed, som jeg her kun fortæller, fordi den ligesom gav mig et Glimt af, hvad der vilde komme. Olaisen havde taget en Vetturin i Ripettaen, Tøiet var bragt derhen, og for sidste Gang spadserede Malm og jeg tilligemed den Olaisenske Familie hen over det skjønne Monte Pincio. Jeg siger med Villie for sidste Gang; thi ligesom der er Søndagsbørn, fødte med Seiersskjorte, for hvem den usynlige Verden er aabenbar, saaledes 141 skal jeg med temmelig Vished kunne sige, om jeg seer et Menneske for sidste Gang i Rom, eller om han kommer igjen. Jeg veed ikke, om de samme Følelser rørte sig hos Malm, men jeg troer det ikke; trods Afreisen saae han høist lykkelig ud, som han der gik ved Siden af Sigrid. Jeg talte med Fru Olaisen, der yttrede det Ønske endnu en Gang at see de blaa Bjerge fra Steenegehøien i Villa Medici, meest maaskee for at undgaae Dahlkvist, som hendes skarpe Blik havde opdaget ved Obelisken foran Trinità de' Monti, hvor han kom ansættende i fuld Fart. Vi vandrede endnu en Gang igjennem disse skyggefulde Haver, hvor Pinien og Cypressen næsten lukke sig over Een; vi besøgte endnu en Gang den lille Lund med sine ældgamle Steenege og kastede fra Toppen af Monte Pincio endnu et Afskedsblik over Byen, der rødmede i Aftensolen. Sigrid og hendes Moder vare stærkt bevægede. Malm var alvorlig, kun Olaisen syntes ligegyldig og drev paa at komme afsted. Idet vi gik ned ad Høien, hørte jeg Malm sagte bede Sigrid om at give ham en Blomst til Afsked. Hun bar en rød i Haanden og vilde række ham den, men i det Samme faldt hendes Blik paa en deilig himmelblaae Blomst, hvis Navn jeg ikke kjender; den ligner en stor Forglemmigei, men har smaae, hvasse Torne og bruges i Rom som Troskabstegn imellem Elskende. Hun bøiede sig rask ned, greb om Blomsten, men trak Haanden tilbage med et let Skrig.

»Come è bruto«! sagde hun til Malm, efterabende paa det Nydeligste sin lille romerske Kammerpige.

Derpaa brød hun en Kvist af det nærmeste Træ, bøiede den sammen i en Krands og satte den smilende paa Hovedet af Malm, der gik med Hatten i Haanden. Malm rev Krandsen bort med et halvt uvilligt, halvt forskrækket Udtryk, og saae paa hende med en Mine, som jeg ene forstod. Det var en Cypresgreen, hun havde givet ham, og det er Dødens Tegn i Rom. Sigrid saae spørgende paa os begge, men vi fik ingen Tid til Forklaring; thi i samme Øieblik presenterede Dahlkvist sig og rakte hende under en Strøm af Complimenter en Bouket i det yndigste Klatpapir, der var ligesaa kunstlet, ligesaa siirligt og ligesaa slikket som han selv. Hun trak en halvt udsprungen Rosenknop ud af den og rakte den til Malm; men denne kastede den over Myrthehækken ud paa Veien.

»Come è bruto!« sagde hun coquet til Dahlkvist, rakte ham sin Camelia og modtog hans tilbudte Arm.

142

I Taushed vandrede Malm og jeg til Piazza del Popolo, hvor Vetturinen holdt; men det var ligesom der var en anden Sol i Luften, end da vi gik inde i Villa Medici. Vi tog Afsked venligt og hjerteligt, men dog ikke anderledes, end at Dahlkvist endnu formaaede at kaste sin Skygge imellem os. Han skulde dog ikke genere os længe; thi kort efter hørte jeg, at han havde forladt Rom.

Efter Olaisens Afreise kom Alt snart igjen i de gamle Folder. Malm arbeidede ivrigt, og det var en Fornøielse at see, hvor let og behændigt han forstod at tumle baade Meislen og Filen. Selv syntes han ligesom nyskabt. Han lo og sang under sit Arbeide, og naar vi om Aftenen mødtes i Osteriet, var han ikke længere den forlegne og menneskeskye Cumpan, men talte frit og livligt med de Andre. Aldrig hørte jeg ham gjøre sig til af sine Fortrin, aldrig saae jeg ham ifærd med at træde Andre paa Nakken. Hans onde Dage vare endte, og de gode havde, ligesom en Vaarluftning, bragt ham til at sætte Blomst paa en Tid, hvor hans Jevnaldrende neppe havde sat Skud. Fra Olaisens hørte vi jevnligt. Malm stod i Correspondance med dem Alle, det vil da sige, navnlig med Fruen, men i hendes Breve var der næsten altid tilføiet et Par Ord af Sigrid selv. Malm havde nu ikke længere nogen Hemmelighed for mig. Paa en Tour i Campagnen havde han med en Elskers sædvanlige Naivitet, som en kostbar Hemmelighed betroet mig det, jeg allerede havde seet, da vi den første Aften traf sammen ved Nemi; men hvad jeg ikke vidste, var, at Sigrid en Aftenstund havde modtaget hans Erklæring og uforbeholdent tilstaaet ham sin Kjærlighed. Dog havde hun dertil knyttet den Betingelse, at det ikke maatte aabenbares for Forældrene, førend hans Psyche var færdig, og hun lidt efter lidt havde forberedt sin Fader derpaa. Jeg kunde ikke sige Noget imod Valget; men det forekom mig dog underligt, at hun ikke havde meddeelt Moderen det, skjøndt hun godt kunde vide, at denne ikke vilde modsætte sig Partiet. Heller ikke holdt jeg af, at hun under mange falske Foregivender havde mødt Malm om Aftenen, snart i Villa Borghese, snart i Doria Pamfili, men herom sagde jeg Intet til ham. Han var næsten ellevild af Glæde, hvergang der kom Breve fra Neapel, og havde dannet en heel lille Samling af Sigrids Efterskrifter. Disse vare bestandigt næsten uforstaaelige for Trediemand, idet de tog deres Udgangspunkt fra en eller anden lille Begivenhed, som kun hun og Malm kjendte, og fortsattes i Udtryk og Vendinger, der altid pegede tilbage paa bestemte Ytringer 143 af ham eller hende ved de omtalte Stævnemøder. De vare sande smaa diplomatiske Kunststykker, som Malm bestandigt maatte dechiffrere for mig; det var »Hjertesprog i Kragemaal«, som hun selv udtrykte sig. Kragens Forsigtighed og List var gjennemgaaende i denne mærkelige Correspondance, men det Sprog, som Hjertet taler, fandtes kun i enkelte af de første Breve, og senere syntes jeg tidt, at Kragen talte høiere end Hjertet. Derpaa kom en Periode, hvor begge Røster forstummede og gav Plads for en let, men fristende, æggende Satire, der i Omfang naaede lige fra Faderen til Malm, og i Styrke gjennemløb alle Grader fra Godmodighed til Malice. Endeligt hørte disse Efterskrifter reent op, da Fru Olaisen i Begyndelsen af Forsommeren var bleven syg i Sorrento; der kom nu kun sparsomme og tørre Efterretninger fra Olaisen, holdte i en reent forretningsmæssig Stiil. Paa dette Stadium tog jeg ud til Ariccia; Malm blev tilbage i Rom.

En Dag i Juli førte Forretningssager mig atter tilbage. Paa Veien til Malms Studie mødte jeg Consulens Tjener, der gav mig et Brev med Anmodning om at tage det med til ham. Jeg fandt Malm beskjæftiget ved sit Arbeide, glad og tilfreds som sædvanligt. Han fortalte mig, at han med Villie havde tilskrevet Olaisen, at han var langt længere tilbage med Figuren, end han i Virkeligheden var. Om fjorten Dage kunde den være færdig, og saa vilde han selv reise til Neapel for at bringe Olaisens denne Overraskelsens Nyhed. Han haabede at kunne vende tilbage til Rom med dem, og vilde saa anholde om Sigrid hos Faderen. Paa hans Samtykke var han nu temmelig vis; thi ikke faa Fremmede havde før deres Afreise gjæstet hans Studie, og han havde allerede faaet tre store Bestillinger, hver for sig af en saadan Betydning, at selv en enkelt vilde have sikkret hans første Fremtid. Efter at have endt denne glædelige Beretning, trak han mig hen foran Cavallettoen, og aldrig har jeg dybere end i dette Øieblik følt Sandheden af den gamle Sætning: »Leret er Liv, Gibsen Død, men Marmoret Opstandelsen.«

Der stod hans Psyche - fri og let i hver en Linie, bunden til det kolde Marmor, men dog ved Kunstens Magt løst fra dette, beredt til, i Foryngelsens Øieblik, at flyve med til de salige Guders Himmel; en levendegjort Antike, ikke bestemt, som de andre, til at gjemmes af Jorden. Medens jeg betragtede denne rene og ædle Form og beundrede det aandige Udtryk i dette jomfruelige Ansigt, faldt Brevet 144 mig pludseligt ind; jeg rakte det over Skulderen til Malm, der stod bagved. Jeg hørte ham bryde det, mumle nogle uforstaaelige Ord og derpaa udbryde i en Latter, saa skingrende og forfærdelig, at Ruderne klirrede derved. Forbauset vendte jeg mig om og saa til min Forfærdelse Malm, kridhvid i Ansigtet, med blaalige Læber og med stive, stirrende Øine, der uafbrudt vare vendte paa det usalige Brev. Han svarede ikke paa mit Spørgsmaal; men alt som han blev hvidere og hvidere, blev hans Blik mere og mere forvildet, og han vedblev at lee, indtil han segnede i Knæ, og Papiret gled ud af hans Haand. Jeg vilde ile ham til Hjælp; men pludseligt rettede han sin muskelstærke Skikkelse, greb en Hammer, der laa foran paa Cavallettoen, og svang den over sit Hoved med et saa truende Udtryk, at jeg var vis paa, at han var afsindig. Han gjorde et Skridt fremad. Den tunge Hammer hvirvledes i hans Haand, let som et Rør, indtil den med et knusende Slag ramte Figurens Hoved og splintrede det i Stumper og Stykker. I samme Nu styrtede Malm livløs til Jorden.

Da han vaagnede af sin lange Besvimelse, var han mat og svag som et Barn. Han vinkede mig til sig med Haanden og pegede paa Lægen og de Folk, som jeg havde tilkaldt.

»Lad os være ene,« hviskede han til mig, »ganske alene; jeg skal ingen Ulykker gjøre.«

Jeg bragte ham tilrette i en Stol, sendte Folkene bort, idet jeg hviskende bad Lægen om at opholde sig noget endnu i det lille Værelse ved Siden af. Malms Blik gled hen over Studiet, indtil det faldt paa den skjønne Torso, der stod tilbage paa Cavallettoen.

»Knuust!« sagde han, idet han med et stirrende Udtryk betragtede de adspredte Levninger. - »Hvem har gjort det? - Ak, hvem har gjort det?« vedblev han at gjentage og rokkede med Hovedet frem og tilbage.

Jeg vovede ikke at svare. Jeg knælede ned ved Siden af ham, jeg lagde Haanden paa hans Pande - den brændte som Ild. Pludseligt faldt hans Øie paa Brevet, der i Forvirringen var blevet liggende paa Gulvet. Han syntes ligesom at samle al sin Kraft for at ordne sine Tanker, men pludseligt gav det et convulsivisk Ryk i ham, og den krampagtige Latter vendte tilbage, vildere end før. Lægen kom ind, og ved fælles Anstrengelser bragte vi ham tilsengs, men det blev forbudt mig at være længere hos ham, da Lægen frygtede for et pludseligt 145 Krampeslag, hvis han ikke kom til Ro. Ved min Bortgang stak jeg Brevet til mig; det lød i al sin laconiske Korthed saaledes:

»Hr. Billedhugger Malm!

Idet jeg tilstaaer og takker for Deres sidste Ærede, giver jeg mig den Frihed at tilmelde Dem, at min Datter Sigrid Othilia Olaisen igaar er bleven forlovet med Billedhugger Dahlkvist, hvem jeg alt i Rom lærte at erkjende som en udmærket Kunstner. Jeg beder Dem derfor paaskynde Arbeidet, da jeg ønsker Deres Psyche som Brudegave til min Datter til Efteraaret. Lad den blive forsvarligt emballeret og i dobbelt Kasse, da jeg ønsker den afsendt med mit Barkskib »Ørnen«, som for Øieblikket udlader Tømmer i Livorno.

Deres meget forbundne Niklas Olaisen.«

Da jeg henad Aften saae til Malm, laa han i en heftig Feber. Han kjendte mig ikke, og hans forvildede Tanker vandrede skiftende mellem Sigrid i Rom, hans afdøde Moder og Granehytterne i den snevre Fjeldbygd. Lægen var atter hos ham. Han ansaae Tilfældet for meget farligt, men lovede at vaage den første Deel af Natten hos Malm; jeg derimod skulde ubetinget gaae bort. Paa Veien til mit Hjem mødte jeg atter Consulens Tjener, der under mange Undskyldninger overrakte mig endnu et Brev til Malm, som han havde glemt at levere mig om Formiddagen. Jeg saae strax paa Udskriften, at det var fra Fru Olaisen; men under de forhaandenværende Omstændigheder tog jeg ikke i Betænkning at bryde det; det kunde maaskee indeholde en Haabets Draabe for min ulykkelige Ven, der bedre end alt Andet vilde kunne helbrede hans dybt rystede Sind. Det var et omfangsrigt Brev, fiint og tæt skrevet, men uden et Ord fra Sigrid. Uvilkaarligt vandrede jeg ind i Villa Medici's skyggefulde Have, og her, hvor jeg saa tidt havde samtalet med hiin elskelige, gamle Dame, her, hvor jeg vidste, at Malm og Sigrid saa ofte havde søgt hen i stille Eensomhed fra det larmende Monte Pincio, her gjennemlæste jeg paany disse Linier, der vare udsprungne af hendes fulde Hjerte og gjennemstrømmede af en Fiinhed i Følelsen, saa riig paa sorrigfuld Trøst og smerteblandet Veemod, som kun hun formaaede at give. Desværre, det var 146 altfor sandt. Det Utrolige laae her som en uomstødelig Virkelighed, men Maaden, hvorpaa det var skeet, fik jeg først nu at vide. I Neapel havde de truffet Dahlkvist, der ved en Slægtnings Død havde arvet en betydelig Formue. Dette havde strax indtaget Olaisen for ham, og desværre, hun negtede det ikke, ogsaa Sigrid syntes at være bleven paavirket deraf; i det Mindste havde hun tidt talt om det Held, Dahlkvist havde med sig. I Sorrento var Fru Olaisen bleven farligt syg, og Sigrid var derved ganske unddragen hendes Opmærksomhed. Dahlkvist havde i denne Periode udviklet en ganske usædvanlig Energie, og hun tilstod aabent, at hun for en stor Deel havde ham at takke for sit Liv. Omtrent samtidigt med hendes Sygdom var Generalinden med Datter ankommen dertil. Denne var bleven Sigrids Fortrolige og havde vidst at fortælle saa meget om Malm, hvem hun skildrede som et Uhyre af Brutalitet og Mangel paa Dannelse, at Sigrid havde faaet Betænkeligheder. Dahlkvist, der baade blev støttet af Faderen og af sine to gamle Velyndere, havde fordoblet sine Opmærksomheder, indtil Sigrid, under et Par Dages Ophold paa Capri, havde givet ham sit Minde, og Declarationen var kort efter festligt bleven feiret paa den lille Villa, som Olaisen havde leiet ved Sorrento. Slutningen af Brevet var det, der rørte mig meest.

»Kjære Malm,« skrev hun, »fortvivl ikke i Deres Sorg, og lad mig bringe Dem al den Trøst, jeg kan, selv om den i Øieblikket volder Dem Smerte. Sigrid er mit Barn, det eneste, jeg har tilbage. De veed, hvor en Moder hænger ved sine Børn; men De aner neppe, hvorledes hun elsker Den, der bliver tilbage, naar Døden har udslukket alle de Forhaabninger, som de andre havde vakt. Og dog, hvormeget mit Hjerte end krymper sig, vil jeg betroe Dem Sandheden, fordi kun denne og Tiden vil bringe Dem Lindring. Sigrid er ikke Den, som De anseer hende for. Gud veed, hvor ulykkelig jeg tidt har været over hende, og hvor det nu piner mig, at jeg, hendes Moder, skal staae frem som hendes Anklager; men De var aldrig bleven lykkelig med hende. Sigrid er ung, er smuk, munter og begavet; men alt dette ligger paa Overfladen - der er ingen Dybde derunder. Hun lever for at glimre og glimrer for at beundres, men hun er et forkjælet Barn, der griber efter nyt Legetøi, naar hun er kjed af det gamle. Hun har ingen Sands for det stille Liv, der fødes af Ideen og næres af Tankernes Rigdom; hun vil aldrig kunne forstaae Dem, og De vilde desværre for sildigt opdage, at De aldrig havde forstaaet hende. Det var Deres

        

147 mandige Skikkelse, kjære Malm, der først fængslede hende. Det var over Deres opgaaende Berømmelse, at hun søgte, ikke Dem, men en Afglands af den Glorie, der fra Dem vilde omstraale hende. Det var efter Beundringen, ikke efter Kjærligheden, hun tragtede. Gud veed, hvor tungt mit Hjerte vaander sig ved at skrive dette, men jeg gjør det, fordi jeg altid har betragtet Dem som en Søn og nu seer Dem som hendes Broder. Beed til Gud, kjære Malm, beed og arbeid! Han

Jeg skrev samme Aften et kort Brev til Olaisen, hvori jeg tilmeldte ham, at Bestillingen maatte udsættes, da Malms Psyche ved et sørgeligt Uheld var styrtet ned fra Cavallettoen og sønderbrudt. Den samme Historie lod jeg med Villie udsprede i Rom. Den øvrige Tid af Natten anvendte jeg paa et Brev til Fru Olaisen, men havde det første været let, saa var dette saa svært, at jeg hellere hugger ti Figurer, end gjør det Kunststykke om endnu en Gang. Jeg vilde først stille Alt paa Skruer, dølge Malms Sygdom og Psychens Undergang; men det gik ikke, dertil var min Pen ikke fiin nok. Saa faldt det mig ind at skrive Alt, hvad jeg saadan i mit Hjerte tænkte, baade om hende og om Sigrid, og da Morgenen kom, havde jeg tre Ark færdige paa Bordet og dobbelt saa mange iturevne under det. Det var det sørgeligste Brev, jeg nogensinde har skrevet, men det var, som hendes, sandt og uden Omsvøb. Dog dulgte jeg to Ting - Malms Forlovelse og de enlige Aftenmøder med Sigrid. Jeg vilde ikke for Alt i Verden, at hun til sin dybe Sorg over Datteren skulde tvinges til at føie Foragten.

Efter tre Ugers Forløb var Malm helbredet saa vidt at jeg efter Lægens Raad kunde tage ham ud til Ariccia, men han var kummerfuld at see paa. Hans ranke Figur var bleven bøiet, hans klare Blik havde tabt sin Glands, og han talte aldrig, uden at han var tvungen dertil, og da kun i enkelte Ord. Selv mit Selskab var ham besværligt. Om Dagen vandrede han alene omkring i Skovene ved Nemi og Albano. Mødte han mig eller Andre, veeg han ud af den slagne Vei og fordybede sig i Skovens vildsomme Enlighed. Jeg saae ham aldrig smile, hørte ham aldrig tale med Bønderne eller Hyrderne, som han ellers holdt af; kun af og til klappede han et Barn paa Hovedet, gav det en Bajocco og vandrede saa i Taushed videre. Ofte kom han ikke hjem om Natten, og naar jeg da urolig søgte ham, kunde jeg være vis paa at finde ham, enten siddende i en eller anden af de mange Grotter, hvorpaa Egnen er saa riig, eller liggende paa en af de store Steen ved 148 Bredden, hvor han drømmende stirrede ud for sig og tankefuld betragtede de lette Aftentaager, der i allehaande Skikkelser droge hen over Søen.

En Morgen betroede jeg ham Alt; jeg gav ham Fru Olaisens Brev og bad ham læse det. Han modtog det i Taushed, nikkede til mig og vandrede bort. Mod Middag kom han ikke tilbage. Aftenen kom uden ham, og noget urolig gik jeg ud for at søge ham, thi jeg kunde jo ikke vide, hvilken Virkning Brevet havde frembragt. Uvilkaarligt lagde jeg Veien gjennem Genzano, bøiede af til Venstre og slog ind paa den lille Fjeldsti, der fører ned til Nemi-Søen. Her vidste jeg, at Malm havde flere Yndlingssteder, men jeg søgte ham forgjæves paa dem alle. Mørket begyndte at falde paa, enkelte Stjerner tittede frem, og Taagerne steeg over Søen, men endnu havde jeg ikke seet noget til Malm. Jeg havde næsten opgivet Haabet, da jeg ved en pludselig Omdreining af Stien saae ham lige foran mig. Han sad ved den samme lille Bæk, hvor jeg for tre Aar siden havde truffet ham, sad i den samme drømmende Stilling med Hovedet støttet paa begge sine Hænder; men Bækken løb frit og uhindret, sladdrende og rislende uden at være standset af nogen Dæmning, og der laae ingen omstyrtet Kau i hans Nærhed. Han mærkede ikke, at jeg blev staaende og betragtede ham. Sammensunken i sig selv, stirrede hans Øie sløvt og villieløst ud over Søen, uden at være rettet paa nogen Gjenstand. Nu først gik det op for mig, at han var blevet meget ældet, siden vi første Gang traf sammen her. Jeg rørte et Par Gange ved hans Skulder, inden han mærkede det; da foer han pludseligt op som udrevet af et langt bortliggende Drømmeland, men sank næsten lige saa pludseligt sammen igjen.

»Det er seent,« sagde han. »Skal jeg hjem?«

Jeg rystede paa Hovedet og satte mig hos ham. Vi sad nogen Tid i en Taushed, som jeg haabede, at han maaskee i Aften vilde bryde; men jeg fik intet Ord af ham. Da stræbte jeg at gjøre det sidste Forsøg. Jeg forestillede ham, hvor svagt og umandigt det var, saaledes at give sig hen i Sorgen; jeg skildrede ham, hvor rigt et Liv der endnu ventede ham; jeg bad ham om at glemme Sigrid, den forfængelige og dødelige Kvinde over den sande og evige Kunst, og bønfaldt ham til Slutningen om atter at tage fat, om at bede og om at arbeide.

Han hørte paa mig i Taushed, men i den samme sammensunkne 149 Stilling som før; der var den samme Slaphed i hans Træk, det samme sløvede Udtryk i hans Øie.

»Bede?« gjentog han sagte, ligesom talende med sig selv. »Jeg kan ikke bede, det er umuligt. Hun skyder sig ind derimellem.«

»Saa kan Du arbeide,« svarede jeg.

»Arbeide?« gjentog han sløvt. »Jeg kan fælde Tømmer, hugge Steen. - Der sprang engang en Fiber i min Arm, og det varede sex Uger, inden den lægtes. Hvor lang Tid, troer Du, det tager, naar alle Hjertets ere sprungne?«

Jeg vilde svare ham, da klang i det Samme et Maageskrig hen over Søen. Skarpt og klagende, eenligt og fortvivlet lød den bortdragende Fugls Stemme hen over Vandet.

Malm foer op med Rædsel i alle sine Træk, bleg som Marmor og med forvildede Blikke. Han greb mig i Skulderen, pegede ud over Søen og hviskede forfærdet:

»Hørte Du? Det var Huldrens Stemme, der klang. Husker Du Guldstenene? Tre kunde jeg kaste over Søen. Tre, o min Gud, ikke flere!«

Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og brast i en krampagtig Graad. Lidt efter blev han roligere, og da han havde grædt ud, vendte vi i al Taushed tilbage til vort Hjem - jeg saae, der var Intet at gjøre.

Et usædvanligt regnfuldt og koldt Efteraar fulgte ovenpaa denne bedrøvelige Sommer. Malm saaes aldrig mere mellem de øvrige Kunstnere; ja han var ikke engang at formaae til at leie sig noget Studie for den kommende Vinter. I Ripetta havde han faaet sig et meer end tarveligt Bagværelse. Det var raat og fugtigt, skummelt og koldt, men han syntes ikke at bryde sig derom. Der indløb vel et Forskud paa Figuren fra Olaisen, men Malm sendte det ufortøvet tilbage. Verden var bleven ham en Modbydelighed, Eensomhed en Nødvendighed. Kun for at friste Livet tog han Arbeide hos en romersk Gibser, hvem han hjalp med at gjøre Afstøbninger efter Antikerne. Her arbeidede han kun for at tjene de faa Paoli, som han behøvede til sit Ophold. Resten af sin Tid anvendte han paa eensomme Vandringer i Campagnen, hvor han under Klippeblokkene og de gamle Ruiner fangede Scorpioner og Tusindbeen. Han havde ligesom fattet en Forkjærlighed for dette afskyelige og giftige Kryb, som han i store Glas opbevarede i sin Stue. Her kunde han sidde hele Timer og see 150 paa, hvorledes de kom frem i Mørkningen, snigende og luskende, kæmpende og overlistende hverandre med deres afskyelige Giftvaaben.

I Begyndelsen af November indtraf et usædvanligt voldsomt Regnskyl. Jeg havde besøgt Malm om Middagen og blev derfor noget overrasket, da han pludseligt henimod Midnat traadte ind i mit Værelse. Han var drivvaad. Hans gamle Hat var regnet sammen til en næsten uformelig Pjalt, hans Støvler vare tilsølede af Leer og Dynd, og Vandet dryppede ned paa Gulvet fra hans Haar og lange, uredte Skjæg.

»Lad mig sove hos Dig inat,« sagde han. »Mit Værelse staaer under Vand.«

Jeg vilde hjælpe ham af med hans vaade Klæder, men han vilde ikke tillade det; jeg troer, fordi han ingen Skjorte havde paa. Trods alle mine Protester tog han et Par Bundter Rør fra Studiet, bredte min Kappe derover og kastede sig derpaa. Spise vilde han ikke; han drak kun et Glas Viin og faldt kort efter udmattet i Søvn.

Det var et Herrens Veir den Nat, næsten værre end det havde været om Dagen. Det stormede stærkt med sydvestlig Vind, og dog vare Regndraaberne saa tunge og store, at de næsten faldt lodrette til Jorden. Noget efter brød et Tordenveir løs, hvis Mage jeg aldrig har hørt, hverken før eller siden. Jeg talte firsindstyve Lyn i Minuttet. Huset rystede i sin Grundvold, og Regnen udenfor lød som et Fossefald, men dog vaagnede Malm ikke derved. Det var heller ikke saa underligt. Han havde vandret henimod sex danske Miil i Slud og Storm og kun holdt en kort Hvile i et Kloster omtrent en Miil fra Ostia, hvor han havde Bekjendtskab til en Munk, Fra Domenico, som jeg vidste, at han i det sidste Efteraar hyppigt havde besøgt. Endelig gik jeg tilsengs, men hver Gang de blaalige Lyn blinkede gjennem Vinduet og oplyste Malms slumrende Skikkelse, kunde jeg ikke lade være at tænke paa den Nat, da jeg fandt ham i Colosseum. Hver Gang Lynene lyste, kastede de en spøgelseagtig Glands hen over hans blege, sammenfaldne Ansigt. Han saae ud, som han var død, og jeg begyndte næsten at ønske, at han maatte være det.

