↩ Jeg havde længe mærket, at hiint ulyksalige Vink, som jeg efter mit bedste Skjøn dengang havde givet Malm, havde piint ham. At det var blevet exploiteret af Svingberg med saa meget Andet, havde jeg vel anet; men aldrig havde jeg formodet, at det skulde komme til at ligge som et Bjerg imellem os. Endnu engang søgte jeg at nærme mig Malm. Oprigtigt og venligt talte jeg til ham, og i de mildeste Former stræbte jeg at gjøre ham forstaaeligt, at Christendom og Kunst, dybere seet, ikke kunde og aldrig vilde kunne komme til at staae i noget Forhold til hinanden. Idet jeg halvt spøgende angreb Svingberg, tog jeg Sprøiten for at overstænke Figuren, inden den heelt faldt fra hinanden af Tørhed.