Indhold
- Da Obeliskens lange Skygge som...
- »Holmgreens Manuscript«
- Naar man fra Frederiksdals uan...
- Den dalende Sol havde endnu ku...
- Seent ud paa Aftenen gik Henry...
- Da Henry havde beroliget Mary,...
- Da Henry traadte ind i den fes...
- De samme Solstraaler, der havd...
- Da Henry havde naaet »Triangel...
- Da Henry den næste Morgen lang...
- Tre Uger senere, og atter en S...
- Neppe havde Boldt forladt Være...
- Et sandt Eventyr
- Janushovedet
- Skjæret af de sidste Cerino'er...
Alle forekomster
↩ »Redde mig fra Undergang?« spurgte Malm roligt. »Du, som selv er gaaet under, Du vil redde mig? Det kan Du ikke. Du kan kun drage mig dybere i Dit Fald, som Du alt een Gang har gjort, men det skal ikke skee tiere. Jeg veed nu Alt. Det var Misundelsen, der første Gang førte Dig til mig, og det var den, der fik Dig til at rette, hvad Du selv maatte indsee var rigtigt. Du var den Første, der ledte mig vild under mit første Arbejde; Du skal ikke faae mig til at fuldføre et andet, om hvilket Du selv veed, at det er slet og fordømmeligt.«