Henad Morgenstunden faldt jeg dog i Søvn. Da jeg vaagnede, var Malm borte; Klokken var henad Syv. Kort efter hørte jeg hastige Trin paa Trappen, og Malm traadte ind. Han var om muligt endnu 151 vaadere end Aftenen i Forveien, men der var en Ild og en Energie i hans Bevægelser, som i høieste Grad forbausede mig.

»Floden stiger!« sagde han. »Ghetto staaer under Vand; til Middag vil den naae Corso

Saa stærk en Oversvømmelse havde vi endnu aldrig havt. Jeg sprang hurtigt op, klædte mig paa og fulgte med Malm, der stod utaalmodigt ventende i Døren.

Fra Via della Purificazione, hvor jeg dengang boede, kom vi hurtigt ud i Via Sistina, som vi iilsomt tilbagelagde for over spanske Trappe at komme ned til Condotti; men allerede her saae vi de mægtige Virkninger af de nedstrømmende Vandmasser. Spanske Trappe var en Cascade, hvor Vandet skummede fra Trin til Trin. Hele Vandmassen fra Trinità de' Monti søgte denne Vei og bredte sig med hvidguult Skum ud over Piazza di Spagna, hvorfra de søgte Floden gjennem Condotti. Vi vendte om, vadede paany igjennem Via Sistina, indtil vi gjennem Capo le Case naaede Due Macelli; men allerede paa dette korte Stykke var min Hat forvandlet til en drivende Uting, og jeg selv gjennemblødt af Regnen. Forbi Fontana Trevi og Pantheon naaede vi endelig Begyndelsen af Ghetto; men jo mere vi nærmede os Floden, desto høiere stod Vandet i Gaderne, og desto unyttigere blev det at vende om eller anvende nogen Skaansel mod os selv; thi vi vare nu saa vaade, som om vi havde svømmet i Floden.

Jeg har været i Ghetto mangfoldige Gange. Jeg har gjennemvandret disse snevre og fugtige Gader baade ved Midnattens Maanelys og i Middagens brændende Solskin, men aldrig har jeg seet dens Nød og Elendighed, dens dybe Fattigdom og grændseløse Uhumskhed i et grellere Lys end den Gang. De snevre, mørke Gyder vare forvandlede til lige saa mange muddrede og stinkende Canaler, hvor Kaalstokke og Orangeskaller, Korktolle og Sengehalm flød om i broderlig Forening med lurvede Klude og meer end luvslidte Hattepulle. Fra de snevre, forrøgede Vinduesaabninger tittede det foragtede Folks blege Ansigter ængsteligt frem. De kulsorte Øine fulgte uroligt med den lunefulde Flods Stigen, og naar den mægtige Flodbølge skred igjennem Gaden, taarnende sig høiere og høiere, eftersom den pressedes mere og mere sammen i de snevre Bugtninger, lød et Angstskrig fra Kvinder og Børn, og de blege Ansigter forsvandt fra Vinduerne. Hist havde man lagt Brædder ud tvers over de smalle Gyder, for 152 at Beboerne af de ved Flodbredden liggende Huse kunde redde sig hos Gjenboerne, hvis Grunden skulde undermineres af Vandet. Her fiskede man med lange Stænger og krogbesatte Touge efter gamle Stole og andet undergaaet Bohave. Af og til saae man to Politisoldater i en fladbundet Baad, lastet med Viin, Frugter og Brød, som uddeltes med mathematisk Nøiagtighed af den ene, medens den anden lige saa nøiagtigt noterede de pavelige Gaver og med et langt Rør styrede Kurven, naar den gik tilveirs til Elendighedens og Hungerens Bolig. Vi kunde ikke trænge videre frem mod Floden og søgte derfor over Montanarapladsen at naa den Fabriciske Bro. Det lykkedes os virkeligt at komme forbi S. Gregorio, men ved at kaste et Blik ned ad Via della Fiumara saae vi et Syn, der tydede paa, at her var virkelig Fare paafærde.

Fra tredie Etage var der tvers over Gaden kastet et skrøbeligt Brædt, en gyngende Bro, hvis hele Rækværk dannedes af en tynd Line, der holdtes udspændt af Beboerne i de modsvarende Vinduesfag. Et Par unge Piger havde alt ængsteligt passeret den smalle Sti mellem den blytunge Himmel ovenover og det hæslige, gule, muddrede Vand underneden. Nu kom en ung Jødinde med sit Barn paa Armen, som hun, bleg af Rædsel, trykkede op til sig. Der opstod en forfærdelig Allarm. Latter og Smæderaab fra Romernes Side blandede sig med ængstelige Advarsler og høie Angstskrig fra Jødekvarteret. Den unge Kvindes Ansigt var næsten krampagtigt stivnet af den høieste Rædsel; hendes Klæder drev af Vand, og hendes lange, kulsorte Lokker flagrede for Vinden. Midt paa det gyngende Brædt tog hun et krampagtigt Tag i Linen, som derved reves ud af Hænderne paa dem, som holdt den. Hun svingede og svaiede et Øieblik, da styrtede hun med et Udtryk som et forpiint Dyr om paa Brædtet; det brast, og under uendelige Jubelraab og skingrende Piben forsvandt hun og Barnet i det muddrede Vand. Et Øieblik efter dukkede hun atter op, endnu holdende Barnet i sin Favn; hun fik fat i et tilkastet Toug, og under Latter og Hujen droges hun op i en tililende Baad.

Pludseligt standsede den vilde Jubel; thi man hørte et dumpt Drøn som af en underjordisk Torden. Huset, hun havde forladt, revnede fra øverst til nederst. Tagstenene raslede ned, Bjelkerne knagede, og med en knittrende Bragen styrtede Huset ud i Tiberen, tagende sin Nabo med i Faldet og efterladende en øde, tom Plads, der lynsnart fyldtes af den rasende Flod, som truede med at undergrave den øvrige 153 Huusrække. Under Sammenstyrtningen splittedes Mængden til alle Sider. Skummet fløi mig om Ørene, pidsket af den rasende Storm, og Vandet steeg gjennem den frembragte Aabning saa pludseligt, at det stod mig til Knæene. Jeg saae mig om efter Malm, der hidtil havde staaet ved Siden af mig, og som tillige med mig vistnok havde været den Eneste, der ikke havde leet over den ulykkelige Jødinde. Han stod alene midt ude paa Broen med Haanden over Øiet. Hatten var blæst af, og hans lange, mørkebrune Lokker flagrede omkring ham. Det var ingen Spøg at gaae derud; thi Stormen tog af og til saadanne Tag, at man maatte klamre sig til Rækværket, og Sammenstyrtningen af Ponte rotto havde viist, at Tiberbroerne ikke ere murede for Evigheden. Jeg kæmpede mig ud til ham og bad ham om at vende tilbage; men han syntes at være bleven en ganske Anden. Hans høie, herkuliske Skikkelse stod rank og let, og hans mørkeblaae Øine funklede med deres gamle Glands, idet han pegede ud over Floden.

»See,« sagde han, uden at agte paa min Bøn, »er dette ikke prægtigt? See, hvor Vandhvirvlerne vride og snoe sig. Hør, hvor det larmer og bruser, bobler og rinder. See Pinien der, hvor den hvirvles afsted, snart med Toppen, snart med Roden iveiret, indtil den knuses i tusinde Splinter!«

Jeg maatte give ham Ret. Aldrig havde jeg seet et frygteligere og mere ophøiet Syn. Floden kom, fuld og svulmende, bølgende som et Hav og rivende som en Elv, frem under Ponte Sisto, hvis Brobuer den næsten fyldte. Derpaa skjød den sig i rivende Fart under en let Krumning hen imod den Fabriciske Bro, hvorpaa vi stod, oversvømmende Haverne i Trastevere, hvis gyldne Oranger syntes at voxe frem af Vandet. Alt reves med i dens Løb. Flydebroerne med Belisars gamle Vandmøller havde sprængt deres Fortøininger og laae som splintrede Vrag indfiltrede i hverandre, blandede med Bjelkeværket fra de nedstyrtede Huse i Ghetto og med løsrevne Buske og Træer, som Floden havde ført med sig. Herved dannedes en Barriere, der strakte sig fra Tiberøen over til Ghetto, og over denne brødes og sprøitedes Flodens Bølger, medens de paa den modsatte Side havde frit Løb. Pludseligt hørte vi en dump Brølen, en forunderlig, sønderrivende Lyd, som af et stort Dyr, der er i den høieste Livsfare. Vi stirrede begge ud over de oprørte, bleggule Bølger, men kunde i første Øieblik Intet opdage. Lyden kom nærmere, og med Eet saae jeg, omtrent et 154 halvhundrede Favne fra Ponte Sisto, Hovedet af et Dyr, som reves med af Strømmen. Det var en af de prægtige Oxer fra Campagnen, der ved et eller andet Ulykkestilfælde var kommet ud i Floden. Det havde endnu saa megen Kraft, at det kunde holde Hovedet oppe, hvis mægtige Horn ragede høit over Bølgerne; men hver Gang det grebes af en Vandhvirvel, snurrede det rundt som en Bold og udsendte da, inden det dukkede under, sine hjerteskjærende Dødstoner. Malm stirrede paa Dyret, som om Øinene vilde træde ud af deres Huler; han fulgte hver Dreining af Offeret, hver Svingning af Strømmen med næsten tilbageholdt Aandedræt. Nærmere og nærmere kom det ulykkelige Dyr, snart rullende paa Siden, snart dreiende sig rundt, hvirvlet af Strømmen med en saadan Hurtighed at jeg selv svimlede derved. Noget foran Tiberøen var Vandet tilsyneladende roligt; thi her virkede Modstrømmen fra Land stærkt, og det var klart, at Dyrets Redning afhang af, om det vilde drive mod Barrieren eller følge det frie Løb af Strømmen ved Trastevere. Neppe følte Dyret det rolige Vand, førend det gav sig til at arbeide og reiste sig paa ret Kjøl igjen. Det nærmede sig rask Tiberøen, men knap havde det naaet Bredden paa en tre Favne nær, før vi saae det gjøre en Svingning, vælte om paa Siden, og paany føres afsted af den rasende Strøm. Vi ilede over til den anden Bro, der kaldes Ponte S. Bartolomeo, og som forbinder Tiberøen med Trastevere. Da vi naaede den midterste Bue, hørte vi Dyret udstøde et forfærdeligt Brøl, saae det gribes af Brohvirvelen, males rundt som i en gigantisk Møllekværn, synke og forsvinde. Et Minut efter øinede vi det som en uformelig Masse, omtrent tre hundrede Alen paa den anden Side af Broen. Det flød kun et Øieblik, saa forsvandt det for stedse.

Malm var bleg; han greb mig i Armen og sagde med et underligt Udtryk i Stemmen:

»Troer Du, at et Menneske kunde frelses, hvis det nu faldt i Floden?«

»Umuligt,« svarede jeg; »selv den bedste Svømmer vilde hvirvles bort som et Halmstraa.«

»Ja, det vilde han,« sagde Malm dæmpet, ligesom til sig selv.

Vi vendte om og bemærkede paa den modsatte Side af Broen ved Ghetto en stor Sammenstimlen af Mennesker, der Alle med spændt Opmærksomhed stirrede ud over Floden. Vi saae over mod Ponte Sisto, hvor et andet Huus maatte være blevet undergravet, thi en 155 mægtig Hob Drivtømmer, næsten Sparreværket af et heelt Tag, tildeels endnu sammenhængende, korn i rasende Fart ned ad Floden.

Pludseligt greb Malm mig voldsomt i Armen, pegede ud over Vandet og raabte:

»Seer du hende paa Taget? Gud hjælpe hende, hun er fortabt!«

Jeg saae i første Øieblik Intet; men Malms skarpe Øie havde desværre Ret. Midt i den rasende Flod, med Klæderne indviklede i Sparreværket, og klamrende sig fast til dette, saae vi en ældgammel Kvinde komme drivende. Hun var liigbleg, Øinene stirrede mod de mørke, drivende Skyer, og det staalgraae Haar flagrede i korte, uredte Tjavser for den rasende Vind. Hun var øiensynligt Jødinde, Beboer af det foragtede Ghetto.

Malm tilkastede mig et Blik, som fik mig til at lægge Haanden fast paa hans Arm; derpaa fulgte vi begge i aandeløs Spænding det drivende Vrag.

Det var en frygtelig Hurtighed, hvormed det nærmede sig Tiberøen. Af og til hvirvledes det rundt i Malstrømmene, vi hørte Tømmeret knage og brage derved, men det holdt, og den Ulykkelige, hvem vi flere Gange troede fortabt, dukkede op paany. Endelig kom det afgjørende Øieblik, hvor Vraget, der havde holdt sig temmeligt midt i Floden, kom ind i Modstrømmen foran Øen. Det laae et Øieblik roligt, som om det betænkte sig paa, hvilken Vei det skulde tage, og vi saae den ulykkelige Kvinde langsomt arbeide sig noget høiere op paa det. Derpaa gjorde det en Svingning, dreiede sig ganske langsomt rundt og foer med fuld Fart ned mod Barrieren, hvor det heftigt tørnede sammen med Mølleflaaderne og det øvrige Vraggods.

Det Hele foregik ikke fem Favne fra Broen, hvorpaa vi stod. Vi kunde tydeligt skjelne hendes Ansigt, hvis indfaldne og rynkede Træk vare fordreiede af den høieste Dødsangst. Hun udstødte ikke et Klageskrig, gjorde ikke en Bevægelse; kun een Gang hævede hun de matte, gulgraae Øine iveiret og stirrede paa Malm og mig med et Udtryk af haabløs Fortvivlelse.

Malm holdt Haanden for Øinene og sænkede Hovedet, som om han ikke kunde udholde Synet. Broen var fuld af gabende Tilskuere. Jeg vendte mig til en af dem, en ung, stærk Haandværker fra Trastevere, og sagde:

»Er det muligt at frelse hende?«

156

»Hvor vil De hen?« svarede han haanligt, idet han trak paa Skuldrene. »Det er jo en Jøde!«

»Jeg redder lige saa gjerne en Hund, som hende,« sagde en Anden, idet han skjød sin Hue tilbage. »Hun hører til dem, som slog vor Frelser ihjel.«

»Det Rak svømmer altid ovenpaa,« bemærkede en Tredie, der saae ud til at være en Frugtsælger. »Hun sidder godt, hvor hun sidder, og vil blive ordentligt luftet ud til imorgen, hvis Tømmeret ikke splintres forinden. See der! Nu kravler hun høiere op; hun er nok bange for at blive vasket.«

Jeg saae paa ham. Mine Fingre brændte efter at vaske ham saaledes, at han hverken skulde see imorgen eller iovermorgen. Jeg saae paa de sløve, ligegyldige Ansigter, som, uden at fortrække en Mine, kunde betragte en Kvindes fortvivlede Dødskamp og gjøre den til Gjenstand for Spot.

Lige i samme Øieblik tumlede Haandværkeren til en, Frugthandleren til en anden Side, begge ramte af Malms kraftige Haand.

»Nederdrægtige, hjerteløse Uslinger!« raabte han. »Gjør Plads, eller jeg kyler Jer i Floden, saa hurtigt mine Arme kunne formaae. Hvem der ikke gjør Plads, slaaer jeg til Jorden.«

Den tæt sammenpakkede Mængde veeg øieblikkeligt tilside for Malm, hvem de rimeligviis ansaae for gal, og med eet Spring var han nede for Enden af Broen.

Jeg fulgte ham lige i Hælene, og da jeg mærkede hans Hensigt at springe ud i Tiberen fra de Ruiner, der endnu vare tilbage af de sammenstyrtede Huse, greb jeg ham om Livet og sagde saa roligt, som det var mig muligt:

»Malm, veed Du af, at dette er Selvmord?«

»Nu, og om saa var?« spurgte han.

»Saa vil jeg gjøre Alt for at forhindre Dig deri.«

»Hvad vil Du gjøre?« spurgte han næsten haanligt, idet han rettede sin athletiske Skikkelse iveiret.

»Ikke hindre Dig ved Vold, ikke brydes med Dig paa Randen af Graven; men saa sandt der er en Gud, springer jeg ud efter Dig, dersom Du vover Dit vanvittige Forsøg, og Du skal kræves til Regnskab for os Begge.«

Han betænkte sig et Øieblik, derpaa sagde han: »Jeg giver Dig mit Æresord paa, at jeg vil gjøre Alt, hvad der staaer i min Magt for at 157 skaane mit Liv. Forsøget er desuden ikke vanvittigt. Der er Modstrøm tæt inde ved Huusrækken, fordi Hovedstrømmen bryder sig mod den midterste Bropille. Skaf mig et Reb, og jeg vil vente fem Minutter.«

Jeg vadede tilbage gjennem Gaden, næsten i Vand til Bæltet. En Politisoldat, fulgt af et halvt Dousin Folk fra Broen, kom med Reeb og en Bøie, som de havde i Sinde at sende ud med Strømmen. I Selskab med dem begav jeg mig tilbage til Malm; han havde kastet sin Frakke og stirrede med anstrengt Opmærksomhed paa Strømmens Bevægelser. Den romerske Gendanne tog ingen Notits hverken af mig eller Malm, men begyndte med embedsmæssig Langsomhed at gjøre Rebet fast til den medbragte Bøie.

»Lad det være!« sagde Malm til ham. »En Bøie kan ikke frelse hende, men det kan jeg.«

»Han er gal, den Englænder,« hørte jeg Gendarmen hviske til sin Sidemand. »See saa, ud med den!«

Bøien fløi ud i Vandet, men svømmede til Gendarmens store Forbauselse et Stykke i modsat Retning; derpaa blev den et Øieblik liggende stille der, hvor Modstrømmen sagtnedes, dreiede sig saa pludseligt rundt og førtes af Hovedstrømmen ned mod Broen med en saadan Fart, at Touget neppe kunde stikkes hurtigt nok ud. Lige foran Barrieren grebes den af en Hvirvel, dukkede under og kom atter frem mellem Noget af Vraget, omtrent en Snees Alen fra den Forulykkede.

»Kap den Line,« sagde Malm rolig. »Bøien sidder fast, og der er Reeb nok alligevel. Det maa lykkes,« hviskede han til mig paa Dansk, »nu veed jeg, hvad jeg skal gjøre; jeg kjender Elvene fra Norge.«

Jeg bandt selv Linen om ham og forsikkrede mig om, at den sad fast. Derpaa hjalp jeg ham med langsomt at lade sig glide ud i Strømmen. Han hviskede til mig: »Paa lykkeligt Gjensyn!« og førtes afsted paa samme Maade som Bøien. Da han kom til det farlige Punkt, gjorde han tre eller fire stærke Tag ud i Hovedstrømmen, derpaa vendte han sig om og arbeidede af al Magt imod den. Sjeldent har jeg seet Nogen maneuvrere med saa megen Kraft og Snildhed, men Strømmen rev ham dog temmelig hurtigt afsted. Pludseligt saae jeg ham hæve sig iveiret, hvirvles rundt og forsvinde under Vandet; men han kom op igjen omtrent et Par Alen foran Barrieren og kun et Par Favne fra den ulykkelige Kvinde. Vi saae ham arbeide sig hen til hende, 158 løsgjøre hendes Klæder fra Bjælkeværket og binde Linen om hendes Liv. Jeg hørte ham raabe: »Hal ind!« og to Minutter efter laae hun frelst ved vore Fødder. Mængden paa Broen stod i aandeløs Spænding. Malm sad roligt paa Vraget, som om Intet var paa Færde. Vi vare just ifærd med at fastgjøre en ny Bøie paa Rebet, for at kunne kaste den ud til ham, da vi fra Broen hørte larmende Raab og saae Alles Hænder pege ud over Floden. Jeg kunde ikke see, hvad der var paafærde, da en fremspringende Muurkant dækkede Udsigten op mod Ponte Sisto; men en iiskold Gysen foer igjennem mig, thi jeg anede, at det nu gjaldt Liv eller Død. Pludseligt saae jeg Malm hæve sig iveiret, springe fra Bjælke til Bjælke og med et favnelangt Spring styrte sig ud i Bølgehvirvlerne under Ponte Quattro Capi. Næsten i samme Øieblik skjød en vældig Masse af sorte, forrøgede Bjælker forbi os med en rasende Fart. De ramte Barrieren, sprængte den med et eneste Stød, knækkedes, knustes og splintredes med et Brag, der overdøvede Rædselsskriget paa Broen og fik den til at ryste i sin Grundvold. I et Secund maledes og hvirvledes de svære Bjælker bort som Halmstraa for Vinden; de opstemmede Bølger skummede fraadende og larmende gjennem Brobuen.

Saaledes endte Malm. - Faa kjendte ham, Færre forstod ham, og kun jeg begræd ham. Det mørkeblaae Middelhav ruller nu over hans Been; men med større Ret end hiin engelske Digter, der hviler paa den protestantiske Kirkegaard, kunde man sætte til hans Minde: Her hviler Een, som paa Grund af sine Fjenders krænkende Had og Livets uforsonlige Bitterhed ønsker disse Ord indgravede paa sin Liigsten:

»Herunder slumrer Een, hvis Navn er skrevet paa Bølgen.«

Der opstod en lang Pause efter den gamle Kunstners Fortælling, en Taushed, som Ingen syntes at ville bryde, førend han, der havde rullet et saa rystende Ungdomsbillede op, selv henvendte sig til os. Han havde i Slutningen af sin Fortælling blottet sit Hoved. Om det var for at hædre Malms Minde eller blot tilfældigt, skal jeg ikke kunne afgjøre; nu satte han sin Hat paa igjen, foer med Haanden over Øinene, og idet han glattede sit mægtige, staalgraae Skjæg, sagde han i en lettere Tone:

»Undskyld min Tragoedie, mine Herrer! Jeg troede ikke, at den skulde blive saa lang, da jeg begyndte. Jeg mærker, at jeg bliver tilaars, 159 thi det er gaaet mig, som det pleier at gaae gamle Folk, det ene Minde river det andet med sig, og inden man veed af det, har man en Roman, hvor man kun vilde give en Fortælling.«

»Hvad siger saa Critiken?« spurgte jeg smilende.

»Ja Hillemænd! Den havde jeg ganske glemt. Hvad siger Berthelsen? Bare han ikke gaaer hen og sætter den i Bladet.«

»Jeg er bange for,« bemærkede Aabye, »at De har givet ham for stærk en Dosis af de Svingbergske Piller. De synes at virke afførende; i det Mindste er han ikke her paa Pladsen.«

»Aa, det troer jeg dog ikke. Berthelsen er ung og kan taale en heel Deel, og vi ere ikke saa ilde Venner, som det seer ud til. Han løber ikke for saa lidt.«

»Er det ikke ham, som staaer derhenne ved S. Maria og snakker med en Hyrde fra Campagnen?« bemærkede jeg.

»Jo, ganske rigtigt,« svarede den Gamle. »Jeg kan kjende ham paa det fordømte Kakkelovnsrør, han har paa Hovedet, una bomba, som Romerne kalde den. Det lader til, at han tager Timer i Italiensk, og det kan han sandelig ogsaa trænge til; han har allerede sat nogle slemme Blokke i Bladet.«

I samme Øieblik saae vi Berthelsen komme hen imod os, efterfulgt af den romerske Hyrde. Det var en rank og kraftig Mand, klædt i Campagnuolernes sædvanlige Dragt og med den lange Lanse, hvormed Bøflerne drives, i Haanden. Han blev staaende omtrent en halv Snees Alen fra Obelisken, stolt og ubevægelig, medens Berthelsen nærmede sig til os med en tvivlraadig Holdning, læsende paa et Stykke Papir, som han holdt i Haanden.

»Jeg er bange for,« raabte han til os, »at det er reent galt fat med Verner. Her er en Hyrde, der snakker en heel Deel i en fordømt Dialect, som Ingen kan forstaae, og her er en Seddel, dateret fra Bjergene og trykket i Rom, som jeg ikke kan læse.«

»Lad mig see,« sagde den Gamle, idet han rask svang sig ned fra Løven og tog Seddelen fra Berthelsen. »Det er jo heelt opbyggeligt at høre en Critiker bekjende, at han ikke kan forstaae, hvad man siger, og ikke kan læse, hvad der er trykket. Det er ogsaa et upoleret Folk, disse Hyrder, de forstaae aldrig den norsk-italienske Dialect, men ville dog have, at man skal forstaae deres. Vær nu snild, Berthelsen! Sæt ikke det sure Ansigt, men giv mig Documentet.«

Det var maaneklart nok til at see, og til vor store Forbauselse 160 oplæste den Gamle følgende Kundgjørelse, der paa Dansk omtrent lød saaledes:

»Jeg underskrevne Schiavone, Generalissimus for H. Maj. Kong Frants den Andens Armee, Beskytter af den legitime Ret og Forkæmper for vor allerhelligste Fader, Pius den Niende, gjør herved vitterligt, at jeg ved mine Forposter har ladet arrestere som Spion Signor Enrico, dansk Kunstner. Denne Fange vil blive skudt iovermorgen ved Solopgang, hvis ikke hans Venner i Rom imorgen Aften betale tohundrede Scudi til Overbringeren af dette mit Budskab.«

S c h i a v o n e, Generalissimus over H. Maj. Kong Frants den Andens Armee.

Seddelen gik fra Haand til Haand. Den var trykket paa det samme daarlige Papir som Bladet »Armonia«, med de samme grove Typer, og paa den nederste Kant stod til Overflod »Stamperia di Roma«.Jeg kunde neppe troe paa en saadan Frækhed. Det var en ligefrem Blanket, trykket i det pavelige Trykkeri og med de Steder in blanco, hvor Navnet og Løsesummen skulde anbringes. Den bar ingen Udskrift, men under Schiavones Navn og Titel havde Verner skrevet det ene, betydningsfulde Ord: »Betal!«

»Hvad skulle vi nu gjøre?« spurgte Aabye, der ganske havde tabt sit gode Humeur.

»Gjøre?« gjentog den Gamle med et ironisk Udtryk. »Naturligviis betale, som Deres Ven allerede meget viselig har indseet.«

»Betale!« skreg Aabye indigneret. »Betale den lumpne Karl fire hundrede Daler. Jeg vil see ham hængt, før jeg giver en eneste Hvid. Lad os kalde paa de franske Gendarmer og arrestere den Slyngel, der har bragt et saa uforskammet Budskab. Han maa jo vide, hvor de andre Kjeltringer ere henne.«

»Javel,« sagde den Gamle, »lad os hente Politiet. Lad os slaae paa den store Tromme, sætte Byen paa den anden Ende og kalde paa Bræstrup. Saaledes vilde De gjøre i Kjøbenhavn, ikke sandt? Strax vilde et Dousin Stokkemænd tage Fyren ved Kraven, og den næste Dag vilde vi have fat i Ole Kollerød; men saaledes gaaer det ikke her. Pagar, o non pagar, that is the question, som Shakespeare siger. Jeg skal oversætte Seddelen for Dem endnu en Gang, saa troer jeg, De vil forstaae den:

161

»Jeg Schiavone, den største Banditslyngel i hele Italien, Anfører for det meest forvorpne og gemeneste Udskud af Menneskeheden, har været saa heldig at opsnappe Een, som jeg ikke kjender, men som seer mig ud til at kunne betale et Par hundrede Scudi for Livet. Hvis han ikke gjør det, bliver han skudt, og forresten kan De gjøre med mit Bud, hvad De vil. Det veed ikke, hvor jeg er imorgen, kan hverken læse Tryk eller Skrift og vil ikke engang blive arresteret af de pavelige Autoriteter, som ere mine allerærbødigste Tjenere.«

See, det er Meningen, og den er tydelig nok.«

»Men kunne vi ikke prutte med Karlen? To hundrede Scudi! Det er jo en uhørt Pris.«

»Ingenlunde; den er tvertimod uhørt billig, og naar man betænker, hvad man har for det, saa er det slet ikke dyrt. Vor Ven har faaet et af sine Luner styret. Mands Villie er Mands Himmerig, og Himmerig kan aldrig kjøbes for dyrt; det er Nummer eet. Dernæst tilbringer han et Par smukke Dage i de deilige Bjerge imellem det meest udvalgte Selskab, og udvalgt Selskab kan heller ikke kjøbes for dyrt; see, det var Nummer to. Saa kommer han i Bladene, ligefra »Flyveposten« til »Fædrelandet«, hans Navn flyver fra Italien ud over det ganske Danmark, Norge og Sverrig. Tusinde Munde sættes i Bevægelse derved, tusinde Tanker knytte sig til ham og hans Eventyr; han bliver berømt, og Berømmelse kan heller ikke kjøbes for dyrt. See, det er Nummer tre. Endelig har han sit oplevede Eventyr. Som en Bi fra Campagnen, belæsset med Romantikens Blomsterstøv, flyver han tilbage til vor Kube. Han vil blive Løve i Rom, vil kunne fordrive os en Aften her ved Obelisken og lade sin Roman trykke, naar han engang sidder hjemme i sin rolige Stue - see det var Nummer fire. Lægger De alt dette sammen, maae De vistnok indrømme, at hvert af dem vel er hundrede Daler værdt imellem Brødre, og at han i Ordets egentlige Forstand har dem for Røverkjøb.«

»Gaa Fanden ivold med Deres Vittigheder!« raabte Aabye. »Er det nu Tid at spøge? Hold De Fyren op med Snak; jeg henter imidlertid den franske Vagt i Ripetta og melder dernæst Sagen til Consulen.«

»Bliv!« sagde den Gamle, idet han med et kraftigt Tag stoppede Aabye i Farten. »De har Ret; der er ingen Tid til Narrestreger, og De er ifærd med at begaae to. Kom med!«

Med disse Ord tog han Aabye under Armen og gik hen mod den ventende Hyrde.

162

»Bud til de danske Kunstnere?« spurgte den Gamle kort.

»Ja, Signor!«

»Fra Schiavone?«

»Maaskee, Signor!« svarede Hyrden med et ironisk Smiil, der blottede hans smukke, hvide Tænder.

Aabye knyttede Haanden og stampede i Jorden.

»Siig Afsenderen,« sagde den Gamle, »at vi punktligt skulle møde her imorgen ved samme Tid, nemlig en halv Time efter Midnat og medbringe, hvad han ønsker.«

»Siig Din Herre,« raabte Aabye ude af sig selv af Raseri, »at han er den infameste Skurk og nederdrægtigste Kjeltring, der findes paa Guds grønne Jord!«

»Ja, Signor!« svarede Hyrden med den urokkeligste Alvor, idet han hilsede til Afsked og fjernede sig henimod Ripetta.

»Han forstod ikke et Ord af, hvad De sagde, og det var ganske heldigt,« bemærkede den Gamle. »Hvor stort et Beløb lyder Deres Creditiv paa?«

»Hverken Verner eller jeg har noget Creditiv, men Vexler paa Fould i Paris. For Øieblikket er vor Status ikke synderlig god; vor fælles Formue er neppe trehundrede Scudi.«

»Saa sælg for tohundrede, og bring Pengene med imorgen Aften, men i Sølv. Det franske Guld gaaer ikke i Bjergene, og der er Opgjeld paa Sedler.«

Med disse Ord lettede den gamle Kunstner paa sin Hat og vandrede op ad den dødsstille Corso.

Den følgende Dag var en reen Modsætning til den forrige, idetmindste hvad Veirliget angik. Vi havde den forrige Dag havt en tung, trykkende Luft, men uden nogen egentlig Scirocco; nu blæste en frisk Tramontana velgjørende hen over Byen og pustede fornyet Liv i Romernes febersvækkede Nerver. Udenfor Café antico sad den Gamle, et aldeles usædvanligt Phænomen, da han ansaae dette for en utilgivelig Luxus, de gamle Romere uværdig. Men min Forbauselse steeg til det Høieste, da jeg saae Peppino bringe ham tre blødkogte Æg, Caffe med Fløde og fire udsøgte Exemplarer af de bekjendte pavelige Kvalmepinde, som bære det stolte Navn af scelti, de Udvalgte. Det var klart, at der maatte være noget Extra iveien. 163 »Hvor kan det være,« spurgte jeg, idet jeg satte mig ved hans lille Bord, »at Overdaadighed og Vellevnet begynde at nedbryde den gamle Republiks strenge Sæder, saa at den alt mere og mere nærmer sig Forfaldsperioden, hvis yppige Smag i Forbindelse med Cæsarernes tøilesløse Liv lagde Spiren til Barbarernes Indfald.«

Han saae smilende op og sagde tørt:

»Kan De mere af Beckers Verdenshistorie?«

»Hele Sider, hvis det behager Dem. Men jeg vil opgive det historiske Grundlag, der blot tjente som en oratorisk Piedestal for at udtrykke min Forbauselse over at see Dem her i en saa lucullisk Nydelse.«

»Aa ja, Anretningen er maaskee ogsaa lidt lucullisk for en Kunstner, som jo i Grunden altid skulde være paa Vand og Brød; men idag for fem og tredive Aar siden skete den ulykkelige Hændelse, at jeg kom til Rom. Jeg betragter det som min egentlige Fødselsdag; den første har jeg næsten glemt.«

»Det er en snild Maade, at skjule sin virkelige Alder paa.«

»Aa ja, hvad man har saa sikkert, behøver man ikke at tælle. Peppino! Lad os faae to Glas Marsala!«

Han stødte sit Glas imod mit, smilede godmodigt til mig og sagde:

»Tab nu ikke den Smule Næse, De har, af lutter Forundring; Munden kunde det endda være det Samme med. Jeg skal meddele Dem den sande Grund. Jeg spiser til Middag nu, skjøndt Klokken kun er syv, og faaer rimeligviis Intet før til Aften.«

»Hvor skal De hen?«

»Aa, et lille Stykke ud ad Via Flaminia, saadan henved et Par Miil paa den anden Side af Columbarierne. Man har fundet en Augustusstatue, som jeg nok har Lyst til at tage lidt nærmere i Øiesyn. Gaaer De med?«

Jeg vilde lige svare, da vi hørte lystige Stemmer bagved os. Det var Aabye, Berthelsen og de Andre, der kom for at indtage deres Frokost. Nyheden var snart meddeelt, og kort efter satte vor lille Caravane sig i Bevægelse over Monte Pincio for gjennem Porta del Popolo at naae ud i det Frie.

Det var som om den rene, friske Bjergvind havde luftet op i Humeuret paa os Alle og pustet hvert Støvgran af Forstemthed bort. Man syntes ganske at have glemt, at Verner rimeligviis var blevet taget tilfange paa den samme Vei, som vi nu tilbagelagde. Det var ogsaa 164 umuligt at forene dette Solskin, denne Naturens Friskhed, denne Latter, Tale og Sang med Nattens mystiske Begivenheder. Alt straalede i Dagens blendende Belysning saa aabenhjertigt, saa venligt, saa indbydende, at det var umuligt andet, end at de Fyre, som havde fanget Verner, maatte være godmodige, skikkelige Fyre, som vilde bringe ham tilbage om Aftenen i høist egen Person og maaskee ovenikjøbet bede om Forladelse for den Frihed, de havde taget dem. Kun den ellers lystige og joviale Aabye havde nogle Rynker i Panden, men jeg var vis paa, at det var Bekymring for hans Ven og ikke Scudierne, der frembragte dem.

Vi havde netop passeret den Milviske Bro; vi havde beundret den sindrige Idee at stille Johannes den Døber paa den ene Side af Broen og Christus, der modtager Daaben, paa den anden; vi havde drøftet Grundene til Forvanskningen af Navnet og nærmede os nu det bekjendte Trattorie Ponte Molle, hvor Aabye foreslog, at vi skulde anstille en Huusundersøgelse, for om muligt ved et Krydsforhør at erfare Noget om Verners Skjæbne. Dette førte imidlertid ikke til noget Resultat. Den tykke, joviale Vært grinte over hele Ansigtet og svang sin hvide Hue ved de oratoriske Vendinger i hans Tales Strøm. Opvarterne fore omkring og bragte Aabye til Fortvivlelse ved at slaae deres Papirshuer saa flade som Pandekager, afvexlende at ryste fem eller ti Fingre lige for hans Næse, for derpaa pludseligt at pege paa en Forskjærerkniv - Alt under en Talestrøm, hvori Ordet »Accidente« spillede en saadan Rolle, at det satte Aabye i den dybeste Fortvivlelse. Een pegede ned mod Tiberen, en Anden viste ud mod de blaalige Bjergrygge, der bølgede i Solskinnet, en Tredie gjorde nogle Bevægelser, som om han paa en galoperende Hest strøg hen over Campagnen; men det korte Resultat var og blev det samme, som et tidligere Bud havde bragt os, nemlig at Verner ved Midnatstid havde banket Folkene op, drukket sin Viin, faaet en Attest fra Verten, der ansaae ham for en gal Englænder, og at han rimeligviis paa denne Conto var blevet myrdet, plyndret og kastet i Tiberen, hvis man ikke havde foretrukket at presse Løsepenge af hans Venner i Rom, et Tilfælde, som den tykke Vært ansaae for det meest Forretningsmæssige, og som vi nu heldigviis havde tydelige Beviser paa.

Vor Ransagelse af Ponte Molle havde imidlertid et andet og mere praktisk Resultat. Da vi nemlig kom ud i Haven, traf vi den svenske Maler Bjørck, der havde valgt samme Maal som vi til sin Morgentour. 165 Han var just ifærd med at nyde en Fogliette af den gode Landviin, der har skaffet Trattoriet Ponte Molle dets Berømmelse, og af ham fik vi at vide, at Augustusstatuen saa langt fra var funden ved Via Flaminia, at den tvertimod befandt sig omtrent fire Miil borte henimod Ostia.

Dette var en i alle Henseender fortredelig Efterretning, og vistnok det Eneste, der var istand til at bringe den Gamle ud af sit sædvanlige, halvt godmodige, halvt satiriske Lune.

»Naa, saa det er der, den stikker Næsen iveiret!« sagde han ærgerlig, idet han sparkede til en af de lette Rørstole, saa at den skræmmede en sort Griis og en Flok Kyllinger, der øiensynligt ansaae Trattoriets Kjøkken for deres lovlige Opholdssted.

»Nei, Kors beva's,« svarede Bjørck, »han ligger alls inte med Næsen iveiret, for han har ingen.«

»Ikke det?« gjentog Berthelsen, idet han omhyggeligt noterede: »Tæt ved Ostia, Augustus, Mæcenas Ven og Beskytter, ved en Feiltagelse Ponte Molle, ingen Næse.«

»Hvorfor har han ingen Næse?« spurgte Berthelsen, der holdt sig færdig til at notere paany.

»Fordi han er fra Forfaldsperioden,« svarede Bjørck. »Alle Statuer fra Forfaldsperioden have ingen Næser.«

Berthelsen saa sig lidt tvivlraadig om, men da han allevegne saae Ansigterne prægede af en urokkelig Alvor, noterede han: »Forfalden, ingen Næse.«

»Hvoraf kommer det da, at Næserne mangle i Forfaldsperioden?«

»Jo, jeg skal sige Dem,« svarede Bjørck, »i Forfaldsperioden, hvor Smagen, Kunsten, ja endog Critiken forfaldt, gik det naturligviis ogsaa ud over Sproget. Man talte ikke freidigt og frit som i Republikens Tid, men læspede og snøvlede i ydmygst Underdanighed for de mægtige Cæsarer. Denne Anvendelse af Næsetoner virkede høist naturligt ind paa Næsens Form. Den blev større, ligesom oppustet, og er derfor ved Omstyrtningen altid knækket af paa Statuerne fra denne Periode.«

Berthelsen saae sig om med den usikkre Mine, der er eiendommelig for Den, som ikke veed, om han bliver mystificeret eller ei. Han havde allerede igjen grebet Blyantet, da han med Overbeviisningens hele Fylde, og som om en lys Idee pludseligt gik op for ham, udbrød:

»Det er s'gu Løgn, Bjørck!«

166

»Accurat,« svarede denne, »men den, der i Rom lader sig binde slige Historier paa Ærmet, giver Viin - det er en gammel Skik, som vi have arvet fra vore Fædre. Hei, Pietro! Fire Mezzoer Dolce til Signor Asciuto

Berthelsens sure Ansigt blev ikke mildere ved Bjørcks sidste Hentydning. Han puttede Noteerbogen i Brystlommen og sagde henkastende:

»Hvem sætter da Næserne paa igjen?«

»Forskjellige,« svarede den Gamle. »Canova har gjort det ved nogle, Thorvaldsen ved andre; den Førstes kan man altid see, den Sidstes derimod ikke. Derfor sagde han ogsaa, at det var et utaknemmeligt Arbeide.«

»Naa,« svarede Berthelsen, »om en Næse er lidt længere eller kortere, derpaa kommer det vel egentlig ikke an. Iøvrigt maa jeg bemærke, at Næsen i det Hele taget er et generende Stykke Meubel, og jeg maa oprigtigt talt bekjende, at jeg endnu ikke forstaaer, hvorledes man egentligt bærer sig ad med at kysse en ung, smuk Pige, og dog komme maneerligt derfra. Kysser man nemlig lige paa, saa kan det ikke undgaaes, at Næsetippene støde mod hinanden, og der bliver i saa Tilfælde Intet af Kysset. Kysser man derimod skraat for at undgaae Næsernes Berøring, saa skjære de to Linier, som Læberne danne, hinanden under en større eller mindre Vinkel, og det egentlige Kys vil da kun falde i Skjæringspunktet, men da Skjæringspunktet som ethvert Punkt hverken har Udstrækning i Længde eller Brede, men er uendeligt lille, saa bliver Kysset som en Følge deraf ogsaa uendeligt lille og Resultatet bliver da det samme som i første Tilfælde, nemlig at Kysset bliver en Umulighed. Kan De nu klare den Forskjel mellem Theori og Praxis, thi jeg har hørt, at det skal kunne lade sig gjøre?«

»Har De da aldrig kysset?« spurgte den Gamle, medens Bjørck med tragi-comiske Miner varierede den norske Folkesang:

»Og Jens Johansen, den væne Gutten,

Han kyste Jomfruen midt paa Trutten;

Han kyste een Gang, han kyste to,

Og dog var Jomfruen lige god.«

»Jo, een Gang har jeg forsøgt det,« sagde Berthelsen, »men det gik galt. Det var i Løb; hun kom lige imod mig, og det med saadan en 167 Kraft, at vi begge fik et antageligt Næseblod. Siden den Tid har jeg aldrig kysset nogen Jente, men kan godt forstaae, at de i Lapmarken gnide Næserne imod hinanden, istedetfor at kysses; det er der dog en reel Fordeel ved, især om Vinteren.«

De andre loe over Berthelsens originale Paradox, men Bjørck sagde alvorligt:

»Der er ingen Ting paa Guds grønne Jord, den være nok saa ravgal, uden at den er blevet theoretisk fremsat, og forsvaret i Praxis. Berthelsens originale Sætning, som han kun er kommen frem med i Spøg for at dække Næserne fra Forfaldsperioden, har jeg hørt fremsætte i al Alvor af en forstandig Mand, hvis Sorg og Ulykke var hans - Næse. Han var rig, uafhængig, begavet og kunde have været det lykkeligste Menneske paa Jorden, hvis han ikke af Naturen havde faaet en Næse, der blandede sig ind i Alt, fordærvede Alt, selv hans Hjertesanliggender, og til Slutningen lod ham tilbage som en ulykkelig Særling, fuld af Sorg, Bitterhed og Skuffelse.«

»Lad os faae den,« sagde den Gamle, idet han nippede til sin Viin. »Det er da vel ikke Signor Naso?«

»Jo netop! - Jeg spiller just ikke den hæderligste Rolle i den Historie,« sagde Bjørck, »og naar jeg tænker paa den, veed jeg næsten ikke om jeg skal lee eller græde; men det er det Samme, her er den:

Signor Naso

»Jeg har altid havt en Svaghed for Sukker, naar man kommer det i gammel Jamaica-Rom og helder lidt Vand oven paa. »Det styrker,« sagde min Fader. - »Og giver saadan en rar Søvn,« fortsatte min Moder, naar hun blandede det half and half, »det er meget bedre end Theevand.« -Saa stak hun sit Hovedvandsæg med den lille Svamp ned i sit Glas, og saa fik jeg Svampen at sutte paa. Dengang var jeg kun et Aar gammel, og naar min Moder lagde mig i Vuggen, pleiede hun at sige: »Nu sover han, det lille Skidt! Skulle vi saa ikke have en lille Dukkert til?« Og saa dyppede hun Svampen paany og stak mig den i Haanden, for at jeg kunde have Noget at suge paa, naar jeg vaagnede om Natten. Det var bedre end Ormepulver, som min Fader pleiede at sige; det skaffede en udmærket Nattero baade for min Moder og mig, og Skade har jeg 168 ikke taget deraf, skjøndt jeg er henved de Treds; men min Toddy maa jeg have hver Aften. - -

Naa, det kommer nu ikke Historien ved, men De kan tage det som en Indledning.

Saa sad jeg da en Aften noget alene i Café antico og gjorde Commers med den lille Ariella, hvergang Fatter var ude for at passe paa, at de smaae Opvartere ikke slog hverandre fordærvede af Jalousie til Pigebarnet, da i det Samme Døren gaaer op, og en Fyr kommer ind, som jeg ikke rigtigt kunde see, fordi Ariellas Hoved var imellem hans og mit.

»Hvad gaaer der af Ariella?« tænkte jeg; for i samme Øieblik sprang hun op fra mit Skjød, tog sine smaae, nysselige Hænder for begge Øine og satte i eet Spring op ad den steile Trappe til den høie Sidestue. Der kastede hun sig over to Rørstole og frembragte en Lyd, saa at man skulde troe, at hun var en ægyptisk Udrugningsmaskine for Høns og Kyllinger, og samtidigt dermed sparkede hun Gulvet med begge sine smaae Fødder og viste meget Mere af sine Bevægelsesorganer, end det er sømmeligt for Folk af hendes Kjøn og Alder. »Det er næsten et Knæstykke,« tænkte jeg ved mig selv; men lige i samme Øieblik vælter Carlo Caffekjedlen ned over Matteo, der dandsede omkring lige saa bruun som en Mahognidukke, medens hans Rival saa rød i Hovedet som en Ræddike stormede op ad Sidetrappen, snublede over Benene paa Ariella og tog hende og de to Rørstole med sig i Faldet. Matteo gjorde et svagt Forsøg paa at komme hende til Undsætning. Han aabnede Skydedøren halvt og saae et Øieblik ud med det alvorligste Ansigt af Verden. Derpaa gjorde han en Grimace, som om han havde faaet en koghed Kartoffel i Munden, smeldede Døren i og frembragte nogle Toner, som bragte mig til at troe, at han enten gurglede sin Hals med Gløder eller i langsomt Vanvid strangulerede sig i Haandklædet. Jeg saae henimod Disken; der stod vor trivelige Fader Giuseppe med et Par Øine, der saae ud til aldrig at ville komme i Orden igjen, medens han stammede det ene »Dio mio!« efter det andet. Jeg vendte mig rask om for at see, hvad der var paafærde, og medens Fader Giuseppe foer op i Sidestuen, deels for sin egen Bekvemmeligheds Skyld, deels for at klare Carlo fra Ariella, og om muligt, dunke noget nyt Liv i den sidste, var jeg ifærd med at løbe min Næse ind i en Hummerklo eller saadant Noget, der 169 sad lige midt i Ansigtet paa en Mand, som ellers i andre Henseender var normal og velskabt.

»Scudo!« sagde jeg af bare Befippelse.

»Niente,« svarede han med stærk engelsk Accent, idet han tændte en Cigar med øiensynlig Fare for at svide sin Næsetip.

Da han havde endt denne Forretning, greb han »Giornale di Roma« og holdt den saa tæt op for Ansigtet, som Cigarens Længde tillod det. Jeg saae intet Andet af ham end Gløden af Cigaren, der skinnede gjennem Papiret, Spalte op og Spalte ned, som en lille Fuldmaane. Medens han saaledes sad bag det pavelige Brystværn, hvorfra Røgen bølgede op som fra en Valplads, tænkte jeg paa den glædelige Ungdomstid, hvor man ved at lave sig et Gebis af Appelsinskaller, sætte en Hummerklo paa Næsen og spjælke Øielaagene op med kløftede Træpinde, frembragte et bedaarende Indtryk paa endnu yngre Sjæle, navnlig naar man lyste det Hele op ved under Form af glødende Svovlstikker at tage bengalske Flammer i Munden. Saa tænkte jeg paa, hvorvidt det var passende for en ældre Gentleman udenfor Carnevalstiden at sætte en Hummerklo paa Næsen, hvilket kan være en meget nyttig og behagelig Tidsfordriv, naar man staaer alene i sin Stue foran et Speil og agerer Polichinel, men som er mindre anvendeligt, naar man gaaer paa Caféer, hvor der er mange Mennesker, og hvor Hummerkloen let kan blive slaaet af. Saa faldt det mig ind, at det mulig kunde være en naturlig og rigtig Næse, der paa en høist unaturlig og urigtig Maade fra Punch var faret i Ansigtet paa den stille Gentleman, der haardnakket barricaderede sig bag det clericale Blad. Men ligesom jeg var ifærd med at afvise denne Tanke med den Foragt, som den fortjente, tog min Gjenboe Bladet fra Munden for at drikke en Slurk af sin Orangiata, og hvad skildrer min Rædsel, da jeg maatte bøie mig for mine Sandsers umiddelbare Indtryk og erkjende Næsen for at være et i Form, Fylde og Farve lige usædvanligt, men dog uomtvisteligt bestaaende Forbjerg, som jeg ikke troer man skal finde Mage til uden ved Cap Horn.

Hvorledes han kom ud af sin vanskelige Maneuvre, om han som Bierne puttede denne formidable Sugesnabel ned i Glasset eller lod den blive udenfor, under hvilke Forhold jeg kom op i Sidestuen, og hvad der forresten skete i Caféen, har jeg endnu i dette Øieblik ikke den ringeste Anelse om. Saa meget veed jeg kun, at da mit 170 Mellemgulv igjen var kommet i de behørige Folder, saae jeg Carlo ifærd med at opsamle Resultaterne af min Flugt, der i Form af tre smaae Borde, et Par Caffekander og nogle Comptoirkopper seilede i et Chaos af Fløde og hvidt Sukker, medens Ariella laae henstrakt i Sophaen ved Siden af mig, neppe istand til at aftørre de Taarer, som en krampagtig Latters sidste Gisp endnu formaaede at frembringe.

»Per Baccho!« stønnede den joviale Giuseppe, »che mostro!--« Han vilde have sagt noget Mere, men fuldendte Sætningen ved med Fingrene at beskrive en Bue fra Næseroden ned imod Knæerne og tilbage igjen, idet han forsvandt i Døren og fremviste en bred Ryg, der loe lige til Skuldrene. Jeg saae ned i Caféen, der nu var ganske tom. Han havde taget Bladet bort fra Ansigtet og stirrede med et underligt, halv lidende, halv resigneret Udtryk ud i Luften, uden at Blikket fæstedes paa nogen bestemt Gjenstand. Som han saaledes sad med Haanden hvilende paa det lille Marmorbord, med Avisen sunken ned paa sine Knæ, med de hængende Træk om den halvaabne Mund, forekom han mig saa umiddelbar comisk, at jeg ikke kunde modstaae Fristelsen til at faae Skizzebogen frem og tegne først ham og dernæst som Modsætning den lille Ariella siddende paa hans Skjød. Jeg gav ham et Par store Flagermusevinger paa Ryggen og et Par smaae Antydninger i Panden; paa Ariella fæstede jeg et Par lette Psychevinger og tegnede hendes Figur omsluttet af et Draperie, der var en Mellemting af en Balletdandserindes og Thorvaldsens Venus.

Ariella blev vred og vilde rive Bladet fra mig. Jeg tog det, og da hun vedblev at snappe efter det, sprang jeg op og gik ned i Caféen til min forrige Plads. Hun forfulgte mig derned, men da hun kom i tre Skridts Afstand fra Signor Naso, som hun kaldte ham, gjorde hun Høire om og styrtede under et nyt Latteranfald op i Sidestuen. Han reiste sig, saae efter hende og udstødte et saa dybt og smerteligt Suk, at jeg uvilkaarligt kom til at see paa ham. Hvor var han ikke forandret i dette Øieblik. Der var om hans Mund noget saa tungt Veemodigt, noget saa Resigneret og dog saa Smerteblandet, at jeg blev pludseligt grebet deraf. Der var ikke Spor af Vrede i hans Træk, uagtet han vistnok baade havde hørt og seet, hvad der var foregaaet omkring ham; hans smukke mørkebrune Øine lyste med en rolig Glans, men vare fugtige, som om han havde været i en stærk Bevægelse. Hans Pande, der var høi og bred, viste ikke Spor af Rynker, og havde man blot kunnet restaurere den fordømte Næse saa godt, som Thorvaldsen har 171 gjort det i Braccia nuova, vilde han have været en af de kjønneste Mænd, jeg har truffet paa. Det faldt mig ind, at jeg havde handlet hjerteløst ved at tegne ham i samme Øieblik, som han rimeligviis selv allerbittrest følte sin Ulykke, og jeg skjulte derfor Tegningen under Skizzebogen, inden jeg vendte mig til Matteo for at betale. Da jeg paany dreiede mig om, stod han med Bladet i Haanden og betragtede det med en Kjendermine, hvori jeg blot kunde læse Opmærksomhed, ikke Spor derimod af Vrede eller Bitterhed. Det var en Pokkers flau Situation, og jeg følte den saa godt, at jeg vilde knibe ud bag hans Ryg uden at tage Bladet med mig.

»Dem forglemmer min Portrait,« sagde han pludseligt til mig, idet han lagde Haanden paa min Skulder.

Jeg tumlede overrasket tilbage, thi at erkjende min Caricatur for sit Portrait og tiltale mig, en Svensker, paa gebrokkent Dansk, vare to Ting, der røbede et saadant Kjenderblik og en saadan Liberalitet, at begge i høi Grad overraskede mig. Jeg stammede noget forvirret Tøieri paa Engelsk og blev saa rød som en Bonderose.

»Dem tale kun Svensk, thi mig det forstaae særdeles vel. Mig har været paa Kjøbenhavn til over et halvt Aar, og derfor snak mig demlig godt Dansk.«

»Det er der nu Maade med,« tænkte jeg ved mig selv, bukkede paany og stammede nogle Undskyldninger paa Svensk.

»Hvad ønske Dem for denne min Portrait?« spurgte han, idet han lagde det ovenpaa Skizzebogen.

Det var næsten at drive Liberaliteten vel vidt, og jeg betragtede ham skarpt, uden dog at kunne opdage Spor af Ironie i hans Ansigt.

»Hvad ønske Dem?« gjentog han paany.

»Kun Tilgivelse for en ilde anvendt Spøg,« svarede jeg, idet jeg rakte ham Bladet.

Han svarede Intet hertil, men saae sig blot om efter et Stykke Papir til at svøbe Billedet i. Jeg gik op i Sidestuen for at hente en af de gamle Aviser; men da jeg kom tilbage, var han forsvundet tilligemed Giornale di Roma, og havde til Ariellas store Forbauselse paa Disken efterladt en blank Louisdor, som hun lumskeligt bemægtigede sig, inden Fader Giuseppe kom tilbage.

»Han er gal,« sagde hun. »Og hvor han var grim, men god og rig, enorme rig.«

172

»Men Du er jo en Tyv, Ariella,« sagde jeg, »en enorme Tyv, baade Hjertetyv og Pengetyv.«

»Jeg stjæler ikke,« svarede hun stolt. »Hvad jeg finder, det beholder jeg. Jeg kunde godt see paa ham, at det var mig, han meente, og hverken Carlo eller Matteo. Desuden stjal han jo selv, baade den nye Avis med det deilige Vers til den hellige Jomfrues Navnedag, og Noget i Deres Skizzebog, det saae jeg meget godt.«

Jeg gik hen og lukkede Skizzebogen op, hvor Alt var i den skjønneste Orden, kun med den Undtagelse, at under det første Blad laae en Anviisning paa ti £, betalbar hos Torlonia i Rom. Dette var saa meget af det Gode, at det forekom mig som den bittreste Satire, ja som en Fornærmelse, jeg hverken kunde eller vilde tage imod. Jeg foranstaltede strax et Choc ned ad Corso, der i Hurtighed godt kunde lignes med Dragonernes i Karnevalsugen, og som forvoldte Publikum næsten ligesaa megen Uleilighed og Renden paa Ærmet som hiint. Jeg spurgte tilhøire og venstre efter Signor Naso, som Ariella allerede havde døbt ham, hvilket bevirkede, at Folk antog mig for mindre sober. Men lige saa snart jeg begyndte at beskrive denne vidunderlige Næses Form, eller blot antydede den ved en Gestus, udbrød der en saadan Latter, at jeg ansaae det for det Hensigtsmæssigste at gaae lige hjem for ikke i Droske at blive befordret til S. Spirito.

De følgende Dage anvendte jeg til en storartet Jagt efter lange, røde og krumme Næser, og lige saasnart jeg øinede en saadan, virkede det som Færten af Vildtet paa Hundene. Jeg snusede afsted, stod for en Jøde, naar jeg meente, at have fundet min Lord, og foer saa afsted igjen for at falde over en Viinhandler fra Landet eller en Kneipevært fra Trastevere. Jeg ransagede alle Hotel-Lister, udspionerede Beboerne af ethvert casa mobiliata og bestak Droskekudske, camerierer og Portnere efter en Maalestok, som absolut vilde bringe mig til Betlerstaven i Løbet af en Maaned. Jeg pudsede mine Støverhunde paa ham i Form af Carlo, Matteo og Ariella, og bragte Fader Giuseppe i en Tilstand af Vexelfeber ved at meddele ham, at det gjaldt hans og hans Families Velfærd, dersom han ikke skaffede mig fat paa Signor Naso, som jeg paastod var en undvegen Galeislave. Jeg drak med Fortvivlelsens Koldsindighed den ene hede Toddy efter den anden hver eneste Aften ved samme Bord, i samme Café og bragte derved regelmæssigt baade Ariella, Carlo og Fader Giuseppe op i en kun for mig synlig Dobbeltgjængertilstand, der bestandig havde det sørgelige Resultat, 173 at Matteo maatte følge mig hjem for at finde til hvilket af de sytten Nøglehuller min Portnøgle passede. Men Alt var forgjeves. Jeg begyndte næsten at ansee Signor Naso og hiin Aftens Begivenheder for en ved altfor hyppig Nydelse af mezzo caldo frembragt Aabenbaring, men den fordømte Tipundsnote og det manglende Blad i min Skizzebog spærrede haardnakket denne sindrige Udvei.

Da jeg en Aften, under et Anfald af den Hypokondri, der siges at gaae forud for et sig nærmende Delirium, begav mig ud ad Via Pia, dreiede jeg ganske tilfældigt ind ad en lille Sidevei, hvor de kridhvide Vignemure afløstes af levende Hegn med Roser, Brombær og Caprifolier i Overflod. Veien snevrede sig lidt efter lidt ind til en smallere Sti, hvor Buskene fra de modsatte Sider næsten dannede et sammenhængende Løvtag, fuldt af vederkvægende Skygge. Jeg havde aldrig været paa denne Vei før, der syntes at maatte føre ud til Campagnen; men den havde noget saa Stille og Eensomt, noget saa Fredeligt, Hjemligt og Hyggeligt, at jeg ganske overlod mig til den oplivende Stemning, som den frembragte, og i Ro og Mag slentrede fremad, snart indsugende Duften af Blomsterne, snart frydende mig ved de vide Udsigter ud over Campagnen, naar der tilfældigt var en Aabning i Hegnet. Pludseligt blev jeg udrevet af mine Drømmerier ved en rasende Gjøen af en lille Hund, der var sluppet ud gjennem en tæt Myrthehække, og som paa en umenneskelig Maade syntes at misunde mig den Tilstand af Heelhed, hvori mine Buxer befandt sig. Det var en underlig Hund; thi den saae ud, som om man havde sat en Egernhale paa en graae Plydses Hat og moret sig med at børste begge Dele bagvendt.

»Monkey!« hørte jeg En raabe bag Hegnet. »Monkey, here!« Men Monkey lod sig ikke forstyrre. Med en Utrættelighed, der var en bedre Sag værdig, bearbeidede den mit venstre Buxebeen og bragte det ved et Par Minutters Virksomhed i en Tilstand af Aabenhed lige op til Støvlestroppen. Jeg turde ikke sparke til den, af Frygt for, at den skulde gjøre en Attaque paa de ædlere Dele indenfor, og blev derfor meget fornøiet ved at høre en Mand nærme sig med hastige Skridt til det Sted, hvor jeg stod. Pludseligt dækkedes Aabningen i Hegnet af et menneskeligt Ansigt, og midt i dette sad igjen den store, røde Hummerklo, der havde været min fixe Idee om Dagen og mine Drømmes Fredsforstyrrer om Natten. Der var ingen Tvivl derom - det var Signor Naso.

174

»Sir!« raabte jeg rasende, idet jeg sparkede op med Levningerne af mine nedre Regioner og derved bragte Monkey næsten i lige Høide med hans Herres Næse. »Hvor tør De vove at behandle mig som en Betler og lade mig sønderrive af Deres fordømte Marekat? Dersom De ikke kalder Hunden til Dem, slaaer jeg den ihjel!«

Signor Naso fløitede paa en eiendommelig Maade, og strax reves Monkey ud af sine hævngjerrige Betragtninger, dumpede ned fra Ruinerne og forsvandt gjennem en Aabning i Hegnet.

Jeg saae ned paa Ødelæggelsens Vederstyggelighed, derpaa saae jeg op paa Hummerkloen, men ingen af Delene syntes at egne sig til at mildne den Tilstand, hvori mit Sind befandt sig.

»Sir!« raabte jeg, idet jeg overtænkte det Comiske i Situationen, naar jeg skulde vandre tilbage igjennem Roms Gader. »Vil De tage Deres fordømte Tipundsnote igjen, og vil De til Gjengjeld dreie Halsen om paa Deres forbandede Abekat og sende En af Deres Folk ud med et Par Breve Knappenaale eller med et Par Beenklæder, om De saa behager?«

Signor Naso forsvandt fra Hegnet uden at svare et Ord, medens Monkey, der rimeligviis ærgrede sig over sin Herres Taushed, gjøede af alle Kræfter og af og til stak sin lille sorte Snude ud gjennem et eller andet Hul og frembragte en meget betegnende Lyd gjennem sine kridhvide Tænder. Selv blev jeg staaende uvis, om jeg skulde forfølge Sagen videre eller løbe Spidsrod tilbage til Quattro Fontane, da jeg i det Samme opdagede en skrammereret Gripominus, der kom styrende hen imod mig for at bede mig træde ind hos hans Herre, der meget beklagede det Uheld, som havde ramt mig.

Efterat Fyren havde sagt dette i saa siirlige og pæne Ord som muligt, gik han i en Tilstand af Ydmyghed foran for at vise mig Veien, og jeg fulgte efter, idet jeg i mit stille Sind overveiede, hvorfor Monkey, naar den havde saadanne deilige silkevatterede Lægge at bide i, da kunde foretrække en saa tør Kost, som Nankins Beenklæder ufeilbarlig maatte være.

Fyren aabnede en lille Gitterlaage paa en større Indgangsport og holdt meget ængsteligt fast paa Laasegrebet, som om han var bange for, at det skulde løbe fra ham, og morede sig derpaa med i en dukket Stilling at lade Trækvinden blæse Pudderet af sin Paryk. Derpaa sneglede han atter forbi mig, idet han med en oratorisk Bevægelse pegede 175 hen mod en landlig Bygning, der laae omskygget af Pinier og Cypresser, og forsvandt saa pludseligt i en Afkrog.

Jeg troer nok at have seet en Deel Villaer baade i og udenfor Rom, ligesom jeg smigrer mig med ikke at være ganske ubekjendt med det Topographiske, hvad denne By angaaer; men her blev jeg nødt til at knibe mig i Armen, for ikke at troe, at jeg ved et Trylleslag var bleven henflyttet til et eller andet Herresæde i England. Det gik mig som Holbergs Jeppe; jeg laae i Baronens Seng, gniggede mine Øine og sagde til mig selv:

»Ei, hvad er dog dette? Hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommet dertil?«

Istedetfor de stive snorlige Gange med Hækker paa begge Sider, der give de italienske Haver Udseende af Bagsiden paa et Dambrædt, istedetfor det Virvar af brogede Blomster, hvormed de ligesom brodere deres kjedelige, halvt afsvedne Grønsvær, krummede sig gruuslagte Gange mellem Plainer, hvis friske Græs stod saa blødt og tæt som Haarene paa en Hattebørste. Istedetfor de enkelte, adspredtstaaende Pinier og Cypresser, saae man her et rigt Løvtag af Alm, Platan og Løn, som kun af og til forraadte, at de befandt sig paa italiensk Jordbund derved, at Vinens lysegrønne Skud i lette Guirlander omkrandsede deres Stammer. Huset selv var fuldkommen engelsk. Ingen Vaser med Aloer, ingen Statuer med veirbidte Næser, ingen Hvidtning og Kalkning eller Oversmøring med Puzzulanjord; men derimod en lav, straatakt Cottage, omslynget og indhyllet i vild Viin, Vedbend og Caprifolier, forsynet med grønne Persienner, forgyldt Gitterværk og en Dørhammer, der funklede i Solskinnet.

Da jeg nærmede mig Bygningen, fore to andre Fyre ud, der vare saa langt fra at være skrammererede, at de snarere i deres sorte Kjoler og hvide Halsbind lignede unge, velbørstede Videnskabsmænd, som et Øieblik forlade deres mystiske Celler, for at hengive sig til et Taffels mere forstaaelige Glæder. Den ene lukkede under et nyt Anfald af Ydmyghed Gitteret op for mig, den anden dunkede mig sagtelig i Ryggen for at frigjøre mig for et let Anstrøg, som jeg havde taget med mig fra en Villamuur. Derpaa snogede først Nummer et og saa Nummer to atter forbi mig og viste deres særlige Færdighed i at bukke og løbe op ad Trapper paa een Gang, hvorpaa de rev begge Fløidøre op og overlod mig til en tredie, velbarberet Gentleman, hvis 176 brede Nakkeskilning gav mig en Idee om Resultaterne af den menneskelige Aands Udholdenhed gjennem Aarrækker, og tjente mig som Ledestjerne, medens han gravitetisk vandrede op paa første Sal. Her puffede han mig ind i et lille, men særdeles elegant Værelse, hvor han overlod mig til mine egne Betragtninger, der navnlig bestod i en dybere gaaende Reflexion, om jeg ogsaa havde benyttet de meest velvalgte Udtryk til Signor Naso, og om jeg ikke havde gjort bedre i at være lidt mere smigrende og lidt mindre intim. Jeg kom imidlertid ikke ret vidt heri, thi i samme Øieblik viste Skabningen sig paany, først seet forfra, derpaa bagfra, saa atter forfra, under en Række Bugtninger, Vridninger, Vendinger og Vrikninger, hvorunder jeg følte mig hensat paa en Stol og lempelig berøvet først Støvler, saa Beenklæder, saa blideligt iført først Beenklæder og saa Støvler, derpaa trukket op, knappet, børstet, gnedet med Pommade og overheldt med Eau de Cologne, og endelig forestillet for et aristokratisk Speil i forgyldt Ramme, der med photographisk Nøiagtighed gjengav hele min elskværdige Personlighed, bag hvis Ryg en galloneret Orm i sagte Vridninger bugtede sig hen imod Døren.

Jeg sagde et Par venlige og forekommende Ord til Skilningen, der endnu med Haandklædet over Armen stod i stille Selvfortabelse over sit eget Værk, kastede et Blik til de gule Nankins, som jeg overlod til Monkeys fremtidige Bearbeidelse, og fulgte derpaa den Gallonerede, som gallopperede med mig først ned ad en Trappe, saa ind i et lille Værelse, derfra ind i et større, og endelig i et endnu større, hvor han havde den Forekommenhed at meddele mig, at han vilde betroe mit Navn og Stilling til Signor Naso, dersom jeg vilde have den Uleilighed at meddele ham det. Derpaa forsvandt han bag en svær Fløiels Portière og dukkede pludseligt frem igjen, idet han meddelte mig, at hans Herre var rede til at modtage mig.

Det var ikke med de freidigste Følelser, at jeg dukkede ned i dette Hav af Silkefløiel og forgyldte Fryndser, men da jeg atter dukkede op, saae jeg Signor Naso sidde ved et stort Skrivebord, fuldt af antike Mønter, Gemmer, etruriske Oldsager og pompejanske Snurrepiberier, medens Monkey laa under Bordet paa et Leopardskind og betragtede mig med et Par Øine, som om den vidste, at jeg havde gjort Nar ad dens Herre og nu skulde modtage min velfortjente Løn. Værelset var i en vis Henseende uordentligt, men paa en saadan Maade, at det frembragte et høist hyggeligt Indtryk. Haandtegninger laae hulter til 177 bulter paa et Bord, hvis Midte dannede et Slags Opsats, hvor Statuetter, Skizzer i brændt Leer og mindre Afstøbninger vare anbragte. Venus fra Milo stod i eet Hjørne, »Skraberen« i et andet; store Grupper af Bladplanter skyggede for Vinduet, og Væggene vare bedækkede med Malerier, hvoraf et strax tildrog sig min Opmærksomhed, fordi det var tilhyllet med et grønt Silkeslør.

Jeg fik imidlertid ikke ret Tid til at betragte alle disse Herligheder, thi jeg var neppe traadt ind, førend Signor Naso skjød det store Kobberværk over antike Mønter, hvori han netop læste, fra sig og med en Haandbevægelse bød mig tage Plads i en rundrygget Lænestol, der saa høist indbydende ud. Han selv sad med Ryggen til Lyset, der brudt af de talrige Planter, faldt mildt og dæmpet gjennem det store Vindue, og det syntes mig, at han i denne Belysning og under disse Omgivelser ikke saae slet saa Punchagtig ud, som han havde forekommet mig i Caféen.

»Dem tale Engelsk?« sagde han henkastende, idet han betragtede mig skarpt.

»Ja, Mylord,« svarede jeg, idet jeg blev ganske stiv i Ryggen af Befippelse over al den Fornemhed, jeg alt havde gjennemgaaet.

»Meget vel. Vi da tale Engelsk, hvis Dem behage,« sagde han.

»Som De selv ønsker, Mylord,« svarede jeg, idet jeg følte Ængstelsens Stivkrampe kravle helt op i Halsen, saa at jeg neppe kunde faae Ordene frem.

»Kald mig ikke Mylord, det er en Titel, der ikke tilkommer mig. Kald mig slet og ret Sir Henry. Kun under dette Navn ønsker jeg at forhandle med Dem, og siig mig saa, hvad De ønsker?«

Der var i hele hans Stemme og Udtryk noget underligt Veemodigt, som fik mig til at glemme baade Tipundsnoten, Monkey og det store Slag paa Gangstien; men jo mere jeg glemte dette, desto klarere dukkede det op for mig, at jeg havde fornærmet denne Mand, at jeg havde angrebet ham paa et Punkt, der maatte være yderst smerteligt, fordi det var saa uforskyldt og stod i saa nær en Forbindelse med den af vore svage Sider, der mindst taaler en fjendtlig Berøring. Jeg havde faaet et bestemt Indtryk af, at han midt i al sin Herlighed og Pragt dog var ringere stillet end den laveste af hans gallonerede Tjenere. De kunde dog, dersom de satte Priis derpaa, finde et Væsen, der vilde elske dem og frede om deres Hjem; med ham var det umuligt. Caricaturens Hæslighed havde sat ham i Menneskehedens Ban, og den Dag 178 vilde neppe komme, hvor en Præst lyste Fred over ham, før paa hans Dødsdag.

»Sir Henry,« svarede jeg, medens alt dette som et Lyn foer gjennem mit Hoved, »jeg ønsker ikke Andet end Deres Tilgivelse for hiin Aftens Kaadhed. Jeg er ung og overgiven, og var den Aften i et Lune, som fik mig til at glemme, hvad jeg skylder mig selv og Andre. Jeg beder blot om Deres Tilgivelse og ønsker, at De som et Tegn paa den vil tage Deres Tipundsnote igjen. Jeg har ikke fortjent den og ønsker ikke at ydmyges ved at tage imod Penge for en Handling, som jeg nu erkjender for at være slet. Dernæst maa jeg bede Dem om Forladelse for, hvad der foregik paa Gangstien. Jeg var i daarligt Lune og troede at De for at hævne Dem havde pudset Hunden paa mig.«

»Og dette troede De, fordi jeg er hæslig og vanskabt, ikke sandt?« spurgte han med sagte Stemme.

Blodet foer op i Kinderne paa mig. »Ja maaskee,« svarede jeg, »jeg troer næsten, det var af den Grund.«

Han sukkede dybt; det klang næsten som et jaget Dyrs Stønnen. Derpaa skjulte han sit Ansigt i begge sine Hænder og vuggede det sagte frem og tilbage.

Jeg var frygteligt forpiint, og den korte Pause, der fulgte ovenpaa mit Svar, forekom mig næsten som en Evighed. Jeg kunde ikke holde det længere ud, foer op af Stolen, lagde Haanden paa hans Skulder og sagde:

»Sir Henry, jeg kjender Dem ikke, og De kjender heller Intet til mig; men Eet føler jeg - at jeg i Ord, Handling og Tanker har gjort Dem den blodigste Uret. Der er en Afstand imellem os i Vilkaar, som maaskee kan bevirke, at jeg Intet kan gjøre for at vinde Deres Agtelse tilbage, men saa sandt jeg har fornærmet Dem, vil jeg gjøre Alt, hvad der staaer i min Magt for at udslette det igjen. Siig mig derfor oprigtigt, er der slet Intetjeg kan gjøre for at tjene Dem?«

Han tog Hænderne bort, og jeg saae da, at han havde grædt.

»Jo,« svarede han sagte, »De kan gjøre Meget, saa Meget, at De fuldkomment vil kunne udslette, hvad De kalder Deres Brøde. Jeg har flakket Jorden rundt, jeg har vandret fra Sted til Sted, bestandig eensom, bestandig forladt, bestandig forhaanet af Menneskene og bedraget af mine Venner. Men Eensomheden er frygtelig i Længden, langt frygteligere end Latteren og Spotten. Vil De komme til mig og formilde disse Kvaler, vil De tale med mig som Deres Ligemand, da 179 vil De gjøre en Gjerning, som fuldelig opveier den Maade, De har betragtet mig paa, en Maade, som jeg saa tidt har været Gjenstand for, at jeg kun i enkelte Stemninger føler dens Braad.«

Jeg trykkede hans Haand i Taushed, men aldrig har jeg været saa skamfuld hverken før eller senere. Sir Henry bemærkede det maaskee, thi han reiste sig hastigt op fra Bordet, bød mig en Cigar og foreslog i almindelige Udtryk en Spadseretour i Haven; og medens vi spadserede der, aabnede han hele sit Hjerte for mig, og fortalte mig en stor Deel af sit i Sandhed ikke misundelsesværdige Liv. Men under hele denne Samtale udtalte han sig ikke en eneste Gang med Bitterhed om sin Skjæbne, beklagede sig ikke over sine Fjender og anklagede ikke med et Ord sine saakaldte Venner, der først havde benyttet sig af hans Stilling for siden at sparke ham bort og forhaane ham. Han var i Sandhed en Philosoph. Hans legemlige Hæslighed kunde maaskee en enkelt Gang overvælde ham, men han syntes at være kommen paa det Standpunkt, hvor Taalmodighedens Stoicisme, understøttet af Vanen, bryder seirrigt gjennem Gjenvordigheder, som vilde knuse, dersom de kom pludseligt og uventet. Han var dertil en i høi Grad dannet og elskværdig Mand at tale med. Han elskede Kunsten næsten lige saa meget som Naturen, og det var neppe hans Hæslighed alene, der havde drevet ham fra Sted til Sted. Han udtalte sig med megen Varme og Forstand om de Sporgsmaal, der kom paa Bane, hvad enten de vare af kunstnerisk, social eller videnskabelig Natur, og forenede med sine ovrige Fortrin en Anstand og Elegance, der viste, at han var en fuldkommen Gentleman.

Da vi senere hen paa Aften sad ved Middagsbordet og drak et Glas sammen paa nærmere Forstaaelse, maatte jeg næsten smile ved mig selv over den Maade, hvorpaa vi Mennesker her i Livet betragte hverandre. Det er altid det Ydre, Masken, der lægges til Grundvold for vor Opfattelse, og hvor feil og falsk bliver saa ikke den Bygning, som vi opføre derpaa. Og paa den anden Side, hvor hurtig taber ikke denne Maske sin Betydning, saasnart vi komme i nærmere Forstaaelse med det, den skjuler? Hiin Aften i Caféen forekom det mig, at han ikke havde anden Bestemmelse her i Livet end at gaae omkring som en levende Reclame for Punch, og nu, da jeg havde talt med ham i fem Timer, syntes det mig, at han vel var hæslig, især naar hans Ansigtstræk vare i Ro, hvorimod der under Samtalen næsten altid kom et Spil og et Liv, hvorved man hurtigt forsonedes med Formernes Uregelmæssighed.

180

Da vi senere under en gemytlig Passiar nød vore Cigarer i hans Studereværelse, udtalte jeg mig i denne Retning og spurgte, om han ikke havde gjort lignende Erfaringer.

»Meget hyppigt hos mine Nærmeste,« svarede han, »sjeldnere hos Mænd, med hvem jeg kom i lettere Berøring, og næsten aldrig hos Kvinderne. Det er ikke uden Grund,« føiede han til med et Suk, »at man kalder dem det smukke Kjøn, thi Forfængeligheden hos dem lægger saa megen Vægt paa det Skjønne, at Hæsligheden kommer til at staae som en Modstander, der maa vige eller falde, netop fordi den er deres egen Modsætning. Jeg har aldrig kunnet lege med Børn! De blive bange for mig, skrige og løbe deres Vei; men naar mange Menneskekjendere paastaae, at Kvinden i hele sin Livsopfattelse bevarer Barnets Natur, saa maa jeg desværre give dem Ret i denne Paastand.«

Jeg følte, at her var et smerteligt Punkt, en Lønkrog i hans Hjerte, hvortil han ligesom modstræbende ogsaa i senere Samtaler kom tilbage. Han tilstod i disse aldrig, at han var blevet skuffet og bedraget, aldrig, at han vist ingensinde var blevet elsket; men jeg havde paa Følelsen, at her laae den mørke Skygge, det Eneste, der maaskee kunde bringe ham ud af hans Ligevægt og kaste ham i Ulykken. Senere Begivenheder viste desværre, at min Opfattelse var rigtig.

Jeg blev den Aften hos ham til hen imod Midnat, skjøndt det var forbundet baade med Uleilighed og Fare at komme tilbage igjen. Trods vor livlige Samtale kunde jeg dog ikke undgaae at lægge Mærke til, at han af og til kastede et hastigt Sideblik henimod det tilhyllede Maleri. Ved disse Leiligheder kom der ligesom en let Distraction over ham, hvorved han tabte de finere Ender af Dialogens Traad, hvilke han da hyppigt gjenoptog med forceret Heftighed, som om han derved troede at kunne dække sin Mangel paa Opmærksomhed. Hvergang dette skete, kom der noget Usikkert tilsyne i hans Træk, som ikke klædte ham, og som satte mig i en høi Grad af Spænding efter at erfare, hvad der skjulte sig under det grønne Draperie.

Da jeg endelig tog Afsked, vilde han følge mig et Stykke paa Vei. Jeg afslog det med den Bemærkning, at Veien var usikker og Natteluften kold.

»Jeg har en god Beskytter mod begge Dele,« sagde han leende, idet han trykkede paa en lille Klokke, som stod paa hans Skrivebord. Den Skilte traadte ind, Sir Henry hviskede et Par Ord, og jeg kunde ikke Andet end beundre hans praktiske Sands og forundre mig over hans 181 bizarre Paafund, da vi kort efter, hver iført sin Franciscanerkutte, i det deiligste Maaneskin vandrede henad Veien til Rom. Ved Porta Pia skiltes vi fra hinanden, idet jeg bestemt maatte love ham at see ud til ham i Løbet af den følgende Dag.

Vort Bekjendtskab, der var sluttet under saa originale Auspicier, antog efterhaanden en mere og mere fortrolig Form, og Alt, hvad jeg fik at vide, deels gjennem ham selv, deels gjennem Andre, tjente kun til at godtgjøre, at hans personlige Characteer og moralske Vandel vare lige saa hæderlige som det Ydre, hvori Naturen havde præget ham, var phantastisk og forunderligt. Han eiede en colossal Formue og udviste en colossal Godgjørenhed, men samtidigt med, at han rolig udstedte Anviisninger paa et Par tusinde Pund til Vand- eller Brandlidte etsteds i Storbritannien, kunde det falde ham ind at afvise en Tigger, der bad ham om en Bajocco. Medens han til daglig Brug levede næsten tarveligt i Forhold til sin Formue, kunde han paa enkelte Dage faae i Sinde at udfolde en næsten fyrstelig Pragt, indbyde Eliten af den reisende og romerske Adel, for Dagen derpaa at lukke sig inde i sit Værelse uden at ville see et eneste levende Væsen undtagen Monkey, der var hans bestandige Ledsager.

En Dag, der netop var en af dem, hvorpaa Tungsindighedens Taager lagde sig om Sir Henry og pligtskyldigst fordunklede den Skrammereredes, de Galloneredes og den Skiltes ellers saa smilende Ansigter, indfandt jeg mig i Villaen, skjøndt jeg allerede i Portnerhuset kunde see Spor af den Spleen, der hvilede paa Bjergenes Toppe. Den Gallonerede havde en frygtelig Hovedpine, og den Skilte syntes at lide af et Slags St. Veitsdands, under saa mange Skuldertrækninger krympede han sig, da jeg spurgte til hans Herres Befindende. Ligesom jeg vilde tage Afsked klang Sir Henrys Stemme fra Cabinettet og syntes at virke paa samme Maade paa den ulykkelige Kammersvend, som Gjenfærdets Stemme paa Leporello i Don Juan. Han tumlede fra mig saa bleg som en Hvideroe, og kom tilbage saa rød som en Reddike, og meddeelte mig under en Masse Kvælingssymptomer, at Sir Henry ønskede at tale med mig. Jeg dukkede øieblikkeligt ned i det blaae Fløiel og stod kort efter hos Sir Henry, der laae udstrakt paa sin Sopha. Han saae mat og lidende ud, men foer dog øieblikkeligt op, da han hørte mig, og raabte med næsten lidenskabelig Heftighed, idet han traadte tæt hen til mig:

182

»Jeg kan jo stole paa Dem, ikke sandt? Fuldkomment stole paa Dem i Et og Alt?«

»Ja, Sir Henry,« sagde jeg, »det kan De.«

»Siig mig da,« spurgte han, idet hans Stemme med Eet blev usikker, »hvor lang Tid behøver De for at copiere det Maleri, som hænger der?«

Med disse Ord pegede han paa Gjenstanden for min Nysgjerrighed.

»Det kan jeg ikke sige Dem, Sir Henry, før jeg har seet Billedet og derved kan bedømme, hvor udført det er. Maaskee kan jeg slet ikke copiere det.«

»Jo De kan,« svarede han, »jeg veed bestemt, at De kan det. Lov mig at copiere det saa hurtigt, som det er Dem muligt, arbeid paa det baade Nat og Dag, gjør det saa godt, De kan, og De kan forlange derfor, hvad De vil. Jeg skal sende Dem Billedet endnu i Aften.«

Med disse Ord skjød han mig lempeligt ud i det blaae Fløiels Ocean, og hjemad seilede jeg da med blandede Følelser og med den tungsindige Bevidsthed, at Sir Henry vist var paa gode Veie til at blive gal, og syntes at finde en sørgelig Tilfredsstillelse i at tage Andre med sig paa Veien til Bedlam.

Om Aftenen kom en elegant Vogn kjørende og holdt udenfor mit Studie, til stor Ærgrelse for de italienske Placatsmørere, som jeg havde til Gjenboere. Ud steeg først den Gallonerede, derpaa den Skrammererede, som atter ved fælles Hjælp og med megen Ærbødighed fik den Skilte hjulpet ud af Carossen, medens en Flok romerske Gadedrenge med forskjellige, meget upassende, men skjemtefulde Bemærkninger og Tilraab overværede den høitidelige Act. Sandsynligviis havde de tre Herrer i længere Tid siddet ovenpaa hverandre; thi efter at have rettet paa deres Toiletter, forenede de sig i en fælles Kraftanstrengelse, hvis Hovedformaal bestod i at afmaale mine Trapper i de længst mulige Sæt. Kort efter rumlede en anden Vogn for Døren, hvilket fik dem til at rutsche ned ad Trapperne, omtrent paa samme Maade som Cimbrerne, da de satte ned ad Alperne, og uden noget synligt Hensyn til Liv og Lemmer, Gallonering eller Rangforordning. Derpaa slæbte de sig atter op ad Trapperne, sukkende og stønnende, som Pilgrimmene paa Scala Santa, og Resultatet af al denne Møisommelighed fremstod da i Form af en stor, flad og firkantet Kasse, som med megen Høitidelighed blev anbragt paa mit Stafelie.

183

Paa Laaget stod »Aabnes næste Morgen«, hvilket gav mig skjellig Anledning til nye Gisninger og til at kvæge disse ved en dobbelt mezzo caldo hos Giuseppe.

Aftenen tilbragte jeg i Caféen under høist forskjellige Tanker. Jeg sad paa min gamle Plads, drak min sædvanlige mezzo caldo af mit sædvanlige Glas og brugte tre Gange i Distraction Giornale di Roma istedetfor mit Lommetørklæde. Hvergang Døren gik op, ventede jeg at see Sir Henry træde ind, og da jeg endelig, henimod Klokken Tolv, var blevet skuffet omtrent et halvhundrede Gange, forlod jeg min Plads og min sidste mezzo caldo, der havde faaet en ubetydelig Afsmag ved uforsigtig Anvendelse af et Saltkar. Saa sejlede jeg ud ad Døren, i hvilken Ariella til Afsked betroede mig, at jeg var et brutto animale, der ikke fortjente at være elsket af en saa dolce giovanotte, som hun vidste om sig selv, at hun var. Jeg gik hjem og i Seng, phantaserede om smaae Kasser og store Kasser, fiirkantede Kasser og ottekantede Kasser, faldt i Søvn og drømte, at jeg begik Kassesvig og var paa Veien til Amerika.

Jeg har overhovedet gjort den Opdagelse, at naar en vis, fix Tanke bliver kvæget med varm Toddy, saa avler den i Forening med denne en ustyrlig Masse smaae Tanker, der alle ligne deres Moder, og som blive ved at prikke, pine og plage Een, indtil man vaagner, bearbeidet af, hvad I Danske kalde Tømmermænd, men vi Svenske, maaskee mere passende, kopparslagere, thi Rabalder gjøre de. Efter at jeg havde moret mig med at drukne disse Herrer i den nærmeste Fontane, og prisbelønnet mig selv med en Kop sort Caffe, kjøbte jeg mig en Skruetrækker og begav mig dernæst til mit Studie.

Det var med en vis hevngjerrig Følelse, at jeg kilede løs paa den ene Skrue efter den anden, og da endelig den sidste rullede hen ad Gulvet, og jeg løftede Laaget af- hvad saae jeg da? Netop det, som den franske Dommer altid lagde som Motiv til en hvilkensomhelst Forbrydelse, naar han udraabte: »Hvor er Fruentimmeret?« Ja, det var et Fruentimmer og ovenikjøbet et saare kjønt Fruentimmer, der smilede ud til mig, lige saa frisk og lige saa levende, som om hun blot ventede paa at træde ud af Rammen. Jeg stirrede paa hende, og hun saae paa mig, men jo længere vi stirrede paa hinanden, desto klarere blev det mig, at vi i Grunden vare gamle Bekjendte. Jeg havde før seet dette cendré Haar, der ligesom en Bølge rullede tilbage fra Panden for at udgyde sig i et Fossefald af Nakkekrøller, lige saa bløde, 184 som Carnationen paa hendes blendende Hals og Skuldre. Jeg kjendte jo saa godt disse store, violblaae, lidt fugtige Øine og dette halvt smægtende, halvt ironiske Smiil, der næsten bedaarede lige saa meget som hendes Blik. Jeg kjendte Stoffet i hendes aristokratiske, hvide Atlaskes Kjole, Blonderne om hendes Hals, Ringen paa hendes Finger, ja selv Rosen i hendes Haand; jeg kjendte den lille Hund, der hoppede iveiret, snappende efter den Rose, hvormed hun smilende tirrede den; jeg kjendte dens Pels, dens Halsbaand og nydelige Tænder. Og alt dette var ikke saa underligt; thi Hunden var Monkey, min Arvefjende, Damen Comtesse G., og Kunstneren, der saa uforligneligt havde fremstillet det Hele, var, mine Herrer - mig selv, Deres allerydmygste Tjener. Først nu kunde jeg forstaae, at Sir Henry saa haardnakket og dristigt havde paastaaet, at jeg fuldkomment egnede mig til at copiere Maleriet.

Men der var adskillige andre Ting, som jeg derimod ikke forstod. Dette Maleri havde jeg for henved tre Uger siden gjort færdig til Afsendelse, og troede det i det Mindste halvveis imellem Rom og Kjøbenhavn. Comtessen og hendes Familie vare endnu i Rom eller rettere paa en Villa i Nærheden, og jeg vil ikke negte, at det altid gjør et underligt Indtryk, naar man har faaet Roes af Moderen, Penge af Faderen og Regning fra Spediteuren, da at see sit Aandsfoster spadsere ind ad Døren i en Trækasse, sendt fra en engelsk Lord. Der var kun to Udveie: den ene den, at Sir Henry var bleven forlovet med den unge Pige; men deels syntes dette at være en Omgjængelse imod Naturen, imod hvilken Comtessen vistnok vilde have nedlagt den alvorligste Protest, og hvorfor vilde han i saa Tilfælde have hende in duplo? Den anden var den at antage, at han var dødelig forelsket i den unge Pige og havde anvendt sin Skarpsindighed og Lordsgage paa at bestikke baade Spediteur og Postvæsen for at tilvende sig et Portrait af sin Elskede, og jo mere jeg tænkte derover, desto klarere gik det op for mig, at dette maatte være Grunden. Stakkels Sir Henry! Nu forstod jeg hans store Middagsselskaber og hans Extravagance med Caviar fra Astrakan og Ananas fra Madeira; nu forstod jeg hans mørke, eensomme Timer i det stille Studereværelse; nu forstod jeg det grønne Flor over Maleriet, Munkekutten om Aftenen og Grundene, hvorfor han altid vilde ledsage mig lige til Byens Port. Stakkels, stakkels Sir Henry!

Saa gav jeg mig da til at male, men det gik ikke saa hurtigt fra Haanden, som da hun selv, ung og smilende, leende og smaasnakken- 185 de sad for mig, og vi begge havde det største Besvær med at forhindre Monkey i at aflive sig selv ved at springe paa Hovedet ned fra det lille Marmorbord. Dengang var den ikke saa pyntelig, heed ikke Monkey, men Joli, og var ikke en engelsk Lords Favorit, men tilhørte en Bager i Trastevere, og Maleriet var ikke til Sir Henry og skulde ikke hænges op i en forgyldt Ramme med et grønt Flor, men pakkes godt og forsvarligt ned, og »saa maatte det endelig gaae over Marseille, thi det var den korteste Vei, og hvor det vilde glæde den gamle Grev G., naar han saae det velsignede Ansigt over sit Skrivebord« o.s.v. o.s.v. »Ja, Fanden troe Fruentimmerne!« sagde jeg ved mig selv, medens jeg grundede Copien. »Hvem er nu blevet narret her? Er det Sir Henry eller den unge Comtesse. Er det den samlede Familie eller er det den gamle Grev G.? Hvem Pokker kan hitte Rede i Alt det?«

Da jeg var kommen saa vidt, fik jeg en frygtelig Hovedpine, og samtidig dermed opstod der en stærk Lyst hos mig til lige paa Øieblikket at spadsere ud til Villaen og meddele Sir Henry, at han vistnok var Gjenstand for et skjændigt Complot; thi fra Kilder, som jeg ikke nærmere behøver at omtale, havde jeg hørt ymte om, at Comtesse G. allerede for længe siden havde forelsket sig i en østerrigsk Lieutenantsuniform, der hang paa en Fyr, som følte sig for høibaaren til at kunne tjene i sit Fædrelands Rækker. Desuden var Sir Henry rig, styg og høimodig - tre vægtige Grunde til at blive et Offer for Kvindelist.

Imidlertid havde jeg jo lovet ham at arbeide Dag og Nat. Jeg lettede derfor mit beklemte Hjerte med et Par velmeente og velvalgte lyriske Udbrud, greb et Stykke Kul og skrev med store Bogstaver paa Væggen lige overfor mig:

»MULIERINE MORTUÆ QVIDEM CREDENDUM«,*

og satte mig saa til at arbeide.

Saaledes gik otte Dage. Hver Aften ventede jeg i Caféen, og hver Aften svigtede Sir Henry. Endelig, da jeg den niende Aften havde lagt sidste Haand paa Arbeidet og stod i Begreb med at forlade Studiet, hørte jeg en Vogn rumle op for min Dør, og et Øieblik efter stod Lorden i mit Værelse.

* 186

»De er færdig, ikke sandt?« spurgte han hastigt, idet han speidede efter Maleriet.

»Jo«, svarede jeg, »De har fuldkommen rigtigt vidst at bedømme Tiden; nu skal jeg aabne Skodderne.«

Jeg lukkede op, og den røde, varme Aftensolglands strømmede pludseligt ind som et bredt Lysbælte, og farvede begge Portraiterne, der stode tæt ved Siden af hinanden. Jeg havde ikke før seet denne Aftenens Solvirkning, da jeg i Reglen paa den Tid var borte fra mit Studie, men uden at rose mig selv, forekom det mig, at de to Billeder aldrig saaledes havde baaret Livets Præg, som netop i dette Øieblik. Fra Billedet, fra den unge, livsfriske Pige, der holdt Kjærlighedens Symbol i sin Haand, faldt mit Blik paa den mørke Indskrift i Baggrunden, og fra denne vandrede det atter tilbage til Sir Henry, der stod taus, hensunken i Beskuelsen, uden at lægge Mærke til de Ord, som den gamle Digter ligesom syntes at tilraabe ham.

»Det er godt, det er ganske fortræffeligt!« udbrød han, idet han pludseligt løsrev sig fra Beskuelsen. »Det er ikke muligt at see, hvad der er Original og hvad Copie.«

»Det er ogsaa vanskeligt for mig,« bemærkede jeg, »da jeg har malet begge Stykkerne selv, men de ville kunne skjelnes derved, at mit Navn mangler paa Copien.«

»Det er en stor Feil!« raabte Sir Henry. »Uden Deres Navn kan jeg ikke modtage det. Sæt det i høire Hjørne, ganske som paa det andet; saaledes. - - Hvad er det, De har malet paa Deres Væg? Er De Latiner?« Og idet han nærmede sig til Maleriet, gjentog han ved sig selv: »Mulieri ne mortuæ qvidem credendum.«

Han blev staaende tankefuld og stirrede paany paa det unge, livsfriske Ansigt, der lidt efter lidt tilligemed Indskriften tabte sig i det begyndende Tusmørke. Hvor saae han dog underlig ud, som han der stod hensunken i Beskuelsen af al den Ynde og al den Skjønhed, som Naturen formaaer at yde! Tænkte han i dette Øieblik paa sig selv, der var bleven saa mishandlet af den samme store Moder, som havde ødslet saa megen Skjønhed paa hende? Tænkte han maaskee paa Muligheden af at kunne knytte sin Skjæbne til hendes, eller tænkte han paa den mørke, truende Indskrift, der altid vilde staae meest truende for Den, der selv besad saa meget af det Modsatte? Det veed jeg ikke; men han blev staaende ubevægelig, indtil det indtraadte Mørke hav- 187 de udslettet de sidste Spor af Indskriftens Linier og af Lærredets Indhold. Han blev staaende, lige til Skumringen faldt paa, og jo mere Mørket utydeliggjorde hans Træk og viskede Contourerne ud, desto mere forekom han mig at ligne en besynderlig Kobold, en Dæmon eller Asmodæus, der bevægede sig gjennem Livet i en usalig Halvhedstilstand, for god til Helvede og forskudt af de lysende Engle.

Jeg lagde tilsidst Haanden paa hans Skulder, thi det var næsten blevet fuldkomment mørkt. Han foer op, som af en Drøm, og sagde halvt adspredt, som for at sige Noget: »Er det Deres Valgsprog, som staaer skrevet der paa Væggen?«

»Sommetider«, svarede jeg.

»Troer De paa dets Gyldighed?«

»Sommetider«, gjentog jeg smilende.

Han stirrede et Øieblik taus hen for sig og gjorde en underlig Grimace, som om han slugte noget Bittert, idet han hviskede: »Jeg vil dog forsøge det.«

»Hvad tænker De paa, Sir Henry?« sagde jeg ligefrem; thi jeg følte, at jeg burde advare ham. Ja det Forhold, hvori vi stod til hinanden berettigede mig endog dertil.

»Det svarer jeg ikke paa«, sagde han undvigende, »men hvad tænker De paa?«

Der laae noget Koldt, Fornemt, ja Afvisende i den Maade hvorpaa han sagde dette, men jeg lod mig ikke seile agterud og svarede roligt:

»Paa forskjellige Ting, Sir! Først, hvorledes De har kunnet bemægtige Dem et Maleri, som jeg troede var paa Veien til Danmark, saa paa Motiverne til denne Handling, og endelig paa Følgerne deraf. Tilsidst paa Dem selv, der har viist Dem saa god og elskværdig imod mig. - Jeg troer«, vedblev jeg varmt, idet jeg greb hans Haand, »at De er paa Veie til at gjøre Dem ulykkelig; - jeg har ligesom en Forudfølelse deraf. Hvis De formaaer det, da betro denne Hemmelighed til mig; hvor ringe jeg end er, kan jeg i dette Tilfælde dog maaskee vise Dem en Tjeneste.«

Han greb min udstrakte Haand og sagde sørgmodigt, idet han trykkede den: »Nei, nei, ikke et Ord derom. Maleriet er virkelig paa Veien til Danmark; det vil være der den syv og tyvende Mai, saa sikkert som vi idag skrive den trettende. Men een Tjeneste kan De endnu vise mig, det gaae nu, som det kan. Vil De imorgen overlade mig Deres Studie fra Middag? Vil De lade Alt staae i den Orden, hvori det 188 i Øieblikket befinder sig, og vil De love mig, at Ingen forstyrrer mig, samt at De ikke siger et Ord til Nogen derom?«

Disse Spørgsmaal kom saa overraskende, at jeg ganske uvilkaarligt svarede ja. Han syntes at blive meget tilfreds med Tilladelsen og aftalte med mig, at jeg skulde lægge Nøglen ind til Bartolomeo. Derpaa trykkede han min Haand venligt, og et Øieblik efter rullede Vognen atter afsted.

Den Aften, der nu fulgte, var den sørgeligste i Ariellas Liv; i det Mindste har hun senere betroet mig, at hun var furiosa og havde stor Lyst til at dolke mig med en Brødkniv. Forgjeves vimsede hun i alle Slags smaae Hensigter omkring mig, forgjeves satte hun sig hen i den mørkeste Krog og formede sin nydelige Mund til den yndigste lille Mule, som man kunde tænke sig, forgjeves vimsede hendes Smalbeen med nærmeste Slægtninge op og ned ad den lille Trappe, ja forgjeves gjorde hun Tegn og underlige Gjerninger fra den lille Sidestue - jeg var og blev urokkelig som en sand Cato. Men var min Dyd end den Aften som Catos, saa negter jeg ikke, at jeg stærkt savnede Plato for at holde Styr paa det Chaos af Tanker, der krydsede igjennem min Hjerne og oversvømmede min Forstand som et forvildet Udvalg af Bybude under en ny Expedition. Som den fortvivlede Geronte, der ideligt og ideligt vender tilbage til det samme Spørgsmaal, saaledes varierede jeg omtrent det Samme, naar jeg undtager, at jeg ombyttede Ordet Galai med det mere maleriske - Studie. »Hvad Djævlen vil han i mit Studie?« Dette var Spørgsmaalet Nummer et, men saa kom en heel Legion af Underspørgsmaal og »ikke virkelige« Spørgsmaal, som det hedder i Rangforordningen. Hvad vil han alene i Studiet? Og det den hele Eftermiddag? Og uden Vidner? Mine Tanker krydsede som en Fiskerbaad i Modvind. De slog snart et Slag over mod hemmeligt Stevnemøde, snart et ned mod Selvmord, saa et mod romantisk Bortførelse, gigantisk Duel o.s.v., indtil jeg opdagede, at Tankestrømmen havde sat mig langt nedenfor det Punkt, hvorfra jeg var gaaet ud. Saa gav jeg mig til at analysere Sir Henry. Jeg pulveriserede enhver af vore Samtaler til dens fineste Details, udrørte det i Nøgternhedens destillerede Vand, inddampede det igjen til Tørhed, tog paany Prøver deraf, udsatte dem for Contraprøve ved alle mulige Reagenser, og fik endelig, som Analysens Resultat, et stort Quantum Excentricitet i saa nøie Forbindelse med en heel Mængde andre Egenskaber, at det ikke ved noget anvendeligt Middel lod sig 189 skille derfra. Det faldt mig ind, at Sir Henry havde været noget bleg den Dag, da han besøgte mig i Studiet; ligeledes havde hans Væsen de sidste Gange paa Villaen været adspredt og vexlende, stundom endog vægelsindet. Lagde jeg hertil hans dybe Grublen foran Maleriet og hans besynderlige Begjæring om at tilbringe Tiden uforstyrret i Studiet, da turde jeg neppe tilbagevise den Tanke, at Sir Henry, den brave, fortræffelige, men melankolske Sir Henry nu havde lidt saa meget under Livets Tryk og Besvær, dets Kummer og Gjenvordighed, at han var paa Veien til Bedlam.

Jeg havde etsteds læst eller hørt om en Englænder, som lukkede sig inde paa et mørkt, uhyggeligt Sted af ubestemt Natur, hvor han delicaterede sig med at spise smaae fede Pattebørn under det uskyldige Navn af Svinecoteletter. Han blev senere hængt, parteret, og hans Adelsmærke sønderbrudt af en rød Bøddelknegt paa et sort Skafot, hvilket øvede en saa mægtig Indvirkning paa en yngre Barbeersvend, at den poetiske Aare aabnede sig hos ham i Form af en ny og sørgelig Vise, som blev trykt samme Aar, forsynet med en Titelvignet, der forestillede den rædselsfulde Henrettelse, som dog for et uøvet Øie tog sig ud som en Skorsteenfeier med en Stige, gjørende et Forsøg paa at børste en Kat ned af en Skorsteen. Visen blev ikke alene sunget samme Aar, men endog flere derefter. Den gik ud i Verden som Middelalderens Troubadoursange, blev oversat paa Chaldæisk og Hindostansk, saaledes som alle gribende Eventyr blive det, og havnede endelig i Sødertelje, hvor den blev sunget ved min Vugge, mig til Skræk og Advarsel for mit kommende Liv.

Medens jeg laae i min Seng, stadigt dannende Carré mod det lette, sorte Kavalleri, der er saa almindeligt i Italien, kunde jeg ikke faae de blodtørstige Tanker ud af Hovedet, om ikke af anden Grund, saa fordi mine Fjenders Blodtørst holdt mig i en stadig Tilstand af Spænding og hindrende Aarvaagenhed Henimod Morgenen kom der imidlertid større Rolighed i de lidenskabelige Kampe, og jeg besluttede til Punkt og Prikke at opfylde Sir Henrys Begjæring.

Altsaa lagde jeg Nøglen ind til Bartolomeo og gik derpaa en Tour, hvori alle de Fristelser, som nogensinde have hjemsøgt den hellige Antonius, Augustinus, Josef, Potifar, og hvad de gamle Kirkefædre nu hedde, stormede ind paa mig. Jeg skal ikke nærmere meddele Noget om det Opløb af Formodninger, hvori jeg hiin Formiddag befandt mig, men jo mere den store Viser paa Maria Maggiore nærmede 190 sig Tolv, desto uroligere blev jeg, og da Allarmkanonen fra S. Angelo brændte af, gav det et Sæt i mig, som var jeg en ung Pige, der blev forstyrret i den første Gjennemlæsning af det første Kjærlighedsbrev.

Da jeg fik meeromtalte Sæt, befandt jeg mig i Bartolomeos Boutik for Grøntsager, siddende paa en Kurv med Blomkaal, som jeg i min dybe Distraction havde antaget for Vasketøi. Skuddet, der knaldede af, underrettede mig paa een Gang om, at Klokken var Tolv, at Sir Henry kom, og at jeg ved min Paatrængenhed havde forvandlet den stakkels Bartolomeos Hovedartikel til Noget, der i høi Grad lignede velpresset filbunka. Da Sir Henrys Vogn i det Samme kjørte op, blev jeg saa fortumlet, at jeg fulgte med Fader Bartolomeo op paa hans Altan istedetfor at gaae ud ad Porten, og herved gjorde jeg en Opdagelse, der slog Sømmet paa Hovedet af Fristelsernes Mangfoldighed. Kun tre Alen fra Altanen fandtes nemlig en Loggia, der hørte til mit Studie, og hvis Døre vare spærrede med Træskodder, som jeg kunde lukke op naar jeg vilde male i visse Belysninger. Det faldt mig strax ind, at jeg ved at benytte denne Loggia kunde oversee hele Studiet og saaledes faae at vide, hvad Sir Henry vilde foretage sig. Det var en slem En den. Jeg viste den bestandigt og ufortrødent fra mig med den dybeste Foragt, men samtidigt dermed klavrede jeg op paa Loggiaen og tittede ind ad hver Sprække, som frembød sig.

Det Første, jeg saae, var naturligviis mine Venner, der begge endnu i skrammereret og galloneret Tilstand under et Overmaal af Anstrengelser og hvæsende som et Par Blæsebælge bragte en stor Reisekuffert ind i Studiet. Paa denne anbragte den Skilte atter et mindre Meubel, der for mine Øine havde en gribende Lighed med en Pistolkasse. Derpaa kom John og George op med to Kasser, hvoraf jeg gjenkjendte den ene som den, hvori mit Maleri havde været pakket, da jeg expederede det til Spediteuren. Saa kom Sir Henry op med en overordentlig deilig Blomsterbouket, som han lagde paa den morderiske Pistolkasse, og endelig bragte den Skilte en lille Cedertræes Kasse med damasceret Metalindlæg, som han forsigtig stillede paa en Stol. Sir Henry betragtede disse frygtelige Tilberedelser i Taushed, og da de vare færdige, sagde han blot: »George og John blive staaende ved Indgangen til Huset. Weaverscomb holder sig færdig til at komme op, naar jeg ringer.« Med disse Ord lukkede og laasede han Døren og lod John, George og Weaverscomb forsvinde i Mørket under overvældende Anfald af Allerunderdanigsthed.

191

Da Sir Henry var blevet alene i Studiet, saae han sig forsigtigt om, rullede Gardinet ned og puttede Papir i Nøglehullet. Derpaa ransagede han hver Revne og hver Sprække, hvorigjennem Lyset kunde trænge ind, hvilket bevirkede, at jeg maatte lægge mig saa lang som jeg var paa Loggiaen, for at han ikke skulde opdage mig. Efterat han havde truffet alle disse Forberedelser, stillede han begge Billederne ved Siden af hinanden og faldt ligesom den foregaaende Dag saa aldeles hen i Beskuelse, at jeg troede, at han aldrig mere vilde vaagne op af sine Drømme. En Kat, der tilfældigviis spadserede hen over Taget, og i sin Forskrækkelse over at see mig lod sig plumpe ned paa min Ryg for derfra at tage videre Fart, udrev ham af hans somnambule Tilstand. Han foer op, saae sig forvildet om i Værelset, og efter at have raadført sig med sit Uhr, begyndte han at løsne Blindrammen paa det ene Maleri, som han udtog af dets brede, kostbare Guldramme. Derpaa greb han Copien, satte den ind i Guldrammen og anbragte det Hele i den Trækasse, som han havde medbragt, og som jeg med egen Haand havde mærket hos Spediteuren. Originalen blev lagt ned i en anden flad Kasse uden Paaskrift, og han udførte alt dette med en Hurtighed og Behændighed, som tydeligt viste, at det ikke var første Gang, han lod Malerier gaae paa Reise. Et Øieblik efter traadte George og John tilligemed den sirlige Mr. Weaverscomb ind og pressede sig i taus Ærbødighed saaledes ind ved Dørstolperne, at man maatte antage, at de ganske stillede sig til hans Herligheds Disposition, dersom han i et Anfald af romantisk Overgivenhed skulde faae i Sinde at indemure dem.

»Weaverscomb!« raabte Sir Henry.

»Mylord!« svarede denne, idet han ved at bukke sig saa kraftigt anbragte sit Gravitetscentrum mod Muren, at han ligesom ved en Springfjeder fløi et Par Alen frem og ved denne Leilighed fremviste sin Hovedskilsmisse paa den meest iøinefaldende Maade. »Hvad befaler Mylord?«

»Du tager strax Cureerpost til Civitavecchia og siger til Mr. Steam, at Du har Ordre fra mig til øieblikkeligt at afgaae med Lystjagten til Marseille. Du medtager den ene af Kasserne, som ikke maa anbringes noget andet Sted end i Salonen. Du siger til Mr. Steam, at han sørger for at naae Marseille saa hurtig han kan. Fra Marseille tager Du strax med Cureerpost den korteste Vei til Hamborg og afleverer Kassen til Wolff & Co. tilligemed medfølgende Billet. Hvis jeg ikke inden tolv 192 Dage har faaet Melding om Din Ankomst fra Wolff & Co., er Du ude af min Tjeneste. Har Du forstaaet mig?«

»Jo, Mylord,« svarede Weaverscomb med det ynkeligste Ansigt af Verden, »men - -«

»Hvad! Indvendinger?« raabte Sir Henry i en Tone, som jeg ikke havde tiltroet ham og med et Ansigt, der mildest talt var noget ubehageligt.

»O, Mylord!« stammede Mr. Weaverscomb i en ynkelig Tone, medens Skilningen syntes at blive bredere og ligesom aabne enkelte Lyspartier til tyndere og mindre befolkede Egne. »Viis Barmhjertighed mod mig. Jeg er saa græsselig søsyg, og er bange for, at baade Kassen og jeg skal lide derved.«

»Kryster!« tordnede Sir Henry. »Jeg kjender Dig. Du frygter for, at Steam skal kuldseile.«

»O nei, Mylord, det gjør jeg sikkert ikke,« jamrede Mr. Weaverscomb, der blev ligesaa guul som en Citron. »Jeg frygter ikke derfor, skjøndt jeg tre Gange har seet Mr. Steam spigre Topseilet fast til Masten. Jeg frygter ikke for at kuldseile, men det er rædsomt at døe af Søsyge, og Mr. Steam har allerede to Gange maattet lægge mig i Bomuld og pakke mig ned i Blypapir, men tredie Gang, meente han, at ikke engang det vilde forslaae.«

»Hm, det er dog en Grund,« sagde Sir Henry saa roligt, som om han selv mange Gange havde pakket ham ind under saa vanskelige Forhold. »Tag saa den anden Kasse og bring den øieblikkeligt til Villaen, hvor den sættes ind i mit Studereværelse indtil nærmere Ordre.«

Mr. Weaverscomb foer op af sine Sjælslidelser, kastede sig liig en Tiger over sit Bytte og ilede ud ad Døren, som om han havde Mr. Steams Skygge i Hælene paa sig.

»John,« sagde Sir Henry, »Du er en ærlig og paalidelig Karl og har jo hørt Ordren? Kan Du udrette, hvad jeg har sagt, bliver Du min Rideknægt, naar Du vender tilbage. Gaa strax og tag George med Dig.«

»Vel,« svarede John, medens han krammede sin Hat, »men jeg faaer vel de hundrede Pund, De har lovet dem af Deres Folk, som drukner?«

»Javel, baade George og Du faae hundrede Pund, dersom I forulykke i min Tjeneste.«

»Meget vel,« svarede John, idet han anbragte forskjellige Dunk paa 193 sin Hat og syntes omhyggeligt at studere Linierne i Guldtressen, »men jeg ønsker ikke saa meget selv at faae de hundrede Pund, desformedelst jeg synes, at man har grumme lidt Fornøielse af dem, naar man først ligger paa Bunden og sanker efter Conchylier, men jeg ønskede saa meget, at De vilde sende dem til en lille Pige, som nok kjender lidt til mig, og som tjener paa Hjørnet af Bolingbrokestreet i London, for seer De -«

»Meget vel, John,« afbrød Sir Henry ham, »nu afsted med Kassen, og siig Mr. Steam, at jeg ingen Spiger ønsker paa Topseilet denne Gang. Forresten have I begge mit Løfte.« Med disse Ord puffede han dem ud og laasede Døren omhyggeligt efter dem.

Neppe var Sir Henry alene i Værelset, før han fremtog et lille Bundt Nøgler og hurtigt aabnede Laaget paa den store Reisekuffert. Ligesom en Taskenspiller til Publicums store Forbauselse tager et heelt Udstyr af en sort Silkehat, saaledes væltede der under hans Hænder en saadan Masse af Gjenstande frem, at jeg næsten troede, at Kufferten var uden Bund, og at Nogen langede ham Tingene op gjennem en eller anden underfundig Lem i Gulvet. Først kom et Sølv-Toiletetui, saa en sort Silkehat, saa en mechanisk Støvleknægt, saa et Par sorte Unævnelige, saa et halvt Dusin hvide Halstørklæder i et fortvivlet Vilderede med et ligesaa stort Antal Fadermordere, saa et Par Silkestrømper, derpaa en Knibtang af sort Klæde, saa nogle hvide Glacerede, derpaa en sort Lakeret, som lidt efter efterfulgtes af sin Mage, saa et Par Rageknive, der faldt ud af deres Fouderaler, og nær havde berøvet ham Fingrene forneden, saa en uhyre Krukke poudre de riz med tilsvarende Kvast, og nu troede jeg det kunde være nok. Det var derfor ikke min Skyld, at jeg ikke fik et eller andet pludseligt Tilfælde, da jeg atter saae Sir Henrys Hænder forsvinde i Kassen og derpaa dukke op først med en enorme Crinoline, saa med Noget, der havde en høist mistænkelig Lighed med et Snøreliv, saa med det Klædningsstykke, der pleier at bedække Damernes Inderste, hvorefter fulgte først en Klokke, saa nok en Klokke, saa et stivet, hvidt Skjørt, saa et sort dito med røde Striber, saa et sort uden røde Striber, saa et hvidt, ustivet, saa et lyserødt Silkedito med en Uendelighed af Læg, Garneringer, Kruseduller, Frynser og Falbelader, saa at jeg fik ganske ondt i Hovedet deraf. Oven paa dette fulgte en Atlaskes Kjole, et Par reent Unævnelige med Strømper og Sko, og endelig en Melkevei af Blonder, Strimler, Sløifer, Slips i forskjellige Mønstre, af 194 Moll, Tyll, Silke, Flor, Fløiel og Kammerdug, saa at jeg næsten troede, at Sir Henry havde i Sinde at nedsætte sig som Modehandler, og antog, at mit Studie laae paa et bekvemt Strøg. Alle disse Sager blev meget ubehændigt anbragte rundt omkring paa Stole, Borde og Stafelier, hvorpaa Sir Henry atter lukkede Butiken og greb fat paa Pistolkassen, som han havde stillet ved Siden af paa en Stol. Jeg følte hos mig selv en hemmelig Gru; thi jeg havde en Anelse om, at der ud af denne Kasse vilde vælte et heelt Arsenal af Pistoler, Terzeroler og Revolvere med Tilbehør af Knaldhætter, Kugleforme, Rømmenaale og Krudthorn, ligesom jeg begyndte at frygte for, at det maaskee kunde falde ham ind at skyde tilmaals efter Lysstriberne i Skodderne eller lignende iøinefaldende Gjenstande; men ogsaa her viste det sig, hvor kortsynede vi stakkels Mennesker ere. Ud af Kassen halede han, ikke Pistoler og heller ikke gule og blaae Baand, men først en Diamantssnor, saa nok en, saa Brocher, Berloquer, Armbaand og Fingerringe, indtil han havde en ganske kjøn lille Capital svømmende mellem alt det Øvrige. Der stod nu kun den lille Cedertræes Kasse tilbage ; men her blev jeg overladt til en ubehagelig Uvished, idet Sir Henry vel prøvede en lille Nøgle i dens Laas, men derpaa atter forsigtig satte den tilbage.

Efter at han endnu en Gang havde forvisset sig om, at der Intet Mere var tilbage i Kufferten, og at intet menneskeligt Øie kunde belure ham, trak han en af Studiets faa Stole frem og begyndte ganske langsomt at afføre sig, først Gamascherne, derpaa de stortærnede Beenklæder, sin grønne Sportsmans-Jakke, indtil han kom i en Tilstand, som syntes at tyde paa, at han aspirerede til at vinde Medaillen for Druknendes Redning. Nu tvivlede jeg ikke paa, at Sir Henry var gal, og frygtede kun for, at han enten skulde sætte gjennem et af Malerierne, saaledes som de hos Astley sætte gjennem Tøndebaand, eller at han, hvad der var værre, skulde forsøge at komme ud paa Loggiaen og danse Fandango. Men atter skuffedes jeg i mine Forventninger, idet jeg saae Sir Henry med stort Besvær og med øiensynlig Trang til en Kammertjener at iføre sig alle de mandlige Munderingsstykker, som han havde taget op af Kufferten, indtil han stod i sin stiveste Dress med Stilken af Hovedet klemt ind i et umaadeligt stivt, hvidt Halsbind, hvori den sad saa fast som i en Skruestik. Han havde saa lykkeligt opnaaet den Stivhed og Stramhed, som er nødvendig for en rigtig engelsk Gentleman, der skal ud i Damebazaren, at jeg nu frygtede 195 for, at han snarere tænkte paa Brudefærd end paa Liigbegjængelse. Med megen Vanskelighed fik han de afførte Klædningsstykker ned i Kufferten, og derpaa begyndte en Scene, hvis Detailler jeg neppe formaaer at gjengive, da den egentlig burde spilles af en yngre Comiker, istedetfor at fortælles af en gammel Maler. Sir Henry trak nemlig pludseligt min store Leddedukke frem af dens beskedne Krog, afrev det vide Atlask, som jeg havde hængt paa den for at studere Lysbrydningen i Foldekastet, og gjorde den i en Haandevending lige saa bar, som den var kommen fra Mesterens Haand. Derpaa gav han den Damernes inderste Klædningsstykke paa, knubsede den i Hovedet, for at dette ikke skulde falde af ved den næste Maneuvre, og fik derpaa lykkeligt og vel anbragt nogle, baade af de stivede og ustivede Skjørter, der til Slutningen kronedes af den mægtige Crinoline, saa at den grangiveligt saae ud som en Beenrad i et Fuglebuur. Havde Sir Henry havt Vanskelighed ved at klæde sig selv af og paa, saa syntes han at være dobbelt vild i det Mysterium, som han nu havde trængt sig ind i, og hvis labyrinthiske Besværligheder han neppe syntes at ane. Det var navnlig Overdelen, det kneb med. Snørelivet satte han saaledes, at Dukken først fik Brystet paa Ryggen, og derpaa et paa hver Side af Armhulen. Saa blev det snørt op igjen, saa trillede Hovedet paa Gulvet, saa blev det sat paa og knubset, saa kom Rygstykket atter paa Brystet, blev atter vendt og rettet, Altsammen med en Taalmodighed, som man maatte kalde beundringsværdig. Endelig var Leddedukken færdig. Det lyserøde Silkeskjørt med de aristokratiske Falbelader blev hængt over sine borgerlige Colleger, den hvide Atlaskes Kjole trukken paa og, mærkværdigt nok, strax hægtet i Ryggen. Dernæst blev Juvelerne og hele den øvrige Besætning hængt paa og stukne fast, og endelig fremtog Sir Henry af den lille Cedertræes Kasse et fire Alen langt Brudeslør, indvirket med ægte Perler, saa klare som Dugdraaber, og vævet af det uforlignelige, fine Mousselin, som Hinduerne kalde »Morgenens Taager«.

Da Sir Henry havde faaet dette befæstet paa Hovedet, ikke uden megen Anvendelse af Knappenaale og Knubs, var Figuren færdig, og det var i Sandhed en Billedstøtte, som ingen Modehandlerinde skulde have skammet sig ved, og som vilde have sat hundrede kvindelige Øine i Bevægelse og faaet hundrede Pigehjerter til at bæve af sød Befippelse. Aldrig havde mine Øine skuet en lignende Pragt, og hverken Windsor eller St. Paul vilde have behøvet at skamme sig derover.

        

196 Sir Henry syntes at føle det Samme. Han blev staaende i taus Beskuelse efter at have dreiet Dukken saaledes, at den stod med sænket Hoved og udbredte Arme, som om den vilde tage ham i Favn.

Paa mig gjorde alt Dette et høist smerteligt Indtryk. Situationen var comisk, af og til næsten burlesk, men er det piinligt at see en Mand gjøre sig latterlig for et større Publicum, saa er det uhyggeligt, naar han gjør det i Eenrum, og Sir Henrys hurtige Bevægelser i det halvmørke Studie foran den pyntede Dukke havde næsten noget Spøgelseagtigt ved sig. Flere Gange tænkte jeg paa at forlade min Plads; men Nysgjerrigheden og en hemmelig Følelse af, at det maaskee var nødvendigt at komme ham til Hjælp, tvang mig til at blive, og saaledes saae jeg det bedrøvelige Skuespil næsten til Ende.

Efter at have faaet Figuren anbragt i den Stilling, han ønskede, trak han sig tilbage i den modsatte Krog af Værelset, greb Bouketten og rettede endnu engang paa sin Paaklædning. Derpaa gik han henimod Figuren, bukkede for den og fremsagde en Slags Bøn eller Formular, som det imidlertid var mig umuligt at høre. Da denne var tilende, overrakte han sin Bouket, tog Dukken i Favn, kyssede den, knubsede den i Hovedet, som var lige ved at falde af, fordi det kom i en altfor intim Berøring med hans Næse, og trak sig derpaa atter tilbage til sin forrige Plads. Da han havde gjort dette fem eller sex Gange, hver Gang med synlig Anstrengelse for at Hovedet ikke skulde berøres af Cap Horn, trak jeg mig tilbage og begyndte at fire mig ned for at naae Altanen paa Bartolomeos Huus; thi nu var det mig klart, at Sir Henry var gal.

Min Nedkomst hørte imidlertid ikke til de heldigste. Idet jeg svang mig ud over Loggiaen, beholdt jeg en af dens raadne Træstænger i Haanden og dumpede ligesom Katten ned paa Tagskraaningen, hvorfra jeg atter med et anseeligt Brag og en Stab af Tagsteen rutschede videre, indtil jeg befandt mig i en Kurv med grønne Ærter, som af Glæde over min uventede Ankomst knaldede af som en Musketsalve.

Under andre Omstændigheder og under fredeligere Forhold har det altid noget Irriterende at sætte sig i en Ærtekurv, naar man ikke specielt ønsker at faae sin Baggrund decoreret paa en lige saa forsvarlig som prisbillig Maade; men naar man kommer saadan otte til ni Alen oppe fra de høiere Regioner, og kun har Valget mellem et Jernrækværk og Steenbroen, negter jeg ikke, at man maae ansee en Ærtekurv baade for en bekvem og hensigtsmæssig Indretning.

197

Jeg troer nok, at jeg gjorde denne Bemærkning til en ny skrammereret Udgave af Sir Henrys udvalgte Værker, som sad lige overfor mig paa en Træstol og af lutter Forskrækkelse var ifærd med at sluge den Agurk, han holdt i Haanden, og som han syntes at have udvalgt som Gjenstand for et dybere gaaende botanisk Studium. Fyren saae først paa mig, saa paa Tagstenene og dernæst paa Ærtekurven, hvorpaa han frembragte en Lyd, som om han havde faaet en Snaps forkeert i Halsen, hvilket overbeviste mig om, at han var en Irlænder. Da jeg ikke paa nogen menneskelig Maade kunde gjøre mig forstaaelig for ham, thi selv Tegnsproget og de paa min Pande anbragte stærke Hentydninger til en mindre vel forvaret Sindstilstand hos hans Herre opfattede han ikke, fandt jeg det meest passende at lade ham børste det Værste af mine Klæder, hvilket han udførte efter den nyeste Methode at strigle Heste paa. Saa vandrede jeg ud for nærmere at tænke over Det, jeg havde seet og hørt. Jeg kom imidlertid til samme Resultat som før og var ganske fornøiet over ved min Tilbagekomst at see, baade at Bartolomeo havde Nøglen, og at mit Studie var i Orden, saasom jeg underveis havde faaet en uhyggelig Anelse om, at Sir Henry muligviis kunde have faaet isinde at opføre sidste Act af Semiramis.

En tilfældig Forhindring tillod mig ikke den Aften at besøge Villaen, og først den næste Dag henimod Solnedgang vandrede jeg ud til Sir Henrys lille Paradiis. Men det gik mig desværre paa samme Maade som Jordens første Mand. Som han havde jeg spiist af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, og som han gjorde jeg den samme sørgelige Opdagelse, nemlig at Eden var lukket og bevogtet af en Cherub, der hverken var bevinget eller havde Flammesværd, men til Gjengjeld en Mængde Guld paa høist unødvendige Steder, og i Haanden en brændende Svovlstik, hvormed han meget gemytligt tændte sin Cigar. Cheruben syntes heller ikke synderlig tilbøielig til at straffe mig eller paa anden Maade give sit Mishag tilkjende; men han viste sig som en tør, tvær, knarvorn og kjedelig gammel Tingest af en Paradiis-Bevogter, og gjentog bestandigt ligesom salig Kanitverstan sit »I don't know« med en Halsstarrighed, som kun saadan en gammel Porthund kan gjøre det. At jeg imidlertid var faldet i Unaade, syntes mig klart; thi han skjød ikke Ryg en eneste Gang, men dampede mig mellem hvert af sine korte Svar lige i Næsen en Røgsky, der kun syntes at kunne hidrøre fra de Cigarer, som i Rom gaae under Navnet »Stincadoros infamos«. 198 Da jeg saae, at ethvert Forsøg paa at klemme Noget ud af ham var lige saa frugtesløst som at presse Champagne af en Østers, gik jeg atter tilbage forbi den smilende Villa og ad den lille, bugtede Fodsti, hvor Roserne og Caprifolierne endnu duftede mig imøde lige saa oplivende som den første Gang, jeg betraadte den. Hver Situation, hver Samtale jeg havde havt med Sir Henry, stod under disse Omgivelser saa levende for mig, at jeg hvert Øieblik syntes at see hans Ansigt i en Aabning af Hækken eller ham selv komme mig imøde paa den smalle Gangsti. Jo mere jeg gik, desto klarere blev det for mig, at jeg paany havde gjort ham høiligt Uret, og at min Opførsel lige over for hans aabne Adfærd kun var en Række af Fornærmelser, som jeg havde tilføiet Een, der i sit Inderste var ulykkelig, og derfor dobbelt maatte føle Det, som maaskee neppe vilde saare Andre. Jeg følte en brændende Attraa efter endnu en Gang at tale med ham for at bede om hans Tilgivelse for mit ungdommelige Lureri, og da jeg erindrede, at han en Gang havde meddeelt mig, at han undertiden spiste til Aften hos Spillmann, fattede jeg den Beslutning at gaae derop for om muligt at træffe ham der.

Ved min Indtræden i de ædle Lorders Helligdom saae jeg kun to til tre Gjester, der i den pragtfulde Spisesal tog sig ud som lige saa mange Fluer paa en forgyldt Speilramme, og havde dernæst den aparte Fornøielse at see en af disse engelske Plumbuddingædere gloe paa mig med en Mine, som om han meente, at jeg ved en reen Feiltagelse var kommet mellem overnaturlige Størrelser. Jeg gjorde som Menneskens Børn altid gjøre ved slige Leiligheder. Jeg blev, istedetfor at gaae, og bestilte et Maaltid til tyve Francs, istedetfor at drikke en Flaske Sodavand.

Medens jeg sad og ærgrede mig over min spildte Tid og mine spildte Penge, samt gav mig Udseende af at være en ligesaa ægte engelsk Nar og Beefsteakfordærver som de Andre, blev Døren pludselig reven op, og en heel Bande af grøntærnede Jakker, røde Whiskers, vandblaae Øine og glubende Fortænder styrtede under Latter og støiende Passiar ind i Spisesalen.

»Har De hørt den nyeste Scandale, Pemfrithstone?« raabte Een, idet han fegtede med sin tynde, guldknappede Stok hen imod den nævnte Herre, der lige var ifærd med at tranchere en Agerhøne.

»I don't know«, svarede denne, idet han paa en heldig Maade copierede Cheruben.

199

»Den er guddommelig, udmærket, ganske mageløs!« raabte den Første, idet han kylede baade sin Hat og Stok paa Bordet, maaskee som en svag Antydning af, at Vest og Buxer snart vilde følge efter.

»De kjender jo Sir Henry?« raabte en Anden, idet han fortsatte sine prisværdige Anstrengelser for at spise sin ene Knebelsbart.

»Very well«, svarede Sir Pemfrithstone og begravede sin Gaffel i det Indre af Agerhønen med en Mine, som om han agtede selv at følge efter.

»Tænk Dem,« raabte den Anden, idet han gjorde nogle fortvivlede Anfald paa Knebelsbarten, »hvilken Scandale! Sir Henry er -«

»Lad Charles tale!« skreg de Andre i Munden paa hverandre. »Charles har Ordet, han kan den!«

»Nuvel, mine Herrer!« raabte den Første, idet han paany snappede Spaserestokken og fegtede med den i Luften, som om han ved at kløve Ordene vilde forøge deres knusende Antal. »Scandalen er i Korthed følgende: Sir Henry, hvis ridderlige Anstand og legemlige Skjønhed vil være Dem Alle bekjendt, begyndte allerede tidligt i Saisonen at vise sig hyppigt i Lady Smithfirlewitz Soiréer, uagtet det var vitterligt for Alle, at han i de Vintre, hvori han besøgte Rom, ellers mulede i Eensomhed og morede sig med at polere antike Shillings. Et saa mærkværdigt Phænomen kunde naturligviis ikke blive ubemærket, og det varede derfor heller ikke længe, førend Lady Smithfirlewitz, der, mellem os sagt, har Øine som en Lærkefalk og Kløgt som en Ræv, opdagede den Magnet, som drog Sir Henry til Huset. Denne var ingen anden end Comtesse G., en ung dansk Dame, meget smuk, temmelig rig, men noget gauche, som de danske Damer jo pleie at være. Jeg dansede selv med hende et Par Gange hos Lady Smithfirlewitz. Hun blev rød lige op over begge Øren, hver Gang jeg fortalte en af Robert Witchwatchs forbandet flotte Historier, skjøndt i modererede Udtryk, og erklærede det for en afskyelig Skik, at de engelske Herrer drak Portviin efter Bordet og lod Damerne skjøtte sig selv. Saa lod jeg hende skjøtte sig selv, og hun gjorde overhovedet heller ingen Lykke hos Lady Smithfirlewitz, hvor hun ofte kom i et Toilette, der syntes mere skikket til Nonnedragt end til Bal; men Robert og de Andre saae godt, at Sir Henry bestandigt stod i en Krog og rokkede, ligesom en anden Rhinoceros, og snappede efter Veiret, hver Gang hun dansede forbi ham. Senere fik jeg at vide, at han ogsaa kom hos den gamle Grevinde G., og en Dag saae jeg hans Hund, 200 Monkey, fare ud af Porten og ryge lige under Skjørterne paa den gamle Lady Smicksmack, der gaaer med Katteskind om Anklerne, fordi hun lider af Gigt. Det var et guddommeligt Syn! Monkey, der, mellem os sagt, er den flotteste Terryer i Verden, gik paa med Dødsforagt og vilde absolut have fat i Katten. Lady Smicksmack hvinede himmelhøit og sparkede ud som en gammel Carriolehest, og Sir Henrys Groom, en ganske lille Een, og sort i sit Ansigt som en Morian, halede og hev i Halen paa Monkey, der ikke kunde komme ud af Lady Smicksmacks Crinoline, hvor den løb omkring som en Rotte i et Hønsebuur. Det var en guddommelig Scene! Jeg loe, saa jeg maatte holde mig i Siderne, og var nærved at revne, da Lady Smicksmack, før hun faldt i Afmagt, dunkede Sir Henrys Groom i Hovedet med en saadan Vedholdenhed, at hun fik sin En-tout-cas gjort til Knækparasol. Naa, det var ikke det, jeg vilde fortælle, men nok er det, at Sir Henry vedblev at komme til Grevinde G, ja Nogle fortælle endog, at han gik i Munkekutte og blev malet sammen med Comtessen, men det tør jeg dog ikke indestaae for. Imidlertid gik det med Sir Henry som med alle Andre. Først forliebede han sig, saa forløb han sig, og saa forlovede han sig; men med det Sidste kneb det nok svært, saavidt jeg har kunnet erfare. Det er heller ikke let at sige, hvorfor en ung Pige netop vil tage en Snudebille, naar hun kan faae Een af os Andre, og det var nok ogsaa den gamle Grevinde, der lavede Partiet sammen. Det varede heller ikke længere end tre Dage, førend det gik overstyr igjen, og efter hvad jeg har hørt af Robert Witchwatch gik det til paa følgende Maade. Den første Dag holdt Sir Henry sig i Skindet og beundrede en distance. Den anden Dag vilde han efter dansk Skik kysse sin Forlovede, men bar sig saa keitet ad, at hun fik en Bule i Panden, saa at der var Spørgsmaal om, hvorvidt hun kunde tage paa Lady Smithfirlewitz store Bal den følgende Aften. Efter hvad Robert fortalte, var Sir Henry meget nedslaaet den Eftermiddag; men naar man er skabt som en Elephant, sagde han, burde man øve sig, inden man kysser en saa smuk Pige, som Comtesse G. Det følte rimeligvis Sir Henry, thi den næste Dag sendte han hende en saadan Baldragt, at Lady Smithfirlewitz to Døttre, der netop gjorde Visit, fik nerveus Hovedpine og maatte gaae hjem. Comtesse G. kom imidlertid til Ballet hos Lady Smithfirlewitz, og Sir Henry kom der ogsaa og saae ud som en Mastodont i Borgermesteruniform. Men ligesom han havde overrakt hende en deilig Bouket og vilde føre hende 201 til Dansen, løber han Næsen mod en ung Mand i østerrigsk Lieutenantsuniform, som den gamle Lady Smithfirlewitz havde faaet snuset op, Pokker maa vide hvor, og faaet med til Festen. Ved Synet af ham blev der et grueligt Spektakel lige midt i Balsalen. Han truede Sir Henry med Pistoler, men Sir Henry, der rimeligviis vidste, at der skal mere til for en Rhinoceros, bad ham reise Pokker ivold. Saa blev den unge Officeer aldeles rasende og skjeldte ham ud paa Dansk, Engelsk og Tysk mellem hverandre. Comtesse G. græd, hendes Moder besvimede, Lady Smithfirlewitz Døttre kom af med deres Hovedpine, og den gamle Lady Smicksmack laante Lady Smithfirlewitz saadan et Par Øine, at hun nær aldrig havde faaet dem tilbage igjen. Den unge Comtesse G. græd og hulkede og erklærede Sir Henry, at hun var en ulykkelig Pige for Livstid. Men hvem kommer saa farende ind i Salen, ligesom hans Vogn er kjørt frem? - Det gjør Monkey, ingen anden end Monkey, det meest fordømte og grinagtige Dyr i hele Christenheden, og meget klogere end Sir Henry selv. Den havde siddet i Vognen, hvor den altid er, naar dens Herre tager ud; men ligesom Tjeneren lukker Vogndøren op, ryger den ud, op ad Trapperne, ind i Balsalen og lige i Benene paa den gamle Lady Smicksmack, som havde travlt med at helde Vinaigre paa Grevinde G. Ind ryger Monkey paa Katteskindene, ned dumper Lady Smicksmack og tager tre Garneringer fra Grevinde G. tilligemed Lady Smithfirlewitz med sig i Faldet; men neppe mærker Monkey, at den, skjøndt i uegentlig Forstand, bliver overmandet, før den ryger ud igjen, farer mellem Benene paa to Tjenere med Ananasiis, vælter dem begge og sætter derpaa med et Spring op i Orchestret, hvor den giver sig til at tude som en Besat. Robert Witchwatch, der har fortalt mig det Hele, ligger endnu af et Mavetilfælde, som han fik den Aften, og Lægen har forbudt ham at fortælle Historien mere end een Gang om Dagen. Men Sir Henry tog Sagen fuldkomment som Gentleman. Han bukkede for Comtesse G., fløitede ad Monkey og gik ud af Salen lige saa strunk og stolt, som om Sagen ikke kom ham i fjerneste Maade ved. Skjønhed har han ikke, men megen Verden, det maa man lade ham. Han reiste naturligviis samme Aften, saa De kan faae hans lille Gig, Pemfrithstone. Den bliver opraabt paa Onsdag tilligemed Hestene; der ere nogle fordømt kjønne Tingester iblandt dem.«

Det var mere end nok for mig. Hvad hjælper Østers og Ananas,

        

202 naar man er saa gal i Hovedet, at man har Lyst til at anlægge Proces mod hele Jordkloden. Ved min Hjemkomst laae paa mit Bord en lille forseglet Pakke. Den indeholdt min Skizze fra Caféen, mit Honorar for Maleriet og en Billet med følgende Ord:

»De har beluret mig i det svageste Øieblik i mit Liv. Dette kan jeg tilgive Dem, men see hinanden kunne vi ikke mere. For at De ikke skal tage feil af min Charakteer, meddeler jeg Dem, at det er med Vedkommendes Tilladelse, at jeg har beholdt Originalmaleriet. Jeg fik denne Tilladelse under den Forudsætning, at jeg kunde indhente det afsendte Maleri, lade det copiere og afsende det saa betids, at det kunde naae sit Bestemmelsessted til den for Originalen bestemte Tid.

Henry Vernon.«

»Hvad kalder De ham?« raabte Aabye forbauset, idet han skød Glasset fra sig.

»Henry Vernon,« svarede Bjørck. »Det er jo et meget godt Navn. De har vel neppe kjendt ham? Det er henved en tredive Aar siden, at denne lille Historie foregik?«

»Nei,« svarede Aabye nølende, »kjendt ham har jeg ikke, men dog er Navnet mig bekjendt.«

»Og De veed ellers ikke Noget om hans Skjebne, thi jeg staaer paa mere end een Maade i Gjeld til ham og havde stor Lyst til blot at tale med ham endnu en Gang?«

»Det vil aldrig skee,« sagde Aabye; »han er død paa Jamaica.«

»Siden De veed det,« frittede Bjørck, »saa veed De maaskee mere? Blev han lykkelig? Blev han gift? Jeg spørger om det, ikke fordi den Slags Ting ellers interessere mig, men fordi jeg troer, at den Orm, der nagede Sir Henry, var Frygten for at blive Pebersvend. Han havde et varmt og rigt Hjerte, men hans høieste Ønske var at dele det med en Anden.«

»Han blev gift,« sagde Aabye sagte, »og jeg troer ulykkelig gift; thi det var en Forbindelse, der mere knyttedes af Lyst til at hjælpe en Ulykkelig, end af virkelig Kjærlighed, eller rettere, der var vistnok i Begyndelsen en sand Følelse tilstede, men som ikke kunde udvikle sig, fordi tidligere og bittre Erindringer, navnlig fra hendes Side, 203 bestandig skjød sig iveiret ligesom Ukrudt og kvalte den dybere Tro paa hinanden.«

»De spænder min Nysgjerrighed med, hvad De siger,« vedblev Bjørck, »og jeg lider ingen halvkvædet Vise. Fortæl mig derfor det Hele, hvis De kan!«

»Naa,« sagde Aabye smilende, »siden De absolut vil have mig under Pumpen, skal jeg fortælle Dem, hvad jeg veed, skjøndt det er meget Lidt. Sir Henry traf paa sin Reise fra Rom sammen med en Familie, der var paa Touren hjem. Denne Familie bestod, saavidt det er mig meddeelt, af en Kjøbmand, hans Kone og Datter, der for sit Helbreds Skyld havde gjort en Reise til Italien, og som var helbredet saa godt, at hun var blevet forlovet dernede. Moderen er bleven mig skildret som en fiin, ædel Natur, og den Medfølelse, hvormed hun behandlede Sir Henry, der naturligviis var i en forknyt og forkuet Tilstand, vandt ham saa ganske, at han knyttedes nærmere til Familien og fulgte med den til Hjemmet. Der skete nu, hvad der neppe er ganske sjeldent - Følelsen for den ældre Moder overførtes paa Datteren, idet han i hende forenede Moderens sjælelige Skjønhed med Datterens ungdommelige Ynde, og dette gav Anledning til en Forelskelse, som i sin Styrke ikke syntes at ændse, at hun alt var bundet til en Anden. Neppe vare de komne hjem, førend Ulykken i et sjeldent Omfang brød løs over dette Huus. Faderen gik Fallit, og man siger, at han druknede sig, skjøndt det lige saa meget saae ud som et Ulykkestilfælde. Moderen, der alt tidligere var ramt af mange Sorger, døde kort efter. Datteren, der saaledes saae sig forladt, fattig og ulykkelig, skulde blive det endnu mere. Hendes Forlovede, der, skjøndt selv en rig Mand, vistnok havde speculeret i den Formue, som vilde tilfalde hende, hævede pludseligt Forbindelsen og trak sig ganske tilbage. Hun skildres af sine Samtidige som en særdeles smuk, men forfængelig og egoistisk Pige, og det vakte derfor almindelig Forbauselse, da hun afslog Sir Henrys Haand og colossale Formue; thi at Sir Henry ikke har været saa grim, som De fortæller, veed jeg bestemt, skjøndt jeg undskylder, at De som Maler og for Effectens Skyld har smurt lidt tykt paa. Imidlertid kom den virkelige Grund til Afslaget snart for Dagen. Fattig, ussel og forladt fødte hun et Barn, der vilde være omkommet tilligemed Moderen, hvis ikke Sir Henry havde opsporet det Skjulested, hun havde valgt sig, og paany staaet hende bi. Han 204 lovede at glemme hendes Fortid, naar hun blot vilde knytte sin Fremtid til hans, og opfyldt af Erkjendtlighed og Taknemmelighed imod ham, piint af den Spot og Forhaanelse, der maatte ramme hende i Hjemmet, og vistnok fuld af de bedste Forsætter, gav hun efter. Men det slog ikke til. Hendes Charakteer, der svømmede lige paa Overfladen, kunde ikke forsone sig med Sir Henrys noget latterlige Udvortes og kunde ikke vurdere den Fylde af Følelser, som gjemte sig under hans stygge Maske. Hun agtede ham, men elske ham gjorde hun bestemt ikke, og al hendes Kjærlighed kastede sig paa det Barn, som hun havde efterladt i Hjemmet. I den Henseende var Sir Henry ubøielig. Det blev opdraget, som om det havde været hans eget, men selv saae han det aldrig og tillod heller ikke hende at besøge det, idet han strengt hævdede det Løfte, som hun havde givet ham før deres Forbindelse. Dette Punkt gav ideligt Anledning til Bitterhed fra hendes Side og kolde Bebreidelser fra hans, men det ødelagde et Forhold, som maaskee uden det kunde være blevet lykkeligt. Paa samme Tid, som han næsten fyrsteligt sørgede for et Barn, der ikke var hans eget, og saaledes paa sin Side overholdt sin Deel af Overeenskomsten, tvang han med ubøielig Bestemthed hende til at gjøre det Samme, og dette var Hovedgrunden til den Melancholi, der senere endte hendes Liv. Sir Henry døde kort derefter under et Besøg paa Jamaica, og hans store Formue gik deels over til en yngre Broder, deels til storartede, philanthropiske Øiemed. Dette er det Lidet, som jeg med Sikkerhed veed om ham.«

»Og hvem har fortalt Dem alt Dette?« spurgte Bjørck.

»En Patient,« svarede Aabye, »som jeg en Gang havde, en af de Faa, om hvilken jeg med Sikkerhed kan sige, at jeg har reddet hans Liv.«

»Og han hed?« spurgte Bjørck begjerlig.

»Jeg kan aldrig huske mine Patienters Navne,« svarede Aabye tørt, idet han gik ind i Osteriet.

»Der fik De den,« sagde den Gamle, »men derfor skal De ikke see saa muggen ud. Jeg kan ogsaa fortælle Dem noget om Henry Vernon, og det ovenikjøbet noget meget Mærkværdigt.«

Bjørck, der nok holdt af en Passiar, rykkede strax hen til Taleren, og denne vedblev:

»Hvad jeg betroer Dem, beder jeg Dem bevare som den dybeste Hemmelighed; thi vel har jeg ikke, som Aabye, aflagt nogen Doctoreed, men da min Meddelelse kan lede til de allervigtigste 205 Oplysninger, beder jeg Dem ikke at misbruge den. Jeg var for to Aar siden ude i Albanerbjergene, hvor Fyrst Pisani, en af de meest rasende Bourbonister, eier en Villa. Denne frembyder i og for sig ikke noget videre af Betydning, men han havde det Held paa en dertil stødende Jordlod at opgrave en Sarkophag, hvis Sculpturarbeide hører til Noget af det meest Fuldendte og bedst Bevarede fra Oldtiden. Den staaer opstillet i Haven paa en Maade, der fuldkomment passer for den; thi jeg troer sjeldent at have seet et Sted, der saaledes stemmer til Alvor og sorgfuld Eftertanke som dette. Baggrunden dannes af en lille Lund af Cypresser, Forgrunden af mørke Stenege og bredkronede Pinier, som næsten ikke tillade Solen at skinne igjennem, og imellem disse staae som Symboler paa Livets Gjenvordighed skarptornede Figencactus, hvis Torne ligesom Livets Ulykker have Modhager, saa at de bore sig dybere og dybere ind. Da jeg havde taget Sarkophagen i Øiesyn, satte jeg mig paa en lille Bænk, og mit Blik faldt da paa en af disse Cactus, i hvis fine, grønne Bark Romerne med en Naal riste Elskovstegn, som ere saa ubeskedne at blive staaende, indtil Planten en Gang gaaer ud. De vil kunne tænke Dem min Forbauselse, da jeg ved nærmere at eftersee denne Cactus opdagede Navnet Henry Vernon indridset ikke ti eller hundrede Gange, men bedækkende Overfladen af hvert Blad fra Øverst til Nederst. Navnet var skrevet med en fiin og tydelig Haand, som var den samme overalt; men det kan ikke have været Deres Englænder, thi den lærde Naturforsker, som var med mig, og som kaldte den Opunsch eller saadant Noget, erklærede, at Planten neppe var femten Aar gammel. Dette er min meget vigtige Oplysning, som De ikke maa misbruge, Bjørck; thi naar De lægger den sammen med, hvad Aabye har fortalt, kunde De let risquere at faae for meget at vide.«

Bjørck saae ikke videre fornøiet ud ved den Gamles Oplysning, men Berthelsen raabte: »Det har naturligviis været et eller andet forliebt Kvindfolk, som har ristet Runer over sin ulykkelige Kjærlighed; der maae jo være Nok af det Navn. Kun et Fruentimmer kan falde paa slig en Taabelighed.«

»Jeg takker paa Kjønnets Vegne,« sagde den Gamle, »og for den Ærbødighed, som De bestandig viser det, men det var neppe en Dame, der havde indristet disse Runer; thi De, som kjender saa meget til Kjønnet, veed vistnok, at Damebilletter altid ere uden Dato. Det er kun os Mænd, som i karrig Følelse af Tidens Knaphed altid 206 mærke vore Elskovsord paa denne Maade. Men ved Indskriften paa den Figencactus, jeg omtaler, var der tillige den Eiendommelighed, at der bagefter Navnet ligesom med et Stempel var indtrykket en lille Cirkel, og i denne Cirkel var Datoen fra Dag til Dag ufravigeligt anbragt, og det Hele var gjort saaledes, at de samlede Ringe paa hvert enkelt Blad dannede et H og et V, naar man saae dem i Afstand, medens de opløste sig til en tilsyneladende forvirret Masse ved at sees i Nærheden. - Hvad siger De dertil?« henvendte han sig til mig.

»Jeg maae tilstaae,« svarede jeg, »at Berthelsen vistnok har Ret, skjøndt ikke af den Grund, som han angiver. Baade en Mand og en Kvinde kunde falde paa at indridse Navnet paa den Elskede, thi Følelsen sætter dem i det Mindste i den Periode i det samme Niveau. Jeg ynder ikke den hjemme hos os almindelige Skik, der gjør, at man ikke kan sætte sig paa en Bænk eller i et Lysthuus uden at see to Elskendes Navne anbragte i et Hjerte eller en anden sindrig, allegorisk Figur. Det er uskjønt, fordi Det, som burde være en Hemmelighed, her træder lige saa offentligt frem, som om det var trykket med fede Typer i Adresseavisen; men jeg negter ikke, at jeg lider den beskedne, italienske Skik, hvor de Elskende vælge en ubemærket Plante, og hvor Bladet i Reglen afhugges, naar den har bragt Brev og Budskab. Jeg er vis paa, at den Figencactus, som De omtaler, ikke har været bestemt til at beskues af profane Blikke, ligesom der jo kun kommer meget Faa paa Fyrstens Villa; dertil er jeg næsten vis paa, at Den, der har indridset dette Navn, trods Datoen har været en Kvinde. En Mand vilde kun gjøre noget Lignende, naar han var ene eller i Fængsel; for en Kvinde er det nok at være ene og ulykkelig.«

»De laver jo en heel Roman ud af min lille Fortælling,« sagde den Gamle smilende, »og tilmed drøfter De det med en Grundighed, som om De havde Noget i Baghaanden, hvorved De kunde komme længere end vi Andre. Dersom De veed Noget, saa sæt ikke Deres Lys under en Skjeppe, men lad det skinne som Aabyes og mit.«

»Har De aldrig,« spurgte jeg den Gamle, »oplevet, at Begivenheder, der foregaae i vor umiddelbare Nærhed, tidt kunne have en saa slynget Intrigue og et saa romantisk Anstrøg, at selv Digteren ikke kan benytte dem, fordi de vilde synes for usandsynlige, dersom de overførtes i Romanen eller Novellen? Og har De dernæst ikke lagt Mærke til, at saadanne Begivenheder, der ramme Personer, som vi ikke staae i noget nøiere Forhold til, netop faae en forøget Interesse for os 207 derved, at de pirre Phantasien, just fordi vi ved Hjælp af denne udmale os Situationerne og forme Charaktererne?«

»Aa jo,« sagde den Gamle, »der er nok Noget i, hvad De siger; men det forekommer mig, at De med Villie kjører udenom Maalet. Endnu seer jeg ikke, hvor De vil hen.«

»Det er heller ikke saa let. Jeg sigter til en Begivenhed, som neppe kan være Dem bekjendt, men som i lang Tid derefter satte min Phantasie i Bevægelse og efterlod et Indtryk, som jeg endnu ikke ganske har forvundet. Det forekommer mig dernæst som mere end en Tilfældighed, at disse Indtryk, som jeg den Gang modtog ved en Vens Beretning i Skyggen af Dyrehavens Bøge, nu skulle manes frem paa Campagnens Sletter netop ved det Navn, der idag ligesom en Gjenganger stiger op af Forglemmelsens Grav.«

»For Pokker,« sagde den Gamle ironisk, »De bliver jo ganske høitidelig. Nu har De spændt vor Nysgjerrighed for stærkt, til at De med Ære kan trække Dem tilbage, og jeg dømmer Dem derfor til at staae aabenbar Skrifte ligesom Aabye og jeg.«

»Skriftemaalet er en farlig Ting,« svarede jeg; »thi det bliver i Reglen Sandhed og Digt, uden at man rigtigt veed, hvor den første ender, og den sidste begynder, og forsaavidt vil Det, som jeg har at berette, komme Skriftemaalet meget nær.«

»Nuvel!« sagde den Gamle, idet han med et Par Kast slog sin Kappe om sig, saa at den kom til at ligne en Munkekutte, og derpaa andægtigt foldede Hænderne. »Her har De Munken. Rørhytten, hvori vi sidde, agerer Skriftestol, og De kan saaledes begynde, naar De vil.«

Med disse Ord slog han et Kors for sig, foldede sine Hænder over Maven og satte et saa andægtig-idiotisk Ansigt op, at vi alle uvilkaarligt brast i Latter.

»Nu,« svarede jeg, »siden det endelig skal være, faaer jeg vel krybe til Korset; men ligesom jeg selv føler mig andægtigt stemt ved den ærværdige Faders Aasyn, maa jeg bede de Andre gjøre det Samme. Altsaa Andagt og Taushed, mine Herrer, Skriftemaalet begynder:

»Omtrent for otte Aar siden begik jeg den Dødssynd at stige op paa en Kapervogn ved Østerport for ved Hjælp af den at føres til et Sted, hvor Fraadseri og Vellevnet i høi Grad var fremherskende. Det var nemlig hos en Grosserer, der eiede et Landsted i Nærheden af Dyrehaven, hvor man drev Livets Raffinements saa vidt, at man drak 208 gammel Rhinskviin af nye rosenfarvede Glas. Det er en stor Synd. Er det ikke, ærværdige Fader?«

»En Dødssynd!« stønnede den Gamle med himmelvendte Blikke. »En Synd til et halvt Lispund Voxlys.«

»Dernæst bekjender jeg i Haab om Syndernes Forladelse, at jeg hengav mig til Vrede og Heftighed imod Kusken, fordi »Ferdinand« to Gange »lagde op«, uden at vi derved kom af Stedet, men at jeg stræbte at afsone denne Synd ved at sætte sig over paa en anden Vogn og vise mig lige saa kjærlig og elskværdig mod en nydelig, lille Dame, som jeg havde været grov imod Kusken. Var det ikke rigtigt, hellige Fader?«

»Fuldkommen rigtigt, min Søn,« svarede den Gamle med et sardonisk Griin. »Kjærlighedens Kaabe dækker Syndernes Mangfoldighed. Videre, min Søn!«

»Saa bekjender jeg med Anger og Ruelse, at jeg tog for mig af Retterne, deels fordi de i og for sig smagte godt, deels fordi Ingen hader sit eget Kjød, men føder og vederkvæger det. Ja, jeg vil endogsaa bekjende, at jeg ærgrede mig over min Ven, Frederik Holmgreen, der sad skraaes overfor mig og stak til Retterne ligesom en Kylling til en Regnorm, skjøndt han den næste Dag skulde foretage en Udenlandsreise paa flere Aar. Var det urigtigt, hellige Fader?«

»Høist urigtigt,« svarede den Gamle, - »af Din Ven naturligviis. Ingen maa foragte Herrens Gaver. Jeg frygter for, at vi maae sætte to Pund Voxlys paa hans Regning, som Du kommer til at betale. Videre, min Søn!«

»Saa bekjender jeg da endelig, at jeg var noget heed i Hovedet ovenpaa Middagen, og at jeg trængte stærkt til at lufte mig lidt ved en Cigar i Guds frie Natur, hvorfor jeg søgte efter Holmgreen, for - -«

»Hvad er det for en Larm?« afbrød den Gamle, idet han pludseligt faldt ud af Munkerollen og hurtigt ilede op paa den lille Platfond, der løb langs den indre Side af Osteriets Muur, hvorfra man havde Udsigt over Veien.

»Hvad er det, Aabye?« raabte vi Andre, da vi saae hans lille trivelige Skikkelse i fuldt Løb komme fra Osteriet og ile hen til Platfonden.

»Bøfler!« raabte han aandeløs, idet han foer forbi.

»Selv Bøffel!« sagde Bjørck, hvem han tørnede imod. »Lad os see, hvad det er! Jeg troer, ta' mig Fa'n, de slaaes.«

209

Larmen, som vi alt tidligere havde hørt i længere Afstand, tiltog i foruroligende Grad og lod sig ikke godt beskrive anderledes end som et samstemmigt Chor af Dyrene i Noæh Ark under en trerebet Mersseilskuling. Det var en Brølen, Grynten og Vrinsken, der i en Fart fik os Alle op paa Platfonden.

Hvad der frembød sig for vort Blik, var et ægte italiensk Genrebillede. Ude paa Veien var en svær Blokvogn, forspændt med et Ottespand af Bøfler og Stude, kjørt fast, saa at det ene Hjul næsten til Axen var begravet i Jorden. Et Par af de forreste Bøfler havde kastet sig plat ned, som disse Dyr gjøre, naar Byrden bliver dem for tung. Paa Blokvognen hvilede, skinnende og glinsende i Solen som en uhyre Sneebold, en Marmorblok fra Carrara, og ovenpaa denne sad en solbrændt, kraftig Guardiano, der svang sin lange Lanse i Luften, idet han under idelige Tilraab søgte at animere Dyrene, medens en Deel Bønder og Opvartere fra Osteriet bestræbte sig for at hæve Forhjulet op ved at anvende en svær Bjælke som Løftestang. Det lange Forspand spærrede Veien paaskraa, idet de forreste Bøfler i deres Fortvivlelse havde kastet sig næsten ind under Osteriets Muur, hvor de laae stønnende og med ludende Hoveder, tilsyneladende ligegyldige for al den Vold og Mishandling, som man tilføiede dem. En grel Modsætning til dette langsomme Forspand og til den plumpe, uformelige Blokvogn dannede en let, elegant Phaöton, forspændt med et Par deilige Graaskimler, der, utaalmodigt vrinskende, skrabede Jorden med deres Forbeen, idet de kastede skye Blikke til de foran dem liggende Bøfler. Hvad der imidlertid meest tildrog sig den fælles Opmærksomhed, var Vognens Besætning. Paa Forsædet sad en ung Pige, der halvt nysgjerrig, halvt utaalmodig hvert Øieblik kigede ud over det lave Kuskesæde. Hun var neppe nogen Romerinde, uagtet hun havde et let Anstrøg af den ingenlunde uklædelige Fyldighed, som charakteriserer disse; men hendes Teint var for klar, Rødmen i hendes Kinder for frisk, Øinene for lyse og Haaret for blondt, til at hun kunde tilhøre et saa sydligt Folkefærd. Hun var let og livlig som et Barn, fuld af Liv og Bevægelse, og dannede derved en skarp Contrast til en anden, lidt ældre Dame, der sad paa Bagsædet og, ligesom nedtynget af Bekymring, lænede sit Hoved til Calechen. Hun var en fuldendt Skjønhed, en mærkelig Modsætning til den Yngre. Hendes fine Ansigtsoval, der om Panden og Tindingerne omsluttedes af et glat, næsten blaaligsort Haar, var af en saa fuldendt Form, at den ikke 210 gav Antikens noget efter. Hendes Pande var høi og ædel, Tindingerne let indbuede, Næsen noget krummet, dog ikke saa stærkt som hos Romerinderne, Munden lille, fyldig og af en Form, som jeg kun har seet hos Kvinderne paa Ischia. Hendes fine, lette Skikkelse var indhyllet i en sort, folderig Kjole, der paa en iøinefaldende Maade fremhævede den hvide Haand og den matte, klare Teint, der var eiendommelig for hendes Ansigt. Hvad der imidlertid henledede den fælles Opmærksomhed langt stærkere paa hende end paa hendes livlige Ledsagerinde, var det Udtryk af Lidelse og Sorg, der var udbredt over hendes Træk. Hvad enten det nu kom af Anstrengelse, Smerte eller fordi hun ikke vilde see, hvad der foregik om hende, holdt hun Øielaagene halvt lukkede, og aabnede dem kun en enkelt Gang, naar hendes Ledsager, en ældre Mand, henvendte et Par Ord til hende. Hos denne laae maaske Nøglen til det forunderlige, ligesom hendøende Udtryk i hendes Træk; thi sjeldent har jeg seet et mere udpræget Skurkeansigt end det, der sad paa ham. Hvad enten man saae hen til hans lave, skraat tilbagefaldende Pande eller hans smaae, sorte, stikkende Øine, den raat formede Næse eller de fremstaaende Kindbeen, maatte man erkjende ham i Besiddelse af en fuldendt harmonisk Hæslighed; men hvad der navnlig gav ham et uhyggeligt Udtryk af dyrisk Begjærlighed, var det fremstaaende Underansigt, hvis kjødfulde Mund foroven begrændsedes af en svær, kulsort og strittende Knebelsbart, medens den forneden, foruden den svære, noget hængende Underlæbe, afsluttedes af et uformeligt Hageparti, der havde den eiendommelige og forunderlige Evne at kunne skydes frem foran Overmunden, saa at jeg maatte give Aabye Ret, da han bemærkede, at han vistnok havde Quadratbeen ligesom Fuglene. Hans matte, gulblege Ansigtsfarve tydede paa Udsvævelsernes Malaria og røbede ham som en indfødt Italiener, hvorimod den slanke, mørke Dame snarere syntes at være en Fremmed, der i længere Tid var bleven paavirket af Climaet, end en indfødt Romerinde.

Medens jeg anstillede disse Betragtninger, havde der samlet sig nogle flere Bønder og enkelte Politisoldater, som ved fælles Hjælp søgte at hæve Hjulet op af Sporet; men den svære Blok laae som et Bjerg, der trodsede enhver Anstrengelse. En lav, undersætsig, hjulbenet Fyr, der var bragt i Raseri over Bøflernes Gjenstridighed, greb pludseligt den svære Bjælke, der laae henslængt paa Veien, og nærmede sig de forreste Bøfler under idelige Tilraab og Tilskyndelser fra

        

211 den ældre Herres Side, der commanderede ham staaende opreist i Vognen. Det var mig ikke rigtigt klart, hvad han vilde, før jeg saae ham hæve Bjælken langsomt iveiret med Anstrengelse af hele sin Kraft. Den sortklædte Dame, der hidtil havde spillet en fuldkommen passiv Rolle, reiste sig med et pludseligt Indignationsudraab op i Vognen, idet hun, vinkende med Haanden, gjorde en afværgende Bevægelse. Hendes Ledsager greb hende imidlertid haardt om Armen og kastede hende ublidt tilbage i Vognen, idet han fnysende af Raseri den ene Gang efter den Anden raabte: »Knæk Ryggen paa de Bæster!« Næsten i samme Øieblik faldt den centnersvære Bjælke ned over Ryggen paa de ulykkelige Dyr med et saa huult og drønende Brag, at jeg virkelig troede, at han bogstaveligt havde opfyldt den Andens Begjæring. De mishandlede Dyr stønnede frygteligt, men det varede kun et Øieblik. I det næste reiste de sig med en Kraft og et Raseri, der fik deres Øine til at lyne af Hevngjerrighed, kastede Bjælken over imod de urolige Heste, sønderbrød Aaget, og da Skimlerne i samme Øieblik steilede, styrtede en af de rasende Bøfler frem, borede med et Brøl det ene af sine opad krummede Horn ind under Bugen paa det ædle Dyr, der sank sammen med en stønnende Lyd, idet det farvede Jorden med en purpurrød Blodstrøm. Bøffelen saae sig et Øieblik om, som om den havde Lyst til at indlade sig med en ny Modstander, udstødte derpaa et triumpherende Brøl, og satte i en kluntet Galop op ad Via Flaminia, medens den anden tog Veien ad Ponte Molle, hvor Alt ærbødigt veeg tilside for den.

Alt dette skete i langt kortere Tid, end jeg har brugt til at skildre det. Midt i den Skræk og Forvirring, der opstod ved Bøflernes rasende Angreb, var den ældre Herre sprungen ud af Vognen uden at bekymre sig om Damerne, der ligeledes vare stegne ud, og nu, rystende af Skræk, stode ved Veikanten med øiensynlig Fare for at blive overkjørte, dersom det ikke lykkedes Tjenerskabet og de tililende Sbirrer at tvinge den anden af Skræk og Rædsel ubændige Hest. Ligesom Bjørck og den Gamle kom ud for at hjælpe Damerne ind i Osteriet, saae vi den ældre Herre med rasende Miner nærme sig den Skurk af en Bonde, der havde mishandlet de ulykkelige Bøfler. Det var ikke let at sige, hvem af disse To der var den hæsligste, enten han, der holdt Equipage og Tjenere, eller han, hvis hele Rigdom rimeligviis bestod i de Pjalter, han bar paa Kroppen. Begges Ansigter vare i lige Grad fortrukne af Raseri, og saavidt jeg af enkelte Udtryk kunde 212 dømme, syntes Bonden ikke meget tilbøielig til at tage mod Bebreidelser, da han jo blot havde adlydt den Andens Befaling. Skjenderiet antog stedse et større Omfang, og ligesom Bjørck nærmede sig for at gjøre Plads for Damerne, saae vi den ældre Herre tumle tilbage for et Stød, som Bonden havde givet ham. I eet Spring var han henne ved Vognen, snappede Pisken ud af Kuskens Haand, foer hen imod sin Modstander, og inden Nogen kunde lægge sig derimellem, tildeelte han ham tre eller fire Slag over Ansigtet, hvoraf hvert enkelt efterlod en lang, mørkerød Stribe. Bonden tumlede et Øieblik tilbage, bedøvet af Smerte og forvirret over det pludselige Angreb; derpaa famlede han under sin Trøie og trak den bekjendte, romerske Kniv frem. Vi hørte tydeligt Knækket, idet han smækkede den op. Den blinkede et Øieblik i Solskinnet, men blev i det næste slaaet ham ud af Haanden af en af de tililende Sbirrer. Bonden satte sig rasende til Modværge, slog, bed og sparkede om sig, indtil han endelig, bastet og bundet af Politisoldaterne, som syntes at adlyde den ældre Herre med overordentlig Ærbødighed, laae hylende af Raseri paa Veien.

»Til S. Michele med det Aadsel!« raabte hans Modstander til Politisoldaterne, idet han sparkede til ham. »Og der, Din Hund, tag det, og det, og det!« føiede han fnysende til, og ledsagede hvert af sine Ord med nye Piskeslag over den Elendiges Ansigt.

»Skam Dem!« hørte vi den Gamle raabe med Stentorstemme. »Skam Dem over at slaae en Mand, der ligger bagbunden paa Veien!«

Han studsede ved disse uventede Ord og hørte op med at mishandle sin Modstander; men denne reiste sig op i en siddende Stilling, spyttede efter ham og raabte:

»Skamme sig? Han skammer sig ikke ved at tage det sidste Maisblad af den Fattiges Seng og stikke det i sin Pengepung; men han skal faae en kold Død, og Græsset skal visne paa hans Grav!«

Den hele Scene gjorde et høist uhyggeligt Indtryk, som ikke formindskedes derved, at den bagbundne Bonde med stor Brutalitet slæbtes bort af Gensdarmerne, medens den Fremmede vedblev at commandere og udskjelde baade Tjenerskabet og de Omstaaende.

Idet Bjørck og den Gamle traadte ind i Osteriet med begge Damerne, hilsede den Ældre paa os med megen Venlighed og henvendte paa flydende Italiensk et Par takkende Ord til sine Ledsagere. Hun gjorde dette med megen Anstand, men med en vis Fornemhed, der ligesom syntes at være hende paatvungen, eller som hun maaskee 213 fremkunstlede, fordi vor Nærværelse var eller kunde blive hende ubehagelig. Den Yngre derimod betragtede os Alle med et nysgjerrigt Blik, som om hun havde stor Lyst til at indlade sig nærmere med os; men den Ældre vinkede ad hende og tilhviskede hende et Par Ord, der bevirkede, at hun pludseligt fik en høi Grad af Interesse for det lille Mariabillede, som i sin brogede Pragt var hængt over Kjøkkendøren. Under den Pause, som derved paafulgte, greb vi Leiligheden til at fjerne os og vare kort efter igjen paa Veien til Rom.

»Kjendte De Noget til det Selskab?« spurgte jeg den Gamle, da vi paany passerede Ponte Molle. »Damerne vare vistnok ikke italienske?«

»Det var Fyrst Pisani, den argeste Papist og den hæsligste Aagerkarl eller Banquier, som det jo nu hedder, der nogensinde er bleven benaadet af den hellige Fader.«

»Benaadet! - Hvormed?« spurgte jeg.

»Ih! Med Værdighed som Principe, med adeligt Skjold, hvor der i det ene Felt burde staae en falsk Vexel og i det andet et Par lange Fingre, medens der nu findes noget andet Rageri og Dingeldangel, som jeg ikke kan huske.«

»Hvorledes er han da kommet til det?«

»Ja, Gud veed det! Vist er det, at han begyndte som Skomager i Trastevere med at sætte Støvler paa Regningen, naar der skulde staae Sko, og senere drev han en solid, lille Forretning med smaae Procenter nede i Nærheden af Ghetto. Da han vilde udvide denne efter en større Maalestok, fandt den hellige Fader, at han aagrede for stærkt med de Pund, der vare ham anbetroede af engelske Lorder og Gentlemen. Der kom nogle Smaating frem, som gjorde det nødvendigt for ham at skaffe sig en større Verdenserfaring, og for at forbinde det Nyttige med det Behagelige gik han til Wien, hvor han gjorde Regjeringen god Tjeneste som østerrigsk Spion. Til Gjengjeld blev han indviet i dennes Planer og skaffede sig selv god Fortjeneste ved at speculere afvexlende i italienske og østerrigske Fonds, og da han altid vidste, til hvad Side Vippebrædtet vilde gaae, blev ved hans Tilbagekomst Synderegistret slettet ud, og hans Navn til Gjengjeld indført i Adelsregistret, hvor det nu straaler lige saa blankt og med sværere Forgyldning end Spadaernes, Colonnaernes og Savelliernes. Han laaner den hellige Fader hvert Aar to Millioner Scudi, og har til Gjengjeld faaet Rettigheder, hvorved han kan presse sex ud af hans Undersaatter.«

214

»Og den unge, sortklædte Dame,« spurgte jeg nølende, »hun er da vel ikke hans Hustru?«

»Chi lo sa!«, svarede den Gamle, idet han trak paa Skuldrene. »Nogle sige ja, Andre nei; det er et vanskeligt Forhold at bedømme. Om de ere ægteviede eller ei, veed jeg ikke. Kun saa meget veed jeg, at han for omtrent syv Aar siden bestræbte sig for at indføre hende i alle de fornemme Cirkler i Rom, hvor hun gik under Navn af Principessa og skulde agere hans Kone. Han maatte imidlertid hurtigt opgive dette Forsøg, thi Alle fik det Indtryk, at han snarere havde kjøbt sig en Slavinde eller anskaffet sig en stum Tjener, end en Ægtefælle. Dertil kom, at hun overalt viste sig stille, indesluttet og næsten melancholsk, medens hun ikke tog i Betænkning at behandle ham med en Foragt, der var saa meget mere iøinefaldende, som hun gjorde det endog ved de meest officielle Leiligheder. En Pokkers bestemt Charakteer maa hun have efter de Ting jeg har hørt om hende.«

»Hvorfra skriver hun sig?«

»Ja, heller ikke derom veed jeg rigtig Besked. Nogle gjøre hende til Englænderinde, Andre mene, hun er fra Normandiet, Nogle, at hun er Dansk. Han gjorde hendes Bekjendtskab i Milano, hvor man siger, at han kjøbte hende af Faderen, der var nærved at gaae fallit. Da han havde forsøgt paa at indføre hende i Rom, og dette mislykkedes, sendte han hende til en af sine Villaer, eller rettere sagt, hun sendte ham nok til Rom efter gjentagne Gange at have meddeelt ham den glædelige Nyhed, at hun ikke kunde fordrage ham. Siden den Tid har hun ført et fuldkomment indesluttet Liv, beskjeftiget med at gjøre Godt der i Egnen til Gjengjeld for det meget Ondt, som hendes Gemal præsterer i Rom. Hvis den katholske Kirke tillod Skilsmisse, vare de vistnok skilte for lang Tid siden, og jeg troer næsten, at det er af reen Malice, at han ikke ansøger den hellige Fader derom, men morer sig med at holde Maanedsduer i sit Palads i Corso.«

»Men den unge Blondine, er det hendes Søster?«

»Heller ikke det veed jeg, thi jeg har aldrig seet hende før, og de ligne ikke hinanden synderligt. Det har vel snarere været en Kammerjomfrue eller saadan Een. Men siig mig en Gang til Gjengjeld for den Masse Spørgsmaal, som jeg har maattet besvare, hvad havde De egentligt at meddele om denne Henry Vernon, der var Helten i Deres afbrudte Skriftemaal? Veed De Noget om ham?«

»Ja, jeg fristes næsten til at betale Dem med Deres egen Mønt og 215 give Dem Deres »Chi lo sa« tilbage; thi ligesaa tvivlsomt, som det undertiden kan være, hvad Romerne egentligt mene med dette Udbrud, lige saa lidt veed jeg med Vished, hvad der er Sandhed, og hvad der er Digt i Det, jeg har hørt om Henry Vernon. Efter Det, som jeg har faaet at vide om ham, staaer han som en skiftende Proteus med det ene Been i Virkeligheden og det andet i Poesien, og det er kun Frygt for at trætte Deres og de Andres Taalmodighed, som har bevæget mig til at holde mine Oplysninger tilbage. Men har De Lyst til at vide Noget om ham, saa mød iaften paa Piazza del Popolo. Jeg skal da tage et Manuscript og det mig idømte halve Lispund Voxlys med, og hvem der bliver kjed af at høre derpaa, skal have frit Lov til at gaae, naar ham lyster. Det er den eneste Betingelse, paa hvilken jeg kan indlade mig paa at meddele Noget om Henry Vernons Historie.«

»Bravo!« raabte den Gamle. »Det er en fornuftig Maade at samle et Auditorium paa, og jeg skal sikkert komme, skjøndt jeg ellers ikke holder af Helte, som ere førte til Protocols.«

Vi stod nu ved Indgangen til Villa Borghese, hvor vor lille Kreds opløstes. Idet vi skiltes ad til forskjellige Sider, rullede Fyrst Pisanis Vogn forbi os. Han selv sad henslængt i det ene Hjørne og bevægede Underkjæben frem og tilbage, som om han gumlede paa Hadets Bitterhed, medens hans Gemalinde laae henstrakt i det modsatte Hjørne i samme ubevægelige Stilling som under Scenen ved Osteriet, men med et sort, romersk Slør trukket tæt sammen om det skjønne, blege Ansigt. Paa Forsædet sad den unge, livlige Pige, smilende og nikkende, naar Hyrder eller Gensdarmer hilsede den fyrstelige Vogn; men det var let at see, at Kammerpige var hun ikke.

216 217

        

218

        

219

VILHELM BERGSØE

Fra Piazza del Popolo · II
Novelle-Cyclus

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER AF
Flemming Conrad og Lars P. Romhild

Danske Klassikere Det Danske Sprog- og Litteraturselska Borgen

220

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen for NDL, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Erik Dal og Jørgen Hunosøe for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, denne udgave desuden af Knud Bøgh som tilsynsførende. Tekstgrundlag:
4. udg. 1877 (1. udg. er fra 1867)
Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1988 · ISBN 87-418-8486-8
Omslag: Stig Brøgger · Tryk: Rounborgs grafiske hus, Holstebro

221 222

        

223

Da Obeliskens lange Skygge som en uhyre Pegepind streifede hen over Monte Pincio, hvor den syntes at forlænge sig i det Uendelige, samledes vi atter under hans ærværdige Hieroglypher for at lytte til Fontanernes Rislen, indsuge den kjølige Aftenluft og gjøre Forsøg paa at kryddre den ved Hjælp af de pavelige Cigarer, der heldigt have løst den Opgave at forvandle Kirsebær- og Kaalblade til Tobak.

»Har De Documenterne med?« spurgte den Gamle, idet han proppede et lille Quantum indsmuglet Kanaster i sin fordringsløse Lazzaronpibe. »Jeg har sørget for Cerini, en Ting, som De naturligviis har glemt.«

Med disse Ord lagde han en vældig Pakke Voxstabel paa Fodstykket af Løven og opfordrede mig til at tage Plads paa denne. Jeg adlød, trak Manuscriptet frem, men inden jeg begyndte, tiltalte jeg Forsamlingen med følgende Ord:

»Naar jeg for et saa udvalgt Publicum vover at fremkomme med Noget, der kun har eet Skridt til Trykkeriet, og som derfor ikke bærer den jevne Fortællings Præg, maae det være mig tilladt lidt nærmere at motivere et saa dristigt Skridt. Navnet Henry Vernon, der paa en saa forunderlig Maade er kommet til at spille en Hovedrolle i denne Dags Begivenheder, troede jeg kun existerede som et sørgeligt Minde om et ulykkeligt Liv, overført i og behandlet af en Digters Phantasie. Jeg antog, at dette Navn kun stod paa en Gravsteen og i det Manuscript, som jeg her holder i Haanden, og De vil derfor kunne dømme om min Overraskelse, da det idag fra tre Sider træder mig levende imøde paa Grænsen mellem Rom og Campagna Romana. Naar nu til Slutning denne Aften helliges til Navnet »Vernon«, saa maae De ikke til dette Navn knytte overspændte Forestillinger, hvortil Bjørcks Fortælling maaskee kunde berettige Dem; heller ikke maae De vente Dem nogen ridderlig Romanhelt, der paa sin høibenede Rosinante farer i Gabet paa tusinde Ulykker, og dog slipper heelskindet fra dem alle. Da en begavet Kunstner her i Rom led af Hjemvee, som forhindrede ham i at arbeide, helbredede en af hans Venner ham 224 ved at male lille Grønnegade, Regn- og Løverdagsstykke med Taage, Slud, drivende Tagrender og Trappetøse i klapprende Trætøfler ifærd med at skrubbe mørke og snavsede Opgange under Melodien: »Her er Aal! Store, levende Aal! Aal og Godt!« - Ligesom ham skal jeg tillade mig at fremstille et Billede; ikke fra Grønnegade, men dog fra det Grønne; ikke i Slud og Regn, men i Lys og Solskin; ikke for at dæmpe Hjemveen, men maaskee for at fremkalde den hos Enkelte, der dog ikke ville tage Skade deraf, thi Hjemvee er en sund Sygdom. Førte Aabye Dem gjennem Nødens og Armodens dunkle Boliger, fører jeg Dem derimod til det sommerlige Frederiksdal og til den vinterlige Marmorkirke, Kjøbenhavns Colosseum. Førte Aabye Dem ind, halvt i Livets, halvt i Aandernes Verden, saa lader jeg et Billede af det daglige Liv med dets Sorger og Bekymringer drage Dem forbi. Dog, det er ikke mig, som gjør dette; thi dertil er min Pen for svag, og Muserne have negtet mig deres Gaver. Jeg staaer kun som en Mægler imellem Dem og Fortællingens Forfatter, som jeg omtalte under mit af Skjebnen afbrudte Skriftemaal i Ponte Molle. Hvad han den Dag fortalte mig i Skyggen af Dyrehavens Bøge, har han senere digterisk bearbeidet, og det er hans Manuscript, som jeg holder her i min Haand, og som han for nyligt sendte mig til Gjennemsyn fra Neapel. Dette har jeg Ret til at meddele Dem, thi han bad mig udtrykkeligt at læse det for mine Venner i Rom for at høre deres Mening. Naar jeg altsaa gjør dette, beder jeg Dem alle, men særligt Dem, o Berthelsen, at være skaansom mod en ung Forfatters første Værk, en Forfatter, der af puur Beskedenhed lader sit Arbeide fare til Rom, inden han lader det trykke i Kjøbenhavn. Forstyr altsaa ikke hans Ro, heller ikke min, medens jeg læser:

»Holmgreens Manuscript«

Naar man fra Frederiksdals uanseelige, ja endog lidt forfaldne Kro gaaer over Møllebroen og følger Stien tilhøire, kommer man ind i den saakaldte Nørreskov, der her paa sin østlige Side begrænses af Furesø ved mægtige Banker, der i steilt Fald skyde sig ned imod Søens steenbelagte, med Elle og Rør bevoxede Bred. Man gaaer igjennem en Skov af unge, for det Meste af Vinden forpiinte og noget 225 forkrøblede Bøge, hvorimellem enkelte gigantiske Træer rage op ligesom Kæmper fra en svunden Tid, medens talrige svampbevoxede Stubbe af et anseeligt Omfang tyde paa, at Skoven har havt Charakteer af en mægtig Høiskov, inden den kom under den nyere Tids forstmæssige, men vandalske Hænder. Naar man saaledes en Tid har vandret mellem disse forkrøblede og forknytte Bøgestammer, der staae saa tæt, at de paa mange Steder lukke sig over Gangstien og udbrede et mystisk Halvmørke, overraskes man pludselig ved, naar man stiger over en lav Stente, at befinde sig i en Skov af en ganske anden Charakteer. Høie, mægtige Bøge med slanke Stammer og kuppelformige Kroner reise sig stolt iveiret. Skovbunden, der før var tæt bedækket med bruunlige Blade, hvor kun gule Svampe og enkelte Mosser tittede frem, er nu afløst af et bølgende Græstæppe, der om Foraaret er rigt gjennemvævet af Anemoner, Primulaer og Violer. Terrainet, der før, skjøndt høit, var temmelig jevnt, bliver nu bakket og gjennemskaaret af Kløfter, i hvis Bund talrige Kildevæld sende deres sladdrende Bølger ned mod Furesøens Vande. Dette Sted, der er saa eiendommeligt ved Jordbundens Formation, ved sin mærkværdige Skovvæxt, der ligesom former det Hele til een stor Løvsal, hvorfra man har de skjønneste Udsigter til Furesøen og Dronninggaard, kaldes Aasevang. Hvorfra det har sit Navn, ved jeg ikke; dog skulde jeg næsten formode, at de mange mod Søen parallelt nedløbende smaae Bakkekamme eller Aase have bidraget til at give Stedet dets Betegnelse.

Det var en Dag i Midten af Juni, en af disse lyse, skyfrie Foraarsdage, hvor Himlen, befriet fra Vinterens Taage, synes dobbelt klar, de nysudsprungne Bøge dobbelt lysegrønne, og Luften saa luun og lind, som om Sydens Luft var faret hen over vore Sletter, at to Mænd under ivrig Samtale vandrede frem og tilbage i en af de brede Gange i Aasevangen. Den ene var en høi, blond Mand med et temmeligt stort, noget fyldigt og maaskee vel rødmusset Ansigt, der tilhørte en herkulisk og velproportioneret Figur, hvis bløde, afrundede Linier syntes at tyde hen paa et fremtidigt nærmere Bekjendtskab med Banting. Den anden var næsten et Hoved lavere, en smekker, slank og smidig Figur med Bevægelser, der havde noget Snigende og ligesom Katteagtigt ved sig. Hans Ydre var langtfra tiltrækkende. Det kulsorte Haar og den matte olivengule Teint røbede allerede ved første Øiekast Udlændingen; men selv en opmærksom Iagttager maatte være i

        

226 Tvivl om hans egentlige Hjemstavn og Fødeland; thi medens de sorte, spillende Øine tydede hen paa Sydboen, syntes de stærkt fremstaaende Kindbeen og den uformelige Mund at være udsprungne af slavisk Herkomst, medens den krogede Næse, i Forbindelse med hans livlige Gestus, bragte Tanken til at vandre til Judæa og Samaria.

Henne i Græsset, halvt lænet op til en af de anseelige Bøge, sad en lille Pige, hvis livlige, lyse Øine vare fæstede paa en alvorlig, stor, plettet Hønsehund, hvis Hals hun var ifærd med at pryde med sit lyserøde Livbaand. Hendes Opmærksomhed var deelt mellem den tause Hund, der betragtede hende med et Blik, som om den snart ønskede at blive fri for disse Narrestreger, og de to Herrer, som endnu bestandig vandrede frem og tilbage ad den brede Skovgang. Hver Gang de gik forbi hende, tilkastede Agent Gram, saaledes hed den blonde Mand, hende et Blik fuldt af Faderstolthed og Kjærlighed, medens den Anden syntes at være saa dybt inde i Conversationen, at han aldeles ikke agtede hverken hendes eller Hundens Nærværelse.

»Veed Du af, Nero,« sagde den Lille, »at Du er en tosset Een? Nu har jeg hundrede Gange fortalt Dig, at jeg hedder Clara, og at vi skal have Lammesteg til Middag, og dog seer Du lige tvær og kjedelig ud. Hører Du?«

Hunden logrede med Halen og strakte sig kjælent henad Græsset imod den Lille, idet den lagde sin store Forlab paa hendes hvide Kjole.

»Ja, det hjælper Dig ikke,« vedblev hun, »at Du nu gjør Dig god igjen, ligesom Henry, naar han har faaet Harriet til at græde. Du er ikke alene tvær og kjedelig, men ogsaa ækel og styg, ligesom han, Fader taler med. Forstaaer Du?«

Nero syntes at være frygtelig kjed af det Hele, thi den gabede saa høit som en Hund formaaer det, og lagde derpaa Hovedet i sin Herskerindes Skjød.

»Hvor Du er uopdragen,« sagde den Lille, idet hun forgjeves søgte at støde Hunden fra sig. »Du gaber uden at holde Poten for Munden ligesom den ækle Italiener, der blev ved at hænge over Moder og mig igaaraftes, fordi han troede, at Harriet vilde komme ned fra sit Kammer. Veed Du af, at hun havde Hovedpine? Det faaer hun bestandigt, naar Hr. d'Acorda kommer, thi han lugter af Moskus, og det kan Harriet ikke taale. Og saa er Du lige saa ondskabsfuld som han; thi han fik Harriet til at græde en heel Formiddag, saa hun slet ikke kunde lege med mig, og lidt efter kom Moder ned og talte med hende, 227 og saa græd de begge to; men Fader skjændte og sagde til Harriet, at hun skulde kjøre ud med den ækle Italiener i hans lille Vogn, uden at Moder var med. Men saa var det, at Du bed Trine i hendes Been, fordi hun vilde tage Dine Been fra Dig, og saa var det, at Fader tog d'Acordas Ridepisk og pryglede Dig saa forfærdeligt, at Du krøb heelt ind under Sophaen, og saa græd jeg med alle de Andre.«

»Hvad er det, Du sidder og snakker med Nero om?« spurgte Agenten, idet han venligt lod sin Haand glide igjennem Barnets guldgule Lokker. »Han forstaaer Dig jo ikke.«

»Nero forstaaer nu Alt, hvad jeg siger,« sagde den Lille freidigt og løftede sit blomstrende Barneansigt op imod Faderen. »Han bliver klogere med hver Dag, der gaaer, og jeg fortæller ham hver Aften min Dagbog, for at han skal huske paa det, indtil jeg bliver saa stor som Harriet og kan skrive det med rigtigt Blæk paa et Stykke Papir.«

»Hvor er Harriet?« spurgte Agenten og klappede Barnet paa Hovedet. »Har Du ikke seet Noget til hende?«

»Hun er ude at seile med Henry,« svarede den Lille, »men jeg maatte ikke komme med. De gik ned til Baaden, da vi havde spist til Middag, og jeg trak Nero med i en Snor, fordi jeg vilde ud at seile, og saa skulde Nero svømme bagefter; men saa sagde Henry, at Nero let kunde blive forkjølet, fordi Vandet var saa koldt, og Harriet sagde til mig, at jeg ikke kunde komme ud at seile, naar jeg intet Shavl havde. Og saa gav Henry mig en Honningkage, som han havde kjøbt hos Konen i Frederiksdal, for at jeg skulde gaae hjem igjen og ikke sige til Nogen, at de vare gaaede ud at seile.«

»Hm!« sagde Agenten, hvis venlige Ansigtstræk pludseligt forandredes. »Gaa nu hjem, Clara, Duggen begynder allerede at falde. Siig saa til Moder, at jeg kommer om et Quarteers Tid, og at hun maae have lidt tidligere Thee, fordi jeg iaften skal til Byen tilligemed Hr. d'Acorda, og bed med det Samme Hans om at spænde for Klokken halv Ni. Kan Du nu huske det?«

Clara fjernede sig, og Nero dansede gjøende foran hende, som om den blot havde ventet paa dette Øieblik. Agenten vendte sig om og smilede tilfreds ved Synet af den lette, livlige Skikkelse, hvis hvide Kjole og flagrende Lokker snart skjultes og snart kom frem imellem Stammerne, der belystes af den rødmende Aftensol. Derpaa lagde han atter Hænderne paa Ryggen og vendte sig mod sin Gjæst, der var ivrigt beskæftiget med at opføre forskjellige Talstørrelser i sin Noticebog.

228

»De antager altsaa,« sagde Agenten, idet de paany fortsatte deres Vandring, »at man maae vente en Baisse paa østerrigske Fonds i næste Uge. Mener De, at man bør realisere imorgen eller vente et Par Dage og see det an?«

»Jeg har allerede sagt Dem min Mening,« svarede den Anden, »realiseer strax, à tout prix. Det nye Laan vil blive aabnet i næste Uge, og de østerrigske Fonds ville naturligviis falde end yderligere.«

»Og De vedbliver bestandigt at holde fast paa,« spurgte Agenten noget usikker, »at den frigjorte Capital bør sættes i italienske Jernbaner? Det forekommer mig -«

»Per Baccho!« afbrød den Anden ham med en utaalmodig Gebærde. »Jeg har jo forklaret Dem hele Planen og sat Dem ind i Situationen til en Fuldkommenhed, som De ikke kunde vente hos nogen Anden end hos mig, der er saa vel inde i begge Selskabers Affairer og selv med hele min Formue indestaaer for Foretagend